–

CJ ved advocaten A.M.V. Bandhoe, A.G.P. de Boon, J.S. Dobosz og P.M. Langereis,

–

Openbaar Ministerie ved M. Diependaal, C. McGivern og K. van der Schaft,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, H.S. Gijzen og J.M. Hoogveld, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Noë og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 2, artikel 12 og artikel 24, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1, berigtiget ved EUT 2020, L 326, s. 15), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«), samt af artikel 6, 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Nederlandene af en europæisk arrestordre udstedt den 31. august 2021 af Sąd Okręgowy w Krakowie Wydział III karny (den regionale domstol i Krakow, tredje afdeling for straffesager, Polen) med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, som CJ er blevet idømt.

3

Ottende, niende og tolvte betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:

[…]

4

Rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1 og 3, bestemmer:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

[…]

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [EU].«

5

Rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, er sålydende:

»Følgende lovovertrædelser som defineret i den udstedende medlemsstats lovgivning medfører fuldbyrdelse på grundlag af en europæisk arrestordre på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed, hvis de i den udstedende medlemsstat kan straffes med frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst tre år:

[…]

[…]«

6

Rammeafgørelsens artikel 5 fastsætter:

»Den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at dens fuldbyrdende judicielle myndighed kun må fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser:

[…]

7

Artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 er affattet på følgende måde:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at fuldbyrde en europæisk arrestordre.«

8

Rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, bestemmer:

»Hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis det er foreskrevet i dens retssystem, flere centrale myndigheder til at bistå de kompetente judicielle myndigheder.«

9

Rammeafgørelsens artikel 12 har følgende ordlyd:

»Når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afgøre, om den pågældende skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning. Den pågældende kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning, under forudsætning af at denne medlemsstats kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter.«

10

Rammeafgørelsens artikel 23 er sålydende:

»1.   Den eftersøgte overgives snarest muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder.

2.   Den pågældende overgives senest ti dage efter, at den endelige afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er truffet.

3.   Hvis det på grund af omstændigheder, som ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne, viser sig umuligt at overgive den eftersøgte inden for den i stk. 2 fastsatte frist, kontakter den fuldbyrdende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed straks hinanden og aftaler en ny dato for overgivelse. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

4.   En overgivelse kan undtagelsesvis udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere foreligger. Den fuldbyrdende judicielle myndighed underretter straks den udstedende judicielle myndighed herom, og de aftaler en ny dato for overgivelsen. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

5.   Hvis den pågældende stadig er varetægtsfængslet efter udløbet af de i stk. 2-4 nævnte frister, løslades han.«

11

Artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 fastsætter:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan efter at have besluttet at fuldbyrde den europæiske arrestordre udsætte overgivelsen af den eftersøgte, for at vedkommende kan retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat, eller, hvis den pågældende allerede er dømt, for at vedkommende på denne medlemsstats territorium kan afsone en straf for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den europæiske arrestordre.«

12

Rammeafgørelsens artikel 26, stk. 1, er affattet på følgende måde:

»Den udstedende medlemsstat fradrager enhver periode, hvor den eftersøgte har været varetægtsfængslet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, i den samlede varighed af den periode, den pågældende skal afsone i den udstedende medlemsstat som følge af idømmelsen af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.«

13

Rammeafgørelse 2002/584 blev gennemført i nederlandsk ret ved Wet tot implementatie van het kaderbesluit van de Raad van de Europese Unie betreffende het Europees aanhoudingsbevel en de procedures van overlevering tussen de lidstaten van de Europese Unie (Overleveringswet) (lov om gennemførelse af Rådet for Den Europæiske Unions rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (lov om overgivelse)) af 29. april 2004 (Stb. 2004, nr. 195) (herefter »lov om overgivelse«).

14

Artikel 1 i lov om overgivelse har følgende ordlyd:

»I denne lov forstås ved:

[…]

[…]«

15

Den nævnte lovs artikel 27, stk. 2, fastsætter:

»Inden afslutningen af undersøgelsen i retsmødet tager retten af egen drift stilling til varetægtsfængslingen af den eftersøgte, hvis denne er blevet tilbageholdt eller anholdt.«

16

Lovens artikel 33 bestemmer:

»En frihedsberøvelse, som er blevet anordnet i medfør af artikel 27, ophører – bortset fra i tilfælde, hvor frihedsberøvelsen opretholdes af andre grunde – så snart:

17

Den nævnte lovs artikel 34 er affattet på følgende måde:

»1.   En frihedsberøvelse som omhandlet i artikel 33, litra b), kan forlænges i en periode på højst ti dage.

2.   Som undtagelse til stk. 1 kan en frihedsberøvelse forlænges i en periode på højst 30 dage, når:

[…]

[…]«

18

Artikel 35 i lov om overgivelse er sålydende:

»1.   Den faktiske overgivelse af den eftersøgte finder sted snarest muligt efter den afgørelse, hvorved der helt eller delvis er givet tilladelse til overgivelse, og senest ti dage efter denne afgørelse. Anklagemyndighedens repræsentant fastsætter sted og tid [for den faktiske overgivelse] efter at have rådført sig med den udstedende judicielle myndighed.

