12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/32

1.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over den fælles meddelelse om havforvaltning, der blev vedtaget den 10. november 2016 af Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik;

2.

støtter de foreslåede tiltag til at sikre rene, sikre og bæredygtigt forvaltede oceaner;

3.

støtter målet om at sikre, at EU er en stærk global aktør, der er i stand til at udarbejde en dagsorden for bedre havforvaltning baseret på en tværsektoriel, regelbaseret international tilgang. Dette EU-initiativ har som endeligt mål at etablere en international standard for de sociale, økonomiske og miljømæssige betingelser for havrelaterede aktiviteter, lige vilkår, som skal sikre tilstrækkeligt bæredygtige have og styrket konkurrenceevne for de europæiske aktører på havene;

4.

støtter fuldt ud Rådets nylige konklusioner (1), som opfordrer til en mere sammenhængende tilgang mellem de interne og eksterne aspekter af havforvaltning, herunder synergi mellem EU, medlemsstaterne og regionale strategier;

5.

minder bl.a. om sine tidligere udtalelser om Kommissionens meddelelse: »På vej mod en integreret tilgang til havpolitikken« (2), om maritim fysisk planlægning og integreret kystzoneforvaltning (3), udvikling af havenergiens potentiale (4) og bedre beskyttelse af havmiljøet (5);

6.

understreger betydningen af Den Europæiske Unions førende rolle inden for maritim forvaltning, der har til formål at give Europas kyster og have det mest helhedsorienterede politiske og lovgivningsmæssige system i verden, der anerkender den vigtige rolle, de lokale og regionale myndigheder, kystsamfund og økonomiske og sociale aktører spiller med henblik på at sikre, at de økonomiske, miljømæssige, klimamæssige og sociale faktorer håndteres korrekt på en helhedsorienteret måde, der tager udgangspunkt i forvaltning på flere myndighedsniveauer;

7.

tager imidlertid i betragtning, at havforvaltning pr. definition er påvirket af det, der er kendt som »tragedy of the commons« (ødelæggelse af fælles ressourcer). Selvom der findes en række overordnede verdensomspændende eller havbaserede aftaler såsom UNCLOS eller specialiserede aftaler, navnlig i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), er der tale om en betydelig grad af fragmentering. I den henseende er EU's rolle både at gå forrest med et godt eksempel og skabe incitamenter, således at tredjelande efterligner de høje standarder, der findes i EU's havpolitik. Sådanne incitamenter, herunder kapacitetsopbygning, kunne eventuelt indgå i internationale aftaler om handels- og udviklingsprogrammer, som EU forhandler med tredjelande;

8.

minder om, at EU og medlemsstaterne har konkurrerende kompetencer på området internationale forbindelser, herunder havrelaterede spørgsmål. Dette kræver en robust koordinering mellem myndighedsniveauer, herunder for at sikre at EU's og medlemsstaternes holdninger i internationale fora er baseret på territoriale konsekvensanalyser, således at der i fuldt omfang tages højde for de kompetente lokale og regionale myndigheders interesser;

9.

understreger, at mange spørgsmål vedrørende havforvaltning i sagens natur er lokale som følge af ressourceudvinding, økonomiske fordele for kystområderne, fiskersamfundene, havne eller indvirkning på miljøet ved kysterne og havmiljøet i Europa. Miljø- og klimapolitik og økonomiske beslutninger vedrørende oceaner andre steder i verden påvirker EU's lokale og regionale myndigheder. Dette kræver betydelige investeringer i maritim fysisk planlægning og støtte til forvaltning på lokalt/regionalt plan;

10.

understreger, at havpolitik er direkte forbundet med kystrelateret økonomisk politik, miljøpolitik og politik for fysisk planlægning. De lokale og regionale myndigheders måde at forvalte kystpolitikker på vil have direkte indvirkning på havet. Offshoreaktiviteter er ofte blevet opfattet som en nem løsning for aktiviteter, der møder modstand ved kysterne, f.eks. vindmølleparker;

