Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Energikøreplanen 2050

COM(2011) 885 final

2012/C 229/25

Ordfører: Pierre-Jean COULON

Medordfører: Richard ADAMS

Kommissionen besluttede den 15. december 2011 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Energikøreplanen 2050«

COM(2011) 885 final.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 10. maj 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 481. plenarforsamling den 23.-24. maj 2012, mødet den 23. maj 2012, følgende udtalelse med 137 stemmer for, 6 imod og 9 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU noterer sig med stor interesse Energikøreplanen 2050 og målsætningen om at fastsætte en EU-ramme for den aftalte politik om væsentlig dekarbonisering af energisektoren i Europa inden udgangen af 2050 (Det Europæiske Råd oktober 2009). Det er ikke blot en udfordring at opnå en bæredygtig, sikker og CO2-besparende energimiks på et konkurrencepræget marked, men også at overbevise civilsamfundet om, at det er et opnåeligt mål.

1.2   EU-medlemsstaterne har forskellige energiressourcer og infrastruktur og dekarboniseringsmålet er en langt større udfordring for nogle lande end for andre. Køreplanen giver stor fleksibilitet i sin tilgang, som gør det muligt for landene at udvikle passende handlingsplaner. Dette vil indebære en betydelig byrdefordeling for at opnå dekarboniseringsmålet.

1.3   Det er et ambitiøst, men uhyre vigtigt mål, hvis Europa skal spille en rolle i bekæmpelsen af klimaændringerne og opnå større energiforsyningssikkerhed. Det vil være nødvendigt at skabe en omfattende debat blandt de europæiske borgere, og udvalget mener, at køreplanen kan være et effektivt redskab med henblik på indledning af en dialog. Men køreplanen skal fremme engagement på alle planer – personligt plan, samfundsmæssigt plan, regionalt og nationalt plan samt EU-plan og vigtigst af alt med supplerende globalt engagement.

1.4   Køreplanen omfatter 10 forhold eller prioriteter for umiddelbar handling. EØSU kan tilslutte sig alle disse og navnlig sidstnævnte med anbefalingen om at etablere konkrete og specifikke milepæle til opnåelse af fremskridt i løbet af de næste par år. Udvalget er endvidere enigt i, at det nu er vigtigt at fastlægge en politisk ramme for 2030 for at skabe et pålideligt grundlag for beslutninger om investeringer i de næste par år, som skal omfatte en beregning af fordele og afkast efter 2020.

1.5   EØSU anbefaler, at der forinden foretages en gennemgang af energistrategien 2020 hurtigst muligt. Dette er uhyre vigtigt for at tilpasse den endelige kurs i perioden indtil 2030 eller 2050. Udvalget ønsker, at der udarbejdes rapporter på nationalt plan og sektorplan om de tre vigtigste mål for det nuværende årti.

1.6   Det er vigtigt at få en tidlig fornemmelse af, om det er realistisk at opnå de vanskelige mål i køreplanen, og at vurdere virkningen heraf på EU's økonomi, herunder EU's globale konkurrenceevne, beskæftigelse og sociale sikkerhed.

1.7   Inddragelse af offentligheden i spørgsmål om overgangen til anden energi er væsentlig. Et europæisk civilsamfundsforum og aktive skridt hen imod oprettelse af et europæisk energifællesskab vil udgøre konstruktive skridt i retningen mod at nå det ønskede mål om en bæredygtig energifremtid.

2.   Indledning

2.1   Energikøreplanen 2050 er det endelige forslag til en politisk ramme i en række forslag fra Kommissionen for at understøtte de europæiske energi- og klimaændringspolitikker (se navnlig køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi 2050 – COM(2011) 112 final). Køreplanen indeholder en ramme, hvorunder de tre mål for dekarbonisering, forsyningssikkerhed og konkurrenceevne i den europæiske energipolitik kan realiseres. Køreplanen indeholder ikke specifikke anbefalinger om politiske tiltag eller umiddelbare mål, og de fremlagte scenarier bør ikke opfattes som politiske forslag.

