1.   Ved denne forordning fastsættes der regler om:

2.   Denne forordning finder anvendelse på støtte fra Unionen, som ydes gennem EGFL og ELFUL til interventioner beskrevet i en strategisk plan, der er udarbejdet af en medlemsstat og godkendt af Kommissionen, og som dækker perioden fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2027 (»perioden for den strategiske plan«).

1.   Forordning (EU) 2021/2116 og de bestemmelser, der vedtages i medfør af samme forordning, finder anvendelse på støtte, der ydes i henhold til nærværende forordning.

2.   Artikel 19, afsnit III, kapitel II, med undtagelse af artikel 28, første afsnit, litra c), og artikel 46 og 48 i forordning (EU) 2021/1060 finder anvendelse på støtte, der ydes gennem ELFUL i henhold til nærværende forordning.

1.   Medlemsstaterne fastsætter i deres strategiske planer definitioner af »landbrugsaktivitet«, »landbrugsareal«, »støtteberettiget hektar«, »aktiv landbruger«, »ung landbruger« og »ny landbruger« samt de relevante betingelser i overensstemmelse med denne artikel.

2.   »Landbrugsaktivitet« fastsættes på en måde, så det giver mulighed for at bidrage til leveringen af private og offentlige goder gennem en eller begge af følgende:

3.   »Landbrugsareal« fastsættes på en måde, så det omfatter både agerjord, permanente afgrøder og permanente græsarealer, herunder når de danner skovlandbrugssystemer på det pågældende areal. Termerne »agerjord«, »permanente afgrøder« og »permanente græsarealer« defineres nærmere af medlemsstaterne inden for følgende rammer:

4.   For så vidt angår interventionstyper med direkte betalinger fastsættes »støtteberettiget hektar« på en måde, så det dækker arealer, der står til landbrugerens rådighed og består af:

Arealer, der anvendes til produktion af hamp, er kun støtteberettigede hektar, hvis de anvendte sorter har et indhold af tetrahydrocannabinol på højst 0,3 %.

5.   »Aktiv landbruger« fastsættes på en sådan måde, at det sikres, at der kun ydes støtte til fysiske eller juridiske personer eller til sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer, som mindst beskæftiger sig med et minimumsniveau af en landbrugsaktivitet, uden at det nødvendigvis udelukker ydelse af støtte til landbrugere, der har flere forretningsaktiviteter, eller deltidslandbrugere.

Når det skal fastslås, hvem der kan være en »aktiv landbruger«, anvender medlemsstaterne objektive og ikkediskriminerende kriterier såsom: indkomstvurderinger, forbrug af arbejdskraft på bedriften, selskabsformål og optagelse af deres landsbrugsaktiviteter i nationale eller regionale registre. Medlemsstaterne kan vælge at indføre disse kriterier i en eller flere former, herunder gennem en negativliste, der diskvalificerer en landbruger fra at blive betragtet som en aktiv landbruger. Hvis medlemsstaterne betragter de landbrugere, der i det foregående år ikke har modtaget direkte betalinger, der overstiger et vist beløb, som aktive landbrugere, må et sådant beløb højst udgøre 5 000 EUR.

6.   »Ung landbruger« fastsættes på en sådan måde, at det omfatter:

7.   »Ny landbruger« fastsættes på en sådan måde, at det henviser til en landbruger, der ikke er en ung landbruger, og som for første gang er »driftsleder«. Medlemsstaterne fastsætter yderligere objektive og ikkediskriminerende krav for så vidt angår passende uddannelse og kvalifikationer.

8.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 152 med henblik på at supplere denne forordning med regler, der gør ydelsen af betalinger betinget af anvendelse af certificerede frø af bestemte hampesorter og proceduren for fastlæggelse af hampesorter samt verifikation af deres indhold af tetrahydrocannabinol som omhandlet i nærværende artikels stk. 4, andet afsnit, for at sikre folkesundheden.

1.   Opfyldelsen af de overordnede målsætninger forfølges ved hjælp af følgende specifikke målsætninger om:

2.   Målsætningerne i stk. 1 komplementeres af og er indbyrdes forbundne med den tværgående målsætning om at modernisere landbruget og landdistrikterne ved at fremme og udveksle viden, innovation og digitalisering i landbruget og i landdistrikterne og tilskynde til udbredelsen heraf blandt landbrugere gennem bedre adgang til forskning, innovation, videnudveksling og uddannelse.

3.   I forbindelse med forfølgelsen af de specifikke målsætninger i stk. 1 og 2 træffer medlemsstaterne med støtte fra Kommissionen passende foranstaltninger til at mindske den administrative byrde og sikre forenkling af gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik.

1.   Opfyldelsen af målsætningerne i artikel 5 og artikel 6, stk. 1 og 2, vurderes ved hjælp af fælles indikatorer vedrørende output, resultater, effekt og kontekst som anført i bilag I. Disse fælles indikatorer omfatter:

2.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 152 om ændring af bilag I med henblik på at tilpasse de fælles output-, resultat-, effekt- og kontekstindikatorer. Disse delegerede retsakter er strengt begrænset til afhjælpning af tekniske problemer, som medlemsstaterne har oplevet med hensyn til anvendelsen af disse indikatorer.

1.   Hvis medlemsstaterne fastsætter andre arealbaserede interventioner end sådanne, som overholder bestemmelserne i bilag 2 til WTO-aftalen om landbrug, herunder koblet indkomststøtte i henhold til denne forordnings afsnit III, kapitel II, afdeling 3, underafdeling 1, og hvis disse interventioner vedrører nogle eller alle typer olieafgrøder som omhandlet i bilaget til aftalememorandummet mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om visse olieafgrøder inden for rammerne af GATT, må det samlede støtteareal baseret på de planlagte output som omhandlet i den pågældende medlemsstats strategiske planer ikke overstige det maksimale støtteareal for hele Unionen med henblik på at sikre overholdelse af de internationale forpligtelser.

2.   Senest den 8. juni 2022 vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, hvori der fastsættes et vejledende referenceareal med henblik på støtte for hver medlemsstat beregnet på grundlag af medlemsstatens andel af det gennemsnitlige dyrkede areal i Unionen i årene 2016-2020. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 153, stk. 2.

3.   Medlemsstater, som har til hensigt at yde støtte som omhandlet i nærværende artikels stk. 1, anfører deres tilsvarende planlagte output målt i hektar i deres forslag til strategiske planer som omhandlet i artikel 118, stk. 1.

Hvis det efter modtagelse af alle medlemsstaternes meddelelser om planlagt output viser sig, at det samlede areal overstiger det maksimale støtteareal for hele Unionen som omhandlet i nærværende artikels stk. 1, beregner Kommissionen for hver medlemsstat, der har meddelt et areal, der overstiger dens referenceareal, en nedsættelseskoefficient, der står i forhold til overskridelsen af det planlagte output, således at det maksimale støtteareal for hele Unionen opretholdes. Hver berørt medlemsstat underrettes om denne nedsættelseskoefficient i Kommissionens bemærkninger til den strategiske plan, jf. artikel 118, stk. 3. Nedsættelseskoefficienten for hver medlemsstat fastsættes i den i artikel 118, stk. 6 omhandlede gennemførelsesafgørelse, hvorved Kommissionen godkender den strategiske plan.

Medlemsstaterne må ikke på eget initiativ ændre deres støtteareal efter den dato, der er fastsat i artikel 118, stk. 1.

4.   Hvis en medlemsstat har til hensigt at øge sit planlagte output som omhandlet i nærværende artikels stk. 1 og som fastsat i medlemsstatens strategiske plan godkendt af Kommissionen, meddeler medlemsstaten Kommissionen det reviderede planlagte output som en anmodning om ændring af dens strategiske plan i henhold til artikel 119 inden den 1. januar året før det relevante ansøgningsår.

5.   Hvis det er relevant, og med henblik på at undgå, at det maksimale støtteareal for hele Unionen som omhandlet i stk. 1 overskrides, fastsætter Kommissionen nedsættelseskoefficienter eller reviderer de eksisterende nedsættelseskoefficienter, såfremt disse koefficienter blev fastsat i overensstemmelse med stk. 3, andet afsnit, for alle medlemsstater, der overskrider deres referenceareal med henblik på støtte som fastsat i deres strategiske planer.

Kommissionen underretter de relevante medlemsstater om nedsættelseskoefficienterne senest den 31. januar året før det relevante ansøgningsår.

Hver berørt medlemsstat fremsender derpå en ny anmodning om ændring af den strategiske plan, der omfatter nedsættelseskoefficienten som omhandlet i andet afsnit, senest den 31. marts året før det relevante ansøgningsår. Nedsættelseskoefficienten for den pågældende medlemsstat fastsættes i den i artikel 119, stk. 10, omhandlede gennemførelsesafgørelse, ved hvilken Kommissionen godkender ændringen af den strategiske plan.

6.   Hvad angår olieafgrøder, der er omfattet af det aftalememorandum, som er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, første afsnit, meddeler medlemsstaterne Kommissionen det samlede antal hektar, som der faktisk er udbetalt støtte for, i de årlige præstationsrapporter, der er omhandlet i artikel 134.

7.   Medlemsstaterne udelukker dyrkning af solsikkefrø til direkte konsum fra arealbaserede interventioner som omhandlet i stk. 1.

1.   Medlemsstaterne indarbejder i deres strategiske planer et konditionalitetssystem, hvorunder landbrugere og andre støttemodtagere, der modtager direkte betalinger i henhold til kapitel II eller årlige betalinger i henhold til artikel 70, 71 og 72, pålægges en administrativ sanktion, hvis de ikke opfylder de lovgivningsbestemte forvaltningskrav i henhold til EU-retten og GLM-normerne fastsat i de strategiske planer, jf. bilag III, for så vidt angår følgende specifikke områder:

2.   De strategiske planer skal indeholde regler om et effektivt og forholdsmæssigt system med administrative sanktioner. Disse regler skal navnlig overholde kravene i afsnit IV, kapitel IV, i forordning (EU) 2021/2116.

3.   Hvad angår de i bilag III omhandlede retsakter om de lovgivningsbestemte forvaltningskrav, finder den gældende udgave anvendelse, og hvad angår direktiver desuden som gennemført af medlemsstaterne.

4.   I denne afdeling forstås ved »lovgivningsbestemt forvaltningskrav« (»LF«) hvert enkelt lovgivningsbestemt forvaltningskrav i henhold til EU-retten, der er opført i bilag III, i en given retsakt, som indholdsmæssigt adskiller sig fra andre krav i samme retsakt.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at alle landbrugsarealer, herunder arealer, der ikke længere anvendes til produktionsformål, holdes i god landbrugs- og miljømæssig stand. Medlemsstaterne fastsætter på nationalt eller regionalt plan minimumsstandarder for landbrugere og andre støttemodtagere for hver GLM-norm, der er opført i bilag III, i overensstemmelse med hovedmålsætningen for disse normer som omhandlet i nævnte bilag. I forbindelse med fastsættelsen af deres normer tager medlemsstaterne, hvis det er relevant, hensyn til de pågældende arealers særlige karakteristika, herunder jordbunds- og klimaforhold, eksisterende landbrugssystemer, landbrugsmetoder, bedriftsstørrelse og bedriftsstrukturer, arealanvendelse og de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi.

2.   Hvad angår hovedmålsætningerne i bilag III, må medlemsstaterne fastsætte normer i tillæg til dem, der er fastsat i bilaget, med henblik på de pågældende hovedmålsætninger. Disse supplerende normer er ikkediskriminerende og forholdsmæssige og svarer til de identificerede behov.

Medlemsstaterne må ikke fastsætte minimumsnormer for andre hovedmålsætninger end de i bilag III fastsatte hovedmålsætninger.

3.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 152 med henblik på at supplere denne forordning med regler for at sikre lige vilkår vedrørende andelen i forbindelse med GLM-norm 1.

1.   Medlemsstaterne anfører i deres strategiske planer, senest fra og med den 1. januar 2025, at landbrugere og andre støttemodtagere, der modtager direkte betalinger i henhold til kapitel II eller årlige betalinger i henhold til artikel 70, 71 og 72, skal pålægges en administrativ sanktion, hvis de ikke opfylder kravene vedrørende relevante arbejds- og ansættelsesvilkår eller arbejdsgiverforpligtelser, der følger af retsakterne som omhandlet i bilag IV.

2.   Når medlemsstaterne indarbejder et system med administrative sanktioner i deres strategiske planer, jf. stk. 1, hører de i overensstemmelse med deres institutionelle bestemmelser de relevante nationale arbejdsmarkedsparter, der repræsenterer ledelsen og arbejdskraften i landbrugssektoren, og respekterer fuldt ud deres autonomi samt deres ret til at forhandle og indgå kollektive aftaler. Dette system med administrative sanktioner påvirker ikke arbejdsmarkedsparternes rettigheder og forpligtelser, hvis arbejdsmarkedsparterne i overensstemmelse med de nationale retlige og kollektive forhandlingsrammer har ansvaret for at gennemføre eller håndhæve de retsakter, der er omhandlet i bilag IV.

3.   Den strategiske plan skal indeholde regler om et effektivt og forholdsmæssigt system med administrative sanktioner. Disse regler skal overholde de relevante krav i afsnit IV, kapitel V, i forordning (EU) /2021/2116.

4.   Hvad angår de i bilag IV omhandlede retsakter, der indeholder de bestemmelser, der skal omfattes af systemet med administrative sanktioner, jf. stk. 1, finder den gældende udgave anvendelse og som gennemført af medlemsstaterne.

1.   Medlemsstaterne indarbejder i deres strategiske planer en ordning for tjenester til rådgivning af landbrugere og andre støttemodtagere af EU-landbrugsstøtte om arealforvaltning og bedriftsforvaltning (»bedriftsrådgivningstjenester«). Medlemsstaterne kan bygge på eksisterende ordninger.

2.   Bedriftsrådgivningstjenesterne dækker den økonomiske, miljømæssige og sociale dimension under hensyntagen til eksisterende landbrugsmetoder og bidrager med ajourførte teknologiske og videnskabelige oplysninger, der er udviklet på baggrund af forsknings- og innovationsprojekter, herunder med hensyn til levering af offentlige goder.

Gennem bedriftsrådgivningstjenesterne tilbydes der passende bistand i hele bedriftens udviklingscyklus, herunder i forbindelse med etablering for første gang, omstilling af produktionsmønstre til forbrugerefterspørgsel, innovativ praksis, landbrugsteknikker med henblik på modstandsdygtighed over for klimaforandringer, herunder skovlandbrug og agroøkologi, bedre dyrevelfærd og om nødvendigt sikkerhedsstandarder og social støtte.

Bedriftsrådgivningstjenesterne integreres i de indbyrdes forbundne tjenester inden for bedriftsrådgivning, forskning, landbrugsorganisationer og andre relevante interessenter, der udgør AKIS.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at den rådgivning, der ydes, er upartisk, og at konsulenterne er tilstrækkeligt kvalificerede og uddannede og ikke er involveret i interessekonflikter.

4.   Bedriftsrådgivningstjenesterne tilpasses de forskellige produktion- og bedriftstyper og dækker mindst følgende:

1.   Interventionstyperne i dette kapitel kan indebære såvel afkoblede som koblede direkte betalinger.

2.   Afkoblede direkte betalinger omfatter:

3.   Koblede direkte betalinger omfatter:

1.   Medlemsstaterne kan lægge loft over beløbet for den grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed, der ydes til landbrugere for et givet kalenderår. Medlemsstater, der vælger at indføre lofter, nedsætter den del af beløbet, som overstiger 100 000 EUR, med 100 %.

2.   Medlemsstaterne kan nedsætte beløbet for den grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed, der ydes til landbrugere for et givet kalenderår, og som overstiger 60 000 EUR, med op til 85 %.

Medlemsstaterne kan fastsætte yderligere trancher på mere end 60 000 EUR og for disse yderligere trancher nærmere angive de procentvise nedsættelser. De sikrer, at nedsættelsen for hver tranche er lig med eller højere end nedsættelsen for den foregående tranche.