2.   Når den faktiske overgivelse som følge af særlige omstændigheder ikke kan finde sted inden for den i stk. 1 fastsatte frist, fastsættes der en ny dato efter fælles aftale. I så fald finder den faktiske overgivelse sted senest ti dage efter den således aftalte dato.

3.   Den faktiske overgivelse kan undtagelsesvis udsættes, så længe der er tungtvejende humanitære grunde til hinder for overgivelse, navnlig så længe den eftersøgtes helbredstilstand forhindrer vedkommende i at rejse. Den udstedende judicielle myndighed underrettes omgående. Anklagemyndighedens repræsentant fastsætter efter at have rådført sig med den udstedende judicielle myndighed tid og sted, hvor den faktiske overgivelse kan finde sted. I så fald finder den faktiske overgivelse sted senest ti dage efter den således aftalte dato.

4.   Den eftersøgte løslades efter udløbet af de i stk. 1-3 nævnte frister.«

19

Lovens artikel 36 fastsætter:

»1.   Afgørelsen om tid og sted for den faktiske overgivelse kan udsættes, når og så længe den eftersøgte er genstand for strafforfølgning i Nederlandene, eller når og så længe en straffedom, som den pågældende er blevet idømt af en nederlandsk ret, stadig helt eller delvis vil kunne fuldbyrdes.

2.   I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan ministeren efter udtalelse fra anklagemyndigheden beslutte, at den eftersøgte allerede kan stilles midlertidigt til rådighed for den udstedende judicielle myndighed med henblik på retssagen eller på fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, som den pågældende måtte være blevet idømt ved en endelig retsafgørelse, og ministeren kan fastsætte betingelserne for denne midlertidige tilrådighedsstillelse.

3.   De betingelser, som ministeren fastsætter, omfatter i tilfælde af:

[…]«

20

Den 31. august 2021 udstedte Sąd Okręgowy w Krakowie Wydział III karny (den regionale domstol i Krakow, tredje afdeling for straffesager, Polen) en europæisk arrestordre mod CJ, der er polsk statsborger, med henblik på fuldbyrdelse i Polen af en frihedsstraf på 2 år, som er blevet idømt for 13 strafbare forhold, der falder under kategorien organiseret eller væbnet tyveri som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584. Det fremgår af oplysningerne fra den forelæggende ret, rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene), at CJ fortsat skal afsone næsten hele den straf, der er blevet idømt for disse strafbare forhold.

21

Inden for rammerne af fuldbyrdelsen af den nævnte europæiske arrestordre varetægtsfængslede den forelæggende ret CJ ved afgørelse af 2. juni 2022. Ved endelig afgørelse af 16. juni 2022 tillod denne ret hans overgivelse for de strafbare forhold, der er opført i den nævnte europæiske arrestordre.

22

Sideløbende med denne sag har CJ været genstand for strafforfølgning i Nederlandene for et andet forhold end dem, der ligger til grund for denne europæiske arrestordre. Den 15. december 2021 idømte Kantonrechter in de rechtbank Den Haag (retten i første instans i Den Haag, Nederlandene) således CJ en bøde på 360 EUR, subsidiært syv dages fængsel, for at have ført et motorkøretøj uden at være i besiddelse af et kørekort. Denne domfældelse er imidlertid ikke endelig, idet han har iværksat appel til prøvelse af den nævnte dom. Retsmødet for appelretten blev berammet til november 2022, og den dom, der blev afsagt i appelsagen, kan fortsat gøres til genstand for kassationsappel. Den forelæggende ret har ligeledes præciseret, at CJ ikke havde givet afkald på sin ret til at være personligt til stede i de retsmøder, der skulle afholdes i forbindelse med denne straffesag.

23

Den 17. juni 2022 anmodede officier van justitie bij het arrondissementsparket Amsterdam (anklagemyndighedens repræsentant i Amsterdam retskreds, herefter »anklagemyndigheden i Amsterdam«) således om, at den forelæggende ret forlængede varetægtsfængslingen af CJ med 30 dage, for så vidt som hans overgivelse ikke kunne finde sted inden for fristen på 10 dage som følge af »særlige omstændigheder«.

24

I denne henseende har den forelæggende ret for det første anført, at afgørelsen om at udsætte overgivelsen tilkommer anklagemyndighedens repræsentant i medfør af artikel 36, stk. 1, i lov om overgivelse, sammenholdt med denne lovs artikel 35, stk. 1. Den forelæggende ret har ikke kompetence til at prøve lovligheden af en sådan afgørelse.

25

For det andet har den nævnte ret konstateret, at i den sag, der verserer for den, er udsættelse af overgivelsen den eneste grund, som efter nederlandsk ret begrunder en forlængelse af varetægtsfængslingen. Anmodningen om forlængelse af CJ’s varetægtsfængsling skyldes således nødvendigvis, at anklagemyndigheden i Amsterdam havde besluttet at udsætte overgivelsen på grund af den verserende straffesag i Nederlandene.

