29.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 206/17

1.1

minder indledningsvis om det forhold, at 78% af befolkningen i EU bor i byer, større byområder eller områder med bymæssig bebyggelse. Mere end 60% af befolkningen lever i byområder med over 50.000 indbyggere. Der er samlet store potentialer i byområderne, men også komplicerede problemer;

1.2

erindrer på denne baggrund om Kommissionens erklærede hensigt, udtrykt i den »Tredje rapport om den økonomiske og sociale samhørighed - et nyt partnerskab for samhørighed, konvergens, konkurrenceevne og samarbejde (2)«, om i stærkere grad at fremhæve bymæssige spørgsmål gennem fuldstændig integration af disse i regionale programmer;

1.3

fremhæver den afgørende betydning af en bymæssig dimension i alle fællesskabspolitikker, ikke blot i EU’s samhørighedspolitik: Først når de positive virkninger heraf kan ses og erfares konkret af bybefolkningen, vil det lykkes EU at (gen-)vinde den grad af politisk accept, der er uundværlig for en vellykket videreudvikling af vores fælles projekt;

1.4

støtter Europa-Parlamentets initiativ i »Betænkning om den bymæssige dimension i forbindelse med udvidelsen (3)« til styrkelse af den bymæssige dimension i alle fællesskabs- og medlemsstaters politikker og støtter de krav, der er fremsat i denne betænkning;

1.5

fremhæver det afgørende bidrag, byerne yder til gennemførelsen af den i 2005 reviderede Lissabon-strategi. Vækst er imidlertid ikke et formål i sig selv. Den er snarere et middel til at højne beskæftigelsen og styrke den sociale samhørighed og den økologiske bæredygtighed. Idet væksten således bidrager til at fastholdelse den europæiske sociale model, sikrer den livskvaliteten for borgerne i Europa. Beskæftigelse er det, borgerne er mest optaget af. Lissabon-strategiens øvrige dimensioner må ikke tabes af syne ved den nye fokusering på økonomisk vækst og produktivitetsstigninger;

1.6

gør opmærksom på, at byer altid har været laboratorier for alle mulige former for udvikling: De fleste sociale og teknologiske udviklingstendenser har haft byerne som udgangspunkt. De strukturelle forandringer, der er karakteristiske for byer, er forbundet med både chancer og risici for den enkelte såvel som for samfundet som helhed. Byerne har lært at håndtere og reagere på de strukturelle forandringer. De er også vant til at kompensere for de markedssvigt, der i visse tilfælde er en konsekvens af de strukturelle forandringer. Netop fordi der med henblik på opfyldelse af Lissabon-målene inden for mange sektorer er behov for en tilpasning af strukturerne til de nye udfordringer, kommer byerne til at spille en central rolle;

1.7

kritiserer derfor, at det store flertal af europæiske byer på grund af den »topstyrede tilgang« ved udviklingen og gennemførelsen af Lissabon-strategien ikke var inddraget i udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer i medlemsstaterne. I nogle tilfælde var byerne ganske vist formelt involveret, men reelt var dette ikke tilfældet. En undersøgelse heraf viser, at byerne i almindelighed snarere var inddraget, når der i den pågældende medlemsstat fandtes et egentligt byministerium (f.eks. i Nederlandene), eller når byerne samtidig var regioner (Berlin, Hamborg, Wien osv.). Denne mangel på inddragelse af det bymæssige niveau medfører, at der i visse tilfælde fortsat ikke sker en udnyttelse af byernes potentiale og evne til at skabe samarbejdssynergier mellem offentlige og private aktører og sociale aktører. Til stort set samme resultat når en undersøgelse gennemført af Regionsudvalget, »Gennemførelse af Lissabon-partnerskabet for vækst og beskæftigelse – Regioners og kommuners bidrag« (4). Ifølge denne undersøgelse er kun 17% af byerne og regionerne tilfredse med deres inddragelse i udarbejdelsen af de nationale reformprogrammer;

