Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om industrielle ændringer for at udvikle bæredygtige energiintensive industrier med det formål at opfylde Europa 2020-strategiens målsætning om ressourceeffektivitet (initiativudtalelse)

2012/C 43/01

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

Medordfører: Dirk JARRÉ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 20. januar 2011 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Industrielle ændringer for at udvikle bæredygtige energiintensive industrier med det formål at opfylde Europa 2020-strategiens målsætning om ressourceeffektivitet.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer, som udpegede Edgardo Maria IOZIA til ordfører og Dirk JARRÉ til medordfører. CCMI vedtog sin udtalelse den 17. november 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 476. plenarforsamling den 7.-8. december 2011, mødet den 8. december 2011, følgende udtalelse med 143 stemmer for og 7 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU mener, at Europa kun vil være i stand til at reagere på den skærpede konkurrence fra de nye økonomier ved at indføre højinnovative systemer og teknologiske, miljømæssige og produktionsmæssige standarder, der øges i takt med den teknologiske udvikling. Arbejdstagerne må beskyttes mod følgevirkningerne gennem passende og rettidig uddannelse. EU's politikker bør fremme en sådan udvikling.

1.2   De energiintensive industriers produkter er grundlaget for værdikæden i alle produktionssektorer, hvor en stor del af arbejdspladserne i EU findes. Stabilitet, rettidighed, kvalitet og sikkerhed i forsyningen til disse sektorer fungerer som garanti for deres konkurrenceevne på det globale marked såvel som garanti for højtkvalificerede job i EU.

1.3   Det er nødvendigt at opstille en passende EU-ramme med henblik på at håndtere de energiintensive industriers fælles behov, og hvor det overordnede mål er at styrke og fastholde Europas konkurrenceevne med udgangspunkt i økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed. De berørte sektorer er alle lige vigtige og afhænger af hinanden.

1.4   I lyset af de nuværende økonomiske problemer anbefaler EØSU desuden, at der investeres mere massivt i forskning, udvikling, implementering og uddannelse og i de videnskabelige aktiviteter, der finder anvendelse i industrien. Disse investeringer bør i passende omfang finansieres under det næste rammeprogram og som minimum muliggøre udveksling af erfaringer og resultater på europæisk niveau. Europæiske og nationale programmer bør have større fokus på energieffektivitet, forskning og innovation (1).

1.5   Det er efter EØSU's opfattelse nødvendigt med en sammenhængende industripolitik, der til stadighed har kontrol over de eksterne variabler, og som gør de europæiske virksomheder i stand til at konkurrere globalt med andre virksomheder på lige og gensidige vilkår. En forudsætning for tilstrækkelig konkurrenceevne er, at der fastlægges fælles industri- og skattepolitikker og foretages fælles strategiske valg for den europæiske industri som helhed.

1.6   Europa kan ikke fortsætte med at forvalte sin økonomi ved at pålægge stadig strengere begrænsninger uden samtidig at tage de nødvendige skridt mod stabile og strategiske fælles valg inden for forvaltning med henblik på at forsvare sin økonomiske og sociale model og sikre de bedste resultater, herunder miljøbeskyttelse.

1.7   EØSU mener, at EU skal sætte alt ind for at opstille fleksible systemer for at nå de nødvendige mål. Systemerne skal tage hensyn til basisindustriens særlige kendetegn.

1.8   EØSU spekulerer på, om ikke også importører bør omfattes af foranstaltninger, der svarer til dem under emissionshandelsordningen. Det primære mål er at nå frem til et effektivt system på globalt plan gennem en skrap og bindende aftale. I mangel af en aftale bør der med henblik på at nå de målsætninger, som EU har sat for sig selv, være lige vilkår (dvs. samme behandling og betingelser) for varer og tjenesteydelser, der udbydes på markedet inden for EU's grænser, samt for varer og tjenesteydelser, der eksporteres.

1.9   EØSU anbefaler på det kraftigste, at man overvejer muligheden for at beholde ordningen med tildeling af gratis emissionskvoter til de virksomheder, der allerede har nået høje niveauer og er tæt på de fysiske og termodynamiske grænser for deres særlige teknologier. Auktion af udledningstilladelser, som iværksættes i 2013, er uden tvivl en god ordning, men kun hvis den gennemføres andre steder i verden. EU vil åbne handelen op for andre aktører uden for EU og forsøge at skabe et globalt marked for emissionskvoter.

