4.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 64/1

(1)

Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) vedtog i 1993 den internationale kode for sikker skibsdrift og forebyggelse af forurening, herefter benævnt ISM-koden. Denne kode er efterhånden blevet obligatorisk for de fleste skibe i international fart med vedtagelsen i maj 1994 af et kapitel IX om »Sikker skibsdrift« i den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen fra 1974 (Solas).

(2)

ISM-koden er ændret af IMO ved resolution MSC.104 (73), som blev vedtaget den 5. december 2000.

(3)

IMO har ved resolution A.788 (19) af 23. november 1995 vedtaget retningslinjer for administrationernes gennemførelse af ISM-koden. De er ændret ved resolution A.913 (22) af 29. november 2001.

(4)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 3051/95 af 8. december 1995 om sikkerhedsledelse af ro-ro-passagerfærger (3) blev ISM-koden obligatorisk på fællesskabsplan fra den 1. juli 1996 for alle ro-ro-passagerfærger, der sejler i fast rutefart til eller fra havne i medlemsstaterne enten i indenrigsfart eller i international fart, uanset hvilket flag de fører. Det var første skridt hen imod en ensartet og konsekvent gennemførelse af ISM-koden i alle medlemsstaterne.

(5)

Fra den 1. juli 1998 blev ISM-koden i medfør af kapitel IX i Solas obligatorisk for rederier, der har passagerskibe, herunder højhastighedspassagerfartøjer, olietankskibe, kemikalietankskibe, gastankskibe, bulkskibe og højhastighedslastfartøjer med en bruttotonnage på 500 og derover i international fart.

(6)

Fra den 1. juli 2002 blev ISM-koden obligatorisk for rederier, der har andre lastskibe og MODU (Mobile Offshore Drilling Unit) med en bruttotonnage på 500 og derover i international fart.

(7)

Sikkerheden for menneskeliv på søen og beskyttelse af miljøet tænkes at blive reelt forbedret ved obligatorisk anvendelse af ISM-koden uden fravigelser.

(8)

Det er hensigtsmæssigt at anvende ISM-koden direkte på skibe, der sejler under en medlemsstats flag samt på skibe, uanset flag, der udelukkende sejler i indenrigsfart eller på faste ruter til eller fra havne i medlemsstaterne.

(9)

En ny forordning, som gælder umiddelbart, bør sikre håndhævelsen af ISM-koden, idet medlemsstaterne dog selv kan afgøre, om koden skal anvendes på skibe uanset flag, såfremt disse udelukkende sejler i havneområder.

(10)

Forordning (EF) nr. 3051/95 bør derfor ophæves.

(11)

Hvis en medlemsstat vurderer, at det er vanskeligt for rederierne i praksis at overholde del A i ISM-koden for visse skibe eller kategorier af skibe, der udelukkende sejler i indenrigsfart i den pågældende medlemsstat, kan den dispensere helt eller delvis fra disse bestemmelser ved at indføre foranstaltninger, der sikrer, at kodens målsætning opfyldes på tilsvarende måde. Den kan for sådanne skibe og rederier indføre andre certificerings- og verifikationsprocedurer.

(12)

Det er nødvendigt at tage hensyn til Rådets direktiv 95/21/EF af 19. juni 1995 om havnestatskontrol af skibsfart (4).

(13)

Det er også nødvendigt, at der ved definering af de anerkendte organisationer i denne forordning tages hensyn til Rådets direktiv 94/57/EF af 22. november 1994 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (5), og at der ved fastlæggelse af denne forordnings anvendelse på passagerskibe i indenrigsfart tages hensyn til Rådets direktiv 98/18/EF af 17. marts 1998 om sikkerhedsregler og ‐standarder for passagerskibe (6).

(14)

De nødvendige foranstaltninger til ændring af bilag II bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7).

(15)

Målene for denne forordning, nemlig at forbedre sikkerhedsstyring og sikker drift af skibe samt forebyggelse af forurening fra skibe, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

a)

at de pågældende rederier indfører og gennemfører systemer for skibs- eller landbaseret sikkerhedsstyring og vedligeholder dem korrekt, og

b)

at flag- og havnestaternes administrationer fører kontrol hermed.

