Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om socialøkonomiske virksomheder som drivkræfter for integration af migranter

(initiativudtalelse)

(2018/C 283/01)

Ordfører:

Giuseppe GUERINI

Plenarforsamlingens beslutning	21.1.2016
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 29, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	27.4.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.5.2018
Plenarforsamling nr.	535
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	186/1/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Som migrationen har udviklet sig på det seneste, har den sat indrejsesystemet i EU på en prøve og været en reel stresstest for EU's og medlemsstaternes migrationspolitikker, sociale politikker og politikker for offentlig sikkerhed.

1.2.

EØSU mener, at det er helt afgørende, at EU-institutionerne sammen med medlemsstaternes regeringer indfører koordinerede politikker, som skaber klarere, mere permanente og mere effektive regler for, hvordan personer fra tredjelande kan rejse ind i og slå sig ned, arbejde, blive statsborgere og opnå international beskyttelse i Europa. Udvalget opfordrer til, at man især er opmærksom på migranter, der kan være i risiko for social udstødelse, f.eks. fordi de er syge, har psykiske problemer, er handicappede eller ældre.

1.3.

EØSU har noteret sig, hvordan socialøkonomiske virksomheder via de fælles principper for deres virke (1) (inklusivitet, nærhed og beskyttelse af de dårligst stillede personer) har formået at tackle udfordringen med at yde bistand til migranter ved at være proaktive og mobilisere lokalsamfundene og borgerne.

1.4.

Netop fordi socialøkonomiske virksomheder lægger vægt på inklusion, bør de i højere grad anerkendes. EØSU beder derfor Kommissionen om at gøre denne type virksomheder til en prioritet, når EU-politikkerne udformes, og EU-fondene programplanlægges, især i forbindelse med implementeringen af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Dette blev i øvrigt fremhævet både på konferencen om socialøkonomien den 16. november 2017 og på det europæiske topmøde i Göteborg den 17. november 2017.

1.5.

Socialøkonomiske virksomheder skaber arbejdspladser af kvalitet i arbejdskraftintensive sektorer og især i sektorer med mange arbejdstagere fra tredjelande. Det deltagelsesbaserede aspekt af disse socialøkonomiske virksomheder er af betydning for den sikkerhed og beskyttelse, der ydes i forbindelse med deres økonomiske aktiviteter, da det løfter folk ud af den uformelle økonomi og ulovlig beskæftigelse.

1.6.

Socialøkonomiske virksomheder har således en yderst vigtig rolle med aktiviteter inden for fire vigtige aspekter af migranters integration: sundhed og bistand, boliger, uddannelse og undervisning (især ved at lære dem om de rettigheder og pligter, der følger med, når man slår sig ned i EU), arbejde og aktiv integration af migranter i de samfund, der modtager dem.

1.7.

Det er EØSU's opfattelse, at socialøkonomiske virksomheder, fordi de overvejende er aktive inden for pleje, deleøkonomien og den cirkulære økonomi, ikke blot kan skabe nye arbejdspladser, men også fremme og understøtte migranters og flygtninges iværksætteri og adgang til erhvervsaktiviteter. EU bør fortsat fremme socialøkonomiske virksomheder som en af drivkræfterne for vækst og migranters integration på arbejdsmarkedet og i samfundet. EØSU opfordrer derfor EU-institutionerne til at prioritere politikker med fokus på socialøkonomiske virksomheder, sådan som det også fremhævede i sit bidrag til Kommissionens arbejdsprogram for 2018 (2).

1.8.

I lyset af dokumentationen for, at socialøkonomiske virksomheder fremmer migranters integration på arbejdsmarkedet og sociale integration, opfordrer udvalget EU, medlemsstaterne og det internationale samfund til at indføre beskæftigelsesincitamenter for socialøkonomiske virksomheder, der får folk i arbejde.

1.9.

På baggrund af den statusrapport, der blev offentliggjort i november 2017, slår udvalget fast, at der er behov for en tilgang, som er koordineret mellem EU og medlemsstaterne (3). Det er især tydeligt, at så længe der ikke er et velfungerende indrejsesystem for migranter, vil der ikke blive sat en stopper for det misbrug af ansøgninger om international beskyttelse, som vi har set i de senere år. Udvalget understreger på det kraftigste, at tilfældene af misbrug af det internationale beskyttelsessystem ikke berettiger visse medlemsstater til at indskrænke tredjelandsstatsborgeres muligheder for at søge asyl i de pågældende lande.

1.10.

EØSU opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre en bedre koordinering med migranternes hjem- og transitlande for at skabe udsigter til bedre levevilkår især for de mennesker, der migrerer af økonomiske årsager eller på grund af hungersnød eller klimaændringer, og samtidig bør EU føre en skrappere udenrigspolitik over for de lande, hvor krig, diktatur og forfølgelse driver mennesker på flugt.

1.11.

Især tilskynder udvalget EU til at tackle migrationen ved at gribe ind over for de årsager, der tvinger mennesker til at flytte: fattigdom, konflikter, diskrimination, klimaændringer. Dette kræver nødvendigvis, at EU styrker sin diplomatiske indsats og sit engagement i det internationale udviklingssamarbejde bl.a. ved hjælp af en virkelig »ekstraordinær plan for investeringer i udviklingssamarbejde«.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Socialøkonomiske virksomheder er centrale aktører i den europæiske økonomi og det europæiske samfund. De er et udtryk for den store mangfoldighed i EU og bidrager til opfyldelsen af Europa 2020-strategiens mål om et mere intelligent, bæredygtigt og inklusivt Europa (4).

2.2.

Socialøkonomiske virksomheder har bidraget væsentligt til håndteringen af forandringerne i samfundet. De findes i mange samfundssektorer og har stået bag nyskabende initiativer for at tackle det voksende behov for hjælp og pleje til personer, der ikke kan klare sig selv, især ældre og handicappede. I mange tilfælde har det fået flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, dels som direkte beskæftigede i de socialøkonomiske virksomheder, dels ved at skabe nye børnepasningsordninger og familietjenester (5). Samtidig skaber socialøkonomiske virksomheder beskæftigelsesmuligheder for de svagere stillede i samfundet, idet de først og fremmest har fokus på dem, der kan være i stor risiko for social udstødelse, bl.a. handicappede, psykisk syge, alkoholikere og narkomaner. Socialøkonomiske virksomheder har vist, at de spiller en nøglerolle i at fremme den europæiske sociale model (6).

2.3.

En af de største udfordringer, som EU har skullet håndtere i de senere år, har været den tiltagende migrationsstrøm, hvor millioner af mennesker har krydset Europas grænser på flugt fra krig, sult, forfølgelse og svære levevilkår som følge af klimaændringerne. Denne udvikling har sat medlemsstaternes indrejsesystem, migrationspolitikker, sociale politikker og offentlige sikkerhed på prøve. I en vis forstand er EU's migrationspolitikker udsat for en »stresstest«. For at kunne fremme målrettede foranstaltninger og øge EU-politikkernes virkning og effektivitet er det vigtigt, at lejligheden benyttes til omhyggeligt at analysere de reaktioner, som systemet udløser, og de signaler, der bliver udsendt.

2.4.

Integration af nyankomne er en dynamisk proces, som ændrer sig over tid i takt med den økonomiske, sociale og kulturelle situation i det land, hvor migranterne slår sig ned. Denne proces rejser nogle spørgsmål for Den Europæiske Union, medlemsstaterne og det europæiske samfund, først og fremmest om hvordan ikkeeuropæiske borgere kan rejse ind, slå sig ned, bo og arbejde i EU, og hvordan de sikres international beskyttelse.

2.5.

Selv om de nationale rammer for driften af socialøkonomiske virksomheder varierer, har virksomhederne gennem de fælles principper for deres virke (inklusivitet, nærhed og beskyttelse af de dårligst stillede personer) formået på proaktiv vis at tackle udfordringen med at yde bistand til migranter.

2.6.

De foranstaltninger, der iværksættes af socialøkonomiske virksomheder, er bl.a. kendetegnet af, at de evner at mobilisere og inddrage lokalsamfundet ved at trække på netværk og partnerskaber og dermed skabe bedre forbindelser til de centrale og lokale myndigheder med henblik på at tilrettelægge bistand og integrationsforløb, som er lettere at acceptere for den lokale befolkning.

2.7.

Socialøkonomiske virksomheder har således en yderst vigtig rolle med aktiviteter inden for fire vigtige aspekter af migranters integration: sundhed og bistand, boliger, uddannelse og undervisning (især ved at lære dem om de rettigheder og pligter, der følger med, når man slår sig ned i EU), arbejde og aktiv integration af migranter i de samfund, der modtager dem. De socialøkonomiske virksomheder og civilsamfundsorganisationer skaber således steder, hvor EU-borgerne og nyankomne kan mødes, de fremmer dialogen og bidrager dermed til at reducere fordomme og frygt.

3.   Migration i Europa: udviklingen i de seneste år

3.1.

Rubricering af migration er en kompleks øvelse, da det er et fænomen i konstant forandring. Krig, diktatur, klimaændringer, ekstrem fattigdom og nød har skabt grundlaget for den situation, vi står i i dag.

3.2.

Ifølge FN forlod mere end 244 millioner mennesker, eller 3,3 % af verdens befolkning, i 2015 deres land i søgen efter politisk asyl, arbejde eller mere »gæstfri« økonomiske og klimatiske betingelser (7).

3.3.

I de senere år har der været en stigning i antallet af mennesker, der søger til Europa. I absolutte tal viser Eurostats statistikker for 2015, at 2,7 mio. migranter fra tredjelande ankom til EU-28, hvoraf 56 % var mænd og 44 % kvinder.

3.4.

Den usædvanlige tilstrømning skyldes især ustabilitet som følge af krig. Det kan være lande som Syrien med igangværende stridigheder eller lande, hvor stabiliseringsprocessen efter krigen den dag i dag støder på alvorlige vanskeligheder, såsom Irak og Afghanistan. Omkring 54 % af de migranter, der i 2016 søgte tilflugt i EU-landene, kom da netop også fra disse lande (8).

3.5.

Derudover migrerer et stort antal mennesker, fordi de økonomiske eller miljømæssige betingelser i deres hjemland er yderst vanskelige. De kommer ofte fra Afrika, og denne strøm har været en faktor i den stadig større ustabilitet i landene langs Middelhavets sydlige kyst.

3.6.

På den baggrund har EU's regelsæt vist sig at være mangelfuldt og skabt vanskeligheder, idet det er blevet blotlagt, at forvaltningen af EU's ydre grænser ikke har været god nok og reglerne for indrejse utilstrækkelige, og at der er behov for at revidere principperne og de nærmere bestemmelser for medlemsstaternes indsats.

3.7.

Udvalget har ved flere lejligheder beskæftiget sig med migrationspolitikker (9) og bifalder Kommissionens initiativ, der har ført til vedtagelsen af en europæisk dagsorden for migration. Det gælder især rapporten fra 2017, hvori Kommissionen lægger op til, at der skal være en tættere koordinering mellem medlemsstaterne og til en ny tilgang i forholdet til migranternes oprindelses- og transitlande (10). Udvalget ser gerne, at kvoteordningen tages op til genovervejelse i lyset af vanskelighederne med at håndhæve den.

3.8.

Det er derfor vigtigt, at de regler, som giver migranter mulighed for at rejse lovligt ind i EU, revideres på en sådan måde, at asylansøgere beskyttes, og mennesker, der flygter fra vanskelige klimatiske og økonomiske betingelser, får mulighed for at finde et hjem i Europa og bidrage til væksten i EU med garanti for, at deres rettigheder er sikret. En sådan aktion vil være en gennemførelse af FN's henstillinger om, at det er i alles interesse, at migration foregår sikkert og lovligt på reguleret snarere end illegal vis (11).

3.9.

Udvalget tager positivt imod konklusionerne fra det uformelle topmøde for stats- og regeringscheferne i Göteborg den 17. november 2017, der omhandlede opbygningen af et fremtidigt Europa centreret om fair beskæftigelse og vækst. EØSU understreger endvidere vigtigheden af det sideløbende arrangement om, hvilken rolle socialøkonomien skal spille på det fremtidige arbejdsmarked, som indledte arbejdet på mødet i Göteborg, og hvor socialøkonomiens bidrag med hensyn til at understøtte EU's politikker blev fremhævet.

3.10.

Det er også opmuntrende, at Rådet og Europa-Parlamentet er nået til enighed om, at en af prioriteterne på EU-budgettet for 2018 skal være at »sætte skub i den økonomiske vækst og jobskabelse, styrke sikkerheden og imødegå udfordringer i forbindelse med migration« (12).

3.11.

Udvalget opfordrer EU-institutionerne til at få løst de problemer, der helt tydeligt har været med gennemførelsen af Dublinforordningen. Den 16. november 2017 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning med forslag til retningslinjer for revisionen af forordningen, hvori det understreges, at alle medlemsstater skal deltage i den automatiske og permanente fordelingsmekanisme.

4.   Problemer skal gøres til muligheder: socialøkonomiske virksomheder som drivkræfter for bistand og integration

4.1.

En af årsagerne til, at nyankomne ikke kan påbegynde integrationsforløb og dermed bidrage til økonomien og det sociale liv i de lokalsamfund, hvor de slår sig ned, er usikkerheden omkring deres status, og at asylbehandlingen trækker ud.

4.2.

Migranter fastholdes i årevis i en situation, hvor de udelukkende modtager humanitær bistand uden adgang til uddannelse og mulighed for at tjene penge, hvilket hindrer udviklingen af deres menneskelige kapital og begrænser deres evne til at bidrage positivt til økonomien og samfundet i værtslandet (13). Udvalget har for nylig understreget den afgørende rolle, som socialøkonomiske virksomheder i denne sammenhæng spiller i at forebygge radikalisering og fremme fælles værdier, fred og ikkevold (14).

4.3.

Udvalget håber, at debatten også vil omhandle behovet for at kontrollere effektiviteten af de nuværende mekanismer, der giver statsborgere fra tredjelande mulighed for at søge om indrejse i EU med henblik på arbejde.

4.4.

Ligeledes er det helt afgørende, at EU tackler migrationen ved at gribe ind over for de årsager, der tvinger mennesker til at flytte: fattigdom, konflikter, diskrimination, klimaændringer. Dette kræver nødvendigvis, at EU styrker sin diplomatiske indsats og sit engagement i det internationale udviklingssamarbejde.

4.5.

Selv om blå kort-ordningen kun har været benyttet i meget begrænset omfang, kan en revision heraf måske også være en løsning på behovet for nye muligheder for lovlig indrejse i EU. Udvalget har således peget på behovet for en europæisk strategi for at tiltrække arbejdstagere fra lande uden for Europa som garanti for vækst og velstand i EU. I den forbindelse skal der tages højde for konsekvenserne af migrationen i migranternes hjemlande, som skal have støtte til deres fortsatte udvikling og til udviklingen af deres uddannelsessystemer (15). Udvalget foreslår, at det overvejes at udvide den gruppe, der potentielt kan omfattes af blå kort-ordningen. Her tænkes især på dem, der har planer om erhvervsaktiviteter, og på at skabe større fokus på socialt iværksætteri.

4.6.

I mange tilfælde er det civilsamfundet, der har arbejdet for at fremme lovlige og gennemsigtige procedurer i et samarbejde med lokale, nationale og internationale institutioner og sendt nogle opmuntrende signaler. I Italien er projektet »humanitære korridorer«, som er stablet på benene af Sant'Egidio-bevægelsen, sammenslutningen af evangeliske kirker i Italien, Tavola Valdese og Italiens regering, et godt eksempel på en pilotforanstaltning. I kraft af projektet har mere end 1.000 mennesker siden februar 2016 og frem til i dag kunnet søge om international beskyttelse og få hjælp til behandlingen af deres ansøgning, inden de påbegyndte rejsen mod et land i EU (16).

4.7.

Når de fremtidige immigrationspolitikker skal udformes, bør man vende blikket mod disse pilotaktioner. Især bør der være en tættere koordinering mellem de internationale institutioner for dels at sikre, at disse indrejseformer bliver permanente, dels forhindre forskelsbehandling mellem de udvalgte få, der kan benytte sig af de humanitære korridorer med udvidede beskyttelsesforanstaltninger også under den efterfølgende »modtagelsesfase«, og de mange, som er udelukket fra disse procedurer, og også fremover vil være henvist til menneskesmuglere og illegale ruter.

4.8.

Socialøkonomiske virksomheder har afgørende betydning for den sociale integration og integrationen på arbejdsmarkedet, idet de trækker på potentialet hos migranter, som i de fleste tilfælde har besluttet sig for at forlade deres hjemland netop i søgen efter bedre levevilkår og beskæftigelsesmuligheder.

4.9.

Der er en lang række eksempler på, at migranternes vigtige rolle i EU er blevet anerkendt med for eksempel opfordringer til, at deres kreativitet og innovative evner understøttes. Realiseringen af dette mål er med til at skabe arbejdspladser, samtidig med at det øger internationaliseringen af produktionssektorerne og fremmer forbindelserne, herunder de handelsmæssige forbindelser, til migranternes hjemlande (17). En bedre integration af migranter i Europas økonomiske og sociale liv bliver derfor helt afgørende for bl.a. at øge virkningen af EU-politikker for SMV'er og især disse virksomheders muligheder for at klare sig på stadigt mere globaliserede markeder, sådan som EØSU har understreget i sin udtalelse om emnet (18).

4.10.

I mange tilfælde har socialøkonomiske virksomheder spillet en vigtig rolle i at få anerkendt migranternes positive økonomiske og sociale rolle, idet de skaber arbejdspladser af kvalitet både i meget arbejdskraftintensive sektorer og inden for teknologisk innovation og digitalisering. Nogle af de vigtigste aktiviteter er uden tvivl dem, der er blevet iværksat inden for personlig pleje, garanti for adgang til sociale tjenesteydelser, børnepasning og generelt bistand til personer, der ikke kan klare sig selv, og som er i risiko for social udstødelse. Det er ofte i disse sektorer, at der findes flest arbejdstagere fra tredjelande.

4.11.

Imidlertid er der i nogle sektorer som pleje-, landbrugs- og byggesektoren og i restaurationsbranchen stadig mange, der er beskæftiget ulovligt, og netop derfor er det vigtigt at fremme de socialøkonomiske virksomheders rolle, da de har vist, at de kan udfylde en vigtig funktion i forhold til integration og legalisering af arbejdskontrakter ved at styrke migranternes rolle og garantere deres rettigheder i disse sektorer i overensstemmelse med de relevante EU-politikker og i kampen mod misbrug af betegnelsen selvstændig (19).

4.12.

I hjemmeplejesektoren, hvor der er en overvægt af kvinder, som ansættes direkte af familierne, er betingelserne ofte sådan, at de hindrer faglig udvikling. En nylig undersøgelse af determinanterne for migrantkvinders iværksætteri påviste, at manglende anerkendelse af kompetencer er en af de faktorer, der får dem til at blive selvstændige (20). I disse sektorer kan socialøkonomiske virksomheder spille en vigtig rolle med hensyn til at legalisere arbejdet og forøge migranternes muligheder for at udvikle sig, forudsat at der er de rette offentlige politikker til støtte herfor.

4.13.

Mange af de socialøkonomiske virksomheder, der beskæftiger sig med at få dårligt stillede personer i arbejde, virker i sektorer i den såkaldte cirkulære økonomi: indsamling og separat behandling af affald, nyttiggørelse og genanvendelse af materialer, socialt landbrug, vedligeholdelse af offentlige grønne områder. Disse sektorer er vigtige kilder til beskæftigelse, og virksomhedernes tilgang til integration på arbejdsmarkedet synes at virke særligt godt i forhold til at få migranter i arbejde.

4.14.

Når migranter kommer i beskæftigelse bliver det ofte muligt at vende udviklingstendenser mod social udstødelse og kulturel tilbagegang i EU, idet traditionelle erhverv og håndværk genoplives steder, hvor det er svært at få nye generationer til at tage over (21). Det er således ofte migranter, der står bag håndværksvirksomheder og små butikker.

4.15.

Når det gælder programmer for modtagelse af migranter har mange socialøkonomiske organisationer arbejdet for aftaler med centrale institutioner og lokale myndigheder om at løse de problemer, der findes i systemet, og fremme en geografisk fordeling af nyankomne efter et princip om »spredt modtagelse« med det sigte at bane vej for retfærdige mekanismer for lokalsamfundenes ansvarstagning (22).

4.16.

Under disse projekter har man prioriteret at få migranter i gang med integrationsforløb med sprogkurser, kompetencevurdering og erhvervsuddannelseskurser. På den måde er det lykkedes at få etableret mekanismer for anerkendelse af studier og tidligere erhvervserfaring, hvilket er med til at øge de nyankomnes beskæftigelsesmuligheder.

4.17.

Nogle af disse erfaringer med »spredt modtagelse« bidrager til, at der igen flytter folk til udkantsområder, især i bjergområder, hvor migranterne bidrager til opretholdelsen af de økonomiske aktiviteter og tjenesteydelser (begyndende med skolerne), hvilket begrænser risikoen for, at disse områder affolkes. I alle tilfælde afhænger disse foranstaltningers succes af, at de ledsages af beskæftigelses- og boligpolitikker.

4.18.

Socialøkonomiske virksomheder kan her indgå i netværk med traditionelle virksomheder og skabe muligheder for, at migranter kan komme i arbejde via særlige uddannelses- og praktikforløb (23).

4.19.

Der er ingen tvivl om, at det er den model, der er udviklet af kooperativer, der er blevet forsket mest i med grundige undersøgelser af kooperativernes rolle i forhold til migranter. Det deltagelsesbaserede aspekt af disse socialøkonomiske virksomheder er af betydning for den sikkerhed og beskyttelse, der ydes i forbindelse med deres økonomiske aktiviteter, da det løfter folk ud af den uformelle økonomi og ulovlig beskæftigelse.

4.20.

En særlig analyse foretaget af den Internationale Arbejdsorganisation har identificeret de områder, hvor kooperativerne har positiv betydning for integrationen af migranter og flygtninge: integration på arbejdsmarkedet, pleje og bistand, uddannelse, hjælp i hverdagen og til et selvstændigt liv, adgang til markedet, adgang til finansiering, juridisk bistand og rådgivning, hjælp til basale behov (24).

4.21.

I forbindelse med afholdelsen af den første og anden europæiske dag for socialøkonomiske virksomheder i udvalget i henholdsvis 2016 og 2017 viste de udvalgte casestudier, at der er fokus på migranter (25) med præsentation af erhvervsuddannelsesforløb og integration på arbejdsmarkedet af især kvinder.

4.22.

Også Kommissionen har anerkendt de socialøkonomiske virksomheders betydning for at tackle udfordringerne forbundet med migration ved at lade konkurrencen om social innovation i 2016 dreje sig om ideer til modtagelse og integration af flygtninge (26). Udvalget håber, at Kommissionen også fremover vil have fokus på initiativer vedrørende migration, og at det bliver et prioriteret område ved udformningen af EU-politikker.

4.23.

Socialøkonomiske virksomheder spiller ikke blot en vigtig rolle i at få migranter i arbejde og uddannelse og yde dem hjælp, mange af dem er også engageret i projekter for at skaffe mange migranter, især flygtninge og asylansøgere, adgang til boliger. Denne model med boliger forvaltet af socialøkonomiske virksomheder har efterhånden fået stor økonomisk betydning i lande som Italien, hvor der stilles tusindvis af boligenheder til rådighed for integrationsprojekter, hvilket i mange tilfælde også medvirker til skabe nyt liv i marginaliserede kvarterer og områder.

4.24.

Endelig er socialøkonomiske virksomheder og civilsamfundet som helhed meget afgørende for adgangen til bistand og sundhedstjenester, idet de gør det langt mindre vanskeligt at få adgang til pleje. Udvalget beder medlemsstaterne om at garantere, at migranter har fuld adgang til sundhedssystemerne og sociale tjenester uden forskelsbehandling begrundet i deres status.

5.   Yderligere betragtninger fra EØSU's permanente gruppe for virksomheder inden for socialøkonomien

5.1.

Socialøkonomiske virksomheder er især aktive inden for pleje, forvaltning af kulturelle og miljømæssige ressourcer, deleøkonomien og den cirkulære økonomi. Disse virksomheder kan være en god allieret, når det gælder fremme af politikker for grøn omstilling af den europæiske udviklingsmodel, idet de inden for disse aktivitetsområder er i stand til at skabe mange nye beskæftigelsesmuligheder.

5.2.

Socialøkonomiske virksomheder støtter og fremmer folks lyst til at blive iværksættere og åbner deres adgang til økonomiske aktiviteter, uanset om de har de økonomiske midler til den startkapital, der er nødvendig for at etablere en aktivitet. Dette gælder især for kooperativer, og derfor er det særligt vigtigt, at der i programmerne for EU's udviklingssamarbejde i udviklingslande medtages programmer for fremme af socialøkonomiske virksomheder.

5.3.

I lyset af dokumentationen for at socialøkonomiske virksomheder fremmer migranters integration på arbejdsmarkedet og sociale integration, opfordres medlemsstaterne til at indføre beskæftigelsesincitamenter for socialøkonomiske virksomheder, der får folk i arbejde. Disse incitamenter kunne gælde i to år fra anerkendelsen af international beskyttelsesstatus.

5.4.

Man bør også tage højde for, at migrantstrømmen i de kommende år helt sikkert vil tage til som følge af de alvorlige konsekvenser af klimaændringerne, som er årsag til stadig hyppigere ørkendannelse, hungersnød og miljøkatastrofer. Dette vil desuden nødvendiggøre en genovervejelse af den sondring mellem flygtninge, asylansøgere og økonomiske migranter, der er kunstig og diskriminerende, i hvert fald når der er tale om migranter, der flygter fra hungersnød og miljøkatastrofer.

5.5.

Derfor bør tiltag for at fremme bæredygtig udvikling og grøn omstilling fortsættes, idet de også har positiv indvirkning på økonomien ved at udnytte socialøkonomiske virksomheders bidrag til at øge væksten, integrationen og velfærden, sådan som udvalget har understreget i nylige udtalelser (27).

---

(1)  Se mere om de socialøkonomiske virksomheders rolle i EFT C 117 af 26.4.2000, s. 52.

(2)  EØSU's bidrag til Kommissionens arbejdsprogram for 2018, især punkt 2.4.6 og de følgende punkter.

(3)  »Statusrapport om den europæiske dagsorden for migration«.

(4)  EUT C 318 af 23.12.2009, s. 22.

(5)  Mange steder har disse opgaver været varetaget af familien, og næsten udelukkende af de kvindelige familiemedlemmer, hvilket har været en hindring for kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet.

(6)  EUT C 24 af 28.1.2012, s. 1.

(7)  https://documents-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/N17/002/18/PDF/N1700218.pdf?OpenElement.

(8)  Tal fra Eurostat, se også »Asylum and managed migration«, udarbejdet af ANCI, Caritas Italiana, Cittalia, Fondazione Migrantes, Servizio centrale dello SPRAR, i samarbejde med UNHCR: http://ec.europa.eu/eurostat/web/asylum-and-managed-migration/data/main-tables.

(9)  https://www.eesc.europa.eu/en/policies/policy-areas/migration-and-asylum/opinions.

(10)  Se fodnote 2.

(11)  Rapport fra FN-generalsekretærens særlige repræsentant vedrørende migration, 3. februar 2017.

(12)  http://www.consilium.europa.eu/da/press/press-releases/2017/11/18/2018-eu-budget-agreement-reached/.

(13)  UNHCR 2003, Framework for durable solutions for refugees and persons of concern, maj, Geneve.

(14)  EUT C 129 af 11.4.2018, s. 11.

(15)  EUT C 75 af 10.3.2017, s. 75.

(16)  http://www.santegidio.org/pageID/11676/Corridoi-umanitari.html.

(17)  EUT C 351 af 15.11.2012, s. 16.

(18)  EUT C 345 af 13.10.2017, s. 15.

(19)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om en europæisk platform for forbedring af samarbejdet i forbindelse med forebyggelse af og afskrækkelse fra sort arbejde, COM(2014) 221 final, EUT C 161 af 6.6.2013, s. 14; EUT C 125 af 21.4.2017, s. 1.

(20)  M. Corsi, M. De Angelis, D. Frigeri, arbejdspapir The determinants of entrepreneurship for migrants in Italy. Do Italian migrants become entrepreneurs by »opportunity« or through »necessity«? Se også ILO Cooperatives and the world of work n. 2 »Cooperating out of isolation: domestic workers' cooperatives«.

(21)  EUT C 351 af 15.11.2012, s. 16.

(22)  http://www.interno.gov.it/it/notizie/carta-buona-accoglienza-nuovo-modello-integrazione.

(23)  Internt materiale, Consorzio »Veneto Insieme«. For yderligere oplysninger se: http://venetoinsieme.it/.

(24)  Literature review »Cooperatives and Refugees«, ILO 2016 (ikke offentliggjort).

(25)  I 2016 var det især projektet Okus Doma og i 2017 projektet Solidarity Salt (se også https://www.eesc.europa.eu/en/agenda/our-events/events/2nd-european-day-social-economy-enterprises).

(26)  http://ec.europa.eu/growth/content/4-social-innovators-win-%E2%82%AC200000-2016-european-social-innovation-competition-0_en, se også: http://eusic-2016.challenges.org/how-is-europe-supporting-the-integration-of-refugees-and-migrants/.

(27)  Udtalelse om »Fremme af ikkestatslige aktørers klimaforanstaltninger«, EUT C 227 af 28.6.2018, s. 35, og udtalelse om »Nye bæredygtige økonomiske modeller«, EUT C 81 af 2.3.2018, s. 57.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om mod en associeringsaftale mellem EU og Mercosur

(initiativudtalelse)

(2018/C 283/02)

Ordfører:	Josep PUXEU ROCAMORA
Medordfører:	Mário SOARES

Plenarforsamlingens beslutning	15.2.2018
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 29, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget i sektionen	26.4.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen:	23.5.2018
Plenarforsamling nr.	535
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	185/3/7

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU mener, at det vil være særdeles nyttigt for alle parter at få afsluttet forhandlingerne, der allerede har pågået alt for længe, og indgå en god associeringsaftale mellem Mercosur og EU. EU især vil opnå en betydelig gevinst ved at underskrive associeringsaftalen, navnlig på mellemlang og lang sigt, da det vil give adgang til et marked med næsten 300 mio. mennesker. Mercosur-landene vil ligeledes kunne diversificere deres økonomier, øge deres eksportværdi samt få adgang til et marked med 500 mio. mennesker. Associeringsaftalen bør dog først og fremmest være resultatet af en aktiv og gennemsigtig dialog.

1.2.

Den nuværende internationale scene, befolkningens svindende tillid til, at globaliseringen er til alles fordel, den øgede handelsprotektionisme i form af nye toldbarrierer og præferencen for bilaterale forhandlinger fremfor multilaterale bør yderligere anspore til, at der indgås en aftale, sådan som centrale aktører på begge kontinenter efterspørger. Brexit er en relevant omstændighed, som der bør tages højde for i forhandlingerne.

1.3.

EØSU ser med tilfredshed på Europa-Parlamentets beslutning om en ny ramme for EU's forbindelser med Latinamerika såvel som EU-Udenrigstjenestens udformning af en meddelelse, der gennemgår de strategiske forbindelser med Latinamerika som en del af EU's globale strategi for udenrigspolitik. Disse initiativer, der fremhæver EU's strategiske interesse i Latinamerika, og som viser, at forbindelsen mellem de to regioner bør være mere end af blot handelsmæssig karakter, falder sammen med andre initiativer fra civilsamfundet (1), den akademiske verden og tænketanke (2).

1.4.

EØSU mener, at en sådan aftale kun vil være mulig, hvis den er velafbalanceret, tilgodeser begge parter på mellemlang og lang sigt og ikke indgås på bekostning af bestemte sektorer (såsom landbruget eller industrien), regioner eller lande. Associeringsaftalen må under ingen omstændigheder baseres på et dårligt forhandlingsresultat. Under hensyntagen til alle spørgsmål vedrørende samarbejde og politisk dialog (to af de tre hovedelementer i associeringsaftalen), anmoder udvalget forhandlingsparterne om at udvise den nødvendige politiske vilje til endeligt at indgå associeringsaftalen og om at sætte alle kræfter ind på at nå til enighed om de uoverensstemmelser, der på nuværende tidspunkt er på handelsområdet, ved at anerkende de forhold, der er følsomme for visse sektorer omfattet af forhandlingerne, anerkende de forskellige asymmetrier, følge op på de aftalte punkter, træffe ledsagende og kompenserende foranstaltninger, fastsætte undtagelser, udviklingsplaner til støtte for de mest berørte sektorer, fremme investeringer og innovationspolitikker, klausuler om kompensation samt overgangs- og udviklingsklausuler. De ledsagende foranstaltninger bør omfatte samtlige EU's politikområder.

1.5.