11.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder har beføjelser og positive erfaringer med forvaltningen af en række områder spændende fra fiskeri, skaldyrsfiskeri og akvakultur, støtte (f.eks. støtte til ineffektive fiskerflåder), økonomiske og miljømæssige politikker (f.eks. havaffald) eller inspektioner (f.eks. inspektion af fartøjer), som har en positiv eller negativ indvirkning på andre områder uden for EU. De udgør ofte også en del af havnemyndighederne;

12.

minder om den seneste forskning gennemført af RU (6) og OECD (7) om havene og blå økonomi. Udvalget fastholder i overensstemmelse med dagsordenen for bedre regulering, at det er nødvendigt at gennemføre forudgående konsekvensanalyser, herunder analyser af de territoriale virkninger, for at fastlægge eventuelle trusler fra alle sektorer, mulige afhjælpende foranstaltninger og de forventede socioøkonomiske konsekvenser, inden der indføres ny lovgivning, gives tilladelse til nye udvindingsteknologier og fastlægges nye beskyttede havområder;

13.

minder om de nye FN-mål for bæredygtig udvikling, der er undertegnet af alle EU's og FN's medlemsstater. Havforvaltning vedrører det bæredygtige udviklingsmål 14 Livet i havet, mål 13 Klimaindsats, men også mål 11 Bæredygtige byer og lokalsamfund. Udvalget bifalder Kommissionens planer om at omsætte disse mål til forskellige EU-politikker (8), idet dette kan udgøre et godt grundlag for at skabe en fælles forståelse på internationalt plan, som går ud over de sektorspecifikke løsninger møntet på bæredygtig havforvaltning;

14.

er derimod af den opfattelse, at indførsel af varer og råvarer, der stammer fra havet, fra tredjelande til EU's indre marked bør være betinget af, at disse lande gradvist opfylder de højeste EU-standarder, f.eks. om forbud mod udsmid;

15.

mener, at de tre prioriterede områder, der er opdelt i 14 aktioner i den fælles meddelelse, er et relevant grundlag for at gennemføre yderligere foranstaltninger på EU-plan og internationalt plan om havforvaltning. Selvom meddelelsen hovedsageligt vedrører den internationale del af havpolitikken er der en lokal og regional vinkel, både i forbindelse med kompetencer og den umiddelbare territoriale indvirkning samt graden af specialisering og afhængighed af havene.

16.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker vedrørende aktion 1: lukning af lakuner i den internationale havforvaltningsramme med det formål at forbedre den retlige ramme og skabe lige konkurrencevilkår, at der allerede findes en omfattende retlig ramme på internationalt niveau som dækker områderne havgrænser, navigation, arkipelagfarvandsstatus og transitordninger, eksklusive økonomiske zoner, kontinentalsokkeljurisdiktion, havminedrift, udvindingsformer, beskyttelse af havmiljøet, videnskabelig forskning og tvistbilæggelse. Udvalget minder i den henseende om, at der bør tages hensyn til eksisterende administrative grænser samt de kulturelle og traditionelle karakteristika ved de europæiske lokale og regionale samfund ved udarbejdelsen af en havforvaltningspolitik;

17.

mener, at EU's politikker allerede er robuste i spørgsmål vedrørende fiskeriregulering, maritim fysisk planlægning og makroregionale strategier. I visse medlemsstater udgør arealplanlægning et vigtigt politisk redskab for den lokale fysiske planlægning af jord og vand. De lokale myndigheder er allerede ansvarlige for planlægningen af kystzoner og territorialfarvande. Arealplanlægning som instrument må ikke påvirkes negativt af den forvaltning eller retlige ramme, som Kommissionen foreslår. Den største udfordring både på EU-plan og især på verdensplan er manglen på kontrol og effektiv gennemførelse. EU går foran med et godt eksempel og har derfor mulighed for at stille krav om gensidighed og skabe incitamenter, når der forhandles om nye internationale regler med tredjeparter og organisationer. Dette globale initiativ for håndhævelse af reglerne er nødvendigt for at sikre lige konkurrencevilkår for alle lande, regioner og økonomiske aktører;