1)

»ISM-koden«: den internationale kode for sikker drift af skibe og forebyggelse af forurening, vedtaget af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) ved forsamlingens resolution A.741 (18) af 4. november 1993, ændret ved Den Maritime Sikkerhedskomités resolution MSC.104 (73) af 5. december 2000 og fastlagt i bilag I til denne forordning i den ajourførte udgave

2)

»anerkendt organisation«: et organ, der er anerkendt efter bestemmelserne i direktiv 94/57/EF

3)

»rederi«: ejeren af skibet eller en hvilken som helst anden organisation eller person som f.eks. operatøren eller bareboat-befragteren, som har overtaget ansvaret for skibets drift fra ejeren af skibet, og som ved denne ansvarsoverdragelse har erklæret sig indforstået med hensyn til overtagelsen af alle pligter og ansvarsområder, som ISM-koden pålægger

4)

»passagerskib«: et skib, herunder et højhastighedsfartøj, der kan befordre flere end 12 passagerer, eller et undervandsfartøj til passagerbefordring

5)

»passager«: enhver person bortset fra:

6)

»højhastighedsfartøj«: et hurtigtgående fartøj som defineret i regel X-1/2 i Solas i den ajourførte udgave. For højhastighedspassagerfartøjer anvendes de begrænsninger, der er fastsat i artikel 2, litra f), i direktiv 98/18/EF

7)

»lastskib«: et skib, herunder et højhastighedsfartøj, som ikke er et passagerskib

8)

»international fart«: en rejse over hav fra en havn i en medlemsstat eller enhver anden stat til en havn uden for den pågældende stat eller omvendt

9)

»indenrigsfart«: en rejse i havområder fra en havn i en medlemsstat til samme havn eller en anden havn i samme medlemsstat

10)

»fast skibsrutefart«: en række sejladser med skibe, der gennemføres mellem de samme to eller flere punkter, enten

11)

»ro-ro-passagerfærge«: et søgående passagerskib som defineret i kapitel II-1 i Solas i den ajourførte udgave

12)

»undervandsfartøj til passagerbefordring«: mobilt personbefordringsfartøj, der fortrinsvis sejler under vand, men er afhængigt af overfladestøtte, f.eks. et overfladeskib eller kystbaserede faciliteter, for så vidt angår kontrol og en eller flere af følgende:

13)

»mobil offshore boreenhed«: et fartøj, der kan bore med henblik på efterforskning efter eller udnyttelse af ressourcer under havbunden som f.eks. flydende eller gasformige kulbrinter, svovl eller salt

14)

»bruttotonnage«: et skibs bruttotonnage fastsat i overensstemmelse med den internationale konvention af 1969 om måling af skibe eller, for så vidt angår skibe, der udelukkende sejler i indenrigsfart, eller såfremt skibet ikke er målt i overensstemmelse med denne konvention, skibets bruttotonnage fastsat i overensstemmelse med gældende nationale tonnagemålingsbestemmelser.

a)

lastskibe og passagerskibe, som fører en medlemsstats flag, i international fart

b)

lastskibe og passagerskibe udelukkende i indenrigsfart, uanset hvilket flag de fører

c)

lastskibe og passagerskibe, der sejler i fast skibsrutefart til eller fra havne i medlemsstaterne, uanset hvilket flag de fører

d)

mobile offshore boreenheder, der drives under en medlemsstats myndighed.

a)

krigsskibe og troppetransportskibe samt andre skibe, der ejes eller drives af en medlemsstat og kun anvendes i statsligt, ikke-kommercielt øjemed

b)

skibe, der ikke fremdrives ved mekaniske midler, træskibe af primitiv konstruktion samt fritidsfartøjer, medmindre de er eller bliver bemandet og befordrer flere end tolv passagerer i erhvervsmæssigt øjemed

c)

fiskerfartøjer

d)

lastskibe og mobile offshore boreenheder med en bruttotonnage på mindre end 500

e)

andre passagerskibe end ro-ro-passagerfærger, i havområder i klasse C og D som defineret i direktiv 98/18/EF, artikel 4.

a)

Den berørte medlemsstat underretter Kommissionen om dispensationen og de foranstaltninger, den agter at vedtage.

b)

Hvis det senest seks måneder fra underretningen under anvendelse af proceduren i artikel 12, stk. 2, skønnes, at den påtænkte dispensation ikke er berettiget, eller at de foreslåede foranstaltninger er utilstrækkelige, skal den pågældende medlemsstat ændre de påtænkte bestemmelser eller undlade at vedtage dem.

c)

Den omtalte medlemsstat offentliggør vedtagne foranstaltninger med en direkte henvisning til stk. 1 samt stk. 2, hvis dette er relevant.

4.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 64/37

(1)

Det Europæiske Råd har med udgangspunkt i Kommissionens meddelelse om bæredygtig udvikling peget på en række målsætninger, der skal tjene som generel vejledning for den fremtidige udvikling på prioriterede områder såsom naturressourcer og folkesundhed.

(2)

Vand er en sparsom naturressource, hvis kvalitet bør beskyttes, forsvares, forvaltes og behandles som sådan. Navnlig er overfladevand en vedvarende ressource, som kun har begrænset evne til at retablere sig efter negativ påvirkning fra menneskelige aktiviteter.

(3)

Fællesskabets politik på miljøområdet bør tage sigte på et højt beskyttelsesniveau og bidrage til forfølgelse af målene om bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten og beskyttelse af menneskers sundhed.

(4)

I december 2000 vedtog Kommissionen en meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om udarbejdelse af en ny badevandspolitik og indledte i den forbindelse en omfattende høring af alle berørte parter. Det væsentligste resultat af høringen var en generel opbakning til udarbejdelsen af et nyt direktiv baseret på de seneste videnskabelige resultater med fokus på bredere inddragelse af offentligheden.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (5) indeholder en forpligtelse til at sikre et højt beskyttelsesniveau for badevand, herunder en revision af Rådets direktiv 76/160/EØF af 8. december 1975 om kvaliteten af badevand (6).

(6)

I henhold til traktaten skal der ved udarbejdelsen af Fællesskabets politik på miljøområdet bl.a. tages hensyn til de eksisterende videnskabelige og tekniske data. Dette direktiv bør udnytte de videnskabelige resultater til at fastlægge de mest pålidelige indikatorparametre til forudsigelse af mikrobiologiske sundhedsrisici og til at opnå et højt beskyttelsesniveau. Der bør straks foretages yderligere epidemiologiske undersøgelser af de sundhedsrisici, der er forbundet med badning i især ferskvandsområder.

(7)

For at øge effektiviteten og udnytte ressourcerne mere rationelt bør dette direktiv samordnes tæt med Fællesskabets øvrige vandlovgivning som f.eks. Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand (7) og 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (8), samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (9).

(8)

De forskellige interessenter bør have passende information om planlagte foranstaltninger og om gennemførelsen heraf. Offentligheden bør have passende og rettidige oplysninger om resultaterne af kontrolovervågningen af badevandskvaliteten og om foranstaltninger til risikohåndtering med henblik på at forebygge sundhedsrisici, navnlig i forbindelse med forudsigelig kortvarig forurening eller unormale forureningssituationer. Der bør anvendes ny teknologi, som gør det muligt for offentligheden at holde sig informeret om badevandet i hele Fællesskabet på en effektiv og sammenlignelig måde.

(9)

Med henblik på kontrolovervågninger bør der anvendes harmoniserede analysemetoder og ‐fremgangsmåder. For at opnå en realistisk klassificering af badevandet er der behov for observation og kvalitetsvurdering over et længere tidsrum.

(10)

Overensstemmelse bør være et spørgsmål om passende forvaltningsforanstaltninger og kvalitetssikring, ikke blot et spørgsmål om måling og beregning. En ordning med badevandsprofiler er derfor hensigtsmæssig for at tilvejebringe en bedre risikoforståelse som grundlag for forvaltningsforanstaltninger. Sideløbende bør der lægges særlig vægt på, at kvalitetskravene overholdes, og at der sikres en sammenhængende overgang fra direktiv 76/160/EØF.

(11)

Fællesskabet ratificerede den 17. februar 2005 UNECE-konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århus-konventionen). Dette direktiv bør derfor indeholde bestemmelser om offentlig adgang til oplysninger og om offentlighedens inddragelse i dets gennemførelse for at supplere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger (10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet (11).

(12)

Målene for dette direktiv, nemlig medlemsstaternes opnåelse, på grundlag af fælles krav, af god badevandskvalitet og et højt beskyttelsesniveau i hele Fællesskabet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(13)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (12).

(14)

En badevandspolitik på fællesskabsplan er fortsat relevant, hvilket viser sig tydeligt ved hver badesæson, idet denne politik beskytter befolkningen mod utilsigtet og kronisk forurening, der skyldes udledninger i eller tæt ved Fællesskabets badeområder. Badevandets kvalitet generelt er blevet forbedret betydeligt, siden direktiv 76/160/EØF trådte i kraft. Nævnte direktiv afspejler imidlertid viden- og erfaringsniveauet i begyndelsen af 1970'erne. Mønstret for anvendelsen af badevand har ændret sig siden da, og det samme er tilfældet med den videnskabelige og tekniske viden. Det direktiv bør således ophæves —

a)

kontrolovervågning og klassificering af badevandskvalitet

b)

forvaltning af badevandskvalitet og

c)

information af offentligheden om badevandskvalitet.

a)

svømmebassiner og spabade

b)

afgrænsede vandområder, der er genstand for behandling eller anvendes til terapeutiske formål, og

c)

kunstigt anlagte, afgrænsede vandområder, der er adskilt fra overfladevand og grundvand.

1)

Udtrykkene »overfladevand«, »grundvand«, »indvand«, »overgangsvande«, »kystvand« og »vandløbsopland« har samme betydning som i direktiv 2000/60/EF.

2)

»Kompetent myndighed«: den eller de myndigheder, som en medlemsstat har udpeget til at sørge for overholdelse af dette direktivs krav, eller en anden myndighed eller instans, som har fået pålagt denne opgave.

3)

»Permanent«: forbud mod eller frarådelse af badning, der mindst gælder for en hel badesæson.

4)

»Stort antal«: et antal badende, som den kompetente myndighed finder stort, navnlig i betragtning af tidligere tendenser eller af de infrastrukturer eller faciliteter, der stilles til rådighed, eller andre foranstaltninger, som er truffet for at fremme badning.

5)

»Forurening«: forekomst af mikrobiologisk kontamination eller andre organismer eller affald, som påvirker badevandskvaliteten og udgør en sundhedsrisiko for de badende, jf. artikel 8 og 9 samt bilag I, kolonne A.

6)

»Badesæson«: den periode, i hvilken der kan forventes et stort antal badende.

7)

»Forvaltningsforanstaltninger«: følgende foranstaltninger, der træffes i forbindelse med badevand:

8)

»Kortvarig forurening«: mikrobiologisk kontamination, jf. bilag I, kolonne A, der har klart identificerbare årsager, der normalt ikke forventes at påvirke badevandskvaliteten i mere end ca. 72 timer efter, at badevandskvaliteten først er blevet påvirket, og for hvilken den kompetente myndighed har opstillet procedurer til at forudsige og håndtere en sådan, jf. bilag II.

9)

»Unormal situation«: en begivenhed eller en kombination af begivenheder, der påvirker badevandskvaliteten på den pågældende lokalitet, og som i gennemsnit ikke forventes at forekomme mere end én gang hvert fjerde år.

10)

»Datasæt for badevandskvaliteten«: data indsamlet i henhold til artikel 3.

11)

»Vurdering af badevandskvaliteten«: evaluering af badevandets kvalitet efter vurderingsmetoden i bilag II.

12)

»Cyanobakteriel vækst«: akkumulering af cyanobakterier i form af opblomstringer, overfladelag eller skum.

13)

Udtrykket »den berørte offentlighed« har samme betydning som i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (13).

a)

hvor der ventes flest badende, eller

b)

hvor den største forureningsrisiko i henhold til badevandsprofilen forventes.

a)

for hvert enkelt badevand

b)

efter hver enkel badesæson

c)

på grundlag af det datasæt for badevandskvaliteten, der er opstillet for den forløbne og de tre foregående badesæsoner, og

d)

efter proceduren i bilag II.

—

kravet i stk. 3 er opfyldt, eller

—

det datasæt, der anvendes til vurderingen af badevandet består af mindst 8 prøver, hvis badesæsonen for det pågældende badevand ikke overstiger 8 uger,

a)

hvis badevandet er nyudpeget

b)

hvis der er indtruffet ændringer, som sandsynligvis vil påvirke klassificeringen af badevandet efter artikel 5, i hvilket tilfælde vurderingen foretages på grundlag af et datasæt for badevandskvaliteten, der udelukkende består af resultaterne af prøver, der er indsamlet efter de indtrufne ændringer, eller

c)

hvis badevandet allerede er blevet vurderet i henhold til direktiv 76/160/EØF, i hvilket tilfælde der anvendes tilsvarende data indsamlet i henhold til nævnte direktiv, og parameter 2 og 3 i bilaget til direktiv 76/160/EØF til dette formål anses for at svare til parameter 2 og 1 i kolonne A i bilag I til nærværende direktiv.

a)

er sammenhængende

b)

de fire foregående år har opnået næsten samme vurdering i henhold til stk. 2 og 3 og stk. 4, litra c), og

c)

har badevandsprofiler, der alle viser samme risikofaktorer eller fravær af samme.

a)

»ringe«

b)

»tilfredsstillende«

c)

»godt« eller

d)

»udmærket«.

a)

For badevand, der klassificeres som værende »ringe«, træffes følgende foranstaltninger med virkning fra den badesæson, der følger denne klassificering:

b)

Hvis et badevand i fem på hinanden følgende år klassificeres som værende »ringe«, indføres der et permanent badeforbud, eller badning frarådes permanent. En medlemsstat kan dog indføre et permanent badeforbud eller permanent fraråde badning inden udløbet af denne femårsperiode, hvis den anser det for umuligt eller uforholdsmæssigt dyrt at opnå kvaliteten »tilfredsstillende«.

—

til at orientere sig om hvordan man kan deltage, og

—

til at fremkomme med forslag, bemærkninger eller indsigelser.

a)

den aktuelle klassificering af badevandet og ethvert forbud mod eller frarådning af badning som omhandlet i denne artikel ved hjælp af et klart og enkelt tegn eller symbol

b)

en generel beskrivelse af badevandet i et ikke-teknisk sprog baseret på den i overensstemmelse med bilag III opstillede badevandsprofil

c)

ved badevand ramt af kortvarig forurening:

d)

i forbindelse med unormale situationer oplysning om disses art og forventede varighed

e)

når badning er forbudt eller frarådes, en begrundet meddelelse herom, og

f)

når der indføres et permanent badeforbud, eller badning frarådes permanent, angivelse af, at det pågældende område ikke længere er et badevandsområde, samt om årsagerne til dette, og

g)

angivelse af, hvor mere fuldstændige oplysninger kan søges, jf. stk. 2.

a)

en liste over badevande

b)

klassificering af det enkelte badevand i de seneste tre år samt dets badevandsprofil, herunder resultaterne af den kontrolovervågning, der er gennemført i henhold til dette direktiv siden den seneste klassificering

c)

for så vidt angår badevand, der er klassificeret som »ringe«, oplysning om forureningens årsager og om foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at badende udsættes for forurening, og for at afhjælpe årsagerne, jf. artikel 5, stk. 4, og

d)

for så vidt angår badevand med risiko for kortvarig forurening, generelle oplysninger om:

a)

resultaterne af en relevant europæisk epidemiologisk undersøgelse forestået af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne

b)

anden videnskabelig, analytisk og epidemiologisk udvikling af relevans for parametrene for badevandskvalitet, herunder i forhold til vira, og

c)

Verdenssundhedsorganisationens anbefalinger.

a)

at specificere EN/ISO-standarden om mikrobiologiske metoders ligeværdighed med henblik på artikel 3, stk. 9

b)

at fastsætte detaljerede regler for gennemførelsen af artikel 8, stk. 1, artikel 12, stk. 1, litra a), og artikel 12, stk. 4

c)

at tilpasse analysemetoderne for de i bilag I omhandlede parametre til den videnskabelige og tekniske udvikling

d)

at tilpasse bilag V til den videnskabelige og tekniske udvikling

e)

at fastsætte retningslinjer for en fælles metode til vurdering af de enkelte prøver.

4.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 64/52

(1)

Rådets direktiv 76/464/EØF af 4. maj 1976 om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i Fællesskabets vandmiljø (3) er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder (4). Direktivet bør af hensyn til en klar og rationel lovgivning kodificeres.

(2)

Det er påkrævet, at medlemsstaterne gennemfører en generel og samtidig aktion med henblik på at beskytte Fællesskabets vandmiljø mod forurening og særlig mod den forurening, som forårsages af visse persistente, toksiske og bioakkumulerbare stoffer.

(3)

Adskillige konventioner har til formål at beskytte de internationale vandløb og havmiljøet mod forurening. Det er nødvendigt at sikre, at iværksættelsen af disse konventioner harmoniseres.

(4)

Forskelle mellem de bestemmelser om udledning af visse farlige stoffer i vandmiljøet, som finder anvendelse i de forskellige medlemsstater, kan skabe ulige konkurrencevilkår og dermed direkte indvirke på det indre markeds funktion.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (5) foreskriver en række foranstaltninger med henblik på beskyttelse af ferskvand og havvand mod visse forurenende stoffer.

(6)

For at sikre en effektiv beskyttelse af Fællesskabets vandmiljø er det nødvendigt at udarbejde en liste, den såkaldte liste I, der skal omfatte visse stoffer, som hovedsagelig er udvalgt på grundlag af deres toksicitet, deres persistens samt deres bioakkumulation med undtagelse af stoffer, som er biologisk uskadelige, eller som hurtigt omdannes til biologisk uskadelige stoffer, samt en anden liste, den såkaldte liste II, over stoffer, som har en skadelig virkning på vandmiljøet, men hvis virkning kan begrænses til et bestemt område og afhænger af recipientens særlige karakter og beliggenhed. Enhver udledning af disse stoffer forudsætter meddelelse af forudgående tilladelse, hvori emissionsnormerne fastsættes.

(7)

Den forurening, som skyldes udledning af de forskellige farlige stoffer, der er opført på liste I, bør bringes til ophør. Der er fastsat grænseværdier i de direktiver, der er nævnt i bilag IX til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (6). Artikel 16 i direktiv 2000/60/EF indeholder procedurerne til at indføre kontrolforanstaltninger og miljøkvalitetskrav til prioriterede stoffer.

(8)

Det er nødvendigt at begrænse forureningen af vand med de stoffer, som er opført på liste II. Med henblik herpå skal medlemsstaterne vedtage programmer, der indeholder miljøkvalitetskrav for vand, som er opstillet i overensstemmelse med Rådets direktiver, når sådanne foreligger. Emissionsnormerne for de pågældende stoffer bør beregnes på grundlag af disse miljøkvalitetskrav.

(9)

Det er vigtigt, at en eller flere medlemsstater hver for sig eller i fællesskab kan udarbejde bestemmelser, som er strengere end bestemmelserne i dette direktiv.

(10)

Der bør udarbejdes en fortegnelse over udledning af visse særligt farlige stoffer i Fællesskabets vandmiljø, for at man kan få kendskab til deres oprindelse.

(11)

Det kan blive nødvendigt under hensyn til den indvundne erfaring at revidere og supplere liste I og II i bilag I i givet fald ved at overføre visse stoffer fra liste II til liste I.

(12)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag II, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret af direktiverne —

a)

indre overfladevand

b)

territorialfarvande

c)

saltvandsområder inden for basislinjen.

a)

»indre overfladevand«: enhver form for stillestående eller strømmende overfladeferskvand, som findes på én eller flere medlemsstaters område

b)

»saltvandsområder inden for basislinjen«: det vand, der befinder sig inden for den basislinje, hvorfra territorialfarvandets bredde måles, og som for vandløbenes vedkommende strækker sig til ferskvandsgrænsen

c)

»ferskvandsgrænse«: det sted i vandløbet, hvor der ved ebbe og i en periode med svag ferskvandsstrøm er en væsentlig stigning i saltholdighedsgraden på grund af tilstedeværelsen af havvand

d)

»udledning«: enhver tilførsel til de i artikel 1 omhandlede vandområder af de stoffer, der er opført på liste I og II i bilag I, bortset fra:

e)

»forurening«: af mennesker direkte eller indirekte foretaget udledning af stoffer eller energi i vandmiljøet, med så skadelige virkninger til følge, at den menneskelige sundhed bringes i fare, levende ressourcer og aquatiske økosystemer skades, rekreative værdier forringes eller, at der lægges hindringer i vejen for anden retmæssig anvendelse af vandet.

a)

Enhver udledning i de i artikel 1 omhandlede vandområder, som kan indeholde et af disse stoffer, forudsætter meddelelse af forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat.

b)

Tilladelsen skal fastsætte emissionsnormer for udledning af disse stoffer i de i artikel 1 omhandlede vandområder og, når det er nødvendigt med henblik på gennemførelsen af nærværende direktiv, for udledning af disse stoffer i kloakker.

c)

Tilladelsen kan kun gives for et begrænset tidsrum. Den kan fornyes under hensyn til eventuelle ændringer af emissionsgrænseværdierne i direktiverne nævnt i bilag IX til direktiv 2000/60/EF.

a)

den størst tilladte koncentration af et stof i udledninger. Ved fortynding skal emissionsgrænseværdien i direktiverne nævnt i bilag IX til direktiv 2000/60/EF divideres med fortyndingsfaktoren

b)

den størst tilladte mængde af et stof i udledninger i en eller flere nærmere angivne perioder, om nødvendigt udtrykt i vægtenhed af det forurenende stof pr. enhed, som er karakteristisk for forureningsprocessen (f.eks. råvare, produktenhed).

4.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 64/60

(1)

Selv om gennemførelsen af Rådets henstilling 98/561/EF af 24. september 1998 om det europæiske samarbejde vedrørende kvalitetssikring inden for videregående uddannelser (3) har været en udtalt succes, som det fremgår af Kommissionens rapport af 30. september 2004, er der stadig behov for at forbedre de europæiske videregående uddannelser, især med henblik på et højt kvalitetsniveau, for at gøre dem mere gennemsigtige og troværdige for borgerne i Europa og for studerende og stipendiater fra andre kontinenter.

(2)

Henstilling 98/561/EF indeholdt en opfordring til at støtte og om fornødent indføre gennemsigtige kvalitetssikringssystemer. Næsten alle medlemsstater har etableret nationale kvalitetssikringssystemer og har taget skridt til eller gjort det muligt at etablere et eller flere kvalitetssikrings- eller akkrediteringsorganer.

(3)

Henstilling 98/561/EF indeholdt endvidere en opfordring til, at kvalitetssikringssystemerne skulle baseres på en række væsentlige elementer, bl.a. intern og ekstern evaluering af programmer eller institutioner, inddragelse af de studerende, offentliggørelse af resultaterne samt international deltagelse. Resultaterne af evalueringerne af kvalitetssikringen spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at hjælpe de videregående uddannelsesinstitutioner med at forbedre deres resultater.

(4)

De væsentlige elementer, der er nævnt i betragtning 3, er generelt blevet gennemført i alle kvalitetssikringssystemer, og de blev bekræftet af de europæiske undervisningsministre på deres konference i Berlin i september 2003 i forbindelse med Bolognaprocessen, der har til formål at etablere et europæisk område for videregående uddannelse.

(5)

Det europæiske netværk for kvalitetssikring af de videregående uddannelser (ENQA) blev etableret i 2000 og får stadig flere medlemmer i form af kvalitetssikrings- eller akkrediteringsorganer fra alle medlemsstater.

(6)

Som led i Bolognaprocessen vedtog undervisningsministre fra 45 lande på deres møde i Bergen den 19. og 20. maj 2005 til opfølgning af mødet i Berlin i september 2003 de af ENQA foreslåede standarder og retningslinjer for kvalitetssikring inden for de videregående uddannelser i Europa. De støttede også princippet om et europæisk register over kvalitetssikringsorganer, der er baseret på national evaluering, og anmodede ENQA om i samarbejde med Den Europæiske Universitetssammenslutning (EUA), Den Europæiske Sammenslutning af Videregående Uddannelsesinstitutioner (EURASHE) og De Nationale Studenterforbund i Europa (ESIB) at videreudvikle de praktiske aspekter af gennemførelsen heraf og give tilbagemelding til ministrene gennem Bolognaprocessens opfølgningsgruppe. Ministrene understregede endvidere betydningen af, at der indføres et samarbejde mellem nationalt anerkendte organer med henblik på at fremme den gensidige anerkendelse af beslutninger vedrørende akkreditering eller kvalitetssikring.

(7)

EU’s bestræbelser på at støtte kvalitetssikring bør udvikles på en sådan måde, at der sikres sammenhæng med foranstaltninger, der gennemføres inden for rammerne af Bolognaprocessen.

(8)

Der bør udarbejdes et register over uafhængige og pålidelige kvalitetssikringsorganer, som er aktive i Europa, uden hensyntagen til, om de er regionale eller nationale, generelle eller specialiserede eller offentlige eller private, med det formål at fremme gennemsigtigheden inden for de videregående uddannelser og medvirke til, at kvalifikationer og udenlandske studieperioder anerkendes.

(9)

I forbindelse med Lissabon-strategien konkluderede Det Europæiske Råd i Barcelona i marts 2002, at de europæiske uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer burde blive en »kvalitetsreference på verdensplan« —

1.

at de tilskynder alle videregående uddannelsesinstitutioner, der er aktive på deres område, til at indføre eller udarbejde strenge kvalitetssikringssystemer i overensstemmelse med de standarder og retningslinjer for kvalitetssikring inden for videregående uddannelser i Europa, som blev vedtaget i Bergen inden for rammerne af Bolognaprocessen

2.

at de tilskynder alle kvalitetssikrings- eller akkrediteringsorganer, som er aktive på deres område, til at være uafhængige i deres evalueringer, til at anvende de elementer til kvalitetssikring, som er anført i henstilling 98/561/EF, og til at anvende det fælles sæt af generelle standarder og retningslinjer, som blev vedtaget i Bergen, i evalueringsøjemed. Disse standarder bør udvikles yderligere i samarbejde med repræsentanter for de videregående uddannelser. Standarderne bør anvendes på en sådan måde, at de beskytter og fremmer mangfoldighed og innovation

3.

at de tilskynder repræsentanter for de nationale myndigheder, sektoren for videregående uddannelser samt kvalitetssikrings- eller akkrediteringsorganerne til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at udarbejde et »europæisk register over kvalitetssikringsorganer« (europæisk register), der er baseret på en national evaluering, og som tager hensyn til principperne i bilaget, og fastlægger betingelserne for at blive optaget i dette register samt reglerne for forvaltning af registeret

4.

at de gør det muligt for de videregående uddannelsesinstitutioner, der er aktive på deres område, at vælge det organ, der opfylder deres behov og svarer til den ønskede profil, blandt de kvalitetssikrings- eller akkrediteringsorganer, der er optaget i det europæiske register, under forudsætning af, at dette er foreneligt med den nationale lovgivning eller tilladt af de nationale myndigheder

5.

at de gør det muligt for de videregående uddannelsesinstitutioner at arbejde i retning af en supplerende evaluering, der foretages af et andet organ, som er opført i det europæiske register, f.eks. for at styrke deres internationale renommé

6.

at de fremmer samarbejdet mellem organerne med det formål at opbygge gensidig tillid og udvikle større accept af kvalitetssikrings- og akkrediteringsevalueringerne for derved at bidrage til anerkendelse af kvalifikationer i forbindelse med studier eller arbejde i et andet land

7.

at de sikrer offentlig adgang til de evalueringer, der foretages af de kvalitetssikrings- eller akkrediteringsorganer, som er opført i det europæiske register.

1.

i tæt samarbejde med medlemsstaterne at fortsætte sin støtte til samarbejde mellem de videregående uddannelsesinstitutioner, kvalitetssikrings- eller akkrediteringsorganerne, de kompetente myndigheder og andre organisationer, der er aktive på dette område

2.

at forelægge rapporter hvert tredje år for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om de fremskridt, der er sket inden for udviklingen af kvalitetssikringssystemer i de enkelte medlemsstater, og om samarbejdsaktiviteterne på europæisk plan, herunder de resultater, der er opnået med hensyn til de ovennævnte mål.