2.1.1   Globalt forventes den primære efterspørgsel efter energi – baseret på nuværende tendenser og politikker – at stige med en tredjedel mellem 2010-2035, en stigning som kun marginalt vil blive påvirket af lavere økonomisk vækst. Andelen af fossile brændstoffer i det globale primære energiforbrug vil kun falde en smule (fra 81 % i 2010 til 75 % i 2035), således at energirelaterede CO2-emissioner vil stige med yderligere 20 % i denne periode, hvilket vil medføre en gennemsnitlig global temperaturstigning på over 3,5 °C på lang sigt (IEA World Energy Outlook, november 2011).

2.1.2   Selv om der i køreplanen fokuseres på dekarbonisering af energisystemet, peges der også på to store svagheder. Energiimport udgør ca. 55 % af EU's energimiks, og det internationale energimarked er præget af stor konkurrence og prisvolatilitet. I sidste ende vil det kun være gennem koordineret global handling, at man kan løse det, der er blevet et globalt problem. Europa kan spille en vigtig rolle ved at vise, hvordan energiomdannelsen kan forvaltes i ét stort område i verden, eventuelt med fordelen af at være først på markedet under processen og reducere importafhængigheden.

2.2   Der er tale om en stor og presserende udfordring. Typisk går der mindst 40 år, før investeringer i energi giver resultater. For at opnå den form for energiomdannelse, der er nødvendig, med betydelige ændringer i udbud og efterspørgsel skal vi i gang nu og undgå at fastholde kulstofintensive investeringer. Den politiske, tekniske og økonomiske usikkerhed betyder, at køreplanen ikke indeholder en enkelt plan for udviklingen indtil 2050. I køreplanen udforskes der eventuelle omdannelsesmetoder, og behovet for fleksibilitet i en usikker verden i forandring understreges. Selv om Kommissionen i henhold til Lissabontraktaten har udvidede beføjelser med hensyn til energipolitik, hører spørgsmålet om energimiks helt specifikt under de nationale regeringers ansvarsområde, og denne ansvarsfordeling skal indgå i ethvert tiltag på europæisk plan. I køreplanen peges der imidlertid på behovet for at etablere et praktisk samarbejde for at nå de bedste resultater, og udvalget går stærkt ind for denne pragmatiske tilgang, f.eks. med oprettelsen af et europæisk energifællesskab.

3.   Sammendrag af energikøreplanen 2050

3.1   Indtil 2020 er vejen frem stort set allerede fastlagt med de eksisterende planer og politikker, der er udviklet for at opfylde kravene i 20-20-20-strategien. I køreplanen fremhæves det presserende behov for at udvikle energistrategier for årene efter 2020. Regeringerne skal handle nu for at skabe forsyningskontinuitet og sikkerhed for investorer og minimere fastholdelseseffekterne. Forsinkelse vil både medføre større omkostninger og efterfølgende indsats til kulstofminimering.

3.2   I erkendelse af, at det er vanskeligt med sikkerhed at forudsige fremtiden med hensyn til energi, er der udviklet syv alternative illustrative scenarier. I de første to fremlægges det sandsynlige resultat af blot fortsat at følge de eksisterende politikker og de nuværende politiske initiativer – ingen af disse vil kunne opfylde målet om nedbringelse af CO2 inden udgangen af 2050. De øvrige fem scenarier indeholder alternative metoder til opnåelse af målet inden udgangen af 2050 på grundlag af forskellige teknologiske og politiske muligheder:

3.3   Kommissionen drager 10 konklusioner om strukturændringer for energisystemet ud fra scenariemodellerne. Det billede, der tegner sig, er, at dekarbonisering er mulig og mindre omkostningskrævende end de nuværende politikker i det lange løb. Det skal involvere en energimiks, hvor elektricitet spiller en stigende rolle med stigende faste priser og som en del af husholdningsudgifterne indtil 2030. Kapitalomkostningerne vil være højere, men brændstofomkostningerne lavere, og de meget store energibesparelser i systemet vil være af afgørende betydning. Andelen af vedvarende energi vil stige betydeligt i alle scenarier, og det formodes, at CO2-opsamling og -lagring vil spille en betydelig og afgørende rolle i omdannelsen af energisystemet, og at atomenergi fortsat vil yde et vigtigt bidrag med stigende anvendelse af decentraliserede og centraliserede systemer i takt med de yderligere muligheder, der opstår.