18.

er med hensyn til aktion 2 enigt i, at styrkelse af regional fiskeriforvaltning og -samarbejde på centrale havområder for at lukke lakuner i den regionale forvaltning vil forbedre situationen for EU's fiskeri og hjælpe andre med at nå de høje standarder, der er gældende i EU;

19.

er bekymret for, at Kommissionens vejledning om havminedrift vil virke afskrækkende med hensyn til at fokusere på EU's ressourceeffektivitetsplaner, især fordi teknologien til udnyttelse af naturressourcerne ikke er afprøvet og eventuelt kan skade det naturlige miljø. Udvalget opfordrer til koordinering med medlemsstaternes forhandlinger med Den Internationale Havbundsmyndighed;

20.

anbefaler i den henseende, at EU arbejder for og skaber incitamenter for andre lande og organisationer til at indføre det europæiske system med gule/røde kort som en model for at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri på verdensplan, herunder brug af sortlistning og eksportforbud som følge af manglende overholdelse af reglerne. Udvalget opfordrer til, at de nuværende planer for et elektronisk redskab til forvaltning af fangstcertifikater fremskyndes. Sådanne foranstaltninger ville styrke industrien i regioner med en streng regelhåndhævelse;

21.

mener, at aktion 3 om bedre samordning og samarbejde mellem internationale organisationer samt lancering af havpartnerskaber til havforvaltning vil gavne regionale maritime knudepunkter igennem bedre international eksponering;

22.

mener, at lokale og regionale konkurrenceklynger og ekspertisecentre, navnlig i områder med en stærk maritim dimension, herunder regionerne i den yderste periferi, kan spille en afgørende rolle og skal støttes finansielt i forbindelse med oprettelsen af internationale forskerhold og platforme for teknologioverførsel til støtte for EU's arbejde inden for havforvaltning;

23.

modsætter sig ideen om at skabe nye internationale regler og organisationer fra bunden. Udvalget er enigt med Kommissionen i, at det er mere hensigtsmæssigt at forbedre den aktuelle forvaltning og håndhævelse ved at fokusere på udbedring af manglerne og styrke den internationale koordinering. I den henseende er det vigtigt at sikre, at der før iværksættelsen af nye foranstaltninger inden for et bestemt område (f.eks. olieefterforskning) er klarhed over den afsmittende virkning på andre politikområder og sektorer (f.eks. fiskeri);

24.

anbefaler, med hensyn til forvaltningen af biologisk biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion, at EU forbedrer samordningen med EMSA (9) og EFCA samt inddrager de europæiske regioner i koordineringen med og høringen af de tilstødende europæiske regioner;

25.

mener, at havforvaltning er en del af EU's flerniveaustyring og kræver derfor en sammenlægning af nationale midler og EU-midler til kapacitetsopbygning, inspektion, håndhævelse, afskrækkelse og strafforfølgelse af alle enheder, der overtræder de gældende retlige rammer. Dette kræver inddragelse af de kompetente lokale og regionale myndigheder, sådan som det er tilfældet under aktion 4 om kapacitetsopbygning, da dette vil være til direkte gavn for kyst- og havregioner i mange tekniske og administrative henseender;

26.

understreger, at aktion 5, der sikrer hav- og oceansikkerhed, er afgørende for søfarende, virksomheder og havneoperatører og er et centralt element i bekæmpelsen af tvangsarbejde og menneskehandel. EU bør fortsat være den ledende jurisdiktion på området med de mest omfattende retlige rammer for sikkerhed til søs og i havne, og EU bør udnytte sin store internationale indflydelse til at tilskynde til gensidige ordninger i andre dele af verden;

27.

mener, at samarbejdet mellem de nationale myndigheder og Frontex, EMSA og EFCA bør resultere i fælles kapacitet til havovervågning med EU, som, hvor det er relevant, leverer de nyeste fartøjer og den nyeste teknologi med henblik på effektivt at håndhæve overvågningen.

