2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/1

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24. oktober 2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1717/2006 af 15. november 2006 om oprettelse af et stabilitetsinstrument (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (4),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand (5),

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (6),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (7),

—

der henviser til FN's internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, vedtaget den 18. december 1990,

—

der henviser til Genèvekonventionen af 28. juli 1951 og den tilhørende protokol af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling,

—

der henviser til den samlede migrationsstrategi, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 13. december 2005, og som fastlægger den eksterne dimension af migrationspolitikken og dens tre hovedprioriteter, nemlig at fremme lovlig migration, bekæmpe ulovlig migration og styrke forbindelsen mellem migration og udvikling,

—

der henviser til den europæiske pagt om indvandring og asyl vedtaget af Rådet i oktober 2008, Kommissionens første årlige rapport om indvandring og asyl (2009) (KOM(2010)0214) og Rådets konklusioner om opfølgningen på den europæiske pagt om indvandring og asyl af 3. juni 2010,

—

der henviser til den fælles EU-Afrika-erklæring om migration og udvikling underskrevet i Sirte den 23. november 2006, som understreger nødvendigheden af, at afrikanske stater og EU-stater forpligter sig til et partnerskab mellem oprindelses-, transit- og modtagerlande med henblik på at forvalte migrationen mere effektivt, idet der tages højde for dens forbindelse til udvikling,

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 18. og 19. juni 2009 om ulovlig indvandring,

—

der henviser til Stockholmprogrammet for 2010-2014, den europæiske pagt om indvandring og asyl og Kommissionens handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet (KOM(2010)0171),

—

der henviser til den højtstående repræsentants og Kommissionens rapport om klimaændringer og den internationale sikkerhed af 14. marts 2008, de relaterede anbefalinger af 18. december 2008 og Rådets konklusioner af 8. december 2009,

—

der henviser til den fælles erklæring fra ministerkonferencen »Building Migration Partnerships«, der blev afholdt i Prag den 27. og 28. april 2009,

—

der henviser til FN's konvention mod grænseoverskridende organiseret kriminalitet fra december 2000 og protokollerne hertil,

—

der henviser til den aftale mellem EU og Libyen om en samarbejdsdagsorden for migration, der blev undertegnet den 4. oktober 2010 i Tripoli af kommissær Malmström, kommissær Füle og, på Libyens vegne, Moussa Koussa, udenrigsminister, og Yunis Al-Obeidi, minister for offentlig sikkerhed,

—

der henviser til sin henstilling til Rådet af 20. januar 2011 vedrørende forhandlingerne om en rammeaftale mellem EU og Libyen (8),

—

der henviser til Tripoli-erklæringen, der blev fremsat i forbindelse med det tredje topmøde mellem Afrika og EU, som blev afholdt i Tripoli, Libyen, den 29.-30. november 2010,

—

der henviser til den tale, som næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, holdt i FN’s Sikkerhedsråd den 4. maj 2010, hvori hun understregede behovet for en vidtfavnende tilgang til krisestyring og fredsskabelse og fremhævede de tydelige forbindelser mellem sikkerhed, udvikling og menneskerettigheder,

—

der henviser til Rådets direktiv 2009/50/EF af 25. maj 2009 om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse (direktivet om det blå kort) (9),

—

der henviser til den fælles erklæring på topmødet i Prag den 7. maj 2009 om det østlige partnerskab, hvor det østlige partnerskab blev lanceret,

—

der henviser til sin beslutning af 21. september 2010 om fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i udviklingslandene: vejen frem (10), navnlig punkt 71, 72 og 73,

—

der henviser til sin beslutning af 16. december 2010 om eritreiske flygtninge holdt som gidsler i Sinai (11),

—

der henviser til formandskabets konklusioner fra konferencen »Towards a multidisciplinary approach to prevention of trafficking human beings, prosecutions of traffickers and protection of victims« af 27. januar 2011,

—

der henviser til artikel 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvori det hedder, at EU-politikkerne for grænsekontrol, asyl og indvandring er underlagt princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne, herunder for så vidt angår de finansielle aspekter, og at EU-retsakter vedtaget i henhold til dette kapitel, når det er nødvendigt, skal indeholde passende bestemmelser vedrørende anvendelsen af dette princip,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0075/2011),

A.

der henviser til, at politisk, social og økonomisk ustabilitet, manglende tryghed og politisk undertrykkelse er den væsentligste drivkraft bag migration og frarøver befolkningsgrupper bæredygtige lokale fremtidsudsigter og indkomster og dermed retten til at vælge, hvorvidt de ønsker at migrere, således at deres liv er i konstant fare, og at migration bliver deres eneste mulighed; der henviser til, at klimaforandringer og miljøforringelse udgør en voksende årsag til migration,

B.

der henviser til, at migration som følge af ustabilitet navnlig foranlediges af krig og væbnede konflikter eller risikoen derfor, menneskerettighedskrænkelser - herunder forfølgelse eller begrænsning af politiske modstanderes, mindretals, herunder religiøse, etniske og LGBT-mindretals, og dårligt stillede befolkningsgruppers rettigheder - naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer samt mangel på bæredygtige økonomiske udsigter og fravær af en bæredygtig struktur, der kan sikre demokrati og god regeringsførelse, overholdelse og fremme af civile, politiske, kulturelle, økonomiske og sociale rettigheder,

C.

der henviser til, at migration som et mangeårigt og verdensomspændende fænomen har bidraget til udvekslingen af ideer, men også har skabt udfordringer med integrationen af indvandrere i værtssamfundene og derved har medført såvel kulturel og økonomisk berigelse af EU som spørgsmål om social inklusion og tilpasning; der henviser til, at EU har brug for en væsentlig, men kontrolleret immigration for at støtte den aldrende befolkning og tage andre sociale og økonomiske udfordringer op,

D.

der henviser til, at migrationsstrømme før i tiden ændrede deres rute afhængig af, hvor der var størst pres, men aldrig er ophørt, og til, at migrationen ikke kan standses, men at den sandsynligvis vil ændre omfang og kompleksitet i løbet af de kommende årtier, og at den derfor skal håndteres, således at man undgår menneskelig lidelse,

E.

der henviser til, at lovlig migration er en proces af optimal værdi for den person, der søger at flytte fra sit oprindelsesland, og for modtagerlandet,

F.

der henviser til, at migrationsstrømme, som skyldes manglende stabilitet, og som ender som ulovlig indvandring, lægger et større pres på de medlemsstater, som er beliggende ved EU's ydre grænser,

G.

der henviser til, at FN-konventionen om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder ikke er ratificeret af nogen af EU-medlemsstaterne; der henviser til, at denne konvention udgør den videste internationale retlige ramme for beskyttelsen af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, og at den vejleder staterne om, hvilken fremgangsmåde der skal følges for at overholde migranternes rettigheder i forbindelse med udarbejdelse og iværksættelse af politikker vedrørende arbejdskraftmigration,

H.

der henviser til, at økonomisk ustabilitet har en særlig stærk indflydelse på de yngre generationer, kvinder og mindretal eller dårligt stillede befolkningsgrupper, som ikke har udsigt til at finde arbejde og derfor lettere kan blive ofre for vold og radikalisering eller blive rekrutteret af terrorgrupper,

I.

der henviser til, at klimaændringer er forbundet med knaphed på fødevarer og vand, skovrydning og jordforringelse og i stigende grad identificeres som en større trussel mod international sikkerhed og stabilitet,

J.

der henviser til, at mennesker, der tvinges fra deres hjem som følge af omfattende katastrofer forårsaget af klimaforandringer, har behov for hjælp og beskyttelse; der henviser til, at den eksisterende flygtningelov imidlertid ikke anerkender klimaflygtninges ret til international beskyttelse,

K.

der henviser til, at migration i nogle af de regioner, der er hårdest ramt af klimaforandringer og det deraf følgende tab af biodiversitet, såsom Sahel, er blevet den eneste måde at tilpasse sig klimaforandringerne på,

L.

der henviser til, at nogle migranter også kan være asylansøgere og potentielt kan blive officielt anerkendte flygtninge,

M.

der henviser til, at udnyttelse af ulovlig migration ikke blot udsætter migranternes liv for stor fare, men også meget ofte er forbundet med de værst tænkelige menneskerettighedskrænkelser, herunder slavearbejde, seksuel udnyttelse, overgreb mod børn og kønsbaseret vold; der henviser til, at EU’s indsats for at forebygge sådanne overgreb og beskytte migranter, herunder ulovlige migranter, i nødsituationer bør fremskyndes for at være mere effektiv,

N.

der henviser til, at migrantsmugling rammer næsten alle lande i verden; der henviser til, at udnyttelse af ulovlig migration, som desværre er en lukrativ forretning for organiseret kriminalitet, også kan kombineres med våben-, menneske- og narkotikasmugling; der henviser til, at udnyttelse af ulovlig migration kan være en finansieringskilde for grupper af radikale og for terrorgrupper og gør migranter sårbare med hensyn til at blive ofre for organiseret kriminalitet og ekstremistiske netværk,

O.

der henviser til, at EU-politikkerne bør tage særlig hensyn til de mest sårbare migranter, navnlig uledsagede mindreårige,

P.

der henviser til, at ulovlig migration har indvirkning på kapaciteten til at forvalte migration og integration i såvel modtagerlande som transitlande; der henviser til, at den i visse tilfælde for transitlandenes vedkommende kan ødelægge bæredygtigheden af og udviklingsmulighederne for de lokale jobmarkeder samt skabe grobund for mere ustabilitet,

Q.

der henviser til, at den forventede demografiske vækst i såvel modtagerlande som transitlande, navnlig i Maghreb, Machrek og Nordafrika i bred forstand, vil kunne påvirke mulighederne for økonomisk vækst og jobskabelse i disse lande i negativ retning og således forværre den sociale og økonomiske situation, hvis der ikke træffes de nødvendige politiske og økonomiske beslutninger; der henviser til, at disse faktorer kombineret med en mangel på demokratiske principper vil give grobund for interne spændinger og ustabilitet, som det sås ved de nylige demonstrationer i Tunesien, Algeriet, Egypten og adskillige andre lande i den arabiske verden, og derfor vil føre til en stigning i migrationsstrømmene, hvilket vil sætte modtagerlandenes integrationskapacitet under yderligere pres,

R.

der henviser til, at EU, i lyset af de aktuelle demografiske tendenser, bør overveje, i hvor høj grad det ønsker at åbne sine grænser for migrationsstrømme fra oprindelses- og transitlande i de kommende år for at opveje den demografiske vækst og de deraf følgende sociale spændinger og dermed hjælpe dem til at bevare deres interne stabilitet, og hvor meget det er nødt til at investere i en ny økonomisk dagsorden for sådanne lande, herunder en dagsorden med fokus på jobskabelse,

S.

der henviser til, at der bør træffes nye foranstaltninger for at undgå nye bølger af racisme og fremmedhad i modtager- og transitlandene,

T.

der henviser til, at migration med EU som destination kun er en del af et langt større syd-nord- og syd-syd-migrationsfænomen; der henviser til, at EU’s geografiske nærhed til landene under den europæiske partnerskabspolitik (ENP) i kombination med den udprægede forskel på standarderne mellem nogle ENP-landes og EU’s migrationslove kan skabe en konkurrencemæssig fordel for disse lande ved at styrke deres position som transitlande og begrænse deres eksponering og ansvar som potentielle modtagerlande,

U.

der henviser til, at ENP mere aktivt bør støtte EU's nabostaters kapacitet til at forvalte migrationen,

V.

der henviser til, at den seneste tids hastige udvikling i Egypten og i andre lande i Nordafrika og Mellemøsten kan føre til en øget immigrationsbølge af både lovlige og ulovlige immigranter mod Europa,

W.

der henviser til, at spændinger mellem oprindelses- og transitlande og mellem modtager- og transitlande vedrørende forvaltningen af migrationsstrømme kunne blive en kilde til potentielle konflikter og potentiel uenighed i fremtiden, hvis der ikke føres en mere harmoniseret, koordineret og effektiv migrationspolitik; der imidlertid henviser til, at en mere koordineret og samlet tilgang til forvaltningen af migration kan fremme respekten for alle migranters værdighed, migranter, som potentielt kan bidrage til at opfylde behovet for arbejdskraft i transit- og modtagerlandene og styrke udviklingen i oprindelseslandene; der henviser til, at en mere koordineret og samlet tilgang til forvaltningen af migration bør sikre fuld respekt for menneskerettighederne for indvandrere, der kan være i nødsituationer,

X.

der henviser til, at lovlige og gennemsigtige pengeoverførsler fra udlandet kan spille en potentielt positiv rolle med hensyn til at fremme økonomisk udvikling, og at der især bør sættes ind på at sikre migranternes ret til at forsørge deres familier og investere i deres hjemlande,

Y.

der henviser til, at EU har behov for at udvikle en effektiv og klog migrationspolitik, der ligner de politikker, der er gennemført i Canada, Australien og New Zealand; der henviser til, at ustabilitet i EU's naboregioner er en trussel mod udarbejdelsen af en sådan politik,

Z.

der henviser til, at EU’s udenrigspolitik på en positiv måde kan supplere og styrke EU’s migrationspolitik og skal tage sig af alle kilder til ustabilitet i oprindelseslandene og føre en aktiv dialog med transitlandene om ensartede, menneskerettighedsbaserede standarder for deres nationale migrationslove, således at der skabes lige vilkår, hvorunder både modtagerlande og transitlande følger samme regler og tilbyder migranter den samme grad af beskyttelse; der henviser til, at transitlandenes forskellige udviklingsniveauer gør det påkrævet at stille økonomisk EU-støtte til rådighed for at hjælpe dem til at nå op på standarder, der kan sammenlignes med EU’s,

AA.

der henviser til, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant har understreget betydningen af en samlet tilgang til sikkerheds- og stabilitetsspørgsmål, hvorved udviklingsstrategier og skabelsen af bæredygtige økonomiske fremtidsudsigter kan supplere og yderligere forstærke fredsbevarende og fredsskabende operationer, således at man får skabt de rette betingelser for mere langsigtet stabilitet og sikkerhed,

AB.

der henviser til, at den nye udenrigspolitiske arkitektur, der blev indført med Lissabontraktaten og oprettelsen af EU’s Udenrigstjeneste, giver mulighed for at udvikle meget værdifulde synergier mellem på den ene side udenrigs- og forsvarspolitik og på den anden side ENP og udviklingspolitik som gensidigt forstærkende og indbyrdes forbundne dimensioner og strategier; der henviser til, at den nye struktur også giver kulturelt diplomati mulighed for at spille en rolle i EU's eksterne aktioner; der henviser til, at sådanne synergier allerede bør tages i betragtning på programmeringsstadiet,

AC.

der henviser til, at det er nødvendigt at skelne mellem migranter, asylansøgere og flygtninge,

1.

glæder sig over Kommissionens seneste forslag til lovlig migration for ikke-asylansøgere og opfordrer den indtrængende til at udvikle yderligere instrumenter til etablering af en fælles immigrationspolitik, håndtere økonomisk migration med henblik på at fremme økonomiske og sociale fremskridt i modtager-, transit-, og oprindelseslande og øge den sociale samhørighed ved at forbedre integrationen af migranter; fremhæver nødvendigheden af at give tilstrækkelige oplysninger om muligheder for lovlig immigration til EU for at undgå ulovlig migration, udnytte EU's ordninger for lovlig immigration bedre, klarlægge de aktuelle perspektiver og muligheder inden for EU og gøre menneskehandlernes falske løfter til skamme og derved begrænse den fortjeneste, som den organiserede kriminalitet og menneskehandlerne kan opnå ved, at mennesker tvinges til at flytte; opfordrer Kommissionen til at fremme beskyttelsesforanstaltninger for sårbare grupper og personer (navnlig kvinder og børn), som ofte bliver ofre for menneskehandel og seksuel udnyttelse, og opfordrer den indtrængende til at etablere informationscentre om muligheder for migration til EU i tredjelande; opfordrer imidlertid til at sørge for et afbalanceret forhold mellem at fremme lovlig migration til EU og sikre, at EU har kapacitet til at modtage migranterne og sørge for en vellykket integration af dem;

2.

minder om, at lovlig migration, hvis den forvaltes godt, også kan gavne tredjelande gennem de midler, som immigranter sender til deres oprindelseslande; understreger endvidere, at det er vigtigt at støtte initiativer, der har til formål at fremme migranters engagement i udviklings- og uddannelsesprojekter i deres oprindelseslande;

3.

opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med ikke-EU-lande om at sikre, at oplysninger vedrørende lovlig migration er umiddelbart tilgængelige, og at der tales aktivt for lovlig migration;

4.

mener, at tvungen migration blandt andet er et resultat af svigtende økonomier, forarmelse, overtrædelser af menneskerettighederne, nedbrydning af miljøet, den voksende kløft mellem rige og fattige lande, borgerkrig, krige om kontrol med naturressourcer og politisk forfølgelse;

5.

støtter næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentants analyse og politiske linje, der fremhæver behovet for en samlet og sammenhængende tilgang baseret på målrettede udviklings- og menneskerettighedsstrategier som et ekstra, vitalt udenrigspolitisk instrument for EU til at tackle stabilitets- og sikkerhedsproblemer og øge effektiviteten af fredsbevarende og fredsskabende operationer; opfordrer i denne sammenhæng til en styrkelse af Frontex' rolle, så det bedre kan kontrollere migrationsstrømmene; mener, at det i forbindelse med den nye udenrigspolitiske arkitektur, der blev indført med Lissabontraktaten og oprettelsen af EU’s Udenrigstjeneste, vil være vigtigt i endnu højere grad at befæste den interinstitutionelle dialog og overvejelser om grundlaget og målsætningerne for en sådan samlet tilgang, navnlig for så vidt angår målrettet programmering og partnerskaber med modtagerlande, der kan levere en bæredygtig proces i retning af demokratisering, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne og økonomisk vækst og dermed styrke sikkerhed og stabilitet;

6.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle et permanent overvågningssystem for alle Frontex' aktiviteter, der har forbindelse til håndteringen af migrationsstrømme; mener, at menneskerettighedsaspektet i Frontex-operationerne skal afspejles tydeligt i hele den ændrede version af Frontex-forordningen, navnlig en persons ret til at forlade sit land, forbuddet mod »refoulement« og retten til at søge asyl; bifalder Frontex' vellykkede aktiviteter og samarbejde med medlemsstaterne om at gennemføre det fælles europæiske asylsystem og bifalder ligeledes etableringen af Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO); mener, at Frontex' og EASO's aktiviteter og operationer skal være stabile og permanente, således at særligt negativt berørte medlemsstater kan modtage den nødvendige støtte; understreger behovet for større solidaritet mellem alle EU's medlemsstater, særlig de mest sårbare iblandt dem, med henblik på at opnå den mest effektive politikkoordinering og fordeling af byrder;

7.

bemærker, at stabilitet og sikkerhed - i en verden med stigende multilateralisme med mange internationale aktører og store donorer, såsom EU, USA, Japan, Kina og potentielt på længere sigt andre BRIK-lande, såsom Brasilien og Indien - er en fælles målsætning og en altafgørende forudsætning for global økonomisk vækst; bemærker endvidere, at de stabilitets- og sikkerhedsmæssige udfordringer er af en sådan karakter, at de ikke blot kræver relevante ressourcer i en tid med budgetstramninger, men også stordriftsfordele og en koordineret indsats; mener, at der bør indledes en proces med overvejelser om en aktiv dialog mellem EU, USA, Japan og Kina og internationale finansielle institutioner om samordnede geografiske og tematiske sikkerheds-, stabilitets- og bistandsstrategier, som kan bane vejen for kollektiv indflydelse og en mere afbalanceret, målrettet og effektiv bevilling af ressourcer, samtidig med at der sikres en retfærdig byrdefordeling; mener - også i betragtning af den nylige bistandsevaluering fra Det Hvide Hus, som fremhævede værdien af at koordinere bistanden med andre store donorer - at et vigtigt første skridt i retning af en sådan overvejelsesproces kunne være et EU-USA-topmøde vedrørende et forbedret samarbejde om humanitær bistand og udviklingsbistand med henblik på at finde frem til fælles interesseområder og grundlaget for politisk koordination i et transatlantisk perspektiv;

8.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at enhver tilbagesendelsesaftale, som indgås af EU og dets medlemsstater, til fulde overholder menneskerettighederne og principperne om »non-refoulement« og ikke bringer nogen personer, der har behov for international beskyttelse, i fare;

9.

bemærker, at der er betydelige fordele ved at give ly til flygtninge i nabolandene, og opfordrer EU til hurtigst muligt at overveje dette;

10.

udtrykker sin bekymring over, at der i øjeblikket er cirka 38 skrøbelige stater (Failed States Index 2010; Fund for Peace) verden over, hvor en milliard (Verdensbanken) mennesker er berørt af ustabilitetsrelaterede problemer; bemærker, at skrøbelige stater er de mest sårbare over for interne og eksterne rystelser, både politisk og økonomisk, og at statslig ustabilitet bidrager til migrationsprocessen;

11.

mener, at støtte til politisk og økonomisk skrøbelige stater, som kan være kilder til ulovlig migration og sikkerheds- og stabilitetsmæssige spændinger, ud over budgetstøtte og bistand og strategier med henblik på at skabe stabilitet eller styrke stabiliteten altid bør omfatte strategier for direkte investeringer og adgang til EU's markeder, strategier for udvikling af landdistrikter og fødevaresikkerhed, MDG-støtte, jobskabelsespolitikker, infrastrukturudvikling, støtte til SMV'er, mikrokreditfaciliteter samt strategier, der er rettet mod at fremme demokratisering og god regeringsførelse, social inklusion, styrkelse af kvinders, mindretals og dårligt stillede befolkningsgruppers indflydelse og stilling og etnisk og religiøs tolerance, således at de lokale fremtidsudsigter og alternativer for potentielle migranter maksimeres; mener afgjort, at sådanne strategier skal være baseret på aktive partnerskaber, der trækker på principperne om modtagerlandenes ejerskab og selvstændiggørelse, men også på mål, klare køreplaner og betingelser for deres opfyldelse, der er defineret i samarbejde med donorlandene, samt på benchmarks og strenge standarder for ansvarlighed; bemærker, at de inden for disse rammer støttede programmer bør have et grundlæggende kriterium om merværdi på både regionalt og lokalt plan, hvorved det sikres, at de bidrager væsentligt til udviklingen af den lokale økonomi;

12.

understreger, at enhver forskning i og analyse af fremtidige migrationstendenser og migrationsformer som kortsigtet migration, cirkulær migration og sæsonbetinget migration bør tage højde for mulige migrationsudløsere, som f.eks. den politiske og økonomiske krise eller konsekvenserne af klimaforandringer i oprindelseslandene;

13.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at gøre en indsats såvel internt som på internationalt plan for at tilskynde migranternes oprindelseslande til at vedtage og gennemføre foranstaltninger og politikker, der gør dem i stand til at udvikle sig socialt, økonomisk og demokratisk, så deres statsborgere ikke bliver nødsaget til at migrere;