26

Efter anmodning fra anklagemyndigheden i Amsterdam kan rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) nemlig træffe afgørelse om at lade den eftersøgte forblive varetægtsfængslet hver gang for en periode på ikke over 30 dage, forudsat at straffesagen er under behandling i Nederlandene, og på den betingelse, at overgivelsesproceduren er blevet gennemført med tilstrækkelig omhu, og varetægtsfængslingens varighed følgelig ikke er uforholdsmæssig lang.

27

Den 22. juni 2022 tog den forelæggende ret anklagemyndigheden i Amsterdams anmodning om opretholdelse af CJ’s varetægtsfængsling til følge og forlængede således denne med 30 dage.

28

Den 6. juli 2022 anmodede anklagemyndigheden i Amsterdam for anden gang om forlængelse af hans varetægtsfængsling for en ny periode på 30 dage med den begrundelse, at »den faktiske overgivelse som følge af særlige omstændigheder ikke [kunne] finde sted inden for fristen på 10 dage«. Den nævnte anklagemyndighed anførte i det væsentlige, at disse »særlige omstændigheder« bestod i den omstændighed, at CJ ikke havde givet afkald på at være til stede i retsmødet i forbindelse med appelsagen.

29

Anklagemyndigheden i Amsterdam præciserede i øvrigt, at den ville udsætte overgivelsen og regelmæssigt anmode om forlængelse af CJ’s varetægtsfængsling, så længe den straffesag, som han er genstand for i Nederlandene, er i gang. Den 6. juli 2022 tog den forelæggende ret anklagemyndigheden i Amsterdams anmodning til følge og forlængede CJ’s varetægtsfængsling for en ny periode på 30 dage.

30

I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, om det er muligt at opretholde varetægtsfængslingen af CJ, når overgivelsen til den udstedende medlemsstat udsættes med den begrundelse, at han er genstand for en straffesag i den fuldbyrdende medlemsstat.

31

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at artikel 12 og 24 i rammeafgørelse 2002/584 ikke er til hinder for, at varetægtsfængslingen af en person, der befinder sig i CJ’s situation, opretholdes, indtil straffesagerne mod denne person er afsluttet i Nederlandene. Disse bestemmelser udgør således, når de sammenholdes med artikel 33-36 i lov om overgivelse, et klart og tilgængeligt retsgrundlag, der giver de nationale myndigheder beføjelse til at opretholde varetægtsfængslingen af en person, som er omfattet af en europæisk arrestordre, når den pågældendes overgivelse er blevet udsat.

32

Ifølge den forelæggende ret er det eneste resterende spørgsmål således, om varigheden af denne persons varetægtsfængsling ikke bliver uforholdsmæssigt lang som følge heraf, hvilket ville være i strid med kravene i chartrets artikel 6.

33

For det andet har den forelæggende ret anført, at det i henhold til artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 tilkommer den »fuldbyrdende judicielle myndighed« at vedtage afgørelsen om udsættelse af overgivelsen med henblik på at muliggøre strafforfølgning i den fuldbyrdende medlemsstat. Således som fremgår af nærværende doms præmis 24, er det anklagemyndigheden i Amsterdam, der i det forelæggende tilfælde er den myndighed, som har kompetence til at træffe afgørelse om en eventuel udsættelse af overgivelsen.

34

Den forelæggende ret har i denne henseende for det første anført, at Domstolen i præmis 67 i dom af 24. november 2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk) (C-510/19, EU:C:2020:953), allerede fastslog, at en sådan anklagemyndighed ikke kan kvalificeres som »fuldbyrdende judiciel myndighed« på grund af den indflydelse, som den udøvende magt kan udøve på dette organ. Hvad for det andet angår anvendelsen af artikel 23, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 har den nævnte ret anført, at Domstolen i dom af 28. april 2022, C og CD (Retlige hindringer for fuldbyrdelsen af en afgørelse om overgivelse) (C-804/21 PPU, EU:C:2022:307), fastslog, at vurderingen af, om der foreligger omstændigheder, der ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne som omhandlet i denne bestemmelse, og i givet fald fastsættelsen af en ny dato for overgivelse udgør afgørelser om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, og at denne vurdering og denne fastsættelse i medfør af rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, sammenholdt med ottende betragtning hertil, følgelig henhører under den fuldbyrdende judicielle myndigheds enekompetence.

35

Under disse omstændigheder opstår spørgsmålet, om den i artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 fastsatte afgørelse om at anordne udsættelse af overgivelsen udgør en afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, der skal træffes af den fuldbyrdende judicielle myndighed i medfør af rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2.

36

Den forelæggende ret har endvidere anført, at bortset fra de i artikel 23, stk. 3 og 4, i rammeafgørelse 2002/584 fastsatte tilfælde, hvor overgivelsen kan udsættes, skal overgivelsen ske inden for en frist på ti dage i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 23, stk. 2 og 5. Eftersom disse frister ikke er blevet overholdt i det foreliggende tilfælde, ønsker den nævnte ret oplyst, om CJ’s varetægtsfængsling kan opretholdes, henset til den omstændighed, at afgørelsen om at udsætte overgivelsen i det væsentlige udgør grundlaget for denne opretholdelse.

