(1)

Unionen har sat sig det mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2)

Det retlige samarbejde i straffesager i Unionen er baseret på princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, som normalt er blevet betegnet som hovedhjørnestenen i det retlige samarbejde i straffesager i Unionen siden Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999.

(3)

Indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold er blandt de mest effektive metoder til bekæmpelse af kriminalitet. Unionen lægger vægt på at sikre mere effektiv identifikation, konfiskation og genanvendelse af aktiver fra kriminelle aktiviteter i overensstemmelse med »Stockholmprogrammet — et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse« (2).

(4)

Eftersom kriminalitet ofte har en tværnational karakter, er det vigtigt med effektivt grænseoverskridende samarbejde for at indefryse og konfiskere redskaber og udbytte fra strafbart forhold.

(5)

Unionens nuværende retlige ramme for gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation består af Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA (3) og 2006/783/RIA (4).

(6)

Kommissionens rapporter om gennemførelsen af rammeafgørelse 2003/577/RIA og 2006/783/RIA viser, at den nuværende ordning for gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation ikke er fuldstændig effektiv. Disse rammeafgørelser er ikke blevet gennemført og anvendt ensartet i medlemsstaterne, hvilket har ført til utilstrækkelig gensidig anerkendelse og suboptimalt grænseoverskridende samarbejde.

(7)

Unionens juridiske ramme for gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation har ikke holdt trit med udviklingen i lovgivningen på EU-niveau og nationalt. Navnlig fastsætter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU (5) minimumsregler om indefrysning og konfiskation af formuegoder. Disse minimumsregler vedrører konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold, herunder ved mistænktes eller tiltaltes sygdom eller undvigelse, når der allerede er indledt straffesag vedrørende en strafbar handling, udvidet konfiskation og konfiskation hos tredjemand. Disse minimumsregler vedrører ligeledes indefrysning af formuegoder med henblik på eventuel efterfølgende konfiskation. De typer af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation, der er omfattet af nævnte direktiv, bør ligeledes være omfattet af den retlige ramme for gensidig anerkendelse.

(8)

Ved vedtagelsen af direktiv 2014/42/EU anførte Europa-Parlamentet og Rådet i en erklæring, at et effektivt system for indefrysning og konfiskation i Unionen hænger uløseligt sammen med en velfungerende ordning for gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation. I lyset af behovet for at indføre et dækkende system for indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Unionen opfordrede Europa-Parlamentet og Rådet Kommissionen til at fremsætte et forslag til retsakt om gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation.

(9)

I sin meddelelse af 28. april 2015 med titlen »Den europæiske dagsorden om sikkerhed« fandt Kommissionen, at det retlige samarbejde i straffesager er afhængigt af effektive grænseoverskridende instrumenter, og at gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser er et centralt aspekt af sikkerhedsrammen. Kommissionen erindrede ligeledes om behovet for at forbedre den gensidige anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation.

(10)

I sin meddelelse af 2. februar 2016 om en handlingsplan med henblik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme fremhævede Kommissionen behovet for at sikre, at kriminelle, der finansierer terrorisme, fratages deres aktiver. Kommissionen erklærede, at det for at afbryde organiseret kriminalitet, som finansierer terrorisme, er vigtigt at fratage disse kriminelle udbyttet fra strafbart forhold. For at opnå dette erklærede Kommissionen, at det er nødvendigt at sikre, at alle typer af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation håndhæves i videst mulige omfang i hele Unionen gennem anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse.

(11)

For at sikre en effektiv gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation bør reglerne for anerkendelse og fuldbyrdelse af disse afgørelser fastlægges i en retligt bindende og umiddelbart gældende EU-retsakt.

(12)

Det er vigtigt at fremme den gensidige anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation ved at indføre regler, der forpligter en medlemsstat til uden yderligere formaliteter at anerkende de afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation, der er truffet af en anden medlemsstat som led i retsforfølgning i straffesager, og at fuldbyrde disse afgørelser på sit område.

