1.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/20

—

understreger, at direkte betalinger fortsat skal udgøre grundlaget for stabiliseringen af landmændenes indkomst som vederlag for leveringen af offentlige goder og som kompensation for EU's højere produktionsstandarder, under forudsætning af at afkoblingen af betalingerne ikke giver risiko for, at produktionen ophører i områder med vedvarende naturlige handicap;

—

fremhæver i særdeleshed betydningen af den fælles landbrugspolitik, frem for alt dens anden søjle, for den overordnede udvikling i Europas landdistrikter. Den har mange berøringspunkter med samhørighedspolitikken, hvorfor disse to politikområder – selv om de er selvstændige og nødvendige hver for sig – ikke kan betragtes isoleret fra hinanden. Disse politikkers territoriale mål skal koordineres bedre, især på EU-niveau.

—

gentager sin støtte til forslaget om at fastsætte en fælles strategisk ramme for strukturfondene og de regionale udviklingsfonde, f.eks. ELFUL og EFF;

—

er betænkeligt ved de signaler om reguleringen af landbrugsmarkederne i perioden efter 2013, som Kommissionen har udsendt, og mener, at den fælles landbrugspolitiks fremtid er uløseligt knyttet til en videreførelse af den offentlige regulering af markederne af hensyn til bekæmpelsen af kursvolatiliteten og sikringen af stabile priser for producenter og forbrugere;

—

mener, at den fælles landbrugspolitiks fremtid ikke kan betragtes isoleret fra den europæiske handelspolitik. Hvis EU vil yde et bidrag til den globale fødevaresikkerhed, skal EU og den internationale handelspolitik også inden for Verdenshandelsorganisationens rammer sikre, at EU's landbrugsproduktion har rimelige betingelser.

—

fremhæver det decentrale ansvar for udformningen af den fremtidige samhørigheds- og landbrugspolitik. Selv om der ikke skal sættes spørgsmålstegn ved politikkernes fælles tilgang og merværdien af en fælles politik, skal de lokale og regionale myndigheder inddrages stærkere end før, når der skal træffes beslutninger om udformningen af søjlerne i den fremtidige fælles landbrugspolitik. Det er strengt nødvendigt at etablere en ramme for forvaltning på flere niveauer (EU medlemsstater, regioner og kommuner), hvis man både vil bibeholde den europæiske landbrugspolitiks fælles tilgang, styrke det lokale ansvar og øge accepten i samfundet.

—

understreger, at den fælles landbrugspolitiks mål kun kan nås, hvis der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed efter 2014.

Ordfører

Luis DURNWALDER (IT/PPE), Formand for den selvstyrende provins Bolzano

Basisdokument

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020 – Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder

KOM(2010) 672 endelig

1.

Landbruget har afgørende betydning for udviklingen i Europas landdistrikter, eftersom det giver beskæftigelse til næsten 30 mio. personer. 90 % af EU's territorium består af landdistrikter, og 60 % af EU's befolkning lever i disse områder.

2.

Landbruget sikrer fødevareforsyningen til de europæiske borgere, skaber økonomiske kredsløb og arbejdspladser samt levesteder af høj kvalitet. Det bidrager til områdets hydrogeologiske struktur og er med til at bevare kulturlandskaber og traditioner. Uden landbruget er en multifunktionel og bæredygtig udvikling af EU's landområder ikke realistisk.

3.

Lige siden Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev oprettet, har den fælles landbrugspolitik derfor været et af de vigtigste opgaveområder. Den fælles landbrugspolitik har vist, at en fælles politik kan tilføre det europæiske samfund stor merværdi, hvorved Europa 2020-strategiens mål kan fremmes gennem territoriale pagter.

4.

Den fælles landbrugspolitik har været og er stadig en succes, fordi den i al den tid, den har eksisteret, altid har taget de udfordringer op, der er opstået i og uden for Europa, og er blevet justeret løbende i overensstemmelse med dem.

5.

De økonomiske rammebetingelser, de svingende priser, faldet i landbrugernes indtægter, den stigende internationale efterspørgsel efter fødevarer og landbrugsråstoffer samt kravene om at gøre produktionsmetoderne grønnere og mere bæredygtige og øge landbrugets indsats mod klimaændringernes negative konsekvenser, men også om at forbedre dyrevelfærden og sikre en god forbrugerbeskyttelse, både hvad angår fødevaresikkerhed og sikkerhed for forsyning med landbrugsprodukter, gør det nødvendigt at videreudvikle den fælles landbrugspolitik efter 2013.

6.

