21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/1

A.

der henviser til at forhandlingerne om en omfattende international klimaaftale for perioden efter 2012 forventes afsluttet i København i december 2009; der henviser til, at aftalen bør være juridisk bindende og i overensstemmelse med de seneste videnskabelige resultater, som tyder på, at klimaændringerne finder sted hurtigere og i en mere alvorlig grad end tidligere anslået, og med formålet om at begrænse den samlede stigning i den globale årlige middeltemperatur ved jordoverfladen til højst 2 °C over det førindustrielle niveau (»2 °C-målet«),

B.

der henviser til, at det for at kunne opfylde 2 °C-målet er nødvendigt, at de udviklede lande går i spidsen og reducerer deres emissioner væsentligt, og at udviklingslandene også bidrager til at opnå dette mål,

C.

der henviser til, at udviklingslandene er mindst ansvarlige for klimaændringerne, men rammes hårdest af følgerne, og at klimaændringer udgør en trussel mod 40 % af de internationale investeringer i fattigdomsbekæmpelse og dermed bringer effektiviteten og bæredygtigheden af udviklingsarbejdet i fare; der henviser til, at der er et klart behov for større samordning, komplementaritet og sammenhæng mellem initiativer vedrørende både klimaændringer og udvikling,

D.

der henviser til, at klimaændringer kan skærpe risikoen for konflikter om naturressourcer, der skyldes svindende landbrugsarealer, øget vandknaphed, skovrydning eller migration affødt af klimaforhold; der henviser til, at der også bør tages hensyn til den potentielle indvirkning på folkesundheden;

E.

der henviser til, at skovrydning tegner sig for godt 20 % af de globale drivhusgasemissioner, er en betydelig forårsager af tab af biodiversitet og udgør en alvorlig trussel mod udvikling og navnlig de fattiges livsgrundlag,

F.

der henviser til, at der er behov for væsentlig øget finansiel støtte for at gøre det muligt at træffe de nødvendige afbødnings- og tilpasningstiltag i udviklingslandene, og der bør derfor stilles midler til rådighed til at tackle klimaændringer i et omfang svarende til det, der var nødvendigt for at tackle den nuværende finanskrise,

G.

der henviser til, at størsteparten af de midler, der er afsat til klimaændringer, tages fra de offentlige budgetter for udviklingsbistand, således at der bliver færre midler tilovers til udviklingsbistand, hvilket udgør en alvorlig trussel mod fattigdomsbekæmpelse og opnåelse af 2015 Målene,

H.

der henviser til, at bindende internationale rammer, som fører til emissionsreduktioner i det nødvendige omfang, også vil have betydelige direkte sidegevinster for den globale sundhed, og at fremskridtene i retning af opfyldelse af 2015 Målene i mangel af sådanne rammer vil være truet og kunne gå i modsat retning,

I.

der henviser til, at EU som den eneste regionale enhed i verden har accepteret bindende reduktionsmål for drivhusgasemissioner gennem sin vedtagelse af den ovennævnte klima- og energipakke bestående af lovgivningsmæssige foranstaltninger til gennemførelse af en ensidig reduktion af drivhusgasemissioner på 20 % i forhold til 1990-niveauerne inden 2020 og med en forpligtelse til at øge reduktionen til 30 % eller derover i tråd med den seneste videnskabelige udvikling, hvis der indgås en tilstrækkelig ambitiøs og bindende international aftale i København, hvilket kræver en tilsvarende indsats fra andre udviklede lande og rimelige bidrag fra økonomisk mere fremskredne udviklingslande i forhold til deres ansvar og muligheder,

J.

der henviser til, at en global ændring af teknologien og teknologisamarbejdet er nødvendig for at øge innovationstempoet og det omfang, hvorefter demonstration og anvendelse finder sted, således at alle lande har adgang til økonomisk overkommelige og bæredygtige teknologier,

K.

der henviser til, at energieffektivitet spiller en yderst vigtig rolle til begrænsning af CO2-emissioner, særlig hvad angår de nylige initiativer vedrørende bygningers energimæssige ydeevne og energimærkningsbestemmelser,

L.

der henviser til, at ambitiøse klimaforanstaltninger ville bidrage til at løse den nuværende økonomiske krise gennem jobskabelse og øget økonomisk aktivitet, og at det ifølge Det Internationale Energiagentur er nødvendigt at opnå en ambitiøs aftale i København for at kunne målrette de investeringer, der er forsinket på grund af krisen, så de er miljømæssigt bæredygtige,

M.

der henviser til, at en række tredjelande har truffet foranstaltninger til modvirkning af klimaændringerne som f.eks. emissionsreduktionsmål,

N.

der henviser til, at en bred aftale i København er nødvendig for at tackle kulstoflækage og sikre ensartede vilkår med hensyn til forhøjelsen af reduktionen af drivhusgasemissioner til 30 %,

O.

der henviser til, at en effektiv reduktion af drivhusgasemissioner kræver en helhedsstrategi, som omfatter alle drivhusgasudledende sektorer inden for produktion og transport, og at den bør behandles som led i en vellykket overgang til en økonomisk bæredygtig model, ifølge hvilken miljøkvalitet går hånd i hånd med økonomisk vækst, øget velstand og teknologiske fremskridt,

1.

opfordrer indtrængende EU til fortsat at udvikle en ekstern klimapolitik og til at tale med én stemme for at opretholde sin førende rolle i forhandlingerne på COP 15-konferencen og et højt ambitionsniveau i forhandlinger med sine internationale partnere med henblik på at opnå en ambitiøs og juridisk bindende international aftale i København i tråd med de seneste videnskabelige udviklinger og i overensstemmelse med 2 °C-målet;

2.

understreger, at parterne i København ved årets udgang som et minimum er nødt til at opnå en juridisk bindende aftale om mål for industrilandenes afbødning og finansiering samt at fastlægge en formel proces, hvor der i de første måneder af 2010 skal opnås en juridisk bindende generel klimaaftale, der træder i kraft den 1. januar 2013;

3.

opfordrer stats- og regeringscheferne for alle deltagerne i COP 15-konferencen til at give dette spørgsmål højest mulig prioritet og udvise politisk lederskab og understreger betydningen af, at disse stats- og regeringschefer sørger for at kunne deltage i COP 15’s begivenheder på højt niveau for at undgå, at en aftale, der indebærer betydelige og langsigtede nationale forpligtelser, ikke kan indgås, fordi de deltagende forhandlere ikke har det politiske mandat eller de påkrævede beføjelser;

4.

fremhæver, at det for at sikre en fortsættelse af forpligtelserne efter udløbet af Kyotoprotokollens første forpligtelsesperiode er afgørende at afslutte forhandlingerne om en aftale for perioden efter 2012 i København, og påpeger, at yderligere forsinkelser i den globale indsats kan føre til en situation, hvor kommende generationer ikke længere er i stand til at kontrollere klimaændringerne;

5.

understreger, at den internationale aftale bør bygge på princippet om »fælles men differentieret ansvar«, idet industrilandene må gå i spidsen og reducere deres nationale emissioner; mener imidlertid, at også Kina, Indien og Brasilien i betragtning af deres økonomiske vægt, i overensstemmelse med Balihandlingsplanen bør forpligte sig til mål svarende til industrilandenes, mens andre nye vækstøkonomier bør træffe afbødningstiltag med henblik på bæredygtig udvikling, som er tilpasset de enkelte lande, og som på målbar, rapporterbar og verificerbar vis støttes og muliggøres af teknologi, finansiering og kapacitetsopbygning fra industrilandene, idet der i forbindelse med teknologioverførsler tages skyldigt hensyn til beskyttelsen af industrielle ejendomsrettigheder og til de mindst udviklede landes særlige behov;

6.

mener, at aftalen i København bør pålægge parterne obligatoriske reduktioner og omfatte en international sanktionsordning for manglende opfyldelse, hvis nærmere form og indhold skal defineres;

7.

minder om, at den internationale aftale bør sikre, at de samlede reduktioner af drivhusgasemissioner i de udviklede lande når op i den høje ende af de 25-40 % i forhold til 1990-niveauerne inden 2020, som anbefalet i IPCC's fjerde evalueringsrapport, idet de nyeste forskningsdata tyder på, at der mindst er behov for en 40 % emissionsreduktion; opfordrer til, at disse reduktioner opnås internt; minder om, at der bør fastsættes et langsigtet mål for EU og de andre udviklede lande på mindst 80 % inden 2050 i forhold til 1990; erindrer om, at de globale drivhusgasemissioner bør begynde at falde senest i 2015; fremhæver nødvendigheden af, at de reduktionsmål, der fastlægges i den internationale aftale, er i overensstemmelse med 2 °C-målet og med den seneste udvikling inden for forskning; anmoder derfor om, at aftalen tages op til revision hvert femte år for at sikre, at reduktionsmålene er ambitiøse nok til at opfylde 2 °C-målet, og at disse mål fortsat er i overensstemmelse med den seneste udvikling inden for forskning; opfordrer til, at der etableres en global CO2-opgørelsesmekanisme;

8.

opfordrer EU til at præcisere, på hvilke betingelser det vil forøge sin reduktionsforpligtelse, i lyset af at der ifølge de seneste videnskabelige anbefalinger er behov for en forpligtelse til en reduktion af emissionerne på 40 %;

9.

anmoder om, at der i Københavnsaftalen indføjes rapporteringskrav, der pålægger bilag 1- parterne at udarbejde handlingsplaner for, hvordan de agter at opnå emissionsreduktioner i perioden frem til 2050, som er i overensstemmelse med 2 °C-grænsen;

10.

anerkender Japans tilsagn om at reducere sine emissioner med 25 % inden 2020 og hilser de positive signaler fra Kina velkommen; opfordrer på denne baggrund indtrængende USA til, som et stærkt signal om de førende udviklede landes vilje til at tage kampen mod klimaændringerne op, at gøre de mål, der blev bebudet under valgkampagnen, bindende; fremhæver i denne forbindelse, at det er meget vigtigt, at også Indien yder et bidrag;

11.

hilser Kommissionens ovennævnte meddelelse af 10. september 2009 velkommen som en milepæl i debatten og fremhæver navnlig Parlamentets rolle som budgetmyndighed;

12.

påpeger, at den internationale aftale også bør sikre, at udviklingslandene som helhed begrænser væksten i deres emissioner til mellem 15 og 30 % under »business as usual«-scenariet med henblik på at sikre, at 2 °C-målet nås;

13.

understreger, at landene uden for bilag I ikke kan behandles under ét som følge af, at kapaciteten til at investere i afbødning af og tilpasning til klimaforandringer og til at foretage justeringer på baggrund af klimaforandringerne ikke er ens;

14.

opfordrer EU til at anmode deltagerne i COP 15-konferencen om at udvikle en fælles vision for år 2050 og tiden derefter;

15.

henviser yderligere til sin henstilling om, at visse af de principper, der blev vedtaget i klima- og energipakken, benyttes som en model ved indgåelsen af internationale aftaler, navnlig de bindende lineære stier for de udviklede landes forpligtelser, differentiering på grundlag af fastslåede emissioner og bruttonationalprodukt (BNP) og en styrket godkendelsesordning med en årlig faktor for nedbringelse;

16.

understreger, at en aftale i København vil kunne give den nødvendige stimulus for en bæredygtig »New Deal«, der vil kunne sætte skub i den sociale og økonomiske vækst, fremme miljømæssigt bæredygtige teknologier, den vedvarende energi og energieffektiviteten, nedbringe energiforbruget og sikre nye jobs og social samhørighed i både udviklede lande og udviklingslande; bemærker endvidere, at der skal tages behørigt hensyn til de aspekter af klimaforandringerne, som vedrører folkesundheden; minder om, at Stern-rapporten om de økonomiske aspekter ved klimaændringerne viser, at der er klare økonomiske incitamenter for det internationale samfund til at handle så hurtigt som muligt for at bekæmpe klimaændringer; anerkender, at forudgående investeringer af den offentlige sektor i bæredygtig energiinfrastruktur og i supplerende forskning og udvikling vil nedbringe klimaændringernes sociale omkostninger;

17.

understreger, at den aktive deltagelse af alle lande i bekæmpelsen af klimaændringerne kun vil finde sted, hvis udviklingslandene og vækstøkonomierne kan opretholde en bæredygtig økonomisk vækst; opfordrer derfor til en mere reel integreret politik vedrørende udfordringer for udvikling og klima;

18.

bemærker, at klimaændringer er en udfordring, for hvilken der ikke findes en enkelt politisk løsning, men at en samlet udnyttelse af de forhåndenværende muligheder og en drastisk forøgelse af effektiviteten på alle områder inden for økonomien og samfundet i udviklede lande og udviklingslande kan levere et bidrag til løsning af ressource- og fordelingsproblemet og bane vej for en tredje industriel revolution;

19.

understreger, at mennesker i udviklingslande vil blive endnu stærkere berørt af klimaændringerne, og at det derfor også er i udviklingslandenes interesse at bidrage til et vellykket resultat på en klimakonference;

20.

understreger, at de udviklede lande har et ansvar for at yde udviklingslandene tilstrækkelig, bæredygtig og forudsigelig finansiel og teknisk støtte for at gøre det muligt for dem at forpligte sig til reduktion af deres drivhusgasemissioner, til at tilpasse sig til konsekvenserne af klimaændringer og til at nedbringe emissionerne fra skovrydning og -forringelse samt til at styrke kapacitetsopbygningen med henblik på at kunne overholde forpligtelserne forbundet med den fremtidige internationale klimaaftale;

21.

insisterer på, at sådanne forpligtelser til at yde den nødvendige forudsigelige økonomiske støtte til afbødning af og tilpasning til klimaændringer under UNFCCC skal være nye og supplere den officielle udviklingsbistand og være uafhængig af de årlige budgetprocedurer i medlemsstaterne; minder om, at midlerne ikke bør tildeles som lån på gunstige vilkår, men som tilskud; minder om de allerede eksisterende tilsagn for den officielle udviklingsbistand har som mål at nå op på 0,7 % af BNP inden 2015;

22.

understreger behovet for hurtig international offentlig opstartsstøtte med henblik på at nå en ambitiøs aftale i København og opfordrer EU til mindst at forpligte sig på Kommissionens skøn om en samlet finansiering på 5-7 mia. EUR årligt i perioden 2010-2012;

23.

minder om, at det kollektive bidrag fra EU til udviklingslandenes afbødningsindsats og tilpasningsbehov bør være på mindst 30 000 mio. EUR om året frem til 2020, et tal, som kan stige i takt med ny viden om alvoren af klimaændringerne og omfanget af de forbundne omkostninger;

24.

opfordrer det internationale samfund til kraftigt at øge sin finansielle støtte til udviklingslandene til afbødning af og tilpasning til klimaændringer ved at undersøge andre innovative finansieringsmekanismer (f.eks. gæld-for-natur-aftaler (debt-for-nature swaps));

25.

understreger, at en væsentlig del af indtægterne fra auktioner over certifikater inden for rammerne af EU's emissionshandelsordning, herunder bortauktionering inden for luftfart og søtransport, bør øremærkes til at gøre det muligt for udviklingslandene at bekæmpe og tilpasse sig klimaændringer; understreger dog, at mere end 50 % af EU's emissioner ikke er omfattet af emissionshandelsordningen, der startede i 2005; minder derfor om, at det er nødvendigt at udvikle alternative strategier, således at det påhviler alle dele af økonomien, ikke kun industrien, og navnlig alle medlemsstaterne at nedbringe emissioner og påtage sig deres ansvar;

26.

understreger, at den forestående revision af EU's budget skal fokusere på at tilvejebringe tilstrækkelige midler til beskyttelse mod og tilpasning til klimaændringerne;

27.

anbefaler, at udviklingslandene overvejer at øremærke en procentdel af deres BNP til oprettelse af en samarbejdsfond til indførelse af rene energiteknologier, uafhængigt af de eksisterende midler til udviklingsbistand;

28.

støtter Norges forslag om tildelte enheder (Assigned Amount Units) og forslagene fra Danmark og Mexico;

29.

opfordrer til, at de styringsstrukturer, der oprettes i forbindelse med klimafinansieringen i Københavnsaftalen sikrer lige repræsentation af udviklede lande og udviklingslande; understreger endvidere, at erfaringer fra udviklingspolitikken og principper som f.eks. god forvaltningsskik bør finde anvendelse for at sikre, at finansielle overførsler anvendes på en bæredygtig måde; gør opmærksom på behovet for, at donorlandene investerer i at forbedre udviklingslandenes absorptionskapacitet, så disse bliver bedre i stand til at anvende midlerne effektivt;

30.

opfordrer EU og dets medlemsstater til at styrke deres eksisterende klimapartnerskaber med udviklingslandene og til at indgå nye partnerskaber, hvis sådanne ikke allerede findes, der kan sikre væsentlig øget finansiel støtte til udvikling og overførsel af teknologi, aftaler om intellektuelle ejendomsrettigheder samt institutionel kapacitetsopbygning, herunder nationale handlingsplaner for tilpasning (NAPA’er), der er vigtige instrumenter for tilpasning til klimaændringerne, og som fremmer ejerskabet;

31.

betoner, at den internationale aftale om klimaændringer for perioden efter 2012 skal inddrage de eksisterende udviklingsprocesser på både nationalt og internationalt plan; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opbygge de nødvendige forbindelser mellem klimaændringer og 2015 Målene ved at indarbejde tilpasning til og afbødning af klimaændringer i dels projekter og programmer med sigte på at nå 2015 Målene og dels alle fattigdomsbekæmpelsesstrategier;

32.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forhøje budgettet for den globale klimaalliance betydeligt og foreslår som en mulig finansieringskilde de forventede indtægter fra auktionerne under EU's emissionshandelsordning (EU ETS); opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at klimaalliancen bliver afregningskontor for tilpasningsfinansieringen til udviklingslandene for således at undgå, at der iværksættes nye bilaterale EU-initiativer;

33.

påpeger, at klimaændringer fordriver mennesker og dermed skaber ny tvungen migration, som det internationale samfund skal træffe passende foranstaltninger over for; opfordrer det internationale samfund til at identificere og imødegå de juridiske mangler, der findes i forbindelse med beskyttelse af klimaflygtninge, og til at indføre en specifik hjælpe- og beskyttelsesordning;

34.

understreger nødvendigheden af at sikre institutionel ansvarlighed og tillid ved at sørge for ligelig repræsentation af donor- og modtagerlande i de styrende organer i institutionerne for tilpasningsfinansiering;

35.

mener, at en global omlægning til en effektiv bæredygtig økonomi ikke blot er påkrævet for at foregribe farlige klimaændringer ved at nedbringe drivhusgasemissioner, men at den også har potentiale til at skabe øget investering, beskæftigelse, økonomisk vækst og konkurrenceevne samt bedre livskvalitet uden at bringe målet om adgang til moderne energitjenester for alle i fare; fremhæver derfor det presserende behov for at forbedre energieffektiviteten på globalt plan samt øge de vedvarende energikilders andel;

36.

understreger, at en international overgang til en kulstoffattig økonomi forudsætter, at kerneenergi kommer til at indgå som et vigtigt element i energimixet på mellemlang sigt; påpeger samtidig, at det er nødvendigt på internationalt plan at finde en forsvarlig løsning på spørgsmålet om sikkerheden ved den nukleare brændselscyklus, således at det højest mulige sikkerhedsniveau kan opnås;

37.

opfordrer indtrængende alle regeringer, herunder EU's medlemsstaters regeringer og EU, til at fremme energieffektivitet; anmoder indtrængende EU's medlemsstater om at højne ambitionsniveauet for energieffektivitetspakken, herunder navnlig den omarbejdede udgave af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne der forhandles i øjeblikket (KOM(2008)0780), således at der kan indgås en dynamisk og sammenhængende aftale med Rådet, hvilket vil sende et stærkt signal om EU's engagement med henblik på en aftale i København og gøre det lettere at opnå en nedskæring på 30 % i drivhusgasemissionerne;

38.

understreger, at den udbredte anvendelse af fossile brændsler i kraftværker er en af hovedkilderne til CO2-emissioner på verdensplan; anerkender, at fossile brændsler på mellemlang sigt vil fortsætte med at spille en vigtig rolle i energiforsyningen; opfordrer forhandlingsparterne til at prioritere den videre udvikling og indførelse af bæredygtige, brændstofeffektive og emissionsreducerende fossile brændstofteknologier til elektricitetsproduktion;

39.

mener, at såvel emissionsreduktionsmål som finansielle forpligtelser skal være omfattet af en styrket overholdelsesordning omfattende bl.a. en tidlig varslingsmekanisme og sanktioner i form af f.eks. tilbagetrækning af fremtidige tildelte enheder;

40.

understreger, at de udviklede lande har et historisk ansvar for uoprettelige klimaændringer, og minder om forpligtelsen til at bistå udviklingslandene og de mindst udviklede lande med at tilpasse sig disse ændringer;

41.

opfordrer derfor EU og dens medlemsstater til at bistå udviklingslandene med kapacitetsopbygning med henblik på at tilpasse sig til klimaændringerne og til at yde tilstrækkelig teknologisk støtte til de lande, der er hårdest ramt af miljøforandringer;

42.

erkender vigtigheden af en proaktiv tilpasning til uundgåelige klimaændringer og grupper i samfundet og betoner vigtigheden af oplysning som et middel til at håndtere tilpasningen til klimaforandringerne mest effektivt;

43.

understreger, at EU og dets medlemsstater også skal forstærke indsatsen for at støtte en hurtig gennemførelse af tilpasningstiltag inden for EU for at spare ressourcer til fremtidige internationale aktioner;

44.

mener, at en ny tilgang til teknologisamarbejdet er nødvendig for at opnå den nødvendige forøgelse af innovationstempoet og den målestok, hvorefter implementeringen finder sted, således at alle lande sikres adgang til økonomisk overkommelige og klimavenlige teknologier under overholdelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder;

45.

mener, at Københavnsaftalen bør omfatte teknologihandlingsprogrammer for centrale tilpasnings- og afbødningsteknologier, der skal sigte på at yde støtte gennem hele teknologikæden, bl.a. på grundlag af en målsætning om en væsentlig forøgelse af finansieringen af afbødnings- og tilpasningsrelateret forskning, udvikling og demonstration (RD&D); støtter i denne sammenhæng Kommissionens vurdering om, at den samlede RD&D på energiområdet i 2012 som minimum skal fordobles og i 2020 firedobles i forhold til det nuværende niveau;

46.

opfordrer indtrængende de udviklede lande til at investere mere i forskning i ny og avanceret teknologi til bæredygtige og energieffektive produktionsprocesser; finder det overordentligt vigtigt at forbedre støtten til det internationale samarbejde om klimaændringer inden for det 7. rammeprogram for forskning (FP7);

47.

understreger, at selv om markedsløsninger, herunder udvikling af et globalt CO2-marked, gennem »cap and trade«-ordninger eller afgiftsordninger i de industrialiserede lande, ikke er en løsning for udviklingslandene i den nærmeste fremtid, skal dette fortsat være det langsigtede mål for alle forhandlinger; opfordrer EU og dets partnere verden over til inden for den nærmeste fremtid at finde den mest effektive måde til at fremme forbindelser mellem EU's emissionshandelsordning og regionale eller føderale emissionshandelsordninger i USA eller andre steder, hvilket igen vil kunne muliggøre større mangfoldighed i reduktionsmulighederne, forbedre størrelsen af og likviditeten på markedet og i sidste ende føre til en mere effektiv tildeling af ressourcer;

48.

påpeger, at et velfungerende globalt CO2-marked er af afgørende betydning for, at EU's økonomi kan opfylde EU's ambitiøse forpligtelser om at begrænse drivhusgasemissionerne senest i 2020; understreger behovet for en omfattende international aftale for perioden efter 2012, hvori det fastsættes, at andre udviklede lande bør gøre en tilsvarende indsats, med henblik på at overvinde risikoen for kulstoflækage navnlig i lyset af de langsigtede reduktionsmål for drivhusgasemissioner; understreger i denne forbindelse den centrale rolle, som et tæt samarbejde mellem de nye vækstøkonomier og de udviklede økonomier spiller;

49.

glæder sig over Kyotoprotokollens mekanisme for bæredygtig udvikling (Clean Development Mechanism - CDM), der eventuelt kan sætte udviklingslandene i stand til at deltage i CO2-markedet og forsyne dem med moderne og effektiv teknologi; understreger imidlertid, at de udviklede landes anvendelse af kompenserende kreditter til opfyldelse af deres emissionsreduktionsmål ikke kan indgå som del af udviklingslandenes ansvar for at afbøde deres drivhusgasemissioner som led i en international aftale om klimaændringer og ikke er en erstatning for finansiel og teknologisk støtte til udviklingslandenes modvirkningstiltag;

50.

insisterer endvidere på, at der i fremtidige kompensationsmekanismer skal indgå strenge projektkvalitetsnormer for at forhindre, at de udviklede lande fratager udviklingslandene muligheden for at iværksætte reduktionsforanstaltninger til lave omkostninger, og at der sikres en høj standard for disse projekter med pålidelige, verificerbare og reelle yderligere emissionsreduktioner, som også støtter en bæredygtig udvikling i disse lande;

51.

er af den opfattelse, at CDM og den fælles gennemførelse (JI) bør reformeres under hensyntagen til disse kriterier; er endvidere enigt i Kommissionens opfattelse af, at der for perioden efter 2012 bør indgås en aftale om sektorbestemte mekanismer for økonomisk mere fremskredne udviklingslande, således at de udgør et effektivt redskab for klimabeskyttelse og bæredygtig udvikling i udviklingslande;

52.

insisterer på, at EU og dens medlemsstater primært skal opfylde afbødningsforpligtelser inden for EU, og minder alle parter om, at anvendelse af fleksible mekanismer bør holdes på et minimum;

53.

mener, at der skal ydes en betydelig økonomisk, teknologisk og administrativ bistand til udviklingslandene for at standse bruttorydningen af tropisk skov senest inden 2020, og at det vil være afgørende, at der gøres en indsats i den henseende i de internationale forhandlinger om en omfattende global klimaaftale for perioden efter 2012;

54.

understreger, at bevarelse af naturlige kulstofdræn udgør det mest effektive middel til afbødning af klimaændringer og ikke har uheldige eller uforudsete bivirkninger; mener endvidere, at udformning af en omfattende politik for skovplantning således er uvurderlig for håndteringen af klimaændringer;

55.

opfordrer EU til at forpligte sig til at finansiere en international indsats for at standse skovrydning og fremme global ikke-kommerciel skovplantning;

56.

understreger, at beskyttelse af skove er af afgørende betydning for en vellykket global klimabeskyttelse, og opfordrer EU og medlemsstaterne til at anerkende behovet for at bevare skovene og integrere dette aspekt i en international aftale;

57.

støtter Kommissionens opfattelse af, at offentlig finansiering er det mest realistiske redskab, hvormed der kan skabes incitamenter til bekæmpelse af skovrydning i perioden 2013-2020; opfordrer desuden EU og dens medlemsstater til at tilvejebringe finansiering til en tidlig indsats i udviklingslandene i perioden 2010-2012 og støtter Kommissionens forslag om inden for rammerne af UNFCCC at oprette en Global Forest Carbon Mechanism (GFCM), der er baseret på en permanent finansieringsordning; opfordrer medlemsstaterne til at støtte deres indsats for at bremse den globale skovrydning, skov- og jordforringelse og ørkendannelse ved at øremærke en betydelig del af auktionsindtægterne fra EU's emissionshandelsordning til reduktion af skovrydning og skovforringelse i udviklingslandene; opfordrer medlemsstaterne til at støtte Kommissionens forslag om at tilslutte sig Norges finansieringsforslag og til at tildele GFCM en del af de fremtidige indtægter fra bortauktionering af tildelte enheder (Assigned Amount Units);

58.

understreger, at den fremtidige GFCM-mekanisme skal knyttes til de afgørelser, der træffes inden for rammerne af konventionen om biologisk diversitet, og bidrage til denne konventions mål, og at der udtrykkeligt skal tages hensyn til virkninger på biodiversiteten, når det gælder aktiviteter, regler og fremgangsmåder som led i FN-programmet »Reduktion af emissioner fra skovrydning og skovforringelse« (REDD); mener, at GFCM-mekanismen først og fremmest skal sikre, at urskove beskyttes; understreger, at industrielle skovbrugsaktiviteter, der har et ringe potentiale for afbødning af klimaændringer og kan udgøre en trussel mod biodiversiteten, ikke skal være berettigede til finansiering via GFCM-mekanismen;

59.

understreger, at enhver fremtidig GFCM-mekanisme skal respektere indfødte folkeslags og lokale samfunds rettigheder, herunder deres ret til kollektiv ejendom og til deres autonome oprindelige territorier, og sikre deres fulde og effektive deltagelse og beslutningskompetence på alle niveauer, herunder ved udvikling og gennemførelse af nationale REDD-planer og tildeling eller fordeling af finansieringsbidrag;

60.

opfordrer EU til at fremme stærke sociale og miljømæssige standarder for REED; opfordrer EU til at fremme REDD-mekanismer, som er mere vidtrækkende end CDM-mekanismens nuværende projekttilgang, og som beskæftiger sig med de underliggende årsager til skovrydning, f.eks. dårlig forvaltningspraksis, fattigdom, korruption og mangel på retshåndhævelse, ved at støtte politiske og institutionelle reformer på lokale, regionale og nationale niveauer;

61.

kræver, at den miljømæssige effektivitet af emissionsreduktionsmålene i bilag I skal være det ledende princip i EU's tilgang til internationale regnskabsregler for skovforvaltning og LULUCF (arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug) i almindelighed;

62.

understreger, at de fremgangsmåder, der er fulgt på mange områder, herunder vandforvaltning, bevarelse af økosystemer, landbrugsproduktion, jordbundsforhold, ændringer i arealanvendelsen, sundhed, fødevaresikkerhed og katastroferisiko, har forårsaget klimaændringer og forværret disse, men samtidig har man på disse områder også oplevet alvorlige konsekvenser som følge af klimaændringernes negative virkninger; mener, at begge disse aspekter bør indgå i Københavnsaftalen sammen med målrettede foranstaltninger med henblik på at sikre en høj grad af afbødning af og tilpasning til klimaændringer på disse områder;

63.

minder om, at luftfart ud over CO2-emissioner har en række virkninger, der omtrent fordobler dens globale opvarmningspotentiale; opfordrer EU til at sikre, at der tages højde herfor i Københavnsaftalen;

64.

insisterer på, at international luftfart og international skibsfart bliver omfattet af en aftale som led i UNFCCC, på baggrund af at forhandlingerne inden for Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) og Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) er endt resultatløse;

65.

kræver, at internationale aftaler for luftfart og skibsfart omfatter de samme bindende mål som for andre industrisektorer; opfordrer desuden indtrængende til, at mindst 50 % af certifikaterne på dette område bortauktioneres inden for en global ramme;

66.

understreger, hvor vigtigt det er, at borgerne i omfattende grad informeres, høres og inddrages i beslutningsprocesserne, og tilskynder navnlig bycentre, regioner og storbyområder til – med støtte fra det offentlige – at iværksætte egne informationskampagner, hvortil der eksempelvis også kan knyttes specifikke reduktionsmål;

67.

erkender i lyset af den omstændighed, at to tredjedele af menneskeheden vil leve i byer i 2030, at storbyer samt lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle i den praktiske gennemførelse af klimaaktioner; glæder sig over det engagement, som kommer til udtryk i klimabeskyttelsesaftalen mellem borgmestre og lokale myndigheder fra hele verden, og opfordrer EU til at fremme inddragelsen af byer samt lokale og regionale myndigheder i udviklingen og gennemførelsen af nationale klimaændringsstrategier, herunder afbødnings- og tilpasningshandlingsplaner;

68.

mener, at EU's delegation spiller en vigtig rolle i disse forhandlinger om klimaændringer, og finder det derfor uacceptabelt, at de medlemmer af Europa-Parlamentet, der er en del af denne delegation, ikke kunne deltage i EU's koordineringsmøder på den foregående partskonference; forventer, at Parlamentets deltagere vil få adgang til sådanne møder i København med i det mindste observatørstatus, med eller uden taleret;

69.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle kontraherende parter uden for EU.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/12

A.

der henviser til, at OFSR har været et vigtigt mål for EU, lige siden Amsterdamtraktaten trådte i kraft; der henviser til, at det er bydende nødvendigt at vende tilbage til den oprindelige tankegang bag Tampereprogrammet, der omfattede aspekter af strafferet og civilret med hovedvægten på retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder,

B.

der henviser til, at globaliseringen ikke kun påvirker den finansielle sektor, men i stigende grad også OFSR; der henviser til, at dette nødvendiggør en mere holistisk politisk tilgang sammen med foranstaltninger til håndtering af de presserende spørgsmål om migration og asyl, og stiller krav om mere omfattende udvekslinger og samarbejde blandt dem, der er indblandet i politikkerne inden for retlige og indre anliggender, udvikling, international handel og sociale spørgsmål;

C.

der henviser til, at Lissabontraktaten, der for nylig er blevet godkendt gennem parlamentarisk afstemning eller folkeafstemning, vil ændre de OFSR-relaterede politikkers retsgrundlag, målsætninger, instrumenter og metoder for beslutningstagning,

D.

der henviser til, at de rettigheder og den institutionelle rolle, der ved Lissabontraktaten for første gang gives de nationale parlamenter, bl.a. vil gavne udviklingen af OFSR og få det til at fungere bedre, navnlig fordi det i højere grad vil blive sikret, at nærhedsprincippet overholdes,

E.

der henviser til, at nationale løsninger ikke længere er tilstrækkelige på mange områder inden for politikken for retlige og indre anliggender, hvorfor der skal udformes europæiske svar på de internationale udfordringer på områderne migration, sikkerhed og teknologier, herunder informations- og kommunikationsteknologier,

F.

der henviser til, at afskaffelsen af kontrollen ved EU's indre grænser er et af den europæiske integrations største resultater,

G.

der henviser til, at borgerne er direkte repræsenteret på EU-plan i Europa-Parlamentet, og at medlemsstaterne er repræsenteret i Rådet af deres respektive regeringer, som igen er demokratisk ansvarlige over for deres nationale parlamenter; der henviser til, at den nødvendige parlamentarisering af EU derfor må baseres på den ene side på en udvidelse af Europa-Parlamentets beføjelser i forhold til Unionens beslutningstagning generelt og på den anden side på større kontrol med de nationale regeringer i de respektive parlamenter,

H.

der henviser til, at fælles foranstaltninger skal falde inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser, og at europæiske tilgange kun må finde anvendelse, hvis de er mere lovende end nationale aktioner,

I.

der henviser til, at unionsborgernes rettigheder og beskyttelsesrettigheder, navnlig inden for databeskyttelse, skal bevares, og atden fælles politik på området retlige og indre anliggender fortsat skal være underlagt parlamentarisk kontrol,

J.

der henviser til, at kravet om gennemsigtighed i lovgivningsprocessen skal være altoverskyggende, og at borgerne og de nationale parlamenter bør kunne følge og kontrollere fastlæggelsen og gennemførelsen af OFSR-relaterede politikker,

K.

der henviser til, at EU's tiltrædelse af ECHR, som fastlagt i Lissabontraktaten, ikke vil påvirke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i EU på grundlag af charteret og Domstolens retspraksis og vil give en værdifuld supplerende beskyttelse, men understreger, at der vil skulle foretages en klar sondring mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols og Domstolens kompetencer,

L.

der henviser til, at det for at kunne bekæmpe organiseret kriminalitet, bedrageri og korruption effektivt og rettidigt og for at kunne beskytte EU's finansielle interesser er nødvendigt at styrke politi- og retssamarbejdet, inddrage Europol og Eurojust mere systematisk i efterforskninger, indføre en europæisk anklagemyndighed og opnå effektive og målelige resultater; der henviser til, at unionsborgerne ønsker, at EU skal spille en fremtrædende rolle i bekæmpelsen af korruption,

M.

der henviser til, at prioriteterne for de næste fem år på det civilretlige område skal afspejle de behov, som borgere og virksomheder har påpeget,

N.

der henviser til, at gensidig anerkendelse som hjørnestenen i OFSR kræver gensidig tro på og tillid til andre landes retssystemer, og som henviser til, at disse værdier kun kan sikres gennem gensidig viden og forståelse og dermed skabelse af en europæisk retskultur,

O.

der henviser til, at det europæiske retlige område skal bygge på en europæisk retskultur blandt praktiserende jurister, dommere og anklagere, som ikke alene er baseret på EU-retten, men er udviklet gennem gensidigt kendskab til og gensidig forståelse for de nationale retssystemer, en gennemgribende modernisering af universiteternes læseplaner, udvekslinger, studiebesøg og fælles uddannelse med aktiv støtte fra Europæisk Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere og Det Europæiske Retsakademi,

P.

der henviser til, at gensidig tillid også afhænger af en løbende evaluering af effektiviteten og resultaterne i de forskellige nationale retssystemer, som bør foregå både på nationalt og europæisk plan; der i denne forbindelse henviser til det uvurderlige arbejde, som Den Europæiske Kommission for et Effektivt Retsvæsen (CEPEJ) har udført i Europarådet,

Q.

der henviser til, at de europæiske netværk inden for forskellige områder af retssystemet (Europæisk Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere, Det Europæiske Netværk af Domstolsadministrationer, netværket af præsidenter for de øverste domstole i EU, Eurojustice-netværket af europæiske anklagemyndigheder, Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område samt netværk af praktiserende jurister) må spille en aktiv rolle for yderligere at fremme en europæisk retskultur; der henviser til sin beslutning af 10. september 1991 om oprettelse af et europæisk retsakademi (1), sin holdning af 24. september 2002 om vedtagelse af Rådets afgørelse om oprettelse af et europæisk net for retlig uddannelse (2), sin beslutning af 9. juli 2008 om den nationale dommers rolle i Fællesskabets retssystem (3) og sin henstilling af 7. maj 2009 til Rådet om udvikling af et EU-område for strafferetspleje (4),

R.

der henviser til, at cyberkriminalitet er steget markant i de seneste år, hvilket har ført til mere komplekse juridiske udfordringer og lægger stort beslag på domstolenes kapacitet; der henviser til, at det som følge af denne udvikling er nødvendigt at overveje at oprette en europæisk domstol for cybersager, som skal være specialiseret i sager om cyberkriminalitet,

1.

bemærker, at det nye flerårige program inden for OFSR formentlig vil blive vedtaget og gennemført inden for de nye retlige rammer, der er fastlagt i Lissabontraktaten, hvorfor det allerede skal omfatte alle nyskabelserne heri:

2.

bemærker, at EU's indsats vil blive mere troværdig, når den bliver baseret på en ny eller ændret retslig ramme, hvori indgår nye bestemmelser om beskyttelse af grundlægende rettigheder, herunder nationale mindretals rettigheder, nye bestemmelser om forebyggelse af enhver form for ulighed, navnlig mellem mænd og kvinder (artikel 8 i TEUF), og af enhver form for forskelsbehandling (artikel 10 i TEUF), bestemmelser om fremme af åbenhed i alle EU-institutioner, -organer, -kontorer og - agenturer (artikel 16 i TEUF), om konsulær og diplomatisk beskyttelse (artikel 23 i TEUF), om fælles politik for asyl og indvandring (artikel 77 ff. i TEUF), om fremme af integrationen af tredjelandsstatsborgere (artikel 79, stk. 4, i TEUF) og om fremme af god forvaltningsskik (artikel 298 i TEUF);

3.

understreger betydningen af, at Domstolens kompetence udvides uden begrænsninger, således at den kan træffe præjudicielle afgørelser om ethvert spørgsmål, der henhører under OFSR, og således at Kommissionen kan indlede traktatbrudssager (5);

4.

påpeger, at adgangen til domstolsprøvelse for borgere og virksomheder inden for Europas OFSR gøres mere kompliceret og mindre gennemsigtig af eksistensen af nationale fravalg (opt-outs), og at disse i retfærdighedens, sammenhængens og enkelthedens interesse så vidt muligt bør undgås;

5.

hilser med tilfredshed, at den fælles beslutningsprocedure i henhold til Lissabontraktaten indføres som den almindelige lovgivningsprocedure på de områder inden for OFSR, hvor den ikke er blevet anvendt hidtil, hvorved der sikres parlamentarisk kontrol med de forskellige aspekter af den europæiske politik for retlige og indre anliggender og de foranstaltninger, der træffes i denne forbindelse; mener, at inddragelsen af Europa-Parlamentet i ratificeringen af internationale aftaler blot er et nødvendigt supplement til de beføjelser, det vil få på internt plan, bl.a. på de områder, der falder ind under den nuværende tredje søjle;

6.

mener, at princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og Unionen har særlig betydning inden for OFSR og skal blive til en aktiv og obligatorisk solidaritet, særlig i forbindelse med grænsekontrol, indvandring, civilbeskyttelse og solidaritetsbestemmelsen;

7.

understreger, at EU er rodfæstet i princippet om frihed; påpeger, at den sikkerhed, der skal støtte denne frihed, skal opnås under overholdelse af retsstatsprincippet og de forpligtelser, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder; finder, at balancen mellem sikkerhed og frihed skal anskues i dette perspektiv;

8.

mener, at Stockholmprogrammet især bør:

9.

mener, at en af de vigtigste målsætninger i forbindelse med gennemførelsen af dette program bør være, at det i en ånd af loyalt samarbejde sikres, at borgerne nyder samme beskyttelse af deres grundlæggende rettigheder, uanset hvor de er, og uanset om de står over for myndighedsudøvelse iværksat af Unionen, herunder agenturer og andre organer, eller af medlemsstaterne, og at alle borgere skal have lige vilkår ved udøvelsen af deres grundlæggende frihedsrettigheder, der gives EU's borgere i overensstemmelse med den tradition for overholdelse af menneskerettigheder og retsstatsprincippet, der er fælles for medlemsstaterne;

10.

påpeger, at der inden for de nye retlige og institutionelle rammer, der er opstillet ved Lissabontraktaten, kun kan udvikles nye tiltag inden for OFSR, ved at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter og civilsamfundet inddrages på behørig vis med henblik på at etablere en åben og vedvarende debat;

11.

kræver en mere gennemsigtig lovgivningsproces på EU-plan og på nationalt plan og bifalder anvendelsen af den almindelige lovgivningsprocedure, der sikrer den videst mulige anvendelse af retten til aktindsigt i dokumenter og oplysninger i lovgivningsprocessen, især når et forslag kan berøre enkeltpersoners og borgeres rettigheder, uanset om initiativet kommer fra Kommissionen eller fra en gruppe af medlemsstater;

12.

tilkendegiver, at det - i ønsket om at opnå gennemsigtig lovgivning på et internationalt plan, hvor Kommissionen har opnået fællesskabskompetence, mens Parlamentet blot er tilkendt beføjelse til at afgive samstemmende udtalelse, sådan som det særligt fremgår af udviklingen i forbindelse med Haagerkonferencen om International Privatret - agter at følge udviklingen i Haagerkonferencen om International Privatret tæt; agter at sponsorere skabelsen af et parlamentarisk forum, som skal være åbent for interesserede EP-medlemmer og medlemmer af nationale parlamenter og have til formål at tilbyde parlamentsmedlemmer information om udviklingen i Haagerkonferencen og dens arbejde og resultater og give mulighed for at drøfte de forskellige emner i et offentligt forum;

13.

glæder sig over, at der ved Lissabontraktaten er skabt rammer for evaluering af OFSR-politikkerne, og kræver, at der indføres et konkret overvågnings- og evalueringssystem, navnlig på retsområdet, der fokuserer på kvalitet, effektivitet og fairness i de eksisterende retlige instrumenter, i retsplejen og ved beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, og som i vid udstrækning inddrager Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter; fremsætter derfor følgende bemærkninger:

14.

mener, at det bør prioriteres højt at indsnævre den brede kløft mellem de bestemmelser og politikker, der er vedtaget på europæisk plan, og deres gennemførelse på nationalt plan;

15.

kræver en regelmæssig vurdering af resultaterne inden for rammerne af det flerårige program, som gøres til genstand for en årlig debat i Europa-Parlamentet, og som bør inddrage civilsamfundet og fokusere på beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i EU og bør være baseret på rapporter fra Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder samt på vurderinger og undersøgelser fra uafhængige eksperter og bidrag fra civilsamfundsorganisationer og Parlamentets beslutninger;

16.

mener, at effektiv beskyttelse og fremme af de grundlæggende rettigheder danner grundlaget for demokrati i Europa og er væsentlige betingelser for konsolideringen af OFSR; er derfor stærkt overbevist om, at Rådet og Kommissionen har et ansvar for aktivt at foreslå foranstaltninger til fremme af grundlæggende rettigheder;

17.

minder endvidere om, at EU støtter ECHR, og at der derfor straks bør indledes forhandlinger med henblik på EU's tiltrædelse af konventionen;

18.

opfordrer Kommissionen til yderligere at udvikle den interinstitutionelle aftale i lyset af Lissabontraktaten og konsekvenserne af forbindelsen mellem ECHR, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU's institutioner;

19.

kræver et klart og omfattende forslag vedrørende de rettigheder, som anklagede skal have med henblik på at sikre, at de får en retfærdig rettergang, og forkaster den trinvise tilgang, der nu er ved at blive indført;

20.

minder om, at chartret med Lissabontraktaten bliver bindende på lige fod med traktaterne og kommer til at gælde fuldt ud for alle foranstaltninger, der træffes inden for OFSR, og at Domstolen vil kontrollere, at det overholdes; beklager imidlertid indførelsen af den protokol, der begrænser chartrets virkninger i forhold til to medlemsstaters nationale lovgivning, og gentager sine bekymringer over den ulighed blandt mennesker, som dette kan afstedkomme;

21.

opfordrer til, at der foretages en grundig og upartisk gennemgang af nødvendigheden, proportionaliteten og effektiviteten af de eksisterende foranstaltninger på området med frihed og retfærdighed, herunder deres indvirkning på beskyttelse og fremme af EU's værdier og principper og borgernes grundlæggende rettigheder; kræver, at der i forbindelse med enhver ny politik og ethvert nyt lovgivningsforslag og -program foretages en konsekvensanalyse med hensyn til de grundlæggende rettigheder og EU-værdier, hvori det klart angives, hvilke grundlæggende rettigheder der kan blive berørt, og hvilke foranstaltninger det påtænkes at træffe for at beskytte dem i overensstemmelse med principperne om proportionalitet og nødvendighed; mener, at Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder bør høres gennem hele den politiske cyklus i forbindelse med lovgivningsmæssige forslag, der har konsekvenser for grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder, og anmoder Kommissionen om at udarbejde et formelt svar til hver enkel af agenturets rapporter med en liste over foreslåede foranstaltninger til at håndtere de spørgsmål, som agenturet har rejst;

22.

anmoder om en styrkelse af EU's værdier, herunder i form af en mainstreaming af menneskerettighederne, som skal gøres til en af de faste, grundlæggende målsætninger for EU's aftaler med tredjelande og for hele den eksterne dimension af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, navnlig i betragtning af de nye instrumenter, Lissabontraktaten giver adgang til på dette område; anerkender betydningen af en tilstrækkelig og konsekvent menneskerettighedspolitik på det interne plan som et middel til at opnå og bevare den fornødne troværdighed udadtil;

23.

anser dødsstraf for at være en grusom, umenneskelig og nedværdigende straf og opfordrer indtrængende Unionen og dens medlemsstater til at arbejde intenst på, at den bliver afskaffet i alle verdens lande;

24.

opfordrer til, at det eksterne aspekt af politikkerne for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed respekterer, beskytter og fremmer menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og opfordrer indtrængende til, at det internationale samarbejde baseres på disse værdier, at tortur ikke accepteres, at ekstraordinære overførsler ophører definitivt, og at disse praksisser undersøges nøje, således at det sikres, at de ikke gentager sig i fremtiden;

25.

opfordrer til, at der tages effektive skridt til at oplyse EU-borgerne og personer med bopæl i EU om deres grundlæggende rettigheder, herunder oplysningskampagner rettet både mod det brede publikum og mod udsatte grupper, uformelle uddannelsesinitiativer og indarbejdelse af bekæmpelse af forskelsbehandling og fremme af ligestilling i formelle uddannelsesforløb, og til, at EU- og medlemsstatsinstitutioner, der deltager i OFSR, gøres mere bevidste om de grundlæggende rettigheders centrale betydning, og at der angives mulige retsmidler enten på nationalt plan eller på EU-plan i de tilfælde, hvor disse rettigheder krænkes;

26.

understreger nødvendigheden af, at den tiltagende intolerance inden for EU ikke blot tackles gennem en fuldstændig gennemførelse af Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen (6), men også ved hjælp af yderligere lovgivning på EU-plan på området hadforbrydelser;

27.

mener, at mangfoldighed er en rigdom for EU, og at EU skal tilbyde sikre omgivelser, hvor forskelle og nationale følelser respekteres, og de mest udsatte personer beskyttes; understreger derfor, at det bør være en prioriteret målsætning for Stockholmprogrammet aktivt at skabe større opmærksomhed omkring lovgivning om ikke-forskelsbehandling og ligestilling mellem kønnene og at bekæmpe fattigdom, forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, alder, handicap, religion eller tro, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, racisme, antisemitisme, xenofobi eller homofobi og at beskytte børn og minoriteter; mener, at der målrettet må arbejdes på at sikre en konsekvent anvendelse af de eksisterende instrumenter og foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder; opfordrer derfor det spanske formandskab og de efterfølgende formandskaber til at gøre fremskridt hvad angår den europæiske beskyttelsesordre for at sikre, at ofrene for sådanne forbrydelser nyder godt af det samme beskyttelsesniveau i alle medlemsstater;

28.

minder om, at en af de største trusler mod den interne sikkerhed set fra en almindelig borgers synspunkt er social udstødelse; påpeger, at arbejdsløshed og andre indkomstproblemer som f.eks. overdreven gældsætning, forværret af den globale finansielle krise, øger risikoen for udstødelse, og at etniske minoriteter i vid udstrækning er udsatte, idet de også risikerer at blive ofre for forskelsbehandling og racistisk kriminalitet;

29.

kræver, at Agenturet for Grundlæggende Rettigheder indsamler og bearbejder troværdige sammenlignelige statistiske oplysninger om alle former for diskrimination, herunder diskrimination af nationale mindretal, at disse forskellige former behandles ens, herunder sammenlignelige data om vold mod kvinder inden for EU, og at agenturet offentliggør dem i en letforståelig form, og er enig med »rådsformandskabstrioen« (Spanien, Belgien og Ungarn) i, at en eventuel revision af mandatet for Agenturet for Grundlæggende Rettigheder bør foretages snarest muligt, og at en sådan revision vil give mulighed for at uddybe samarbejdet med Europarådet og lejlighed til at overveje en mulig udvidelse af agenturets ansvarsområde, der i øjeblikket går ud på at undersøge situationen vedrørende grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union;

30.

bekræfter, at EU og medlemsstaterne skal gøre en samordnet indsats for fuldt ud at integrere sårbare grupper, navnlig romaerne, i samfundslivet ved at fremme deres integration i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og ved at træffe foranstaltninger til forebyggelse af vold mod dem;

31.

understreger, at der ikke kan påvises omfattende fremskridt, selv om EU's lovgivere og beslutningstagere har vedtaget en omfattende lovgivning til bekæmpelse af forskellige former for diskrimination af kvinder med mindretalsbaggrund, især romakvinder; opfordrer derfor medlemsstaterne til at foretage en fornyet gennemgang af gennemførelsen af alle politikker i forbindelse med forskellige former for diskrimination;

32.

finder det særdeles vigtigt, at EU udarbejder et direktiv og en europæisk handlingsplan om vold mod kvinder, der har til formål at forebygge vold, beskytte ofre og retsforfølge gerningsmænd; finder det nødvendigt, at EU opretter mekanismer, der sikrer, at alle politikker, hvis mål er at forebygge og bekæmpe menneskehandel, omfatter kønsdimensionen og analyser af menneskehandel;

33.

påpeger, at borgerne med indførelsen af »borgerinitiativet« i Lissabontraktaten vil spille en direkte rolle i udøvelsen af Unionens suveræne magtbeføjelser, idet de for første gang inddrages direkte i initiativtagningen til EU's lovforslag; opfordrer kraftigt til, at dette nye instrument implementeres på en måde, der virkelig tilskynder folk til at anvende det, og opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til alle initiativer, der opfylder de juridiske kriterier;

34.

glæder sig over bestemmelsen i Lissabontraktaten om et borgerinitiativ og opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage behørigt hensyn til Parlamentets rolle og den eksisterende ret til at indgive andragender, når den fremsætter et forslag til den praktiske fremgangsmåde for dets gennemførelse;

35.

agter at fremsætte et nyt forslag til en grundlæggende reform af den lov, der regulerer valget til Europa-Parlamentet; gentager sit synspunkt om, at Rådet med henblik på at tilskynde de europæiske borgere til at deltage i valget til Europa-Parlamentet på deres bopælssted, i de nærmere regler det allerede er blevet bedt om at fastsætte, bør sørge for at lette valgretten og valgbarheden;

36.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, fuldt ud, således at EU-borgerne kan udøve deres ret til fri bevægelighed sammen med familiemedlemmer og dermed rejse, arbejde, studere, gå på pension, deltage i politik og demokratiske aktiviteter og have et familieliv uden begrænsninger hvor som helst i EU, idet det sikres, at de bevarer retten til alle sociale goder, uanset hvor de bor; mener, at medlemsstaterne bør sikre, at EU's borgere let kan udøve deres ret til at stemme ved kommunalvalg;

37.

opfordrer medlemsstaterne til, uden at dette berører national lovgivning vedrørende familieret, at sikre fri bevægelighed for EU-borgerne og deres familier, herunder både registrerede partnerskaber og ægteskaber, i overensstemmelse med artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (7), og til at undgå enhver form for forskelsbehandling uanset årsag, herunder seksuel orientering;

38.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge mulighederne for at lette EU-borgernes frie bevægelighed ved at hjælpe de EU-borgere, der vælger at gøre brug af retten til at integrere sig og engagere sig i det værtsland, de har valgt at emigrere til som led i udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed inden for EU;

39.

mener, at udøvelsen af disse frihedsrettigheder skal sikres på tværs af nationale grænser, og at EU-borgerne selv uden for EU skal kunne udøve deres specifikke rettigheder fuldt ud; understreger derfor betydningen af at styrke koordineringen og samarbejdet vedrørende konsulær beskyttelse;

40.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre deres forpligtelse til at sikre EU-borgerne konsulær og diplomatisk beskyttelse på en retfærdig og konsekvent måde ved gennemførelsen af en aftale om et minimum af konsulær bistand, der tilbydes EU-borgere uden for EU's territorium;

41.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at prioritere at forbedre gennemsigtigheden og aktindsigten, da dette er afgørende for målet om at opnå et EU, der er orienteret mod borgerne;

42.

glæder sig over henvisningen i Stockholmprogrammet til deltagelsen i Den Europæiske Unions demokratiske liv; opfordrer indtrængende Rådet til at medtage et særligt afsnit i Stockholmprogrammet om de nødvendige hensigtsmæssige foranstaltninger til at gøre det muligt for kvinder at deltage i valgkampagner og det politiske liv generelt for at bekæmpe det stadig eksisterende demokratiske underskud, der skyldes kvinders begrænsede deltagelse i kommunale og nationale valg samt valg til Europa-Parlamentet;

43.

mener, at enhver samlet tilgang til indvandring skal tage hensyn til de »pushfaktorer«, der får folk til at forlade deres lande i første omgang, og at der er brug for klare planer for udvikling og investering i oprindelses- og transitlandene, navnlig ved at lette pengeoverførsler fra indvandrere til deres oprindelseslande eller ved at iværksætte handels- og landbrugspolitikker, der fremmer økonomiske muligheder, samt gennem udviklingen af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder;

44.

understreger behovet for fortsat at udvikle tilstrækkeligt finansierede og ambitiøse regionale beskyttelsesprogrammer i tæt samarbejde med FN’s Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) og de berørte tredjelande;

45.

kræver, at Fællesskabets integrations-, indvandrings- og asylpolitikker baseres på fuldstændig respekt for de grundlæggende rettigheder og konventionen til beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, således at der sikres en effektiv beskyttelse af menneskerettighederne for tredjelandsstatsborgere og fuld overholdelse af non refoulement-princippet; påpeger, at indvandrings- og asylpolitikkerne også bør tilgodese behovene hos de mest udsatte grupper som f.eks. flygtninge og asylsøgere, herunder navnlig mindreårige og uledsagede mindreårige; opfordrer til, at der etableres et sammenhængende og omfattende regelsæt, der kan lette lovlig migration;

46.

opfordrer indtrængende til, at der udarbejdes en stærkere indvandringspolitik med tæt tilknytning til andre fællesskabspolitikker, navnlig til beskæftigelsespolitikken, således at lovlig indvandring bliver et alternativ til ulovlig indvandring, og den positive effekt optimeres for både medlemsstaterne og for indvandrernes egen trivsel;

47.

insisterer på behovet for at konsolidere EU's globale tilgang til migration på en sådan måde, at det bliver muligt at søge nye retninger for den politiske dialog og samarbejdet med tredjelande for at forbedre migrationsstrømmene og undgå humanitære tragedier;

48.

understreger behovet for en tæt forbindelse mellem migrations- og udviklingspolitikken samt behovet for, at dialogen med oprindelses- og transitlandene intensiveres, for navnlig at forebygge problemet med ulovlig migration; understreger i denne forbindelse, at medlemsstaterne gennem en effektiv fælles indsats til bekæmpelse af ulovlig migration kan skabe bedre forudsætninger for udformningen af lovlig migration;

49.

opfordrer til, at den europæiske fælles asylordning yderligere udvikles, således at der oprettes et »Europa for asyl«, som det fastsættes i den europæiske pagt om indvandring og asyl; mener, at en fælles procedure kan sikre større sammenhæng og bedre kvalitet, når der træffes beslutninger vedrørende asyl i medlemsstaterne, med henblik på at lukke hullerne i beskyttelsen i Europa;

50.

opfordrer indtrængende Rådet og medlemsstaterne til at respektere den juridiske definition på en flygtning som nedfældet i De Forenede Nationers konvention om flygtninges retsstilling;

51.

mener, at mens solidaritet fortsat skal stå centralt i en fælles indvandrings- og asylpolitik, skal denne politik også omfatte solidaritet med medlemsstater, der opfylder deres internationale forpligtelser vedrørende beskyttelsen af flygtninge og asylansøgere, og derfor sikre, at ingen medlemsstater undlader dette;

52.

erindrer om, at alle, der flygter fra konflikter og vold, har ret til asyl; fordømmer refoulement og kollektiv udvisning til lande, der ikke respekterer menneskerettigheder eller ikke har undertegnet De Forenede Nationers konvention om flygtninges retsstilling;

53.

tilskynder til forhandlinger om verserende og kommende forslag til retsakter om EU's asylinstrumenter for at opnå forbedrede standarder og lukke huller i det eksisterende regelsæt;

54.

opfordrer endvidere til solidaritet mellem medlemsstaterne på den ene side og asylansøgere og andre flygtninge på den anden side;

55.

opfordrer medlemsstaterne til at engagere sig aktivt og fuldt ud i de solidaritetsmekanismer, som Kommissionen har foreslået, heriblandt pilotprojektet for intern omfordeling af personer under international beskyttelse, samt i andre initiativer, der indebærer, at der skabes en egentlig langsigtet solidaritet blandt medlemsstaterne, og til at fremme regionale beskyttelsesprogrammer; mener i denne forbindelse, at der bør indføres et gennemsigtigt system til vurdering af medlemsstaternes modtagelseskapacitet, og at Det Europæiske Asylstøttekontors rolle bør præciseres på dette punkt; slår på denne baggrund til lyd for en åben debat om de forskellige løsningsmodeller, således at der kan indføres en obligatorisk mekanisme for at sikre reel solidaritet, særlig ved hjælp af intern omfordeling;

56.

kræver i denne forbindelse, at »princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling« som fastsat i artikel 80 i TEUF snarest formaliseres, hvilket bør omfatte en ordning med obligatorisk og absolut solidaritet kombineret med mere samarbejde med tredjelande og særlig nabolande for at hjælpe med at udvikle deres asyl- og beskyttelsessystemer på en måde, der respekterer grundlæggende rettigheder og internationale beskyttelsesnormer, skaber realistiske forventninger og ikke undergraver eller søger at erstatte adgangen til beskyttelse i EU;

57.

mener, at der er behov for en partnerskabstilgang over for oprindelses- og transitlandene for at sikre, at de spiller en aktiv rolle og bidrager til at styre migrationsstrømme, forebygge ulovlig indvandring via information til potentielle indvandrere om de risici, der er forbundet hermed, og udforme effektiv informationskampagner om mulighederne for at indrejse og/eller arbejde lovligt i EU-medlemsstaterne;

58.

understreger, at alle aftaler med oprindelses- og transitlande som f.eks. Tyrkiet og Libyen bør indeholde kapitler om samarbejde om indvandring, idet der skal tages højde for situationen i de medlemsstater, der er mest udsatte for migrationsstrømme, og fokuseres på at bekæmpe ulovlig indvandring og menneskehandel ved at lette Frontex' arbejde;

59.

kræver yderligere samarbejde om styrkelse af foranstaltninger, der skal sikre, at indvandrere med ulovligt ophold, der ikke har behov for beskyttelse, effektivt og hurtigt sendes tilbage, i hvilken forbindelse frivillig tilbagevenden skal prioriteres;

60.

kræver, at der vedtages foranstaltninger for at fjerne hindringerne for, at tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i medlemsstaterne kan udøve retten til familiesammenføring;

61.

understreger vigtigheden af, at migranter får adgang til domstolsprøvelse, boliger, uddannelse og sundhedspleje i overensstemmelse med bl.a. den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder;

62.

opfordrer Kommissionen til at forelægge konkrete forslag med henblik på en effektiv bekæmpelse af misbruget af asylprocedurer;

63.

påpeger, at cirkulær migration bør fremmes, men fastslår, at denne strategi ikke må indebære løndumping og social dumping og ikke udelukker, at der er behov for integrationsforanstaltninger;

64.

kræver, at der vedtages en omfattende plan, der fastlægger de overordnede målsætninger og strukturen i EU's integrerede grænseforvaltningsstrategi, for at sikre, at der reelt iværksættes en fælles politik for asyl, indvandring og kontrol ved de ydre grænser i overensstemmelse med artikel 67, stk. 2, i TEUF;

65.

kræver en strategisk tilgang på visumpolitikkens område for at bevare sammenhængen mellem aktioner, interne bestemmelser og eksterne forpligtelser, herunder at det sikres, at tredjelande behandler medlemsstaterne lige;

66.

opfordrer Kommissionen til at drage de relevante konklusioner af gennemførelsen af de allerede eksisterende visum- og tilbagetagelsesaftaler samt bilaterale aftaler om lokal grænsetrafik mellem Den Europæiske Union og dens østlige naboer samt visumliberaliseringsprocessen i det vestlige Balkan med henblik på at opstille et sæt klare kriterier og benchmarks på enkeltsagsbasis, der kan gøre det muligt at evaluere og forbedre de eksisterende visumlempelsesaftaler og arbejde hen imod et område med visumfri rejseaktivitet med det formål at øge de mellemfolkelige kontakter;

67.

henstiller indtrængende til Kommissionen at gennemføre princippet om gensidighed på visumområdet over for tredjelande på en mere effektiv måde og derved sikre lige behandling af alle EU-borgere i denne forbindelse og til at genopfinde sin strategi ved at anvende alle de redskaber, den har til sin rådighed, som f.eks. sanktioner og inddragelse af dette spørgsmål i dens forhandlinger med de pågældende tredjelande;

68.

mener, at Frontex - som et meget vigtigt instrument i EU's samlede strategi for indvandring - fuldt ud skal respektere migranters menneskerettigheder; kræver større kontrol fra Parlamentets side med agenturets aktiviteter og er enig i, at dets mandat bør revideres og indbefatte klare retningslinjer for tilbagesendelsesoperationer i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder samt etablering af regionale specialiserede kontorer for at styrke agenturets rolle;

69.

understreger, at det er tvingende nødvendigt, at Frontex såvel til koordinering af fælles punktforanstaltninger som til permanente operationer er sikret adgang til de midler, medlemsstaterne har stillet til rådighed;

70.

opfordrer alle berørte medlemsstater til at løse eventuelle praktiske og/eller juridiske problemer med hensyn til anvendelsen af de ressourcer, som de respektive medlemsstater, der deltager i fælles operationer, stiller til rådighed;

71.

minder om, at det er absolut nødvendigt, at Schengeninformationssystemet II (SIS II) og visuminformationssystemet (VIS) kan tages i brug så snart som muligt; mener, at SIS II vil indebære betydelige forbedringer og nye anvendelsesmuligheder som f.eks. indførelse af biometriske data og sammenkobling af indberetninger, hvilket vil bidrage til en bedre kontrol med de ydre grænser og øget sikkerhed;

72.

understreger, at der ikke bør lanceres nye grænseforvaltningsinstrumenter eller omfattende datalagringssystemer, før de eksisterende redskaber er fuldt funktionsdygtige, sikre og pålidelige, og kræver en grundig vurdering af nødvendigheden og forholdsmæssigheden af nye instrumenter i relation til spørgsmål som indrejse/udrejse, programmet for registrerede rejsende, PNR-oplysninger og systemet for forudgående rejsetilladelse;

73.

understreger betydningen af Lissabontraktaten, som giver bindende retskraft til chartret, hvis artikel 24 specifikt omhandler børns rettigheder og bl.a. fastsætter, at »I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række«;

74.

finder det afgørende, at alle EU-foranstaltninger på dette område respekterer og fremmer børns rettigheder som fastsat i FN's konvention om barnets rettigheder og anerkendt i chartret, og opfordrer til en styrket EU-indsats for beskyttelse af børn gennem OFSR;

75.

opfordrer medlemsstaterne til at overholde og gennemføre barnets rettigheder som fastsat i konventionen om barnets rettigheder;

76.

opfordrer indtrængende EU til mere målrettet at tackle ethvert misbrug, der begås mod børn, som f.eks. vold, diskrimination, social udstødelse og racisme, børnearbejde, prostitution og menneskehandel, og stimulere en koordineret indsats for at beskytte dem og opretholde deres rettigheder, idet FN's konvention om barnets rettigheder anvendes som en guide for EU-foranstaltninger og fungerer som grundlag for ændring af eksisterende lovgivning;

77.

mener, at det er tvingende nødvendigt at behandle spørgsmålet om beskyttelse af uledsagede og adskilte børn i betragtning af de særlige risici, de er udsat for;

78.

understreger betydningen af, at der som led i indvandringspolitikken tages hensyn til barnets rettigheder og vies børn i særlig sårbare situationer særlig opmærksomhed; mener, at der skal udvikles en ambitiøs EU-strategi på dette område;

79.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at EU's asyl-, migrations- og menneskehandelspolitikker på dette område først og fremmest behandler børn som børn for at sikre, at de nyder godt af deres rettigheder som børn uden forskelsbehandling, navnlig retten til familiesammenføring; insisterer derfor på, at enhver EU-handlingsplan om uledsagede mindreårige af tredjelandsoprindelse skal sikre, at

80.

kræver, at man vier mindreårige, uanset om de er uledsagede eller ej, særlig opmærksomhed for at sikre, at de ikke på nogen måde frihedsberøves;

81.

påpeger, at børn af tredjelandsherkomst kan være særlig udsat for situationer, hvor deres arbejdskraft udnyttes, navnlig i lande, hvor de ikke tildeles den fornødne bistand og beskyttelse på grund af deres udokumenterede status; betoner, at EU-politikker vedrørende arbejdskraft, asyl, migration og menneskehandel skal anerkende og behandle disse faktiske forhold;

82.

bemærker internettets voksende betydning og konstaterer, at dets globale og åbne karakter kræver globale standarder for databeskyttelse, sikkerhed og ytringsfrihed; opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage initiativ til at etablere en global platform for udarbejdelsen af sådanne standarder; anser det for yderst vigtigt nøje at begrænse, definere og regulere de tilfælde, hvor et privat internetselskab kan anmodes om at oplyse data til de statslige myndigheder, og sikre, at de offentlige myndigheders brug af de pågældende data er underlagt de strengeste standarder for databeskyttelse;

83.

insisterer på, at der gives garanti for, at dimensionen vedrørende grundlæggende rettigheder, når det gælder databeskyttelse og retten til privatlivets fred, vil blive respekteret i alle Unionens politikker;

84.

understreger behovet for at indarbejde beskyttelse af persondata og privatliv i lyset af teknologiudviklingen og skabelsen af omfattende informationssystemer;

85.

mener, at indbygget databeskyttelse (»privacy by design«) må være en afgørende del af enhver udvikling, der risikerer at bringe sikkerheden omkring enkeltpersoners personlige oplysninger og den offentlige tiltro og tillid til dem, der er i besiddelse af oplysninger herom, i fare;

86.

henleder opmærksomheden på faren for, at princippet om tilgængelighed gør det muligt at udveksle personoplysninger, som ikke er indsamlet på legitim og lovformelig vis, og på, at dette princip bør forankres i fælles regler; tager forbehold med hensyn til befordring af operationelle aktiviteter, der ikke omfatter nogen europæisk definition af eller fælles bestemmelser vedrørende diskrete undersøgelser, overvågning af borgerne osv.;

87.

mener, at der, inden der påtænkes EU-foranstaltninger på dette område, bør fastlægges klare kriterier for en vurdering af, om begrænsninger af de grundlæggende rettigheder er forholdsmæssige og nødvendige; mener desuden, at der altid bør foretages en grundig konsekvensanalyse af et forslag, inden der træffes afgørelse.

88.

udtrykker sin bekymring over den stadig mere udbredte praksis med profilering, der er baseret på anvendelsen af datamineringsteknikker og generel indsamling af uskyldige borgeres data med henblik på forebyggelse og kontrol; minder om betydningen af det forhold, at retshåndhævelsesforanstaltninger skal bygge på respekten for menneskerettigheder, fra princippet om uskyldsformodning til retten til privatlivets fred og databeskyttelse;

89.

bifalder forslaget om internationale standarder inden for databeskyttelse; understreger, at aftaler om databeskyttelse med tredjelande bør udføres med fuld gennemsigtighed og demokratisk kontrol fra Parlamentet, og at databeskyttelsesstandarder på EU-niveau i tredjelandet er en minimumsforudsætning for, at dataudveksling kan finde sted;

90.

glæder sig over forslaget til en omfattende databeskyttelsesordning i EU og med tredjelande; opfordrer til, at der foretages en grundig evaluering af al relevant lovgivning (vedrørende bekæmpelse af terrorisme, politimæssigt og retligt samarbejde, indvandring, transatlantiske aftaler etc.) på området privatlivets fred og databeskyttelse;

91.

glæder sig over, at der i Stockholmprogrammet lægges vægt på betydningen af teknologi som et led i en effektiv beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred;

92.

opfordrer indtrængende Den Europæiske Union til at vise, at den er fast besluttet på at tage hensyn til udsatte menneskers særlige behov i alle dens politikker;

93.

understreger behovet for klarere og snævrere grænser for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og for anvendelsen af fælles EU-registre; mener, at opbygningen af store registre på EU-niveau ellers risikerer at blive en trussel mod den personlige integritet, og at registrene risikerer at blive ineffektive, samtidig med at risikoen for lækage og korruption stiger;

94.

opfordrer medlemsstaterne til at styrke den gensidige tillid til hinandens evne til at styrke sikkerheden; mener, at gensidig tillid også afhænger af en effektiv og streng løbende vurdering af effektiviteten og resultaterne af forskellige medlemsstaters aktioner;

95.

mener, at prioriteringerne på det civilretlige område først og fremmest skal opfylde de behov, som borgere og virksomheder giver udtryk for, samtidig med at retsmaskineriet hele tiden forenkles og der skabes mere enkle, klarere og mere tilgængelige procedurer for at sikre, at de grundlæggende rettigheder og forbrugerbeskyttelsen håndhæves korrekt; roser Kommissionens beslutninger om at fremsætte et forslag om testamenter og arv og præsentere en grønbog om reglerne for formueforholdet mellem ægtefæller i forbindelse med separation og skilsmisse, men kræver i dette øjemed:

96.

insisterer på, at afskaffelsen af fuldbyrdelsesproceduren som led i Bruxelles I-forordningen (9) ikke bør hastes igennem og bør ledsages af passende garantier;

97.

ville med interesse behandle forslag om udarbejdelse af en 28. valgfri ordning for civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende aspekter inden for områder, der berører familieretten, personretten og formueretten;

98.

understreger behovet for yderligere at fremme EU's internationale tilstedeværelse på lovgivningsområdet gennem globale løsninger og multilaterale instrumenter; mener, at et tæt samarbejde med internationale organisationer som f.eks. Haagerkonferencen om International Privatret og Europarådet er af særlig betydning; mener endvidere, at EU bør tilskynde og støtte tredjelandes, navnlig EU's nabolandes, tiltrædelse af internationale juridiske aftaler, og at dette er af afgørende betydning for især området for familieret og beskyttelse af børn;

99.

opfordrer Kommissionen til at øge indsatsen vedrørende europæisk aftaleret på grundlag af det akademiske udkast til en fælles referenceramme (DCFR) samt andre akademiske arbejder inden for europæisk aftaleret og til at inddrage Parlamentet fuldt ud i den åbne og demokratiske proces, der skal føre til vedtagelse af en politisk fælles referenceramme (CFR); understreger, at den politiske fælles referenceramme bør munde ud i et frivilligt og direkte anvendeligt instrument, der gør det muligt for parterne i en aftale, herunder virksomheder og forbrugere, frit at vælge europæisk aftaleret som den lovgivning, der gælder for deres transaktion;

100.

understreger på ny, at det akademiske udkast til en fælles referenceramme bør stilles til rådighed for Kommissionen på det størst mulige antal relevante sprog sammen med andre videnskabelige arbejder for at sikre, at alle interesserede parter har adgang til dem, og at udkastet allerede nu bør anvendes som et ikke-bindende retligt værktøj for europæiske og nationale lovgivere; kræver, at de relevante bestemmelser i det akademiske udkast til en fælles referenceramme allerede nu gøres til genstand for systematiske og detaljerede overvejelser ved udarbejdelsen af alle kommende kommissionsforslag og konsekvensanalyser med indvirkning på aftaleretten;

101.

opfordrer Kommissionen til at forfølge sin nylige tanke om at foreslå standardkontrakter til frivillig brug i bestemte sektorer på grundlag af en politisk fælles referenceramme;

102.

understreger, at EU-lovgivningen vedrørende retligt samarbejde i civilsager skal være af højest mulig kvalitet og baseres på behørigt gennemførte konsekvensanalyser, således at borgerne og erhvervslivet gives effektive instrumenter; beklager, at der ikke tidligere foretoges rigtige konsekvensanalyser på dette område; konstaterer dog, at der for nylig er sket en forbedring, og forpligter sig til i den kommende tid at gennemføre en grundig undersøgelse af en af Kommissionens konsekvensanalyser;

103.

er fast overbevist om, at der, for at sikre et minimum af uafhængig kontrol i forbindelse med udarbejdelsen af konsekvensanalyser, bør oprettes et uafhængigt ekspertpanel, der ved hjælp af stikprøver skal kontrollere kvaliteten af udtalelserne fra Udvalget for Konsekvensanalyse, og at repræsentanter for berørte parter også bør kunne deltage i denne stikprøvekontrol;

104.

mener, at retligt samarbejde er nøglen til indbyrdes tilnærmelse af ikke blot de forskellige medlemsstaters civilretlige, men også deres strafferetlige procedurer; finder derfor, at den indbyrdes tilnærmelse af de proceduremæssige rettigheder, som borgerne i de forskellige medlemsstater nyder, bør fremmes i lige grad for civile sagers og straffesagers vedkommende;

105.

slår til lyd for, at der etableres en europæisk retskultur, som omfatter alle retlige aspekter; påpeger i denne forbindelse, at:

106.

opfordrer derfor Kommissionen til at fremme universiteters, andre specialiserede højere læreanstalters og kompetente faglige organisationers etablering af et fælles system med uddannelsespoint for dommere og praktiserende jurister; opfordrer Kommissionen til at etablere et netværk af organer, som tilbyder retlig uddannelse i hele EU, og som er godkendt til at holde grundkurser i national ret, sammenlignende ret og europæisk ret for praktiserende jurister og dommere på stabil, vedvarende basis;

107.

kræver en øget indsats for at fremme og udvikle e-justice på fællesskabsplan af hensyn til domstolsadgangen for borgere og virksomheder og mener, at

108.

mener, at e-justice bør forenkle borgernes adgang til retshjælp, gøre retlige procedurer kortere og forbedre effektiviteten af den retslige proces, og henstiller derfor, at den fremtidige flersproglige e-justice-portal kommer til at omfatte adgang til juridiske databaser, elektroniske retsmidler og elektroniske udenretslige midler, intelligente systemer, der kan hjælpe borgerne med at finde ud af, hvordan de skal gribe juridiske problemer an, samt omfattende registre, fortegnelser over retsvæsenets aktører og klare vejledninger om de enkelte medlemsstaters retssystemer;

109.

mener, at portalen også bør udformes som et redskab for dommere, embedsmænd ved domstolene, embedsmænd i de nationale justitsministerier og praktiserende jurister, som alle bør gives sikker adgang til den relevante del af portalen; henstiller, at denne del af portalen åbner mulighed for sikker kommunikation, videokonferencer og udveksling af dokumenter mellem domstole og mellem domstole og parter (dematerialisering af retssager), for at verificere elektroniske underskrifter og stille passende verificeringssystemer til rådighed og for at udveksle oplysninger;

110.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at al fremtidig lovgivning på det civilretlige område udformes således, at den kan anvendes i onlineapplikationer, hvor behovet for at indsætte fri tekst er reduceret til et minimum; henstiller, at der træffes foranstaltninger til sikring af, at der om fornødent kan ydes onlinehjælp på alle officielle sprog og stilles elektroniske oversættelsestjenester til rådighed online; af samme grund bør det, når der er behov for forkyndelse af dokumenter, sikres, at dokumenter kan forkyndes og meddelelser gives pr. e-mail, og at underskrifter kan leveres elektronisk, og når der er behov for mundtlige vidneudsagn, bør der tilskyndes til anvendelse af videokonferencer; mener endvidere, at alle fremtidige forslag bør indeholde en begrundet udtalelse fra Kommissionen om, at det er blevet kontrolleret, at forslaget er e-justice-venligt;

111.

opfordrer til, at det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) giver registre over kønsspecifik vold en fremtrædende plads;

112.

kræver, at der opbygges et EU-område for strafferetspleje, som skal baseres på respekt for grundlæggende rettigheder, princippet om gensidig anerkendelse og behovet for at bevare sammenhængen mellem nationale strafferetlige systemer og udvikles gennem:

113.

understreger, at arbejdet med ulovlig indvandring skal tage hensyn til bekæmpelsen af menneskehandel og under ingen omstændigheder må gå ud over særligt udsatte ofre for kriminalitet, navnlig kvinder og børn, og eller bringe deres rettigheder i fare;

114.

understreger, at én ud af fire kvinder i Europa har været eller er udsat for vold begået af en mand; opfordrer derfor Kommissionen til at konsolidere retsgrundlaget inden for den nuværende EU-struktur for at sikre, at der tages fat på alle former for vold mod kvinder via en bred og kønsbaseret definition på vold mod kvinder; anmoder om, der på basis af dette retsgrundlag forelægges et direktiv og en europæisk handlingsplan om vold mod kvinder, der sikrer forebyggelse af vold, beskyttelse af ofre og retsforfølgelse af gerningsmænd; opfordrer medlemsstaterne til at tage behørigt hensyn til den særlige situation, som kvindelige indvandrere befinder sig i, især unge kvinder, som er velintegreret i EU (og ofte har dobbelt statsborgerskab), og som i forholdet mellem barn og forældre eller i intime forhold er ofre for bortførelse, ulovlig indespærring, fysisk og psykisk vold af religiøse, kulturelle eller traditionsmæssige årsager, og til at sikre, at der træffes effektive foranstaltninger for at sikre adgangen til støtte- og beskyttelsesmekanismer;

115.

kræver, at ligestillingsperspektivet tages i betragtning på alle stadier i fastlæggelsen af den politik, der skal føres med henblik på bekæmpelse af menneskehandel;

116.

kritiserer, at der ikke foreligger en omfattende masterplan, der fastsætter de overordnede mål og den overordnede struktur for EU's sikkerheds- og grænseforvaltningsstrategi, eller detaljer for, hvordan alle tilhørende programmer og ordninger (der allerede er på plads, under forberedelse eller i politikudviklingsfasen) skal fungere sammen, og hvordan forholdet mellem programmerne kan optimeres; mener i forbindelse med overvejelserne om udformningen af EU's sikkerheds- og grænseforvaltningsstrategi, at Kommissionen allerførst bør analysere, hvor effektive medlemsstaternes nuværende grænseforvaltningssystemer er, for at opnå optimal synergi mellem dem;

117.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at kommende EU-tiltag på dette område fuldt ud respekterer grundlæggende rettigheders og friheders afgørende betydning og udviser den rette balance mellem sikkerhed og frihed, og at dette mål overvåges og strømlines på passende vis; stoler fast på, at retsstatsprincippet, effektiv domstolsprøvelse samt ansvarlighed har forrang;

118.

er inden for de nye institutionelle rammer, der er fastlagt i Lissabontraktaten, fast besluttet på at fokusere på at arbejde sammen med Kommissionen og Rådet om at fremme EU-borgernes frihed i forbindelse med udviklingen af EU-reglerne om straffesager; mener navnlig, at kravet om beskyttelse af borgerne mod terrorisme og organiseret kriminalitet bør støttes med effektive lovgivningsmæssige og operationelle instrumenter, der tager hensyn til disse fænomeners globale dimension, og opfyldes inden for rammerne af en klar lovgivning, der giver EU-borgerne mulighed for fuld udøvelse af deres rettigheder, herunder retten til at anfægte uforholdsmæssige eller uklare regler og en uhensigtsmæssig gennemførelse af reglerne;

119.

mener, at medlemsstaterne bør undersøge, i hvilken udstrækning der kan opnås indførelse af EU-regler om straffesager;

120.

opfordrer EU til at anerkende de indirekte terrorofres værdighed, mod og lidelser og understreger, at forsvar og fremme af terrorofres rettigheder og efterfølgende økonomisk erstatning til disse bør prioriteres; anerkender kvinders ekstreme sårbarhed som indirekte terrorofre;

121.

opfordrer til, at der vedtages et omfattende regelsæt, der giver ofre en passende beskyttelse og erstatning, navnlig gennem vedtagelsen af et udkast til rammeafgørelse, der ændrer de eksisterende instrumenter til beskyttelse af ofre; mener, at det er af grundlæggende betydning at udvikle en fælles tilgang med en sammenhængende og styrket imødekommelse af alle ofres behov og rettigheder, idet det sikres, at ofre behandles som sådanne og ikke som kriminelle;

122.

glæder sig over, at en af det svenske formandskabs prioriteter er støtte til ofre for forbrydelser, herunder kvinder, der har været udsat for vold og sexchikane; opfordrer indtrængende Rådet til at medtage en omfattende europæisk strategi i Stockholmprogrammet, der tilsigter udryddelse af vold mod kvinder, og hvori indgår forebyggende foranstaltninger (f.eks. bevidstgørelse om mænds vold mod kvinder), politikker til beskyttelse af ofre, herunder et særligt afsnit om de rettigheder, som ofre for forbrydelser har, og til at udvide støtten til ofre for forbrydelser, især til unge piger, som i stadig stigende grad bliver ofre for alvorlige forbrydelser, såvel som konkrete foranstaltninger til retsforfølgelse af gerningsmændene; opfordrer det spanske formandskab til under dets forsæde i fuld udstrækning at gennemføre den handlingsplan, der er fastlagt i Stockholmprogrammet, og at aflægge beretning for Europa-Parlamentet hver måned om de fremskridt, der gøres;

123.

mener, at målsætningen om et sikkert Europa er legitim, og er enig i, at det er vigtigt fortsat at udvikle og styrke EU's fælles politik vedrørende bekæmpelse af terrorisme, organiseret kriminalitet, ulovlig indvandring, menneskehandel og seksuel udnyttelse;

124.

kræver, at der fastlægges en omfattende tværeuropæisk strategi for bekæmpelse af organiseret kriminalitet gennem en fælles indsats fra medlemsstaternes, EU-institutionernes, særlige EU-agenturers og informationsnetværks side og anvendelse af deres samlede ressourcer; understreger for indeværende, at organiseret økonomisk kriminalitet som f.eks. tobakssmugling medfører indtægtstab, som forværrer den allerede alvorlige situation for de offentlige finanser i mange EU-medlemsstater, og kræver, at der straks vedtages effektive forbyggende foranstaltninger;

125.

mener, at yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret kriminalitet og terrorisme i højere grad bør orienteres mod beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og give tilstrækkelig vidnebeskyttelse, incitamenter for personer, der samarbejder med henblik på at optrævle terrornetværk, og politikker for forebyggelse og integration, der navnlig er rettet mod personer, der tilhører højrisikogrupper; idet der under alle omstændigheder lægges størst vægt på etiske økonomiske og sociale forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger til skadesløsholdelse af terrorofre;

126.

finder det særlig vigtigt, at EU gør en kraftig indsats mod menneskehandel, som er et stadigt voksende problem; mener, at denne handel skal bekæmpes både uden og inden for EU’s grænser, og at der skal foretages en kønsanalyse i forbindelse med alle forslag til foranstaltninger; mener, at EU og medlemsstaterne særligt bør håndtere efterspørgslen efter tjenester fra ofre for menneskehandel ved at indføre sanktioner, undervisningsforanstaltninger og oplysningskampagner; mener i betragtning af, at menneskehandel til seksuelle formål udgør langt størstedelen af denne kriminalitet (79 % ifølge oplysninger fra FN), at sammenhængen mellem efterspørgslen efter køb af sådanne tjenesteydelser og menneskehandel skal tydeliggøres og anerkendes, og at, hvis efterspørgslen efter køb af seksuelle tjenesteydelser bekæmpes, vil menneskehandlens omfang også mindskes;

127.

kræver fremme af gennemsigtighed og integritet og henstiller, at der på grundlag af en målrettet plan og periodisk evaluering af medlemsstaternes antikorruptionsforanstaltninger sker en mere håndfast bekæmpelse af korruption, herunder navnlig håndhævelse af de instrumenter, EU selv har udviklet, og at der i den forbindelse især fokuseres på grænseoverskridende korruption; kræver endvidere, at der fastlægges en omfattende antikorruptionspolitik og foretages periodiske undersøgelser af dennes håndhævelse;

128.

kræver aktiv støtte til såvel overvågning af foranstaltninger til bekæmpelse af korruption og fremme af integritet i civilsamfundet som til borgernes eget engagement i bekæmpelsen af korruption, ikke blot ved at åbne op for politiske konsultationer og etablere kanaler for direkte kommunikation, men også ved at afsætte ressourcer og indføre programmer til sikring af, at borgerne har let adgang til de rum, der stilles til deres rådighed;

129.

henleder opmærksomheden på stigningen i identitetstyveri og henstiller indtrængende, at der indføres en alsidig EU-strategi til bekæmpelse af cyber-kriminalitet på dette område, som skal udvikles i samarbejde med internetudbydere og brugerorganisationer, samt at der oprettes et EU-kontor for bistand til ofre for identitetstyveri og identitetsbedrageri;

130.

kræver en tydeliggørelse af reglerne om retternes kompetence og af, hvilket regelsæt der finder anvendelse på cyberspace, med det formål at fremme grænseoverskridende efterforskninger og samarbejdsaftaler mellem retshåndhævende myndigheder og aktører, navnlig med henblik på at bekæmpe børnepornografi på internettet;

131.

kræver mere effektive og resultatorienterede politikker med henblik på at styrke politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager gennem mere systematisk inddragelse af Europol og Eurojust i efterforskninger, navnlig i sager vedrørende organiseret kriminalitet, bedrageri, korruption og andre alvorlige forbrydelser, som bringer borgernes sikkerhed og EU's finansielle interesser i alvorlig fare;

132.

kræver, at der hvert år offentliggøres en omfattende rapport om kriminalitet i EU, der sammenfatter rapporter vedrørende specifikke områder, såsom trusselsvurderingen af organiseret kriminalitet og Eurojust's årsberetning, og understreger behovet for en tværfaglig tilgang og en omfattende strategi til forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet som menneskehandel og cyber-kriminalitet;

133.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde nært sammen for at udveksle bedste praksis og erfaringer indhøstet i forbindelse med politikker til bekæmpelse af radikalisering; mener med hensyn hertil, at lokale og regionale myndigheder er godt placerede til at dele bedste praksis om imødegåelse af radikalisering og polarisering, og kræver derfor, at de inddrages i fastlæggelsen af strategier til bekæmpelse af terrorisme;

134.

kræver tilskyndelse til politisamarbejde mellem medlemsstaterne gennem fremme af gensidigt kendskab og gensidig tillid, fælles uddannelse og etablering af fælles politisamarbejdsteam og af udvekslingsprogrammer for studerende i samarbejde med Cepol (Det Europæiske Politiakademi);

135.

opfordrer Kommissionen og Det Europæiske Råd til omgående at afhjælpe den juridiske situation, der er opstået som følge af Domstolens domme i de forskellige sager vedrørende sortlistning, navnlig Kadi-sagen (12), og til i denne forbindelse at tage fuldt hensyn til de berørte personers grundlæggende rettigheder, herunder retten til en retfærdig rettergang og klagemuligheder;

136.

kræver forbedring af ECRIS for at gøre det muligt at forhindre kriminelle i at begå nye forbrydelser i andre medlemsstater, navnlig forbrydelser mod børn;

137.

opfordrer navnlig Kommissionen til at indlede tidlige drøftelser og konsultationer med de berørte parter, herunder civilsamfundet, om alle aspekter vedrørende oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed til bekæmpelse af lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser, således som fastsat i artikel 86 i TEUF;

138.

understreger behovet for, at der udvikles en udførlig europæisk sikkerhedsstrategi på grundlag af medlemsstaternes sikkerhedsplaner, et stærkere solidaritetsprincip og en objektiv evaluering af merværdien af EU-agenturer, netværk og informationsudvekslinger; agter sammen med de nationale parlamenter at følge nøje med i alle aktiviteter fra Rådets side vedrørende operationelt samarbejde om EU's indre sikkerhed;

139.

opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at udvikle sikkerhedsstrategier, der omfatter både interne og eksterne aspekter af international organiseret kriminalitet og terrorisme; insisterer på, at EU vedtager en mere integreret tilgang til den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik og til retlige og indre anliggender;

140.

opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at evaluere og revidere nuværende internationale, europæiske og nationale love og politikker vedrørende narkotika og til at fremme politikker til begrænsning, forebyggelse og afhjælpning af skader, navnlig med henblik på de konferencer om disse spørgsmål, der afholdes i FN-regi;

141.

tillægger en styrkelse af Eurojust og Europol stor betydning og er fast besluttet på sammen med de nationale parlamenter at tage fuld del i arbejdet med at definere, evaluere og kontrollere deres aktiviteter, navnlig med henblik på at udforske mulighederne for at gøre fremskridt med oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed;

142.

påpeger, at bestræbelserne for at bekæmpe finansiel og økonomisk kriminalitet bør videreføres og endog forstærkes; anser det i denne forbindelse for særligt vigtigt at beskytte euroen som symbol på Unionen; finder, at kampen mod falskmøntneri samt konsolideringen og styrkelsen af Pericles-programmet bør være blandt EU's hovedmål;

143.

opfordrer til revision af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA af 27. november 2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (13) og af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (14) samt af artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (15).

144.

opfordrer til et tættere og mere dybtgående samarbejde mellem de nationale forvaltninger, EU-agenturerne og fælles operative team gennem specialiserede netværk (såsom SIS II, VIS, toldinformationssystemet, Eurodac - et system til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublinkonventionen - og de retlige netværk) og til et særligt samarbejde mellem efterretningstjenester og politi på nationalt og europæisk plan i kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet: mener, at der bør sikres et mere effektivt europæisk politisamarbejde mellem alle tredjelande og Den Europæiske Unions medlemsstater, ledsaget af behørige sikkerhedsforanstaltninger som garanti for en fyldestgørende beskyttelse af personoplysninger;

145.

beklager de manglende fremskridt i gennemførelsen af det opgraderede SIS II og det nye VIS og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at alle forberedelser på deres respektive niveauer bliver styrket, så flere forsinkelser undgås;

146.

understreger behovet for, at der for de store europæiske it-systemer som SIS II, VIS og Eurodac opbygges en effektiv, bæredygtig og sikker administration, der sikrer, at alle de bestemmelser om formål, adgangsrettigheder og sikkerheds- og databeskyttelsesforanstaltninger, der gælder for disse systemer, gennemføres fuldt ud; understreger i denne forbindelse, at det er væsentligt for EU at have et omfattende ensartet regelsæt til beskyttelse af persondata;

147.

minder om, at oprettelsen af agenturer som f.eks. Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Eurojust, Europol, Frontex og asylstøttekontoret på visse områder har været meget nyttig, når det gælder etableringen af OFSR; mener, at det på baggrund af, at Schengen er kernen i OFSR, er grundlæggende og meget vigtigt, at der oprettes et europæisk agentur for forvaltning af væsentlige informationssystemer på dette område, nemlig SIS II, VIS og Eurodac, fordi dette er den mest pålidelige løsning;

148.

beklager, at Lissabontraktaten vil træde i kraft, uden at Rådet og Kommissionen på passende vis har truffet de nødvendige foranstaltninger til en »ny begyndelse« i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed; understreger, at der modsat på området for den fælles sikkerheds og forsvarspolitik, navnlig hvad angår tjenesten for EU's optræden udadtil, ikke har været gjort nogen forberedelser med henblik på at gennemføre retsgrundlaget for gennemsigtighed (artikel 15 i TEUF), databeskyttelse (artikel 16 i TEUF), ikke-forskelsbehandling (artikel 18 i TEUF), og at resultatet af denne situation kan blive en lang periode med retlig usikkerhed, der især vil berøre OFSR; anmoder Kommissionen i lyset af ovenstående og under henvisning til artikel 265 i TEUF til at forelægge følgende inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure inden den 1. september 2010:

149.

opfordrer Kommissionen til straks at foreslå en konsolidering af de ca. 1.200 forskellige foranstaltninger, der er vedtaget i relation til OFSR siden 1993, for at skabe sammenhæng på dette politikområde under hensyntagen til EU's nye opgaver og roller og de nye retlige rammer, Lissabontraktaten giver, begyndende med de områder, som det i samråd med Europa-Parlamentet besluttes at prioritere højest; henleder Kommissionens opmærksomhed på, at Parlamentet vil vurdere Kommissionens forpligtelser på dette punkt i forbindelse med de kommende kommissærhøringer; anmoder derfor Kommissionen om på enkeltsagsbasis klart at meddele, hvilke forslag den agter at kodificere eller omarbejde, og forbeholder sig retten til at gøre fuldt brug af sin beføjelse til at ændre lovgivningen; mener, at det nye regelsæt for OFSR bør prioriteres frem for behovet for kontinuitet i forhold til eller konsolidering af en lovgivning, der blev udformet inden for en væsentlig anderledes konstitutionel ramme;

150.

understreger, at beslutningsprocessen for især lovforslag, der vedrører OFSR, fra den første dag efter Lissabontraktatens ikrafttræden bør være gennemsigtig og i overensstemmelse med reglerne for

mener, at hvis en lovgivningsprocedure er indledt i henhold til bestemmelserne i Nicetraktaten, hvorefter Parlamentet blot skal høres, således som det er tilfældet på flere områder under OFSR, og Parlamentet har afgivet udtalelse, bør lovgivningsproceduren begynde forfra i henhold til Lissabontraktaten ved førstebehandlingen, således at Parlamentet får lejlighed til at udtale sig med kendskab til sine beføjelser;

151.

understreger, at EU's eksterne politik - i modsætning til hvad der blev fastsat i formandskabets udkast til Stockholmprogrammet - bør være i overensstemmelse med EU's interne regelsæt, når det gælder grundlæggende rettigheder, og ikke omvendt; anmoder om umiddelbart at blive underrettet om planlagte eller verserende forhandlinger om internationale aftaler med betydning for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, navnlig hvis de er baseret på artikel 24 og 38 i den nuværende EU-traktat; mener, at det er særlig vigtigt, at der fastlægges en sammenhængende fælles strategi for fremtidige relationer med USA i forbindelse med OFSR inden det næste topmøde mellem EU og USA, navnlig hvad angår indgåelsen af følgende verserende aftaler:

152.

opfordrer Kommissionen til at forenkle de finansielle programmer, der er udarbejdet for at støtte etableringen af OFSR, og gøre dem mere tilgængelige; understreger i denne forbindelse behovet for finansiel solidaritet ved udarbejdelsen af nye finansielle rammer;

153.

forbeholder sig retten til at vende tilbage med specifikke forslag, når det bliver hørt om det lovgivningsmæssige handlingsprogram;

154.

kræver, at der senest i begyndelsen af 2012 foretages en midtvejsvurdering og evaluering Stockholm-programmet;

155.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/35

A

der henviser til, at der med Barcelona-konferencen i 1995 indledtes et særdeles ambitiøst projekt, nemlig etableringen af nye og tættere politiske, økonomiske, sociale og kulturelle bånd mellem det nordlige og det sydlige Middelhavsområde, og til, at dette projekt fortsat er langt fra at være fuldført,

B

der henviser til, at processen med oprettelsen af Middelhavsunionen, som det er hensigten, skal genstarte Euro-Middelhavsintegrationsprocessen gennem konkrete og synlig projekter, stadig er i gang, der henviser til, at der ikke blev afholdt Euromedmøder mellem januar og juli 2009 på grund af konflikten i Gazastriben,

C

der henviser til, at Euromedudenrigsministermødet, som skulle have været afholdt i Istanbul den 24.-25. november 2009, måtte udsættes, fordi de arabiske stater boykottede det i protest mod den israelske holdning i fredsprocessen i Mellemøsten,

D

der henviser til, at EU har undertegnet associeringsaftaler med alle sine partnere syd for Middelhavet, undtagen Syrien og Libyen; der henviser til, at forhandlingerne med Syrien om en associeringsaftale er afsluttet, men at undertegnelsen heraf er blevet udsat af Syrien, og henviser til, at Kommissionen har indledt forhandlinger med Libyen,

E

der henviser til, at den bilaterale tilgang, der er et element i ethvert fremskridt af denne art, og en følge af de særlige kulturelle, sociale, økonomiske og politiske forskelle mellem de involverede lande, bør ledes og understøttes af en mere global vision og plan for forbindelser mellem de forskellige partnere og således være ledsaget af en regional tilgang,

F

der henviser til, at områderne nord og syd for Middelhavet fortsat er kendetegnet ved en kraftig økonomisk, social og demografisk asymmetri, hvilket viser de store forskelle i velstand, som er en af de grundlæggende årsager til den manglende stabilitet, migrationsstrømmene og belastningen af miljøet i regionen; der henviser til, at der er betydelige udviklingsmæssige forskelle mellem Middelhavslandene; der henviser til, at mere end 30 % af befolkningen i SEM-landene lever for mindre end to USD om dagen,

G

der henviser til, at SEM-landenes økonomier er stærkt afhængige af udenrigshandelen, der henviser til, at omkring 50 % af disse handelsstrømme går til EU, skønt disse lande kun tegner sig for 8 % af EU's udenrigshandel med en positiv balance til fordel for EU; der henviser til, at SEM-landenes eksportstrukturer kun i meget ringe grad er diversificeret, og at disse lande fortsat er specialiserede inden for sektorer, der kun i beskedent omfang bidrager til vækst,

H

der henviser til, at EU er den største udenlandske investor i regionen, men at de direkte udenlandske investeringer fortsat er meget begrænsede i regionen sammenholdt med andre regioner i verden, og til, at der er stor forskel på landenes evne til at tiltrække direkte udenlandske investeringer,

I

der henviser til, at den regionale syd-syd-integrationen langtfra er gennemført, og til, at syd-syd-handelen er utilstrækkeligt udviklet, idet den kun tegner sig for ca. 6 % af de pågældende landes samlede samhandel,

J

der henviser til, at denne situation kan få meget skadelige følger for Euro-Middelhavsintegrationsprocessen og navnlig for SEM-landenes fødevaresikkerhed og-suverænitet ved at forstærke følgerne af handelskoncentrationen, såsom afhængighed af nogle få eksportartikler, hovedsagelig landbrugsvarer, mens behovet for import af basisfødevarer samtidig vokser, og at den derfor ikke er til gavn for SEM-landene og deres virksomheder,

K

der henviser til, at SEM-landene bør fjerne de eksisterende politiske og økonomiske hindringer, der for øjeblikket bremser integrationsprocessen i hele området, med henblik på at skabe et mere frugtbart indbyrdes samarbejde,

L

der henviser til, at tekstil-, beklædnings- og skotøjsindustrien på begge sider af Middelhavet mister store markedsandele på grund af markedets globalisering og en betydelig konkurrence fra Asien,

M

der henviser til, at hvis frihandelsområdet skal have en reel positiv indvirkning, må det fremme SEM-landenes integrationen i den internationale handel, sikre deres økonomiske diversificering og en retfærdig deling af gevinsten herved, således at det bliver muligt at nå de hovedmålsætninger, der er opstillet for Euro-Middelhavspartnerskabet inden for økonomi og handel, nemlig at mindske udviklingsforskellen mellem områderne nord og syd for Middelhavet,

N

der henviser til, at følgerne af den økonomiske og finansielle krise har føjet sig til de politiske og social udfordringer, der allerede eksisterer i partnerlandene, især arbejdsløshedsproblemet; der henviser til, at det er i SEM-landenes og EU's fælles interesse at nedbringe arbejdsløsheden i området og give den berørte befolkning, især kvinderne, de unge og beboerne i landdistrikterne, anstændige fremtidsudsigter,

1.

beklager, at Euro-Middelhavspartnerskabets hovedmål til trods for visse fremskridt stadig langt fra er nået; understreger, at det kræver en stærk og målrettet indsats fra alle parters side og en større inddragelse af civilsamfundet og af befolkningerne på begge sider af Middelhavet, hvis denne proces og navnlig frihandelsområdet skal blive en succes og bidrage til at skabe fred, velstand og sikkerhed i hele regionen;

2.

mener, at en lang række vanskeligheder ikke kun af økonomisk, men også af politisk art såsom konflikten i Mellemøsten, har haft en meget skadelig indvirkning på de fremskridt og den udvikling, der har kunnet konstateres i forbindelse med denne proces, især hvad angår frihandelsområdet; beklager, at Euromedudenrigsministrenes møde, der var berammet til den 24.-25. november 2009 i Istanbul, blev udsat af de samme politiske årsager, og at Middelhavsunionen ikke gør fremskridt;

3.

erindrer om, at den definition af væsentlige projekter i strategiske sektorer såsom etablering af nye infrastrukturer, samarbejde mellem små og mellemstore virksomheder, kommunikation og anvendelse af vedvarende energikilder, som er opstillet i forbindelse med Middelhavsunionen, vil bidrage til udvikling og fremme af Euro-Middelhavslandenes samhandel og investeringer; opfordrer til afholdelse af de møder, der er planlagt inden for rammerne af Middelhavsunionen og til, at der etableres et permanent sekretariat i Barcelona;

4.

mener, at de nuværende hindringer må ses som et tegn på, at en uddybning af de økonomiske forbindelser kun kan ske sideløbende med en uddybning af de politiske forbindelser; mener, at reel regional og økonomisk integration kun kan opnås, såfremt der sker fremskridt vedrørende løsningen af de nuværende konflikter og på området for demokrati og menneskerettigheder;

5.

opfordrer Kommissionen, EU-medlemsstaterne og SEM-landene til at tage hensyn til den finansielle, økonomiske og miljømæssig krise ved i højere grad at integrere de sociale og miljømæssige aspekter i partnerskabets økonomiske og handelsmæssige del; opfordrer SEM-landenes regeringer til at gennemføre sammenhængende og effektive beskæftigelses- og socialbeskyttelsespolitikker, med det formål at afbøde krisens følger;

6.

minder i den forbindelse om, at målsætningen om et frihandelsområde ikke alene bør vurderes ud fra vækstkriterier, men også og frem for alt ud fra, hvorvidt det bidrager til skabelsen af arbejdspladser; minder om, at ungdomsarbejdsløshed og arbejdsløshed blandt kvinder er Middelhavslandenes mest presserende sociale problem;

7.

understreger betydningen af en regional integration i SEM-landene og en styrkelse af syd-syd-samhandelen; beklager, at syd-syd-samarbejdet fortsat er underudviklet;

8.

tilskyder på det kraftigste SEM-landene til at udvikle syd-syd-samhandelen med forbillede i Agadiraftalen undertegnet af Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien; mener, at dette skridt er afgørende for den regionale integration, opfordrer de øvrige lande i regionen til at tilslutte sig denne aftale for yderligere at udvikle de integrationsinitiativer, som SEM-landene deltager i, og til at udnytte synergierne i forbindelse med uddybelsen af Euromedassocieringsaftalerne mellem Middelhavslandene og EU; understreger, at EU-institutionerne bør reagere positivt på anmodninger om faglig og finansiel støtte til fremme af en sådan økonomisk syd-syd-integration;

9.

mener, at systemet med kumulation af oprindelse bør styrkes, eftersom det er et nyttigt redskab til genoplivning af handelen i området, og at oprindelsesbestemmelserne bør ajourføres og forenkles for at tage hensyn til Euromedpartnernes interesser; opfordrer Euro-Middelhavshandelsministrene til at støtte den regionale konvention om et fælles system for oprindelsesbestemmelser for hele Euro-Middelhavsområdet, der baner vej for en forenkling af oprindelsesbestemmelserne, og til at tage yderligere skridt i retning af gennemførelsen af systemet med oprindelseskumulation for hele Euromedområdet;

10.

bemærker, at Euro-Middelhavshandelsministrene skal drøfte foranstaltninger til afhjælpning af de nuværende beskedne handelsmæssige og økonomiske forbindelser i Euromedområdet, en ny Euro-Middelhavskøreplan og en ny mekanisme til fremme af handel og investering i regionen; er positivt indstillet over for alle fælles initiativer til revision af de nuværende associeringsaftaler i lyset af de nye økonomiske krav og udfordringer;

11.

understreger, at disse drøftelser bør finde sted i en sammenhæng med gensidig tillid og respekt parterne imellem, således at man sikrer SEM-landenes ret til selv at sætte tempoet i liberaliseringen af samhandelen og kontrollere deres nationale strategier for økonomisk og social udvikling; erindrer om, at forhandlingerne om frihandelsområdet bør planlægges samordnet og etapevis inden for rammerne af et rationelt og forudseligt partnerskab, som er afpasset efter SEM-landenes socioøkonomiske forhold;

12.

understreger, at enhver yderligere liberalisering inden for landbruget og fiskeriet bør ske under hensyntagen til behovet for at beskytte sårbare goder, og at der samtidig bør ske en systematisk evaluering af liberaliseringsprocessens indvirkninger på det sociale område og på plantesundhedsstandarderne; opfordrer Middelhavshandelsministrene til at sikre en gradvis gennemførelse af denne proces, idet de er opmærksomme på den tid, det tager at gennemføre retfærdige skattereformer med henblik på at opveje faldet i indtægter fra toldafgifter; opfordrer Euro-Middelhavspartnerne til at overveje mulighederne for at føre en integreret Euro-Middelhavslandbrugspolitik, der er baseret på forsyningskædernes komplementaritet og en bæredygtig vandpolitik og prioriterer fødevaresuverænitet højere end kommercielle hensyn;

13.

mener, at servicesektoren er afgørende for SEM-landenes udvikling; mener, at enhver liberalisering af tjenesteydelser bør ske i samarbejde med SEM-landene, således at disses ret til at graduere og styre liberaliseringen af følsomme og skrøbelige erhvervssektorer anerkendes; mener, at der bør sondres mellem kommercielle og offentlige tjenesteydelser;

14.

kræver, at tidsplanen for liberaliseringen af industrisektoren justeres i forhold til de eksisterende økonomiske og sociale forhold, herunder arbejdsløshedsniveauet, i de enkelte SEM-lande samt liberaliseringens miljøvirkninger; understreger, at det økonomiske og handelsmæssige partnerskab forventes at skabe en mere diversificeret industriproduktion samt større værditilvækst; opfordrer SEM-landene til at indføre regionale politikker, der tager hensyn til de meget små virksomheder og de små og mellemstore virksomheder;

15.

bemærker, at tekstilproducenterne i Euro-Middelhavsområdet har meget vanskeligt ved at klare den skærpede globale konkurrence; henviser til behovet for at styrke nord-syd-partnerskabet for at opretholde konkurrenceevnen i Euro-Middelhavslandenes tekstil- og beklædningsindustrier og fremme SEM-landenes aktiviteter med en forøget merværdi på grundlag af kreativitet og innovation og ikke kun på udflytning af virksomheder;

16.

understreger behovet for at øge investeringssikkerheden i Middelhavsregionen ved hjælp af en ordning, som koordinerer strategier for små og mellemstore virksomheder og omfatter et stort antal områder: garantier, finansiering, information af små og mellemstore virksomheder og netværkssamarbejde mellem disse;

17.

mener, at det nye forslag om at indføre en Euro-Middelhavsinvesteringsfacilitet er et vigtigt skridt hen imod centralisering og formidling af informationer ved hjælp af et eneste netværk, som sætter erhvervslivet i stand til at skaffe sig et generelt overblik over vilkårene for handel og investeringer i regionen; understreger, at dette instrument bør være et supplement til de eksisterende netværk;

18.

betoner, at det er nødvendigt at oprette en Euro-Middelhavsbank for investering og udvikling, der kan garantere sikkerheden for donorer syd og nord for Middelhavet og kan tiltrække de direkte udenlandske investeringer, som mangler i Euro-Middelhavsregionen;

19.

glæder sig over den »Inframed«-fond, der blev bebudet som led i Middelhavsunionen, som en langsigtet investeringsfond til finansiering af infrastrukturprojekter;

20.

mener, at Middelhavsunionen bør medføre en udbygning af de nuværende samarbejdsformer i Euromedregi med henblik på at give alle partnerlandene mulighed for at deltage i EU's programmer og de tilhørende politiske tiltag på grundlag af prioriteringer og mål, der fastlægges i fællesskab; erindrer om, at det er vigtigt at udvide fællesskabsprogrammerne til at omfatte partnerlandes deltagelse, navnlig inden for samarbejde på tværs af grænserne (InterReg), uddannelse, forskning og erhvervsuddannelse (udvekslingsordninger for studerende osv.);

21.

tilskynder til anvendelse af sol- og vindenergi i Middelhavsregionen; glæder sig over de seneste initiativer såsom »Plan Solaire« og de oprindelige tanker bag industriinitiativet Desertec, som har til formål at udvikle det enorme potentiale for solenergi i Mellemøsten og Nordafrika, men beklager, at disse tiltag stadig i for høj grad iværksættes på nationalt plan; understreger, at EU’s indsats i forbindelse med Desertec-projektet bør være sammenhængende og udgøre et aktivt bidrag til en indefra kommende udvikling af landene i Nordafrika og Mellemøsten, og opfordrer Kommissionen til at samordne EU's indsats proaktivt;

22.

er foruroliget over resultaterne af bæredygtighedsvurderingen udarbejdet af Manchesters universitet; opfordrer Kommissionen til systematisk at følge henstillingerne i bæredygtighedsvurderingen vedrørende de sociale og miljømæssige virkninger af liberaliseringsprocessen for således at tage hensyn til den sociale samhørighed og bæredygtig udvikling; understreger endvidere, at disse virkninger i høj grad kan variere fra en sektor til en anden og fra et land til et andet; understreger, at virkelige sociale fremskridt kun kan sikres, hvis man som led i de økonomiske og handelsmæssige partnerskaber fremmer anstændigt arbejde og de adfærdskodekser, der indgået med multinationale selskaber, og som integrerer målsætningerne om tilvejebringelse af anstændigt arbejde;

23.

mener, at frihandelsområdet bør suppleres med en gradvis og betinget indførelse af den frie bevægelighed for arbejdstagere under hensyntagen til forholdene på det europæiske arbejdsmarked og det internationale samfunds nuværende udredningsarbejde vedrørende sammenhængen mellem migration og udvikling; mener, at det haster med at udforme de retlige og administrative regler, der kan fremme udstedelsen af visa, navnlig for Euro-Middelhavspartnerskabets aktører, studerende, akademikere og socioøkonomiske aktører; understreger, at det er vigtigt og nødvendigt at reducere de omkostninger, der er forbundet med migranters pengeoverførsel til deres respektive hjemlande, således at disse midler kan gavne den lokale økonomi mest muligt;

24.

anmoder Kommissionen om at holde det fuldt underrettet om udviklingen i forbindelse med Syriens associeringsaftale, hvis undertegnelse Syrien udsatte for nylig; mener, at der næres visse betænkeligheder over for en genoptagelse af forhandlingerne med Libyen om en associeringsaftale og mere generelt om at lade landet deltage i Middelhavsunionen; anmoder Kommissionen om at holde det fuldt underrettet samt at inddrage og høre det under enhver fase af forhandlingerne;

25.

bemærker desuden, at flere Middelhavslande har udvist interesse for at uddybe og/eller udvide deres handelsaftaler med EU, og anmoder Kommissionen om i betragtning af de nye beføjelser, Lissabontraktaten giver Parlamentet på handelsområdet, at tage hensyn til en tidligere beslutning fremsat af Parlamentet under forhandlingerne om disse nye aftaler;

26.

understreger, at bilaterale løsninger ikke bør gennemføres på bekostning af en multilateral regional løsning; mener, at Kommissionen, samtidig med at man fremmer et tættere samarbejde med de mere avancerede partnere og tager behørigt hensyn til deres politiske, kulturelle og sociale karakteristika, bør fastholde princippet om, at forhandlingerne føres mellem to regioner;

27.

understreger, at der med henblik på den palæstinensiske situation bør træffes specifikke og særlige foranstaltninger for at hjælpe befolkningen med at få dette område integreret i handelsstrømmene i Middelhavsområdet; mener i denne forbindelse at der bør findes en løsning i sagen om oprindelsescertificering og følgelig præferencebehandling i medfør af aftalen mellem EF og Israel vedrørende varer fra Gazastriben og Vestbredden;

28.

mener, at en afbalanceret køreplan baseret på en bred konsensus og bl.a. en positiv evaluering af de sociale og miljømæssige indvirkninger kan blive et nyttigt instrument til genoptagelse af det økonomiske og handelsmæssige samarbejde i de kommende år; opfordrer derfor Euro-Middelhavshandelsministrene til at tilslutte sig denne løsning på deres ministermøde i december 2009; opfordrer de højtstående embedsmænd inden for Euro-Middelhavshandelssamarbejdet til at overvåge implementeringen af køreplanen i de kommende år og eventuelt foreslå nødvendige ændringer og anmoder om at blive holdt underrettet om sådanne foranstaltninger;

29.

understreger nødvendigheden af, at Euro-Middelhavsintegrationsprocessen på ny bliver en politisk prioritet på EU's dagsorden;

30.

fremhæver den rolle, som Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavspartnerskabet (EMPA) har i forbindelse med partnerskabet som en demokratisk instans, der på grundlag af de tre søjler i Barcelonaprocessen samler parlamentsmedlemmer fra de to sider af Middelhavet; opfordrer endvidere til en styrkelse af samarbejdet mellem EMPA, Kommissionen og Rådet på det økonomiske område;

31.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes og SEM-landenes stats- og regeringschefer og parlamenter samt EMPA.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/42

A.

der henviser til, at direktiv 90/314/EØF (pakkerejsedirektivet) regulerer dele af pakkeferiebranchen og fastsætter bestemmelser om passende kompensation og hjemtransport af forbrugere i tilfælde af pakkeferiearrangørers konkurs,

B.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 2027/97 fastsætter karakteren af luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af uheld og kompensationsordninger for passagerer,

C.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 785/2004 fastsætter de forsikringskrav, som luftfartsselskaber og luftfartøjsoperatører skal opfylde,

D.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 261/2004 indeholder bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser,

E.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 1008/2008 fastsætter strenge økonomiske regler for luftfartøjsoperatører,

F.

der henviser til, at der i det seneste årti har været en betydelig vækst i antallet af relativt små lavprisselskaber, der flyver til velkendte feriedestinationer, og disse selskabers passagertal,

G.

der henviser til, at der i de seneste ni år inden for lufttransportsektoren har været 77 konkurser, der i visse tilfælde har ført til, at mange tusinde passagerer forblev strandet på deres rejsemål og ude af stand til at kunne anvende deres hjemrejse,

1.

bemærker, at Kommissionen har foretaget en omfattende høring af interesserede parter om luftfartsselskabers konkurs;

2.

minder om, at Kommissionen gennemførte en stor undersøgelse af de vanskeligheder, der er forbundet med luftfartsselskabers konkurs, og disses konsekvenser for passagerer og fremsendte resultaterne til Parlamentet i februar 2009;

3.

tager denne undersøgelses resultater og den vifte af muligheder, der gennemgås deri, til efterretning;

4.

minder i denne forbindelse om, at der foreligger en række muligheder, som Kommissionen kan gøre brug af, for at forbedre mulighederne for passagerer hos konkursramte luftfartsselskaber, herunder krav til selskaberne om obligatorisk forsikring, en frivillig forsikringsordning for passagerer, som luftfartsselskaber skal tilbyde, og oprettelse af en garantifond;

5.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden af et lovforslag, der har det specifikke formål at sikre erstatning til passagerer hos luftfartsselskaber, der går konkurs, og som fastsætter økonomiske og administrative foranstaltninger, herunder princippet om fælles ansvar for passagerer, hvorved alle luftfartsselskaber, der flyver på samme rute med ledige sæder, i tilfælde af luftfartsselskabers konkurs, ville sikre hjemtransport af passagerer, der er strandet i en anden lufthavn end udrejselufthavnen, og, hvis den finder et sådant lovforslag relevant, at forelægge det senest den 1. juli 2010; anmoder Kommissionen om, at den sideløbende med en gennemgang af pakkerejsedirektivet forelægger forslag til en udvidelse af hjemtransport– eller omdirigeringsmulighederne for berørte passagerer;

6.

opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden af at udvide sådanne foranstaltninger til luftfartsselskaber, der har indstillet driften og dermed skaber samme gener for passagerne som selskaber, der kommer under konkurs;

7.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden af, at nationale tilsynsmyndigheder hurtigt kan frigive tilbageholdte luftfartøjer, således at disse luftfartøjer kan anvendes til at flyve strandede personer hjem;

8.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/44

A.

der henviser til, at der på nuværende tidspunkt ikke findes harmoniserede bestemmelser eller ensartet praksis for oprindelsesmærkning i EU; der henviser til, at forskellene mellem de eksisterende bestemmelser i medlemsstaterne samt manglen på klare fællesskabsbestemmelser på dette område medfører, at retsgrundlaget er ufuldstændigt,

B.

der henviser til, at det er forbudt at indføre nationale bestemmelser om obligatorisk oprindelsesmærkning af varer, der importeres fra andre medlemsstater, mens der ikke findes et sådant forbud mod obligatorisk oprindelsesmærkning af varer, der importeres fra tredjelande,

C.

der henviser til, at en række af EU's vigtigste handelspartnere såsom USA, Kina, Japan og Canada har indført obligatoriske krav til oprindelsesmærkning,

D.

der henviser til, at EU med Lissabon-dagsordenen har sat sig det mål at styrke sin økonomi ved blandt andet at forbedre sin konkurrenceevne i verdensøkonomien; der henviser til, at konkurrence kan anses for retfærdig, når der opereres med klare regler for såvel producenter som for eksportører og importører, og når den bygger på fælles sociale og miljømæssige forudsætninger og værdier,

E.

der henviser til, at en oprindelsesmærkningsordning vil have som mål at gøre det muligt for EU's forbrugere at få fuldt kendskab til oprindelseslandet for de produkter, som de køber, og at forbrugerne således vil kunne associere disse produkter med de sociale og miljø- og sikkerhedsmæssige standarder, der normalt forbindes med det pågældende land,

F.

der henviser til, at forslaget om indførelse af en obligatorisk oprindelsesmærkningsordning i EU kun omfatter et begrænset antal importerede varer såsom tekstiler, smykker, beklædning, fodtøj, møbler, læder, lamper, glasartikler, keramik og håndtasker, hvor »made in«-kravet giver oplysninger, der er af stor betydning for de endelige forbrugeres valg,

G.

der henviser til, at det er afgørende at sikre ensartede vilkår for producenterne i de vigtigste af Den Europæiske Unions partnerlande, der har gennemført oprindelsesmærkning,

H.

der henviser til, at Lissabontraktatens ikrafttrædelse den 1. december 2009 vil give Europa-Parlamentet og Rådet samme beføjelser inden for den fælles handelspolitik; der henviser til, at den almindelige lovgivningsmæssige procedure i artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vil finde anvendelse på den kommende forordning om oprindelsesmærkning,

1.

gentager, at forbrugerbeskyttelse forudsætter gennemsigtige og sammenhængende bestemmelser vedrørende handel, herunder angivelse af oprindelse;

2.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre lige vilkår for de handelspartnere, der opfylder kravene om oprindelsesmærkning;

3.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre hensigtsmæssig toldkontrol og hensigtsmæssige gennemførelsesmekanismer;

4.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at bibeholde en konsekvent tilgangsvinkel til dette spørgsmål, således at forbrugerne kan få mere fuldstændige og præcise oplysninger; anser obligatorisk oprindelsesmærkning som et vigtigt skridt hen imod mere fuldstændige oplysninger om sociale og miljømæssige produktions- og forarbejdningsnormer;

5.

opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at gribe effektivt ind for at beskytte forbrugernes legitime rettigheder og forventninger, når der er beviser for, at importører og producenter i tredjelande har anvendt svigagtig eller vildledende oprindelsesmærkning;

6.

mener, at Rådets ovennævnte forslag til forordning om indførelse af obligatorisk angivelse af oprindelseslandet for visse varer, der importeres til EU fra tredjelande er vigtigt for at nå målet om gennemsigtighed og hensigtsmæssige oplysninger til forbrugeren såvel som overensstemmelse i de internationale handelsbestemmelser;

7.

mener, at høringerne og drøftelserne mellem Parlamentet og Rådet i henhold til den almindelige lovgivningsmæssige procedure fastsat i Lissabontraktaten formelt bør indledes efter den 1. december 2009, og at yderligere forsinkelser i alvorlig grad vil være til skade for borgernes rettigheder, beskæftigelsen i EU og princippet om fri og fair handel;

8.

opfordrer Kommissionen til at beholde sit forslag, som det er, og genfremsende det til Parlamentet i henhold til artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde umiddelbart efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse;

9.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/47

A.

der henviser til, at det i artikel 49 i EF-traktaten hedder, at »enhver europæisk stat … kan ansøge om at blive medlem af Unionen«,

B.

der henviser til, at Vestbalkans fremtid ligger i Den Europæiske Union, hvilket blev bekræftet på Det Europæiske Råds møde i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003, på Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 15.-16. juni 2006 og på efterfølgende topmøder; der henviser til, at alle de eksisterende tilsagn, der blev givet til de sydøsteuropæiske lande, bør overholdes,

C.

der henviser til, at Tyrkiet har været kandidatland siden 1999, Kroatien siden 2004 og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien siden 2005; der henviser til, at Albanien, Montenegro og Island har ansøgt om medlemskab af Unionen, og at Kommissionen er i gang med en evaluering af Montenegros og Islands ansøgninger; der henviser til, at der er blevet undertegnet stabiliserings- og associeringsaftaler med Bosnien-Hercegovina og med Serbien; der endvidere henviser til, at Kommissionen har meddelt, at den agter at foreslå handelsaftaler og liberalisering af visum-reglerne for Kosovo på mellemlang sigt,

D.

der henviser til, at tidligere udvidelser uden tvivl har været en succes både for EU og for de tiltrædende medlemsstater, at de har bidraget til stabilitet, udvikling og fremgang i Europa som helhed, og at det derfor er vigtigt at skabe de rette betingelser for at sikre, at fremtidige udvidelser også bliver vellykkede,

E.

der henviser til, at udvidelsesstrategien bør være langt mere end en forhandlingsmetodologi og afspejle overbevisningen om, at EU er et fællesskab med fælles værdier, og til at strategien er uløseligt forbundet med debatten om EU's mål og effektivitet samt EU's fremtid og rolle i forhold til nabolandene og på verdensplan,

F.

der henviser til, at der fortsat består uløste problemer mellem flere kandidater og potentielle kandidater til EU-medlemskab og deres nabolande; der henviser til, at regionalt samarbejde og godt naboskab fortsat er nøglefaktorer i integrationsprocessen,

1.

går fortsat stærkt ind for udvidelsespolitikken, som har vist sig at være en af de mest succesrige EU-politikker og har været til gavn for både eksisterende og nye medlemsstater; minder om, at de tidligere udvidelser har bidraget til at udvide området med fred, sikkerhed og velstand i Europa i hidtil uset grad, og bekræfter EU's tilsagn om at bevare tempoet i udvidelsesprocessen;

2.

mener, at EU kan lære af de tidligere udvidelser, og at yderligere forbedringer af udvidelsesprocessens kvalitet skal bygge på hidtil indhøstede positive erfaringer; minder også om, at der som anført i tidligere beslutninger er behov for at skabe plads til tilstrækkelig institutionel, finansiel og politisk konsolidering sideløbende med udvidelsesprocessen;

3.

understreger, at principperne i formandskabets konklusioner fra mødet i Bruxelles den 14.-15. december 2006 vedrørende den »fornyede konsensus om udvidelse«, især EU's evne til at fungere effektivt og udvikle sig, skal forblive ufravigelige grundpiller i EU's udvidelsespolitik;

4.

fastslår, at et konsekvent tilsagn fra både kandidatlandene og EU om fuld og nøje efterlevelse af kriterierne fra Det Europæiske Råds møde i København den 21.-22. juni 1993 er af afgørende betydning, blandt andet for EU's integrationskapacitet;

5.

opfordrer EU-institutionerne til at analysere og øge Unionens integrationskapacitet;

6.

fremhæver, at retsstatsprincippet er en grundlæggende del af den demokratiske, økonomiske og sociale udvikling og en af hovedbetingelserne for EU-medlemskab; glæder sig over den indsats, der er gjort i regionen for at gennemføre reformer i dette øjemed, men bemærker, at visse lande fortsat står over for store udfordringer, især hvad angår bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet; tilskynder disse lande til at intensivere deres indsats på området;

7.

understreger, at ytringsfriheden er et af demokratiets grundlæggende principper og konstaterer med bekymring, at denne frihed i nogle lande endnu ikke respekteres i fuldt omfang; anser det for en prioritet for landene på det vestlige Balkan og Tyrkiet at sikre medierne mod politisk indblanding og garantere tilsynsmyndighedernes uafhængighed; opfordrer de pågældende lande til at etablere egentlig lovgivning på området og sikre, at lovene overholdes;

8.

understreger, at tæt samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det Tidligere Jugoslavien (ICTY) er en grundlæggende betingelse for, at landene på det vestlige Balkan kan gøre fremskridt hen imod medlemskab af Unionen, men påpeger, at det er lige så vigtigt, at samfundene i disse lande betragter godtgørelse for krigsforbrydelser som et afgørende skridt for at skabe retfærdighed for ofrene og fremme regional forsoning;

9.

understreger betydningen af godt naboskab som en forudsætning for regional stabilitet og samarbejde og for en velfungerende udvidelsesproces; opfordrer derfor alle de pågældende lande til at gore alt, hvad der står i deres magt for at bringe deres konflikter med deres naboer til ophør på et tidligt stadium i udvidelsesprocessen; understreger imidlertid, at sådanne bilaterale konflikter bør løses af de pågældende parter; foreslår, at EU sætter alt ind for at opnå en løsning, hvis de berørte parter ikke formår at løse disse konflikter; gør opmærksom på, at selv om sådanne konflikter ikke i sig selv bør være en hindring på vejen mod medlemskab, bør EU undgå at bebyrde sig selv med sådanne bilaterale konflikter og bør bestræbe sig på at løse dem inden tiltrædelsen;

10.

er bekymret over de økonomiske problemer, som regionen står over for som følge af den finansielle krise; glæder sig over Kommissionens vilje til at stille ekstraordinær finansiel støtte til rådighed, som f.eks. makroøkonomisk bistand og direkte støtte til budgettet; understreger, at situationen er særdeles vanskelig i betragtning af den store fattigdom og arbejdsløshed i nogle af de pågældende lande; opfordrer Kommissionen og landene til selv at gøre alt, hvad der står i deres magt for at afbøde følgerne af krisen, især for de mest sårbare samfundsgrupper;

11.

understreger betydningen af et regionalt samarbejde med landene i det vestlige Balkan som en vigtig betingelse for udvidelsesprocessen og samtidig som et altafgørende element i forsoningsprocessen og udbygningen af mellemfolkelige forbindelser; minder endvidere om fordelene ved et sådant samarbejde i form af øget handelsvolumen, forbedret energisikkerhed ved anvendelse af forskellige energiudbydere, -kilder og -forsyningsruter, miljøpolitik og bekæmpelse af organiseret kriminalitet og ulovlig handel; bemærker i denne forbindelse med tilfredshed det arbejde, som Det Regionale Samarbejdsråd har udrettet; opfordrer til større politisk vilje og bedre samordning i gennemførelsen af strategien til bekæmpelse af menneskehandel, navnlig hvad angår beskyttelse af ofrene; understreger, at regionalt politisk og økonomisk samarbejde skal omfatte alle politiske aktører såvel som civilsamfundet, især kvindeorganisationer, og at der ikke bør lægges hindringer i vejen herfor som følge af bilaterale politiske problemer; opfordrer i denne henseende alle involverede parter til at søge at opnå pragmatiske løsninger, der kan sikre bredden af et regionalt samarbejde, uanset de divergerende holdninger til Kosovos status;

12.

opfordrer alle de involverede lande til at gøre en større indsats på kvinderettigheds- og ligestillingsområdet, især hvad angår bekæmpelsen af kønsbestemt vold, fremme af muligheder for retslige skridt over for forskelsbehandling på grund af køn, og fremme af kvinders politiske deltagelse;

13.

finder det afgørende at fremme civilsamfundets og ikkestatslige organisationers (NGO) øgede deltagelse på både centralt og lokalt niveau og at forhøje støtten og finansieringen til NGO'er for dermed at tilskynde dem til at deltage i planlægningen og anvendelsen af førtiltrædelsesinstrumentets civilsamfundsfacilitet samt forbedre dialogen mellem arbejdsmarkedets parter;

14.

opfordrer landene i regionen til at gøre en større indsats for at forbedre situationen for de etniske mindretal, især for romaerne; understeger, at romaerne ofte udsættes for forskelsbehandling, og at de især bør være stærkere repræsenteret i beslutningsprocesserne, på arbejdsmarkedet og i de almindelige uddannelsessystemer; noterer sig i den forbindelse de tilbagetagelsesaftaler, der er blevet indgået bilateralt mellem landene på Vestbalkan og medlemsstaterne, og opfordrer de pågældende lande til at øge deres indsats for at skabe hensigtsmæssige sociale forudsætninger, social infrastruktur og adgang til offentlige tjenesteydelser for at sikre romaernes grundlæggende rettigheder og fremme deres reintegration efter deres tilbagevenden; opfordrer landene på det vestlige Balkan og medlemsstaterne til at følge nøje op på reintegrationen af de tilbagevendte romaer og aflægge årlig rapport til Kommissionen om de opnåede resultater for at lette evalueringen af reintegrationspolitikkerne og udvekslingen af bedste praksis;

15.

understreger den afgørende betydning af processen til liberalisering af visumudstedelsen for landene på det vestlige Balkan; finder det glædeligt, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Serbien og Montenegro har opfyldt kriterierne for liberalisering af visumreglerne, således at den visumfri ordning forventes at gælde for deres statsborgere fra den 19. december 2009; glæder sig over de seneste foranstaltninger, som myndighederne i Bosnien-Hercegovina har truffet for at fremskynde opfyldelsen af kravene i køreplanen for ordningen om visumfrihed, og opfordrer dem til at fremskynde forberedelserne, så alle relevante kriterier opfyldes, og visumliberaliseringen kan gælde for landenes statsborgere fra juli 2010; finder, at Kommissionen med det formål at fremme gennemførelsen af Thessalonikidagsordenen og som en del af den regionale tilgang inden for rammerne af sine beføjelser og på baggrund af FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 af 10. juni 1999 bør indlede visumdrøftelser med Kosovo snarest muligt med henblik på at fastlægge en køreplan for visumlettelse og visumliberalisering i lighed med de ordninger, der er indgået med lande på det vestlige Balkan;

16.

opfordrer alle landene i regionen til hurtigst muligt at vedtage eller på virkningsfuld vis gennemføre lovgivning, der forbyder forskelsbehandling, især i lyset at de mange tilfælde af trusler, overfald, intimidation og forskelsbehandling mod homoseksuelle, biseksuelle og personer, der afviger fra gængse kønsroller, og som ikke anmeldes eller retsforfølges;

17.

opfordrer myndighederne internationalt og i Kosovo til at gøre deres yderste for snarest muligt at lukke de blyforurenede flygtningelejre for internt fordrevne Çesmin Llugë/Česmin Lug, Osterode og Leposaviq/Leposavić, og ligger tæt på slaggebjergene ved Trepçablyminen, og til at sikre de helt grundlæggende menneskerettigheder for familierne, der bor der, ved at genhuse dem på sikre steder med ordentlige sanitære forhold;

18.

mener, at det er altafgørende, hvis EU-borgernes støtte til fordel for en yderligere udvidelse og kandidatlandenes borgeres engagement i fortsatte reformer skal bevares, at de får forelagt klare og omfattende oplysninger om fordelene ved denne politik; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre en indsats på dette område; finder det tilsvarende af afgørende betydning, at borgerne bliver hørt, og at der tages hensyn til deres bekymringer og spørgsmål;

19.

roser Kroatien for dets fortsatte fremskridt med hensyn til opfyldelsen af kriterierne for tiltrædelse af Unionen såvel som betingelserne for medlemskab; glæder sig over den bilaterale aftale om en løsning af grænsekonflikten med Slovenien, som har været den udslaggivende faktor for en åbning af yderligere kapitler i tiltrædelsesprocessen; finder, at tiltrædelsesforhandlingerne kan afsluttes snarest muligt, forudsat at Kroatien intensiverer sine bestræbelser og opfylder alle de nødvendige kriterier og benchmarks, herunder fuldt samarbejde med ICTY;

20.

lykønsker Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien med de fremskridt, som det har opnået siden den seneste fremskridtsrapport og især i løbet af de seneste par måneder; konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen har anerkendt dette fremskridt, og at den har henstillet, at der indledes tiltrædelsesforhandlinger med landet; opfordrer Rådet til at handle i overensstemmelse med Kommissionens henstillinger på topmødet i december 2009; forventer, at der i nær fremtid indledes forhandlinger med håb om at opnå gensidigt tilfredsstillende løsninger på tvister med nabolandene, herunder navnespørgsmålet mellem Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Grækenland; opfordrer regeringerne i begge lande til at intensivere deres indsats med dette mål for øje; minder om betydningen af gode naboskabsforbindelser og tilskynder Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien til at vise hensyntagen i forbindelse med de anliggender, der berører deres naboer; bemærker med glæde, at der for nylig er etableret diplomatiske forbindelser med Kosovo og indgået en aftale om fysisk grænsedragning, hvilket er et afgørende skridt for regional stabilitet;

21.

opfordrer myndighederne i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien til at fortsætte deres indsats for reformprocessen, især inden for den offentlige forvaltning og retsvæsenet, antikorruptionspolitikken, kvinders rettigheder og forbindelser mellem etniske grupper, herunder øget deltagelse af mindretal i det offentlige liv og den offentlige forvaltning;

22.

roser, at Tyrkiet som kandidatland har gjort fremskridt på vej mod opfyldelsen af Københavnskriterierne; opfordrer indtrængende den tyrkiske regering og alle parlamentariske partier i Tyrkiet til at nå til enighed om udformningen af gennemførelsen af de mest vigtige reformer; glæder sig over regeringens godkendelse af reformstrategien på retsområdet og påpeger den altafgørende betydning af en hurtig gennemførelse, således at den tyrkiske stats og det tyrkiske samfunds funktioner sikres; er bekymret over tilstandene på områderne ytringsfrihed og pressefrihed, især efter den uhørte bøde, som en mediegruppe er blevet idømt; glæder sig over den stadig mere åbne offentlige debat i Tyrkiet om emner, der hidtil var tabu; beklager de begrænsede fremskridt, der er gjort på området religionsfrihed, og tilskynder regeringen til at etablere lovrammer i tråd med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der vil gøre det muligt for ikkemuslimske trossamfund og for alawierne at fungere uden begrænsninger; beklager, at forpligtelserne i henhold til tillægsprotokollen til associeringsaftalen EF-Tyrkiet stadig ikke efterkommes, og opfordrer Tyrkiet til at sikre en fuldstændig gennemførelse heraf uden forskelsbehandling; opfordrer den tyrkiske regering og ligeledes alle de berørte parter til at bidrage aktivt til en hurtig løsning på Cypern-spørgsmålet inden for rammerne af FN's Sikkerhedsråds resolutioner og de principper, som EU hviler på; glæder sig over bestræbelserne på at løse det kurdiske spørgsmål i forbindelse med projektet om demokratisk åbning, og opfordrer den tyrkiske regering til at træffe konkrete foranstaltninger til at finde frem til en løsning på den situation, som borgere af kurdisk oprindelse befinder sig i, og opfordrer alle parter til at støtte denne proces; roser den diplomatiske indsats, der gøres for at normalisere forbindelserne med Armenien, og opfordrer indtrængende Tyrkiets Store Nationalforsamling og det armenske parlament til at ratificere de relevante protokoller; glæder sig over, at Tyrkiet har undertegnet den mellemstatslige aftale om Nabucco-gasrørledningen, som fortsat er et af EU's højest prioriterede energiforsyningsprojekter og opfordrer til at åbne kapitlet om energi i tiltrædelsesforhandlingerne; noterer sig over genoptagelsen af forhandlingerne om en tilbagetagelsesaftale med EU og opfordrer indtrængende Tyrkiet til i mellemtiden at sikre en fuldstændig gennemførelse af de eksisterende bilaterale tilbagetagelsesaftaler og med EU-medlemsstaterne; opfordrer den tyrkiske regering til at intensivere samordningen af sin udenrigspolitik med EU, især vedrørende Iran; beklager imidlertid, at det strategiske samarbejde mellem NATO og EU ud over »Berlin plus«-aftalerne fortsat blokeres som følge af Tyrkiets modstand, hvilket har negative følger for beskyttelsen af EU’s udstationerede personale, og opfordrer indtrængende Tyrkiet til at opgive denne modstand hurtigst muligt;

23.

glæder sig over de fremskridt, der er sket i Serbien, og især dets ensidige gennemførelse af interimsaftalen; mener, at en sådan ensidig gennemførelse set på baggrund af den finansielle krise viser, at landet er fast besluttet på at nå frem til medlemskab af Unionen; opfordrer derfor indtrængende Rådet til ufortøvet at træffe afgørelse om ratificeringen af interimsaftalen; anmoder Serbien om at samarbejde i fuldt omfang med ICTY; glæder sig i denne forbindelse over rapporten af 4. juni 2009, som chefanklageren ved ICTY har fremlagt, hvoraf det fremgår, at Serbien har gjort yderligere fremskridt i dets samarbejde med ICTY; finder det ligeledes vigtigt, at retsforfølgelsen fortsætter ved Beograds distriktsdomstols krigsforbryderkammer; glæder sig over de serbiske myndigheders undertegnelse af politiprotokollen med Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo (EULEX KOSOVO) og opfordrer Serbien til at intensivere sit samarbejde med EULEX KOSOVO, især hvad angår EULEX KOSOVO’s operationer i det nordlige Kosovo; beklager, at de serbiske myndigheder opfordrede kosovoserberne til at boykotte kommunalvalget den 15. november 2009, og opfordrer dem til at indtage en konstruktiv holdning og fremme aktiv deltagelse i Kosovos institutioner fra kosovoserbernes side;

24.

anerkender, at Bosnien-Hercegovina har gjort visse fremskridt vedrørende sikkerhed og grænseforvaltning; er dog utilfreds med det begrænsede fremskridt, som Bosnien-Hercegovina har opnået som potentielt kandidatland på vej mod medlemskab af EU; er stærkt foruroliget over det ustabile politiske klima og manglen på en fælles vision hos begge enheder, og fordømmer anvendelsen af en provokerende sprogbrug, som kan undergrave de opnåede resultater i forsoningsprocessen mellem de etniske grupper og med hensyn til statsstrukturernes funktionsevne; tilskynder Rådet til at fortsætte sin indsats med støtte fra det internationale samfund for at føre en dialog med de politiske ledere i Bosnien-Hercegovina, således at dette land og dets befolkningsgrupper kan fortsætte ad vejen mod europæisk integration; understreger, hvor vigtigt det er at skabe en mere holdbar forfatningsmæssig ramme, således at landets institutioner kan fungere mere effektivt; noterer sig følgelig Rådsformandskabets, Kommissionens og den amerikanske regerings seneste fælles diplomatiske bestræbelser og henstiller, at der under de videre forhandlinger tages hensyn til tidligere ordninger mellem politikere i Bosnien-Hercegovina; minder om, at det er nødvendigt at inddrage parlamentsmedlemmer og civilsamfundet i større udstrækning for at støtte et funktionsdygtigt land;

25.

glæder sig over Kommissionens intention om at styrke forbindelserne med Kosovo (5) i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution, herunder at afsøge mulighederne for Kosovos deltagelse i fællesskabsprogrammer; forventer, at decentraliseringsprocessen afsluttes inden årets udgang for dermed at opfylde betingelserne i Ahtisaari-planen og sikre alle Kosovos indbyggere politisk repræsentation, især det serbiske mindretal; opfordrer Kosovomyndighederne til at fortsætte deres bestræbelser på at forbedre og sikre mindretallenes rettigheder; glæder sig over, at lokalvalgene den 15. november 2009 generelt set forløb let og fredeligt, og anerkender den centrale valgkommissions indsats i forberedelserne; glæder sig endvidere over kosovoserbernes usædvanlig store valgdeltagelse og anser dette for en opmuntrende indikation af, at det kosovoserbiske samfund er villigt til at bære sin del af ansvaret for Kosovos institutioner; glæder sig over, at EULEX KOSOVO har opnået fuld operational kapacitet, som vil gøre det muligt for det at gennemføre sit mandat med fremme af retsstatsprincippet, offentlig ro og orden og sikkerhed på gennemsigtig og ansvarlig vis i hele Kosovo og bane vejen for Kosovos integration i Unionen, hvis det opfylder de nødvendige betingelser og krav;

26.

anerkender de fremskridt, der er gjort i Montenegro siden den seneste situationsrapport; bemærker, at landet har ansøgt om medlemskab af Unionen, og at Rådet har truffet afgørelse om at opfordre Kommissionen til at udarbejde sin udtalelse om Montenegros ansøgning; roser Montenegro for dets opnåede resultater især i den uproblematiske afvikling af det seneste valg og landets solide økonomiske resultater til trods for den globale økonomiske krise og tilskynder landet til at fortsætte sine reformbestræbelser;

27.

anerkender de fremskridt, som Albanien har opnået siden den sidste situationsrapport og især inden for arbejdet med at udstede identitetskort og gennemføre forbedringer af de juridiske og administrative rammer om valgprocessen, hvilket fremgik af det seneste nationale valg; opfordrer indtrængende oppositionen til at standse sin boykot af parlamentet og opfordrer den til at gøre sin pligt og repræsentere sine vælgere i parlamentet; opfordrer regeringen og oppositionen til at nå til en gensidig forståelse om en opfølgning i parlamentet på det seneste valg; bemærker, at Albanien har ansøgt om medlemskab af Unionen, og at Rådet har truffet afgørelse om at opfordre Kommissionen til at udarbejde en udtalelse om landets ansøgning; tilskynder de albanske myndigheder til at fortsætte deres bestræbelser for at opnå reformer til fordel for borgernes økonomiske og sociale fremskridt, således at landet kan tage skridt fremad på vejen mod EU-medlemskab;

28.

glæder sig over Islands ansøgning om medlemskab og forventer, at Kommissionen snart udarbejder en udtalelse og en henstilling om denne ansøgning, og at Island får kandidatstatus i nær fremtid i betragtning af dets veletablerede demokratiske tradition og som følge af, at landet i stor udstrækning har tilpasset sig den gældende fællesskabsret; mener dog, at Islands hidtidige gennemførelse af sine forpligtelser i medfør af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde bør være et afgørende element i Kommissionens vurdering; gentager sin opfordring til Kommissionen om at åbne et delegationskontor i Reykjavik allerede i første halvår 2010;

29.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at udvikle en funktionel og sammenhængende model for de nye EU-delegationer i udvidelsesområdet med sikring af en fælles EU-indsats efter indførelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), især hvis det udvidelsespolitiske område forbliver uden for EU-Udenrigstjenestens kompetenceområder;

30.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes og de berørte landes regeringer og parlamenter.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/53

A.

der henviser til, at FN's Beijing-handlingsprogram har defineret vold mod kvinder som enhver handling af kønsbaseret vold, der medfører, eller som sandsynligvis vil medføre, fysisk, seksuel eller psykologisk skade eller lidelse hos kvinder, hvortil skal regnes trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse,

B.

der henviser til, at vold mod kvinder ifølge FN's Beijing-handlingsprogram er udtryk for et traditionelt ulige magtforhold mellem mænd og kvinder, der har ført til en situation, hvor mænd dominerer kvinder, indtager en diskriminerende holdning over for kvinder og forhindrer dem i at udfolde sig fuldstændigt,

C.

der henviser til, at mænds vold mod kvinder ikke alene er et problem, som vedrører folkesundheden, men også er årsag til ulighed mellem kvinder og mænd, hvilket er et område, hvor EU har mandat til at skride til handling,

D.

der henviser til, at ligestilling mellem kvinder og mænd er et grundlæggende princip i EU, der er anerkendt i EF-traktaten og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

E.

der henviser til, at mænds vold mod kvinder er en krænkelse af menneskerettighederne, og i særdeleshed af retten til livet, retten til sikkerhed, retten til værdighed, retten til fysisk og psykisk integritet samt retten til valg med hensyn til seksualitet og reproduktiv sundhed,

F.

der henviser til, at mænds vold mod kvinder er en hindring for kvinders deltagelse i samfundet, i det politiske og offentlige liv og på arbejdsmarkedet og kan føre til marginalisering af og fattigdom for kvinder,

G.

der henviser til, at vold mod kvinder i ekstreme tilfælde kan føre til, at kvinderne myrdes,

H.

der henviser til, at vold mod kvinder ofte ledsages af vold mod børn og påvirker børnenes psykiske tilstand og liv,

I.

der henviser til, at vold mod mødre direkte og indirekte har varige negative konsekvenser for børnenes følelsesmæssige sundhed og sindstilstand, og at det kan medføre en ond cirkel af vold og overgreb, der fortsætter i generationer,

J.

der henviser til, at mænds vold mod kvinder dels er et udbredt, strukturelt problem i hele Europa og hele verden, og at dette fænomen rammer ofrene såvel som voldsudøverne uanset alder, uddannelse, indkomst eller position i samfundet, dels er knyttet til den ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder i vores samfund,

K.

der henviser til, at volden mod kvinder varierer med forskellige kulturer og traditioner, og til, at kønslig lemlæstelse af kvinder og piger, såkaldte æresforbrydelser og tvangsægteskaber er virkelighed i EU,

L.

der henviser til, at krig, væbnede konflikter, genopbygning efter konflikter og økonomiske, sociale og/eller finansielle kriser øger kvinders sårbarhed både individuelt og kollektivt over for den vold, de udsættes for fra mænds side, og at disse situationer ikke bør bruges som påskud for at tolerere mænds vold,

M.

der henviser til, at handel med kvinder med seksuelle og andre formål udgør en grundlæggende krænkelse af kvinders menneskerettigheder og skader ofrene som enkeltpersoner såvel som samfundet som helhed,

N.

der henviser til, at den tolerance, der udvises over for prostitution i Europa, indebærer øget handel med kvinder fra tredjelande i EU med henblik på seksuel udnyttelse og sexturisme,

O.

der henviser til, at der ikke er nogen regelmæssig og sammenlignelig dataindsamling om de forskellige typer vold mod kvinder i EU, hvilket gør det vanskeligt at vurdere fænomenets egentlige omfang og finde passende løsninger på problemet,

P.

der henviser til, at antallet af kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold er alarmerende,

Q.

der henviser til, at det ofte forvanskede og forbrugsorienterede billede af kvinderne, som medierne formidler, er uforeneligt med respekten for den menneskelige værdighed,

R.

der henviser til, at der ud over den økonomiske afhængighed (som ofte gør sig gældende for kvinder) er andre vigtige årsager til, at kvindelige ofre undlader at anmelde den vold, de udsættes for, og at disse skal søges i samfundskulturen og den opfattelse, at mænds vold mod kvinder er en privatsag, eller at kvinderne ofte selv er skyld heri,

S.

der henviser til, at kvinder hyppigt undlader at anmelde mænds vold mod dem af forskellige komplekse psykologiske, økonomiske, sociale og kulturelle årsager og til tider også på grund af manglende tillid til politiet, retssystemet, de sociale myndigheder og sundhedsmyndighederne,

T.

der henviser til, at Parlamentet flere gange har slået til lyd for et europæisk år for bekæmpelse af vold mod kvinder,

U.

der henviser til, at FN har erklæret den 25. november for international dag for afskaffelse af vold mod kvinder, og at Europa-Parlamentet i december 2009 afholder et internationalt seminar om bekæmpelse af vold mod kvinder,

V.

der henviser til, at der er et stadig mere akut behov for at indføre et omfattende retligt instrument til bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder i Europa, herunder handel med kvinder,

1.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at forbedre de nationale love og politikker til bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder, navnlig ved at udarbejde omfattende nationale handlingsplaner til bekæmpelse af mænds vold mod kvinder med udgangspunkt i en analyse af de ligestillingsmæssige konsekvenser af vold mod kvinder og i medlemsstaternes internationale traktatmæssige forpligtelser til at afskaffe alle former for diskrimination af kvinder, herunder at træffe konkrete foranstaltninger til forebyggelse af vold begået af mænd, beskyttelse af ofrene og retsforfølgning af gerningsmændene;

2.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til via hensigtsmæssige nationale programmer og finansieringsordninger at støtte frivillige organisationer og sammenslutninger, der tager imod og yder psykologisk støtte til voldsramte kvinder, ikke mindst med det formål at reintegrere dem på arbejdsmarkedet og dermed sikre, at de fuldt ud genvinder deres personlige værdighed;

3.

opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet og Rådet en målrettet og mere konsekvent plan for EU's politik til bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder, jf. Kommissionens meddelelse af 1. marts 2006 om en køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 (KOM(2006)0092), at inddrage foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder i handlingsprogrammet for ligestilling af mænd og kvinder for perioden 2011-2016 og konkrete foranstaltninger til forebyggelse af alle former for vold, beskyttelse af ofrene og retsforfølgning af voldsudøverne samt at sikre, at der foretages en analyse af de ligestillingsmæssige konsekvenser af mænds vold mod kvinder på alle politikområder, og at EU-institutionerne og medlemsstaterne fastlægger en samordnet, engageret og konsekvent strategi for at udrydde denne form for vold;

4.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge muligheden for nye foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder;

5.

opfordrer Kommissionen til at arrangere en særlig konference på højt plan med deltagelse af repræsentanter for de politiske organer, civilsamfundet og sociale og institutionelle organisationer med det formål at bidrage til udviklingen af en mere sammenhængende politik til bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder;

6.

anmoder EU om at sikre retten til hjælp og støtte for alle ofre for vold, herunder også ofrene for menneskehandel uanset nationalitet, og beskyttelse af kvindelige ofre for vold i hjemmet, hvis retlige status kan være afhængig af deres partnere;

7.

opfordrer EU til at indføre mekanismer til sikring af, at analysen af de ligestillingsmæssige konsekvenser af menneskehandel indarbejdes i al lovgivning og alle politikker til bekæmpelse af dette fænomen, og til at behandle de grundlæggende årsager til vold ved hjælp af forebyggende foranstaltninger såsom sanktioner, oplysning og bevidstgørelseskampagner;

8.

påpeger, at det stadig afventer resultaterne af Kommissionens undersøgelse af lovgivningen om kønsbaseret vold og vold mod kvinder;

9.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sikre voldsramte kvinder reel adgang til retshjælp og beskyttelse uanset deres nationalitet og arten af deres inddragelse i politiets efterforskning;

10.

anmoder indtrængende Rådet og Kommissionen om at etablere et utvetydigt retligt grundlag for bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder, herunder handel med kvinder;

11.

opfordrer Kommissionen til at gå i gang med at udarbejde et forslag til et omfattende direktiv om forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage initiativ til at bekæmpe årsagerne til vold mod kvinder, især ved hjælp af forebyggende foranstaltninger og bevidstgørelseskampagner om de forskellige former for vold mod kvinder;

13.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte et samordnet tiltag, bl.a. omfattende kampagner for bevidstgørelse og oplysning af offentligheden om vold i hjemmet og strategier beregnet til at nedbryde de fastgroede opfattelser af kvinders stilling i samfundet gennem uddannelse og medier, og til at fremme udvekslingen af bedste praksis;

14.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i internationalt regi at behandle spørgsmålet om vold mod kvinder og kønsaspektet ved overtrædelser af menneskerettighederne, især i forbindelse med de bilaterale associeringsaftaler og internationale handelsaftaler, der er gældende eller under forhandling;

15.

beklager i den sammenhæng, at kønsaspektet ikke indgår som en vigtig del i de obligatoriske bæredygtighedsvurderinger, som foretages forud for indgåelsen af sådanne aftaler, for slet ikke at tale om en erkendelse af spørgsmålet om kønsrelateret vold, og at de heller ikke omfatter instrumenter til analyse af de ligestillingsmæssige konsekvenser, og opfordrer Kommissionen til at fremlægge et forslag til løsning af dette problem snarest muligt;

16.

anmoder medlemsstaterne om at tage behørigt hensyn til de specifikke forhold, der gør sig gældende for visse kategorier af kvinder, som er særligt sårbare, såsom kvinder tilhørende mindretal, indvandrerkvinder, kvindelige flygtninge, kvinder der lever i fattigdom i landområder eller isolerede samfund, kvinder, der befinder sig i fængsler eller på andre institutioner, piger, lesbiske kvinder, handicappede kvinder og ældre kvinder;

17.

anmoder medlemsstaterne om at styrke deres tiltag til forebyggelse af kønsrelateret vold blandt unge gennem en målrettet indsats på uddannelsesområdet og et bedre samarbejde mellem de forskellige aktører og berørte miljøer, såsom familien, skolen, det offentlige rum og medierne;

18.

opfordrer Kommissionen til også at beskæftige sig med den internationale dimension af vold mod kvinder i forbindelse med virksomheders sociale ansvar, især hvad angår europæiske virksomheder, der opererer i eksportforarbejdningszoner;

19.

understreger vigtigheden af uddannelse for alle, der arbejder med kvinder, der er ofre for vold fra mænds side, heriblandt repræsentanter for retssystemet og de retshåndhævende myndigheder, med særlig vægt på politiet, domstolene, de sociale, sundhedsmæssige og retlige myndigheder, arbejdsmarkedsinstitutionerne, arbejdsgiverne og fagforeningerne;

20.

opfordrer til indførelse af ordninger, som kan gøre det lettere for kvinder, der er ofre for kønsrelateret vold og menneskehandel, at få adgang til gratis retshjælp, således at de kan gøre deres rettigheder gældende inden for hele EU; betoner nødvendigheden af at forbedre samarbejdet mellem juridiske eksperter og udvekslingen af bedste praksis i bekæmpelsen af forskelsbehandling og kønsrelateret vold, og at gøre en indsats for at nedbryde hindringerne for et bedre kendskab til lovgivningen i andre medlemslande, herunder straffe for kønsrelateret vold og tilholdsforanstaltninger over for voldsudøvende mænd;

21.

glæder sig over, at der i visse medlemsstater er oprettet særlige domstole, der beskæftiger sig med vold mod kvinder, og opfordrer alle medlemsstaterne til at følge dette initiativ;

22.

opfordrer til, at registre over kønsrelateret vold kommer til at spille en central rolle i det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS);

23.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til i tæt samarbejde med Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder at etablere et sammenhængende system for indsamling af data til statistikker over vold mod kvinder, med særlig vægt på vold mod mindreårige, herunder drab som følge af vold i familien eller mellem personer, som har nære relationer til hinanden, med det formål at indhente sammenlignelige data om vold mod kvinder i hele EU;

24.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anerkende seksuelle overgreb mod og voldtægt af kvinder, også hvis de er begået i ægteskabet, i ikke-registrerede partnerskaber og/eller af mandlige slægtninge, som strafbare handlinger, hvis offeret ikke har givet sit samtykke, at sikre automatisk retsforfølgelse af gerningsmændene til sådanne lovovertrædelser og afvise enhver henvisning til kulturelle, traditionelle eller religiøse skikke eller traditioner som en formildende omstændighed, der kan indebære strafnedsættelse for gerningsmanden, i sager om vold mod kvinder, herunder såkaldte æresforbrydelser og kønslig lemlæstelse af kvinder og piger;

25.

konstaterer, at visse medlemsstater har indført en politik, der sigter mod at anerkende kønsrelateret vold i parforhold, især mellem ægtefæller, som en kriminel handling; anmoder medlemsstaterne om at analysere resultaterne af disse politiske tiltag med henblik på at opnå en udveksling af bedste praksis på EU-niveau;

26.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at sætte en stopper for omskæring af kvinder; bemærker, at indvandrere, der er bosiddende i Fællesskabet, bør være klar over, at kvindelig omskæring er et alvorligt overgreb mod kvindens helbred og en krænkelse af menneskerettighederne; opfordrer medlemsstaterne til enten at gennemføre særlige lovgivningsmæssige bestemmelser om kønslig lemlæstelse af kvinder eller at vedtage sådanne bestemmelser og retsforfølge enhver, der udfører sådanne lemlæstelser;

27.

anmoder EU om at garantere retten til hjælp og støtte for alle kvinder, der er ofre for vold begået af mænd;

28.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til øjeblikkeligt at efterforske særligt alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne begået mod romakvinder, retsforfølge gerningsmændene og udbetale erstatninger af passende størrelse til ofre for tvangssterilisation;

29.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og FN’s generalsekretær.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/59

A.

der henviser til, at den seneste genoptagelse af kampene mellem oprørerne i sammenslutningen af islamiske domstole og tropper fra overgangsregeringen og Den Afrikanske Unions (AU) mission i Somalia har ført til øget ustabilitet og tab af menneskeliv i Somalia,

B.

der henviser til, at det internationale samfund respekterer Somalias suverænitet, territoriale integritet, politiske uafhængighed og enhed,

C.

der henviser til, at Somalia ikke har haft nogen fungerende regering, siden Siad Barres styre blev afsat i 1991, og til at den politiske situation siden da har været præget af anarki, kampe mellem de forskellige klaner og bandekriminalitet,

D.

der henviser til, at forværringen af sikkerhedssituationen i Somalias hovedstad Mogadishu har bevirket, at nationale og internationale ikkestatslige organisationer (ngo'er) ikke har kunnet yde hjælp under den humanitære katastrofe, der er under udvikling, eller reagere på nødsituationer,

E.

der henviser til, at alle parter i konflikten i Somalia fortsat gør sig skyldige i omfattende menneskerettighedskrænkelser og krænkelser af den humanitære folkeret, navnlig tortur og anden mishandling, voldtægt, udenretslige henrettelser, vilkårlig tilbageholdelse og overgreb på civile, journalister og menneskerettighedsaktivister samt på civil infrastruktur,

F.

der henviser til, at der er grund til bekymring over den langvarige borgerkrig i Somalia og dens betydning for både freds- og forsoningsprocessen i dette land og sikkerheden og stabiliteten på Afrikas Horn som helhed,

G.

der henviser til, at piraterne indtil for ganske nylig ikke kun har angrebet handelsskibe, men også Verdensfødevareprogrammets (WFP) fartøjer, fiskerbåde og turistskibe,

H.

der henviser til, at piratvirksomhed er et resultat af, men også bidrager til vold og politisk ustabilitet i Somalia og har konsekvenser for resten af regionen omkring Afrikas Horn samt følger for civilbefolkningen i Somalia med hensyn trusler, manglende udvikling samt afbrydelser af fødevarehjælp og andre humanitære aktioner,

I.

der henviser til, at Rådet som led i EU’s omfattende indsats på Afrikas Horn med ovennævnte afgørelse af 8. december 2008 besluttede at indlede EU’s første militære aktion til søs, EUNAVFOR Atalanta, for at forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyst og bidrage til at beskytte handelsfartøjer, især Verdensfødevareprogrammets fartøjer, der leverer fødevarehjælp til fordrevne personer i Somalia,

J.

der henviser til, at operation EUNAVFOR Atalanta siden december 2008 har ydet afgørende beskyttelse til 50 af Verdensfødevareprogrammets fartøjer, som har leveret omkring 300 000 ton fødevarer, der i sidste instans har været til direkte gavn for 1,6 mio. somaliere,

K.

der henviser til, at det ovennævnte møde i Rådet (eksterne forbindelser) den 27. juli 2009 besluttede at optrappe EU’s engagement til fordel for fred og udvikling i Somalia i tæt samarbejde med alle relevante aktører, navnlig FN og AU, og i dette øjemed undersøgte mulighederne for, at EU bidrager til den internationale indsats, herunder på sikkerhedsområdet,

L.

der henviser til, at det ovennævnte møde i Rådet (eksterne forbindelser) den 17. november 2009 godkendte krisestyringskonceptet med en eventuel ESFP-mission (den europæiske sikkerheds og forsvarspolitik) for at bidrage til uddannelsen af 2 000 medlemmer af den føderale overgangsregerings sikkerhedsstyrker,

M.

der henviser til, at piratvirksomhed er blevet en indbringende forretning med enorme summer i løsepenge for enkeltpersoner, og at nutidens pirater anvender mere avancerede metoder, er velbevæbnede, har en klar strategi på plads og er i stand til hurtigt at tilpasse sig nye taktikker,

N.

der henviser til, at langsigtet bistand fra internationale partnere ikke kan være effektiv uden en stabilisering af sikkerhedssituationen,

O.

der henviser til, at oprørerne i sammenslutningen af islamiske domstole har udelukket enhver politisk kontakt og forsoning med henblik på fred baseret på Djiboutifredsaftalen, der opstiller rammerne for en varig politisk løsning i Somalia,

P.

der henviser til, at militært personel, som deltager i EUNAVFOR Atalanta kan anholde, tilbageholde og overføre personer, som er mistænkt for at have begået piratvirksomhed eller væbnede røverier i de områder, hvor de befinder sig, der henviser til, at mistænkte kan retsforfølges af en EU-medlemsstat eller af Kenya i henhold til den aftale, der blev undertegnet med EU den 6. marts 2009, og som giver de kenyanske myndigheder ret til at retsforfølge dem,

Q.

der henviser til, at der ifølge en rapport fra FN's Miljøprogram (UNEP) langs Somalias kyst er blevet dumpet et stort antal ulovlige ladninger af giftigt affald, hvor indholdet siver ud af beholderne, og hvor man fuldstændig har ladet hånt om lokalbefolkningens sundhed og miljøbeskyttelsen,

1.

fordømmer på det kraftigste de alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret og menneskerettighedslovgivningen, som alle parter i konflikten i Somalia har begået; kræver, at fjendtlighederne øjeblikkeligt bringes til ophør, og opfordrer alle væbnede grupper til omgående at nedlægge våbnene og træde ind i en ægte bredt baseret dialog med den føderale overgangsregering; kræver, at alle krigsførende grupper afstår fra vilkårlige angreb på civile, og at et uafhængigt panel undersøger krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne;

2.

bekræfter sin støtte til den føderale overgangsregering under ledelse af præsident Sheikh Sharif Sheikh Ahmed og præsidentens tilsagn om at overholde principperne i Djiboutifredsaftalen, herunder viljen til forsoning og bestræbelserne på at tilvejebringe en inklusiv politisk proces; fordømmer de væbnede angreb på Somalias føderale overgangsregering, FN og ngo'er;

3.

minder om, at det internationale samfund og alle parter i den nuværende konflikt har et ansvar for at beskytte civile, tillade levering af hjælp, opretholde mulighederne for at yde nødhjælp og garantere nødhjælpsarbejderes sikkerhed; kræver derfor, at vilkårene for en passende reaktion på den humanitære katastrofe i Somalia straks tilvejebringes;

4.

noterer sig med stor tilfredshed, at EUNAVFOR Atalanta fortsat bidrager positivt til søfartssikkerheden ud for Somalias kyst ved at beskytte fartøjer, der er chartret af Verdensfødevareprogrammet til at levere hjælp til Somalia, fartøjer med meget vigtige transporter til AU's fredsstøtteoperation i Somalia og andre sårbare fartøjer; opfordrer Rådet til at forlænge operationen med endnu et år efter afslutningen af det nuværende mandat den 12. december 2009; støtter en mulig udvidelse af operationsområdet mod syd afhængigt af piratvirksomheden, men understreger, at en sådan udvidelse ikke bør påvirke hovedformålet med missionen, nemlig at beskytte verdensfødevareprogrammets konvojsejladser og andre sårbare fartøjer såsom fartøjer i handelsflåden og fiskerfartøjer;

5.

understreger, at piratvirksomhed på åbent hav alvorligt undergraver sikkerhedssituationen og rammer fødevareforsyningen i en allerede kritisk humanitær situation;

6.

understreger, at det kun vil være muligt reelt at bekæmpe piratvirksomhed, hvis der tages fat om de egentlige årsager til landets problemer, herunder fattigdom og en fejlslagen stat, hvor en løsning forudsætter fred, udvikling og statsopbygning i Somalia;

7.

mener, at det er nødvendigt, så længe der ikke er fundet en politisk løsning af det internationale samfund på problemet med Somalias manglede troværdighed som stat, at videreføre og forstærke den sikkerhedsstrategi, der gennemføres ved hjælp af operation EUNAVFOR Atalanta, hvad angår de ressourcer, der er tilgængelige for de styrker, der deltager i selve operationen;

8.

opfordrer derfor Rådet til at undersøge muligheden af at iværksætte en ny ESFP-aktion i mindre målestok parallelt med operation EUNAVFOR Atalanta for at bidrage til uddannelsen af den føderale overgangsregerings sikkerhedsstyrker og derved bringe eksisterende initiativer - bl.a. Frankrigs initiativ i Djibouti og Ugandas initiativ inden for rammerne af Amisoms uddannelsesprogram - i overensstemmelse med hinanden og sikre, at de fører til samme aktionstype; glæder sig i den forbindelse over, at medlemsstaterne den 17. november 2009 godkendte krisestyringskonceptet for en eventuel ny ESFP-operation for Somalia, men understreger, at vedtagelsen af konceptet på ingen måde foregriber afgørelsen om at iværksætte en mission, som kun kan træffes efter en mere indgående undersøgelse af situationen på stedet, idet det sikres, at menneskerettighederne respekteres, at der bliver udbetalt løn, at der stilles det fornødne udstyr til rådighed, og at de uddannede sikkerhedsstyrker integreres i de statslige strukturer og kommandostrukturerne, således at de ikke vender sig mod den regering, de skal beskytte, når de vender tilbage;

9.

beklager, at 35-40 % af skibene i området ikke lader sig registrere hos det centrale maritime sikkerhedskoordineringsorgan og at disse skibe som følge heraf ikke har kendskab til specifikke sikkerhedsrisici; opfordrer derfor medlemsstaterne til at sikre, at alle deres skibe registreres; opfordrer alle fartøjer til at følge EUNAVFOR Atalantas henstillinger for at opnå den størst mulige sikkerhed og dermed mindske risikoen for angreb eller tilfangetagelse;

10.

mener, at en svag reaktion på de somaliske piraters krav uden gennemførelsen af de nødvendige foranstaltninger til bekæmpelse heraf kan vise sig at være kontraproduktiv og få utilsigtede virkninger i fremtiden ved at tilskynde til yderligere piratvirksomhed i området;

11.

udtrykker sin fortsatte støtte til Amisom i betragtning af missionens afgørende rolle i fredsprocessen; understreger, at yderligere aktiviteter i samarbejde med AU og Amisom bør kortlægge de mest påtrængende behov og eventuelle former for yderligere EU-støtte, således at Amisom kan udvikle kapaciteter i overensstemmelse med sit mandat;

12.

opfordrer det internationale samfund og navnlig EU til at øge sin humanitære bistand til internt fordrevne personer og folk i nød;

13.

mener, at inddragelsen af somaliske kvindeorganisationer og civilsamfundet kan indvirke positivt på den nationale forsoningsproces;

14.

opfordrer medlemsstaterne til at undersøge muligheden for at uddanne besætningsmedlemmer og fiskere for at forberede dem på en eventuel gidseltagning;

15.

kræver en nøje og fornyet anvendelse og overvågning af våbenembargoen mod Somalia, der indførtes af FN i 1992, og for hvilken der udvises ringe respekt; kræver, at alle, der overtræder våbenembargoen mod Somalia, holdes ansvarlige;

16.

opfordrer FN og Kommissionen til at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af dumpning af giftigt affald og ulovlig fiskeri langs Somalias kyst, til at placere ansvaret på alle niveauer, til at understøtte bestræbelser på at bringe de ansvarlige for disse forbrydelser for en domstol og til at sikre, at der rettes fuldstændig op på miljøforureningen;

17.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, generalsekretærerne for AU, FN og Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling, lederen af Somalias føderale overgangsregering samt Etiopiens regering og Det Panafrikanske Parlament.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/63

A.

der henviser til, at tobaksrygning er den største enkeltårsag til såkaldte undgåelige dødsfald og hvert år koster over en halv million mennesker livet i EU (4),

B.

der henviser til, at det skønnes, at 25 % af alle kræftdødsfald og 15 % af alle dødsfald generelt i EU kan tilskrives rygning (5); der henviser til, at der ifølge konservative skøn døde 7 300 voksne, deriblandt 2 800 ikkerygere, som følge af udsættelse for tobaksrøg på deres arbejdsplads i EU i 2002; der henviser til, at yderligere 72 000 dødsfald blandt voksne, deriblandt 16 400 ikkerygere, blev kædet sammen med udsættelse for tobaksrøg i hjemmet (6),

C.

der henviser til at 70 % af EU's befolkning ifølge en Eurobarometer-undersøgelse fra marts 2009 er ikkerygere, og at et bredt flertal af borgerne går ind for et rygeforbud på alle offentlige steder (arbejdspladser, restauranter, barer og værtshuse),

D.

der henviser til, at selv om det er indlysende, at børn er særligt sårbare over for tobaksforurenet luft, er de data, som specifikt fokuserer på langtidsvirkningerne af børns systematiske udsættelse for tobaksforurenet luft enten ikke tilstrækkelige eller slet ikke tilgængelige, og at en undersøgelse med henblik på tilvejebringelse af de relevante data kan gennemføres mere effektivt på fælleseuropæisk plan og vil være at foretrække frem for 27 forskellige undersøgelser i 27 medlemsstater,

E.

der henviser til, at udsættelse for tobaksforurenet luft er en væsentlig årsag til dødelighed, sygelighed og invaliditet i EU,

F.

der henviser til, at tobaksrøg udgør en kompleks, giftig blanding af mere end 4 000 gasformige forbindelser og partikelforbindelser, herunder 69 kendte kræftfremkaldende stoffer og mange giftige agenser,

G.

der henviser til at tobaksrøg i omgivelserne (environmental tobacco smoke - ETS) er klassificeret som kræftfremkaldende for mennesker af WHO's Internationale Kræftforskningscenter,

H.

der påpeger, at der ikke findes noget uskadeligt niveau for udsættelse for tobaksforurenet luft; der påpeger, at alle har ret til et højt sundhedsbeskyttelsesniveau og bør beskyttes mod tobaksforurening, navnlig børn, som er særligt sårbare,

I.

der påpeger, at rygere har større sygefravær på deres arbejdsplads end ikkerygere og tidligere rygere, hvilket øger de i forvejen enorme omkostninger, tobaksforbruget har for enkeltpersoner, arbejdsgivere, virksomheder og økonomien som helhed,

J.

der påpeger, at børn ikke selvstændigt kan give deres samtykke til at blive udsat for tobaksforurenet luft i lukkede omgivelser og har ret til at blive beskyttet mod praksisser, der skader deres helbred,

K.

der henviser til, at udsættelse for tobaksrøg under svangerskab kan medføre en forhøjet risiko for misdannelser, ufrivillig abort, fosterdød eller for tidlig fødsel, hæmmet vækst hos fostret, mindre hovedstørrelse samt lav fødselsvægt, og at der er en sammenhæng mellem passiv rygning og mellemørebetændelse, nedsat lungefunktion, astma og vuggedød,

L.

der henviser til, at erfaringerne viser, at indførelse af politikker for røgfrihed medfører en generel forbedring af arbejdsvilkårene og et fald i den tobaksrelaterede sygelighed (f.eks. akutte hjertetilfælde, luftvejslidelser eller hjerteinfektioner),

M.

der henviser til, at de udgifter, som tobaksforbruget indebærer for sundhedssektoren, bæres af alle og ikke blot af dem, som forårsager udgifterne,

N.

der henviser til, at EU og 26 af de 27 medlemsstater allerede har undertegnet og ratificeret FCTC, samt at præamblen til WHO's forfatning fastslår, at adgang til den højest mulige sundhedsstandard er en grundlæggende ret for ethvert menneske,

O.

der henviser til, at artikel 8 i FCTC indebærer en juridisk forpligtelse for konventionens parter til inden for eksisterende national jurisdiktion, således som den er fastlagt i national lovgivning, at vedtage og gennemføre effektive foranstaltninger til beskyttelse mod udsættelse for tobaksforurenet luft på alle indendørs arbejdspladser, i offentlige transportmidler, på indendørs offentlige steder og, når det er relevant, på andre offentlige steder, samt på andre niveauer aktivt at søge at fremme vedtagelse og gennemførelse af de nævnte foranstaltninger,

P.

der henviser til, at Parlamentet har opfordret medlemsstaterne til senest i oktober 2009 at indføre et fuldstændigt rygeforbud på alle indendørs arbejdspladser, herunder i restaurationsbranchen samt i alle indendørs offentlige bygninger og transportmidler iEU,

Q.

der påpeger, at der er store forskelle mellem de enkelte medlemsstaters nationale lovgivninger,

1.

beklager, at formandskabet besluttede at vedtage Rådets henstilling uden at høre Parlamentet;

2.

beklager endvidere det forhold, at mangelen på en omfattende lovgivning om røgfri miljøer i de fleste medlemsstater (navnlig i hotel- og restaurationsbranchen samt fritidssektoren) medfører uensartede vilkår for de forskellige erhvervs- og socialgrupper, således at ansatte i hotel- og restaurationsbranchen har en tre gange højere risiko for at blive udsat for tobaksrøg i mere end fem timer om dagen end kontoransatte;

3.

påpeger, at Parlamentet til stadighed har opfordret til stærkere foranstaltninger til at bekæmpe tobaksafhængighed og reducere unge menneskers udsættelse for tobaksforurenet luft;

4.

understreger de alvorlige skadevirkninger af tobaksforurenet luft, herunder især de virkninger, som udsættelse for skadelige stoffer kan få i den sårbare barndomstid, og det faktum, at børn juridisk ikke har myndighed til at give deres samtykke til en systematisk og langvarig udsættelse for røgfyldte miljøer;

5.

understreger, at de forskellige nationale love resulterer i enorme forskelle i den beskyttelse, de enkelte medlemsstater giver mod udsættelse for tobaksforurenet luft;

6.

finder det afgørende, at de eksisterende regler om rygeforbud i medlemsstaterne ud over at give retssikkerhed bør respektere princippet om ligestilling mellem forskellige typer af etablissementer i hotel- og restaurationsbranchen;

7.

finder det positivt, at EU aktivt bestræber sig på at udvikle en omfattende politik for tobakskontrol, der er kendetegnet ved lovgivningsforanstaltninger, støtte til forebyggelses- og rygestopkampagner i hele Europa, integrering af tobakskontrol i en række andre fællesskabspolitikker og etablering af EU som en hovedaktør inden for tobakskontrol på verdensplan;

8.

bifalder EU's vilje til at bekæmpe tobaksforbruget i kombination med den nyligt udviste vilje til at skabe sammenhæng mellem politikkerne;

9.

understreger, at bindende lovgivning med retsgrundlag i traktatens artikel 137 og 152 potentielt vil kunne sikre reduktioner i forekomsten af tobaksforurenet luft og de hertil knyttede sundhedsmæssige og økonomiske byrder; erkender dog, at disse artikler, og navnlig artikel 137, ikke direkte berører de specifikke problemer, der gør sig gældende for børn;

10.

der henviser til, at kun et fuldstændigt rygeforbud på indendørs arbejdspladser, herunder i restaurationsbranchen og i alle offentlige bygninger og transportmidler, vil gøre det muligt at beskytte arbejdstageres og ikke-rygeres sundhed og samtidig gøre det betydeligt nemmere for rygere at stoppe;

11.

glæder sig over, at nogle medlemsstater allerede har indført effektive tiltag til beskyttelse mod udsættelse for tobaksforurenet luft; opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte med at indføre regler for beskyttelse af ikkerygere som led i beskyttelsen af arbejdstageres sundhed samt at styrke de igangværende bestræbelser for at beskytte ikkerygere;

12.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en beretning om de omkostninger, som rygning og følgerne af forurening med tobaksrøg har for de nationale sundhedssystemer og økonomien i EU;

13.

foreslår, at Rådet anbefaler medlemsstaterne at indgå i løbende drøftelser og samråd med alle relevante interessenter i overensstemmelse med de retningslinjer for gennemførelsen af FCTC's artikel 5.3, som blev vedtaget under FCTC's partskonference i 2009, for dermed at sikre alle aktørers støtte til gennemførelsen af strategier og programmer til national tobakskontrol;

14.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremsætte et forslag til ændring af direktiv 2001/37/EF (7) om tobaksvarer, herunder som minimum de ændringer der er indeholdt i Parlamentets ovennævnte beslutning af 24. oktober 2007;

15.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en omfattende undersøgelse af virkningerne af lang tids systematisk udsættelse af børn for tobaksforurenet luft og tobaksforurenede materialer (third-hand smoke) på alle de steder, hvor de plejer at opholde sig;

16.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende både Rådets foreslåede henstilling og medlemsstaternes bedste praksis som et grundlag for at bidrage til formuleringen af retningslinjer for gennemførelsen af artikel 14 FCTC (efterspørgselsreducerende foranstaltninger i forbindelse med tobaksafhængighed og rygeophør), der skal vedtages på den næste FCTC-partskonference;

17.

tilskynder Kommissionen til at fortsætte med at gennemføre støttetiltag på EU-niveau, f.eks. tiltag for at øge offentlighedens kendskab, herunder med information på tobaksproduktemballagen, idet dette skridt integreres i de nationale antirygekampagner;

18.

anser det for afgørende, at Kommissionen samtidig med foranstaltningerne for et »tobaksfrit Europa« og i tæt samarbejde med medlemsstaterne udstyrer sig selv nye metoder til at bekæmpe de forskellige former for ulovlig handel med og forfalskning af tobaksprodukter, især over internettet, i lyset af den umiddelbare og voksende fare, disse udgør for forbrugernes sundhed;

19.

minder om behovet for konsekvente foranstaltninger til at sikre fuldstændig og nøje overvågning og gennemførelse, og opfordrer de medlemsstater, der allerede har ratificeret FCTC, til at gennemføre FCTC's henstillinger i medfør af deres forpligtelser i henhold til artikel 8 i FCTC og til hvert halve år at aflægge rapport til Kommissionen om fremskridtene i gennemførelsen;

20.

opfordrer atter formanden og Præsidiet til, som led i deres forpligtelse til at foregå med et godt eksempel over for medlemsstaterne, at indføre et fuldstændigt forbud mod tobaksrygning i alle Parlamentets lokaler uden undtagelse og med øjeblikkelig virkning; kræver, at dette forbud håndhæves konsekvent;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og WHO.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/67

A.

der henviser til, at de grundlæggende værdier frihed, menneskets værdighed, social retfærdighed, social sikkerhed og lighed er væsentlige elementer i bæredygtig økonomisk og social udvikling,

B.

der henviser til, at disse principper er endnu mere relevante i den nuværende verdensomspændende økonomiske og jobmæssige krise,

C.

der henviser til, at ILO siden 1919 har opretholdt og udviklet et system med internationale arbejdsstandarder, der omfatter en lang række emner, herunder arbejde, beskæftigelse, social sikring, socialpolitik og menneskerettigheder i forbindelse hermed,

D.

der henviser til, at det er nødvendigt at sikre sammenhæng mellem EU’s interne og eksterne politikker,

1.

glæder sig over de konventioner, som af ILO er klassificerede som opdaterede som følge af ILO's trepartsproces, der involverer arbejdsgivere, arbejdstagere og regeringer;

2.

opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til de stærke sociale argumenter, der er for at ratificere og gennemføre de konventioner, som af ILO er klassificeret som opdaterede, i overensstemmelse med EU-traktaterne;

3.

opfordrer Kommissionen til over for Parlamentet og over for medlemsstaterne præcist at angive, hvilke konventioner, der henhører under Den Europæiske Unions kompetence, og hvilke der henhører under subsidiaritetsprincippet;

4.

opfordrer den udpegede formand for Det Europæiske Råd til så ambitiøst som muligt inden for sit mandat at tilskynde medlemsstaterne til at ratificere og gennemføre de opdaterede ILO-konventioner;

5.

opfordrer Kommissionen til at overveje at vedtage en henstilling til medlemsstaterne om at tilskynde til ratificering af de konventioner, som af ILO er klassificeret som opdaterede, og om aktivt at bidrage til gennemførelsen af dem under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet;

6.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/69

A.

der henviser til, at EU er den største donor af udviklings- og humanitær bistand på verdensplan, men at landbrugets andel af den officielle udviklingsbistand (ODA), der ydes på internationalt plan, og navnlig fra EU, er faldet konstant siden 1980'erne fra 17 % i 1980 til 3,8 % i 2006, og til, at det på et tidspunkt, hvor naturressourcerne er under pres, forventes, at den globale efterspørgsel efter fødevarer vil blive fordoblet i perioden frem til 2050, og at den globale fødevareproduktion derfor må forøges,

B.

der henviser til, at sluterklæringen fra Verdensfødevaretopmødet i 2009 hverken i tilstrækkeligt omfang analyserer grundene til den fejlslagne udryddelse af sult, eller stiller konkrete forslag til, hvorledes kampen mod sult kunne intensiveres, og til, at det ifølge FAO er tilstrækkeligt at investere 30 mia. EUR pr. år for at garantere fødevaresikkerheden for en verdensbefolkning, der vil runde 9 milliarder i 2050,

C.

der henviser til, at EU fortsat er en førende fødevareproducent, og til, at EU også er storimportør af landbrugsprodukter, fordi EU langt fra er selvforsynende med en lang række landbrugsråvarer, og til, at prisstigningerne på dyrefoder øger produktionsomkostningerne, hvilket risikerer at medføre et fald i produktionen af husdyrprodukter,

D.

der henviser til, at voldsomme udsving i råvarepriserne fremover kan blive et mere udbredt og tilbagevendende fænomen på verdensmarkedet, og at højere fødevarepriser ikke automatisk fører til øgede landbrugsindtægter, hvilket hovedsageligt skyldes den hurtige stigning i landbrugenes produktionsomkostninger, men også den stadig større divergens mellem producent- og forbrugerpriserne,

E.

der henviser til, at verdens fødevarelagre er faldet til et foruroligende lavt niveau fra et lager på ét års fødevareforsyning efter Anden Verdenskrig til et lager på knap 57 dage i 2007 og blot 40 dage i 2008,

F.

der henviser til, at tømte fødevarelagre, selv i EU, har en negativ indvirkning på fødevarenødhjælpsprogrammet, som på nuværende tidspunkt har færre fødevarer at uddele, og til, at dette problem og den globale fødevarepriskrise har den direkte og alvorlige konsekvens, at antallet af sultende i verden ifølge FAO stiger til 1 mia. i 2009, hvilket betyder, at én ud af seks personer på nuværende tidspunkt er underernæret og lider af kronisk sult,

G.

der henviser til, at mere end 40 mio. mennesker dør af sult hvert år, herunder et barn hvert minut, og at denne udvikling har givet anledning til optøjer og uroligheder verden over, hvilket har ført til en yderligere destabilisering af lande og regioner i verden, samt til, at repræsentanter for 185 lande på Verdensfødevaretopmødet i 1996 forpligtede sig til at halvere antallet af sultne inden 2015, samt at landmænd på familiebrug, hyrder og landarbejdere udgør mere end halvdelen af verdensbefolkningen, og at disse er de primære ofre for sult,

H.

der henviser til, at klimaændringen har alvorlige konsekvenser for landbruget, f.eks. forringet udbytte, fordi vandmangel har ramt den lokale landbrugsaktivitet i de fattigste lande,

I.

der henviser til, at landbruget skaber beskæftigelse og er eksistensgrundlag for over 70 % af arbejdsstyrken i udviklingslandene generelt og over 80 % i mange afrikanske lande, og at politikkerne for landdistriktsudvikling derfor er af afgørende betydning for en effektiv løsning af problemerne med fattigdom og sult, samt at Verdensbanken vurderer, at vækst i landbrugssektoren er dobbelt så effektiv til at mindske fattigdom som vækst i andre sektorer,

J.

der henviser til, at EU yder mere end 50 % af al udviklingsbistand på verdensplan inklusive medlemsstaternes bidrag, og at dette bekræftes af det aktuelle bidrag gennem fællesskabsinstrumenter (ca. 1 800 000 000 EUR: 1 mia. EUR gennem den nye facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene og resten gennem eksisterende udviklingsinstrumenter og instrumenter til humanitær bistand,

K.

der henviser til, at en stigende andel af ryddede arealer og landbrugsressourcer anvendes til produktion af foder, kød og biomasse til landbrugsethanol, hvilket i væsentlig grad har bidraget til den globale spekulation i landbrugsvarer,

1.

understreger, at antallet af mennesker på verdensplan der lider af sult og fattigdom, overstiger 1 milliard, hvilket i en uacceptabel grad er ødelæggende for tilværelsen for en sjettedel af verdens befolkning; bemærker, at virkningerne af den langvarige underinvestering i fødevaresikkerhed, landbrug og udvikling af landdistrikter i den seneste tid er blevet forværret yderligere af flere faktorer, herunder fødevarekrisen og den finansielle og økonomiske krise, og at det til trods for store fremskridt samlet set ikke er lykkedes at gennemføre millenniumudviklingsmålene; konstaterer, at der i fællesskab skal tages skridt til at vende denne tendens i retning af en progressiv opfyldelse af retten til tilstrækkelig mad inden for rammerne af den nationale fødevaresikkerhed;

2.

understreger, at enhver har ret til adgang til tilstrækkelige, sikre og ernæringsrige fødevarer; ønsker en verden uden sult og påpeger, at en ægte kamp mod sult kræver, at der indføres omfattende politikker, der fremmer bæredygtigt landbrug og bæredygtige fødevareproduktionssystemer, for at fremme udviklingslandenes kapacitet til at brødføde deres befolkninger; opfordrer landene til at gennemføre de frivillige retningslinjer til støtte for gradvis virkeliggørelse af retten til tilstrækkelig ernæring som led i en national fødevaresikkerhed, og støtter en praktisk gennemførelse af retningslinjerne baseret på principperne om deltagelse, gennemsigtighed og ansvarlighed; glæder sig over de principielle løfter, der blev afgivet på topmødet i Rom, men er ikke desto mindre skuffet over manglen på finansielle løfter og den ringe deltagelse af højtstående repræsentanter fra G8-landene; opfordrer i denne sammenhæng alle medlemsstater til at lægge større vægt på deres forpligtelser i forbindelse med millenniumudviklingsmål nr. 1 (om at halvere sulten inden 2015) og tilslutte sig et verdensomspændende mål om at udrydde sult og underernæring inden 2025 eller så hurtigt som muligt;

3.

fremhæver betydningen af den fælles landbrugspolitik som midlet til at sikre fødevareproduktionen i EU; mener, at den fælles landbrugspolitik har bevirket, at EU-borgerne har nydt godt af en sikker fødevareforsyning siden politikkens indførelse i 1962, og derudover har bidraget til at beskytte og styrke landdistrikterne og EU's standarder for fødevareproduktion, der er de højeste i verden; understreger nødvendigheden af, at Fællesskabets landbrug fortsætter med at spille denne rolle i fremtiden;

4.

understreger, at priserne på landbrugsvarer har varieret voldsomt, og at priserne fra midten af 2007 til midten af 2008 er steget drastisk og er blevet efterfulgt af en markant stigning i forbrugerpriserne; bemærker, at denne drastiske stigning i råvarepriserne hurtigt blev efterfulgt af et markant fald i råvarepriserne til et uholdbart niveau; er stadigvæk bekymret for, at fødevarepriserne igen kan stige kraftigt i takt med den globale økonomis genopretning, fordi mange af de strukturelle problemer endnu ikke er blevet løst, herunder manglende investeringer og stor efterspørgsel i visse regioner;

5.

bemærker med bekymring de stigende omkostninger til landbrugets rå- og hjælpestoffer (f.eks. prisstigninger på gødning og såsæd), der har udmøntet sig i omkostningsstigninger, som ikke alle landbrugere (navnlig i husdyrsektoren) har fået lige stor kompensation for, og som i høj grad har undergravet enhver potentiel indkomstforøgelse som følge af de højere råvare- og fødevarepriser, hvilket igen underminerer motivationen til at øge en bæredygtig landbrugsproduktion; er bekymret for, at de kraftige stigninger i priserne på rå- og hjælpestoffer vil resultere i mindre anvendelse og dermed potentielt faldende produktion, hvilket vil forværre fødevarekrisen i Europa og på verdensplan;

6.

minder om, at prisudsvingene i de seneste år – både stigninger og fald – har gjort det særlig svært at garantere fødevaresikkerheden; understreger, at såfremt landbrugerne ikke opnår rimelige priser for deres produkter, standser de produktionen; understreger igen, at EU's landbrug står for mellem 17 % og 30 % af verdens hvedeproduktion, verdens mælkeproduktion og verdens oksekødsproduktion; understreger, at opretholdelsen af rentable landbrug i EU er af altafgørende betydning for fødevareforsyningen i EU og på verdensplan i de kommende år;

7.

henleder opmærksomheden på, at de seneste prisstigninger på landbrugsråvarer også har baggrund i mere langsigtede strukturelle faktorer, herunder en støt stigende global efterspørgsel og konstant faldende investeringer i produktionslandbrug; bemærker, at det blandt disse faktorer navnlig er stigningen i energipriserne, herunder især oliepriserne, der har indvirket på verdens landbrugsproduktion (på grund af øgede produktions- og distributionsomkostninger), og på forekomsten af fødevarekriser i de fattige lande (på grund af fødevaretransportomkostningerne i disse lande);

8.

bemærker, at landbrugsproduktionen for at kunne mætte en verdensbefolkning, der forventes at runde 9 milliarder i 2050, inden da skal stige med 70 %; gør opmærksom på, at over 860 millioner mennesker på verdensplan lider under kronisk sult; bemærker, at Verdensbanken forudsiger, at de stigende fødevarepriser kan tvinge yderligere 130-155 mio. mennesker ud i endnu dybere fattigdom end i 2008;

9.

mener, at den fælles landbrugspolitik fortsat bør være hjørnestenen i EU's fødevaresikkerhedspolitik, og at den yderligere bør tilpasses for at imødegå problemerne vedrørende fødevaresikkerhed på EU-plan og verdensplan; advarer mod en afvikling af markedsstøtteordninger og nedskæringer i støttebetalinger til landbrugerne på baggrund af de voldsomt svingende varepriser og dermed landbrugsindkomster;

10.

understreger betydningen af internationalt samarbejde og solidaritet og nødvendigheden af at afstå fra ensidige foranstaltninger, der ikke er i overensstemmelse med folkeretten og FN's charter, og som bringer fødevaresikkerheden i fare; kræver afbalancerede handelsaftaler, idet disse er en essentiel bestanddel af indsatsen for den globale fødevaresikkerhed;

11.

henstiller til Kommissionen og medlemsstaterne at inkludere rimelige finansieringsmekanismer og en byrdefordeling inden for klimatilpasning i de kommende forhandlinger i København med særlig vægt på støtte til klimavenlige landbrugsmetoder som konsekvente værktøjer i kampen mod sult, træffe koordinerede foranstaltninger mod yderligere forringelse af jordbundens fertilitet og biodiversitet, der er afgørende elementer i fødevareproduktionssystemerne, øge den samlede effektivitet og mindske spild i de globale fødevarekæder og forbedre den lokale markedsadgang;

12.

anerkender FAO's synspunkt om, at de stigende fødevarepriser især rammer lande, der er nettoimportører af fødevarer, og som for en stor dels vedkommende hører til verdens mindst udviklede lande; understreger igen, at fattigdom og afhængighed af fødevareimport er blandt hovedårsagerne til fødevareusikkerheden; er opmærksom på, at kun en lille andel af verdens fødevareproduktion faktisk handles på det internationale marked, og at den i stigende grad kommer fra et lille antal eksportlande;

13.

er foruroliget over den aktuelle globale finanskrise, der kan resultere i, at der bliver mindre støtte til rådighed for landbruget; opfordrer Kommissionen til at analysere konsekvenserne af finanskrisen for landbrugssektoren og overveje forslag, der kan sikre sektorens stabilitet, også hvad angår adgangen til lån og lånegarantier; påpeger, at denne fødevarekrise er tæt forbundet med den finansielle krise, hvor de likviditetsindsprøjtninger, som centralbankerne har foretaget for at undgå konkurser, kan have medført øget spekulation i råvarer; opfordrer IMF og Forum for Finansiel Stabilitet til at vurdere denne »bivirkning« og tage hensyn hertil, når der fremsættes forslag om globale løsningsmodeller;

14.

mener, at den fælles landbrugspolitik fortsat bør være et vigtigt element i EU's fødevaresikkerhedspolitik nu og efter 2013, og at den bør spille en væsentlig rolle i udviklingspolitikken, især med hensyn til den eksterne fødevaresikkerhedspolitik; mener, at velfungerende økosystemer, frugtbar jord, stabile vandressourcer og en diversificeret landdistriktsøkonomi er afgørende for fødevaresikkerheden på lang sigt; mener, at den fælles landbrugspolitik, ud over at sikre EU's fødevareproduktion, kan bidrage til at imødekomme den øgede globale efterspørgsel på fødevarer uden at forvride markederne; kræver foranstaltninger, der kan stabilisere lokale og regionale landbrugssystemer, der er baseret på bæredygtige landbrugsmetoder, og tilvejebringe strategiske fødevarereserver;

15.

mener, at finansieringsfaciliteten med henblik på en hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene er et nødvendigt første skridt i håndteringen af de umiddelbare behov hos dem, der rammes hårdest af fødevarekrisen; mener, at Kommissionen bør føre kontrol med, hvordan midlerne anvendes, og sikre, at de altid sættes ind dér, hvor behovet er størst, og at der bør foretages regelmæssig rapportering til Parlamentet;

16.

anmoder Kommissionen om at styrke sine nuværende programmer til sikring af fødevaresikkerheden i Europa og verden; opfordrer til styrkelse af det tematiske program for fødevaresikkerhed (2007-2010), der i øjeblikket har fået tildelt 925 mio. EUR for hele programperioden; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en fuldstændig konsekvensevaluering af EU’s politikker og programmer inden for landbrug, udvikling og handel for at etablere en konsekvent bæredygtig politisk tilgang til global fødevaresikkerhed;

17.

bekræfter, at det er de enkelte landes ansvar at garantere fødevaresikkerhed, og at planer om at løse udfordringerne i forbindelse med fødevaresikkerhed bør formuleres, koordineres, vedgås og styres på nationalt plan på grundlag af høringer af alle de relevante aktører; understreger, at fødevaresikkerhed bør have høj prioritet, og at dennes betydning bør fremgå af de nationale programmer og budgetter; understreger, at god regeringsførelse bør spille en væsentlig rolle, og at der skal tages hånd om korruption på nationalt plan; mener, at kampen mod sult skal være baseret på anerkendelse af retten til fødevaresuverænitet, defineret ved et lands eller en regions mulighed for på demokratisk vis at gennemføre sin egen landbrugs- og fødevareprispolitik, prioriteter og strategier;

18.

mener, at den aktuelle forskning i bæredygtige landbrugsproduktionssystemer er af afgørende betydning; understreger den rolle, som offentligt finansierede forskningsprogrammer, EU's teknologiplatform for økologisk landbrugsforskning og det syvende rammeprogram for teknologisk forskning og udvikling spiller; kræver om nødvendigt programmer for teknologioverførsel til udviklingslandene; opfordrer FAO's medlemsregeringer til at følge henstillingerne fra IAASTD for at ændre top-down teknologioverførselsprincipper og erstatte dem med bottom-up, inkluderende landbrugerorienterede innovationsprincipper;

19.

mener, at en af de alvorlige hindringer for en større landbrugsproduktion i udviklingslandene er de mindre landbrugeres manglende adgang til lån eller mikrokreditter til investeringer i såsæd, gødningsstoffer og vandingssystemer; understreger desuden problemet med lånegarantier, der for det meste ikke er tilgængelige; opfordrer Den Europæiske Investeringsbank til at undersøge, hvordan den kan tilvejebringe programmer for lokale fødevareproducenter i udviklingslandene med lånegarantier, så de kan få adgang til lån og mikrokreditter;

20.

vedtager at nedsætte en permanent arbejdsgruppe på højt plan vedrørende EU's bidrag til global fødevaresikkerhed for at udarbejde fælles aktionspunkter omkring de store udfordringer som fastlagt af Kommissionen for bæredygtigt landbrug, fiskeri og udvikling af landdistrikter;

21.

bemærker, at den globale fødevarekrise udgør en af de største trusler mod fred og sikkerhed i verden; glæder sig i den forbindelse over Kommissionens seneste bestræbelser på at undersøge metoder til at håndtere det globale problem vedrørende fødevaresikkerhed; opfordrer medlemsstaterne til at støtte sådanne initiativer på nationalt og lokalt plan;

22.

understreger, at udenlandske investorers opkøb af landbrugsjord, navnlig i Afrika, ikke må få negative følger for den lokale fødevaresikkerhed eller medføre en ikke-bæredygtig udnyttelse af arealerne; understreger, at det også kan have positive konsekvenser, at jordarealer udnyttes produktivt; henstiller til FAO og medlemsstaterne at arbejde for fælles regler og lovgivningsinitiativer, der anerkender den indenlandske befolknings ret til kontrol med landbrugsjorden og andre naturrigdomme, der er af afgørende betydning for deres fødevaresikkerhed;

23.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/74

A.

der henviser til, at Inter American Press Association (IAPA) har udtrykt bekymring over en række handlinger og udtalelser fra den nicaraguanske regering, som undertrykker pressefriheden i landet,

B.

der henviser til, at ifølge artikel 147 i Nicaraguas forfatning, som blev indsat i 1995 ikke er muligt at stille op til to på hinanden følgende præsidentperioder, og at præsident Ortega ulovligt forsøger at omgå denne bestemmelse i forfatningen, for at han kan stille op ved valget i 2011 og opnå sin anden præsidentperiode,

C.

der henviser til, at det kun er den lovgivende forsamling, der kan vedtage en forfatningsreform, og at Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront (FSLN) ikke råder over det nødvendige flertal på totredjedele af forsamlingen,

D.

der henviser til, at den nicaraguanske højesteret afholdt et retsmøde den 19. oktober 2009 om natten, uden at tre af de seks faste dommere var til stede, idet disse ikke var indkaldt, men erstattet af tre regeringsvenlige dommere, og at domstolen med enstemmighed erklærede, at forfatningens artikel 147 var uanvendelig,

E.

der henviser til, at alle de politiske partier i oppositionen, der er repræsenteret i nationalforsamlingen, samt mange organisationer i civilsamfundet, advokater og ikke-statslige organisationer (ngo) har afvist denne domstolserklæring som retsstridig, og er blevet enige om at samarbejde for at beskytte demokratiet og retsstaten i Nicaragua,

F.

der henviser til, at denne domstolserklæring straks blev hilst velkommen af medlemslandene i Bolivarian Alliance for the Peoples of Our America (ALBA),

G.

der henviser til, at en delegation fra Liberal International under sit besøg i Nicaragua blev truet og fornærmet, og at delegationens leder, Johannes Cornelis van Baalen, medlem af Europa-Parlamentet, endog af de sandinistiske myndigheder blev truet med udvisning fra Nicaragua og erklæret persona non grata,

H.

der henviser til, at der er sket en forværring af demokratiet i Nicaragua efter påstået svindel ved kommunalvalget i 2008, efter at enkeltpersoner, politiske kræfter og organer med tilknytning til statsmagten har rettet overgreb og udøvet chikane mod menneskerettighedsorganisationer og deres medlemmer, samt journalister og repræsentanter for medierne,

I.

der henviser til, at udvikling og befæstelse af demokratiet og retsstaten samt respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder skal være en integreret del af Den Europæiske Unions politik udadtil,

J.

der henviser til, at Den Europæiske Union og dens partnere ved indgåelsen af tredjelandsaftaler, der indeholder en menneskerettighedsklausul, påtager sig ansvaret for, at de internationale menneskerettighedsstandarder overholdes, og til, at sådanne klausuler nødvendigvis er gensidige,

K.

der henviser til, at Den Europæiske Union bør føre mere kontrol med anvendelsen af midler, der ydes til udviklingsprojekter i Nicaragua, for at sikre sig, at ingen af disse midler falder i sandinisternes hænder,

L.

der henviser til, at FN, EU, Amerikas Forenede Stater og flere nicaraguanske ngo'er har udtrykt betænkelighed ved den manglende gennemsigtighed af de seneste valghandlinger,

1.

beklager de utallige overgreb og den chikane, som enkeltpersoner, politiske kræfter og organer med tilknytning til statsmagten har påført menneskerettighedsorganisationer og deres medlemmer samt uafhængige journalister,

2.

fordømmer de ændringer til forfatningen, der tilsidesætter Nicaraguas forfatningsorden, særligt den retligt set tvivlsomme taktik anvendt af den nicaraguanske regering med at inddrage de regeringsvenlige dommere i højesteret;

3.

opfordrer præsident Ortega til at respektere den nicaraguanske forfatning, som forbyder præsidenten at sidde i to på hinanden følgende præsidentperioder, og minder om, at det kun er den lovgivende forsamling, der kan vedtage en forfatningsreform, og at en sådan reform ikke under nogen omstændigheder kan gennemføres ved en retsafgørelse;

4.

mener, at Daniel Ortega med sin holdning udviser en meget ringe forståelse og respekt for demokratiet, retsstaten og udøvelsen af grundlæggende rettigheder, såsom ytringsfrihed og politiske foreninger;

5.

støtter alle i Nicaragua, som er imod de regeringsmyndigheders tilsidesættelse af forfatningsordenen, og opfordrer til, at den straks genoprettes, og at domstolserklæringen af 19. oktober 2009 annulleres;

6.

fordømmer og beklager alle de trusler, fornærmelser og intimideringer, som delegationen fra Liberal International under ledelse af Johannes Cornelis van Baalen, medlem af Europa-Parlamentet, blev udsat for, og udtrykker solidaritet med delegationens medlemmer;

7.

beklager den måde, hvorpå valghandlingerne ved kommunalvalgene den 9. november 2008 blev udført, med den nicaraguanske regeringens manøvrer for at diskvalificere de politiske partier i oppositionen, utallige uregelmæssigheder under valghandlingerne, beskyldninger om valgsvindel og afslag på at godkende uafhængige valgobservatører, hverken udenlandske eller lokale; opfordrer Kommissionen til at sende EU's valgobservatørmission for at overvåge det kommende præsidentvalg;

8.

beklager den omstændighed, at Organisationen af Amerikanske Stater, som normalt er meget omhyggelig med at behandle andre problematiske emner, ikke fandt grund til at kommentere et sådant klart brud på forfatningsordenen i en af dens medlemslande;

9.

påpeger nødvendigheden af, at der under forhandlingerne om associeringsaftalen mellem EU og landene i Mellemamerika må Nicaragua påmindes om nødvendigheden af at respektere retsstatsprincippet, demokratiet og menneskerettighederne, som EU forsvarer og fremmer;

10.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, Det Mellemamerikanske Parlament og til regeringen og parlamentet i Nicaragua samt til højesteret i Nicaragua.

21.10.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 285/76

A.

der henviser til, at den vietnamesiske regering har afvist at efterleve en lang række henstillinger, der blev fremsat under FN's Menneskerettighedsråds universelle regelmæssige gennemgang, der fandt sted fra maj til september 2009, med henblik på at forbedre landets menneskerettighedssituation,

B.

der henviser til, at hundredvis af mennesker for øjeblikket sidder indespærret i Vietnam på grund af deres religiøse eller politiske overbevisning, herunder især montagnard-kristne, en katolsk præst og mennonittiske præster, medlemmer af trossamfundet Cao Dai og Hoa Hao-buddhister,

C.

der henviser til, at hundrede af unge buddhistiske munke fra Bat Nha-klosteret den 27. september 2009 blev overfaldet og pryglet og deres kloster raseret, uden at de statslige myndigheder eller politiet kom dem til undsætning; der henviser til, at andre munke, der søgte skjul i Phuoc Hue-templet, blev udsat for voldelige overgreb og chikane af politiet; der henviser til risikoen for, at regeringen udviser dem med den begrundelse, at de har opholdt sig i Bat Nha-klosteret uden tilladelse eller forudgående registrering,

D.

der henviser til, at angrebet på templet af mange anses for at stå i forbindelse med det 10-punktsforslag om religiøse reformer, som Thich Nhat Hanh forelagde den vietnamesiske præsiden Nguyen Mihn Triet i 2007,

E.

der henviser til, at alle religiøse grupper skal godkendes af staten og være underlagt tilsyn af en styrelseskomite, som regeringen nedsætter, og til at mange religiøse organisationer risikerer forbud og forfølgelse af deres medlemmer, hvis de ønsker at forblive uafhængige af staten,

F.

der henviser til, at de fremtrædende medlemmer af den forenede buddhistiske kirke i Vietnam stort set alle sidder fængslet, heriblandt den 81-årige patriark Thich Quang Do, den førende vietnamesisk systemkritiker som har været tilbageholdt i over 27 år, og for tiden befinder sig i sit kloster, Zen Thanh Minh i Ho Chi Minh-byen,

G.

der henviser til, at den vietnamesiske forfatterinde og ledende skikkelse i den vietnamesiske demokratibevægelse, Tran Khai Thanh Thuy, atter er blevet arresteret efter at have afsonet en ni-måneders fængselsdom i 2007; der henviser til, at selv om hun er alvorligt plaget af diabetes, nægter de vietnamesiske myndigheder at løslade hende mod kaution eller give hende adgang til medicin,

H.

der henviser til, at mange samvittighedsfanger, heriblandt Nguyen Van Ly, Le Thi Cong Nhan og Nguyen Binh Thanh, der alle er dømt for »propaganda mod Den Socialistiske Republik Vietnams regering«, er blevet nægtet ordentlig lægehjælp i fængslet, selv om deres helbredstilstand kræver deres øjeblikkelige hospitalsindlæggelse,

I.

der henviser til, at i mangel af uafhængige menneskerettighedsorganisationer, påtager kirkens folk sig ofte rollen som menneskerettighedsforkæmpere og kæmper for øget tolerance og demokratiske principper,

J.

der henviser til, at Vietnam, der vil overtage formandskabet for ASEAN i 2010, bør foregå med et godt eksempel ved at forbedre sig på menneskerettighedsområdet; der henviser til, at regeringen bør tage det første skridt ved at løslade de hundredevis af fredelige regeringskritikere, uafhængig kirkeaktivister, bloggere og demokratiforkæmpere, der er blevet fængslet på grundløse anklager om den nationale sikkerhed og i modstrid med folkeretten vedrørende fredelig meningstilkendegivelse fra anderledes tænkende,

K.

der henviser til, at Den Demokratiske Folkerepublik Laos den 25. september 2009 ratificerede den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som især garanterer retten til religionsfrihed, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og pressefrihed, samt retten til at demonstrere og politiske rettigheder,

L.

der henviser til, at næsten en måned efter 10-årsdagen for »studenterbevægelsen af 26. oktober 1999«, der blev iværksat af studerende og undervisere i Vientiane, er bevægelsens hovedledere – Thongpaseuth Keuakaoun, Seng-Aloun Phenghphanh, Bouavanh Chanmanivong og Kèochay – fortsat tilbageholdt på et hemmeligt sted, samtidig med at Khamphouvieng Sisa-At ifølge forlydender er død i fængsel under ukendte omstændigheder,

M.

der henviser til, at den 2. november 2009 blev mere end 300 personer, der var i færd med at forberede en fredelig demonstration i Vientiane med krav om respekt for menneskerettighederne og et flerpartisystem til markering af 10-årsdagen for nedkæmpelsen, arresteret af det laotiske hemmelige politi, og til at ni af dem – Kingkèo, Somchit, Soubinh, Souane, Sinpasong, Khamsone, Nou, Somkhit og Sourigna – fortsat tilbageholdes,

N.

der henviser til, at Laos fortsat undertrykker Hmong-folket på grund af et Hmong-oprør tilbage i 1960'erne, idet Hmong boende i de områder i Laos, der mistænkes for at være oprørets arnesteder, underkastes arrestation, tortur, seksuelt misbrug og henrettelse uden rettergang,

O.

der henviser til, at 5 000 laotiske Hmong på nuværende tidspunkt tilbageholdes i Huay Nam Khao-lejren i Thailand og bliver tvangsdeporteret som følge af en aftale mellem den thailandske og laotiske regering, og til at andre 158 personer, heriblandt 85 børn, har været tilbageholdt under umenneskelige forhold i over tre år i Nong-Khai,

P.

der henviser til, at der hersker bekymring vedrørende den generelle politiske situation i Laos, der har været styret af ét enkelt parti siden 1975, og hvor befolkningen fortsat nægtes grundlæggende menneskerettigheder,