1.10   Hvad angår de energiintensive industrier, kan emissionshandelsordningen forårsage uvurderlige skader i de berørte industrier, hvis den ikke forvaltes varsomt. Kulstoflækage er ikke noget, man først bør bekymre sig om en gang i fremtiden. Det har fundet sted i hvert fald i de sidste 10 år, hvor investeringer er blevet omdirigeret fra Europa til andre lande som USA, Kina, Indien, Brasilien etc. En tilbundsgående undersøgelse af denne udvikling ville være uhyre nyttig.

1.11   Opbevaret energi i materialer bør genbruges, og genanvendelse fremmes hvor muligt. Glas, jern, stål og aluminium kan i høj grad bidrage hertil. Europa eksporterer sine ædle materialer, men i stedet bør der være incitamenter til at genanvende dem i EU og spare den energi, der er bevaret i de enkelte materialer (2).

1.12   Man bør tilskynde de energiintensive industrier til, også i forening, at foretage langsigtede investeringer i energisektoren (især i vedvarende energi), og give dem mulighed for at købe energi under langfristede kontrakter og til en fast pris.

1.13   EØSU mener, at en stabil, effektiv og varig rammelovgivning er uhyre vigtig. De energiintensive industriers økonomiske investeringscyklusser (for f.eks. højovne) varer mellem 7 og 20 år, og der er en grund til, at der i mere end 30 år har været færre investeringer end forventet i det integrerede stålkredsløb.

1.14   Politik vedtaget frem til nu har generelt været sigtet på at straffe forseelser frem for at belønne ansvarlig opførsel og investering. Denne tilgang skal ændres, og der skal bruges skattemæssige incitamenter til at støtte tiltagene i de virksomheder, som har opnået betydelige fremskridt inden for energieffektivitet.

1.15   Der er behov for et større fokus på de enorme resultater, som de energiintensive industrier opnåede umiddelbart før, emissionshandelsordningen trådte i kraft. Industrierne forudså nye behov og nye tider, og der er ingen grund til at straffe dem hårdt på baggrund heraf og risikere at miste en million meget stabile og højtkvalificerede arbejdspladser (både direkte og indirekte).

1.16   Der skal støttes op omkring udbredelsen af bedste praksis på tværs af landegrænser og sektorer samt omkring nye pilotprojekter og demonstrationsprojekter.

1.17   Offentlige støtteforanstaltninger til forskning og innovation, herunder specifikke programmer, har vist sig at være særligt vigtige. EØSU anmoder Kommissionen, Rådet og Parlamentet om at styrke disse programmer, der har fokus på energieffektivitet og -diversificering, og gøre dem til en fast del af udviklingsinitiativerne.

1.18   Små og mellemstore virksomheder (SMV'er) kan i væsentligt omfang bidrage til opnåelsen af målene gennem særlige skræddersyede programmer. De energiintensive industrier findes i alle markedssektorer. Imidlertid er omkostningerne forbundet med opnåelsen af et højt energieffektivitetsniveau omvendt proportionelle med den enkelte virksomheds størrelse. Det er netop SMV'erne, der kan opnå de bedste resultater på et overordnet plan, og hvor den store indsats og ressourcer bør målrettes.

2.   Indledning

2.1   De energiintensive industrier er rygraden i alle de europæiske produktionsværdikæder, eftersom de leverer grundmaterialer til produktionen af industriprodukter. De spiller en afgørende rolle i udviklingen af en lavemissionsøkonomi.

2.2   Det at indføre bestemmelser rettet mod at reducere forbruget med 20 % er en udfordring, der skal håndteres gennem udviklingen af en ny generation af produkter i de energiintensive industrier. Der er behov for en lang række foranstaltninger og incitamenter for at åbne markedet op for nye og energibesparende produkter.

2.3   Den industrielle fremstillingssektor, som bidrager med 17 % til det europæiske BNP, står for 27 % af den endelige energiefterspørgsel i EU. De store råmaterialeindustrier (f.eks. den kemiske og petrokemiske industri (18 %), jern og stål (26 %) og cement (25 %)), er energiintensive og tegner sig for 70 % af det industrielle energiforbrug.

