C_2011218DA.01004601.xml

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 6. december 2010 under henvisning til EUF-traktatens artikel 136 og 121 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som vedtog sin udtalelse den 8. april 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 471. plenarforsamling den 4.-5. maj 2011, mødet den 5. maj, følgende udtalelse med 139 stemmer for, 10 imod og 33 hverken for eller imod:

1.1 EØSU erkender, at reformer af stabilitets- og vækstpagten er nødvendige for ikke blot at løse problemerne efter krisen i 2008, men også de længerevarende problemer, der var åbenlyse selv før krisen. Desuden fastslår EØSU, at stabilitets- og vækstpakken ikke formåede at forebygge og inddæmme finanspolitiske ubalancer, der kunne henføres til andre årsager som f.eks. makroøkonomiske ubalancer og brister i banksektorens og den finansielle sektors praksis og reguleringen heraf.

1.2 Selv om EØSU betragter forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen som et skridt i retning af en stærkt tiltrængt reform, mener det dog, at der er behov for en passende revision af de forebyggende og korrigerende elementer i dette forslag.

Dette synspunkt gør ikke betydningen af den korrigerende del mindre, idet denne er afgørende med henblik på at fremme finanspolitisk disciplin.

1.3.1 En sådan fremgangsmåde anses for at være i overensstemmelse med Europa 2020-målene om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

1.4 Med hensyn til den forebyggende del foreslås det i overensstemmelse med målsætningerne i den årlige vækstundersøgelse, at fastsættelsen af numeriske mål for de finanspolitiske resultater baserer sig på en tostrenget tilgang med topstyrede og bundstyrede elementer. Det topstyrede element ville fokusere på et mål for den krævede finanspolitiske konsolideringsindsats i hele euroområdet, mens den bundstyrede tilgang ville resultere i omsætningen af en sådan indsats i foranstaltninger, der skal gennemføres af medlemsstaterne. På denne måde kunne Kommissionen med en formel tilgang styrke sine bestræbelser på at skabe større fokus på landespecifikke omstændigheder i gennemførelsen af stabilitets- og vækstpakken.

1.5 Inden for denne tilgang kan den forventede positive eksterne troværdighedseffekt af en monetær union kræve, at medlemmerne pålægges at realisere en finanspolitisk konsolidering, der er i overensstemmelse med deres relative størrelse og evne til at gennemføre denne indsats.

1.6 EØSU foreslår endvidere, at indførelsen af rentebærende deponeringer, ikke-rentebærende deponeringer og bøder sker på en sådan måde, at de først og fremmest finansieres direkte via korrektionen af politikelementer, som fører til uholdbare finanspolitiske situationer. Sidstnævnte vil blive fastsat via en vurdering af de indtægts- og udgiftsmæssige elementers afvigelse fra konvergensudviklingen som fastsat i den forebyggende del. Desuden vil deres værdi blive beregnet i forhold til størrelsen af udgifts- og/eller indtægtselementer, hvorom det kan siges, at de direkte fører til finanspolitikkens manglende holdbarhed. Denne tilgang ville føre til en bedre kvalitet i finanspolitikken.

1.7 Det foreslås endvidere, at de sanktioner, der iværksættes under den korrigerende del kombineres med en grundig konsekvensanalyse for at kontrollere, at de rent faktisk fører til en forbedring i kvaliteten af finanspolitikken.

1.8 For at fremme en balance mellem incitamenter og sanktioner inden for den korrigerende del foreslår EØSU, at renter på ikke-rentebærende deponeringer kan udbetales til den pågældende medlemsstat, når man har realiseret en reduktion af den offentlige gæld, som mindst svarer til rentebeløbet, og som sandsynligvis vil blive opretholdt i fremtiden. Bøder derimod vil blive indbetalt til den europæiske stabilitetsmekanisme.

1.9 EØSU mener, at den korrekte reform af budgetovervågningen vil være hjørnestenen i styrkelsen af den økonomiske styring og genskabelsen af tilliden til euroområdet.