28.

Det Europæiske Regionsudvalg mener med hensyn til aktion 6, at det er nødvendigt at gennemføre FN's klimaaftale fra COP21 i Paris for at afhjælpe de skadelige virkninger af klimaforandringer på have, kystlinjer og økosystemer, og at tage fat på fremtidige omkostninger i tilknytning til global opvarmning og havenes stigende vandstand. De globale klimamål kræver lokale tilpasningsforanstaltninger, eftersom de fleste konsekvenser af klimaforandringerne mærkes på lokalt plan. Derfor har Regionsudvalget (10) for nylig påpeget, at de lokale og regionale myndigheder har en afgørende rolle at spille i udarbejdelsen og gennemførelsen af nationale, europæiske og internationale tilpasningsrammer, der handler om at imødegå konsekvenserne af klimaforandringer i verdens have. Der er brug for en specifik kapacitetsopbygning og finansiel støtte til dette formål til alle regioner, herunder regionerne i den yderste periferi, som følge af deres strategiske beliggenhed i Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Det Caribiske Hav. For at overholde Parisaftalen er det endvidere nødvendigt ikke kun at inkorporere klimatilpasningsforanstaltninger i havforvaltningen, men også at bevare en betydelig del af de fossile brændstoffer under jorden. I den henseende mener udvalget, at aktion 6 for at sikre konsekvens bør styrkes med foranstaltninger til forhindring af nye olieprøveboringer i følsomme områder af de europæiske have;

29.

fastholder, at aktion 7: bekæmpelse af ulovligt fiskeri og styrkelse af bæredygtig forvaltning af fødevareressourcer i havene på internationalt plan har en direkte positiv indvirkning på EU's fiskeriindustri. Dette indebærer styrkelse af de eksisterende regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) og sikring af deres fulde funktionsevne og kræver, at Kommissionen får et bedre mandat til at forhandle og støtte RFFO'er;

30.

mener i overensstemmelse med aktion 8, at støtte til fiskeri, som skader miljøet i både EU og i tredjelande bør udfases. Passende incitamenter og palliative foranstaltninger skal defineres for at sikre levedygtigheden af samfund, der er stærkt afhængige af fiskeri både i EU og andre steder;

31.

mener, at aktion 9 om bekæmpelse af havaffald og »plastikhavet« er et af de vigtigste initiativer i nærværende forslag. Dette er til direkte gavn for turismen og fiskeriet. Hvis mennesket fortsætter med at sprede plastik i naturen i samme tempo som nu, vil havene bestå af mere plastik end fisk i 2050. De lokale og regionale myndigheders eksisterende beføjelser med hensyn til affaldshåndtering og -forebyggelse kan yde et afgørende bidrag. De lokale myndigheder har en vigtig rolle at spille med hensyn til kapacitet til energiudnyttelse af indsamlet plastik. På nuværende tidspunkt deponeres 28 % af EU's affald stadig. En solid EU-miljøramme for forebyggelse, herunder et muligt EU- forbud mod mikroplastik, kræver en korrekt håndhævelse på lokalt og regionalt niveau samt fortsatte investeringer i renere teknologier, herunder udvikling af skræddersyede lokale og regionale politikker til forebyggelse af havaffald. Dette bør omfatte yderligere fremskridt hen imod en fælles ordning, ikke kun for havnemodtagelsesfaciliteter, men også for gebyrer for skibsgenereret affald og lastrester, for at modvirke skibes afladning, før de sejler i havn. Mens Europas regioner og lokale myndigheder er blandt de største udledere af havaffald og plastik i havene, påvirkes de også af affald, der kommer fra lande uden for EU, og internationalt samarbejde har derfor afgørende betydning;

32.

glæder sig over Kommissionens initiativ til bekæmpelse af havforurening og især havaffald, men bemærker, at dette er et første skridt i retning af at opnå renere have. EU og medlemsstaterne kan vise vejen ved at udarbejde en fælles plan for bortskaffelse af skadelige stoffer i havet som f.eks. ammunitionselementer, kemikalier og nukleare materialer. Udvalget understreger derfor i den henseende betydningen af pilotprojekter, som kan udvikle og give eksempler på europæisk kapacitet, teknologi og engagement. Sådanne projekter kan både være en kilde til eksport af teknologi og til viden, der kan udnyttes af tredjelande og organisationer som et incitament til at indføre lignende politikker i andre dele af verden;

33.

mener, at en sådan fælles plan vedrørende havforurening også kan medføre håndgribelige fordele for maritime regioner og lokalsamfund på direkte vis i form af knowhow, ekspertise og øget kapacitet til civilbeskyttelse, herunder eftersøgnings- og redningsaktioner, men også mere bredt i form af en stigning i indtægterne fra turisme og fiskeri, generel økonomisk udvikling, et renere miljø og sundhedsmæssige fordele, ikke blot for Europas kystområder, men også for tilstødende regioner og hele havets økosystem;

34.

bemærker, at aktion 10 om at fremme maritim fysisk planlægning på globalt plan, herunder mulige IOC-UNESCO internationale retningslinjer for maritim fysisk planlægning, er i overensstemmelse med tidligere udtalelser fra Regionsudvalget, der fremhæver EU's avancerede politik vedrørende maritim fysisk planlægning og de lokale og regionale myndigheders bidrag. Dette giver også EU-virksomheder mulighed for at levere relaterede tjenester og produkter over hele verden;

35.

er i den forbindelse enig i aktion 11, der sigter mod at nå det globale mål om at bevare 10 % af havområder og kystområder og fremme effektiv forvaltning og håndhævelse af beskyttede havområder for effektivt at skabe »havparker«. Aktuelle undersøgelser af lignende projekter i Australien viser fordele for turisme og fiskeri i grænseområder, der kan kopieres andre steder, herunder dele af de europæiske kyster. I den forbindelse understreger udvalget vigtigheden af at involvere og bemyndige lokale interessenter til at identificere og styre beskyttede havområder. Faktisk kan beskyttede havområder karakteriseret ved ressourceknaphed eller begrænset tilgængelighed af videnskabelige data, være en betydelig barriere for bæredygtig økonomisk udvikling, f.eks. med hensyn til udnyttelse af havenergikilder og havne.

36.

Det Europæiske Regionsudvalg mener om aktion 12, at en sammenhængende EU-strategi om havobservation, nationale fiskeridata- og havregistrering vil fremme datatjenester og observation. I den forbindelse bør de eksisterende EU- og internationale platforme for kortlægning af have og havbunden som f.eks. EMIDnet eller »Copernicus«-programmet for havobservation integreres og gøres interoperable. Initiativer som f.eks. IPBES (Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser, der er tilgængelig for alle FN's medlemsstater, og som har til formål at styrke forbindelsen mellem videnskab, politik og lokal viden i beslutningstagningen vedrørende biodiversitet og økosystemtjenester) bør fremmes, herunder udviklingen af nye værktøjer som f.eks. en nordisk IPBES, EU MAES (kortlægning og vurdering af økosystemtjenesterne og fordelene ved disse i Europa) og ESMERALDA (styrkelse af kortlægningen af økosystemtjenester til politikudvikling og beslutningstagning);

37.

mener, at kombinationen af forskellige eksisterende og fremtidige databaser skaber en tværfaglig viden om havene, som tjener flere formål, såsom miljøbeskyttelse, fiskeri og akvakultur, katastrofehjælp, første indgriben og redningsaktioner, grænsekontrol og overvågning af indvandring og transport. Udvalget mener ikke, at der er behov for supplerende databaser, men at de databaser, der allerede findes, bør koordineres, så de bliver nyttige for medlemsstaterne;

38.