2.4   Ønsket om at nedbringe omkostningerne for at fastholde og muligvis øge konkurrenceevnen har fået mange industrier, især de energiintensive, til at foretage energieffektiviseringer, hvilket har medført, at disse industriers økonomiske 2020-potentiale er mindre end i andre sektorer.

Tabel 1

Forventet udvikling og energibesparelsespotentiale i 2020  (3)

2.5   Imidlertid har man ikke udnyttet alle mulighederne fuldt ud, og det gælder især for de små og endog nogle af de mellemstore industrier (5).

3.   Det aktuelle tekniske niveau i de forskellige energiintensive industrier

De energiintensive industrier afprøver og producerer en lang række produkter og teknologier, som er nødvendige i håndteringen af klimaændringer og andre globale udfordringer. En afgørende forudsætning for at forbedre energi- og ressourceeffektiviteten er en aktiv industripolitik og innovation. F&U skal have større fokus på teknologiske og organisationsmæssige løsningsmodeller, der er energi- og ressourceeffektive. Desuden skal virksomheder sammen med medarbejderne og deres repræsentanter foretage forbedringer inden for energi- og ressourceeffektivitet, der er rettet mod at sætte skub i innovationen i produkter og processer.

Nedenfor følger et overblik over de vigtigste energiintensive industrier.

3.1   Kemisk og petrokemisk industri

3.1.1   Den kemiske industri beskæftiger 1 205 000 ansatte i 29 000 virksomheder med en produktionsværdi på 449 mia. euro (Eurostat 2009) og en omsætning, der næsten er en fordobling heraf, og som svarer til 1,15 % af EU's BNP. I den kemiske industri bruges kun 8 % af olien til brændstof, mens størstedelen forarbejdes. Forarbejdningssektoren tegner sig for 18 % af industriens energiforbrug.

3.1.2   Den kemiske industri forarbejder råstoffer til produkter til de andre industrier og forbrugerne. Man opdeler de grundlæggende råmaterialer i organiske og uorganiske: luft, vand og mineraler er uorganiske, mens fossile brændstoffer og biomasse klassificeres som organiske råmaterialer.

3.1.3   Omkring 85 % af de kemiske produkter fremstilles af ca. 20 simple kemikalier, der kaldes basiskemikalier. Basiskemikalierne fremstilles af ca. 10 råmaterialer og forarbejdes efterfølgende til omkring 300 mellemprodukter. Basiskemikalierne og mellemprodukterne kategoriseres som bulkkemikalier. Der produceres ca. 30 000 forbrugsvarer af mellemprodukterne. Kemikalierne udgør f.eks. 12 % af omkostningerne til en bil (sæder, slanger og seler, airbag), 10 % af omkostningerne til et hus (isolationsrør og elektriske installationer), 10 % af en gennemsnitlig families daglige forbrug (fødevarer, beklædning, skotøj, produkter til personlig og sundhedspleje mv.).

3.1.4   Kul, olie og naturgas er de vigtigste råmaterialer i produktionen af de fleste bulkkemikalier. På hvert stadie er der en værditilvækst: relativ værdi af råolie: 1, brændstof: 2, almindeligt petrokemisk produkt: 10, almindelig forbrugsvare: 50.

3.1.5   Fossile brændstoffer er også den vigtigste kilde til energi: olie (ca. 40 %), kul (ca. 26 %) og naturgas (ca. 21 %).

3.1.6   Den kemiske industris energiforbrug er enormt. Omkring 8 % af den samlede råolieefterspørgsel anvendes som råmateriale, resten bruges til fremstilling af brændstoffer, hovedsageligt til transport.

3.2   Industrier for ikke-jernholdige metaller

3.2.1   Industrierne for ikke-jernholdige metaller er meget forskellige og omfatter produktion af forskellige metaller såsom aluminium, bly, zink, kobber, magnesium, nikkel, silicium samt mange andre. Samlet beskæftiger sektoren omkring 400 000 mennesker (Eurometaux, juli 2011). Den største og vigtigste delsektor er aluminiumssektoren, som i 2010 havde en samlet arbejdsstyrke på 240 000 og en omsætning på 25 mia. euro. Bauxitproduktionen er på ca. 2,3 mio. ton, produktionen af aluminiumoxid tegner sig for 5,9 mio. ton, mens den samlede produktion af aluminium (primær og genanvendelse) samlet ligget på 6 mio. ton (270 anlæg). Kommissionen har sat benchmarkreferencen til 1 514 kg CO2-eq/ton for produktionen af primær aluminium.