37

Såfremt Domstolen måtte fastslå, at anklagemyndigheden i Amsterdam ikke kan kvalificeres som en »fuldbyrdende judiciel myndighed«, og at den følgelig ikke er beføjet til at vedtage en afgørelse om udsættelse af overgivelsen som omhandlet i artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke følger disse omstændigheder har for CJ’s situation.

38

For det tredje har den forelæggende ret for det første anført, at den faktiske overgivelse af CJ kan udsættes i flere måneder, henset for det første til anklagemyndigheden i Amsterdams hensigt om at anmode om udsættelse heraf indtil afslutningen af den verserende straffesag i Nederlandene og for det andet henset til den omstændighed, at appeldomstolens afgørelse fortsat vil kun gøres til genstand for kassationsappel.

39

For det andet har den nævnte ret anført, at CJ skal afsone en frihedsstraf i den udstedende medlemsstat, mens han i den fuldbyrdende medlemsstat kun retsforfølges for et strafbart forhold, der er langt mindre alvorligt, og som derfor sandsynligvis vil give anledning til en mindre streng straf. Henset dels til den eventuelle forlængelse af opretholdelsen af hans varetægtsfængsling i Nederlandene, dels til forpligtelsen til i den straf, som skal afsones i den udstedende medlemsstat, at fratrække enhver periode, hvor den eftersøgte har været varetægtsfængslet i den fuldbyrdende medlemsstat i forbindelse med fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, i overensstemmelse med artikel 26, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, vil CJ imidlertid de facto afsone en væsentlig del af den frihedsstraf, som han er blevet idømt i Polen, i den fuldbyrdende medlemsstat, dvs. Nederlandene. En sådan konsekvens ville ikke bidrage til at forbedre hans muligheder for social rehabilitering i den udstedende medlemsstat.

40

På denne baggrund er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den skal foretage en afvejning af de foreliggende interesser, når den skal træffe afgørelse om en anmodning om forlængelse af varetægtsfængslingen af den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre. Den nævnte ret ønsker særligt oplyst, om den skal foretage en afvejning, der kan sammenlignes med den, som påhviler den udstedende judicielle myndighed i henhold til artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, når den træffer afgørelse om, hvornår den overgivne person skal vende tilbage til den fuldbyrdende medlemsstat for dér at afsone sin frihedsstraf. Den forelæggende ret har nemlig anført, at Domstolen i dom af 11. marts 2020, SF (Europæisk arrestordre – Garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten) (C-314/18, EU:C:2020:191), fortolkede denne bestemmelse således, at det ikke er tilladt for den udstedende judicielle myndighed systematisk og automatisk at udsætte overførelsen af den pågældende person til den fuldbyrdende medlemsstat frem til det tidspunkt, hvor der er truffet endelig afgørelse i de øvrige processuelle trin i forbindelse med straffesagen vedrørende den lovovertrædelse, som ligger til grund for den europæiske arrestordre.

41

Ifølge den forelæggende ret ville en analog anvendelse af denne retspraksis på den sag, der verserer for den, indebære, at den fuldbyrdende myndighed ikke kan udsætte overgivelsen alene med den begrundelse, at den eftersøgte ikke har givet afkald på sin ret til at give personligt møde for de retter, der varetager den strafforfølgning, som den pågældende er genstand for i den fuldbyrdende medlemsstat.

42

På denne baggrund har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

43

Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 23a, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i artikel 107 i Domstolens procesreglement.

44

Til støtte for denne anmodning har den nævnte ret for det første anført, at CJ siden den 2. juni 2022 har været varetægtsfængslet med henblik på udlevering. For det andet vil Domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål have en direkte og afgørende betydning for længden af hans varetægtsfængsling.

45

I denne henseende skal det for det første bemærkes, at nærværende præjudicielle forelæggelse vedrører fortolkningen af rammeafgørelse 2002/584, der henhører under afsnit V i EUF-traktatens tredje del vedrørende et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Denne forelæggelse kan derfor undergives den præjudicielle hasteprocedure.

46

Hvad for det andet angår betingelsen om den hastende karakter skal det bemærkes, at denne betingelse bl.a. er opfyldt, når den i hovedsagen berørte person på det pågældende tidspunkt er frihedsberøvet, og personens fortsatte frihedsberøvelse afhænger af løsningen af tvisten i hovedsagen, idet det præciseres, at situationen for denne person skal bedømmes ud fra den situation, der forelå på tidspunktet for behandlingen af anmodningen om, at den præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren (jf. i denne retning dom af 30.6.2022, Valstybės sienos apsaugos tarnyba m.fl., C-72/22 PPU, EU:C:2022:505, præmis 37).