2.1 Den globale finansielle og økonomiske krise i 2008 har ført til en kraftig stigning i budgetunderskuddene og den offentlige gæld. Dette har forværret bekymringerne på længere sigt for den finanspolitiske holdbarhed. En anden stor udfordring er medlemsstaternes meget forskellige finanspolitiske resultater med en reel risiko for misligholdelse af gældsforpligtelser i visse tilfælde kombineret med manglen på tilstrækkelige finansielle koordinerings- og kompensationsmekanismer. Sådanne bekymringer forværres af mangler i det finansielle system, banksektoren og reguleringsrammerne og de dermed forbundne muligheder for misligholdelse.

2.2 Stabilitets- og vækstpakken, en regelbaseret ramme for koordineringen af de nationale finanspolitikker i den økonomiske og monetære union, blev etableret for specielt at sikre budgetdisciplin, men de seneste erfaringer har afsløret resterende brister og svagheder i systemet, som kunne undergrave euroens stabilitet betydeligt. Dette har affødt en debat om vigtigheden af økonomisk styring i EU (1) og Kommissionens fremlæggelse af en lovgivningspakke med seks meddelelser i september 2010. Pakken består af:

2.3 I denne udtalelse fokuseres der specielt på gennemførelsen af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet (6). Det skal også nævnes, at EØSU er ved at udarbejde et forslag til udtalelse om KOM(2010) 527 endelig (7).

3.1 Nøgleinstrumentet til koordinering og overvågning af finanspolitikken i euroområdet er stabilitets- og vækstpagten, der gennemfører traktatens bestemmelser om budgetdisciplin. Det Europæiske Råd blev i juni 2010 enig om det presserende behov for at skærpe koordineringen af de økonomiske politikker og besluttede følgelig at:

3.2 Med hensyn til en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet søger man med forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning at gennemføre yderligere ændringer af forordningerne nr. 1466/97 og EF nr. 1467/97, som danner grundlaget for stabilitets- og vækstpakken (8). Den foreslåede forordning søger især at underbygge den forebyggende del og styrke den korrigerende del af stabilitets- og vækstpakken.

3.2.1 Med hensyn til den forebyggende del fremgår det af forslaget til forordning, at man vil opretholde det nuværende budgetmål på mellemlang sigt som fastlagt i stabilitets- og konvergensprogrammerne samt det årlige konvergenskrav på 0,5 % af BNP, men at det vil blive gjort operationelt med indførelsen af et nyt princip om forsigtig finanspolitik. Ifølge forslaget indebærer dette princip, at den årlige udgiftsstigning ikke bør overstige en forsigtig mellemfristet vækst i BNP, med mindre overskridelsen modsvares af en stigning i de offentlige indtægter eller vilkårlige indtægtsbegrænsninger opvejes af udgiftsnedskæringer. I tilfælde af afvigelser fra den forsigtige finanspolitik vil Kommissionen udstede en henstilling, der bakkes op af en håndhævelsesmekanisme i henhold til traktatens artikel 136 bestående af et krav om en rentebærende deponering på 0,2 % af BNP.

3.2.2 Ifølge den korrigerende del forpligtes medlemmerne af euroområdet til at undgå uforholdsmæssigt store underskud og gæld med en numerisk tærskel på 3 % af BNP mht. til underskuddet og 60 % af BNP mht. til gælden, i hvilken forbindelse en tilstrækkelig reduktion i retning af gældskriteriet også anses for acceptabelt.

3.2.2.1 Det erkendes i Kommissionens forslag, at vægten på den årlige budgetbalance kan resultere i overdreven fokus på kortsigtede overvejelser, og at gæld fortjener større opmærksomhed som en indikator for finanspolitisk holdbarhed på længere sigt.

3.2.2.2 I det korrigerende element hedder det i forslaget til forordning, at håndhævelsen skal forstærkes ved at indføre et nyt sæt finansielle sanktioner for eurolandene, som skal anvendes på et tidligere tidspunkt i processen efter en gradueret skala. Der vil blive stillet krav om deponering af et ikke-rentebærende beløb svarende til 0,2 % af BNP, når det fastslås, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat. Hvis henstillingen ikke efterkommes, vil det deponerede beløb blive konverteret til en bod.