3.2.2   Forskellige undersøgelser har vist, at råmaterialer og energi er de vigtigste konkurrenceparametre i EU's industri for ikke-jernholdige metaller. Alt efter delsektoren udgør omkostningerne til energi og råmaterialer ca. mellem 50 % og 90 % af de samlede produktionsomkostninger til forædling af metaller. Råmaterialeomkostninger svinger mellem 30 % og 85 % af de samlede omkostninger, mens omkostninger til energi udgør mellem 2 % til 37 % af de samlede omkostninger. Hvad angår råmaterialer til metalproduktionen i EU, er andelen af genbrugt skrotmetal ca. den samme som for malm og koncentrater.

3.2.3   Med hensyn til importafhængighed pegede den europæiske metaindustri på bauxit, magnesium, silicium og kobberkoncentrat som de mest følsomme råstoffer (således tegner Kina sig for 50 % af verdens kokseksport og Chile for 40 % af verdens eksport af kobberkoncentrat).

3.2.4   Ifølge industrien er der risici med hensyn til forsyningen af aluminiums- og kobberskrot, kobberblister, zinkkoncentrater og bly, og det samme gælder på langt sigt for aluminiums- og kobberskrot samt kobberkoncentrat og -blister.

3.2.5   Den ikke-jernholdige metalindustri er meget energiintensiv, og det gælder især for producenter af aluminium, bly og zink, der er meget store energiforbrugere.

3.2.6   Allerede nu dækkes en væsentlig del af EU's forbrug af ikke-jernholdige metaller via import, og hvis der ikke findes en løsning, vil den andel utvivlsomt stige, når de europæiske producenter indstiller produktionen. Det vil medføre kulstoflækage.

3.3   Jern- og stålindustri

3.3.1   Den europæiske jern- og stålindustri beskæftiger 360 000 mennesker og havde i 2010 en omsætning på 190 mia. euro. Det samlede energiforbrug er på 3 700 GJ svarende til ca. 25 % af energiforbruget i fremstillingsindustrien med en samlet CO2-emission på ca. 350 mio. ton eller 4 % af den samlede emission i EU.

3.3.2   Hovedsageligt er der to måder at fremstille stål på: den første er »den integrerede metode«, som er baseret på jernfremstilling af jernmalm, dog anvendes skrot til gennemsnitligt 14 % af produktionen også ved denne metode, den anden er »genanvendelsesmetoden«, hvor man bruger lysbueovne, og hvor stålskrot er det vigtigste jernholdige råmateriale.

3.3.3   I begge tilfælde knytter energiforbruget sig til brændsel (hovedsagelig kul og koks) og elektricitet. Genanvendelsesmetoden giver et langt mindre energiforbrug (ca. 80 %). Den integrerede metode anvender koksovne, sintringsanlæg, højovne og almindelige oxygenkonverterovne.

3.3.4   Det vurderes, at det nuværende energiforbrug for den integrerede metode ligger på mellem 17 og 23 GJ pr. ton varmvalset produkt [1][SET_Plan_Workshop_2010]. Den europæiske industri anser den lavere værdi som en god referenceværdi for et integreret anlæg, mens en værdi på 21 GJ/t anses for en gennemsnitsværdi i hele EU-27.

3.3.5   Den store energireduktion, der er målt i den europæiske industri i de sidste 40 år (svarende til ca. 50 %), skyldes delvis den større brug af genanvendelsesmetoden i stedet for den integrerede metode (procentdelen er steget fra 20 % i 70'erne til ca. 40 % i dag).

3.3.6   En eventuel omstilling til genanvendelse er dog afhængig af adgangen til og kvaliteten af stålskrottet. I Europa stammer ca. 80 % af kulstofemissionerne i den integrerede metode fra spildgasser. Disse gasser anvendes i stort omfang i industrien til at producere ca. 80 % af dens energibehov [EUROFER_2009a].