47

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den forelæggende rets beskrivelse af de faktiske omstændigheder, at CJ, der er den i hovedsagen omhandlede person, faktisk var frihedsberøvet på tidspunktet for behandlingen af anmodningen om, at den præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren.

48

Den forelæggende rets spørgsmål har desuden til formål at fastlægge de betingelser, hvorunder varetægtsfængslingen af en person, der befinder sig i CJ’s situation, og hvis overgivelse til myndighederne i den udstedende medlemsstat i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre er blevet udsat med henblik på strafforfølgning indledt mod den pågældende i den fuldbyrdende medlemsstat, kan opretholdes.

49

På denne baggrund har Domstolens Første Afdeling den 3. august 2022 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at nærværende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.

50

Med det andet spørgsmål, som skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at afgørelsen om at udsætte den i denne bestemmelse omhandlede overgivelse udgør en afgørelse om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, som i henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, skal træffes af den fuldbyrdende judicielle myndighed. I bekræftende fald ønsker den forelæggende ret oplyst, om varetægtsfængslingen af den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, fortsat kan opretholdes med henblik på fuldbyrdelsen heraf, når en sådan afgørelse er blevet truffet af en anden enhed end den fuldbyrdende judicielle myndighed.

51

Hvad angår dette spørgsmåls første led skal det for det første bemærkes, at ordlyden af artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 klart angiver, at det tilkommer den fuldbyrdende judicielle myndighed at udsætte overgivelsen af den eftersøgte. Når betydningen af en bestemmelse i EU-retten fremgår utvetydigt af selve ordlyden af denne bestemmelse, kan Domstolen ikke fravige denne fortolkning (dom af 25.1.2022, VYSOČINA WIND, C-181/20, EU:C:2022:51, præmis 39).

52

Det fremgår ganske vist af artikel 7 i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med niende betragtning hertil, at deltagelse fra en anden myndighed end den fuldbyrdende judicielle myndighed – såsom den i artiklen omhandlede »centrale myndighed« – bør være begrænset til praktisk og administrativ bistand til de kompetente judicielle myndigheder (jf. i denne retning dom af 28.4.2022, C og CD (Retlige hindringer for fuldbyrdelsen af en afgørelse om overgivelse), C-804/21 PPU, EU:C:2022:307, præmis 65).

53

Udøvelsen af den mulighed, der er fastsat i artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, går imidlertid ud over rammerne for den blotte »praktiske og administrative bistand«, som kan overdrages til de centrale myndigheder. En afgørelse om udsættelse af overgivelsen, for så vidt som den indebærer en suspension af fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre i en periode, der i det mindste svarer til varigheden af denne udsættelse, berører nemlig selve kernen i de samarbejdsordninger mellem medlemsstaternes judicielle myndigheder, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584.

54

En afgørelse om udsættelse af overgivelsen, for så vidt som den udgør en afgørelse, der vedrører fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, henhører følgelig under den fuldbyrdende judicielle myndigheds enekompetence i medfør af artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584.

55

Hvad i det foreliggende tilfælde angår muligheden for at kvalificere anklagemyndigheden i Amsterdam som en »fuldbyrdende judiciel[…] myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 skal det bemærkes, at Domstolen i præmis 67 i dom af 24. november 2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk) (C-510/19, EU:C:2020:953), allerede har fastslået, at denne myndighed ikke er omfattet af det nævnte begreb, eftersom den kan pålægges individuelle instrukser fra den nederlandske justitsminister. Det fremgår således, at den i hovedsagen omhandlede afgørelse om at udsætte overgivelsen, for så vidt som den er blevet truffet af anklagemyndigheden i Amsterdam, ikke er blevet vedtaget af en sådan »fuldbyrdende judiciel myndighed«, hvilket det påhviler den forelæggende ret at fastlægge.

56

Hvad for det andet angår de følger, som en eventuel konstatering af, at en sådan afgørelse om udsættelse er ulovlig, har for opretholdelsen af varetægtsfængslingen af den eftersøgte, og som er genstand for det andet spørgsmåls andet del, indeholder artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 ikke nogen præcisering i denne henseende.

57

Det skal imidlertid bemærkes, at såfremt en »fuldbyrdende judiciel[…] myndighed« – som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 – ikke har deltaget i vedtagelsen af en afgørelse om at udsætte overgivelsen af den eftersøgte, opfylder denne afgørelse ikke de formelle krav, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 24, stk. 1 (jf. analogt dom af 28.4.2022, C og CD (Retlige hindringer for fuldbyrdelsen af en afgørelse om overgivelse), C-804/21 PPU, EU:C:2022:307, præmis 67-69).

58

I det omfang afgørelsen om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er blevet vedtaget i overensstemmelse med artikel 15 i rammeafgørelse 2002/584, som bl.a. foreskriver deltagelse fra den fuldbyrdende judicielle myndighed, skal det derfor fastslås, at en sådan situation er omfattet af rammeafgørelsens artikel 23, der fastsætter fristerne for overgivelsen.