3.2.3 Kommissionen forslår, at der både i forbindelse med den forbyggende og den korrigerende del benyttes en mekanisme med »omvendt afstemning«, hvilket betyder at Kommissionen henstiller til Rådet, at medlemsstaten forpligtes til at foretage den pågældende deponering. Kommissionens henstilling betragtes som vedtaget, medmindre Rådet beslutter det modsatte med kvalificeret flertal inden for en frist på ti dage.

3.2.4 I Kommissionens forslag til forordning hedder det, at Rådet vil kunne reducere det beløb, der skal deponeres, med enstemmighed eller på basis af et specifikt forslag fra Kommissionen begrundet i exceptionelle økonomiske omstændigheder eller efter begrundet anmodning fra den berørte medlemsstat. Med hensyn til den forebyggende del vil det deponerede beløb med de påløbne renter blive tilbagebetalt, når Rådet vurderer, at medlemsstaten har rettet op på situationen. Med hensyn til den korrigerende del hedder det i Kommissionens forslag til forordning, at den ikke-rentebærende deponering vil blive frigivet, når det uforholdsmæssigt store underskud er blevet afhjulpet. De påløbne renter og eventuel opkrævet bod vil derimod blive fordelt mellem medlemsstater i euroområdet, der hverken har et uforholdsmæssigt stort underskud eller er underlagt en procedure for kraftig ubalance.

3.2.5 Forslaget skal ses i sammenhæng med en bredere opfordring til en mere tilbundsgående makroøkonomisk vurdering herunder fastlæggelsen af strukturelle ubalancer, der influerer negativt på konkurrenceevnen. Med dette for øje er der blevet offentliggjort såvel et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndhævelsesforanstaltninger til at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet (9) som et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (10).

3.3 En effektiv budgetovervågning inden for euroområdet skal kombineres med, at der også sættes fokus på de nationale budgetrammer.

3.4 Disse forslag indgår i den bredere reform af den økonomiske styring, som målsætningerne i Europa 2020-strategien har affødt. Den økonomisk-politiske samordning herunder overvågning af budgetsituationen gennem overholdelse af budgetregler og strukturreformer forventes at blive integreret i »det europæiske semester«, der fastlægger en periode, hvor medlemsstaternes budgetpolitik og strukturpolitikker vil blive overvåget for at afsløre eventuelle uoverensstemmelser og begyndende ubalancer samt styrke koordineringen, mens afgørende budgetmæssige beslutninger stadig er under udarbejdelse (11).

4.1 En reform af stabilitets- og vækstpagten er påkrævet ikke blot for at afhjælpe svaghederne i systemet, som fremstod (12) på baggrund af den usædvanlige krise i 2008, men også for at løse problemer, der var opstået inden da.

4.2 Faktisk havde en række eurolande allerede en række år inden krisen oparbejdet budgetunderskud, der lå over referenceværdien på 3 % og havde voksende offentlige gældskvoter. Indtrædelsen af den økonomiske og finansielle krise resulterede i en så væsentlig forøgelse af budgetunderskuddene, at det gennemsnitlige underskud i euroområdet forventes at komme op på 6,3 % af BNP ved udgangen af 2010 og den offentlige gæld skønnes at komme op på 84,1 % af BNP (13). Stabilitets- og vækstpakken var ikke gearet til at forhindre sådanne ubalancer, som i mange tilfælde også opstod som et resultat af alvorlige spændinger i det makroøkonomiske og finansielle miljø som helhed.

4.3 Der er to centrale forhold i forbindelse med stabilitets- og vækstpakken, der skal behandles nærmere. Det første refererer til forbedringer, der kan foretages i håndhævelsesmekanismen. Det andet vedrører den overdrevne afhængighed af budgetunderskudskriteriet med begrænset hensyntagen til gældsspørgsmålet. Den økonomiske cyklus indgik ikke i tilstrækkelig grad i gennemførelsen af stabilitets- og vækstpakken.