Regionsudvalget vedtog på den 85. plenarforsamling den 9.-10. juni 2010 en initiativudtalelse om den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013 (CdR 127/2010), hvori udvalget udtrykte den holdning, at den fælles landbrugspolitik:

7.

Regionsudvalget vedtog den 27. januar 2011 sin perspektivudtalelse om lokale fødevaresystemer, hvori det understreger, hvor vigtigt det er med et varieret landbrug i Europa, og at lokale afsætningsmuligheder medfører miljømæssige, sociale og økonomiske fordele.

8.

I lyset af Regionsudvalgets arbejde på reformen af den fælles landbrugspolitik og som et svar på meddelelsen fra november 2010 glæder Regionsudvalget sig over, at Kommissionens meddelelse tager flere af punkterne i ovennævnte udtalelse op, og understreger, at punkterne er relevante og skal tilgodeses i forbindelse med reformen.

9.

Regionsudvalget understreger i særdeleshed betydningen af den fælles landbrugspolitik, frem for alt dens anden søjle, for den overordnede udvikling i Europas landdistrikter. Den har mange berøringspunkter med samhørighedspolitikken, hvorfor disse to politikområder – selv om de er selvstændige og nødvendige hver for sig – ikke kan betragtes isoleret fra hinanden. Disse politikkers territoriale mål skal koordineres bedre, især på EU-niveau. Regionsudvalget understreger, at der er behov for at tilføre tilstrækkelige ressourcer til den tredje akse i anden søjle, så livskvaliteten forbedres og landområdernes diversificering fremmes.

10.

Regionsudvalget fremhæver det decentrale ansvar for udformningen af den fremtidige samhørigheds- og landbrugspolitik. Selv om der ikke skal sættes spørgsmålstegn ved politikkernes fælles tilgang og merværdien af en fælles politik, skal de lokale og regionale myndigheder inddrages stærkere end før, når der skal træffes beslutninger om udformningen af søjlerne i den fremtidige fælles landbrugspolitik. Det er strengt nødvendigt at etablere en ramme for forvaltning på flere niveauer (EU-medlemsstater, regioner og kommuner), hvis man både vil bibeholde den europæiske landbrugspolitiks fælles tilgang, styrke det lokale ansvar og øge accepten i samfundet. Samtidig bør man dog undgå, at nærhedsprincippet fører til overflødige planlægningsniveauer og dermed udvikler sig til en tung administrativ byrde.

11.

Den internationale efterspørgsel efter fødevarer vil stige. Det skyldes både den forventede globale befolkningstilvækst og den øgede købekraft samt de ændrede kostvaner, som denne udvikling vil føre med sig i mange vækstøkonomier. Den fælles landbrugspolitik, som særligt har til opgave at ernære befolkningen i Europa og bidrage til fødevarebalancen, kan og skal medvirke til at imødekomme den stigende globale efterspørgsel. Derudover medvirker landbruget også i høj grad til at levere offentlige goder, hvilket bl.a. kan sikre energiforsyning og fornyelige råstoffer (som ikke umiddelbart er i konkurrence med fødevareproduktionen) og bevare vitale landområder.

12.

Med dette for øje kan den fælles landbrugspolitiks fremtid ikke betragtes isoleret fra den europæiske handelspolitik. Hvis EU vil yde et bidrag til den globale fødevaresikkerhed, skal EU og den internationale handelspolitik også inden for Verdenshandelsorganisationens rammer sikre, at EU's landbrugsproduktion har rimelige betingelser. Hvis landmændene skal opfylde betingelser, der er strengere end de internationale normer og påfører dem meromkostninger, så skal disse meromkostninger også tilgodeses i internationale handelsaftalers importregler.

13.

Landbrugsdriften er særlig tæt forbundet med miljøet. At sikre en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne modsvarer altså ikke bare et legitimt ønske i samfundet; det er også meget vigtigt for landmændene selv og for opretholdelsen af landbrugets produktionspotentiale. Derfor skal landbruget også bidrage til at løfte de udfordringer, der udspringer af klimaændringerne, udpiningen af jorden, vandmanglen og vandforureningen samt tabet af vilde dyr og planter og biodiversitet. Den fælles landbrugspolitik skal hjælpe med at finde løsninger på disse forestående problemer.

14.