3.3.7   I 2008 lå produktionen af råstål i EU på 198 mio. ton svarende til 14,9 % af den samlede produktion på verdensplan (1.327 mio. ton råstål) [WorldSteel_2009]. 10 år tidligere, hvor produktionen var lidt mindre (191 mio. ton), udgjorde de samme europæiske landes andel 24,6 % af produktionen på verdensplan.

3.4   Keramisk industri

3.4.1   Den keramiske industri beskæftiger 300 000 mennesker og omfatter en lang række produkter fra mur- og tagsten, stentøjsrør, væg- og gulvfliser over sanitetsvarer, bordservice og pyntegenstande til slibemidler, ildfaste og keramiske produkter (6).

3.4.2   Produktionen i disse sektorer anvendes inden for byggeri, i processer ved høj temperatur, i biler, energi, miljø, forbrugsvarer, minedrift, skibsbygning, forsvar, inden for luft- og rumfart, til medicinsk udstyr og meget mere. De keramiske sektorer er kendetegnet ved at være afhængige af både lokale og importerede råmaterialer.

3.4.3   Den keramiske industri i Europa udgøres i høj grad af SMV'er, som tegner sig for omkring 10 % af de anlæg, der omfattes af EU's emissionshandelsordning, men for mindre end 1 % af udledningerne.

3.5   Cement

3.5.1   Den europæiske cementproduktion beskæftigede i 2010 48 000 personer med en produktion på 250 mio. ton og en omsætning på 95 mia. euro. Det normale energiforbrug svarer til 110 kwh/ton: den samlede udledning af CO2 var på ca. 3 % af EU's samlede emissioner.

3.5.2   Cement er et materiale, der er helt nødvendigt i byggeri og i andre anlægs- og vandbygningsarbejder. Cementindustriens produktion er direkte relateret til den generelle situation i byggesektoren og afspejler meget præcist den overordnede økonomiske situation.

3.5.3   I EU fremstilles cement primært ved hjælp af den moderne »tørmetode«-teknologi. Denne teknologi er karakteriseret ved et næsten 50 % lavere energiforbrug i forhold til brænding af klinker i vådovn.

3.5.4   I 2009 lå cementproduktionen i EU-27 på omkring 250 mio. ton, svarende til 8,6 % af verdensproduktionen på cirka 3 mia. ton (7). Asien tegner sig for størstedelen af produktionen på verdensplan (75 %), mens Kina alene står for næsten halvdelen af verdensproduktionen af cement (54,2 %). Disse tal viser, at en meget betragtelig del af verdens cementproduktion foregår i lande, der ikke overholder Kyotoprotokollen.

3.5.5   Den europæiske cementproduktion har en stærk kapitalintensiv karakter (150 mio. euro pr. mio. ton produktionskapacitet) og er meget energiintensiv (60-130 kg pr. ton olie eller olieækvivalent plus yderligere 90-130 kWh elektricitet pr. ton).

3.5.6   Et yderligere vigtigt træk ved den europæiske cementindustri er, at der findes regionale cementmarkeder, som kun dækker en radius på 200 miles.

3.5.7   Cementindustrien er en af de største CO2-syndere. CO2-emissionerne udgør omkring 5 % af emissionerne på verdensplan, der skyldes menneskelig aktivitet (8). De vigtigste kilder til cementindustriens CO2-emissioner er kalcineringsprocessen og forbrænding af brændstof.

3.5.8   Det anslås, at emissioner fra kalcineringsprocessen udgør cirka 50 % af cementfabrikkernes samlede emissioner, og at brændstofforbrændingen tegner sig for cirka 40 %. CO2-emissioner fra disse to processer omtales som direkte emissioner. Indirekte emissionskilder (ca. 10 % af cementfabrikkernes emissioner) omfatter transport og fremstilling af elektricitet til anvendelse på cementfabrikker (9).

3.5.9   Udviklingen af cementsektoren i EU hænger i høj grad sammen med EU's politikker og beslutninger vedrørende CO2-emissioner og andre forurenende stoffer.