(13)

Denne forordning bør omfatte alle afgørelser om indefrysning og alle afgørelser om konfiskation, der træffes som led i retsforfølgning i straffesager. Uanset Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis er »retsforfølgning i straffesager« et selvstændigt begreb i EU-retten som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol. Begrebet dækker derfor alle typer af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation truffet efter en retssag vedrørende en strafbar handling, ikke kun afgørelser, der er omfattet af direktiv 2014/42/EU. Det dækker også andre typer af afgørelser, der er truffet uden endelig domfældelse. Selv om sådanne afgørelser ikke måtte findes i en medlemsstats retssystem, bør den pågældende medlemsstat kunne anerkende og fuldbyrde en sådan afgørelse, der er truffet af en anden medlemsstat. Retsforfølgning i straffesager kan også omfatte strafferetlig efterforskning, der foretages af politiet og andre retshåndhævende myndigheder. Afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation, der er truffet inden for rammerne af procedurer for civilretlige eller administrative anliggender, bør være udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde.

(14)

Denne forordning bør omfatte afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation vedrørende strafbare handlinger, der er omfattet af direktiv 2014/42/EU, såvel som afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation vedrørende andre strafbare handlinger. De strafbare handlinger omfattet af denne forordning bør derfor ikke være begrænset til særlig alvorlig kriminalitet, der har en grænseoverskridende dimension, eftersom artikel 82 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) ikke kræver en sådan begrænsning for foranstaltninger, hvorved der fastlægges regler og procedurer til sikring af gensidig anerkendelse af domme i straffesager.

(15)

Samarbejde mellem medlemsstaterne, der er baseret på princippet om gensidig anerkendelse og på umiddelbar fuldbyrdelse af retsafgørelser, forudsætter, at der er tillid til, at de afgørelser, der skal anerkendes og fuldbyrdes, altid vil blive truffet i overensstemmelse med principperne om legalitet, subsidiaritet og proportionalitet. Sådant samarbejde forudsætter også, at de rettigheder, som tilkommer de personer, der er berørt af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation, bør sikres. Sådanne berørte personer, som kan være fysiske personer eller juridiske personer, bør omfatte den person, mod hvem en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation er truffet, eller den person, der ejer de formuegoder, der er omfattet af den pågældende afgørelse, samt eventuelle tredjeparter, hvis rettigheder i forhold til de pågældende formuegoder direkte berøres negativt af denne afgørelse, herunder tredjeparter i god tro. Hvorvidt sådanne tredjeparter direkte berøres negativt af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation, bør afgøres i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens ret.

(16)

Denne forordning indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper nedfældet i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

(17)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (»EMRK«). Dette omfatter princippet om, at enhver forskelsbehandling af enhver grund, herunder køn, race eller etnisk oprindelse, religion, seksuel orientering, nationalitet, sprog, politisk overbevisning eller handicap, skal være forbudt. Denne forordning bør anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(18)

De processuelle rettigheder i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU (6), 2012/13/EU (7), 2013/48/EU (8), (EU) 2016/343 (9), (EU) 2016/800 (10) og (EU) 2016/1919 (11) bør inden for disse direktivers anvendelsesområde finde anvendelse på straffesager, der er omfattet af denne forordning, for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af disse direktiver. Under alle omstændigheder bør de garantier, der gives i henhold til chartret, finde anvendelse på alle retssager, der er omfattet af denne forordning. Navnlig bør de grundlæggende retssikkerhedsgarantier i straffesager, der er fastsat i chartret, finde anvendelse på strafferetlige procedurer, som ikke er straffesager, men som er omfattet af denne forordning.

(19)

Selv om reglerne om fremsendelse, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation bør sikre en effektiv inddrivelse af aktiver fra kriminelle aktiviteter, skal de grundlæggende rettigheder respekteres.

(20)

Når den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten foretager en vurdering af dobbelt strafbarhed, bør den efterprøve, om de faktiske forhold, der er lagt til grund for konstateringen af den strafbare handling som afspejlet i den indefrysnings- eller konfiskationsattest, som udstedelsesstatens kompetente myndighed har fremsendt, også som sådan ville være strafbare i fuldbyrdelsesstatens, hvis de forelå i den pågældende medlemsstat på det tidspunkt, hvor afgørelsen om anerkendelse af afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation blev truffet.