14.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at gøre en ekstra indsats for udviklingen og demokratiseringen af oprindelseslandene og til at fremme retsstatsprincippet med henblik på at tage fat på problemerne forbundet med migration ved deres rod;

15.

tilskynder til etableringen af informations- og administrationscentre for migration uden for EU for at hjælpe tredjelande, der er oprindelses- eller transitlande, med at fastsætte en migrationspolitik som svar på potentielle migranters og tilbagevendte migranters bekymringer, tilbyde vejledning om lovlig immigration samt om jobmuligheder og levevilkår i bestemmelseslandene og hjælpe med jobtræning for potentielle migranter, idet der tages udgangspunkt i erfaringen fra pilotprojektet i Bamako, Mali (CIGEM); anmoder Kommissionen om regelmæssigt at forelægge det kompetente parlamentariske udvalg rapporter om nye initiativer til etablering af sådanne centre;

16.

henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 21. september 2010 om fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i udviklingslandene: vejen frem understreger, at EU ikke bør tøve med at anvende sanktioner, når udviklingslande ikke lever op til deres regeringsførelses- og menneskerettighedsforpligtelser i forbindelse med handelsaftaler, anmoder EU’s myndigheder om at sikre omhyggelig respekt for konditionalitetsprincippet som fastsat i Cotonouaftalen og understreger, at der bør gælde samme konditionalitetskriterier for bistand ydet under Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) som under instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI); understreger, at lignende konditionalitetskriterier også bør gælde for anden EU-bistand end humanitær bistand og udviklingsbistand, herunder makrofinansiel støtte via IMF-lån og låneoperationer via EIB- og EBRD-programmer, og at sådan bistand bør være baseret på partnerskab, fælles målsætninger og loyalitet og bør kunne opfylde både donorens og modtagerens forventninger; understreger endvidere, at den aktive støtte fra EU til modtagerlandene bør være effektiv og resultatorienteret, og at EU’s centrale værdier skal respekteres; anmoder næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og Kommissionen om at forfølge målet om loyalitet over for EU og dets centrale værdier i forbindelse med udformning af arkitekturen for EU's finansielle bistand og bilaterale forbindelser med lande, der modtager sådan bistand; mener, at der på EU-plan bør indledes en proces med overvejelser vedrørende grundlaget og anvendelsesområdet for konditionalitetskriterier i forbindelse med EU's finansielle bistand;

17.

glæder sig over menneskerettighedsklausulerne i alle EU's bilaterale handelsaftaler og støtter indførelsen af konditionalitetsprincippet i handelsaftaler med udviklingslandene via den generelle præferenceordning; erkender, at dette konditionalitetsprincip ikke altid anvendes, idet Kommissionen har vist sig at være tøvende med at iværksætte sanktioner over for udviklingslande, som ikke opfylder forpligtelser med hensyn til overholdelse af menneskerettighederne, god regeringsførelse og demokratisering; opfordrer indtrængende Kommissionen til at overveje sanktioner, når det er nødvendigt, men anmoder Kommissionen om omhyggeligt at undersøge følgerne af sådanne sanktioner for befolkningerne i modtagerlandene, inden det sker;

18.

mener, at der bør gælde tilsvarende politikker for transitlande, som gælder for oprindelseslande, f.eks. vedrørende strategier til nedbringelse af fattigdom, direkte investeringer og markedsadgang og med vægt på en beskæftigelsesdagsorden, der kan sikre effektive langsigtede perspektiver for social inklusion, stabilisere det indre jobmarked og øge det langsigtede potentiale for transitlande;

19.

mener, at EU og dets medlemsstater i deres forvaltning af ulovlige migrationsstrømme til fulde skal respektere asylansøgernes rettigheder og afstå fra at træffe foranstaltninger, som ville hindre potentielle flygtninge i at anmode om beskyttelse;

20.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en mekanisme til fordeling af ansvaret med hensyn til modtagelse af asylansøgere og behandling af deres ansøgninger og til håndtering af den illegale migration, to fænomener, som uforholdsmæssigt ligger visse medlemsstater til byrde hovedsageligt som følge af deres geografiske beliggenhed eller deres demografiske situation;

21.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at etablere et overvågningssystem for at kontrollere, at flygtninges og asylansøgeres rettigheder respekteres i forbindelse med indrejsekontrol (og kontrol før indrejsen) i overensstemmelse med Schengengrænsekodeksen, så eventuelle mangler kan opdages omgående;

22.

understreger værdien af EU-valgobservationsmissioner som et vigtigt skridt i enhver proces, der skal føre til demokratisering og god regeringsførelse, og mener, at sådanne missioner bør være en del af en bredere ramme til støtte for en langsigtet demokratiseringsproces; opfordrer indtrængende næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at styrke opfølgningsprocedurer og missioner for at sikre sig, at anbefalingerne fra EU-valgobservationsmissionerne gennemføres, og understreger i denne forbindelse, at det er afgørende at sikre en hensigtsmæssig opfølgning på gennemførelsen af disse anbefalinger; fremhæver betydningen af mægling, konfliktforebyggelse og løsningsstrategier samt af institutions- og kapacitetsopbygning for regionale organisationer, såsom Den Afrikanske Union (AU), der spiller en vigtig rolle i forbindelse med fredsbevarende og fredsskabende operationer; mener, at støtten til AU bør indbefatte udvikling af AU's grænsekontrolkapacitet og hjælp til alle migranter i nødsituationer; mener, at en reel styrkelse af regionale institutioner, som f.eks. AU, Middelhavsunionen eller Østpartnerskabet, således at de kan fungere som forstærkere af regional fred og stabilitet, vil fremme regional integration og fremkomsten af grænseoverskridende økonomiske områder;

23.

bemærker, at der er sket fremskridt med hensyn til gennemførelsen af den samlede migrationsstrategi, som sigter mod at fremme omfattende partnerskaber med oprindelses- og transitlande og opfordrer til synergier mellem migration og udvikling; understreger behovet for yderligere at forbedre anvendelsen af de vigtigste redskaber i den samlede migrationsstrategi (mobilitetspartnerskaber, migrationsmissioner, migrationsprofiler og samarbejdsplatforme); understreger det fortsatte behov for at sætte migrationspolitiske målsætninger i centrum for den politiske dialog med oprindelses- og transitlande samt behovet for at styrke den politiske sammenhæng i denne henseende, især med udviklingspolitik; mener, at de forskellige dialogprocesser bør rationaliseres, mens synergierne mellem migration og udvikling bør styrkes; mener endvidere, at indsatsen for at støtte udviklingsprojekter i oprindelses- og transitlandene bør øges, således at disse landes levestandard forbedres, deres regulerende og institutionelle kapaciteter højnes, og deres infrastruktur styrkes, med henblik på at forvalte migrationsstrømmene effektivt, samtidig med at det sikres, at internationale beskyttelsesstandarder overholdes, og at princippet om non-refoulement anvendes;

24.

understreger det globale forum for migration og udviklings vigtige rolle, idet det giver en struktureret ramme for fremme af styrket dialog og samarbejde mellem både statslige og ikke-statslige aktører, herunder civilsamfundet;

25.

beklager, at der under de foreliggende omstændigheder ikke var andre muligheder end at suspendere aftalen om samarbejde mellem EU og Libyen, og mener, at suspensionen bør ophæves, så snart der er en ny overgangsregering, som er villig til at fremme en demokratisk og menneskerettighedsbaseret gennemførelse af en sådan aftale, med det formål at yde økonomisk bistand til afrikanske lande for at skabe bæredygtige alternativer til migration og udvikle et mere effektivt system i Libyen til at håndtere arbejdsmigration ved at maksimere færdighederne hos de migranter, der allerede befinder sig i landet, og øge Libyens kapacitet til at tiltrække indvandrere og integrere dem socialt og økonomisk, især fra landene ved den sydlige grænse, og skabe grundlaget for et effektivt migrationsforvaltningssystem i Libyen; understreger i denne forbindelse nødvendigheden af, at EU bruger sin indflydelse til at overtale Libyen til at tillade, at UNHCR vender tilbage til landet; mener, at der bør indgås aftaler om en samarbejdsdagsorden for migration med andre lande i EU’s geografiske nærhed med henblik på sammen at yde støtte til skrøbelige stater i deres region i medfør af internationale aftaler;

26.

konstaterer under henvisning til den nuværende humanitære krise i Nordafrika, at Frontex ikke kan være det vigtigste redskab til at håndtere de deraf følgende migrationsstrømme fra regionen, og opfordrer EU til at udtænke en prompte og koordineret reaktion som led i en konsekvent og langsigtet strategi for de politiske forandringer og sårbare stater, så de bagvedliggende årsager til migrationsstrømmene behandles; opfordrer indtrængende Rådet til at indføre en byrdefordelingshandlingsplan for at hjælpe med at genbosætte flygtninge fra regionen, baseret på solidaritetsklausulen i artikel 80 i TEUF, og yde støtte til fordrevne personer i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf; opfordrer Rådet til omgående at gå videre med vedtagelsen af et fælles EU-asylsystem og til at afslutte de fælles beslutningsprocedurer om oprettelse af et fælles EU-genbosættelsesprogram og Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2008-2013, som anbefalet af Parlamentet i maj 2010; minder om, at medlemsstaterne skal respektere princippet om non-refoulement;

27.

understreger Europa-Parlamentets centrale rolle, når det drejer sig om at styrke frihed og demokrati i vores nabolag; mener i denne forbindelse, at Europa-Parlamentet nøje bør overvåge demokratiseringsprocessen i det sydlige Middelhavsområde, og foreslår derfor en regelmæssig ad hoc-struktureret dialog med næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for at vurdere udviklingen i denne region og således identificere de kort- og langsigtede mål og de relevante støtteforanstaltninger, der er nødvendige;

28.

insisterer på, at dialogerne om menneskerettigheder og demokrati i ENP bør gives ægte opmærksomhed; mener, at prodemokratiske bevægelser og demonstrationer og den brutale nedkæmpelse, som myndighederne i lande som Tunesien og Egypten tyr til, beviser, at ENP-dialogerne om demokrati og menneskerettigheder ikke har været effektive;

29.

glæder sig over de afsluttede forhandlinger om tilbagetagelsesaftalen EU-Tyrkiet og opfordrer til en vellykket gennemførelse af alle nødvendige stadier med henblik på at sikre, at alle parter snarest muligt gennemfører aftalen fuldt ud;

30.

opfordrer Kommissionen til at udvide samarbejdet med de ulovlige migranters transit- og oprindelseslande i henhold til aftaler, EU har indgået eller skal indgå, og bilaterale aftaler mellem EU-medlemsstater og tredjelande, med henblik på at bremse den ulovlige migration og opfordre til overholdelse af lovgivningen til fordel for migranterne og indbyggerne i de respektive medlemsstater og oprindelseslandene;

31.

mener, at en harmonisering - i samarbejde med andre medlemsstater - af migrationsrelaterede statistikker er vigtig for en effektiv planlægning, vedtagelse, gennemførelse og vurdering af migrationspolitikken; understreger betydningen af Det Europæiske Migrationsnetværk (EMN), der kan bidrage væsentligt på dette område;

32.

understreger det akutte behov for konsekvente, omfattende og sammenlignelige statistiske data om migrantbefolkningen, eftersom de konstante ændringer i denne befolkning og de aktuelle migrationsstrømmes karakter udgør en reel udfordring for de politiske beslutningstagere, der har brug for pålidelige data og oplysninger, som de kan træffe deres beslutninger ud fra;

33.

opfordrer Kommissionen til som en del af dens løbende vurdering af ENP at overveje at yde særlig finansiering til udvikling af en fornyet stærk økonomisk dagsorden i ENP-landene, herunder en beskæftigelsesdagsorden; mener, at der med ENP-landene bør drøftes en køreplan for tilpasning af deres nationale migrationslove til EU’s standarder, herunder menneskerettighedsstandarder, såsom retten til asyl, et beskyttelsessystem for ulovlige migranter og lige rettigheder for alle migranter; opfordrer til indgåelse af flere mobilitetspartnerskabsaftaler med ENP-lande ud over de eksisterende aftaler med Moldova og Georgien;

34.

opfordrer til etablering af en samlet indvandringspolitik, som er knyttet til alle udviklingsstrategier og -instrumenter og bygger på en høj grad af politisk og praktisk solidaritet, gensidig tillid, gennemsigtighed, partnerskab, ansvarsdeling og fælles bestræbelser gennem fælles principper og konkrete aktioner samt på de principper, der er nedfældet i Lissabontraktaten;

35.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en bred tilgang til lovlig migration, idet der tages højde for det europæiske arbejdsmarkeds behov for en arbejdsstyrke og hver enkelt medlemsstats kapacitet til at modtage og integrere migranter; mener, at en fælles EU-politik om lovlig migration kan have en stimulerende effekt på både den europæiske økonomi og oprindelseslandenes økonomier;

36.

mener, at aftaler med tredjelande, der vedrører adskillige af EU's medlemsstater, bør forhandles på EU-niveau under fuld overholdelse af artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

37.

opfordrer EU's institutioner og EU-medlemslandene til at koordinere donorbistanden mere effektivt, således at der sikres en mere omfattende og bæredygtig tilgang til forvaltningen af migrationsstrømme;

38.

opfordrer indtrængende til at afkoble udviklingsbistanden fra forvaltningen af migrationsstrømmene og ikke gøre udviklingsbistanden betinget af at returmigration; understreger, at EU's udviklingsbistand bør sigte mod at fjerne årsagerne til migration som f.eks. fattigdom, klimaforandringer og sult;

39.

understreger den nytteværdi, som Middelhavsunionen og østpartnerskabsinitiativet kunne frembringe ved at behandle spørgsmålet om migration og dens følgevirkninger; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og medlemsstaterne til at styrke bestræbelserne på at gøre Middelhavsunionen fuldt funktionsdygtig; mener, at spørgsmålet om migrationsstrømme bør være et højt prioriteret tema for foranstaltninger inden for rammerne af Middelhavsunionen og østpartnerskabsinitiativet;

40.

opfordrer EU til at overveje foranstaltninger til at justere DCI, EUF og instrumentet for humanitær bistand, så det gøres muligt at øge de positive virkninger af migration med hensyn til at fremme menneskelig udvikling og demokrati i skrøbelige stater;

41.

opfordrer til, at der gøres en større indsats for at skabe større udviklingspolitisk sammenhæng inden for EU's migrationspolitik, og til at afstå fra at anvende officiel udviklingsbistand til politikker, der sigter på at hindre og kontrollere migration på måder, der er i strid med indvandreres menneskerettigheder; understreger dog, at der skal bruges officiel udviklingsbistand til at fremme effektiv udvikling og dermed mindske migration forårsaget af fattigdom, politisk ustabilitet og politisk undertrykkelse;

42.

glæder sig over Tripoli-erklæringen, som blev vedtaget ved afslutningen af det tredje topmøde mellem Afrika og EU, og som bekræfter, at der er behov for en fælles indsats for at tackle realiteter og udfordringer i forbindelse med migration og dens forbindelser til udvikling;

43.

opfordrer til mere effektive partnerskaber med institutioner, som fremmer regional og økonomisk integration, og som også kan bidrage til at finde varige, langsigtede løsninger på problemerne med syd-syd-migration;

44.

understreger, at Kommissionen bør forske mere i klimarelateret syd-syd-migration, herunder antallet af berørte personer, sårbare regioner, migrationsbevægelser og værtslandenes kapacitet; opfordrer også til at fremme forskningskapaciteten i udviklingslandene;

45.

understreger betydningen af at integrere migrationsspørgsmålet i partnerlandenes nationale udviklingsstrategier med henblik på at begrænse fattigdommen og opfylde 2015-målene;

46.

glæder sig over oprettelsen af AVS-observationscenteret for migration som et nyttigt instrument til at give de politiske beslutningstagere i AVS-landene data og værktøjer til at forbedre deres nationale migrationsstrategier og forslaget om at oprette et observationscenter for migration med ansvar for permanent og tæt overvågning af alle spørgsmål i forbindelse med migrationsstrømmene i Latinamerika, under tilsyn og koordinering af Europa-Latinamerika-Caribien-fonden;

47.

anbefaler, at de finansielle ressourcer til styrkelse af sammenhængen mellem migration og udvikling fordeles mere effektivt; anerkender nødvendigheden af at forbedre ordningerne for komplementær og rettidig mobilisering af EU's forskellige finansieringsinstrumenter for dens optræden udadtil;

48.

understreger behovet for at styrke LRRD-strategier (med henblik på sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling) for at sikre bæredygtige løsninger for internt fordrevne og flygtninge; anerkender betydningen af en koordineret humanitær indsats som en forløber for en bæredygtig udviklingspolitik i lande, der befinder sig i en post-konfliktsituation;

49.

opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at investere i ekspertviden og etablere et klart mandat for personalet i både hovedsæder og delegationer for at opnå en bedre koordinering mellem det tematiske program om migration og asyl og de geografiske programmer i DCI;

50.

opfordrer til afklaring af de respektive roller for EU-Udenrigstjenesten og GD DEVCO og til koordinering imellem dem; opfordrer indtrængende GD DEVCO til at spille en førende rolle i programmeringsfasen for indvandringspolitik;

51.

understreger vigtigheden af at lære af erfaringerne fra det tematiske program om migration og asyl for så vidt angår politisk dialog på landeniveau med henblik på at sikre en mere sammenhængende og effektiv programmering inden for rammerne af nationale og regionale strategipapirer;

52.

opfordrer indtrængende til intensivering af bestræbelserne på at begrænse de negative følger af hjerneflugt og udvandring af fagfolk, som især påvirker vigtige sektorer såsom sundheds- og uddannelsessektorerne; understreger vigtigheden af at fremme hjernevinding, programmer, der støtter migranters tilbagevenden, og cirkulær migration, regulere rekrutteringspraksis og støtte kapacitetsopbygning gennem foranstaltninger som f.eks. udvikling af erhvervsuddannelse; anmoder Kommissionen om at undersøge, om ordninger for cirkulær migration er et nyttigt instrument, og hvilke typer af cirkularitet (engangs/rekursiv, kort-/langsigtet, spontan/forvaltet) der kunne give de bedste resultater for både udviklingslandene og de udviklede lande;

53.

opfordrer Kommissionen til, når den udarbejder de nye udenrigspolitiske instrumenter for perioden efter 2013, at sikre, at den foreslåede arkitektur giver mulighed for synergier og gensidig forstærkning mellem udviklingssøjlen og sikkerheds- og stabilitetssøjlen, hurtig bevilling af nødhjælps- og genopretningsmidler, en hurtig reaktion med henblik på at yde hjælp og bistand til migranter i nødsituationer, især dem som er i en meget sårbar situation, som f.eks. kvinder og uledsagede mindreårige, specifikke programmer, hvorigennem der kan ydes aktiv støtte til mindretal, herunder religiøse, etniske og LGBT-mindretal, der kan være truede, et EU-tilflugtssted for menneskerettighedsfortalere i nødsituationer og støtteforanstaltninger til at afbøde konsekvenserne af klimaforandringer, skovrydning, ørkendannelse og tab af biodiversitet og bevare de berørte lokalsamfunds økonomiske og sociale strukturer;

54.

opfordrer til udvikling af politikker, der tager hensyn til den særlige situation for sårbare grupper såsom kvinder, børn og handicappede, og dermed i videre forstand til tilvejebringelse af relevant infrastruktur såsom hospitaler, skoler og pædagogisk udstyr samt den nødvendige sociale, psykologiske og administrative støtte;

55.

henleder opmærksomheden på den vigtige rolle, som rehabiliteringscentre for torturofre har spillet for den vellykkede integration af migranter, herunder flygtninge og asylansøgere, i EU; noterer sig med bekymring beslutningen om, at finansieringen af disse centre i EU under Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) skal gradvis udfases; opfordrer Kommissionen til at sikre, at finansieringen af disse centre ikke reduceres og ikke overlades til medlemsstaterne alene;

56.

anmoder Kommissionen om at offentliggøre den eksterne evaluering af de regionale beskyttelsesprogrammer og indlede en debat om, hvorvidt disse programmer bør fortsætte;

57.

mener med hensyn til FUSP/FSFP-missioner, som det også understreges af næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, at det vil være vigtigt at supplere sikkerheds- og stabilitetsstrategier med ad hoc-støttestrategier for udviklingsbistand og menneskerettigheder for at sikre, at de grundlæggende årsager til manglende sikkerhed og stabilitet udryddes på lang sigt; påpeger i denne forbindelse, at en sådan omfattende strategi ikke kun kræver bedre koordinering, via EU-Udenrigstjenesten, men også supplerende ad hoc-budgetbevillinger til sådanne støttestrategier;

58.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union, formanden for Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EIB, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, EU-kandidatlandenes regeringer og parlamenter, EURONEST- og EUROMED-medlemslandenes regeringer og parlamenter, USA's udenrigsministerium, EBRD, Verdensbanken, IMF, Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, Den Internationale Organisation for Migration og UNHCR.

2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/13

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 2 og 3, og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 8, 153 og 157,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2006/144/EF af 20. februar 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne (programmeringsperioden 2007-2013) (1),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2008 om kvindernes rolle i EU's landdistrikter (3),

—

der henviser til konklusionerne fra seminaret om kvindernes rolle i en bæredygtig udvikling i landdistrikterne, som afholdtes den 27.-29. april 2010 i Cáceres efter indbydelse fra det spanske rådsformandskab (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/41/EU af 7. juli 2010 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og om ophævelse af Rådets direktiv 86/613/EØF (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0016/2011),

A.

der henviser til, at en bæredygtig udvikling af landdistrikterne og sikring af de økonomiske enheders langsigtede og bæredygtige overlevelse skal prioriteres i Europa, og at det særlige potentiale i de mindre tætbefolkede landdistrikter skal udnyttes og udbygges på en måde, som bevarer værdien af disse distrikter og sikrer, at de fortsætter med at være beboede,

B.

der henviser til, at regioner, der - inden for deres respektive områder - er økonomisk og kulturelt autonome og har fungerende regionale distributionsnetværk, er i stand til at reagere på globale forandringer på en mere stabil måde,

C.

der henviser til, at en konkurrencedygtig diversificeret landbrugssektor er en væsentlig forudsætning for bæredygtige udviklingsstrategier og for mere vidtgående iværksætteraktiviteter i mange regioner, og at dette potentiale som del af en øget diversificering af de økonomiske aktiviteter endnu ikke er fuldt udnyttet overalt,

D.

der henviser til, at landdistrikterne er særligt berørt af befolkningens aldring, lav befolkningstæthed og i visse områder affolkning,

E.

der henviser til, at det - som følge af den demografiske udvikling, afvandringen og et generelt fald i andelen af kvinder i mange landdistrikter - i fremtiden enten ikke længere vil være muligt at sikre et tilstrækkeligt lokalt udbud af dagligvarer og basale dagligdags tjenesteydelser, grundlæggende læge- og sundhedsdækning, førskoleundervisning, almen uddannelse, faglig og akademisk uddannelse og videreuddannelse samt tilfredsstillende kultur- og fritidsaktiviteter i mange landdistrikter gennem den eksisterende infrastruktur, eller at denne struktur vil bryde sammen under det økonomiske pres,

F.

der henviser til, at omkring 42 % af de 26,7 mio. mennesker, der er fast beskæftiget inden for landbruget i EU, er kvinder, og at mindst hver femte bedrift (omkring 29 %) drives af en kvinde,

G.

der henviser til, at kvinders betydelige bidrag til samfundsudviklingen på lokalt plan og på fællesskabsplan ikke i tilstrækkelig grad afspejles i deres deltagelse i de relevante beslutningsprocesser,

H.

der henviser til, at princippet om ligestilling mellem kønnene er et grundlæggende krav i Europa 2020-strategien, og at det bør fremmes for at øge kvindernes aktive engagement i økonomiske og sociale aktiviteter og garantere respekt for menneskerettighederne,

I.

der henviser til, at forholdene for kvinderne i landdistrikterne har ændret sig og er blevet mere differentieret i de seneste årtier på baggrund af de økonomiske og samfundsmæssige forandringer, og at kvinderne selv har været medvirkende til og taget initiativ til denne ændring, men at deres økonomiske og samfundsmæssige situation varierer stærkt både inden for de enkelte medlemsstater og medlemsstaterne imellem,

J.

der henviser til, at kvinderne i det moderne samfund som følge af såvel deres familiemæssige som erhvervsmæssige baggrund udøver mange forskellige funktioner, og at de netop i kraft af disse mange roller kan yde et væsentligt bidrag til fremskridt og innovation på alle samfundsniveauer og til at højne livskvaliteten, navnlig i landdistrikterne,

K.

der henviser til, at det især i landdistrikter ofte er kvinder, der tager sig af familien og de ældre,

L.

der henviser til, at der takket være en årelang kvindepolitisk indsats og intensiv offentlig støtte til uddannelse, rådgivning og iværksætterinitiativer bl.a. inden for den anden søjle under den fælles landbrugspolitik er opnået en væsentlig forbedring af mænds og kvinders leveforhold på landet,

M.

der henviser til, at den grundlæggende udfordring for mænd og kvinder, på trods af at leveforholdene i høj grad er blevet individualiseret, fortsat er at afstemme erhvervsaktivitet og et kulturelt og samfundsmæssigt engagement med de familiemæssige pligter,

N.

der henviser til, at denne »multifunktionelle udfordring« på det moderne samfunds betingelser kun kan løses gennem brug af bistandsmuligheder, pleje- og daginstitutioner og andre pasningsmuligheder, som folk har råd og adgang til,

O.

der henviser til, at den multifunktionelle rolle, som kvinderne i landdistrikterne udfylder, kan yde et væsentligt bidrag til at skabe et moderne kvindeimage i samfundet,

P.

der henviser til, at beskæftigelsesprocenten for både mænd og kvinder er lav i landdistrikterne, og at mange kvinder reelt aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet og derfor aldrig registreres som arbejdsløse eller indgår i arbejdsløshedsstatistikkerne,

Q.

der henviser til, at den sociale sikring af kvinder, der arbejder inden for landbruget, herunder landmænds hustruer med biindtægter (kombineret indkomst, solo- eller deltidsselvstændige) samt løsarbejdere og sæsonarbejdere, er en væsentlig forudsætning for en moderne og bæredygtig udvikling i landdistrikterne,

R.

der henviser til, at indehaveren af en landbrugsbedrift er den eneste, der nævnes på bankdokumenter og i forbindelse med støtte og erhvervede rettigheder, og ligeledes er den eneste, der kan repræsentere en bedrift i foreninger og sammenslutninger,

S.

der henviser til, at landboturisme med levering af varer og tjenesteydelser på landet via turistvirksomheder, drevet af familier eller kooperativer, indebærer lav risiko, skaber arbejdspladser, gør det muligt at kombinere familieforpligtelser med arbejde og motiverer landbobefolkningen til at blive på landet,

1.

der henviser til, at fremme af ligestillingen mellem kønnene er et centralt mål for EU og medlemsstaterne, og understreger vigtigheden af at indarbejde dette princip i den fælles landbrugspolitik med det formål at fremme bæredygtig økonomisk vækst og udvikling i landdistrikterne;

2.

påpeger, at det skal tilstræbes at skabe levevilkår i landdistrikterne, der svarer til dem i byerne, under hensyntagen til de faktiske forhold på landet, for at skabe incitament for kvinder og deres familier til at blive og trives på landet;

3.

opfordrer til at promovere landdistrikterne som et mangesidigt og integreret miljø, hvor folk kan arbejde og drive virksomhed, og at kvindernes nøgleposition, ekspertise og kompetencer udnyttes i den forbindelse;

4.

opfordrer derfor Kommissionen til at afholde sig fra at reducere landbrugsudgifternes andel af det samlede budget yderligere under forhandlingerne om den næste flerårige finansielle ramme;

5.

understreger, at den brede vifte af virksomheder i landdistrikterne, herunder servicebetonede landbrugsvirksomheder (f.eks. bondegårdsferie, stalddørssalg, sociale tjenester såsom ældrepleje og børnepasning samt undervisning på gårde i forbindelse med heldagsskoler) er vigtige elementer i leveringen af tjenesteydelser i landdistrikterne, som bør understøttes på lang sigt gennem den fælles landbrugspolitik; opfordrer derfor til, at disse tjenesteydelser fremmes gennem den fælles landbrugspolitik, således at der både åbnes nye muligheder for lønnet beskæftigelse for kvinder, og det gøres betydeligt lettere at forene arbejds- og familieliv;

6.

opfordrer til, at der gennemføres selvforstærkende udviklingsstrategier til at støtte landbefolkningens særlige kreativitet under udnyttelse af de enkelte landbosamfunds specifikke traditionelle ressourcer;

7.

understreger betydningen af et levedygtigt, dynamisk landmiljø med en forskelligartet befolkning, og understreger i den forbindelse betydningen af tilstrækkelige udviklingsmuligheder og udfordringer for unge kvinder;

8.

kræver, at rammebetingelserne i landdistrikterne udformes på en sådan måde, at kvinder i alle aldre kan blive i lokalsamfundet og bidrage til fornyelsen og udviklingen af det;

9.

understreger, at førtidspensionsordninger for landbrugere og landbrugsmedhjælpere har stor betydning for kvinders levevilkår i landdistrikter; opfordrer medlemsstater, der ikke allerede har indført disse ordninger, til at gøre det;

10.

kræver i den forbindelse, at der gøres en yderligere indsats for at forsyne landdistrikterne med den mest moderne it-infrastruktur, frem for alt tilstrækkelig adgang til bredbånd, at adgangen til informations- og kommunikationsteknologi lettes, og at der sikres lige muligheder for denne adgang og tilstrækkelig undervisning i, hvordan den bruges; peger på, at mangelfuld bredbåndsadgang hæmmer væksten i små virksomheder i mange landdistrikter i EU, og opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at leve op til deres tilsagn om at forbedre udbredelsen af bredbånd i landdistrikterne for at forbedre konkurrenceevnen;

11.

opfordrer til, at elektroniske virksomhedsformer, f.eks. e-handel, som giver mulighed for at drive virksomhed uafhængigt af afstanden fra store byområder, fremmes og støttes blandt kvinder i landdistrikter;

12.

påpeger, at det, ligesom det er tilfældet i byområderne, er altafgørende at forbedre kvaliteten af og adgangen til infrastruktur, faciliteter og dagligdags tjenesteydelser i landdistrikterne for at give mænd og kvinder mulighed for at afbalancere deres familie- og arbejdsliv og bevare lokalsamfund i landdistrikterne; dette omfatter børnepasningsmuligheder som del af landbrugsinfrastrukturen (f.eks. »gårdvuggestuer« og andre førskolefaciliteter), sundhedsydelser, uddannelsesfaciliteter (herunder for livslang læring), institutioner, ældrepleje og plejetilbud for andre plejekrævende personer, vikartjenester i tilfælde af sygdom eller graviditet, lokale dagligvareforretninger og fritids- og kulturtilbud; kræver, at de landbrugspolitiske rammebetingelser udformes på en sådan måde, at kvinder i landdistrikterne får mulighed for at udnytte deres potentiale til at gøre det multifunktionelle og bæredygtige landbrug til en realitet;

13.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udnytte strukturfondene og Samhørighedsfonden til at afhjælpe manglen på gode transportinfrastrukturer i landdistrikterne og gennemføre positive politikker til forbedring af adgangen til transport for alle, især handicappede, da transport fortsat er en faktor, der kan befæste social udstødelse og ulighed i samfundet, og som især rammer kvinder;

14.

kræver, at politikken for udvikling af landdistrikterne i højere grad koncentreres om at skabe innovative og bæredygtige leve- og arbejdsforhold på landet;

15.

opfordrer EU's institutioner, medlemsstaterne samt de regionale og lokale myndigheder til at støtte projekter med henblik på at fremme og rådgive om oprettelse af innovative virksomheder inden for primær landbrugsproduktion i landdistrikterne, som kan være med til at skabe nye arbejdspladser, først og fremmest for kvinder, bl.a. ved at tilføre landbrugsprodukter værdi og finde salgssteder til disse, anvende nye teknologier, bidrage til den økonomiske alsidighed i området og tilvejebringe tjenesteydelser, som kan gøre det lettere at forene arbejde og familieliv;

16.

påpeger, at man i forbindelse med udformningen af innovative tilbud bør udnytte de positive erfaringer fra kvindeprojekter, der allerede er gennemført inden for den anden søjle af den fælles landbrugspolitik (navnlig programmerne Axis 3 og Leader+), og identificere eksempler på bedste praksis;

17.

opfordrer til, at der i strategier for udvikling af landdistrikterne lægges særlig vægt på kvindernes muligheder for at hjælpe med at nå målene i Europa 2020-strategien, navnlig initiativer med fokus på innovation, forskning og udvikling;

18.

glæder sig i den forbindelse over ESF/EQUAL-projekterne, som tager sigte på at belyse og forbedre kvinders stilling inden for landbruget og i landdistrikterne;

19.

anmoder om, at den nye ELFUL-forordning kommer til at indeholde særlige foranstaltninger til støtte for kvinder i programperioden 2014-2020, hvilket vil have en gavnlig indvirkning på kvindernes beskæftigelse i landdistrikterne;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bidrage til oprettelsen af en informativ database over kvindernes økonomiske og sociale situation og deres engagement i virksomhederne i landdistrikterne, og til at optimere udnyttelsen af allerede foreliggende data (f.eks. fra Eurostat) med henblik på at tilpasse de politiske tiltag;

21.

er overbevist om, at den særlige landlige uddannelse og konsulentbistand til kvinder skal bibeholdes og udbygges som følge af de særlige forhold i landdistrikterne, navnlig hvad angår økonomisk styring af landbrug;

22.

anser det for hensigtsmæssigt at arbejde hen mod at opbygge et europæisk netværk af kvinder (eller et netværk af kvindeforeninger) i landdistrikterne, og henviser i den forbindelse til de gode resultater, der er opnået under anden søjle i den fælles landbrugspolitik;

23.

anerkender den vigtige rolle, som allerede eksisterende kvindenetværk spiller på forskellige niveauer, navnlig for den lokale udvikling af landdistrikterne og bevidstgørelsen af offentligheden herom; henleder opmærksomheden på behovet for større social anerkendelse og for mere politisk og finansiel støtte til disse netværk på lokalt, nationalt og europæisk plan i betragtning af deres store bidrag til at opnå større lighed, især hvad angår uddannelse af kvinder i landdistrikterne og iværksættelse af lokale udviklingsprojekter, herunder informationskampagner om screening for at sikre tidlig diagnose af kræfttilfælde hos kvinder (livmoderhalskræft, brystkræft, osv.); opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til en større medvirken fra kvindernes side i den politiske proces, herunder en passende repræsentation af kvinder i de ledende organer i institutioner, virksomheder og foreninger;

24.

kræver en forsvarlig service fra de sociale sikringsordninger, som tager hensyn til landbokvinders særlige erhvervssituation og særlige forhold hvad angår pensionsrettigheder;

25.

glæder sig i den forbindelse over direktiv 2010/41/EU, og opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at gennemføre direktivet på en effektiv måde, navnlig for at sikre:

26.

henviser til, at det navnlig i landdistrikterne er nødvendigt at følge bæredygtige strategier for opretholdelse af erhvervsmæssige kompetencer blandt kvinder, der beslutter at afbryde karrieren for at tage sig af familien eller påtage sig opgaven som plejere; opfordrer til, at forening af arbejde og familieliv lettes for at muliggøre, bibeholde og videreudvikle kvindernes deltagelse i forskellige arbejdsopgaver;

27.

påpeger, at diversificering af landbruget får stadig større betydning for landdistrikternes økonomi; bemærker, at kvinder bidrager betydeligt til iværksættelse, udvikling og styring af projekter vedrørende diversificering af landbruget;

28.

kræver, at kvindernes iværksætterånd og initiativer understøttes, navnlig ved at kvinders ejerskab og netværk af kvindelige selvstændige erhvervsdrivende fremmes, og at vilkårene inden for finanssektoren udformes på en sådan måde, at kvindelige selvstændige erhvervsdrivende på landet, herunder soloselvstændige og deltidsselvstændige med ringe indkomst og unge kvinder, får adgang til investeringer og kredit, så de bedre kan komme ind på markedet og opbygge virksomheder, der giver dem en stabil økonomisk tilværelse; kræver ligeledes, at der iværksættes tiltag, der kan øge kvinders iværksætterånd og forbedre deres kvalifikationer og dermed fremme deres indlemmelse i virksomheders og sammenslutningers ledelse;

29.

opfordrer de relevante nationale, regionale og lokale myndigheder til at tilskynde til kvinders deltagelse i lokale aktionsgrupper og udvikling af lokale partnerskaber under Leader-programmet samt til at sikre en ligelig kønsfordeling i disses bestyrelser;

30.

kræver, at der i forbindelse med udviklingsstrategier for den enkelte bedrift og for regionerne i højere grad tages hensyn til kvindernes landbrugsmæssige og ikke-landbrugsmæssige kompetencer; understreger, hvor vigtigt det er for kvindelige landbrugere og andre kvinder i landdistrikterne at være i stand til at opnå kvalifikationer og uddannelse som producenter og iværksættere, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder, landdistrikterne, kvindeorganisationerne og landboforeningerne at skabe incitamenter til at fremme kvinders deltagelse i arbejdsstyrken, fjerne enhver diskrimination mod kvinder på arbejdspladsen og forbedre uddannelsen af kvinder, herunder ved at fremme øget adgang til videreuddannelse og fagspecifikke kurser på uddannelsesinstitutioner, og til at foreslå tilsvarende foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne under akse 3 i landdistriktsudviklingsprogrammerne samt fremme eksisterende initiativer; påpeger, at disse foranstaltninger vil bidrage til kampen mod social udstødelse i landdistrikterne, og at risikoen for at havne i fattigdom er større for kvinder end for mænd;

31.

kræver, at der bakkes op om de politiske bestræbelser på at styrke kvindernes rolle inden for landbruget ved at gøre det lettere for dem i praksis og juridisk at påtage sig landbrugsmæssige ledelsesfunktioner, bl.a. ved at blive medejere, således at de i kraft af deres driftsmæssige medansvar i højere grad indgår i virksomhedens rettigheder og pligter, hvortil bl.a. hører varetagelse af interesser i landbrugsorganisationer og retten til reelt at få del i alle indtægter fra bedriften;

32.

opfordrer til, at der ydes støtte til kvinde- og landbrugsforeninger, som er vigtige for fremme og iværksættelse af nye udviklingsprogrammer og diversificering, således at kvinder kan gennemføre nye idéer for at diversificere produktions- og serviceaktiviteterne i landdistrikterne;

33.

mener, at kvinders behov i landdistrikter og kvindelige landbrugeres rolle bør tages i betragtning og prioriteres i forbindelse med den kommende reform af den fælles landbrugspolitik, både hvad angår adgang til bestemte tjenester og adgang til støtte, alt efter de enkelte medlemsstaters territoriale behov;

34.

er overbevist om, at kvinderne på mellemlang sigt bør repræsenteres i tilstrækkelig grad i alle politiske, økonomiske og sociale og arbejdsmarkedsmæssige organer inden for landbrugssektoren, så både mænds og kvinders synsvinkel kommer til at påvirke beslutningsprocessen; understreger, at det for at opnå ligelig repræsentation af kvinder i disse organer er vigtigt, at der indføres særlige foranstaltninger til fordel for kvinder;

35.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre kvinders adgang til jord og kredit for at motivere dem til at etablere sig i landdistrikter og optræde som aktører i landbrugssektoren;

36.

kræver, at der foretages en analyse af de hidtidige strategier for social sikring af kvinder inden for landbruget (kvindelige landmænd, kvindelige landarbejdere, kvindelige sæsonarbejdere osv.), herunder gennemførelsen af direktiv 2010/41/EU, på baggrund af de ejendomsretlige og skattemæssige forhold i de enkelte medlemsstater, og at disse erfaringer stilles til rådighed for medlemsstaterne med henblik på udformning af en tilstrækkelig social sikring af kvinderne inden for landbruget i medlemsstaterne;

37.

understreger, at EU's politikker for kvinders levevilkår i landdistrikter også skal omfatte leve- og arbejdsvilkår for kvindelige indvandrere, der er beskæftigede som sæsonarbejdere på landbrugsbedrifter, navnlig hvad angår passende boligforhold, social- og sygesikring samt sygepleje; understreger nødvendigheden af at tillægge disse kvinders arbejde størst mulig værdi;

38.

opfordrer Kommissionen til i den sammenfattende rapport, som den i henhold til artikel 14, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) skal forelægge i 2011, at inddrage en dybtgående analyse af virkningen af de foranstaltninger, der er truffet med hensyn til situationen for kvinder i landdistrikter;

39.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/19

—

der henviser til protokol nr. 4 til tiltrædelsesakten om Ignalina-atomkraftværket i Litauen og til protokol nr. 9 om Bohunice V1-kernekraftværkets enhed 1 og enhed 2 i Slovakiet og artikel 30 i protokollen om vilkårene og de nærmere bestemmelser for optagelse af Republikken Bulgarien og Rumænien i Den Europæiske Union,

—

der henviser til Rådets forordninger om gennemførelse af protokol nr. 4 om Ignalina-kernekraftværket i Litauen (1), om gennemførelse af protokol nr. 9 om Bohunice V1-kernekraftværkets enhed 1 og enhed 2 i Slovakiet (2) og om Unionens finansielle bistand med hensyn til nedlukning af blok 1-4 i Kozloduy-kernekraftværket i Bulgarien (»Kozloduy-programmet«) (3),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af de finansielle ressourcer beregnet til nedlæggelse af kernekraftværker (KOM(2007)0794) og ledsagedokumentet om EU-oplysninger om finansiering af nedlæggelser (SEK(2007)1654),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 24. oktober 2006 om forvaltningen af de finansielle ressourcer til nedlæggelse af nukleare anlæg (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0054/2011),

A.

der henviser til, at der i de tre EU-kandidatlande Litauen, Slovakiet og Bulgarien var gamle atomkraftværker i drift, som der blev indgået aftale om at lukke, og at tiltrædelsesforhandlingerne førte til fastsættelsen af tidlige lukningsdatoer for enhederne i de pågældende tre atomkraftværker,

B.

der henviser til, at EU erkendte, at den tidlige lukning og efterfølgende nedlukning af disse enheder udgjorde en betydelig finansiel og økonomisk byrde, som de pågældende medlemsstater ikke i fuld udstrækning kunne dække, og derfor indeholdt tiltrædelsestraktaterne såvel som de efterfølgende rådsforordninger om gennemførelsen af disse traktater bestemmelser om finansiel bistand til de pågældende medlemsstater; der henviser til, at der imidlertid ikke blev truffet nogen klar beslutning om, hvorvidt bistanden skulle dække samtlige udgifter til nedlukning eller kompensere for alle de økonomiske følgevirkninger; bemærker, at både Bulgarien og Slovakiet i øjeblikket er nettoeksportører af elektricitet,

C.

der henviser til, at bistanden indeholder bestemmelser om foranstaltninger på følgende områder:

D.

der henviser til, at bistanden blev iværksat inden tiltrædelsen, og inden de pågældende enheder blev lukket, og at midlerne blev akkumuleret i de internationale nedlukningsfonde, mens der fortsat blev gjort administrative forberedelser,

E.

der henviser til, at nedlukning af atomkraftværker og håndtering af deres affald er en teknisk indviklet operation, der kræver betydelige finansielle ressourcer og medfører et stort miljømæssigt, teknisk, socialt og økonomisk ansvar,

1.

noterer sig, at Litauen, Slovakiet og Bulgarien har opfyldt deres forpligtelser i henhold til tiltrædelsestraktaten med hensyn til rettidig lukning af de pågældende enheder i de tre atomkraftværker: Reaktor 1 i Ignalina-kraftværket blev lukket den 31. december 2004 og reaktor 2 den 31. december 2009; reaktor 1 i Bohunice V1-kraftværket blev lukket den 31. december 2006 og reaktor 2 den 31. december 2008; reaktor 1 og 2 i Kozloduy-kraftværket blev lukket den 31. december 2002, og reaktor 3 og 4 den 31. december 2006;

2.

bemærker også, at alle tre medlemsstater forsøgte at genforhandle deres politiske forpligtelser med hensyn til lukning af reaktorerne, og at dette førte til forsinkelser i processen;

3.

bemærker, at der findes et retsgrundlag for tildeling af finansiel bistand; bemærker, at beløbene fastlægges årligt ved Kommissionens afgørelse baseret på individuelle årlige kombinerede programmeringsdokumenter, som kan sikre kontrol med udviklingen i og finansieringen af de godkendte projekter;

4.

bemærker, at den finansielle bistand på grund af EU's begrænsede erfaring og oplysninger vedrørende nedlukningsprocedurer blev vedtaget, uden at der var mulighed for at fastsætte et maksimalbeløb herfor; bemærker endvidere, at der stadig ikke forelå nogen klare kriterier for fastlæggelsen af maksimalbeløb, selv efter at planerne og strategierne for nedlukningen var blevet udarbejdet, og dette gjorde, at yderligere finansiel bistand måtte vedtages trinvist og fra sag til sag;

5.

mener, at formålet med Kommissionens bistand er at støtte disse tre medlemsstater med at klare den finansielle og økonomiske byrde, som skyldes de fastsatte tidlige nedlukningsdatoer, og færdiggøre det nødvendige nedlukningsarbejde, investere i energiprojekter med henblik på reduktion af energiafhængigheden og bidrage til afbødning af de sociale konsekvenser af nedlukningen af atomkraftværker; bemærker imidlertid, at nedlukningsudgifterne for kraftværkerne i alle tre tilfælde har overskredet EU’s planlagte bistand, og at de sandsynligvis også vil overstige de oprindelige overslag; bemærker også, at de fleste midler blev anvendt til energiprojekter og ikke til hovedformålet med den finansielle bistand, nemlig nedlukning af atomkraftværker;

6.

mener, at Den Europæiske Unions solidaritetskoncept bidrager effektivt til afbødning af de økonomiske følger af fremrykket nedlukning i energisektoren; bemærker imidlertid, at på det tidspunkt hvor denne betænkning udarbejdes, er selve nedlukningen endnu kun i sin indledende fase;

7.

fastholder, at nedlukningen af de pågældende atomkraftværker bør have højeste prioritet af hensyn til sikkerheden og sundheden for alle mennesker i Europa;

8.

frygter, at manglen på finansielle midler til nedlukningsforanstaltninger vil forsinke nedlukningen af atomkraftværkerne til skade for miljøet og den menneskelige sundhed;

9.

understreger, at spørgsmålet om sikkerhed er yderst vigtigt i forbindelse med nedlukning af de atomkraftværker, der er blevet tidligt lukket; opfordrer derfor Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at være opmærksom herpå under alle fremtidige afgørelser om nedlukning af atomkraftværker generelt og navnlig om disse tre nedlukningsprogrammer; opfordrer Kommissionen til at sikre tilstrækkelig samordning med medlemsstaterne og fastsætte nøjagtige tidsplaner for færdiggørelsen af projekterne;

10.

er bekymret over, at de detaljerede nedlukningsplaner for de pågældende tre nedlukningsprogrammer endnu ikke er blevet færdiggjort, og at der som følge heraf ikke findes tilstrækkelige oplysninger om tidsplaner, udgifter til særlige projekter eller om finansieringskilderne hertil; opfordrer derfor indtrængende de relevante nationale organer til at færdiggøre deres planer og Kommissionen til at aflægge beretning om denne procedure og udarbejde en detaljeret og langsigtet finansiel planlægning af nedlukningsprojekterne; anmoder Kommissionen om klart at beskrive omfanget af den nødvendige EU-finansiering med henblik på virkeliggørelse af disse planer;

11.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan EU's finansieringsmetoder for nedlukningsoperationer kan ændres under hensyntagen til de strategier, der anvendes i medlemsstaterne og deres administrative strukturer, og hvordan reglerne for forvaltning af midlerne kan forenkles på en måde, så sikkerheden i forbindelse med nedlukningsoperationerne ikke bringes i fare;

12.

konstaterer manglen på en klar ansvarsfordeling mellem dem, der deltager i finansieringen, og dem, der deltager i nedlukningsprocessen; mener, at Kommissionen bør være hovedansvarlig for gennemførelsen af EU's bistand, og at der bør etableres en fælles forvaltning med EBRD;

13.

mener, at med henblik på indgåelse af kontrakter vil det være ønskeligt at anvende et kriterium om EU-gensidighed til fordel for europæiske virksomheder, navnlig med anvendelse af principperne i artikel 58 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for bl.a. energisektoren;

14.

bemærker, at den samlede finansielle bistand fra Den Europæiske Union til de tre medlemsstater frem til udgangen af 2013 er på 2 847,78 mio. EUR; påpeger, at selv om der er forskelle mellem kraftværkerne, især hvad angår oplagring af brændsel, råder programmerne i princippet over den samme teknologi; bemærker, at der imidlertid er betydelig forskel mellem de tildelte beløb: Ignalina (2 enheder): 1 367 mio. EUR; Bohunice (2 enheder): 613 mio. EUR; og Kozloduy (4 enheder): 867,78 mio. EUR;

15.

bemærker, at der i henhold til de foreliggende oplysninger ved udgangen af 2009 var tale om forskellige situationer i de enkelte medlemsstater med hensyn til de udbetalte midler: Ignalina: i alt 1 367 mio. EUR, heraf forpligtet 875,5 mio. EUR (64,04 %), udbetalt 760,4 mio. EUR (55,62 %); Bohunice: i alt 613 mio. EUR, heraf forpligtet 363,72 mio. EUR (59,33 %), udbetalt 157,87 mio. EUR (25,75 %); Kozloduy: i alt 867,78 mio. EU, heraf forpligtet 567,78 mio. EUR (65,42 %), udbetalt 363,149 mio. EUR (41,84 %), hovedsagelig på grund af de forskellige tidsplaner for nedlukning;

16.

mener, at forvaltningen af fondene og anvendelsen af deres midler kræver fuld åbenhed; anerkender betydningen af en funktionsdygtig og gennemsigtig forvaltning af de finansielle ressourcer, med en hensigtsmæssig ekstern kontrol, for at sikre loyal konkurrence på energimarkedet; anbefaler åbenhed og offentlig deltagelse på dette område;

17.

tager følgende gennemførte revisioner og evalueringer til efterretning: Midtvejsevaluering af nedlukningsbistanden til Litauen og Slovakiet (2007); EU’s interne revisioner af alle tre programmer i 2007; Revisionsrettens revisioner af det centrale programforvaltningsorgan i 2008 og 2009 vedrørende Ignalina; Revisionsrettens revision med henblik på udarbejdelse af revisionserklæringen for 2008; Revisionsrettens forundersøgelse i 2009; og tager følgende aktiviteter til efterretning: meddelelse fra Kommissionen der ventes tidligt i 2011; Kommissionens eksterne revision for den internationale fond for nedlukningsbistand til Bohunice; Revisionsrettens fuldstændige resultatrevision af alle tre programmer;

18.

påpeger, at antallet og omfanget af de udførte revisioner, i betragtning af de store pengebeløb, den omstændighed at midlerne anvendtes for første gang, de ukendte faktorer som dukkede op i processens forløb og de efterfølgende talrige ændringer, tilpasninger og bevillinger af yderligere beløb, forekommer utilstrækkeligt; beklager, at Kommissionens midtvejsevaluering af nedlukningsbistanden til Litauen og Slovakiet i september 2007 ikke omfattede Bulgarien (som allerede på daværende tidspunkt modtog bistand);

19.

beklager fraværet af årsberetninger fra Kommissionen til Parlamentet om anvendelsen af de finansielle midler, der er øremærket til nedlukning af atomkraftværker; opfordrer derfor Kommissionen til at overvåge og årligt aflægge beretning til Europa-Parlamentet om forbedringerne i anvendelsen af midlerne og om sandsynligheden for, at de akkumulerede midler til nedlukning af disse tre kraftværker vil blive absorberet i løbet af de næste tre år;

20.

opfordrer Kommissionen til at foretage en analyse for at fastslå, om der er mulighed for at allokere midler til fremtidige nedlukningsprojekter indtil 2013, især i lyset af at nedlukningsgodkendelserne for Bohunice vil blive offentliggjort i juli 2011 og for Kozloduy ved udgangen af hhv. 2011 og 2012;

21.

opfordrer Kommissionen til at forelægge sammenlignelige oplysninger om gennemførelsen af de indledende og reviderede tidsplaner for de forskellige stadier i nedlukningsprocessen såvel som om foranstaltningerne på energiområdet og det sociale område, inden der foretages yderligere allokeringer af EU-midler;

22.

opfordrer Kommissionen til at aflægge rapport om de særlige forbedringer, som hidrører fra nedsættelsen af en forvaltningskomité for medlemsstaterne i 2007 til at bistå den i gennemførelsen af bistandsprogrammerne, og redegøre for de proceduremæssige ændringer siden da;

23.

bemærker, at Revisionsrettens revision stadig pågår; foreslår, at revisionen bidrager til at afdække målsætningerne for anvendelsen af midlerne og deres effektivitet såvel som holdbare, fremtidsorienterede forslag og til at vurdere, hvor mange yderligere midler der er nødvendige for at gennemføre nedlukningen; foreslår, at revisionen, eftersom den er en fuldstændig resultatrevision, bør indeholde en redegørelse for:

24.

foreslår, for så vidt angår fremtidige aktiviteter, der skal finansieres via allokerede midler fra EU i perioden fra 2007-2013, at følgende klarlægges yderligere:

25.

beklager, at der ikke findes et europæisk hold af koordinatorer og eksperter for alle tre projekter, der på grundlag af EU's erfaringer kunne have behandlet nedlukningsprogrammerne som en samlet pakke og dermed skabt synergieffekter mellem de tre foretagender;

26.

understreger, at der er behov for øget samordning mellem de tre programmer for at sikre en bedre planlægning af aktiviteterne og indbyrdes udveksling af indvundne erfaringer; mener, at EU som helhed også kan drage fordel af denne erfaring, efterhånden som reaktorer tages ud af drift ved afslutningen på deres levetid; opfordrer derfor alle involverede parter til at virkeliggøre og indsamle eksempler på bedste praksis for nedlukning og sikre den bedst mulige udnyttelse af de erfaringer og data, der indhentes i de øvrige medlemsstater med hensyn til atomkraftværker;

27.

opfordrer Kommissionen til øjeblikkeligt at etablere et koordinationshold, der skal være ansvarlig for:

28.

bemærker, at princippet »forureneren betaler« bør anvendes til finansiering af nedlukningsaktiviteter, og at atomkraftværket skal sikre, at der under dets produktive levetid afsættes tilstrækkelige finansielle midler til at dække fremtidige nedlukningsomkostninger;

29.

bemærker, at den hurtige lukning af reaktorerne hindrede den forudsete akkumulation af de nødvendige midler i de pågældende nationale fonde, der var oprettet med henblik på dækning af alle omkostningerne i forbindelse med nedlukning af kraftværkerne;

30.

opfordrer Kommissionen til, under hensyntagen til medlemsstaterne forskellige strategier, at afsøge mulighederne for at harmonisere metoderne til finansiering af nedlukning i EU med henblik på at sikre rettidig akkumulering af de nødvendige finansielle ressourcer og uden at svække sikkerheden i forbindelse med nedlukningsprocessen;

31.

glæder sig over, at de fleste af Ignalina-programmets projekter med henblik på energieffektivitet og sikring af elektricitetsforsyning gennemføres på indeværende tidspunkt eller allerede er blevet gennemført;

32.

er bekymret over, at nøgleprojekterne for affaldsinfrastrukturforvaltning (oplagring af brugt brændsel og affaldsdepot-projektet) har været præget af alvorlige forsinkelser, som har medført yderligere udgifter i forhold til de oprindelige overslag; bemærker, at det eksisterende spillerum i systemet er næsten udtømt, og at forsinkelser kan begynde at indvirke på den kritiske fase for hele nedlukningsplanen med en tilsvarende stigning i udgifterne; opfordrer Kommissionen til at aflægge beretning om resultaterne af genvurderingerne af tidsplanen for hele projektet;

33.

bemærker, at en stor del af midlerne blev allokeret til energiprojekter, at der fortsat er behov for en omfattende finansiering, og at de nationale midler ikke er tilstrækkelige til at dække dette: den statslige nedlukningsfond for Ignalina-kraftværket har indtil dato akkumuleret lidt over 100 mio. EUR (medens de tekniske udgifter til nedlukningen alene andrager mellem 987 mio. og 1 300 mio. EUR), og en betydelig del heraf er blevet anvendt til andre formål end nedlukningsprojekter; opfordrer til, at der træffes hensigtsmæssige foranstaltninger på dette område, især af medlemsstaterne;

34.

glæder sig over fremskridtet i Bohunice-programmet;

35.

bemærker, at mens der er planlagt fællesskabsbistand til nedlukningen af nukleare faciliteter, især V1-reaktorerne, såvel som til forsyningssikkerhed, har den nationale kernekraftfond ikke sat særligt øremærkede finansieringskilder til side til det igangværende A1-nedlukningsprojekt;

36.

bemærker, at visse nedlukningsprojekter, som f.eks. genopbygningen af områdets fysiske beskyttelsessystem, det historiske projekt for vandforvaltning og opførelse af den midlertidige oplagringsfacilitet for radioaktivt affald i Bohunice, har været præget af betydelige forsinkelser i forbindelse med gennemførelsen; opfordrer indtrængende Kommissionen og de slovakiske myndigheder til at træffe foranstaltninger til at hindre forsinkelser og undgå, at tidsplanen for nedlukningen bringes i fare;

37.

glæder sig over den samlede gode tekniske og finansielle gennemførelse af Kozloduy-programmet og gennemgangen af nedlukningsstrategien for reaktor 1-4, som blev ændret fra den oprindelige udsatte demonteringsstrategi til en umiddelbar løbende demonteringsstrategi;

38.

bemærker med bekymring en ret stor andel af energiprojekter i forbindelse med fordelingen af de allokerede midler; opfordrer Kommissionen til at kontrollere gennemførelsen af de resterende energiprojekter og aflægge beretning om resultaterne heraf; opfordrer til, at der sker en forøgelse af antallet af nedluknings- og affaldshåndteringsprojekter i den sidste periode under Kozloduy-programmet;

39.

understreger behovet for en omfattende administrativ samordning mellem den statsejede virksomhed for radioaktivt affald (SERAW) og Kozloduy-kraftværket, som nu er ansvarligt for hhv. reaktor 1-2 og reaktor 3-4; opfordrer de bulgarske myndigheder til at analysere og omgående træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på forbedring af den delte forvaltning og/eller til hurtigst muligt at bringe reaktor 1-4 under fælles forvaltning;

40.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Bulgariens, Litauens og Slovakiets regeringer.

2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/26

—

der henviser til bestemmelserne i De Forenede Nationers retlige instrumenter vedrørende menneskerettigheder og navnlig om kvinders rettigheder, såsom FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af andres prostitution, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og denne konventions valgfrie protokol, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og princippet om »non-refoulement«,

—

der henviser til andre FN-instrumenter om vold mod kvinder, såsom Wien-erklæringen og -handlingsprogrammet af 25. juni 1993 vedtaget på FN's verdenskonference om menneskerettigheder (A/CONF. 157/23) og erklæringen af 20. december 1993 om afskaffelse af vold mod kvinder (A/RES/48/104),

—

der henviser til resolutionerne fra FN's Generalforsamling af 12. december 1997 om forebyggelse af kriminalitet og strafferetlige foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder (A/RES/52/86), af 18. december 2002 om bekæmpelse af æresforbrydelser begået mod kvinder (A/RES/57/179) og af 22. december 2003 om afskaffelse af vold i hjemmet mod kvinder (A/RES/58/147),

—

der henviser til rapporterne fra de særlige rapportører fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder om vold mod kvinder samt generel henstilling nr. 19 fra FN’s Komité til afskaffelse af diskrimination mod kvinder (11. samling, 1992),

—

der henviser til Beijing-erklæringen og -handlingsprogrammet, der blev vedtaget på den fjerde verdenskonference om kvinder den 15. september 1995, og til Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet (1), af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskonference om kvinder - Handlingsprogrammet Platform for Action (Beijing+10) (2) og af 25. februar 2010 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet (Beijing +15) (3),

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 19. december 2006 om en forstærket indsats i bekæmpelsen af alle former for vold mod kvinder (A/RES/61/143) og til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed,

—

der henviser til arbejdet i Europarådets ad hoc-udvalg om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (CAHVIO), der blev oprettet i december 2008 for at forberede en Europarådskonvention om dette spørgsmål,

—

der henviser til konklusionerne fra EPSCO-rådet af 8. marts 2010 om vold,

—

der henviser til sin holdning af 14. december 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om den europæiske beskyttelsesordre (4),

—

der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder (5),

—

der henviser til sin erklæring af 21. april 2009 om kampagnen »Sig NEJ til vold mod kvinder« (6),

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om bekæmpelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i EU (7),

—

der henviser til Kommissionens strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd (2010-2015), som blev fremlagt den 21. september 2010,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0065/2011),

A.

der henviser til, at ingen enkeltforanstaltning vil eliminere kønsbestemt vold, men at en kombination af infrastrukturelle, lovmæssige, juridiske, håndhævningsmæssige, uddannelsesmæssige, sundhedsmæssige og andre tjenesterelaterede foranstaltninger i betragtelig grad kan reducere denne vold og dens konsekvenser,

B.

der henviser til, at der ganske vist ikke findes nogen internationalt anerkendt definition af begrebet »vold mod kvinder«, men at FN har defineret det som enhver kønsbestemt voldshandling, der resulterer i eller sandsynligvis vil resultere i fysisk, seksuel eller psykologisk skade eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten den forekommer i det offentlige liv eller i privatlivet (8),

C.

der henviser til, at vold er en traumatisk oplevelse for alle, mænd, kvinder og børn, men at kønsbestemt vold oftest udøves af mænd mod kvinder og piger, og at den afspejler og styrker ulighederne mellem mænd og kvinder og truer ofrenes helbred, værdighed, sikkerhed og autonomi,

D.

der henviser til, at det i undersøgelser af kønsbestemt vold anslås, at mellem en femtedel og en fjerdedel af alle kvinder i Europa har været udsat for fysisk vold mindst en gang i deres voksenliv, og at mere end en tiendedel har været udsat for seksuelle overgreb med voldsanvendelse; der henviser til, at forskningen ligeledes viser, at 26 % af alle børn og unge beretter om fysisk vold i barndommen,

E.

der henviser til, at annoncer og pornografi ofte viser forskellige former for kønsbestemt vold og dermed trivialiserer vold mod kvinder og hindrer strategier med sigte på ligestilling mellem kønnene,

F.

der henviser til, at mænds vold mod kvinder former kvindernes stilling i samfundet: deres helbred, adgang til beskæftigelse og uddannelse, integration i sociale og kulturelle aktiviteter, økonomisk uafhængighed, deltagelse i det offentlige og politiske liv, beslutningstagning og forholdet til mænd,

G.

der henviser til, at kvinder i mange tilfælde af årsager, der er komplekse og forskellige, og som omfatter psykologiske, økonomiske, sociale og kulturelle faktorer, undlader at anmelde tilfælde af kønsbestemt vold mod dem, idet de måske også savner tillid til politiet, retsvæsenet og social- og sundhedstjenesterne,

H.

der henviser til, at kønsbestemt vold, navnlig mænds vold mod kvinder, er et udbredt, strukturelt problem i hele Europa og hele verden, og at dette fænomen påvirker ofre såvel som voldsudøvere i alle aldre og med en hvilken som helst uddannelse, indkomst eller position i samfundet og hænger sammen med den ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder i vores samfund,

I.

der henviser til, at økonomisk stress ofte medfører hyppigere, voldeligere og farligere mishandling; der henviser til, at undersøgelser har vist, at volden mod kvinder tiltager, når mænd oplever forandringer og føler sig pressede som følge af den økonomiske krise,

J.

der henviser til, at vold mod kvinder omfatter en bred vifte af krænkelser af menneskerettighederne, som omfatter: seksuelt misbrug, voldtægt, vold i hjemmet, seksuelle overgreb og seksuel chikane, prostitution, handel med kvinder og piger, krænkelser af kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, vold mod kvinder på arbejdspladsen, vold mod kvinder i konfliktsituationer, vold mod kvinder i fængsler eller behandlingsinstitutioner samt adskillige former for skadelig traditionel praksis; der henviser til, at alle disse former for overgreb kan give alvorlige psykologiske ar, skade kvinders og pigers generelle sundhedstilstand, herunder deres reproduktive og seksuelle sundhed, og i nogle tilfælde medføre døden,

K.

der henviser til, at mænds vold mod kvinder i form af voldtægt i mange medlemsstater ikke betragtes som en lovovertrædelse, der automatisk medfører retsforfølgelse (9),

L.

der henviser til, at der ikke foretages nogen regelmæssig og sammenlignelig dataindsamling om de forskellige typer vold mod kvinder i EU, hvilket gør det vanskeligt at vurdere fænomenets egentlige omfang og finde passende løsninger på problemet; der henviser til, at det er meget vanskeligt at gennemføre en pålidelig dataindsamling, da kvinder og mænd på grund af frygt eller skam er uvillige til at berette om deres oplevelser til de relevante aktører,

M.

der henviser til, at de eksisterende undersøgelser af Europarådets medlemslande anslår de årlige udgifter i forbindelse med vold mod kvinder til ca. 33 mia. euro (10),

N.

der henviser til, at kvinderne i Den Europæiske Union som følge af forskellig politik og lovgivning i de forskellige medlemsstater ikke i lige grad er beskyttet mod vold fra mændenes side,

O.

der henviser til, at Den Europæiske Union med Lissabontraktaten har bredere kompetence inden for retligt samarbejde i straffesager, herunder inden for strafferet og materiel strafferet samt inden for politisamarbejde,

P.

der henviser til det foruroligende antal kvinder, der er ofre for kønsbestemt vold,

Q.

der henviser til, at chikane af mødre og gravide er en anden form for vold eller overgreb, som kvinder udsættes for, og som navnlig sker i familien eller parforholdet og i det sociale og erhvervsmæssige miljø, hvilket kan føre til, at de enten afskediges fra deres job eller selv siger op, samt til diskriminering og depressioner,

R.

der henviser til, at Kommissionen i sin strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015 understreger, at kønsbestemt vold er et af de centrale problemer, der skal løses, for at opnå reel ligestilling mellem kønnene,

S.

der henviser til, at Kommissionen har varslet, at den i 2011 vil forelægge et forslag til en strategi med sigte på at bekæmpe vold mod kvinder, men også til, at der i Kommissionens arbejdsprogram for 2011 ikke findes nogen eksplicitte referencer til denne strategi,

1.

glæder sig over, at Kommissionen i sin handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet har forpligtet sig til i 2011-2012 at fremsætte en meddelelse om en strategi til bekæmpelse af vold mod kvinder, vold i hjemmet og skamfering af kvinders kønsorganer, der skal følges op af en EU-handlingsplan (11);

2.

foreslår en ny sammenhængende politik mod kønsbestemt vold omfattende:

3.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anerkende voldtægt af og seksuelle overgreb mod kvinder, navnlig begået i ægteskabet, i ikke-registrerede partnerskaber og/eller af mandlige slægtninge, som strafbare handlinger, hvis offeret ikke har givet sit samtykke, sikre, at sådanne lovovertrædelser medfører automatisk retsforfølgelse af gerningsmændene, samt afvise enhver henvisning til kulturelle, traditionelle eller religiøse skikke som en formildende omstændighed i sager om vold mod kvinder, herunder såkaldte æresforbrydelser og kønslig lemlæstelse af piger og kvinder;

4.

erkender, at vold mod kvinder er en af de mest alvorlige former for kønsbestemte krænkelser af menneskerettighederne, og at vold i hjemmet mod andre ofre, som f.eks. børn, mænd og ældre, ligeledes er et skjult problem, som ikke må lades ude af betragtning, da det rammer talrige familier;

5.

understreger, at børn, der er vidne til fysisk, seksuel eller psykologisk vold eller overgreb mellem forældrene eller andre familiemedlemmer, påvirkes kraftigt;

6.

opfordrer medlemsstaterne til, i tilfælde hvor børn har været vidne til voldshandlinger, at udvikle psykologhjælp, der er særlig tilpasset til børn og deres alder, således at de kan håndtere deres traumatiske oplevelser, og som tager behørigt hensyn til barnets tarv;

7.

understreger, at indvandrerkvinder, herunder indvandrerkvinder uden papirer, og kvindelige asylansøgere udgør to underkategorier af kvinder, som er særligt sårbare over for kønsbestemt vold;

8.

understreger betydningen af en passende uddannelse for alle, der arbejder med kvinder, som er ofre for kønsbestemt vold, navnlig for personer, der repræsenterer retsvæsenet og det retshåndhævende system, især politi, dommere, socialarbejdere og ansatte i sundhedsvæsenet;

9.

opfordrer Kommissionen til under anvendelse af al disponibel ekspertise at udarbejde årlige statistikker om kønsbestemt vold, herunder oplysninger om, hvor mange kvinder, der årligt dræbes af deres partner eller tidligere partner, baseret på data fra medlemsstaterne;

10.

understreger, at forskning i vold mod børn, unge og kvinder og på et mere generelt plan i kønsbestemt og seksuel vold bør indgå som et tværfagligt forskningsområde i det ottende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling;

11.

opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette et observatorium for vold mod kvinder, baseret på indberetningen af retssager, hvor vold mod kvinder har indgået;

12.

anmoder Kommissionen om at fortsætte sine bestræbelser på at bekæmpe kønsbestemt vold gennem fællesskabsprogrammer, navnlig Daphne-programmet, som allerede med succes har bidraget til bekæmpelsen af vold mod kvinder;

13.

konstaterer, at Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) vil udspørge et repræsentativt udsnit af kvinder fra alle medlemsstater om deres erfaringer med vold, og anmoder om, at fokus lægges på en undersøgelse af de svar, kvinderne modtager fra de forskellige myndigheder og støttetjenester, når de indgiver anmeldelse;

14.

opfordrer medlemsstaterne til at lade omfanget af kønsbestemt vold fremgå tydeligt af deres nationale statistikker og til at træffe foranstaltninger til at sikre, at der indsamles data om kønsbestemt vold, bl.a. om ofrenes køn, gerningsmændenes køn, deres indbyrdes forhold, alder, gerningssted og den forvoldte skade;

15.

opfordrer Kommissionen til at forelægge en undersøgelse af den økonomiske virkning af vold mod kvinder baseret på forskning, der anvender metoder, som kan måle de økonomiske konsekvenser af denne form for vold for sundhedstjenesterne, de sociale sikringssystemer og arbejdsmarkedet;

16.

opfordrer EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder til at gennemføre forskning i udbredelsen af vold i teenageforhold og konsekvenserne for teenageres velfærd;

17.

bemærker, at såkaldt »stalking«, som 87 % af ofrene for er kvinder, giver psykologiske traumer og alvorlig emotionel stress, og at fænomenet derfor bør betragtes som en form for vold mod kvinder og følgelig bør underkastes retlige foranstaltninger i alle medlemsstater;

18.

konstaterer, at traditionelle, skadevoldende skikke, som f.eks. kønslig lemlæstelse af piger og kvinder og såkaldte æresdrab, er yderst relevante former for vold mod kvinder, og opfordrer derfor Kommissionen til specifikt at være opmærksom på traditionelle, skadevoldende skikke i sin strategi til bekæmpelse af vold mod kvinder;

19.

erkender, at prostitution, herunder børneprostitution, er et alvorligt problem i Den Europæiske Union, og anmoder om, at der foretages yderligere undersøgelser af forbindelsen mellem den retlige ramme i de berørte medlemsstater og prostitutionens form og omfang; henleder opmærksomheden på den bekymrende stigning i menneskehandelen i og til EU, som er en handel, der navnlig omfatter kvinder og børn, og opfordrer medlemsstaterne til at træffe resolutte foranstaltninger til bekæmpelse af disse ulovlige handlinger;

20.

anmoder om, at medlemsstaterne anerkender det alvorlige problem med rugemødre, der er en udnyttelse af kvindens krop og hendes reproduktive organer;

21.

understreger, at både kvinder og børn er genstand for samme former for udnyttelse, og at begge kan betragtes som varer på det internationale reproduktive marked, samt at disse nye reproduktive arrangementer, som f.eks. anvendelse af rugemødre, øger handelen med kvinder og børn og antallet af illegale adoptioner på tværs af nationalgrænserne;

22.

noterer sig, at vold i hjemmet er blevet identificeret som en hovedårsag til aborter og dødfødsler og til mødres død under fødsler, og anmoder Kommissionen om i højere grad at fokusere på vold mod gravide kvinder, hvor gerningsmanden skader mere end én person;

23.

understreger, at civilsamfundet, navnlig ngo'er, kvindesammenslutninger og andre offentlige og private frivillige organisationer, der hjælper voldsofre, yder et værdifuldt arbejde, navnlig ved at hjælpe kvindelige ofre, der ønsker at bryde den mur af tavshed, som omgiver dem, og bør støttes af medlemsstaterne;

24.

gentager nødvendigheden af at arbejde med både ofrene og gerningsmændene for i højere grad at bevidstgøre sidstnævnte og for at bidrage til at ændre stereotyperne og de socialt fastlagte holdninger, som fastholder de vilkår, som skaber denne form for vold og accepten af den;

25.

opfordrer medlemsstaterne til at skabe tilflugtssteder for kvinder med henblik på at hjælpe kvinder og børn til at leve et liv i selvbestemmelse, frit for vold og fattigdom, og som bør tilbyde specialiserede tjenester, medicinsk behandling, retshjælp, psykosocial og terapeutisk rådgivning, retshjælp under retssager, støtte til børn, der er påvirket af vold osv.;

26.

understeger, at medlemsstaterne bør afsætte passende ressourcer til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder, herunder gennem anvendelse af strukturfondene;

27.

understreger betydningen af, at medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder træffer foranstaltninger til, gennem instrumenter som ESF eller Progress-programmet at lette genintegrationen på arbejdsmarkedet af kvinder, der har været ofre for kønsbestemt vold;

28.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at fastlægge en lovgivningsmæssig ramme, som giver indvandrerkvinder ret til eget pas og opholdstilladelse, og som kriminaliserer enhver, der konfiskerer disse dokumenter;

29.

gentager som anført i sin beslutning af 25. februar 2010 det synspunkt, at Den Europæiske Union inden for den nye retlige ramme, der er oprettet ved Lissabontraktaten, bør blive medunderskriver af konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og denne konventions valgfrie protokol;

30.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i internationalt regi at behandle spørgsmålet om vold mod kvinder og kønsaspektet ved overtrædelser af menneskerettighederne, især i forbindelse med de bilaterale associeringsaftaler og internationale handelsaftaler, der er gældende eller under forhandling;

31.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/34

—

der henviser til meddelelse af 7. juli 2010 fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om »etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik« (KOM(2010)0343) og til forslag af 7. juli 2010 fra Kommissionen til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af overgangsordninger for bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande (KOM(2010)0344),

—

der henviser til meddelelse af 3. marts 2010 fra Kommissionen med titlen »Europa 2020 - en strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (KOM(2010)2020) og til meddelelse af 9. november 2010 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Handel, vækst og verdensanliggender - handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi« (KOM(2010)0612),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 25. oktober 2010 om etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik,

—

der henviser til OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder,

—

der henviser til EU-Domstolens retspraksis i spørgsmålet om medlemsstaternes tilsidesættelse af deres forpligtelser, særlig dom af 3. marts 2009 i sagen Kommissionen mod Østrig (sag C-205/06), dom af 3. marts 2009 i sagen Kommissionen mod Sverige (sag C-249/06) og dom af 19. november 2009 i sagen Kommissionen mod Finland (sag C-118/07),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0070/2011),

A.

der henviser til, at EU's enekompetenceområde med Lissabontraktaten også omfatter direkte udenlandske investeringer (FDI), som det fremgår af artikel 3, stk. 1, litra e), og artikel 206 og 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

B.

der henviser til, at der siden 1959 er indgået mere end 1 200 bilaterale investeringsaftaler af medlemsstaterne, og at det samlede antal indgåede bilaterale investeringsaftaler udgør næsten 3 000,

C.

der henviser til, at det er almindeligt anerkendt, at indenlandske investeringer forbedrer værtslandets konkurrenceevne, men det kan blive nødvendigt at yde tilpasningsbistand til lavtlønsgruppen i tilfælde af udenlandske investeringer; der henviser til, at det er enhver regerings ansvar at fremme de gunstige virkninger af investeringerne og forebygge eventuelle skadelige virkninger,

D.

der henviser til, at FDI ikke er defineret i EUF-traktatens artikel 206 og 207, og at Den Europæiske Unions Domstol (1) har præciseret sin fortolkning af udtrykket FDI på grundlag af tre kriterier: Der skal være tale om langsigtede investeringer, der udgør mindst 10 % af selskabets egenkapital/aktier og giver investoren ledelsesmæssig kontrol over selskabets transaktioner; der henviser til, at denne definition er i overensstemmelse med IMF's og OECD's definitioner og skal ses i modsætning til især porteføljeinvesteringer og intellektuelle ejendomsrettigheder, der henviser til, at det er vanskeligt at sondre klart mellem FDI og porteføljeinvesteringer og at anvende en streng juridisk definition på den investeringspraksis, der foregår i den virkelige verden,

E.

der henviser til, at nogle medlemsstater anvender brede definitioner af begrebet »udenlandsk investor«, således at en simpel postadresse anses for tilstrækkelig til at bestemme, hvor en virksomhed er hjemmehørende; der henviser til, at dette har gjort det muligt for nogle virksomheder at anlægge sag mod deres egne lande på grundlag af bilaterale investeringsaftaler med tredjelande; der endelig henviser til, at ethvert europæisk selskab bør kunne stole på kommende EU-investeringsaftaler eller frihandelsaftaler med investeringskapitler,

F.

der henviser til, at de nye industrilande med stærk investeringskapacitet som lokale eller globale magtcentre har ændret den traditionelle opfattelse af, at investorerne kun kommer fra de udviklede lande,

G.

der henviser til, at de første tvistbilæggelsessager i 1990'erne ud over de generelt positive resultater afslørede en række problemer som følge af vag sprogbrug, der muliggjorde fortolkninger, især med hensyn til en mulig konflikt mellem private interesser og de offentlige myndigheders reguleringsopgaver, f.eks. i tilfælde hvor vedtagelse af legitim lovgivning medførte, at en stat ved international voldgift blev dømt for krænkelse af princippet om »retfærdig og rimelig behandling«,

H.

der henviser til, at USA og Canada, som er blandt de første stater, der har måttet anvende sådanne regler, har tilpasset deres model for bilaterale investeringsaftaler for at indsnævre voldgiftens fortolkningsmuligheder og sikre en bedre beskyttelse af deres mulighed for offentlig intervention,

I.

der henviser til, at Kommissionen har udarbejdet en liste over de lande, der skal være privilegerede partnere i forhandlingerne om de første investeringsaftaler (Canada, Kina, Indien, Mercosur, Rusland og Singapore),

J.

der henviser til, at den nyligt oprettede Tjeneste for EU's Optræden Udadtil skal styrke EU's globale tilstedeværelse og rolle og i den forbindelse bl.a. fremme og forsvare EU's handelspolitiske målsætninger, herunder også på investeringsområdet,

1.

anerkender, at direkte udenlandske investeringer som følge af TEUF nu hører ind under EU's enekompetence; bemærker, at dette er forbundet med en dobbelt udfordring: dels spørgsmålet om forvaltning af de eksisterende bilaterale investeringsaftaler, dels fastlæggelsen af en europæisk investeringspolitik, der ikke blot opfylder forventningerne hos investorerne og modtagerlandene, men også tjener EU's bredere økonomiske interesser og tager hensyn til den eksterne politiks målsætninger;

2.

glæder sig over dette nye EU-kompetenceområde og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at benytte denne lejlighed til sammen med Parlamentet at skabe en integreret og sammenhængende investeringspolitik, der fremmer investeringer af høj kvalitet og yder et positivt bidrag til økonomisk fremskridt og bæredygtig udvikling i verden; mener, at Parlamentet i tilstrækkelig grad skal inddrages i udformningen af den fremtidige investeringspolitik, hvilket kræver ordentlige høringer vedrørende mandaterne for kommende forhandlinger samt regelmæssig og grundig orientering om status for igangværende forhandlinger;

3.

bemærker, at EU er en vigtig økonomisk blok, der har betydelig vægt i forhandlinger; mener, at en fælles politik for investeringer kan opfylde både investorernes og de pågældende staters forventninger og kan bidrage til at øge EU’s og dets virksomheders konkurrenceevne og beskæftigelsen;

4.

bemærker, at der er behov for en koordineret europæisk ramme, der er udformet med henblik på at skabe sikkerhed, og for at tilskynde til, at Den Europæiske Unions principper og målsætninger fremmes;

5.

minder om, at der i nuværende globaliseringsfase har været tale om en dramatisk stigning i omfanget af direkte udenlandske investeringer, der i 2007 - året inden investeringerne blev ramt af den internationale finanskrise - nåede et rekordniveau på næsten EUR 1 500 mia., med EU som den største kilde til direkte udenlandske investeringer i hele den globale økonomi; der imidlertid understreger, at investeringerne faldt i 2008 og 2009 som følge af den internationale finansielle og økonomiske krise; understreger ligeledes, at ca. 80 % af den samlede værdi af direkte udenlandske investeringer vedrører sammenslutninger eller erhvervelser;

6.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om »etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik«, men påpeger, at meddelelsen i vid udstrækning omhandler beskyttelse af investorerne, hvorfor retten til at beskytte det offentliges lovgivningskapacitet og EU's pligt til at føre en sammenhængende udviklingspolitik bør prioriteres højere;

7.

mener, at investeringer kan have en positiv indvirkning på vækst og beskæftigelse, ikke kun i EU, men også i udviklingslandene, hvis investorerne bidrager aktivt til udviklingsmålene i værtslandene, f.eks. gennem støtte til den lokale økonomi via teknologioverførsel og anvendelse af lokal arbejdskraft og lokalt input;

8.

opfordrer Kommissionen til ikke at glemme læren fra forhandlingerne på multilateralt, plurilateralt og bilateralt niveau, især de mislykkede OECD-forhandlinger om en multilateral investeringsaftale;

9.

opfordrer kraftigt Kommissionen til at udvikle EU's investeringsstrategi på en forsigtig og koordineret måde med udgangspunkt i bedste praksis fra de bilaterale investeringsaftaler; bemærker, at medlemsstaternes aftaler har forskelligt indhold, og anmoder Kommissionen om at udjævne disse forskelle for at skabe en solid EU-model for investeringsaftaler, som imidlertid kan tilpasses partnerlandets udviklingsniveau;

10.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at udstikke ikke-obligatoriske retningslinjer, f.eks. i form af en model for bilaterale investeringsaftaler, som medlemsstaterne kan benytte for at øge sikkerheden og ensartetheden;

11.

opfordrer Kommissionen til at udforme en klar definering af, hvilke investeringer der skal beskyttes, både hvad udenlandske direkte investeringer og porteføljeinvesteringer angår; mener imidlertid ikke, at spekulative investeringer som defineret af Kommissionen skal nyde beskyttelse; kræver, at det i de tilfælde, hvor investeringsaftaler omfatter intellektuelle ophavsrettigheder, herunder aftaler, hvor udkastet til forhandlingsmandat allerede er fremsat, skal sikres, at der ikke opstår negative konsekvenser for fremstillingen af generisk medicin, og at TRIPS-undtagelserne vedrørende den offentlige sundhed respekteres;

12.

bemærker med bekymring, at forhandlinger om en bred vifte af investeringer vil medføre en sammenblanding af enekompetence og delt kompetence;

13.

opfordrer til indførelse af udtrykket »EU-investor«, hvilket i overensstemmelse med ånden i artikel 207 i TEUF vil fremhæve betydningen af, at investorer fra alle medlemsstaterne tilgodeses på lige fod, således at de er sikret samme vilkår for behandling og beskyttelse af deres investeringer;

14.

erindrer om, at der i forbindelse med EU-medlemsstaterne normale udenlandske direkte investeringer anvendes en bred definition på »udenlandsk investor«; opfordrer Kommissionen til at foretage en evaluering af, om dette har ført til misbrug; opfordrer endvidere Kommissionen til på grundlag af denne evaluering at formulere en klar definition af »udenlandsk investor« baseret på OECD's seneste benchmark-definition af direkte udenlandske investeringer;

15.

betoner, at investorbeskyttelse for alle EU-investorer skal have førsteprioritet i investeringsaftaler;

16.

bemærker, at det er en tidskrævende proces at forhandle bilaterale investeringsaftaler på plads; anmoder Kommissionen om at anvende alle sine personalemæssige og materielle ressourcer til forhandlinger om og indgåelse af EU-investeringsaftaler;

17.

mener, at der er risiko for, at den anmodning, Rådet fremsatte i sine konklusioner om meddelelsen om, at det nye europæiske regelsæt ikke må få negative konsekvenser for den investorbeskyttelse og de garantier, som eksisterer under de eksisterende aftaler, vil give anledning til modstand mod enhver ny investeringsaftale og forstyrre den nødvendige balance mellem investorbeskyttelse og retten til at regulere i en periode med øgede indenlandske investeringer; tilføjer, at en sådan formulering af evalueringskriteriet kan være i modstrid med indholdet og ånden i artikel 207 i TEUF;

18.

er af den opfattelse, at nødvendigheden af at kortlægge »bedste praksis«, som Rådet ligeledes kommer ind på i sine konklusioner, er en mere fornuftig og effektiv løsning, fordi den vil gøre det muligt at udvikle en sammenhængende europæisk investeringspolitik;

19.

mener, at de investeringsaftaler, som EU indgår i fremtiden, bør være baseret på bedste praksis i medlemsstaternes aftaler og omfatte følgende standarder:

20.

opfordrer Kommissionen til at evaluere de potentielle konsekvenser af medtagelsen af en paraply-bestemmelse i fremtidige europæiske investeringsaftaler og til at aflægge beretning til både Europa-Parlamentet og Rådet;

21.

anmoder Kommissionen om at sikre gensidighed, når den forhandler om markedsadgang med sine vigtigste udviklede handelspartnere, og samtidig være opmærksom på, at det er nødvendigt at udelukke følsomme sektorer og bevare asymmetrien i EU's handelsforbindelser med udviklingslandene;

22.

bemærker, at den forventede forbedring af sikkerheden vil gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at investere i udlandet, og bemærker i denne forbindelse, at SMV’erne skal have lov at komme til orde under forhandlingerne;

23.

understreger, at EU's fremtidige investeringsaftaler skal beskytte det offentliges mulighed for intervention;

24.

er stærkt bekymret over de internationale voldgiftsinstansers skønsbeføjelser til at fortolke bestemmelserne om investorbeskyttelse bredt, hvilket vil føre til udelukkelse af legitime offentlige reguleringsbestemmelser; anmoder Kommissionen om at opstille klare definitioner af standarder for investorbeskyttelse for at undgå sådanne problemer i de nye investeringsaftaler;

25.

anmoder Kommissionen om i alle fremtidige aftaler at indføje særlige klausuler, hvorved der fastsættes nærmere retningslinjer for aftaleparternes ret til at vedtage forskrifter inden for bl.a. områder som beskyttelse af den nationale sikkerhed, miljøbeskyttelse, folkesundhed, arbejdstager- og forbrugerrettigheder, industripolitik og kulturel mangfoldighed;

26.

understreger, at den i hvert enkelt tilfælde bør afgøre, hvilke sektorer der er udelukket fra de fremtidige aftaler, f.eks. følsomme sektorer som kultur- og uddannelses- og sundhedssektoren og sektorer, som er strategisk vigtige for det nationale forsvar, og opfordrer Kommissionen til at orientere Europa-Parlamentet om, hvilket mandat den har fået i hvert enkelt tilfælde; bemærker, at EU også bør tage hensyn til anliggender, der ligger partnerne i udviklingslandene på sinde, og ikke kræve yderligere liberalisering, hvis de sidstnævnte finder det nødvendigt for deres udvikling at beskytte bestemte sektorer, især de offentlige serviceydelser;

27.

betoner, at EU's fremtidige politik også skal fremme bæredygtige investeringer og investeringer, som respekterer miljøet (især inden for udvindingsindustrien) og sikrer gode arbejdsvilkår i de virksomheder, der investeres i; anmoder Kommissionen om i alle fremtidige aftaler at medtage en henvisning til OECD's ajourførte retningslinjer for multinationale virksomheder;

28.

fremsætter med henvisning til kapitlerne om investeringsspørgsmål i de bredere frihandelsaftaler igen ønsket om indføjelse af en klausul om virksomhedernes sociale ansvar og effektive sociale bestemmelser og miljøbestemmelser i alle frihandelsaftaler, som EU undertegner;

29.

ønsker, at Kommissionen undersøger, hvordan sådanne bestemmelser er blevet medtaget i medlemsstaternes bilaterale investeringsaftaler, og hvordan de kan medtages i EU's fremtidige uafhængige investeringsaftaler

30.

finder det glædeligt, at adskillige eksisterende bilaterale investeringsaftaler allerede indeholder en klausul, som skal hindre en lempelse af den sociale lovgivning og miljøreglerne, for at tiltrække investeringer, og anmoder Kommissionen om at overveje at indføje en sådan klausul i sine fremtidige aftaler;

31.

mener, at den nuværende tvistbilæggelsesordning bør ændres, så der medtages aspekter som øget gennemsigtighed, parternes mulighed for at appellere afgørelserne, forpligtelsen til at udnytte de lokale retsmidler (hvis det er relevant), muligheden for at anvende amicus curiae-indlæg og forpligtelsen til at vælge ét voldgiftssted;

32.

er af den opfattelse, at der ud over tvistbilæggelse mellem stater også bør skabes mulighed for tvistbilæggelse mellem investor og stat for at sikre omfattende investorbeskyttelse;

33.

er klar over, at EU ikke kan anvende de eksisterende tvistbilæggelsesmekanismer under Det Internationale Center for Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID) og FN's Kommission for International Handelsret (UNCITRAL), da EU som sådan ikke er medlem af de to organisationer; opfordrer EU til at indføje et kapitel om tvistbilæggelse i hver ny EU-investeringsaftale i overensstemmelse med de reformer, der foreslås i denne beslutning; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at påtage sig deres ansvar for som centrale aktører på internationalt plan at arbejde for de nødvendige reformer af ICSID's og UNCITRAL's bestemmelser;

34.

opfordrer Kommissionen til at forelægge løsninger, der vil gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at finansiere de høje omkostninger i forbindelse med tvistbilæggelse;

35.

anmoder Kommissionen om så hurtigt som muligt at fremsætte forslag til forordning om, hvordan ansvaret skal fordeles mellem EU og medlemsstaterne, især det finansielle spørgsmål, i tilfælde af, at EU taber en sag for en international voldgiftsinstans;

36.

støtter princippet om, at de prioriterede partnere i EU's fremtidige investeringsaftaler skal være lande, som har et betydeligt markedspotentiale, men hvor udenlandske investorer bør beskyttes bedre;

37.

bemærker desuden, at investeringsrisikoen generelt er højere i udviklingslandene og de mindre udviklede lande, og at en stærk og effektiv investorbeskyttelse på grundlag af investeringsaftaler er afgørende for, at de europæiske investorer beskyttes, og samtidig med, at de kan forbedre regeringsførelsen og dermed skabe forudsætningerne for, at omfanget af de direkte udenlandske investeringer i disse lande øges; er af den opfattelse, at investeringsaftaler, hvis de skal bringe disse lande yderligere fordele, også skal omfatte investorpligter som f.eks. respekt for menneskerettighederne og antikorruptionsnormer som led i et bredere partnerskab mellem EU og udviklingslandene med henblik på at reducere fattigdommen; opfordrer Kommissionen til at evaluere solide fremtidige partnere på grundlag af bedste praksis i medlemsstaternes i forbindelse med bilaterale investeringsaftaler;

38.

giver udtryk for sin bekymring over, at udenlandske direkte investeringer i de mindst udviklede lande er meget begrænset og som regel rettet mod udvinding af naturressourcer;

39.

mener, at der bør gives mere støtte til lokale virksomheder i udviklingslandene, især gennem incitamenter til højnelse af deres produktivitet, indgåelse af tættere samarbejde og forbedring af arbejdsstyrkens kvalifikationer, som er områder med et betydeligt potentiale for fremme af den økonomiske udvikling, konkurrenceevnen og væksten i udviklingslandene; tilskynder desuden til overførsel af nye, grønne teknologier fra EU til udviklingslandene, som er den bedste måde at fremme grøn og bæredygtig vækst på;

40.

ønsker, at Kommissionen og medlemsstaterne fuldt ud tager hensyn til Parlamentets holdning, før der indledes forhandlinger om investeringsaftaler, og mens forhandlingerne står på; minder om indholdet af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen og anmoder Kommissionen om at høre Europa-Parlamentet om udkastet til forhandlingsmandat i tide til at kunne udtrykke sin holdning, som Kommissionen og Rådet dernæst skal tage behørigt hensyn til;

41.

understreger, at det er nødvendigt at medtage den rolle, som EU-Udenrigstjenestens delegationer kan spille i strategien for den fremtidige investeringspolitik i erkendelse af, at deres potentiale og lokale knowhow udgør strategiske trumfkort i bestræbelserne på at nå de nye politiske mål;

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/40

—

der henviser til sine beslutninger om tidligere årsberetninger fra Kommissionen og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF),

—

der henviser til Kommissionens beretning til Europa-Parlamentet og Rådet af 14. juli 2010 om beskyttelse af EU’s finansielle interesser - bekæmpelse af svig - årsberetning for 2009 (KOM(2010)0382) samt bilagene (SEK(2010)0897 og SEK(2010)0898),

—

der henviser til OLAF's 10. aktivitetsberetning - Årsberetning for 2010 (1),

—

der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2009, med institutionernes svar (2),

—

der henviser til Revisionsrettens årsberetning om 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfonds (EUF's) aktiviteter i regnskabsåret, med Kommissionens svar (3),

—

der henviser til artikel 319, stk. 3, og artikel 325, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (4),

—

der henviser til sin erklæring af 18. maj 2010 om Unionens bestræbelser for at bekæmpe korruption (5), for at sikre, at EU-midler ikke bliver genstand for korruption,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A7-0050/2011),

1.

beklager, at Kommissionens beretning om beskyttelse af EU’s finansielle interesser - bekæmpelse af svig - årsberetning for 2009 (KOM(2010)0382) (»PIF«-beretningen 2009), der udarbejdes i overensstemmelse med artikel 325, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-traktaten), generelt ikke giver oplysninger om det anslåede omfang af uregelmæssigheder og svig i individuelle medlemsstater, da den koncentrerer sig om indberetningsniveauet, og at det derfor ikke er muligt af få et overblik over det aktuelle omfang af uregelmæssigheder og svig i medlemsstaterne eller identificere og disciplinere dem med det højeste niveau af uregelmæssigheder og svig;

2.

understreger, at svig er et eksempel på en målbevidst forseelse og er en kriminel handling, og at en uregelmæssighed er en manglende evne til at overholde en bestemmelse; beklager, at Kommissionens beretning ikke behandler svig i enkeltheder og behandler uregelmæssigheder meget generelt; påpeger, at artikel 325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedrører svig, ikke uregelmæssigheder, og kræver, at der skelnes mellem svig og fejl eller uregelmæssigheder;

3.

påpeger, at der i løbet af de seneste år er udviklet teknikker til at måle svig som en del af en bredere indsats for at bekæmpe korruption, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme denne forskningsindsats og i samarbejde med medlemsstaterne gennemføre hensigtsmæssige nye metoder som pilotprojekter, der skal udvikles for at måle fænomenet uregelmæssigheder og svig;

4.

opfordrer Kommissionen til at udøve sit ansvar ved at sikre, at medlemsstaterne overholder deres indberetningsforpligtelser med henblik på at tilvejebringe pålidelige og sammenlignelige oplysninger om uregelmæssigheder og svig, selv om dette kræver, at Kommissionen ændrer sanktionsordningen for manglende overholdelse af disse indberetningsforpligtelser;

5.

beklager, at en stor andel af EU-midlerne fortsat udbetales uretmæssigt, og opfordrer Kommissionen til at træffe passende forholdsregler for hurtigst muligt at inddrive disse midler;

6.

er bekymret over niveauet af udestående uregelmæssigheder, som ikke er inddrevet eller erklæret for uinddrivelige i Italien ved udgangen af regnskabsåret 2009;

7.

opfordrer Kommissionen til at gøre medlemsstaterne mere ansvarlige for omfanget af de uregelmæssigheder, som stadig mangler at blive inddrevet;

8.

bemærker, at unionslovgivningen kræver, at medlemsstaterne indberetter alle uregelmæssigheder senest to måneder efter afslutningen på det kvartal, hvor en uregelmæssighed har været genstand for en primær administrativ eller retlig afgørelse, og/eller nye oplysninger om en indberettet uregelmæssighed bliver kendt; opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder en strømlining af nationale administrative procedurer, for at opfylde de obligatoriske tidsfrister og reducere tidsintervallet mellem identifikationen og indberetningen af en uregelmæssighed; opfordrer endvidere medlemsstaterne til primært at handle som beskyttere af skatteydernes penge i deres bestræbelser på at bekæmpe svig;

9.

spørger om, hvilke skridt Kommissionen har taget for at bekæmpe stigningen i mistanken om svig i en række tilfælde og beløb sammenlignet med det samlede antal af tilfælde af uregelmæssigheder i medlemsstaterne Polen, Rumænien og Bulgarien;

10.

er bekymret over de mistænkeligt lave niveauer for mistanke om svig i Spanien og Frankrig, navnlig i betragtning af deres størrelse og den økonomiske bistand, som de modtager, som det fremgår af Kommissionens PIF-beretning 2009, og opfordrer derfor Kommissionen til at medtage detaljerede oplysninger om den anvendte indberetningsmetode og evnen til at påvise svig i disse stater;

11.

opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret enten konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (6) eller protokollerne (7) hertil (PIF-instrumenter), dvs. Den Tjekkiske Republik, Malta og Estland, til at gå videre med ratifikationen af disse juridiske instrumenter uden forsinkelse; opfordrer indtrængende de medlemsstater, der har ratificeret PIF-instrumenterne til at intensivere deres bestræbelser på at styrke deres nationale straffelovgivning for at beskytte EU's finansielle interesser, navnlig ved at tage de eksisterende mangler op, der er blevet påvist i den anden rapport fra Kommissionen om Gennemførelse af konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser og dens protokoller (KOM(2008)0077);

12.

glæder sig over, at der i 2009 blev indført et system til forvaltning af uregelmæssigheder (IMS), en applikation, der er udviklet og vedligeholdes af OLAF, og den positive udvikling, den har medført; er bekymret over, at Kommissionen forklarer stigningen i antallet af indberettede tilfælde og den økonomiske virkning ved anvendelse af ny teknologisk indberetning; opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet en detaljeret metode for den for nylig gennemførte teknologiske indberetning og medtage den i næste års beretning; opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre IMS og yderligere forbedre deres indberetninger;

13.

anmoder Kommissionen om i sin beretning for næste år at medtage antallet af uregelmæssigheder, der er indberettet ved at bruge den nye teknologiske indberetning i forhold til traditionelle indberetningsmetoder; opfordrer medlemsstaterne til at øge hastigheden for indberetning af uregelmæssigheder;

14.

gentager - i betragtning af den alvorlige tvivl om kvaliteten af de oplysninger, som medlemsstaterne indsender - sin beklagelse over, at Kommissionen sætter flere kræfter ind på at overbevise Europa-Parlamentet om behovet for at indføre en »acceptabel fejlrisiko« end på at overbevise medlemsstaterne om behovet for, at obligatoriske nationale forvaltningserklæringer er behørigt revideret af den nationale revisionsinstans og konsolideret af Revisionsretten; opfordrer Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne og ved at udarbejde en hensigtsmæssig beretning i overensstemmelse med traktaten til at give Parlamentet tilstrækkelig garanti for, at dette mål er blevet nået, og at indsatsen for at bekæmpe svig gennemføres korrekt;

15.

er bekymret over omfanget af svig sammenlignet med uregelmæssigheder inden for området egne indtægter i medlemsstaterne Østrig, Spanien, Italien, Rumænien og Slovakiet, idet svig udgør mere end halvdelen af det samlede beløb for uregelmæssigheder i hver medlemsstat; opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder tæt samarbejde med EU's institutioner for at tage fat på alle årsager til svig i forbindelse med EU-midler;

16.

beklager de mangler i de nationale toldtilsyn, som Revisionsretten har påvist - navnlig hvad angår gennemførelsen af risikoanalyser ved udvælgelse af erhvervsdrivende og importerede varer til toldkontrol - hvilket øger risikoen for uregelmæssigheder, der ikke opdages og kan føre til tab af traditionelle egne indtægter; opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres toldtilsyn og Kommissionen til at yde den relevante støtte i så henseende;

17.

understreger, at omkring 70 % af alle procedurer for importtold er blevet forenklet, hvilket betyder, at de har en betydelig indflydelse på opkrævningen af traditionelle egne indtægter og på den fælles handelspolitiks effektivitet; finder det i den sammenhæng uacceptabelt, at der, som det fremgår af Revisionsrettens særberetning nr. 1/2010, savnes effektive kontroller af de forenklede procedurer ved import i medlemsstaterne, og opfordrer Kommissionen til fortsat at undersøge effektiviteten af kontroller for forenklede procedurer i medlemsstaterne, og især til at undersøge fremskridt i medlemsstaternes udførelse af efterfølgende revision og til at fremlægge resultaterne af disse undersøgelser for Parlamentet inden udgangen af 2011;

18.

noterer sig resultatet af OLAF's undersøgelser på området egne indtægter; er dybt bekymret over omfanget af svindel med varer importeret fra Kina og opfordrer medlemsstaterne til at inddrive de pågældende beløb snarest muligt;

19.

glæder sig over det vellykkede resultat af den fælles toldaktion Diabolo II med deltagelse af toldembedsmænd fra 13 asiatiske lande og 27 EU-medlemsstater og koordineret af Kommissionen gennem OLAF;

20.

glæder sig over de aftaler, Den Europæiske Union og dens medlemsstater har indgået med tobaksfabrikanterne med henblik på bekæmpelse af ulovlig handel med tobak; mener, at det er i EU's finansielle interesse fortsat at bekæmpe cigaretsmugling, som anslås at give et årligt indtægtstab for EU's budget på omkring 1 mia. EUR; opfordrer indtrængende OLAF til at spille en ledende rolle i de internationale forhandlinger om protokollen til udryddelse af den ulovlige handel med tobaksvarer i henhold til artikel 15 i Verdenssundhedsorganisationens rammekonvention om tobakskontrol, hvilket vil bidrage til at bekæmpe ulovlig handel i Unionen; mener, at de 500 mio. EUR, som de to selskaber, nemlig British American Tobacco and Imperial Tobacco, skal betale, også bør anvendes af Kommissionen og de pågældende medlemsstater til at styrke foranstaltningerne mod svig;

21.

glæder sig over Kommissionens konklusion, at den generelle indberetningsdisciplin på dette politikområde er blevet forbedret, og at overholdelsen nu er oppe på 95 %; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke indsender indberetninger rettidigt (Østrig, Finland, Nederlandene, Slovakiet og Det Forenede Kongerige) til at rette op på situationen hurtigst muligt;

22.

opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge situationen i Spanien og Italien, som indberettede henholdsvis det højeste antal tilfælde af uregelmæssigheder og de højeste involverede beløb, og aflægge beretning til Europa-Parlamentet om de specifikke foranstaltninger, der bliver truffet med henblik på at løse problemerne i de to medlemsstater;

23.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorvidt forskellen mellem højere udgifter og et minimumniveau for indberettede uregelmæssigheder og den betydelige variation i niveauet for de indberettede uregelmæssigheder (Estland 88,25 %), Cypern, Ungarn, Letland, Malta, Slovenien og Slovakiet 0,00 %) skyldes kontrolsystemernes effektivitet, med henblik på at foretage en undersøgelse af disse systemer;

24.

er dybt foruroliget over Revisionsrettens konstatering af, at betalinger for året 2009 på dette politikområde har været berørt af væsentlige fejl, og at overvågnings- og kontrolsystemerne generelt i bedste fald var delvis effektive med henblik på at sikre betalingernes formelle rigtighed; beklager Revisionsrettens konstatering af, at selv om det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem (IFKS) i princippet er godt udformet, påvirkes dets effektivitet negativt af ukorrekte oplysninger i databaser, ufuldstændig krydskontrol eller urigtig eller ufuldstændig opfølgning af uregelmæssigheder; opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge effektiviteten af overvågnings- og kontrolsystemerne i medlemsstaterne for at sikre, at oplysninger om uregelmæssigheder pr. medlemsstat giver et korrekt og retvisende billede af den aktuelle situation; opfordrer Kommissionen til at afhjælpe manglerne i IFKS' effektivitet;

25.

bemærker, at de endelige tal kun kan fastlægges for de regnskabsår, som kan anses for afsluttede, og at 2004 på denne baggrund er det seneste regnskabsår, som kan anses for afsluttet;

26.

beklager den katastrofale situation med hensyn til den samlede inddrivelsessats på dette politikområde, som i 2009 var på 42 % af de udestående 1 266 mio. EUR ved udgangen af regnskabsåret 2006; er især bekymret over Revisionsrettens bemærkning om, at 121 mio. EUR, der blev inddrevet i perioden 2007-2009 fra modtagerne, udgør mindre end 10 % af de samlede inddrivelser; konstaterer, at situationen er uacceptabel, og opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at finde en løsning; opfordrer Kommissionen til at tage alle nødvendige skridt for at indføre et effektivt inddrivelsessystem og informere Europa-Parlamentet om de opnåede fremskridt i sin næste årsberetning om beskyttelse af EU's finansielle interesser;

27.

beklager, at oplysningerne i PIF-beretningen 2009 ikke giver et pålideligt billede af antallet af uregelmæssigheder og svig på dette politikområde, da et højt niveau af uregelmæssigheder og/eller svig blot kan være et tegn på en effektiv indberetning og/eller effektive bedrageribekæmpelsessystemer;

28.

er dybt foruroliget over Revisionsrettens konstatering af, at betalinger for året 2009 har været berørt af væsentlige fejl (over 5 %);

29.

bemærker, at en vigtig fejlkilde inden for samhørighedsudgifter er en alvorlig mangel på anvendelse af reglerne om offentlige indkøb; anmoder derfor Kommissionen om hurtigst muligt at foreslå en ny lovgivning for at forenkle og modernisere disse regler;

30.

er dybt foruroliget over, at Revisionsretten har konstateret, at mindst 30 % af de fejl, som Retten har påvist i 2009-stikprøven, kunne have været opdaget og korrigeret af medlemsstaterne inden certificeringen af udgifter over for Kommissionen på grundlag af de oplysninger, de havde til rådighed; opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres bestræbelser på at forbedre deres opdagelses- og korrektionsmekanismer;

31.

opfordrer Kommissionen til at give Europa-Parlamentet oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet med hensyn til de uregelmæssigheder, medlemsstaterne har indberettet, og Kommissionen har opdaget på dette politikområde;

32.

er ikke tilfreds med en inddrivelsessats på over 50 % for programmeringsperioden 2000-2006: opfordrer medlemsstaterne til at gøre en yderligere indsats for at inddrive uregelmæssige beløb, og opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at sikre en højere inddrivelsessats - i betragtning af, at Kommissionen gennemfører budgettet på sit eget ansvar, som det fremgår af artikel 317 i EUF-traktaten;

33.

er dybt bekymret over mistanken om omfattende svig i Bulgarien for det særlige tiltrædelsesprogram for landbrug og udvikling af landdistrikter (SAPARD) i 2009, som - for hele programmeringsperioden - er på 20 % og udgør den højeste sats i alle analyserede fonde (samhørighed og landbrug); bemærker, at der blev indledt flere sager om mistanke om svig ved eksterne kontroller og interventioner end ved interne eller nationale; bemærker, at Kommissionen behørigt udøvede sine forpligtelser ved at suspendere betalingerne fra Sapard i 2008 og ophævede denne suspension den 14. september 2009 efter grundige kontroller; opfordrer Kommissionen til at fortsætte tilsynet med de bulgarske myndigheder for yderligere at forbedre denne situation;

34.

bemærker, at Den Tjekkiske Republik, Estland, Letland og Slovenien indberettede en grad af svig på nul for SAPARD, og stiller spørgsmålstegn ved pålideligheden af de indberettede oplysninger eller disse staters evne til at påvise svig; understreger, at tilsvarende grader af svig på nul eller lave grader af svig kunne være tegn på svagheder i kontrolsystemerne og vice versa; opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge oplysninger for kontrolmekanismer og sammen med OLAF gennemføre strengere kontrol med, hvordan EU-midler anvendes;

35.

finder den meget lave inddrivelsessats for formodet svig i forbindelse med førtiltrædelsesmidlerne, som kun udgør 4,6 % for hele programmeringsperioden, uacceptabel, og opfordrer Kommissionen til at indføre et effektivt system for at rette op på denne situation;

36.

opfordrer Kommissionen, de relevante EU-organer og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger og afsætte midler til at sikre, at EU-midler ikke er genstand for korruption, at vedtage afskrækkende foranstaltninger, når der konstateres korruption og svig, og at intensivere konfiskation af kriminelle aktiver, der stammer fra kriminelle handlinger i forbindelse med svig, skatteunddragelse og hvidvaskning af penge;

37.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udforme, gennemføre og med jævne mellemrum vurdere ensartede indkøbssystemer for at forhindre svig og korruption, til at definere og gennemføre tydelige betingelser for deltagelse i offentlige indkøb og kriterier, hvorefter beslutninger om offentlige indkøb træffes, og også til at indføre og gennemføre systemer til at gennemgå beslutninger om offentlige indkøb på nationalt plan, til at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed i de offentlige finanser og til at indføre og gennemføre risikostyring og interne kontrolsystemer;

38.

glæder sig over Kommissionens grønbog om modernisering af EU's politik for offentlige indkøb: Mod et mere effektivt europæisk marked for offentlige indkøb; opfordrer Rådet og Kommissionen til at afslutte vedtagelsen af reformen af EU's grundlæggende regler for offentlige indkøb (direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF) senest ved udgangen af 2012;

39.

opfordrer efter sin anmodning i sidste års beretning om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser indtrængende OLAF til i sin næste årsberetning at forelægge en detaljeret analyse af de strategier og foranstaltninger, som hver medlemsstat har indført i bekæmpelsen af svig og for at forebygge og konstatere uregelmæssigheder ved anvendelsen af EU-midler, herunder når de er genstand for korruption; finder, at der bør ofres særlig opmærksomhed på gennemførelsen af landbrugs- og strukturfondene; mener, at beretningen med 27 landeprofiler bør analysere den fremgangsmåde, der anvendes af nationale retlige og efterforskende organer, og kvantiteten og kvaliteten af gennemførte kontroller samt statistikker og årsager i de tilfælde, hvor nationale myndigheder ikke rejste tiltale efter henvendelse fra OLAF;

40.

opfordrer efter sin anmodning i sidste års beretning om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser indtrængende Rådet til at afslutte indgåelsen af samarbejdsaftaler med Liechtenstein snarest muligt og opfordrer indtrængende Rådet til at give Kommissionen et mandat til at forhandle aftaler om bekæmpelse af svig med Andorra, Monaco, San Marino og Schweiz;

41.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at sikre one-stop-gennemsigtighed for modtagerne af EU-midler; opfordrer Kommissionen til at udforme foranstaltninger med henblik på at øge gennemsigtigheden af retlige arrangementer og et system, hvorved alle modtagere af EU-midler offentliggøres på det samme websted, uanset hvem der forvalter midlerne, og baseret på standardkategorier af oplysninger, som skal fremlægges af alle medlemsstater på mindst ét af EU's arbejdssprog; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med Kommissionen og give den fuldstændige og pålidelige oplysninger om modtagerne af de EU-midler, som medlemsstaterne forvalter; opfordrer Kommissionen til at vurdere systemet med »delt forvaltning« og som en prioritet at forelægge en rapport for Parlamentet;

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Revisionsretten, Overvågningsudvalget for OLAF og OLAF.

2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/46

—

der henviser til EU-traktatens artikel 10, stk. 4, og EUF-traktatens artikel 224,

—

der henviser til artikel 12, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning(EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan (1) (finansieringsforordningen) og navnlig artikel 12,

—

der henviser til sin beslutning af 23. marts 2006 om politiske partier på europæisk plan (2),

—

der henviser til generalsekretærens rapport af 18. oktober 2010 til Præsidiet om finansiering af politiske partier på europæisk plan, jf. artikel 15 i Præsidiets afgørelse af 29. marts 2004 (3) om gennemførelsesbestemmelser til forordningen,

—

der henviser til notat fra Præsidiet af 10. januar 2011, som ændrer Præsidiets afgørelser af 13. december 2010,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 210, stk. 6, og artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A7-0062/2011),

A.

der henviser til, at det af artikel 10, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union fremgår, at »Politiske partier på europæisk plan bidrager til at skabe en europæisk politisk bevidsthed og til at udtrykke unionsborgernes vilje«, og at Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med artikel 244 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastsætter statutten for politiske partier på europæisk plan og navnlig reglerne for deres finansiering,

B.

der henviser til, at det af EU's charter om grundlæggende rettigheder klart fremgår, at politiske partier på europæisk plan bidrager til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje,

C.

der henviser til, at Den Europæiske Union skal fungere på grundlag af princippet om repræsentativt demokrati i medfør af EU-traktatens artikel 10. stk. 1

D.

der henviser til, at grundlaget for europæiske politiske partier blev fastlagt i Maastricht- og Nicetraktaterne, hvormed der blev indført mulighed for finansiering og dermed givet dem operationel selvstændighed i forhold til de parlamentariske grupper,

E.

der henviser til, at Kommissionen i 2007 efter opfordring fra Europa-Parlamentet (4) fremlagde et forslag om finansiering af politiske fonde på europæisk plan (europæiske politiske fonde), der blev vedtaget i december 2007 med henblik på at støtte de europæiske politiske partier i debatten om politiske spørgsmål og den europæiske integration,

F.

der henviser til, at sigtet med ændringsforordningen fra 2007 (5) var at lette integrationsprocessen for politiske partier på europæisk plan ved at gøre det muligt for de politiske partier i EU at strukturere og organisere sig selv mere effektivt,

G.

der henviser til, at ændringsforordningen fra 2007 i væsentlig grad styrkede den rolle, som de politiske partier på europæisk plan spillede i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet, idet den indeholdt en bestemmelse om, at de finansielt kunne støtte valgkampagner; der dog henviser til, at denne mulighed blev begrænset af en betingelse om, at de berørte bevillinger ikke måtte anvendes til direkte eller indirekte finansiering af nationale politiske partier eller kandidater,

H.

der henviser til, at alle europæiske politiske partier, der modtager finansiering, har underskrevet en adfærdskodeks om de regler, der skal følges under valgkampagner, og som Præsidiet betragter som bindende for alle parter,

I.

der henviser til, at en styrkelse af den rolle, de europæiske politiske partier spiller, nødvendigvis er forbundet med deres deltagelse i valg til Europa-Parlamentet,

J.

der henviser, at der i forordningen fra 2007 opfordres til en mere formel anerkendelse af de europæiske politiske partier,

K.

der henviser til, at forordningen fra 2007 sigter mod at skabe fuldt organiserede og effektive politiske partier på europæisk plan og i medlemsstaterne gennem en afbalanceret institutionaliseringsproces,

L.

der henviser til, at ændringsforordningen fra 2007 tilsigter en organisatorisk konvergens mellem politiske partier og deres fonde på europæisk plan, samtidig med at det anerkendes, at de politiske partier og deres fonde har forskellige opgaver,

M.

der henviser til, at denne organisatoriske konvergens kun kan opnås ved at etablere en fælles politisk, juridisk og skattemæssig status for de europæiske politiske partier, selv om dette ikke må indebære en standardisering af organisationsstrukturen i de politiske partier på europæisk plan og deres fonde, som de politiske partier på europæisk plan og deres fonde er eneansvarlige for,

N.

der henviser til, at kravet om vedtagelse af en juridisk statut for de europæiske politiske partier og deres politiske fonde baseret på EU-retten er et klart og væsentligt skridt hen imod en styrkelse af demokratiet i Unionen,

O.

der henviser til, at organisatorisk og formålsmæssig konvergens og forbedringer i finansieringsprocessen kun kan opnås gennem vedtagelse af en ensartet og fælles europæisk vedtægt for alle politiske partier på europæisk plan og deres fonde på grundlag af EU-retten

P.

der henviser til, at forordningen om politiske partier på europæisk plan ikke skelner mellem anerkendelse og finansiering af politiske partier

Q.

der henviser til, at Præsidiets notat af 10. januar 2011 henstiller, at der sker en stramning af kriterierne for finansieringen af europæiske politiske partier; der henviser til, at dette udgør en begrænsning af konkurrencen mellem politiske partier på europæisk plan, så længe kriterierne for den juridiske anerkendelse og finansieringen af politiske partier er identiske,

R.

der henviser til, at forordningen fra 2007 giver et klart juridisk og økonomisk grundlag for etablering af integrerede politiske partier på EU-plan med henblik på at øge den europæiske bevidsthed og effektivt give udtryk for de europæiske borgeres vilje,

S.

der henviser til, at finansiering af europæiske politiske partier er underlagt bestemmelserne i afsnit VI »Tilskud« i finansforordningen (6) og dens gennemførelsesbestemmelser (7),

T.

der henviser til, at Præsidiet, som det organ, der er ansvarlig for gennemførelsen af finansieringsforordningen inden for Parlamentet, i 2006 traf afgørelse om en række væsentlige forbedringer til gennemførelsesbestemmelserne, såsom at øge muligheden for forskudsfinansiering fra 50 % til 80 % for at forenkle procedurerne og forbedre modtagernes solvens, og lempe reglerne om overførsler mellem kapitler i modtagernes budget med henblik på at give dem mulighed for at tilpasse deres budgetter til de skiftende politiske forhold,

U.

der henviser til, at erfaringer med finansiering af europæiske politiske partier og deres europæiske politiske fonde har vist, at de har behov for mere fleksibilitet med hensyn til fremførsel af midler til det efterfølgende regnskabsår, samt til at opbygge reserver af egne indtægter ud over den foreskrevne minimum af deres udgifter, der skal finansieres fra egne midler

V.

der henviser til, at de europæiske politiske partier i gennemsnit bruger næsten halvdelen af deres budget på den centrale administration (personale, leje osv.) og en fjerdedel til møder i (vedtægtsmæssige og ikke-vedtægtsmæssige) partiorganer, mens resten bruges på valgkampagner og støtte til tilknyttede organisationer,

W.

der henviser til, at europæiske politiske fonde har et andet udgiftsmønster, idet de i gennemsnit anvender 40 % af deres budget på den centrale administration og møder og yderligere 40 % på eksterne tjenester såsom undersøgelser, forskning, publikationer og seminarer,

X.

der henviser til, at den vigtigste kilde til de europæiske politiske partiers egne indtægter er kontingent fra medlemspartierne, mens mindre end 5 % af deres samlede indtægter består af medlemskontingent og pengegaver fra individuelle medlemmer,

Y.

der henviser til, at andelen af deres samlede indtægter, som stammer fra EU-budgettet, er højere for de europæiske politiske partier end for de europæiske politiske fonde,

Z.

der henviser til, at pengegaver endnu ikke udgør en væsentlig del af finansieringen, da kun tre partier og to fonde regelmæssigt modtog pengegaver i 2009,

AA.

der henviser til, at der ligger en potentiel konflikt i på den ene side at ville lette og fremskynde finansieringen, og dermed gøre det mere effektivt, og på den anden side at ville minimere den finansielle risiko for EU's budget,

AB.

der henviser til, at det i den periode, der er omfattet af denne betænkning (2008-2011) ikke har været nødvendigt at pålægge et finansieret parti eller fond nogen form for sanktioner,

AC.

der henviser til, at de europæiske politiske partier og fonde skal have status som juridisk person i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor det er hjemmehørende, for at være berettiget til støtte, mens de ikke har en fælles juridisk status,

AD.

der henviser til, at tilskud til europæiske politiske partier og fonde er »tilskud« i medfør af afsnit VI i Den Europæiske Unions finansforordning og dens gennemførelsesbestemmelser, men at deres særlige karakter betyder, at de ikke er sammenlignelige med nogen andre former for tilskud, der uddeles og forvaltes af Kommissionen; der henviser til, at dette afspejles i et betydeligt antal bestemmelser i finansieringsforordningen, der fastlægger undtagelser; der henviser til, at denne løsning ikke er tilfredsstillende,

1.

bemærker, at de politiske partier - og deres tilknyttede politiske fonde - er afgørende instrumenter i et parlamentarisk demokrati, idet de drager parlamentarikerne til ansvar, bidrager til at forme borgernes politiske vilje, udarbejder politiske programmer, uddanner og udvælger kandidater, opretholder dialogen med borgerne og gør det muligt for borgerne at give udtryk for deres synspunkter;

2.

understreger, at Lissabon-traktaten giver de politiske partier og deres fonde denne rolle med henblik på at skabe et europæisk polis, en politisk arena på europæisk plan, og et europæisk demokrati, hvor det europæiske borgerinitiativ spiller en nøglerolle;

3.

bemærker, at de europæiske politiske partier i deres nuværende form ikke er i stand til fuldt ud at spille denne rolle, fordi de blot er paraplyorganisationer for nationale partier og ikke direkte i kontakt med vælgerne i medlemsstaterne;

4.

konstaterer dog med tilfredshed, at de europæiske politiske partier og politiske fonde ikke desto mindre er blevet uundværlige aktører i det politiske liv i EU, især med hensyn til at udforme og være talerør for de respektive holdninger i de forskellige politiske familier;

5.

understreger nødvendigheden af, at alle europæiske politiske partier overholder de højeste normer med hensyn til internt demokrati i partiet (i forbindelse med de demokratiske valg til partiorganer og de demokratiske beslutningsprocesser, herunder udvælgelsen af kandidater);

6.

er af den opfattelse, at et politisk parti på europæisk plan, når det har opfyldt betingelserne for at blive betragtet som sådant, kun kan modtage støtte, hvis det er repræsenteret i Europa-Parlamentet med mindst et medlem

7.

påpeger, at politiske partier har rettigheder, pligter og ansvar, og derfor bør følge stadig mere ensartede organisationsmønstre; mener, at denne organisatoriske konvergens kun kan opnås ved at etablere en fælles juridisk og skattemæssig status for de europæiske politiske partier og deres fonde på grundlag af EU-retten;

8.

er overbevist om, at en egentlig juridisk statut for de europæiske politiske partier og deres egen status som juridisk person, der er direkte baseret på EU-lovgivningen, vil gøre det muligt for de europæiske politiske partier at handle som repræsentanter i den europæiske offentligheds interesse;

9.

mener, at de europæiske politiske partier bør agere indbyrdes og konkurrere om spørgsmål vedrørende fælles europæiske udfordringer og EU og udviklingen af den på tre niveauer: regionalt, nationalt og på EU-niveau; mener, at det er af største betydning. at de europæiske politiske partier er effektive og produktive på EU- og medlemsstatsniveau og derudover;

10.

understreger de store organisatoriske udfordringer, som de europæiske politiske partier vil blive konfronteret med på grund af eventuelle ændringer i det europæiske valgsystem (skabelse af yderligere valgkredse, opstilling af tværnationale lister);

11.

bemærker, at dette i princippet er i overensstemmelse med tanken om at lade de europæiske politiske partier deltage i folkeafstemningskampagner, når de pågældende folkeafstemninger er direkte forbundet med spørgsmål vedrørende Den Europæiske Union;

12.

vedtager derfor at anmode Kommissionen om at fremsætte forslag til en statut for politiske partier på europæisk plan i overensstemmelse med artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;

13.

bemærker, at der er på kortere sigt er behov for en forbedring af de lovgivningsmæssige rammer for de europæiske politiske partier og fonde, hvor vedtagelsen af en europæisk juridisk statut ville være et første skridt;

14.

mener, at der kun bør tages hensyn til medlemmer af regionale parlamenter eller forsamlinger i forbindelse med opfyldelsen af betingelserne for tilskud, såfremt det pågældende parlament eller den pågældende forsamling har lovgivningsmæssige beføjelser;

15.

påpeger, at tildelingen af midler og afslutning af regnskaberne for de europæiske politiske partier og fonde indebærer bureaukratiske og tunge procedurer; mener, at dette i høj grad skyldes, at finansieringsbeløbene betragtes som »tilskud« jf. finansforordningen, der er velegnet til finansiering af projekter eller foreninger, men ikke af partier;

16.

er derfor af den opfattelse, at Kommissionen bør fremsætte forslag om indføjelse af et nyt afsnit i finansforordningen dedikeret og skræddersyet specielt til finansiering af europæiske partier og fonde; mener, at finansieringsforordningen med hensyn til den finansielle gennemførelse bør henvise til bestemmelserne i dette nye afsnit;

17.

understreger, at selvfinansiering af partier og fonde er et tegn på vitalitet; mener, at det bør fremmes ved at sætte det nuværende loft på 12 000 EUR om året for pengegaver op til 25 000 EUR om året pr. donor, dog kombineret med et krav om offentliggørelse af donorernes identitet på tidspunktet for modtagelsen i overensstemmelse med gældende lovgivning og af hensyn til åbenheden;

18.

anser et krav om indsendelse af årlige arbejdsprogrammer som en forudsætning for finansiering for uhensigtsmæssigt i forbindelse med politiske partier; påpeger desuden, at et sådant krav ikke findes i nogen medlemsstat i Unionen;

19.

understreger, at rettidig finansiering er afgørende, hvis det skal opfylde sit formål; opfordrer til, at der som en undtagelse til gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen stilles 100 % finansiering til rådighed i begyndelsen af regnskabsåret i stedet for 80 %; mener, at risikoen for Parlamentet i betragtning af de positive erfaringer fra tidligere er ubetydelig;

20.

påpeger, at det af finansforordningen fremgår, at tilskud »ikke [må] finansiere samtlige modtagerorganets driftsudgifter«; bemærker, at det er særlig svært for fonde at overholde denne regel, og at det fører til uigennemskuelige bogføringsmetoder (for eksempel »bidrag i naturalier«); påpeger, at næsten ingen af finansieringsordningerne i medlemsstaterne kræver en delvis selvfinansiering, da dette kan stille mindre eller nyligt etablerede partier ugunstigt;

21.

påpeger, at de uafhængige ressourcer, som der er krav om, at de europæiske politiske partier skal kunne påvise, bør reduceres til 10 % af deres samlede budget for yderligere at fremme udviklingen af de europæiske politiske partier; mener samtidig, at deres egne indtægter i form af fysiske ressourcer ikke bør overstige 7,5 %;

22.

bemærker, at en revision af lovgivningen vedrørende de europæiske politiske fonde bør betragtes som en mulighed for at ophæve kravet om at påvise, at de har egne indtægter;

23.

påpeger, at kravet om, at europæiske politiske fonde skal anvende deres ressourcer inden for EU bør fjernes i forbindelse med denne revision for at sætte dem i stand til at spille en rolle både inden for og uden for EU;

24.

understreger dog, at en mere fleksibel finansieringsordning vil skulle opvejes af en mulighed i finansieringsforordningen for at pålægge sanktioner, hvilket hidtil har manglet; sådanne sanktioner kunne ske i form af økonomiske sanktioner i tilfælde af overtrædelse af reglerne om for eksempel gennemsigtighed i forbindelse med pengegaver; understreger nødvendigheden af at skabe de samme betingelser både for europæiske politiske partier og deres tilknyttede europæiske politiske fonde vedrørende opbygning af reserver fra overskydende egne ressourcer og fremførte beløb;

25.

påpeger, at de europæiske politiske partier siden 2008 har været berettiget til at anvende modtagne tilskud til »finansiering af kampagner … … i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet …« (artikel 8, tredje afsnit, i finansieringsforordningen); påpeger endvidere, at det er forbudt at anvende disse beløb til finansiering af kampagner i forbindelse med folkeafstemninger; mener imidlertid, at de europæiske politiske partier, hvis de skal spille en politisk rolle på EU-plan, bør have ret til at deltage i sådanne kampagner, så længe emnet for folkeafstemningen har en direkte forbindelse med spørgsmål om Den Europæiske Union;

26.

opfordrer de europæiske politiske partier til at indlede overvejelserne omkring vilkårene for individuelt medlemskab og for enkeltmedlemmers direkte eller indirekte deltagelse i de interne aktiviteter og beslutningsprocesser i partierne;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/51

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »På vej mod en akt for det indre marked - For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne: 50 forslag med henblik på at blive bedre til at arbejde, iværksætte og handle sammen« (KOM(2010)0608),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om Europa 2020 »En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (KOM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« (KOM(2007)0724) og Kommissionens tjenestegrenes ledsagedokument med titlen »Det indre marked: Revision af de opnåede resultater« (SEK(2007)1521),

—

der henviser til sin beslutning af 4. september 2007 om det indre marked (1) og Kommissionens tjenestegrenes arbejdsdokument om det indre marked: et år senere" (SEK(2008)3064),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Smart regulering i Den Europæiske Union« (KOM(2010)0543),

—

der henviser til Kommissionens 27. årsberetning om forvaltning af anvendelsen af fællesskabslovgivningen og Kommissionens tjenestegrenes ledsagedokument med titlen »Situationen inden for de forskellige sektorer« (SEK(2010)1143),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 29. juni 2009 om foranstaltninger til fremme af det indre marked (2),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 10. december 2010 om en akt for det indre marked,

—

der henviser til professor Mario Montis rapport til Kommissionen om relancering af det indre marked,

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere (3),

—

der henviser til resultattavlen for det indre marked nr. 21 (2010) og til sine beslutninger af 9. marts 2010 (4) og 23. september 2008 (5) om resultattavlen for det indre marked,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Et resultatorienteret Europa - anvendelse af fællesskabsretten« (KOM(2007)0502),

—

der henviser til artikel 258-260 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 7, 10 og 15 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Retsudvalget (A7-0083/2011),

A.

der henviser til, at en relancering af det indre marked kræver aktiv støtte fra alle borgere, EU-institutioner, medlemsstater og andre berørte parter,

B.

der henviser til, at det med henblik på at opnå aktiv støtte fra alle interessenter er af afgørende betydning, at der sikres effektiv repræsentation af civilsamfundet og SMV'er under høringer og dialogen med Kommissionen samt i ekspertgrupperne,

C.

der henviser til, at en korrekt udbredelse, koordinering og forvaltning af de forskellige EU-institutioners høringer, rapporter og betænkninger (EU 2010, rapport om unionsborgerskab 2010, den integrerede industripolitik, den digitale dagsorden for Europa, Monti, Parlamentets beslutning om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere, Gonzales og IMCO-betænkninger osv.) er afgørende for en vellykket relancering af det indre marked,

D.

der henviser til, at der stadig findes en betydelig kløft mellem reglerne for det indre marked og de fordele, som borgerne og virksomhederne kan drage af disse regler i praksis,

E.

der henviser til, at EU’s gennemsnitlige gennemførelsesefterslæb udgør 1,7 %, når man tager hensyn til de tilfælde, hvor gennemførelsestidspunktet for et direktiv overskrider fristen, og hvor Kommissionen har iværksat en overtrædelsesprocedure for manglende overholdelse,

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om en akt for det indre marked, navnlig tredje kapitel, og den globale tilgang, som foreslås for at bringe ligevægt i det indre marked mellem virksomheder og borgere og forbedre demokratiet og åbenheden omkring beslutningsprocessen; understreger, at denne tilgang skal sikre den bedste balance mellem forslagene fra meddelelsens tre dele;

2.

mener, at meddelelsens tre afsnit er lige vigtige og hænger sammen, og at de bør behandles på en sammenhængende måde, hvor de forskellige spørgsmål ikke isoleres fra hinanden;

3.

opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at styrke den holistiske strategi om en relancering af det indre marked, integrering af det indre markeds prioriteter i alle politikområder, som er altafgørende for at opnå, at det indre marked bringer fordele for europæiske borgere, forbrugere og virksomheder;

4.

mener, at en styrkelse af den europæiske økonomiske styring, gennemførelsen af EU 2020-strategien og relanceringen af det indre marked er lige vigtige, hvis der skal skabes ny fremdrift i den europæiske økonomi, og at de bør ses i sammenhæng;

5.

mener, at der bør sikres endelig etablering af et konkurrencedygtigt indre marked uden barrierer for at skabe konkrete fordele for arbejdstagere, studerende, pensionister og borgerne generelt samt for virksomheder, navnlig SMV'er, i dagligdagen;

6.

opfordrer Kommissionen til at angive tidsplanen for gennemførelsen af akten om det indre marked og regelmæssigt offentliggøre konkrete fremskridt med henblik på at gøre borgerne opmærksomme på gennemførelsen af akten og fordelene ved den;

7.

er overbevist om, at en af de vigtigste udfordringer i forbindelse med relanceringen af det indre marked er at sikre politisk lederskab, engagement og samordning; mener, at en samlet styring fra højeste politiske niveau er altafgørende for relanceringen af det indre marked;

8.

foreslår, at Kommissionens formand får mandat til at samordne og overvåge relanceringen af det indre marked i nært samarbejde med formanden for Det Europæiske Råd og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne; opfordrer kraftigt Kommissionens formand og formanden for Det Europæiske Råd til at sikre en tæt samordning af deres respektive indsats, hvis sigte skal være at fremme den økonomiske vækst, forbedre konkurrenceevnen, udvikle en social markedsøkonomi og sikre bæredygtigheden i EU;

9.

understreger Europa-Parlamentets og de nationale parlamenter styrkede rolle i medfør af Lissabon-traktaten; opfordrer til en styrkelse af Parlamentets rolle i forbindelse med lovgivningen om det indre marked; tilskynder de nationale parlamenter til at beskæftige sig med bestemmelserne om det indre marked under hele lovgivningsprocessen og til at deltage i fælles aktiviteter sammen med Europa-Parlamentet, så der kan skabes bedre synergi mellem de to parlamentariske niveauer;

10.

glæder sig over Kommissionens tilgang med at sætte dialog og partnerskab i centrum for fornyelsen af det indre marked og opfordrer alle aktører til at øge bestræbelserne på at sikre den praktiske gennemførelse af denne tilgang for at sikre fuld udnyttelse af det indre markeds potentiale til at fremme væksten og udvikle en meget konkurrencedygtig markedsøkonomi;

11.

opfordrer Kommissionen til sammen med formandskabet hver år at afholde et forum om det indre marked med deltagelse af interesserede parter fra EU-institutionerne, medlemsstaterne, civilsamfundet og erhvervsorganisationer for at gøre status over, hvilke fremskridt der er sket med hensyn til relanceringen af det indre marked, udveksle bedste praksis og drøfte EU-borgernes vigtigste problemer; henstiller til Kommissionen, at den fortsætter med at identificere de 20 vigtigste kilder til utilfredshed med og frustration over det indre marked hos borgerne; foreslår, at Kommissionen anvender forummet om det indre marked til at redegøre for disse problemer og løsningerne på dem;

12.

opfordrer indtrængende medlemsstaternes regeringer til at påtage sig ejerskabet for relanceringen af det indre marked; glæder sig over de initiativer, som medlemsstaterne har truffet for at udnytte den procedure bedst muligt, som de anvender ved behandlingen af direktiver om det indre marked i form af et forbedret samarbejde, skabelse af strukturer for incitamenter og styrkelse af den politiske betydning af gennemførelsen heraf; finder det afgørende, at der i forbindelse med drøftelserne om prioriteterne for den nye lovgivning sættes øget fokus på og skabes bedre incitamenter til rettidig og korrekt gennemførelse, korrekt anvendelse og bedre håndhævelse af lovgivningen om det indre marked;

13.

bemærker, at det ofte er de lokale og regionale myndigheder, der gennemfører reglerne for det indre marked; understreger nødvendigheden af at sikre mere medvirken fra regionale og lokale myndigheder i opbygningen af det indre marked, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og partnerskabsprincippet, i alle faser af beslutningstagningsprocessen; foreslår for at understrege denne decentraliserede tilgang, at der i alle medlemsstater etableres »De regionale og lokale myndigheders territoriale pagt om Europa 2020-strategien« for at skabe stærkere ansvarsbevidsthed i forbindelse med gennemførelsen af EU 2020-strategien;

14.

mener, at god forvaltning af det indre marked indebærer respekt for den rolle, der er tillagt de to rådgivende organer på EU-plan, dvs. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, samt arbejdsmarkedets parter;

15.

understreger, at dialogen med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet har en central betydning for genoprettelsen af tilliden til det indre marked; forventer, at Kommissionen fremsætter nye og innovative idéer til, hvorledes denne dialog rent faktisk kan forbedres; kræver, at arbejdsmarkedets parter inddrages i og høres om al relevant lovgivning om det indre marked, som berører arbejdsmarkedet;

16.

glæder sig over, at Kommissionen agter at styrke en åben, gennemskuelig og regelmæssig dialog med civilsamfundet;

17.

opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en grønbog om retningslinjer for EU-institutionernes høring af repræsentative organisationer og civilsamfundet, så det sikres, at disse høringer er vidtfavnende og interaktive og bringer merværdi til den foreslåede lovgivning;

18.

opfordrer Kommissionen til at tilpasse dialogen og kommunikationen til de almindelige borgere, eksempelvis ved at gøre alle sine offentlige høringer tilgængelige på alle EU's officielle sprog eller ved at bruge sproget på en måde, som almindelige borgere forstår;

19.

opfordrer Kommissionen til at lancere en oplysnings- og uddannelseskampagne om kernen i det indre marked og de mål, der er fastsat for at øge det indre markeds dynamik og samtidig indarbejde social og regional samhørighed; understreger behovet for, at denne oplysningskampagne fører til øget medvirken - og bedre muligheder for at medvirke - fra den enkelte borgers, arbejdstagers og forbrugers side i skabelsen af et konkurrencedygtigt, retfærdigt og afbalanceret marked;

20.

mener, at anvendelsen af de nye samarbejdsbaserede værktøjer og metoder i Web 2.0 er en mulighed for at skabe en mere åben, ansvarlig, reaktiv og effektiv ledelse af det indre marked;

21.

er af den opfattelse, at initiativer i enkeltstående medlemsstater ikke kan være effektive uden en koordineret indsats på EU-plan, hvilket gør det afgørende, at Den Europæiske Union taler med én stærk stemme og iværksætter fælles aktioner; mener, at solidaritet, som den europæiske socialøkonomiske model er baseret på, og koordination af nationale svar har været afgørende for at undgå kortsigtede protektionistiske foranstaltninger i de enkelte medlemsstater; giver udtryk for sin bekymring for, at en tilbagevenden til økonomisk protektionisme på nationalt plan efter al sandsynlighed ville føre til en fragmentering af det indre marked og et fald i konkurrenceevnen og derfor skal undgås; er bekymret over, at den nuværende økonomiske og finansielle krise kan anvendes til at retfærdiggøre genindførelse af protektionistiske foranstaltninger i nogle medlemsstater, når nedgangsperioden kræver fælles beskyttelsesmekanismer i stedet;

22.

mener ikke, at fremskridt på det indre marked bør baseres på den laveste fællesnævner; tilskynder derfor Kommissionen til at gå i spidsen og fremsætte modige forslag; tilskynder medlemsstaterne til at anvende metoden med udvidet samarbejde på områder, hvor bestræbelserne på at nå til enighed blandt de 27 slår fejl; understreger, at andre lande bør have lov til at deltage i disse banebrydende initiativer på et senere stadium;

23.

mener, at det indre markeds samlede effektivitet og legitimitet lider under den omstændighed, at styringen i det indre marked er kompliceret;

24.

mener, at der bør lægges mere vægt på kvalitet og klarhed i forbindelse med EU-lovgivningen for at lette gennemførelsen af bestemmelserne om det indre marked i medlemsstaterne;

25.

mener, at anvendelsen af forordninger i stedet for direktiver, hvor dette er relevant, ville bidrage til en mere klar lovgivning og mindske omkostningerne i forbindelse med gennemførelsen heraf; opfordrer Kommissionen til at udvikle en mere målrettet strategi ved valget af lovgivningsinstrumenter, der er baseret på de juridiske og indholdsmæssige karakteristika i de regler, der skal gennemføres, samtidig med, at subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet respekteres;

26.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at øge deres bestræbelser på at gennemføre strategien med intelligent lovgivning for yderligere at forbedre kvaliteten af reguleringen, idet subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet skal respekteres fuldt ud;

27.

foreslår, at Kommissionen fortsætter de ex-ante og ex-post-evalueringer af lovgivningen med deltagelse af de interesserede parter for at forbedre lovgivningens effektivitet;

28.

henstiller, at Kommissionen systematiserer og videreudvikler SMV-testen under hensyntagen til deres forskellige situationer for at evaluere konsekvenserne af lovforslag for disse virksomheder;

29.

mener, at sammenlignende tabeller bidrager til en bedre gennemførelse og i væsentlig grad lettet håndhævelse af bestemmelserne om det indre marked; opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde sammenlignende tabeller for al lovgivning om det indre marked og gøre dem offentligt tilgængelige; påpeger, at der er mulighed for, at Parlamentet ikke sætter kompromistekster, som der er opnået enighed om med Rådet, på dagsordenen for plenarmøderne, hvis de ikke indeholder bestemmelser om sammenlignende tabeller;

30.

støtter forslagene om det indre marked, hvis mål er en videreudvikling af det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne, herunder en udvidelse af informationssystemet for det indre marked til at omfatte andre lovgivningsområder under hensyntagen til systemets sikkerhed og brugervenlighed; opfordrer Kommissionen til at bistå medlemsstaterne ved at tilbyde uddannelse og vejledning;

31.

mener, at lokale og regionale myndigheder kunne inddrages i udviklingen og udvidelsen af informationssystemet for det indre marked efter grundig vurdering af de fordele og problemer, en sådan udvidelse af ordningen kan medføre;

32.

understreger betydningen af bedre kommunikation og udvidelse af informationssystemet for det indre marked, da dette er en væsentlig forudsætning for, at der kan formidles klare oplysninger om det indre marked til, navnlig små og mellemstore virksomheder;

33.

glæder sig over, at Kommissionen agter at samarbejde med medlemsstaterne om at konsolidere og styrke uformelle problemløsningsværktøjer som SOLVIT, »EU Pilot«-projektet og netværket af europæiske forbrugercentre; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en køreplan for udvikling and samkøring af forskellige problemløsningsmekanismer med henblik på at sikre effektiviteten og brugervenligheden og undgå overlapninger; opfordrer medlemsstaterne til at afsætte de nødvendige bevillinger til disse problemløsningsværktøjer;

34.

opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle og fremme webstedet Dit Europa, således at der tilbydes en samlet adgang til al den information og alle de hjælpetjenester, som borgere og virksomheder måtte have behov for til at gøre brug af deres rettigheder på det indre marked;

35.

tilskynder medlemsstaterne til at udvikle de såkaldte »kvikskranker« under tjenesteydelsesdirektivet til e-forvaltningscentre, hvor virksomhederne kan indhente alle nødvendige oplysninger på de relevante EU-sprog, afvikle alle formaliteter og fuldføre de nødvendige trin elektronisk, så de kan levere tjenesteydelser i den pågældende medlemsstat;

36.

anerkender den vigtige rolle, som Eures spiller i forhold til at lette arbejdstagernes frie bevægelighed inden for EU og sikre det tætte samarbejde mellem de nationale arbejdsformidlinger; opfordrer medlemsstaterne til at øge offentlighedens kendskab, så denne nyttige tjenesteydelse kan gøre det muligt for flere EU-borgere at drage fuld nytte af beskæftigelsesmulighederne i hele EU;

37.

opfordrer de nationale parlamenter, regionale og lokale myndigheder og arbejdsmarkedets parter til at tage aktiv del i formidlingen af fordelene ved det indre marked;

38.

opfordrer Kommissionen til at anvende samtlige beføjelser, som den har i medfør af traktaterne, til at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen af bestemmelserne om det indre marked til fordel for borgere, forbrugere og erhvervsliv i EU; opfordrer medlemsstaterne til at øge deres indsats for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af bestemmelserne om det indre marked;

39.

mener, at overtrædelsesproceduren fortsat er det vigtigste instrument til at sikre, at det indre marked fungerer, men understreger, at andre instrumenter, som er mindre tidskrævende og omstændelige, bør tages i betragtning;

40.

opfordrer Kommissionen til at modsætte sig enhver politisk indblanding og øjeblikkeligt iværksætte overtrædelsesprocedurer, hvor de administrative problemløsningsmekanismer slår fejl;

41.

bemærker, at Domstolens seneste retspraksis åbner nye muligheder for, at Kommissionen kan tage medlemsstaternes generelle og strukturelle overtrædelser af reglerne for det indre marked op;

42.

opfordrer Kommissionen til i fuld udstrækning at gøre brug af de ændringer, som indførtes ved artikel 260 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som er udformet med henblik på at forenkle og fremskynde iværksættelsen af finansielle sanktioner i forbindelse med overtrædelsesprocedurer;

43.

mener, at Kommissionen bør indtage en mere aktiv rolle i forbindelse med håndhævelsen af reglerne for det indre marked gennem en mere systematisk og uafhængig overvågning for at fremskynde overtrædelsesprocedurerne;

44.

beklager, at alt for mange overtrædelsesprocedurer tager for lang tid, inden de afsluttes eller bringes for Domstolen; opfordrer Kommissionen til som benchmark at fastsætte en frist på 12 måneder for den maksimale gennemsnitlige tid, som det tager at gennemføre overtrædelsesprocedurer, lige fra procedurens indledning til fremsendelsen af en begæring til Domstolen; beklager dybt, at sådanne procedurer ikke har nogen direkte virkninger for EU-borgere eller -indbyggere, som eventuelt har været ofre for manglende håndhævelse af EU-lovgivningen;

45.

anmoder Kommissionen om at fremlægge bedre og mere gennemskuelige oplysninger om igangværende overtrædelsesprocedurer;

46.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en frist for medlemsstaternes overholdelse af Domstolens retspraksis;

47.

støtter Kommissionens initiativer til yderligere forbedring af anvendelsen af alternative konfliktløsningsmekanismer i EU for at give forbrugere og virksomheder hurtig og effektiv adgang til enkelt og billig udenretslig bilæggelse af nationale og grænseoverskridende tvister, hvad enten der er tale om køb offline eller online; glæder sig over den høring, som Kommissionen har indledt; understreger, at borgerne har behov for bedre informationer om eksistensen af alternative konfliktløsningsmekanismer;

48.

opfordrer Kommissionen til også at fokusere på forebyggelse af tvister, f.eks. gennem mere stringente forholdsregler til forhindring af urimelig handelspraksis;

49.

glæder sig over, at Kommissionen agter at indlede en offentlig høring om en europæisk strategi for kollektiv klageadgang og er imod indførelse af kollektive klageordninger i stil med den amerikanske model, som indeholder stærke økonomiske incitamenter til at indbringe urimelige krav for retten;

50.

bemærker, at ethvert forslag om kollektive søgsmål for overtrædelse af konkurrencereglerne skal være i overensstemmelse med den holdning, som Parlamentet gav udtryk for i sin beslutning af 26. marts 2009 om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EU's kartel- og monopolregler; insisterer på, at Parlamentet inddrages i vedtagelsen af en sådan retsakt gennem den almindelige lovgivningsprocedure, og opfordrer Kommissionen til at overveje minimumsstandarder for retten til erstatning for skader som følge af overtrædelse af EU-retten mere generel;

51.

går ind for en målrettet strategi baseret på fakta med henblik på overvågning og evaluering; opfordrer Kommissionen til at fortsætte udviklingen af sine markedsovervågningsinstrumenter, eksempelvis varslingsmekanismen i tjenesteydelsesdirektivet, ved at forbedre metodologi, indikatorer og dataindsamling samtidig med, at principperne om praktisk gennemførlighed og omkostningseffektivitet overholdes;

52.

påpeger, at det er nødvendigt med en hurtigere og klarere evaluering af, hvor langt gennemførelsen af al lovgivning om det indre marked er nået i de enkelte medlemsstater;

53.

påpeger, at den gensidige evaluering i henhold til tjenesteydelsesdirektivet er en innovativ måde, hvor gruppepres kan anvendes til at forbedre gennemførelseskvaliteten; støtter om nødvendigt anvendelsen af gensidig evaluering inden for andre områder, som f.eks. inden for fri bevægelighed for varer;

54.

tilskynder medlemsstaterne til regelmæssigt at genbehandle de nationale regler og procedurer, som har indvirkning på den fri bevægelighed for tjenesteydelser og varer, med henblik på at forenkle og modernisere de nationale regler og fjerne overlapninger; mener, at processen med screening af national lovgivning, der anvendes i forbindelse med gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet, kunne være et effektivt redskab på andre områder til at fjerne overlapninger og uretmæssige nationale hindringer for den frie bevægelighed;

55.

opfordrer Kommissionen til at understøtte den offentlige sektors bestræbelser på at indføre nye tilgange, som udnytter ny teknologi og nye procedurer, og sprede bedste praksis inden for den offentlige sektor, hvilket vil mindske bureaukratiet og fremme borgercentrerede politikker;

56.

opfordrer til, at der på hvert af det Det Europæiske Råds forårstopmøder foretages en vurdering af udviklingen på det indre marked på grundlag af en overvågningsprocedure;

57.

opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en grønbog om retningslinjer for EU-institutionernes høring af repræsentative organisationer og civilsamfundet, så det sikres, at disse høringer er vidtfavnende og interaktive og bringer merværdi til den foreslåede lovgivning;

58.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde sammenlignende tabeller for al lovgivning om det indre marked og gøre dem offentligt tilgængelige;

59.

opfordrer medlemsstaterne til at mindske gennemførelsesefterslæbet for direktiverne om det indre marked til 0,5 % for manglende gennemførelse og 0,5 % for ukorrekt gennemførelse inden udgangen af 2012;

60.

opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2011 at stille lovforslag om anvendelsen af alternative former for tvistbilæggelse i EU og understreger vigtigheden af, at det vedtages hurtigt;

61.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

2.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 296/59

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som indarbejdet i traktaterne med artikel 6 i EU-traktaten,

—

der henviser til artikel 26 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastslår, at »det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaterne«,

—

der henviser til artikel 3, stk. 3, i EU-traktaten, som forpligter EU til at arbejde for »en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten«,

—

der henviser til artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som fastslår, at Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager »hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau af uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed«,

—

der henviser til artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastslår, at »miljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling«,

—

der henviser til artikel 12 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastlægger, at »forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Unionens politikker og aktiviteter«,

—

der henviser til artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og protokol 26 hertil om tjenesteydelser af almen (økonomisk) interesse,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råd med titlen »Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (KOM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »På vej mod en akt for det indre marked - For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne« (KOM(2010)0608),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »En dagsorden for EU's borgere - Et resultatorienteret EU« (KOM(2006)0211),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« (KOM(2007)0724) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om gennemgangen af resultaterne vedrørende det indre marked (SEK(2007)1521), Parlamentets beslutning af 4. september 2007 om det indre marked (1) og Kommissionens arbejdsdokument om gennemgang af det indre marked et år senere (SEK(2008)3064),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Muligheder, adgang og solidaritet: en ny social vision for det 21. århundredes Europa« (KOM(2007)0726) og Kommissionens meddelelse med titlen »Tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser af almen interesse: Europas nye udfordring« (KOM(2007)0725) og Parlamentets beslutning af 27. september 2006 om Kommissionens hvidbog om forsyningspligtydelser (2),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 29. juni 2009 om foranstaltninger til fremme af det indre marked (3) og Kommissionens henstilling af 12. juli 2004 om gennemførelsen i national ret af direktiver af betydning for det indre marked (4),

—

der henviser til resultattavlen for det indre marked af juli 2009 (SEK(2009)1007) og til Europa-Parlamentets beslutning af 9. marts 2010 (5) og 23. september 2008 (6) om resultattavlen for det indre marked,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med titlen »EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013 - Stærke forbrugere, højere forbrugervelfærd og effektiv forbrugerbeskyttelse« og Parlamentets beslutning af 20. maj 2008 om EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013 (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. januar 2009 med titlen »Overvågning af det indre markeds konsekvenser for forbrugerne - Anden udgave af resultattavlen for forbrugermarkederne« (KOM(2009)0025) og til Kommissionens ledsagende arbejdsdokument anden resultattavle for forbrugermarkederne (SEK(2009)0076),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2009 om håndhævelse af forbrugerlovgivningen (KOM(2009)0330) og Kommissionens rapport af 2. juli 2009 om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (»forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde«) (KOM(2009)0336),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om grænseoverskridende e-handel fra virksomhed til forbruger i EU (KOM(2009)0557),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2010 om forbrugerbeskyttelse (8),

—

der henviser til professor Mario Montis rapport til Kommissionen om relancering af det indre marked,

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere (9),

—

der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om den finansielle, økonomiske og sociale krise (10),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om »Unge på vej« (KOM(2010)0477),

—

der henviser til sin beslutning af 21. september 2010 om gennemførelsen af det indre marked for e-handel (11),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Rapport om unionsborgerskab 2010: Afskaffelse af hindringerne for unionsborgernes rettigheder« (KOM(2010)0603),

—

der henviser til beretning fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, om »Hindringer for det europæiske indre marked 2008« (12),

—

der henviser til SOLVIT-årsrapporten fra 2008 om SOLVIT-nettets udvikling og resultater (SEK(2009)0142), Kommissionens arbejdsdokument af 8. maj 2008 om handlingsplanen for en integreret tilgang til ydelse af bistandstjenester for det indre marked til borgere og virksomheder (SEK(2008)1882) og Parlamentets beslutning af 9. marts 2010 om SOLVIT (13),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter, der sigter mod at skabe et overordnet sæt regler og principper vedrørende akkreditering og markedsovervågning (14),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Retsudvalget, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender samt Udvalget for Andragender (A7-0072/2011),

A.

der henviser til, at et velfungerende indre marked er den afgørende drivkraft, der vil sætte EU i stand til at realisere sit fulde potentiale angående konkurrenceevne, intelligent, inklusiv og bæredygtig vækst, skabelse af flere og bedre arbejdspladser, bestræbelserne på at skabe lige konkurrencevilkår for virksomheder af enhver art, sikring af lige rettigheder for alle EU-borgere og styrkelse af en yderst konkurrencedygtig social markedsøkonomi,

B.

der henviser til, at akten for det indre marked har betydning for europæerne i deres egenskab af aktive deltagere i den europæiske økonomi,

C.

der henviser til, at det indre marked ikke kan anskues ud fra et rent økonomisk synspunkt, men skal opfattes som værende forankret i bredere lovgivningsrammer, der giver borgerne, forbrugerne, arbejdstagerne, iværksætterne og virksomhederne, navnlig små og mellemstore virksomheder (SMV'er) af enhver art, bestemte grundlæggende rettigheder,

D.

der henviser til, at der består alt for mange hindringer for borgere, der ønsker at studere, arbejde eller slå sig ned i en anden medlemsstat eller ønsker at drive forretning på tværs af grænser, og for SMV'er, der ønsker at etablere sig i en anden medlemsstat eller handle på tværs af grænser; der henviser til, at disse hindringer bl.a. er en følge af utilstrækkeligt harmoniserede national lovgivning, begrænsede muligheder for at overføre sociale rettigheder og overvældende bureaukrati, hvilket forhindrer den frie bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital inden for EU,

E.

der henviser til, at realiseringen af det indre marked fordrer en helhedsorienteret vision, der skal styrke udviklingen af markedet yderligere, som de fremhæves i Monti-rapporten og beslutningen om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere, hvilket indebærer indarbejdelse af alle relevante politikker i en samlet strategisk markedsmålsætning, der ikke blot omfatter konkurrencepolitik, men bl.a. også politikker vedrørende industri, forbrugere, energi, transport, digitalisering, miljø, klimaforandringer, handel, regioner, retsforhold og borgerskab, med henblik på at opnå et højt integrationsniveau,

F.

der henviser til, at det indre marked skal give EU's forbrugere flere valgmuligheder til lavere priser, især til dem, der bor i vanskeligt tilgængelige områder, såsom øer, bjergegne og tyndt befolkede områder, og dem, der lider af nedsat mobilitet,

G.

der henviser til, at det trykte og onlinetilgængelige materiale, som Kommissionen offentliggør, enten er for abstrakt eller for komplekst til, at det reelt formår at vække borgernes interesse eller nå ud til en større læserskare,

H.

der henviser til, at det er vigtigt, at akten om det indre marked ikke består af en række foranstaltninger, der er isoleret fra hinanden, og at alle forslagene skal bidrage til opnåelsen af en sammenhængende strategi,

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse »På vej mod en akt for det indre marked«, særlig del 2, »Europæerne skal sættes i centrum for det indre marked, så de kan genvinde tilliden«, der indeholder 19 initiativer til imødekommelse af EU-borgernes behov;

2.

mener, at meddelelsens forslag generelt set opfylder Europa-Parlamentets forventninger, men at de må styrkes yderligere med henblik på at sætte borgerne i centrum for projektet om det indre marked;

3.

beklager dybt, at meddelelsen er inddelt i tre dele med fokus på EU-borgerne, virksomhederne og styring, i stedet for at have en emneorienteret disposition; påpeger, at det indre markeds konkurrenceevne og dets accept blandt borgerne ikke bør opfattes som modstridende mål, men derimod som gensidigt styrkende mål; mener dog, at meddelelsens tre dele er lige vigtige og forbundne, og bør håndteres via en konsekvent tilgang, der tager hensyn til de fremsatte forslag og betænkeligheder, som interessehaverne har givet udtryk for på EU-niveau og i medlemsstaterne;

4.

er overbevist om, at det er nødvendigt for akten for det indre marked at bestå af en sammenhængende og afbalanceret pakke af foranstaltninger i overensstemmelse med Grech-betænkningen (A7-0132/2010) og Monti-rapporten, som lægger grunden til et Europa med merværdi for borgere og virksomheder;

5.

mener, at relanceringen og uddybningen af det indre marked er afgørende i forbindelse med EU's politikker til bekæmpelse af virkningerne af den finansielle og økonomiske krise og som en del af EU's 2020-strategi;

6.

mener, at EU-borgerne endnu ikke i fuld udstrækning har udnyttet det indre markeds potentiale inden for en lang række områder, herunder fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser, og at der er behov for nye initiativer, navnlig for at sikre konkret geografisk mobilitet blandt arbejdstagere i hele EU;

7.

mener, at strategien for det indre marked bør styrke den sociale velfærd og arbejdstagernes rettigheder samt sikre rimelige arbejdsvilkår for alle EU-borgere;

8.

støtter Kommissionens idé om gennem akten for det indre marked at starte en bred og pragmatisk debat i hele Europa om fordelene og ulemperne ved det indre marked og anmoder Kommissionen om at sikre en effektiv gennemførelse af de regler for det indre marked, der letter den administrative byrde, som hviler på borgerne;

9.

deler den overbevisning, at fuldstændig gennemførelse af det europæiske indre marked bør danne basis for fuldførelsen af den politiske og økonomiske integrationsproces;

10.

understreger især Kommissionens forpligtelse, i denne meddelelse, til at fremme nye muligheder for bæredygtig udvikling;

11.

understreger, at det ikke kun er lovgivningen om det indre marked, som gennemføres og anvendes utilstrækkeligt af medlemsstaterne, men også anden lovgivning, der berører EU-borgernes og andre lovlige indbyggeres rettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre en bedre gennemførelse, navnlig af direktivet om fri bevægelighed (2004/38/EF);