1.8

fastholder, at der var en større tilbøjelighed til at inddrage byerne i udarbejdelsen af de nationale strategiske referencerammer i henhold til artikel 25 og 26 i udkastet til generelle bestemmelser i strukturfondsforordningen (5). Den udtrykkelige hensyntagen til den bymæssige dimension i de nationale strategiske referencerammer og de heraf afledte operationelle programmer er imidlertid stadig ingen selvfølge;

1.9

påpeger kritisk, at den bymæssige dimension stort set er fraværende i det nu foreliggende udkast til strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken 2007-2013 (6). Den bymæssige dimension behandles kun i forbindelse med afsnittet om den territoriale dimension. Denne mangel blev også anskueliggjort af resultaterne af høringsprocessen om de strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken 2007-2013: Byernes afgørende rolle med hensyn til vækst og beskæftigelse krævedes af mange fremhævet stærkere. Retningslinjerne burde ligeledes også formelt anerkende byernes livsvigtige rolle. Uden klare EU-regler, der på forpligtende vis fastsætter, at byerne skal inddrages, er der fare for, at der i perioden 2007-2013 bliver tale ikke om en styrkelse, men om en svækkelse af samhørighedspolitikkens bymæssige dimension;

1.10

bifalder derfor Kommissionens initiativ til med fremlæggelsen af arbejdsdokumentet »Samhørighedspolitikken og byerne – Byernes bidrag til vækst og beskæftigelse i regionerne (7)« at tage denne kritik til efterretning og styrke den bymæssige dimension i den fremtidige samhørighedspolitik. Dette dokument anskueliggør på fremragende vis byernes centrale betydning for den videre udvikling i Europa, medlemsstaterne og regionerne. Det afgørende bidrag, som byerne kan yde til vækst og beskæftigelse, den sociale samhørighed og en bæredygtig udvikling, fremstår klart;

1.11

påskønner især det forhold, at Kommissionen i dokumentet fremstiller den bymæssige dimension i hele sin kompleksitet. Denne helhedsorienterede tilgang er en afgørende styrke ved dokumentet og bør under alle omstændigheder fastholdes. Den kompleksitet, der påvises ved hjælp af konkrete eksempler og fakta, kan der kun tages højde for ved en tilgang, der inddrager alle politikområder. Den bymæssige dimension kan ikke kun begrænses til samhørighedspolitikken, men skal udtrykkeligt tilgodeses i alle fællesskabspolitikker;

1.12

fremhæver navnlig, at byernes bidrag er blevet sammenfattet til og opdelt i 50 konkrete forslag til foranstaltninger. De kan nu bruges som rettesnor for byerne ved den fremtidige udformning af konkrete foranstaltninger;

1.13

støtter den høringsprocedure om arbejdsdokumentet, som Kommissionen har indledt, og Kommissionens hensigt om at indarbejde de vigtigste resultater af denne procedure i den endelige version af de strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken og om at offentliggøre det reviderede dokument i form af en »Meddelelse«;

1.14

medvirker til en yderligere styrkelse af den bymæssige dimension ved afholdelse af et Byforum den 25. april 2006 sammen med Kommissionen og Europa-Parlamentets Udvalg for Regionaludvikling;

1.15

hilser det velkommet, at forslaget til Rådets forordning om oprettelse af en samhørighedsfond åbner mulighed for at fremme miljøvenlig transport i byerne med midler fra denne fond.

2.1

lykønsker Kommissionen med de præcise og detaljerede bemærkninger til emnerne: Bæredygtig byudvikling i den europæiske regionalpolitik, byernes rolle: Hvorfor byer er vigtige, attraktive byer, støtte til innovation, iværksætterinitiativer og vidensbaseret økonomi, flere og bedre arbejdspladser, forskelle mellem byer, styreform og finansiering af byfornyelse;

2.2

bifalder, at medlemsstaterne i forslagene til foranstaltninger opfordres til at støtte byernes tiltag;

2.3

opfordrer til, at der i Fællesskabets strategiske retningslinier fastlægges en fjerde målsætning, der er fokuseret på byerne og byregionerne med det formål at skabe samfund, der er sikre, sammenhængende og bæredygtige (økonomisk, socialt, miljømæssigt og erhvervsmæssigt) selv i de fattigste byområder;

2.4

påpeger byernes forskelligartede situation, som navnlig afhænger af deres størrelse, geografiske placering, f.eks. perifer beliggenhed, fordelingen af de respektive beføjelser inden for staternes grænser og om, hvorvidt det drejer sig om byer i de gamle eller de nye medlemsstater. Endvidere foreslår udvalget, at der bør tages hensyn til et så vigtigt kriterium som de forskelle mellem byerne i de enkelte medlemsstater, der er et resultat af disse landes forskellige urbaniseringsgrad og økonomiske niveau;

2.5

deler Kommissionens synspunkt, at en generel styrkelse af byernes handlingskompetence er en forudsætning for en vellykket udvikling af dem og dermed et væsentligt bidrag til den regionale udvikling. Derudover skal byerne både være udstyret med systemer og værktøjer, der gør det muligt for dem at reagere på økonomiske og sociale forandringer, og med tilstrækkelige finansielle midler, som kunne udbetales den som globaltilskud og gennem uddelegering af de respektive forvaltningsfunktioner som fastlagt i den nye EFRU-forordning (art. 36, 41, 42);

2.6

understreger, at det er afgørende for opnåelse af Lissabon-strategiens mål om stærkt øget vækst og produktivitet at erkende betydningen af byerne og de bymæssige områder, da de har den kritiske masse af indbyggere, er kompetencecentre for videregående uddannelse og videnskab og er i stand til udnytte opdagelser industrielt. Regionsudvalget efterlyser derfor en bymæssig dimension i samhørighedspolitikken, der anerkender det potentiale, byer har som drivkraft for innovation og videnøkonomi;

2.7

påpeger navnlig i forbindelse med forbedringen af rammebetingelserne for iværksættermiljøet og innovationen, at byerne kun kan opfylde disse vigtige styringsfunktioner, hvis de råder over de nødvendige finansielle ressourcer hertil. Dette gælder naturligvis på alle de nævnte indsatsområder;

2.8

understreger betydningen af en koordineret fremgangsmåde, der tager hensyn til realiteterne i »funktionelle regioner«, for at opnå varige forbedringer med de nævnte forslag til foranstaltninger. Det er først, når der samarbejdes i partnerskaber hen over administrative grænser, at der viser sig mulige løsninger og muligheder for at udnytte potentialerne. Dette samarbejde, der ikke altid er nemt at gennemføre i praksis, bør EU’s politikker støtte gennem særlige incitamenter incitamenter til eksempelvis fremme af projekter vedrørende strategisk udvikling af store områder. Det er særligt vigtigt, at der oprettes nye samarbejdsnet mellem storbyområder og byregioner og at de allerede eksisterende styrkes. I den forbindelse henvises navnlig til det samarbejde, som har fundet sted i indeværende periode via Interreg III-initiativet, og som i perioden 2007-2013 vil være omfattet af målet om territorielt samarbejde;

2.9

fremhæver den vigtige rolle, som byer spiller i kampen mod klimaændringer som følge af befolkningens størrelse og evne til at skabe forandringer i stor målestok, for eksempel inden for offentlig transport og innovativ anvendelse af energi i bygninger, og foreslår derfor at der indføres et miljøkrav i strukturfondsprogrammerne;

2.10

fremhæver vigtigheden af sanering og byudvikling af gamle industriområder og af offentlige arealer som et bidrag til fornyelse af de opståede byer og til opbremsning af affolkningen. I den forbindelse har byerne brug for støtte fra det nationale og det europæiske niveau. For at løse deres specifikke problemer har storbyområderne og byregionerne således brug for finansiel støtte fra EU gennem oprettelse af ad hoc-programmer til sanering af byzoner i tilbagegang og styrkelse af initiativer, som kan videreføre det arbejde, der blev påbegyndt med URBAN-initiativet;

2.11

er bevidst om betydningen af en diversitetspolitik, der omfatter alle områder af den offentlige forvaltning. Den er en uundværlig forudsætning for fuldt ud at udnytte det særlige potentiale, der repræsenteres af personer med indvandrerbaggrund, og som i øjeblikket udgør en uudnyttet ressource;

2.12

påpeger navnlig forsyningspligtydelsernes betydning for bysystemers effektivitet og byernes attraktivitet. I den forbindelse skal der som udtryk for nærhedsprincippet navnlig tages hensyn til de regionale og kommunale myndigheders ret til frit at vælge, hvordan de vil efterkomme forsyningspligten. Regionsudvalget kræver, at den europæiske lovgivning fortsat giver de lokale myndigheder mulighed for selv at levere de pågældende ydelser eller at pålægge inhouse-virksomheder ansvaret herfor. Ved fastsættelsen af regler for udbud og støtte har byerne og regionerne behov for større fleksibilitet;

2.13

henstiller til, at der på alle indsatsområder tages særligt hensyn til kvinders, unges og ældre menneskers tarv og til personer med særlige behov;

2.14

mener, at byer bør gøres til mere »kvindevenlige« steder ved gennem passende sundheds- og velfærdstjenester i nærområdet at støtte kvindelige iværksættere og foranstaltninger til udvikling og støtte af kvindelige ledere og direktører i det private erhvervsliv og i den offentlige sektor i byerne;

2.15

opfordrer til, at dokumentet suppleres med et selvstændigt afsnit om sundhed. Dette emne behandles ganske vist, for så vidt angår de tre kerneområder tilgængelighed og mobilitet, adgang til tjenester og institutioner samt naturligt og fysisk miljø. Imidlertid bør emnet på grund af dets betydning også tilgodeses med udtrykkelige forslag til foranstaltninger;

2.16

fremhæver den særlige betydning af at sikre børnepasningstilbud til overkommelige priser for alle med åbningstider, der passer til behovene. Et sådant tilbud giver forældrene mulighed for at passe et arbejde, skaber et vigtigt grundlag for børnenes videre vej gennem uddannelsessystemet og yder et stort bidrag til integrationen af forskellige kulturer og af børn med særlige behov;

2.17

bemærker kritisk i forhold til retningslinjerne for »Foranstaltninger for SMV og mikrovirksomheder«, at forenklingen af adgangen til finansieringskilder gennem mikroovertagelse skal håndteres meget restriktivt og kun bør ske efter strenge kriterier; understreger det nødvendige i at øge den finansielle støtte til mikrovirksomheder;

2.18

påpeger, at emnet uddannelse og uddannelsespolitik bør ses i hele sin bredde, herunder »livslang læring«, ikke kun med hensyn til effekterne på vækst og beskæftigelse, men også i et socialt og solidarisk fællesskabsperspektiv, hvor der frem for alt fokuseres på alle menneskers deltagelse i ethvert aspekt af samfundslivet og ikke kun det økonomiske;

2.19

er bevidst om, at områder som pasning og pleje samt »sociale tjenesteydelser« vil få stigende betydning på grund af den voksende andel af ældre mennesker i samfundet. Der ligger store fremtidige udfordringer for byerne i disse forskydninger i alderspyramiden. De udgør imidlertid også en chance for vækst og beskæftigelse, f.eks. inden for plejesektoren;

2.20

understreger, at det store antal indvandrere i de europæiske storbyområder og byregioner er en stor udfordring for disse, men også en ny ressource, hvor disse områder bør søge at indkredse nye vækstmuligheder. De offentlige myndigheder på forskellige niveauer bør tilskynde til udnyttelse af disse muligheder;

2.21

understreger den sociale økonomis stigende betydning, navnlig for byerne, som et arbejdsmarked i vækst ved siden af den private og den offentlige sektor. Regionsudvalget kræver, at fremme af de muligheder, virksomheder i den sociale økonomi (»den tredje sektor«) har for at begå sig på markedet, udtrykkeligt tilgodeses i forslagene til foranstaltning, f.eks. gennem adgang til lån eller statslige garantier;

2.22

fremhæver navnlig, at skabelse af kvalitetsjob og bekæmpelse af arbejdsløsheden er af central betydning for EU’s videre udvikling som helhed. Kun på baggrund af synlige resultater på dette område vil det lykkes at (gen-)vinde befolkningens accept af EU. Som midtpunkter for de strukturelle forandringer er byerne i særlig grad berørt af arbejdsløshedsproblematikken;

2.23

kræver, at medlemsstaternes arbejdsmarkedspolitik tager øget hensyn til byregionernes behov, og at der med det formål udvikles passende løsninger i samarbejde med de ansvarlige bymæssige arbejdsmarkedsregioner. Indgåelse af pagter, aftaler og overenskomster på institutionelt plan med det formål at skabe balance mellem national, regional og lokal arbejdsmarkedspolitik, som f.eks. illustreret ved de Territoriale Beskæftigelsespagter, kan danne grundlag herfor. Sådanne pagter skaber på det bymæssige niveau en bedre forbindelse mellem erhvervs-, regional- og arbejdsmarkedspolitikken. De bør udbygges og støttes med midler fra EU;

2.24

er enig med Europa-Kommissionen i, at det store antal udlændinge, der lever i byerne, repræsenterer muligheder, og at byer for at være konkurrencedygtige er nødt til at tiltrække og støtte folk med vidt forskellige færdigheder, og migranter udfylder ofte disse huller. Regionsudvalget tilslutter sig derfor Europa-Kommissionens anbefaling i den nyligt fremlagte rapport om virkningerne af overgangsordningerne for den fri bevægelighed for personer, nemlig at medlemsstaterne nøje bør overveje, om det er nødvendigt at fastholde begrænsningerne i lyset af forholdene på deres arbejdsmarked og de beviser, der er fremlagt i rapporten;

2.25

påpeger kritisk, at de skabte arbejdspladsers kvalitet er af afgørende betydning. Øget beskæftigelse har i den seneste tid i overvejende grad været resultatet af en vækst i antallet af deltidsjobs og nye former for beskæftigelse. Inden for de enkelte brancher daler kvaliteten af de udbudte jobs, og/eller der tilbydes ansættelsesforhold, der ikke overholder de lovbestemte normer. Disse beskæftigelsesformer, der i mange tilfælde ikke garanterer den ansatte økonomisk sikkerhed, medfører nye sociale skævheder. Der stilles krav til den private sektor og til virksomhederne om at stille arbejdspladser til rådighed, der skaber mulighed for varig beskæftigelse. Et smidigere arbejdsmarked på bekostning af jobsikkerheden og den sociale sikkerhed er ikke nogen bæredygtig løsning, og derfor bør de forskellige offentlige forvaltninger sørge for, at dette ikke bliver resultatet;

2.26

fremhæver, at en grundlæggende forudsætning for at skabe livskvalitet i byerne er at forhindre social marginalisering og de problemer, den bærer med sig – fra ghettodannelse til kriminalitet. De offentlige forvaltninger bør være særligt opmærksomme på de befolkningsgrupper, som er i størst fare for at blive marginaliserede. Her skal især henvises til indvandrernes situation;

2.27

fremhæver, at indarbejdelsen af især fællesskabsinitiativer som Urban og Equal i de nationale og regionale operationelle programmer ikke må påvirke den innovative karakter ved EU’s programmer og initiativer negativt. Tværtimod er det i den nye samhørighedspolitik hensigtsmæssigt at støtte de bypolitiske initiativers innovative karakter og stimulere en spredning af ideer og deres udmøntning i praksis;

2.28

opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at sikre, at de bypolitiske initiativer, der gennemfører en af EU’s retningslinjer - i betragtning af deres symbolværdi og mulighed for at blive videreført, hvilket også bør bevares i den kommende programperiode - er sammenlignelige, og at foranstaltningernes såvel kvalitative som kvantitative effektivitet kan måles.

3.1

opfordrer Kommissionen til at tilgodese bydimensionen i alle fællesskabspolitikker. Det er derfor nødvendigt med en indfaldsvinkel, hvor man undersøger, analyserer og tager hensyn til de konkrete problemer, byerne har, samt vurderer fællesskabspolitikkernes indvirkning på byerne. For at sikre dette forekommer det nødvendigt af inddrage byernes ansvarlige myndigheder i alle faser af politik- og programudformningen samt i gennemførelsen og evalueringen;

3.2

peger på nødvendigheden af en bedre koordinering af bydimensionen mellem alle Kommissionens tjenestegrene, især mellem GD Regionalpolitik, GD Miljø, GD Transport, GD Beskæftigelse og GD sundhed. Bydimensionen må vises større opmærksomhed i alle EU-programmer, både finansielt og geografisk;

3.3

understreger også nødvendigheden af en bedre koordinering mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet, så man når frem til en tydeligere dagsorden for EU's foranstaltninger for byerne;

3.4

anbefaler Kommissionen at styrke den tværtjenestelige arbejdsgruppe gennem inddragelse af eksperter fra byerne samt nedsættelse af en tværtjenestelig taskforce – i stil med Europa-Parlamentets tværpolitiske arbejdsgruppe »Urban-logement«. Det anbefales endvidere at skabe fora for en regelmæssig dialog med byerne om relevante EU-politikker, således som det allerede sker på miljøområdet;

3.5

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bebude en »territorial dialog« ligesom den sociale og civile dialog, som gør det muligt for de forskellige myndigheder i regionerne og byerne og deres nationale og europæiske sammenslutninger at fremføre deres synspunkter under forberedelse af forhandlinger og beslutninger om foranstaltninger, der vedrører byerne og regionerne og på den måde være med til at udforme disse foranstaltninger. Den dialog med regional- og lokalstyresammenslutningerne (8), som Kommissionen indledte i 2003 med Regionsudvalgets medvirken, er kun et første skridt i denne retning;

3.6

går ind for, at der afholdes et møde på højt plan før hvert forårstopmøde mellem Rådet og medlemsstaterne. Ud over deltagerne i den »territoriale dialog« bør især Kommissionen, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget samt bynetværk deltage i dette møde. Endvidere opfordrer Regionsudvalget til, at medlemsstaternes ministre med ansvar for bypolitik afholder årlige møder, hvortil der som optakt bør afholdes et møde med repræsentanter for bynetværkene og de nationale og europæiske kommunalsammenslutninger såsom De Europæiske Kommuners og Regioners Råd. Kommissionens tværtjenestelige arbejdsgruppe bør på disse møder regelmæssigt rapportere om fremdriften i sit arbejde;

3.7

opfordrer medlemsstaternes regeringer til at tage mere hensyn til bydimensionen i den nationale politik. Især bør det sikres, at byerne har de finansielle ressourcer, der skal til, for at de kan udføre deres opgaver. Endvidere bør dialogen med byerne og deres sammenslutninger uddybes og gives en fast form af formaliseret høring;

3.8

peger på den centrale betydning, forskning og udvikling har for opfyldelsen af Lissabon-målene. Regionsudvalget kræver derfor, at byernes vigtige rolle i forskningspolitikken kommer til udtryk i EU's syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration i form af en »urban mainstreaming.« Bydimensionen er hidtil kun blevet decideret tilgodeset under emnerne miljø og transport. Bymæssige forskningsaspekter bør indgå i alle emneområder og specifikke programmer; i denne forbindelse er det vigtigt at give kraftigere opbakning til byernes netværk med deres universiteter og forskningsinstitutter via egnede foranstaltninger. Dermed kan opnås en synergieffekt for byudviklingen og en større offentlig bevidsthed om forskning og udvikling. En sådan foranstaltning kunne f.eks. være en konkurrence om titlen som »Europæisk videnskabsby«;