3.5.10   I cementsektoren gælder emissionshandelsordningen for cementproduktion (klinker) i rotationsovne med en daglig kapacitet på mere end 500 ton. Tal vedrørende de seneste år (10) viser, at emissionerne fra cementindustrien var lavere end forventet. De høje priser på CO2-kvoterne kan vise sig at være mere attraktive end at producere større mængder af cement. Emissionshandelsordningen kan begrænse produktionen. Tildelingen af CO2-kvoter bør derfor ske på baggrund af en forudgående undersøgelse med det formål at opstille nogle bæredygtige mål, undgå markedsforvridninger og motivere virksomhederne til at forbedre energieffektiviteten og dermed mindske CO2-emissionerne.

3.6   Glasindustri

3.6.1   Den europæiske glasindustri beskæftiger 200 000 mennesker, herunder 1 300 producenter og forarbejdningsvirksomheder, med en samlet produktion på 34 mio. ton i 2010 (30 % af den globale produktion). Genanvendelse af et ton glas betyder en besparelse på 670 kg CO2. Den årlige CO2-udledning udgør ca. 25 mio. ton.

3.6.2   Glas fremstilles hovedsageligt af en glasdanner: silicium (sand af høj kvalitet), alkalistoffer der får silicium til at ændre form fra fast til flydende (primært soda og potaske), stabilisatorer for at styrke glassets overflade over for vejrlig (calciumoxid, magnesium og aluminiumoxid), lutningsmidler og små doser af andre tilsætningsstoffer, der giver de enkelte glastyper deres kendetegn.

3.6.3   Den mest udbredte form for klassificering af glastyper er efter deres kemiske sammensætning, som inddeler typerne i fire hovedgrupper: natronkalkglas, blykrystal- og krystalglas, borsilikatglas og specialglas.

3.6.4   »Emballageglas« er den største af delsektorerne i EU's glasindustri med mere end 60 % af den samlede produktion. Sektorprodukterne er glasbeholdere (flasker og glas). Emballageglas fremstilles i alle medlemsstater, undtagen Irland og Luxembourg. På verdensplan er EU den største producent af emballageglas med ca. 140 fabrikker.

3.6.5   Planglas er den næststørste delsektor med ca. 22 % af den samlede glasfremstilling i EU og fremstiller floatglas og valset glas. I EU findes der fem producenter af floatglas, og fem producenter af valset glas. I 2008 var sektorens samlede udledning af CO2 på 7 mio. ton, hvoraf fremstillingen af floatglas tegnede sig for ca. 6,5 mio. ton og valset glas for ca. 0,5 mio. ton (kilde: CITL).

3.6.6   Endeløse filamenter af glasfiber produceres og leveres i forskellige former: rovings, måtter, afhuggede tråde, tekstilgarn, stoffer og knuste fibre. Størstedelen (ca. 75 %) anvendes til at forstærke kompositmaterialer, især termohærdet harpiks men også termoplast. De vigtigste afsætningsmarkeder for kompositmaterialer er byggesektoren, bil- og transportindustrien (50 %) og elektricitets- og elektroniksektoren.

3.6.7   Nogle oplysninger om CO2-fodaftrykket:

3.6.8   Sektoren for specialglas fremstiller 6 % af den samlede glasproduktion og er med hensyn til ton den fjerdestørste sektor. De vigtigste produkter er glas til fjernsyn og skærme, lysteknisk glas (rør og pærer), optisk glas, laboratorieartikler af glas og teknisk glas, borsilikatglas og keramisk glas (køkkengrej og husholdningsartikler til høje temperaturer) og glas til elektronikindustrien (LCD-skærme).

3.6.9   Sektoren for husholdningsartikler af glas er en af de mindre i industrien og tegner sig for ca. 4 % af den samlede produktion. Den omfatter bordservice af glas, køkkengrej og pyntegenstande som glas, kopper, skåle, tallerkner, køkkengrej, vaser og pynt.

4.   Generelt overblik over CO2-emissionerne i Europa i 2010

4.1   EU's emissionshandelsordning sætter et emissionsloft for omkring 12 600 anlæg, herunder kraftværker, fabrikker og olieraffinaderier. Ordningen dækker ca. 40 % af de samlede drivhusgasemissioner i EU. Analytikere vurderer på baggrund af industriens produktionsdata, at emissionerne sidste år steg 3,2 % i forhold til et fald på næsten 11,3 % i 2009 (Barclays Capital, Nomisma Energia, IdeaCarbon).