(21)

Udstedelsesmyndigheden bør, når den træffer en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation, sikre, at nødvendigheds- og proportionalitetsprincippet respekteres. I henhold til denne forordning bør en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation kun træffes og fremsendes til en fuldbyrdelsesmyndighed i en anden medlemsstat, hvis den kunne have været truffet og anvendt i en rent national sag. Udstedelsesmyndigheden bør være ansvarlig for at vurdere nødvendigheden og proportionaliteten i forbindelse med sådanne afgørelser i hver enkelt sag, da anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation ikke bør afslås af andre grunde end dem, der er fastsat i denne forordning.

(22)

I visse sager kan en afgørelse om indefrysning udstedes af en myndighed, der er udpeget af udstedelsesstaten, og som i straffesager er kompetent til at træffe afgørelse eller fuldbyrde en afgørelse om indefrysning i overensstemmelse med national ret, og som ikke er en dommer, domstol eller offentlig anklager. I sådanne tilfælde bør afgørelsen om indefrysning godkendes af en dommer, domstol eller offentlig anklager, før den fremsendes til fuldbyrdelsesmyndigheden.

(23)

Medlemsstaterne bør kunne afgive en erklæring, hvoraf det fremgår, at udstedelsesmyndigheden, når der fremsendes en indefrysningsattest eller en konfiskationsattest til dem med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation, bør fremsende den originale afgørelse om indefrysning eller afgørelse om konfiskation eller en bekræftet genpart heraf sammen med indefrysningsattesten eller konfiskationsattesten. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen, hvis de afgiver en sådan erklæring eller trækker en sådan erklæring tilbage. Kommissionen bør stille sådanne oplysninger til rådighed for alle medlemsstaterne og for Det Europæiske Retlige Netværk (EJN), der er oprettet ved Rådets afgørelse 2008/976/RIA (12). EJN bør stille disse oplysninger til rådighed på det websted, der er omhandlet i nævnte afgørelse.

(24)

Udstedelsesmyndigheden bør fremsende en indefrysningsattest eller en konfiskationsattest sammen med afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation, når det er relevant, enten direkte til fuldbyrdelsesmyndigheden eller eventuelt til den centrale myndighed i fuldbyrdelsesstaten, alt efter hvad der er relevant, ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, og således at fuldbyrdelsesmyndigheden kan fastslå ægtheden af attesten eller afgørelsen, såsom pr. anbefalet brev eller sikret e-mail. Udstedelsesmyndigheden bør kunne gøre brug af alle relevante fremsendelseskanaler eller -midler, herunder EJN's sikre telekommunikationssystem, Eurojust eller andre kanaler, der anvendes af judicielle myndigheder.

(25)

Hvor udstedelsesmyndigheden har rimelig grund til at antage, at den person, mod hvem en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation af et pengebeløb er truffet, ejer formuegoder eller har indkomst i en medlemsstat, bør den fremsende indefrysningsattesten eller konfiskationsattesten vedrørende afgørelsen til denne medlemsstat. Attesten kan på grundlag heraf f.eks. fremsendes til den medlemsstat, hvor den fysiske person, mod hvem afgørelsen er truffet, har bopæl, eller, såfremt personen ikke har nogen fast adresse, sædvanligvis opholder sig. Såfremt den trufne afgørelse vedrører en juridisk person, kan attesten fremsendes til den medlemsstat, hvor den juridiske person har hjemsted.

(26)

Med henblik på administrativ fremsendelse og modtagelse af attester vedrørende afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation bør medlemsstaterne kunne udpege en eller flere centrale myndigheder, hvis dette er nødvendigt på grund af deres interne retssystemers opbygning. Sådanne centrale myndigheder kan også yde administrativ støtte, spille en koordinerende rolle og bistå i indsamlingen af statistik og derved lette og fremme den gensidige anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation.

(27)

Når en konfiskationsattest, der vedrører en afgørelse om konfiskation af et pengebeløb, fremsendes til mere end én fuldbyrdelsesstat, bør udstedelsesstaten søge at undgå den situation, hvor der konfiskeres flere formuegoder end nødvendigt, og det samlede beløb fra fuldbyrdelsen af afgørelsen vil overstige det maksimale beløb angivet deri. Med henblik herpå bør udstedelsesmyndigheden i konfiskationsattesten blandt andet angive aktivernes værdi i hver fuldbyrdelsesstat, hvis denne er kendt, således at fuldbyrdelsesmyndighederne kan tage hensyn hertil, opretholde de nødvendige kontakter og den nødvendige dialog med fuldbyrdelsesmyndighederne om de formuegoder, der skal konfiskeres, og omgående underrette den eller de relevante fuldbyrdelsesmyndigheder, hvis den finder, at der er risiko for, at der kan ske konfiskation ud over det maksimale beløb. Hvor det er relevant, kan Eurojust inden for sit ansvarsområde varetage en koordinerende rolle for at undgå uforholdsmæssig konfiskation.