4.3.1 Med hensyn til den manglende håndhævelse så har en række lande i årenes løb krænket underskuds- og gældskriteriet. Manglen på sanktioner førte til en finanspolitisk adfærd, som ikke blot ignorerede den finanspolitiske holdbarhed på medlemsstatsniveau, men heller ikke tog hensyn til konsekvenserne af en medlemsstats uholdbare finanspolitiske adfærd for hele den monetære union. Den hidtidige manglende håndhævelse har svækket stabilitets- og vækstpakken og mindsket dens troværdighed.

4.3.1.1 Reformer af den forebyggende og korrigerende del af stabilitets- og vækstpakken, bakket op af et nyt sæt af skærpede økonomiske sanktioner, forventes at afhjælpe denne mangel. Men det er endnu uvist, i hvilket omfang der vil blive praktiseret en troværdig håndhævelse.

4.3.1.2 Fra et synspunkt kan det hævdes, at de eventuelle konsekvenser af en ineffektiv pakke denne gang er ekstremt høje. Mere end nogensinde vil det finansielle marked udvise øget forsigtighed med hensyn til eurolandes overvågning af finanspolitiske og makroøkonomiske balancer. Manglende troværdig håndhævelse ville signalere en fejlslagen stabilitets- og vækstpakke og ville dermed kraftigt underminere stabiliteten i euroområdet.

4.3.1.3 Samtidig må man ikke glemme, at forslagene om øget overvågning vedtages i kølvandet på en hidtil ukendt krise, hvor den økonomiske vækst fortsat er svag. Regeringer har måttet intervenere med kraftige kapitaltilførsler til banker for at forhindre det finansielle systems totale sammenbrud. De har også måttet intervenere for at inddæmme krisens økonomiske og sociale omkostninger.

4.3.2 Med hensyn til den overdrevne afhængighed af underskudskriteriet skal det bemærkes, at man med revisionen af stabilitets- og vækstpakken i 2005 forsøgte at flytte fokus mod de strukturelle underskud for at tage højde for konjunktursituationen i hver medlemsstat. Med denne indfaldsvinkel undlod man imidlertid at tage hensyn til den finanspolitiske disciplin ud fra et langsigtet perspektiv. Øget vægt på gældskriteriet vil til en vis grad afhjælpe denne mangel.

4.3.2.1 Mekanismen bør dog se nærmere på de underliggende årsager til akkumuleringen af gæld. Gældsbaseret finansiering af offentlige investeringsprojekter, der har et højt økonomisk og samfundsmæssigt afkast, kan ikke anskues på samme måde som finansiering af udgifter, som giver et ringe afkast.

4.3.2.2 Selv om reformen af overvågningsmekanismerne forventes at tage hensyn til landespecifikke træk som f.eks. gældens sammensætning, risici forbundet med gældsstrukturen, den private sektors gældssætning samt forpligtelser i forbindelse med befolkningens aldring, er det endvidere vigtigt, at der sondres mellem udenlandsk og indenlandsk gæld, idet sidstnævnte bidrager til den makroøkonomiske stabilitet.

4.3.2.3 En yderligere kritik af overvågningsmekanismen baserer sig på den vægt, der lægges på specifikke referenceværdier, som i vid ustrækning er vilkårlige (14). Ikke desto mindre erkendes det, at fremgangsmåden med referenceværdier har betydelige fordele i form af enkelthed, gennemsigtighed og lettere forvaltning.

4.3.2.4 På den anden side viser visse medlemsstaters afvigelser fra sådanne referenceværdier, i hvilket omfang konvergens i EU endnu er illusorisk. En hurtig konvergens mellem landene er ønskelig, og det er helt rimeligt, at der lægges vægt herpå, sådan som Rådet har gjort det for nyligt. Dette kræver på den anden side en nøje balance på landeplan mellem de nødvendige tilsagn om budgetdisciplin og de specifikke behov for omstrukturering, investeringer og vækst, som måske skal underbygges via budgetindgreb.