4.2   Ifølge Det Europæiske Miljøagentur tegnede EU's samlede drivhusgasemissioner i 2009 sig for ca. 4,6 mia. ton. Hvis de steg i samme takt som industriens kulstofemissioner sidste år, betyder det, at EU lå ca. 300 mio. ton over målet om 4,5 mia. ton drivhusgas i 2020. EU's klimaeksperter vurderer, at EU kan komme under målet, hvis målene for vedvarende energi og energieffektivitet nås.

4.3   CO2

EU's emissioner under emissionshandelsordningen steg i 2010 som følge af højere energiforbrug og produktion i industrien, hvor virksomhederne anvendte flere fossile brændstoffer til at skabe elektricitet og varme (Sikorski).

Desuden har prisstigninger på gas tvunget varmekraftværkerne til primært at anvende kul, som udleder større mængder CO2.

5.   EØSU's bemærkninger

5.1   Værdikæden afhænger af materialernes tilgængelighed og kvalitet, og de europæiske basisindustrier leverer materialer af allerhøjeste kvalitet. Den europæiske forarbejdningsindustri nyder godt af det høje kvalitetsniveau og den fortsatte innovation, som forskningen skaber. F.eks. afhænger 70 % af kvaliteten i stålindustrien af, hvilken støbning der anvendes. Denne kvalitet skal fastholdes og forbedres, hvor det er muligt.

5.2   Uden en stærk, konkurrencedygtig og innovativ industri vil Europa ikke kunne opfylde noget bæredygtigt mål, herunder de mål, der er fastsat af Kommissionen for CO2-emissioner.

5.3   EU's emissionshandelsordning er et »cap and trade-system«, der er blevet indført som et vigtigt værktøj til opfyldelsen af EU's egne mål om at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 20 % inden 2020 i forhold til 1990 og med 30 %, hvis en international aftale kommer på plads. Emissionshandelsordningen omfatter ca. 12 500 anlæg i energi- og industrisektoren, som samlet udleder ca. halvdelen af alle CO2-emissioner i EU og 40 % af de samlede drivhusgasemissioner.

5.4   Emissionshandelsordningen er gældende i 30 lande (de 27 EU-medlemsstater, Island, Liechtenstein og Norge). Sammenlignet med andre sektorer, som ikke hører under ordningen, f.eks. transportsektoren, er det lykkedes anlæg under ordningen at reducere drivhusgasserne betydeligt. Men de energiintensive sektorer drives altid af en permanent indsats for at forbedre energieffektiviteten på grund af de stadigt stigende omkostninger til energi. En grundig analyse af de emissionsreduktioner, der tilskrives EU's emissionshandelsordning, ville være yderst ønskelig.

6.   De sociale og miljømæssige aspekter

6.1   Den eneste måde, hvorpå Europas industri, arbejdstagere, interesser, miljø, folkesundhed og forbrugere kan beskyttes, er, hvis ingen af disse interesser prioriteres højere end de andre, og der findes den rette balance mellem miljømæssige, sociale og økonomiske politikker.

6.2   EØSU støtter målsætningerne for miljømæssig og social bæredygtighed og peger på adskillige nøgleområder, hvor der bør foretages en integreret indsats med en holistisk tilgang.

6.3   Der er frem for alt behov for effektive ordninger til støtte af faglig udvikling gennem uddannelse for at frembringe de nødvendige kompetencer til at håndtere og overvinde de teknologiske udfordringer samt skabe flere og bedre resultater inden for energieffektivitet. De energiintensive industrier er kendetegnet ved kontinuerlige produktionsprocesser og en høj grad af ansvar, som betyder, at de ikke er attraktive for de unge. Der er behov for særlige incitamenter til støtte for erhvervsuddannelsesprogrammer (herunder stipendier) for at fastholde de europæiske færdigheder inden for området.

6.4   Der skal gives incitamenter til at fremme teknikeres og specialiserede arbejderes mobilitet for at udbrede erfaring og bedste praksis på både nationalt og internationalt niveau.

6.5   Man skal være særlig opmærksomhed på overgangsperioder og sikre passende assistance til arbejdere, der påvirkes af omstruktureringer, som skyldes ændringer, der er nødvendige for at kunne tilpasse produktionen til nye behov. Offentlige investeringer bør støtte denne proces.

