Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2023/C 223/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 216 af 19.6.2023

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 205 af 12.6.2023

EUT C 189 af 30.5.2023

EUT C 173 af 15.5.2023

EUT C 164 af 8.5.2023

EUT C 155 af 2.5.2023

EUT C 134 af 17.4.2023

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 11. maj 2023 — MOMTRADE RUSE OOD mod Direktor na Direktsia »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika« Varna pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prichodite (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Varhoven administrativen sad — Bulgarien)

(Sag C-620/21 (1), MOMTRADE RUSE)

(Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 132, stk. 1, litra g) - fritagelse af tjenesteydelser med nær tilknytning til social bistand og social sikring, som præsteres af organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter - tjenesteydelser, der leveres til en ikke-afgiftspligtig person i en anden medlemsstat end den, hvor tjenesteyderen er etableret - vurdering af ydelsernes art og betingelsen om, at der er tale om et organ, der er anerkendt som foretagende af almennyttig karakter - fastlæggelse af den relevante nationale ret - begrebet »den pågældende medlemsstat«)

(2023/C 223/02)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Varhoven administrativen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: MOMTRADE RUSE OOD

Sagsøgt: Direktor na Direktsia »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika« Varna pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prichodite

Konklusion

1)

Artikel 132, stk. 1, litra g), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2008/8/EF af 12. februar 2008, skal fortolkes således, at dels kan levering af sociale tjenesteydelser til fysiske personer med bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor tjenesteyderen har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed, være fritaget i henhold til denne bestemmelse, dels er det i denne henseende uden betydning, at den nævnte tjenesteyder har benyttet et selskab, der er etableret i denne anden medlemsstat, til at kontakte sine kunder.

2)

Artikel 132, stk. 1, litra g), i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2008/8, skal fortolkes således, at når et selskab leverer sociale tjenesteydelser til fysiske personer med bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor dette selskab har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed, skal arten af disse tjenesteydelser og kendetegnene ved dette selskab med henblik på at fastslå, om de nævnte tjenesteydelser er omfattet af begrebet »levering af ydelser […] med nær tilknytning til social bistand og social sikring, […] som præsteres af [et organ], der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som [foretagende] af almennyttig karakter« som omhandlet i denne bestemmelse, undersøges i overensstemmelse med den lovgivning, som gennemfører direktiv 2006/112, som ændret, i den medlemsstat, hvor det nævnte selskab har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed.

3)

Artikel 132, stk. 1, litra g), i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2008/8, skal fortolkes således, at den omstændighed, at et selskab, som leverer sociale tjenesteydelser, er registreret ved et offentligt organ i beskatningsmedlemsstaten som leverandør af sociale ydelser i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning, kun er tilstrækkelig til at anse dette selskab for at være omfattet af begrebet »[organ], der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som [foretagende] af almennyttig karakter« som omhandlet i denne bestemmelse, såfremt en sådan registrering er underlagt de kompetente nationale myndigheders forudgående kontrol af dette selskabs almennyttige karakter med henblik på den nævnte bestemmelse.

---

(1)  EUT C 24 af 17.1.2022.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. maj 2023 — R.I. mod Inspecţia Judiciară og N.L. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Bucureşti — Rumænien)

(Sag C-817/21 (1), Inspecţia Judiciară)

(Præjudiciel forelæggelse - retsstat - retsvæsenets uafhængighed - artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU - beslutning 2006/928/EF - dommeres uafhængighed - disciplinærsag - retsinspektorat - chefinspektør med regulerings-, udvælgelses-, bedømmelses-, udnævnelses- og disciplinærundersøgelsesbeføjelser)

(2023/C 223/03)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Bucureşti

Parter i hovedsagen

Sagsøger: R.I.

Sagsøgte: Inspecţia Judiciară og N.L.

Konklusion

Artikel 2 TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med Kommissionens beslutning 2006/928/EF af 13. december 2006 om oprettelse af en mekanisme for samarbejde og kontrol vedrørende Rumæniens fremskridt med opfyldelsen af specifikke benchmarks på områderne retsreform og bekæmpelse af korruption,

skal fortolkes således, at

de er til hinder for en national lovgivning,

—

hvorefter direktøren for et organ, der har kompetence til at gennemføre undersøgelser og iværksætte disciplinærsager mod dommere og anklagere, er blevet tillagt beføjelse til at vedtage individuelle retsakter af regulerende karakter vedrørende bl.a. dette organs organisation, udvælgelsen af dets ansatte, deres bedømmelse, udførelsen af deres arbejde eller udnævnelsen af en vicedirektør

—

skønt disse ansatte og denne vicedirektør for det første er enekompetente til at gennemføre en disciplinær undersøgelse rettet mod den nævnte direktør, deres karriere for det andet i vidt omfang afhænger af direktørens beslutninger, og vicedirektørens mandat for det tredje udløber på samme tidspunkt som direktørens,

såfremt denne lovgivning ikke er affattet på en sådan måde, at den ikke kan give anledning til nogen rimelig tvivl hos borgerne med hensyn til, hvorvidt organets beføjelser og funktioner anvendes som middel til at lægge pres på disse dommeres og anklageres virksomhed eller som middel til politisk kontrol med denne virksomhed.

---

(1)  EUT C 165 af 19.4.2022.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 11. maj 2023 — Europa-Kommissionen mod Sopra Steria Benelux og Unisys Belgium

(Sag C-101/22 P) (1)

(Appel - Domstolens procesreglement - artikel 169 - appel rettet mod Rettens afgørelses konklusion - offentlige tjenesteydelseskontrakter - udbudsprocedure - forordning (EU, Euratom) 2018/1046 - artikel 170, stk. 3 - punkt 23 i bilag I - afvist tilbudsgiver, som gør Europa-Kommissionen bekendt med indicier for, at det valgte tilbud er unormalt lavt - omfanget af den ordregivende myndigheds begrundelsespligt)

(2023/C 223/04)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved L. André, M. Ilkova og O. Verheecke, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Sopra Steria Benelux og Unisys Belgium (ved avocats L. Masson og G. Tilman)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 207 af 23.5.2022.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 11. maj 2023 — RE mod Bezirkshauptmannschaft Lilienfeld (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Niederösterreich — Østrig)

(Sag C-155/22 (1), Bezirkshauptmannschaft Lilienfeld)

(Præjudiciel forelæggelse - vejtransport - fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet - forordning (EF) nr. 1071/2009 - artikel 6 og 22 - national lovgivning, der tillader overdragelse af straffeansvar for alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne for chauffører - manglende hensyntagen til de sanktioner, der er pålagt for disse overtrædelser i forbindelse med vurderingen af, om vejtransportvirksomheden udviser god vandel)

(2023/C 223/05)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Niederösterreich

Parter i hovedsagen

Sagsøger: RE

Sagsøgt: Bezirkshauptmannschaft Lilienfeld

Procesdeltager: Arbeitsinspektorat NÖ Wald- und Mostviertel

Konklusion

Artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26/EF, som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 517/2013 af 13. maj 2013, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1071/2009, med senere ændringer,

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en person, som holdes strafferetligt ansvarlig for overtrædelser begået inden for en vejtransportvirksomhed, og hvis adfærd tages i betragtning ved vurderingen af, om den nævnte virksomhed har opfyldt vandelskravet, kan udpege en person som ansvarlig befuldmægtiget for overholdelsen af de EU-retlige køre- og hviletidsbestemmelser for chauffører, og således overføre det strafferetlige ansvar for overtrædelser af disse EU-retlige bestemmelser til sidstnævnte person, når national ret ikke gør det muligt at tage hensyn til de overtrædelser, der således tilregnes den pågældende ansvarlige befuldmægtigede med henblik på at vurdere, om den pågældende vejtransportvirksomhed har opfyldt vandelskravet.

---

(1)  EUT C 222 af 7.6.2022.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 11. maj 2023 — TAP Portugal mod flightright GmbH (C-156/22) og Myflyright GmbH (C-157/22 og C-158/22) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Stuttgart — Tyskland)

(Forenede sager C-156/22–C-158/22 (1), TAP Portugal (Andenpilot afgået ved døden) m.fl.)

(Præjudiciel forelæggelse - lufttransport - forordning (EF) nr. 261/2004 - kompensation til luftfartspassagerer ved aflysning - artikel 5, stk. 3 - fritagelse for forpligtelsen til at betale kompensation - begrebet »usædvanlige omstændigheder« - uventet fravær på grund af sygdom eller dødsfald hos et medlem af en besætning, der er absolut nødvendigt for at gennemføre flyvningen)

(2023/C 223/06)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Stuttgart

Parter i hovedsagen

Sagsøger: TAP Portugal

Sagsøgte: flightright GmbH (C-156/22) og Myflyright GmbH (C-157/22 og C-158/22)

Konklusion

Artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91

skal fortolkes således, at

et uventet fravær på grund af sygdom eller dødsfald hos et medlem af en besætning, der er absolut nødvendigt for at gennemføre en flyvning, og som indtræder kort før denne flyvnings planlagte afgang, ikke er omfattet af begrebet »usædvanlige omstændigheder« i denne bestemmelses forstand.

---

(1)  EUT C 222 af 7.6.2022.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. maj 2023 — Ministre de l’Économie, des Finances et de la Relance mod Manitou BF SA (C-407/22) og Bricolage Investissement France SA (C-408/22) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Frankrig)

(Forenede sager C-407/22 og C-408/22 (1), Manitou BF m.fl.)

(Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - artikel 49 TEUF - etableringsfrihed - selskabsskat - koncernbeskatning (fransk »intégration fiscale«) - fritagelse for udbytte udloddet af datterselskaber, der tilhører en skattemæssigt integreret koncern - hjemmehørende moderselskab - kapitalmæssige bånd til hjemmehørende og ikke-hjemmehørende selskaber uden at indgå i en skattemæssigt integreret koncern - fritagelse for udbytte udloddet af ikke-hjemmehørende datterselskaber - ikke-fradragsberettigede omkostninger og udgifter i forbindelse med kapitalandele - manglende neutralisering af medregningen af disse omkostninger og udgifter)

(2023/C 223/07)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ministre de l’Économie, des Finances et de la Relance

Sagsøgte: Manitou BF SA (C-407/22) og Bricolage Investissement France SA (C-408/22)

Konklusion

Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning om en ordning om skattemæssig integration, hvorefter

—

et hjemmehørende moderselskab, der har en tilvalgt skattemæssig integration med hjemmehørende selskaber, kan omfattes af neutraliseringen af medregningen af den forholdsmæssige andel af omkostninger og udgifter, fastsat til 5 % af det samlede nettoudbytte, som dette moderselskab har modtaget fra sine datterselskaber, der er beliggende i andre medlemsstater, og som objektivt set efter moderselskabets valg ville kunne være omfattet af denne mulighed, såfremt de havde været hjemmehørende

—	når en sådan neutralisering ikke indrømmes et hjemmehørende moderselskab, der ikke har tilvalgt en sådan skattemæssig integration, til trods for, at der er kapitalmæssige bånd til andre hjemmehørende selskaber, der giver mulighed herfor.

---

(1)  EUT C 340 af 5.9.2022.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 27. april 2023 — GO m.fl. mod Regione Lazio (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Sag C-482/22 (1), Associazione Raggio Verde)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 53, stk. 2, og artikel 94 og 99 i Domstolens procesreglement - artikel 267 TEUF - omfang af pligten for den nationale domstol, som træffer afgørelse i sidste instans, til at forelægge et præjudicielt spørgsmål - undtagelser til denne pligt - kriterier - situationer, hvor den korrekte fortolkning af EU-retten fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til nogen rimelig tvivl - betingelse om, at den nationale ret, der træffer afgørelse i sidste instans, skal være overbevist om, at hverken de øvrige medlemsstaters retter, der træffer afgørelse i sidste instans, eller Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen)

(2023/C 223/08)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: GO, UL, KC, PE, HY, EM og Associazione Raggio Verde

Sagsøgt: Regione Lazio

Konklusion

Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at en national retsinstans, hvis afgørelser i henhold til national ret ikke kan appelleres, kan undlade at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, og selvstændigt træffe afgørelsen, når den korrekte fortolkning af EU-retten fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til nogen rimelig tvivl. Denne mulighed skal imidlertid vurderes i forhold til dels EU-rettens særegenheder, dels de særlige vanskeligheder, fortolkningen heraf frembyder, samt risikoen for afvigende retspraksis inden for Den Europæiske Union

Denne nationale retsinstans er ikke forpligtet til på udførlig måde at påvise, at de øvrige medlemsstaters retter, der træffer afgørelse i sidste instans, og Domstolen vil anlægge den samme fortolkning, men skal, efter at have foretaget en vurdering der tager hensyn til disse elementer, være overbevist om, at hverken disse øvrige nationale retter eller Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen.

---

(1)  Dato for indlevering: 14.7.2022.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 27. april 2023 — Ministero della Giustizia mod SP (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Sag C-495/22 (1), Ministero della Giustizia (Udvælgelsesprøve for notarer))

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 53 og 99 i Domstolens procesreglement - artikel 267 TEUF - omfang af pligten for den nationale retsinstans, som træffer afgørelse i sidste instans, til at forelægge et præjudicielt spørgsmål - undtagelser til denne pligt - kriterier - situationer, hvor den korrekte fortolkning af EU-retten fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til nogen rimelig tvivl - betingelse om, at den nationale ret, der træffer afgørelse i sidste instans, skal være overbevist om, at hverken de øvrige medlemsstaters retter, der træffer afgørelse i sidste instans, eller Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen)

(2023/C 223/09)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ministero della Giustizia

Sagsøgt: SP

Konklusion

Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at en national retsinstans, hvis afgørelser i henhold til national ret ikke kan appelleres, kan undlade at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, og selvstændigt træffe afgørelsen, når den korrekte fortolkning af EU-retten fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til nogen rimelig tvivl. Denne mulighed skal imidlertid vurderes i forhold dels til EU-rettens særegenheder, dels de særlige vanskeligheder, fortolkningen heraf frembyder, samt risikoen for afvigende retspraksis inden for Den Europæiske Union.

Denne nationale retsinstans er ikke forpligtet til på udførlig måde at påvise, at de øvrige medlemsstaters retter, der træffer afgørelse i sidste instans, og Domstolen vil anlægge den samme fortolkning, men skal, efter at have foretaget en vurdering, der tager hensyn til disse elementer, være overbevist om, at hverken disse øvrige nationale retter eller Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen.

---

(1)  Dato for indlevering: 22.7.2022.

Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 28. februar 2023 — J.O. mod Kreis Gütersloh (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Minden — Tyskland)

(Sag C-596/22 (1), Kreis Gütersloh)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - miljø - vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkninger på miljøet - direktiv 2011/92/EU - forpligtelse til at foretage en vurdering af indvirkningerne på miljøet eller en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde - kumulative virkninger af projekter - opførelse af en stald til slagtefjerkræ i umiddelbar nærhed af lignende stalde)

(2023/C 223/10)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Minden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: J.O.

Sagsøgt: Kreis Gütersloh

Procesdeltager: W.D.

Konklusion

1)

Artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014, sammenholdt med nr. 1, litra b), og nr. 3, litra g), i bilag III til direktiv 2011/92, som ændret, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter forpligtelsen til at undersøge den indvirkning, som et projekt kan have sammen med andre projekter, er begrænset til de situationer, hvor dette anlægsprojekt og disse andre projekter er knyttet til anlæg, der er fælles for dem.

2)

Direktiv 2011/92, som ændret ved direktiv 2014/52, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som kun fastsætter en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra a), i direktiv 2011/92, som ændret, med hensyn til et projekt, som i sig selv ikke når den tærskelværdi, der er fastsat i nr. 17, litra a), i bilag I til direktiv 2011/92, som ændret, men som når denne værdi, når det vurderes sammen med andre projekter. I forbindelse med denne undersøgelse i hvert enkelt tilfælde kan den omstændighed, at et sådant projekt når denne tærskelværdi sammen med andre projekter, ikke desto mindre være et indicium for, at det pågældende projekt kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2011/92, som ændret.

---

(1)  EUT C 463 af 5.12.2022.

Appel iværksat den 18. november 2022 af WT til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 7. september 2022 i sag T-91/20, WT mod Kommissionen

(Sag C-712/22 P)

(2023/C 223/11)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: WT (ved Rechtsanwalt D. Birkenmaier samt avvocati D. Rovetta og V. Villante)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Domstolen (Sjette Afdeling) har ved kendelse af 4. maj 2023 forkastet appellen, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet, og pålagt WT at bære sine egne omkostninger.

Appel iværksat den 20. december 2022 af Studio Legale Ughi e Nunziante til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 10. oktober 2022 i sag T-389/22, Studio Legale Ughi e Nunziante mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

(Sag C-776/22 P)

(2023/C 223/12)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Studio Legale Ughi e Nunziante (ved avvocati A. Clemente, L. Cascone, A. Marega og F. de Filippis)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1)

Principalt — og idet det første og/eller det andet appelanbringende tages til følge — ophæves den appellerede kendelse, og det fastslås, at den appellerende sammenslutning er gyldigt repræsenteret af de befuldmægtigede advokater i sagen for Retten, og følgelig hjemvises sagen til Retten, således at denne kan træffe afgørelse om sagens realitet.

2)

Subsidiært — og idet det tredje appelanbringende tages til følge — ophæves kendelsen, og det fastslås, at sammenslutningen Ughi e Nunziante — Studio Legale har ret til at fortsætte sagen med en advokat, der ikke er medlem af den appellerende faglige sammenslutning, og følgelig hjemvises sagen til Retten, således at denne kan træffe afgørelse om sagens realitet.

3)	EUIPO tilpligtes at betale alle de omkostninger og udgifter, der er afholdt i forbindelse med denne sag.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 119 og 126 i Rettens procesreglement

Retten tilsidesatte begrundelsespligten, idet den indledningsvis henviste til Domstolens praksis vedrørende »retten til at repræsentere sig selv« for dernæst uden videre at undersøge et — helt andet — emne vedrørende advokatens uafhængighed.

Retten fremkom ikke med argumenter for at begrunde, at kravet om advokatens uafhængighed finder anvendelse i det tilfælde, hvor appellanten er et advokatkontor, der er stiftet som en sammenslutning, eller for at begrunde sin egen holdning, hvorefter den blotte omstændighed, at de advokater, der har anlagt søgsmålet, er medlemmer af den pågældende sammenslutning, kan udelukke deres uafhængighed.

Andet anbringende om tilsidesættelse og/eller fejlagtig anvendelse af artikel 51 i Rettens procesreglement og af artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol

Appellanten har indleveret al den dokumentation, der er påkrævet i henhold til artikel 51, stk. 2, i Rettens procesreglement, og fuldt ud påvist, at de pågældende advokater har ret til at give møde for en domstol i Italien, og der er derfor ikke som anført sket en tilsidesættelse af statuttens artikel 19, stk. 4.

Hvad angår den hævdede tilsidesættelse af statuttens artikel 19, stk. 3, har fortolkningen af kravet om advokatens uafhængighed været genstand for flere nyere afgørelser fra Domstolen, som der ses bort fra i den appellerede kendelse. I det foreliggende tilfælde er der intet, der viser, at partnerne i advokatfirmaet ikke skulle være i stand til at udøve deres erhverv bedst muligt og i klientens interesse.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 47 og 52 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i givet fald af artikel 51, stk. 4, samt artikel 55, stk. 1, i Rettens procesreglement

Retten begrænsede sig til — efter at have behandlet spørgsmålet om den hævdede manglende uafhængighed — at konstatere, at der i Rettens procesreglement ikke er fastsat nogen udtrykkelig mulighed for berigtigelse af en sådan fejl, og den fastslog følgelig automatisk, at sagen skulle afvises.

Retten undlod at tage hensyn til, at dette krav om uafhængighed er blevet udviklet i retspraksis; muligheden for berigtigelse er ikke fastsat udtrykkeligt af den simple grund, at det angivelige krav ikke fremgår udtrykkeligt af nogen bestemmelse. Rettens formalistiske fortolkning har medført en alvorlig og uoprettelig tilsidesættelse af appellantens rettigheder og af chartrets artikel 47 og 52.

Bevilling af appel

Ved kendelse af 8. maj 2023 har Domstolen (afdelingen for bevilling af appel) besluttet, at appellen admitteres delvist. Svarskriftet skal omhandle det andet og det tredje appelanbringende.

Appel iværksat den 17. januar 2023 af Arne-Patrik Heinze til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Afdeling) den 9. november 2022 i sag T-610/21, L’Oréal mod EUIPO — Heinze (K K WATER)

(Sag C-15/23 P)

(2023/C 223/13)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Arne-Patrik Heinze (ved Rechtsanwalt N. Dauskardt)

De andre parter i appelsagen: L’Oréal og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) har ved kendelse af 11. maj 2023 besluttet, at appellen ikke admitteres, og at Arne-Patrik Heinze bærer sine egne omkostninger.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (Østrig) den 27. februar 2023 — XXXX

(Sag C-116/23, Sozialministeriumservice)

(2023/C 223/14)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: XXXX

Sagsøgt myndighed: Sozialministeriumservice

Præjudicielle spørgsmål

1.	Udgør plejeorlovsydelse (»Pflegekarenzgeld«) en ydelse ved sygdom som omhandlet i artikel 3 i forordning (EF) nr. 883/2004 (1) eller eventuelt en anden af de ydelser, der er opført i artikel 3 i forordning (EF) nr. 883/2004?

2.	Såfremt der er tale om en ydelse ved sygdom, udgør plejeorlovsydelse da en kontantydelse som omhandlet i artikel 21 i forordning (EF) nr. 883/2004?

3.	Udgør plejeorlovsydelse en ydelse til den person, som udfører plejen, eller til den plejekrævende person?

4.

Er faktiske omstændigheder, hvor en ansøger om plejeorlovsydelse, som er italiensk statsborger, har haft fast bopæl i forbundslandet Oberösterreich i Østrig siden den 28. juni 2013, har arbejdet fast for den samme arbejdsgiver i det samme forbundsland i Østrig siden den 1. juli 2013 — således at der ikke foreligger nogen tegn på, at ansøgeren har status af grænsearbejder — og indgår aftale med arbejdsgiveren om plejeorlov med henblik på at pleje sin far, som er italiensk statsborger og har fast bopæl i Italien (Sassuolo), i den for sagen relevante periode fra den 1. maj 2022 til den 13. juni 2022, og ansøger den sagsøgte myndighed om plejeorlovsydelse, dermed omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 883/2004?