3.   Inden medlemsstaterne anvender stk. 1 eller 2, kan de trække følgende fra beløbet for den grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed, der ydes til en landbruger for et givet kalenderår:

Ved beregningen af de i første afsnit, litra a), omhandlede beløb anvender medlemsstaterne de faktiske lønudgifter, som afholdes af landbrugeren. I behørigt begrundede tilfælde kan landbrugerne anmode om at anvende standardomkostninger, som af den pågældende medlemsstat skal fastsættes efter en metode, der skal præciseres yderligere i dens strategiske plan på grundlag af den gennemsnitlige standardløn knyttet til en landbrugsaktivitet på nationalt eller regionalt plan ganget med antal årsværk anmeldt af den pågældende landbruger.

Ved beregningen af de i første afsnit, litra b), omhandlede beløb anvender medlemsstaterne standardomkostninger, som af den pågældende medlemsstat skal fastsættes efter en metode, der skal præciseres yderligere i dens strategiske plan på grundlag af den gennemsnitlige standardløn knyttet til en landbrugsaktivitet på nationalt eller regionalt plan ganget med antal årsværk anmeldt af den pågældende landbruger.

4.   I tilfælde af en juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer kan medlemsstaterne anvende den nedsættelse, der er omhandlet i stk. 1 og 2, for så vidt angår medlemmer af de pågældende juridiske personer eller sammenslutninger, hvis den nationale ret tillader de enkelte medlemmer at varetage rettigheder og forpligtelser svarende til dem, der indehaves af enkelte landbrugere med status som driftsleder, navnlig hvad angår deres økonomiske, sociale og skattemæssige status, forudsat at de har bidraget til at styrke de pågældende juridiske personers eller sammenslutningers landbrugsstrukturer.

5.   Det anslåede resultat af nedsættelsen af betalinger anvendes primært til at bidrage til finansieringen af supplerende omfordelingsindkomststøtte med henblik på bæredygtighed, hvis en sådan støtte er fastsat i den relevante strategiske plan, og dernæst af andre interventioner med afkoblede direkte betalinger.

Medlemsstaterne kan også anvende hele eller en del af resultatet til finansiering af interventionstyper under ELFUL, jf. kapitel IV, i form af en overførsel. En sådan overførsel til ELFUL fremgår af de finansielle tabeller i den strategiske plan og kan revideres i 2025, jf. artikel 103. Den er ikke underlagt maksimumsbegrænsningerne for overførsel af midler fra EGFL til ELFUL, jf. nævnte artikel.

6.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter efter artikel 152, som supplerer denne forordning med regler med henblik på fastlæggelse af et harmoniseret grundlag for beregningen af nedsættelsen af betalinger som omhandlet i nærværende artikels stk. 1 og 2, med henblik på at fastsætte nærmere regler om fordelingen af midler til landbrugere.

1.   Medlemsstaterne fastsætter et minimumsareal og yder ikke direkte betalinger til aktive landbrugere, hvis støtteberettigede areal på den bedrift, hvortil der er ansøgt om direkte betalinger, er mindre end dette minimumsareal.

Alternativt kan medlemsstaterne fastsætte et minimumsbeløb for direkte betalinger, der kan betales til en landbruger.

2.   Hvis en medlemsstat har besluttet at fastsætte et minimumsareal i overensstemmelse med stk. 1, første afsnit, fastsætter den ikke desto mindre et minimumsbeløb i overensstemmelse med stk. 1, andet afsnit, for de landbrugere, der modtager en dyrerelateret støtte, der betales pr. dyr i form af direkte betalinger og har færre hektar end dette minimumsareal.

Ved fastsættelsen af minimumsarealet eller minimumsbeløbet søger medlemsstaterne at sikre, at der kun ydes direkte betalinger til aktive landbrugere, hvis:

3.   Grækenland kan beslutte ikke at anvende denne artikel på de mindre øer i Det Ægæiske Hav.

1.   Medlemsstaterne yder grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed (»grundlæggende indkomststøtte«) på de betingelser, der er fastsat i denne underafdeling, og som yderligere præciseret i de strategiske planer.

2.   Medlemsstaterne yder grundlæggende indkomststøtte i form af en årlig afkoblet betaling pr. støtteberettiget hektar.

3.   Uden at det berører artikel 23-27 ydes den grundlæggende indkomststøtte for hver støtteberettiget hektar, som en aktiv landbruger har anmeldt.

1.   Medmindre medlemsstaterne beslutter at yde grundlæggende indkomststøtte på grundlag af betalingsrettigheder som omhandlet i artikel 23, ydes støtten som et ens beløb pr. hektar.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte at differentiere beløbet for den grundlæggende indkomststøtte pr. hektar for forskellige grupper af områder, der har socioøkonomiske eller agronomiske forhold, der ligner hinanden, herunder traditionelle landbrugsformer som fastsat af medlemsstaterne såsom traditionelle ekstensive alpine græsningsarealer. I overensstemmelse med artikel 109, stk. 2, litra d), kan beløbet for den grundlæggende indkomststøtte pr. hektar nedsættes under hensyntagen til støtte i henhold til andre interventioner i den pågældende strategiske plan.

1.   Medlemsstater, der anvender grundbetalingsordningen, jf. afsnit III, kapitel I, afdeling 1, i forordning (EU) nr. 1307/2013, kan beslutte at yde grundlæggende indkomststøtte på grundlag af betalingsrettigheder i henhold til nærværende forordnings artikel 24-27.

2.   Hvis medlemsstater, der anvender grundbetalingsordningen, jf. afsnit III, kapitel I, afdeling 1, i forordning (EU) nr. 1307/2013, beslutter ikke længere at yde grundlæggende indkomststøtte på grundlag af betalingsrettigheder, udløber de betalingsrettigheder, der er tildelt i henhold til nævnte forordning, den 31. december i året forud for det år, hvorfra beslutningen skal finde anvendelse.

1.   Medlemsstaterne fastsætter enhedsværdien af betalingsrettigheder før konvergens i henhold til denne artikel ved at justere værdien af betalingsrettighederne proportionelt med deres værdi som fastsat i henhold til forordning (EU) nr. 1307/2013 for ansøgningsåret 2022 og den tilhørende betaling for landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet og miljøet, jf. afsnit III, kapitel III, i nævnte forordning, for ansøgningsåret 2022.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte at differentiere værdien af betalingsrettigheder i henhold til artikel 22, stk. 2.

3.   Senest inden ansøgningsåret 2026 fastsætter hver medlemsstat et maksimumsniveau for værdien af individuelle betalingsrettigheder for medlemsstaten eller for hver gruppe af områder som omhandlet i artikel 22, stk. 2.

4.   Hvis værdien af betalingsrettigheder som fastsat i henhold til stk. 1 ikke er ens i en medlemsstat eller inden for en gruppe af områder som omhandlet i artikel 22, stk. 2, sikrer den pågældende medlemsstat konvergens af værdien af betalingsrettigheder hen imod en ens enhedsværdi senest inden ansøgningsåret 2026.

5.   Med henblik på stk. 4 sikrer hver medlemsstat senest for ansøgningsåret 2026, at alle betalingsrettigheder har en værdi på mindst 85 % af det planlagte gennemsnitlige enhedsbeløb, jf. artikel 102, stk. 1, for grundlæggende indkomststøtte for ansøgningsåret 2026 som fastsat i dens strategiske plan for medlemsstaten eller for gruppen af områder som omhandlet i artikel 22, stk. 2.

6.   Medlemsstaterne finansierer den stigning i værdien af betalingsrettigheder, der er nødvendig for at overholde bestemmelserne i nærværende artikels stk. 4 og 5, ved brug af eventuelle beløb, der bliver til rådighed gennem anvendelsen af nærværende artikels stk. 3, og, hvor det er nødvendigt, ved at reducere forskellen mellem enhedsværdien for betalingsrettigheder som fastsat i henhold til nærværende artikels stk. 1 og det planlagte enhedsbeløb, jf. artikel 102, stk. 1, for grundlæggende indkomststøtte for ansøgningsåret 2026 som fastsat i den strategiske plan for medlemsstaten eller for gruppen af områder som omhandlet i artikel 22, stk. 2.

Medlemsstaterne kan beslutte at anvende nedsættelsen på alle eller dele af betalingsrettighederne med en værdi, der fastsættes i henhold til nærværende artikels stk. 1, og som overstiger det planlagte enhedsbeløb, jf. artikel 102, stk. 1, for grundlæggende indkomststøtte for ansøgningsåret 2026 som fastsat i den strategiske plan for medlemsstaten eller for gruppen af områder som omhandlet i artikel 22, stk. 2.

7.   Nedsættelserne som omhandlet i stk. 6 fastsættes på grundlag af objektive og ikkediskriminerende kriterier. Uden at det berører den minimumsværdi, der er fastsat i henhold til stk. 5, kan sådanne kriterier omfatte fastsættelse af et maksimum for nedsættelsen, der for sin del ikke må være lavere end 30 %.

8.   Medlemsstaterne sikrer, at justeringen af værdien af betalingsrettighederne i overensstemmelse med stk. 3-7 starter fra året 2023.

1.   Medlemsstater, som har besluttet at yde støtte på grundlag af betalingsrettigheder, yder grundlæggende indkomststøtte til aktive landbrugere, der i deres egenskab af ejer eller forpagter råder over betalingsrettigheder, når disse betalingsrettigheder aktiveres. Medlemsstaterne sikrer, at aktive landbrugere for at aktivere betalingsrettigheder anmelder de støtteberettigede hektar, der ledsager en betalingsrettighed.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at betalingsrettigheder, herunder i tilfælde af arv eller arveforskud, kun aktiveres i den medlemsstat eller gruppe af områder som omhandlet i artikel 22, stk. 2, hvor de blev tildelt.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at aktiverede betalingsrettigheder giver ret til betaling på grundlag af de beløb, der er fastsat deri.

1.   Medlemsstater, der beslutter at yde grundlæggende indkomststøtte på grundlag af betalingsrettigheder, forvalter en national reserve.

2.   Uanset nærværende artikels stk. 1 kan en medlemsstat, hvis den beslutter at differentiere den grundlæggende indkomststøtte i henhold til artikel 22, stk. 2, beslutte at have en reserve for hver gruppe af områder som omhandlet i nævnte artikel.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at betalingsrettighederne fra denne reserve kun tildeles aktive landbrugere.

4.   Medlemsstaterne anvender deres reserve til at prioritere tildelingen af betalingsrettigheder til følgende landbrugere:

5.   En medlemsstat tildeler betalingsrettigheder til eller forhøjer værdien af de eksisterende betalingsrettigheder, som aktive landbrugere råder over i medfør af en endelig retsafgørelse eller en endelig forvaltningsakt truffet af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat. Den sikrer, at disse aktive landbrugere modtager det antal og den værdi af betalingsrettigheder, der er fastlagt i den pågældende afgørelse eller akt på en dato, der fastsættes af den pågældende medlemsstat.

6.   Medlemsstaterne sikrer, at reserven tilføres midler ved hjælp af en lineær nedsættelse af værdien af alle betalingsrettigheder, hvis reserven ikke er tilstrækkelig til at dække tildelingen af betalingsrettigheder i henhold til stk. 4 og 5.

7.   Medlemsstaterne kan fastsætte yderligere regler om anvendelsen af reserven, herunder yderligere kategorier af landbrugere, som skal modtage midler fra reserven, forudsat at de i stk. 4 og 5 omhandlede særlige grupper har modtaget midler, og om de omstændigheder, der udløser en tilførsel fra reserven. Hvis der tilføres midler til reserven ved hjælp af en lineær nedsættelse af værdien af betalingsrettigheder, finder en sådan lineær nedsættelse anvendelse på alle betalingsrettigheder på nationalt plan eller, hvis medlemsstaterne anvender undtagelsen i stk. 2, for den relevante gruppe af områder som omhandlet i artikel 22, stk. 2.

8.   Medlemsstaterne fastsætter værdien af nye betalingsrettigheder, der tildeles fra reserven, til den gennemsnitlige nationale værdi af betalingsrettigheder i det år, tildelingen finder sted, eller til den gennemsnitlige værdi af betalingsrettigheder for hver gruppe af områder som omhandlet i artikel 22, stk. 2, i tildelingsåret.

9.   Medlemsstaterne kan beslutte at forhøje værdien af de eksisterende betalingsrettigheder op til den gennemsnitlige nationale værdi i tildelingsåret eller op til den gennemsnitlige værdi for hver gruppe af områder som omhandlet i artikel 22, stk. 2.

1.   Bortset fra overdragelse ved arv eller arveforskud kan betalingsrettigheder kun overdrages til en aktiv landbruger, der er etableret i samme medlemsstat.

2.   Hvis medlemsstaten beslutter at differentiere den grundlæggende indkomststøtte i henhold til artikel 22, stk. 2, kan betalingsrettigheder kun overdrages inden for den gruppe af områder, hvor de blev tildelt.

1.   Medlemsstaterne yder supplerende omfordelingsindkomststøtte med henblik på bæredygtighed (»omfordelingsindkomststøtte«) på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som yderligere præciseret i deres strategiske planer.

Uanset dette stykkes første afsnit eller artikel 98 kan medlemsstaterne imødekomme behovet for en omfordeling af indkomststøtten gennem andre instrumenter og interventioner, som finansieres af EGFL og forfølger målet om en mere retfærdig fordeling og en mere effektiv målretning af indkomststøtten, forudsat at de i deres strategiske planer kan påvise, at der tages tilstrækkeligt hensyn til et sådant behov.

2.   Medlemsstater sikrer omfordeling af direkte betalinger fra større til mindre eller mellemstore bedrifter, idet de yder omfordelingsindkomststøtte i form af en årlig, afkoblet betaling pr. støtteberettiget hektar til landbrugere, som har ret til en betaling i henhold til bestemmelserne om grundlæggende indkomststøtte som omhandlet i artikel 21.

3.   Medlemsstater fastsætter på nationalt eller regionalt plan, som kan udgøre de grupper af områder, der er omhandlet i artikel 22, stk. 2, et beløb pr. hektar eller forskellige beløb for forskellige intervaller af hektar samt det maksimale antal hektar pr. landbruger, som der kan ydes omfordelingsindkomststøtte til.

4.   Det beløb pr. hektar, der er planlagt for et givet ansøgningsår, må ikke overstige det nationale gennemsnitlige beløb for direkte betalinger pr. hektar for det pågældende ansøgningsår.

5.   Det nationale gennemsnitlige beløb for direkte betalinger pr. hektar defineres som forholdet mellem det nationale loft for direkte betalinger for et givet ansøgningsår som fastsat i bilag V og de samlede planlagte output for grundlæggende indkomststøtte for det pågældende ansøgningsår, udtrykt i antal hektar.

6.   I tilfælde af en juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer kan medlemsstaterne anvende det maksimale antal hektar, der er omhandlet i stk. 3, for så vidt angår medlemmer af disse juridiske personer eller sammenslutninger, hvis den nationale ret tillader de enkelte medlemmer at varetage rettigheder og forpligtelser svarende til dem, der indehaves af enkelte landbrugere med status som driftsleder, navnlig hvad angår deres økonomiske, sociale og skattemæssige status, forudsat at de har bidraget til at styrke de pågældende juridiske personers eller sammenslutningers landbrugsstrukturer.

I tilfælde af landbrugere, der er en del af en sammenslutning af tilknyttede juridiske enheder som fastsat af medlemsstaterne, kan medlemsstaterne anvende det maksimale antal hektar, der er omhandlet i stk. 3, for så vidt angår denne sammenslutning på betingelser, som skal fastsættes af dem.

1.   Medlemsstaterne kan yde supplerende indkomststøtte til unge landbrugere i overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i artikel 4, stk. 6, på de betingelser, der er fastsat i nærværende artikel, og som yderligere præciseret i de strategiske planer.

2.   Som en del af forpligtelsen til at tiltrække unge landbrugere i overensstemmelse med den målsætning, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra g), og til med henblik på denne målsætning i overensstemmelse med artikel 95 at afsætte mindst et beløb som fastsat i bilag XII kan medlemsstaterne yde supplerende indkomststøtte til unge landbrugere, som for nylig har etableret en bedrift for første gang, og som har ret til en betaling i henhold til bestemmelserne om grundlæggende indkomststøtte som omhandlet i artikel 21.

Medlemsstaterne kan beslutte at yde støtte efter denne artikel til landbrugere, der har modtaget støtte efter artikel 50 i forordning (EU) nr. 1307/2013, for den resterende del af den periode, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 5.