(28)

Medlemsstaterne bør tilskyndes til at afgive en erklæring, hvoraf det fremgår, at de som fuldbyrdelsesstater vil acceptere indefrysningsattester, konfiskationsattester eller begge på et eller flere af Unionens andre officielle sprog end deres eget/egne sprog.

(29)

Fuldbyrdelsesmyndigheden bør anerkende afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation og træffe de foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på deres fuldbyrdelse. Afgørelsen om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation bør træffes, og indefrysningen eller konfiskationen bør gennemføres, med samme hurtighed og prioritet som i tilsvarende nationale sager. Med henblik på at sikre en hurtig og effektiv afgørelse om anerkendelse af afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation og en hurtig og effektiv fuldbyrdelse deraf bør der fastsættes tidsfrister, som bør beregnes i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 (13). Med hensyn til afgørelser om indefrysning bør fuldbyrdelsesmyndigheden begynde at træffe de konkrete foranstaltninger, der er nødvendige for at fuldbyrde sådanne afgørelser, senest 48 timer efter at der er truffet afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen.

(30)

Ved fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning bør udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden tage behørigt hensyn til efterforskningens fortrolighed. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør navnlig garantere fortroligheden af oplysningerne og indholdet i afgørelsen om indefrysning. Dette berører ikke forpligtelsen til at underrette berørte personer om fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning i overensstemmelse med denne forordning.

(31)

Anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation bør ikke afslås af andre grunde end dem, der er fastsat i denne forordning. Denne forordning bør tillade fuldbyrdelsesmyndigheder ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelser om konfiskation på grundlag af ne bis in idem-princippet, på grundlag af en berørt parts rettigheder eller på grundlag af retten til at være til stede under retssagen.

(32)

Denne forordning bør tillade fuldbyrdelsesmyndigheder ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelser om konfiskation, hvor den person, mod hvem afgørelsen om konfiskation blev truffet, ikke gav personligt møde ved den retssag, der førte til afgørelsen om konfiskation i forbindelse med en endelig domfældelse. Dette bør kun være en grund til ikke at anerkende eller fuldbyrde, hvor retssager fører til afgørelser om konfiskation i forbindelse med endelig domfældelse, og ikke hvor retssager fører til ikkedomsbaserede afgørelser om konfiskation. For at en sådan grund kan være til rådighed, bør der imidlertid afholdes ét eller flere retsmøder. Grunden bør ikke kunne være til rådighed, hvis de relevante nationale procesregler ikke foreskriver et retsmøde. Sådanne nationale procesregler bør være i overensstemmelse med chartret og med EMRK, navnlig med hensyn til retten til en retfærdig rettergang. Dette er f.eks. tilfældet, hvis retssagen føres efter en forenklet procedure, der helt eller delvist følger en skriftlig procedure eller en procedure uden afholdelse af retsmøder.

(33)

Det bør være muligt under særlige omstændigheder ikke at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation, hvor en sådan anerkendelse eller fuldbyrdelse vil forhindre fuldbyrdelsesstaten i at anvende sine forfatningsmæssige bestemmelser vedrørende pressefrihed eller ytringsfrihed i andre medier.

(34)

Oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Unionen er baseret på gensidig tillid og en formodning om andre medlemsstaters overholdelse af EU-retten, navnlig de grundlæggende rettigheder. I ekstraordinære situationer, hvor der er vægtige grunde til på grundlag af specifikt og objektivt bevismateriale at antage, at fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation under sagens særlige omstændigheder vil medføre en åbenbar tilsidesættelse af en relevant grundlæggende rettighed som fastsat i chartret, bør fuldbyrdelsesmyndigheden imidlertid have mulighed for at beslutte ikke at anerkende og fuldbyrde den pågældende afgørelse. De grundlæggende rettigheder, der bør være relevante i denne henseende, er navnlig adgangen til effektive retsmidler, retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar. Ejendomsretten bør i princippet ikke være relevant, fordi indefrysning og konfiskation af aktiver i sagens natur indebærer et indgreb i en persons ejendomsret, og fordi de nødvendige garantier i denne forbindelse allerede er sikret i EU-retten, herunder i denne forordning.