59

I denne henseende bestemmer artikel 23, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed snarest muligt overgive den eftersøgte eller domfældte på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder. Selv om denne artikels stk. 2 foreskriver, at den pågældende person skal overgives senest ti dage efter, at den endelige afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er truffet, fastsætter nævnte artikels stk. 3 og 4 fristerne for overgivelse i de tilfælde, hvor denne ikke kan gennemføres på grund af omstændigheder, som ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne, eller af tungtvejende humanitære grunde. Efter udløbet af de frister, der er nævnt i den nævnte artikels stk. 2-4, skal den eftersøgte, hvis den pågældende stadig er varetægtsfængslet, løslades i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 23, stk. 5.

60

Under disse omstændigheder skal det, når afgørelsen om udsættelse af overgivelsen ikke er blevet truffet af en »fuldbyrdende judiciel[…] myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584, lægges til grund, at når den endelige afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre er gyldigt vedtaget, er den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til rammeafgørelsens artikel 23, stk. 5, forpligtet til at løslade den eftersøgte, uden at dette berører anvendelsen af de foranstaltninger, som denne myndighed måtte anse for nødvendige at træffe i medfør af rammeafgørelsens artikel 12 for at undgå, at personen flygter.

61

Således som generaladvokaten har anført i punkt 40 og 41 i forslaget til afgørelse, kan det i det foreliggende tilfælde ikke udelukkes, at den forelæggende ret kan fortolke bestemmelserne i lov om overgivelse i overensstemmelse med kravene i artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 og erstatte den afgørelse, som anklagemyndigheden i Amsterdam har truffet, og hvis ulovlighed den i så tilfælde forinden har fastslået, med sin egen afgørelse om udsættelse, i givet fald ved at anordne opretholdelse af CJ’s varetægtsfængsling.

62

I denne henseende skal det bemærkes, at det af Domstolens praksis fremgår, at selv om rammeafgørelse 2002/584 ikke har nogen direkte virkning, eftersom den er blevet vedtaget på grundlag af den tidligere tredje søjle i Unionen, navnlig i henhold til artikel 34, stk. 2, litra b), EU (jf. i denne retning dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 69), indebærer rammeafgørelsens bindende virkning ikke desto mindre en forpligtelse for de nationale myndigheder og navnlig for de nationale retter til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret (jf. i denne retning dom af 8.11.2016, Ognyanov, C-554/14, EU:C:2016:835, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

63

Den nationale ret er ved anvendelsen af national lovgivning forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af den nævnte rammeafgørelses ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat. Denne forpligtelse til overensstemmende fortolkning af national lovgivning er uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens system, idet den giver de nationale retter mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre EU-rettens fulde virkning, når de afgør de tvister, der er indbragt for dem (dom af 8.11.2016, Ognyanov, C-554/14, EU:C:2016:835, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

64

Såfremt lov om overgivelse i det foreliggende tilfælde ikke kan fortolkes i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, følger det af rammeafgørelsens artikel 23, stk. 5, at den forelæggende ret vil være forpligtet til at træffe afgørelse om løsladelse af en person, der befinder sig i CJ’s situation, såfremt den måtte fastslå, at fristerne i stk. 2-4 i nævnte artikel 23 er overskredet.

65

Henset til samtlige disse betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at afgørelsen om at udsætte den i denne bestemmelse omhandlede overgivelse udgør en afgørelse om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, som i henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, skal træffes af den fuldbyrdende judicielle myndighed. Når en sådan afgørelse ikke er blevet truffet af den nævnte myndighed, og når de frister, der er nævnt i rammeafgørelsens artikel 23, stk. 2-4, er udløbet, skal den person, som er omfattet af den europæiske arrestordre, løslades i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 23, stk. 5.

66

Med det første spørgsmål, som skal behandles hernæst, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12 og artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 6, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, og hvis overgivelse til den udstedende medlemsstats myndigheder er blevet udsat med henblik på strafforfølgning indledt mod personen i den fuldbyrdende medlemsstat, på grundlag af denne europæiske arrestordre forbliver varetægtsfængslet dér under varetagelsen af den pågældende strafforfølgning.

67

I overensstemmelse med fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 18.11.2020, Kaplan International colleges UK, C-77/19, EU:C:2020:934, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

68

For det første skal det bemærkes, at det af artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584 fremgår, at når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afgøre, om den pågældende skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning. Den pågældende kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med denne lovgivning, under forudsætning af, at denne medlemsstats kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter.

69

Det fremgår i øvrigt af den nævnte rammeafgørelses artikel 24, stk. 1, at den fuldbyrdende judicielle myndighed efter at have besluttet at fuldbyrde den europæiske arrestordre kan udsætte overgivelsen af den eftersøgte, for at vedkommende kan retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat, eller, hvis den pågældende allerede er dømt, for at vedkommende på denne medlemsstats territorium kan afsone en straf for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den europæiske arrestordre.