Der skal især lægges vægt på landbrugets rolle i bekæmpelsen af klimaændringerne. Landmændene har allerede gjort en stor indsats for at opnå en mærkbar nedbringelse af drivhusgasemissionerne. Men ud over det skal der også arbejdes intensivt på at udvikle tilpasningsstrategier, så landbruget også fremover kan udfylde ovennævnte funktioner. Man bør også fremhæve dels den rolle, som jordbunden kan spille som CO2-dræn - samtidig med at dens produktionskapacitet forbedres i takt med, at dens indhold af organisk materiale øges – dels træagtige afgrøders evne til at binde CO2. Landbruget er en af de sektorer, der spiller en central rolle for løsningen af problemet. Den kan bidrage til en bæredygtig energiforsyning og til udvikling af en grøn kemi, der er baseret på fornyelige råstoffer. De regioner og lokale myndigheder, der støtter biomassebaserede energikoncepter, får en særlig betydning i denne sammenhæng. Her er træ den vigtigste bæredygtige energikilde. Derfor er det nødvendigt dels at fortsætte med at støtte skovbruget som et led i udviklingen af landområderne i de regioner, hvor skove spiller en væsentlig rolle for sikkerheden, bekæmpelse af erosion og udvikling af turisme, dels at støtte udnyttelsen af beskæringsaffaldet fra træagtige afgrøder.

15.

Regionsudvalget er enigt med Kommissionen i, at landbrugspolitikken fortsat skal bygge på to søjler, der er afstemt efter hinanden, og at søjlernes hidtidige målsætninger skal bibeholdes. Regionsudvalget understreger dog, at det er vigtigt, at det fremgår mere tydeligt, hvilke målsætninger der hører til hver af de to søjler.

16.

De direkte betalinger under den første søjle sikrer landmændenes indkomst, belønner dem for at levere offentlige goder (såsom landskabspleje, miljøbeskyttelse og fødevaresikkerhed), som europæerne nødigt vil undvære, søger at kompensere landmændene for EU's højere standarder i forhold til konkurrenterne på verdensmarkedet og udgør en stødpude set i forhold til markedets volatilitet.

17.

Den anden søjle fremmer udviklingen af landdistrikterne. Det er derfor vigtigt, at den tilpasses de enkelte regioners behov og udformes i samarbejde med regionerne og de lokale myndigheder, som dermed også står ved det medansvar, de har for udformningen af den anden søjle under medfinansieringsordningen.

18.

Regionsudvalget understreger, at den fælles landbrugspolitiks mål kun kan nås, hvis der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed efter 2014.

19.

understreger, at direkte betalinger fortsat skal udgøre grundlaget for stabiliseringen af landmændenes indkomst som vederlag for leveringen af offentlige goder og som kompensation for EU's højere produktionsstandarder, under forudsætning af at afkoblingen af betalingerne ikke giver risiko for, at produktionen ophører i områder med vedvarende naturlige handicap;

20.

støtter kravet om fremover at udforme fordelingen af de direkte betalinger mere retfærdigt, da det nuværende system med direkte betalinger, der bygger på tidligere produktionsmængder, skævvrider konkurrencen inden for EU og skal erstattes af et system, hvor alle landbrugsformer i EU behandles på lige fod;

21.

mener, at enkeltbetalingerne pr. bedrift skal harmoniseres yderligere for at undgå markedsforvridninger inden for EU. Regionsudvalget understreger imidlertid, at begge søjler skal tilgodeses, når midlerne skal fordeles på de enkelte medlemsstater;

22.

slår til lyd for at beholde modellen med afkoblede enkeltbetalinger pr. bedrift og støtter Kommissionens forslag om at afvikle de historiske, bedriftsspecifikke enkeltbetalinger hurtigst muligt. Regionsudvalget foreslår i den sammenhæng, at man går over til regionsbaserede betalinger;

23.

understreger nødvendigheden af, at man som led i denne gradvise overgang afvikler den ulige fordeling af enkeltbetalingerne inden for de enkelte medlemsstater, som den historiske fordeling har medført, fordi den er i strid med afkoblingen og har ført og stadig fører til uacceptable markedsforvridninger inden for medlemsstaterne, men understreger, at der er behov for en overgangsperiode, der giver bedrifterne mulighed for at tilpasse sig den nye ordning;

24.

støtter Kommissionens forslag om at indføre et loft for enkeltbetalinger pr. bedrift og understreger, at et sådant loft skal tilgodese de forskellige bedriftsformer, partnerskaber og bedrifternes bidrag til beskæftigelsen såvel som antallet af medejere i tilfælde af juridiske personer og ikke må forhindre en tidssvarende strukturtilpasning af EU's landbrug;

25.

fremhæver Kommissionens overvejelser om, at der også i fremtiden skal være koblede præmier i områder med specifikke problemer og for landbrugsformer, der har særlig stor betydning for landbrugets levedygtighed i disse områder. I denne sammenhæng skal der henvises til græssende husdyrs betydning for bjergområderne, de arktiske egne, øområder og tyndt befolkede områder, for alle produktionssystemer, der på grund af vanskelige klima- eller terrænforhold har brug for særlig bistand, og i særdeleshed for bevarelsen af mejerisektoren i disse områder, også efter afviklingen af kvotesystemet i mejerisektoren. Uden en velfungerende mejerisektor kan det ikke lade sig gøre at bevare det udnyttede landbrugsareal, især græsmarker og græsgange i områder med middelhøje og høje bjerge og skovgræsgange i Middelhavsområdet. Olivenplantager med lavt udbytte har ligeledes særlig økonomisk og miljømæssig betydning i bjergområder og andre områder med agroklimatiske begrænsninger. Endvidere er bevarelsen af okse-, kalve-, fåre- og gedekødssektoren vigtig for at sikre EU's græsningsøkosystemer og landbruget i visse regioner. Hvis disse arealer går tabt for landbruget, mister man det enestående kulturlandskab i de pågældende områder. Derudover er kødkvægssektoren garant for brugen af marginaljorder også set i forhold til oplandsområder. Dette er vigtigt for at sikre åbne arealer (f.eks. flodsletter) og alligevel få et økonomisk udbytte af disse. Uden koblet støtte bringes sektorens levedygtighed i fare, så den ikke længere kan opfylde denne rolle.

26.

Det er nødvendigt at udtømme de muligheder, WTO giver for at yde koblet støtte;

27.

støtter Kommissionens anbefaling om at forhøje enkeltbetalingerne pr. bedrift i ugunstigt stillede områder og dermed kompensere for bedrifternes højere produktionsomkostninger og fremme landbrugsdrift i hele Europa; understreger, at en sådan forhøjelse, der skal sikre landmændene en rimelig indkomst, er både berettiget og nødvendig;

28.

understreger, at den fælles landbrugspolitik og landbrugerne ikke skal være alene om at spille en aktiv rolle i forhold til de nye miljøudfordringer, og navnlig ikke uden at den finansielle ramme herfor øges;

29.

understreger, at programmerne om miljøvenligt landbrug i anden søjle bør medvirke til opnåelse af målet om, at landbruget i højere grad skal have fokus på miljøhensyn. I denne sammenhæng bør det påpeges, at nogle medlemsstater bruger mindre end 10 % af det samlede budget i anden søjle og dermed næsten ikke har nogen landbrugsmiljøprogrammer at tilbyde landmændene; foreslår derfor, at alle medlemsstaterne i fremtiden skal anvende mindst 10 % af det samlede budget til landbrugsmiljøprogrammer i anden søjle, og at en reduceret medfinansiering på mindst 10 % kan anvendes til dette formål;

30.

mener, at der skal være større støtte til økologisk landbrug og integreret landbrug i den fælles landbrugspolitik, da disse former for landbrug er en del af politikken om bæredygtig udvikling;

31.

mener, at erhvervsaktive landmænds hastige aldring i EU gør det tvingende nødvendigt at skabe supplerende foranstaltninger for unge landmænd. Den støtte til unge landmænd, der hidtil er blevet tilbudt under den anden søjle, har ikke kunnet dæmme op for de erhvervsaktive landmænds stigende aldring. I dag er kun 7 % af landmændene i EU under 35 år, mens en tredjedel er over 65. Man bør derfor undersøge muligheden for at forhøje de direkte betalinger til unge landmænd under den første søjle for at gøre landbruget mere attraktivt for unge;

32.

påpeger, at der er behov for passende offentlige tjenester for unge, der ønsker at nedsætte sig som landmænd i landdistrikter. Hvis de gives incitamenter til at anskaffe innovative og miljøvenlige produktionssystemer og kan se, at der er alternative økonomiske muligheder, kan landbrugskapaciteten i landdistrikterne opretholdes;

33.

støtter Kommissionens forslag om at indføre en forenklet og specifik støtteordning for mindre landbrugsbedrifter, så man kan bevare mindre gårde og husmandsbrug, og så man får mulighed for at yde ekstra støtte til disse bedrifter og reducere bureaukratiet, særligt i ugunstigt stillede områder; betoner i denne sammenhæng, at 82 % af landmændene i EU modtager mindre end 5 000 EUR i støtte, og at en afbureaukratisering af ordningerne for de mindre bedrifter vil lette den administrative byrde og øge landmændenes accept af den fælles landbrugspolitik;

34.

understreger, at krydsoverensstemmelserne og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem (IFKS) skal forenkles, uden at der dermed sættes spørgsmålstegn ved systemets praktiske funktionsdygtighed. Som udgangspunkt kan man indføre europæiske nøglekriterier for lokal kontrol med krydsoverensstemmelserne, halvere kvoterne for krydsoverensstemmelseskontrol og IFKS' kontrolkvoter med det formål at ensarte krav og kontrol i de forskellige europæiske regioner, forudsat at medlemsstaterne kan påvise, at de råder over funktionsdygtige systemer, og at de bruger praktisk anvendelige fejltolerancer;

35.

deler Kommissionens opfattelse af, at præmierne kun skal tildeles erhvervsaktive landmænd, men at deltidslandmænd alligevel ikke bør forfordeles, fordi de spiller en central rolle for bevarelsen af landbruget, især i ugunstigt stillede områder. Udvalget ser dog gerne, at Kommissionen opstiller grunddefinitioner af begreberne »erhvervsaktiv landmand« og »landbrugsareal«, som så kan suppleres på medlemsstatsniveau eller på regionsniveau;

36.

mener, at man bør bibeholde de særlige markedsordninger, der gælder for de områder, der hidtil har haft deres egne markedsordninger, og hvor systemet med afkoblede enkeltbetalinger pr. bedrift enten slet ikke eller kun delvist har fundet anvendelse. Det gælder f.eks. for sektoren for frugt og grøntsager, vinsektoren og sukkersektoren.

37.

er betænkeligt ved de signaler om reguleringen af landbrugsmarkederne i perioden efter 2013, som Kommissionen har udsendt, og mener, at den fælles landbrugspolitiks fremtid er uløseligt knyttet til en videreførelse af den offentlige regulering af markederne af hensyn til bekæmpelsen af kursvolatiliteten og sikringen af stabile priser for producenter og forbrugere;

38.

gør opmærksom på, at EU-præferencen fortsat skal betragtes som et vigtigt princip i den fælles landbrugspolitik, og at den i høj grad medvirker til at bevare medlemsstaternes fødevaresuverænitet;

39.

mener, at de eksisterende markedsinstrumenter, såsom interventionsforanstaltninger og privat og offentlig oplagring samt eksportstøtte, der er begrænset til følsomme produkter, har vist sig at være tvingende nødvendige og derfor bør bibeholdes som sikkerhedsnet med et tilsvarende budget;

40.

påpeger, at afkoblingen har gjort det europæiske landbrug mere markedsorienteret, men at denne udvikling har resulteret i stærkt svingende priser, hvilket kan være til skade for bedrifternes fortsatte beståen;

41.

påpeger, at markedsinstrumenterne skal være udformet således, at de på den ene side sikrer forsyningen af landbrugsmarkederne, beskytter landmændene mod voldsomme fald i priserne og dermed i indkomsten, og på den anden side begrænser udsvingene i de priser, som forbrugerne skal betale for fødevarer;

42.

mener, at disse markedsinstrumenter nødvendigvis bør forbedres. Man bør undersøge muligheden for at udvide listen over produkter til midlertidig oplagring, forlænge interventionsperioden og gennemføre foranstaltninger til midlertidig indstilling af produktionen. Det er ligeledes nødvendigt at gøre en passende indsats for at forhindre misbrug i forbindelse med handelen med landbrugsråvarer, uden at begrænse markedernes funktionalitet. Sigtet hermed er at undgå prisudsving på markederne som følge af landbrugs- eller sundhedskriser;

43.

gør opmærksom på, at landmændenes andel af den merværdi, som skabes i fødevareforsyningskæden, er aftagende, og at der skal udvikles markedsinstrumenter, der kan standse denne udvikling; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til i alle produktionssektorer at fastsætte rammebetingelser for producentsammenslutninger og brancheorganisationer og dermed afstive landmændenes position i fødevareforsyningskæden. Det er desuden særlig vigtigt for mælkeproduktionen i områder med naturbetingede ulemper eller i andre områder med sårbare produktionsstrukturer eller produktionssystemer, at man støtter producenterne i at slutte sig sammen og skabe en fælles markedsføring for dermed at afbøde konsekvenserne af afskaffelsen af mælkekvoten og forhindre, at produktionen udflyttes;

44.

så gerne, at Kommissionen undersøger, hvilken indflydelse detailhandlen har på fødevareproducenter, distributører, leverandører, forbrugere og det omgivende miljø;

45.

mener, at EU's konkurrenceregler bør revideres, hvis der for alvor skal banes vej for at skabe ligevægt i fødevarekæden;

46.

mener, at det er nødvendigt i tillæg til de offentlige markedsstyringsredskaber at udvikle gensidige sikringsordninger som f.eks. multirisikoforsikring, og at man i denne sammenhæng bør gøre det muligt for medlemsstaterne at støtte sammenslutninger og kooperationer for landmænd med andre led i fødevarekæden med det formål at danne sikringsordninger, hvilket vil mindske den administrative byrde;

47.

understreger, at EU i de seneste år har gjort en stor indsats for at afvikle eksportstøtten; påpeger imidlertid, at man ikke bør give endeligt afkald på dette markedsinstrument, før tredjelandene er parate til inden for Verdenshandelsorganisationens rammer helt at afstå fra samme instrument i den internationale handel. Det er i dette tilfælde nødvendigt at finde eksportfremmende instrumenter, som er kompatible med WTO-regelsættet;

48.

opfordrer Kommissionen til nøje at analysere konsekvenserne af afskaffelsen af de eksisterende kvotesystemer og udvikle foranstaltninger til at sikre produktions- og forarbejdningsstrukturerne;

49.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at de fremtidige muligheder for regulering af sukker- og isoglukosesektoren omfatter en linje, som sikrer en indkomst til roeavlerne, der gør det muligt at fastholde roeavlen og de eksisterende sukkerfabrikker og dermed den europæiske produktion;

50.

opfordrer i denne sammenhæng Kommissionen til at øge indsatsen på forsknings- og udviklingsområdet vedrørende innovation og med henblik på salgsfremmende foranstaltninger, og understreger derfor det nødvendige i, at der vedvarende fokuseres på fødevarerelateret forskning i de fremtidige europæiske forsknings- og udviklingsprogrammer;

51.

tilskynder Kommissionen til, som led i handelspolitikken og især i forbindelse med bilaterale aftaler, også at fremme det europæiske landbrugs interesser offensivt og at tage hensyn til handelspolitikkens indvirkning på den fælles landbrugspolitik og det europæiske landbrug, især hvad angår bilaterale aftaler og aftaler inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen, idet forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen er helt afgørende for at fastlægge europæiske standarder for bæredygtighed på verdensplan;

52.

henviser i denne forbindelse til, at forbrugeren har ret til at kræve, at de høje standarder for EU's landbrug med hensyn til sociale rettigheder, fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse, kvalitet og dyrevelfærd overholdes, også når det gælder importerede fødevarer. Denne ret bør aktivt beskyttes ved internationale og bilaterale handelsforhandlinger.

53.

konstaterer, at mange landdistrikter i EU stadig kæmper med afvandring og tilbagegang, og at udviklingsniveauet i disse områder ligger under EU-gennemsnittet og langt under niveauet for de fleste byområder, på trods af EU's indsats inden for den fælles landbrugspolitik og samhørighedspolitikken;

54.

henleder opmærksomheden på den særlige rolle, som landmænd spiller i bynære områder, hvor presset på landdistrikternes ressourcer og landbrugsressourcerne kan være stort; betoner, at produktionen af fødevarer og offentlige goder nær bybefolkningen bør opretholdes;

55.

betoner derfor betydningen af den fælles landbrugspolitiks anden søjle for den overordnede udvikling i landdistrikterne, herunder de bynære områder;

56.

understreger betydningen af den fælles landbrugspolitiks anden søjle for moderniseringen af landbruget, bevarelsen og den socioøkonomiske forbedring af landbrugsstrukturen og ikke mindst for bevarelsen og forbedringen af landdistrikterne og deres lokalsamfund som helhed. Der er derfor brug for en politik for udvikling af landdistrikterne, som tager hensyn til landbrugets konkurrenceevne, og en del af denne politik bør være helliget strukturelle og infrastrukturelle tiltag i landbruget og i fødevareindustrien;

57.

understreger, at udviklingen i landdistrikterne kan være et vigtigt bidrag til, at de mål, EU har fastsat i 2020-strategien, bliver ført ud i livet. Der må dog fastlægges en helt klar skillelinje mellem områderne for de tematiske EU-politikker og deres finansieringskilder (klima, energi) og de områder, der skal have støtte fra landbrugs- (eller regional)fondene;

58.

konstaterer, at foranstaltningerne vedrørende udviklingen i landdistrikterne hører under den anden søjle af den fælles landbrugspolitik, men samtidig har mange berøringspunkter med samhørighedspolitikken. I forbindelse med programplanlægningen er det derfor nødvendigt at afstemme målene for landbrugspolitikkens anden søjle og samhørighedspolitikken efter hinanden for at undgå enhver risiko for overlapninger eller gråzoner og drage nytte af synergivirkninger og for igen at fokusere på landbrugssektoren i landdistriktspolitikken; beder i denne forbindelse om, at de administrative bestemmelser for de forskellige EU-fonde bringes på linje med hinanden;

59.

gentager sin støtte til forslaget om at fastsætte en fælles strategisk ramme for strukturfondene og de regionale udviklingsfonde, f.eks. ELFUL og EFF;

60.

kræver, at man udviser særlig respekt for regionernes subsidiære ansvar for udformningen af landbrugspolitikkens anden søjle ved at anvende en tilgang, der virkelig bygger på princippet om forvaltning på flere niveauer og tager hensyn til regionernes særlige betydning og kompetencer, når foranstaltningerne skal tilpasses til den enkelte regions særlige behov; betoner i denne sammenhæng subsidiaritetstilgangen i anden søjle, ifølge hvilken hhv. medlemsstaterne og regionerne på eget ansvar og under hensyntagen til de regionale omstændigheder selv vælger, hvilke foranstaltninger de vil gennemføre;

61.

mener derfor, at gennemførelsen af politikken for udvikling af landdistrikterne og anvendelsen af midlerne bør tage udgangspunkt i en bottom-up-tilgang, der primært realiseres i form af stærke, lokale udviklingspartnerskaber;

62.

mener, at de erhvervsaktive landmænds hurtige aldring i Europa giver et presserende behov for at skabe incitamenter for unge landmænd med henblik på at tiltrække ny arbejdskraft til erhvervet og for at supplere de eksisterende støttetilbud til unge landmænd under den anden søjle;

63.

beder tillige om, at der forudses særforanstaltninger for gennemførelsen af foranstaltningerne i »kvalitetspakken«, som f.eks. incitamenter til modernisering af landbrugsbedrifter, der producerer kvalitetsprodukter, og støtte til kampagner rettet mod forbrugerne;

64.

finder det nødvendigt at udvide bedriftsrådgivningen, så den ud over krydsoverensstemmelserne kommer til at omfatte alle centrale rådgivningsområder (produktionsteknik, driftsøkonomi, håndtering af nye udfordringer, indførelse af innovation og spørgsmål vedrørende forvaltning af miljøet, aktioner til begrænsning af klimaændringerne osv.), og at skabe egnede foranstaltninger inden for den anden søjle til at fremme dette. Her bør man lægge mest vægt på at støtte akkrediterede rådgivningstjenester. Målet bør være at give alle landmænd i EU adgang til kompetente rådgivningstjenester, uafhængigt af om det er staten, offentlige myndigheder eller private virksomheder, der tilbyder ydelserne;

65.

fremhæver betydningen af diversificering for mindre bedrifter og bedrifter beliggende i ugunstigt stillede områder eller i de nordligste, meget tyndt befolkede områder samt øområder, grænseoverskridende områder og bjergområder og henstiller, at der indføres attraktive ordninger for disse bedrifter;

66.

understreger den betydning, det har for landbruget, at rådgivningstjenesterne tilbyder kvalifikationsudvikling på højt niveau, frem for alt for perioden efter erhvervsuddannelsen. De hastige forandringer inden for landbruget og fødevaresektoren og i alle beslægtede områder kræver livslang læring;

67.

støtter Kommissionens bestræbelser på at støtte samarbejdet blandt landmænd under landbrugspolitikkens anden søjle, herunder især fælles brug af udstyr i markedsføringen af produkter, fælles organisation af arbejdet eller en fælles indsats på husdyravlsområdet, for dermed at reducere de små landbrugs konkurrencemæssige ulemper;

68.

understreger vigtigheden af den fælles landbrugspolitiks anden søjle, især for landbrug i ugunstigt stillede områder, og støtter derfor Kommissionens forslag om fortsat at tilbyde en udligningsgodtgørelse som en del af udviklingsprogrammet for landdistrikterne; foreslår i denne sammenhæng, at man bibeholder den eksisterende handlefrihed og hæver det nuværende loft, så man kan imødekomme behovene i bjergområder med særlige strukturelle problemer og oplandsområder, som er stærkt urbaniserede; foreslår desuden, at man støtter de nordligste meget tyndt befolkede områder samt øområder, grænseoverskridende områder og bjergområder med en række specifikke foranstaltninger, herunder økonomisk støtte til vareafhentning, særlige foranstaltninger for bjerggræsgange samt en præmie for biodiversitet og anerkendelse af bjergprodukter i forbindelse med revisionen af EU's kvalitetspolitik;

69.

understreger, at en forbedring af konkurrenceevnen i mange af EU's regioner er nødt til at gå hånd i hånd med en forbedring af landbrugsinfrastrukturen. Regionsudvalget påpeger desuden, at innovationer er en forudsætning for, at vi kan tilpasse os til klimaændringerne, øge ressourceeffektiviteten og optimere den operationelle forvaltning, og at de derfor bør fremmes stærkere;

70.

påpeger, at Kommissionen arbejder hen imod en ny, fælles afgrænsning af ugunstigt stillede mellemliggende områder i EU, og er bekymret over den praktiske gennemførelse af denne revision; mener, at de nye kriterier skal være målrettede, og at medlemsstaterne og regionerne skal have tilstrækkelig subsidiaritet og fleksibilitet; understreger, at den nye afgrænsning under alle omstændigheder vil blive lettet af passende overgangsfrister;

71.

understreger, at det i lyset af udfordringerne i forbindelse med klimaændringerne og behovet for en bæredygtig udvikling af landdistrikterne er nødvendigt at styrke og forenkle dels de tiltag, der tager sigte på et bæredygtigt vandforbrug i landbruget ved at mindske forbruget og vandforureningen, dels foranstaltninger, der fremmer opretholdelsen af grundvandsspejlet (f.eks. vedligeholdelse af terrasser på øerne og i bjergområder, forbedring af jordbundens frugtbarhed) samt foranstaltninger til forebyggelse af skader og genopbygning af landbrugsinfrastruktur, der er blevet ødelagt af klimakatastrofer;

72.

understreger landbrugsmiljøprogrammernes vigtighed og kræver, at alle medlemsstater i fremtiden øremærker mindst 10 % af landbrugsbudgettet til landbrugsmiljøprogrammer og dermed yder et effektivt bidrag til landbrugets bæredygtighed og til naturvenlige driftsformer, der bevarer og genopretter den biologiske mangfoldighed på de landbrugsmæssigt udnyttede arealer og bidrager til beskyttelsen af vandmiljø og jordbund;

73.

fremhæver, at der igen skal indføres et incitament i landbrugsmiljøprogrammet for at øge accepten inden for landbruget, og at der skal tages højde for de eksterne virkninger, der er et resultat af visse landbrugsmetoder;

74.

mener, at gennemførelsen af foranstaltningerne i programmet for udvikling af landdistrikterne kan lettes betydeligt, hvis man gør det muligt for en tredjepart at bidrage til medfinansieringen;

75.

betoner, at et aktivt skovbrug har særlig stor betydning for sikkerheden i mange landdistrikter, frem for alt i bjergområderne, og for turismeudviklingen. Derfor bør regionerne have mulighed for at støtte skovbruget inden for rammerne af programmet for udvikling af landdistrikterne;

76.

understreger Leader-programmets betydning for den integrerede udvikling af landdistrikterne, især pga. »bottom-up«-princippet, som har vist sig at være meget effektivt; opfordrer Kommissionen til at bibeholde og styrke denne tilgang fremover. Det er imidlertid nødvendigt at udforme Leader-programmet på en mere fleksibel måde og at prioritere innovative tilgange højest. Der skal også skabes bedre muligheder for, at man under Leader-programmet kan koordinere forskellige projekter inden for rammerne af lokale udviklingsplaner. Den nuværende udformning af programmet for udvikling af landdistrikterne har vist sig at være meget ufleksibel. De lokale myndigheder og regionerne skal have mere fleksibilitet til at imødekomme de lokale behov. Der er behov for at forenkle gennemførelsen af landdistriktsudviklingsprogrammet, især rapporteringssystemet;

77.

mener endvidere, at Leader-tilgangen bør anvendes i sammenhæng med en partnerskabsmodel for den lokale udvikling baseret på lokale bottom-up-udviklingsstrategier omfattende tværsektorielle tiltag, samarbejde inden for innovation og netværkssamarbejde;

78.

mener, at begrænsningerne i forbindelse med støtten til investeringer i fødevarevirksomheder skal tilpasses den strukturelle udvikling (forhøjelse eller ophævelse af grænsen for SMV'er);

79.

fremhæver, at omkostningerne til programplanlægning, programgennemførelse, evaluering, overvågning og rådgivning er blevet alt for høje og derfor skal sænkes mærkbart.