understreger, at forekomsten af kompatible, overflødige og overlappende databaser samt indsamling af viden om havmiljøet og kortlægning af havene kræver flere synergier mellem ikke blot de forskellige europæiske og kompetente nationale institutioner, men også med andre medlemsstater og internationale organisationer, eftersom fælles data skal være udgangspunktet for udviklingen af fælles løsninger på de udfordringer, der er forbundet med havene;

39.

mener, at viden om havene ikke blot skal være et anliggende for den offentlige sektor. Den private sektor, især virksomheder inden for fiskeri, søtransport, havingeniørarbejder, telekommunikation, bioteknologi og udvinding af olie og gas på havet kan spille en vigtig rolle ved at indsamle og dele de miljøoplysninger, de indsamler i forbindelse med deres aktiviteter på havet. EU og andre internationale organer skal skabe incitamenterne hertil og støtte denne indsats, således at der ikke pålægges unødige byrder;

40.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremme bedste praksis for anvendelse af offentlig-private partnerskaber i blå økonomi (11). Et sådant tiltag bør tage hensyn til små og mellemstore virksomheders potentiale og nogle af de relevante nationale myndigheders begrænsede administrative kapacitet;

41.

understreger de asymmetriske territoriale konsekvenser af mange af de udfordringer, der vedrører havene, hvilket betyder, at havdata inden for forskellige politikområder skal gøres tilgængelige for de lokale og regionale myndigheder på en enkel og brugervenlig måde;

42.

opfordrer, i tråd med tidligere RU-udtalelser om blå vækst (12), til flere investeringer i »blå« videnskab og innovation (aktion 13) og understreger i den forbindelse betydningen af faglig uddannelse og kvalifikationer for søfarende, som er fastlagt i nært samarbejde med den maritime industri;

43.

støtter udviklingen af international havforskning, -innovation og -forskningspartnerskaber, der har til formål at styrke regioner, som investerer i havforskning og -innovation (aktion 14). I den henseende kan de europæiske politikker og programmer, især Horisont 2020, EHFF, LIFE, CEF og EFRU anvendes hensigtsmæssigt til at udvikle partnerskaber inden for havforskning og -innovation, herunder med tredjelande;

44.

anerkender den vigtige rolle, som EU's strategi for blå vækst kan spille på dette område, og opfordrer til strategiske initiativer på lokalt og regionalt plan og udbredelse af god praksis og vellykkede projekter samt gennemførelse heraf i andre regioner med særligt fokus på anvendt forskning og innovation inden for hav- og kystbaserede aktivitetsområder.

45.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at havforvaltning berører de lokale og regionale myndigheder på en meget asymmetrisk måde og skaber udfordringer, som de meget ofte ikke er i stand til at imødegå. Samtidig kan ændringer i de lovgivningsmæssige rammer, fiskeri eller udnyttelse af naturressourcer i andre dele af verden have en direkte økonomisk eller social indvirkning på europæiske kystsamfund og de områder, der i høj grad er afhængige af havrelaterede aktiviteter;

46.

mener imidlertid, at de europæiske lokale og regionale myndigheder kan spille en proaktiv rolle med hensyn til at iværksætte bæredygtige politikker til at forhindre overfiskeri og havforurening, bidrage til forvaltning på flere niveauer i EU og argumentere for, at EU og medlemsstaterne, som har jurisdiktion over 10 % af verdens oceaner, går forrest med et godt eksempel i de internationale havforhandlinger;

47.

anmoder om, i overensstemmelse med den nuværende interinstitutionelle aftale og pakke om »bedre regulering«, at Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet og Regionsudvalget i fællesskab tilrettelægger en regelmæssig struktureret dialog om havforvaltning med henblik på at udvikle nye havrelaterede politiske initiativer med et aktivt input fra repræsentanter for de berørte kyst- og havområder i EU's regioner, navnlig øer, isolerede og perifere regioner eller deres direkte bemyndigede repræsentanter. Eventuelt kan de eksisterende interessentfora i de forskellige havbaserede makroregionale strategier i EU inddrages med deltagelse af repræsentanter for RFFO'er.