EØSU mener, at den gennemgribende digitale udvikling, der foregår på begge sider af Atlanten, kan være med til at puste liv i processen med at få en bedre associeringsaftale mellem EU og Mercosur i hus. Inden for de sektorer, hvor denne udvikling kan have størst positiv effekt, bør man overveje at styrke de globale værdikæder mellem EU og Mercosur, som i øjeblikket er meget svage. Associeringsaftalen vil desuden være relevant for alle områder, der vedrører opbygning af infrastruktur, især når det gælder sammenkobling, udvikling af vedvarende energi samt telekommunikationssektoren for så vidt angår implementeringen af 5G i EU og Latinamerika.

1.6.

Under alle omstændigheder opfordrer EØSU forhandlingsparterne og især EU til at overveje de store politiske og økonomiske omkostninger ved ikke at indgå en aftale eller indgå en aftale, der ikke er ligeværdig for begge parter. Det er klart, at omkostningerne ved ikke at indgå en aftale ikke kun bør beregnes under hensyntagen til Mercosur-landene, men hele Latinamerika, og navnlig landene i Stillehavsalliancen (3), som er blevet et vigtigt europæisk fokuspunkt i den latinamerikanske integrationsproces.

1.7.

Det er afgørende for EØSU, at associeringsaftalen er ambitiøs og omfatter alle aspekter af forbindelserne mellem EU og Mercosur. De frihandelsaftaler, der for nyligt er indgået med Canada og Japan, bør tages i betragtning. I denne forbindelse er det vigtigt at tackle de reelle hindringer, som virksomhederne støder imod, ved at harmonisere lovgivningen og virkningerne af ikkehandelsrelaterede hindringer.

1.8.

Associeringsaftalen bør i sin helhed indeholde en social samt arbejdsmarkeds- og miljømæssig dimension. En sådan dimension skal være garant for, at de økonomiske forbindelser er i overensstemmelse med aftalens sociale og miljømæssige mål og ikke er til skade for reglerne og garantierne for bæredygtig udvikling (4). EØSU insisterer desuden på betydningen af fødevaresikkerhed.

1.9.

EØSU mener, at sundheds- og plantesundhedsbestemmelserne (SPS) skal fremhæves og beskyttes i enhver associeringsaftale for at sikre, at forbrugere og producenter beskyttes, når det gælder fairtrade.

1.10.

EØSU mener, at associeringsaftalen bør fungere som et instrument til aktivt at fremme den sociale dialog og overholdelsen af ILO's grundlæggende konventioner med særlig fokus på værdigt arbejde i henhold til erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen af 1998. Derfor foreslår EØSU, at der tilføjes et mere udspecificeret kapitel om arbejdstagernes rettigheder med henblik på at løse problemerne på arbejdsmarkedet og fremme dialogen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, hvilket kunne fungere som en katalysator for den sociale samhørighed. Et sådant kapitel bør anerkende de arbejdsretlige dokumenter, som begge parter allerede har vedtaget, dvs. EU's Charter om grundlæggende rettigheder og Mercosurs erklæring om arbejdstagernes rettigheder. Associeringsaftalen vil således sikre, at der ikke kan opnås en legitim komparativ fordel i den internationale handel ved at krænke de grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen. Derfor bør de nødvendige mekanismer til at sikre overholdelsen heraf medtages.

1.11.

EØSU anmoder om, at både Mercosurs rådgivende økonomiske og sociale forum (FCES) og EØSU i deres egenskab af civilsamfundets repræsentanter i de to regioner inddrages i forhandlingerne, i konsekvensanalysen af associeringsaftalen og i de forslag, som udspringer heraf (for EØSU er det helt afgørende at lave en forudgående analyse af konsekvenserne af en eventuel associeringsaftale og indføre mekanismer til ex post-kontrol af overholdelsen og udviklingen af aftalen), samt i udarbejdelsen af et specifikt kapitel i aftalen om den sociale samt arbejds- og miljømæssige dimension.

1.12.

EØSU anmoder desuden om, at der nedsættes et fælles overvågningsudvalg for civilsamfundet bestående af repræsentanter for EØSU og FCES. Overvågningsudvalget bør: — have en rådgivende funktion — have en paritetisk og afbalanceret sammensætning af de tre interessegrupper, der er repræsenteret i begge institutioner — kunne udtale sig om alle områder, der er omfattet af associeringsaftalen (herunder således også kapitlet om handel og bæredygtig udvikling) — anerkendes som direkte samtalepartner med aftalens øvrige fællesorganer og — kunne modtage forespørgsler fra disse organer og udtale sig på eget initiativ, udarbejde sin egen forretningsorden samt modtage den behørige finansiering fra de respektive politiske myndigheder til udførelse af sine funktioner.

1.13.

EØSU mener, at det er unødvendigt og ineffektivt, at civilsamfundet repræsenteres to gange — dvs. i associeringsaftalen samlet set og i kapitlet om handel og bæredygtig udvikling. EØSU mener således, at associeringsaftalen bør ses som en helhed, der påvirker landene samlet set — for begge parters vedkommende. EØSU opfordrer indtrængende forhandlingsparterne til at bruge erfaringerne fra andre associeringsaftaler (5), hvor parterne har nedsat nationale rådgivende civilsamfundsgrupper uden mulighed for at indgå i formel dialog inden for rammerne af aftalerne. Denne model har vist sig at have nogle begrænsninger, og det giver derfor ikke mening, at hvert enkelt Mercosur-land har en national rådgivende civilsamfundsgruppe, som indirekte deltager i associeringsaftalen. Dette gælder i endnu højere grad her, hvor begge parter har uafhængige, afbalancerede, repræsentative rådgivende organer, som kan udfylde denne rolle i associeringsaftalen.

2.   Indledning

2.1.

Mercosur dækker et areal på 12 800 000 km2 med 293 mio. indbyggere og en befolkningstæthed på 22,9 indbyggere pr. km2. Mercosur udgør den sjettestørste økonomi i verden med et BNP på 2 bio. USD. Mercosur har desuden to fuldgyldige medlemmer i G-20, nemlig Argentina og Brasilien. Det argentinske formandskab for G-20 i 2018 afspejler således regionens stadig større betydning.

2.2.

EU og Mercosur indledte forhandlingerne om en associeringsaftale efter underskrivelse af en mellemregional rammeaftale i december 1995. Som følge af uoverensstemmelser parterne imellem (meningsforskelle om produktionsmodeller i landbruget og disses indvirkning på markedet, forskelligt syn på protektionisme i industrien og servicesektoren i EU og Mercosur) blev forhandlingerne indstillet i 2004, hovedsageligt på grund af parternes forventninger til Doharunden. På topmødet mellem Latinamerika, Caribien og EU i maj 2010 besluttede man at genoptage forhandlingerne. Der var gode udsigter til, at aftalen kunne underskrives ved årets udgang, men som følge af Mercosur-regeringernes grundlæggende politiske uenighed om den regionale integration og deres forhold til EU, gik forhandlingerne igen i stå. De blev imidlertid genoptaget i 2013, da den brasilianske regering ændrede holdning.

2.3.

I lyset af de forskellige trusler mod repræsentative demokratier og med henblik på at sikre udøvelsen af frihedsrettighederne på begge sider af Atlanten understreger EØSU, at associeringsaftalen mellem EU og Mercosur bør lægge vægt på at fremme nationale og internationale demokratiske værdier, principper og politiske rammer.

2.4.

På baggrund af de mulige konsekvenser af Det Forenede Kongeriges forhandlinger med EU for associeringsaftalen mener EØSU, at disse spørgsmål bør behandles på en dynamisk måde med øje for de mest sandsynlige fremtidige virkninger (6).

3.   EU-Mercosur-associeringsaftalens strategiske aspekter

3.1.

Underskrivelsen af en associeringsaftale med Mercosur bør ses på baggrund af EU's udenrigspolitik for Latinamerika, som bygger på den særlige biregionale forbindelse, der adskiller sig meget fra relationerne til andre regioner i verden. Selv om regionen står over for betydelige vanskeligheder (regionens fragmentering), vil en styrkelse af forbindelserne med Latinamerika gavne EU og omvendt.

3.2.

Den politiske vilje er en afgørende forudsætning for at affatte og fremme en aftale, som ikke blot er en frihandelsaftale, men fremfor alt en strategisk aftale, der gerne skulle medføre langsigtede fordele for alle økonomiske og sociale parter for så vidt angår udvikling, sikkerhed, migration og miljøudfordringer. Det er desuden afgørende at udnytte alle eksisterende mekanismer for at kunne vurdere de eksisterende asymmetrier regionerne imellem, mindske de negative følger af liberaliseringen af handelen i visse sektorer, indhente det tabte for så vidt angår Mercosurs integrationsproces og etablere social deltagelse og gennemsigtighed som nøglebegreber i de biregionale forbindelser.

3.3.

Associeringsaftalen er en fortrinlig lejlighed til at gøre fremskridt hen imod overordnede strategiske målsætninger af fælles interesse. Aftalen kommer til at bane vejen for en international politisk og økonomisk tilstedeværelse på et tidspunkt, hvor den økonomiske og politiske magtbalance er ved at flytte sig fra Atlanterhavsområdet til Stillehavsområdet. Ud over aftalerne i Den Latinamerikanske Integrationssammenslutning (LAIA) har Mercosur ingen frihandelsaftaler, hverken med USA eller de store asiatiske handelsmagter. Det er en af de store forskelle i forhold til Stillehavsalliancen. Uden for Latinamerika har Mercosur en række forskellige aftaler med Sydafrika, Indien, Pakistan, Tyrkiet og Marokko samt frihandelsaftaler med Egypten, Den Palæstinensiske Myndighed og Israel. EU har over 50 handelsaftaler med forskellige lande i verden. I Latinamerika og Vestindien: med Mexico, Chile, Centralamerika, Peru, Colombia, Ecuador og Det Caribiske Forum af AVS-stater (Cariforum). Kort sagt vil en associeringsaftale mellem EU og Mercosur skabe en biregional blok med stor tyngde på den nye globale skueplads.

3.3.1.

Den protektionistiske kurs, som nu har nået et globalt niveau, har store konsekvenser for den internationale økonomi. En associeringsaftale mellem Mercosur og EU vil styrke Atlanterhavsområdet og sende et signal om, at der findes en alternativ vej for handelsforbindelserne og for at skabe fremskridt i de forskellige lande og regioner. Denne nye generation af frihandelsaftaler, som tager højde for bekymringerne hos dem, der er sårbare over for at miste deres job, indkomst og sikkerhed, er det bedste svar på både den voksende protektionisme og risikoen for en handelspolitik, hvor borgerne ikke beskyttes.

3.3.2.

Selv om Mercosur ikke har underskrevet en aftale med Kina, er landet i stigende grad tilstede i regionen. Argentina og Brasilien er betydningsfulde brikker i den kinesiske udvidelse, hvilket ikke blot fremgår af graden af samhandel, men også af de øgede direkte udenlandske investeringer (FDI) og den finansielle bistand til bedre infrastrukturer.

3.3.3.

Associeringsaftalen kan gøre Mercosur til en strategisk allieret i EU's bestræbelser på at fremme miljøbeskyttelse globalt. Miljøet er i dag et af de spørgsmål, som ligger medlemsstaterne, befolkningen og det multilaterale system mest på sinde. EU er forløber, når det gælder grønne tiltag og teknologier. En af Mercosurs største styrker er de tilgængelige naturressourcer, men regionen er i høj grad truet af klimaændringerne. I denne forbindelse bør der lægges særlig vægt på at revidere og på mellemlang sigt gå bort fra den intensive landbrugs- og dyreproduktion, der ikke er bæredygtig.

3.3.4.

Hvis sidstnævnte mål skal opnå tilstrækkelig opbakning, bør energi, miljø, klimaændringer, videnskab, teknologi og innovation fylde en betragtelig del i associeringsaftalen. Disse emner bør prioriteres i forbindelse med udviklingssamarbejdet.

3.4.

Det er også vigtigt at tage hensyn til de erfaringer, der er gjort på grundlag af eksisterende alliancer med andre lande i regionen. Dette gør det muligt at skabe et solidt grundlag og det rette miljø, hvor både europæiske og lokale investeringer kan udvikle deres fulde potentiale på bæredygtig vis og fungere som katalysator for velstand, beskæftigelse og velfærd. Følsomme forhandlingsspørgsmål

4.   Fordelene ved en associeringsaftale mellem EU og Mercosur kan imidlertid ikke ændre på, at der er vanskeligheder forbundet med en aftale af denne karakter.

4.1.

Disse kan sammenfattes i fem punkter: i) forhandlingsdagsordenens kompleksitet, når det gælder aftalens indhold om handel, industri og tjenesteydelser, ii) de potentielle ubalancer mellem parterne på landbrugsområdet, iii) de strukturelle svagheder i integrationen af Mercosur, som begrænser den frie handel, iv) associeringsaftalens sociale og miljømæssige dimension og v) forskellen i parternes politiske vilje til at nå frem til en aftale og til at drøfte alle muligheder for at nå frem til en konklusion ved hjælp af udligningsmekanismer både inden for og uden for rammerne af aftalen. Alle disse spørgsmål analyseres i dette dokument på en ikkeudtømmende måde og på baggrund af den dokumentation, der er tilgængelig på nuværende tidspunkt.

4.1.1.

Hvad angår handelsspørgsmål, er vanskelighederne særdeles velkendte efter den lange forhandlingsperiode. EU har fokus på landbrugsfødevaresektoren i Mercosur. Man frygter navnlig en negativ indvirkning på sukker-, okse-, kyllinge- og svinekøds- samt frugt- og grøntsektoren. Man er også skeptisk over for protektionismen, når det gælder industrivarer (biler og kemiske produkter som ethanol) og visse forarbejdede landbrugsprodukter (herunder vin), samt risikoen for, at reglerne for beskyttelse af oprindelsesbetegnelser ikke overholdes. Derudover er kravene til fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse forholdsvist lave, og de offentlige kontrakter ugennemsigtige.

4.1.2.

For EU er det vigtigt at opretholde produktionsstandarderne til gavn for forbrugere og produktion. Aspekter som fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og dyrevelfærd (herunder fodringsteknikker) bør være genstand for princippet om gensidighed. Associeringsaftalen bør indeholde klare bestemmelser om anvendelsen af og reglerne for plantebeskyttelsesmidler og produkter til beskyttelse af dyresundheden. Der bør ligeledes implementeres effektive og verificerbare systemer til efterprøvning af produktionsprocesser og produkter, der dækker husdyravl, transport og slagtning, for al samhandel mellem parterne. Derfor er kapitlet om beskyttede geografiske betegnelser afgørende for at beskytte den fælles europæiske arv, som er opbygget gennem tiden, i kampen mod plagiering og svig.

4.1.3.

For produkter, der er omfattet af kvoter, såsom sukker, ethanol og oksekød, bør der findes et permanent og godkendt kontrolsystem for at vedtage kompenserende foranstaltninger i tilfælde af betydelige forstyrrelser og for at forhindre, at dele af den lokale produktion nedlægges. Hvis ordningen for indgangspriser for frugt og grøntsager opgives, bør der oprettes et markedsobservatorium for at varetage begge parters produktionsinteresser. I så tilfælde bør der nedsættes arbejdsgrupper med henblik på udveksling af prognoser og oplysninger om markedsforvridninger.

4.2.

Mercosur har fokus på landbruget. Frygten i EU kunne begrænses, hvis der opnås sikkerhed for, at både de europæiske produkter og de produkter, der importeres fra Mercosur, lever op til de samme standarder på områderne miljø, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd osv. Associeringsaftalen bør ikke øge de to parters fødevareafhængighed og bør omfatte de nødvendige instrumenter til hindring af lidet bæredygtige landbrugsmodeller under stadig hensyntagen til forbrugernes interesser.

4.3.

Når det gælder industriprodukter er der færre hindringer, og det er mere sandsynligt, at man kan nå til enighed, som man f.eks. gjorde med EU's aftale med Sydkorea om bilindustrien. Endelig kunne andre områder, som f.eks. intellektuelle ejendomsrettigheder, der er et særligt følsomt område for visse Mercosur-lande, herunder Brasilien, underlægges udviklings- eller overgangsklausuler i henhold til WTO-aftalen. I den forbindelse mener EØSU, at man bl.a. kunne udarbejde et program for industrielle ejendomsrettigheder med henblik på at fremme teknologioverførsel og etablere et patentsystem mellem EU og Mercosur, som kunne udvides til at omfatte hele Latinamerika.

4.4.

Mercosurs strukturelle svagheder kan vanskeliggøre associeringsaftalen. Særligt iøjnefaldende er de begrænsninger, der følger af den utilstrækkelige sammenkoblingsinfrastruktur og de regionale værdikæders ringe integrationsgrad på et territorium, der er tre gange så stort som EU. Til begrænsningerne hører desuden en ringe samhandel inden for regionen og dominansen af handel uden for regionen, en ufuldstændig toldunion, begrænset samordning af makroøkonomiske politikker og svage regionale institutioner. Som eksempel kan nævnes, at Mercosur ikke har en overstatslig domstol, hvis afgørelser er bindende for regeringerne, samt det ineffektive system til fredelig bilæggelse af tvister.

4.4.1.

Til trods for at Mercosur i 2010 vedtog en ny fælles toldkodeks, er denne endnu ikke trådt i kraft, hvorfor den fælles eksterne told stadig finder anvendelse. Mercosur er snarere et frihandelsområde end en toldunion.

4.5.

Dog bør man fra europæisk side se overordentligt positivt på de nuværende forhandlinger med et Mercosur med blot fire medlemmer (Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay). Den mulige udvidelse af blokken med nye deltagere vil gøre forhandlingsbetingelserne endnu vanskeligere.

4.6.

EØSU er positivt stemt for, at der oprettes en multilateral domstol til bilæggelse af investeringstvister (7), og for at Mercosur-landene såvel som de associerede lande går sammen om dette initiativ for således at sikre en højere grad af retssikkerhed for både de latinamerikanske og de europæiske investorer. Udvalget mener ligeledes, at et eventuelt fremtidigt medlemskab af OECD bør være betinget af en effektiv gennemførelse og håndhævelse af aftalerne med EU og skabelsen af et klima præget af retssikkerhed og fuld respekt for lovgivningen for så vidt angår alle økonomiske og sociale aktører på begge sider af Atlanten.

5.   Associeringsaftalens potentiale og muligheder

5.1.

Associeringsaftalen, som EU og Mercosur er ved at forhandle på plads, går længere end en frihandelsaftale, fordi den omfatter yderligere to emner, nemlig politisk dialog og samarbejde. I lyset af truslerne mod multilateralismen, den spirende protektionisme og handelskrig er tiden inde til, at EU viser sin strategiske støtte til Latinamerika generelt og Mercosur i særdeleshed og udnytter de muligheder, der byder sig.

5.2.

I betragtning af områdets størrelse, befolkningstal og samhandel til en værdi af mere end 84 mia. EUR om året vil indgåelsen af en associeringsaftale mellem EU og Mercosur styrke parternes rolle på den internationale scene og skabe et stort område for økonomisk integration til fordel for begge parter og ydermere positive eksterne virkninger, også i resten af Latinamerika. Begge parter skal således have noget at vinde ved associeringsaftalen mellem EU og Mercosur.

5.3.

EU er den største økonomi i verden, og Mercosur den sjette største. Mercosur-landene er begyndt at diversificere deres økonomier, som i høj grad bygger på landbrugsfødevareindustrien, men også på en voksende industri takket være værdifulde og betragtelige energi- og teknologiressourcer. Bestræbelserne på økonomisk diversificering, især nær det gælder om at øge den samlede værdi af Mercosurs eksport, udgør en fremragende mulighed for europæiske virksomheder, særligt inden for teknologi og tjenesteydelser.

5.4.

Mellem 2012 og 2016 var det kun Paraguay, der fastholdt sin vækstrate på 8,4 %, mens den gik i stå i Argentina (1,4 %) og Uruguay (2,9 %). Brasilien oplevede en tilbagegang på -1,4 %. Der er dog tegn på opsving i Argentina og Brasilien, og udsigterne på mellemlang sigt er opmuntrende.

5.5.

Retssikkerheden i de fire Mercosur-lande er en relevant faktor, der bør tages i betragtning, og som kan og skal forbedres. Korruption giver anledning til stadig flere samfundsmæssige problemer for begge parters vedkommende.

5.6.

Både den kvalitative og den kvantitative andel af det regionale marked svinger betydeligt afhængig af Mercosur-landenes størrelse. Relativt set er det de mindste lande, der står for den største del af samhandlen med Europa. I 2015 udgjorde samhandlen med EU over 40 % af Paraguays handel, omkring 30 % af Uruguays handel og knap en fjerdedel af Argentinas handel, men nåede end ikke op på 10 % af Brasiliens handel. Tallene for eksport og import er omtrent de samme.

5.7.

De direkte udenlandske investeringer er en af styrkerne ved EU's tilstedeværelse i Mercosur, og EU investerer også mere i Mercosur end i Kina, Indien og Rusland tilsammen (8). EU's handel med Mercosur-landene udgør et betydeligt vækstpotentiale til trods for den stigende kinesiske eksport og import. En vigtig faktor i denne sammenhæng er imidlertid Mercosurs store afhængighed af eksport af råvarer til Kina.

5.8.

I løbet af de seneste år er flere europæiske SMV'er kommet ind på markedet i Mercosur-landene, og visse SMV'er fra Mercosur er ved at få fodfæste på det europæiske marked. Associeringsaftalen mellem EU og Mercosur er en oplagt mulighed for de europæiske SMV'er for at øge deres tilstedeværelse og aktivitet i regionen.

5.8.1.

EU eksporterer hovedsageligt forarbejdede produkter, kapitalgoder, transportudstyr og kemiske produkter, mens det importerer fødevare- og energiprodukter. En velafbalanceret associeringsaftale vil medføre et meget stort potentiale for at skabe velstand, hvis den kan udnyttes af arbejdsgivere, arbejdstagere og samfundet som helhed, og især hvis den åbner op for nye investeringsmuligheder, særligt inden for nye videnintensive områder, der kan give gode beskæftigelsesmuligheder. Den vil også fremme etableringen af små og mellemstore virksomheder ved at skabe jobnetværk og stimulere til innovation og udbredelse af nye teknologier, navnlig inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Både investeringer i teknologi og stigende biregional handel kan under forudsætning af de rette betingelser være med til at skabe arbejdspladser.

5.8.2.

Ydermere er der en række specifikke faktorer, som ikke blot kan medføre forretningsmuligheder, men også yde et vigtigt bidrag til en bæredygtig udvikling, såsom udvikling af inklusive infrastrukturer, der både er miljøvenlige og letter adgangen til basale tjenesteydelser inden for en ny ramme for byudvikling, og som fremmer territorial samhørighed, investeringer i teknologier, der mindsker den globale opvarmning, øget brug af miljøvenlige energiformer gennem vedvarende, utraditionelle energikilder og videreudvikling af de europæiske virksomheders erfaringer på området med henblik på at gøre fremskridt mod en grøn økonomi.

5.8.3.

Derudover vil en god associeringsaftale under de rette omstændigheder bidrage til økonomisk og social velstand i begge regioner, hvilket uden tvivl vil skabe arbejdspladser, for eksempel gennem — nye forretningsmuligheder for virksomheder på utraditionelle områder såsom nye teknologier, grøn økonomi og sociale medier — udvidelse af de traditionelle markeder inden for telekommunikation, bilindustrien, lægemiddelindustrien, elsektoren og banksektoren — adgang til nye markeder for SMV'er — tilvejebringelse af naturressourcer og fødevarer, samtidig med at det bidrager til bevarelse af biodiversiteten og miljømæssig bæredygtighed, og — fremme af en social, demokratisk og solidarisk økonomi som et middel til at forbedre den socioøkonomiske struktur og regularisere den sorte økonomi.

5.9.

En associeringsaftale med Mercosur vil gøre det muligt for EU at styrke sine økonomiske og geopolitiske forbindelser med en strategisk partner. Hvis denne biregionale aftale underskrives nu, vil det være den første store aftale, som Mercosur indgår, hvilket vil give EU en fordel i forhold til andre internationale konkurrenter som USA og Kina samt Indien, Rusland og Sydkorea. Endvidere vil associeringsaftalen styrke det strategiske partnerskab med Brasilien — som ikke omfatter handel — et land af særlig betydning på den internationale geopolitiske scene. Associeringsaftalen vil føre til større europæisk tilstedeværelse i Latinamerika, som besidder vigtige reserver af energi, fødevarer og vand — tre ressourcer af afgørende betydning i det 21. århundrede. Associeringsaftalen kan bidrage til at styrke de økonomiske og geopolitiske bånd mellem Atlanterhavslandene og Stillehavslandene.

5.10.

Set fra en strategisk synsvinkel vil en associeringsaftale med EU også være positiv for Mercosur. På den ene side vil den gøre det muligt at styrke Mercosurs regionale position og fremme den igangværende indsats for at nærme sig Stillehavsalliancen, og på den anden side vil den forbedre Mercosurs internationale forhandlingsposition og genskabe balancen i en række asymmetriske forhold i Mercosur-landene (og Latinamerika som helhed) i deres handelsmæssige og finansielle forbindelser med andre internationale konkurrenter. Mercosur vil drage nytte af teknologioverførsel, videnskabelig og uddannelsesmæssig udveksling og vil få en vigtig allieret på multilateralt plan i spørgsmål af stor betydning, såsom klimaændringer, bæredygtig udvikling og bekæmpelse af globale trusler.

5.11.

EØSU glæder sig over parternes politiske vilje til at samarbejde og opfordrer parterne til at gøre effektiv brug af de eksisterende finansielle instrumenter til at udvide samarbejdet på følgende områder: — uddannelse, erhvervsuddannelse og universitetsudveksling: Erasmus EU-Mercosur — samarbejde inden for forskning, udvikling og innovation mellem universiteter, forskningscentre og virksomheder. Prioritering af teknologioverførsel — projekter om bæredygtig udvikling og bæredygtige virksomheder samt — social samhørighed: bekæmpelse af fattigdom og ulighed.

6.   Civilsamfundet og associeringsaftalen (9)

6.1.

EØSU mener, at forhandlingernes biregionale karakter og associeringsaftalens indhold er et grundlæggende og helt særligt element i disse forhandlinger, som fastsætter et benchmark for de politiske og økonomiske forbindelser i en stadigt mere globaliseret verden. EØSU er overbevist om betydningen af at føre en dialog med civilsamfundet i EU's udenrigspolitiske modparter og har således samarbejdet med Mercosur-organisationerne i mere end 20 år, dels ved at følge forhandlingerne og dels ved at bevare en fortsat og struktureret dialog, der fremmer gensidig forståelse, og som yder et kritisk, men konstruktivt bidrag til forbindelserne mellem de to regioner.

6.2.

EØSU ser ubetinget positivt på forbindelserne mellem EU og Mercosur. Denne forbindelse, der går langt tilbage, og som har dybe historiske, kulturelle og sproglige rødder, har til formål at fremme den regionale integration, håndtere de fælles udfordringer, der er opstået som følge af globaliseringen, og sikre, at den sociale samhørighed og økonomiske udvikling fortsat er uløseligt forbundet. De to parters civilsamfund har knyttet stærke forbindelser, som igen har bidraget til en større samordning inden for alle sektorer (arbejdsgiverne, fagforeningerne og den tredje sektor).

6.3.

Gennem de seneste år er dette arbejde blevet anerkendt gennem EU-forhandlingsparternes generelle accept af, at der skal indføres bestemmelser om civilsamfundenes deltagelse i alle aftaler for at fremme en bæredygtig udvikling (10). EØSU glæder sig over denne udvikling, men beklager, at civilsamfundet spiller en begrænset rolle i de aftaler, der er gældende i øjeblikket. Begge parter (og hvert undertegnende land for så vidt angår den ikkeeuropæiske del, hvis der er tale om en region) har således oprettet nationale rådgivende grupper, uden at aftalerne formelt giver disse grupper mulighed for at samarbejde. Endnu mere alvorligt er det, at oprettelsen af partnerlandenes nationale rådgivende grupper udelukkende afhænger af regeringerne, hvilket har ført til skævheder mellem sektorer, manglende repræsentativitet, manglende uafhængighed i forhold til regeringerne og manglende interesse eller direkte modstand fra de regeringer, der bør oprette dem.

6.3.1.

EØSU afviser muligheden for, at forhandlingerne om associeringsaftalen med Mercosur endnu en gang udmunder i en model, der er baseret på deltagelse af de nationale rådgivende grupper.

6.4.

EØSU minder endnu en gang om, at Mercosur ligesom EU selv satser på et organ, der tillader deltagelse og høring af civilsamfundet, nemlig Mercosurs rådgivende økonomiske og sociale forum (FCES). FCES repræsenterer i lige stor grad den økonomiske sektor, arbejdsmarkedets parter og de øvrige civilsamfundsorganisationer. Medlemmerne mødes regelmæssigt og fremsætter fælles holdninger til de politiske myndigheder i regionen. EØSU har siden oprettelsen støttet FCES med det formål at understrege betydningen af at styrke dette organ som en vigtig faktor for social og økonomisk integration af regionen.

6.5.

EØSU bekræfter principperne om gennemsigtighed og deltagelse både i forhandlingsprocessen og gennemførelsen af associeringsaftalen for at fremme en positiv udvikling af tilliden til institutionerne, legitimiteten og civilsamfundets tilegnelse af de forhandlinger, der berører det direkte. Udvalget beklager derfor den manglende gennemsigtighed i forhandlingerne, som ikke følger det gode eksempel fra tidligere forhandlinger om en frihandelsaftale med USA, og opfordrer til, at civilsamfundet systematisk får adgang til alle væsentlige oplysninger af relevans for samtlige forhandlingsparter, navnlig alle med tilknytning til Mercosur.

6.6.

I forlængelse af EØSU's og FCES' fælles forslag — og de forhåndsaftaler, som blev indgået under forhandlingerne før 2004, hvori det blev vedtaget, at organerne skulle have et fælles mandat inden for rammerne af associeringsaftalen — opfordrer EØSU til, at der nedsættes et fælles civilsamfundsovervågningsudvalg inden for rammerne af associeringsaftalen. Dette overvågningsudvalg bør: — være ligeligt sammensat af repræsentanter for EØSU og FCES — repræsentere de tre sektorer (den økonomiske sektor, arbejdsmarkedets parter og de øvrige civilsamfundsorganisationer) ligeligt — udøve en obligatorisk rådgivende funktion på alle associeringsaftalens områder, herunder handelskapitlet og overvågning af bæredygtig udvikling — modtage rettidige og opdaterede oplysninger fra parterne om virkningerne af associeringsaftalen — kunne føre dialog med de øvrige fællesorganer i associeringsaftalen (associeringsråd, associeringsudvalg, det fællesparlamentariske organ, rådene for handel og bæredygtig udvikling) — kunne modtage forespørgsler fra disse organer, men også udtale sig på eget initiativ — udforme sin egen forretningsorden og — modtage den behørige finansiering fra de respektive politiske myndigheder til udførelse af sine funktioner (11).

6.7.

Et fælles overvågningsudvalg af denne art vil gøre det lettere at løse de mulige konflikter og problematiske situationer, der kan opstå efter underskrivelsen af associeringsaftalen. I lighed med eksisterende organer for lignende aftaler bør det fælles overvågningsudvalg nærmere bestemt overvåge virkningen af associeringsaftalen med hensyn til en forbedring af menneskerettighederne og de arbejdsmæssige, sociale og miljømæssige rettigheder (kontrollere, at der f.eks. ikke foregår social eller miljømæssig dumping for at opnå kommercielle fordele) og partenes nøje overholdelse af de internationale aftaler eller konventioner, som de har underskrevet (12). I sagens natur er det de civilsamfundsorganisationer, som er med i overvågningsudvalget, der er bedst egnet til at sikre, at associeringsaftalen er fordelagtig for alle parter, og til at mægle eller facilitere kommunikationen mellem de berørte sektorer. Overvågningsudvalget bør derfor kunne videregive oplysninger om specifikke sager samt give anbefalinger til associeringsaftalens fælles organer — og få et svar.

6.8.

EØSU mener, at det er nødvendigt at indarbejde en social dimension i associeringsaftalen, som udover at omhandle handel skal have som overordnet formål at øge den sociale samhørighed. Dette gælder især aftalens indvirkning på beskæftigelse, beskyttelse af de lokale befolkningers og de dårligst stilledes interesser, fremme og overholdelse af menneskerettighederne, miljøbeskyttelse, indvandreres og arbejdstageres rettigheder i almindelighed samt forbrugerbeskyttelse og fremme af socialøkonomien. Den bør også omfatte parternes forpligtelse til at gennemføre ILO's grundlæggende konventioner, således at krænkelse af grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen ikke kan gøres gældende eller udnyttes som en komparativ fordel i international handel. Et kapitel om arbejdstagernes rettigheder, når det gælder håndtering af arbejdsmarkedsproblemer og fremme af dialogen mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne, kunne fungere som et instrument til at skabe beskæftigelse af høj kvalitet, forbedre arbejdstagernes sociale vilkår og bidrage til en betydeligt bedre fordeling af velstanden.

---

(1)  Initiativudtalelse »De strategiske forbindelser mellem EU og CELAC og civilsamfundets rolle« (EUT C 434 af 15.12.2017, s. 23).

(2)  Rapport »Why does Latin America matter?« udarbejdet af Elcano Royal Institute.

(3)  Stillehavsalliancen er et regionalt integrationsinitiativ bestående af de fire medlemslande Chile, Colombia, Mexico og Peru. Costa Rica og Panama er officielle kandidatlande.

(4)  Som EØSU anbefalede i udtalelsen »Kapitler om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler« (EUT C 227 af 28.6.2018, s. 27).

(5)  Mellemamerika, Ukraine, Georgien og Moldova.

(6)  Vurdering af de økonomiske virkninger af Brexit på EU27, P/A/IMCO/2016-13. marts 2017, PE 595.374 EN.

(7)  REX/501 — En multilateral investeringsdomstol (under udarbejdelse).

(8)  EU's udenlandske direkte investeringer i Mercosur udgjorde i 2016 447 700 mio. EUR, hvilket er mere end EU's udenlandske investeringer i Rusland (162 000 mio. EUR), Kina (177 700 mio. EUR) og Indien (72 900 mio. EUR) tilsammen. Kilde: Eurostat.

(9)  Se også tidligere forslag fra EØSU i udtalelserne EUT C 347 af 18.12.2010, s. 48, EUT C 248 af 25.8.2011, s. 55 og EUT C 434 af 15.12.2017, s. 23 samt sluterklæringerne fra møderne mellem det organiserede civilsamfund i EU og CELAC (Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater), der afholdes hvert andet år.

(10)  Bestemmelser af denne art er til en vis grad allerede udviklet i aftalerne med Centralamerika, Columbia/Peru/Ecuador, Chile og Cariforum og vil blive indført i den reviderede aftale med Mexico.

(11)  I denne sammenhæng henvises til det fælles kommuniké fra FCES og EØSU til forhandlingsparterne fra EU og Mercosur af 23. februar i forbindelse med forhandlingsrunden i Asunción (Paraguay).

(12)  Som eksempel kan nævnes målene for bæredygtig udvikling og 2030-dagsordenen, Parisaftalen om klimaændringer, ILO's grundlæggende konventioner, erklæringer vedrørende menneskerettigheder og internationale konventioner om bevarelse af biodiversiteten osv.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

a) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — Varepakken: Styrkelse af tilliden i det indre marked

(COM(2017) 787 final)

b) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af regler og procedurer for overholdelse og håndhævelse af EU's harmoniseringslovgivning for produkter og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011, (EU) nr. 528/2012, (EU) 2016/424, (EU) 2016/425, (EU) 2016/426 og (EU) 2017/1369 og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/42/EF, 2009/48/EF, 2010/35/EU, 2013/29/EU, 2013/53/EU, 2014/28/EU, 2014/29/EU, 2014/30/EU, 2014/31/EU, 2014/32/EU, 2014/33/EU, 2014/34/EU, 2014/35/EU, 2014/53/EU, 2014/68/EU og 2014/90/EU

(COM(2017) 795 final — 2017/0353 (COD))

og c) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gensidig anerkendelse af varer, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat

(COM(2017) 796 final — 2017/0354 (COD))

(2018/C 283/03)

Ordfører:

Jorge PEGADO LIZ

Anmodning om udtalelse	a) Kommissionen, 12.2.2018 b) Rådet, 31.1.2018 Europa-Parlamentet, 5.2.2018 c) Europa-Parlamentet, 5.2.2018 Rådet, 6.2.2018
Retsgrundlag	a) Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde b) Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde c) Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	27.4.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.5.2018
Plenarforsamling nr.	535
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	184/2/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder det storslåede, nødvendige, komplekse og værdifulde arbejde, som Kommissionen har lagt i denne pakke, men beklager den overdrevne fleksibilitet i flere af bestemmelserne, der giver medlemsstaterne for stort råderum og mindsker muligheden for en mere omfattende kontrol.

1.2.

EØSU bifalder Kommissionens valg af retsgrundlag for disse forslag samt dens vurdering vedrørende nærheds- og proportionalitetsprincippet og også valget af retlige instrumenter, som er de mest egnede til det påtænkte formål.

1.3.

EØSU forstår imidlertid ikke, hvorfor Kommissionen ikke har gjort klart rede for, hvad der skete med forslaget til forordning af 2013 om overvågning af produkter, der som bekendt ikke er blevet vedtaget, og som nærværende forslag overlapper for så vidt angår visse bestemmelser.

1.4.

Kommissionen har heller ikke gjort rede for, hvorfor forslagene ikke ledsages af nye bestemmelser om generel produktsikkerhed, hvilket kunne sikre, at alle produkter, uanset egenskaber, er omfattet af aktuelle og effektive bestemmelser.

1.5.

EØSU mener, at det foreliggende forslag bør omfatte en bestemmelse med henblik på at styrke medlemsstaternes forpligtelse til at overvåge markedet og navnlig forpligtelsen til at forelægge Kommissionen (kvartals-)rapporter om gennemførte foranstaltninger og kontroller.

1.6.

EØSU insisterer igen på, at forsigtighedsprincippet bør indgå i de generelle principper for markedsovervågning som et centralt element i alle afgørelser i de tilfælde, hvor det kan påvises, at der mangler forbruger- eller miljøbeskyttelse, men hvor der ikke er tydeligt videnskabeligt bevis for, at produktet udgør en risiko i den henseende.

1.7.

I mangel deraf understreger EØSU, at det bør præciseres, at bevisbyrden altid påhviler den erhvervsdrivende, således at denne ikke kan hævde, at det påhviler myndighederne at påvise manglende produktsikkerhed eller anden risiko ved produktet.

1.8.

EØSU finder det yderst vigtigt at sikre ikke kun Kommissionens forpligtelse til at fremlægge regelmæssige rapporter om Rapex, men også at give forbrugerne og virksomhederne samt de organisationer, der repræsenterer dem, adgang til flere oplysninger end de offentligt tilgængelige.

1.9.

EØSU mener desuden, at netop denne forordning bør indeholde alle bestemmelser om systemet for hurtig udveksling af oplysninger, herunder definitionen af, kontaktpunkter, de nærmere bestemmelser og procedurer for udveksling af oplysninger, de eksterne organer, der kan deltage i systemet (herunder forbrugerbeskyttelsesorganisationer) og regler om meddelelse.

1.10.

EØSU understreger yderligere, at det er nødvendigt at styrke den fælles europæiske toldstrategi med henblik på at sikre en optimering af de materielle og menneskelige ressourcer, der skal til for at udvikle foranstaltningerne i dette forslag, og udvalget anbefaler således, at arbejdet med at indgå aftaler om gensidig bistand med handelspartnere, herunder WTO og partnerskabsaftalerne, der for nylig blev forhandlet med Japan og Canada, bør intensiveres.

1.11.

EØSU understreger endvidere, at der er brug for en ambitiøs politik for at muliggøre et samarbejde mellem medlemsstaterne om udveksling af oplysninger med henblik på at kunne handle hurtigere i forbindelse med alvorlige uønskede virkninger ved anvendelsen af et produkt.

1.12.

For så vidt angår vurderingen af produkter, der kontrolleres i Unionen, og som er omfattet af harmoniseringslovgivningen, finder EØSU det helt afgørende, at Kommissionen — dog med forbehold af de nationale myndigheders særlige beføjelser — har beføjelse til at vurdere de nationale foranstaltninger, der er gennemført i forbindelse med harmoniseringspolitikken.

1.13.

Desuden mener EØSU, at spørgsmålet om markedsovervågning af salg på internetplatforme såvel som vurdering af nye risici for forbrugere, der anvender internetforbundne enheder (internet-connected devices), bør tages med i forslaget.

1.14.

Dernæst går EØSU ind for at medtage bestemmelser om oprettelse af en tværeuropæisk personskadedatabase, der skal omfatte alle former for personskader, og udvalget anbefaler i den henseende, at der indarbejdes et retsgrundlag for oprettelsen af en sådan database, som foreskriver, at Kommissionen bistår medlemsstaterne i koordineringen af indsamlingen af data samt den effektive drift heraf.

1.15.

Endelig anbefaler EØSU, at Kommissionen tager hensyn til de forslag til ændring af visse artikler i forslagene, som er anført i de særlige bemærkninger.

2.   Målet med varepakken

2.1.    Overordnet mål

2.1.1.

I meddelelsen (1), som er den første del af varepakken, fastlægger Kommissionen dette initiativs overordnede mål, nemlig, at »alle involverede — borgere, arbejdstagere, forbrugere, virksomheder og myndigheder — skal kunne være sikre på, at de kan handle og købe sikre produkter på et gennemsigtigt og retfærdigt marked, hvor reglerne er ens for alle«.

2.1.2.

Til dette formål finder Kommissionen det nødvendigt hurtigt at finde en løsning på to strukturelle svagheder i det indre marked for varer, således at vi kan udnytte dets potentiale fuldt ud og skabe tillid blandt forbrugerne, virksomhederne og myndighederne.

2.1.3.

Den første strukturelle svaghed i det indre marked for varer vedrører håndhævelsen af EU's harmoniserede regler om produktsikkerhed.

2.1.4.

Den anden strukturelle svaghed vedrører produkter, der ikke er omfattet af de harmoniserede EU-produktsikkerhedsregler, eller kun delvist er omfattet af disse regler. Sådanne produkter kan anses for at være sikre og i overensstemmelse med offentlighedens interesse i én medlemsstat, men kan støde på markedsadgangsvanskeligheder i en anden medlemsstat.

2.1.5.

For at løse disse to »svagheder« fremsætter Kommissionen to forslag til lovgivning og en række supplerende foranstaltninger.

2.1.5.1.

Det første lovgivningsforslag har til formål at styrke overholdelsen og gennemførelsen af EU-reglerne for produkter og det andet at modernisere og forenkle anvendelsen af gensidig anerkendelse i det indre marked.

2.1.5.2.

De supplerende foranstaltninger omfatter: a) en rapport om gennemførelsen af direktiv (EU) 2015/1535 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester i perioden 2014-2015 (2) og b) en rapport om gennemførelsen af forordning (EF) nr. 765/2008 (3).

2.2.    Specifikke mål

2.2.1.

De specifikke mål med disse forslag kan sammenfattes som følger:

a)	Forslaget om overholdelse

2.2.2.

Når det gælder det første lovgivningsforslag — forslag til en forordning om fastsættelse af regler og procedurer for overholdelse og håndhævelse af EU's harmoniseringslovgivning for produkter (4) (»forslag om overholdelse«) — er målet at skabe tillid ved hjælp af en effektiv gennemførelse af EU's regler om produkter og med henblik herpå: a) sikre intelligent gennemførelse af reglerne i et indre marked uden grænser b) anvende lovgivningen ved de ydre grænser.

2.2.3.

De vigtigste specifikke mål er at: a) konsolidere den eksisterende ramme for markedsovervågningsaktiviteter b) tilskynde til, at markedsovervågningsmyndighederne i flere medlemsstater træffer fælles foranstaltninger c) forbedre udvekslingen af oplysninger og fremme koordineringen af markedsovervågningsprogrammer d) skabe en styrket ramme for kontrol med produkter, der indføres på EU-markedet, og et bedre samarbejde mellem markedsovervågningsmyndighederne og toldmyndighederne.

b)	Forslaget om anerkendelse

2.2.4.

Hvad angår det andet lovgivningsforslag — forslag til forordning om gensidig anerkendelse af varer, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat (5) (»forslag om anerkendelse«) — er målet at sikre en effektiv og virkningsfuld gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse og med henblik herpå: a) sikre, at princippet om gensidig anerkendelse fungerer effektivt b) øge samarbejdet og tilliden c) sikre, at det indre marked for så vidt angår ikkeharmoniserede varer fungerer

2.2.5.

Det vigtigste specifikke mål med dette forslag er at forbedre den måde, hvorpå gensidig anerkendelse fungerer, ved at foreslå en række foranstaltninger, der skal sikre, at eksisterende rettigheder og forpligtelser, som følger af princippet om gensidig anerkendelse, overholdes via følgende foranstaltninger: a) præcisering af anvendelsesområdet for gensidig anerkendelse ved klart at definere, hvornår den finder anvendelse b) indførelse af en egenerklæring, der skal gøre det lettere at påvise, at et produkt allerede markedsføres lovligt, og af et problemløsningssystem, der skal gøre det muligt at håndtere afgørelser om at nægte eller begrænse markedsadgang c) etablering af et administrativt samarbejde og indførelse af et IT-værktøj med henblik på at forbedre kommunikationen, fremme samarbejdet og øge tilliden mellem nationale myndigheder og dermed lette anvendelsen af gensidig anerkendelse.

c)	Supplerende tekster

2.2.6.

Kommissionen fremlægger som supplement to rapporter, hvori den uddyber sine lovgivningsforslag:

2.2.7.

Rapport fra Kommissionen om anvendelsen af direktiv (EU) 2015/1535 (»gennemsigtighedsdirektivet«) fra 2014 til 2015 (6), som indeholder følgende vigtige konklusioner: a) Kommissionen bekræfter direktivets betydning for så vidt angår gennemsigtighed, det administrative samarbejde og forebyggelsen af tekniske hindringer på det indre marked, hvilket fremgår af interessenternes store interesse i meddelelsesproceduren. Dette gør det muligt at udpege områder, hvor en harmonisering på EU-plan kunne tænkes udført b) Kommissionen anerkender dog, at anvendelsen af proceduren kan forbedres, navnlig for så vidt angår antallet af meddelelser fra visse medlemsstater og overholdelsen af deres meddelelsespligt c) Kommissionen mener, at flere meddelelser og en mere aktiv inddragelse af medlemsstaterne i proceduren ville være med til at forebygge nye tekniske hindringer og påvise systemiske problemer i de enkelte medlemsstater og i EU generelt d) Kommissionen mener, at det er afgørende fortsat at fremme og styrke gennemførelsen af direktivet ved at styrke forbindelsen mellem de opfølgende politikker og lovgivningsforanstaltningerne for fuldt ud at nå målene.

2.2.8.

Rapport fra Kommissionens om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 (7) om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter (forordningen om overholdelse) (COM(2017) 789 final), som indeholder følgende vigtige konklusioner: a) Der er behov for pålidelige og relevante overensstemmelsesvurderingsorganer, som udfører deres arbejde korrekt, med henblik på at kontrollere, at produkter overholder de fastsatte normer, inden de markedsføres b) EU har derfor indført et system for akkreditering af overensstemmelsesvurderingsorganerne c) Kommissionen mener, at den europæiske akkrediteringsinfrastruktur, der blev indført ved forordning (EF) nr. 765/2008 (8), udgør en merværdi for det indre marked, men også for den internationale handel d) Rapporten bekræfter, at der er bred opbakning til akkreditering blandt den europæiske industri og overensstemmelsesvurderingssektoren e) Udfordringen består imidlertid i at sikre, at hele akkrediteringssystemet tager højde for de seneste udviklinger, og at det altid anvendes med samme stringens f) Rapporten bekræfter desuden, at virksomhederne anerkender betydningen af CE-mærkningen af produkter i det indre marked, som blev indført mellem 2013 og 2017.

d)	Ikkebindende foranstaltninger

2.2.9.

Endelig anerkender Kommissionen, uden dog at gå i detaljer, at der stadig er plads til at udvikle de ikkebindende foranstaltninger, der har til hensigt at styrke tilliden til det indre marked jf. meddelelsen, f.eks. ved at anvende de eksisterende SOLVIT-mekanismer eller vedtage en klar og utvetydig bestemmelse om det indre marked, uddannelsesprogrammer for undervisere om gensidig anerkendelse, udvekslingsprogrammer for embedsmænd osv. (bilag til omtalte meddelelse).

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Det kan konkluderes, at Kommissionen har udført et storslået, nødvendigt, komplekst og værdifuldt stykke arbejde, der fortjener anerkendelse.

3.2.

Det præciseres imidlertid ikke i tilstrækkelig grad, hvad der skete med forslaget til forordning om markedsovervågning af produkter i 2013, der så vidt vides ikke er blevet offentliggjort, og som nærværende forslag synes at overlappe og ændre for så vidt angår visse bestemmelser dog uden angivelse af, om det foregående forslag er blevet opgivet.

3.2.1.

Desuden mener EØSU, at der er en klar forbindelse mellem direktivet om produktsikkerhed i almindelighed og dette forslag, således at alle produkter (og ikke kun dem, der er anført i bilaget) er omfattet af anvendelsesområdet.

3.2.2.

EØSU mener, at forslagene uomtvisteligt burde have været ledsaget af ny lovgivning om produktsikkerhed i almindelighed med henblik på at sikre, at alle produkter, uanset egenskaber, er omfattet af aktuelle og effektive bestemmelser.

3.2.3.

EØSU mener stadig, at bestemmelserne om markedsovervågning er både fragmenterede og overlappende, hvilket fører til forvirring mellem selve markedsovervågningsbestemmelserne og de erhvervsdrivendes forpligtelser.

3.2.4.

EØSU frygter, at Kommissionen ikke gør nok for at løse problemet ved at drøfte to forslag med lignende indhold, men dog forskellige elementer, samtidig.

3.3.

Under henvisning til de igangværende drøftelser om den foreslåede pakke om produktsikkerhed og markedsovervågning mener EØSU, at det foreliggende forslag bør indeholde en bestemmelse, der pålægger medlemsstaterne strammere markedsovervågningsforpligtelser, navnlig forpligtelsen til at aflægge (kvartals-)rapporter om gennemførte foranstaltninger og kontroller til Kommissionen for så vidt angår statistikker og afgørelser.

3.4.

Derudover bør myndighederne offentliggøre deres markedsovervågningsaktiviteter, f.eks. i form af aktivitetsrapporter eller på deres websteder.

3.5.

EØSU bifalder imidlertid Kommissionens valg af retsgrundlag for disse forslag samt dens vurdering vedrørende nærheds- og proportionalitetsprincippet og også valget af de retlige instrumenter, som er de mest egnede til det påtænkte formål. Udvalget beklager blot den overdrevne fleksibilitet i flere af bestemmelserne, der — på trods af valget af forordninger — giver medlemsstaterne for stort råderum og mindsker muligheden for den mere omfattende kontrol, som EU ville have haft med en anden fremgangsmåde.

3.6.

EØSU insisterer på, at forsigtighedsprincippet bør indgå i de generelle principper for markedsovervågning som et centralt element i alle afgørelser i de tilfælde, hvor det kan påvises, at der er behov for forbruger- eller miljøbeskyttelse, men hvor der ikke er tydeligt videnskabeligt bevis for, at produktet ikke udgør en risiko i den henseende.

3.6.1.

EØSU må endnu en gang kritisere Kommissionen for de fuldstændigt manglende henvisninger til dette princip og minder om, at forsigtighedsprincippet, som medlemsstaternes myndigheder altid anvender i forbindelse med risikostyring, er et grundlæggende princip for alle myndighedsorganer, der skal træffe beslutninger om at trække et produkt tilbage fra markedet.

3.6.2.

På grund af den manglende henvisning til forsigtighedsprincippet anbefaler EØSU, at det præciseres, at bevisbyrden altid påhviler den erhvervsdrivende, således at denne ikke kan hævde, at det påhviler myndighederne at påvise manglende produktsikkerhed eller andre risici.

3.7.

EØSU anerkender medlemsstaternes pligt til at fastlægge en overordnet markedsovervågningsstrategi mindst hvert 3. år.

3.7.1.

EØSU mener imidlertid, at de foranstaltninger, som myndighederne træffer, regelmæssigt bør kontrolleres af Kommissionen.

3.8.

EØSU mener, at det er meget vigtigt, at der findes en mekanisme som Rapex, der fungerer på en koordineret og effektiv måde med hensyn til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne. Udvalget bemærker dog, at når en medlemsstat i de seneste år har underrettet Kommissionen om farlige produkter, har myndigheder og Kommissionen generelt hverken informeret forbrugerne eller de organisationer, der repræsenterer dem, bortset fra når der er truffet foranstaltninger som f.eks. tilbagekaldelsesprocedurer, der kræver en vis inddragelse af forbrugerne. Det samme gælder i situationer, hvor myndighederne i en medlemsstat aftaler med den erhvervsdrivende at trække et produkt tilbage fra markedet, uden at andre medlemsstater underrettes om denne aftale, hvilket i mange tilfælde har sat forsigtighedsprincippet på spil.

3.8.1.

EØSU understreger endvidere, at mekanismen bør tilpasses til situationer, hvor et produkt skal destrueres, således at forbrugerne inddrages mere og holdes bedre informeret.

3.8.2.

Uden at det berører fortrolighedsprincippet og princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder, finder EØSU det således yderst vigtigt at sikre Kommissionens forpligtelse til at fremlægge regelmæssige rapporter om Rapex, men også at give forbrugerne og virksomhederne samt de organisationer, der repræsenterer dem, adgang til flere oplysninger end de offentligt tilgængelige, i betragtning af hvor svært det kan være for forbrugerne at opdage og reagere på, at et produkt er udpeget som farligt.

3.8.3.

EØSU mener ligeledes, at netop denne forordning bør indeholde alle bestemmelser om systemet for hurtig udveksling af oplysninger, herunder definitionen af, kontaktpunkter, de nærmere bestemmelser og procedurer for udveksling af oplysninger, de eksterne organer, der kan deltage i systemet (herunder forbrugerbeskyttelsesorganisationer) og regler om meddelelse.

3.9.

På den anden side og som nævnt i tidligere udtalelser fremhæver EØSU, at den fælles europæiske toldstrategi bør styrkes for at sikre optimal brug af de materielle og menneskelige ressourcer i udviklingen af de foreslåede foranstaltninger, herunder udnyttelse af nye teknologier og innovation, samtidig med at der sikres fuld overholdelse af reglerne om databeskyttelse for så vidt angår privatpersoner og virksomheder og med særligt fokus på SMV'erne og forbrugerne.

3.9.1.

I denne forbindelse anbefaler EØSU, at aftalerne om gensidig bistand med handelspartnerne, navnlig WTO, og de partnerskabsaftaler, der for nylig blev forhandlet med Japan og Canada, udvides.

3.9.2.

EØSU peger desuden på problemet med bekæmpelse af svindel, varemærkeforfalskning og kopivarer, som har en betydelig indvirkning på produktsikkerheden i almindelighed, navnlig i forbindelse med import til EU.

3.9.3.

EØSU understreger i denne forbindelse, at der er behov for en ambitiøs politik, der gør det muligt for medlemsstaterne at samarbejde om at udveksle oplysninger med henblik på at handle hurtigere, når det gælder alvorlige uønskede virkninger i forbindelse med anvendelsen af produkter, eftersom antallet af forfalskede produkter og kopivarer fortsat stiger, og medlemsstaterne har begrænsede kontrolressourcer, hvilket medfører en øget risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed.

3.9.4.

Som nævnt i en tidligere udtalelse mener EØSU altså, at »personer, der er medlemmer af eller ansat i overvågningsorganer og toldmyndigheder i enhver henseende bør kunne garantere, at de er redelige og uafhængige, ligesom de bør beskyttes mod enhver form for pression eller eventuelle forsøg på bestikkelse under udøvelsen af deres funktioner« (9).

3.10.

For så vidt angår vurderingen af produkter, der kontrolleres i Unionen, og som er omfattet af harmoniseringslovgivningen, finder EØSU det helt afgørende, at Kommissionen — dog med forbehold af de nationale myndigheders særlige beføjelser — har beføjelse til at vurdere de nationale foranstaltninger, der er gennemført i forbindelse med harmoniseringspolitikken, og dermed undgå retsusikkerhed, som kunne hindre sikre produkters frie bevægelighed.

3.11.

Som også nævnt i ovennævnte udtalelse slår EØSU fortsat til lyd for at indføje bestemmelser om oprettelse af en tværeuropæisk personskadedatabase, der skal dække alle former for personskader, og som har til formål at: a) hjælpe markedsovervågningsmyndighederne med at træffe risikovurderingsafgørelser på et bedre grundlag b) fungere som grundlag for forebyggende foranstaltninger og oplysningskampagner for offentligheden samt muliggøre udvikling af bedre produktstandarder c) hjælpe producenterne med at medtænke sikkerhed i udformningen af nye produkter og d) evaluere effektiviteten af forebyggende foranstaltninger og fastsætte prioriteter i politikudformningen.

3.12.

EØSU foreslår derfor igen, at der fastlægges et retsgrundlag for personskadedatabasen, ifølge hvilket Kommissionen skal bistå medlemsstaterne i koordineringen af indsamlingen af data samt en effektiv drift af databasen.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.    Forslaget om overholdelse (COM(2017) 795 final)

4.1.1.   Artikel 1

4.1.1.1.

EØSU glæder sig over, at forslaget ud over beskyttelse af menneskers sundhed og sikkerhed også omfatter miljøbeskyttelse og den offentlige sikkerhed.

4.1.2.   Artikel 5

4.1.2.1.

EØSU stiller sig kritisk over for overensstemmelseserklæringerne, når det gælder størstedelen af forbrugerprodukter, da denne generelt er en ensidig erklæring fra producenten, hvori det blot angives, at produktet er i overensstemmelse med europæisk lovgivning om produktsikkerhed. Dette skaber ofte forvirring hos slutbrugerne, der blander produktoprindelse og produktgodkendelse sammen.

4.1.2.2.

En række forbrugerorganisationer har for nylig udtrykt bekymring over disse overensstemmelsessystemer og fremvist eksempler på produkter, der er CE-mærkede, men alligevel udgør en alvorlig risiko for forbrugerne. EØSU understreger derfor, at overensstemmelseserklæringen bør placeres på produkthjemmesiden sammen med den tekniske dokumentation. Denne overensstemmelseserklæring bør således hverken vildlede eller forvirre slutbrugerne.

4.1.3.   Artikel 10 og 14

4.1.3.1.

EØSU bifalder dette forslag, for så vidt det har til hensigt at indføre et integreret system for markedsovervågning i alle medlemsstater. Forslaget indeholder bestemmelser om markedsovervågningsmyndighedernes forpligtelser, beføjelser og organisering, men siger intet om medlemsstaternes kapacitet og skønsbeføjelse, når det gælder tekniske, menneskelige og finansielle ressourcer, hvilket kan føre til uregelmæssigheder i overvågningen af produkter i EU.

4.1.3.2.

Med forbehold af myndighedernes beføjelser, mener EØSU, at disse er pålagt meget få forpligtelser, idet der navnlig henvises til rettigheder eller endda blot muligheden for inden for en rimelig tid at advare forbrugerne i landet om risici, der er konstateret i forbindelse med et produkt.

4.1.4.   Artikel 18

4.1.4.1.

EØSU er ikke bekendt med grunden til, at Kommissionen i denne artikel har udeladt bestemmelsen fra 2013 om, at kriterierne for myndighedernes afgørelse og eventuelle efterfølgende foranstaltninger, såsom de erhvervsdrivendes forpligtelser og efterfølgende tiltag fra myndighedernes side, skal fremlægges. Set fra de erhvervsdrivendes perspektiv er det ikke klart, om der i praksis bliver fulgt op på meddelelserne til Rapex, og om det kontrolleres hvorvidt operatørerne reelt trækker produkterne tilbage fra markedet.

4.1.4.2.

For så vidt angår tilbagetrækningsproceduren mener EØSU, at det er af afgørende betydning, at forbrugerne oplyses herom, og disse oplysninger bør derfor tydeligt fremhæves, og myndighederne pålægges at offentliggøre dem. Derudover bør der også fastlægges en informationsprocedure vedrørende tilbagetrækning for at undgå, at forbrugerne blander tilbagetrækningsoplysninger sammen med markedsføringsoplysninger.

4.1.5.   Artikel 26

4.1.5.1.

EØSU mener, at forslaget nødvendigvis må indeholde en udtrykkelig bestemmelse om, at medlemsstaternes myndigheder bør have de nødvendige beføjelser og ressourcer til at udføre deres opgaver, især når det gælder fysisk kontrol og laboratorieundersøgelser af produkter.

4.1.6.   Artikel 27

4.1.6.1.

EØSU mener uanset ovennævnte, at der bør være en generel bestemmelse, som gør det muligt for markedsovervågningsmyndighederne at anmode kontrolmyndighederne ved de ydre grænser om ikke at frigive et produkt til fri omsætning, hvis det fastslås, at produktet udgør en risiko for sundhed, sikkerhed, miljø eller de offentlige interesser.

4.1.7.   Artikel 32

4.1.7.1.

EØSU understreger, at civilsamfundsorganisationer, navnlig forbrugerorganisationer, bør deltage i dette netværk med henblik på at sikre mere gennemsigtighed for så vidt angår medlemsstaternes resultater inden for markedsovervågning.

4.1.8.   Artikel 61

4.1.8.1.

EØSU glæder sig over forslaget om bøder, der skal afholde erhvervsdrivende fra at markedsføre farlige produkter.

4.1.8.2.

EØSU bifalder derfor artikel 61, stk. 3, hvori det anføres, at bøden kan sættes op, hvis der forekommer gentagne overtrædelser.

4.2.    Forslaget om anerkendelse (COM(2017) 796 final)

4.2.1.   Artikel 4

4.2.1.1.

EØSU tvivler på, at dette princip er effektivt, navnlig for så vidt angår artikel 4, stk. 3, der fastsætter, at de erhvervsdrivende er ansvarlige for at udfærdige erklæringen. Dette kan have den samme effekt på forbrugerne som CE-mærkningen, som aldrig har forhindret, at produkter, der betragtes som farlige, omsættes på det indre marked — erklæring eller ej.

4.2.1.2.

EØSU mener, at hvis den erhvervsdrivende ikke indgiver den pågældende erklæring, bør der, uanset stk. 8, fastsættes en rimelig frist, inden for hvilken myndighederne kan undersøge overensstemmelsesoplysningerne.

4.2.2.   Artikel 5

4.2.2.1.

Også her mener EØSU, at forsigtighedsprincippet bør indgå i kravene til vurdering af et produkt, navnlig for så vidt angår stk. 5 i denne artikel.

4.2.3.   Artikel 6

4.2.3.1.

Med hensyn til forbrugernes rettigheder, især når det gælder sundhed og sikkerhed samt beskyttelse af miljøet og den offentlige interesse, er EØSU uenig i sikkerhedsbetragtningerne. Udvalget mener ikke, at produktet bør bringes i omsætning, selv om der er foretaget en analyse af produktet, jf. artikel 5, før medlemsstatens ansvarlige myndighed har truffet en endelig afgørelse.

---

(1)  http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=COM%3A2017%3A787%3AFIN.

(2)  http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52017DC0788(01)&qid=1519385332001.

(3)  http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?qid=1519385589015&uri=CELEX:52017DC0789.

(4)  http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=COM%3A2017%3A0795%3AFIN.

(5)  http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=COM%3A2017%3A0796%3AFIN.

(6)  http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52017DC0788(01)&qid=1519385332001.

(7)  EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30.

(8)  EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30.

(9)  EUT C 271 af 19.9.2013, s. 86, punkt 1.6.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medicinsk teknologivurdering og om ændring af direktiv 2011/24/EU

(COM(2018) 51 final — 2018/0018 (COD))

(2018/C 283/04)

Ordfører:

Dimitris DIMITRIADIS

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 8.2.2018 Rådet, 26.2.2018
Retsgrundlag	Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Præsidiets beslutning	5.12.2017
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.5.2018
Plenarforsamling nr.	535
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	172/2/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU er enig i, at målet med EU-samarbejde om medicinsk teknologivurdering (MTV) på et bæredygtigt grundlag er at sikre, at alle EU-lande kan drage fordel af effektivitetsgevinsterne, samtidig med at der skabes størst mulig merværdi.

1.2.

EØSU bifalder Kommissionens beslutning om at anvende en forordning fremfor andre lovgivningsinstrumenter, fordi den vil sikre et mere direkte og effektivt samarbejde på medlemsstatsniveau.

1.3.

EØSU er overbevist om, at forslaget til forordning er i fuld overensstemmelse med EU's overordnede målsætninger, bl.a. om et velfungerende indre marked, bæredygtige sundhedssystemer og en ambitiøs forsknings- og innovationsdagsorden.

1.4.

EØSU er enig i, at sundhedsudgifterne sandsynligvis vil stige i de kommende år, bl.a. på grund af den europæiske befolknings aldring, stigningen i forekomsten af kroniske sygdomme og anvendelsen af ny kompleks teknologi, samtidig med at medlemsstaterne underkastes flere og flere budgetmæssige begrænsninger.

1.5.

EØSU ville være parat til at støtte anvendelse af skattemæssige incitamenter i visse lande samt en mulig justering af minimumstærsklen for statsstøtte i opadgående retning, men en sådan løsning bør være op til medlemsstaterne.

1.6.

Udvalget anser den offentlige støtte for særdeles relevant i forbindelse med MTV, og denne kan helt sikkert styrkes, hvis man samordner indsatsen og undgår unødigt dobbeltarbejde.

1.7.

EØSU mener, at medlemsstaterne bør støtte og finansiere relevante idéer og initiativer fra nystartede virksomheder.

1.8.

Efter EØSU's opfattelse kan forslaget forventes at komme SMV'er og socialøkonomiske virksomheder, der er aktive i denne sektor, til gavn, idet det vil reducere den nuværende administrative byrde og de høje overholdelsesomkostninger som følge af, at der skal indgives flere dossierer for at opfylde forskellige nationale MTV-krav. Udvalget beklager imidlertid, at denne gruppe af virksomheder ikke er genstand for specifikke bestemmelser.

1.9.

EØSU anbefaler, at forordningen henviser til forebyggende foranstaltninger, f.eks. støtte til sygehusene når det gælder kontrol, forebyggelse og udryddelse af hospitalsinfektioner, og foreslår, at anvendelsesområdet udvides eller suppleres med bestemmelser i den henseende.

2.   Baggrund

2.1.

Forslaget til forordning kommer efter mere end 20 års frivilligt samarbejde inden for medicinsk teknologivurdering (MTV). Efter vedtagelsen af direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser (direktiv 2011/24/EU) (1) blev der i 2013 oprettet et frivilligt MTV-netværk på EU-plan bestående af nationale MTV-organer og -institutioner, der skulle udstikke strategiske og politiske retningslinjer for det videnskabelige og tekniske samarbejde på EU-plan.

2.2.

Dette arbejde, der blev suppleret af tre på hinanden følgende fælles aktioner (2) om MTV, har gjort det muligt for Kommissionen og EU-landene at opbygge en solid videnbase for udveksling af metoder og oplysninger på MTV-området.

2.3.

Målet med EU-samarbejde om MTV på et bæredygtigt grundlag er at sikre, at alle EU-lande kan drage fordel af effektivitetsgevinsterne, samtidig med, at der skabes størst mulig merværdi. Et styrket EU-samarbejde på dette område har bred opbakning blandt interessenter med interesse i, at patienterne får hurtig adgang til innovative behandlinger, lægemidler og sundhedsprodukter, hvis de indebærer en merværdi. Det kan således illustrere, at EU ikke alene er en økonomisk union, men også en sammenslutning af lande, som først og fremmest fokuserer på mennesker. Interessenter og borgere, som deltog i Kommissionens offentlige høring, udviste en overvældende støtte, og næsten alle (98 %) anerkender nytten af MTV, og 87 % mener, at EU-samarbejdet om MTV bør fortsætte efter 2020 (3).

3.   Problemer eller mangler som forslaget skal afhjælpe

3.1.

EØSU er enig i konklusionerne fra den brede høring, nemlig at markedsadgangen for innovative teknologier hidtil har været vanskeliggjort eller fordrejet som følge af forskellene mellem nationale eller regionale administrative procedurer eller metoder og de MTV-krav, der findes i hele EU, som skyldes forskellig national lovgivning og praksis. Derfor har Kommissionen fremsat et forslag til forordning, da det er den mest velegnede lovgivningsmæssige tilgang.

3.2.

EØSU er ligeledes enig i, at den nuværende situation også bidrager til manglende forudsigelighed for virksomhederne og højere omkostninger for industrien og SMV'er, forsinker adgangen til nye teknologier og har negative virkninger for innovationen. Som eksempel på den herskende mangel på harmonisering kan nævnes et dokument, der er offentliggjort af tænketanken i-com, Institute for Competitiveness (4), hvor der på side 49 henvises til Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC) og anføres, at nogle MTV-organer gør vurderingerne offentligt tilgængelige direkte eller efter anmodning, mens andre betragter dem som fortrolige. Desuden accepterer nogle MTV-organer observationsundersøgelser med henblik på at vurdere et lægemiddels værdi, mens andre afviser dem. Det er væsentligt, for som BEUC anfører viser den foreliggende litteratur, at disse oplysninger er mindre pålidelige end dem, der stammer fra randomiserede forsøg og lægemidlernes effektivitetsprofiler. Selv om disse forskelle ikke påvirker BEUC's arbejde direkte, kan de bidrage til dobbeltarbejde og medfører høje omkostninger for medlemsstaterne. Det er derfor relevant at skærpe forbrugernes bevidsthed om betydningen af MTV og patienters og slutbrugeres bidrag. Endelig mener BEUC, at selv om en fælles og fuldstændig MTV kan være særdeles nyttig, bør den tilpasses de forskellige nationale rammer for sundhedsydelser. Flere årtiers EU-samarbejde om MTV har vist, at disse problemer ikke er blevet løst tilfredsstillende med den rent frivillige tilgang, der hidtil er blevet anvendt i det fælles arbejde.

3.3.

Det nuværende MTV-samarbejde på EU-niveau lider desuden af manglende holdbarhed, i betragtning af at finansieringen er kortsigtet og skal sikres og genforhandles i hver enkelt finansiel cyklus. Selv om det løbende samarbejde, dvs. de fælles aktioner og MTV-netværket, har vist fordelene ved EU-samarbejdet i form af faglige netværk, værktøjer og metoder til samarbejde og styring af fælles vurderinger, har denne samarbejdsmodel ikke bidraget til at fjerne fragmenteringen af de nationale systemer og dobbeltarbejdet (5).

3.4.

Eftersom enhver ny mekanismes pålidelighed skal prøves efter principperne om de interesserede parters uafhængighed og ytringsfrihed og udelukkende på grundlag af videnskabelige, fagetiske, etiske og upartiske kriterier, kan de forfulgte mål i dette initiativ nås på en hensigtsmæssig måde gennem et styrket EU-samarbejde om MTV med udgangspunkt i disse principper. Denne tilgang vil bidrage til reelt at fjerne fragmenteringen af de nationale MTV-systemer (dvs. forskellene i procedurer og metoder, som berører markedsadgangen) og samtidig styrke samarbejdet på andre niveauer, som er nødvendige for MTV. I lande, der er vanskeligt stillet, fordi de ikke har patientregistre, bør der f.eks. iværksættes nationale handlingsplaner for alle sygdomme for at fremskynde de berørte sundhedsministeriers arbejde under hensyntagen til gældende bedste praksis i andre europæiske lande. Det er en tilgang, som ligeledes omfatter sociale værdier og prioriteringer i den videnskabelige beslutningstagning.

3.5.

EØSU understreger, at det er nødvendigt at anerkende, at teknologisk innovation i sundhedssektoren også dækker pleje uden for hospitalsmiljøet på lokalt plan. Befolkningens aldring (6), stigningen i forekomsten af kroniske sygdomme og tabet af autonomi kræver, at de teknologier og metoder, der anvendes til hjemmepleje, specialiseres og anvendes mere effektivt. Derfor bør der udarbejdes målrettede MTV-programmer, som sigter mod at forbedre denne behandling og disse ydelser i eget hjem, ikke alene ved brug af nye teknologier og telemedicin, men også gennem en generel kvalitetsforbedring af professionelle sundhedstjenester.

3.6.

På dette punkt fremhæver EØSU, at denne sektor, som leverer sundhedsydelser til europæiske borgere, meget ofte er blevet udviklet og forvaltes af innovative socialøkonomiske virksomheder, og at deres rolle bør anerkendes og udnyttes bedre.

4.   Forventede resultater af dette specifikke forslag

4.1.

Forslaget til en EU-forordning om MTV sigter mod at forbedre patienternes adgang til innovative medicinske teknologier i EU, fremme en bedre udnyttelse af de tilgængelige ressourcer og øge forudsigeligheden for virksomhederne.

4.2.

EØSU bifalder Kommissionens beslutning om at anvende en forordning fremfor andre lovgivningsinstrumenter, fordi den vil sikre et mere direkte og effektivt samarbejde på medlemsstatsniveau. Imidlertid sikrer kravet om at anvende den fælles kliniske vurdering, hvis teknologien har været underkastet en sådan vurdering, ikke, at medlemsstaterne får en relevant og brugbar MTV til rådighed til at træffe deres beslutning. Frivilligt samarbejde kan derfor som det fremgår af artikel 19 være en løsning for visse kategorier af MTV. Da der er risiko for at forringe kvaliteten af MTV, hvis den skal gennemføres inden for et begrænset tidsrum, er det påkrævet at anvende forslaget til forordnings artikel 29 om evaluering og overvågning.

4.3.

Formålet med forslaget til forordning er at sikre, at de anvendte MTV-metoder og -procedurer bliver mere forudsigelige i EU, og at de fælles kliniske vurderinger ikke gentages unødigt på nationalt niveau, så man undgår dobbeltarbejde og uoverensstemmelser. Som beskrevet nærmere i konsekvensanalyserapporten anses den foretrukne løsning for at tilvejebringe den bedste kombination af virkningsfuldhed og effektivitet i forhold til at nå de politiske mål, samtidig med at nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet overholdes. Den giver mulighed for bedst mulig opfyldelse af målene for det indre marked ved at fremme konvergens med hensyn til procedurer og metoder, reducere dobbeltarbejde (f.eks. i forbindelse med kliniske vurderinger) og dermed risikoen for divergerende resultater, og bidrager således til at forbedre patienternes adgang til innovative medicinske teknologier. Men da adgangen til og anvendelsen af teknologierne ikke er de samme i alle medlemsstater, varierer behovene for MTV, især hvad angår behandlingsstandarder. Nødvendigheden af supplerende analyser forstærkes yderligere af manglen på direkte sammenligninger eller anvendelsen af mellemliggende kriterier i de kliniske forsøg, som benyttes til markedsføringstilladelser. Følgelig kan forpligtelsen til at anvende den fælles medicinske teknologivurdering muligvis ikke overholdes fuldt ud, og princippet om frivillig anvendelse bør måske som anført ovenfor fortsat være gældende for visse kategorier af denne vurdering. Det er derfor vigtig at præcisere, at medlemsstaterne ifølge artikel 34 kan foretage en klinisk vurdering på anden måde end ved hjælp af de bestemmelser, der er fastsat i kapitel III i denne forordning, så det sikres, at medlemsstaterne fortsat har muligheden for at foretage yderligere skræddersyede vurderinger, når det er behov herfor.

4.4.

EØSU er enig i, at forslaget til forordning giver medlemsstaterne en bæredygtig ramme, der giver dem mulighed for at udveksle ekspertise og styrke evidensbaseret beslutningstagning, og som støtter dem i deres bestræbelser på at sikre bæredygtige nationale sundhedssystemer. Den foretrukne løsning er også omkostningseffektiv i den forstand, at omkostningerne i stort omfang opvejes af besparelser for medlemsstaterne, industrien og SMV'erne, som følge af at man sammenlægger ressourcerne, undgår dobbeltarbejde og forbedrer forudsigeligheden for virksomhederne. Forslaget indeholder bestemmelser om anvendelse af fælles MTV-værktøjer, -procedurer og -metoder i hele EU og fastlægger følgende fire søjler i det fremtidige samarbejde mellem medlemsstaterne på EU-niveau:

4.4.1.

fælles kliniske vurderinger, der fokuserer på de mest innovative og potentielt gavnlige medicinske teknologier med størst merværdi for EU

4.4.2.

fælles videnskabelige samråd, der giver udviklere af en medicinsk teknologi mulighed for at søge rådgivning hos MTV-myndigheder om, hvilke oplysninger og hvilken dokumentation der med sandsynlighed vil være påkrævet som led i en MTV

4.4.3.

identifikation af fremspirende medicinske teknologier, som skal sikre, at de mest lovende teknologier for patienternes sundhed og sundhedssystemerne identificeres på et tidligt tidspunkt og medtages i det fælles arbejde

4.4.4.

frivilligt samarbejde på områder, der ligger uden for det obligatoriske samarbejde, f.eks. andre medicinske teknologier end lægemidler og medicinsk udstyr (såsom kirurgiske indgreb) eller økonomiske aspekter i tilknytning til medicinske teknologier.

5.   Hvilke lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige løsninger er under overvejelse? Er der en foretrukken løsning?

5.1.

EØSU mener, at forslaget til forordning er i fuld overensstemmelse med EU's overordnede målsætninger, bl.a. om et velfungerende indre marked, bæredygtige sundhedssystemer og en ambitiøs forsknings- og innovationsdagsorden.

5.1.1.

Ud over at være i overensstemmelse med disse politiske EU-målsætninger er forslaget også i overensstemmelse med og supplerer eksisterende EU-lovgivning om lægemidler og medicinsk udstyr (7). Selv om lovgivningsprocessen og MTV-processen er klart adskilte, eftersom de har forskellige formål, gives der f.eks. mulighed for at skabe synergi gennem gensidig udveksling af oplysninger og en bedre tidsmæssig afstemning af procedurerne for de foreslåede fælles kliniske vurderinger og den centraliserede markedsføringstilladelse for lægemidler (8).

5.2.

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

5.2.1.

Artikel 114 i TEUF giver mulighed for at vedtage foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, forudsat at de er nødvendige for det indre markeds oprettelse eller funktion og samtidig sikrer et højt folkesundhedsbeskyttelsesniveau.

5.2.2.

Artikel 114 i TEUF udgør desuden et passende retsgrundlag i betragtning af forslagets mål, nemlig at fjerne nogle af de eksisterende divergenser i det indre marked for så vidt angår medicinske teknologier som følge af procedure- og metodemæssige forskelle i de kliniske vurderinger, som gennemføres i medlemsstaterne, samt det omfattende dobbeltarbejde ved sådanne vurderinger i EU.

5.2.3.

I overensstemmelse med artikel 114, stk. 3, i TEUF er der ved forberedelsen af forslaget taget udgangspunkt i et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, og forslaget forventes at forbedre adgangen til innovative medicinske teknologier for patienter i EU.

5.3.

Alle lovgivningsmæssige forslag bør ligeledes være i overensstemmelse med artikel 168, stk. 7, i TEUF, ifølge hvilken EU respekterer medlemsstaternes ansvar for fastlæggelsen af deres sundhedspolitikker og organisationen og tilvejebringelsen af sundhedstjenesteydelser. Dette omfatter beslutninger om prisfastsættelse og godtgørelse, der ikke falder ind under dette forslags anvendelsesområde.

5.3.1.

Selv om det er klart, at EU-medlemsstaterne forsat vil have ansvaret for dels at vurdere medicinske teknologiers ikkekliniske, dvs. eksempelvis økonomiske, sociale og etiske, aspekter, dels at træffe beslutning om prisfastsættelse og godtgørelse, foreslår EØSU, at man f.eks. i et særskilt studie undersøger muligheden for at indføre en fælles prispolitik i EU for at sikre gennemsigtighed og tilgængelighed for hele befolkningen med hensyn til lægemidler, medicinsk udstyr og produkter til in vitro-diagnostik generelt, i særdeleshed når de har været underkastet en MTV, med det mål at forbedre deres tilgængelighed for alle europæiske borgere og undgå paralleleksport og -import, der udelukkende er baseret på prisen. Denne tilgang vil bidrage til effektivt at støtte arbejdet i de ansvarlige nationale kommissioner, som forvalter registre over eller står for overvågning af den højst tilladte pris i en række lande, især når det gælder medicinsk udstyr.

5.4.

Selv om det i begrundelsen fremhæves, at »medicinsk teknologi« skal forstås i bred forstand, omfattende lægemidler, medicinsk udstyr, lægelige og kirurgiske procedurer samt foranstaltninger til sygdomsforebyggelse, diagnosticering og behandling, er fælles kliniske vurderinger begrænset til lægemidler, der er omfattet af den centrale procedure for markedsføringstilladelse, nye virksomme stoffer og eksisterende produkter, for hvilke markedsføringstilladelsen er udvidet til at omfatte en ny terapeutisk indikation, og visse klasser af medicinsk udstyr og medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik, som de relevante ekspertpaneler nedsat i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/745 og (EU) 2017/746 har afgivet udtalelse om, og som er udvalgt af den koordinationsgruppe, der oprettes ved nærværende forordning.

5.5.

For at forebygge degenerative sygdomme og begrænse unødige hospitalsindlæggelser af ældre, omsorgskrævende personer bør der iværksættes foranstaltninger, som øger kvaliteten af sundhedsplejen og den sociale omsorg og dermed øger patienternes sikkerhed og trivsel.

5.5.1.

EØSU mener, at forslagets anvendelsesområde bør udvides til forebyggende foranstaltninger f.eks. støtte til sygehusene med hensyn til at kontrollere, forebygge og begrænse hospitalsinfektioner. Det konkrete eksempel vedrører de omkring 37 000 (9) personer i Europa, som hvert år mister livet som følge af en hospitalsinfektion. Men selv om patientsikkerheden og sundhedsydelsernes kvalitet skal forbedres hurtigst muligt med særlig vægt på forebyggelse af sådanne hospitalsinfektioner og rationel anvendelse af antibiotika, begrænser de hidtidige undersøgelser, der fremhæver alle de sygdomme, som det aktuelle forslag netop skal afhjælpe, sig til det nationale niveau alene.

6.   Hvad koster den foretrukne løsning?

6.1.

EØSU mener, at den foretrukne løsning er omkostningseffektiv i den forstand, at de nødvendige omkostninger i stort omfang opvejes af besparelser for medlemsstaterne og industrien (10), som følge af at man sammenlægger ressourcerne, undgår dobbeltarbejde og forbedrer forudsigeligheden for virksomhederne. For at sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til rådighed (11) for det fælles arbejde i forslaget til forordning, bifalder EØSU finansieringen af det fælles arbejde og det frivillige samarbejde og støtterammen til støtte for disse aktiviteter. Finansieringen bør dække omkostningerne ved udarbejdelse af rapporter om fælles klinisk vurdering og fælles videnskabelig samråd. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at udstationere nationale eksperter i Kommissionen for at bistå koordinationsgruppens sekretariat som anført i artikel 3.

6.2.

Omkostninger i forbindelse med kontroller er inkluderet i de omkostninger, der henføres under identifikationen af fremspirende nye teknologier, der skal vurderes på EU-plan, og de fælles kliniske vurderinger. Samarbejde med de relevante organer inden for lægemidler og medicinsk udstyr vil minimere risikoen for fejl ved udarbejdelsen af arbejdsprogrammet for den koordinationsgruppe, der er ansvarlig for overvågningen. Som Kommissionen ligeledes anfører, skal koordinationsgruppen være sammensat af nationale repræsentanter for medlemsstaternes MTV-organer, mens undergrupperne skal bestå af tekniske eksperter, der foretager vurderingerne. Det fastsættes ligeledes, at de nationale MTV-organer skal uddannes med henblik på at sikre, at mindre erfarne medlemsstater opfylder de relevante krav. Dette er imidlertid ikke udtrykkeligt nævnt i forslagsteksten.

6.3.

Tilsammen udgør de offentlige og private sundhedsudgifter i EU omkring 1 300 mia. EUR om året (12), heraf 220 mia. til lægemidler (13) og 100 mia. til medicinsk udstyr (14). I gennemsnit udgør udgifterne til sundhedspleje ca. 10 % af EU's BNP (15).

6.4.

EØSU er enig i, at sundhedsudgifterne sandsynligvis vil stige i de kommende år, bl.a. på grund af den europæiske befolknings aldring, stigningen i kroniske sygdomme og anvendelsen af ny kompleks teknologi, samtidig med at medlemsstaterne underkastes flere og flere budgetmæssige begrænsninger.

6.5.

EØSU mener i øvrigt, at denne udvikling vil kræve, at medlemsstaterne styrker sundhedsbudgetternes effektivitet yderligere og fokuserer på effektive teknologier, samtidig med at innovationsincitamenterne bevares (16).

6.6.

EØSU ville være parat til at støtte anvendelse af skattemæssige incitamenter i visse lande samt en mulig justering af minimumstærsklen for statsstøtte i opadgående retning. Et forslag kunne være en eventuel revision af maksimumsbeløbet for anvendelse af de minimis-reglerne om statsstøtte. Således kunne man hæve det nugældende loft på 200 000 EUR til 700 000 EUR i det mindste for SMV'er, der er aktive inden for sundheds- og plejesektorerne, og samtidig pålægge de berørte virksomheder yderligere kvalitetskrav, f.eks. at de udarbejder projekter, der kræver samarbejde mellem flere af disse virksomheder, at de investerer i forskning og innovation eller at de er selskaber, som geninvesterer hele deres overskud i virksomheden. Det vil være muligt at anvende disse bestemmelser til at tilskynde SMV'er og socialøkonomiske virksomheder til at investere mere i forskning, innovation og udvikling af netværkssamarbejder (17). EØSU mener desuden, at medlemsstaterne bør støtte og finansiere relevante idéer og initiativer fra nystartede virksomheder.

6.7.

Udvalget anser den offentlige støtte for særdeles relevant i forbindelse med MTV, og denne kan helt sikkert styrkes, hvis man samordner indsatsen og undgår unødigt dobbeltarbejde. Det anslås, at hver MTV, som udføres i et land, koster de nationale organer omkring 30 000 EUR og sundhedssektoren 100 000 EUR (18). Hvis det antages, at 10 medlemsstater foretager en MTV af samme teknologi, og dette arbejde erstattes af en fælles rapport, vil der kunne spares op til 70 % af nævnte beløb, selv når det samtidig antages, at omkostningerne til en fælles vurdering er tre gange højere end til en enkelt national rapport som følge af større behov for samordning. Disse midler kan enten spares eller omfordeles til andre MTV-aktiviteter. I betragtning af de meget høje omkostninger, der er forbundet med de nye teknologier, er det imidlertid nødvendigt, at den MTV, som anvendes af en medlemsstat til at træffe beslutning om godtgørelse af en teknologi, spiller sammen med dens nationale behandlingsudbud. Hvad angår f.eks. kræftbehandlinger, der som regel koster over 100 000 EUR pr. patient, vil omkostningerne ved en uhensigtsmæssig klinisk vurdering langt overstige de besparelser, der opnås ved en fælles vurdering. Det skal nævnes, at ECPC (European Cancer Patient Coalition, den europæiske forening for kræftpatienter) hilser det aktuelle forslag velkommen og fremhæver, at da dobbeltarbejde undgås, vil obligatoriske fælles kliniske vurderinger fjerne risikoen for at komme frem til divergerende resultater og dermed begrænse forsinkelserne i adgangen til nye behandlinger mest muligt (19). Desuden har AIM (International Association of Mutual Benefit Societies), en international sammenslutning af NGO-aktører, som leverer sundhedsydelser, udtrykt tilfredshed med, at Kommissionen foreslår at etablere en mere holdbar MTV-samarbejdsmodel i EU. Sammenslutningen frygter imidlertid, at den nye ordning ved indførelse af kun én klinisk vurdering i EU tilskynder til at foretage disse MTV'er så hurtigt som muligt og derved risikerer at forringe behandlingernes kvalitet og sikkerhed (20).

6.8.

Da de budgetmæssige konsekvenser af forslaget forventes at få virkning fra 2023 og fremefter, vil bidraget fra EU's budget efter 2020 blive drøftet inden for rammerne af udarbejdelsen af Kommissionens forslag til den næste flerårige finansielle ramme (FFR) og vil afspejle resultatet af forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme for perioden efter 2020.

6.9.

På grund af de enorme økonomiske interesser, der er på spil, rammes sektoren for medicinsk teknologi nemt af interessekonflikter. Det er afgørende, at MTV organiseres på en objektiv, uafhængig og gennemsigtig måde.

7.   Hvilke konsekvenser vil det få for SMV'er og mikrovirksomheder?

7.1.

Forslaget er relevant for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), der som anført i punkt 4.2 ovenfor spiller en vigtig rolle i sektoren for medicinsk udstyr. Forslaget indeholder dog ingen særlige bestemmelser for mikrovirksomheder, da disse ikke forventes at spille en større rolle med hensyn til at markedsføre nye medicinske teknologier. Efter EØSU's opfattelse kan forslaget forventes at komme SMV'er og socialøkonomiske virksomheder, der er aktive i denne sektor, til gavn, idet det vil reducere den nuværende administrative byrde og de høje overholdelsesomkostninger som følge af, at der skal indgives flere dossierer for at opfylde forskellige nationale MTV-krav. Udvalget beklager imidlertid, at denne gruppe af virksomheder ikke er genstand for specifikke bestemmelser. Navnlig vil fælles kliniske vurderinger og fælles videnskabelige samråd, som er omhandlet i forslaget, øge forudsigeligheden for virksomhederne. Dette er særlig relevant for SMV'er og sociale virksomheder, da de generelt er tilbøjelige til at have en mindre produktportefølje og mere begrænsede øremærkede ressourcer og muligheder, når det gælder MTV. Det skal bemærkes, at forslaget ikke indeholder nogen bestemmelser om gebyrer for fælles kliniske vurderinger eller fælles videnskabelige samråd, hvilket ligeledes har stor betydning for beskæftigelsen som led i bekæmpelsen af arbejdsløshed. Forbedret forudsigelighed for virksomheder takket være det fælles arbejde om MTV i hele EU forventes at få en positiv indvirkning på konkurrenceevnen i EU's sektor for medicinsk teknologi. Den IT-infrastruktur, der er omhandlet i forslaget, anvender standard-IT-redskaber (f.eks. til databaser, dokumentudveksling, internetbaseret offentliggørelse) og bygger på værktøjer, der allerede er udviklet af EUnetHTA fælles aktioner.

7.2.

Et meget vigtigt finansielt incitament for SMV'er kunne være at tilskynde dem til efter 2020 at deltage i europæiske udviklingsfinansieringsprogrammer i henhold til de nationale strategiske referencerammer. De nuværende programmer vedrørende nationale strategiske referencerammer for perioden 2014-2020 indeholder specifikke bestemmelser om forsknings- og udviklingsforanstaltninger med henblik på at bekæmpe fattigdom og arbejdsløshed.

7.2.1.

Efter EØSU's mening er det ikke alene nødvendigt at bevare disse programmer, men tilmed at udvide dem til at omfatte de bredere principper i forslaget til forordning og gøre dem til et værktøj, der stimulerer forskning, udvikling og kreativitet. Forslaget omtaler ikke tredjelande, men efter EØSU's opfattelse bør man ikke udelukke et samarbejde med tredjelande, som der er indgået en bilateral aftale med. I sidste ende kommer det an på slutbrugeren og dennes valg.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (EUT L 88 af 4.4.2011).

(2)  EUnetHTA Joint Action 1 i 2010-2012, EUnetHTA Joint Action 2 i 2012-2015 og EUnetHTA Joint Action 3 for perioden 2016-2019. Se: http://www.eunethta.eu/.

(3)  http://europa.eu/rapid/press-release_IP-18-486_da.htm.

(4)  http://www.astrid-online.it/static/upload/7787/7787e169a7f0afc63221153a6636c63f.pdf.

(5)  http://www.eunethta.eu/wp-content/uploads/2018/01/FINAL-Project-Plan-WP4-CA-TAVI-v3.pdf.

(6)  http://ec.europa.eu/economy_finance/publications/european_economy/2015/pdf/ee3_en.pdf.

(7)  Relevant lovgivning omfatter direktiv 2001/83/EF, forordning (EF) nr. 726/2004, forordning (EU) nr. 536/2014, forordning (EU) 2017/745 og forordning (EU) 2017/746.

(8)  Det skal bemærkes, at behovet for forbedret synergi også anerkendes af medlemsstaterne i oplægget »Synergies between regulatory and HTA issues on pharmaceuticals« fra MTV-netværket samt af EUnetHTA og EMA (Det Europæiske Lægemiddelagentur) i deres fælles rapport om gennemførelsen af den treårige arbejdsplan (2012-2015) for EMA-EUnetHTA.

(9)  http://www.cleoresearch.org/en/.

(10)  Besparelsen i omkostningerne i forbindelse med fælles vurderinger (vurderinger af relativ effektivitet, REA) kan med sandsynlighed andrage 2,67 mio. EUR om året.

(11)  De samlede omkostninger ved den foretrukne løsning anslås til ca. 16 mio. EUR.

(12)  Data fra Eurostat i et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene Pharmaceutical Industry: A Strategic Sector for the European Economy, Generaldirektoratet for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er (GROW) 2014.

Eurostat, udgifter til sundhedsvæsenet i samtlige medlemsstater, data fra 2012 eller de seneste data, der er til rådighed. For Irland, Italien, Malta og Det Forenede Kongerige suppleres disse tal med sundhedsdata fra WHO (med ECB's årlige omregningskurs).

(13)  Eurostat data, in DG GROW SWP, 2014, Pharmaceutical Industry: A Strategic Sector for the European Economy.

(14)  Meddelelse om Sikkert, effektivt og innovativt medicinsk udstyr og medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik til gavn for patienter, forbrugere og sundhedspersoner, COM(2012) 540 final. Beregninger fra Verdensbanken, EDMA, Espicom og Eucomed.

(15)  Europa-Kommissionen. Det europæiske semester, tematisk faktablad om sundhed og sundhedssystemer, 2015. Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender (ECFIN), Cost-containment policies in public pharmaceutical spending in the EU (Politikker til begrænsning af offentlige lægemiddeludgifter i EU), 2012. Se også http://ec.europa.eu/smart-regulation/roadmaps/docs/2016_sante_144_health_technology_assessments_en.pdf.

(16)  Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender (ECFIN), Cost-containment policies in public pharmaceutical spending in the EU (Politikker til begrænsning af offentlige lægemiddeludgifter i EU), 2012.

(17)  På nuværende tidspunkt fastsættes i forordning (EU) nr. 1407/2013 et loft på 200 000 EUR for den statsstøtte, som virksomhederne kan modtage over en periode på tre år, herunder i form af skattelettelser. På grund af den økonomiske krise hævede EU midlertidigt dette loft til 500 000 EUR i 2008 som led i sin »genopretningsplan«. Det må erkendes, at den stigende efterspørgsel efter sundhedstjenesteydelser, især til omsorgskrævende personer, vil udgøre en af de største udgiftsposter for medlemsstaternes sundhedssystemer. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at indføre en særlig ordning til at skabe incitamenter for og tildele støtte til virksomheder, som er aktive inden for levering af social service på lokalt plan.

(18)  GD ECFIN, The 2015 Ageing Report (rapporten om befolkningsaldringen), 2015. OECD, 2015. Pharmaceutical expenditure and policies: past trends and future challenges.

(19)  http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/BRIE/2018/614772/EPRS_BRI(2018)614772_EN.pdf.

(20)  https://www.aim-mutual.org/wp-content/uploads/2018/02/AIM-on-HTA.pdfstenete

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår satser for merværdiafgiften

(COM(2018) 20 final — 2018/0005 (CNS))

om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår særordningen for små virksomheder

(COM(2018) 21 final — 2018/0006 (CNS))

om ændret forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår foranstaltninger til styrkelse af det administrative samarbejde vedrørende merværdiafgift

(COM(2017) 706 final — 2017/0248 (CNS))

og om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår forpligtelsen til at overholde et minimumsniveau for normalsatsen

(COM(2017) 783 final — 2017/0349 (CNS))

(2018/C 283/05)

Ordfører:

Petru Sorin DANDEA

Anmodning om udtalelse	Rådet for Den Europæiske Union, 15.12.2017, 9.1.2018, 5.2.2018
Retsgrundlag	Artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	26.3.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.5.2018
Plenarforsamling nr.	535
Resultat af afstemningen for/imod/hverken for eller imod)	198/5/10

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU hilser Kommissionens forslag velkommen og anbefaler medlemsstaterne at vedtage det og sætte det i værk hurtigt, eftersom det alt for opsplittede momssystem i det indre marked rejser urimelige hindringer for små virksomheders udvikling.

1.2.

EØSU støtter Kommissionens mål om, at foranstaltningerne i denne pakke skal komme den endelige forbruger til gode. Udvalget mener dog, at de nedsatte satser og fritagelser i henhold til artikel 98, stk. 1 og 2, i forslaget til direktiv 2018/0005 (CNS), først og fremmest bør tages i anvendelse for på en sammenhængende måde at opfylde et mål af almen interesse. Mål af denne art forfølges i visse tilfælde af formidlende organer såsom sociale støttetjenester eller uddannelsesinstitutioner, som ikke er endelige forbrugere. Ligeledes mener EØSU, at lofterne bør hæves, så systemet bliver tilgængeligt ikke kun for mikrovirksomheder, men også for små og mellemstore virksomheder.

1.3.

EØSU er enigt i Kommissionens forslag om at opstille en negativliste over produkter og tjenester, for hvilke der ikke vil kunne anvendes de nedsatte satser, der er omhandlet i forslaget til direktiv, men bemærker, at en sådan liste ikke unødigt bør begrænse medlemsstaternes frihed til at fastsætte nedsatte satser for visse produkter af almen interesse. Medlemsstaterne bør også fremover kunne anvende nedsatte satser for produkter, som ifølge gældende undtagelser i det nuværende direktiv 2006/112/EF er omfattet af nedsatte satser.

1.4.

Kommissionen mener, at ordningen med nedsatte satser ikke bør gælde for varer og tjenester, der er at betragte som halvfabrikata. EØSU finder, at denne tilgang giver fortolkningsproblemer f.eks. for forvaltningen af komplekse tjenester, især dem, der leveres af netværk, klynger og konsortier. Den kan således give anledning til tvetydige fortolkninger, når en tjeneste ydet af en virksomhed, der er en del af en koncern, betales til moderselskabet, som efterfølgende viderefakturerer ydelsen til den virksomhed, som leverede tjenesten. Hvis den nedsatte sats ikke anvendes i et sådant tilfælde, vil det medføre en omkostningsstigning, som i sidste ende vil ramme den endelige bruger, omend indirekte.

1.5.

EØSU mener, at de ambitiøse mål, som Kommissionen har opstillet i denne pakke, kun kan nås, hvis medlemsstaterne lægger sig tilstrækkeligt i selen for at få vedtaget det endelige momssystem inden for en rimelig frist.

1.6.

EØSU støtter Kommissions forslag om at give medlemsstaterne lov til at anvende to nedsatte satser på mindst 5 % samt en yderligere nedsat sats på under 5 %, som den mener bør gælde for nogle bestemte varer og tjenesteydelser, således som det er tilfældet i nogle medlemsstater. EØSU anbefaler medlemsstaterne at bevare de nedsatte satser, som i dag anvendes på visse kategorier af varer eller tjenesteydelser af almen interesse. Endvidere mener EØSU, at medlemsstaterne for at fremme SMV'ernes adgang til det indre marked bør foreslå en liste over varer og tjenesteydelser, for hvilke der kan anvendes nedsatte satser, for at hjælpe SMV'erne med at få adgang til det indre marked. En grundig analyse af muligheden for at indføre højere momssatser på luksusvarer bør overvejes.

1.7.

Udvalget ønsker at henlede medlemsstaternes opmærksomhed på vigtige aspekter af momsordningens anvendelse på organisationer og foreninger, der yder støtte til dårligt stillede personer. Ofte kan disse på grund af momsen ikke inddrive væsentlige beløb, hvilket i høj grad begrænser deres mulighed for at yde bistand til personer, der tilhører dårligt stillede grupper. Derfor anbefaler udvalget, at EU-institutionerne og medlemsstaterne momsfritager disse organisationer. EØSU mener endvidere, at pro bono-advokater eller advokater, der yder gratis offentlig retshjælp, ikke bør være momspligtige, forudsat at denne aktivitet genererer lave eller ingen indtægter for disse advokater.

1.8.

EØSU anbefaler medlemsstaterne at stille de nødvendige menneskelige, økonomiske og logistiske ressourcer til rådighed for de myndigheder, som skal bekæmpe lovovertrædelser på momsområdet, for at sikre, at bestemmelserne i forordningen iværksættes korrekt i overensstemmelse med Kommissionens forslag. Ligeledes vil det efter EØSU's mening være nyttigt, at medlemsstaterne undersøger muligheden for at gøre bedre brug af de digitale teknologier i bekæmpelsen af momssvig og for at opmuntre til frivillig efterlevelse ved at gøre EU's momslovgivning mere gennemskuelig.

2.   Kommissionens forslag

2.1.

I april 2016 offentliggjorde Kommissionen en handlingsplan (1) om modernisering af det europæiske momssystem. Til fortsat gennemførelse af handlingsplanen fremlægger Kommissionen nu tre direktivforslag (2) og et forslag til forordning (3).

2.2.

De tre direktivforslag går ud på at ændre Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem. De foreslåede ændringer vedrører særordningen for små virksomheder, minimumssatserne for moms og overholdelsen af minimumsniveauet for normalsatsen.

2.3.

EU's momsregler har mere end tyve år på bagen og bygger på oprindelsesprincippet. Kommissionen ønsker at modernisere dem med henblik på at skabe et endeligt momssystem for den grænseoverskridende varehandel mellem virksomheder, som er baseret på beskatning i bestemmelsesmedlemsstaten.

2.4.

Kommissionens forslag går ud på etablere ligebehandling mellem medlemsstaterne ved at give dem mulighed for at anvende en enkelt nedsat sats, som ikke er omfattet af minimumskravet, samt yderligere to satser på mindst 5 %. Ligeledes foreslår Kommissionen, at normalsatsen fortsat skal være på mindst 15 %.

2.5.

Kommissionen mener, at ordningen med nedsatte satser ikke bør gælde for varer og tjenesteydelser, der i samhandelen inden for EU, er at betragte som halvfabrikata. Den foreslår, at bestemmelserne i den foreliggende pakke skal være til gavn for den endelige forbruger.

2.6.

Forslaget til forordning går ud på at ændre Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 gennem foranstaltninger til styrkelse af det administrative samarbejde vedrørende merværdiafgift. Blandt de vigtigste ændringer kan nævnes udveksling af oplysninger uden forudgående anmodning, fælles revisioner, procedurer for refusion af moms til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, en styrkelse af Eurofisc med en fælles kapacitet til risikoanalyse og mulighed for at koordinere undersøgelser og samarbejde med OLAF (Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig) og Europol om alvorlige sager samt videregive sådanne sager til EPPO (Den Europæiske Anklagemyndighed), ajourføring af betingelserne for datadeling samt udveksling af oplysninger i toldprocedure 42 og 63 og køretøjsregistre med afgiftsmyndighederne (4).

3.   Generelle og særlige bemærkninger

3.1.

I betragtning af, at det nuværende momssystem i medlemsstaterne er så opsplittet og ineffektivt, idet det giver mulighed for svig og desuden rejser urimelige hindringer for små virksomheder på handels- og investeringsområdet, hilser EØSU Kommissionens forslag velkommen og anbefaler medlemsstaterne at vedtage det og sætte det i værk hurtigt.

3.2.

Kommissionen mener, at ordningen med nedsatte satser ikke bør gælde for varer og tjenester, der er at betragte som halvfabrikata. EØSU finder, at denne tilgang giver fortolkningsproblemer f.eks. for forvaltningen af komplekse tjenester, især dem, der leveres af netværk, klynger og konsortier. Den kan således give anledning til tvetydige fortolkninger, når en tjeneste ydet af en virksomhed, der er en del af en koncern, betales til moderselskabet, som efterfølgende viderefakturerer ydelsen til den virksomhed, som leverede tjenesten. Hvis den nedsatte sats ikke anvendes i et sådant tilfælde, vil det medføre en omkostningsstigning, som i sidste ende vil ramme den endelige bruger, omend indirekte.

3.3.

Kommissionen foreslår, at momssystemet fremover skal være baseret på princippet om bestemmelsesland. EØSU mener, at denne tilgang vil være et vigtigt skridt i retning af et endeligt momssystem i EU, og tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde processen og skabe klarhed over definitionen af forskellige varer og tjenesteydelser.

3.4.

Ligeledes foreslår Kommissionen at, normalsatsen fortsat skal være på mindst 15 %. EØSU gør opmærksom på, at momsen i de fleste EU-lande er en af de vigtigste indtægtskilder for statsbudgettet, og støtter derfor Kommissionens forslag.

3.5.

De fleste medlemsstater anvender nedsatte momssatser for fødevarer, medicin og bøger såvel som for basale tjenesteydelser såsom sundhedspleje og sociale støttetjenester. EØSU støtter Kommissions forslag om at give medlemsstaterne lov til at anvende to nedsatte satser på mindst 5 % samt en yderligere nedsat sats på under 5 %, som den mener bør gælde for nogle bestemte varer og tjenesteydelser, således som det er tilfældet i nogle medlemsstater. Anvendelsen af disse nedsatte satser gør det endnu vigtigere at informere de SMV'er, som også opererer uden for deres hjemmemarked. En grundig analyse af muligheden for at indføre højere momssatser på luksusvarer bør overvejes.

3.6.

Kommissionen fremfører, at der i den nye ordning, som er baseret på princippet om bestemmelsesland, kan opstå konkurrenceforvridninger i forbindelse med visse tjenesteydelser eller varer. For at løse dette problem foreslår Kommissionen, at der på grundlag af den statistiske klassifikation opstilles en »negativliste« over varer og tjenesteydelser, som er pålagt normalsatsen for moms. Selv om EØSU er enigt i Kommissionens forslag og understreger, at medlemsstaterne er forpligtet til at følge en sådan liste, vil udvalget gerne understrege, at det — når der træffes beslutning om denne liste — er vigtigt at sikre, at den ikke unødigt begrænser medlemsstaternes frihed til at fastsætte nedsatte satser for visse produkter af almen interesse. Medlemsstaterne bør også fremover kunne anvende nedsatte satser for produkter, som ifølge gældende undtagelser i det nuværende direktiv 2006/112/EF er omfattet af nedsatte satser. Den af Kommissionen foreslåede negativliste (bilag IIIa) bør derfor tage hensyn til veletablerede regler i medlemsstaterne. Under alle omstændigheder må det stå klart, at denne nedsatte sats kan opretholdes for levering af arbejdskraftintensive tjenester, især dem, der leveres af SMV'er.

3.7.

I betragtning af, at det nye momssystem for små virksomheder, som Kommissionen foreslår, skal hjælpe dem med at udnytte de muligheder, det indre marked åbner op for, mener EØSU, at de lofter, der foreslås i artikel 284, stk. 1, og artikel 284, stk. 2, litra a), bør samordnes bedre med den omsætning, der fastsættes som loft i artikel 280a, stk. 1. Med andre ord, mens Kommissionens forslag fastsætter loftet for årsomsætningen til 85 000 EUR — under hvilket mikrovirksomheder kan nyde godt af fritagelserne i det foreslåede direktiv — er loftet for værdien af det grænseoverskridende salg 100 000 EUR, hvilket betyder, at den foreslåede ordning især er møntet på mikrovirksomheder. EØSU er af den opfattelse, at lofterne bør fastsættes på en sådan måde, at SMV'erne også kommer ind under denne nye ordning. Det ville ligeledes være ønskeligt, at de foranstaltninger, der er rettet mod SMV'er, også kommer til at gælde for de socialøkonomiske virksomheder, især dem, der yder sociale og uddannelsesmæssige tjenester. I øvrigt mener EØSU, at der bør træffes yderligere foranstaltninger for også at lade SMV'erne nyde godt af den lettelse af de administrative byrder, som i den ordning, Kommissionen foreslår, kun gælder for mikrovirksomheder.

3.8.

EØSU mener, at medlemsstaterne for at fremme SMV'ernes adgang til EU's indre marked bør udarbejde en liste over varer og tjenesteydelser, for hvilke der gælder nedsatte momssatser. Listen bør stilles til rådighed for erhvervslivet på centralt EU-niveau.

3.9.

EØSU går ind for de forenklinger, som Kommissionen foreslår, når det gælder kravene til virksomhedernes momsregistrering og rapportering, og mener, at disse forenklinger vil hjælpe dem til at vokse hurtigere og lette deres adgang til det indre marked.

3.10.

Omend EØSU er enigt i Kommissionens mål om, at bestemmelserne i den foreliggende pakke skal være til gavn for den endelige forbruger, bør de nedsatte satser og fritagelser i henhold til artikel 98, stk. 1 og 2, i forslaget til direktiv 2018/0005 (CNS) efter udvalgets mening først og fremmest tages i anvendelse for på en sammenhængende måde at opfylde et mål af almen interesse. Mål af denne art forfølges i visse tilfælde af formidlende organer såsom sociale støttetjenester eller uddannelsesinstitutioner, som ikke er endelige forbrugere. Med henblik på at gøre adgangen til juridisk bistand lettere for alle er det desuden vigtigt at fastsætte en nedsat momssats for tjenesteydelser, som advokater tilbyder ugunstigt stillede i form af juridisk bistand.

3.11.

EØSU erkender, at bestemmelserne i den anden pakke ikke dækker hele momsområdet på udtømmende vis. Alligevel vil udvalget gerne henlede medlemsstaternes opmærksomhed på vigtige aspekter af momsordningens anvendelse på organisationer og foreninger, der yder støtte til dårligt stillede personer. Ofte kan disse på grund af momsen ikke inddrive væsentlige beløb, hvilket i høj grad begrænser deres mulighed for at yde bistand til personer, der tilhører dårligt stillede grupper.

3.12.

Som frist for omsætningen af direktivet foreslår Kommissionen år 2022. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fastsætte en kortere frist for gennemførelsen, eftersom denne nye ordning vil gøre livet lettere for virksomhederne og give dem større muligheder i det indre marked. EØSU foreslår, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne iværksætter en stor oplysningskampagne for at fremme det nye momssystem og dets krav.

3.13.

I betragtning af, at medlemsstaterne i 2015 gik glip af momsindtægter på i alt 152 milliarder EUR, giver EØSU sin tilslutning til de foranstaltninger, som Kommissionen foreslår i sit forslag til forordning om administrativt samarbejde. Når OLAF og Den Europæiske Anklagemyndighed inddrages i efterforskningen af momssvig i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, vil kapaciteten til opsporing af manipulationer på medlemsstatsplan blive forbedret.

3.14.

EØSU anbefaler medlemsstaterne at stille de nødvendige menneskelige, økonomiske og logistiske ressourcer til rådighed for de myndigheder, som skal bekæmpe lovovertrædelser på momsområdet, for at sikre, at bestemmelserne i forordningen gennemføres korrekt i overensstemmelse med Kommissionens forslag. Ligeledes vil det efter EØSU's mening være nyttigt, at medlemsstaterne undersøger muligheden for at gøre bedre brug af de digitale teknologier for at bekæmpe momssvig og forbedre den frivillige efterlevelse.

3.15.

EØSU minder om, at det har foreslået oprettelse af et forum (5), som skal sikre udveksling af god praksis i forbindelse med skatteopkrævning og kortlægge muligheder for udvikling af medlemsstaternes administrative kapacitet for at bekæmpe momssvig i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, hvilket også vil få det indre marked til at fungere bedre. Kommissionen bør oprette et sådant forum.

3.16.

EØSU bemærker, at de ambitiøse mål, som Kommissionen har opstillet i denne pakke, kun kan nås, hvis medlemsstaterne lægger sig tilstrækkeligt i selen for at få vedtaget det endelige momssystem inden for en rimelig frist.

---

(1)  COM(2016) 148 final — En handlingsplan for moms — Mod et fælles europæisk momsområde — De svære valg.

(2)  COM(2017) 783 final — Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår forpligtelsen til at overholde et minimumsniveau for normalsatsen.

(3)  COM(2017) 706 final — Ændret forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår foranstaltninger til styrkelse af det administrative samarbejde vedrørende merværdiafgift.

(4)  Yderligere oplysninger kan findes på http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52014DC0069 og http://europa.eu/rapid/press-release_ECA-11-47_da.htm

(5)  Se EØSU's udtalelse ECO/442 om Momsreformpakken (I) (endnu ikke offentliggjort i EUT).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union

(COM(2017) 797 final — 2017/0355 (COD))

(2018/C 283/06)

Ordfører:	Christian BÄUMLER
Medordfører:	Vladimíra DRBALOVÁ

Høring	Rådets anmodning om udtalelse: 10.1.2018 Europa-Parlamentets anmodning om udtalelse: 18.1.2018
Retsgrundlag	Artikel 153, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	25.4.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.5.2018
Plenarforsamling nr.	535
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	164/22/9

1.   Konklusion og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter Kommissionens indsats for at gøre arbejdsvilkårene for alle arbejdstagere, ikke mindst arbejdstagere i atypiske ansættelsesforhold, mere gennemsigtige og forudsigelige. Dette er et konkret skridt i retning af at få gennemført den europæiske søjle for sociale rettigheder.

1.2.

EØSU beklager, at det ikke var muligt at revidere og opdatere direktivet om skriftlige erklæringer (direktiv 91/533/EØF) inden for rammerne af den sociale dialog. Udvalget påpeger, at arbejdsmarkedets parter spiller en særlig rolle i forbindelse med reguleringen af gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår gennem social dialog og overenskomstforhandlinger, under hensyntagen til at medlemsstaterne er forskellige og har forskellige måder at gøre tingene på.

1.3.

EØSU peger endvidere på, at det i REFIT-rapporten konstateres, at det nuværende direktiv 91/533/EØF stadig har en klar merværdi, opfylder sit formål, udgør en vigtig del af regelværket og stadig er relevant for alle interesserede parter. Der blev dog konstateret mangler i forhold til effektivitet, direktivets personelle anvendelsesområde og dets gennemførelse.

1.4.

Nogle af medlemsstaterne har taget fat på udfordringerne i forbindelse med atypiske ansættelsesforhold og har via overenskomster, social dialog eller lovgivning iværksat beskyttelsesforanstaltninger med henblik på at sikre rimelige arbejdsvilkår og overgange med forskellige karriereforløb på arbejdsmarkedet. EØSU glæder sig udtrykkeligt over dette. Kommissionen bør præcisere, at sådanne former for beskyttelse skal opretholdes, idet arbejdsmarkedsparternes uafhængighed skal respekteres fuldt ud.

1.5.

EØSU har forståelse for formålet med Kommissionens forslag til direktiv om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår, som må forventes at føre til bedre beskyttelse af arbejdstagerne, ikke mindst arbejdstagere i atypiske ansættelsesforhold. EØSU påpeger, at det kræver et afbalanceret, juridisk velfunderet, utvetydigt og tilstrækkeligt begrundet forslag at garantere den nødvendige konvergens og sikre konsekvent anvendelse på det europæiske arbejdsmarked af forpligtelserne i det foreslåede direktiv.

1.6.

EØSU anerkender, at fysiske personer, der fungerer som arbejdsgivere, og mikrovirksomheder og små virksomheder, befinder sig i en særlig situation, da de måske ikke råder over de samme ressourcer, når de skal opfylde deres forpligtelser i henhold til det foreslåede direktiv, som mellemstore og store virksomheder. Udvalget anbefaler derfor, at Kommissionen og medlemsstaterne yder passende støtte og bistand til sådanne enheder for at hjælpe dem med at opfylde disse forpligtelser. Anvendelse af standardbreve og skabeloner, som der lægges op til i forslaget, er et godt eksempel herpå, og muligheden for andre praktiske foranstaltninger bør undersøges.

1.7.

For at sikre effektiviteten af de rettigheder, som er fastsat i EU-retten, bør det personelle anvendelsesområde i direktivet om skriftlige erklæringer ajourføres, så det tager højde for udviklingen på arbejdsmarkedet og samtidig respekterer national praksis. Ifølge Kommissionen har Den Europæiske Unions Domstol i sin retspraksis opstillet kriterier for fastlæggelse af status som arbejdstager, som er relevante for fastsættelsen af det personelle anvendelsesområde i dette direktiv. Definitionen af »arbejdstager« er baseret på disse kriterier. Kommissionen bør overveje, om ikke det ville være hensigtsmæssigt at udstikke retningslinjer med henblik på at bistå arbejdsgiverne med at opfylde deres forpligtelser og øge opmærksomheden blandt arbejdstagerne, så man mindsker risikoen for retssager.

1.8.

EØSU understreger, at medlemsstaterne under den sociale dialog skal være i stand til at afgøre, hvem der falder ind under begrebet »arbejdstager«, men at dette skal fortolkes i lyset af direktivets formål, som er at »fremme mere sikre og forudsigelige ansættelsesforhold og samtidig sikre arbejdsmarkedets tilpasningsevne og forbedre leve- og arbejdsvilkårene«. EØSU understreger, at husarbejdere, søfolk og fiskere derfor bør falde ind under direktivets anvendelsesområde. Søfarendes arbejdsvilkår reguleres allerede i vidt omfang af de europæiske arbejdsmarkedsparters aftale om ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold af 2006, som er vedlagt Rådets direktiv 2009/13/EF.

1.9.

EØSU påpeger, at kriteriet om at arbejde »for en anden« i definitionen af arbejdstager kan udelukke arbejdstagere på onlineplatforme. Udvalget anbefaler derfor yderligere præciseringer, så sådanne arbejdstagere også nyder godt af direktivets beskyttelse. EØSU mener imidlertid, at personer, der reelt er selvstændige og uafhængige, og som benytter sig af platforme, bør udelukkes fra direktivets anvendelsesområde.

1.10.

EØSU anbefaler, at direktivets personelle anvendelsesområde med hensyn til definitionen af arbejdsgivere bør præciseres, da det, som det ser ud nu, er unøjagtigt.

1.11.

EØSU bakker op om den omarbejdede version af forpligtelsen til at give arbejdstagerne information om deres arbejdsvilkår, når et ansættelsesforhold påbegyndes eller ændres, og præciseringen af, at dette senest skal ske i begyndelsen af et sådant forhold, eller når ændringerne træder i kraft. EØSU anerkender, at der kan være begrundede operationelle årsager til at tillade en vis fleksibilitet, når det gælder mikrovirksomheder og små virksomheder, samtidig med at man dog sikrer, at arbejdstagerne oplyses om deres arbejdsvilkår så tæt på ansættelsesforholdets begyndelse som muligt.

1.12.

EØSU bemærker, at forslaget tillader arbejdsmarkedets parter at indgå kollektive overenskomster, som afviger fra minimumskravene for arbejdsvilkår. EØSU støtter dette, under forudsætning af at direktivets mål opfyldes, og at den overordnede beskyttelse af arbejdstagerne er acceptabel og ikke undermineres.

1.13.

EØSU mener ikke, at arbejde på tilkaldebasis kan fastholdes som en form for beskæftigelse uden en passende referenceperiode og et passende varsel. EØSU anbefaler, at ansættelseskontrakter om arbejde på tilkaldebasis garanterer et vist antal timer eller tilsvarende betaling.

1.14.

EØSU støtter bestemmelserne om minimumskrav vedrørende arbejdsvilkår, navnlig med hensyn til varigheden af prøvetiden, restriktioner med hensyn til forbud mod sideløbende beskæftigelse, minimumsforudsigelighed i arbejdet, overgang til en anden form for ansættelse, hvor dette er muligt, og gratis uddannelse, hvor dette kræves, for at arbejdstageren kan udføre sit arbejde. EØSU anbefaler imidlertid at visse aspekter afklares, og at ansvaret placeres på nationalt niveau i henhold til national retspraksis og den sociale dialogpraksis på nationalt plan.

1.15.

Hvis direktivet skal anvendes effektivt, mener EØSU, at det giver mening at beskytte arbejdstagerne mod afskedigelse og andre foranstaltninger med tilsvarende virkning, der er en følge af, at de har påberåbt sig deres rettigheder i henhold til direktivet. Under sådanne omstændigheder er det rimeligt, at arbejdsgiver på arbejdstagerens anmodning kan blive pålagt at give en behørig skriftlig begrundelse for afskedigelsen.

1.16.

Forslaget indeholder instrumenter, som kan anvendes til at sanktionere overtrædelse af direktivets oplysningskrav. EØSU henledte opmærksomheden på denne lakune i en tidligere udtalelse og opfordrede til, at den blev udbedret. Udvalget er af den opfattelse, at sanktioner, når de er berettigede, bør svare til niveauet af den skade, som arbejdstageren har lidt. EØSU bifalder bestemmelserne i artikel 14, stk. 1, der giver arbejdsgiverne 15 dage til at afgive de manglende oplysninger.

1.17.

Forslaget opstiller minimumsstandarder for konvergens, og det er vigtigt, at arbejdstagere, som i øjeblikket har bedre materielle rettigheder, ikke behøver frygte, at deres eksisterende rettigheder forringes, når direktivet gennemføres. EØSU støtter derfor forslagets udtrykkelige bestemmelse om ikkeforringelse. Udvalget anbefaler imidlertid, at direktivet, samtidig med at det sikrer, at der ikke sker en forringelse af det overordnede beskyttelsesniveau, også udtrykkeligt præciserer, at der ikke må ske nogen forringelse af vilkårene på de individuelle områder, som direktivet dækker.

2.   Baggrund for forslaget

2.1.

Forslaget til direktiv om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union (2017/0355 (COD)) skal erstatte Rådets nuværende direktiv 91/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet (»direktivet om skriftlige erklæringer«). Det har også til formål at supplere andre eksisterende EU-direktiver.

2.2.

Forslagets retsgrundlag er artikel 153, stk. 2, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og det bygger på en REFIT-evaluering af den eksisterende EU-ret. I REFIT-rapporten konstateres det, at direktivet om skriftlige erklæringer giver klar merværdi, opfylder sit formål, udgør en vigtig del af regelværket og stadig er relevant for alle interesserede parter. Der blev dog konstateret mangler i forhold til effektivitet, direktivets personelle anvendelsesområde og dets gennemførelse.

2.3.

Omkostningerne for udstedelsen af en ny eller revideret skriftlig erklæring forventes at ligge på 18-153 EUR for SMV'er og 10-45 EUR for større virksomheder. Virksomhederne vil også skulle afholde engangsomkostninger i forbindelse med tilpasningen til det nye direktiv. Disse vil gennemsnitligt ligge på 53 EUR for en SMV og 39 EUR for en større virksomhed. Omkostningerne til at besvare anmodninger om en ny beskæftigelsesform forventes at blive af samme størrelsesorden som omkostningerne ved udstedelsen af en ny skriftlig erklæring.

2.4.

Arbejdsgiverne forudser at skulle afholde nogle beskedne indirekte omkostninger (til juridisk rådgivning, ændring af skemalægningssystemer, personaleforvaltning og personaleoplysning osv.). Det er kun den marginale fleksibilitet, der vil gå tabt (dvs. blandt den lille andel af arbejdsgiverne, der gør udstrakt brug af de mest fleksible ansættelsesformer).

2.5.

Kommissionen indledte den 26. april 2017 og den 21. september 2017 to høringsfaser med arbejdsmarkedets parter på europæisk plan om de mulige retningslinjer og om indholdet af Unionens indsats i henhold til artikel 154 i TEUF. Arbejdsmarkedets parter gav udtryk for forskellige synspunkter med hensyn til behovet for lovgivningsmæssige foranstaltninger rettet mod at revidere direktiv 91/533/EØF. EØSU påpeger ligesom i en tidligere udtalelse, at gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår først og fremmest bør forhandles mellem arbejdsmarkedets parter gennem en social dialog (1) og beklager, at de ikke kunne enes om at indlede direkte forhandlinger med henblik på at indgå en aftale på EU-plan.

2.6.

Kommissionen påpeger, at arbejdsmarkedet har udviklet sig markant siden vedtagelsen af direktiv 91/533/EØF om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet (»direktivet om skriftlige erklæringer«). Der har igennem de seneste 25 år været en tiltagende fleksibilisering af arbejdsmarkedet. I 2016 vedrørte en fjerdedel af alle ansættelseskontrakter »ikkestandardmæssige« former for ansættelse, og i de seneste 10 år har over halvdelen af alle nye job været »ikkestandardmæssige«. Digitalisering har også fremmet oprettelsen af nye former for beskæftigelse.

2.7.

Kommissionen bemærker i forslaget, at den fleksibilitet, som de nye ansættelsesformer fører med sig, har udgjort en vigtig drivkraft for jobskabelse og vækst. Siden 2014 er der blevet skabt over fem millioner arbejdspladser, hvoraf næsten 20 % er i nye ansættelsesformer.

2.8.

Alligevel har Kommissionen også erkendt, at disse tendenser har næret ustabilitet og medført øget uforudsigelighed i visse ansættelsesforhold. Dette er navnlig tilfældet for arbejdstagere i de mest usikre situationer. Mellem fire og seks millioner arbejdstagere er ansat på tilkaldebasis eller periodisk, i mange tilfælde uden at vide, hvornår og hvor længe de skal arbejde. Op imod en million arbejdstagere er underlagt eksklusivklausuler, der forbyder dem at arbejde for en anden arbejdsgiver. På den anden side konkluderedes det i den sjette europæiske undersøgelse af arbejdsvilkårene (2015), at 80 % af alle arbejdstagere i EU-28 var tilfredse med deres arbejdsvilkår.

2.9.

Nogle af medlemsstaterne har taget fat på udfordringerne i forbindelse med atypiske ansættelsesforhold og har via overenskomster, social dialog eller lovgivning iværksat beskyttelsesforanstaltninger med henblik på at sikre rimelige arbejdsvilkår og overgange med forskellige karriereforløb på arbejdsmarkedet. EØSU glæder sig udtrykkeligt over dette. Kommissionen bør i betragtningerne nævne, at forskellige former for beskyttelse, f.eks. i Belgien og i Sverige, skal efterleves. I Belgien er systemet med supplerende job i forskellige sektorer f.eks. baseret på princippet om, at arbejdstagerne allerede har et andet hovedjob.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

I sine udtalelser (2) om søjlen for sociale rettigheder har EØSU tilskyndet medlemsstaterne og EU til at afstikke og opretholde en retslig ramme, der fremmer tilpasningsevnen, som er enkel, gennemsigtig og forudsigelig, og som styrker og støtter arbejdstagernes rettigheder og retsstatsprincippet. På den måde kan EU fremme en stabil retslig ramme for kollektive overenskomstforhandlinger og social dialog, når flexicurity gennemføres. I sin første udtalelse om søjlen for sociale rettigheder (3) fremhævede EØSU, at arbejdsmarkedsvilkårene bør støtte nye og mere forskelligartede karriereforløb. Der er behov for forskellige former for henholdsvis jobskabelse og arbejdsmåder i arbejdslivet. Dette forudsætter, at der findes en passende beskæftigelsesbeskyttende lovgivningsramme, som kan sørge for rimelige arbejdsvilkår, og som kan fremme ansættelser inden for alle typer ansættelseskontrakter.

3.2.

EØSU påpeger, at atypiske ansættelsesforhold kan have store konsekvenser for både den enkelte og samfundet som helhed. Usikre ansættelsesforhold kan f.eks. være uforenelige med at stifte familie, købe en bolig og andre personlige projekter. Der må huskes på, at unge, kvinder og personer med indvandrerbaggrund er særlig udsat for disse ansættelsesformer. Den lavere løn, som ofte følger med atypiske ansættelseskontrakter, kan i visse tilfælde kræve supplerende sociale ydelser og derudover påvirke pensionsrettighederne og pensionens størrelse negativt.

3.3.

EØSU støtter Kommissionens mål om at sikre, at dynamiske, innovative arbejdsmarkeder, der understøtter EU's konkurrenceevne, er udformet på en måde, som giver grundlæggende beskyttelse for alle arbejdstagere, langsigtede produktivitetsgevinster for arbejdsgiverne samt mulighed for konvergens i retning af bedre leve- og arbejdsvilkår i hele EU. EØSU påpeger, at det kræver et afbalanceret og retligt forsvarligt, utvetydigt og tilstrækkeligt begrundet forslag at garantere den nødvendige konvergens og sikre ensartet anvendelse på det europæiske arbejdsmarked af de forpligtelser, som stammer fra den del af arbejdsretten, der er til debat.

3.4.

Kommissionen påpeger, at regelsættene i EU er blevet stadig mere komplekse. Ifølge Kommissionen øger dette risikoen for konkurrence baseret på underbud af arbejdsmarkedsstandarder, hvilket har skadelige konsekvenser, både for arbejdsgiverne, som bliver udsat for et uholdbart konkurrencepres, og for medlemsstaterne, som går glip af skatteindtægter og socialsikringsbidrag. EØSU støtter Kommissionens mål om at fastsætte mindstekrav for arbejdstagere i atypiske ansættelsesforhold, samtidig med at man overholder retspraksis og den sociale dialogpraksis på nationalt plan og navnlig beskytter de arbejdstagere, som ikke er omfattet af kollektive overenskomster.

3.5.

EØSU ser forslaget som én af Kommissionens nøgleinitiativer til opfølgning af den europæiske søjle for sociale rettigheder, der blev proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen på det sociale topmøde om fair job og vækst i Göteborg den 17. november 2017. Søjlen tjener som ledetråd for den fornyede opadgående konvergens i arbejdsmarkedsstandarder på baggrund af de nye betingelser på arbejdsmarkedet. Dette direktiv bør bidrage til at gennemføre søjlens principper om »sikker og fleksibel beskæftigelse« og om »oplysninger om ansættelsesvilkår og beskyttelse i tilfælde af opsigelser«. Der er forskellige meninger om, hvordan man kan gennemføre disse principper på den mest effektive måde. Nogle mener, at Kommissionens forslag er et væsentligt skridt i den rigtige retning, mens andre mener, at det rækker ud over, hvad der er nødvendigt.

3.6.

EØSU understreger dog, at social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger fortsat bør være det vigtigste redskab til at sikre gennemsigtige, forudsigelige og ordentlige arbejdsvilkår, og Kommissionen bør være opmærksom på ikke at gribe ind i eller besværliggøre den sociale dialog eller de kollektive overenskomstforhandlinger.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.   Anvendelsesområde og definitioner

4.1.1.

I henhold til artikel 1, stk. 2, finder minimumsrettighederne i direktivet anvendelse på alle arbejdstagere i Unionen. For at sikre effektiviteten af de rettigheder, som er fastsat i EU-retten, bør det personelle anvendelsesområde i direktivet om skriftlige erklæringer ajourføres, så det tager højde for udviklingen på arbejdsmarkedet og samtidig respekterer national praksis. Ifølge Kommissionen har Domstolen for Den Europæiske Union i sin retspraksis opstillet kriterier for fastlæggelse af status som arbejdstager, som er relevante for fastsættelsen af det personelle anvendelsesområde i dette direktiv. Definitionen af arbejdstager i artikel 2, stk. 1, er baseret på disse kriterier. De sikrer en konsekvent gennemførelse af direktivets personelle anvendelsesområde, mens det overlades til de nationale myndigheder og domstole at anvende det på specifikke situationer. Forudsat at husarbejdere, arbejdstagere på tilkaldebasis, periodiske arbejdstagere, voucher-baserede arbejdstagere, arbejdstagere på onlineplatforme, praktikanter og lærlinge opfylder disse kriterier, kunne de alle falde ind under dette direktivs anvendelsesområde.

4.1.2.

EØSU påpeger, at kriteriet om at arbejde for en anden kan udelukke arbejdstagere på onlineplatforme. Det bør derfor præciseres i betragtningerne, at algoritmer kan være bindende for arbejdstagerne på samme måde som mundtlige eller skriftlige instrukser. Reelt selvstændige personer, der bruger platforme, bør udelukkes fra direktivets anvendelsesområde.

4.1.3.

EØSU understreger, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter i forbindelse med den sociale dialog skal kunne bestemme, hvem der falder ind under begrebet »arbejdstager«, men dette skal fortolkes i lyset af direktivets generelle mål, som er at forbedre arbejdsvilkårene ved at fremme mere sikker og forudsigelig beskæftigelse og samtidig bevare arbejdsmarkedets tilpasningsevne. Domstolen har fremhævet (se f.eks. sag C-393/10, O'Brien), at medlemsstaterne ikke må anvende regler, som kan bringe virkeliggørelsen af de mål, der forfølges med et direktiv, i fare, og som derfor kan fratage direktivet dets effektive virkning.

4.1.4.

EØSU frygter, at den faktiske definition af arbejdsgivere i forslaget kan føre til forvirring og kompleksitet. Ved at definere en arbejdsgiver som »en eller flere fysiske eller juridiske personer, der er direkte eller indirekte part i et ansættelsesforhold med en arbejdstager«, indføres der med forslaget et nyt begreb for definitionen af arbejdsgivere. Normalt er der kun én arbejdsgiver i et givet ansættelsesforhold. I den forbindelse er det nødvendigt at henvise til den nationale lovgivning.

4.1.5.

EØSU påpeger, at undtagelsen i artikel 1, stk. 6, kan føre til uberettiget forskelsbehandling af husarbejdere med hensyn til at få adgang til bedre former for arbejde, efteruddannelse og udøvelse af deres rettigheder. Forskelsbehandling er uholdbar og også forbudt, eftersom flere EU-lande nu har ratificeret — og dermed er bundet af — ILO-konvention nr. 189 om husarbejderes arbejdsvilkår.

4.1.6.

EØSU glæder sig over, at direktivet ifølge artikel 1, stk. 7, vil finde anvendelse på søfarende og fiskere. For så vidt angår de søfarendes arbejdsvilkår, som reguleres af Rådets direktiv 2009/13/EF, bør man efter EØSU's mening overveje, i hvor høj grad det foreslåede direktiv er foreneligt med søfartserhvervets særlige kendetegn.

4.2.   Oplysningspligt

4.2.1.

EØSU støtter, at arbejdstagere i henhold til forslagets artikel 4, stk. 1, skal underrettes om vigtige arbejdsvilkår i begyndelsen af ansættelsesforholdet. Kun sådan kan det sikres, at begge sider er klar over deres rettigheder og pligter, når de indgår i et ansættelsesforhold. Hvis oplysningerne gives på et senere tidspunkt, tjener det udelukkende til de ansattes ulempe, og i tilfælde af kortvarige ansættelser mister de helt den beskyttelse, de er berettiget til. Ikke desto mindre erkender EØSU, at der kan være særlige omstændigheder, som kan forhindre mikrovirksomheder og små virksomheder i at give sådanne oplysninger på den første dag. EØSU anbefaler, at fristen for at give oplysningerne kan forlænges kortvarigt for mikrovirksomheder og små virksomheder. EØSU erkender endvidere, at en udvidet pakke af oplysninger kan være en byrde for virksomhederne, navnlig små virksomheder og mikrovirksomheder. EØSU mener derfor, at bl.a. sammenslutninger af SMV'er bør yde støtte til fysiske personer, små virksomheder og mikrovirksomheder for at hjælpe dem med at opfylde deres forpligtelser i henhold til direktivet.

4.2.2.

I henhold til forslagets artikel 4, stk. 1, kan dokumentet med oplysningerne om ansættelsesforholdet sendes elektronisk, under forudsætning af, at det er let tilgængeligt for arbejdstageren. EØSU mener dog, at det er vigtigt at sikre, at oplysningerne rent faktisk formidles. Udvalget anbefaler, at arbejdsgiverne og arbejdstagerne får frit spillerum til at blive enige om, hvordan dokumentet skal overbringes, og at oplysningspligten under alle omstændigheder først anses som værende opfyldt, når arbejdstageren har bekræftet modtagelsen.

4.2.3.

EØSU er enig i, at oplysninger om ændringer i grundlæggende arbejdsvilkår skal meddeles hurtigst muligt, og senest når ændringerne træder i kraft. Dette lukker et stort hul i det nuværende direktiv om skriftlige erklæringer, hvor ændringer først skal meddeles skriftligt, en måned efter at de er trådt i kraft (artikel 5, stk. 1). For at undgå overdrevne administrative byrder bør det fastsættes, at ændringer som følge af ændringer i gældende retlige og administrative krav eller i kollektive overenskomster ikke skal meddeles individuelt af en virksomhed, eftersom sådanne ændringer i mange medlemsstater meddeles af lovgivere og arbejdsmarkedets parter.

4.2.4.

Artikel 6, stk. 1, svarer stort set til de eksisterende bestemmelser (artikel 4, stk. 1, i direktivet om skriftlige erklæringer). EØSU bemærker de mere detaljerede oplysninger (nu i litra c)) om ydelser i naturalier og kontanter.

4.2.5.

EØSU glæder sig over forpligtelsen i artikel 6, stk. 2, til at give udstationerede arbejdstagere flere oplysninger. Udvalget anbefaler, at det præciseres, at disse ordninger bygger på eksisterende ordninger — disse oplysninger skal med andre ord meddeles ud over oplysningerne i artikel 6, stk. 1, og artikel 3, stk. 2. Det står ikke klart, hvornår det reviderede direktiv 96/71/EF træder i kraft, men EØSU påpeger, at bestemmelserne i dette direktiv skal være i overensstemmelse med den endelige aftale om en revision af direktivet om udstationering af arbejdstagere.

4.2.6.

EØSU bemærker, at henvisningen til den hjemmeside, som skal oprettes i de enkelte medlemsstater (i henhold til artikel 5, stk. 2, litra a), i håndhævelsesdirektivet 2014/67/EU), ikke i tilstrækkelig grad opfylder kravet om at stille oplysninger til rådighed. Dette skyldes, at henvisningen forudsætter, at alle medlemsstater fuldt ud har overholdt deres forpligtelse i håndhævelsesdirektivet, og at udstationerede arbejdstagere kan forstå oplysningerne både med hensyn til indhold og sprog. Da mange lande, herunder Tyskland, har været ude af stand til at opfylde deres forpligtelse i henhold til artikel 5 i direktiv 2014/67/EF på tilfredsstillende vis, selv om gennemførelsesperioden er udløbet, tjener henvisningen ikke noget formål, hvis hjemmesiderne kun indeholder meget generelle oplysninger og ikke på de relevante sprog.

4.2.7.

EØSU påpeger, at det ikke er nok at henvise til de gældende bestemmelser, jf. artikel 6, stk. 3, for at opfylde kravet om at underrette udstationerede arbejdstagere korrekt, hvis disse bestemmelser ikke er tilgængelige på et sprog, de kan forstå. Navnlig med hensyn til den løn, de kan forvente i udlandet, skal udstationerede arbejdstagere underrettes direkte og ikke henvises til bestemmelser, de ikke forstår.

4.2.8.

I artikel 6, stk. 4, skabes der en undtagelse fra oplysningskravet for arbejdsperioder i udlandet, der ikke overstiger fire på hinanden følgende uger. EØSU er bekymret for, at dette kan skabe et smuthul, der gør det muligt at omgå oplysningskravene. Udvalget anbefaler, at der foretages en evaluering af denne undtagelse, når det bliver aktuelt.

4.3.   Mindstekrav vedrørende arbejdsvilkår

4.3.1.

EØSU støtter Kommissionens mål om, at bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, skal tjene til at indføre ensartede minimumsstandarder for længden af prøvetiden. Denne bestemmelse tjener ligesom undtagelsen i artikel 7, stk. 2, både arbejdsgiveres og arbejdstageres interesse. Prøvetid giver arbejdsgivere mulighed for at kontrollere, om arbejdstagere er egnede til den stilling, som de er blevet ansat i, samtidig med at de modtager ledsagende støtte og uddannelse. Denne prøvetid kan ledsages af begrænset beskyttelse mod afskedigelse. Indtræden på arbejdsmarkedet eller overgang til en ny stilling bør ikke føre til lang tids usikkerhed. Som fastsat i den europæiske søjle for sociale rettigheder bør prøvetider derfor være af rimelig varighed. EØSU påpeger, at medlemsstaterne i henhold til artikel 7, stk. 2, kan fastsætte længere prøvetider i tilfælde, hvor dette er begrundet i beskæftigelsens art, hvilket f.eks. kan være tilfældet i den offentlige administration i visse medlemsstater eller i job, der kræver særlige færdigheder.

4.3.2.

EØSU støtter bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, om, at arbejdsgivere ikke må hindre arbejdstagere i at tage beskæftigelse hos andre arbejdsgivere uden for den tid, de arbejder for dem, forudsat at dette ligger inden for de grænser, der er fastsat i arbejdstidsdirektivet, som har til formål at beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. EØSU påpeger imidlertid, at en sådan bred ret til parallel beskæftigelse bør respektere de nationale regler, praksisser og traditioner med hensyn til social dialog og sociale partnerskaber i de forskellige medlemsstater. En sådan bred ret kan være problematisk, navnlig for medarbejdere, som er vigtige for arbejdsgiveren, da sådanne medarbejdere ikke kan stå til rådighed for flere arbejdsgivere på samme tid. Hvad angår arbejdstidsdirektivet, udtrykkes der også bekymring om, at arbejdsgiverne kan være ansvarlige for at overvåge arbejdstiden for personer i parallel beskæftigelse. EØSU anbefaler, at det præciseres, at arbejdsgiveren ikke er ansvarlig for at overvåge arbejdstiden i et andet ansættelsesforhold.

4.3.3.

I henhold til artikel 8, stk. 2, kan arbejdsgivere fastsætte betingelser for uforenelighed, hvis sådanne restriktioner er berettigede ud fra legitime hensyn såsom beskyttelse af forretningshemmeligheder eller undgåelse af interessekonflikter. I betragtning 20 henviser Kommissionen til specifikke kategorier af arbejdsgivere. Arbejdsgiverne kan i princippet støtte denne artikel 8, stk. 2, men en begrænsning af restriktionen til at omfatte arbejde for specifikke kategorier af arbejdsgivere synes ikke at tillade de nødvendige begrænsninger navnlig for nøglemedarbejdere, uanset hvilken kategori af arbejdsgivere de ønsker at arbejde for. Fagforeningerne er imidlertid imod denne brede undtagelse, da den vil give arbejdsgiverne ensidig ret til at fastsætte uforenelighedskriterier, der begrænser parallel beskæftigelse. Hvis en arbejdsgiver har legitime grunde til sådanne begrænsninger, skal disse kunne begrundes objektivt, og det bør derfor være medlemsstaternes lovgivere og domstole, som bærer hovedansvaret for at afveje konfliktparternes interesser.

4.3.4.

EØSU er enig i målet om at forbedre forudsigeligheden af arbejde på tilkaldebasis, sådan som forslaget lægger op til. Denne forudsigelighed kan forbedres gennem begrænsninger af den faktiske arbejdstid til en referenceramme, som fastsættes på forhånd, og ved at meddele disse tidspunkter i god tid, sådan som det fastsættes i artikel 9. De arbejdstagere, hvis tidsplan for arbejdet er mest skiftende, bør have en minimumsforudsigelighed i arbejdet, når tidsplanen for arbejdet fortrinsvis kræver, at arbejdstagerne skal være fleksible, det være sig direkte — f.eks. ved tildeling af arbejdsopgaver — eller indirekte — f.eks. ved at pålægge arbejdstageren at imødekomme kundernes anmodninger. Ikke desto mindre vil der være behov for en præcisering af, hvad der forstås som en tilstrækkelig rimelig frist for at fortælle medarbejderen om arbejdet i de følgende dage, og hvem der skal træffe beslutningen om, hvilke frister der er rimelige for hvilke brancher. Ordningerne varierer i de enkelte sektorer.

4.3.5.

EØSU påpeger, at direktivet ikke indeholder nogen kvalitativ vejledning til medlemsstaterne om referencerammen og forhåndsmeddelelsen. Det er ikke umuligt, at selv en bredt udtænkt referenceperiode og frister stadig vil være i overensstemmelse med direktivet, selv om de ikke forbedrer forudsigeligheden af arbejdet for arbejdstagerne. Derudover kan arbejdsgiveren ensidigt indføre referenceperioder, uden at arbejdstagerne har samme ret, hvilket bibeholder den eksisterende ubalance.

4.3.6.

EØSU anerkender, at arbejde på tilkaldebasis indebærer en fleksibilitet, som begrænser forudsigeligheden af den ansattes daglige liv. En svingende og upålidelig indkomst kan være et alvorligt problem for medarbejdere på tilkaldebasis. EØSU mener ikke, at arbejde på tilkaldebasis kan fastholdes som en form for beskæftigelse, hvis ikke der fastsættes en passende referenceperiode og et passende varsel for medarbejderen. EØSU anbefaler, at ansættelseskontrakter om arbejde på tilkaldebasis garanterer et vist antal timer eller tilsvarende betaling.

4.3.7.

Ifølge artikel 10, stk. 1, skal arbejdstagere efter en ansættelsesperiode på seks måneder kunne anmode om en form for ansættelse med mere forudsigelige og sikre arbejdsvilkår. EØSU glæder sig over, at denne ordning skal dække alle kategorier af arbejdstagere i atypiske eller usikre ordninger. Udvalget er bekymret over, at der ikke er nogen bestemmelse om en eksigibel ret til at flytte til andre former for beskæftigelse, hvor dette er muligt. Retten til at indgive en anmodning er i sig selv ingen betydningsfuld forbedring af medarbejdernes retsstilling, eftersom de allerede kan udtrykke deres ønske om opgradering, en kontrakt uden tidsbegrænsning mv. Politiske foranstaltninger til støtte for dette mål bør imidlertid være effektive og forholdsmæssige og bør ikke pålægge virksomhederne unødige administrative byrder.

4.3.8.

EØSU mener, at kravene i artikel 10, stk. 2, vedrørende arbejdsgivernes skriftlige svar skal skærpes. Arbejdsgiverne bør angive objektive forretningsmæssige årsager til at afvise en anmodning. Hvis arbejdstageren mener, at anmodningen er blevet afvist af andre grunde, kan afvisningen dermed underkastes en uafhængig prøvelse ved domstolene eller efter national praksis. Kun på denne måde kan det sikres, at arbejdsgiverne seriøst overvejer arbejdstagernes anmodninger i stedet for bare at give et vilkårligt svar for at overholde en formalitet.

4.3.9.

EØSU bemærker, at Kommissionen anerkender den særlige situation for fysiske personer, der fungerer som arbejdsgivere, og små virksomheder og mikrovirksomheder i undtagelsen fra kravet om skriftlig begrundelse i artikel 10, stk. 2. Udvalget påpeger dog, at den nuværende formulering vil dække alle virksomheder med 249 eller færre medarbejdere og en årlig omsætning på op til 50 mio. EUR, hvilket er 99 % af alle virksomheder i EU. Omfanget af denne undtagelse bør derfor tages op til fornyet overvejelse.

4.3.10.

EØSU mener, at direktivet bør åbne op for, at arbejdstagere i ikkestandardiserede job reelt har mulighed for at flytte til mere standardiserede ansættelsesvilkår, der passer til deres kvalifikationer. Dette kræver, at midlertidigt ansatte som minimum har ret til at blive flyttet til tidsubegrænsede kontrakter og til at opgradere fra deltids- til fuldtidsarbejde, såfremt der er ledige arbejdspladser i virksomheden, og den ansatte har de nødvendige færdigheder og kvalifikationer.

4.3.11.

EØSU glæder sig over bestemmelsen i artikel 11, hvori det hedder, at når det pålægges arbejdsgivere i henhold til EU-lovgivningen eller national lovgivning eller relevante kollektive overenskomster at tilbyde arbejdstagere uddannelse med henblik på at udføre det arbejde, de er ansat til, skal en sådan uddannelse tilbydes arbejdstagerne gratis. Hvad angår eventuelle »godtgørelsesklausuler«, i tilfælde af at der er tale om uddannelse, som går videre end lovkravene, og som fører til bedre kvalifikationer, og medarbejderen fratræder kort tid efter uddannelsen, understreger EØSU, at disse skal være velbegrundede i de enkelte tilfælde og eventuelt genstand for en forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. De skal under alle omstændigheder være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og regressive (dvs. tilbagebetalingsrisikoen skal aftage med beskæftigelsens varighed).

4.3.12.

EØSU glæder sig over, at artikel 12 giver mulighed for at ændre minimumsstandarderne i artikel 7 til 11 i forbindelse med kollektive overenskomstaftaler på den betingelse, at arbejdstagernes rettigheder forbliver på et passende niveau i disse aftaler, og at den generelle beskyttelse af arbejdstagerne opretholdes. Vi vil gerne påpege, at gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår først og fremmest bør forhandles mellem arbejdsmarkedets parter gennem social dialog.

4.4.   Andre bestemmelser

4.4.1.

EØSU understreger, at medlemsstaterne i henhold til artikel 13 skal sikre, at direktivet overholdes, og at bestemmelser i individuelle eller kollektive overenskomster, der er i strid med direktivet, erklæres ugyldige eller ændres for at bringe dem i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet. Konsekvensen af indførelse af ugyldiggørelse og den tilsvarende overensstemmelse med direktivet i medlemsstater bør undersøges nøje, navnlig i lyset af artikel 12. Arbejdsmarkedsparternes rolle i forhold til at sikre overholdelse bør fremmes og respekteres.

4.4.2.

Forslagets artikel 14 indeholder instrumenter, som kan anvendes til at sanktionere overtrædelse af direktivets oplysningskrav. EØSU henledte opmærksomheden på denne lakune i en tidligere udtalelse og opfordrede til, at den blev udbedret (4). Udvalget er af den opfattelse, at sanktioner, når de er berettigede, bør svare til niveauet af den skade, som arbejdstageren har lidt. Dermed kan sagsanlæg for selv små tekniske overtrædelser af direktivet undgås. EØSU bifalder bestemmelserne i artikel 14, stk. 2, der giver arbejdsgiverne 15 dage til at afgive de manglende oplysninger.

4.4.3.

EØSU glæder sig over kravet i artikel 15 om, at medlemsstaterne skal sikre, at arbejdstagere har adgang til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og klageadgang, herunder passende kompensation i tilfælde af tilsidesættelse af deres rettigheder i henhold til dette direktiv.

4.4.4.

EØSU glæder sig over ordningerne i artikel 16, som gør det generelle forbud mod disciplinær behandling mere håndgribeligt. Disse ordninger, som medlemsstaterne skal gennemføre via et udtrykkeligt forbud mod forskelsbehandling, er et signal til retssystemet og fungerer som sådan som en forebyggende foranstaltning.

4.4.5.

EØSU bemærker beskyttelsen mod afskedigelse i artikel 17 og den dermed forbundne bevisbyrde. I henhold til artikel 17, stk. 1, skal medlemsstaterne forbyde afskedigelse (eller tilsvarende foranstaltninger) og alle skridt med henblik på afskedigelse af arbejdstagere på det grundlag, at de har udøvet deres rettigheder i henhold til dette direktiv. I kombination med artikel 17, stk. 2, hvorefter arbejdstagere, som mener, at de er blevet afskediget på det grundlag, at de har udøvet deres rettigheder i henhold til dette direktiv, kan anmode arbejdsgiveren om at give en behørig begrundelse, er dette et nyttigt værktøj til at udøve de rettigheder, som direktivet medfører. Tilgangen i artikel 17, stk. 3 — hvorefter arbejdsgiveren skal bevise, at afskedigelsen er begrundet i andre forhold end forskelsbehandling af arbejdstageren — går i den rigtige retning, men der er en række bekymringer hvad angår retsgrundlaget, som bør afklares. Det bør præciseres, at afskedigelser og lignende foranstaltninger er ugyldige, hvis de sker, fordi arbejdstagerne har påberåbt sig deres rettigheder i henhold til dette direktiv.

4.4.6.

EØSU bakker op om, at medlemsstaterne i artikel 18 forpligtes til at fastsætte bestemmelser om effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner for overtrædelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser.

4.4.7.

EØSU glæder sig over de udtrykkelige bestemmelser i artikel 19 om, at det er forbudt at sænke standarderne med denne lovgivning. Sådanne bestemmelser findes allerede i direktivet om skriftlige erklæringer (artikel 7), og de er nødvendige i de tilfælde, hvor standarderne for materielle rettigheder er højere. Stk. 1 skal dog præciseres for at fastslå, at det ikke blot er det overordnede beskyttelsesniveau, der ikke må sænkes, men at det i forbindelse med direktivets gennemførelse heller ikke er tilladt at sænke beskyttelsesniveauet på de individuelle områder, som er omfattet af direktivet.

4.4.8.

EØSU glæder sig over, at de rettigheder og pligter, der er fastsat i direktivet, i henhold til artikel 21 også finder anvendelse på eksisterende ansættelsesforhold. Dette er både rigtigt og nødvendigt set i lyset af den forbedring af retsstillingen, som direktivet søger at opnå. Udvalget erkender imidlertid, at dette kan medføre omkostninger og visse yderligere byrder for virksomhederne. Der bør træffes foranstaltninger til at bistå fysiske personer, der fungerer som arbejdsgivere, og virksomheder, navnlig små virksomheder og mikrovirksomheder, med at opfylde deres forpligtelser i henhold til direktivet.

---

(1)  EUT C 434 af 15.12.2017, s. 30.

(2)  EUT C 125 af 21.4.2017, s. 10, EUT C 81 af 2.3.2018, s. 145.

(3)  EUT C 125 af 21.4.2017, s. 10.

(4)  EUT C 125 af 21.4.2017, s. 10.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af en ramme for interoperabiliteten mellem EU-informationssystemer (grænser og visum) og om ændring af Rådets afgørelse 2004/512/EF, forordning (EF) nr. 767/2008, Rådets afgørelse 2008/633/RIA, forordning (EU) 2016/399 og forordning (EU) 2017/2226

(COM(2017) 793 final — 2017/0351 (COD))

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af en ramme for interoperabiliteten mellem EU-informationssystemer (politisamarbejde og retligt samarbejde, asyl og migration)

(COM(2017) 794 final — 2017/0352 (COD))

(2018/C 283/07)

Ordfører:

Laure BATUT

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 18.1.2018 Europa-Parlamentet, 28.2.2018
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	25.4.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.5.2018
Plenarforsamling nr.	535
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	160/3/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU finder Kommissionens forslag, der sigter mod at forbedre interoperabiliteten mellem EU informationssystemer for grænser og visum samt politisamarbejde, retligt samarbejde, asyl og migration, relevant og positivt.

1.2.

Denne interoperabilitet bør ifølge udvalget være et strategisk mål for EU, så det kan forblive et åbent område, der værner om de grundlæggende rettigheder og mobilitet. EU og medlemsstaterne er forpligtede til at beskytte alle menneskers liv og sikkerhed. Princippet om nonrefoulement bør overholdes fuldt ud.

1.3.

Interoperabilitetsforanstaltninger vil blive bedre forstået, hvis de: — inden for rammerne af EU's migrationsstrategi sikrer en balance mellem frihed og sikkerhed, samtidig med at magtens tredeling respekteres; — sikrer de berørte personers grundlæggende rettigheder, navnlig deres personoplysninger og privatliv samt deres ret til adgang til oplysninger om dem og til — gennem ukomplicerede procedurer — at få disse berigtiget og slettet inden for en rimelig frist; — gentager, herunder i alle gennemførelsesretsakterne, kravet om, at principperne om databeskyttelse indarbejdes allerede i designfasen (indbygget privatlivsbeskyttelse); — ikke skaber nye hindringer for normal passager- og godstransport.

1.4.

EØSU efterlyser procedurer og garantier med hensyn til anvendelsen af data til retshåndhævelsesformål, der skal: — sigte mod at anvende den EU-lovgivning, der sikrer størst beskyttelse på området (den generelle forordning om databeskyttelse); — gøre det muligt hurtigere at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse; — sikre de pågældende personer ret til domstolsprøvelse ved to instanser; — sikre — navnlig uledsagede — mindreårige, uanset om der er tale om ulovligt ophold, forfølgelse eller kriminelle personer, retten til at få et visum, opnå beskyttelse og blive integreret samt retten til at blive glemt inden for en kortere frist end voksne.

1.5.

EØSU mener, at det nuværende retsgrundlag for informationssystemerne bør styrkes og tage højde for at dataindsamlingssystemerne udvikler sig. Udvalget anbefaler derfor: — en styrkelse af sikkerheden ved eksisterende databaser og deres kommunikationskanaler; — en evaluering af virkningerne af øget forudgående kontrol for risikostyringen; — en kontrol og løbende evaluering af strukturen via databeskyttelsesmyndighederne (Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse). De ansvarlige forpligtes til hvert år at forelægge en redegørelse for de beslutningstagende myndigheder og Kommissionen om sikkerheden ved interoperabilitetskomponenterne samt hvert andet år at forelægge en redegørelse om foranstaltningernes indvirkning på de grundlæggende rettigheder.

1.6.

EØSU mener, at projektet bør understøttes af kompetent personale, og anbefaler: — robuste uddannelsesprogrammer for de berørte myndigheder og eu-LISA's ansatte; — en streng kontrol af kompetencerne hos agenturets ansatte og stillingsansøgere.

1.7.

EØSU udtrykker bekymring med hensyn til finansieringen af det nye system. Overvågningen af planlægningen skal sikre, at budgettet ikke bliver sprængt, og at projektet fuldføres senest i 2029;

1.8.

EØSU anbefaler, at borgerne frem til afslutningen af projektet holdes orienteret om projektets udvikling, og at de berørte personer på en letforståelig måde informeres om den kontrol, som de er underlagt. Udvalget mener, at der bør være mulighed for at stoppe hele processen, hvis frihed og grundlæggende rettigheder trues af misbrug af systemet.

2.   Indledning

2.1.

Den internationale situation i 2017 blev anset for at være ustabil, både geopolitisk og med hensyn til medlemsstaternes interne sikkerhed, og Rådet anmodede gentagne gange Kommissionen om hurtigt at iværksætte tiltag, der gør det muligt at spore personer, som betragtes som farlige og allerede er blevet registreret i en af medlemsstaterne. Det kan få afgørende betydning for sikkerheden i EU at spore deres grænsepassager, rejser og ruter.

2.2.

I sin beslutning af 6. juli 2016 opfordrer Europa-Parlamentet Kommissionen til at »give de nødvendige garantier, for så vidt angår databeskyttelse«.

2.3.

De her behandlede kommissionsforslag er i tråd med målsætningen om »bevarelse og styrkelse af Schengenområdet« (1). EU har allerede vedtaget flere forordninger og indført digitaliserede informationstjenester i forbindelse med grænsekontrol af personer og varer.

2.4.

Til orientering: — SIS: Schengeninformationssystemet, der er en af de ældste mekanismer. Systemet er blevet revideret og forvalter en bred vifte af varslinger vedrørende personer og varer; — Eurodac: europæisk system for sammenligning af fingeraftryk fra asylansøgere og tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt ved grænserne og i medlemsstaterne, og for fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning (CESE 2016-02981, ordfører: José Antonio Moreno Díaz (2)); — VIS: visuminformationssystem (visumkodeksen), der forvalter visa til kortvarige ophold (CESE 2014-02932, ordførere: Antonello Pezzini og Luis Miguel Pariza Castaños (3)); — EES: ind- og udrejsesystem, der endnu ikke er vedtaget, men som efter planen skal forvalte pas- samt ind- og udrejseoplysninger for tredjelandsstatsborgere, der besøger Schengenområdet, elektronisk (CESE 2016-03098, SOC/544, ordfører: Cristian Pîrvulescu (4)); — ETIAS: europæisk system for rejseoplysninger og rejsetilladelser, der endnu ikke er vedtaget, men som skal være et omfattende automatiseret system til lagring og forudgående kontrol af oplysninger om tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for visumpligt for rejser inden for Schengenområdet (CESE 2016-06889, SOC/556, ordfører: Jan Simons (5)); — ECRIS-TCN: et europæisk informationsudvekslingssystem vedrørende strafferegistre for tredjelandsstatsborgere, som Kommissionen har fremsat forslag til. Der er tale om et digitalt system til informationsudveksling om retsafgørelser, som er afsagt af de nationale domstole.

2.5.

Man kan sammenligne en ansvarlig myndigheds nuværende midler med en smartphone med forskellige apps, der alle fungerer uafhængigt af hinanden og hver især giver adgang til »egne« oplysninger.

2.6.

Bortset fra SIS har disse systemer fokus på forvaltningen af tredjelandsstatsborgere. Der findes seks decentrale systemer, der supplerer hinanden. Summen af søgte oplysninger svarer til summen af de forskellige resultater, som efterforskningstjenesterne afhængigt af deres adgangstilladelser opnår fra de forskellige databaser.

2.7.

Kommissionen søger at svare på følgende spørgsmål: — med hvilken metode kan man uden at ændre på de allerede etablerede systemer, og uden at komplementariteten går tabt, få alle databaser afstemt med hinanden på samme tid, så man ved et indrejsested til europæisk område med én enkelt søgning i systemet kan sikre, at alle allerede indsamlede oplysninger i de eksisterende databaser fremsendes til den tilsynsmyndighed, der har beføjelser til at samkøre dem under overholdelse af bestemmelserne om databeskyttelse og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder?

2.8.

Med de fremsatte forslag ønsker Kommissionen:

2.8.1.

at udvide mulighederne ved adgang til databaserne hos Europol og Interpol, som allerede samarbejder med de europæiske tilsynsmyndigheder;

2.8.2.

at »synkronisere« informationssøgningerne for at reducere svartiderne i forbindelse med behandlingen af migranters sager og accelerere den sikkerhedsmæssige reaktion, når dette er nødvendigt. Med henblik herpå foreslår den, at der oprettes nye enheder, som gør det muligt for de nuværende databaser at tale med hinanden.

2.9.

Målene er så vidt muligt at afhjælpe manglerne ved de enkelte systemer, forbedre forvaltningen af Schengenområdets ydre grænser, bidrage til EU's interne sikkerhed, håndtere identitetstyveri, løse sager om anvendelse af flere identiteter, finde personer, der er under mistanke eller allerede er dømt, og kontrollere deres identitet i Schengenområdet.

2.10.

For at vende tilbage til sammenligningen med en smartphone vil den ansvarlige myndighed ikke alene have adgang til adskillige apps, men vil også samtidig og inden for rammerne af den samme søgning ved hjælp af adgangskoder kunne indsamle data, der er lagret på alle medier, PC'er, laptops, telefoner, tablets, notebooks osv.

3.   Systemets funktionsmåde

3.1.

Kommissionen har afholdt høringer og nedsat en ekspertgruppe på højt niveau (6) vedrørende informationssystemer og interoperabilitet, hvis medlemmer udpeges af medlemsstaterne, landene i Schengengruppen, europæiske agenturer som eu-LISA2 (7) og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder (8), og som koordineres af GD HOME. Metode: sammenkobling eller interoperabilitet?

3.1.1.

Sammenkobling af informationssystemer giver mulighed for at forbinde dem indbyrdes, således at data fra ét system automatisk kan hentes fra et andet system.

3.1.2.

Interoperabilitet (9) er forskellige systemers kapacitet til at kommunikere, udveksle data og anvende de udvekslede oplysninger under overholdelse af adgangsrettighederne til systemerne.

3.2.   Valg af interoperabilitet

3.2.1.

Kommissionen mener ikke, at denne option vil medføre grundlæggende ændringer af de nuværende systemer og kompetencer, og dataene vil fortsat være adskilt fra hinanden. Trods de øgede kommunikationsmuligheder vil det betyde øget sikkerhed af systemer og data, der naturligvis ikke vil være tilgængelige via internettet. De kommissionsforslag, som er genstand for denne udtalelse, indeholder mange lighedspunkter og vedrører: — for det ene forslags vedkommende (COM(2017) 793 final) interoperabilitet mellem informationssystemer for grænser og visa, — for det andet forslags vedkommende (COM(2017) 794 final) politisamarbejde og samarbejde om retlige anliggender samt asyl og migration.

3.3.   De nye værktøjer

3.3.1.

For at interoperabiliteten skal kunne fungere, skal en ny struktur bestående af fire nye værktøjer supplere de seks databaser med det formål at accelerere arbejdet, idet man kun behøver at foretage én søgning. Det skal dog til enhver tid sikres, at der står et menneske bag søgningerne.

3.4.   ESP, en europæisk søgeportal

3.4.1.

Den ansvarlige tilsynsmyndighed (slutbrugeren) bør have adgang til hele systemet fra ét og samme sted. I stedet for at foretage seks søgninger kan man via én enkelt forespørgsel (politi, toldvæsen osv.) søge efter de ønskede oplysninger i flere databaser samtidig uden selv at lagre oplysninger. Hvis oplysningerne findes, finder systemet dem. I tilfælde af mistanke om kriminalitet eller terrorvirksomhed giver den første søgning måske et neutralt resultat for den kontrollerede person (»no-hit«), men hvis dette resultat matcher med en anden oplysning (»hit«), der kan findes i databaser som SIS, EES eller ETIAS, kan det føre til mere dybtgående søgninger og en undersøgelse.

3.5.   Fælles BMS (det fælles biometrisystem)

3.5.1.

Denne fælles matching-platform gør det muligt at søge i og samtidig foretage sammenligninger af matematiske og biometriske data, digitale fingeraftryk og pasbilleder fra forskellige databaser som SIS, Eurodac, VIS, EES (10), ECRIS, men ikke fra ETIAS; dataene i disse databaser skal være kompatible.

3.5.2.

De matematiske data lagres ikke i deres oprindelige form.

3.6.   CIR (det fælles identitetsregister)

3.6.1.

Det »fælles identitetsregister« indsamler data om den biografiske og biometriske identitet af tredjelandsstatsborgere, der er blevet kontrolleret enten ved grænserne eller i medlemsstaterne (Schengenområdet). En indikator for match mellem oplysningerne i de forskellige databaser gør søgningerne hurtigere. Ansvaret for dataene ligger hos eu-LISA, som via sine sikkerhedsforanstaltninger lagrer dem, således at ingen kan få adgang til mere end én alfanumerisk linje ad gangen. CIR er udviklet på grundlag af EES og ETIAS og burde ikke føre til en duplikering af dataene. Registeret vil også kunne anvendes til søgninger til civile formål.

3.7.   MID (multiidentitetsdetektoren)

3.7.1.

Detektorens rolle består i at sikre en korrekt identificering af personer i god tro og bekæmpe identitetstyveri gennem en parallel søgning i alle databaser. Ingen myndigheder har endnu anvendt et lignende værktøj, der skal gøre det muligt at undgå identitetstyveri.

3.8.   eu-LISA-agenturets rolle (11)

3.8.1.

Agenturet blev oprettet i 2011 og har til opgave at fremme gennemførelsen af EU's politikker inden for området retfærdighed, sikkerhed og frihed. Det er baseret i Tallinn (Estland) og sørger allerede for, at der kan udveksles oplysninger mellem de forskellige retshåndhævende myndigheder i medlemsstaterne, at store IT-systemer kan fungere uhindret, og at personer kan bevæge sig frit i Schengenområdet.

3.8.2.

Det arbejder på projektet »Smart Borders« og dets rolle i den nye struktur for dataudveksling består i at opbevare oplysninger om personer og myndigheder, undersøgelser og undersøgelsestjenester. Agenturet fører tilsyn med de oplysningssøgendes adgangsrettigheder og er ansvarligt for datasikkerheden, herunder i tilfælde af »sikkerhedshændelser« (artikel 44, COM(2017) 793 og 794 final).

3.8.3.

Med UMF (det universelle meddelelsesformat), som endnu ikke er færdigudviklet, bliver det nemmere at arbejde med de nye systemer, hvis anvendelse bliver obligatorisk og vil kræve, at der udvikles grænseflader i de medlemsstater, der endnu ikke har sådanne, og et system for midlertidig oversættelse fra et sprog til et andet.

3.9.   Beskyttelse af personoplysninger (artikel 8 og 7 i chartret):

3.9.1.

I forslaget til forordning erkendes det, at der kan opstå sikkerhedshændelser. Medlemsstaterne og deres datasystemer skal i første række overholde principperne om databeskyttelse som nedfældet i kommissionsforslagene, traktaten, chartret om grundlæggende rettigheder og den generelle forordning om databeskyttelse (12), der træder i kraft den 25. maj 2018.

4.   Diskussion

4.1.   Merværdien af interoperabilitet i et demokrati

4.1.1.

EU har brug for regulering og undersøgelsesmekanismer, der beskytter Unionen mod kriminalitet. Interoperabilitet mellem informationssystemerne gør det muligt at håndhæve retsstatsprincippet og beskytte menneskerettighederne.

4.1.2.

EES og ETIAS vil — når de sammenkobles med BMS og CIR — gøre det muligt at kontrollere grænsepassager, som foretages af mistænkte, og at lagre oplysninger om dem. De retshåndhævende myndigheders mulighed for (via BMS) at få »adgang til informationssystemer, som ikke vedrører retshåndhævelse, på EU-niveau« (artikel 17 i forslaget til forordning vedrørende CIR, COM(2017) 794 og 793 final) er ikke forenelig med de målsætninger, som ligger til grund for de behandlede forslag. EØSU (artikel 300, stk. 4, i TEUF) må i den sammenhæng henvise til proportionalitetsprincippet og anmode Kommissionen om at undgå enhver big brother-lignende ordning (13), der skaber hindringer for europæernes frie bevægelighed (artikel 3 i TEU).

4.1.3.

Den foreslåede model for indsamling og anvendelse af personoplysninger, der indhentes ved grænserne og inden for Unionen i forbindelse med kontrol af personers rejseruter og dokumenter, fremstilles som værende et vandtæt system, der kun er tilgængeligt for bemyndigede personer til sikkerhedsrelaterede og grænseforvaltningsmæssige formål. Det vil gøre procedurerne mere gnidningsfrie.

4.1.4.

EØSU sætter spørgsmålstegn ved, hvor vandtæt systemet er, for der vil fortsat være mangler, og systemets gradvise indførelse over en niårig periode skal understøttes af »fundamenter«, der endnu ikke eksisterer, såsom EES- og ETIAS-databaserne samt nationale grænseflader. Teknologien er i konstant udvikling, og projektet må nødvendigvis baseres på den nuværende teknologi, og der er ikke afsat budgetmidler til håndtering af den teknologiske forældelse, der vil opstå inden for visse digitale sektorer.

4.1.5.

Desuden kunne man have medtaget den hurtige vækst i brugen af algoritmer med såkaldt kunstig intelligens i projektet både som kontrolværktøj for systemerne og som en sikkerhedsnøgle, der kan overdrages til de beslutningstagende myndigheder som led i sikringen af en demokratisk anvendelse af strukturen.

4.1.6.

I forslaget udvikles der et system for lovlydige personer, der handler i god tro. Det er betryggende, at det er mennesker, der sidder ved roret, men de kan også udgøre det svage led. EØSU foreslår, at man tilføjer en artikel om »mekanismer til afbrydelse af systemet« til brug i forbindelse med politiske kriser og/eller forvaltningsproblemer, idet alle problemer i en database kan udgøre en risiko for hele strukturen (14). En generel udbredelse af UMF kunne føre til en international anvendelse, hvilket ville få en meget positiv effekt på, men også udgøre en risiko for beskyttelsen af data. De ansvarlige myndigheder ville komme til at bære et tungt ansvar. Disse aspekter er ikke medtaget i de behandlede kommissionsforslag.

4.2.   Beskyttelse af de grundlæggende rettigheder

4.2.1.

De grundlæggende rettigheder er absolutte og kan kun begrænses, hvis dette er nødvendigt og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af EU, og hvis deres væsentligste indhold respekteres (artikel 8 og 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder). EØSU undrer sig over, hvordan man kan vurdere proportionaliteten af kontrolforanstaltninger, når der er tale om migranter, der flygter fra forfølgelse og ankommer til EU's kyster. (COM(2017) 794 final, Begrundelse — grundlæggende rettigheder). Eftersøgningen af mistænkte med henblik på at forebygge kriminelle handlinger, navnlig terror, må ikke føre til, at vore demokratier udvikler sig til samfund, hvor man straffes for handlinger, som man endnu ikke har begået. Man bør sondre mellem »handlinger«, der forstyrrer den offentlige orden, og »holdninger«.

4.2.2.

Overholdelsen af de i chartret formulerede rettigheder for alle personer skal sikre en balance mellem sikkerhed og frihed, da demokratiet uden denne balance ikke vil kunne overleve. EØSU mener, at en sådan balance er af afgørende betydning og bør være et permanent mål for alle myndigheder, herunder tilsynsmyndighederne, på såvel nationalt som europæisk plan.

4.2.3.

Oplysninger om, hvilke myndigheder der medvirker ved undersøgelser, og de tilhørende metadata vil blive lagret i systemet. De ansvarlige myndigheders egne grundlæggende rettigheder skal ligeledes overholdes i forbindelse med genereringen af data, navnlig med hensyn til deres sikkerhed og privatliv, i tilfælde af ondsindet indtrængen i strukturen og misbrug af data mellem indsamlings- og sletningstidspunktet.

4.3.   Databeskyttelse

4.3.1.

I Kommissionens forslag anerkendes princippet om beskyttelse af personoplysninger gennem design og standardindstillinger, selv om der i begrundelsen mindes om, at der ifølge EU-Domstolen ikke er tale om en absolut rettighed. EØSU anerkender fordelene ved at træffe forebyggende foranstaltninger, der skal garantere sikkerheden, bekæmpe falske identiteter og sikre retten til asyl. Men udvalget ønsker at understrege begrænsningerne ved matematisering og anonymisering af data, idet de berørte personer på et senere tidspunkt kan få brug for deres data.

4.3.2.

EØSU understreger ligeledes, at typen af de data, som lagres — biometriske og biologiske — er af særlig interesse for visse virksomheder og i forbindelse med kriminalitet. Cybersikkerhed er i den sammenhæng lige så vigtig som fysisk sikkerhed og omtales ikke i tilstrækkelig grad i kommissionsforslagene. Dataene lagres på ét enkelt fysisk sted, der — selv om det er sikret — kan blive hacket.

4.3.3.

EØSU minder om, at EU's institutioner og organer, for så vidt angår databeskyttelse og retten til at få slettet data (retten til at blive glemt), er underlagt forordning (EF) nr. 45/2001, som yder mindre beskyttelse end den generelle forordning om databeskyttelse (15) fra 2016 (der træder i kraft i maj 2018), som medlemsstaterne skal overholde. Udvalget understreger kompleksiteten ved håndhævelsen af denne ret og tvivler på, at rejsende, migranter og asylansøgere er i stand til at påberåbe sig den: 1) Beskyttelsen af personoplysninger skal godkendes for alle eksisterende databaser, både nationale og europæiske, for således at sikre, at samtlige data er beskyttede. 2) Denne beskyttelse er en forudsætning for, at borgerne accepterer dette enorme overvågningsnet.

4.3.4.

Det præciseres ikke klart i kommissionsforslagene, i hvor lang tid de ansvarlige myndigheder opbevarer de indsamlede data. I forslagene omtales proceduren for udøvelse af retten til at få berigtiget og/eller slettet data, der foregår mellem den stat, hvortil anmodningen er rettet, og den stat, der er ansvarlig for behandlingen heraf. Der fastsættes dog ikke nogen tidsfrist for opbevaringen af dataene (artikel 47 i kommissionsforslagene). EØSU anbefaler, at der fastsættes en tidsfrist, og at denne bliver kortere for mindreårige (artikel 24 i chartret), medmindre der er tale om terrorsager, så disse får bedre mulighed for at integrere sig.

4.4.   Forvaltning og sikring af ansvarlighed

4.4.1.

Internationale databaser er ikke underlagt de samme regler som europæiske IT-systemer. Indførelsen af et universelt adgangsformat, der med tiden kan få international udbredelse, ville blot være et teknisk aspekt, der ikke samordner bestemmelserne, selv om Interpol naturligvis skal overholde artikel 17 i FN's konvention (16). Godkendelserne vil i øvrigt stadig henhøre under medlemsstaternes kompetence. EØSU mener, at dette spørgsmål bør tages op i forslagene.

4.4.2.

Én enkelt søgning vil være nok til at opnå samtlige ønskede oplysninger fra de europæiske databaser. EØSU understreger, at det heraf følgende bureaukrati i høj grad opvejes af den tid, man vinder. Forvaltningen forestås af Kommissionen og medlemsstaterne inden for rammerne af en kontrolprocedure. eu-LISA bliver omdrejningspunktet og har navnlig til opgave at sikre, at der er indført procedurer for indsamlingen af oplysninger om, hvordan interoperabilitetskomponenterne fungerer. Agenturet modtager oplysninger fra medlemsstaterne og Europol og forelægger hvert fjerde år en teknisk evalueringsrapport for Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen, mens Kommissionen selv udarbejder en samlet rapport et år efter (artikel 68 i kommissionsforslagene). EØSU mener, at disse tidsrammer er for lange. Vurderingen af sikkerheden ved interoperabilitetskomponenterne (artikel 68, stk. 5, litra d)) bør som et minimum foretages hvert år, og evalueringen af indvirkningen på de grundlæggende rettigheder bør som et minimum foretages hvert andet år (artikel 68, stk. 5, litra b)).

4.4.3.

EØSU beklager, at så grundlæggende spørgsmål som dem, der tages op i forslagene, skal håndteres af EU-agenturer, hvis rekrutteringsprocedurer og opgaver er uklare for mange borgere. EØSU finder det nødvendigt at udveksle god praksis og høre alle uafhængige tilsynsmyndigheder med ansvar for kontrol med anvendelsen af data (Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse) og andre agenturer, herunder Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og ENISA.

4.4.4.

Alle disse nye strukturer og procedurer skal indføres via Kommissionens delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. EØSU ser gerne, at målsætningen om overholdelse af de grundlæggende rettigheder og beskyttelse af personoplysninger forbliver forankret i alle disse retsakter med henblik på at sikre en bedre modtagelse af personer ved grænserne. Udvalget anbefaler, at de europæiske borgere frem til afslutningen af projektet holdes orienteret om projektets enkelte etaper, og at de berørte personer på en letforståelig måde informeres om den kontrol, som de er underlagt.

5.   De europæiske tilsynsmyndigheders uddannelsesbehov

5.1.

EØSU mener, at der vil være et stort behov for uddannelse i den første periode (efter 2021), i modsætning til hvad Kommissionen giver udtryk for i sin konsekvensanalyse (C). Den taler om 76 mio. EUR om året. Overgangen til nye procedurer kræver altid en opdatering. Dette gælder for alle EU's grænser og alle nationale systemer. Nogle medlemsstater har endnu ikke kompatible systemer og skal yde en stor indsats for at udvikle grænseflader, der sætter dem i stand til at deltage. For at interoperabiliteten skal fungere, bør forskellene mellem medlemsstaterne udviskes.

5.2.

Uddannelse i korrekt anvendelse af kvalitetsdata og UMF vil få stor betydning. EØSU foreslår, at der i samarbejde med bl.a. Cepol (17), Frontex og Europol tilrettelægges fælles uddannelser for de ansvarlige myndigheder, herunder eu-LISA, hvis medlemmer skal have deres kompetencer set efter i sømmene.

5.3.

Et værktøj som MID findes ingen andre steder. Hvis det bliver vellykket, vil det få stor gennemslagskraft. Den nye struktur forudsætter data af den bedst mulige kvalitet. Hvis hele systemet skal leve op til forventningerne til projektet, skal alle medlemsstater deltage på samme niveau, da manglerne ellers vil blive alvorligere end tidligere, hvilket vil udhule retten til asyl og international beskyttelse (artikel 18 og 19 i chartret).

6.   Finansiering.

6.1.

Hele den foreslåede struktur bygger på en række antagelser: at de ansvarlige myndigheder indfører EES, ETIAS og UMF-systemerne, at MID fungerer korrekt, og at CIR er sikkert. Spørgsmålet er, om de to organer, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og eu--LISA, og måske også ENISA, råder over tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer. Kommissionen anbefaler medfinansiering mellem EU og medlemsstaterne. EØSU bemærker, at forvaltningen af det europæiske semester stadig finansieres gennem stramme budgetter, og at den nuværende anvendelse af de eksisterende databaser (SIS, VIS, Prüm og EES) stadig skal optimeres under overholdelse af de juridiske krav (rapport fra ekspertgruppen).

6.2.

EØSU vil gerne vide, hvilke budgetmæssige konsekvenser Brexit kommer til at få, selv om Det Forenede Kongerige ikke er med i Schengensystemet, og mere generelt, hvorvidt den fremtidige forvaltning af interoperabiliteten vil være kompleks i europæiske lande, som ikke er med i SIS, men som deltager i andre systemer såsom Eurodac.

6.3.

Den fond, der efter planen skal anvendes, er Fonden for Intern Sikkerhed. Den ventes at blive taget i brug i 2023. EØSU er i tvivl om, hvorvidt fem år er tilstrækkeligt til at mindske forskellene mellem de europæiske lande og skabe betingelserne for succes. Det planlagte budget er på 424,7 mio. EUR over ni år (2019-2027). EU (dvs. Fonden for Intern Sikkerhed) og medlemsstaterne skal betale. Medlemsstaterne skal sikre, at de er i stand til at få de nuværende systemer til at fungere korrekt sammen med den nye IT-struktur. EØSU vurderer, at fornyet vækst vil kunne bidrage til gennemførelsen af disse investeringer.

---

(1)  COM(2017) 570 final.

(2)  EUT C 34 af 2.2.2017, s. 144.

(3)  EUT C 458 af 19.12.2014, s. 36.

(4)  EUT C 487 af 28.12.2016, s. 66.

(5)  EUT C 246 af 28.7.2017, s. 28.

(6)  GD HOME, kontor B/3; Kommissionens afgørelse C/2016/3780 af 17. juni 2016; http://ec.europa.eu/transparency/regexpert/index.cfm?Lang=DA

(7)  Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store It-systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed.

(8)  EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

(9)  Kommissionens meddelelse, COM(2016) 205 final, Stærkere og mere intelligente informationssystemer for grænser og sikkerhed.

(10)  Kursiveringen angiver, at retsakterne vedrørende disse organer endnu ikke er blevet vedtaget.

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1077/2011 af 25. oktober 2011 om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse). EØSU-udtalelser: EUT C 229 af 31.7.2012, s. 90 og EUT C 345 af 13.10.2017, s. 138.

(13)  I »1984«, George Orwell.

(14)  Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, den endelige rapport fra ekspertgruppen på højt niveau, maj 2017.

(15)  Den generelle forordning om databeskyttelse [forordning (EU) 2016/679].

(16)  Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN: Artikel 17, stk. 1, — »Ingen må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privatliv eller familieliv, sit hjem eller sin brevveksling, eller for ulovlige angreb på sin ære og sit omdømme. Stk. 2. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb.«

(17)  Cepol, Den Europæiske Unions Agentur for Uddannelse inden for Retshåndhævelse (Budapest, Ungarn).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelse af pakken om cirkulær økonomi: løsningsmuligheder vedrørende samspillet mellem kemikalie-, produkt- og affaldslovgivningen

(COM(2018) 32 final)

(2018/C 283/08)

Ordfører:

Brian CURTIS

Kommissionens anmodning om udtalelse	12.2.2018
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Præsidiets beslutning	19.9.2017 (foregribende)
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	3.5.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.5.2018
Plenarforsamling nr.	535
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	185/01/01

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har valgt at foretage en systematisk undersøgelse af de relevante muligheder for at bidrage til at løse en række problemer, der er blevet konstateret i samspillet mellem kemikalie-, produkt- og affaldslovgivningen.

1.2.

Det proaktive, langsigtede perspektiv, Kommissionen har anlagt i dette spørgsmål, hilses velkommen. Det kan ikke undgås, at omstillingsprocessen kommer til at blive lang, og det vil kræve konstante tilskyndelser at holde den i gang og være nødvendigt hele tiden at tage højde for den løbende udvikling inden for teknologi vedrørende identifikation og behandling.

1.3.

Det er afgørende at beskytte den offentlige sundhed generelt og ikke mindst slutbrugernes sundhed, hvis man skal styrke tilliden til principperne for den cirkulære økonomi.

1.4.

Sundheden og sikkerheden for ansatte på genvindingsanlæg står også på spil, hvis ikke der gøres en samlet indsats. Ikke mindst er det nødvendigt at gøre noget ved problemet med »nedarvede stoffer«. Det er derfor afgørende, at der stilles udførlige oplysninger til rådighed for fagforeningerne.

1.5.

Fuld anvendelse af REACH-forordningen og anden allerede gældende lovgivning om kemikalier bør prioriteres. Eksisterende lovgivning, som forhindrer farlige kemikalier i at komme ind i materialecyklussen, anvendes endnu ikke i fuldt omfang. Det er navnlig tilfældet i forbindelse med indførsel til EU af produkter fra tredjelande.

1.6.

Udvalget mener, at genindvindingsvirksomhederne bør foretage yderligere investeringer i tilpasset sorteringsudstyr. Desuden bør man overveje økonomiske og tekniske støtteforanstaltninger på dette område.

1.7.

Udvalget er i høj grad enig i det synspunkt, at bedre information om tilstedeværelsen, placeringen og koncentrationen af farlige kemikalier i produkter og materialer, der er udvundet af affald, kan mindske de problemer, som aktørerne i nyttiggørelsesprocessen støder på.

1.8.

Identifikation af både potentielle værdikilder og nødvendige beskyttelsesforanstaltninger i relation til farlige kemikalier i affaldsstrømmen vil støtte den cost/benefit-analyse, der vil være behov for til at begrunde lovgivningsmæssige tiltag og praktiske foranstaltninger.

1.9.

Det er af afgørende betydning, at man der, hvor det er nødvendigt, styrker identifikations- og sporingskravene for importerede varer, som kan indeholde særligt problematiske stoffer, med henblik på både at håndhæve et forbud om nødvendigt og sikre tilstrækkelige sporingsmekanismer gennem hele produktets livscyklus.

1.10.

Den retlige ramme bør give samme beskyttelse, hvad enten et produkt er fremstillet af nye eller nyttiggjorte materialer.

2.   Baggrund

2.1.

I sin udtalelse om Pakken om cirkulær økonomi (1), (2) fremhævede udvalget behovet for at lette nyttiggørelsen af materialer fra affaldsstrømmen og påpegede, at det er nødvendigt at tage hånd om en række juridiske, tekniske og økonomiske forhindringer. Tilstedeværelsen af giftige stoffer i affaldsmaterialer er en sådan forhindring, og denne meddelelse er en del af en proces, som skal udpege politiske målsætninger, udfordringer og løsninger med henblik på at opnå større cirkularitet i økonomien. På nogle områder vil der være behov for ikkelovgivningsmæssige midler, men det overordnede mål er at øve indflydelse på fremtidige politikker.

3.   Resumé af Kommissionens forslag

3.1.

Meddelelsen opstiller en række politiske mål, gør rede for dertil knyttede problematikker og opfordrer interessenterne til at tage stilling til de konstaterede udfordringer for at bidrage til at udstikke kursen hen imod en ægte cirkulær økonomi. Disse udfordringer inddeles i fire overordnede grupper. Der er tale om en sonderende, neutral tilgang. Denne udtalelse gør brug af arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene og input fra EØSU-medlemmer og civilsamfundets interesseorganisationer og er et svar på anmodningen om at komme med foretrukne løsninger på de vigtigste udfordringer. Derfor præsenteres udtalelsens hovedindhold i det sidste afsnit under særlige bemærkninger.

3.2.

Kommissionen er nu i færd med at iværksætte en offentlig høring og tilskynder til drøftelser med Europa-Parlamentet, Rådet og interesserede parter med henblik på at vælge løsningsmodeller og udforme specifikke tiltag på overordnet niveau eller sektorniveau rettet mod udvikling af markeder for bæredygtige sekundære råstoffer. Der vil blive truffet yderligere foranstaltninger i tråd med principperne om bedre regulering, og inden der fremsættes konkrete forslag, som forventes at få betydelige konsekvenser, vil der blive udarbejdet konsekvensanalyser.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

Den EU-lovgivning, der er relevant for dette emne, dækker områderne kemikalier, produkter og affald (3). En af den nuværende retlige rammes største svagheder er, at den ikke sikrer, at information om farlige kemikalier overføres gennem hele materialecyklussen og ind i mulige nye livscyklusser.

4.2.

Vores stadig mere komplekse samfund er i stigende grad afhængigt af at kunne anvende kemikalier (4). Grundpillerne i EU's kemikalielovgivning er CLP-forordningen (5), REACH-forordningen (6) og POP-forordningen (7), som supplerer hinanden og finder anvendelse, uanset i hvilken sektor anvendelsen sker.

4.3.

Produktlovgivningen kan både fokusere på produkternes sikkerhed og på deres bæredygtighed. Direktivet om produktsikkerhed (8) indeholder generelle sikkerhedskrav til nonfoodforbrugerprodukter. En vifte af produktspecifik lovgivning som f.eks. legetøjsdirektivet, forordningen om fødevareemballage, RoHS-direktivet (9) og direktivet om miljøvenligt design er også relevant. EØSU's udtalelse (10) støtter en »integreret strategi« for miljøvenligt design, som bør udvides ud over sit nuværende anvendelsesområde. En sådan integreret strategi vil tage både energieffektivitet og produkternes ydeevne i betragtning såvel som effektivitet og ydeevne for så vidt angår anvendelse af ressourcer og materialer.

4.4.

Flere dele af affaldslovgivningen er også relevante. Affaldsrammedirektivet har været genstand for flere af udvalgets udtalelser, og EØSU har konsekvent støttet kravet om, at medlemsstaterne skal vedtage en prioriteret rækkefølge, når det gælder affald. Først skal man forebygge produktion af affald, derefter forberede affaldet med henblik på genbrug, genanvendelse eller anden form for nyttiggørelse og som sidste udvej bortskaffelse gennem forbrænding eller deponering. EØSU har også opfordret til, at det bliver gjort obligatorisk for medlemsstaterne at indføre ordninger for udvidet producentansvar. Endvidere har udvalget efterlyst en styrkelse af bestemmelsen om særskilt indsamling (11).

4.5.

En række generelle betragtninger kan tjene som rettesnor for fremtidige tiltag: — Bedre information om tilstedeværelsen, placeringen og koncentrationen af farlige kemikalier i produkter og materialer, der er udvundet af affald, kan mindske de problemer, som aktørerne i nyttiggørelseskæden støder på, og fremme beskyttelsen af miljø og menneskers sundhed. — Det er afgørende, at farlige kemikalier forhindres i at komme ind i materialecyklussen. Den eksisterende lovgivning, som gør dette muligt, anvendes endnu ikke i fuldt omfang. — Den retlige ramme bør give samme beskyttelse, hvad enten et produkt er fremstillet af nye eller nyttiggjorte materialer.

4.6.

Det skal bemærkes, at der arbejdes på disse ting. Eksempelvis behandles problemet med giftige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr i RoHS-direktivet, som ved at sætte gang i en udskiftning af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr forbedrer muligheden for at genanvende affald fra dette udstyr og den økonomiske rentabilitet herved. Endvidere drøftes fire andre relevante lovgivningsmæssige forslag (12), (13), (14), (15) i øjeblikket af Europa-Parlamentet og Rådet. EØSU konstaterer, at man for nylig er nået til politisk enighed om spørgsmålet (16).

4.7.

Nogle af de problemstillinger, der beskrives i denne meddelelse, er begrebsmæssigt komplekse. Det gælder især problemer som følge af manglende harmonisering af reglerne. De mere konkrete problemer omkring information og nedarvede stoffer bør efter udvalgets mening prioriteres højest.

4.8.

Ikke desto mindre fremgår det af resuméet af problemstillinger i meddelelsen og af den lange række initiativer, der er iværksat eller er under udvikling med henblik på at opnå en egentlig cirkulær økonomi, at den omstillingsproces, der er brug for, hvis man skal fjerne giftige stoffer fra affald og i forbindelse med dets nyttiggørelse eller genanvendelse, ikke vil blive fuldført lige med det samme. Et proaktivt, langsigtet perspektiv som det, Kommissionen har anlagt i dette spørgsmål, er derfor passende.

5.   Særlige bemærkninger

Behovet for information

5.1.

Formålet er at sikre, at passende oplysninger om problematiske stoffer i produkter er til rådighed for alle aktører i forsyningskæden og i sidste ende også for aktørerne på affaldsområdet. Hvis vi kan forhindre giftige kemikalier i at komme ind i den økonomiske cyklus, er det klart den bedste måde til at beskytte menneskers sundhed og miljøet. Det kan også gøre det muligt at nyttiggøre materialer fra affald og forbedre den cirkulære økonomi.

5.2.

Det kan spille en afgørende rolle i beskyttelsen af de ansattes sundhed, at der stilles udførlige oplysninger til rådighed for fagforeningerne, og dette er derfor et yderst vigtigt aspekt.

5.3.

REACH-forordningen regulerer fremstilling, anvendelse og markedsføring af kemikalier i EU. Dens primære mål er at sikre et højt beskyttelsesniveau for mennesker og miljø. Rapporter fra en række forbrugerorganisationer og Kommissionen indikerer, at den begrænsede kommunikationspligt i leverandørkæden, som blev indført med REACH-forordningen, ikke er blevet ordentligt gennemført.

5.4.

Kommissionen er ved at iværksætte en gennemførlighedsundersøgelse om anvendelsen af forskellige informationssystemer, innovative sporingsteknologier og strategier, som kan gøre det muligt for relevante oplysninger at strømme igennem vareleverandørkæderne og nå frem til genanvendelsesvirksomhederne. Der stilles følgende spørgsmål: ville et obligatorisk informationssystem give merværdi, og hvordan skal vi håndtere varer, der importeres til EU, og som måske indeholder ikkegodkendte stoffer?

5.5.

Udvalget mener, at der allerede i vidt omfang findes værktøjer, som kan forhindre særligt problematiske stoffer i at komme ind i materialecyklussen. Her er det især de lovbestemmelser, som prioriterer en udskiftning med ufarlige kemikalier og giver incitamenter hertil, der er relevante. Udvalget går ind for, at REACH-forordningen anvendes fuldt ud, og at den opdateres med ny videnskabelig viden om kemikaliers farlige egenskaber. Det gælder også sekundære råstoffer. Dette vil beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og slutbrugernes sundhed. Det vil også øge tilliden til den cirkulære økonomi.

5.6.

Hvad importerede varer angår er det allerede sådan, at importørerne har pligt til at identificere særligt problematiske stoffer. Der kunne lægges yderligere vægt på håndhævelsen af producenternes og importørernes pligt ifølge REACH-forordningen til i deres registreringsdossier og sikkerhedsdatablad at gøre mere udførligt rede for eksponeringsscenarier, som dækker affaldsstadiet. Endvidere kunne man kræve mere detaljerede oplysninger såsom en beskrivelse af forskellige scenarier for genanvendelse, forberedelse med henblik på genbrug og bortskaffelse. Dette bør ske i forbindelse med håndhævelsen af producenters og importørers pligt til at informere de økonomiske aktører i forsyningskæden om tilstedeværelsen af særligt problematiske stoffer i varer. Ligeledes bør der være krav om, at det angives, hvor i produktet stoffet befinder sig.

5.7.

Det er af afgørende betydning, at man der, hvor det er nødvendigt, styrker identifikations- og sporingskravene for importerede varer, som kan indeholde særligt problematiske stoffer, med henblik på både at håndhæve et forbud om nødvendigt og sikre tilstrækkelige sporingsmekanismer gennem hele produktets livscyklus.

5.8.

Udvalget er bekymret over, at der måske kan være et specifikt problem med at identificere særligt problematiske stoffer fuldt ud i forbindelse med frihandelsaftaler og økonomiske partnerskabsaftaler.

5.9.

Generelt vil der være behov for yderligere investeringer i tilpasset sorteringsudstyr i genindvindingsvirksomheder, og det bør overvejes at yde økonomisk og teknisk støtte.

Affald som indeholder stoffer, der ikke længere er tilladt i nye produkter

5.10.