5.

Er artikel 7 i forordning (EF) nr. 883/2004 eller forbuddet mod forskelsbehandling i forskellige EU-retlige udformninger (f.eks. artikel 18 TEUF, artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 og lignende) til hinder for en national bestemmelse, som gør betalingen af plejeorlovsydelsen afhængig af, at den plejekrævende person modtager østrigsk plejeydelse på niveau 3 eller højere?

6.

Er det EU-retlige effektivitetsprincip eller det EU-retlige forbud mod forskelsbehandling i forskellige EU-retlige udformninger (f.eks. artikel 18 TEUF, artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 og lignende) i en situation som den i hovedsagen omhandlede til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse eller en fast national retspraksis, som ikke indrømmer en skønsmargen til at omfortolke en »ansøgning om plejeorlovsydelse« til en »ansøgning om familiehospiceorlov«, idet det står fast, at der er blevet anvendt en formular vedrørende »ansøgning om plejeorlovsydelse« og netop ikke vedrørende »ansøgning om familiehospiceorlov«, og også står fast, at der er indgået en aftale med arbejdsgiveren, som anvender udtrykket »pleje af nære pårørende« i stedet for »ledsagelse af døende« — selv om de tilgrundliggende faktiske omstændigheder som følge af den plejekrævende fars død, som indtraf i mellemtiden, principielt også ville have opfyldt betingelserne for plejeorlovsydelse i henhold til reglerne om familiehospiceorlov, hvis blot der var indgået en anden aftale med arbejdsgiveren og indgivet en anden ansøgning til myndigheden?

7.

Er artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 eller en anden EU-retlig bestemmelse (f.eks. artikel 7 i chartret om grundlæggende rettigheder) til hinder for en national bestemmelse (§ 21c, stk. 1, i BPGG), som gør betalingen af plejeorlovsydelse afhængig af, at den plejekrævende person modtager østrigsk plejeydelse på niveau 3 eller højere, mens en anden national bestemmelse (BPGG’s § 21c, stk. 3), når den anvendes på de samme faktiske omstændigheder, netop ikke gør ydelsen afhængig af en tilsvarende betingelse?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166 af 30.4.2004, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 15. marts 2023 — Sony Computer Entertainment Europe Ltd mod Datel Design and Development Ltd, Datel Direct Ltd og JS

(Sag C-159/23, Sony Computer Entertainment Europe)

(2023/C 223/15)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger og revisionsappellant: Sony Computer Entertainment Europe Ltd

Sagsøgte og revisionsindstævnte: Datel Design and Development Ltd, Datel Direct Ltd og JS

Præjudicielle spørgsmål

1.

Foretages der et indgreb i et edb-programs beskyttede område i henhold til artikel 1, stk. 1-3, i direktiv 2009/24/EF (1), såfremt et edb-programs objekt- eller kildekode eller reproduktion heraf ikke ændres, men et andet program, som kører samtidig med det beskyttede edb-program, ændrer indholdet af variabler, som det beskyttede edb-program har lagret i arbejdshukommelsen og anvender under kørslen af programmet?

2.

Foreligger der en omformet gengivelse i henhold til art. 4, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/24/EF, såfremt et edb-programs objekt- eller kildekode eller reproduktion heraf ikke ændres, men et andet program, som kører samtidig med det beskyttede edb-program, ændrer indholdet af variabler, som det beskyttede edb-program har lagret i arbejdshukommelsen og anvender under kørslen af programmet?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/24/EF af 23.4.2009 om retlig beskyttelse af edb-programmer (kodificeret udgave) (EUT 2009, L 111, s. 16).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Mercantil no 1 de Palma de Mallorca (Spanien) den 20. marts 2023 — Eventmedia Soluciones SL mod Air Europa Líneas Aéreas SAU

(Sag C-173/23, Eventmedia Soluciones)

(2023/C 223/16)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Mercantil no 1 de Palma de Mallorca

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Eventmedia Soluciones SL

Sagsøgt: Air Europa Líneas Aéreas SAU

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at den nationale ret, som skal træffe afgørelse i et søgsmål om erstatning for skader, som skyldes forsinket transport af bagage i henhold til Montreal-konventionens artikel 19, ex officio skal prøve den eventuelt urimelige karakter af et vilkår i transportkontrakten, som ikke tillader passageren at overdrage sine rettigheder, når søgsmålet anlægges af den erhvervende virksomhed, som til forskel fra passageren ikke er en forbruger eller bruger?

2)

Såfremt retten ex officio skal foretage denne prøvelse, kan opfyldelsen af forpligtelsen til at informere forbrugeren og konstatere, om denne påberåber sig den urimelige karakter af vilkåret eller accepterer dette, da udelades henset til forbrugerens endelige overdragelse af sin fordring i strid med det eventuelt urimelige vilkår, som ikke tillader overdragelse af fordringen?

---

(1)  EFT 1993, L 95, s. 29.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 21. marts 2023 — HJ, IK og LM mod Twenty First Capital SAS

(Sag C-174/23, Twenty First Capital)

(2023/C 223/17)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Appellanter i kassationssagen: HJ, IK og LM

Indstævnt i kassationssagen: Twenty First Capital SAS

Præjudicielle spørgsmål

1)

a) Skal artikel 13 og artikel 61, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (1) fortolkes således, at FAIF’er, der driver virksomhed i henhold til direktivet inden den 22. juli 2013, skal opfylde forpligtelserne vedrørende aflønningspolitikker og -praksis: i) ved udløbet af fristen for gennemførelse af direktivet, ii) datoen for ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret, iii) fra udløbet af den periode på et år, der udløber den 21. juli 2014, som er fastsat i artikel 61, stk. 1, eller iv) fra datoen for godkendelse som FAIF i henhold til dette? b) Afhænger besvarelsen af dette spørgsmål af, om den aflønning, som FAIF’en har udbetalt til en ansat eller en ledende medarbejder, blev aftalt før eller efter: i) udløbet af direktivets gennemførelsesperiode; ii) datoen for ikrafttrædelsen af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret; iii) udløbet af den frist, den 21. juli 2014, der er fastsat i artikel 61, stk. 1, i direktiv; iv) på den dato, hvor FAIF’en opnår sin tilladelse?

2)

Såfremt det følger af besvarelsen af det første spørgsmål, at FAIF’en efter gennemførelsen af direktivet i national ret i en vis periode kun er forpligtet til at bestræbe sig på at overholde den nationale lovgivning, der følger af dette direktiv, opfylder FAIF’en da denne forpligtelse, hvis den i denne periode ansætter en ansat eller udnævner en direktør på lønvilkår, der ikke er i overensstemmelse med kravene i den nationale bestemmelse, der gennemfører direktivets artikel 13?

---

(1)  EUT 2011, L 174, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla Warszawy — Śródmieścia w Warszawie (Polen) den 22. marts 2023 — Credit Agricole Bank Polska SA mod AB

(Sag C-183/23)

(2023/C 223/18)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy dla Warszawy — Śródmieścia w Warszawie

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Credit Agricole Bank Polska SA

Sagsøgt: AB

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (1) af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) fortolkes således, at bestemmelserne i den nævnte forordning finder anvendelse på en afgørelse om værneting i en sag mod en forbruger in absentia, som ikke er statsborger i nogen medlemsstat, og som for det første har haft sin seneste kendte bopæl i en medlemsstat, dog uden at der for det andet er pålidelige beviser for at antage, at han ikke længere har bopæl på den pågældende medlemsstats område, mens der ikke er nogen pålidelige oplysninger til støtte for konklusionen om, at han har forladt EU’s område og er vendt tilbage til det land, hvori han er statsborger?

2.

Skal artikel 26, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fortolkes således, at fremmøde af en fraværskurator, der er beskikket i overensstemmelse med national ret for at repræsentere en forbruger in absentia, erstatter forbrugerens fremmøde, hvilket vil føre til anerkendelse af, at en domstol i en medlemsstat har kompetence på trods af, at der ikke er pålidelige oplysninger, der gør det muligt at antage, at forbrugeren ikke længere har bopæl på den pågældende medlemsstats område?

---

(1)  EUT 2012, L 351, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal du travail francophone de Bruxelles (Belgien) den 27. marts 2023 — GI mod Partena Assurances Sociales pour Travailleurs Indépendants ASBL

(Sag C-195/23, Partena)

(2023/C 223/19)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal du travail francophone de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: GI

Sagsøgt: Partena Assurances Sociales pour Travailleurs Indépendants ASBL

Præjudicielt spørgsmål

Er protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, navnlig artikel 14 heri, princippet om, at kun én social sikringsordning finder anvendelse på arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der er erhvervsaktive eller pensionerede, og princippet om loyalt samarbejde som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union til hinder for, at en medlemsstat fastsætter en forpligtelse for en tjenestemand, der ud over tjenesten ved en EU-institution med denne institutions tilladelse udøver bibeskæftigelse som underviser, til at være omfattet af en national social sikringsordning og kræver, at den pågældende betaler socialsikringsbidrag, når denne tjenestemand allerede i henhold til vedtægten er omfattet af den fælles sociale sikringsordning for Den Europæiske Unions institutioner?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad (Bulgarien) den 28. marts 2023 — Agentsia po vpisvaniyata mod OL

(Sag C-200/23, Agentsia po vpisvaniyata)

(2023/C 223/20)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Varhoven administrativen sad

Parter i hovedsagen

Kassationsappellant: Agentsia po vpisvaniyata

Indstævnt i kassationssagen: OL

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan artikel 4, stk. 2, i direktiv 2009/101/EF (1) fortolkes således, at den forpligter medlemsstaten til at tillade offentliggørelse af en selskabsaftale, som i henhold til artikel 119 i Targovski zakon (handelsloven) er underlagt et krav om registrering, når denne foruden selskabsdeltagernes navne, som i henhold til artikel 2, stk. 2, i Zakon za targovskia register i registara na yuridicheskite litsa s nestopanska tsel (lov om handelsregisteret og registreret over ikke-erhvervsmæssige juridiske personer) er underlagt obligatorisk offentliggørelse, også indeholder yderligere personoplysninger? Ved besvarelsen af dette spørgsmål skal det bemærkes, at agenturet for registreringer er en institution i den offentlige sektor, over for hvilken direktivets bestemmelser, som har direkte virkning, ifølge Domstolens faste praksis kan påberåbes (dom af 7.9.2006, Vassallo, С-180/04, ECLI:EU:C:2006:518, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

2)

Kan det — såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende — lægges til grund, at agenturets behandling af personoplysninger under de omstændigheder, som udløste tvisten i hovedsagen, er nødvendig for registreringer som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra e), i forordning 2016/679 (2) af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt?

3)

Kan — såfremt de to første spørgsmål besvares bekræftende — en national bestemmelse som artikel 13, stk. 9, i lov om handelsregisteret og registreret over ikke-erhvervsmæssige juridiske personer anses for lovlig, idet det heri bestemmes, at det i tilfælde af, at en ansøgning eller bilagene til denne ansøgning indeholder personoplysninger, som ikke er påkrævet ved loven, lægges til grund, at de personer, der har stillet oplysningerne til rådighed, har givet samtykke til agenturets behandling af disse oplysninger og til, at der gives offentlig adgang til dem, uanset 32., 40. 42., 43. og 50. betragtning til forordning 2016/679 som præcisering med hensyn til muligheden for en »frivillig offentliggørelse« også af personoplysninger som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2009/101/EF?

4)

Er det med henblik på at gennemføre forpligtelsen i henhold til artikel 3, stk. 7, i direktiv 2009/101/EF, hvorefter medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger for at hindre uoverensstemmelse mellem indholdet af bekendtgørelsen i henhold til stk. 5 og indholdet af registeret eller aktmappen og for at tage hensyn til tredjemands interesse i at gøre sig bekendt med de væsentlige dokumenter vedrørende selskabet samt at få visse oplysninger om dette, som nævnes i tredje betragtning til dette direktiv, lovligt at indføre nationale bestemmelser, som fastsætter en procedure (ansøgningsformularer, indgivelse af kopier af dokumenter, hvori personoplysninger er skjult) for udøvelsen af en fysisk persons ret i henhold til artikel 17 i forordning 2016/679 til at få personoplysninger om sig selv slettet af den dataansvarlige uden unødig forsinkelse, hvis de personoplysninger, som forlanges slettet, er en del af offentliggjorte (bekendtgjorte) dokumenter, som er blevet stillet til rådighed for den dataansvarlige i henhold til en lignende procedure af en anden person, som med denne handling også fastlagde formålet med den af denne person foranledigede behandling?

5)

Handler agenturet for registreringer i den situation, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, kun som dataansvarlig med hensyn til personoplysningerne, eller er den pågældende også modtager af disse, hvis formålene med behandlingen af oplysningerne som en del af de dokumenter, der blev forelagt til bekendtgørelse, blev fastlagt af en anden dataansvarlig?

6)	Udgør en fysisk persons egenhændige underskrift en information om en identificeret fysisk person, henholdsvis er den omfattet af begrebet »personoplysninger« som defineret i artikel 4, nr. 1), i forordning 2016/679?

7)

Skal begrebet »immateriel skade« som omhandlet i artikel 82, stk. 1, i forordning 2016/679 fortolkes således, at der skal foreligge en mærkbar ulempe og en objektivt konstaterbar påvirkning af personlige interesser, for at det kan lægges til grund, at der er tale om en immateriel skade, eller er det tilstrækkeligt, at den registrerede blot har været udsat for et kortvarigt tab af kontrollen over sine oplysninger som følge af offentliggørelsen af personoplysninger i handelsregisteret, idet dette ikke har haft nogen mærkbare eller skadelige konsekvenser for den registrerede?

8)

Kan udtalelsen i henhold til artikel 58, stk. 3, litra b), i forordning 2016/679 fra den nationale tilsynsmyndighed, Komisia za zashtita na lichnite danni (kommissionen for beskyttelse af personoplysninger), nr. 01-116(20)/01.02.2021, hvorefter agenturet for registreringer ikke har nogen retlige muligheder for eller beføjelser til af egen drift eller efter anmodning fra den registrerede at begrænse behandlingen af allerede offentliggjorte oplysninger, lovligt anses for bevis som omhandlet i artikel 82, stk. 3, i forordning 2016/679 for, at agenturet for registreringer ikke er skyld i den begivenhed, der medførte skaden for den fysiske person?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/101/EF af 16.9.2009 om samordning af de garantier, som kræves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 48, stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde (Kodificeret udgave) (EUT 2009, L 258, s. 11).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski rayonen sad (Bulgarien) den 7. april 2023 — »Toplofikatsia Sofia« EAD

(Sag C-222/23, Toplofikatsia Sofia)

(2023/C 223/21)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski rayonen sad

Part i hovedsagen

Sagsøger i inkassosagen:»Toplofikatsia Sofia« EAD

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 62, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1215/2012 (1) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, sammenholdt med artikel 18, stk. 1, og artikel 21 TEUF, fortolkes således, at den er til hinder for, at begrebet »bopæl« for en fysisk person udledes af nationale bestemmelser, som fastsætter, at den faste adresse for statsborgere i den stat, hvor sagen verserer, altid er i denne stat og ikke kan flyttes til et andet sted i Den Europæiske Union?

2.

Skal artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 sammenholdt med artikel 18, stk. 1, og artikel 21 TEUF fortolkes således, at den tillader nationale bestemmelser og national retspraksis, hvorefter en national domstol ikke må nægte at udstede et betalingspåkrav mod en skyldner, som er statsborger i denne stat, og om hvem der er begrundet formodning om, at retten savner international kompetence, da skyldneren sandsynligvis har sin bopæl i en anden EU-stat, hvilket fremgår af skyldnerens erklæringer til den kompetente myndighed om, at han ikke har en registreret adresse i denne stat? Er det i et sådant tilfælde relevant, hvornår denne erklæring blev afgivet?

3.

Skal artikel 18, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i tilfælde af, at den internationale kompetence for den domstol, ved hvilken sagen er anlagt, følger af en anden bestemmelse end artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for nationale bestemmelser og national retspraksis, hvorefter udstedelse af et betalingspåkrav ganske vist kun er tilladt mod en fysisk person, som har sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor sagen verserer, men det ikke kan konstateres, at skyldneren, hvis han er statsborger i denne stat, har taget ophold i en anden stat, alene på det grundlag, at han over for den førstnævnte stat har oplyst en registreret adresse (»aktuel« adresse), som er beliggende i en anden EU-stat, hvis skyldneren ikke har mulighed for at godtgøre, at han er flyttet fuldstændigt til den sidstnævnte stat og ikke har en adresse i den stat, hvor sagen verserer? Er det i dette tilfælde relevant, hvornår erklæringen om den aktuelle adresse blev afgivet?

4.

Såfremt det tredje spørgsmåls første delspørgsmål besvares med, at det er tilladt at udstede et betalingspåkrav, er det da i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1215/2012, sammenholdt med fortolkningen af artikel 22, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1784 (2) af 25. november 2020 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civil- og handelsretlige sager, således som den er foretaget i dommen i sag C-325/11, Alder (3), og sammenholdt med princippet om effektiv anvendelse af EU-retten ved udøvelsen af den nationale procesautonomi tilladt, at en national ret i en stat, hvor statsborgere ikke kan opgive deres registrerede adresse på denne stats område og ikke kan flytte den til en anden stat, når den behandler en anmodning om udstedelse af et betalingspåkrav i en sag uden skyldnerens deltagelse i henhold til artikel 7 i forordning (EU) 2020/1784 fra myndighederne i den stat, hvor skyldneren har en registreret adresse, indhenter oplysninger om denne adresse og datoen for registreringen i den pågældende stat for at finde frem til skyldnerens faktiske sædvanlige opholdssted forud for vedtagelsen af den endelige afgørelse i sagen?

---

(1)  EUT 2012, L 351, s. 1.

(2)  EUT 2020, L 405, s. 40.

(3)  ECLI:EU:C:2012:824.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 24. februar 2023 — CK mod Familienkasse Bayern Nord (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sozialgericht Nürnberg — Tyskland)

(Sag C-284/22 (1), Familienkasse Bayern Nord)

(2023/C 223/22)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 276 af 18.7.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27. februar 2023 — AB mod Disziplinarrat der Österreichischen Apothekerkammer, procesdeltager: Bundesminister für Soziales, Gesundheit, Pflege und Konsumentenschutz (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgerichtshof — Østrig)

(Sag C-417/22 (1), Disziplinarrat der Österreichischen Apothekerkammer)

(2023/C 223/23)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 326 af 29.8.2022.

Rettens dom af 10. maj 2023 — Ryanair og Condor Flugdienst mod Kommissionen (Lufthansa, covid-19)

(Forenede sager T-34/21 og T-87/21) (1)

(Statsstøtte - det tyske lufttransportmarked - støtte ydet af Tyskland til fordel for et luftfartsselskab i forbindelse med covid-19-pandemien - rekapitalisering af Deutsche Lufthansa - afgørelse om ikke at gøre indsigelse - midlertidige rammebestemmelser for statslige støtteforanstaltninger - annullationssøgsmål - søgsmålskompetence - væsentlig påvirkning af den konkurrencemæssige stilling - formaliteten - stærk markedsposition - yderligere foranstaltninger til sikring af en effektiv konkurrence på markedet - begrundelsespligt)

(2023/C 223/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger i sag T-34/21: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne E. Vahida, F.-C. Laprévote, S. Rating, I.-G. Metaxas-Maranghidis og V. Blanc)

Sagsøger i sag T-87/21: Condor Flugdienst GmbH (Neu-Isenburg, Tyskland) (ved advokaterne A. Israel, J. Lang og E. Wright

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, S. Noë og F. Tomat, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgt i sag T-34/21: Forbundsrepublikken Tyskland (ved J. Möller og P.-L. Krüger, som befuldmægtigede) og Den Franske Republik (ved T. Stéhelin, J.-L. Carré og P. Dodeller, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgt i sagerne T-34/21 og T-87/21: Deutsche Lufthansa AG (Køln, Tyskland) (ved advokaterne H.-J. Niemeyer og J. Burger)

Sagens genstand

Sagsøgerne har med deres søgsmål, der er støttet på artikel 263 TEUF, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 4372 final af 25. juni 2020 om statsstøtte SA.57153 (2020/N) — Tyskland — COVID-19 — Støtte til Lufthansa.

Konklusion

1)	Kommissionens afgørelse C(2020) 4372 final af 25. juni 2020 om statsstøtte SA.57153 (2020/N) — Tyskland — COVID-19 — Støtte til Lufthansa, som berigtiget ved Kommissionens afgørelse C(2021) 9606 final af 14. december 2021, annulleres.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Ryanair DAC’s omkostninger i sag T-34/21 og Condor Flugdienst GmbH’s omkostninger i sag T-87/21.

3)	Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik og Deutsche Lufthansa AG bærer deres egne omkostninger i sag T-34/21.

4)	Forbundsrepublikken Tyskland og Deutsche Lufthansa AG bærer deres egne omkostninger i sag T-87/21.

---

(1)  EUT C 79 af 8.3.2021.

Rettens dom af 10. maj 2023 — Bastion Holding m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-102/21) (1)

(Statsstøtte - støtte til små og mellemstore virksomheder som led i covid-19-pandemien i Nederlandene - afgørelse om ikke at gøre indsigelse - midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger - begrundelsespligt)

(2023/C 223/25)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Bastion Holding BV (Amsterdam, Nederlandene) og de 35 andre sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget til dommen (ved advokaterne B. Braeken, X.Y.G. Versteeg, L. Elzas og T. Hieselaar)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved V. Bottka og M. Farley, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Kongeriget Nederlandene (ved M. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgerne har med deres søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 8286 final af 20. november 2020 om statsstøtte SA.59535 (2020/N) — Nederlandene — ændring af støtteordningen SA.57712 — covid-19: ordning om direkte støtte til faste omkostninger for små og mellemstore virksomheder, der er berørt af covid-19-udbruddet.

Konklusion

1)	Kommissionen frifindes.

2)	Bastion Holding BV og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, bærer deres egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

3)	Kongeriget Nederlandene betaler sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 182 af 10.5.2021.

Rettens dom af 10. maj 2023 — Ryanair mod Kommissionen (SAS II; COVID-19)

(Sag T-238/21) (1)

(Statsstøtte - det danske og svenske marked for lufttransport - støtte, som Danmark og Sverige har indrømmet et luftfartsselskab i forbindelse med covid-19-pandemien - rekapitalisering af SAS - afgørelse om ikke at gøre indsigelser - annullationssøgsmål - individuelt berørt - væsentlig påvirkning af den konkurrencemæssige stilling - formaliteten - midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte - foranstaltning, der skal afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi - overholdelse af kravene i de midlertidige rammebestemmelser)

(2023/C 223/26)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne E. Vahida, F.-C. Laprévote, V. Blanc, S. Rating og I.-G. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, J. Carpi Badía og A. Bouchagiar, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Kongeriget Danmark (ved M. Søndahl Wolff, C. Maertens og C. Grønbech Jensen, som befuldmægtigede, bistået af advokat R. Holdgaard), Kongeriget Sverige (ved C. Meyer-Seitz, H. Shev, A. Runeskjöld, M. Salborn Hodgson, R. Shahsavan Eriksson, H. Eklinder og O. Simonsson, som befuldmægtigede) og SAS AB (Stockholm, Sverige) (ved advokaterne F. Sjövall og A. Lundmark)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 5750 final af 17. august 2020 om statsstøtte SA.57543 (2020/N) — Danmark og SA.58342 (2020/N) — Sverige vedrørende rekapitalisering af SAS AB i forbindelse med covid-19-pandemien.

Konklusion

1)	Kommissionens afgørelse C(2020) 5750 final af 17. august 2020 om statsstøtte SA.57543 (2020/N) — Danmark og SA.58342 (2020/N) — Sverige vedrørende rekapitalisering af SAS AB i forbindelse med covid-19-pandemien annulleres.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Ryanair DAC afholdte omkostninger, med undtagelse af omkostningerne forbundet med interventionerne.

3)	Kongeriget Danmark, Kongeriget Sverige og SAS bærer deres egne omkostninger og betaler de af Ryanair afholdte omkostninger som følge af deres respektive interventioner.

---

(1)  EUT C 242 af 21.6.2021.

Rettens dom af 3. maj 2023 — SN mod Parlamentet

(Sag T-249/21) (1)

(Regler for institutionerne - regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Parlamentets medlemmer - assistentgodtgørelse - inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb - begrundelsespligt - parlamentsmedlemmernes uafhængighed - urigtigt skøn)

(2023/C 223/27)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: SN (ved barrister P. Eleftheriadis)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved N. Görlitz, T. Lazian og M. Ecker, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet af Europa-Parlamentets generalsekretær den 21. december 2020 vedrørende inddrivelsen af et beløb på 196 199,84 EUR, der er blevet uretmæssigt udbetalt som assistentgodtgørelse, og af den dertil hørende debetnota af 15. januar 2021.

Konklusion

1)

Afgørelsen, der blev truffet af Europa-Parlamentets generalsekretær den 21. december 2020 vedrørende inddrivelse af et beløb på 196 199,84 EUR, der er blevet uretmæssigt udbetalt som assistentgodtgørelse, hos SN, og den dertil hørende debetnota af 15. januar 2021 annulleres, for så vidt som de vedrører beløbene udbetalt for maj, juli og november 2016, for juni 2017 samt for marts, april og november 2018.

2)	I øvrigt frifindes Parlamentet.

3)	SN og Parlamentet bærer hver deres egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

---

(1)  EUT C 278 af 12.7.2021.

Rettens dom af 10. maj 2023 — Bastion Holding m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-289/21) (1)

(Statsstøtte - støtteforanstaltninger for virksomheder i forbindelse med covid-19-pandemien i Nederlandene - afgørelse om ikke at gøre indsigelser - midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte - begrundelsespligt)

(2023/C 223/28)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Bastion Holding BV (Amsterdam, Nederlandene), og de andre 35 sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget til dommen (ved advokaterne B. Braeken, X.Y.G. Versteeg, T. Hieselaar og L. Elzas)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved V. Bottka og M. Farley, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Kongeriget Nederlandene (ved J. Langer og M. Bulterman, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgerne har med deres søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2021) 1872 final af 15. marts 2021 — Statsstøtte SA.62241 (2021/N) — Nederlandene — Den tredje ændring af den direkte tilskudsordning for støtte til faste omkostninger for virksomheder påvirket af covid-19-pandemien.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Bastion Holding BV og de 35 øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)	Kongeriget Nederlandene bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 278 af 12.7.2021.

Rettens dom af 10. maj 2023 — Bastion Holding m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-513/21) (1)

(Statsstøtte - støtteforanstaltninger for virksomheder i forbindelse med covid-19-pandemien i Nederlandene - afgørelse om ikke at gøre indsigelser - midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte - begrundelsespligt)

(2023/C 223/29)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Bastion Holding BV (Amsterdam, Nederlandene), og de andre 35 sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget til dommen (ved advokaterne B. Braeken, T. Hieselaar og L. Elzas)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved V. Bottka og M. Farley, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgerne har med deres søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2021) 4735 final af 22. juni 2021 — Statsstøtte SA.63257 (2021/N) — Nederlandene — Den fjerde ændring af den direkte tilskudsordning for støtte til faste omkostninger for virksomheder påvirket af covid-19-pandemien.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Bastion Holding BV og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 462 af 15.11.2021.

Rettens dom af 3. maj 2023 — FFI Female Financial Invest mod EUIPO — MLP Finanzberatung (Financery)

(Sag T-7/22) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket Financery - det ældre EU-ordmærke financify - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2023/C 223/30)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: FFI Female Financial Invest GmbH (Düsseldorf, Tyskland) (ved advokat M. Gramsch)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved T. Klee og E. Nicolás Gómez, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: MLP Finanzberatung SE (Wiesloch, Tyskland) (ved advokat G. Hodapp)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 21. oktober 2021 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1820/2020-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	FFI Female Financial Invest GmbH betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 84 af 21.2.2022.

Rettens dom af 3. maj 2023 — Chambre de commerce et d’industrie territoriale de la Marne en Champagne mod EUIPO — Ambrosetti Group (TEHA)

(Sag T-52/22) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket TEHA - det ældre nationale figurmærke tema - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - manglende reel brug af varemærket - artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 47, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001) - brug i en form, der afviger ved enkeltheder, som forandrer mærkets særpræg - artikel 15, stk. 1, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 18, stk. 1, andet afsnit, litra a), i forordning 2017/1001])

(2023/C 223/31)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Chambre de commerce et d’industrie territoriale de la Marne en Champagne (Châlons en Champagne, Frankrig) (ved advokat T. de Haan)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved T. Frydendahl, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Ambrosetti Group Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokat G. Guglielmetti)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 23. november 2021 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 837/2021-4).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	La chambre de commerce et d’industrie territoriale de la Marne en Champagne betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 128 af 21.3.2022.

Rettens dom af 3. maj 2023 — Chambre de commerce et d’industrie territoriale de la Marne en Champagne mod EUIPO — Ambrosetti Group (TEHA)

(Sag T-60/22) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - ordmærket TEHA - det ældre nationale figurmærke tema - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordningen (EU) 2017/1001] - manglende reel brug af varemærket - artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 47, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001) - brug i en form, der afviger ved enkeltheder, som forandrer mærkets særpræg - artikel 15, stk. 1, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 18, stk. 1, andet afsnit, litra a), i forordning 2017/1001])

(2023/C 223/32)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Chambre de commerce et d’industrie territoriale de la Marne en Champagne (Châlons-en-Champagne, Frankrig) (ved advokat T. de Haan)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved T. Frydendahl, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Ambrosetti Group Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokat G. Guglielmetti)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 23. november 2021 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 839/2021-4)

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Chambre de commerce et d’industrie territoriale de la Marne en Champagne betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 128 af 21.3.2022.

Rettens dom af 3. maj 2023 — Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi mod EUIPO — M.J. Dairies (BBQLOUMI)

(Sag T-106/22) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-ordmærket BBQLOUMI - det ældre EU-kollektivordmærke HALLOUMI - relative ugyldighedsgrunde - risiko for forveksling - skade på renomméet - artikel 8, stk. 1, litra b), artikel 8, stk. 5, og artikel 53, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), artikel 8, stk. 5, og artikel 60, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/1001])

(2023/C 223/33)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi (Nicosia, Cypern) (ved advokaterne S. Malynicz og C. Milbradt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Gája og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: M.J. Dairies EOOD (Sofia, Bulgarien) (ved advokaterne I. Pakidanska og D. Dimitrova)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 14. december 2021 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 656/2021-4).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 165 af 19.4.2022.

Rettens dom af 3. maj 2023 — Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi mod EUIPO — Fontana Food (GRILLOUMI)

(Sag T-168/22) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket GRILLOUMI - det ældre EU-kollektivordmærke HALLOUMI - relative registreringshindringer - risiko for forveksling - skade på renomméet - artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i forordning (EU) 2017/1001])

(2023/C 223/34)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi (Nicosia, Cypern) (ved advokaterne S. Malynicz og C. Milbradt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Gája og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Fontana Food AB (Tyresö, Sverige)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 3. januar 2022 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1612/2021-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 207 af 23.5.2022.

Rettens dom af 3. maj 2023 — Dicofarm mod EUIPO — Marco Viti Farmaceutici (Vitis pharma Dicofarm group)

(Sag T-303/22) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-figurmærket Vitis pharma Dicofarm group - det ældre nationale figurmærke viti DREN - relativ ugyldighedsgrund - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - varernes og tjenesteydelsernes svage lighed - ingen risiko for forveksling)

(2023/C 223/35)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Dicofarm SpA (Rom, Italien) (ved advokaterne F. Ferrari, L. Goglia og G. Rapaccini)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Capostagno og R. Raponi, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Marco Viti Farmaceutici SpA (Vicenza, Italien) (ved advokaterne F. Celluprica, F. Fischetti og F. De Bono)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 16. marts 2022 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1050/2021-2).