3.   Denne supplerende indkomststøtte til unge landbrugere ydes i en varighed på højst fem år fra det første år, hvor en ansøgning om betaling til unge landbrugere indgives, og på de betingelser, der skal fastsættes i den retlige ramme for den fælles landbrugspolitik gældende for perioden efter 2027, når varigheden på fem år går ud over 2027. Medlemsstaterne sikrer, at der ikke skabes retlige forventninger for støttemodtagere for perioden efter 2027.

Denne støtte ydes i form af enten en årlig afkoblet betaling pr. støtteberettiget hektar eller et fast beløb pr. ung landbruger.

Medlemsstaterne kan beslutte kun at yde støtte efter denne artikel til et maksimalt antal hektar pr. ung landbruger.

4.   Hvis der er tale om en juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer såsom en sammenslutning af landbrugere, producentorganisationer eller kooperativer, kan medlemsstaterne anvende det højeste antal hektar, jf. stk. 3, på niveauet for medlemmer af disse juridiske personer eller sammenslutninger,

1.   Medlemsstaterne opretter og yder støtte til frivillige ordninger til gavn for klimaet, miljøet og dyrevelfærd (»bio-ordningerne«) på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som yderligere præciseret i de strategiske planer.

2.   Medlemsstaterne yder i henhold til denne artikel støtte til aktive landbrugere eller sammenslutninger af aktive landbrugere, der forpligter sig til at anvende landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet, miljøet og dyrevelfærd og bekæmpelse af antimikrobiel resistens.

3.   Medlemsstaterne opstiller en liste over de i stk. 2 omhandlede landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet, miljøet og dyrevelfærd samt bekæmpelse af antimikrobiel resistens. Disse metoder skal være beregnet til at opfylde en eller flere af de specifikke målsætninger, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra d), e) og f), og for så vidt angår forbedring af dyrevelfærden og bekæmpelse af antimikrobiel resistens, i artikel 6, stk. 1, litra i).

4.   Hver bio-ordning skal i princippet omfatte mindst to af følgende indsatsområder for klimaet, miljøet, dyrevelfærd og bekæmpelse af antimikrobiel resistens:

5.   I henhold til denne artikel yder medlemsstaterne kun betalinger, som dækker forpligtelser, der:

For så vidt angår de forpligtelser, der er omhandlet i første afsnit, litra b), kan der, hvis national ret pålægger nye krav, der er mere vidtgående end de tilsvarende minimumskrav, som er fastsat i EU-retten, ydes støtte til forpligtelser, der bidrager til opfyldelse af disse krav, i højst 24 måneder fra den dato, hvor de bliver obligatoriske for bedriften.

6.   I medfør af stk. 5 kan medlemsstaterne ved beskrivelsen af de forpligtelser, som støttemodtagere i forbindelse med bio-ordninger som omhandlet i denne artikel skal opfylde, bygge på et eller flere af de krav og en eller flere af de normer, der er fastsat i kapitel I, afdeling 2, forudsat at forpligtelserne i bio-ordningerne er mere vidtgående end de relevante lovgivningsbestemte forvaltningskrav og de minimumsnormer for god landbrugs- og miljømæssig stand af jord, som medlemsstaterne har fastsat i henhold til kapitel I, afdeling 2.

Uden at det berører artikel 87, stk. 1, i forordning (EU) 2021/2116 anses aktive landbrugere eller sammenslutninger af aktive landbrugere, som deltager i bio-ordninger oprettet i overensstemmelse med første afsnit, for at opfylde de relevante krav og normer i bilag III, forudsat at de opfylder forpligtelserne i henhold til den pågældende bio-ordning.

Medlemsstater, der opretter bio-ordninger i overensstemmelse med nærværende stykkes første afsnit, kan sikre, at deres forvaltnings- og kontrolsystemer ikke gentager kontrol, hvis de samme krav og normer gælder både i henhold til disse miljøordninger og forpligtelserne fastsat i bilag III.

7.   Støtten til en bestemt bio-ordning ydes i form af en årlig betaling for alle støtteberettigede hektar, der er omfattet af forpligtelserne. Betalingerne ydes enten:

Uanset første afsnit kan betalinger, som ydes i overensstemmelse med litra b) heri til dyrevelfærdsforpligtelser, forpligtelser vedrørende bekæmpelse af antimikrobiel resistens og, hvis det er behørigt begrundet, forpligtelser vedrørende landbrugsmetoder til gavn for klimaet, også ske i form af en årlig betaling for husdyrenheder.

8.   Medlemsstaterne påviser, hvordan landbrugsmetodeforpligtelserne i henhold til bio-ordningerne opfylder de behov, der er omhandlet i artikel 108, og hvordan de bidrager til den miljø- og klimastruktur, der er omhandlet i artikel 109, stk. 2, litra a), og til dyrevelfærd og bekæmpelse af antimikrobiel resistens. De anvender et bedømmelses- eller pointsystem eller en anden passende metode for at sikre bio-ordningernes effektivitet med hensyn til at nå de fastsatte mål. Ved fastsættelsen af niveauet for betalinger for forskellige forpligtelser i henhold til bio-ordningerne i medfør af. nærværende artikels stk. 7, første afsnit, litra a), tager medlemsstaterne hensyn til hver bio-ordnings bæredygtigheds- og ambitionsniveau ud fra objektive og gennemsigtige kriterier.

9.   Medlemsstaterne sikrer, at interventionerne i henhold til denne artikel er i overensstemmelse med den støtte, der er baseret på artikel 70.

1.   Medlemsstaterne kan yde koblet indkomststøtte til aktive landbrugere på de betingelser, der er fastsat i denne underafdeling, og som yderligere præciseret i de strategiske planer.

2.   Medlemsstaternes interventioner skal hjælpe de støttede sektorer og produktioner eller bestemte driftsformer inden for disse sektorer eller produktioner, jf. artikel 33, med at løse de vanskeligheder, de har, ved at forbedre konkurrenceevnen, bæredygtigheden eller kvaliteten. Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at påvise, hvilke vanskeligheder de har i forbindelse med proteinafgrøder.

3.   Koblet indkomststøtte ydes i form af en årlig betaling pr. hektar eller dyr.

1.   Medlemsstaterne kan kun yde koblet indkomststøtte i form af en betaling pr. hektar for arealer, som de har fastsat som støtteberettigede hektar.

2.   Hvis den koblede indkomststøtte vedrører kvæg eller får og geder, fastsætter medlemsstaterne som en betingelse for støtteberettigelse forpligtelser til at identificere og registrere dyrene i henhold til del IV, afsnit I, kapitel 2, afdeling 1 i forordning (EU) nr. 2016/429. Uden at det berører andre gældende betingelser for støtteberettigelse betragtes kvæg eller får og geder som støtteberettigede, hvis forpligtelserne til identifikation og registrering er opfyldt inden en nærmere bestemt dato i det relevante ansøgningsår, som fastsættes af medlemsstaten.

1.   Der ydes afgrødespecifik betaling for bomuld pr. hektar støtteberettiget bomuldsareal. Arealet er kun støtteberettiget, hvis det hører til landbrugsarealer, som medlemsstaten har godkendt til bomuldsproduktion, er tilsået med sorter, der er godkendt af medlemsstaten, og reelt høstes under normale vækstforhold.

2.   Der ydes afgrødespecifik betaling for bomuld af sund, rimelig og sædvanlig handelskvalitet.

3.   Bulgarien, Grækenland, Spanien og Portugal godkender de arealer og sorter, der er omhandlet i stk. 1, i overensstemmelse med alle regler og betingelser, der er vedtaget i medfør af stk. 5.

4.   For så vidt angår interventioner, der er omfattet af denne underafdeling:

5.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 152 med henblik på at supplere nærværende forordning med regler og betingelser for godkendelse af arealer og sorter i forbindelse med afgrødespecifik betaling for bomuld.

6.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter regler om proceduren for godkendelse af arealer og sorter i forbindelse med afgrødespecifik betaling for bomuld og om meddelelser til producenterne om denne godkendelse. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 153, stk. 2.

1.   De nationale basisarealer fastsættes som følger:

2.   De fastsatte udbytter i referenceperioden fastsættes som følger:

3.   Størrelsen af den afgrødespecifikke betaling pr. hektar støtteberettiget areal beregnes ved at gange de udbytter, der er fastsat i stk. 2, med følgende referencebeløb:

4.   Hvis det støtteberettigede bomuldsareal i en given medlemsstat og et givet år overstiger det basisareal, der er fastsat i stk. 1, nedsættes den støtte, der er omhandlet i stk. 3, for denne medlemsstat forholdsmæssigt med overskridelsen af basisarealet.

5.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 152 med henblik på at supplere denne forordning med regler om betingelserne for ydelse af afgrødespecifik betaling for bomuld, om kravene til støtteberettigelse og om dyrkningspraksis.

6.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter regler om beregning af den nedsættelse, der er omhandlet i stk. 4. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 153, stk. 2.

1.   I denne underafdeling forstås ved en »godkendt brancheorganisation« en juridisk enhed, der består af bomuldsproducerende landbrugere og mindst én egreneringsvirksomhed, der udøver aktiviteter såsom:

2.   Den medlemsstat, hvor egreneringsvirksomhederne er etableret, godkender brancheorganisationer, som overholder alle kriterier, der fastsættes i medfør af stk. 3.

3.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 152 med henblik på at supplere denne forordning med regler om:

1.   Landbrugere ydes afgrødespecifik betaling for bomuld for hektar, der er støtteberettigede i henhold til artikel 38.

2.   Til landbrugere, der er medlemmer af en godkendt brancheorganisation, ydes den afgrødespecifikke betaling for bomuld for hektar, der er støtteberettigede inden for det basisareal, der er fastsat i artikel 38, stk. 1, forhøjet med et beløb på 2 EUR.

1.   Artikel 101 og 102 samt afsnit VII, med undtagelse af kapitel III deri, finder ikke anvendelse på den afgrødespecifikke betaling for bomuld, der er fastsat i denne underafdeling.

2.   Afgrødespecifik betaling for bomuld er ikke omfattet af nogen af de afsnit i den strategiske plan, der er omhandlet i artikel 108-114 med undtagelse af artikel 112, stk. 2, litra a), vedrørende finansieringsplanen.

3.   Artikel 55, stk. 1, andet og tredje afsnit, i forordning (EU) 2021/2116 finder ikke anvendelse på de interventioner, der er omhandlet i denne underafdeling.

1.   Interventionstyperne i frugt- og grøntsagssektoren som omhandlet i artikel 42, litra a), er obligatoriske for medlemsstater med producentorganisationer i denne sektor, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013.

Hvis en medlemsstat uden anerkendte producentorganisationer i frugt- og grøntsagssektoren på tidspunktet for indgivelse af sin strategiske plan anerkender en producentorganisation i denne sektor i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013 i perioden for den strategiske plan, indgiver denne medlemsstat en anmodning om ændring af den strategiske plan i overensstemmelse med artikel 119 med henblik på at medtage interventioner i frugt- og grøntsagssektoren.

2.   Interventionstyperne i biavlssektoren som omhandlet i artikel 42, litra b), er obligatoriske for alle medlemsstater.

3.   Interventionstyperne i vinsektoren som omhandlet i artikel 42, litra c), er obligatoriske for de medlemsstater, der er opført i bilag VII.

4.   Medlemsstaterne kan vælge at gennemføre interventionstyperne som omhandlet i artikel 42, litra d), e) og f), i deres strategiske planer.

5.   Tyskland må kun gennemføre de i artikel 42, litra f), omhandlede interventionstyper i humlesektoren, hvis den i sin strategiske plan beslutter ikke at gennemføre de i artikel 42, litra d), omhandlede interventionstyper.

6.   Grækenland, Frankrig og Italien må kun gennemføre de i artikel 42, litra f), omhandlede interventionstyper i sektoren for olivenolie og spiseoliven, hvis de i deres strategiske planer beslutter ikke at gennemføre de i artikel 42, litra e), omhandlede interventionstyper.

1.   I de sektorer, der er omhandlet i artikel 42, kan støtte antage følgende former:

2.   Beløbene for de støtteformer, der er omhandlet i stk. 1, litra b), c) og d), fastlægges på en af følgende måder:

1.   For hver målsætning, som vælges blandt de målsætninger, der er omhandlet i artikel 46, litra a)-i) og k), vælger medlemsstaterne i deres strategiske planer en eller flere af følgende interventionstyper i de sektorer, der er omhandlet i artikel 42, litra a), d), e) og f):

2.   Hvad angår den i artikel 46, litra j), omhandlede målsætning, vælger medlemsstaterne i deres strategiske planer en eller flere af følgende interventionstyper i de sektorer, der er omhandlet i artikel 42, litra a), d), e) og f):

1.   De målsætninger, der er omhandlet i artikel 46, og de interventioner i frugt- og grøntsagssektoren, som medlemsstaterne har fastsat i deres strategiske planer, gennemføres ved hjælp af godkendte driftsprogrammer fra producentorganisationer eller sammenslutninger af producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013, eller begge, på de betingelser, som er fastsat i denne artikel.

2.   Driftsprogrammerne har en varighed på mindst tre år og højst syv år.

3.   Driftsprogrammerne forfølger som minimum de målsætninger, der er omhandlet i artikel 46, litra b), e) og f).

4.   For hver valgt målsætning indeholder driftsprogrammerne en beskrivelse af de interventioner, der er valgt blandt dem, som medlemsstaterne har fastsat i deres strategiske planer.

5.   Producentorganisationer eller sammenslutninger af producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013, fremlægger driftsprogrammer for medlemsstaterne til godkendelse og gennemfører dem, hvis de godkendes.

6.   Driftsprogrammer fra sammenslutninger af producentorganisationer må ikke dække de samme interventioner som deres medlemsorganisationers driftsprogrammer. Medlemsstaterne vurderer driftsprogrammer fra sammenslutninger af producentorganisationer sammen med deres medlemsorganisationers driftsprogrammer.

Med henblik herpå sikrer medlemsstaterne:

7.   Medlemsstaterne sikrer for hvert driftsprogram:

Hvis mindst 80 % af medlemmerne af en producentorganisation er omfattet af en eller flere identiske miljø- og klimavenlige landbrugsforpligtelser eller økologiske landbrugsforpligtelser, der er fastsat i kapitel IV, regnes hver af disse forpligtelser som en aktion med henblik på mindsteantallet på tre, jf. første afsnit, litra b).

8.   Driftsprogrammer kan indeholde foreslåede aktioner til at sikre, at arbejdstagere i sektoren har rimelige og sikre arbejdsvilkår.

1.   Frugt- og grøntsagsproducentorganisationer eller sammenslutninger af sådanne producentorganisationer kan oprette en driftsfond. Fonden finansieres ved hjælp af:

2.   Driftsfonde må kun anvendes til finansiering af driftsprogrammer, der er godkendt af medlemsstaterne.

1.   Den finansielle støtte fra Unionen er lig med de finansielle bidrag i artikel 51, stk. 1, litra a), som reelt er betalt, men begrænses til 50 % af de udgifter, der reelt er afholdt.

2.   Den finansielle støtte fra Unionen begrænses til:

Disse procentsatser kan forhøjes med 0,5 procentpoint, forudsat at det beløb, der overstiger den relevante procentdel fastsat i første afsnit, udelukkende anvendes til en eller flere interventioner, der er knyttet til de i artikel 46, litra d), e), f), h), i) og j), omhandlede målsætninger. For så vidt angår sammenslutninger af producentorganisationer, herunder tværnationale sammenslutninger af producentorganisationer, kan disse interventioner gennemføres af sammenslutningen på vegne af dens medlemmer.

3.   Efter anmodning fra en producentorganisation eller en sammenslutning af producentorganisationer forhøjes grænsen på 50 %, som er fastsat i stk. 1, til 60 % for et driftsprogram eller en del af et driftsprogram, hvis mindst ét af følgende gælder:

4.   Den procentsats på 50 %, der er fastsat i stk. 1, forhøjes til 80 % for udgifter knyttet til den målsætning, der er omhandlet i artikel 46, litra d), hvis disse udgifter dækker mindst 5 % af udgifterne under driftsprogrammet.

5.   Den procentsats på 50 %, der er fastsat i stk. 1, forhøjes til 80 % for udgifter knyttet til den målsætning, der er omhandlet i artikel 46, litra e) og f), hvis disse udgifter dækker mindst 20 % af udgifterne under driftsprogrammet.

6.   Den procentsats på 50 %, der er fastsat i stk. 1, forhøjes til 100 % i følgende tilfælde:

1.   I de områder af medlemsstaterne, hvor producenterne i frugt- og grøntsagssektoren er organiseret i en grad, der er betydeligt lavere end gennemsnittet i Unionen, kan medlemsstaterne yde producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013, en national finansiel støtte, som ikke må overstige 80 % af de finansielle bidrag, der er omhandlet i artikel 51, stk. 1, litra a), i nærværende forordning, og op til 10 % af værdien af en sådan producentorganisations afsatte produktion. Den nationale finansielle støtte supplerer driftsfonden.

2.   Producenters organiseringsgrad i et område af en medlemsstat anses for at være betydeligt lavere end gennemsnittet i Unionen, hvis den gennemsnitlige organiseringsgrad har været mindre end 20 % i tre på hinanden følgende år forud for gennemførelsen af driftsprogrammet. Organiseringsgraden beregnes som værdien af den produktion af frugt og grøntsager i det berørte område, der afsættes af producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013, divideret med den samlede værdi af produktionen af frugt og grøntsager i det berørte område.

3.   Medlemsstater, der yder national finansiel støtte i henhold til stk. 1, underretter Kommissionen om de områder, der opfylder kriterierne i stk. 2, og om den nationale finansielle støtte, der ydes til producentorganisationer i de pågældende områder.

1.   Medlemsstaterne vælger i deres strategiske planer for hver af de i artikel 6, stk. 1, udvalgte specifikke målsætninger en eller flere af følgende interventionstyper i biavlssektoren:

2.   Medlemsstaterne begrunder i deres strategiske planer deres valg af specifikke målsætninger og interventionstyper. De angiver interventionerne inden for de valgte interventionstyper.

3.   Medlemsstaterne fastsætter i deres strategiske planer den støtte, de yder til de interventionstyper, der er valgt i planerne.

4.   Medlemsstaterne yder minimum den samme finansiering som den finansielle støtte fra Unionen, som de anvender på grundlag af artikel 88, stk. 2, til at støtte interventionstyperne omhandlet i stk. 2 i nærværende artikel.

5.   Den samlede finansielle støtte fra Unionen og medlemsstater må ikke overstige de udgifter, som støttemodtageren har afholdt.

6.   Ved udarbejdelsen af de strategiske planer samarbejder medlemsstaterne med repræsentanter for organisationer inden for biavl.

7.   Medlemsstaterne meddeler årligt Kommissionen antallet af bistader på deres område.

1.   For hver målsætning, der er valgt blandt de i artikel 57 fastsatte, vælger de medlemsstater, der er omhandlet i artikel 88, stk. 1, i deres strategiske planer en eller flere af følgende interventionstyper:

Første afsnit, litra k), finder alene anvendelse på vine med en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller en beskyttet geografisk betegnelse eller vine med angivelse af druesort. Operationer vedrørende salgsfremstød og kommunikation, der har til formål at konsolidere afsætningsmulighederne, begrænses til en periode på højst tre år, som ikke kan forlænges, og vedrører kun Unionens kvalitetsordninger for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.

2.   De medlemsstater, der er omhandlet i artikel 88, stk. 1, begrunder i deres strategiske planer deres valg af målsætninger og interventionstyper i vinsektoren. De angiver interventionerne inden for de valgte interventionstyper.

Medlemsstater, der vælger de interventionstyper, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, første afsnit, litra k), fastsætter særlige bestemmelser for aktioner og aktiviteter vedrørende oplysning og salgsfremstød, navnlig med hensyn til deres maksimale varighed.

3.   Ud over kravene i afsnit V udarbejder de medlemsstater, der er omhandlet i artikel 88, stk. 1, i deres strategiske planer en gennemførelsesplan for de valgte interventionstyper, interventioner og en generel finansieringsoversigt, der viser, hvilke ressourcer der skal tildeles, og deres påtænkte fordeling på de valgte interventionstyper og interventioner i overensstemmelse med de finansielle tildelinger i bilag VII.

1.   Finansiel støtte fra Unionen til omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer som omhandlet i artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra a), må højst udgøre 50 % af de faktiske omkostninger ved omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer eller 75 % af de faktiske omkostninger ved omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer i mindre udviklede regioner.

Denne finansielle støtte kan for stejle skråninger og terrasser i områder, hvor hældningen er på over 40 %, gå op til 60 % af de faktiske omkostninger ved omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer, eller op til 80 % af de faktiske omkostninger ved omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer i mindre udviklede regioner.

Støtten må kun ydes i form af kompensation til producenter for tabte indtægter som følge af gennemførelsen af interventionen og bidrag til omkostningerne ved omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer. Kompensationen til producenter for tabte indtægter som følge af gennemførelsen af interventionen kan dække op til 100 % af det omhandlede tab og ydes i en af følgende former:

2.   Den finansielle støtte fra Unionen til de i artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra b), omhandlede investeringer må højst udgøre:

Den maksimale finansielle støtte fra Unionen som fastsat i første afsnit ydes kun til mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (43). Den kan dog ydes til alle virksomheder i regionerne i den yderste periferi og i de mindre øer i Det Ægæiske Hav.

Hvad angår virksomheder, der ikke er omfattet af artikel 2, stk. 1, i bilaget til henstilling 2003/361/EF, og som har færre end 750 medarbejdere eller en årlig omsætning på under 200 mio. EUR, halveres den maksimale finansielle støtte fra Unionen, der er fastsat i nærværende stykkes første afsnit.

Der ydes ikke finansiel støtte fra Unionen til virksomheder i vanskeligheder i den betydning, der er angivet i Kommissionens meddelelse med titlen »Rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte ikke-finansielle virksomheder« (44).

3.   Finansiel støtte fra Unionen til grøn høst som omhandlet i artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra c), må højst udgøre 50 % af summen af de direkte omkostninger ved destruktion eller fjernelse af drueklaser og tabte indtægter som følge af denne destruktion eller fjernelse.

4.   Finansiel støtte fra Unionen til de i artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra i), j) og m), omhandlede interventioner må højst udgøre 50 % af de direkte eller støtteberettigede omkostninger.

5.   Finansiel støtte fra Unionen til høstforsikring som omhandlet i artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra d), må højst udgøre:

Der kan ydes finansiel støtte fra Unionen til høstforsikring, hvis forsikringserstatningerne ikke dækker mere end 100 % af producenternes indkomsttab, idet der tages hensyn til eventuelle kompensationer til producenterne under andre støtteordninger i forbindelse med den forsikrede risiko. Forsikringsaftaler skal indeholde krav om, at støttemodtagere træffer de nødvendige risikoforebyggelsesforanstaltninger.

6.   Finansiel støtte fra Unionen til innovation som omhandlet i artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra e), må højst udgøre:

Den maksimale finansielle støtte fra Unionen som fastsat i første afsnit ydes kun til mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF; den kan dog ydes til alle virksomheder i regionerne i den yderste periferi og de mindre øer i Det Ægæiske Hav.

Hvad angår virksomheder, der ikke er omfattet af artikel 2, stk. 1, i bilaget til henstilling 2003/361/EF, og som har færre end 750 medarbejdere eller en årlig omsætning på under 200 mio. EUR, halveres den maksimale finansielle støtte fra Unionen, der er fastsat i nærværende stykkes første afsnit.

7.   Finansiel støtte fra Unionen til oplysningsaktioner og salgsfremstød som omhandlet i artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra h) og k), må højst udgøre 50 % af de støtteberettigede udgifter.

Desuden kan de i artikel 88, stk. 1, omhandlede medlemsstater yde nationale betalinger på op til 30 % af de støtteberettigede udgifter, men den finansielle støtte fra Unionen og betalingerne fra medlemsstaterne må samlet set ikke overstige 80 % af de støtteberettigede udgifter.

8.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter den finansiel støtte fra Unionen til destillation af biprodukter fra vinfremstilling som omhandlet i artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra g), i overensstemmelse med de specifikke regler i artikel 60, stk. 3. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 153, stk. 2.

1.   De i artikel 88, stk. 1, omhandlede medlemsstater sikrer, at finansiel støtte fra Unionen til høstforsikring ikke forvrider konkurrencen på forsikringsområdet.

2.   De i artikel 88, stk. 1, omhandlede medlemsstater etablerer en ordning baseret på objektive kriterier for at sikre, at grøn høst ikke medfører, at de enkelte producenter modtager en godtgørelse, som overstiger den grænse, der er fastsat i artikel 59, stk. 3.

3.   Finansiel støtte fra Unionen til destillation af biprodukter fra vinfremstilling, jf. artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra g), fastsættes pr. volumenprocent og pr. hektoliter produceret alkohol. Der ydes ikke finansiel støtte fra Unionen til alkoholindholdet i biprodukter, der skal destilleres, hvis det overstiger alkoholindholdet i den producerede vin med 10 %.

De i artikel 88, stk. 1, omhandlede medlemsstater sikrer, at finansiel støtte fra Unionen til destillation af biprodukter fra vinfremstilling ydes til destillerier, der forarbejder biprodukter fra vinfremstilling leveret til destillation til råalkohol med et alkoholindhold på mindst 92 % volumen.

Den finansielle støtte fra Unionen omfatter et fast beløb som godtgørelse for omkostninger ved indsamling af disse biprodukter fra vinfremstilling. Dette beløb overføres fra destilleriet til producenten, hvis de pågældende omkostninger bæres af sidstnævnte.

De i artikel 88, stk. 1, omhandlede medlemsstater sikrer, at alkohol, der fremkommer ved destillation af biprodukter fra vinfremstilling, som der er ydet finansiel støtte fra Unionen til, udelukkende anvendes til industri- eller energiformål, der ikke forvrider konkurrencen.

4.   De i artikel 88, stk. 1, omhandlede medlemsstater sikrer i deres strategiske planer, at mindst 5 % af udgifterne øremærkes, eller mindst én aktion gennemføres, for at opfylde målsætningerne om beskyttelse af miljøet, tilpasning til klimaforandringer, forbedring af produktionssystemers og -processers bæredygtighed, mindskelse af den europæiske vinsektors miljøpåvirkning, energibesparelser og forbedring af den samlede energieffektivitet i vinsektoren i overensstemmelse med de målsætninger, der er fastsat i artikel 57, litra b), d) og h).

1.   Tyskland forfølger i humlesektoren en eller flere af de målsætninger, der er fastsat i artikel 46, litra a)-h), j) og k).

2.   Tyskland vælger i sin strategiske plan en eller flere af de i artikel 47 omhandlede interventionstyper til forfølgelse af de i nærværende artikel, stk. 1, valgte målsætninger. Tyskland angiver interventionerne inden for de valgte interventionstyper. Den begrunder i sin strategiske plan sit valg af målsætninger samt interventionstyper og interventioner til forfølgelse af disse målsætninger.

3.   De interventioner, som Tysklandfastlægger, gennemføres ved hjælp af godkendte driftsprogrammer af producentorganisationer eller sammenslutninger heraf, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013.

4.   De i stk. 3 omhandlede driftsprogrammer skal opfylde betingelserne i artikel 50, stk. 2, 4, 5, 6 og 8.

5.   Tyskland sikrer, at den finansielle støtte fra Unionen, der ydes til hver producentorganisation eller sammenslutning af producentorganisationer i henhold til denne artikel til de interventionstyper, der er omhandlet i artikel 47, stk. 2, litra f), g) og h), i gennemsnit i tre på hinanden følgende år ikke overstiger en tredjedel af den samlede finansielle støtte fra Unionen, der er modtaget til dens respektive driftsprogram i samme periode.

1.   Inden for de finansielle tildelinger, der er fastsat i artikel 88, stk. 3, tildeler Tyskland den maksimale finansielle støtte fra Unionen til de producentorganisationer eller sammenslutninger heraf, der gennemfører de driftsprogrammer, der er omhandlet i artikel 61, stk. 3, i forhold til det antal hektar, der dyrkes med humle, som hver producentorganisation repræsenterer.

2.   Inden for de maksimumsbeløb, der tildeles hver producentorganisation eller sammenslutning af producentorganisationer i medfør af stk. 1, begrænses den finansielle støtte fra Unionen til de driftsprogrammer, der er omhandlet i artikel 61, til 50 % af de faktiske udgifter til de interventionstyper, der er omhandlet i nævnte artikel. Den resterende del af udgifterne afholdes af den producentorganisation eller sammenslutning, der modtager finansiel støtte fra Unionen.

Den finansielle støtte fra Unionen betales til driftsfonde etableret af de producentorganisationer eller sammenslutninger heraf, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013, og som gennemfører driftsprogrammerne. Med henblik herpå finder artikel 51 i nærværende forordning tilsvarende anvendelse.

3.   Den procentsats på 50 %, der er fastsat i stk. 2, forhøjes til 100 %:

1.   Med henblik på at forfølge målsætningerne i artikel 63 vælger Grækenland, Frankrig og Italien i deres strategiske planer en eller flere af de interventionstyper, der er omhandlet i artikel 47. De angiver interventionerne inden for de valgte interventionstyper.

2.   De interventioner, som Grækenland, Frankrig og Italien fastlægger, gennemføres ved hjælp af godkendte driftsprogrammer fra producentorganisationer eller sammenslutninger af producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013. Med henblik herpå finder artikel 50, stk. 2, 4, 5, 6 og 8, og artikel 51 i denne forordning tilsvarende anvendelse, uden at det berører artikel 65, stk. 3.

1.   Finansiel støtte fra Unionen til støtteberettigede omkostninger må højst udgøre:

2.   Den finansielle støtte fra Unionen begrænses til højst 30 % af værdien af hver producentorganisations eller sammenslutning af producentorganisationers afsatte produktion i 2023 og 2024, 15 % i 2025 og 2026 og 10 % fra og med 2027.

3.   Grækenland, Frankrig og Italien kan yde supplerende finansiering af de i artikel 51 omhandlede driftsfonde på op til 50 % af de omkostninger, der ikke dækkes af den finansielle støtte fra Unionen.

4.   Grækenland, Frankrig og Italien sikrer, at udgifterne til de i artikel 47, stk. 2, litra f), g) og h), omhandlede interventionstyper ikke overstiger en tredjedel af de samlede udgifter i hver enkelt driftsprogram som fastsat i deres strategiske planer.

1.   For hver sektor, der er valgt i overensstemmelse med artikel 66, vælger medlemsstaterne en eller flere af de i artikel 47 omhandlede interventionstyper, som skal gennemføres via godkendte driftsprogrammer, der er udarbejdet af:

2.   Medlemsstaterne fastsætter kriterierne for at kunne udpeges som producentsammenslutninger og fastlægger de i stk. 1, litra b), omhandlede producentsammenslutningers aktiviteter og målsætninger med henblik på, at disse producentsammenslutninger kan opfylde betingelserne for anerkendelse som producentorganisationer i henhold til artikel 152-154 eller 161 i forordning (EU) nr. 1308/2013 eller i henhold til nærværende artikels stk. 7.

3.   Producentsammenslutninger som omhandlet i stk. 1, litra b), udarbejder og forelægger ud over et driftsprogram en plan for anerkendelse med henblik på inden for den overgangsperiode, der er omhandlet i nævnte litra, at opfylde kravene i artikel 152-154 eller 161 i forordning (EU) nr. 1308/2013 eller i henhold til nærværende artikels stk. 7 for anerkendelse som producentorganisationer.

I planen for anerkendelse fastlægges aktiviteter og mål for at sikre, at der sker fremskridt med hensyn til at opnå en sådan anerkendelse.

Støtte til en producentsammenslutning, der ikke anerkendes som producentorganisation ved udgangen af overgangsperioden, skal tilbagesøges.

4.   Medlemsstaterne begrunder deres valg af de i stk. 1 omhandlede interventionstyper.

Medlemsstater, der beslutter at gennemføre interventionstyper som omhandlet i denne afdeling for de produkter, der er anført i bilag VI, angiver for hver sektor, de vælger, listen over de produkter, der er omfattet af den pågældende sektor.

5.   De interventionstyper, der er omhandlet i artikel 47, stk. 2, litra c) og f)-i), finder ikke anvendelse på bomuld, rybsfrø og rapsfrø, solsikkefrø og sojabønner, der er opført i bilag VI.

6.   De i stk. 1 omhandlede driftsprogrammer skal opfylde betingelserne i artikel 50, stk. 2, 4, 5, 6 og 8.

7.   Medlemsstater, der vælger at gennemføre de i artikel 42, litra f), omhandlede interventionstyper i bomuldssektoren, anerkender producentorganisationer i denne sektoren og sammenslutninger af sådanne producentorganisationer i overensstemmelse med de krav og ved hjælp af de procedurer, der er fastsat i artikel 152, stk. 1, og artikel 153-156 i forordning (EU) nr. 1308/2013. Bomuldsproducentsammenslutninger og foreninger af sådanne producentsammenslutninger, der er anerkendt af medlemsstaterne i overensstemmelse med protokol nr. 4 til akten fra 1979 vedrørende Den Hellenske Republiks tiltrædelse, inden denne forordning finder anvendelse, anses med henblik på denne afdeling for at være henholdsvis producentorganisationer eller sammenslutninger af producentorganisationer.

8.   Medlemsstaterne sikrer, at udgifterne til de i artikel 47, stk. 2, litra f), g) og h), omhandlede interventionstyper ikke overstiger en tredjedel af de samlede udgifter i hver enkelt driftsprogram som fastsat i deres strategiske planer.

1.   Den finansielle støtte fra Unionen begrænses til 50 % af de udgifter, der reelt er afholdt for de interventionstyper, der er omhandlet i artikel 67. Den resterende del af udgifterne afholdes af støttemodtagerne.

Den finansielle støtte fra Unionen betales til driftsfonde etableret af producentorganisationer eller sammenslutninger heraf, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013 eller nærværende forordnings artikel 67, stk. 7, eller af producentsammenslutninger som omhandlet i nærværende forordnings artikel 67, stk. 1, litra b). Med henblik herpå finder nærværende forordnings artikel 51 og artikel 52, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

2.   Den i stk. 1 fastsatte grænse på 50 % hæves til 60 % for de producentorganisationer eller sammenslutninger af producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013 eller nærværende forordnings artikel 67, stk. 7, i de første fem år efter anerkendelsesåret.

3.   Den finansielle støtte fra Unionen begrænses til 6 % af værdien af den afsatte produktion for:

1.   Medlemsstaterne inddrager miljø- og klimavenlige landbrugsforpligtelser i interventionerne i deres strategiske planer og kan inddrage andre forvaltningsforpligtelser heri. Betalingerne for disse forpligtelser ydes på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som yderligere præciseret i de strategiske planer.

2.   Medlemsstaterne yder kun betalinger til landbrugere eller andre støttemodtagere, som frivilligt påtager sig forvaltningsforpligtelser, der anses for at være gavnlige med henblik på opfyldelse af en eller flere af de i artikel 6, stk. 1 og 2, omhandlede specifikke målsætninger.

3.   I henhold til denne artikel yder medlemsstaterne kun betalinger for forpligtelser, der:

For så vidt angår de forpligtelser, der er omhandlet i første afsnit, litra b), kan der, hvis national ret pålægger nye krav, der er mere vidtgående end de tilsvarende minimumskrav, som er fastsat i EU-retten, ydes støtte til forpligtelser, der bidrager til opfyldelse af disse krav, i højst 24 måneder fra den dato, hvor de bliver obligatoriske for bedrifter.

4.   Medlemsstaterne fastsætter de betalinger, der skal ydes, på grundlag af de yderligere omkostninger, de har afholdt, og tabt indkomst som følge af de påtagne forpligtelser under hensyntagen til de fastsatte mål. Disse betalinger ydes på årsbasis og kan også dække transaktionsomkostninger. I behørigt begrundede tilfælde kan medlemsstaterne yde støtte som et engangsbeløb pr. enhed.

5.   Medlemsstaterne kan fremme og støtte kollektive ordninger og resultatorienterede betalingsordninger med henblik på at tilskynde landbrugere eller andre støttemodtagere til at forbedre miljøkvaliteten betydeligt på en større skala eller på en målbar måde.

6.   Forpligtelser skal indgås for en periode på fem til syv år.

Medlemsstaterne kan i deres strategiske planer imidlertid fastsætte:

7.   Medlemsstaterne sikrer, at der indføres en revisionsklausul for operationer, der gennemføres i forbindelse med den interventionstype, der er omhandlet i denne artikel, for at sikre, at de tilpasses som følge af eventuelle ændringer af de relevante obligatoriske standarder, krav eller forpligtelser, der er omhandlet i stk. 3, og som forpligtelserne skal være mere vidtgående end, eller for at sikre overholdelse af første afsnit, litra d) i nævnte stykke. Hvis en sådan tilpasning ikke accepteres af støttemodtageren, ophører forpligtelsen, uden at der kræves tilbagebetaling i henhold til denne artikel for den periode, hvor forpligtelsen påhvilede støttemodtageren.

Medlemsstaterne sikrer også, at der fastsættes en revisionsklausul for operationer, der gennemføres i forbindelse med interventionstypen som omhandlet i denne artikel, og som strækker sig ud over perioden for den strategiske plan, så de kan tilpasses til den retlige ramme gældende for den følgende periode.

8.   Hvis der i henhold til denne artikel ydes støtte til miljø- og klimavenlige landbrugsforpligtelser eller forpligtelser til at overgå til eller opretholde økologiske landbrugsmetoder og metoder som fastlagt i forordning (EU) nr. 2018/848, fastsætter medlemsstaterne en betaling pr. hektar. For andre forpligtelser kan medlemsstaterne anvende andre enheder end hektar. I behørigt begrundede tilfælde kan medlemsstaterne yde støtte i henhold til denne artikel som et fast beløb.

9.   Medlemsstaterne sikrer, at personer, der gennemfører operationer under denne interventionstype, har adgang til den relevante viden og de relevante oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre sådanne operationer, og at der, for at bistå landbrugere, som forpligter sig til at ændre deres produktionssystemer, stilles passende uddannelse til rådighed for dem, der har brug for det, samt adgang til specialistviden.

10.   Medlemsstaterne sikrer, at interventioner i henhold til denne artikel er i overensstemmelse med dem, der er baseret på artikel 31.

1.   Medlemsstaterne kan yde betalinger til naturbetingede eller andre områdespecifikke begrænsninger på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som yderligere præciseret i de strategiske planer med henblik på at bidrage til opfyldelsen af en eller flere af de i artikel 6, stk. 1 og 2, omhandlede specifikke målsætninger.

2.   Betalinger i henhold til nærværende artikel ydes til aktive landbrugere for arealer, der er udpeget i medfør af artikel 32 i forordning (EU) nr. 1305/2013.

3.   Medlemsstaterne kan foretage en finjustering i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 32, stk. 3, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1305/2013.

4.   Medlemsstaterne må kun yde betalinger i henhold til denne artikel med henblik på at kompensere støttemodtagere for alle eller dele af de ekstraomkostninger, de har afholdt, og tabt indkomst relateret til naturbetingede eller andre områdespecifikke begrænsninger i det berørte område.

5.   Ekstraomkostninger og indkomsttab som omhandlet i stk. 4 beregnes for så vidt angår naturbetingede eller andre områdespecifikke begrænsninger i forhold til områder, der ikke er påvirket af naturbetingede eller andre områdespecifikke begrænsninger.

6.   Betalinger i henhold til nærværende artikel ydes årligt pr. hektar landbrugsareal.

1.   Medlemsstaterne kan yde betalinger for områdespecifikke ulemper, som er en følge af krav, der udspringer af gennemførelsen af direktiv 92/43/EØF, 2009/147/EF eller 2000/60/EF, på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som yderligere præciseret i de strategiske planer med henblik på at bidrage til opfyldelsen af en eller flere af de specifikke målsætninger fastsat i artikel 6, stk. 1 og 2.

2.   Betalinger i henhold til nærværende artikel ydes til landbrugere, skovbrugere og deres sammenslutninger samt andre arealforvaltere.

3.   Ved fastlæggelsen af områder med ulemper kan medlemsstaterne medtage et eller flere af følgende områder:

4.   Medlemsstaterne må kun yde betalinger i henhold til denne artikel med henblik på at kompensere støttemodtagere for alle eller dele af de ekstraomkostninger, de har afholdt, og tabt indkomst relateret til områdespecifikke ulemper i det berørte område, herunder transaktionsomkostninger.

5.   Ekstraomkostninger og tabt indkomst som omhandlet i stk. 4 beregnes:

6.   Betalinger i henhold til nærværende artikel ydes årligt pr. hektar.

1.   Medlemsstaterne kan yde støtte til investeringer på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som yderligere præciseret i de strategiske planer.

2.   Medlemsstaterne må kun yde støtte i henhold til denne artikel til de investeringer i materielle og immaterielle aktiver, der bidrager til opfyldelsen af en eller flere af de i artikel 6, stk. 1 og 2, omhandlede specifikke målsætninger.

For bedrifter over en vis størrelse, som medlemsstaterne fastlægger i deres strategiske planer, er støtte til skovbrugssektoren betinget af fremlæggelse af de relevante oplysninger fra en skovforvaltningsplan eller et tilsvarende instrument i overensstemmelse med bæredygtig skovforvaltning som defineret i Generelle retningslinjer for bæredygtig forvaltning af skove i Europa vedtaget af anden ministerkonference om beskyttelse af skovene i Europa, som blev afholdt den 16.-17. juni 1993 i Helsinki.

3.   Medlemsstaterne udarbejder en liste over ikkestøtteberettigede investeringer og udgiftskategorier, der mindst indeholder følgende:

Første afsnit, litra a), b), d) og f), finder ikke anvendelse, hvis der ydes støtte ved hjælp af finansielle instrumenter.

4.   Medlemsstaterne begrænser støtten til en eller flere satser, som ikke overstiger 65 % af de støtteberettigede omkostninger.

De maksimale støttesatser kan forhøjes til:

5.   Når landbrugere pålægges nye krav i henhold til EU-retten, kan der ydes støtte til investeringer for at opfylde disse krav i højst 24 måneder fra den dato, hvor de bliver obligatoriske for bedriften.

1.   Medlemsstaterne kan yde støtte til investeringer i kunstvanding i nye og eksisterende kunstvandingsområder, forudsat at betingelserne i artikel 73 og i nærværende artikel er opfyldt.

2.   Investeringer i kunstvanding må kun være støtteberettiget, hvor den berørte medlemsstat har sendt en vandområdeplan som fastsat i henhold til direktiv 2000/60/EF til Kommissionen for hele det område, hvor investeringen skal foretages, såvel som for alle andre områder, hvis miljø kan påvirkes af investeringen. De foranstaltninger, der træffes under vandområdeplanen i overensstemmelse med artikel 11 i det nævnte direktiv, og som er relevante for landbrugssektoren, skal være angivet i det relevante indsatsprogram.

3.   Måling af vandforbruget med henblik på måling af vand på niveauet for den støttede investering forefindes eller indføres som led i investeringen.

4.   Medlemsstaterne kan kun yde støtte til en investering i en forbedring af et eksisterende kunstvandingsanlæg eller et element i kunstvandingsinfrastruktur, hvis:

Medlemsstaterne fastsætter procentsatser for potentielle vandbesparelser og effektiv reduktion af vandforbruget som en betingelse for støtteberettigelse i deres strategiske planer i overensstemmelse med artikel 111, litra d). Sådanne vandbesparelser skal afspejle de behov, der er fastsat i de vandområdeplaner, der udspringer af direktiv 2000/60/EF som opført i bilag XIII til denne forordning.

Ingen af betingelserne i denne artikelfinder anvendelse på investeringer i et eksisterende anlæg, som udelukkende påvirker energieffektiviteten, investeringer i opførelse af et reservoir eller investeringer i brugen af genvundet vand, som ikke berører et grundvand- eller overfladevandområde.

5.   Medlemsstaterne må kun yde støtte til investeringer i brugen af genvundet vand som en alternativ vandforsyning, hvis leveringen og brugen af sådant vand er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/741 (46).

6.   Medlemsstaterne må kun yde støtte til en investering, som resulterer i en nettoforøgelse af kunstvandingsområder, der påvirker et givet grundvand- eller overfladevandområde, hvis:

7.   Medlemsstaterne må kun yde støtte til en investering i etablering eller udvidelse af et reservoir med henblik på kunstvanding, forudsat at det ikke fører til en betydelig negativ miljøindvirkning.

8.   Medlemsstaterne begrænser støtten til en eller flere satser, som ikke overstiger:

1.   Medlemsstaterne kan yde støtte til etablering af unge landbrugere, og etablering af virksomheder i landdistrikterne, herunder etablering af nye landbrugere, på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som yderligere præciseret i de strategiske planer med henblik på at bidrage til opfyldelsen af en eller flere af de i artikel 6, stk. 1 og 2, omhandlede specifikke målsætninger.

2.   Medlemsstaterne må kun yde støtte i henhold til denne artikel med henblik på at støtte:

3.   Medlemsstaterne fastsætter betingelserne for fremsendelse af den forretningsplan og for dens indhold, som støttemodtagere skal forelægge for at kunne modtage støtte i henhold til nærværende artikel.

4.   Medlemsstaterne yder støtten i form af faste beløb eller finansielle instrumenter eller en kombination heraf. Støtten begrænses til et maksimalt støttebeløb på 100 000 EUR og kan differentieres ud fra objektive kriterier.

1.   Medlemsstaterne kan yde støtte til risikostyringsværktøjer på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som er yderligere præciseret i de strategiske planer.

2.   Støtte i henhold til denne artikel kan ydes for at fremme risikostyringsværktøjer, der hjælper aktive landbrugere med at styre produktions- og indkomstrisici knyttet til deres landbrugsaktivitet, som er ude af deres kontrol, og som bidrager til opfyldelsen af en eller flere af de i artikel 6, stk. 1 og 2, omhandlede specifikke målsætninger.

3.   Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med deres vurdering af behovene yde støtte til forskellige typer risikostyringsværktøjer, herunder indkomststabiliseringsredskaber, og navnlig:

4.   Når medlemsstaterne yder den støtte, der er omhandlet i stk. 3, fastsætter de følgende betingelser for støtteberettigelse:

5.   Medlemsstaterne sikrer, at der kun ydes støtte til dækning af tab, der overstiger en tærskel på mindst 20 % af landbrugerens gennemsnitlige årlige produktion eller indkomst i den foregående treårsperiode eller af et treårsgennemsnit baseret på den foregående femårsperiode, idet det bedste og det dårligste år ikke medregnes. Sektorspecifikke værktøjer til styring af produktionsrisici skal beregne tabene enten på bedriftsniveau eller på bedriftens specifikke aktivitetsniveau i den pågældende sektor.

Medlemsstaterne kan yde støtte i form af finansiering af særskilt arbejdskapital under de finansielle instrumenter, der er omhandlet i artikel 80, stk. 3, til kompensation for tab som omhandlet i første afsnit i dette stykke til landbrugere, der ikke deltager i et risikostyringsværktøj.

6.   Medlemsstaterne begrænser støtten til en eller flere satser, som ikke overstiger 70 % af de støtteberettigede omkostninger.

Dette stykke finder ikke anvendelse på de bidrag, der er omhandlet i artikel 19.

7.   Medlemsstaterne sikrer, at enhver overkompensation som følge af kombinationen af interventioner i denne artikel med andre offentlige eller private risikostyringsordninger undgås.

1.   Medlemsstaterne kan yde støtte til samarbejde på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som yderligere præciseret i de strategiske planer, med henblik på:

2.   Medlemsstaterne må kun yde støtte i henhold til denne artikel til fremme af nye former for samarbejde, herunder eksisterende samarbejdsformer, hvis der indledes en ny aktivitet. Dette samarbejde skal omfatte mindst to aktører og bidrage til opfyldelsen af en eller flere af de i artikel 6, stk. 1 og 2, omhandlede specifikke målsætninger.

3.   Medlemsstaterne kan i henhold til denne artikel dække omkostningerne i forbindelse med alle aspekter af samarbejdet.

4.   Medlemsstaterne kan i henhold til denne artikel yde støtten enten som et samlet beløb, som dækker omkostningerne ved samarbejdet og omkostningerne ved operationer, der gennemføres, eller vælge kun at dække omkostningerne ved samarbejdet og anvende midler fra andre interventionstyper til udvikling af landdistrikterne eller fra andre nationale støtteinstrumenter eller EU-støtteinstrumenter til at dække udgifterne til de operationer, der gennemføres.

Hvis støtten udbetales som et samlet beløb, sikrer medlemsstaten, at den gennemførte operation opfylder de relevante regler og krav, der er fastsat i artikel 70-76 og 78.