Der har eksisteret restriktiv lovgivning om farlige kemiske stoffer i medlemsstaterne siden det nittende århundrede, og nye kemikalier undersøges yderst grundigt for farlige stoffer. Den løbende risikovurdering betyder imidlertid, at produkter, som tidligere er blevet lovligt fremstillet, kan indeholde særligt problematiske stoffer, og at produkter, som fremstilles i dag, kan indeholde stoffer, som senere vil blive forbudt. I forbindelse med affaldsbehandlingen og nyttiggørelsesfasen kan dette indebære farlige »nedarvede stoffer«.

5.11.

Målet er både at lette genanvendelsen og øge udbredelsen af sekundære råstoffer ved at fremme ugiftige materialecyklusser. I overvejelsen af eventuelle kemiske begrænsninger og undtagelser fra begrænsningerne, skal vi desuden tage mere hensyn til deres indvirkning på fremtidig genanvendelse og fremtidigt genbrug.

5.12.

Kommissionen anfører, at problemet med nedarvede stoffer fortsat er en hindring for den cirkulære økonomi, og at der bør udvikles en specifik metode til beslutningstagning med henblik på at støtte beslutninger om genanvendeligheden af affald, der indeholder problematiske stoffer. Dette arbejde er allerede i gang og forventes tilendebragt midt i 2019. I forbindelse hermed er der behov for at udarbejde retningslinjer med henblik på at sikre, at problemet med tilstedeværelsen af særligt problematiske stoffer i nyttiggjorte materialer håndteres bedre i de tidlige faser af udarbejdelsen af forslag til håndtering af risikoen. Derudover overvejer man at indføre lovgivning, som kan sikre en effektiv kontrol med anvendelsen af den eksisterende undtagelse fra REACH-registreringskravet for nyttiggjorte stoffer.

5.13.

Eksistensen af nedarvede stoffer rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at tage hensyn til forestillingen om, at affald er en ressource, som vi bør genanvende, samtidig med at vi sikrer, at affald, der indeholder problematiske stoffer, kun nyttiggøres som materialer, der kan anvendes sikkert? Bør vi tillade, at genanvendte materialer indeholder kemikalier, som ikke længere er tilladte i primære materialer? I så fald, på hvilke betingelser?

5.14.

Målet for genanvendte materialer er, at deres ydeevne og kemiske sammensætning ligger så tæt på sammenlignelige primære materialers ydeevne og kemiske sammensætning som muligt. Økonomiske og tekniske faktorer spiller en væsentlig rolle i at afgøre, hvorvidt det er muligt at fjerne problematiske stoffer, og kan være meget forskellige fra sag til sag. Det politiske valg består i enten at kræve, at alle primære og sekundære råstoffer lever op til de samme regler, eller at tillade særlige, tidsbegrænsede undtagelser for sekundære råstoffer.

5.15.

Efter EØSU's opfattelse bør kriterier, som anvendes i denne sammenhæng, forhindre, at der er farlige kemikalier til stede i nyttiggjorte materialer i koncentrationer, som overstiger det tilladte niveau for nye materialer.

Manglende harmonisering af bestemmelserne om, hvilke typer affald og kemikalier der er farlige

5.16.

Dette spørgsmål hænger tæt sammen med ovennævnte harmoniseringsproblemer, og begge er begrebsmæssigt komplekse. Som påpeget ovenfor er produktion og anvendelse af farlige kemikalier og produkter underlagt strenge EU-bestemmelser, der er vedtaget for at beskytte arbejdstagerne, borgerne og miljøet mod skader. Affaldshåndtering er ligeledes omfattet af EU-bestemmelser med samme mål for øje. Ikke desto mindre tyder undersøgelser på, at de to regelsæt ikke er fuldstændig afstemt (17).

5.17.

Der er behov for at skabe en mere sammenhængende tilgang mellem bestemmelserne om klassificering af henholdsvis kemikalier og affald. Eksempelvis kunne man vedtage regler svarende til reglerne i WEEE-direktivet (18) for andre specifikke produktgrupper eller materialestrømme (f.eks. møbler eller tekstiler), som stiller krav om en hensigtsmæssig behandling af affald, der indeholder farlige kemikalier, før det kan nyttiggøres og anvendes i nye produkter. Kommissionen har til hensigt at offentliggøre en vejledning om klassifikation af affald for at bistå aktører på affaldsområdet og de kompetente myndigheder, så de har en fælles tilgang til karakterisering og klassificering af affald. Desuden vil der ske en udveksling af bedste praksis med hensyn til testmetoder. Interessenterne anmodes om at overveje, om bestemmelserne om fareklassificering bør tilpasses, således at affald vil blive betragtet som farligt efter de samme regler som produkter.

---

(1)  Udtalelse om Pakken om cirkulær økonomi (EUT C 264 af 20.7.2016, s. 98).

(2)  Pakken om cirkulær økonomi blev vedtaget af Kommissionen den 2. december 2015.

(3)  En definition af farligt affald findes i »Guidance document on the definition and classification of hazardous waste«, juni 2015.

(4)  EEA-rapport nr. 2/2016, s. 33.

(5)  Forordningen om klassificering, emballering og etikettering (EF) nr. 1272/2008.

(6)  Forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH).

(7)  Forordningen om persistente organiske miljøgifte — se http://ec.europa.eu/environment/chemicals/international_conventions/index_en.htm.

(8)  Direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed.

(9)  Direktiv 2011/65/EU om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr.

(10)  Udtalelse om Arbejdsplan for miljøvenligt design for 2016-2019 (EUT C 345 af 13.10.2017, s. 97).

(11)  Udtalelse om Pakken om cirkulær økonomi (EUT C 264 af 20.7.2016, s. 98).

(12)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald.

(13)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer, 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer og 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

(14)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2008/98/EF om affald.

(15)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 1999/31/EF om deponering af affald.

(16)  Udtalelse fra EU-kommissær Karmenu Vella vedrørende den politiske aftale, der er blevet indgået med henblik på at modernisere affaldsreglerne.

(17)  For eksempel: Keeping it Clean: How to protect the circular economy from hazardous substances. Det Europæiske Miljøagentur.

(18)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU af 4. juli 2012 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi

(COM(2018) 28 final)

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om modtagefaciliteter i havne til aflevering af affald fra skibe, om ophævelse af direktiv 2000/59/EF og om ændring af direktiv 2009/16/EF og direktiv 2010/65/EU

(COM(2018) 33 final — 2018/0012 (COD))

(2018/C 283/09)

Ordfører:

Antonello PEZZINI

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 5.2.2018 Rådet, 9.2.2018 Kommissionen, 12.2.2018
Retsgrundlag	Artikel 100, stk. 2, og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Plenarforsamlingens beslutning	19.9.2017
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	3.5.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.5./2018
Plenarforsamling nr.	535
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	193/00/01

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU har lige fra starten støttet Kommissionens politik for en cirkulær økonomi, men mener, at det er en politik, der bør føres i tæt kontakt med sociale aktører og civilsamfundsorganisationer gennem fremadrettet planlægning og inddragelse af universiteter og forskellige uddannelsescentre.

1.1.1.

Ligeledes skal der være hensigtsmæssige uddannelsesforanstaltninger, incitamenter med hensyn til design og adfærd, fælles tekniske og lovgivningsmæssige kvalitetsstandarder, attraktive belønningssystemer — også af skattemæssig og økonomisk karakter — en systemisk og tværsektoriel tilgang samt en intelligent og udbredt brug af digitale applikationer.

1.2.

Respekten for og beskyttelsen af de goder, som biosfærens dynamiske ligevægt giver, opstår ikke af sig selv, men følger af en bevidsthed, der næres gennem kulturen og opfattelsen af, at det skabte ikke er blevet skabt for at blive udnyttet og ødelagt og give økonomiske fordele, men for på intelligent vis at blive anvendt, forbedret og bevaret i den universelle antropomorfismes skabelseshistorie (1).

1.3.

Nye opdagelser som polymermaterialer har gjort arbejdet og livet lettere for mennesket, men disse materialer skal i hele deres livscyklus håndteres, så de ikke påvirker naturens processer negativt.

1.3.1.

Efter EØSU's opfattelse er det af afgørende betydning, at der udvikles en miljøvenlig designkultur for polymermaterialer, så det efter den første anvendelse bliver lettere at genanvende sekundære polymermaterialer.

1.3.2.

Der er behov for en kulturændring i adfærd og inden for produktion, distribution og forbrug, således at affald opfattes som en værdifuld ressource, der kan udnyttes. I denne forbindelse bør civilsamfundet og skoler af enhver art og på alle niveauer inddrages.

1.3.3.

Af økonomiske og hygiejniske grunde mener EØSU, at der navnlig i den i dag meget store emballagesektor bør udarbejdes en sektorstrategi for genbrug, hvor man inddrager de virksomheder, der har erfaring med genanvendelsesprocesser. Det handler om at harmonisere og udvikle kompetencerne, både i starten og i slutningen af processen.

1.3.4.

De nationale standardiseringsorganer bør i tæt samarbejde med de europæiske og internationale organer styrke anerkendelsesprocedurerne for sekundære råmaterialer gennem mærkning, således at forbrugersikkerheden ved nye produkter øges via en europæisk harmonisering.

1.3.5.

Efter EØSU's opfattelse bør forskning og innovation spille en væsentlig rolle i det kommende RP9, navnlig det fælles teknologiinitiativ (FTI) — institutionelle offentlig-private partnerskaber under Horisont 2020, der tager sigte på udvikling af biobaserede produkter (2), og andre initiativer med fokus på cirkulær bæredygtighed.

1.3.6.

Digital mærkning af de forskellige plasttyper bør prioriteres for at muliggøre identifikation, adskillelse og eventuel bortskaffelse efter fælles metoder. Disse sekundære råmaterialer må fremfor alt ikke indeholde nogen af de giftige stoffer, som findes i råmaterialer, der ikke er beregnet til fødevarer og legetøj.

1.4.

EØSU er af den opfattelse, at man gennem kemiske analyser inden for rammerne af REACH bør gøre en indsats for at begrænse forureningen med mikroplast, som er en af de største trusler for miljøet og menneskers sundhed.

1.5.

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens forslag om at give havnene faciliteter til affaldsmodtagelse og give rederierne pligt til at følge bestemte procedurer for losning af affald.

1.5.1.

Efter EØSU's opfattelse bør der være en lignende politik for forvaltning af floderne, som i høj grad er medvirkende til havforureningen.

1.5.2.

EØSU mener, at fiskeriorganisationer og sociale aktører — både kulturelt og ved hjælp af national finansiering og/eller EU-finansiering — bør deltage i en indsats for at rense vandet for polymerrester og tillige fremme informationskampagner om flod- og havaffald. Med den rette uddannelse kunne de også gøre en indsats i den del af sektoren, der er beskæftiget i havnene og langs floderne, i de indledende faser af genanvendelsen og ikke mindst under de naturlige pauser i fiskeriet.

1.6.

Indførelsen og udviklingen af nye supplerende aktiviteter i forbindelse med den cirkulære økonomi gør det ifølge EØSU nødvendigt at revidere den aktuelle affaldslovgivning, som udspringer af direktiv 2008/98/EF og pålægger den, der er i besiddelse af affaldet, ansvaret, men i mange tilfælde uden at etablere instrumenterne til at genbruge det.

1.7.

EØSU mener, at direktivet om miljøvenligt design (3), som hidtil har været anvendt med henblik på energibesparelser, bør finde anvendelse for den cirkulære økonomi, navnlig for plast.

1.8.

EØSU mener, at der er behov for passende regionale aftaler om havforurening, og at de skal udvides til naboskabspolitikken og Euromed- og Østersøaftalerne.

1.9.

Frivillige sektoraftaler og tværsektorielle aftaler mellem industri og offentlige regionale myndigheder bør støttes og opmuntres for at fremme virksomhedscertificering (EMAS, VSA) og miljøvenlige skibe (4).

2.   Indledning

2.1.

Plast er det generiske navn for en gruppe polymermaterialer og er et vigtigt og allestedsnærværende materiale i vores økonomi og i vores hverdag. Det bidrager til at fremme en bæredygtig og konkurrencedygtig vækst, varig beskæftigelse og en lang række teknologiske og designmæssige innovationer.

2.2.

Plast — fra monomeren til polymeren — blev opdaget af to videnskabsfolk, Giulio Natta og Karl Ziegler, i midten af 1950'erne. I 1953 lykkedes det den tyske kemiker Karl Ziegler at fremstille en type plast af olie, nemlig polyethylen, hvis molekyle er en polymer (5). Den italienske kemiker Giulio Natta fremstillede en anden polymer, polypropylen, som blev patenteret under navnet Moplen. Denne opdagelse var i høj grad årsagen til krisen i mineindustrien, som gennem menneskets historie havde leveret materialerne (6) til fabrikation af genstande til brug i dagligdagen og på arbejdet.

2.3.

Plast fremstilles af olie. To kilo olie giver i gennemsnit et kilo plast.

2.3.1.

Med disse nye materialer (7) kunne man fremstille en lang række forskellige genstande, som ikke ruster, er lette og ikke går i stykker. I 1973 blev den første flaske af PET (8) fremstillet.

2.4.

EØSU har tidligere understreget (9), at »overgangen til en cirkulær europæisk økonomi kan åbne positive perspektiver for gennemførelsen af Europa 2020-strategiens målsætninger«.

2.5.

EØSU er således af den opfattelse, at overgangen til en cirkulær europæisk økonomi kan åbne nogle positive perspektiver med hensyn til EU's systemiske konkurrenceevne, »hvis den baseres på en fælles europæisk strategisk vision, med aktiv deltagelse af arbejdsmarked, regeringer, arbejdsgivere og arbejdstagere, forbrugere og lovgivende myndigheder på forskellige niveauer« (10).

2.6.

EØSU minder om lanceringen af 2014-pakken (11) — som senere blev trukket tilbage — og pakken fra december 2015 med vedtagelsen af en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi, hvor plast blev gjort til et vigtigt prioriteret område.

2.7.

Efter EØSU's opfattelse opnås en adfærdsændring »lettest ved hjælp af klare prissignaler, dvs. ved at tilbyde forbrugerne komfort og konkurrencedygtige priser. I første omgang kan dette opnås gennem udvidede producentansvarsordninger og/eller grønne afgifter« (12).

2.8.

Den europæiske plastindustri havde i 2016 en omsætning på næsten 350 mia. EUR, omfattede ca. 62 000 virksomheder, beskæftigede mere end 1,5 mio. arbejdstagere og havde en produktion på 60 mio. ton (13).

2.9.

Plast er i dag allestedsnærværende i dagligdagen — fra transport til byggeri, fra telekommunikation til dagligvarer og fra fødevarer til sundhed.

2.10.

SMV'er udgør ca. 80 % af plastvirksomhederne i EU og har under 20 ansatte, og mellemstore/store virksomheder udgør ca. 20 % (14).

2.11.

Europæerne producerer 25 mio. ton plastaffald hvert år. Under 30 % af det bliver genanvendt (15).

2.12.

Hvis plast blev erstattet med andre materialer på de vigtigste anvendelsesområder, ville det ifølge en nylig undersøgelse, der er foretaget på europæisk plan (fodnote 15), betyde, at emballagen ville blive næsten fire gange tungere, at den producerede affaldsmængde ville stige med 60 %, og at det årlige energiforbrug ville stige med 57 % i løbet af livscyklussen.

2.12.1.

Dertil kommer, at 95 % af emballageværdien går tabt efter én anvendelse. Af de 78 mio. ton, der kommer på markedet, bliver 72 % ikke genbrugt. Heraf ender 40 % på deponeringsanlæg, og 32 % samles ikke ind gennem de lovbestemte indsamlingssystemer.

2.13.

Derfor er det nødvendigt at udvikle miljøvenligt design af plast, så det bliver lettere at genbruge, og således øge efterspørgslen efter genbrugsplast hos de forskellige industrisektorer og distributionskanaler, forbrugerne og de europæiske borgere.

2.13.1.

Det er vigtigt at styrke dialogen med genbrugsindustrien for at forstå fremstillingsprocesserne, kravene og teknologierne.

2.14.

Genbrugsplast bør omklassificeres på hensigtsmæssig vis og opgraderes via standardisering og certificering inden for rammerne af en mærkningsordning.

2.15.

I en cirkulær økonomi bør plast betragtes som et værdifuldt fælles materiale, da det er af afgørende betydning for en bæredygtig og konkurrencedygtig økonomisk udvikling til gavn for borgerne, sundheden og miljøet, under forudsætning af at genstande, der indeholder plast, ikke længere betragtes som »affald, der skal bortskaffes«, men som »genstande, der skal genbruges«.

3.   Plast og havene

3.1.

70 % af jordens overflade består af have og oceaner, og havvand udgør 97 % af vandressourcerne. Oceanerne er vores vigtigste allierede i kampen mod klimaændringerne, og de er medtaget i Parisaftalen med en særrapport fra IPCC om oceanerne.

3.2.

Havaffald, og navnlig plast og mikroplast, udgør en anden væsentlig trussel for oceanerne og er således et globalt problem, der vedrører alle verdenshavene. Hvert år ender mange millioner ton affald i oceanerne over hele verden og skaber problemer for miljøet, økonomien, æstetikken og sundheden. Havaffald kan medføre alvorlige økonomiske tab såsom tab for kystsamfundene, mindre turisme og hindringer for søfarten og fiskeriet.

3.3.

Det anslås, at de potentielle udgifter til rensning af kyster og strande i hele EU udgør ca. 630 mio. EUR om året.

3.4.

Affald, der ophober og spreder sig i havene, er en alvorlig trussel mod verdenshavenes tilstand, først og fremmest fordi det vokser så hurtigt i omfang. Derfor er det nødvendigt med nogle afbalancerede og effektive foranstaltninger inden for den cirkulære økonomi på internationalt og europæisk plan, hvor målsætningerne er at reducere havaffaldet i EU med henholdsvis 30 % og 50 % i 2025 og i 2030.

3.4.1.

For at nå disse målsætninger er det først og fremmest nødvendigt at ændre den eksisterende lovgivning, som gør dem, der indsamler affaldet, til affaldets ejere, hvilket hæmmer indsamlingen.

3.4.2.

Det bør undersøges, hvordan der kan indføres hensigtsmæssige incitamenter for de grupper — især fiskere — der kan være med til at holde havet og floderne rene, bl.a. via en passende brug af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, EHFF.

3.5.

Den 18. december 2017 vedtog Rådet konklusioner om miljøinnovation og fremhævede endvidere »behovet for sammenhæng mellem innovationsfremmende politikker og andre politikker, navnlig med fokus på beskyttelse af menneskers sundhed, miljøet og omstillingen til en cirkulær økonomi« (16).

3.6.

Europa-Parlamentet har på sin side vedtaget forskellige dokumenter om emnet, fra beslutningen af 9. juli 2015 om »ressourceeffektivitet: overgang til en cirkulær økonomi« til beslutningerne fra februar 2017 om »affaldspakken« og beslutningen af 18. december 2017 om international havforvaltning.

3.7.

Indsatsen for at holde Middelhavet rent kunne få en synergieffekt med PRIMA-programmet (OPP), som omfatter grønne foranstaltninger til gavn for miljøet (17).

4.   Kommissionens forslag

4.1.

Kommissionens foreslåede strategi tager sigte på at beskytte miljøet mod plastforurening og samtidig fremme vækst og innovation og således omdanne en økonomisk udfordring fra en lineær model — produktion, distribution, forbrug og adfærd — til en cirkulær model, som er selvbærende i kraft af effektiv brug af ressourcerne, og hvor »affald« betragtes som »ressourcer, der skal genvindes«.

4.2.

Genbrug, genanvendelse og genvinding bliver de nøgleord, der skal skabes en ny model omkring, for at fremme nyt design, bæredygtighed, innovation og konkurrenceevne på hele det indre marked og det internationale marked.

Den foreslåede strategi omfatter 40 foranstaltninger, 15 anbefalinger til de nationale og regionale myndigheder og 8 anbefalinger til industrien.

4.3.

Med forslaget til direktiv om modtagefaciliteter i havne indføres der nye regler for at bekæmpe havaffald, idet det omfatter foranstaltninger til at sikre, at affald, som genereres om bord på skibe eller samles op fra havet, ikke også efterlades på havet, men afleveres på land, hvor det håndteres på korrekt vis. Det omfatter desuden foranstaltninger til at reducere den administrative byrde for havne, skibe og kompetente myndigheder.

5.   Generelle bemærkninger og anbefalinger

5.1.

Efter EØSU's opfattelse skal en vellykket strategi for plast omfatte hensigtsmæssige uddannelsesforanstaltninger, incitamenter med hensyn til design og adfærd, fælles tekniske kvalitetsstandarder, attraktive belønningssystemer — også af skattemæssig og økonomisk karakter — en systemisk og tværsektoriel tilgang, intelligent og udbredt brug af digitale applikationer samt omfattende og inkluderende fremadrettet planlægning med det formål at ledsage processen med en sand europæisk kultur for plastcirkularitet, som bygger på en analyse af produkternes hele livscyklus.

5.2.

Forurening med mikroplast er en af de største trusler for miljøet og menneskers sundhed. Disse stoffer bliver ofte brugt i rengøringsmidler, kosmetik, boligudstyr og maling. Efter EØSU's opfattelse bør denne forurening tackles ved kilden gennem EU-foranstaltninger inden for rammerne af REACH.

5.3.

I EU bruges omkring 40 % af plast kun én gang, og det er den største kilde til forurening: med en minimal pris for en plastikpose vil forbruget kunne reduceres markant. EØSU anbefaler, at denne foranstaltning udvides til alle typer engangsplast.

5.4.

EØSU er af den opfattelse, at digital mærkning af de forskellige plasttyper bør prioriteres for at kunne identificere, udskille og eventuelt eliminere skadelige stoffer. Plast indeholder ofte giftige stoffer, som er forbudt i materialer, der kommer i kontakt med fødevarer, og i legetøj. Når plasten genanvendes, risikerer man at overføre disse stoffer til nye produkter. Derfor er det nødvendigt at garantere og attestere, at »sekundære plastmaterialer« ikke indeholder giftige stoffer.

5.5.

De nationale lovgivninger er forskellige, når det gælder mængder og tilladelser. Det ville være hensigtsmæssigt med en harmoniseret lovgivning med strengere bestemmelser til gavn for forbrugerne.

5.6.

EØSU mener, at det er nødvendigt at styrke de foranstaltninger, der tager sigte på at prioritere: — fælles påvisningsmetoder — digitalisering af produkter, processer og komponenter ved hjælp af digital mærkning af de forskellige typer — avanceret infrastruktur til indsamling og sortering, som er udstyret med optiske læsere — standarder for og certificeringer af produkter, processer og anlæg — professionalisering og overvågning af genanvendelsen — systemer, som belønner udvidet producent- og forbrugeransvar — lancering af et EU-pilotprojekt for organisering, etablering og udvikling af et kommercielt og konkurrencedygtigt ægte europæisk marked for sekundære plastmaterialer af høj kvalitet gennem fremme af grønne offentlige indkøb.

5.7.

Separat indsamling og især genanvendelse af PET (18) kan skabe økonomiske fordele i EU ved at føre til nye produktionsaktiviteter og arbejdspladser.

5.8.

Hidtil har den foretrukne løsning været organisk genvinding ved hjælp af kompostering (19), anbringelse på deponeringsanlæg og energiudnyttelse i form af forbrænding (20) med egnede udstødningsfiltre, især inden for stål- og cementindustrien.

5.9.

Det bliver stadig vigtigere, at vi genanvender plast til nye genstande, enten af samme type (flasker bliver til flasker) eller af en anden type (flasker bliver til stof). Dette kræver dog, at der er incitamenter til forbrugerne (21), og at plasten er let at identificere ved hjælp af digitale læsere på indsamlingsstederne.

5.10.

Genanvendt PET kan anvendes som fibre til fremstillingen af lette og tykke stoffer, arbejdsbeklædning, militæruniformer, dækforstærkninger, rør, transportbånd, indpakningsfilm og tryksager.

5.11.

Hvis der gøres en stor indsats for teknisk og lovgivningsmæssig standardisering og certificering, og hvis processerne udføres korrekt og certificeres (22), forbliver PET kemisk inaktivt, også efter genanvendelsen, og kan dermed anvendes til formål, hvor det skal være i sikker kontakt med fødevarer (23).

5.12.

Hvad angår havaffald, støtter EØSU direktivets samordning med den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe (MARPOL) og mener, at en løsning på spørgsmålet om affald fra fisker- og fritidsfartøjer også vil kunne løse problemet med havforurening, under forudsætning af at der fastlægges passende undtagelser for små fartøjer og havne med begrænset trafik.

5.13.

Når det gælder tilrettelæggelsen af indsamling af havaffald, er det hensigtsmæssigt, at fiskeriorganisationer inddrages via Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), da de med den rette uddannelse kan supplere de ikke altid sikre indtægter fra fiskeriet med indtægter fra affaldsindsamling og genanvendelsessektoren.

5.14.

Det samme kan gøre sig gældende for rensning af floder, hvor man kan gøre brug af arbejdskooperativer efter en ændring af den aktuelle lovgivning (24).

5.15.

EØSU anser det for vigtigt at udarbejde regionale aftaler om havforurening, navnlig i hav- og flodområder.

6.   Særlige bemærkninger

6.1.

Fra PET til garn. Ved genanvendelsen af PET benyttes der en innovativ mekanisk/kemisk proces, som ikke forurener, og som bevarer fibrenes renhed og mindsker forbruget af vand og energi, hvorved CO2-emissionerne reduceres med ca. 30 %. Alt dette sker uden at producere restprodukter eller affald.

6.1.1.

Først indsamles råmaterialet via separat indsamling. Efter knusning, vask, formaling, trækning, tørring og granulering omdannes PET til en ny polymer via en proces, som ikke forurener, og som hovedsagelig udnytter temperaturvariationer. Til sidst overføres den smeltede polymer til en ekstruderingsmaskine. Den skæres til i den ønskede længde og bliver til et udvalg af syntetisk genbrugstråd af polyester af høj kvalitet og med høj ydeevne.

6.2.

Anvendelse af PET (25) (polyethylentereftalat) til stof er en miljøvenlig nyskabelse af høj kvalitet, lige fra produktionsteknikkerne til designet.

6.2.1.

Tekniske data (26): — Med 2 kg olie (C9H18) fremstilles der 1 kg PET (C10H8O4)N — En 1,5-literflaske har en masse på 38 gram — En 0,5-literflaske har en masse på 25 gram — For at fremstille en fleecetrøje (330 g/m2) skal der bruges ca. 27 1,5-literflasker — 27 flasker svarer til 1 026 gram PET, hvilket svarer til ca. 2 052 gram olie — CO2-reduktionen for 2 052 gram olie (24,2136 kWh) (27) er 6,39239 kg/CO2 .

6.2.2.

Et andet eksempel: 53 900 genbrugte 1,5-literflasker kan omdannes til polyester af høj kvalitet og bruges til at sy 7 000 rygsække, hvilket giver en besparelse på 3,34 t CO2 (28).

7.   Spørgsmål til overvejelse

7.1.

National indsats: — Oplysning startende i skolen om sortering af affald (herunder plast!), især i husholdningerne. — Oprettelse af kooperativer/konsortier, som indsamler plast i samarbejde med kommuner og virksomheder, og som indleverer plasten til anlæg, der behandler og certificerer »sekundært plastmateriale«. — Tilpasning af de gældende standarder for affald til behovene i forbindelse med plastindsamling.

7.2.

EØSU bakker op om dialogen mellem parterne om oprettelse af en fond for investeringer i teknologier til genanvendelse af plast og etablering af et europæisk marked for sekundær plast af kvalitet.

7.3.

Støtte til det fælles teknologiinitiativ (FTI) — institutionelle offentlig-private partnerskaber (et af de syv FTI'er) og Biobaserede industrier via Horisont 2020 og det nye 9. forskningsrammeprogram, blandet andet med undersøgelser af bakterier (29).

---

(1)  Jf. Benedetto Croce i historien om alt, hvad der har menneskelig form i universet.

(2)  Initiativet for biobaserede industrier er et offentlig-privat partnerskab (OPP) mellem Kommissionen og Bio-Based Industries Consortium (BIC). Konsortiet omfatter for øjeblikket mere end 60 små og store virksomheder, virksomhedsklynger og organisationer inden for teknologi, industri, landbrug og skovbrug, som har forpligtet sig til at investere i forskning, udvikling og demonstration af bioteknologier gennem et samarbejde inden for OPP'et. Der er tale om investeringer i størrelsesordenen 3,8 mia. EUR til fremme af bioinnovation i programmeringsperioden 2014-2020 (Horisont 2020): 1 mia. EUR fra EU-fonde og 2,8 mia. EUR fra private.

(3)  Direktiv 2005/32/EF og ændringerne hertil.

(4)  Jf. artikel 8, stk. 5, i COM(2008) 33.

(5)  Ziegler opdagede sammen med Giulio Natta, den stereospecifikke syntese af polypropylen ved at anvende katalysatorer, som indeholdt titan. Denne type katalysatorer kaldes almindeligvis Ziegler-Natta-katalysatorer. I 1963 fik de Nobelprisen i kemi.

(6)  Zink, blende, calamin, baryt og bakelit.

(7)  PE (polyethylen), PP (polypropylen), PS (polystyren), PET (polyethylentereftalat) og PVC (polyvinylklorid).

(8)  Patenteret af den amerikanske ingeniør N. Convers Wyeth.

(9)  EØSU's udtalelse (EUT C 230 af 14.7.2015, s. 91).

(10)  EØSU's udtalelse (EUT C 230 af 14.7.2015, s. 91).

(11)  Jf. SWD(2014) 208 og SWD(2015) 259 fin.

(12)  EØSU's udtalelse (EUT C 230 af 14.7.2015, s. 91).

(13)  Se rapporten om betydningen af plastsektorens ekspertise for industriens vækst i Italien og Europa, »L'eccellenza della filiera della plastica per il rilancio industriale dell'ITALIA e dell'EUROPA 2017« https://www.ambrosetti.eu/wp-content/uploads/parte-2.pdf.

(14)  Ambrosettis rapport om betydningen af plastsektoren i EU i 2015, »L'eccellenza della filiera della plastica nell'UE 2015«.

(15)  Kommissionens pressemeddelelse af 16/01/2018.

(16)  http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-15811-2017-INIT/en/pdf, Rådets konklusioner af 18.12.2017, Miljøinnovation: fremme af omstillingen til en cirkulær økonomi.

(17)  COM(2016) 662 final og EØSU's udtalelse (EUT C 125 af 21.4.2017, s. 80).

(18)  PET: polyethylentereftalat, sammensætning (C10H8O4)n. Fremstilles af råolie (C9H18). Det er en termoplast, som er egnet til kontakt med fødevarer.

(19)  Kompost er det, der bliver tilbage efter nedbrydnings- og humusdannelsesprocessen for rester af organiske stoffer.

(20)  RU, Affaldsbaseret brændsel. Under forbrændingen brydes forbindelserne mellem plastens H- og C-atomer, hvorved der afgives store mængder varme.

(21)  F.eks. den obligatoriske pant i Tyskland, og at salgsstederne har pligt til at tage imod tomme emballager (Schweiz).

(22)  Hindre, at der genereres acetaldehyd ved at optimere smeltetemperaturen og opholdstiden og udelukke dekontaminering.

(23)  I nogle lande foreskriver lovgivningen, at beholdere til fødevarer ikke må indeholde mere end 50 % sekundære plastmaterialer. Desuden må disse materialer ikke komme i kontakt med maden, dvs. genbrugsplasten skal belægges med ny plast i den del af beholderen, der er i kontakt med fødevaren.

(24)  Det anslås for øjeblikket, at der hvert år ledes mellem 1,15 og 2,41 mio. ton plastaffald ud i oceanerne fra floderne, og over 74 % af denne udledning finder sted i perioden maj til oktober. De 20 mest forurenende floder i verden, der for størstedelens vedkommende ligger i Asien, tegner sig for 67 % af den samlede mængde plastaffald på verdensplan.

(25)  Polyester fremstilles af PET og fås både som flockfiber, glat tråd eller voluminøs tråd og som mikrofiber.

(26)  Kilde: Pielleitalia S.r.l, Grassobbio, Bergamo.

(27)  Kilde: JRC Ispra: Konversionsfaktor for råolie:

—	11,8 MWh/t

—	0,264 tCO2/MWh

(28)  Se fodnote 28 (JRC Ispra).

(29)  Kyoto Institute of Technology og Keio University har sammen med andre japanske forskningsinstitutter isoleret en slags bakterie — Ideonella sakaiensis — som kan »fordøje« plastik og ernære sig dermed ved hjælp af den kemiske virkning af blot to enzymer. Se: science.sciencemag.org/content/351/6278/1196 — Yoshida m.fl. John McGeehan, professor i biologi ved University of Portsmouth, har sammen med kolleger ved et tilfælde udviklet en meget kraftig version af det plastikfordøjende enzym, offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences 2018.