6.6   En virkelig satsning på at gennemføre industrielle ændringer i de energiintensive industrier må ledsages af passende vurderinger af virkningerne for samfundet og arbejderne for at undgå negative sociale konsekvenser og forberede sig til nye produktionsmodeller.

6.7   Det er afgørende at øge borgernes kendskab til, forståelse af og bevidsthed om de fordele, som kan opnås ved en meget energieffektiv industri. Derfor og for at fremme produktmærkning bør de energieffektive processer i fremstillingen af et produkt også fremgå af mærkningen. Med andre ord skal der være en dobbeltmærkning af ikke alene produktets indhold men også af det anlæg, der har bidraget til en høj grad af effektivitet.

6.8   Der skal ydes mere støtte til forskning og innovation i de energiintensive industrier. EU's nuværende finansieringssystem bør omfatte specifikke værktøjer (som f.eks. det offentlig-private partnerskab for en bæredygtig industri, SPIRE) for at give mere plads til industrielle projekter. De teknologiske platforme har arbejdet hårdt for at skabe et mere gunstigt miljø, hvor industrier bedre kan få adgang til rammeprogrammerne. Forsknings- og teknologiorganisationernes rolle bør ligeledes fremhæves, eftersom de er en uhyre vigtig aktør i innovationskæden, når idéer omsættes til industriel ibrugtagning.

7.   Den internationale dimension

7.1   USA, Japan, Rusland, Brasilien, Indien og især Kina (den største udleder af CO2 med 22 % af den samlede udledning) skal leve op til deres ansvar. Sammen med Europa står disse lande for mere end 70 % af CO2-udledningerne (2007). En klima- og sundhedsaftale for vores planet er uundværlig, hvis vi skal kunne håndtere og overvinde udfordringer forbundet med temperaturstigninger, der skyldes menneskeskabte faktorer.

7.2   EØSU har flere gang givet udtryk for sin støtte til sådanne europæiske politikker og anbefalet, at man gør alt for nå frem til en retfærdig international aftale, der fordeler ansvar og omkostninger og tager hensyn til en lang række bredere overvejelser og ikke blot kontante fakta og tal.

7.3   Klimapolitikker vil kun lykkes, hvis man på den kommende konference i Durban er i stand til at fastsætte de nye målsætninger efter Kyoto for verdens mest CO2-udledende lande. Europa har forpligtet sig til at nå endnu mere ambitiøse mål, såfremt der kommer en global aftale i stand. EØSU hilser denne holdning velkommen under forudsætning af, at de hensyn, der er givet udtryk for vedrørende bæredygtighed for europæiske virksomheder og arbejdere, indarbejdes i aftalen og respekteres.

(1)  EUT C 218 af 23.7.2011, s. 38.

(2)  EUT C 107 af 6.4.2011, s. 1, og EUT C 218 af 23.7.2011, s. 25.

(3)  SEK(2011) 779 endelig.

(4)  Tallene for det økonomiske potentiale i sektoren for energitransformation bygger på beregninger fra GD for Energi.

(5)  Energieffektivitetsplan 2011, KOM(2011) 109 endelig; konsekvensanalyse, lb.n. 3, EUT C 218 af 23.7.2011, s. 38; EUT C 318 af 29.10.2011, s. 76.

(6)  EUT C 317 af 23.12.2009, s. 7.

(7)  Informationsrapport om udviklingen i EU's cementindustri, CCMI/040, CESE 1041/2007.

CEMBUREAU, Evolution & Energy Trends – Cembureau's hjemmeside, maj 2011.

(8)  »Carbon dioxide emissions from the global cement industry«, Ernst Worrell, Lynn Price, Nathan Martin, Chris Hendriks og Leticia Ozawa Meida, Annual Review of Energy and the Environment, november 2001, bind 26, s. 303-329.

(9)  Vanderborght B., Brodmann U., The Cement CO2 Protokol: CO2 Emissions Monitoring and Reporting Protocol for the Cement Industry (CO2-protokollen for cementindustrien: Protokol om overvågning og rapportering om CO2-emissioner for cementindustrien). Guide til protokollen, version 1.6., 2001 – www.wbcsdcement.org.

(10)  Rapport offentliggjort i Euronews i maj 2006.