3.4   I køreplanen fastslås det, at det er nødvendigt med en specifik europæisk politik for energiforsyningssikkerhed og udvikling af infrastrukturer og relationer i forhold til transit og producerende tredjelande. Politikker til udvikling af nye teknologier, integration af vedvarende energi på markedet, energieffektivitet og besparelser og udvikling af infrastrukturer vil være mere effektive, hvis de koordineres på europæisk plan.

3.5   Alle scenarier vil involvere ændringer og tilpasning fra energiforbrugernes side, og Kommissionen fremhæver behovet for offentlig inddragelse og anerkendelse af den sociale betydning. Det er nødvendigt med øget investering i forskning og udvikling og teknologisk innovation, og de udestående spørgsmål om det indre marked og lovgivningen skal tackles. Energiinfrastrukturen har brug for betydelig opgradering og ny kapacitet, og medlemsstaterne og investorerne har brug for konkrete milepæle. Kommissionen har planer om at udarbejde yderligere relevante meddelelser – om vedvarende energi, det indre marked, CCS, nuklear sikkerhed og energiteknologier. I meddelelserne vil de politiske rammer for 2030 blive udformet.

4.   Generelle bemærkninger

4.1   På grund af den store tekniske og politiske usikkerhed om fremtiden er udvalget enigt i, at køreplanens tilgang med en beskrivelse af alternative scenarier for 2050 er fornuftig og vil gøre det muligt at sammenligne og evaluere virkningen af forskellige former for teknisk udvikling og forskellige politiske sammensætninger og forskellige eksterne begivenheder.

4.2   Der er nogen mangel på gennemsigtighed i forbindelse med metodologien og de forudsætninger, der er forbundet hermed. Der skal være flere oplysninger til rådighed, således at andre eksperter kan vurdere tilgangen og udvikle andre scenarier om forskellige forudsætninger om input. Udvalget mener dog, at oplysningerne i køreplanens bilag er et positivt skridt, og tilslutter sig køreplanens vigtigste konklusion om, at det er muligt at opnå en betydelig dekarbonisering inden udgangen af 2050, og at resultaterne på lang sigt vil give Europa et mere sikkert, bæredygtigt og fremadrettet energigrundlag i forhold til videreførelse af de eksisterende politikker og med sammenlignelige omkostninger i løbet af de 40 år indtil 2050. Men selvom det er muligt, er køreplanenes udfordringer om dekarbonisering meget omfattende og medfører i øjeblikket mange forhindringer.

4.3   Køreplanen viser, at der er forskellige metoder til opnåelse af dekarbonisering. Alle metoder har de samme vigtige elementer til fælles – større vægtning af energieffektivitet, betydelig udvidelse af vedvarende energi, øget anvendelse af elektricitet i blandingen af brændstoffer, et mere omfattende og mere intelligent forsyningsnet og nye ordninger for lagring af elektricitet eller reservekapacitet. Andre elementer afhænger mere af den tekniske udvikling, der endnu ikke er fuldt ud dokumenteret, eller af ressourcegrundlaget og de enkelte landes valg (rent kul, atomenergi osv.). Offentlig accept og varierende priser er begge vigtige grundlæggende faktorer i forbindelse med alle muligheder, og ingen af metoderne er uden risiko.

4.4   Udvalget er enigt i denne analyse og den implicitte konklusion om, at EU primært skal fokusere på at fremme de fælles elementer, som er nødvendige i Europa, så hurtigt, sammenhængende og effektivt som muligt.

4.5   Udvalget kan endvidere tilslutte sig køreplanens analyse af de vigtigste udfordringer og muligheder, som skal tackles på europæisk plan, for at omdanne energisystemet, revurdere energimarkederne, mobilisere investorer, engagere offentligheden og fremme ændringer på internationalt plan. Udvalget vil kunne acceptere de foreslåede prioriteter som fornuftige under hensyntagen til nedenstående indvendinger og bemærkninger, navnlig det sidste afsnit, som indeholder en beskrivelse af de 10 vigtigste forhold eller spørgsmål, som skal tackles hurtigst muligt for at opnå fremskridt.