4.4 Det er væsentligt at gentage, at finanspolitisk holdbarhed ikke kan betragtes isoleret fra makroøkonomiske ubalancer. Følgelig er en bredere makroøkonomisk overvågning for at følge korrektionen af ubalancer yderst berettiget.

4.5 Tilskyndelsen til at fastsætte nationale budgetmæssige rammer som et supplement til stabilitets- og vækstpakken hviler på en erkendelse af, at mens finanspolitisk disciplin er et fælles anliggende for alle eurolande, ligger den lovgivende finanspolitiske magt på nationalt plan.

4.5.1 I hvilket omfang en mere decentral tilgang til finanspolitisk disciplin kan gennemføres, kan i sin yderste konsekvens afhænge af relevante ændringer i traktaten, der ville begrænse de nationale interesser i forhold til de fælles interesser, men kunne også opnås ved hjælp af mere fleksible ordninger på basis af en aftale mellem medlemsstaterne. Med mindre der gennemføres sådanne ændringer, og uanset hvor berettiget de fælles interesser er, kan de nationale interesser have tendens til at sejre (15). Det er derfor vigtigt at overveje den betydning, love om finanspolitisk ansvar på nationalt plan kan have for opretholdelsen af budgetdisciplinen. En vellykket gennemførelse heraf kan tjene som en ansporing til at fremme finanspolitisk holdbarhed i hele euroområdet.

5.1 Sigtet med den foreslåede forordning på basis af en styrkelse af stabilitets- og vækstpakken med indførelsen af instrumenter til en effektiv håndhævelse kan kun anbefales, men der er specifikke detaljer i forbindelse med den forebyggende og korrigerende del, som efter EØSU's mening bør genovervejes.

5.2 Det fastsatte udgiftsmål i den forebyggende del, der er baseret på forsigtige mellemfristede BNP-vækstrater, tager ikke hensyn til de forskellige elementer i de offentlige udgifter - til trods for, at et samlet udgiftsmål er nyttigt, da det skaber enkelthed og letter forvaltningen. Det samme gælder budgetregler, som udelukkende fokuserer på overordnede indikatorer som underskuds- og gældskriteriet. Sådanne kriterier tager ikke højde for den langsigtede udbudsskabte vækst affødt af visse kategorier af offentlige udgifter tillige med udviklingen i kvaliteten af finansudgifterne og indtægtsskabende mekanismer i almindelighed.

5.2.1 Derfor er der behov for, at der lægges vægt på kvaliteten af de offentlige finanser ved, at man vurderer sammensætningen og effektiviteten af de offentlige udgifter. Dette kan være særlig relevant for investering i menneskelig kapital gennem udgifter til uddannelse og sundhed, udgifter til forskning og udvikling, til offentlig infrastruktur og til udvikling af institutioner (16) (17). Det foreslås derfor, at denne type udgifter ikke indgår i udgiftsloftet, især når de består i udlæg, som er finansieret af EU-støtteprogrammer og de nationale medfinansieringselementer. For at bevare kvaliteten af de sociale udgifter kunne man også se bort fra det ikke-skønsmæssige element i arbejdsløshedsunderstøttelsen. Endvidere skal gennemførelsen af overordnede finanspolitiske mål være helt i tråd med Europa 2020-målsætningerne, som fokuserer på intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, i hvilken forbindelse det kunne kræve højere offentlige udgifter at nå sådanne mål (18).

5.2.2 For at undgå at forordningen omgærdes af usikkerhed opfordrer EØSU til, at udtrykkene »forsigtig finanspolitik«, »forsigtig mellemfristet vækst« og »usædvanlige omstændigheder« defineres klart.

5.3 Håndhævelsesmekanismen bør ikke udløses alene på grund af afvigelser fra numeriske værdier. Mere vidtgående aspekter så som de herskende økonomiske, politiske og sociale vilkår i medlemsstaten bør også tages i betragtning. Sigtet med forslaget er ikke at udvande den forebyggende mekanisme, men snarere at åbne mulighed for at kunne tage højde for særlige forhold i euroområdets medlemsstater. Dette er i realiteten i overensstemmelse med den foreslåede forordning om ubalancer, ifølge hvilken medlemsstaten underkastes en dybtgående undersøgelse i henhold til varslingsmekanismen.

5.4 Det foreslås endvidere, at indførelsen af rentebærende deponeringer, ikke-rentebærende deponeringer og bøder i hvert fald sker på en sådan måde, at de finansieres direkte via korrektionen af politiske beslutninger, som ville afføde en uklog og uholdbar finanspolitisk situation som fastlagt i form af afvigelser fra bestemmelserne i den forebyggende del. Desuden vil deres værdi blive beregnet i forhold til størrelsen af udgifts- og/eller indtægtselementer, hvorom det kan siges, at de direkte fører til finanspolitikkens manglende bæredygtighed. Med en sådan fremgangsmåde undgår man risikoen for, at deponeringer og bøder finansieres via offentlige udgifter, som giver et højt afkast. Selv om det erkendes, at det ikke er let at påvise uholdbar adfærd, bør der udfoldes bestræbelser på at fastlægge klare og praktisk anvendelige definitioner, der kan bruges i denne sammenhæng.

5.4.1 Desuden er det bydende nødvendigt, at sådanne deponeringer først frigives, når den pågældende medlemsstat har forpligtet sig til at føre disse midler over i produktive udgifter. I denne forbindelse kunne det være berettiget at anvende cost/benefit-tilgange, i lighed med dem der anvendes ved tildelingen af Samhørigheds- og strukturfondsmidler (19).

5.5 Desuden bør der tages behørigt hensyn til konsekvenserne af håndhævelsen, da kravet om ikke-rentebærende deponering og sanktioner kunne blive pålagt på et tidspunkt, hvor medlemsstatens økonomiske og sociale situation kunne betragtes som sårbar. Følgelig bør enhver henstilling fra Kommissionen om udløsning af den korrigerende del underkastes en grundig konsekvensanalyse for at få overblik over, hvorvidt dens anvendelse i realiteten ville føre til forbedringer i kvaliteten af finanspolitikken inden for de berørte medlemsstater og i euroområdet som helhed. Det er vigtigt, at håndhævelsen ikke skaber flere problemer, end den søger at løse.

5.6 I artikel 7 i forordningen hedder det, at de optjente renter på de deponerede beløb og den opkrævede bod fordeles mellem de medlemsstater, som ikke har uforholdsmæssigt store ubalancer eller underskud i forhold til deres vægt i euroområdets samlede bruttonationalindkomst. Dette fordelingssystem kan skabe større ubalancer inden for den monetære union og potentielt resultere i mere omfattende forskelle mellem medlemsstaterne i euroområdet i strid med kravene til en monetær union.

5.7 For at fremme en balance mellem incitamenter og sanktioner inden for den korrigerende del foreslår EØSU, at renter på ikke-rentebærende deponeringer kan udbetales til den pågældende medlemsstat, når man har realiseret en reduktion af den offentlige gæld, som mindst svarer til rentebeløbet, og som sandsynligvis vil blive opretholdt i fremtiden. Bøder derimod vil blive indbetalt til den europæiske stabiliseringsmekanisme.

5.8 Baggrunden for dette forslag er, at stabilitets- og vækstpakken i højere grad skal tjene som et incitament til at fremme bæredygtig adfærd snarere end som en rent afstraffende mekanisme.

5.9 Selv om det erkendes, at forfølgelsen af grundlæggende økonomisk og budgetmæssig konvergens skal være baseret på fælles mål, hævdes det, at et universalmål for alle måske skal gennemføres med en vis fleksibilitet for umiddelbart at skabe finanspolitisk bæredygtighed, i det mindste indtil der er opnået tilstrækkelig grundlæggende konvergens mellem landene, men også i betragtning af den asymmetriske måde, hvorpå de seneste recessionstendenser har påvirket de forskellige medlemsstater.

5.9.1 Det er også vigtigt at skabe rammevilkår, hvor de enkelte medlemsstater vil kunne drage fordel af den positive eksterne troværdighedseffekt, der forventes af eksistensen af et stort monetært område. På denne baggrund er det ikke utænkeligt, at landene vil blive opfordret til at yde en ekstra finanspolitisk konsolideringsindsats på en måde, der er i overensstemmelse med deres relative størrelse inden for det monetære område og deres evne til at gennemføre en sådan indsats, således at de fælles overordnede mål for euroområdet konstant nås. En sådan tilgang vil være en direkte fordel for alle lande på grund af den økonomiske troværdighed, som skabes i området som helhed og især i den politiske beslutningsproces i landene med de bedste økonomiske resultater.

5.9.2 Effektiviteten af en sådan fremgangsmåde afhænger i højeste grad af overvågningsmekanismen som foreslået af Kommissionen, som vil sikre, at de lande, der halter bagefter, gør den størst mulige indsats for hurtigst muligt at opnå konvergens. Man skal også vedvarende lægge vægt på korrekte statistiske målinger og på, at statistikker og indberetninger forbedres på en sådan måde, at man rettidigt har adgang til pålidelige data.

5.9.3 EØSU foreslår derfor, at der umiddelbart på kort sigt og indtil der er opnået tilstrækkelig konvergens mellem forskellige medlemsstater, anvendes et tostrenget system med en topstyret og bundstyret tilgang til at styrke og supplere de foranstaltninger, der i øjeblikket er i gang for at genetablere de offentlige finansers bæredygtighed i euroområdet ved at indføre de nødvendige elementer af fleksibilitet på en planlagt og velreguleret måde.

5.9.4 Den topstyrede tilgang er baseret på etableringen af et mål for hele området, der fastlægger den finanspolitiske konsolideringsindsats, der er nødvendig på det niveau. Opnåelsen af et sådant mål vil øge euroområdets troværdighed i almindelighed, og alle lande ville individuelt få gavn heraf. Den bundstyrede tilgang vil medføre en opsplitning af den indsats, der skal udføres af hele området, i foranstaltninger, der skal gennemføres af de enkelte medlemsstater. Ved fordelingen af indsatsen vil der blive taget hensyn til en række objektive økonomiske kriterier så som udviklingsniveau, investeringsbehov, behovet for pensionsreformer, omfanget af strukturelle reformer, kvaliteten af de offentlige finanser og skattesystemernes effektivitet. Desuden vil denne fremgangsmåde forhindre, at en alt for restriktiv tilgang til stabilitets- og vækstpakken permanent skader væksten i visse lande.

5.9.5 Denne fremgangsmåde ville på den ene side indføre et element af begrundet solidaritet i eurolandene, mens den på den anden side ville betyde et skridt i retning af bedre koordinering og budgetmæssig integration. I tilfælde af tilstrækkelig grundlæggende økonomisk konvergens er den bundstyrede fordeling af indsatsen mellem medlemsstaterne ensbetydende med en situation, hvor de forskellige lande ville forfølge fælles numeriske mål. I mellemtiden ville udøvelsen af den nødvendige fleksibilitet på landebasis ikke længere ske, som det ofte har været tilfældet hidtil på et tilsyneladende måske uberettiget ad hoc-grundlag, men ville indgå i et sammenhængende og konsekvent system for at opnå de nødvendige finanspolitiske konsolideringsbestræbelser i euroområdet. Dette kunne bidrage betydeligt til opretholdelsen af troværdigheden til systemet.

5.9.6 En sådan fremgangsmåde svarer til den, der blev vedtaget i forbindelse med afledningen af mål for Europa 2020-strategien, hvor medlemsstaterne fastsatte deres egne nationale mål, som er i overensstemmelse med de overordnede mål for EU. I bilag 1 til den årlige vækstoversigt, som indeholder foreløbige varierende mål for medlemsstaterne, hedder det, at et vigtigt element i strategien er, at hver medlemsstat sætter sit eget ambitionsniveau, for så vidt angår de overordnede Europa 2020-mål. Det hævdes, at det er mere sandsynligt, at sådanne mål overholdes som følge af den interne politiske debat, der skal til for at sætte sådanne mål, og i hvilken forbindelse der tages hensyn til udgangspunktet og nationale overvejelser. I denne sammenhæng er det også naturligt at foreslå, at der fastsættes udtrykkelige overgangsperioder inden for en realistisk konsolideringstidsramme for lande, der skal yde særligt store konsolideringsbestræbelser.

5.9.7 Denne foreslåede fremgangsmåde er ikke ensbetydende med en udvanding af den foreslåede forebyggende mekanisme i Kommissionens forslag, da den er baseret på langsigtet konvergens mod de samme numeriske mål, som alle medlemmerne af euroområdet har sat. Sigtet er imidlertid at skabe mulighed for, at en formel ramme kan berettige forskellige konvergenshastigheder i de enkelte eurolande i samme ånd som de landespecifikke tilgange, Kommissionen selv foreslår. Dette er også en vigtig måde at forbedre systemets troværdighed på, ved formelt at indbygge en vis fleksibilitet i de landespecifikke konvergensplaner.

5.10 Endelig er det vigtigt at bemærke, at den sociale dialog spiller en væsentlig rolle. På nationalt plan er den sociale dialog vigtig for udviklingen af en nationalpolitisk ramme, som fokuserer på finanspolitikken og den makroøkonomiske overvågning. En moden og vidtgående politisk og social dialog gør det muligt at overvinde sociale og økonomiske udfordringer navnlig af langsigtet karakter som f.eks. pensionsreformer og sundhedsudgifter. Forudsætningen for at regeringerne kan nå målsætninger som finanspolitisk holdbarhed og makroøkonomisk balance, er en høj grad af socialt partnerskab og samarbejde, herunder politisk enighed.

5.10.1 EØSU har også en væsentlig rolle at spille med tilvejebringelsen af en effektiv dialog blandt sine medlemmer om finanspolitisk holdbarhed. Med henblik herpå vil EØSU i snævert samråd med parterne i den nationale sociale dialog kunne fremlægge anbefalinger og forslag til reformer. Som foreslået i udtalelsen om »Øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse – redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU« kunne EØSU afholde tematiske årlige samlinger for at debattere anbefalinger og forslag til reformer. Desuden kan EØSU være med til at sikre, at arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsorganisationer arbejder i samklang med de EU-målsætninger, som er med til at fremme den sociale og økonomiske udvikling.

Bruxelles, den 5. maj 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(7) EØSU's udtalelse om »Makroøkonomiske ubalancer«, Se side 53 i denne EUT.

(8) Forordningerne blev ændret i 2005 ved forordning (EF) nr. 1055/2005 og (EF) nr. 1056/2005 og suppleret med Rådets rapport af 20. marts 2005 om »Bedre gennemførelse af stabilitets- og vækstpakken«.

(11) Det europæiske semester blev lanceret i den årlige vækstundersøgelse, der blev offentliggjort i januar 2011 (KOM (2011) 11/2 endelig). Den årlige vækstundersøgelse gennemgår de forskellige foranstaltninger, der er nødvendige for at styrke genopsvinget på kort sigt, men fokuserer også på Europa 2020-målsætningerne.

(14) C. Wyplosz (2002), »Fiscal Discipline in EMU: Rules or Institutions?«, Graduate Institute for International Studies, Genève og CEPR.

(15) Generaldirektoratet for indre anliggender – Politikafdeling A: Economic and Scientific Policies, Economic and Monetary Affairs, Multilateral Surveillance (Charles Wyplosz).

(16) Salvador Barrios og Andrea Schaechter, (2008), The Quality of Public Finances and Growth, European Commission Economic Papers 337.

(17) António Afonso, Werner Ebert, Ludger Schuknecht og Michael Thöne, (2005), Quality of Public Finances and Growth, ECB Working Paper Series No. 438.

(19) Europa-Kommissionen (2008), Generaldirektoratet for regionalpolitik, Guide to Cost-Benefit Analysis of Investment Projects, juni 2008.