3.9

Det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling bør styrke den rolle, byerne spiller inden for udveksling af information og viden, sørge for en ressourcefordeling og innovationspolitik, som opfylder samfundets behov generelt og borgernes i særdeleshed, samt garantere støtte til transnational forskning i byudvikling;

3.10

understreger vigtigheden af subsidiaritet og betydningen af at inddrage de lokale og regionale niveauer i udformningen og gennemførelsen af samhørighedspolitikken. Den decentraliserede forvaltning af strukturfondene må ikke resultere i, at samhørighedspolitikken centraliseres på medlemsstatsniveau;

3.11

anmoder Kommissionen om at tage hensyn til proportionalitetsprincippet i anvendelsen af mekanismerne for forvaltning og kontrol af de foranstaltninger, som byerne iværksætter;

3.12

opfordrer til, at de lokale myndigheder i højere grad og mere gennemsigtigt deltager i forberedelsen, udarbejdelse og gennemførelsen af de nationale reformprogrammer, samt at medlemsstaterne indføjer et særligt kapitel i deres årsrapporter til Kommissionen, som beskriver de foranstaltninger, der anvendes til at gennemføre disse programmer på lokalt plan.

3.13

bifalder, at bydimensionen tilgodeses i Kommissionens forslag til forordningerne om strukturfondene og samhørighedsfonden for perioden 2007-2013;

3.14

kræver, at bydimensionen styrkes i de strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken for perioden 2007-2013. Det er Kommissionen, der bør sikre, at bydimensionen rent faktisk medtages. Eksempelvis kunne bydimensionen klart fastslås i medlemsstaternes gennemførelsesrapporter og Kommissionens årsrapport, der skal udarbejdes i henhold til artikel 27 og 28 i udkastet til den generelle strukturfondsforordning (9);

3.15

fremhæver, at de prognose- og strategiinitiativer, som lokalregeringerne tager, hovedsagelig gennem forslag om skabelse af alternative job i de såkaldte »nye kilder til beskæftigelse« spiller en vigtig rolle i arbejdsløshedsbekæmpelsen. Regionsudvalget opfordrer derfor til, at man både tager hensyn til bydimensionen ved skabelse og udvikling af beskæftigelsesprogrammer og giver byerne de nødvendige beføjelser, forvaltningsinstrumenter og bevillinger;

3.16

bifalder de fælles initiativer, Kommissionen og EIB-gruppen, Jeremie, Jaspers og Jessica, har taget. Lige adgang til dette finansieringssystem for alle statslige niveauer er en vigtig forudsætning for deres succes;

3.17

anbefaler, at man udarbejder og regelmæssigt ajourfører og formidler data og analyser, som viser byernes komplekse realitet og muliggør en bedre vurdering af situationen i byerne. Især støttes initiativer som Espon eller Urban Audit;

3.18

støtter arbejdet med at videreudvikle netværk mellem byerne for udveksling af erfaringer og bedste praksis. I den forbindelse bør man bygge videre på eksisterende netværk såsom Urbact med pilotprojektet European Urban Knowledge Network, de tværregionale prioriteringer for samarbejde mellem byerne, Eurocities osv. Der bør i den forbindelse også tages hensyn til initiativer fra nationale og europæiske sammenslutninger, som varetager byernes interesser.

3.19

opfordrer Europa-Kommissionen til at anmode de medlemsstater, der får en sådan opbakning, om at øremærke en væsentlig del af støtten fra Samhørighedsfonden til projekter vedrørende bæredygtige transportformer i byerne.