4.6   Udvalget er imidlertid bekymret over de manglende fremskridt i EU og nogle af medlemsstaterne, der allerede sakker bagud i forhold til opnåelse af de eksisterende mål. Udvalget opfordrer indtrængende til, at man erkender, at disse manglende fremskridt i høj grad skjules bag begrænsning af kulstofintensive produktionsprocesser i EU og øget anvendelse af disse produktionsprocesser i andre dele af verden og deraf følgende import til EU.

4.7   Det tager tid for den teknologiske udvikling at være fuldt tilgængelig til konkurrencedygtige priser. Investeringer i energi har en særlig lang cyklus, typisk 40 år, således at det er nødvendigt for EU og medlemsstaterne hurtigst muligt at fastsætte vejledende mål for 2030 og indføre underbyggende politikker for at undgå fastholdelse af kulstofintensive anlæg. Det er netop tidscyklussen for disse investeringer, der kan være afgørende for tidshorisonten for opnåelse af det endelige mål i 2050 – og hvorvidt det er realistisk. Det vil blive nødvendigt at omlægge politisk og erhvervsmæssig goodwill til praktiske tiltag gennem støttende programmer og lovgivning.

4.8   På nuværende tidspunkt fremmes opnåelse af energieffektivitet og energibesparelse ikke hurtigt nok. Især i lyset af de interinstitutionelle forhandlinger om det nuværende forslag til direktiv om energieffektivitet. Kommissionens kommende gennemgang af nationale programmer for energieffektivitet har til formål at stimulere yderligere tiltag, men man skal være opmærksom på, at faldende efterspørgsel også kan påvirke investeringer i energi. Fremskridt i forbindelse med vedvarende energi hæmmes af svingende regeringsstøtte og i nogle tilfælde lokal modstand. Moderniseringen af forsyningsnet og energilagre skrider for langsomt frem. Et fuldt fleksibelt »intelligent« forsyningsnet indebærer yderligere investeringsomkostninger, men udvalget mener, at fordelene ved oprettelsen af et europæisk energifællesskab med fælles fordele er af størst betydning. Vi har kommenteret situationen yderligere i udtalelsen om forordningen om infrastruktur (1).

4.9   Prisen for kulstofemissioner, der skulle have været etableret med emissionshandelssystemet, er alt for lav og svingende til at sende et brugbart signal til investorerne. De konsekvenser, der er forbundet med formodninger om høje enhedspriser i henhold til emissionshandelssystemet i fremtiden (200-300 EUR/t i 2040-2050) forudsætter yderligere analyser. Disse og andre uløste spørgsmål skaber hindringer for opfyldelsen af de 10 betingelser for fremskridt, der er beskrevet i køreplanen. Det skal være en førsteprioritet at undersøge disse problemer åbent og ærligt og løse dem hurtigst muligt, så der kan opnås yderligere fremskridt.

4.10   På længere sigt vil dette gøre den europæiske økonomi stærkere og mere konkurrencedygtig globalt i forhold til en situation, hvor de nuværende politikker videreføres. Men på kortere sigt vil de nødvendige investeringer uundgåeligt føre til energiprisstigninger og ekstraomkostninger for forbrugerne, virksomhederne eller regeringerne (eller formentlig en blanding af alle tre). Det er endvidere sandsynligt, at der vil være forskellige virkninger i forskellige medlemsstater, som allerede på nuværende tidspunkt varierer betydeligt i relation til afhængighed af fossile brændstoffer, medlemsstaternes nuværende energieffektivitet og deres potentiale for udvikling af vedvarende energi.

4.11   I denne sammenhæng vil den sandsynlige afhængighed af kul i elektricitetsproduktion i mange dele af Europa sammen med den stigende interesse i potentialet for skifergas kræve fælles forskning og finansiering for at gennemføre supplerende CCS-programmer. Skifergas, der ganske vist er nyttig til at nedbringe tredjelandes energiforsyningsafhængighed, medfører betydelige miljømæssige risici, der skal evalueres fuldt ud. Fastsættelse af principper om byrde- og omkostningsfordeling af store infrastrukturprogrammer blandt landene er nødvendige forudsætninger. Lande, der er afhængige af kul til energifremstilling har brug for opmuntring og incitamenter til at gøre maksimal indsats for dekarbonisering.

4.12   Det er efter EØSU's opfattelse af afgørende betydning, at omkostningerne forbundet med disse virkninger beregnes, og at virkningerne drøftes og accepteres af alle de berørte, samt at der træffes foranstaltninger for at fordele tilpasningsbyrden i forhold til kapacitet og med udvisning af solidaritet på både europæisk plan og medlemsstatsplan. Erfaringerne viser, at offentligheden kan bringes til at acceptere behovet for ændringer og de omkostninger, der er forbundet med sådanne omdannelser – men kun hvis borgerne er fuldt ud engagerede, ikke mener, at de påtvinges uretfærdige byrder, og kan forstå og acceptere begrundelserne herfor. De nationale regeringer skal give deres borgere de nødvendige redskaber til at deltage i disse forventede ændringer, fastsætte klare målsætninger og klarlægge begrundelsen for disse skridt.

4.13   Det er endvidere uhyre vigtigt, at sårbare forbrugere beskyttes imod virkningerne af højere energipriser, og at sårbare virksomheder beskyttes mod uretfærdig konkurrence fra regioner uden for EU, som ikke er pålagt samme restriktioner. Medlemsstater eller regioner med særlige problemer i forbindelse med gennemførelsen af energiomdannelsen skal også modtage ekstra støtte gennem strukturfondene eller andre mekanismer, men de forskellige støtteordninger må ikke skabe ulige konkurrencevilkår blandt landene og regionerne. Der skal frem for alt fokuseres på harmonisering af berettigede støtteordninger og principper for omkostningsfordeling i relation til store infrastrukturprojekter blandt landene. De risici, der er forbundet med de centrale planlægningsprocesser, som alt dette kræver, bør vurderes.

4.14   Kommissionen bør nøje overvåge EU-medlemsstaternes strategier for at sikre, at forbrugernes interesser garanteres, og at gennemførelsen af intelligent og CO2-besparende teknologier er baseret på omkostningseffektivitet. Det er uhyre vigtigt, at et velfungerende indre marked, styrkelse af energilovgiveres beføjelser og uafhængighed og forsyningspligt er forbundet med gennemsigtighed, ansvarlighed og formidling af offentlig information om bæredygtigt forbrug.

4.15   Yderligere udvidelse af vedvarende energi er også forbundet med problemer på nuværende tidspunkt. I teknisk sammenhæng er der endnu ikke fastlagt planer og investeringer med henblik på at tilpasse yderligere udvidelse af variable og bredt distribuerede forsyningskilder i forsyningsnettet og lagringssystemet. Selv om den gennemsnitlige enhedsomkostning for vedvarende energi fortsat er faldende, er det i økonomisk sammenhæng fortsat en mere omkostningskrævende mulighed for elektricitetsproduktion end konventionelle metoder (navnlig gasfyrede elektricitetsværker). I forbrugersammenhæng er der lokal modstand imod visse former for installationer (navnlig vindenergi). Selv om scenariet med omfattende vedvarende energi – ud fra et synspunkt om 2050 – i tankerne forekommer at være den bedste mulighed med størst forsyningssikkerhed og næsten ingen omkostninger til de anvendte brændstoffer (sol, vind osv.), er problemerne med at opnå denne mulighed alligevel vanskeligst ud fra den nuværende situation og vil kræve et meget beslutsomt og konsekvent politisk lederskab. Men de forudgående argumenter er alligevel kun relevante, hvis der er CO2-besparende energilagringssystemer eller elektricitetsværker til at kompensere for usikkerheden omkring de fleste vedvarende energikilder.

