12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/1

1.1

Denne sonderende udtalelse fra EØSU sigter mod at afklare, hvordan offentlige virksomheder kan bidrage specifikt til at forbedre EU's konkurrenceevne. Den har til formål at fremhæve de særlige udfordringer på dette område for EU's politikker og institutioner.

1.2

Udtalelsen ligger inden for rammerne af traktaterne, som tildeler medlemsstaterne vide skønsbeføjelser med hensyn til at fastlægge, organisere og finansiere deres tjenester af almen interesse. Ligeledes har medlemsstaterne ifølge traktaterne beføjelse til at vælge, hvilke virksomheder der skal stå for udførelsen af deres offentlige opgaver, og hvilken status de skal have (privat, offentlig eller offentligt/privat partnerskab) (1).

1.3

En offentlig myndighed kan fra sag til sag ud fra en sektoranalyse, de fastlagte mål og opgaver og de tilstræbte langsigtede mål beslutte at anvende en offentlig virksomhed som et af sine aktionsmidler.

1.4

I Kommissionens direktiv 80/723/EØF af 25. juni 1980 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder forstås ved "offentlig virksomhed" enhver virksomhed, på hvilken de offentlige myndigheder direkte eller indirekte kan have en dominerende indflydelse som følge af ejerforhold, kapitalindskud eller de regler, der gælder for virksomheden.

Dominerende indflydelse antages at foreligge, når de offentlige myndigheder direkte eller indirekte i relation til en virksomhed:

1.5

Alle europæiske lande har i historiens løb stiftet offentlige virksomheder enten direkte eller ved at nationalisere private virksomheder eller gøre dem til kommunale foretagender. Det har de gjort af en lang række grunde:

1.6

Offentlige virksomheders effektivitet og lønsomhed og eventuelle behov for omstrukturering kan ikke måles alene ved hjælp af de sædvanlige rentabilitetsindikatorer for økonomiske aktiviteter, men bør vurderes ud fra alle de målsætninger og opgaver, som de offentlige myndigheder har tildelt dem.

1.7

Ifølge EU's officielle definition er konkurrenceevne evnen til at forbedre indbyggernes levestandard varigt og sikre dem et højt beskæftigelsesniveau og et højt niveau af social samhørighed.

1.8

EU's produktivitet går lidt tilbage hvert år. Afmatningen er ensbetydende med forringet konkurrenceevne. Blandt de afslørende tegn på denne tilbagegang kan nævnes utilstrækkelig innovation, manglende investering i infrastrukturer og teknologi og i menneskelig kapital.

1.9

EU's konkurrenceevne og tiltrækningskraft hænger altså sammen med investering i infrastrukturer, uddannelse, forskning og udvikling, sundhed og socialsikring, miljøbeskyttelse osv. – en lang række områder, hvor de offentlige myndigheder kan bruge offentlige virksomheder som et af indsatsmidlerne.

1.10

Men staten og de offentlige regionale eller lokale myndigheder er ikke fornuftige pr. definition, og der findes også svigt fra de offentlige virksomheders side, som kan skyldes:

1.11

Offentlige virksomheder kan indgå i en defensiv eller offensiv strategi fra den kompetente offentlige myndigheds side:

1.12

Det indebærer, at den offentlige myndighed påtager sig ansvaret for at fastlægge de strategiske retningslinjer og samtidig giver virksomhedsledelsen stor forvaltningsfrihed. Den offentlige myndighed skal imidlertid sørge for at tilrettelægge reel offentlig kontrol og regulering, hvilket forudsætter en forvaltning af deres virksomheder baseret på inddragelse af alle de berørte parter og af virksomhedernes medarbejderrepræsentanter.

1.13

Hvad angår tjenester af almen økonomisk interesse, som medlemsstaterne varetager via deres offentlige virksomheder, tilbyder disse virksomheder aktiviteter af industriel og kommerciel karakter, som ofte konkurrerer direkte med andre virksomheders aktiviteter.

1.14

Blandt de offentlige virksomheder, som arbejder i et liberaliseret og konkurrencepræget miljø, bør først og fremmest nævnes netindustrierne (elektricitet, gas, elektronisk kommunikation, transport, posttjenester), hvor tilgængelighed, uafbrudt levering og god kvalitet til en rimelig pris er nødvendige ikke alene for borgerne, men også for en stor del af de private virksomheder. Derfor spiller de en afgørende rolle for medlemsstatens nationale økonomi og globale konkurrenceevne. Det gælder også andre sektorer som den audiovisuelle sektor, boligsektoren, sundhedspleje og social omsorg, hvor borgerne ved markedssvigt ikke på nogen måde kan påberåbe sig deres grundlæggende rettigheder.

2.1

I sin indbringelsesskrivelse anmodede det kommende litauiske formandskab især om at betone forbedringer af de offentlige virksomheders effektivitet og deres betydning for den nationale konkurrenceevne. Der ønskes en analyse af den nuværende situation og af god (eller dårlig) praksis, som stadig savnes på EU-niveau, såvel som en strukturreform, der omfatter en evaluering af denne type virksomheders effektivitet inden for rammerne af samordningen af den økonomiske politik og dens indvirkning på det indre marked.

2.2

Selv om EU-lovgivningen kun vedrører nogle få af de offentlige virksomheders specifikke aktivitetsområder (statsstøtte og tjenester af almen økonomisk interesse), foreslår det kommende litauiske formandskab med hensyn til en reform af de offentlige virksomheder at begrænse initiativerne på EU-plan til ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger og ikke at fastsætte mål for den nye lovramme. Eventuel privatisering af offentlige virksomheder bør ligeledes fortsat henhøre under medlemsstaternes enekompetence.

2.3

Endelig beklager det kommende litauiske formandskab, at der i Kommissionens eksisterende eller planlagte initiativer eller dokumenter hidtil ikke har været nogen generel debat om en reform af de offentlige virksomheder, deres forvaltning, en forbedring af deres effektivitet eller deres bidrag til konkurrenceevnen og gennemførelsen af Europa 2020-strategien. Kommissionen og Parlamentet har hidtil kun fokuseret på to aspekter, nemlig overholdelse af reglerne om statsstøtte og reglerne om levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

3.1

EØSU kan kun bifalde det kommende litauiske formandskabs anmodning om en analyse af den nuværende situation og af god (eller dårlig) praksis samt af en strukturreform, der omfatter en evaluering af denne type virksomheders effektivitet inden for rammerne af samordningen af den økonomiske politik og dens indvirkning på det indre marked.

3.2

Af traktaterne følger, at Unionen og medlemsstaterne har et skærpet ansvar for, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fungerer godt, f.eks. ved at indføre en progressiv, dynamisk evaluering af disse tjenesteydelsers effektivitet. Så længe det ikke er opnået, vil effektivitetsevalueringerne ikke kunne imødekomme borgernes og økonomiens behov på nationalt og europæisk niveau.

3.3

En sådan evaluering skal bruges til at forbedre effektiviteten og lønsomheden af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og deres tilpasning til ændringer i borgernes og virksomhedernes behov. Den skal desuden give de offentlige myndigheder oplysninger, som vil sætte dem i stand til at træffe de mest hensigtsmæssige valg. Ligeledes skal den spille en vigtig rolle i indsatsen for at nå frem til et harmonisk kompromis mellem marked og almen interesse og mellem økonomiske, sociale og miljømæssige mål.

3.4

I sin udtalelse om En uafhængig evaluering af tjenesteydelser af almen interesse  (2) fremkom EØSU med nogle konkrete forslag til på EU-niveau at definere udvekslings-, debat-, sammenlignings- og koordinationsmetoderne. EU bør derfor sætte skub i en proces til uafhængig evaluering, under iagttagelse af nærhedsprincippet og de i protokollen til reformtraktaterne omtalte principper, ved i en dialog med de berørte aktørers repræsentanter at udforme en metode til harmoniseret evaluering på EU-plan med afsæt i fælles indikatorer og de midler, hvormed tjenesterne fungerer.

3.5

I forbindelse med sine overvejelser om, hvordan de offentlige virksomheder kan bidrage mere til EU's økonomiske genopretning og konkurrenceevne, har EØSU i forskellige udtalelser beskæftiget sig med spørgsmålet om europæiske tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

3.6

Der har siden den 8. oktober 2001 eksisteret en "statut for det europæiske selskab". Denne statut har været tilgængelig siden den 8. oktober 2004 og åbner mulighed for, at virksomheder, som opererer i flere medlemsstater, etablerer sig som ét selskab omfattet af EU-retten og således anvender samme regler, dvs. én og samme ordning for forvaltning og offentliggørelse af finansielle oplysninger. Selskaber, som benytter sig af denne statut, undgår så at skulle overholde den nationale lovgivning i hver enkelt medlemsstat, hvor de har datterselskaber, hvorved deres administrationsomkostninger reduceres.

3.7

På denne baggrund bør det overvejes at oprette en "statut for den europæiske offentlige virksomhed", sådan som Kommissionen var inde på i 2011 i forbindelse med Galileo (3), der i dag de facto er en europæisk offentlig virksomhed.

3.8

Man kunne især forestille sig europæiske offentlige virksomheder til de store transeuropæiske energi- eller transportinfrastrukturnet, der er defineret som fælles politik i traktaterne, og at de samarbejder med nationale eller lokale virksomheder i disse sektorer med henblik på at gennemføre de nye bestemmelser og kompetencer i Lissabontraktaten, navnlig med hensyn til EU's politik på energiområdet (EUF-traktatens artikel 194).

3.9

I sin udtalelse om grønbogen Et europæisk energinet, der sikrer forsyningerne, bæredygtigheden og konkurrenceevnen  (4), har EØSU udtrykt ønske om, at der gennemføres studier af muligheden for og gennemførligheden af en europæisk forsyningspligtydelse for energi til fordel for borgerne og med en fælles strategi med hensyn til pris, afgifter, finansielle sikkerhedsregler, kontinuitet, økonomisk udvikling og klimabeskyttelse.

3.10

I samme grønbog gør Kommissionen sig til fortaler for en europæisk systemoperatør for gastransport gennem gradvis oprettelse af en uafhængig virksomhed, som er ansvarlig for forvaltningen af et fælles net til transport af gas i hele EU.

3.11

Sådanne EU-tjenester kan uanset udbyderens status (offentlig, privat, offentlig-privat partnerskab) tilføre en merværdi på væsentlige og multinationale eller transnationale områder såsom energiforsyningssikkerhed, sikring af vandressourcer, bevarelse af biodiversitet, opretholdelse af luftkvaliteten, intern og ekstern sikkerhed o.l., i det omfang disse tjenesteydelser kan leveres mere effektivt på EU-plan end på nationalt eller lokalt plan.

3.12

EØSU går i den forbindelse ind for offentlige partnerskaber (EU og medlemsstaterne) og private partnerskaber for at øge energiforsyningssikkerheden og nå frem til en integreret forvaltning af sammenkoblede energinet (gas, elektricitet, olie) samt udvikling af vindmøllenettet på havet og vindmølleparkernes tilslutning til landnettet, hvilket kunne reducere drifts- og investeringsomkostningerne væsentligt og i højere grad være et incitament til at investere i nye netprojekter (5).

3.13

Hvad angår de enkelte landes beføjelser, f.eks. vedrørende energimix, rækker de sociale og samfundsmæssige spørgsmål om forvaltning og udnyttelse af naturressourcer, kernekraft, klimaændringer og bæredygtig forvaltning samt sikkerhed ud over staternes traditionelle grænser og kan kun finde en tilfredsstillende løsning i en europæisk idé om almen interesse og tilsvarende tjenesteydelser.

3.14

Man kunne også rejse spørgsmålet om de europæiske forvaltningsorganers økonomiske aktiviteter.

3.15

På nuværende tidspunkt findes der seks europæiske forvaltningsorganer (6), som i perioden 2007-2013 tilsammen forvaltede programmer til ca. 28 mia. EUR. De fleste af disse programmer hører under områder, hvor EU er kompetent til at støtte medlemsstaterne.

3.16

På den ene side kan disse forvaltningsorganer betragtes som en slags underleverandører af visse af Kommissionens funktioner, og der kan så opstå tvivl om, i hvor høj grad de i virkeligheden er uafhængige, hvorimod de på den anden side har opgaver og ansvar, som griber direkte ind i de økonomiske og sociale aktiviteter. Er vi så langt fra EU-Domstolens udvidende definition af begreberne økonomisk aktivitet og virksomhed?

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/5

1.1

EØSU bifalder den indsats, Serbiens regeringer igennem de sidste ti år har gjort for at reformere landets økonomi og institutioner. Udvalget ser processen hen imod Serbiens tiltrædelse til EU som en mulighed for at konsolidere og i praksis udmønte de reformer, der er blevet iværksat. Det understreger vigtigheden af, at civilsamfundet inddrages i arbejdet med at tilpasse den serbiske lovgivning til EU-retten. Det opfordrer Serbiens regering og EU-institutionerne til at optrappe støtten til civilsamfundsorganisationer (CSO'er) og inddrage dem tæt i den forestående proces hen imod EU-medlemskab.

1.2

EØSU bifalder Det Europæiske Råds beslutning om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Serbien senest i januar 2014. Udvalget lykønsker regeringerne i Beograd og Pristina med underskrivelsen af den første aftale om principper for en normalisering af forholdet (Bruxelles, 19. april 2013) og den tilhørende gennemførelsesplan, der blev vedtaget i maj. Det opfordrer nu begge parter til at gennemføre aftalen med hjælp fra EU. EØSU understreger, at CSO'er må medvirke til dens gennemførelse, idet de kan være udslagsgivende for parternes forsoning.

1.3

EØSU opfordrer de offentlige myndigheder i Serbien til at gennemføre flere offentlige høringer og høringer af CSO'er, både i de tidlige stadier af politikudformningen og i forbindelse med gennemførelsen. EØSU understreger betydningen af at inddrage dem på vigtige reformområder såsom etableringen af en retsstat, regionalt samarbejde og forsoning, socioøkonomisk udvikling, miljø, landbrug, mindretalsrettigheder og kampen mod diskrimination.

1.4

EØSU anbefaler, at regeringen især fokuserer på at bekæmpe menneskehandel, korruption og organiseret kriminalitet. Det henstiller endvidere, at regeringen anerkender, at der er et behov for at garantere sikkerheden for menneskerettighedsforkæmpere og aktivister fra civilsamfundsorganisationer, der bekæmper organiseret kriminalitet.

1.5

EØSU påpeger, at trods de betydelige fremskridt i retning mod et mere inklusivt samfund er der stadig lang vej igen, før der er lighed for alle uanset køn, seksuel orientering, oprindelse og religion. EØSU opfordrer regeringen til straks at gå i gang med gennemførelsen af strategien mod forskelsbehandling, der blev vedtaget i juni 2013. EØSU anbefaler, at Kommissionen i et tæt samarbejde med CSO'er bruger sine årlige statusrapporter til at overvåge strategiens gennemførelse.

1.6

EØSU hilser det velkomment, at kontoret for samarbejde med civilsamfundet er medtaget i den ekspertgruppe, premierministeren har nedsat under organet, der koordinerer EU-tiltrædelsen. EØSU hilser det også velkomment, at CSO'er, bl.a. repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, deltager i premierministerens råd for EU-integration. Det er et eksempel på god praksis, som der bør bygges videre på ved at overveje at inkludere CSO'er, herunder repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, i det team, der skal forhandle Serbiens fremtidige tiltrædelse. Under alle omstændigheder bør der være garanti for hyppige og omfattende høringer af CSO'er for at nå frem til fælles holdninger og anbefalinger på vigtige områder. Det er vigtigt, at eksperter fra CSO'er får plads i de forskellige undergrupper af eksperter under koordineringsorganets ekspertgruppe.

1.7

EØSU henstiller, at Kommissionen bruger IPA II til i højere grad at støtte kapacitetsopbygning hos CSO'er (herunder arbejdsmarkedets parter) og fokusere på at yde mere støtte til partnerskaber mellem dels CSO'er, dels CSO'er og offentlige myndigheder. Midlerne fra civilsamfundsfaciliteten bør forhøjes og gives til flere projekter, der gennemføres af arbejdsmarkedets parter. Opbygning af CSO'ernes kapacitet, så de kan yde et væsentligt bidrag til integrationsprocessen i EU, bør fortsat prioriteres ved at fremme forenklede procedurer for udvælgelse og gennemførelse af projekter og opnåelse og fornyelse af institutionelle tilskud. Der er ikke kun behov for økonomisk støtte, men tillige for støtte til mekanismer, der kan forbedre dialogen mellem civilsamfundet og offentlige myndigheder.

1.8

EØSU henstiller til EU's delegation i Serbien, at små CSO'er fortsat skal kunne få fornyet deres tilskud via større CSO'er, da det er et skridt i retning af at åbne adgangen til disse midler for en langt større vifte af CSO'er.

1.9

Øget gennemsigtighed i brugen af offentlige mider må fortsat være et af de væsentlige elementer i strategien for udvikling af civilsamfundet, og samtidig er der behov for at forenkle mekanismerne for planlægning og udbetaling af samfinansieringen til EU-projekter, der gennemføres af civilsamfundsorganisationer og øge samfinansieringen.

1.10

EØSU opfordrer den serbiske regering til at optrappe bestræbelserne for at etablere institutionelle og lovgivningsmæssige rammer, som kan bidrage til udviklingen af civilsamfundet og CSO'ernes levedygtighed. EØSU anbefaler, at det overvejes at indføre en "procentdelslov", der giver borgerne mulighed for at øremærke en del af deres indkomstskat til CSO'er, så det bliver mere fordelagtigt for privatpersoner at give til velgørenhed (baseret på den eksisterende model i landene i Central- og Østeuropa), og skaber skatteincitamenter for privatpersoner og virksomheder i den forbindelse.

1.11

EØSU anbefaler, at den nyligt vedtagne lov om offentlige indkøb revideres, da den har gjort det vanskeligt for CSO'er at deltage i offentlige udbud. Med loven er der indført krav om finansielle garantier, som CSO'er ikke kan stille. Det kan hindre dem i at deltage i offentlige udbud om levering af social- og sundhedstjenester og uddannelsestjenester.

1.12

EØSU opfordrer den serbiske regering til at udforme en omfattende strategi for bekæmpelse og begrænsning af den grå økonomi. Dette ville forbedre landets økonomiske situation, hindre urimelig konkurrence og dermed skabe bedre økonomiske betingelser og samtidig garantere en bedre overholdelse af arbejdstagernes sociale rettigheder. Tilliden til institutionerne ville tillige blive genoprettet, og opfattelsen af en retsstat ville vinde udbredelse.

1.13

EØSU fremhæver vigtigheden af arbejdsmarkedsdialogen og opfordrer alle parter til at bruge de eksisterende institutioner, især Det Sociale og Økonomiske Råd, bedst muligt. Det opfordrer regeringen til at gøre mere for at udbrede kendskabet til Det Sociale og Økonomiske Råd og høre det mere systematisk om alle politikker, hvori arbejdsgivere og arbejdstagere har en berettiget interesse. EØSU mener, at arbejdsmarkedsdialogen bør være helt almindelig praksis og foregå inden for strukturerede rammer og ikke kun forekomme lejlighedsvis. Desuden bør den være mere effektiv og resultatorienteret.

1.14

EØSU ønsker, at EU-institutionerne gør fremme af arbejdsmarkedsdialogen til en af de vigtigste prioriteter over for Serbien, hvilket bør afspejles i alle de kommissionsprogrammer, der er åbne for Serbien. Dette kræver større deltagelse fra Det Sociale og Økonomiske Råd, som bør inddrages formelt og høres på hvert stadie af tiltrædelsesforhandlingerne og deltage i overvågningen af gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Serbien. Rådet bør kunne fremsende bemærkninger og holdninger til EU-institutionerne, når disse evaluerer Serbiens fremskridt hen imod EU-medlemskab.

1.15

EØSU mener, at arbejdsmarkedsdialogen bør fremmes yderligere på regionalt og lokalt niveau med udgangspunkt i Det Sociale og Økonomiske Råds regionale strukturer. Den bør også udbygges mere systematisk på sektorniveau, navnlig i den private sektor. Indgåelse – og håndhævelse – af så mange kollektive sektoroverenskomster som muligt ville skabe ro på arbejdsmarkedet i Serbien. De lokale og nationale myndigheder bør hele tiden mindes om fordelene ved og vigtigheden af arbejdsmarkedsdialogen.

1.16

EØSU konstaterer, at der er nedsat en trepartsarbejdsgruppe til at gennemgå arbejdsmarkedslovgivningen, herunder lovgivningen om strejke, registrering af fagforeninger og arbejdsmarkedets parters repræsentativitet. EØSU beder Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og Kommissionen om at støtte dette igangværende arbejde for at bringe Serbiens lovgivning og praksis i fuld overensstemmelse med internationale og europæiske standarder.

1.17

EØSU mener, at styrkelse af arbejdsmarkedets parters kapacitet til at deltage aktivt i arbejdsmarkedsdialogen bør være en af prioriteterne i EU's hjælpeprogrammer. Der er behov for hjælp til at udvikle deres evne til effektivt at bidrage til alle økonomiske, sociale og juridiske spørgsmål, herunder til tiltrædelsesforhandlingerne med EU. Deres organisationsstrukturer, interne kommunikation og kapacitet til at betjene deres medlemmer bør styrkes.

1.18

EØSU gør opmærksom på, at der stadig forekommer hyppige overtrædelser af arbejdstagernes grundlæggende rettigheder i Serbien, og at mekanismerne, der skal hindre og straffe disse overtrædelser, ikke fungerer tilstrækkeligt effektivt. EØSU opfordrer den serbiske regering til at tage den måde, hvorpå styrelsen for fredelig bilæggelse af arbejdskonflikter fungerer, op til revision. EØSU foreslår, at der ses på muligheden for at oprette særlige domstole for arbejdskonflikter. Derudover beder EØSU Kommissionen om, at den i sine årlige rapporter inkluderer et kapitel om fagforeningers rettigheder og arbejdstagernes grundlæggende rettigheder i tæt samarbejde med nationale og europæiske fagforeninger og ILO.

1.19

Kvindelige serbiske iværksættere spiller en vigtig rolle på hele Balkan og har godt fungerende netværk. Der er nu ved at blive udformet en sammenhængende regional tilgang til videreudvikling af iværksættervirksomhed blandt kvinder på lokalt niveau. EØSU anbefaler, at støtten fra EU og det regionale og lokale niveau øges, så de økonomiske og sociale fordele slår igennem langt tidligere. Derudover skal det anerkendes, at det økonomisk og socialt er absolut nødvendigt at støtte kvindelige iværksættere i Serbien.

1.20

EØSU anbefaler, at der etableres et blandet rådgivende udvalg EU-Serbiens civilsamfund mellem EØSU og serbiske CSO'er. Dette fælles civilsamfundsorgan bør etableres, når forhandlingerne om Serbiens EU-medlemskab formelt er blevet indledt. Det blandede rådgivende udvalg vil give CSO'er på begge sider et forum for mere dybtgående dialog og give dem mulighed for at komme med input til de politiske myndigheder om kapitlerne i tiltrædelsesforhandlingerne.