70

Det fremgår ikke af ordlyden af disse bestemmelser, at de er til hinder for, at den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, forbliver varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning, når personen er genstand for strafforfølgning i den nævnte medlemsstat for en lovovertrædelse, der er begået i sidstnævnte medlemsstat, og som ikke er den, der ligger til grund for arrestordren.

71

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori de nævnte bestemmelser indgår, fremgår det ganske vist af artikel 23 i rammeafgørelse 2002/584, at den eftersøgte i overensstemmelse med denne artikels stk. 5 skal løslades efter udløbet af de i artiklens stk. 2-4 nævnte frister, dvs. – alt efter tilfældet – senest ti dage efter, at den endelige afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er truffet, eller senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

72

Som generaladvokaten har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, er bestemmelsen om udsat overgivelse af de grunde, der er omhandlet i artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, imidlertid udtryk for en særregel, som adskiller sig fra de i rammeafgørelsens artikel 23 fastsatte nærmere bestemmelser for gennemførelsen af overgivelsen.

73

Følgelig finder de frister, der er fastsat i artikel 23, stk. 5, i rammeafgørelse 2002/584, ikke anvendelse på den situation med udsat overgivelse, som er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 24, og det er derfor på grundlag af denne rammeafgørelses artikel 12, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan træffe afgørelse om, at den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, skal forblive varetægtsfængslet.

74

For det tredje bidrager den fortolkning af artikel 12 og 24 i rammeafgørelse 2002/584, der er anlagt i nærværende doms præmis 70, til at gennemføre denne rammeafgørelses formål, som bl.a. består i at bekæmpe straffrihed (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 62).

75

Hvis det ikke var muligt at opretholde varetægtsfængslingen af en sådan person i perioden frem til det tidspunkt, hvortil den pågældendes overgivelse er blevet udsat i henhold til artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, ville risikoen for, at denne person flygter, og for således at hæmme en korrekt fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, som den pågældende er omfattet af, nemlig utvivlsomt blive forøget.

76

For det fjerde drages en sådan fortolkning af artikel 12 og 24 i rammeafgørelse 2002/584 heller ikke i tvivl af behovet for at fortolke disse bestemmelser i overensstemmelse med chartrets artikel 6, som fastsætter, at enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed.

77

I denne henseende fremgår det udtrykkeligt af den nævnte rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 EU og afspejles i chartret, hvilken pligt desuden vedrører alle medlemsstaterne, herunder navnlig både den udstedende og den fuldbyrdende medlemsstat (dom af 12.2.2019, TC, C-492/18 PPU, EU:C:2019:108, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

78

Det skal ligeledes bemærkes, at chartrets artikel 52, stk. 1, giver mulighed for, at der kan indføres begrænsninger i udøvelsen af rettigheder som dem, der er fastsat i chartrets artikel 6, forudsat at disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen, respekterer disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og at de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (dom af 12.2.2019, TC, C-492/18 PPU, EU:C:2019:108, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

79

Det følger endvidere af chartrets artikel 52, stk. 3, at i det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), har de samme betydning og omfang som i konventionen. Chartrets artikel 53 tilføjer i denne forbindelse, at ingen bestemmelse heri må fortolkes som en begrænsning af eller et indgreb i de rettigheder, der anerkendes i bl.a. EMRK (dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

80

Det bemærkes i denne henseende, at ordningen med den europæiske arrestordre, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, svarer til den situation, der er omhandlet i EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra f) (dom af 30.6.2022, Spetsializirana prokuratura (Oplysninger om den nationale arrestordre), C-105/21, EU:C:2022:511, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

81

Hvad angår rammeafgørelsens artikel 12 må det fastslås, at det fremgår af denne bestemmelse, at det tilkommer den fuldbyrdende judicielle myndighed at afgøre, om den eftersøgte eller dømte skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning, og at den pågældende på et hvilket som helst tidspunkt kan løslades midlertidigt i overensstemmelse med nævnte lovgivning, under forudsætning af, at den kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter.

82

Når den fuldbyrdende judicielle myndighed beslutter at udsætte overgivelsen i henhold til den nævnte rammeafgørelses artikel 24, stk. 1, kan denne myndighed desuden kun beslutte fortsat at varetægtsfængsle den eftersøgte eller dømte i overensstemmelse med chartrets artikel 6, såfremt overgivelsesproceduren er blevet ført med tilstrækkelig omhu, og varigheden af varetægtsfængslingen dermed ikke er for vidtgående. For at sikre, at dette er tilfældet, skal denne myndighed foretage en konkret prøvelse af den omhandlede situation under hensyntagen til alle de relevante forhold (jf. i denne retning dom af 25.1.2017, Vilkas, C-640/15, EU:C:2017:39, præmis 43).

83

Henset til disse betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 12 og artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 6, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, og hvis overgivelse til den udstedende medlemsstats myndigheder er blevet udsat med henblik på strafforfølgning indledt mod personen i den fuldbyrdende medlemsstat, på grundlag af denne europæiske arrestordre forbliver varetægtsfængslet dér under varetagelsen af den pågældende strafforfølgning.