Konklusion

1)

Afgørelsen truffet den 16. marts 2022 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1050/2021-2) annulleres, for så vidt som den vedrører: — klasse 3: »pomader, cremer, salver, lotioner, geleer og andre kosmetiske præparater; rensemidler til personlig brug; deodoranter til kropspleje; ikke-medicinske kosmetiske præparater, undtagen mundskyllevæsker; toiletartikler; parfumerivarer, æteriske olier« — klasse 29: »pollen tilberedt som næringsmiddel« — klasse 30: »honning; propolis; bivoks (propolis) som næringsmiddel til mennesker; gelé royal; ikke-medicinske urteteer; urtete, ikke til medicinske formål; udtræk [urtetheer], ikke medicinske; te; honning« — klasse 40: »specialfremstilling af farmaceutiske præparater; specialfremstilling af biofarmaceutiske produkter; behandling af biofarmaceutiske materialer; alle førnævnte tjenesteydelser med undtagelse af mund- og tandplejeydelser« — klasse 42: »videnskabelig forskningsvirksomhed; rådgivning inden for videnskabelig forskning; tilvejebringelse af videnskabelig information; biologisk forskning; kemiske undersøgelser og analyser; genetisk forskning og testning; kosmetisk forskning; forskning inden for levnedsmidler; forskning i forbindelse med næringsmidler; farmaceutisk forskning, med undtagelse af forskning i mund- og tandpleje; tjenester vedrørende forskning og udvikling inden for bioteknologi; produktundersøgelser og -udvikling undtagen forskning og udvikling inden for mund- og tandpleje; videnskabelige og teknologiske tjenesteydelser samt forskning og design i forbindelse dermed; industriel analyse og forskning; design og udvikling af computer hardware og computer software«.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	Dicofarm SpA, EUIPO og Marco Viti Farmaceutici SpA bærer hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 276 af 18.7.2022.

Rettens dom af 10. maj 2023 — Vanhove mod EUIPO — Aldi Einkauf (bistro Régent)

(Sag T-437/22) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket bistro Régent - det ældre nationale ordmærke REGENT - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - reel brug af det ældre varemærke - artikel 18, stk. 1, andet afsnit, litra a), og artikel 47, stk. 2, i forordning 2017/1001 - form, der afviger ved elementer, der ikke forandrer særpræget)

(2023/C 223/36)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Vanhove (Bordeaux, Frankrig) (ved advokat N. Castagnon)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Eberl og T. Klee, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Aldi Einkauf SE & Co. OHG (Essen, Tyskland) (ved advokaterne N. Lützenrath, C. Fürsen, M. Minkner og A. Starcke)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 18. maj 2022 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1113/2021-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Vanhove bærer sine egne omkostninger og betaler de af Aldi Einkauf SE & Co. OHG afholdte omkostninger.

3)	EUIPO bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 326 af 29.8.2022.

Rettens dom af 3. maj 2023 — Laboratorios Ern mod EUIPO — Biolark (BIOLARK)

(Sag T-459/22) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - figurmærket BIOLARK - det ældre nationale ordmærke BIOPLAK - ingen risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2023/C 223/37)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Laboratorios Ern, SA (Barcelona, Spanien) (ved advokat S. Correa Rodríguez)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved T. Klee og A. Ringelhann, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Biolark, Inc. (San Diego, Californien, De Forenede Stater)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 22. april 2022 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1234/2021-5).

Konklusion

1.	Den af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) nedlagte påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, forkastes.

2.	EUIPO frifindes.

3.	Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 340 af 5.9.2022.

Rettens kendelse af 25. april 2023 — Klein mod Kommissionen

(Sag T-562/19 RENV) (1)

(Passivitetssøgsmål - medicinsk udstyr - artikel 8, stk. 1 og 2, i direktiv 93/42/EØF - beskyttelsesklausulprocedure - en medlemsstats underretning om en afgørelse om forbud mod markedsføring af et medicinsk udstyr - Kommissionens manglende afgørelse - ophævelse af direktiv 93/42 - artikel 94-97 i forordning(EU) 2017/745 - markedsovervågningsforanstaltninger - åbenbart, at sagen skal tages til følge)

(2023/C 223/38)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Christoph Klein (Großgmain, Østrig) (ved advokat H.-J. Ahlt)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved C. Hermes, E. Sanfrutos Cano og F. Thiran, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Med sit søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 265 TEUF, har sagsøgeren nedlagt påstand at Retten fastslår, at Europa-Kommissionen retsstridigt har undladt at handle i forbindelse med den beskyttelsesklausulprocedure, som Forbundsrepublikken Tyskland havde indledt den 7. januar 1998, og at træffe en afgørelse i henhold til Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinsk udstyr (EFT 1993, L 169, s. 1, berigtiget i EFT 1997, L 323, s. 39) med hensyn til Inhaler-udstyret »Broncho Air®«.

Konklusion

1)

Europa-Kommissionen har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinsk udstyr, idet den har undladt at handle i forbindelse med den beskyttelsesklausulprocedure, som Forbundsrepublikken Tyskland havde indledt den 7. januar 1998, og at træffe en afgørelse i henhold til direktiv 93/42, erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/745 af 5. april 2017 om medicinsk udstyr, om ændring af direktiv 2001/83/EF, forordning (EF) nr. 178/2002 og forordning (EF) nr. 1223/2009 og om ophævelse af Rådets direktiv 90/385/EØF og 93/42/EØF, med hensyn til Inhaler-udstyret Broncho Air®.

2)	Kommissionen betaler sagsomkostningerne i forbindelse med appellen til Domstolen i sag C-430/20 P samt i forbindelse med den oprindelige procedure i sag T-562/19 og hjemvisningen til Retten i sag T-562/19 RENV.

---

(1)  EUT C 337 af 7.10.2019.

Rettens kendelse af 4. maj 2023 — Amazonen-Werke H. Dreyer mod EUIPO (Kombination af farverne grøn og orange)

(Sag T-618/22) (1)

(EU-varemærker - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - varemærke bestående af en kombination af farverne grøn og orange - absolut registreringshindring - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - åbenbart, at sagen er retligt ugrundet)

(2023/C 223/39)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Amazonen Werke H. Dreyer SE & Co. KG (Hasbergen-Gaste, Tyskland) (ved advokat C. Neuhierl)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved T. Frydendahl, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 22. juli 2022 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 2006/2021-5).

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Hver part bærer sine egne sagsomkostninger.

---

(1)  EUT C 441 af 21.11.2022.

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 19. april 2023 — UC mod Rådet

(Sag T-6/23 R)

(Særlige rettergangsformer - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - anmodning om udsættelse af gennemførelse - ingen uopsættelighed)

(2023/C 223/40)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: UC (ved advokaterne P. Bekaert og S. Bekaert)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved B. Driessen og M.-C. Cadilhac, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Med sit søgsmål, der er støttet på artikel 278 TEUF og 279 TEUF, har sagsøgeren nedlagt påstand om udsættelse af gennemførelsen af Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/2398 af 8. december 2022 om gennemførelse af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2022, L 316 I, s. 7) samt af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/2397 af 8. december 2022 om gennemførelse af forordning (EF) nr. 1183/2005 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2022, L 316 I, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører ham.

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Sag anlagt den 24. april 2023 — XH mod Kommissionen

(Sag T-11/23)

(2023/C 223/41)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: XH (ved advokat K. Górny)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse nr. R/404/22, hvorved meddelelsen af 31. maj 2022 om gennemførelse af dommen i sag T-511/18 (1) vedrørende det forhold, at sagsøgerens navn ikke blev opført på listen over forfremmede tjenestemænd i 2017 som defineret i meddelelsen af 13. november 2017 (IA nr. 25-2017) blev opretholdt, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for de skader, som sagsøgeren har lidt (25 000 EUR for økonomisk skade og 50 000 EUR for ikke-økonomisk skade).

—	Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger i henhold til artikel 268 TEUF.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.

Første anbringende om en retlig fejl og om, at den anfægtede forfremmelsesprocedure 2021 var ulovlig: tilsidesættelse af afgørelse C(2013) 8968 om almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45; tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, stk. 1, i lyset af artikel 7, 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og manglende faktisk sammenligning af fortjenesterne.

2.	Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af de forfremmelseskriterier, der er fastsat i vedtægtens artikel 45, i lyset af artikel 7, 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.

Tredje anbringende om, at sagsøgeren derfor har nedlagt påstand om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som denne gør gældende at have lidt som følge af/som resultat af de ovennævnte afgørelser, der resulterede i, at der blev foretaget en forsinket berigtigelse af sagsøgerens personlige aktmappe, som blev taget i betragtning under forfremmelsesproceduren; ulovlige oplysninger i sagsøgerens forfremmelsesakter og åbenbart urigtige skøn under forfremmelsesproceduren førte til det resultat, at der ikke blev foretaget en afvejning af ansøgerens fortjenester, og at Rettens dom blev ikke gennemført, idet forfremmelsesproceduren 2017 ikke blev gentaget i sin helhed under en regulær procedure, hvilket fik en negativ indvirkning på forfremmelsesproceduren 2021.

---

(1)  Dom af 25.6.2020, XH mod Europa-Kommissionen (sag T-511/18, EU:T:2020:291).

Sag anlagt den 1. maj 2023 — IB mod EUIPO

(Sag T-38/23)

(2023/C 223/42)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: IB (ved advokat N. de Montigny)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Sagsøgerens påstande

Annullation af

—	den afgørelse, som direktøren for afdelingen for menneskelige ressourcer ved EUIPO traf den 11. april 2022 med henblik på i henhold til artikel 266 TEUF at opfylde dommen i sag T-22/20 af 13. oktober 2021 og om afslag på genoptagelse af den med hensyn til sagsøgeren indledte invaliditetsprocedure

—

den afgørelse, som blev truffet den 2. november 2022, og hvorved der blev givet afslag på den klage, der i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, var indgivet den 8. juli 2022, for så vidt som dette anses for nødvendigt, og for så vidt som afgørelsen anses for at indeholde yderligere oplysninger.

—	Ex officio udpegelse af en tredje læge.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes sagsøgte at: — genoptage invaliditetsproceduren i fasen for udpegningen af invaliditetsudvalget — foreløbigt, og indtil der træffes endelig afgørelse om sagsøgerens invaliditet, at udbetale det minimumsbeløb til sagsøgeren, der er sikret i henhold til artikel 9, stk. 4, i bilag IX til vedtægten med tillæg af familietillæg og renter, beregnet på grundlag af den af ECB fastsatte rentesats, forhøjet med 2 procentpoint — med tilbagevirkende kraft at tilslutte sagsøgeren den fælles sygeforsikringsordning.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.	Første anbringende om, at administrationen i strid med artikel 266 TEUF og forbuddet mod dobbeltstraf i bilag IX til vedtægten har foretaget en fejlagtig opfyldelse af dommen af 13. oktober 2021 og begået en retlig fejl.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten, tilsidesættelse af retten til menneskelig værdighed, manglende begrundelse, der gør det muligt at forstå tjenestens prioriterede interesse, og tilsidesættelse af administrationens pligt til at tage hensyn til dens nuværende og tidligere tjenestemænds velfærd.

3.

Tredje anbringende om, at der er anlagt åbenbart urigtige skøn i forbindelse med såvel undersøgelsen af proceduren som undersøgelsen af, hvilken rolle ansættelsesmyndigheden og invaliditetsudvalget har, samt kompetencefordelingen mellem disse, om, at begrundelsen er behæftet med modsigelser, og om tilsidesættelse af pligten til god forvaltning.