2.1

I det sidste årti har Serbien gjort en enorm indsats for at reformere sine institutioner, lovgivning og økonomiske regulering for at opfylde internationale og europæiske standarder og fremme en åben og effektiv markedsøkonomi.

2.2

I 2008 viste underskrivelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen (SAA) mellem Serbien og EU klart, at den serbiske regering ønsker en udvikling i retning af EU-medlemskab, hvilket gav en saltvandsindsprøjtning til reformprocessen. I 2010 trådte en interimsaftale om handel og handelsanliggender (del af SAA) i kraft.

2.3

Den nye regering, der kom til magten i 2012, har bekræftet, at Serbien ønsker EU-medlemskab. Den har truffet praktiske foranstaltninger for at fortsætte de hidtidige reformer med særlig fokus på bekæmpelse af korruption, konsolidering af retsstatsprincippet, beskyttelse af mindretalsrettigheder og økonomisk genopretning. Det har også gjort en indsats for at forbedre det regionale samarbejde.

2.4

Rådet gav i december 2012 Kommissionen til opgave at udarbejde en rapport i løbet af foråret 2013 med en vurdering af, hvordan Beograds dialog med regeringen i Pristina og reformerne med henblik på EU-medlemskab skrider frem. På grundlag af denne rapport, der indeholdt en positiv anbefaling, besluttede Det Europæiske Råd på sit møde den 28. juni 2013, at betingelserne for at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Serbien er opfyldt.

2.5

Den 19. april 2013 blev regeringerne i Beograd og Pristina endelig, i den tiende runde af forhandlinger ledet af EU, enige om fremtiden for det serbiskkontrollerede nordlige Kosovo med underskrivelsen af den første aftale om principper for en normalisering af forholdet. I maj vedtog de to parter en gennemførelsesplan. Et gennemførelsesudvalg er blevet nedsat af de to parter med hjælp fra EU.

3.1

Serbien er et land, der stadigvæk gennemgår forandringer. Der er gennemført privatiseringer, men statsejede virksomheder udgør stadig en betydelig del af økonomien, og omlægninger er mange steder stærkt tiltrængte. Arbejdsløsheden er steget væsentligt (24 % af arbejdsstyrken i 2012). De unge forsøger at emigrere. Befolkningen bliver ældre. En stor procentdel af befolkningen arbejder fortsat i landbruget og bor på landet, hvor en egentlig udvikling har det svært på grund af manglen på investeringer. Den uformelle økonomi er udbredt og udhuler økonomien som helhed, svækker statens budget og betyder, at arbejdstagerne er uden social sikring. Korruption, undertiden knyttet til organiseret kriminalitet, hindrer ikke blot den økonomiske udvikling, men også opbygningen af institutioner. Også i retsvæsenet er der hårdt brug for reformer for at garantere reel overholdelse af borgernes og organisationers rettigheder.

3.2

EØSU rettede lyset mod disse problemer i sin udtalelse om Forbindelserne mellem EU og Serbien: Civilsamfundets rolle (29. maj 2008). På den anden side har det også fremhævet den indsats, de offentlige myndigheder gør for at få gennemført de nødvendige reformer. Der er indført meget ny lovgivning. Nye institutioner er blevet etableret, først og fremmest med henblik på at tilrettelægge dialogen med arbejdsmarkedets parter og andre CSO'er, og mindretalsrettigheder anerkendes nu officielt. Selvom denne proces endnu ikke er afsluttet, er det største problem at få alle disse institutionelle og retlige ændringer omsat til praksis.

3.3

Serbien har ratificeret 77 traktater og konventioner vedtaget af Europarådet, herunder de vigtige konventioner om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, beskyttelse af nationale mindretal, forebyggelse af tortur, beskyttelse af børn, bekæmpelse af korruption og den europæiske socialpagt. Yderligere otte konventioner er blevet underskrevet, men endnu ikke ratificeret, herunder konventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. På internationalt plan har Serbien ratificeret 75 ILO-konventioner (hvoraf 73 er trådt i kraft).

3.4

Som Europarådets menneskerettighedskommissær har understreget (1), er der stadig arbejde at gøre, inden mange af disse konventioner håndhæves korrekt. Europarådets kommissær fremhævede problemerne med forsvundne og tvangsflyttede personer under krigen, den nærmest helt almindelige diskrimination af romaer, vold mod kvinder og udbredt homofobi.

3.5

Selvom regeringen vedtog en mediestrategi i oktober 2011, udsættes journalister stadig for vold og trusler. Økonomisk og politisk indblanding i medierne forekommer også, hvilket er en trussel mod mediernes uafhængighed og journalisternes muligheder for at udføre deres arbejde. Derudover chikaneres fagforeningsfolk stadig eller fyres for at være medlem af en fagforening.

3.6

Serbien bør, som EØSU ser det, klart prioritere yderligere konsolidering af reformprocessen, reform af retsvæsenet samt håndhævelsen af borgerlige og sociale rettigheder samt menneskerettighederne. EU bør i sine forbindelser med Serbien klart fokusere på disse forhold. De er også vigtige for CSO'erne, og deres aktive deltagelse bør på enhver måde fremmes.

4.1

Forenings- og forsamlingsfriheden er en forfatningssikret rettighed, der i reglen respekteres. Dog er foreningsfriheden under pres fra stadig flere trusler fra voldelige nationalistiske grupper.

4.2

Det serbiske civilsamfund findes hovedsageligt i byerne og er ujævnt repræsenteret i regionerne. Der er meget få civilsamfundsorganisationer i landdistrikterne, og deres kapacitet er ikke særlig udviklet. Der er brug for yderligere støtte til at fremme foreningslivet, opbygge kapacitet og støtte dannelsen af netværk mellem CSO'er i landdistrikter og/eller mindre byer.

4.3

Der bør især fokuseres på landbruget; på at udvikle interesseorganisationer inden for landbruget og på at få landbruget inddraget i arbejdsmarkedsdialogen. Landbruget er fortsat meget vigtigt i Serbien – ca. en fjerdedel af den erhvervsaktive befolkning er beskæftiget i landbrugssektoren, som tillige er en vigtig økonomisk sektor. Landbruget og landbrugspolitikken bliver meget vigtige i den fremtidige proces hen imod EU-medlemskab. Samtidig bliver tilpasningen til EU-lovgivningen en særlig udfordring for den serbiske landbrugssektor.

4.4

Velorganiserede interesseorganisationer vil ikke blot kunne medvirke til at fremme landbrugets interesser, men også yde et væsentligt bidrag i den kommende integrationsproces, ikke mindst til at udforme og gennemføre specifikke støtteprogrammer for landbruget, landdistrikter og de mennesker, der bor i landdistrikterne.

4.5

Der findes flere aktive partnerskaber og koalitioner mellem CSO'er, men den støtte, de får, og deres ressourcer er for begrænsede til, at de kan optrappe deres aktiviteter og øge deres indflydelse. Med hensyn til partnerskaber mellem CSO'er og offentlige myndigheder er SECO (2)- og KOCD (3)-ordningerne eksempler, der kan blive god praksis, forudsat at deres bidrag tages i betragtning, og de vedvarende og systematisk tilføres midler og ydes støtte.

4.6

De største hindringer for CSO'ernes overlevelse er, at den støtte, de modtager fra staten, hverken er tilstrækkelig eller gives på grundlag af klart definerede prioriteter, at der mangler donorer i erhvervslivet, at privatpersoner ikke giver til organisationer, at internationale donorer trækker sig, at samarbejdet med de lokale myndigheder ikke er særligt udviklet, samt at de enkelte beslutningstageres ansvarlighed generelt er begrænset. Der bør gøres en indsats for at øge CSO'ernes medlemstal. Et lavt medlemstal skader CSO'ernes image og anerkendelse, samtidig med at den offentlige støtte ikke er ordentligt reguleret på alle niveauer. Med undtagelse af en halv snes stærke CSO'er, der for de flestes vedkommende hører hjemme i Beograd, har CSO'erne generelt meget få muligheder for at påvirke den sociale og politiske dagsorden.

4.7

EØSU glæder sig over arbejdet med at forbedre lovrammerne for foreninger og fonde, herunder loven om foreninger (fra oktober 2009), loven om stiftelser og fonde (fra november 2010), loven om frivilligt arbejde (fra maj 2010) og de forenklede regnskabsprocedurer for små foreninger og fonde (endnu ikke vedtaget). Imidlertid er andre vigtige love blevet vedtaget, men endnu ikke gennemført, bl.a. loven om social velfærd (2011). Loven indeholder bestemmelser om udvikling af rammer, der kan sikre CSO'er en rimelig adgang til offentlige midler til levering af sociale tjenesteydelser, hvilket EØSU støtter.

4.8

EØSU bifalder ændringerne af artikel 41 i regeringens forretningsorden om offentlige høringer, som fastlægger kriterierne for obligatorisk offentlig høring, idet det slås fast, at offentlig høring er reglen og ikke undtagelsen, og der fastlægges rimelige tidsrammer for, hvor længe de skal vare. EØSU understreger behovet for at sikre korrekt gennemførelse af denne mekanisme. Det bør prioriteres at skabe større forståelse hos de offentlige myndigheder for fordelene ved at samarbejde med CSO'er både på de indledende stadier af politikudformningen og senere hen i forbindelse med gennemførelsen. Desuden bør der ses på at indføre procedurer for udpegelse af repræsentanter for CSO'er til forskellige offentlige organer på nationalt og lokalt niveau, bl.a. med udgangspunkt i bedste praksis fra nabolande og forslag fra CSO'erne.

4.9

Kontoret for samarbejde med civilsamfundet har fungeret siden 2011. Aktivitetsprogrammet for 2013-2014 omfatter nogle vigtige målsætninger, der skal arbejdes hen imod:

4.10

EØSU glæder sig over samarbejdskontorets indsats for at skabe større gennemsigtighed i finanslovsmidlerne til CSO'er med offentliggørelsen af en årlig sammenfattende rapport om midler afsat til foreninger og andre civilsamfundsorganisationer på Serbiens finanslov. Samarbejdskontoret bør dog have øget sine beføjelser, så det kan få flere myndighedsorganer på alle niveauer til at indsende oplysninger med det formål at sikre, at dataindsamlingen er fuldstændig og offentliggøres årligt. EØSU bifalder derfor den støtte EU's delegation yder samarbejdskontoret via det 3-årige program for teknisk støtte, der trådte i kraft i december 2012 (4).

4.11

Tal fra 2011 viser, at selv i de tilfælde hvor donorstøtte var garanteret, blev der kun afsat og i praksis udbetalt få midler til samfinansiering af programmer/projekter, trods det at CSO'erne har hårdt brug for disse midler.

5.1

Arbejdsmarkedsdialog er afgørende for den økonomiske udvikling og for at sikre den sociale samhørighed, som Serbien har brug for. I 2008 blev der indgået en generel kollektiv overenskomst. I april 2011 tiltrådte Serbiens Sociale og Økonomiske Råd en ny socialøkonomisk aftale underskrevet af lederne for arbejdsmarkedets organisationer og premierministeren, hvorunder parterne forpligter sig på vigtige punkter. Aftalen slog fast, at arbejdsmarkedsdialog er en forudsætning for at nå fælles udviklingsmål, for med held at overvinde problemerne knyttet til den økonomiske krise og for at få skabt økonomiske og sociale fremskridt i Serbien. I 2012 underskrev Det Sociale og Økonomiske Råd en aftale om mindsteløn. På sektorplan blev der i 2011 og 2012 indgået fire kollektive sektoroverenskomster for landbruget, byggeriet, kemikalieindustrien og metalindustrien. Beskæftigelsesministeren udvidede disse kollektive overenskomster til alle statsansatte. Størstedelen af den offentlige sektor er også dækket af kollektive overenskomster, herunder ansatte i sundhedssektoren, ved lokale og nationale myndigheder, inden for kultur og uddannelse samt i politiet.

5.2

Det Sociale og Økonomiske Råd blev oprettet ved lov i 2005 og er det institutionelle forum for trepartsforhandlinger. Derudover er der nu 18 sociale og økonomiske råd på lokalt niveau, men primært på grund af de regionale myndigheders tilbageholdenhed er under halvdelen af dem fuldt operationelle. Det Sociale og Økonomiske Råd kæmper stadig med en række problemer, som er en bremseklods for dets aktiviteter, først og fremmest manglen på økonomiske og menneskelige ressourcer. Alligevel er det lykkedes med at nedsætte fire permanente arbejdsgrupper om økonomiske spørgsmål, lovgivning, kollektive overenskomster og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Repræsentanter for arbejdsmarkedets parter deltager nu regelmæssigt i rådets møder, modsat regeringen som ofte repræsenteres af embedsmænd. Deres deltagelse er taget til, siden rådet blev genoprettet i september 2012. Selv premierministeren er medlem af rådet, men som tidligere er det vanskeligt for rådet at få tilrettelagt sine møder.

5.3

Men selvom arbejdsmarkedsdialogen har leveret resultater, skal den styrkes og udvides. Særligt i den private sektor står arbejdsmarkedets parter svagt. Kollektive overenskomster håndhæves ikke nødvendigvis, efter at de er blevet indgået, og store områder er slet ikke omfattet af arbejdsmarkedsdialogen. På nationalt niveau høres Det Sociale og Økonomiske Råd ikke systematisk om alle spørgsmål inden for dets kompetenceområde, og høringen er ofte af ren formel karakter, uden at regeringen tager dets anbefalinger i betragtning. En positiv undtagelse er beskæftigelsesministeriet, som beder rådet afgive udtalelse om alle lovforslag og strategier. Desuden foreslog det for nylig at nedsætte en trepartsarbejdsgruppe, der skal foreslå ændringer til arbejdsmarkedslovgivningen. Også lovgivningen om undervisning og uddannelse er blevet forbedret, efter at undervisningsministeriet hørte rådet om tre lovforslag. Trods disse positive tendenser forbigås Det Sociale og Økonomiske Råd for det meste stadig, når det gælder den økonomiske politik generelt og foranstaltninger, som har direkte virkninger for virksomheders og arbejdstageres aktiviteter.

5.4

Styrelsen for fredelig bilæggelse af arbejdskonflikter blev oprettet i 2005 til at løse individuelle og kollektive arbejdskonflikter. Den beskæftiger sig primært med enkeltsager, hvor en voldgiftsmand kan træffe en bindende afgørelse og har samme retsmidler som en domstol. I praksis virker det imidlertid som om, styrelsen ikke rigtig har fået markeret sig som et alternativ, og at de fleste konflikter fortsat indbringes for domstolene, der er notorisk overbebyrdede. Ved løsningen af kollektive konflikter fungerer styrelsen som mægler og kan derfor ikke tvinge de stridende parter til at indgå en aftale, men forsøger at få begge parter til frivilligt at indgå et forlig i mindelighed.

5.5

Der er planer om, at regeringen i 2013 skriver under på et program for anstændigt arbejde med ILO. Programmet skulle være en hjælp ved gennemgangen af de forskellige aspekter af den sociale lovgivning og de dermed forbundne procedurer, så de bringes i fuld overensstemmelse med internationale standarder, og ved kapacitetsopbygningen hos arbejdsmarkedets parter, så de kan bidrage effektivt til arbejdsmarkedsdialogen med støtte fra EU-midler og -programmer.

5.6.

Det er afgørende, at arbejdsmarkedets parter inddrages bedre i regeringens økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige politikker, ikke mindst med henblik på tiltrædelsesforhandlingerne med EU. De bør også inddrages i arbejdet med at gøre Serbien støtteberettiget under Den Europæiske Socialfond og øvrige EU-fonde. Først da vil arbejdsmarkedets parter i Serbien reelt kunne udfylde deres fremtidige rolle i EU-foraene for deltagelsesdemokrati.

6.1

Den serbiske arbejdsgiverorganisation er den vigtigste interesseorganisation for arbejdsgiverne på nationalt plan. Den repræsenterer serbiske erhvervsdrivende i Det Sociale og Økonomiske Råd. Men dens status som legitim deltager i arbejdsmarkedsdialogen svækkes af, at de fleste store virksomheder i Serbien samt andre organisationer, såsom sammenslutningen af små og mellemstore virksomheder, ikke er medlemmer af organisationen.

6.2

Serbiens handels- og industrikammer, der er den største erhvervssammenslutning, deltog ikke tidligere i arbejdet i Det Sociale og Økonomiske Råd, på grund af et system med obligatorisk medlemskab. Men siden 1. januar 2013 har medlemskab været frivilligt, og kammeret satser nu stærkt på at deltage i arbejdsmarkedsdialogen, særligt på områderne erhvervsuddannelse, fremme af handelen med udlandet og regionaludvikling. Det bakker op om en styrkelse af den serbiske arbejdsgiverorganisations position i rådet, forudsat at det vil kunne repræsentere så mange arbejdsgiverinteresser som muligt via effektive høringer af alle arbejdsgiverorganisationer.

6.3

I betragtning af den store arbejdsløshed burde arbejdsgiverne have mere at skulle have sagt om udviklingen af gode erhvervsbetingelser. Der bør skabes incitamenter for iværksættere, og nye virksomheder bør kunne etableres hurtigere, især små og mellemstore virksomheder, som er en af de væsentligste kilder til nye jobs i Europa. De største hindringer for skabelsen af bedre erhvervsbetingelser er manglen på gennemsigtighed og forudsigelighed af de juridiske rammer, et ikke særlig fordelagtigt skattesystem med bl.a. nogle skattelignende afgifter, adgangen til finansiering, procedurerne for virksomhedsregistrering, administrationen forbundet med handel med udlandet osv. Generelt er det vurderingen i Serbiens erhvervsliv, at det ikke er tilstrækkeligt inddraget i lovgivningsprocessen og de dertil knyttede konsekvensanalyser, særligt når det gælder konsekvenserne for SMV'er.

6.4

Fagforeningerne er svage og splittede. Mange tilhører Serbiens to største fagforbund: forbundet af uafhængige fagforeninger i Serbien (SSSS) eller fagforbundet "Uafhængighed" (Nezavisnost). Der findes i tillæg to andre forbund: sammenslutningen af frie og uafhængige fagforeninger i Serbien (ASNS) og forbundet af frie fagforeninger (KSSS), som hævder at være repræsentative. En ny lov om repræsentativitet er for øjeblikket under behandling. Derudover findes der ifølge beskæftigelsesministeriet internt i virksomheder ca. 2 000 faglige organisationer, som ikke er medlemmer af et nationalt forbund. Der er behov for, at alle relevante arbejdstagerorganisationer inddrages tættere i beslutningsprocessen på arbejdsmarkedet på arbejdstagersiden. Fagforeningernes rolle er afgørende for at styrke arbejdsmarkedsdialogen i Serbien.

6.5

Vanskelighederne forbundet med forandringerne og den økonomiske krise har gjort fagforeningerne endnu mere splittede og svage. De tunge registreringsprocedurer for fagforeninger, modstanden og til tider chikanen fra ledere, der ikke er indstillet på social dialog i deres virksomhed, lægger alle hindringer i vejen for den almindelige udvikling af arbejdstagerrepræsentation og undergraver arbejdsmarkedsdialogen. Men på denne baggrund er det glædeligt, at der i de senere år har udviklet sig et godt samarbejde mellem de to repræsentative forbund, SSSS og Nezavisnost.

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/11

1.1

En af de vigtigste dele af en strategi, som sigter mod at bringe Europa tilbage på sporet mod bæredygtig vækst, er at sikre en passende reserve af langsigtet finansiering, uden at omkostningerne bliver for store. Kommissionens høringsdokument om dette spørgsmål kommer som kaldet.

1.2

EØSU bifalder grønbogens fokus på produktive investeringer og dannelse af materiel og immateriel kapital med lang levetid, men opfordrer Kommissionen til at rette større opmærksomhed på behovet for at finansiere "samfundsnyttige" kapitalinvesteringer.

1.3

Hvis bankerne fremover som forventet kommer til at spille en mindre fremtrædende rolle som kilder til langsigtet finansiering, kan der opstå muligheder for andre finansielle formidlere som nationale og multilaterale udviklingsbanker, institutionelle investorer, statsobligationer og navnlig obligationsmarkederne. Det er imidlertid vigtigt, at der ikke skabes hindringer, som gør, at bankerne ikke kan udfylde deres rolle som de primære udbydere af langsigtet finansiering, og at der er en lovramme, som sikrer, at finansiering og kapitalstrømme ikke føres uden for den regulerede sektor.

1.4

EØSU bifalder den rekapitalisering af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), der blev gennemført for nylig, og som vil styrke dens kapacitet til at mobilisere yderligere finansiering af private investeringer og spille en mere fremtrædende kontracyklisk rolle i forbindelse med finansiering af investeringer og kreditter til SMV'er. En kapitaltilførsel på 10 mia. EUR er et ikke ubetydeligt beløb, men EØSU mener alligevel, at der skal mere til i den nuværende situation.

1.5

Indførelsen af EU 2020-projektobligationer er – selv om de stadig befinder sig i forsøgsstadiet – ligeledes en positiv tendens. Projektobligationerne er udviklet af Kommissionen i samarbejde med EIB. Man bør overveje at indlede lignende samarbejdsaktiviteter med hensyn til statsobligationer.

1.6

Hvis initiativer som projektobligationerne får held til at udvide markedet for finansiering gennem obligationer, bør de intensiveres, når pilotfasen er overstået og færdigevalueret.

1.7

I grønbogen undersøges betydningen af opsparing for udbuddet af langsigtet investeringsfinansiering. Mens nogle medlemsstater har indført særlige opsparingsordninger til fremme af langsigtede opsparinger for at finansiere bredere samfundsinvesteringer, kunne man overveje at skabe et opsparingsinstrument for hele EU eller euroområdet, der eventuelt giver en tillægsrente.

1.8

I nogle medlemsstater har man tilskyndet til pensions- og anden opsparing ved at anvende skattesystemet snedigt, hvilket har givet relativt gode resultater. Borgerne er ikke ligefrem imødekommende over for forestillingen om først at betale skat af indkomsten og derefter endnu mere skat af de langsigtede opsparinger, som betales af nettoindkomsten. Når det gælder socialt ansvarlige investeringer, bør det kunne lade sig gøre at udforme og markedsføre fornuftige personlige opsparingsprodukter med lav eller ingen skat og med passende årlige grænser for at opmuntre til bedre langsigtet økonomisk planlægning.

1.9

Kortsigtethed i det finansielle system har været en betydelig hæmsko for tilvejebringelsen af passende langsigtede investeringer og er tæt forbundet med virksomhedsledelse. Det er ikke nogen let opgave at ændre incitamenterne for at fremme langsigtede resultater. EØSU bifalder Kommissionens forslag om øgede stemmerettigheder og højere udbytte til langsigtede investorer og ændringer af direktivet om aktionærers rettigheder. Derudover bør man overveje en samordnet anvendelse af skattefritagelse på kapitalafkast for at tilskynde fondsforvaltere til at tænke i langsigtede aktiebeholdninger.

1.10

Hvad venturekapital angår, indeholder grønbogen flere interessante forslag. EØSU har tidligere foreslået, at man udvider Den Europæiske Investeringsfonds rolle, så den udover at yde lån også tilbyder venturekapital. Det var det, grundlæggerne af EIF oprindeligt havde planer om, da EIF blev grundlagt i 1994. Hvis EIF blev rekapitaliseret ordentligt ligesom EIB, kunne den blive en af de vigtigste udbydere af venturekapital til SMV'er.

1.11

Eftersom de nationale og regionale regeringer allerede er involverede i at fremme SMV'ernes overlevelse og langsigtede vækst gennem deres regionale udviklingsorganer, er der desuden god grund til at inddrage de nævnte organer i driften af SMV-handelsplatformene. Denne opgave kan spænde fra at vurdere SMV'ernes kreditværdighed til at give begrænsede garantier til de institutionelle investorer.

1.12

EØSU kunne godt ønske sig, at der blev lagt større vægt på socialt ansvarlige investeringer, og foreslår, at der oprettes et observatorium til overvågning af vilkårene for langsigtede investeringer.

2.1

Kommissionens vigtigste motivation til at udarbejde grønbogen er behovet for at bringe EU tilbage på sporet mod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Europa står over for store langsigtede, omfattende investeringsbehov som grundlag for bæredygtig vækst. Denne opgave hæmmes dog alvorligt af den nuværende risikoaversion i husholdninger og virksomheder samt mange regeringers behov for finanspolitisk konsolidering, hvilket tilsammen medfører, at udbuddet af langsigtet investeringsfinansiering begrænses.

2.2

På nuværende tidspunkt er de traditionelle finansielle kreditformidlingskanaler præget af alvorlige mangler. Bankerne har været den vigtigste kilde til investeringsfinansiering i EU, men mange er dem er nu primært optagede af nedgearing og er derfor ikke i stand til at udfylde deres gængse funktion. Grønbogens perspektiv rækker ud over den nuværende krise. Den fokuserer på at finde løsninger på behovet for langsigtet finansiering af investeringer.

2.3

Kommissionen fokuserer på produktive investeringer og dannelse af materiel og immateriel kapital med lang levetid, som hyppigt er mindre konjunkturforstærkende end kapital med kort levetid. Kommissionen definerer langsigtet finansiering som den proces, hvorved det finansielle system betaler for investeringer, der strækker sig over en længere periode.

2.4

EU har indledt et reformprogram for den finansielle sektor, der sigter mod at sikre større stabilitet og tillid på finansmarkederne. Finanssystemet skal være stabilt for at kunne opmuntre til langsigtede investeringer, men det er ikke den eneste forudsætning. Kommissionen indkredser en række andre områder, hvor der er også er behov for handling, nemlig:

3.1.1

Forretningsbanker. Kommissionens analyse af de udfordringer, der er forbundet med at sikre passende langsigtet finansiering i EU er i princippet korrekt. Den ledende rolle, som bankerne traditionelt har spillet som den vigtigste kilde til langsigtet finansiering, er under forandring. Bankernes fremtidige rolle kan blive mindre fremtrædende. Der er ingen diskussion af de potentielle uoverensstemmelser mellem visse nye bankbestemmelser og grønbogens målsætninger om at stimulere langsigtede investeringer. I grønbogen konstateres det blot, at effekten af de nyligt gennemførte finansielle reformer og sandsynlige fremtidige reformer kan hæmme bankernes aktivitetsniveau i formidlingskæden. Der bør være bedre balance mellem tilsynskravene i Basel III og incitamenterne for bankerne til fortsat at tilbyde langsigtet finansiering af investeringer. Under alle omstændigheder vil der sikkert opstå muligheder for andre formidlere som nationale og multilaterale udviklingsbanker, institutionelle investorer, øget anvendelse af obligationsmarkeder og statsobligationer.

3.1.2

Nationale og multilaterale udviklingsbanker. Disse institutioner spiller en vigtig rolle mht. risikodeling med private investorer og operatører for at udvikle vigtige projekter og dermed undgå markedssvigt. Deres langsigtede strategiske handlinger gør, at de også spiller en kontracyklisk rolle. EIB og EIF har spillet en mere og mere fremtrædende rolle i forbindelse med risikodeling, og den nylige rekapitalisering af EIB vil – selv om den efter EØSU's mening er utilstrækkelig – utvivlsomt øge dens kapacitet til at fremme yderligere finansiering af private investeringer. EØSU opfordrer EIB til at gøre en større indsats for at fremme store grænseoverskridende infrastrukturprojekter med særlige finansieringsproblemer.

3.1.3

EØSU bifalder indførelsen af Europa 2020-projektobligationerne, som nu bliver afprøvet inden for rammerne af offentlig-private partnerskaber i en række investeringsprojekter for infrastruktur på områderne energi, transport og ikt (1). Kommissionen kommer ind på statsobligationernes potentielle rolle for finansiering af langsigtet investering. Analogt med projektobligationerne, der blev udviklet af Kommissionen i samarbejde med EIB, bør man undersøge mulighederne for at udvikle et lignende fælles initiativ med hensyn til statsobligationer og dermed øge udbuddet af langsigtet investeringsfinansiering.

3.1.4

Hvad institutionelle investorer angår, konstateres det i grønbogen, at der er en potentiel konflikt mellem behovet for effektiv regulering af investeringsrisici blandt forsikringsselskaber og behovet for at give dem incitamenter til at finansiere langsigtede investeringer. Kommissionen og EU's forsikringsmyndigheder drøfter spørgsmålet i øjeblikket. Kommissionen har planer om at fremsætte forslag om langsigtede investeringsfonde (LTIF) med henblik på at stimulere oprettelsen af en række mekanismer for risici i puljer, som involverer flere forskellige typer af institutionelle investorer. Det er et nyttigt forslag. Pensionsfondene kunne spille en mere fremtrædende rolle i forbindelse med langsigtede investeringer, men støder i den forbindelse på en række institutionelle, lovgivningsmæssige og politiske hindringer. De er navnlig urolige over, at beslutningstagerne forsøger at få dem til at finansiere visse typer projekter, som deres medlemmer ikke har interesse i. Pensionsfondene bør konsulteres om, hvordan man kan minimere eller overvinde disse hindringer. Her kan oprettelsen af en bankunion være til nytte.

3.1.4.1

Incitamenter på området selskabsbeskatning kan også få betydning, når de institutionelle investorer skal opmuntres til at bidrage til langsigtet finansiering i større stil. Et system med gradvist aftagende tilskud i forbindelse med store investeringer i infrastrukturprojekter kan give større institutionelle investeringer.

3.2.1

I grønbogen konstateres det, at visse kapitalmarkeder i Europa skal udvikles og modnes, hvis udbuddet af langtidsfinansiering skal udvides. EU's obligationsmarkeder er ikke så veludviklede som i USA, og de fleste selskaber med mellemstor markedsværdi (mid-caps) og SMV'er betragter dem som lukket land. Selv indførelsen af projektobligationer fik en forsigtig velkomst af kreditvurderingsinstitutterne, hvilket illustrerer, at det bliver vanskeligt at øge obligationsmarkedets kapacitet. Hvis initiativer som projektobligationerne, som kan mobilisere op til 4,6 mio. EUR til nye infrastrukturprojekter, får held til at udvide markedet for finansiering gennem obligationer, bør de intensiveres, når pilotfasen er overstået og færdigevalueret.

3.3.1

Grønbogen indeholder en udførlig oversigt over de faktorer, der påvirker langsigtet opsparing og finansiering. På udbudssiden har nogle medlemsstater gjort en indsats for at øge udbuddet af langsigtet opsparing, men der er lang vej igen. Grønbogen indeholder forslag om, at man kan skabe et redskab for opsparing for hele EU, som skal fremme mere langsigtet opsparing med bredere sociale målsætninger for øje. Det kan være en fordel, når det gælder om at udbygge den grænseoverskridende infrastruktur. Det kan også fremme arbejdskraftmobiliteten og forbedre pensionsplanlægningen i det indre marked. Det kan blive nødvendigt at tilbyde nye opsparingsprodukter med højere eller forskellige rentesatser som incitament til langsigtet opsparing.

3.3.2

Beskatning. Forholdet mellem beskatning, langsigtet opsparing og langsigtet investering undersøges ret detaljeret. Investeringer er underlagt selskabsbeskatning, hvilket giver lånefinansiering en fordel i forhold til egenkapitalfinansiering. Det kan være værd at overveje at indføre et system med gradvist aftagende fritagelser, når man forsøger at finde passende reformer, som fremmer egenkapitalfinansiering af langsigtede investeringer. Sådanne systemer bruges ofte i forbindelse med beskatning af kapitalafkast, og de kan konfigureres, så de udjævner nogle af de nuværende skattefordele ved lånefinansiering.

3.3.3

Med henblik på langsigtet opsparing og skattesystemet konstaterer Kommissionen, at det er vigtigt at sikre et stabilt, passende udbud af opsparing og incitamenter, der er nødvendige for at sikre dette udbud. I nogle medlemsstater har man tilskyndet til pensions- og anden opsparing ved at anvende skattesystemet snedigt, hvilket har givet relativt gode resultater. Borgerne er ikke ligefrem imødekommende over for forestillingen om først at betale skat af indkomsten og derefter endnu mere skat af de langsigtede opsparinger, som betales af nettoindkomsten. Det bør være muligt at udforme og markedsføre fornuftige opsparingsprodukter med lav eller ingen skat og med passende årlige grænser for at opmuntre til bedre langsigtet økonomisk planlægning.

3.3.4

Der er visse ulemper forbundet med at anvende skatteincitamenter til at opnå de ønskede langsigtede investeringsresultater. Det giver alvorlige problemer som f.eks. dødvægtseffekt og arbitrage. Ikke desto mindre er det nødvendigt at bruge skatteincitamenter inden for et konsekvent og robust langsigtet planlægningsperspektiv for at stimulere og nå det ønskede investeringsniveau.

3.3.5

Corporate governance. Problemet med kortsigtethed har central betydning for tilvejebringelsen af langsigtede investeringer og er tæt forbundet med virksomhedsledelse. Hidtil har mange incitamenter for fondsforvaltere, investeringsbanker og virksomhedsledere hovedsageligt været kortsigtede. Det bliver ikke nemt at ændre disse incitamenter for at tilskynde til bedre langsigtede resultater. Grønbogen indeholder en række interessante forslag, bl.a. om øgede stemmerettigheder og højere udbytte til langsigtede investorer og ændringer af direktivet om aktionærers rettigheder. En mere proaktiv anvendelse af skattefritagelse på kapitalafkast kan være en mulighed for at tilskynde fondsforvaltere til at tænke i langsigtede aktiebeholdninger.

3.4.1

Ifølge grønbogen får SMV'er større og større problemer med at få adgang til finansiering for at overleve og vokse. Rent bortset fra effekten af bankernes nedgearing står SMV'erne over for et opsplittet og temmelig spredt udvalg af alternative finansieringskilder. De lokale banker har i vid udstrækning mindre eller slet ingen forbindelse til de lokale regioner. Forholdet mellem banker og SMV'er er svækket og bør genopbygges eller styrkes. Der er iværksat indtil flere initiativer for at tilvejebringe finansieringskilder, som ikke er bankbaserede, til SMV'er, bl.a. adgang til en række venturekapitalfonde, finansiering med sikkerhed i aktiver (2), forsyningskædefinansiering og crowdfunding. Men det er ikke nok. Forsikringsbranchen og pensionsfondene er villige til at spille en mere fremtrædende rolle, men de skal have passende incitamenter, hvilket Kommissionen bør finde en løsning på. Ved nye foranstaltninger, som skal hjælpe SMV'er med at få adgang til langsigtet finansiering skal det sikres, at SMV'erne kan drage nytte af disse foranstaltninger som oprindelig planlagt - uden uforholdsmæssige supplerende betingelser fra bankernes side, hvis foranstaltningerne afvikles vha. bankudlån.

3.4.2

Venturekapital. Kommissionen foreslår en investeringsinstitutforening (fund of funds) for at sikre en kritisk masse til venturekapitalfinansiering. Derudover vil den foreslåede garantifond for institutionelle investorer kunne udvide markedet. EØSU har tidligere foreslået, at man udvider Den Europæiske Investeringsfonds (EIF) rolle, så den udover at yde lån også tilbyder venturekapital. (3). Det var det, EIF's grundlæggere oprindeligt havde planer om, da de grundlagde EIF i 1994. Hvis EIF blev rekapitaliseret ordentligt lige som EIB, ville den kunne blive en af de vigtigste udbydere af venturekapital til SMV'er.

3.4.2.1

Den øgede venturekapitalfinansiering til SMV'er går hånd i hånd med udviklingen af de eksisterende eller oprettelsen af nye handelsplatforme for egenkapitalfinansiering af SMV'er. Grønbogen indeholder en række konstruktive forslag på det punkt. Eftersom de nationale og regionale regeringer allerede er involverede i at fremme SMV'ernes overlevelse og langsigtede vækst gennem deres regionale udviklingsorganer, er der desuden god grund til at inddrage de nævnte organer i driften af SMV-handelsplatformene. Denne opgave kan spænde fra at vurdere SMV'ernes kreditværdighed til at give begrænsede garantier til de institutionelle investorer.

3.4.3

EØSU havde gerne set, at grønbogen i højere grad havde støttet investeringer i socialt ansvarlige fonde ved at skabe passende skattemæssige og finansielle forordninger samt gennem offentlige indkøb. Her vil det måske være på sin plads at oprette et europæisk observatorium for langsigtede investeringer. Dette organ vil kunne overvåge udviklingen mht. både udbud af og efterspørgsel efter langsigtet investering og opsparing og hjælpe med at sikre, at der er tilstrækkelig information til rådighed, der har relevans for de økonomiske aktørers langsigtede investeringsbeslutninger.

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/15

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at en fælles tilgang til toldrisikostyringen og sikkerheden i forsyningskæden er helt afgørende for at kunne garantere en ensartet og ikke-diskriminerende anvendelse af EU-reglerne fra alle berørte myndigheders side i hele toldunionen, som henhører under EU's enekompetence i henhold til EUF-traktatens artikel 3.

1.2

EØSU støtter uforbeholdent Kommissionens forslag, der skal sikre en mere effektiv og velfungerende risikostyring og styring af varebevægelser over EU's grænser ved hjælp af en fælles strategi og it-systemer, der egner sig til risikostyring i EU.

1.3

EØSU finder det stærkt bekymrende, at toldunionen - som blev lanceret med Romtraktaten i 1957 og realiseret i 1968 som en fælles politik, der skulle skabe et fælles handelsmarked, hvor personer og varer frit kan bevæge sig, og et system hvor de handlende kan få foretaget toldbehandlingen ét sted (one-stop-shop) uden forskelsbehandling i hele EU – stadig i dag fortolkes og udmøntes forskelligt. Dette vanskeliggør en effektiv og velfungerende toldrisikostyring og forsinker derfor handelsstrømmene og de frie varebevægelser i EU.

1.4

For at garantere et højt risikostyringsniveau i hele toldunionen er det vigtigt at forbedre toldmyndighedernes kapacitet alle steder i Europa, så definitioner, klassifikationer og indsamling og fremsendelse af data til EU-databaserne ensrettes på basis af fælles, ensartede kriterier, som verificeres og overvåges i et enkelt kvalitetssikringssystem med sanktioner for overtrædelse.

1.5

EØSU anbefaler, at der udvikles fælles teknisk-normative standarder, så risikostyringen er den samme og af høj kvalitet langs hele EU's ydre grænse, og at disse standarder følges op af en indsats på EU-plan for at udvikle et højt fagligt niveau, som også tager hensyn til, at opgaverne er forskellige afhængigt af de specifikke nationale forhold.

1.6

EØSU insisterer på, at der må være garanti for, at de forskellige databaser under EU's markedstilsynsordning er fuldt interoperable på grundlag af en fælles strategi og betydelig støtte fra EU's programmer for teknologisk udvikling, så det sikres, at informationer udveksles i realtid mellem de mange myndigheder på forskellige niveauer, hvilket bl.a. også vil styrke kampen mod den risiko, der er for dumping på sundheds-, miljø- og socialområdet.

1.7

EØSU opfordrer til, at EU optrapper sin indsats for at uddanne kvalificerede menneskelige ressourcer og forbedre styringskapaciteten bl.a. ved hjælp af tiltag for at rette op på den ulige fordeling af kontrolopgaverne og oprettelse af en fælles toldaktionsgruppe, der efter anmodning kan træde til med hurtig hjælp i vanskelige situationer.

1.8

Efter EØSU's opfattelse er det strengt nødvendigt at styrke partnerskabet mellem toldvæsen, transportører og autoriserede økonomiske operatører gennem en styrkelse af dets status og øgede fordele, således at samarbejdet om risikostyring bliver optimalt, ved at data fremsendes én gang, og unødvendigt bureaukratisk dobbeltarbejde forsvinder.

1.9

EØSU opfordrer til, at styringssystemet omlægges, så det kommer til at omfatte alle nationale og EU-myndigheder, agenturer og EU's varslings- og informationssystemer, og der opnås et mere struktureret og systematisk samarbejde mellem toldvæsen og de øvrige myndigheder i det indre marked.

1.10

EØSU opfordrer til, at gennemførelsen af foranstaltningerne i den flerårige handlingsplan for markedsovervågning bliver sammenhængende og koordineret for at undgå dobbeltkontrol, anvendelse af forskellige kriterier, gentagne forespørgsler på samme data, manglende overensstemmelse mellem de forskellige kontrol- og markedstilsynsmyndigheders tilgange og manglende interoperabilitet.

2.1

Toldunionen henhører under Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 3 i EUF-traktaten. Toldvæsenet er den offentlige myndighed, der har det fuldstændige tilsyns- og kontrolansvar for alle varer, der passerer EU's ydre grænser, og som kan bevæge sig frit inden for EU's toldområde, når de er frigivet til fri omsætning af toldmyndighederne et sted i EU.

2.2

Helt tilbage i 2004 gjorde EØSU opmærksom på behovet for at ændre "den strategiske indfaldsvinkel til toldtjenestepolitikkerne, så vægten nu med rette ligger på udfordringerne ved iværksættelsen af de fælles toldpolitikker ved en række nye ydre grænser som følge af EU's udvidelse. Udvalget bifalder tillige de ændrede rammer, som den øgede bekymring om sikkerhedsprocedurer til beskyttelse af EU's borgere har affødt, navnlig under henvisning til USA's erfaringer" (1).

2.3

I betragtning af de alvorlige problemer med toldunionens funktion, der følger af, at EU-lovgivningen anvendes forskelligt, og som risikerer at svække effektiviteten samlet set på grund af ineffektivitet, spild og manglende overensstemmelse mellem behov og de midler, der er til rådighed, har EØSU understreget, at der må "føres én samlet toldpolitik baseret på ensartede, ajourførte, gennemsigtige, effektive og forenklede procedurer, som kan bidrage til EU's økonomiske konkurrenceevne på globalt plan" (2).

2.4

Toldunionen er den operationelle gren af en lang række af EU's handelspolitiske foranstaltninger, og det er igennem den, at mange af EU's internationale handelsaftaler får virkning. Via myndighederne i medlemsstaterne udvikles der vigtige horisontale processer for datastyring, styring af handlende og "risikostyring, herunder identifikation, vurdering, analyse og afhjælpning af de utallige typer og niveauer af risici, der er forbundet med international handel med varer" (3).

2.5

Indførelsen af en fælles tilgang til integreret risikostyring ved indførsels- og udførselsstedet vil kunne opfylde målene om:

3.1

Som anført i Kommissionens meddelelse om toldunionens tilstand fra slutningen af 2012 er toldvæsenet "den offentlige myndighed, der har det fuldstændige tilsyns- og kontrolansvar for alle varer, der passerer EU's ydre grænser, og som kan bevæge sig frit inden for EU's toldområde, når de er frigivet til fri omsætning af toldmyndighederne et sted i EU" (4).

3.2

Takket være denne helt særlige stilling har toldmyndighederne det primære ansvar for at overvåge den internationale handel i EU og bidrager til gennemførelse af de eksterne aspekter af det indre marked, af den fælles handelspolitik og af andre politikker vedrørende handel og sikkerheden i forsyningskæden.

3.3

EØSU har understreget, at "en effektiv toldunion er en uomgængelig forudsætning for den europæiske integrationsproces for at sikre en effektiv, sikker og gennemsigtig fri bevægelighed for varer med størst mulig beskyttelse af forbrugerne og miljøet og en effektiv og ensartet bekæmpelse i hele EU af svig og varemærkeforfalskning" (5), og har anbefalet en fælles toldpolitik med ensartede, ajourførte, gennemsigtige, effektive og forenklede procedurer.

3.4

Selvom toldunionen bygger på en fælles lovgivning og en fælles politik, er den funktionsmæssigt en kompleks størrelse, som skal gennemføres af 27 forskellige myndigheder i EU. En kombination af menneskelige, tekniske og finansielle faktorer på forskellige niveauer indgår i såvel toldbehandlingen og kontrolprocedurerne som i styringen og behandlingen af data og de handlende og i styringen af de forskellige risikoniveauer forbundet med den internationale varehandel og sikkerheden i forsyningskæden.

3.5

EØSU understreger, at det må undgås, at medlemsstaterne gives for kort snor til at gennemføre toldlovgivningen, men at de fortsat kan tage hensyn til mængden af den handel, der er tale om. EØSU konstaterer i den forbindelse, at medlemsstaterne har mangedoblet de handelsfremmende foranstaltninger: elektronisk toldbehandling, forenklede procedurer, indførelse af status af autoriseret operatør.

3.6

Enhver form for harmonisering bør være baseret på "bedste praksis" og ikke på et gennemsnitligt europæisk niveau.

3.7

Hvis omkostningseffektivitet, resultatorientering – også når det gælder indtægtssiden af budgettet – samt opnåelse af reelle fremskridt er målet, mener EØSU, at kontrollen bør have mindre fokus på de enkelte transaktioner og mere på en systembaseret tilgang baseret på en risikovurdering.

4.1

Toldunionens operationelle funktion er under et voksende pres som følge af den støt stigende samhandel og nye, stadigt mere komplekse og hurtigere udviklede modeller, som med hast øger antallet af opgaver og forventningerne hos aktørerne. Moderniseringen i retning af elektronisk toldbehandling forudsætter:

4.2

Effektive fælles strategier for analyse, kontrol og styring af risici kræver en kulturændring i alle de berørte myndigheder med fastlæggelse af fælles strategiske mål og fælles procedurer, hvor risikostyringen foregår i samarbejde med andre agenturer og internationale partnere, især når det gælder sikkerhed, sundhed og miljø.

4.3

Nærmere bestemt kræver en effektiv risikostyring et tættere samarbejde mellem toldvæsenet og markedstilsynsmyndighederne på nationalt og EU-niveau, da det ellers vil være yderst vanskeligt at udforme fælles risikokriterier og specifikke risikoprofiler.

4.4

Ved indførelsen af en fælles tilgang til risikostyringen på indførsels- og udførselsstedet skal der tages højde for, at kontrolansvaret for øjeblikket er uddelegeret til toldvæsenet i medfør af mere end 60 retsakter (6), mens tilsynsmyndighederne har ansvaret for en række indbyrdes afhængige processer fra stikprøvekontrol til laboratorieprøvninger, fortolkning af resultater, risikovurdering, korrigerende indgreb og sanktioner, som sigter mod at forbedre sikkerheden ved de produkter, som findes på markedet, som fastlagt i akt for det indre marked I (7) og II (8).

4.5

Der bør være en fælles systemisk platform – bl.a. via grupperne om administrativt samarbejde - bestående af told- og markedstilsynsmyndighederne på forskellige niveauer, som kan give input til risikovurderingsmetoderne, og der bør kunne trækkes på erfaringerne i forskellige databaser inden for forskellige sektorer.

4.6

Told- og markedstilsynsmyndighederne bør samle deres ressourcer og kompetencer for at "anvende SMV-venlige metoder" (9), bl.a. gennem indførelse af retningslinjer i begge myndigheder, bedre koordinering og samarbejde, udveksling af information og fælles aktiviteter, så fragt forbundet med en høj sikkerhedsrisiko kan håndteres målrettet.

5.1

Partnerskabet mellem toldvæsenet, de handlende og transportørerne er af afgørende betydning for at sikre integriteten i forsyningskæden, hvilket er i borgernes, virksomhedernes og de offentlige myndigheders interesse.

5.2

Dette partnerskab bør bygge på solide mekanismer af gensidig tillid, herunder:

5.3

Allerede i Verdenstoldorganisationens (WCO) reviderede Kyotokonvention om forenkling af toldbehandling (10) blev der fastlagt bestemmelser om at begrænse de indgribende kontroller, og trods fristelsen til at skærpe den systematiske kontrol – ikke mindst i kølvandet på begivenhederne den 11. september 2001 – det var tillige et emne i WTO-forhandlingerne om lettelse af samhandelen (11).

5.4

Fragmenteringen af informationsstrømmene må fjernes, og vanskelighederne forbundet med forskelle i medlemsstaternes risikostyringskapacitet må afhjælpes for at sikre en ensartet standard for elektronisk risikostyring og -analyse. En forudsætning herfor er, at der udvikles en fælles EU-tilgang til risikostyring og forsyningssikkerhed.

6.1

EU's flerårige forsknings- og udviklingsprogrammer, navnlig det syvende rammeprogram, IDABC (12) og ISA (13) om offentlige myndigheders interoperabilitet, har skabt et grundlag for udvikling af adskillige fælles projekter om risikostyring med nye redskaber, der ikke er begrænset af de meget forskellige nationale processer og domæner i it-infrastrukturen og –anvendelserne i medlemsstaterne.

6.2

For at garantere hurtig ibrugtagning og markedsføring af teknologier er det altafgørende, at innovation og forskning og udvikling inden for risikostyring og sikkerhed i forsyningskæden koordineres i EU. Særligt er "proof of concept"-demonstrationsprojekter og pilotlinjeprojekter vedrørende fremstilling helt uundværlige forudsætninger for ibrugtagningen af teknologier i industriel målestok. Offentlig-private partnerskaber kan finansiere disse initiativer med midler fra strukturfondene eller Horisont 2020-rammen og via andre EU-programmer.

7.1

EØSU har bl.a. for nylig understreget, at der er behov for "et tættere samarbejde mellem toldadministrationer, markedstilsynsmyndigheder, Kommissionens tjenestegrene og de europæiske agenturer med henblik på større kontrol med kvaliteten af de varer, der slipper ind over grænserne" (14), og betonet nødvendigheden af passende oplysninger og fælles uddannelse.

7.2

Ifølge Kommissionen "er det [på EU-plan] nødvendigt med bedre udnyttelse i fællesskab af medlemsstaternes samlede kapacitet og ressourcer for at opfylde målsætningerne for EU's risikostyring mere effektivt på alle toldsteder langs den ydre grænse", f.eks. gennem "udnyttelse i realtid af en elektronisk risikomaskine", hvilket vil styrke kapaciteten i EU.

7.3

Efter EØSU's opfattelse er spørgsmålet om samarbejde og koordinering inden for risikostyring et af de helt centrale punkter i Kommissionens forslag, og det gælder ikke kun den systematiske koordinering mellem myndighederne i medlemsstaterne, men tillige koordineringen på EU-niveau mellem de forskellige relevante generaldirektorater og agenturer.

8.1

EØSU bifalder Kommissionens initiativ, der skal sikre en effektiv og velfungerende risikostyring og styring af varebevægelser over EU's grænser ved hjælp af en fælles flerlagsstrategi, der skal bruges til at identificere risikotypen og -niveauet og de muligheder, der er for at gribe ind, og koordinering mellem de forskellige organer og agenturer på grundlag af en ensartet tilgang og på forhånd fastlagte fælles kriterier.

8.2

EØSU er overbevist om, at det er nødvendigt at centralisere den elektroniske toldbehandling og give Kommissionen de rigtige it-systemer til risikostyring i EU på grundlag af et net af interoperable databaser og systematisk brug af standardiserede arbejdsmetoder, som sikrer arbejdstagerne, forbrugerne og virksomhederne mod risikoen for dumping på sundheds-, miljø- og socialområdet.

8.3

Efter EØSU's opfattelse er det helt afgørende, at toldvæsenets kapacitet øges, så der på alle toldsteder i Europa er garanti for samme risikostyringsniveau baseret på fælles, ensartede kriterier, som verificeres og overvåges i et enkelt kvalitetssikringssystem med sanktioner for overtrædelse.

8.4

EØSU mener, at det vil være mest korrekt at behandle dette spørgsmål inden for rammerne af den flerårige handlingsplan for markedsovervågning, hvori der fastlægges 20 konkrete foranstaltninger  (15), der skal iværksættes inden 2015, og især i forbindelse med de foranstaltninger, der vedrører:

8.5

EØSU mener ikke, at toldkontrollen og markedstilsynet kan forvaltes uafhængigt af hinanden, og derfor bør en fælles tilgang på EU-niveau søges udformet i et samarbejde mellem de berørte myndigheder, ligesom alle redskaber til analyse, indsamling og behandling af data i netværk bør være fuldt interoperable.

8.6

EØSU ser gerne et støttesystem, der kan styrke medlemsstaternes risikostyringskapacitet med henblik på at sikre ensartede kvalitetsstandarder ved hjælp af en EU-mekanisme for efterprøvning, kontrol og overvågning samt sanktioner. Derudover ser det gerne, at EU gør en større indsats for at udvikle et højt fagligt niveau, hvilket der især er behov for de steder, hvor opgaven og omkostningerne er størst, eksempelvis ved Schengenområdets grænser.

8.7

I den henseende opfordrer EØSU til, at EU optrapper sin indsats for at uddanne kvalificerede menneskelige ressourcer og forbedre styringskapaciteten bl.a. ved at oprette en fælles toldaktionsgruppe, der kan træde til med hurtig hjælp i vanskelige situationer.

8.8

For at sikre klare og ensartede, fælles standarder i hele det indre marked og dermed samme sikkerhedsniveau opfordrer EØSU indtrængende til et tættere samarbejde og informationsudveksling på grundlag af høje fælles standarder mellem toldvæsen, markedstilsynsmyndigheder, Kommissionens tjenestegrene og europæiske agenturer for at forbedre kvalitetskontrollen af varer, der føres over grænserne.

8.9

EØSU er enig i Rådets resolution om fremtiden for samarbejdet om håndhævelsen af toldlovgivningen (16), for så vidt angår en bedre styring af toldunionen, toldunionens evne til at måle sin indvirkning, fremme en ensartet anvendelse af lovgivningen, styrke samarbejdet mellem agenturer og især "vedtage en mere sammenhængende tilgang til den internationale forsyningskæde" for at lette handelen og "skabe reelle og synlige fordele for de godkendte økonomiske operatører".

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/20

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er enigt i den helhedsorienterede tilgang i handlingsplanen og har allerede udtalt sig om mange af de 11 foreslåede aktioner, hvis gennemførelse dog kræver forskellige former for støtte, herunder økonomisk, og vil tage kortere eller længere tid.

1.2

EØSU er bange for, at nogle af aktionerne vil blive ignoreret eller ikke vil være fuldt ud gennemførlige, fordi der ikke er taget højde for den økonomiske krises indvirkning på sektoren, især i de lande, der er hårdest ramt af de økonomiske stramninger.

1.3

I forbindelse med planens gennemførelse henstiller udvalget, at der tages hensyn til, og at det udnyttes, at SMV'er og mikrovirksomheder ofte er forskellige.

1.4

EØSU glæder sig over forslaget om at oprette en permanent gruppe om detailhandelens konkurrenceevne og håber, at de europæiske arbejdsmarkedsparter, repræsentanter for forbrugerorganisationer samt SMV'er får sæde i den.

1.5

EØSU henstiller, at relevante og sande oplysninger ikke blot gøres tilgængelige for forbrugerne, men reelt formidles til dem i et kort og præcist format, der er let at forstå (ikke teknisk eller juridisk).

1.6

Det anbefaler, at medlemsstaterne tilskyndes til at definere, hvilke former for detailhandel der kan omfattes af den almene (sociale og kulturelle) interesse, der henvises til i servicedirektivet.

1.7

EØSU ser gerne, at virksomheder tilskyndes til at integrere online- og offlinehandelen, idet det stadig i dag ofte er enten eller, bl.a. for at løse problemerne med åbningstider og dage, hvor butikkerne er lukkede.

1.8

Den alt for store koncentration inden for handel og distribution giver forskellige problemer, bl.a. skaber den objektivt set vanskeligheder for udviklingen af reel konkurrence.

1.9

Efter EØSU's mening bør misbruget af systemet med transfer pricing, hvor priserne på koncerninterne transaktioner fastsættes på grundlag af en vurdering af koncernens skattebehov i stedet for på almindelige markedsbetingelser, imødegås på europæisk niveau (som foreslået i en tidligere EØSU-udtalelse) (1).

1.10

EØSU anbefaler at arbejde mod at gøre handelen bæredygtig og mindske spildet bl.a. ved at fremme udbredelsen af salg i løsvægt, som reducerer mængden af forurenende emballage.

1.11

Kommissionen bør aktivt søge at skabe innovation og forandringer med alle de instrumenter, den råder over, da konkurrence er en forudsætning for og ikke en udløser af forandringer.

1.12

EØSU ser overensstemmelsen mellem de faglige kompetencer, der efterspørges, og de ansattes kvalifikationer som helt afgørende, og mener ikke, at det er nok blot at tage virksomhederne med på råd om indholdet af uddannelserne; de må også have indflydelse på, hvor der investeres.

1.13

EØSU opfordrer medlemsstaterne til, at de på grundlag af erfaringerne i det europæiske kvalifikationsråd for handel etablerer bilaterale organer mellem arbejdsmarkedets parter for at udvikle erhvervsuddannelsen (overensstemmelse mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer, uddannelsesplaner, finansiering, vurdering af uddannelsesbehov, iværksættelse og feedback fra uddannelserne).

1.14

EØSU støtter Kommissionens initiativ om at indlede en dialog med alle berørte parter for på EU-niveau at udforme foranstaltninger, der effektivt kan bekæmpe den uformelle økonomi og sort arbejde. Det håber, at medlemsstaterne udviser stærk politisk vilje på dette område, som Kommissionen kan koordinere igennem et forstærket partnerskab.

2.1

For som led i Europa 2020-strategien at virkeliggøre et indre marked for handel og distribution foreslås der i handlingsplanen en køreplan bestående af 5 prioriterede områder og 11 aktioner, der skal være gennemført senest i 2014. Kommissionen vil stå for overvågningen og i 2015 fremlægge en rapport om fremskridtene.

2.2

Handel og distribution har i EU afgørende betydning for at fremme væksten og skabe arbejdspladser og innovative og mere bæredygtige forbrugsmodeller. Sektoren tegner sig for 11 % af BNP og næsten 15 % af beskæftigelsen svarende til ca. 36 mio. ansatte i flere end 6 mio. virksomheder eller 29 % af alle virksomheder, som for en stor dels vedkommende er SMV'er og mikrovirksomheder.

2.3

Handlingsplanen viser, at handel og distribution bliver stadig tættere integreret med andre økonomiske sektorer, og at det bliver stadig sværere at skelne mellem dem. Det understreges, at der fortsat er hindringer for etableringen af et velfungerende, konkurrencedygtigt og integreret indre marked for handel og distribution. Konkurrenceevnen og produktiviteten i sektoren skal derfor øges, og de økonomiske, sociale og miljømæssige resultater forbedres, og i den forbindelse skal der tages hensyn til den store variation i sektoren generelt og i særdeleshed til situationen for SMV'er og mikrovirksomheder.

2.4

EØSU bemærker, at mange SMV'er inden for detailhandelen trods moderniseringen af sektoren igennem de sidste 20 år tvinges til at lukke i denne tid. Det skyldes ikke kun den øgede priskonkurrence, og at fortjenstmargenerne er blevet mindre, men også den økonomiske krise, som har medført en betragtelig nedgang i forbruget og mindsket købelysten.

2.5

Den finansielle krise, stigende råvarepriser, befolkningsaldringen, kravet om større bæredygtighed og teknologisk innovation (f.eks. elektroniske betalinger og skan selv) er ved at vende godt og grundigt op og ned på forretningsprocedurer og -modeller i både de store detailhandelskæder og i SMV'er.

2.6

EØSU bifalder forslaget om at oprette en gruppe om detailhandelens konkurrenceevne (medlemsstater, berørte parter, SMV'er) til at sikre, at den politiske debat i Europa er centreret om problemerne i sektoren, identificere udviklingsmuligheder, overvåge fremskridtene og formulere anbefalinger. EØSU beder om, at de europæiske arbejdsmarkedsparter i sektoren (UNI-Europa handel og Eurocommerce), der siden slutningen af 1980'erne har ført en konstruktiv social dialog, bliver medlemmer af gruppen, tillige med repræsentanter for civilsamfundet, især forbrugerorganisationer og SMV'er.

2.7

EØSU henstiller til Kommissionen og medlemsstaterne, at de tilskynder og fremmer alle former for fair og ligeværdigt samarbejde og handelspartnerskaber mellem uafhængige handelsvirksomheder og mellem store detailhandlere og uafhængige virksomheder på grundlag af kontrakter med klare og rimelige garantier.

3.1

Rettigheder bliver først for alvor rettigheder, når de bruges, og det forudsætter kendskab til dem. Information er ikke det samme som viden, der er den vigtigste ret, forbrugerne har. Den giver dem nemlig muligheden for at påvirke forbruget i retning af velvære, og hvad der passer den enkelte og samfundet. I dag ledsages mange købsbeslutninger af en objektivt set stor mængde tilgængelig information.

3.2

Et af de største problemer i sektoren lige nu er de store detailhandleres markedsføring, som næsten udelukkende går på den pris, forbrugeren skal betale, mens sammenhængen mellem kvalitet og pris ignoreres. I mange medlemsstater er kvaliteten af fødevarer som en konsekvens deraf blevet forringet, hvilket bl.a. skyldes, at der i stedet for naturlige ingredienser anvendes erstatningsprodukter. Denne udvikling mindsker valgmulighederne for forbrugerne, som ofte gerne vil betale mere for et kvalitetsprodukt, men ikke kan finde det blandt de udbudte varer.

3.3

Viden om produkternes egenskaber sætter forbrugerne i stand til at foretage velinformerede køb, hvorved udbuddet trækkes i retning af kvalitet, variation og service. Flere tilgængelige informationer er imidlertid ikke ensbetydende med større viden, ofte tværtimod. Er der for meget information, vælger forbrugeren ofte ikke at læse den på grund af tidsnød, og fordi sproget er alt for teknisk og svært at forstå.

3.4

I tillæg til at udvikle retningslinjer for god praksis og adfærdskodekser (aktion 1) (2) bør Kommissionen foreslå effektive og bindende instrumenter, som gør det nemt for producenter og distributører at formidle information til forbrugerne om de egenskaber ved deres produkter, tjenester og priser, som er vigtige af andre sociale, miljømæssige, territoriale og økonomiske årsager. Alle de nødvendige oplysninger bør desuden formidles i et kortfattet og letforståeligt format. På den måde kan forbrugerne selv vælge, hvilken egenskab er vigtigst for dem, og ikke udelukkende basere deres valg på markedsføringen.

3.5

Den måde, hvorpå produkter udbydes, frembringer en stor mængde information, som er nyttig for forbrugeren, når han/hun skal vælge, men den vedrører primært de aspekter ved produktet, der knytter sig til købet og den første brug, og således vægtes den umiddelbare kundetilfredshed over produktets senere levetid (genanvendeligheden af emballagen, levetid, kundeservice og byttemuligheder, værdi ved eventuelt senere salg som brugt, eftersalgsservice).

3.6

Ud over forslag om metoder til måling og formidling af produkters og organisationers samlede miljøpåvirkning (aktion 2) (3) burde Kommissionen påtage sig opgaven med at stille yderligere viden til rådighed for forbrugernes købsbeslutninger (4). Gennemførelsen af aktionen bør derfor skabe klarhed over:

3.7

EØSU foreslår derfor, at denne aktion gennemføres effektivt og realistisk, dels for at øge forbrugerbeskyttelsen, dels så virksomhederne, navnlig SMV'erne, ved, hvad de i praksis skal gøre.

4.1

I henhold til servicedirektivet kan der ikke fastlægges betingelser om overholdelse af bestemte krav, men dette gælder ikke "planlægningskrav, der ikke forfølger økonomiske mål, men er fastsat ud fra tvingende almene hensyn", og det berører således "ikke medlemsstaternes frihed til i overensstemmelse med fællesskabsretten at fastsætte, hvad de betragter som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse". Blandt de "tvingende almene hensyn" der udtrykkeligt nævnes i direktivet er "bevarelsen af den nationale historiske og kunstneriske arv samt social- og kulturpolitiske målsætninger".

4.2

Nogle former for detailhandel er udtryk for den kultur eller levevis, der findes i et givent geografisk område. Disse former – og kun disse – bør kunne konkurrere inden for et system af virksomheder af samme slags, hvor kvaliteten og effektiviteten hele tiden søges forbedret i forbrugernes interesse. Udsættes disse forretninger for risikoen for at blive kørt i sænk af de store organisationer, er det måske nok en virkeliggørelse af principperne for det frie marked på kort sigt, men vi mister en kulturarv og levevis, som bliver svær at få igen, og lokalsamfundet og området svækkes økonomisk.

4.3

Konkurrencen har fået detailhandlerne til at forbedre kvaliteten af deres tjenester og øge deres produktionseffektivitet. Det er afgørende, at Kommissionen skelner mellem sund konkurrence mellem virksomheder af samme slags, som giver sig udslag i, at kvalitet og effektivitet hele tiden søges forbedret til fordel for forbrugerne, og andre former for økonomiske og handelsrelaterede konflikter mellem virksomheder.

4.4

Det er således vigtigt, at der i et geografisk område er en sund konkurrence mellem virksomheder i sektoren uafhængigt af deres størrelse, ikke med henblik på at den ene skal vinde over den anden, men således at de kan anspore hinanden og sætte gang i en positiv udvikling. Det betyder bedre tjenester, større udvalg, mere forbrugervenlige strukturer, mere fordelagtige priser og en lokal identitet.

4.5

Når de store kæder med deres økonomiske styrke får udmanøvreret de traditionelle butikker, må det betragtes som skadeligt, fordi det ødelægger en kulturarv og levevis og den lokale og regionale økonomiske og sociale struktur i det pågældende område eller lokalsamfund, hvilket er mere værd end blot et større udbud og lavere priser for forbrugerne.

4.6

I forhold til aktion 3 og 4 bør Kommissionen i overensstemmelse med servicedirektivet tilskynde medlemsstaterne til at vurdere, om og hvilke former for detailhandel der kan opfylde de nævnte social- og kulturpolitiske målsætninger. Den bør derfor arbejde for, at den traditionelle, uafhængige lokale detailhandel omfattes af den almene interesse, i det omfang den afspejler lokalområdet og dets karakteristika. Det må dog undgås, at lokalinteresser fremstilles som hensyn, der er i samfundets almene interesse (som miljøet og byplanlægning). Derfor bør Kommissionen helt klart angive, hvad der i lokalområder kan accepteres som almene interesser, og gå så langt som til at bede de enkelte regioner/lokalområder om selv at foretage en rangordning af de tre vigtigste interesser, som der bør tages hensyn til ved evalueringen af nyt kommercielt byggeri.

4.7

Onlinedetailhandel kan ikke erstatte den fysiske handel, men der må findes løsninger på, hvordan de to modeller kan integreres, ikke mindst fordi detailhandelen har en vigtig social funktion, som ikke kun går ud på at udbyde varer og tjenester til lave priser.

4.8

EØSU opfordrer Kommissionen til i samråd med medlemsstaterne og i samarbejde med SMV'ernes organisationer at fremme uddannelse for SMV'er i, hvordan forskellige former for salg kan integreres med det traditionelle salg.

4.9

Det er svært at sige noget sikkert om onlinehandelens udviklingspotentiale, da det afhænger af, hvordan den vil blive reguleret af markederne og institutionerne. Kommissionen bør iværksætte og fremme foranstaltninger, der øger værdien af non-sale-tjenester, dvs. tjenester, som ikke er direkte knyttet til et bestemt køb og udbydes af offlinedetailhandelen.

4.10

Butikkerne tilbyder i dag kunderne en lang række gratis tjenester (f.eks. vinduesshopping), hvortil udgiften dækkes af avancen på varerne. Derfor forbyder producenterne ofte salg online og tvinger kunden til at købe offline. I stigende omfang ønsker forbrugerne imidlertid at kunne kombinere handel online (sammenligning af produkter og priser) og offline (fysisk berøring, prøve). EØSU henstiller, at vi får aflivet denne konkurrence mellem online- og offlinehandel, så de i stedet integreres, og de tjenester, de traditionelle butikker yder, i højere grad værdsættes. Den fysiske handel i butikker skaber nemlig nogle sociale og virkelige relationer, som ikke kan omdannes til digitale relationer. Integration er løsningen – ikke erstatning.

4.11

EØSU bemærker, at medlemsstaternes lovgivning om butikkers åbningstider og søndags- og natarbejde er forskellig. Lovgivningen giver desuden anledning til debat i mange medlemsstater om konkurrencen mellem uafhængige forretninger, SMV'er og mikrovirksomheder og konsekvenserne for personalet. EØSU opfordrer Kommissionen til at arbejde videre med at få fjernet denne hindring for virkeliggørelsen af det indre marked og den europæiske sociale model, bl.a. ved at integrere online- og offline handel.

5.1

EØSU opfatter sektoren for handel og distribution som en af de stærkest koncentrerede sektorer. I hver eneste medlemsstat er markedet således kontrolleret af 3-5 virksomheder, som i mange tilfælde er multinationale. Det skaber store problemer for konkurrencen, da sektoren er blevet alt for stærk i forhold til de langt færre leverandører.

6.1

EØSU støtter aktion 6, som sigter mod at støtte detailhandlernes gennemførelse af aktioner, som har til formål at reducere fødevarespildet (6), og ser positivt på beslutningen om i 2013 at vedtage en meddelelse om bæredygtige fødevarer.

6.2

EØSU støtter Kommissionens aktion 7, som sigter mod "at gøre forsyningskæderne mere miljøvenlige og bæredygtige" gennem brug af alle metoder til at reducere energiforbruget og produktionen af forurenende materialer. Hvad angår forurenende materialer, består en af de metoder, som EØSU forslår at fremme, i en løsning med salg af forbrugervarer i løs vægt som alternativ til emballerede produkter. Med henblik på den praktiske gennemførelse af dette tiltag, som tager sigte på at reducere produktionen af emballage, som skal bortskaffes, opfordrer EØSU Kommissionen til at høre alle de berørte parter.

6.3

Løsningen anvendes i dag i begrænset omfang og til meget få produkter, men den rummer store udvidelsesmuligheder:

6.4

Denne løsning anvendes i dag i lille målestok, f.eks. til salg af frisk mælk, medens f.eks. brændstof til køretøjer er et produkt, der allerede sælges i stort omfang efter påfyldningsmodellen. Selve produktet er ikke ligefrem miljøvenligt, men den måde, det distribueres på, afstedkommer hverken produktion af så meget som ét gram plastik eller spild pga. mængden.

6.5

Denne løsning vil føre til ændrede strukturer i forretningerne, som skal installere rør til opfyldning af lageret/hylderne eller i hvert fald systemer til påfyldning af dispenserne. Under alle omstændigheder vil hylderne ikke længere være et ikke-dynamisk og udifferentieret redskab.

6.6

For at have en reel chance for at blive udbredt skal en sådan omlægning til en ny salgsmetode støttes af de store distributører, som distribuerer størstedelen af forbrugerprodukterne, da de har de fornødne evner og ressourcer til at starte denne store omvæltning. I den sammenhæng bør også SMV'erne spille en central rolle.

6.7

Kommissionen kunne hjælpe denne omlægning på vej ved at fremhæve de samfundsmæssige og miljømæssige fordele derved og ved at bruge alle de redskaber, inklusive de økonomiske og finansielle redskaber, den har til rådighed til at fremme og befordre konkrete tiltag og projekter.

7.1

Genopretningen af realøkonomien sker bl.a. ved hjælp af den innovation (aktion 8), som sektoren formår at skabe, og det er afgørende, at SMV'erne i højere grad benytter sig af og får lettere adgang til banklån til at iværksætte projekter og innovative aktiviteter.

7.2

I modsætning til, hvad der er sket i USA, er det afgørende, at virksomhedernes investeringer i innovation går hånd i hånd med beskyttelse af arbejdstagerne og jobkvalitet.

7.3

Kommissionen synes at forvente, at "detailsektorens øgede konkurrenceevne" vil føre til disse forandringer, og forbedret konkurrenceevne synes at være det eneste mål for de foranstaltninger, der foreslås i meddelelsen. Men mens manglende konkurrence er en hindring for forandringer, er konkurrence i sig selv ikke nogen garanti herfor.

7.4

Kommissionen roser detailhandlerne for at være "innovationsmultiplikatorer" og anerkender samtidig, at detailhandlens SMV'er, som har den mest direkte kontakt til forbrugerne, er bedre til at opfange de nye behov, og er bedre til at tilpasse udbuddet til den vekslende og mangeartede efterspørgsel, da de også er mere fleksible end de store virksomheder.

7.5

Visse ændringer på system- eller metodeniveau kræver imidlertid planlægningskapacitet og ikke mindst en forhandlingsposition, hvilket gør det umuligt at komme uden om de store virksomheder. Kommissionen bør gøre alt for at inddrage alle virksomhederne, såvel de små som de mellemstore og de store, i innovations- og forandringsprocesserne.

7.6

EØSU bifalder oprettelsen af en database med alle EU's bestemmelser og nationale bestemmelser om mærkning af fødevarer (aktion 9) (7).

7.7

EØSU støtter Kommissionen, der vil sikre en bedre markedsintegration af kort-, internet- og mobilbetaling (aktion 10) (8), og håber på en fremskyndet udbredelse heraf.

8.1

Afstemningen af færdighederne er afgørende for en kvalitativ vækst i beskæftigelsen i sektoren (9), som ofte frembyder den første mulighed for indtræden eller genindtræden på arbejdsmarkedet, men som omvendt sjældent og ikke overalt opfattes som en attraktiv og interessant sektor at satse på i sin erhvervskarriere.

8.2

For at øge detailhandlens konkurrenceevne og produktivitet er det afgørende, at der er bedre overensstemmelse mellem de efterspurgte kvalifikationer og færdighederne blandt de ansatte (aktion 11), som man skal kunne give mulighed for at forbedre deres respektive erhvervskvalifikationer, herunder i forbindelse med den øgede automatisering, der finder sted.

8.3

Kommissionen ønsker at styrke samarbejdet med arbejdsmarkedets parter med henblik på at forbedre uddannelses- og omskolingspolitikkerne, bl.a. i det europæiske råd for kvalifikationer.

8.4

Til trods for de teknologiske innovationstiltag er sektorens produktivitet stadig relativt lav, og SMV'erne har svært ved at investere i ny teknologi, innovation og faglig uddannelse af deres medarbejdere.

8.5

Handlingsplanen kan imidlertid ikke se bort fra, at sektoren på det indre marked lider under social dumping og unfair konkurrence virksomhederne imellem, uanset deres størrelse, fordi grundlaget for de industrielle forbindelser og de kollektive overenskomstforhandlinger varierer fra land til land, hvilket skaber forskellige udviklingsmønstre og forskelligartede investeringspolitikker.

8.6

Det virker for snæversynet, når analysen kun handler om at matche de krævede kvalifikationer med de disponible færdigheder og ikke også tager fat på alle de problemer, der i øjeblikket ligger i vejen for i praksis at skabe et integreret og konkurrencedygtigt europæisk indre marked i denne sektor, og som handler om arbejdsbetingelser, tilrettelæggelse af arbejdet, lave lønninger, fleksibilitet, usikre ansættelsesforhold og høj forekomst af pseudoselvstændige.

8.7

I meddelelsen foreslås det at investere i uddannelse, og ansvaret herfor skal ligge hos regeringerne, de enkelte privatpersoner og uddannelsessektoren, og der lægges op til, at virksomhederne skal spille en central rolle i forbindelse med udformningen af de nye læseplaner og erhvervsuddannelses- og lærlingeuddannelsesprogrammer. EØSU mener ikke, at inddragelsen af virksomhederne bør være begrænset til indkredsning af uddannelsesbehov, men at virksomhederne også bør deltage proaktivt gennem målrettede investeringer i erhvervelse af de nødvendige færdigheder (10).

8.8

Sådanne offentlige og private, indbyrdes samordnede, investeringer ville ikke blot hjælpe de unge med at komme ind på arbejdsmarkedet, men også de grupper, som har sværest ved at komme derind (langtidsledige, ældre arbejdstagere, indvandrere og handicappede). Der bør rettes særlig opmærksomhed mod beskæftigelse af kvinder, der har størst risiko for at miste jobbet i forbindelse med omlægninger, og som har de største vanskeligheder med at forene privat- og arbejdsliv.

8.9

Afstemningen af færdigheder og styrkelsen af partnerskaberne mellem uddannelsesstederne og erhvervslivet og af lærlingeuddannelsen kan ikke give de ønskede resultater i form af mobilitet blandt de ansatte og øget produktivitet i sektoren, hvis man ikke samtidig på europæisk plan indfører godkendelse af eksamensbeviser, praktikophold, lærlingeuddannelser og erhvervede færdigheder.

8.10

Til trods for de udbredte bestræbelser på nationalt plan, er sort og uformelt arbejde stadig et alvorligt problem, som skaber unfair konkurrence mellem virksomhederne, hvad angår lønomkostninger. De arbejdstagere, der bliver fanget i den uformelle økonomi, bliver ikke alene udelukket fra sygesikring og social sikring, men også fra muligheden for adgang til uddannelse og praktikophold, hvilket har klare negative konsekvenser for deres muligheder for at erhverve færdigheder og kvalifikationer.

8.11

EØSU ser derfor positivt på Kommissionens initiativ til at indlede en dialog med alle berørte parter med henblik på at vurdere den uformelle økonomis betydning for arbejdsvilkårene og på EU-plan at udarbejde foranstaltninger, der effektivt kan bekæmpe dette fænomen. EØSU mener, at dette initiativ kun bliver effektivt, hvis medlemsstaterne udviser stærk politisk vilje på dette område, som Kommissionen kan koordinere igennem et forstærket partnerskab

8.12

Efter EØSU's mening er det afgørende, at foranstaltningerne til bekæmpelse af sort og uformelt arbejde bliver et fast tema for arbejdsmarkedspartnerne i sektoren inden for rammerne af den europæiske arbejdsmarkedsdialog (11).

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/26

1.1

EØSU tager offentliggørelsen af Kommissionens grønbog til efterretning og finder, at den afspejler en klar, positiv ændring af Kommissionens tilgang til illoyal handelspraksis.

1.2

Anvendelse af illoyal praksis er efter EØSU's mening ikke kun "illoyal" eller "uetisk", men også i modstrid med grundlæggende retsprincipper og med udbuds- og efterspørgselssidens interesser. Da der i realiteten er tale om misbrug af en væsentligt stærkere markedsposition, anbefaler EØSU anvendelse af udtrykket "abusive trade practices" ("handelspraksis, der er udtryk for misbrug"), som ofte anvendes på bl.a. fransk og engelsk.

1.3

EØSU mener, at den illoyale handelspraksis' nuværende omfang og alvor hovedsageligt er et resultat af de seneste årtiers fusioner og virksomhedsovertagelser.

1.4

Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde har efter EØSU's mening indtil videre kun leveret uklare resultater, og de tilgange, der foreslås, er utilstrækkelige til at løse problemet med illoyal praksis. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge nye initiativer.

1.5

Illoyal praksis kan utvivlsomt findes i alle former for kontraktforhold, men EØSU er overbevist om, at situationen er særlig alvorlig i forholdet mellem supermarkeder på den ene side og små og mellemstore landbrugs- og fødevarevirksomheder på den anden side. Her er der misbrug i en form og en grad, som ikke forekommer andre steder.

1.6

EØSU er særlig tilfreds med, at Kommissionen i sin grønbog klart sår tvivl om eksistensen af en reel aftalefrihed i tilfælde, hvor forholdet er meget ulige, og således deler EØSU's synspunkt.

1.7

Grønbogen giver et godt overblik over den illoyale handelspraksis' karakter og hovedtyper, men EØSU er overbevist om, at Kommissionen bør fastlægge en ensartet definition af illoyal handelspraksis, der svarer til definitionen i direktiv 2005/29/EF, da den praksis, der refereres til i grønbogen, har lighedspunkter med "vildledende markedsføring" (1).

1.8

Illoyal handelspraksis spiller en større rolle i et "klima af frygt", hvor den svage part frygter, at den stærke part vil ophøre at handle med ham. Det er bl.a. tilfældet, når store detailhandlere lægger et urimeligt pres på deres leverandører og/eller sætter priserne for højt over for detailhandlerne og følgelig over for kunderne.

1.9

Det er efter EØSU's mening ikke kun transaktioner mellem virksomheder, der påvirkes af illoyal handelspraksis, og det er heller ikke kun svage kontraherende parter, der rammes af følgerne. Også forbrugere og nationale økonomiske interesser er ofre i dette spil – et faktum, der ikke fremhæves tilstrækkeligt i grønbogen.

1.10

EØSU mener, at de love, der i flere medlemsstater er vedtaget for at bremse illoyal handelspraksis, er udtryk for, at den nuværende situation er uacceptabel. Selv om disse love af forskellige grunde ikke har givet tilfredsstillende resultater, ville det være forkert at påstå, at intet er opnået. Større gennemsigtighed i fordelingen af fordele og ophøret af de mest urimelige og ublu fremgangsmåder er en af succeserne.

1.11

ESØU har ingen grund til at tro, at medlemsstaternes vedtagelse af disse love vil hindre varernes frie bevægelighed i EU, men der kan opstå visse begrænsninger. Dog har ingen af lovene en protektionistisk karakter, og de gælder både for indenlandske virksomheder og for virksomheder fra andre EU-medlemsstater.

1.12

EØSU anbefaler, at yderligere overvejelser over håndteringen af problemet med illoyal handelspraksis tager udgangspunkt i den manglende aftalefrihed i bestemte handelsforbindelser.

1.13

EØSU anbefaler, at fremtidige forslag om at regulere ulige handelsforbindelser tager "frygtfaktoren" med i betragtning. Man bør sikre den nødvendige balance mellem de kontraherende parter, så de kan behandle hinanden retfærdigt. Af denne grund bør hovedsigtet med regulering af illoyal handelspraksis ikke kun være at beskytte den svageste kontrahent, men også de nationale økonomiske interesser. Dette indebærer f.eks., at berørte fødevareleverandører ikke behøver at deltage aktivt i administrative og retlige procedurer.

1.14

EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå lovgivning, der forbyder illoyal handelspraksis. Den bør baseres på en vejledende liste over de mest typiske former for illoyal handelspraksis, som anvendes af den stærkere kontrahent med henblik på at overføre egne naturlige omkostninger og risici til den svagere part.

1.15

EØSU opfordrer Kommissionen til – på baggrund af konkrete erfaringer fra de seneste årtier – at samarbejde med nationale konkurrencemyndigheder om at udarbejde en radikal revision af de nuværende, tydeligvis forældede, konkurrenceregler med det sigte at skabe fair konkurrence bl.a. baseret på fair udveksling af relevante oplysninger i denne sektor og for at tage højde for alle reelt forekommende dominerende stillinger.

2.1

I grønbogen skelnes der mellem forsynings-/distributionskæder for fødevarer og nonfoodvarer. Det er helt berettiget, eftersom fødevareforsynings-/distributionskæden har sine egne særlige karakteristika i forhold til andre.

2.2

Virksomheder i forsynings-/distributionskæder er blevet mærkbart konsolideret i de seneste to årtier, hvilket har medført oprettelse af egentlige oligopoler. For fødevareforsynings-/distributionskædernes vedkommende gør det sig især gældende i detailhandelen, noget mindre i forarbejdningsindustrien og mindst i den primære produktion af landbrugsprodukter. Dette har medført store skævheder i fødevareforsyningskæden, eftersom oligopolerne har en meget stærk forhandlingsposition over for deres handelspartnere, som står meget mere splittet.

2.3

EØSU er overbevist om, at de strukturelle skævheder, der er opstået, i nogle tilfælde har ført til anvendelse af illoyal praksis, og at denne praksis ofte ikke blot er unfair, uærlig og uetisk, men også strider mod grundlæggende retsprincipper.

2.4

Det er ukorrekt, når det bemærkes i grønbogen, at illoyal handelspraksis først blev taget op til drøftelse på EU-niveau i 2009. Det var året, hvor dette spørgsmål for første gang blev sat på Kommissionens officielle dagsorden. Men så tidligt som i 2005 afgav Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en vigtig udtalelse (2), som – på et tidspunkt, hvor spørgsmålet om illoyal handelspraksis stadig var tabu – fremhævede og kritiserede en række negative aspekter af detailhandelskædernes adfærd. Det skal også nævnes, at der i 2007 blev vedtaget en Skriftlig erklæring om undersøgelse af og indgreb over for det magtmisbrug, som store supermarkeder i Den Europæiske Union udøver  (3), hvori Kommissionen direkte opfordres til at træffe de nødvendige forholdsregler for at rette op på situationen.

2.5

Resultatet af arbejdet i Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde har efter EØSU's mening været temmelig uklart indtil nu, eftersom den foreslåede ramme for gennemførelse af god praksis ikke har frembragt nogen aftale om håndtering af illoyal handelspraksis. Tre medlemmer af Kommissionen har bl.a. beklaget dette (4).

2.6

En rapport udarbejdet af Det Europæiske Konkurrencenetværk bekræfter, at anvendelse af illoyal handelspraksis er en realitet, især i fødevaresektoren. Dette stemmer overens med EØSU's overbevisning om, at supermarkeders misbrug af en stærkere økonomisk stilling over for SMV'er, der producerer og forarbejder fødevarer, har et langt større omfang end i andre kontraktforhold. Et yderligere bevis herpå er det faktum, at det i årevis kun har været leverandørerne af fødevarer til store detailhandelskæder, der har klaget, og ikke andre.

2.7

EØSU noterer sig Kommissionens erklæring om, at illoyal handelspraksis er til skade for EU's økonomi som helhed og ikke kun for kontraktforhold mellem to virksomheder.

3.1.1

Der har ikke hidtil officielt været udtrykt tvivl om aftalefriheden i handelsforbindelser – ikke engang mellem supermarkeder og SMV-fødevareproducenter. Indtil for nylig har aftalefriheden været et af hovedargumenterne, både fra supermarkedernes og de offentlige myndigheders side, imod en regulering af illoyal handelspraksis, som, lyder påstanden, ville have knægtet denne frihed. EØSU finder det meget væsentligt, at grønbogen ikke længere har den holdning, og at den direkte erkender, at der ikke er nogen reel aftalefrihed i de tilfælde, hvor der er en markant uligevægt mht. økonomisk styrke mellem de to kontraherende parter.

3.1.2

For EØSU er denne erkendelse af manglende aftalefrihed den væsentligste forudsætning for at finde overordnede løsninger på problemer, der opstår som følge af ubalancer i forsynings- og distributionsnetværket, især hvad angår fødevarer.

3.1.3

I dette afsnit af grønbogen viser Kommissionen en god forståelse af den illoyale handelspraksis' karakter og dens hovedformer. Især i forholdet mellem supermarkeder og fødevareleverandører har den svagere part intet reelt alternativ, da der er meget få store kunder på markedet, og – hvad der er vigtigst – de behandler alle sammen leverandørerne på næsten samme måde.

3.1.4

Mange eksempler på illoyal handelspraksis omtalt i grønbogen afslører, at nogle købere ikke tøver med at tage alle midler i brug for at sikre sig ekstra og helt uberettigede fordele på den anden parts bekostning. En særlig praksisform er betaling for fiktive tjenesteydelser eller uanmodede tjenesteydelser, som ikke har nogen værdi for den anden part.

3.1.5

EØSU har følgende svar på de spørgsmål, der stilles i dette afsnit af grønbogen:

3.2.1

EØSU hilser det velkomment, at Kommissionen inddrager oplysninger fra flere nationale konkurrencemyndigheder. Udover de nævnte myndigheder anbefaler EØSU et samarbejde med de franske og tjekkiske myndigheder, som har førstehåndserfaring med gennemførelse af deres nationale lovgivning om illoyal handelspraksis. Når monopoltilsynsmyndighederne udfører deres inspektioner, har de ret til at undersøge regnskabsdokumenter (kontrakter, fakturaer, kontoudtog osv.), som direkte kan bevise anvendelsen af illoyal handelspraksis.

3.2.2

Eksemplerne fra de britiske, spanske og irske konkurrencemyndigheder viser, at det er forkert blot at omtale disse praksisformer som "uetiske", da de klart ligger på den anden side af lovens grænser (især når der også er tale om "chikane og trusler").

3.3.1

Der er ingen tvivl om de negative virkninger af en stærkere parts anvendelse af illoyal handelspraksis over for en svagere part. Det har som logisk følge, at investering og innovation i produktionen bremses. EØSU mener imidlertid, at grønbogen ikke gør tilstrækkeligt opmærksom på indvirkningen på forbrugerne, da denne praksis indebærer langt mere end at forhindre innovation. Dette afsnit kommer slet ikke ind på truslen mod nationale økonomiske interesser, som faktisk nævnes tidligere i grønbogen. Truslen er mest tydelig i de central- og østeuropæiske lande, hvor supermarkeder helt er i hænderne på virksomheder fra andre medlemsstater. Eftersom de indenlandske producenter – hvoraf de fleste er små og mellemstore virksomheder – er ude af stand til at opfylde de ofte ublu betingelser, er hele landbrugsfødevaresektoren ved at bryde sammen, og lande, som traditionelt har været selvforsynende med produktion af basisfødevarer, har i vid udstrækning mistet deres fødevaresikkerhed. Den indenlandske produktion er således blevet erstattet af importerede varer, ofte af tvivlsom kvalitet.

3.3.2

EØSU har følgende svar på de spørgsmål, der stilles i dette afsnit af grønbogen:

4.1

En analyse af de nuværende retlige rammer på medlemsstatsniveau og EU-niveau viser to ting. For det første, at det nu er alment kendt og et indiskutabelt faktum, at visse stærke økonomiske aktører anvender illoyal handelspraksis. I mange medlemsstater har de kompetente myndigheder konkluderet, at den aktuelle situation gør regulering nødvendig.

4.2

Det nuværende omfang af illoyal handelspraksis, især i transaktioner mellem store detailhandelskæder og fødevareproducenter, viser først og fremmest, at konkurrencelovgivningen er forældet. Nogle former for denne handelspraksis belyser den alvorlige skævvridning af konkurrencen og forekomsten af stærkt dominerende stillinger, som den nuværende monopollovgivning ikke omhandler.

4.3

Ud over revisionen af konkurrencelovgivningen finder EØSU det helt legitimt at forbyde anvendelse af visse veldefinerede former for illoyal handelspraksis på EU-niveau og dermed skabe den nødvendige harmonisering af uensartede lovrammer. Der bør imidlertid være en logisk forbindelse mellem reguleringen af illoyal handelspraksis og en revideret monopollovgivning for at sikre, at det kun er de logiske initiativtagere til en kontrakt, der indebærer illoyal handelspraksis, dvs. parter med en dominerende stilling, der rammes af sanktioner.

4.4

For at sikre en effektiv harmoniseret regulering skal der tages hensyn til "truslen om at blive strøget af listen", som gør det umuligt at klage for svage kontrahenter, især små og mellemstore leverandører til supermarkeder. Reguleringen skal have et bredere mål end kun at løse problemer mellem virksomheder.

4.5

EØSU har følgende svar på de spørgsmål, der stilles i dette afsnit af grønbogen, og som endnu ikke er besvaret:

5.1.1

EØSU er enig med Kommissionen i, at de nuværende ordninger på nationalt plan generelt er utilstrækkelige, hovedsageligt fordi de ikke tager højde for, at fraværet af en reel aftalefrihed og truslen om at blive strøget af listen skaber et vist klima af frygt. Disse problemer er indtil nu bedst blevet tacklet i Frankrig, hvor tilsynsmyndigheden kan gribe ind på grundlag af uofficielle oplysninger og på eget initiativ. Desuden baseres bekæmpelsen af illoyal handelspraksis på beskyttelse af nationale økonomiske interesser og ikke på beskyttelse af den svageste kontrahent.

5.1.2

Nogle medlemsstater har love til bekæmpelse af illoyal handelspraksis, mens andre ikke har det. Desuden er der ret væsentlige forskelle mellem de enkelte love. Dette udgør uden tvivl en vis hindring for den grænseoverskridende handel (spørgsmål 16).

5.1.3

Den eneste fornuftige fælles tilgang til håndtering af de negative virkninger af forskelle i de gældende lovgivninger er efter EØSU's mening at vedtage en harmoniseret lovgivning imod anvendelse af illoyal handelspraksis (spørgsmål 17).

5.2.1

EØSU er enig med Kommissionen i, at der på nuværende tidspunkt ikke findes nogen særlig håndhævelsesordning på området for illoyal handelspraksis på EU-plan. Udvalget er også overbevist om, at det – for at fjerne frygtfaktoren – er nødvendigt at give de kompetente nationale myndigheder beføjelse til at handle på eget initiativ, modtage anonyme eller uofficielle klager og pålægge sanktioner (spørgsmål 18).

6.1

EØSU er enig i, at illoyal handelspraksis forekommer overalt i fødevare- og nonfoodforsyningskæden, men er på baggrund af de ovenfor beskrevne forhold overbevist om, at situationen er værst i transaktioner mellem supermarkeder og små og mellemstore producenter.

6.2

Hvad angår optagelse på leverandørlisten, står det slet ikke klart, hvad der gives til gengæld for det gebyr, den interesserede leverandør skal betale. Betalingen af denne afgift, som er en nødvendig forudsætning for alle former for handelsforbindelser, giver i de allerfleste tilfælde ikke leverandøren nogen garanti for, at køberen virkelig køber varen, eller mod, at køberen fjerner ham fra listen uden grund.

6.3

Leverandørrabatter indgår rutinemæssig i de store detailhandelskæders daglige praksis. Efter EØSU's opfattelse er almennytten af denne praksis mildest talt tvivlsom. På den ene side er leverandørrabatter et symbol på misbrug af en reelt dominerende stilling, da de ofte anvendes som dække for uanmodede og fiktive tjenesteydelser. På den anden side skaber de en betydelig mangel på gennemsigtighed hvad angår fordelingen af fordele. Leverandørrabatterne gør det meget svært for leverandører (og observatører udefra) at få klarhed over, hvor meget der reelt er blevet betalt for de leverede varer. I virkeligheden er ordren om levering af varer betinget af, at leverandøren accepterer tjenesteydelser, som tilbydes af køberen. Efter EØSU's mening bør gebyrer for reelle og dokumenterede tjenesteydelser til leverandøren fra købers side indregnes i fødevarens købspris.

6.4

EØSU har følgende svar på de endnu ubesvarede spørgsmål i dette afsnit af grønbogen:

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/33

1.1

EØSU støtter Kommissionens mål om at sætte intelligent lovgivning højt på dagsordenen. Lovgivning er en nødvendighed, men skal være godt udformet for at nå EU's politikmål med mindst mulige omkostninger. EØSU glæder sig over Kommissionens flerårige indsats for at fremme udformning og anvendelse af bedre lovgivningsværktøjer, herunder konsekvensanalyser og inddragelse af interessenter.

1.2

EØSU

2.1

I november 2011 offentliggjorde Kommissionen en rapport om "Mindskelse af de reguleringsmæssige byrder for SMV'er – Tilpasning af EU’s regulering til mikrovirksomhedernes behov (1)" med foranstaltninger specielt beregnet på SMV. Rapporten afspejlede "tænk småt først"-princippet knæsat i Small Business Act (SBA) (2), som kræver, at der skal tages højde for konsekvenserne for SMV, når lovgivningen udformes, og at den eksisterende lovgivning skal forenkles. Kommissionen udtrykte også villighed til at tage SMV'ernes byrder op via det nye program for målrettet og effektiv regulering (REFIT) (3) lanceret i december 2012.

2.2

Kommissionens meddelelse til forårstopmødet om "Intelligent lovgivning – imødekommelse af de små og mellemstore virksomheders behov" (4) vedtaget den 7. marts 2013 gør status over alle foranstaltninger gennemført af Kommissionen siden 2011 vedrørende byrderne for SMV. I rapporten gennemgås fremskridtene i relation til:

3.1.1

EØSU har altid støttet og opmuntret initiativer til bedre lovgivning, hvilket klart fremgår af forskellige udtalelser (5). Vi er klar over, at selv om intelligent lovgivning er nødvendig for alle virksomheder, så har bureaukrati en uforholdsmæssig stor indvirkning på mikrovirksomheder og mindre virksomheder. Derfor skal "tænk småt først"-princippet være en prioritet, når der udformes ny lovgivning og igennem hele beslutningsprocessen.

3.1.2

SMV'er har forskellig størrelse, aktivitetsområde, målsætninger, finansiering, ledelse, geografisk beliggenhed og juridisk status (6). Beslutningstagerne bør derfor tage hensyn til disse forskelligheder, når de udarbejder lovgivning, der berører disse virksomheder. De bør huske, at lovgivningerne enkeltvis måske ikke virker særligt tunge, men det blandt andet er akkumulationen af bestemmelser og lovgivninger, der afholder en mikrovirksomhed eller mindre virksomhed fra at udvikle nye ideer, udvide eksisterende markeder eller ansætte flere folk.

3.1.3

Konsekvensen er, at mange SMV'er, især mikrovirksomheder og mindre virksomheder, ser lovgivning som et middel til at kvæle virksomhedsudviklingen i stedet for at stimulere væksten. EØSU har det standpunkt, at mere intelligent lovgivning på EU-plan ikke vil hjælpe noget, hvis ikke lovgivningen klart identificerer, hvilke virksomheder den prøver at hjælpe og hvilke (om nogen) fritagelser, de virksomheder får eller kan påberåbe sig. EØSU opfordrer derfor kraftigt Kommissionen til fuldt ud at gennemføre SMV-testen i alle konsekvensanalyser, der gennemføres i de forskellige generaldirektorater. Udvalget mener, at SMV-testen skal indbefatte potentielle omkostninger og fordele ved forslagene alt efter virksomhedens størrelse, idet der klart sondre mellem mikrovirksomheder små og mellemstore virksomheder. Hvis SMV-testen ikke gennemføres korrekt, vil den få en negativ udtalelse fra konsekvensanalyseinstansen.

3.2.1

EØSU anerkender konsekvensanalysernes (7) rolle som et nøgleelement i udformningen af politiske foranstaltninger for SMV på EU-plan. Udvalget insisterer på, at Kommissionen udformer grundige konsekvensanalyser, der kan leve op til formålet og er systematiske. EØSU minder Kommissionen om, at nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet skal overholdes. Konsekvensanalyserne skal også medtage en omkostningsanalyse. De øgede omkostninger, som virksomhederne bærer som følge af lovgivning, gør visse aktiviteter uøkonomiske, som ville være rentable, hvis der ikke var nogen lovgivning. Derfor vil nogle marginale virksomheder blive tvunget til at forlade markedet, hvorved potentialet for den private sektors økonomiske aktivitet mindskes. EØSU opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en uafhængigt kontrolleret årlig erklæring om lovgivningforslags samlede omkostninger for virksomhederne. Erklæringen skal også give oplysninger om vigtige ændringer i politikforslag, der indføres som en følge af konsekvensanalyser.

3.2.2

EØSU er klar over, at konsekvensanalyser er tekniske dokumenter, men deres længde og sprog kan gøre dem uigennemskuelige, især hvis mindre virksomheder ønsker at bidrage. Udvalget anbefaler at gøre dem mere brugervenlige (8) ved at bruge en standardmodel og et klart resume, som fremhæver de hovedemner, der er behandlet, og ved at fokusere på hver SMV-undergruppe.

3.2.3

EØSU appellerer om, at interessenter, herunder erhvervsorganisationer, der repræsenterer mikro/små og mellemstore virksomheder foretager en uafhængig og gennemsigtig granskning af udkast til konsekvensanalyser, så det sikres, at de er af høj kvalitet og er udformet i henhold til retningslinjerne (9).

3.2.4

Konsekvensanalyserne skal detaljeret vise, hvordan og hvor meget særlige foranstaltninger og modeller (f.eks. fritagelser, forenklinger osv.) skal bruges til at mindske den lovgivningsmæssige byrde for SMV'erne. EØSU bifalder en øget anvendelse af SMV-testen, men minder om behovet for grundigt og individuelt at screene effekten af lovgivning på de tre forskellige undergrupper og derefter undersøge mulighederne for at fritage mikrovirksomheder fra nye lovtiltag eller vedtage lettere ordninger.

3.2.5

EØSU bemærker, at Kommissionen synes at bevæge sig væk fra planerne om at give mikrovirksomheder gruppedispensation fra EU-bestemmelser efter afslutning af konsekvensanalysen. EØSU bifalder dette skridt og understreger, at intelligent lovgivning skal tilpasses til virksomhedens form og størrelse og ikke være for kompliceret. Forudsat at disse foranstaltninger imødekommes, er det let for virksomhedsejerne at udvikle passende interne procedurer, der lever op til målsætningerne om intelligent lovgivning.

3.2.6

Mikrovirksomheder og små virksomheder ved, at de er tættere på deres kunder end store multinationale virksomheder. De ved også, at der er stigende efterspørgsel fra kunder, som ønsker at bruge lokale virksomheder, som er etiske og som værner om miljøet. EØSU minder Kommissionen om, at det derfor er væsentligt, at de standarder og lovgivninger, der regulerer virksomhedernes kvalitet, deres produkter og tjenester overholdes af virksomhederne, hvis de ønsker at have succes og forblive konkurrencedygtige på forskellige markeder. Mikrovirksomheders fritagelse fra forbruger- og miljølovgivningerne kan f.eks. i sidste ende skade dem (10).

3.2.7

Udvalget mener, at der, udover det forudgående, i konsekvensanalyserne også nøjagtigt bør måles den sneboldeffekt, som foranstaltninger til mindskelse af den administrative byrde via ændring af lovgivningen om SMV'er kan sætte gang i. Der kan komme bivirkninger, der kan ændre arbejdsmarkedsforholdene og forholdet til myndighederne og forvaltningen (sort arbejde, kendskab til skatteoplysninger, sociale bidrag, kompetencer og arbejdskontrakter osv.).

En intelligent lovgivning rettet mod SMV'erne bør i sagens i natur sikre, at de eksterne virkninger, den skaber, er reelle, eller i det mindste uden skadevirkninger. I denne henseende minder EØSU Kommissionen om, at intelligent lovgivning hverken må underminere arbejdstagernes rettigheder (11) eller mindske deres grundlæggende beskyttelse, især hvad angår sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

3.3.1

EØSU glæder sig over indførelsen af en årlig SMV-resultattavle, hvilket gør det muligt at spore specifikke foranstaltninger igennem hele beslutningsprocessen. Vi ser frem til gennemførelsen af den og resultaterne.

3.3.2

EØSU mener, at Kommissionen konstant bør overvåge SMV-resultattavlen via en centraliseret koordinationstjeneste i tæt samarbejde med de forskellige EU-institutioner og -organer. Medlemsstaterne og SMV-organisationerne opfordres også til at deltage i processen.

3.4.1

EØSU bifalder, at køreplaner, som informerer interessenterne om mulige kommissionsinitiativer, formidles til dem via planlagt forberedende arbejde og planlagte høringer. Der skal være bred formidling om høringer af interessenter, så de kan reagere i tide. Imidlertid bør de ikke baseres på kvantitet, men på kvalitet og bør støttes af empiriske undersøgelser baseret på interviews med konkrete forretningsfolk, herunder arbejdstagere, erhvervsorganisationer, besøg eller observation af mikrovirksomheder og mindre virksomheder. EØSU minder Kommissionen om, at køreplanerne altid skal indbefatte en første grov vurdering af de forventede omkostninger for at give interessenterne mulighed for at foretage et kvalitetscheck af de mulige virkninger. Udvalget minder Kommissionen om, at det er afgørende at foretage bred høring af interessenter for at indsamle kvalitetsdata samt udforme forslag til intelligent lovgivning.

3.4.2

Efter en høring spørger mange erhvervsorganisationer og deres medlemmer sig selv, om deres bestræbelser for at bidrage til at identificere potentielle problemer og mulige løsninger har kunnet betale sig. EØSU slår til lyd for, at nogle af dem i henhold til en officiel procedure deltager i uafhængige konsekvensanalyseudvalg som eksterne eksperter for at sikre, at de forskellige begreber tolkes rigtigt.

3.4.3

EØSU har bemærket en relativ stigning i antallet af delegerede retsakter vedtaget af lovgiverne de seneste år. Mange af de beslutninger, der træffes via delegerede retsakter, har markant indvirkning på SMV'er. Udvalget mener derfor, at høringen skal udvides til også at omfatte nogle vigtige delegerede retsakter, som kan have betragtelige økonomiske, miljømæssige og/eller sociale konsekvenser på en specifik sektor eller på større interessenter.

3.4.4

EØSU appellerer om en ægte og struktureret "SMV-dialog" med forskellige parter, når der udarbejdes lovgivning. Et sådant partnerskab skal sikre inddragelsen af alle SMV'er og deres organisationer, især organisationer af mindre virksomheder, som forsvarer anvendelsen af "tænk-småt-først"-princippet og "only once"-principperne i Small Business Act (12) for at fremme effektivitetsmålene.

3.4.5

EØSU støtter principielt Enterprise Europe Network (EEN). Det beklager, at EEN endnu ikke har realiseret sit potentiale, fordi mange europæiske SMV'er synes at være udvidende om dets eksistens. De tjenester, som EEN yder, skal være baseret på konkrete SMV-krav og -behov i tæt samarbejde med SMV-organisationerne.

EØSU er af den opfattelse, at Enterprise Europe Network's værtsorganisationer skal have støtte til at afsætte flere ressourcer til SMV's behov i forbindelse med deres kontakter med den offentlige forvaltning. EØSU mener, at støtten især skal koncentreres på de mindste virksomheder, som direkte skal høres af deres lokale Enterprise Europe Network Center, når de er konfronteret med lovgivningsspørgsmål. Alle Kommissionens tjenesterene bør tage hensyn til resultaterne af disse topartsmøder og input fra SMV-organisationerne for at omsætte "tænk-småt-først"-princippet i praksis.

3.4.6

EØSU bifalder forlængelsen af mandatet til gruppen på højt plan vedrørende administrative byrder (13) (Stoiber-gruppen). EØSU så især gerne, at gruppen tildeles en ny central rolle gående ud på at bistå Kommissionen med forberedelse, overvågning og gennemførelse af politikker, der berører mikro- og mindre virksomheder, i tæt samarbejde med SMV-organisationer og fagforeninger.

3.4.7

EØSU noterer sig resultaterne af Top 10-høringen om de værste eksempler på bureaukrati, der berører SMV'erne (14). Udvalget opfordrer Kommissionen til at reagere på høringsresultaterne snarest muligt ved at offentliggøre specifikke forenklingsforslag.

3.5.1

EØSU støtter fitness-checket af lovgivning i forbindelse med fastlæggelsen af politikker for SMV (15) (det såkaldte REFIT-program). EØSU ser frem til resultaterne af pilotvurderingerne (16) og opfordrer Kommissionen til at lancere flere fitness-checks i 2014-programmet på vigtige områder, som vi mener er af afgørende betydning for vækst- og jobskabelsen. Kommissionen opfordres til at offentliggøre alle gennemførte eller planlagte fitness-checks på sin hjemmeside.

3.5.2

EØSU foreslår også et samlet fitnesscheck af EU-lovgivning, som virksomheder kommer i berøring med, når de handler på tværs af EU's ydre grænser. EØSU mener, at den administrative byrde ved den form for lovgivning er tung og at et check ville være et markant bidrag til EU's dagsorden for intelligent lovgivning, vækst og handel.

3.5.3

EØSU beder Kommissionen om at bruge REFIT-programmet til at identificere og hurtigst muligt foreslå ophævelse af eksisterende lovbestemmelser og udestående forslag, der ikke længere er nyttige, og gå videre med konsolideringen af den eksisterende lovgivning som et led i forenklingsbestræbelserne. Det anbefales, at alle reduktionsmål er målbare og sigter på at føre til konkrete, positive forandringer for virksomhederne.

3.5.4

EØSU mener, at der bør bruges en bedre udvælgelse af juridiske instrumenter, herunder mekanismer til selvregulering og samregulering (17).

3.6.1

EØSU påpeger, at intelligent lovgivning er et delt ansvar mellem alle, der er involveret i at udforme politiske foranstaltninger i EU, hvad enten det er på EU-plan eller på medlemsstatsplan.

3.6.2

På europæisk plan:

3.6.3

I medlemsstaterne:

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/38

1.1

EØSU erkender vigtigheden af, at Europa har et uafhængigt system til overvågning af rummet, så det kan beskytte sin egen ruminfrastruktur og opsendelser, og det bifalder Kommissionens initiativ, der for første gang tager fat på emnet og foreslår løsninger til, hvordan der på området kan sættes gang i samarbejdet og integrationen i Den Europæiske Union.

1.2

EØSU støtter Kommissionens tanke om, at medlemsstaterne fremlægger operationelle forslag til Kommissionens godkendelse i de situationer, hvor der for EU er en klar interesse i kvaliteten og kvantiteten af den pågældende information og i at dele viden om bl.a. dataanalysemetoder og -kapacitet.

1.3

EØSU er klar over, at det er svært at finde fælles løsninger for medlemsstaterne, og ser Kommissionens forslag som et første og vigtigt skridt i retning mod mere ambitiøse samarbejdsmål. De meget store militære interesser i programmet gør det særdeles vanskeligt at skabe den fælles infrastruktur, som EØSU håber, vil kunne virkeliggøres så hurtigt som muligt startende med dette initiativ. Det er dog positivt at begynde at skabe grundlaget for dette samarbejde mellem civile og militære strukturer, hvori ESA, Det Europæiske Forsvarsagentur og Direktoratet for Krisestyring og Planlægning bør deltage.

1.4

EØSU mener, at den finansiering, der er afsat til at gennemføre SST-tjenesten i de næste 7 år, primært bør gå til at opbygge en første uafhængig europæisk kapacitet, hvortil der overføres en del af den kapacitet, der for øjeblikket findes inden for medlemsstaternes forsvar. I praksis skal det ske ved hjælp af de optiske teleskoper, der allerede bruges i Europa (De Kanariske Øer), og ved at bygge mindst én europæisk radar, der kan måle sig med dem, der bruges i forsvaret. På den måde bliver investeringerne mere langsigtede, og ny kapacitet og nye kompetencer overføres til civilområdet for at forbedre livskvaliteten for de europæiske borgere.

1.5

EØSU mener, at det for de 7 år, der er afsat til at gennemføre programmet, er nødvendigt at fastlægge nærmere bestemmelser vedrørende det serviceniveau, som forventes af de nationale partnere med hensyn til mængden, typen, hyppigheden, kvaliteten og tilgængeligheden af data, der skal leveres, så der er de fornødne instrumenter til at evaluere tjenesten, ligesom det er tilfældet i programmerne under det syvende forskningsrammeprogram, hvor disse parametre er klart definerede og fastlagt i fællesskab.

1.6

EØSU anbefaler, at kriterierne for deltagelse i programmet forbliver åbne, og at de præciseres tydeligere i artikel 7, stk. 1, litra a). Det er meget vigtigt, at programmet ikke kun er åbent for deltagelse for de lande, som besidder en uafhængig kapacitet (f.eks. Frankrig, Tyskland, Det Forenede Kongerige), men for alle lande, som har mulighed for at stille databehandlingskapacitet til rådighed. Den foreslåede ordlyd bør omformuleres.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at overvågningsaktiviteterne, under ét benævnt kendskab til situationen i rummet (Space Situational Awareness), ud over overvågning og sporing i rummet også omfatter vejrforholdene i rummet (knyttet til solens magnetiske aktiviteter) og overvågning af jordnære objekter

1.8

EØSU mener, at der parallelt bør arbejdes med de to områder, som definitionen af SSA oprindeligt sigtede mod, ikke mindst eftersom det er almindeligt anerkendt, at den fare, som ruminfrastrukturen udsættes for fra solens aktiviteter, er mindst lige så stor, hvis ikke væsentlig større, når der tages højde for virkningerne af særligt intense hændelser. Det opfordrer derfor Kommissionen til at fastlægge en omfattende og integreret ramme for de mange aspekter, der knytter sig til beskyttelse af ruminfrastrukturen, navnlig i samarbejde med ESA, som allerede aktivt beskæftiger sig med et program for beskyttelse mod solstråling. I konklusionerne fra konferencen om rummet og sikkerhed i Madrid den 10.-11. marts 2011 (som der henvises til i konsekvensanalysen) angives det klart, at samarbejdet mellem alle berørte parter, især EU, USA og medlemsstaterne, på dette område skal styrkes.

1.9

EØSU er enig i Kommissionens forslag om at styrke samarbejdet med USA og andre medlemsstater, som er interesserede i et fælles projekt om beskyttelse af ruminfrastrukturen med henblik på at forhindre farlige og undertiden katastrofale kollisioner med til tider meget småt materiale, som kan sætte dyre satellitter, der er uundværlige for menneskets aktiviteter, ud af drift.

2.1

I meddelelsen stilles der forslag om oprettelse af et nyt EU-program for overvågning i rummet og sporing af objekter i kredsløb om Jorden benævnt SST (Space Surveillance and Tracking).

2.2

Det er blevet nødvendigt at oprette programmet for at beskytte den europæiske ruminfrastruktur, navnlig den infrastruktur, der er omfattet af Galileo og Copernicus/GMES-programmet, og tillige for at beskytte europæiske opsendelser mod risikoen for kollision med rumskrot.

2.3

I meddelelsen fastlægges endvidere den retlige ramme for programmet og finansieringen heraf for perioden 2014-2020.

2.4

Meddelelsen ledsages af en rapport (1), hvori fem finansierings- og forvaltningsmodeller for programmet gennemgås nærmere med angivelse af karakteristika, omkostninger og fordele ved de enkelte modeller.

2.5

Inden selve lovteksten indeholder meddelelsen en begrundelse, og der redegøres for baggrunden.

2.6

Det samlede generelle EU-bidrag til gennemførelsen af støtteprogrammet er 70 mio. EUR i perioden 2014-2020.

2.7

Pengene skal gå til driften af de sensorer, som allerede findes i de deltagende medlemsstater (som regel i militæret), og til en varslingstjeneste baseret på data fra de deltagende medlemsstater og EU-Satellitcentret (EUSC).

2.8

Deltagelse i programmet er frivillig, men forudsætter, at de deltagende lande besidder sensorer (teleskoper, radarer), som allerede er i drift, og de nødvendige tekniske og menneskelige ressourcer eller databehandlingskompetencer.

2.9

Omkostningerne ved kollisioner mellem de europæiske operationelle satellitter og skrot vil ifølge resuméet af den konsekvensanalyse, der ledsager forslaget, i Europa være på 140 millioner euro om året og anslås til at stige til 210 millioner euro i takt med den forventede stigning på 50 % i tjenesterne på satellitområdet i de kommende år. Disse tal udgør et meget konservativt skøn og omfatter ikke tab "på jorden", dvs. økonomiske tab pga. afbrydelse af tjenester, der er afhængige af satellitdata.

2.10

Det er vigtigt at bemærke, at dette tab for langt størstedelens vedkommende er en følge af, at satellitterne fysisk går tabt, men derimod at deres driftstid forkortes på grund af de manøvrer, der skal foretages for at undgå kollisioner.

2.11

Selvom flere medlemsstater i dag har deres egen overvågning, mener Kommissionen, at EU's medvirken er nødvendig for at opnå de investeringer, der er nødvendige til finansiering af projektet, etablering af styringsordninger, definering af datapolitik og til sikring af, at bestående og fremtidig kapacitet inddrages i koordinerede bestræbelser.

2.12

Det amerikanske Space Surveillance Network (SSN) under USA's forsvarsministerium er i dag forbilledet for alle varslingstjenester. Samarbejdet mellem EU og USA, hvorunder data fra USA stilles gratis til rådighed, vurderes i den forbindelse til at være mangelfuldt, da dataene ikke er tilstrækkeligt korrekte, og EU ikke har nogen kontrol over den måde, de behandles på.

2.13

Oprettelsen af tjenesten er således helt i tråd med strategien om, at Europa skal være uafhængig på områder, der vurderes at være kritiske, og især adgangen til rummet.

2.14

Det anslås, at 65 % af de sensorer til satellitter i lav bane (LEO), der eksisterer i dag, drives fuldstændigt eller delvist af institutioner med tilknytning til forsvaret (2).

2.15

Den Europæiske Rumorganisation (ESA) vurderes ikke at være den rette organisation til at gennemføre et program af denne art, da det ikke har værktøjerne til at behandle den slags data af fortrolig karakter, som hentes af militærets sensorer.

2.16

Det er tanken, at EU-Satellitcentret (EUSC) skal være det europæiske organ, der står for drift og koordinering af tjenesten. EUSC er et EU-agentur, som blev oprettet ved Rådets fælles aktion af 20. juli 2001, og som leverer geospatiale billedinformationstjenester og -produkter på forskellige klassificeringsniveauer til civile og militære brugere. EU-Satellitcentret vil kunne lette leveringen af SST-tjenester, og vil (sammen med de deltagende medlemsstater) deltage i oprettelsen og driften af SST-systemets funktioner, som er et af målene for SST-støtteprogrammet. Men som agenturets statut er formuleret lige nu, har det ingen beføjelser inden for SST.

2.17

Det forventes, at der vil være behov for 50 personer til at forvalte programmet. (inklusive det personale, der stilles til rådighed af de deltagende medlemsstater, EUSC og Kommissionen).

3.1

EØSU mener ikke, at der med forslaget skabes instrumenter og kompetencer, der på EU-niveau er tilstrækkelige til at indsamle og analysere dataene, og at Europa derfor efter udløbet af den 5-årige finansieringsperiode vil være i samme situation som 5 år tidligere og formentlig være nødt til at forny aftalen for at sikre, at de deltagende medlemsstaters forsvarsstrukturer løbende leverer data.

3.2

Der foreslås en finansiering på 70 millioner euro, men der fastlægges ingen krav om, hvornår, hvor hurtigt og i hvilken kvalitet de nationale strukturer skal levere data. Det er derfor vanskeligt at fastsætte evalueringskriterier for den leverede tjeneste. Det vil først være muligt, når Kommissionen har offentliggjort de gennemførelsesretsakter, der skal udarbejdes.

3.3

Medlemsstaterne er af den opfattelse, at ESA ikke yder tilstrækkelige garantier for behandlingen af følsomme data, og derfor er EUSC blevet udpeget til at forestå denne opgave. Det skal dog bemærkes, at i de medlemsstater, som har en overvågnings- og sporingstjeneste (Det Forenede Kongerige, Frankrig, Tyskland), foregår dette i et samarbejde mellem rum- og forsvarsagenturer, hvilket kunne tyde på, at et sådant samarbejde mellem rum- og forsvarsagenturer nok er det mest effektive i praksis. Baggrunden for at udelukke ESA fra en tjeneste af denne slags er således ikke klar, slet ikke da ESA allerede deltager i den internationale tjeneste for katastrofevarsling og -håndtering, International Charter on Space and Major Disasters.

3.4

SST-programmet er den ene af de tre dele af det forberedende program Space Situational Awareness (SSA), som endnu ikke er sat i drift, men som ESA siden 2009 har stået i spidsen for - de andre to er Space Weather og Near-Earth Objects

3.5

ESA's forberedende SSA-program har et budget på 55 millioner euro. Sammenhængen mellem de to programmer er ikke klar. Navnlig er det ikke klart, hvordan SST-tjenesten skal fungere side om side med en lignende tjeneste, som udsender og forvalter varslinger om risici forbundet med solens aktiviteter.

3.6

Omfanget af skader forårsaget af kollisioner med skrot bør sammenlignes med omfanget af de skader, som solens geomagnetiske aktivitet forårsager. Ifølge en undersøgelse foretaget af det amerikanske NOAA (3) er de økonomiske tab fra virkningerne af solstorme på satellitinfrastrukturerne enorme. I 2003 ødelagde intens solaktivitet den japanske satellit, ADEOS-2, der havde kostet 640 millioner dollar. I 1997 var en magnetisk storm årsag til, at telekommunikationssatellitten Telstar til en værdi af 270 millioner dollar gik tabt, mens en anden magnetisk storm i 1989 resulterede i ni timers blackout i Canada med skader for 6 milliarder dollar til følge.

3.7

Det anslås, at en solsuperstorm som den i 1859 i dag ville medføre skader for 30 milliarder dollar alene på geostationære satellitter, mens skaderne på elnettet ville få beløbet til at stige til 1-2 trillioner dollars, og at det ville tage 4-10 år, før det igen var fuldt funktionsdygtigt (4).

3.8

Risikoen forbundet med solens aktiviteter er mindst lige så høj som risikoen fra skrot. EØSU mener derfor, at der bør være en fælles overvågning af de to typer risici, sådan som der i øvrigt blev lagt op til på Madridkonferencen i marts 2011. Af meddelelsen fremgår det imidlertid ikke klart, hvem der skal forestå en varslingstjeneste vedrørende solens aktiviteter.

3.9

EØSU mener, at forslaget også bør tage højde for beskyttelse af den europæiske ruminfrastruktur, herunder også en supplerende aktivitet om overvågning af vejret i rummet og tidshorisonten for gennemførelse og integration af de to systemer.

4.1

Af artikel 5, stk. 2, fremgår det, at der ikke skal udvikles ny kapacitet, men at den, der allerede findes i medlemsstaterne, skal anvendes. Imidlertid står der udtrykkeligt i afsnit 2 i begrundelsen, at den eksisterende kapacitet ikke er tilstrækkelig. Det er således ikke helt klart, hvilken slags system, der skal gennemføres i praksis - det gælder også de 5 typer, der er opregnet i den konsekvensanalyse, der ledsager meddelelsen.

4.2

De tekniske karakteristika ved systemet udspecificeres ikke. Målene beskrives, men først efter fremtidige drøftelser mellem medlemsstaterne vil der blive truffet beslutning om, hvad det skal bestå af.

4.3

Sammenhængen mellem militær og civil brug. Systemet er konstrueret som et civilt system. Men de fleste informationer kommer fra militæret. Der er ingen udtrykkelige krav eller protokoller, som forpligter militæret til at levere disse informationer til de civile organer. Også her udskydes løsningen af problemet til en gang i fremtiden.

4.4

Forholdet mellem medlemsstaterne og EU. Det fremgår af forslaget, at alle sensorer ejes og også fremover skal ejes af de enkelte medlemsstater. Der synes ikke at være udtrykkelige krav, som garanterer levering af en minimumsmængde af data og information.

4.5

Definition af tjenesten. Forslaget indeholder intet eksplicit herom. Det er derfor umuligt at vurdere, om den kan gennemføre projekterne under programmet.

4.6

I Rådets resolution om fremme af den europæiske rumpolitik af 26. september 2008 understreges det, at det er nødvendigt, "at udvikle en kapacitet, der […] kan imødekomme de europæiske brugeres behov for en omfattende situationsforståelse af forholdene i rummet".

4.7

Det er vigtigt, at SST-programmet og de eksisterende SSA-programmer udvikles aktivt.

4.8

"Virknings- og resultatindikatorerne" i punkt 1.4.4 er temmelig tautologiske og indeholder i praksis meget lidt, der kan bruges til den efterfølgende vurdering af programmets effektivitet.

4.9

Bortset fra definitionen af styringen er systemets driftsmodel ikke klart defineret.

Det er ikke obligatorisk for medlemsstaterne at deltage. Hvad skal der som minimum til, for at tjenesten kan fungere?

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/42

1.1

I lyset af varemærkernes uomtvistelige økonomiske værdi og deres positive indvirkning på det indre markeds funktion er den eksisterende overnationale retlige ramme for deres beskyttelse klart utilstrækkelig. Forslaget til direktiv er imidlertid en forbedring i forhold til den aktuelle situation, som er kendetegnet ved regelforskelle mellem EF-varemærket og de nationale varemærker.

1.2

EØSU anbefaler derfor en styrket beskyttelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er forbundet med en legitim udnyttelse af et varemærke. Et EF-varemærkeregister må så vidt muligt fremmes. Udvalget opfordrer Kommissionen til at støtte Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM) og dets overvågningsopgaver med hensyn til disse rettigheder.

1.3

I den henseende giver EU-retten indehaveren af et varemærke ret til eksklusiv udnyttelse heraf til nonprofitformål ("ius utendi") med mulighed for at forhindre, at dets brug udhules af tredjeparters handlinger i form af efterligning eller uretmæssig anvendelse af dets særlige kendetegn ("ius prohibendi"). Udvalget opfordrer til vedtagelse af forebyggende og kompenserende foranstaltninger mod piratkopiering, som udhuler de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

1.4

Den gældende EU-lovgivning fastslår ikke præcist, under hvilke omstændigheder indehaveren af et varemærke kan tage de nødvendige skridt til at forhindre en sådan brug.

1.5

Generelt skulle hele denne harmoniseringsproces i de nærmeste år føre til en ensartet varemærkelovgivning og munde ud i et EU-regelsæt for varemærker, som bl.a. skulle etablere en fleksibel, ensartet og økonomisk procedure, som giver de interesserede parter mulighed for at vælge en frivillig registrering af varemærker og bringer de nuværende lovgivningsmæssige forskelle til ophør.

1.6

EØSU bør spille en aktiv rolle i lovgivningsproceduren forud for vedtagelsen af alle retsakter om intellektuel ejendomsret. Udvalget beklager derfor, at det ikke er blevet hørt om forslaget til ændring af forordningen om et EF-varemærke.

1.7

EØSU forventer, at der i fremtiden vil eksistere en ordning, som garanterer ensartet beskyttelse af varemærker for virksomheder og forbrugere.

2.1

På internationalt plan er varemærkelovgivningen fastlagt i Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret undertegnet i Paris den 20. marts 1883, senest revideret i Stockholm den 14. juli 1967 og ændret den 28. september 1979 (1) (herefter benævnt "Pariserkonventionen").

2.2

I kraft af artikel 19 i Pariserkonventionen bevarer de stater, som er omfattet af konventionen, retten til indbyrdes at indgå særskilte aftaler til beskyttelse af industriel ejendomsret.

2.3

Denne bestemmelse tjente som grundlag for vedtagelse af Nicearrangementet vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker vedtaget på en diplomatkonference i Nice den 15. juni 1957, senest revideret i Genève den 13. maj 1977 og ændret den 28. september 1979 (2). Niceklassifikationen revideres hvert femte år af et ekspertudvalg.

2.4

Ifølge Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsrets (WIPO) database er de eneste EU-lande, som ikke har undertegnet Nicearrangementet, Malta og Cypern. Begge lande anvender imidlertid Niceklassifikationen.

2.5

Beskyttelsen af varemærker er essentielt et territorialt spørgsmål. Det skyldes, at varemærker er en ejendomsret, der beskytter et mærke i et bestemt geografisk område.

2.5.1

I EU's primærret, nærmere betegnet artikel 17, stk. 2, i EU's charter for grundlæggende rettigheder, fastsættes det, at intellektuel ejendomsret er beskyttet.

2.5.2

Endvidere indeholder EUF-traktatens artikel 118 den bestemmelse, at Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure og som led i det indre markeds oprettelse eller funktion skal fastsætte foranstaltninger vedrørende indførelse af europæiske beskyttelsesbeviser for at sikre en ensartet beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i Unionen samt indførelse af centraliserede tilladelses-, koordinations- og kontrolordninger på EU-niveau.

2.6

National varemærkebeskyttelse og EF-varemærkebeskyttelse sameksisterer inden for Den Europæiske Union. Indehaveren af et nationalt varemærke kan udøve de rettigheder, der er forbundet med det pågældende varemærke, inden for den medlemsstat, hvis nationale lovgivning beskytter varemærket. Indehaveren af et varemærke kan gøre det samme inden for de 28 medlemsstaters område, da varemærket er gældende i hele EU.

2.7

Medlemsstaternes lovgivning om varemærker blev delvist harmoniseret ved Rådets direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988, senere kodificeret som direktiv 2008/95/EF.

2.8

Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker, der er kodificeret som forordning (EF) nr. 207/2009, og som har fungeret sideløbende med og med tilknytning til de nationale varemærkesystemer, udgjorde et separat system til registrering af ensartede rettigheder med samme retsvirkning i hele EU. I den forbindelse blev Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM) oprettet med henblik på at foretage registrering og forvaltning af EF-varemærker.

2.9

I de seneste år har Kommissionen indledt offentlige debatter om intellektuel ejendomsret ned deltagelse af EØSU, og i 2011 bebudede Kommissionen en reform af EF-varemærkesystemet med henblik på at modernisere systemet, både på EU-plan og på nationalt plan, ved at gøre det mere effektivt og konsekvent.

2.10

Rådet for Den Europæiske Union anmodede i sin resolution af 25. september 2008 om en global europæisk plan for bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering om, at Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 22. juli 2003 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder, bliver revideret (3). EØSU håber, at der vil blive indført forbedringer i den retlige ramme for at styrke toldmyndighedernes kontrol med beskyttelsen af de intellektuelle rettigheder og for at sikre tilstrækkelig retssikkerhed

2.11

EU's varemærkesystem tager udgangspunkt i princippet om sameksistens og komplementaritet mellem beskyttelsen af nationale varemærker og beskyttelsen af EF-varemærker.

2.12

Forordningen om EF-varemærker fastsætter et globalt system, der dækker alle materiel- og procesretlige aspekter. Til gengæld er direktivet begrænset til specifikke materielretlige bestemmelser. Hensigten med forslaget er derfor, at de materielretlige bestemmelser i alt væsentligt skal være ensartede, og at de procesretlige bestemmelser i det mindste skal være forenelige.

2.13

Formålet med forslaget er at fremme innovation og økonomisk vækst ved at gøre varemærkeordningerne i hele EU mere effektive og lettere tilgængelige for virksomheder i form af lavere omkostninger og mindre kompleksitet, øget hastighed, større forudsigelighed og retssikkerhed.

2.14

Dette omarbejdningsinitiativ forfølger følgende konkrete mål:

2.15

På den ene side ajourfører og forbedrer forslaget til direktiv de gældende bestemmelser vedrørende:

2.16

På den anden side er hensigten med forslaget øget indbyrdes tilnærmelse af den materielle ret gennem beskyttelse af geografiske betegnelser og traditionelle benævnelser; beskyttelse af velkendte varemærker; fremhævelse af varemærker som genstand for ejendomsret, da de kan være genstand for overførsler af tingslige rettigheder; og bestemmelser om fællesmærker.

2.17

Hvad angår tilpasning af de vigtigste procedureregler, behandler forslaget følgende områder: bestemmelse og klassificering af varer og tjenesteydelser, ex officio-kontrol, gebyrer, indsigelsesprocedure, manglende brug som forsvar i en indsigelsessag, procedure for fortabelse eller ugyldighedserklæring samt manglende brug som forsvar i sager om ugyldighed.

2.18

Formålet med forslaget er endvidere at lette samarbejdet mellem kontorer. Som et supplement til de retlige rammer for samarbejde, som foreslået i forbindelse med revisionen af forordningen, danner artikel 52 retsgrundlag for at lette samarbejdet mellem OHIM og medlemsstaternes kontorer for intellektuel ejendomsret

3.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag til direktiv, som kommer på et særlig opportunt tidspunkt i en situation, hvor den globale økonomi er kendetegnet ved skærpet konkurrence, og Europa oplever økonomisk afmatning.

3.1.1

Varemærket bidrager på den ene side til at skabe forretningsmæssige værdier og kundeloyalitet og på den anden side til at beskytte forbrugerne.

3.1.2

Sidstnævnte aspekt er meget vigtigt i denne sammenhæng af forskellige årsager:

3.2

Forslaget til direktiv vil i betydelig grad forbedre den nuværende retlige ramme i de nationale lovgivninger i tre henseender:

3.3

I forslaget indgår endvidere, i lyset af udviklingen på det økonomiske, kommercielle og retlige område, vigtige innovationer som f.eks. definitionen af et varemærke, som muliggør identificering på anden vis end ved grafisk gengivelse, som muliggør en mere nøjagtig identificering af varemærket, og som samtidig åbner mulighed for at registrere varemærker, der kan gengives med teknologiske midler, der giver tilfredsstillende garantier.

3.4

Udvalget bifalder planerne om at sikre øget indbyrdes tilnærmelse af den materielle ret, f.eks. ved at tilføje beskyttelse af geografiske betegnelser, traditionelle benævnelser og velkendte varemærker og ved at behandle varemærker som genstand for ejendomsret, f.eks. overførsler af tingslige rettigheder og afgørende aspekter af den kommercielle udnyttelse af varemærker. Det vil være meget vigtigt både for virksomheder og forbrugere, at fællesmærker og garantimærker er omfattet af direktivforslaget.

3.5

Endelig hilser EØSU det velkommen, at de vigtigste procedureregler harmoniseres, da det sikrer fælles regler for bestemmelse og klassificering af varer og tjenesteydelser, for ex-officio-kontrol, for indsigelsesprocedurer og for fortabelse eller ugyldighed – i tråd med de principper, der er fastlagt af Domstolen.

3.6

EØSU anser det endvidere for positivt, at proceduren for udarbejdelse af forslaget til direktiv har været kendetegnet ved en høj grad af offentlighed og deltagelse af de berørte sektorer i civilsamfundet.

3.7

Uden at foregribe virkningen af forslaget til ændring af den gældende forordning (EF) nr. 207/2009, som indførte et separat system til registrering af ensartede rettigheder, og som sammen med forslaget til direktiv udgør en lovpakke, har udvalget imidlertid visse indvendinger mod det her behandlede forslags mål og indhold.

3.8

I den sammenhæng giver udvalget udtryk for sin overraskelse over, at forslaget (COM(2013) 161 final af 27.3.2013) til ændring af ovennævnte forordning om EF-varemærket ikke blev sendt til høring i udvalget.

3.9

I betragtning af at det drejer sig om et spørgsmål, der har direkte indflydelse på det indre markeds funktion (EUF-traktatens artikel 118), og påvirker forbrugerbeskyttelsesniveauet (EUF-traktatens artikel 169), viser en kontekstuel og sammenhængende fortolkning af traktatens bestemmelser, som udtrykkeligt giver EØSU en rådgivende rolle på de nævnte områder, at udvalget nødvendigvis må inddrages i den lovgivningsproces, der fører til vedtagelse af denne retsakt.

3.10

I den henseende giver EU-retten indehaveren af et varemærke ret til eksklusiv udnyttelse heraf til nonprofitformål ("ius utendi") med mulighed for at forhindre, at dets brug udhules af tredjeparters handlinger i form af efterligning eller uretmæssig anvendelse af dets særlige kendetegn ("ius prohibendi"), artikel 9 i forordning (EF) nr. 207/2009.

3.11

Den gældende EU-lovgivning fastslår imidlertid ikke præcist, under hvilke omstændigheder indehaveren af et varemærke kan tage de nødvendige skridt til at forhindre en sådan brug.

3.11.1

Selv om forslaget til direktiv i betydelig grad øger antallet af tilfælde, hvor indehaveren af et varemærke kan forbyde en tredjeparts anvendelse heraf (artikel 10), og indfører en ny bestemmelse i den henseende, dvs. overtrædelse af varemærkeindehaverens ret ved brug af udstyr, emballage eller andre midler (artikel 11), misbrug af et væremærke, der er registreret i en agents eller repræsentants navn (artikel 13), er det den kompetente domstol, der præcist fastsætter lovens omfang, hvis indehaveren indleder en retssag.

3.11.2

Det er således op til den enkelte domstol at afgøre, om der er fare for forveksling eller en tredjeparts uretmæssige anvendelse af det beskyttede varemærke, og i bekræftende fald tillige at afgøre, hvilken erstatning der tilkommer indehaveren på baggrund af det fremsatte krav.

3.11.3

Forslaget til direktiv sikrer således ikke nogen ensartet beskyttelse af en varemærkeindehavers ret til anvendelse af det pågældende varemærke eller af forbrugernes rettigheder, når de berøres af uretmæssig eller svigagtig anvendelse af et varemærke.

3.12

Komplementariteten mellem det overnationale og de interne systemer til beskyttelse af varemærkeindehaverens rettigheder indebærer derfor en klar risiko med hensyn til, om beskyttelsen er så effektiv og hurtig som mulig i overensstemmelse med direktivforslagets mål.

3.12.1

Der er således ingen garanti for, at de interne forskelle, som skyldes ukorrekt anvendelse af bestemmelserne i direktiv 2004/48/EF (om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder), vedrørende følgende beskyttelsesforanstaltninger, vil blive overvundet:

3.12.2

Den retlige usikkerhed er særlig stor, hvis varemærkeindehaverens rettigheder er krænket i en række medlemsstater.

3.13

Dette gælder så meget mere som der i direktivforslaget gives eksempler på tilfælde, hvor den pågældende beskyttelse er mere kompleks.

3.13.1

Artikel 4 (registreringshindringer og ugyldighedsgrunde), stk. 3, fastsætter f.eks. følgende: "Har ansøgeren ansøgt om registrering af et varemærke i ond tro, kan det erklæres ugyldigt" og "Enhver medlemsstat kan ligeledes fastsætte bestemmelser om, at et sådant varemærke ikke må registreres".

3.14

Eftersom manglende intention om brug ifølge OHIM ikke udgør ond tro, hvilken myndighed fastsætter da ensartede kriterier, som sætter de pågældende evalueringseksperter i stand til at afgøre, om der er tegn på ond tro?

3.15

Dette hul i loven er paradoksalt, hvis det sammenholdes med den nye bestemmelse i artikel 10, stk. 5, i forslaget til direktiv, som giver indehaveren af et varemærke ret til at forhindre tredjemand i at bringe varer fra tredjelande ind i EU's toldområde, uden at de overgår til fri omsætning der. Forslaget falder således ikke tråd med Domstolens gældende praksis vedrørende transitvarer (sag C-446/09 Philips og sag C-495/09 Nokia), og enhver formodning om eller bevis på god tro fra tredjemands side ugyldiggøres (4).

3.16

På den anden side vil forebyggelsen og bekæmpelsen af denne form for ulovlig handelspraksis klart blive styrket, hvis forslaget til direktiv etablerer et specifikt retsgrundlag, som bemyndiger Kommissionen til at intensivere sin indsats gennem samarbejde med myndighederne i tredjelande, hvor denne handelspraksis er udbredt og systematisk.

3.17

Ej heller er bestemmelserne i artikel 45, stk. 1, i forslaget til direktiv, tilstrækkelige. Heri foreskrives det generelt, at medlemsstaterne skal sikre, at der er adgang til en effektiv og hurtig administrativ procedure ved deres kontorer for at gøre indsigelse mod registreringen af et varemærke af de grunde, der er fastsat i artikel 5. Der bør fastlægges mere konkrete bestemmelser om denne procedures karakter, og en rimelig tidsramme, inden for hvilken de kompetente myndigheder kan handle, må fastlægges juridisk i overensstemmelse med artikel 41 i EU's charter om grundlæggende rettigheder (ret til god forvaltning).

3.18

På lignende vis kræver den effektivitet og forudsigelighed, som skal opnås ved en overnational beskyttelse af varemærkeindehaveres rettigheder, en revision af indholdet af andre bestemmelser i forslaget til direktiv, herunder artikel 44 og 52. Hvad angår artikel 44, som fastsætter, at der erlægges et supplerende (generisk) gebyr for hver vareklasse eller klasse af tjenesteydelser ud over den første klasse, som skal indgå i gebyret for den oprindelige registrering, må der fastlægges en øvre grænse for sådanne gebyrer.

3.19

Med hensyn til artikel 52, som foreskriver samarbejde mellem medlemsstaterne og OHIM for at fremme konvergens mellem praksis og redskaber samt opnå sammenhængende resultater i behandlingen og registreringen af varemærker, bør der indføres en særlig bestemmelse, som i overensstemmelse med artikel 291, stk. 2, i EUF-traktaten, tildeler Kommissionen gennemførelsesbeføjelser til vedtagelse af en bindende "adfærdskodeks".

3.20

Det administrative samarbejde mellem OHIM og de respektive nationale kontorer bør betragtes som et område af fælles interesse som fastsat i EUF-traktatens artikel 197. Det ville være særlig interessant i denne sammenhæng at udveksle oplysninger og personale samt støtte uddannelsesprogrammer og oprette et offentligt budget til dette formål.

3.21

Generelt skulle hele denne harmoniseringsproces i de nærmeste år føre til en ensartet varemærkelovgivning og munde ud i et EU-regelsæt for varemærker, som bl.a. skulle etablere en fleksibel, ensartet og økonomisk procedure, som giver de interesserede parter mulighed for at vælge en frivillig registrering af varemærker.

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/47

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag om ændring af regnskabsdirektiverne. Det gælder såvel vedrørende offentliggørelsen af ikke-finansielle oplysninger som i forbindelse med kravet om diversitet i den øverste ledelse. Disse begrænsede ændringer er med til at forbedre rammerne for god virksomhedsledelse i EU (1).

1.2

Udvalget anbefaler Europa-Parlamentet og Rådet at tage hensyn til den balance, der opnås i kraft af disse ændringer, som øger gennemsigtigheden af miljømæssige, sociale, samfundsmæssige og ledelsesmæssige forhold (»ESG« – environmental, social and corporate governance). Kommissionens forslag er en fleksibel mekanisme, der egner sig godt til at forbedre kommunikationen mellem aktionærer, investorer, de ansatte og øvrige interessenter. For at undgå at påføre de mindre virksomheder yderligere byrder er forslaget kun rettet mod store selskaber.

2.1

Udvalget anerkender, at en afbalanceret kombination af nedenstående elementer gør det muligt at levere ikke-finansielle oplysninger til aktionærerne på generalforsamlingen og informere de store selskabers interessenter. Denne liste over krav kan bidrage til at opfylde de nævnte mål om gennemsigtighed og konsistens.

2.2

Med henvisning til denne balance mener udvalget, at vedtagelsen af direktivforslaget om en ændring af regnskabsdirektiverne kommer på et heldigt tidspunkt, nemlig:

2.3

EØSU glæder sig over, at disse ændringer af regnskabsdirektiverne åbner for nye perspektiver, idet de:

2.4

Udvalget henleder Europa-Parlamentets og Rådets opmærksomhed på følgende anbefalinger:

2.5

EØSU er enig i den foreslåede ændring af det fjerde direktiv vedrørende pligten til at offentliggøre oplysninger om virksomhedens politikker for mangfoldighed i ledelsesorganerne.

2.6

Udvalget understreger, at bestyrelserne ikke er de eneste, som berøres, og at det kunne være hensigtsmæssigt at udvide mangfoldighedspolitikken til bestyrelsesudvalgene, f.eks. revisionsudvalget.

2.7

EØSU minder om, at man i de fleste af EU's medlemsstater endnu ikke har opfyldt ambitionerne om antallet af kvinder i virksomhedsbestyrelserne (5).

2.8

Udvalget mener, at kriterierne om diversitet også bør omfatte inddragelse af arbejdende bestyrelsesmedlemmer fra arbejdstagersiden (bl.a. fra det europæiske samarbejdsudvalg), som har mandat fra de faglige organisationer.

2.9

Udvalget anbefaler endelig, at Kommissionen supplerer denne revision med en klausul om, at der ikke må ske forringelser i forhold til de eksisterende nationale lovgivninger, samt at den inden for fem år efter direktivets ikrafttræden foretager en vurdering af konsekvenserne af disse ændringer af regnskabsdirektiverne for virksomhedernes offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger.

3.1

Dette forslag om ændring af regnskabsdirektiverne er et led i den indsats, der blev påbegyndt i 2001 med grønbogen om virksomhedernes sociale ansvar (6), og som blev suppleret med Kommissionens meddelelse fra 2006 (7). Det opfylder de forpligtelser, som blev fastlagt i arbejdsplanen i meddelelsen fra 2011 (8). Ændringen har været nødvendig set i lyset af resultaterne af konsekvensanalysen, som viste, at effektiviteten af de ikke-finansielle oplysninger, som offentliggøres af virksomhederne, er begrænset. Endvidere taler bidragene fra den offentlige høring også i høj grad for ændringen. Oplysningerne er af varierende kvalitet. Desuden er antallet af virksomheder, som praktiserer dette, utilstrækkeligt.

3.2

At der skulle ske en styrkelse af gennemsigtigheden af selskabernes oplysninger af social og miljømæssig art oplyste Kommissionen i april 2011 i sin meddelelse om en akt for det indre marked.

3.3

Allerede i sin udtalelse om metoder til information og evaluering (9) fra 2005 henviste EØSU til det fjerde direktiv om årsregnskaber, som omfatter en bestemmelse om ikke-finansielle oplysninger, der giver virksomhederne mulighed for at offentliggøre visse oplysninger om de sociale og miljømæssige aspekter af deres aktiviteter. I 2012 støttede udvalget Kommissionen i dennes målsætning om at øge diversiteten i sammensætningen af virksomhedsbestyrelser. I sin udtalelse fra 2012 (10) om Kommissionens meddelelse om virksomhedernes sociale ansvar minder udvalget om, at det går ind for en obligatorisk indberetning af ikke-finansielle oplysninger.

3.4

Storbritannien var i 1992 det første medlemsland, som indførte en kodeks (den såkaldte Cadbury-kodeks) (11) i reglerne for god virksomhedsledelse, og dermed indførte »comply or complain«-princippet (»efterlev eller forklar«-princippet). Med varierende bestemmelser har andre lande, bl.a. Tyskland og Danmark, taget dette princip til sig. Metoden er fleksibel og give mulighed for at tilbageholde oplysninger om visse følsomme områder såsom korruptionsbekæmpelse, hvor der kan være behov for en vis diskretion eller fortrolighed, hvis man skal opnå resultater.

3.5

Flere medlemsstater, herunder Frankrig, Holland, Storbritannien, Sverige og Spanien, har i løbet af det seneste årti vedtaget lovgivning med henblik på at skabe en national ramme for virksomhedernes regnskabsaflæggelse og sikre en harmonisering til de europæiske standarder.

3.6

Under det irske rådsformandskab blev der indgået en europæisk aftale om gennemsigtighed i udvindingsindustrien, som medfører en ændring af regnskabsdirektivet. For fremtiden kræver direktivet gennemsigtighed (land for land og projekt for projekt) i forhold til alle finansielle strømme fra europæiske virksomheder, der har aktiviteter inden for udvinding og skovbrug, til de lande, hvor de opererer.

3.7

I sin beslutning fra februar 2013 (12) anerkendte Europa-Parlamentet betydningen af, at selskaber fremlægger oplysninger om bæredygtighed, såsom sociale og miljørelaterede faktorer, med henblik på at indkredse risici vedrørende bæredygtighed og højne tilliden blandt investorer og forbrugere. Europa-Parlamentet opfordrede endvidere Kommissionen til at fremsætte et forslag om at indføre ikke-finansielle indberetningskrav for selskaber.

3.8

I en situation med krise, hvor den offentlige mening i Europa går i retning af, at virksomhederne bør udvise større etik, er varetagelsen af virksomhedens sociale ansvar anerkendt som en faktor, der kan bidrage positivt til EU's handelspolitik, udviklingspolitik og gennemførelsen af EU 2020-strategien. Varetagelsen af virksomhedens sociale ansvar fremmer den sociale dialog og den civile dialog (samfundsdebatten). Den bør også gøre det muligt at opnå en bedre forståelse af forholdene i hele kæden af underleverandører. Begivenheder som f.eks. katastrofen med den sammenstyrtede fabriksbygning i Bangladesh er en påmindelse om, at man bør være opmærksom på det ansvar, som påhviler ordregiverne.

12.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 327/52

1.1

Borgerne er omdrejningspunktet for den europæiske integration. Rapporten om unionsborgerskab understreger, at unionsborgerskabet giver borgerne nye rettigheder og muligheder. Rapporten gør opmærksom på, at retten til at færdes og opholde sig frit inden for EU er den rettighed, som borgerne i medlemsstaterne forbinder mest med unionsborgerskabet: muligheden for at rejse mellem EU-landene for i kortere eller længere perioder at arbejde, studere og uddanne sig, rejse i forretningsøjemed eller handle tværs over grænserne (1).

1.2

I rapporten om unionsborgerskab 2013 præsenteres 12 nye foranstaltninger på nedenstående seks nøgleområder med henblik på at fjerne hindringer, der står i vejen for borgernes udnyttelse af deres EU-rettigheder, herunder retten til at bevæge sig frit over grænserne i EU. De seks områder er (2):

1.3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fremme af den frie bevægelighed for borgere og virksomheder gennem en forenkling af accepten af visse offentlige dokumenter i Den Europæiske Union og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012: COM(2013) 228 final — 2013/0119 (COD).

1.4

Forslaget er helt i tråd med rapporten om unionsborgerskabet, idet det indeholder foranstaltninger, som vil gøre det lettere for EU-borgerne virkelig at udnytte de rettigheder, de har i medfør af deres unionsborgerskab.

1.5

Selvom Lissabontraktaten og EU's charter om grundlæggende rettigheder indebar en styrkelse af de rettigheder for EU-borgerne, der fastlagdes i Maastrichttraktaten, herunder retten til at færdes og opholde sig frit i EU, er de administrative procedurer forbundet med anvendelsen af denne ret ikke blevet tilsvarende forbedret. Apostillepåtegning – en formalitet, der udspringer af Apostillekonventionen fra 1961, som havde til formål at fremme bevægeligheden over internationale grænser i en verden uden teknologi – afspejler således ikke det forhold, at der ingen grænser er inden for EU, og derfor hindrer – snarere end fremmer – den unionsborgernes ret til fri bevægelighed i EU.

1.6

Forenkling af følgende offentlige dokumenter i EU, som opregnes i forslaget, er en vigtig foranstaltning, som vil skabe en mere sammenhængende retlig ramme, der vil gøre det nemmere at udnytte retten til fri bevægelighed i EU:

Forenklingen af disse offentlige dokumenter vil uden tvivl fremme den frie bevægelighed for borgere og virksomheder, da handelen i det indre marked vil blive øget yderligere, og det vil blive nemmere for borgerne i medlemsstaterne at indhente de pågældende dokumenter.

1.7

Indførelse af forenklede regler for accept af visse offentlige dokumenter helt ned til det lokale myndighedsniveau må betragtes som et vigtigt politisk instrument, da det tillige:

1.8

EØSU beklager, at de reformer, der foreslås for at gøre det nemmere for borgere og virksomheder at udnytte deres ret til fri bevægelighed i EU, kommer 20 år efter lanceringen af unionsborgerskabet og 42 år efter Haagkonventionen. EU har således ikke rykket sig i takt med den teknologiske udvikling, som kunne have været udnyttet til at mindske eller fjerne hindringerne for borgeres og virksomheders udnyttelse af retten til fri bevægelighed. EØSU betoner, at informationssystemet for det indre marked (IMIS) er et vigtigt redskab, som bør anvendes med langt større effekt for at sætte EU-borgerne i stand til at udnytte deres grundlæggende rettigheder.

1.9

EØSU's konklusion er derfor, at de af Kommissionen fremsatte politiske anbefalinger til

1.10

EØSU anbefaler:

2.1

I Stockholmprogrammet "Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse" (6) fra 2009 fremhævedes betydningen af at gøre unionsborgerskabet effektivt og give borgerne en central plads i EU's politikker vedrørende området med retfærdighed. Handlingsplanen (7), der knytter sig dertil, bekræftede denne målsætning, og det anførtes, at et velfungerende europæisk retligt område bør "være til gavn for borgere og erhvervsliv, så det kan støtte den økonomiske aktivitet i det indre marked (…)". Som svar herpå bekræftede Kommissionen i sin rapport om unionsborgerskab 2010, at den ville arbejde for at lette den frie cirkulation af offentlige dokumenter i EU, og i december 2010 fremlagde den en konkret vision for offentligheden i grønbogen "Færre administrative henvendelser for borgerne: Fremme af fri cirkulation af offentlige dokumenter og anerkendelse af virkningerne af civilstandsattester" (8).

2.2

Samtidig blev der vedtaget en akt for det indre marked (9), der havde til formål at styrke borgernes tillid til det indre marked og øge dets potentiale som den reelle drivkraft for EU's økonomi. Det betød bl.a. fjernelse af de uforholdsmæssigt store hindringer, der medfører, at borgerne og virksomhederne i EU ikke fuldt ud kan udnytte de friheder, som det indre marked giver. Fremme af borgernes og virksomhedernes mobilitet i EU er en af hjørnestenene i akten for det indre marked II (10).

2.3

Kommissionens handlingsplan om selskabsret og corporate governance (11) fokuserer på at støtte europæiske virksomheder, især ved at styrke retssikkerheden i forbindelse med deres grænseoverskridende transaktioner. I den digitale dagsorden for Europa (12) henvises til den foreslåede lovgivning om elektronisk identifikation og e-signaturer (13), som bl.a. omfatter indførelse af rammer for fælles administrative faciliteter for elektronisk identifikation af borgere og virksomheder.

2.4

Det fremgår af den nyligt offentliggjorte 2020-handlingsplan for iværksætterkultur (14), at en reduktion af den alt for store regelbyrde stadig står højt på Kommissionens politiske dagsorden. Det fastslås i handlingsplanen, at bureaukratiet så vidt muligt skal fjernes eller begrænses for alle virksomheder, og især for mikrovirksomheder. Indsatsen for at mindske bureaukratiet, forenkle procedurerne for grænseoverskridende anvendelse og accept af offentlige dokumenter mellem medlemsstaterne og harmonisere de gældende regler bidrager således til alle de tiltag, som sigter mod at skabe et borgernes Europa og et velfungerende indre marked for virksomhederne i EU.

2.5

Rapporten om unionsborgerskab understreger, at unionsborgerskabet giver borgerne nye rettigheder og muligheder. Rapporten gør opmærksom på, at retten til at færdes og opholde sig frit inden for EU er den rettighed, som borgerne i medlemsstaterne forbinder mest med unionsborgerskabet: muligheden for at rejse mellem EU-landene for i kortere eller længere perioder at arbejde, studere og uddanne sig, rejse i forretningsøjemed eller handle tværs over grænserne. I rapporten om unionsborgerskab 2013 præsenteres 12 nye foranstaltninger på nedenstående seks nøgleområder med henblik på at fjerne hindringer, der står i vejen for borgernes udnyttelse af deres EU-rettigheder, herunder retten til at bevæge sig frit og drive erhverv over grænserne i EU. De seks områder er (15):

2.6

Selvom Lissabontraktaten og EU's charter om grundlæggende rettigheder indebar en styrkelse af de rettigheder for EU-borgerne, der fastlagdes i Maastrichttraktaten, herunder retten til at færdes og opholde sig frit i et hvilket som helst land i EU, er de administrative procedurer forbundet med anvendelsen af denne ret ikke blevet tilsvarende forbedret. Den retlige ramme i EU er således stadig fragmenteret, da medlemsstaterne holder fast i administrative formaliteter som apostillepåtegning til at bekræfte kopier og oversættelser – en formalitet, der udspringer af Apostillekonventionen fra 1961, som havde til formål at fremme bevægeligheden over internationale grænser. Det er en formalitet, som ikke afspejler det forhold, at der ingen grænser er inden for EU, og derfor hindrer - snarere end fremmer – den unionsborgernes ret til fri bevægelighed i EU.

2.7

Et aktuelt eksempel herpå er, at borgere, som flytter til en anden medlemsstat, er nødt til at bruge meget tid og mange penge på at indhente garanti for, at offentlige dokumenter udstedt i oprindelsesmedlemsstaten er ægte. Det er almindeligt anerkendt, at virksomheder og borgere utvivlsomt vil mærke fordelene ved ensartede og gennemsigtige regler for visse offentlige dokumenter, der er vigtige for cirkulationen af varer, tjenesteydelser og personer i EU og det indre marked.

2.8

EU har ikke rykket sig i takt med den teknologiske udvikling, som kan udnyttes til at mindske eller fjerne hindringerne for borgeres og virksomheders udnyttelse af retten til fri bevægelighed. EØSU erfarer, at IMIS, en webbaseret applikation, som gør det hurtigt og nemt for nationale, regionale og lokale myndigheder at kommunikere med de tilsvarende myndigheder i et andet land, er en ikt-platform, som vil kunne gøre det administrative samarbejde nemmere, når forslaget er blevet gennemført. IMIS vil desuden komme til at udgøre en vigtig database med modeller for de hyppigst anvendte nationale offentlige dokumenter i EU med en oversættelse heraf til alle de officielle EU-sprog, som myndigheder uden tilstrækkelige sproglige kompetencer kan bruge til at vurdere rigtigheden eller kvaliteten af oversættelser af de offentlige dokumenter, de præsenteres for (16).

2.9

EØSU beklager, at de reformer, der foreslås for at gøre det nemmere for borgere og virksomheder at udnytte deres ret til fri bevægelighed i EU, kommer 20 år efter lanceringen af unionsborgerskabet og 42 år efter Haagkonventionen.

3.1.1

EØSU er enig i, at definitionen af "offentlige dokumenter" i forslagets artikel 3, stk. 1, omfatter de dokumenter, der er vigtige for, at borgere og virksomheder i EU kan udnytte deres EU-rettigheder.

3.1.2

EØSU understreger dog, at de offentlige dokumenter, der er nævnt i forslaget, kun bør være de første i en række af offentlige dokumenter, for hvilke der skal gælde forenklede procedurer med det formål at øge bevægeligheden i EU og de grænseoverskridende aktiviteter samt forbedre det indre markeds funktion.

3.1.3

EØSU understreger, at den fremtidige indsats for at forenkle officielle dokumenter bør målrettes vigtige offentlige dokumenter som dem, der vedrører arbejdstagernes bevægelighed i EU (som er afgørende for udviklingen af grænseoverskridende virksomhed og handel) og bevægeligheden for handicappede, for så vidt at de pågældende offentlige dokumenter ikke er reguleret af andre EU-direktiver. Der kan bl.a. være tale om offentlige dokumenter såsom certificering af nationale eksamensbeviser og officielle dokumenter vedrørende social sikring.

3.2.1

EØSU fremhæver, at de nuværende krav om apostillepåtegning er en følge af internationale procedurer og således ikke afspejler udviklingen af EU som ét indre marked. Omkring 12,5 mio. EU-borgere bor i en anden medlemsstat end deres egen, og mere end 380 000 mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i EU deltager i grænseoverskridende underentrepriser inden for EU's grænser, og de støder igen og igen på bureaukrati og unødvendig administration, når de flytter fra en medlemsstat til en anden eller driver virksomhed over grænserne. Denne situation er ikke forenelig med et EU uden grænser.

3.2.2

EØSU er derfor enig i målsætningen i Kommissionens forslag om, at offentlige dokumenter skal undtages fra de eksisterende juridiske og administrative krav i medlemsstaterne. EØSU opfatter dette som første fase i et løbende program for forenkling af offentlige dokumenter.

3.2.3

EØSU er enig i, at der bør indføres bestemmelser, som sikrer, at der foretages den fornødne kontrol i tilfælde af begrundet tvivl. EØSU er klar over, at der kan være tilfælde, hvor det vil være nødvendigt med administrativ koordinering medlemsstaterne imellem for at sikre, at et offentligt dokument eller den bekræftede kopi deraf er ægte.

3.2.4

EØSU er stærk tilhænger af princippet om, at en borger eller en virksomhed skal have størst mulig vished om, i hvilket omfang et offentligt dokument er undtaget fra krav om legalisering eller lignende formaliteter. Denne vished vil gøre det muligt for borgeren eller virksomheden at være proaktiv i sin planlægning af aktiviteter og i den forbindelse sikre, at de materielle og immaterielle gevinster og fordele, der er identificeret i Kommissionens konsekvensanalyse, rent faktisk opnås (17).

3.2.5

EØSU bemærker, at under det nuværende system giver 99 % af de anslået 1,4 mio. apostillepåtegninger, der årligt foretages i forbindelse med aktiviteter inden for EU, ingen problemer. EØSU mener derfor, at Kommissionens forslag vedrørende administrativt samarbejde (baseret på IMIS i tilfælde med begrundet tvivl om ægtheden af offentlige dokumenter understøttet af flersprogede formularer) bør udmønte sig i bedre resultater.

3.2.6

EØSU henstiller, at definitionen af "begrundet tvivl" i Kommissionens forslag gøres utvetydig, så enhver usikkerhed fjernes. I den forbindelse foreslår EØSU følgende ændring:

3.2.7

Hvis en medlemsstat i tilfælde af begrundet tvivl fremsender en officiel anmodning på grundlag af denne nye definition til de relevante myndigheder i den medlemsstat, som har udstedt dokumenterne, skal den udtrykkeligt orientere personen om grundene til, at anmodningen fremsendes.