4.16   Forvaltning af omdannelsen vil kræve en målbevidst og koordineret indsats på alle planer. Der er behov for en stærk europæisk indsats for at fastlægge fælles standarder for energieffektivitet i alle sektorer, fremme innovation i de vigtigste teknologier, integrere markedet og harmonisere skattemæssige foranstaltninger og tilskyndelsesordninger, reformere emissionshandelsordningen, koordinere planer for et integreret europæisk intelligent forsyningsnet og energilagringssystemer osv. Det er nødvendigt at foretage en forhåndsgennemgang af Europa 2020-strategien inden fastlæggelse af den endelige kurs for Europa i perioden frem til 2030 eller 2050. Udvalget ønsker, at der udarbejdes rapporter på nationalt plan og sektorplan om de tre vigtigste målsætninger for det nuværende årti.

4.17   Udvalget mener, at det er af afgørende betydning, at Kommissionen og medlemsstaterne etablerer en effektiv mekanisme for at fremme samarbejdet omkring omdannelsen. Udvalget går ind for hurtig oprettelse af et integreret europæisk energifællesskab, og i mellemtiden opfordrer udvalget indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med lovgivere og energioperatører at etablere en kooperativ mekanisme, der vil gøre det muligt at samarbejde – næsten som om energifællesskabet allerede var oprettet.

5.   Særlige bemærkninger

5.1   Energimiks

5.1.1   Dekarboniseringen af Europas energisystem kan være en stor fordel for Europas konkurrenceevne på mellemlang sigt. Det vil indebære store ændringer i medlemsstaternes energimiks og medvirke til et gradvist skift væk fra fossile brændstoffer (olie, gas, kul), som fortsat udgør 80 % af det europæiske energimiks. Disse fossile brændstoffer bliver primært importeret, og det skaber en situation med finansiel og økonomisk afhængighed for EU (næsten 55 % af vores energi stammer fra kilder uden for Europa). EU's årlige køb af olie og gas beløber sig til henholdsvis 270 mia. EUR og 40 mia. EUR, og omkostningerne til opnåelse af disse brændstoffer vil muligvis stige yderligere i de kommende år på grund af olie- og gasprisernes volatilitet.

5.1.2   Overgangen til lokale kilder med CO2-besparende energi vil være mindre omkostningskrævende for Europa end opretholdelsen af et energisystem, der er afhængig af importeret primær energi navnlig i forbindelse med et konstant voksende globalt behov. Et system med mange forskellige energikilder stimulerer den lokale økonomi og jobskabelsen og gør borgerne mere energibevidste. Udviklingen heraf kunne i høj grad medvirke til opfyldelsen af EU's energi- og klimamål. Fremskridt hen imod indførelse af et system med lokale kilder med CO2-besparende energi afhænger af medlemsstaternes energi- og finanspolitikker. Kommissionen forventes at træffe mere målrettede foranstaltninger for at støtte nationale politikker om udvikling af lokale energikilder.

5.1.3   Vedvarende energi skal i denne sammenhæng fremmes sammen med teknologier, der kan bidrage til opnåelsen af dekarboniseringsmålet med lavere omkostninger. Biomasse kan også spille en rolle, selv om det er vigtigt at sikre, at de valgte metoder bidrager til nedbringelse af kulstof i en analyse af hele livscyklussen og ikke bidrager til fødevareusikkerhed. I hele Europa vækker atomenergi bekymring, og der er modstand mod dets udvikling. Atomenergi kan imidlertid bidrage til energiomdannelsesprocessen og nedbringe CO2-emissioner i de lande, der vælger atomenergi, og dermed gøre det muligt at mindske omkostningerne for elektricitetssystemet og priserne, selv om det endnu ikke er afklaret, om nogle af omkostningerne til f.eks. sikkerhed, lagring af affald, nedlukning og ansvar fortsat er eksternaliseret eller socialiseret.

5.1.4   Elektricitet bør spille en større rolle end den gør i dag, da elektricitet kan yde et stort bidrag til dekarboniseringen af transport og opvarmning/køling. Den planlagte fordobling af andelen af elektricitet i det endelige energiforbrug bør foregå samtidigt med meget store ændringer i metoderne til elproduktion og ordninger for handel mellem de europæiske lande og med stigende og reel konkurrence mellem producenter og udbydere af elektricitet.

5.1.5   Olie bør fortsat primært anvendes til transport af gods og passagerer over større afstande. Gas kan anvendes som midlertidig erstatning for de mest forurenende energikilder (f.eks. kul eller olie), men den primære rolle for gas i perioden indtil 2050 skal være at fungere som overgangsbrændstof på vejen til CO2-besparende energikilder. I lyset heraf skal EU's interne gasressourcer vurderes, da de kan medvirke til at fremme EU's energiuafhængighed.

5.1.6   Med hensyn til fossile brændstoffer generelt bør Europa hurtigst muligt forske yderligere i placeringen af og de økonomiske faktorer knyttet til CO2-opsamling og -lagring og fastlægge en realistisk pris for kulstof og formidle yderligere oplysninger til offentligheden.

5.1.7   Navnlig tre sektorer skal foretage radikale ændringer. Med hensyn til elproduktion skal emissionerne nedbringes med mindst 95 %. Hver enkelt medlemsstat skal have frihed til at skabe sin egen balance mellem vedvarende energi, atomenergi og CO2-opsamling og -lagring. Beboelses- og kontorejendomme skal også tilpasses med et nedbringelsesmål på 90 % baseret på strengere standarder for opførelse af nye bygninger og energiforbrug for nye husholdningsapparater samt renovering af eksisterende bygninger. Industrien skal nedbringe sine egne emissioner med 85 % og overvåge den eventuelle risiko for kulstoflækage – gennem flytning af produktion til lande, der har mindre restriktive emissionsstandarder.

5.2   Industrielt og finansielt engagement

5.2.1   Energiomdannelse vil skabe mulighed for at forny den europæiske industri, skabe aktivitet og foretage en omfattende gennemgang af vores produktions- og forbrugsmønstre. Europas konkurrenceevne skal understøttes med forskning, innovation og kapacitet til at markedsføre rene teknologier. EU og medlemsstaterne skal under hensyntagen til dette prioritere omfattende projekter, der involverer europæiske operatører, for at tjene industrien generelt, men med særlig hensyntagen til SMV'er. Den lokale energiproduktions rolle bør også tages i betragtning og evalueres.

5.2.2   Omdannelse til en lavemissionsøkonomi skal kunne fremme beskæftigelsen inden for det indre marked. Samtidig med omdannelsen af energiindustrien skal der skabes de rette betingelser for udvikling af nye arbejdspladser. Produktionssektoren og sektoren for vedvarende energi skal kunne skabe ca. 1,5 millioner yderligere arbejdspladser inden udgangen af 2020.

5.2.3   EØSU tilslutter sig Kommissionens vurdering af, at den yderligere investering (270 mia. EUR om året i perioden indtil 2050 eller 1,5 % af EU's BNP) vil hjælpe Europa med at fremme væksten. Der kan spares så meget som 175-320 mia. EUR om året på import af kulbrinte alene. Investorerne kræver imidlertid en sammenhængende og konsekvent ramme for markedet i Europa og et forstærket samarbejde blandt medlemsstaterne. Innovative finansielle investeringsinstrumenter bør udvikles især for at støtte små og mellemstore virksomheder på energiområdet.

5.2.4   Der er behov for at samle de nødvendige finansielle midler og etablere ordninger, der er mere vidtrækkende end støtteordninger på nationalt plan, som er ineffektive og virker hindrende for konkurrencen. Den planlagte gennemgang i 2013 af rammen for national miljøstøtte skal gøre det muligt at yde støtte til fremme af alle teknologier, som kan medvirke til at nedbringe CO2-emissioner.

5.3   Bedre udnyttelse og mindskelse af vores forbrug: større energieffektivitet og handel med energi blandt medlemsstaterne

5.3.1   Det er vigtigt at yde en stor indsats for at mindske det europæiske energiforbrug, forbedre udnyttelsen heraf – ved at fremme energibesparende adfærd og mindre energiintensive teknologier – og handle effektivt med energi. I forbindelse med bygninger (39 % af det samlede energiforbrug i Europa), transport (30 %) og industri (25 %) er der brug for fælles, bindende rammebestemmelser. Der er store muligheder for at spare på energien: Industrisektoren kan mindske sit energiforbrug med 19 %, og transportsektoren kan mindske sit energiforbrug med 20 %.

5.3.2   EØSU anbefaler, man på rationel vis følger foranstaltningerne i klima- og energipakken under hensyntagen til behovet for at støtte landene i Central- og Østeuropa.

5.3.3   Den massive vækst inden for vedvarende energi i Nordsøen og sandsynligvis, men i mindre grad, også i Østersøområdet og inden for sol- og vindenergi i Sydeuropa vil forudsætte en ny og mere »intelligent« infrastruktur for at fremme handelen mellem de europæiske regioner og lande. Udviklingen af disse »intelligente forsyningsnet« kan medføre en nedbringelse af forbruget med 9 % og CO2-emissioner med mellem 9 og 15 %. Dette vil indebære prioriterede investeringer i denne strategiske infrastruktur, der er beregnet til mellem 1,5 og 2,2 trillioner EUR i perioden indtil 2050, med henblik på modernisering og udvikling af europæiske elektricitetsværker og gasnet.

5.3.4   Det vil være gavnligt for grupper af medlemsstater fra en bestemt region at koordinere deres energimiks, infrastruktur og markedsregler for at få fælles gavn af fordelene af de forskellige energikilder, der er til rådighed. Større indbyrdes samarbejde og harmonisering kan gøre medlemsstaternes markeder mere modstandsdygtige over for svingende produktion og forbrug og gøre det lettere at sikre forsyningssikkerheden i forbindelse med EU's energibehov.

5.4   Inddragelse af offentligheden i omdannelsen af energisystemet

5.4.1   Den offentlige accept af energivalg (atomenergi, CCS opbevaring, vindmølleparker, højspændingsledninger osv.) er en udfordring for Europas demokratier. EØSU og de nationale økonomiske og sociale udvalg, forbrugerorganisationer og andre ngo'er spiller en central rolle i at fremme formidlingen af klare, tydelige og gennemsigtige oplysninger om disse politikker og inddrage offentligheden mere effektivt. Køreplanen giver mulighed for at udvikle deltagelsesdemokrati i forhold til et spørgsmål, der berører alle borgere.

5.4.2   EØSU foreslår, at der lanceres en bred oplysnings- og bevidstgørelseskampagne med henblik på at oplyse de europæiske borgere om de forskellige muligheder for at omdanne energisystemet, den centrale rolle for infrastrukturen og den nye forbrugsadfærd, der forventes af europæerne.

5.4.3   EØSU mener, at oprettelsen af et europæisk civilsamfundsforum vil fremme formidlingen af oplysninger inden for EU ved at samle alle lokale, regionale, nationale og europæiske interessenter regelmæssigt for i fællesskab at drøfte de vigtigste spørgsmål om omdannelsen af energisystemet i perioden indtil 2050.

5.4.4   Oprettelsen af et europæisk energifællesskab vil også sætte fokus på den afgørende og strategiske dimension af energi (tilgængelighed, rimelige afgifter og priser, regelmæssighed, pålidelighed osv.) og de ændringer, der skal foretages i løbet af de næste 40 år. Det vil endvidere underbygge idéen om et Europa, der lytter til borgerne, og som tackler spørgsmål, der direkte berører dem. Dette projekt vil medføre større social harmonisering, som er nødvendig for at styrke og give det europæiske projekt ny mening.

5.4.5   EØSU anbefaler, at der ydes større støtte til lokale og regionale initiativer, som er længere fremme for så vidt angår intelligent mobilitet, infrastruktur og transport, nye opførelses- og renoveringsprojekter, opvarmnings- og kølingsnet samt byplanlægning. EØSU mener, at der skal fokuseres på disse initiativer, da de ofte fremmer energipolitikker, som er innovative, decentraliserede og demokratiske.

(1)  Retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur, EUT C 143 af 22.5.2012, s. 125.