Sag anlagt den 7. april 2023 — Ballmann mod Databeskyttelsesrådet

(Sag T-183/23)

(2023/C 223/43)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Lisa Ballmann (Innsbruck, Østrig) (ved advokat F. Mikolasch)

Sagsøgt: Det Europæiske Databeskyttelsesråd (Databeskyttelsesrådet)

Sagsøgerens påstande

—

Databeskyttelsesrådets afgørelse af 7. februar 2023 om afslag på sagsøgerens anmodning om aktindsigt i henhold til artikel 41, stk. 2, litra b), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i akterne vedrørende Databeskyttelsesrådets bindende afgørelse nr. 3/2022 om den tvist, der er forelagt af den irske tilsynsmyndighed vedrørende Meta Platforms Ireland Limited og denne virksomheds Facebooktjeneste (jf. artikel 65 i den generelle forordning om databeskyttelse, herefter »Databeskyttelsesforordningen« (1)), annulleres.

—	Databeskyttelsesrådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et enkelt anbringende om, at Databeskyttelsesrådet har tilsidesat artikel 41, stk. 2, litra b), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

—

Databeskyttelsesrådet har tilsidesat chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), ved at meddele afslag på sagsøgerens anmodning om aktindsigt i akterne vedrørende Databeskyttelsesrådets bindende afgørelse nr. 3/2022 med den begrundelse, at klagerne (sagsøgeren og hendes repræsentant i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 80, stk. 1, NOYB-European Center for Digital Rights, der arbejder uden gevinst for øje) ikke har ret til aktindsigt, fordi bindende afgørelse nr. 3/2022 næppe vil berøre dem negativt.

—	I modsætning til, hvad der angår chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), er »negativ berøring« ikke et element, der indgår i chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), og det skal derfor ikke nødvendigvis foreligge.

—

Sagsøgeren har ønsket aktindsigt i »de akter, der vedrører […] hende«, i henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, litra b). Sagen vedrører direkte sagsøgerens egen klage over Meta i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 77 vedrørende hendes personoplysninger. Bindende afgørelse nr. 3/2022 henviser til »klagen« og »klageren« mere end 160 gange. Databeskyttelsesrådet har i bindende afgørelse nr. 3/2022 selv fundet, at det pågældende udkast til afgørelse vedrører en »klagebaseret undersøgelse«, da klagen blev indgivet af sagsøgeren. Bindende afgørelse nr. 3/2022 henviser til både sagsøgeren og NOYB — European Center for Digital Rights, der arbejder uden gevinst for øje, og som i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 80, stk. 1, har repræsenteret sagsøgeren, som »klageren«.

—

Retten til aktindsigt i henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), er en selvstændig rettighed. Chartrets artikel 41 sondrer tydeligt mellem retten til aktindsigt og retten til at blive hørt. Anvendelsesområdet og formålet med disse rettigheder er forskellige. Sidstnævnte er primært en ret til forsvar. Retten til aktindsigt udgør på den anden side også et aspekt af den processuelle ligestilling og af adgangen til effektive retsmidler. Domstolen behandler selv de to rettigheder hver for sig og betinger ikke retten til aktindsigt af retten til at blive hørt.

—

Selv hvis »negativ berøring« måtte indgå som et element i chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), (hvilket det ikke gør) ville denne betingelse være opfyldt, eftersom: — der alene blev truffet en delafgørelse om ét af ni af klagerens krav af 9. september 2019 (kravet var begrænset fra enhver form for »reklame« til alene »adfærdsbaseret reklame«) ved Databeskyttelsesrådets bindende afgørelse nr. 3/2022, og klagens resterende krav ikke er blevet behandlet af Databeskyttelsesrådet — der mellem den østrigske og den irske tilsynsmyndighed nu foreligger en tvist om, hvorvidt sagen fortsat verserer hos dem eller hos Databeskyttelsesrådet, eller om de pågældende krav på et givet trin i sagen er blevet afvist, og der verserer retssager mellem klageren og tilsynsmyndighederne om dette spørgsmål ved irske og østrigske retter — klageren endvidere ikke uden at få aktindsigt kan forstå den proces, der førte til, at Databeskyttelsesrådet alene traf en delafgørelse om ét krav, mens de østrigske og de irske tilsynsmyndigheder henholder sig til Databeskyttelsesrådets afgørelse.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (EUT 2016, L 119, s. 1).

Sag anlagt den 14. april 2023 — Hansol Paper mod Kommissionen

(Sag T-199/23)

(2023/C 223/44)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Hansol Paper Co. Ltd (Seoul, Sydkorea) (ved advokaterne J.-F. Bellis og B. Servais)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Antidumpingtolden indført ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/593 af 16. marts 2023 om genindførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer letvægtstermopapir med oprindelse i Republikken Korea for så vidt angår Hansol-gruppen og om ændring af resttolden (EUT 2023, L 79, s. 54) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 11, og artikel 9, stk. 4, andet afsnit. — Ifølge sagsøgeren afhjælper Kommissionens beregning i den anfægtede forordning af den reviderede antidumpingtold på 103,16 EUR pr. ton ikke den vægtningsfejl, som Retten fastslog i præmis 85 og 86 i sin dom i sag T-383/17, og som blev stadfæstet af Domstolen i præmis 62-64 i dens dom i sag C-260/20 P, og er følgelig i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 11, og artikel 9, stk. 4, andet afsnit.

2.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 1, andet afsnit. — Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den metode, der blev anvendt til at beregne Artones normalværdi for en bestemt type af den pågældende vare, er i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 1, andet afsnit, for så vidt som Kommissionen beregnede Artones normalværdi for denne type vare i stedet for at basere normalværdien på sagsøgerens salgspris på hjemmemarkedet i normal handel for denne type af den pågældende vare som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 1, andet afsnit.

Sag anlagt den 23. april 2023 — VT mod Kommissionen

(Sag T-216/23)

(2023/C 223/45)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: VT (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—	Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—	Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 10. februar 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 10. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne. Gennemførelsen af den skriftlige og den mundtlige prøve på et andet sprog (engelsk og fransk) end sagsøgerens modersmål forhindrede en korrekt bedømmelse af vedkommendes kompetencer, eftersom resultatet af prøverne også afhang af sprogkundskaber. Herved blev også vedtægtens artikel 27 tilsidesat.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne, manglende objektiv vurdering af ansøgerne (retspraksis i henhold til Glantenay-dommen) og tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1 og 3, i bilag III til vedtægten. Nogle af ansøgerne aflagde faktisk de skriftlige prøver igen, og ved denne lejlighed var de af en betydeligt lavere sværhedsgrad. Sammenligningen af ansøgerne under gennemførelsen af prøverne i assessmentcentret blev fordrejet, fordi udvælgelseskomitéen ikke forudgående havde kontrolleret rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt i Talent Screener.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det hermed forbundne princip om parternes ligestilling i sagen (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), idet sagsøgeren ikke fik kendskab til den fulde begrundelse for, at vedkommende blev udelukket fra udvælgelsesprøven, før sagsanlægget. Dette har desuden medført en tilsidesættelse af princippet om ligestilling af parterne.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5 og 6, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke opførte et antal ansøgere på reservelisten svarende til mindst det dobbelte af antallet af stillinger, der var omfattet af udvælgelsesprøven.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten og som følge heraf anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, idet ansøgernes lederegenskaber også blev bedømt i udvælgelsesprøve AD7, selv om dette kriterium kun skulle anvendes på ansøgere til udvælgelsesprøve AD9.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i retspraksis i henhold til dommen i sagen Di Prospero mod Kommissionen, og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og lighedsprincippet, idet meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke tillod deltagelse i både udvælgelsesprøve AD7 og AD9, selv om nogle ansøgere, der havde ansøgt om deltagelse i udvælgelsesprøve AD9, ex officio blev overført til reservelisten efter udvælgelsesprøve AD7.

7.	Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektiv bedømmelse af ansøgerne på grund af manglende stabilitet i udvælgelseskomitéen som følge af hyppige ændringer i dens sammensætning og manglende »shadowing« (observation) fra formandens side.

Sag anlagt den 25. april 2023 — VU mod Kommissionen

(Sag T-217/23)

(2023/C 223/46)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: VU (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—	Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—	Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 10. februar 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 10. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.

—

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne. Gennemførelsen af den skriftlige og den mundtlige prøve på et andet sprog (engelsk og fransk) end sagsøgerens modersmål forhindrede en korrekt bedømmelse af vedkommendes kompetencer, eftersom resultatet af prøverne også afhang af sprogkundskaber. Herved blev også vedtægtens artikel 27 tilsidesat.

—

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne, manglende objektiv vurdering af ansøgerne (retspraksis i henhold til Glantenay-dommen) og tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1 og 3, i bilag III til vedtægten. Nogle af ansøgerne aflagde faktisk de skriftlige prøver igen, og ved denne lejlighed var de af en betydeligt lavere sværhedsgrad. Sammenligningen af ansøgerne under gennemførelsen af prøverne i assessmentcentret blev fordrejet, fordi udvælgelseskomitéen ikke forudgående havde kontrolleret rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt i Talent Screener.

—

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det hermed forbundne princip om parternes ligestilling i sagen (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), idet sagsøgeren ikke fik kendskab til den fulde begrundelse for, at vedkommende blev udelukket fra udvælgelsesprøven, før sagsanlægget. Dette har desuden medført en tilsidesættelse af princippet om ligestilling af parterne.

—	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5 og 6, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke opførte et antal ansøgere på reservelisten svarende til mindst det dobbelte af antallet af stillinger, der var omfattet af udvælgelsesprøven.

—

Femte anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten og som følge heraf anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, idet ansøgernes lederegenskaber også blev bedømt i udvælgelsesprøve AD7, selv om dette kriterium kun skulle anvendes på ansøgere til udvælgelsesprøve AD9.

—

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i retspraksis i henhold til dommen i sagen Di Prospero mod Kommissionen, og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og lighedsprincippet, idet meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke tillod deltagelse i både udvælgelsesprøve AD7 og AD9, selv om nogle ansøgere, der havde ansøgt om deltagelse i udvælgelsesprøve AD9, ex officio blev overført til reservelisten efter udvælgelsesprøve AD7.

—	Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektiv bedømmelse af ansøgerne på grund af manglende stabilitet i udvælgelseskomitéen som følge af hyppige ændringer i dens sammensætning og manglende »shadowing« (observation) fra formandens side.

Sag anlagt den 26. april 2023 — Casal sport mod EUIPO — Tennis d’Aquitaine (CITY STADE)

(Sag T-220/23)

(2023/C 223/47)

Stævningen er affattet på fransk

Parter

Sagsøger: Sports et loisirs (Casal sport) (Altorf, Frankrig) (ved advokat C. Pecnard)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Tennis d’Aquitaine SAS (Ambares, Frankrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Tennis d’Aquitaine SAS

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket CITY STADE i røde og hvide farver — EU-varemærke nr. 11 945 581

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 3. februar 2023 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 179/2022-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, og EU-varemærket CITY STADE nr. 11 945 581 erklæres fortabt for samtlige varer.

—	Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, og sagen hjemvises til Andet Appelkammer ved EUIPO.

—	Indehaveren tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der er forbundet med sagerne for EUIPO.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 21. april 2023 — VZ mod Parlamentet

(Sag T-223/23)

(2023/C 223/48)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: VZ (ved advokat J.-M. Benítez de Lugo Guillen)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—

Europa-Parlamentets formands afgørelse af 16. januar 2023 og Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 13. februar 2023, hvorved sagsøgerens adfærd over for tre af sine parlamentariske assistenter blev kvalificeret som psykisk chikane, og hvorved sagsøgeren som sanktion for sin adfærd a) blev frataget retten til dagpenge i 5 dage og midlertidigt blev udelukket fra deltagelse i Parlamentets aktiviteter i 5 dage i forbindelse med den psykiske chikane af parlamentarisk assistent A, b) blev frataget retten til dagpenge i 15 dage og midlertidigt blev udelukket fra deltagelse i Parlamentets aktiviteter i 15 dage i forbindelse med den psykiske chikane af parlamentarisk assistent B og c) blev frataget retten til dagpenge i 10 dage og midlertidigt blev udelukket fra deltagelse i Parlamentets aktiviteter i 10 dage i forbindelse med den psykiske chikane af parlamentarisk assistent C, annulleres.

—	Enhver anden retsakt truffet forud for, i forbindelse med eller efter de sanktioner, som sagsøgeren er blevet pålagt, annulleres.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende om overskridelse af de proceduremæssige frister som følge af tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, og artikel 11, stk. 1, i Præsidiets afgørelse af 2. juli 2018 om, hvordan det rådgivende udvalg for behandling af klager over chikane vedrørende medlemmer af Europa-Parlamentet og dets procedurer for behandling af klager skal fungere.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, adgangen til effektive retsmidler, ligestilling af parterne og aktindsigt i henhold til artikel 41, 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til uskyldsformodning i henhold til artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Sag anlagt den 2. maj 2023 — Mylan Ireland mod Kommissionen

(Sag T-227/23)

(2023/C 223/49)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Mylan Ireland Ltd (Dublin, Irland) (ved advokaterne K. Roox, T. De Meese, J. Stuyck og M. Van Nieuwenborgh)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens annullationssøgsmål antages til realitetsbehandling og tages til følge.

—

Europa-Kommissionens afgørelse i skrivelse af 17. marts 2023 [ref. SANTE.DDG1.B.5/AL/mmc (2023) 2914698], samt eventuelle senere afgørelser i det omfang de viderefører og/eller erstatter denne afgørelse, herunder eventuelle opfølgende reguleringshandlinger, i det omfang de vedrører sagsøgeren, annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.	Første anbringende om manglende kompetence og magtfordrejning ved ovennævnte afgørelse fra Kommissionen af 17. marts 2023 (»den anfægtede afgørelse«) om at ændre og/eller tilbagekalde den til sagsøgeren udstedte markedsføringstilladelse.

2.	Andet anbringende om væsentlige formmangler, idet den anfægtede afgørelse savner retsgrundlag og krænker sagsøgerens ret til at blive hørt i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.

Tredje anbringende om en angivelig tilsidesættelse af traktaten eller enhver retsregel, der er vedtaget til gennemførelse heraf: — Den anfægtede afgørelse er udtryk for en fejlagtig retsanvendelse idet Kommissionen begik en fejl med hensyn til rækkevidden af Domstolens dom af 16. marts 2023, Kommissionen m.fl. mod Pharmaceutical Works Polpharma (C 438/21 P to C 440/21 P, EU:C:2023:213) vedrørende de samme parter, og afgørelsen tilsidesætter vurderingen anlagt af Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler. — Den anfægtede afgørelse tilsidesætter retten til forsvar og retten til en retfærdig rettergang i medfør af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet sagsøgeren er part i adskillige sager, der verserer for Retten (T 730/20, T 279/22 og T 268/22). — Den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerheden. — Den anfægtede afgørelse er i strid med sagsøgerens berettigede forventninger, herunder de talrige forpligtelser over for offentlige myndigheder, producenter, leverandører, transportvirksomheder og hospitaler vedrørende disses indkøb af generiske dimethylfumaratprodukter samt over for patienter. — Den anfægtede afgørelse krænker ejendomsretten, der er fastsat i artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Sag anlagt den 2. maj 2023 — Hitit Seramik mod Kommissionen

(Sag T-230/23)

(2023/C 223/50)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Hitit Seramik Sanayi ve Ticaret AŞ (Maslak, Tyrkiet) (ved advokaterne A. Willems og B. Natens)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Søgsmålet antages til realitetsbehandling.

—	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/265 af 9. februar 2023 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af keramiske fliser med oprindelse i Indien og Tyrkiet (1) annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at forordning 2023/65 ved at anvende fordrejede produktionsomkostninger ved beregningen af normalværdien for visse varer er i strid med artikel 2, stk. 3, artikel 2, stk. 5, første afsnit, og artikel 2, stk. 10, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1036 (2) og er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

2.	Med det andet anbringende gøres det gældende, at forordning 2023/265 ved ikke at korrigere normalværdien for inflation er i strid med artikel 2, stk. 10, litra k), og artikel 2, stk. 10, første punktum, i forordning 2016/1036, og er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

3.	Med det tredje anbringende gøres det gældende, at forordning 2023/265 ved at beregne en for høj dumpingmargen og ved at indføre en for høj antidumpingtold er i strid med artikel 2, stk. 12, og artikel 9, stk. 4, andet afsnit, i forordning 2016/1036.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at forordning 2023/265 ved at nå frem til konklusioner, der ikke er understøttet af fakta, er i strid med artikel 3, stk. 2, artikel 3, stk. 5, og artikel 3, stk. 6, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, i forordning 2016/1036, og er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

---

(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/265 af 9.2.2023 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af keramiske fliser med oprindelse i Indien og Tyrkiet (EUT 2023 L 41, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016 L 176, s. 21).

Sag anlagt den 3. maj 2023 — Akgün Seramik m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-231/23)

(2023/C 223/51)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Akgün Seramik Sanayi ve Ticaret AŞ (Pazaryeri, Tyrkiet) og 14 andre (ved advokaterne F. Di Gianni, A. Scalini og G. Coppo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/265 af 9. februar 2023 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af keramiske fliser med oprindelse i Indien og Tyrkiet (1) (den omtvistede forordning) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den omtvistede forordning er i strid med artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (2) (grundforordningen), for så vidt som Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at konkludere, at EU-erhvervsgrenen led væsentlig skade.

2.	Med det andet anbringende gøres det gældende at den omtvistede forordning er i strid med grundforordningens artikel 3, stk. 6, for så vidt som Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at konkludere, at import fra de omhandlede lande påførte den dominerende EU-erhvervsgren skade.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning er i strid med grundforordningens artikel 4, stk. 1, for så vidt som Kommissionen gennemførte en skadesanalyse, der ikke var baseret på en betydelig andel af den samlede produktion i Unionen som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 1, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i WTO’s antidumpingaftale.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning er i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 9, og artikel 2, stk. 10, for så vidt som (i) Kommissionen fejlagtigt fratrak salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger og fortjenesten hos Bien & Qua-gruppens forbundne forhandler fra eksportprisen, og subsidiært som (ii) Kommissionen ved ikke at anvende de samme fradrag på normalværdien ikke foretog en rimelig sammenligning.

---

(1)  - Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/265 af 9.2.2023 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af keramiske fliser med oprindelse i Indien og Tyrkiet (EUT 2023 L 41, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016 L 176, s. 21).

Sag anlagt den 4. maj 2023 — Gutseriev mod Rådet

(Sag T-233/23)

(2023/C 223/52)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Mikail Safarbekovich Gutseriev (Moskva, Rusland) (ved barristers B. Kennelly og J. Pobjoy samt advokat D. Anderson)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres (i) Rådets afgørelse (FUSP) 2023/421 af 24. februar 2023 om ændring af Rådets afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine (EUT 2023, L 61, s. 41) og (ii) Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/419 af 24. februar 2023 om gennemførelse af artikel 8a i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine (EUT 2023, L 61, s. 20), for så vidt som de finder anvendelse på sagsøgeren (herefter samlet »de anfægtede retsakter af 2023«).

—

Det fastslås i henhold til artikel 277 TEUF, at artikel 4, stk. 1, Rådets afgørelse 2012/642/FUSP af 15. oktober 2012 (som ændret) og artikel 2, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 765/2006 af 18. maj 2006 (som ændret) er uanvendelige på grund af ulovlighed, for så vidt som de finder anvendelse på sagsøgeren, og følgelig annulleres de anfægtede retsakter af 2023, for så vidt som de finder anvendelse på sagsøgeren.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.	Med det første anbringende gøres det gældende, at Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da det fandt, at kriteriet for at opføre sagsøgeren på listerne i de anfægtede foranstaltninger er opfyldt.

2.	Med det andet anbringende gøres det gældende, at Rådet tilsidesatte sagsøgerens grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatliv, ejendomsretten og friheden til at oprette og drive egen virksomhed.

3.

Med det tredje anbringende gøres det subsidiært gældende, at der foreligger en ulovlighed, såfremt det opførelseskriterium, som er fastsat i artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse 2012/642 og artikel 2, stk. 5, i Rådets forordning 765/2006, skal fortolkes således, at det omfatter enhver form for støtte eller enhver form for fordel.

Sag anlagt den 7. maj 2023 — Comité interprofessionnel du vin de Champagne og INAO mod EUIPO — Nero Hotels (NERO CHAMPAGNE)

(Sag T-239/23)

(2023/C 223/53)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøgere: Comité interprofessionnel du vin de Champagne (Épernay, Frankrig) og Institut national de l’origine et de la qualité (INAO) (Montreuil, Frankrig) (ved advokaterne E. Varese, G. Righini og V. Mazza)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Nero Hotels Srl (Milano, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Nero Hotels Srl

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-varemærke NERO CHAMPAGNE — registreringsansøgning nr. 18 024 731

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 17. februar 2023 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 531/2022-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, undtagen i det omfang ansøgningen om det omhandlede varemærke også blev afslået for tjenesteydelser i klasse 35.

—	Ansøgningen om det omhandlede varemærke afslås for de berørte varer og tjenesteydelser i klasse 33, 35 og 41; subsidiært hjemvises sagen til et andet appelkammer.

—

EUIPO og Nero Hotels Srl — for så vidt som dette selskab ønsker at intervenere i sagen — tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale de omkostninger, som sagsøgerne har afholdt i forbindelse med sagens behandling for indsigelsesafdelingen og for Andet Appelkammer i henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, sammenholdt med artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, sammenholdt med artikel 103, stk. 2, litra a), nr. i), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013

—	Tilsidesættelse af artikel 263 TEUF og 296 TEUF samt artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om god forvaltning.

Sag anlagt den 11. maj 2023 — Quality First mod EUIPO (MORE-BIOTIC)

(Sag T-243/23)

(2023/C 223/54)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Quality First GmbH (Elmshorn, Tyskland) (ved advokaterne J. Schneider og M. Kleinn)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket MORE-BIOTIC — registreringsansøgning nr. 18 634 806

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 23. februar 2023 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1708/2022-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Det omtvistede varemærke indrømmes beskyttelse ved registrering i Den Europæiske Union.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, for så vidt som »MORE-BIOTIC« er vagt og udefineret og derfor har fornødent særpræg

—	»MORE-BIOTIC« er en usædvanlig sammenstilling og har derfor særpræg

—	»MORE-BIOTIC« har ikke et rent salgsfremmende budskab

—	Ikke en umiddelbar beskrivelse af varerne og tjenesteydelserne

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.