84

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at overgivelsen af en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, udsættes med henblik på strafforfølgning indledt mod den pågældende i den fuldbyrdende medlemsstat alene med den begrundelse, at denne person ikke har givet afkald på sin ret til at give personligt møde for de retter, der varetager denne strafforfølgning. I bekræftende fald ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke forhold den fuldbyrdende judicielle myndighed skal tage i betragtning, når den træffer afgørelse om udsættelse af overgivelsen.

85

Artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 bestemmer, at den fuldbyrdende judicielle myndighed efter at have besluttet at fuldbyrde den europæiske arrestordre kan udsætte overgivelsen af den eftersøgte, for at vedkommende kan retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat, eller, hvis den pågældende allerede er dømt, for at vedkommende på denne medlemsstats territorium kan afsone en straf for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den europæiske arrestordre.

86

Det fremgår klart af denne bestemmelses ordlyd, at den tillægger den fuldbyrdende judicielle myndighed en skønsbeføjelse ved vedtagelsen af en afgørelse om udsættelse af overgivelsen, hvis udøvelse alene er betinget af, at denne afgørelse bliver vedtaget med henblik på strafforfølgning i den fuldbyrdende medlemsstat eller på fuldbyrdelse af en straf for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den europæiske arrestordre.

87

I denne henseende skal det bemærkes, at selv om det fremgår af den nævnte bestemmelses ordlyd, at udøvelsen af den i bestemmelsen fastsatte mulighed ikke er underlagt nogen yderligere betingelse, skal rammeafgørelse 2002/584, således som det fremgår af dennes artikel 1, stk. 3, sammenholdt med 12. betragtning hertil, fortolkes i overensstemmelse med kravet om at respektere de grundlæggende rettigheder.

88

Den ret, som tiltalte har til at være personligt til stede under retssagen i straffesager, og som udgør et vigtigt element i den ret til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2 og 3, samt artikel 48, stk. 2, forpligter medlemsstaterne til at sikre tiltalte retten til at være til stede i retsmødet under behandlingen af den pågældendes sag (jf. i denne retning dom af 15.9.2022, HN (Sag mod en tiltalt, der er udsendt fra området), C-420/20, EU:C:2022:679, præmis 54-56).

89

I det tilfælde, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed i en medlemsstat beslutter ikke at udsætte overgivelsen af en eftersøgt, som er genstand for strafforfølgning i denne medlemsstat, er nævnte medlemsstat således forpligtet til at drage alle de konsekvenser, der følger af iagttagelsen af denne ret, inden for rammerne af tilrettelæggelsen af denne persons retssag med henblik på at sikre den pågældende en reel mulighed for at være til stede under denne (jf. i denne retning dom af 15.9.2022, HN (Sag mod en tiltalt, der er udsendt fra området), C-420/20, EU:C:2022:679, præmis 61).

90

Da den fuldbyrdende judicielle myndigheds vedtagelse af en afgørelse om udsættelse af overgivelsen ikke medfører, at retssagen mod den eftersøgte i den fuldbyrdende medlemsstat vil blive afholdt i dennes fravær, kan den derimod ikke i sig selv tilsidesætte denne persons ret til at være til stede under retssagen.

91

Under disse omstændigheder må det fastslås, at selv om den fuldbyrdende judicielle myndighed på ingen måde er forpligtet til at træffe afgørelse om at udsætte overgivelsen på grundlag af tiltaltes ret til at være personligt til stede under retssagen, er der – henset til den skønsbeføjelse, som denne myndighed råder over i denne henseende – intet til hinder for, at myndigheden udsætter overgivelsen med henblik på at sikre iagttagelsen af denne ret i forbindelse med den verserende straffesag i den fuldbyrdende medlemsstat.

92

I denne sammenhæng indgår blandt de hensyn, der kan være relevante med henblik på at træffe afgørelse om at udsætte overgivelsen af den eftersøgte, bl.a. den fuldbyrdende medlemsstats interesse i at gennemføre den straffesag, som denne person er genstand for, den udstedende medlemsstats interesse i straks at få overgivet den pågældende med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en straf vedrørende den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, samt grovheden af de lovovertrædelser, som er blevet begået i disse medlemsstater.

93

Endelig bemærkes, at i henhold til artikel 24, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 har den fuldbyrdende judicielle myndighed i stedet for at udsætte overgivelsen mulighed for midlertidigt at overgive den eftersøgte til den udstedende medlemsstat på betingelser, der skal aftales mellem de fuldbyrdende judicielle myndigheder og de udstedende judicielle myndigheder. I denne henseende kan det bl.a. aftales, at den eftersøgte skal tilbagesendes til den fuldbyrdende medlemsstat med henblik på strafforfølgning dér.

94

Henset til samtlige disse betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2 og 3, og artikel 48, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at overgivelsen af en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, udsættes med henblik på strafforfølgning indledt mod den pågældende i den fuldbyrdende medlemsstat alene med den begrundelse, at denne person ikke har givet afkald på sin ret til at give personligt møde for de retter, der varetager denne strafforfølgning.

95

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: