Sag anlagt den 30. november 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Østrig

(Sag C-535/07)

(2008/C 51/55)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved R. Sauer og Fr. D. Recchia, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Østrig

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Artikel 4, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (fugledirektivet) pålægger medlemsstaterne som særligt beskyttede områder (SBO) at udlægge de områder, som med hensyn til antal og udstrækning er bedst egnede til beskyttelse af de i bilag I til direktivet nævnte fuglearter, samt at træffe tilsvarende foranstaltninger med hensyn til de regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, som ikke er anført i bilag I. Et SBO skal ifølge Kommissionen omfattes af en retlig beskyttelse, som bl.a. er egnet til at sikre de i bilag I til direktivet anførte fuglearters overlevelse og formering, samt til at sikre formering, fjerskifte og overvintring for regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, som ikke er anført i bilag I. Da det af artikel 7 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet) følger, at bl.a. forpligtelserne i dette direktivs artikel 6, stk. 2, træder i stedet for forpligtelserne i fugledirektivets artikel 4, stk. 1, for så vidt angår de områder, der er udlagt som særligt beskyttede områder, skal disse områders retlige beskyttelsesstatus desuden sikre, at man undgår forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget.

Kommissionen mener, at Republikken Østrig har tilsidesat de forpligtelser, den er blevet pålagt ved disse fællesskabsretlige bestemmelser, idet den ikke har udpeget området »Hansag« som SBO, ikke har afgrænset det særlige beskyttelsesområde »Niedere Tauern« i henhold til de i fugledirektivet opstillede krav, og endelig idet den ikke har ladet en del af de allerede udpegede særlige beskyttelsesområder være omfattet af en retlig beskyttelse, som lever op til kravene i de ovennævnte bestemmelser.

Uanset at Republikken Østrig anerkender, at det er påkrævet at udpege området »Hansag« som SBO, og at det er dens hensigt, at dette skal ske — hvilket den flere gange har bekræftet — har den ikke efterkommet sin udpegningsforpligtelse inden udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist.

Den afgrænsning af området »Niedere Tauern«, der var foretaget i henhold til fugledirektivets krav, vedrører for det først den utilstrækkelige hensyntagen til de nødvendige levesteder for pomeransfuglen, og for det andet at der ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til de fastslåede levesteder for visse skovfuglearter — nemlig gråspætte (Picus canus) og hjerpe (Bonasa bonasia). Ganske vist råder medlemsstaterne i deres valg og afgrænsning af SBO'er over et vist skøn, men det er begrænset derved, at disse områder skal udpeges i henhold til bestemte i direktivet fastsatte ornitologiske kriterier. Ved valget og afgrænsningen af et SBO må en medlemsstat navnlig ikke inddrage de i fugledirektivets artikel 2 og habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, nævnte økonomiske hensyn.

Hvad angår den retlige beskyttelsesstatus af de allerede udpegede beskyttelsesområder i Østrig, skal der — for at kriterierne for udpegning som SBO opfyldes — træffes »særlige beskyttelsesforanstaltninger« for den dér konkret udpegede fuglefauna, og det er også påkrævet, at de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger fastlægges præcist og indrettes efter de særlige kendetegn ved og miljømæssige betingelser for SBO'et og de dér levende arter. De i de retlige beskyttelsesinstrumenter anførte specifikke bevaringsformål som omhandlet i fugledirektivets artikel 4, stk. 1 og 2, og specifikke beskyttelsesformål som omhandlet i habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, for hver af de berørte fuglearter, sammenholdt med de nødvendige konkrete foranstaltninger og betingelser (forbud og påbud), skal tilsvarende have en bindende karakter, og der skal informeres tilstrækkeligt herom. Efter gennemgang af de gældende bestemmelser i de enkelte delstater kan det fastslås, at den beskyttelsesstatus, der følger af disse bestemmelser, ikke lever op til ovennævnte krav, og at de dermed ikke kan anses for tilstrækkelige i henhold til den standard, der følger af bestemmelserne i fugledirektivet og habitatdirektivet.

(1)  EFT L 103, s. 1.

(2)  EFT L 206, s. 7.