Uanset første afsnit i dette stykke for så vidt angår Leaderprogrammet:

5.   Medlemsstaterne må ikke i henhold til denne artikel yde støtte til samarbejde, der udelukkende involverer forskningsorganer.

6.   Hvad angår samarbejde i forbindelse med generationsskifte, navnlig med henblik på generationsskifte på bedriftsniveau, må medlemsstaterne kun yde støtte til landbrugere, der har nået pensionsalderen, eller landbrugere, der når pensionsalderen inden operationens udløb, som fastsat af den pågældende medlemsstat i henhold til dens nationale lovgivning.

7.   Medlemsstaterne begrænser støtten til maksimalt syv år. Dette krav gælder ikke for Leaderprogrammet og i behørigt begrundede tilfælde for kollektive miljø- og klimaaktioner, der er nødvendige med henblik på at opfylde de specifikke målsætninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra d), e) og f).

8.   Medlemsstaterne begrænser støtten til:

1.   Medlemsstaterne kan yde støtte til videnudveksling og informationsformidling på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og som yderligere præciseret i de strategiske planer med henblik på at bidrage til at opfylde en eller flere af de specifikke målsætninger, der er fastsat i artikel 6, stk. 1 og 2, samtidig med at de specifikt fokuserer på beskyttelse af natur, miljø og klima, herunder miljøundervisnings- og miljøoplysningsaktioner og udvikling af virksomheder og lokalsamfund i landdistrikterne.

2.   Støtte i henhold til denne artikel kan dække omkostninger ved enhver relevant aktion til fremme af innovation, uddannelse og rådgivning og andre former for videnudveksling og informationsformidling, herunder gennem udarbejdelse og ajourføring af planer og undersøgelser med henblik på videnudveksling og informationsformidling. Sådanne aktioner skal bidrage til at opfylde en eller flere af de i artikel 6, stk. 1 og 2, fastsatte specifikke målsætninger.

3.   Støtte til rådgivningstjenester må kun ydes til rådgivningstjenester, der overholder artikel 15, stk. 3.

4.   Medlemsstaterne kan i forbindelse med oprettelsen af rådgivningstjenester yde støtte i form af et fast beløb på højst 200 000 EUR. De sikrer, at støtten er tidsbegrænset.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at aktioner, der støttes under denne interventionstype, er baseret på og i overensstemmelse med AKIS' beskrivelse som indarbejdet i deres strategiske planer, jf. artikel 114, litra a), nr. i).

1.   Efter høring af den i artikel 124 omhandlede overvågningskomité (»overvågningskomitéen«) fastsætter den nationale myndighed, regionale forvaltningsmyndigheder, hvis det er relevant, eller udpegede bemyndigede organer udvælgelseskriterierne for interventioner under følgende interventionstyper: investeringer, etablering af unge landbrugere og nye landbrugere og etablering af virksomheder i landdistrikterne, samarbejde samt videnudveksling og informationsformidling. Formålet med disse udvælgelseskriterier er at sikre ligebehandling af ansøgerne, bedre udnyttelse af de finansielle midler og målretning af støtten i overensstemmelse med formålet med interventionerne.

Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende udvælgelseskriterier for investeringsinterventioner, der tydeligt er målrettet miljøformål eller gennemføres i forbindelse med genoprettelsesaktiviteter.

Uanset første afsnit kan en anden udvælgelsesmetode i behørigt begrundede tilfælde fastlægges efter høring af overvågningskomitéen.

2.   Det ansvar, der påhviler forvaltningsmyndighederne eller de udpegede bemyndigede organer som omhandlet i stk. 1, berører ikke de lokale aktionsgruppers opgaver som omhandlet i artikel 33 i forordning (EU) 2021/1060.

3.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis støtten ydes i form af finansielle instrumenter.

4.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende de udvælgelseskriterier, der er omhandlet i stk. 1, for operationer, der har modtaget kvalitetsmærket »Seal of Excellence« under Horisont 2020, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 (47), Horisont Europa eller programmet for miljø- og klimaindsatsen (LIFE), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/783 (48), forudsat at disse operationer er i overensstemmelse med den strategiske plan.

5.   En operation kan helt eller delvis gennemføres uden for den pågældende medlemsstat, og også uden for Unionen, forudsat at operationen bidrager til opfyldelsen af den strategiske plans målsætninger.

1.   Støtte i form af finansielle instrumenter som omhandlet i artikel 58 i forordning (EU) 2021/1060 kan ydes under de interventionstyper, der er omhandlet i artikel 73-78 i nærværende forordning.

2.   Hvis støtte ydes i form af finansielle instrumenter, anvendes definitionerne af »finansielt instrument«, »finansielt produkt«, »slutmodtager«, »holdingfond«, »særlig fond«, »løftestangseffekt«, »multiplikatorforhold«, »forvaltningsomkostninger« og »forvaltningsgebyrer« som fastsat i artikel 2 i forordning (EU) 2021/1060 og bestemmelserne i samme forordnings afsnit V, kapitel II, afdeling 2.

Derudover finder nærværende artikels stk. 3, 4 og 5 anvendelse.

3.   I overensstemmelse med artikel 58, stk. 2, i forordning (EU) 2021/1060 kan arbejdskapital, herunder særskilt arbejdskapital, betragtes som støtteberettigede udgifter i henhold til artikel 73, 74, 76, 77 og 78 i denne forordning, hvis den bidrager til opfyldelsen af mindst en specifik målsætning, der er relevant for den pågældende intervention. Der kan ydes støtte til finansiering af særskilt arbejdskapital i henhold til en af de pågældende artikler uden at være underlagt et krav om, at slutmodtageren modtager støtte til andre udgifter i henhold til samme artikel.

Hvad angår aktiviteter, der er omfattet af artikel 42 i TEUF, må det samlede støttebeløb til arbejdskapital, der ydes til en slutmodtager, ikke overstige en bruttosubventionsækvivalent på 200 000 EUR i en hvilken som helst periode på tre regnskabsår.

4.   Uanset artikel 73, 74, 76, 77 og 78 finder de støttesatser, der er fastsat i disse artikler, ikke anvendelse på finansiering af særskilt arbejdskapital.

5.   Ved støtteberettigede udgifter til et finansielt instrument forstås de samlede udbetalte støtteberettigede offentlige udgifter, undtagen supplerende national finansiering som omhandlet i artikel 115, stk. 5, der i henhold til det finansielle instrument er betalt eller, for garantiers vedkommende, afsat til garantiaftaler inden for den støtteberettigede periode. Dette beløb svarer til:

Hvis et finansielt instrument gennemføres hen over fortløbende programmeringsperioder, kan støtte ydes til eller til fordel for slutmodtagere, herunder forvaltningsomkostninger og -gebyrer, på grundlag af aftaler, der er indgået under den forudgående programmeringsperiode, forudsat at en sådan støtte opfylder reglerne om støtteberettigelse for den efterfølgende programmeringsperiode. I sådanne tilfælde bestemmes støtteberettigelsen for udgifter, der er indgivet i udgiftsanmeldelser, i overensstemmelse med reglerne for den pågældende programmeringsperiode.

Med henblik på første afsnit, litra b) nedsættes de støtteberettigede udgifter forholdsmæssigt, hvis enheden, der drager fordel af garantierne, ikke har udbetalt de planlagte nye lån, egenkapitalinvesteringer eller kvasiegenkapitalinvesteringer til slutmodtagere i overensstemmelse med multiplikatorforholdet. Multiplikatorforholdet kan ændres, hvis det er begrundet af efterfølgende forandringer i markedsvilkårene. En sådan ændring har ikke tilbagevirkende kraft.

Med henblik på dette stykkes første afsnit, litra d), skal forvaltningsgebyrer være præstationsbaserede. Hvis organer, der gennemfører en holdingfond, udvælges via en direkte tildeling af en kontrakt i medfør af artikel 59, stk. 3, i forordning (EU) 2021/1060, er de forvaltningsomkostninger og -gebyrer, der er betalt til disse organer, og som kan anmeldes som støtteberettigede udgifter, underlagt en tærskel på op til 5 % af det samlede beløb for støtteberettigede offentlige udgifter, der er udbetalt til slutmodtagere i form af lån eller afsat til garantiaftaler, og op til 7 % af det samlede beløb for støtteberettigede offentlige udgifter, der er udbetalt til slutmodtagere i egenkapitalinvesteringer og kvasiegenkapitalinvesteringer.

Hvis organer, der gennemfører en særlig fond, udvælges via en direkte tildeling af en kontrakt i medfør af artikel 59, stk. 3, i forordning (EU) 2021/1060, er de forvaltningsomkostninger og -gebyrer, der er betalt til disse organer, og som kan anmeldes som støtteberettigede udgifter, underlagt en tærskel på op til 7 % af det samlede beløb for støtteberettigede offentlige udgifter, der er udbetalt til slutmodtagere i form af lån eller afsat til garantiaftaler, og op til 15 % af det samlede beløb for støtteberettigede offentlige udgifter, der er udbetalt til slutmodtagere i egenkapitalinvesteringer eller kvasiegenkapitalinvesteringer.

Med henblik på første afsnit, litra d), etableres størrelsen af forvaltningsomkostninger og -gebyrer i finansieringsaftalen og afspejler resultatet af det konkurrencebaserede udbud, hvis organer, der gennemfører en holdingfond eller særlige fonde, udvælges via et konkurrencebaseret udbud i overensstemmelse med gældende ret.

Hvis stiftelsesomkostningerne eller en del heraf opkræves af slutmodtagere, må de ikke angives som støtteberettigede udgifter.

1.   Medlemsstaterne kan i forslaget til en strategisk plan som omhandlet i artikel 118 eller i anmodningen om en ændring af en strategisk plan som omhandlet i artikel 119 tildele et beløb på op til 3 % af den oprindelige samlede ELFUL-tildeling til den strategiske plan, der skal være bidrag til InvestEU, og leveres via EU-garantien og InvestEU-rådgivningsplatformen. Den strategiske plan omfatter en begrundelse for anvendelsen af InvestEU og dets bidrag til opfyldelsen af en eller flere af de specifikke målsætninger, der er fastsat i artikel 6, stk. 1 og 2, og valgt i henhold til den strategiske plan.

Det beløb, der skal være bidrag til InvestEU, skal gennemføres i overensstemmelse med reglerne i forordning (EU) 2021/523.

2.   Medlemsstaterne fastsætter det samlede bidrag for hvert år. Hvis der anmodes om en ændring af en strategisk plan vedrører dette beløb kun fremtidige år.

3.   Det beløb, der er omhandlet i stk. 1, anvendes til hensættelse af den del af EU-garantien, der hører under medlemsstatens segment, og til InvestEU-rådgivningsplatformen efter indgåelsen af bidragsaftalen som omhandlet i artikel 10, stk. 3, i forordning (EU) 2021/523. Unionens budgetforpligtelser i forbindelse med hver bidragsaftale kan indgås af Kommissionen i årlige rater i perioden mellem den 1. januar 2023 og den 31. december 2027.

4.   Hvis en bidragsaftale som omhandlet i artikel 10, stk. 2, i forordning (EU) 2021/523 ikke er indgået senest fire måneder efter Kommissionens gennemførelsesafgørelse om godkendelse af den strategiske plan for det i nærværende artikels stk. 1 omhandlede beløb, der er tildelt i denne strategiske plan i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 118, omfordeles det tilsvarende beløb inden for den strategiske plan efter at den anmodning om ændring, som medlemsstaten har fremsat i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 119, er godkendt.

Bidragsaftaler vedrørende det beløb, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1 og tildelt i en anmodning om ændring af en strategisk plan fremsat i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 119, indgås samtidig med vedtagelsen af Kommissionens gennemførelsesafgørelse om godkendelse af den pågældende ændring af den strategiske plan.

5.   Hvis der ikke er indgået en garantiaftale som omhandlet i artikel 10, stk. 4, andet afsnit, i forordning (EU) 2021/523 senest ni måneder efter godkendelsen af bidragsaftalen, opsiges eller forlænges bidragsaftalen efter gensidig aftale.

Hvis en medlemsstats deltagelse i InvestEU afbrydes, inddrives de pågældende beløb, der er indbetalt til den fælles hensættelsesfond som en hensættelse, som interne formålsbestemte indtægter i medfør af artikel 21, stk. 5, i finansforordningen, og medlemsstaten fremsætter en anmodning om en ændring af den strategiske plan med henblik på at bruge de inddrevne beløb og de beløb, der er afsat til fremtidige kalenderår i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2.

Ophøret eller ændringen af bidragsaftalen fastlægges samtidig med vedtagelsen af Kommissionens gennemførelsesafgørelse om godkendelse af den relevante ændring af den strategiske plan og senest den 31. december 2026.

6.   Hvis en garantiaftale som omhandlet i artikel 10, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) 2021/523 ikke er behørigt gennemført inden for den periode, der er fastsat i bidragsaftalen, og som ikke overskrider fire år fra undertegnelsen af garantiaftalen, ændres bidragsaftalen. Medlemsstaten kan anmode om, at beløb, der er bidrag til EU-garantien, jf. nærværende artikels stk. 1, og er indgået forpligtelser for i garantiaftalen, men som ikke dækker de underliggende lån, egenkapitalinvesteringer eller andre risikobærende instrumenter, behandles i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 5.

7.   Midler, der er genereret af eller kan henføres til de beløb, der var bidrag til EU-garantien, stilles til rådighed for medlemsstaten i overensstemmelse med artikel 10, stk. 5, litra a), i forordning (EU) 2021/523 og anvendes til støtte under samme målsætning eller de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede målsætninger i form af finansielle instrumenter eller budgetgarantier.

8.   Den automatiske frist for frigørelse som omhandlet i artikel 34 i forordning (EU) 2021/2116 af de beløb, der skal genanvendes i en strategisk plan i henhold til nærværende artikels stk. 4, 5 og 6, løber fra det år, hvor de tilsvarende budgetforpligtelser er indgået.

1.   Uden at det berører artikel 70, 71, 72 og 75 kan tilskud, der ydes i henhold til dette kapitel, ydes i form af følgende:

2.   Beløbene for de tilskudsformer, der er omhandlet i stk. 1, litra b), c) og d), fastlægges på en af følgende måder:

3.   Medlemsstater kan yde betingede tilskud til støttemodtagere, der er fuldt eller delvist tilbagebetalingspligtige, som præciseret i dokumentet, hvori støttevilkårene er fastsat, og i overensstemmelse med følgende betingelser:

1.   EGFL finansierer de interventionstyper, der vedrører:

2.   ELFUL finansierer de interventionstyper, der er omhandlet i afsnit III, kapitel IV, og teknisk bistand på medlemsstaternes initiativ som omhandlet i artikel 94.

1.   Udgifter kommer i betragtning til et bidrag:

2.   Udgifter, der bliver støtteberettigede som følge af en ændring af en strategisk plan, er berettiget til et bidrag fra EGFL efter Kommissionens godkendelse af denne ændring og fra den dato, hvor den ændring, som den pågældende medlemsstat har vedtaget i overensstemmelse med artikel 119, stk. 8, træder i kraft.

3.   Udgifter, der bliver støtteberettigede som følge af en ændring af en strategisk plan, er berettiget til bidrag fra ELFUL fra datoen for fremsættelsen til Kommissionen af anmodningen om ændring eller fra datoen for meddelelsen af ændring som omhandlet i artikel 119, stk. 9.

Uanset dette stykkes første afsnit og stk. 4, andet afsnit, kan det fastsættes i den strategiske plan, at støtteberettigelsen af ELFUL-finansierede udgifter, der vedrører ændringer af den strategiske plan, i tilfælde af hasteforanstaltninger som følge af naturkatastrofer, katastrofale hændelser eller ugunstige vejrforhold eller en pludselig og betydelig ændring af medlemsstatens eller regionens socioøkonomiske forhold kan starte fra den dato, begivenheden fandt sted.

4.   Udgifter er berettigede til bidrag fra ELFUL, hvis de er afholdt af en støttemodtager og betalt senest den 31. december 2029. Udgifter kommer endvidere kun i betragtning til et bidrag fra ELFUL, hvis den pågældende støtte rent faktisk udbetales af betalingsorganet senest den 31. december 2029.

Medlemsstaterne fastsætter startdatoen for støtteberettigelse for så vidt angår omkostninger, der afholdes af støttemodtageren. Startdatoen må ikke være før den 1. januar 2023.

Operationer må ikke være støtteberettigede, hvis de fysisk er afsluttet eller fuldt ud gennemført, før ansøgningen om støtte er indgivet til forvaltningsmyndigheden, uanset om alle tilhørende betalinger er blevet foretaget.

Dog kan operationer, der vedrører tidlig pleje af sået kultur og pleje af ungskov i overensstemmelse med principperne for bæredygtig skovforvaltning, og som vedrører en eller flere af de specifikke målsætninger omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra d), e) og f), som fastsat af medlemsstaterne, være støtteberettigede, selv om de fysisk er afsluttet, før ansøgningen om støtte er indgivet til forvaltningsmyndigheden.

5.   Naturalydelser og afskrivningsomkostninger kan være støtteberettigede under ELFUL på betingelser, som skal fastsættes af medlemsstaterne.

1.   Uden at det berører artikel 17 i forordning (EU) 2021/2116 må det samlede beløb til interventionstyper med direkte betalinger, der kan ydes i en medlemsstat i medfør af nærværende forordnings afsnit III, kapitel II, for et kalenderår, ikke overstige den finansielle tildeling, der er fastsat i bilag V, for den pågældende medlemsstat.

Uden at det berører artikel 17 i forordning (EU) 2021/2116 må det maksimumsbeløb, der i medfør af nærværende forordnings afsnit III, kapitel II, afdeling 3, underafdeling 2, kan ydes i en medlemsstat for et kalenderår før anvendelsen af nærværende forordnings artikel 17, ikke overstige den finansielle tildeling, der er fastsat i bilag VIII, for den pågældende medlemsstat.

Med henblik på artikel 96, 97 og 98 er den finansielle tildeling for en medlemsstat som fastsat i bilag V efter fradrag af de beløb, der er fastsat i bilag VIII, og før eventuelle overførsler i medfør af artikel 17, fastsat i bilag IX.

2.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 152 om ændring af medlemsstaternes tildelinger, jf. bilag V og IX, for at tage hensyn til udviklingen i det samlede maksimumbeløb af direkte betalinger, der kan ydes, herunder de overførsler, der er omhandlet i artikel 17 og 103, overførsler af finansielle tildelinger som omhandlet i artikel 88, stk. 5, og eventuelle fradrag, der er nødvendige for at finansiere de interventionstyper i andre sektorer, der er omhandlet i artikel 88, stk. 6.

Dog tages der ved tilpasningen af bilag IX ikke hensyn til eventuelle overførsler i henhold til artikel 17.

3.   Beløbet af de vejledende finansielle tildelinger pr. intervention, der er omhandlet i artikel 101, for de interventionstyper med direkte betalinger, der er fastsat i artikel 16, som skal tildeles en medlemsstat for et kalenderår, kan overstige den tildeling for den pågældende medlemsstat, der er fastsat i bilag V, med det anslåede beløb til nedsættelse af betalinger, der er fastsat i den strategiske plan i overensstemmelse med artikel 112, stk. 3, litra a), andet afsnit.

1.   Finansiel støtte fra Unionen til interventionstyper i vinsektoren tildeles medlemsstaterne som fastsat i bilag VII.

2.   Finansiel støtte fra Unionen til interventionstyper i biavlssektoren tildeles medlemsstaterne som fastsat i bilag X.

3.   Finansiel støtte fra Unionen til interventionstyper i humlesektoren til Tyskland er 2 188 000 EUR pr. regnskabsår.

4.   Finansiel støtte fra Unionen til interventionstyper i sektoren for olivenolie og spiseoliven, pr. regnskabsår, tildeles som følger:

5.   De pågældende medlemsstater kan i deres strategiske planer beslutte at overføre de samlede finansielle tildelinger, der er omhandlet i stk. 3 og 4, til deres tildelinger til direkte betalinger. Denne beslutning kan ikke revurderes.

Den del af medlemsstaternes finansielle tildelinger, der overføres til tildelinger til direkte betalinger, er ikke længere til rådighed for de interventionstyper, der er omhandlet i stk. 3 og 4.

6.   Medlemsstaterne kan i deres strategiske planer beslutte at anvende op til 3 % af deres tildelinger til direkte betalinger, der er fastsat i bilag V, hvis det er relevant efter fradrag af de tildelinger for bomuld som fastsat i bilag VIII, til interventionstyper i andre sektorer som omhandlet i afsnit III, kapitel III, afdeling 7.

Medlemsstaterne kan beslutte at forhøje den i første afsnit omhandlede procentsats op til 5 %. I så fald trækkes det beløb, der svarer til denne forhøjelse, fra det maksimumbeløb, der er fastsat i artikel 96, stk. 1, 2, eller 5, og vil ikke længere kunne tildeles til interventionstyper med koblet indkomststøtte som omhandlet i afsnit III, kapitel II, afdeling 3, underafdeling 1.

Det beløb, der svarer til procentsatsen for medlemsstaternes tildelinger til direkte betalinger som omhandlet i dette stykkes første og andet afsnit, og som anvendes til interventionstyper i andre sektorer for et bestemt regnskabsår, betragtes som medlemsstaternes tildelinger pr. regnskabsår til interventionstyper i andre sektorer.

7.   Medlemsstaterne kan i 2025 revidere de i stk. 6 nævnte beslutninger som led i en anmodning om ændring af deres strategiske planer fremsat i overensstemmelse med artikel 119.

8.   De beløb, der er fastsat i den godkendte strategiske plan som følge af anvendelsen af stk. 6 og 7, er bindende i den pågældende medlemsstat.

1.   Det samlede beløb, som Unionen kan yde i støtte til interventionstyper til landdistriktsudvikling i medfør af denne forordning for perioden den 1. januar 2023 til den 31. december 2027 udgør 60 544 439 600 EUR i løbende priser i overensstemmelse med den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027, jf. forordning (EU, Euratom) 2020/2093.

2.   0,25 % af de midler, der er omhandlet i stk. 1, afsættes til finansiering af aktiviteter i form af teknisk bistand på Kommissionens initiativ, jf. artikel 7 i forordning (EU) 2021/2116, herunder det europæiske netværk vedrørende den fælles landbrugspolitik, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 126, stk. 2, og EIP, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 127. Disse aktiviteter kan vedrøre forudgående programmeringsperioder og efterfølgende perioder for strategiske planer.

3.   Den årlige fordeling pr. medlemsstat af de i stk. 1 nævnte beløb efter fradrag af det beløb, der er angivet i stk. 2, er fastsat i bilag XI.

4.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 152 om ændring af bilag XI med henblik på at revidere den årlige fordeling pr. medlemsstat for at tage hensyn til den relevante udvikling, herunder de overførsler, der er omhandlet i artikel 17 og 103, for at foretage tekniske justeringer uden at ændre de samlede tildelinger eller for at tage hensyn til andre ændringer, der er fastsat ved en retsakt efter vedtagelsen af denne forordning.

1.   I de strategiske planer fastsættes én ELFUL-bidragssats på regionalt eller nationalt plan, som finder anvendelse på alle interventioner.

2.   Uanset stk. 1 udgør den maksimale ELFUL-bidragssats:

3.   Uanset stk. 1 og 2 udgør den maksimale ELFUL-bidragssats, såfremt den sats, der er fastsat i den strategiske plan i overensstemmelse med stk. 2, er lavere:

4.   ELFUL-bidragssatsen udgør som minimum 20 % af de støtteberettigede offentlige udgifter.

5.   De støtteberettigede offentlige udgifter, der er omhandlet i stk. 2, 3 og 4, omfatter ikke den supplerende nationale finansiering, der er omhandlet i artikel 115, stk. 5.

1.   Mindst 5 % af det i bilag XI fastsatte samlede ELFUL-bidrag til den strategiske plan er forbeholdt Leaderprogrammet.

2.   I hele den strategiske plans varighed må de samlede ELFUL-udgifter til landdistriktsudvikling, undtagen Leaderprogrammet, som fastsat i finansieringsplanen i overensstemmelse med artikel 112, stk. 2, litra a), ikke overstige 95 % af det samlede ELFUL-bidrag til den i bilag XI omhandlede strategiske plan. Når Kommissionen har godkendt dette finansielle loft i overensstemmelse med artikel 118 eller 119, udgør det et finansielt loft fastsat i EU-retten.

1.   Mindst 35 % af det i bilag XI fastsatte samlede ELFUL-bidrag til den strategiske plan er forbeholdt interventioner med fokus på de specifikke målsætninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra d), e) og f), og, for så vidt angår dyrevelfærd, i artikel 6, stk. 1, litra i).

2.   Med henblik på at fastsætte bidraget til den procentsats, der er fastsat i stk. 1, medtager medlemsstaterne udgifter til følgende interventioner:

3.   I hele den strategiske plans varighed må de samlede ELFUL-udgifter til landdistriktsudvikling, undtagen de interventioner, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2, som fastsat i finansieringsplanen i overensstemmelse med artikel 112, stk. 2, litra a), ikke overstige 65 % af det samlede ELFUL-bidrag til den i bilag XI omhandlede strategiske plan. Når Kommissionen har godkendt dette finansielle loft i overensstemmelse med artikel 118 eller 119, udgør det et finansielt loft fastsat i EU-retten.

4.   Nærværende artikel finder ikke anvendelse på udgifter til regionerne i den yderste periferi.

1.   Højst 4 % af det i bilag XI fastsatte samlede ELFUL-bidrag til den strategiske plan kan anvendes til finansiering af aktionerne i form af teknisk bistand på medlemsstaternes initiativ, jf. artikel 125.

ELFUL-bidraget kan forhøjes til 6 % for strategiske planer, hvor Unionens samlede beløb til støtte til landdistriktsudvikling er op til 1,1 mia. EUR.

2.   Teknisk bistand godtgøres som finansiering efter fast takst i overensstemmelse med artikel 125, stk. 1, litra e), i finansforordningen inden for rammerne af mellemliggende betalinger i medfør af artikel 32 i forordning (EU) 2021/2116. Denne faste takst svarer til den procentsats, der er fastsat i den strategiske plan for teknisk bistand af de samlede anmeldte udgifter.

1.   For hver medlemsstat er det minimumsbeløb, der er fastsat i bilag XII, forbeholdt bidrag til opfyldelsen af den specifikke målsætning, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra g). På grundlag af analysen af situationen med hensyn til styrker, svagheder, muligheder og trusler (»SWOT-analysen«) og indkredsningen af, hvilke behov der skal opfyldes, anvendes beløbet til den ene eller begge af følgende interventionstyper:

2.   Ud over de interventionstyper, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, kan medlemsstaterne anvende det minimumsbeløb, der er omhandlet i nævnte stykke, i forbindelse med interventioner for unge landbrugere som omhandlet i artikel 73, såfremt en højere støttesats i overensstemmelse med artikel 73, stk. 4, andet afsnit, litra a), nr. ii), finder anvendelse. Når denne mulighed anvendes, modregnes højst 50 % af udgifterne til de investeringer, der er omhandlet i første punktum, i forhold til det minimumsbeløb, der skal forbeholdes.

3.   For hvert kalenderår må de samlede udgifter til interventionstyper med direkte betalinger, undtagen den supplerende indkomststøtte til unge landbrugere, jf. artikel 30, ikke overstige den finansielle tildeling til direkte betalinger for det relevante kalenderår som fastsat i bilag V med fradrag af den del, der i bilag XII er forbeholdt den supplerende indkomststøtte til unge landbrugere for det relevante kalenderår som fastsat af medlemsstaterne i deres finansieringsplan i overensstemmelse med artikel 112, stk. 2, litra a), og som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 118 eller 119. Dette finansielle loft udgør et finansielt loft fastsat i EU-retten.

4.   I hele planens varighed må de samlede ELFUL-udgifter til landdistriktsudvikling, undtagen etablering af unge landbrugere som omhandlet i artikel 75, stk. 2, litra a), ikke overstige det samlede ELFUL-bidrag til den strategiske plan som fastsat i bilag XI med fradrag af den del, der i bilag XII er forbeholdt etablering af unge landbrugere, jf. artikel 75, stk. 2, litra a), i hele den strategiske plans varighed som fastsat af medlemsstaterne i deres finansieringsplaner i overensstemmelse med artikel 112, stk. 2, litra a), og som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 118 eller 119. Dette finansielle loft udgør et finansielt loft fastsat i EU-retten.

5.   Hvis en medlemsstat beslutter at anvende den i denne artikels stk. 2 omhandlede mulighed, skal den del af udgifterne til investeringsinterventioner med højere støttesats for unge landbrugere i overensstemmelse med artikel 73, stk. 4, andet afsnit, litra a), nr. ii), som ikke overstiger 50 %, som fastsat af medlemsstaterne i deres finansielle plan, jf. artikel 112, stk. 2, litra a), og som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 118 eller 119, medregnes i fastsættelsen af det finansielle loft, som er omhandlet i nærværende artikels stk. 4.

1.   De vejledende finansielle tildelinger til interventioner med koblet indkomststøtte som omhandlet i afsnit III, kapitel II, afdeling 3, underafdeling 1, er begrænset til højst 13 % af de beløb, der er fastsat i bilag IX.

2.   Uanset stk. 1 kan medlemsstater, der i henhold til artikel 53, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1307/2013 og med henblik på frivillig koblet støtte anvendte mere end 13 % af deres årlige nationale loft som fastsat i bilag II til nævnte forordning, beslutte at anvende mere end 13 % af det beløb, der er fastsat i bilag IX til denne forordning, med henblik på koblet indkomststøtte. Den procentsats, der følger heraf, må ikke overstige den procentsats, som Kommissionen har godkendt for frivillig koblet støtte for ansøgningsåret 2018.

3.   Den procentsats, der er omhandlet i stk. 1, kan forhøjes med højst 2 procentpoint, hvis det beløb, der svarer til den procentsats, der overstiger 13 %, afsættes til støtte til proteinafgrøder i henhold til afsnit III, kapitel II, afdeling 3, underafdeling 1.

4.   Det beløb, der medtages i den godkendte strategiske plan som følge af anvendelsen af stk. 1, 2 og 3, må ikke overskrides.

5.   Uanset stk. 1 og 2 kan medlemsstaterne vælge at anvende op til 3 mio. EUR om året til at finansiere koblet støtte.

6.   Uden at det berører artikel 17 i forordning (EU) 2021/2116 må det maksimumsbeløb, der kan ydes i en medlemsstat før anvendelsen af nærværende forordnings artikel 17 i medfør af nærværende forordnings afsnit III, kapitel II, afdeling 3, underafdeling 1, for et kalenderår, ikke overstige de beløb, der er fastsat i den strategiske plan i henhold til nærværende artikel.

1.   Mindst 25 % af de i bilag IX fastsatte tildelinger er forbeholdt hvert kalenderår fra 2023-2027 til bio-ordninger som omhandlet i afsnit III, kapitel II, afdeling 2, underafdeling 4.

2.   Hvis beløbet for det samlede ELFUL-bidrag, som en medlemsstat har forbeholdt interventioner i overensstemmelse med artikel 70, 72, 73 og 74, for så vidt som disse interventioner vedrører de specifikke målsætninger i artikel 6, stk. 1, litra d), e) og f), og, for så vidt angår dyrevelfærd, i artikel 6, stk. 1, litra i), overstiger 30 % af det samlede ELFUL-bidrag, jf. bilag XI, for perioden for den strategiske plan, kan medlemsstaterne nedsætte det samlede beløb, der skal forbeholdes i henhold til nærværende artikels stk. 1. Den samlede nedsættelse må ikke være højere end det beløb, hvormed den procentsats, der er omhandlet i første punktum, overskrides.

3.   Den i stk. 2 omhandlede nedsættelse må ikke medføre en nedsættelse med mere end 50 % af det årlige beløb, der skal forbeholdes bio-ordninger i perioden for den strategiske plan i medfør af stk. 1.

4.   Uanset stk. 3 kan medlemsstaterne nedsætte det årlige beløb, der skal forbeholdes, jf. stk. 1, med op til 75 %, hvis det samlede beløb, der er planlagt til interventioner i henhold til artikel 70, i perioden for den strategiske plan beløber sig til mere end 150 % af det samlede beløb, der skal forbeholdes, jf. nærværende artikels stk. 1, inden stk. 2 finder anvendelse.

5.   Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3, i kalenderårene 2023 og 2024 anvende beløb, som i overensstemmelse med nærværende artikel er forbeholdt bio-ordninger til finansiering af andre interventioner det pågældende år som omhandlet i afsnit III, kapitel II, afdeling 2, såfremt alle muligheder for at anvende de midler, der er forbeholdt bio-ordninger er udtømt:

6.   I forbindelse med anvendelsen af stk. 5, litra b), ændrer medlemsstaterne deres strategiske planer i overensstemmelse med artikel 119 med henblik på at:

7.   Hvis en medlemsstat i forbindelse med anvendelsen af stk. 5, litra a) i hele perioden 2023-2024 anvender et beløb, der overstiger 2,5 % af summen af de tildelinger, der er fastsat i bilag IX for årene 2023 og 2024, til finansiering af andre interventioner som omhandlet i afsnit III, kapitel II, afdeling 2, skal medlemsstaten godtgøre de beløb, der overstiger 2,5 % af summen af de tildelinger, der er fastsat i bilag IX for årene 2023 og 2024, og som i de pågældende år anvendes til finansiering af andre interventioner som omhandlet i afsnit III, kapitel II, afdeling 2, ved at ændre sin strategiske plan i overensstemmelse med artikel 119 med henblik på at:

8.   Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med artikel 101, stk. 3, i kalenderårene 2025 og 2026 anvende et beløb op til en tærskel svarende til 2 % af de beløb, der er fastsat i bilag IX for det pågældende kalenderår, og som i overensstemmelse med nærværende artikel er forbeholdt bio-ordninger til finansiering af andre interventioner det samme år som omhandlet i afsnit III, kapitel II, afdeling 2, såfremt alle muligheder for at anvende de midler, der er forbeholdt bio-ordninger, er udtømt, og de i stk. 9 omhandlede betingelser er opfyldt.

9.   I forbindelse med anvendelsen af stk. 8 ændrer medlemsstaterne deres strategiske planer i overensstemmelse med artikel 119 med henblik på at:

10.   For hvert kalenderår fra og med kalenderåret 2025 må de samlede udgifter til interventionstyper med direkte betalinger, undtagen bio-ordninger, ikke overstige den finansielle tildeling til direkte betalinger for det relevante kalenderår som fastsat i bilag V med fradrag af et beløb, der tilsvarer 23 % af det i bilag IX fastsatte beløb, som er forbeholdt bio-ordninger for kalenderårene 2025 og 2026 i overensstemmelse med dette stykke, og 25 % af det i bilag IX fastsatte beløb, som er forbeholdt bio-ordninger for kalenderåret 2027 i overensstemmelse med dette stykke, og som, hvis det er relevant, korrigeres med det beløb, der følger af anvendelsen af nærværende artikels stk. 2, 3, 4, 6, 7, og 9, som fastsat af medlemsstaterne i deres finansieringsplaner, jf. artikel 112, stk. 2, litra a), og som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 118 eller 119. Dette finansielle loft udgør et finansielt loft fastsat i EU-retten.

11.   Hvis medlemsstaterne anvender denne artikels stk. 2, 3, 4, 6, 7 og 9 for hele perioden for den strategiske plan, må de samlede ELFUL-udgifter til landdistriktsudvikling, undtagen de beløb, der i overensstemmelse med artikel 70, 72, 73 og 74 er forbeholdt interventioner, for så vidt som disse interventioner vedrører de specifikke målsætninger i artikel 6, stk. 1, litra d), e) og f), og, for så vidt angår dyrevelfærd, i artikel 6, stk. 1, litra i), ikke overstige det samlede ELFUL-bidrag til landdistriktsudvikling i hele perioden for den strategiske plan, jf. bilag XI, med fradrag af de beløb, der i overensstemmelse med artikel 70, 72, 73 og 74 er forbeholdt interventioner, for så vidt som disse interventioner vedrører de specifikke målsætninger i artikel 6, stk. 1, litra d), e) og f), og, for så vidt angår dyrevelfærd, i artikel 6, stk. 1, litra i), der følger af anvendelsen af nærværende artikels stk. 2, 6, 7 og 9, som fastsat af medlemsstaterne i deres finansieringsplaner, jf. artikel 112, stk. 2, litra a), og som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 118 eller 119. Dette finansielle loft udgør et finansielt loft fastsat i EU-retten.

1.   Mindst 10 % af tildelingerne i bilag IX er årligt forbeholdt den omfordelingsindkomststøtte, jf. artikel 29.

2.   For hvert kalenderår må de samlede udgifter til interventionstyper med direkte betalinger, undtagen den omfordelingsindkomststøtte, ikke overstige den finansielle tildeling til direkte betalinger for det relevante kalenderår som fastsat i bilag V med fradrag af et beløb, der tilsvarer 10 % af den finansielle tildeling til direkte betalinger for det relevante kalenderår som fastsat i bilag IX, og som, hvis det er relevant, korrigeres som følge af anvendelsen af artikel 29, stk. 1, andet afsnit, som fastsat af medlemsstaterne i deres finansieringsplaner i overensstemmelse med artikel 112, stk. 2, litra a), og som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 118 eller 119. Dette finansielle loft udgør et finansielt loft fastsat i EU-retten.

1.   Kommissionen foretager på grundlag af de oplysninger, der forelægges af medlemsstaterne, en evaluering af politikkens bidrag til at opfylde klimamålsætningerne ved brug af enkle og fælles metoder.

2.   Bidraget til at nå udgiftsmålet anslås ved at anvende specifikke vægtninger, der er differentieret på grundlag af, hvorvidt der gennem støtten ydes et betydeligt eller moderat bidrag til at opfylde klimamålsætningerne. Disse vægtninger er som følger:

3.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter efter den 31. december 2025 i overensstemmelse med artikel 152 om ændring af nærværende artikels stk. 2 med henblik på at ændre de vægtninger, der er omhandlet deri, hvis en sådan ændring er nødvendig af hensyn til en mere nøjagtig sporing af udgifterne til miljø- og klimarelaterede målsætninger.

1.   Medlemsstaterne fastsætter i deres strategiske plan en vejledende finansiel tildeling til hver intervention og for hvert år. Denne vejledende finansielle tildeling skal udgøre det forventede betalingsniveau i henhold til den strategiske plan for interventionen i det pågældende regnskabsår, undtagen forventede betalinger på grundlag af supplerende national finansiering som omhandlet i artikel 115, stk. 5.

2.   Uanset stk. 1 fastsætter medlemsstaterne i deres strategiske plan for så vidt angår interventionstyper i de sektorer, der er omhandlet i artikel 42, litra a), d), e) og f), en vejledende finansielle tildeling for hver sektor og for hvert år, som udgør det forventede betalingsniveau for interventionerne i denne sektor pr. regnskabsår, undtagen forventede betalinger på grundlag af national finansiel støtte som omhandlet i artikel 53.

3.   De vejledende finansielle tildelinger, som medlemsstaterne har fastsat i henhold til stk. 1 og 2, må ikke forhindre de pågældende medlemsstater i at anvende midler fra disse vejledende finansielle tildelinger som midler til andre interventioner uden at ændre deres strategiske planer i overensstemmelse med artikel 119, forudsat at denne forordning, og navnlig artikel 87, 88, 89, 90, 92-98 og 102 heri, og forordning (EU) /2021/2116, og navnlig artikel 32, stk. 6, litra b) heri, overholdes, samt under følgende forudsætninger:

Med henblik på første afsnit, litra a), kan medlemsstater, der har besluttet at yde grundlæggende indkomststøtte på grundlag af betalingsrettigheder i overensstemmelse med artikel 23, foretage en lineær forhøjelse eller nedsættelse af de beløb, der skal betales, på grundlag af værdien af de rettigheder, der er aktiveret i det kalenderår, og inden for grænserne for de planlagte minimums- og maksimumsbeløb pr. enhed, der er fastsat for interventioner i henhold til den grundlæggende indkomststøtte, jf. artikel 102, stk. 2.

1.   Medlemsstaterne fastsætter et eller flere planlagte enhedsbeløb for hver intervention i deres strategiske planer. De planlagte enhedsbeløb kan være ens eller gennemsnitlige som fastsat af medlemsstaterne. »Planlagt ens enhedsbeløb« er den værdi, der forventes at blive udbetalt for hvert tilhørende output. »Planlagt gennemsnitligt enhedsbeløb« er den gennemsnitlige værdi af de forskellige enhedsbeløb, der forventes at blive udbetalt for de tilhørende output.

For interventioner, der er omfattet af det integrerede system omhandlet i artikel 65, stk. 2, i forordning (EU) 2021/2116, fastsættes der ens enhedsbeløb, undtagen når det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt med ens enhedsbeløb, på grund af interventionens udformning eller omfang. I sådanne tilfælde fastsættes der gennemsnitlige enhedsbeløb.

2.   For interventionstyper med direkte betalinger kan medlemsstaterne fastsætte planlagte maksimums- eller minimumsbeløb pr. enhed eller begge for hvert enhedsbeløb planlagt for hver intervention.

Det »planlagte maksimumsbeløb pr. enhed« og det »planlagte minimumsbeløb pr. enhed« er de maksimums- og minimumsbeløb pr. enhed, der forventes at blive betalt for de tilhørende output.

Når medlemsstaterne fastsætter de planlagte maksimums- eller minimumsbeløb pr. enhed eller begge, kan de begrunde disse værdier med den nødvendige fleksibilitet til gentildeling for at undgå uudnyttede midler.

Det i artikel 134, stk. 5, første afsnit, litra c), omhandlede faktisk opnået beløb pr. enhed må kun være lavere end det planlagte enhedsbeløb eller det planlagte minimumsbeløb pr. enhed, hvis et sådant beløb er fastsat for at forhindre en overskridelse af de finansielle tildelinger til interventionstyper med direkte betalinger, jf. artikel 87, stk. 1.

3.   For interventionstyper til landdistriktsudvikling kan medlemsstaterne ved anvendelse af planlagte gennemsnitlige enhedsbeløb fastsætte et planlagt gennemsnitligt maksimumsbeløb pr. enhed.

Det »planlagte gennemsnitlige maksimumsbeløb pr. enhed« er det maksimumsbeløb, der forventes at blive betalt i gennemsnit for de tilhørende output.

4.   Hvis der er fastsat forskellige enhedsbeløb for en intervention, finder stk. 2 og 3 anvendelse på hvert relevant enhedsbeløb for den pågældende intervention.

5.   Medlemsstaterne fastsætter de årlige planlagte output for hver intervention, der er kvantificeret for hvert planlagte ens eller gennemsnitlige enhedsbeløb. Inden for rammerne af en intervention kan de årlige planlagte output angives samlet for alle enhedsbeløb eller for en gruppe af enhedsbeløb.

1.   En medlemsstat kan som led i dens forslag til en strategisk plan som omhandlet i artikel 118, stk. 1, beslutte at overføre:

2.   Den procentdel af en medlemsstats tildeling til direkte betalinger, der overføres til medlemsstatens tildeling til ELFUL som omhandlet i stk. 1, litra a), kan forhøjes med:

3.   Procentdelen af overførsler fra en medlemsstats tildeling til ELFUL til dens tildeling til direkte betalinger som omhandlet i stk. 1, litra b), kan forhøjes til 30 % for medlemsstater med direkte betalinger pr. hektar på under 90 % af Unionens gennemsnit. Denne betingelse er opfyldt for Bulgarien, Estland, Spanien, Letland, Litauen, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Finland og Sverige.

4.   I de beslutninger, der er nævnt i stk. 1, fastsættes den procentdel, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3, som kan variere fra kalenderår til kalenderår.

5.   Medlemsstaterne kan i 2025 revidere de i stk. 1 nævnte beslutninger som led i en anmodning om ændring af deres strategiske planer, jf. artikel 119.

1.   Medlemsstaterne fastlægger strategiske planer i overensstemmelse med denne forordning for at gennemføre den støtte fra Unionen, der finansieres gennem EGFL og ELFUL, med henblik på opfyldelsen af de specifikke målsætninger, der er fastsat i artikel 6, stk. 1 og 2.

2.   Hver medlemsstat udarbejder én strategisk plan for hele sit område under hensyntagen til sine forfatningsmæssige og institutionelle bestemmelser.

Hvis der er elementer i den strategiske plan, som fastlægges på regionalt plan, sikrer medlemsstaten sammenhængen og overensstemmelsen med de elementer i den strategiske plan, der fastlægges på nationalt plan. De elementer, der fastlægges på regionalt plan, afspejles på passende vis i de relevante afsnit i den strategiske plan som fastsat i artikel 107.

3.   På grundlag af den SWOT-analyse, der er omhandlet i artikel 115, stk. 2, og en vurdering af behovene, jf. artikel 108, fastlægger medlemsstaterne i de strategiske planer en interventionsstrategi som omhandlet i artikel 109, hvori der fastsættes kvantitative mål og delmål med henblik på opfyldelse af de specifikke målsætninger, der er fastsat i artikel 6, stk. 1 og 2. Målene fastsættes ved anvendelse af et fælles sæt resultatindikatorer, der er fastlagt i bilag I.

For at nå disse mål fastlægger medlemsstaterne interventioner på grundlag af de interventionstyper, der er omhandlet i afsnit III.

4.   Hver strategisk plan dækker perioden fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2027.

1.   Medlemsstaterne tilstræber gennem deres strategiske planer og navnlig gennem de elementer i interventionsstrategien, der er omhandlet i artikel 109, stk. 2, litra a), at yde et større samlet bidrag til opfyldelsen af de specifikke målsætninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra d), e) og f), i forhold til det samlede bidrag til opfyldelsen af den målsætning, der er omhandlet i artikel 110, stk. 2, første afsnit, litra b), i forordning (EU) nr. 1306/2013, i form af støtte under EGFL og ELFUL i perioden 2014-2020.

2.   Medlemsstaterne redegør i deres strategiske planer på grundlag af foreliggende oplysninger for, hvordan de har til hensigt at nå det større samlede bidrag som omhandlet i stk. 1. Redegørelsen baseres på relevante oplysninger, f.eks. de elementer, der er omhandlet i artikel 107, stk. 1, litra a)-f), og i artikel 107, stk. 2, litra b), samt de forventede forbedringer i forhold til de relevante effektindikatorer, jf. bilag I.

1.   Medlemsstaterne udarbejder i overensstemmelse med deres institutionelle og retlige rammer den strategiske plan på grundlag af gennemsigtige procedurer og, hvis det er relevant, i samarbejde med deres regioner.

2.   Det organ i en medlemsstat, der er ansvarligt for udarbejdelsen af den strategiske plan, sikrer:

3.   Hver medlemsstat tilrettelægger et partnerskab med de kompetente regionale og lokale myndigheder. Partnerskabet omfatter som minimum følgende partnere:

Medlemsstaterne inddrager effektivt disse partnere i udarbejdelsen af de strategiske planer og hører efter omstændighederne relevante interessenter, herunder med hensyn til de minimumsstandarder, der er omhandlet i artikel 13.

4.   Medlemsstaterne, herunder deres regioner, hvis det er relevant, og Kommissionen samarbejder med henblik på at sikre en effektiv koordinering i gennemførelsen af de strategiske planer under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og princippet om delt forvaltning.

5.   Tilrettelæggelsen og gennemførelsen af partnerskabet foretages i overensstemmelse med den delegerede retsakt, der er vedtaget på grundlag af artikel 5, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1303/2013.

1.   Hver strategisk plan skal indeholde afsnit om følgende:

2.   Hver strategisk plan vedlægges følgende bilag:

3.   Detaljerede regler om indholdet af de strategiske planers afsnit og bilag som omhandlet i stk. 1 og 2 er fastsat i artikel 108-115.

1.   I den interventionsstrategi, der er omhandlet i artikel 107, stk. 1, litra b), fastsættes for hver af de specifikke målsætninger som omhandlet i artikel 6, stk. 1 og 2, og som indgår i den strategiske plan:

2.   Interventionsstrategien skal vise strategiens sammenhæng og interventionernes komplementaritet på tværs af de specifikke målsætninger som omhandlet i artikel 6, stk. 1 og 2, ved at indeholde:

3.   Hvis der er elementer i den strategiske plan, som fastlægges på regionalt plan, skal interventionsstrategien sikre disse elementers sammenhæng og overensstemmelse med de elementer i den strategiske plan, der fastlægges på nationalt plan.