(35)

Inden fuldbyrdelsesmyndigheden beslutter ikke at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation på grundlag af en af grundene til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse, bør den høre udstedelsesmyndigheden for at indhente eventuelle nødvendige yderligere oplysninger.

(36)

Når udstedelsesmyndigheden behandler en anmodning fra fuldbyrdelsesmyndigheden om at begrænse det tidsrum, i hvilket formuegoderne bør indefryses, bør den tage alle sagens omstændigheder i betragtning, navnlig hvorvidt en fortsættelse af indefrysningen kan forvolde uberettiget skade i fuldbyrdelsesstaten. Fuldbyrdelsesmyndigheden opfordres til at høre udstedelsesmyndigheden om dette spørgsmål, inden den indgiver en formel anmodning.

(37)

Udstedelsesmyndigheden bør underrette fuldbyrdelsesmyndigheden, når en myndighed i udstedelsesstaten modtager et pengebeløb, som er betalt vedrørende afgørelsen om konfiskation, idet det underforstås, at fuldbyrdelsesstaten kun bør underrettes, hvis det betalte beløb vedrørende afgørelsen indvirker på det udestående beløb, der skal konfiskeres i henhold til afgørelsen.

(38)

Fuldbyrdelsesmyndigheden bør have mulighed for at udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation, navnlig når fuldbyrdelsen kan skade en igangværende strafferetlig efterforskning. Så snart grundene til udsættelse ikke længere er tilstede, bør fuldbyrdelsesmyndigheden træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at fuldbyrde afgørelsen.

(39)

Efter fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning og efter afgørelsen om at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om konfiskation bør fuldbyrdelsesmyndigheden så vidt muligt underrette de berørte personer, som den kender til, om denne fuldbyrdelse eller afgørelse. Med henblik herpå bør fuldbyrdelsesmyndigheden gøre sig enhver rimelig anstrengelse for at fastslå identiteten på de berørte personer, undersøge, hvordan de kan kontaktes, og underrette dem om fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning eller om afgørelsen om at anerkende og fuldbyrde afgørelsen om konfiskation. Fuldbyrdelsesmyndigheden kan i forbindelse opfyldelsen af denne forpligtelse anmode udstedelsesmyndigheden om bistand, f.eks. hvis de berørte personer synes at opholde sig i udstedelsesstaten. Fuldbyrdelsesmyndighedens forpligtelse i henhold til denne forordning til at give oplysninger til de berørte personer berører ikke eventuelle forpligtelser, som påhviler udstedelsesmyndigheden, til at give oplysninger til personer i henhold til udstedelsesstatens ret, f.eks. om, at der er truffet en afgørelse om indefrysning, eller om eksisterende retsmidler i henhold til udstedelsesstatens ret.

(40)

Udstedelsesmyndigheden bør straks underrettes, hvis det ikke er muligt at fuldbyrde en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation. Sådan umulighed kan skyldes, at formuegoderne allerede er konfiskeret, er forsvundet, er blevet destrueret eller ikke forefindes på den placering, som udstedelsesmyndigheden har anført, eller at placeringen af formuegoderne ikke er tilstrækkelig præcist angivet på trods af høringer mellem fuldbyrdelsesmyndigheden og udstedelsesmyndigheden. Under sådanne omstændigheder bør fuldbyrdelsesmyndigheden ikke længere være forpligtet til at fuldbyrde afgørelsen. Hvis fuldbyrdelsesmyndigheden senere får oplysninger, der gør det muligt for den at lokalisere formuegoderne, bør den imidlertid kunne fuldbyrde afgørelsen, uden at der skal fremsendes en ny indefrysningsattest i overensstemmelse med denne forordning.

(41)

Hvis fuldbyrdelsesstatens ret gør det juridisk umuligt at fuldbyrde en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation, bør fuldbyrdelsesmyndigheden kontakte udstedelsesmyndigheden for at drøfte situationen og finde en løsning. En sådan løsning kunne være, at udstedelsesmyndigheden trækker den pågældende afgørelse tilbage.

(42)

Så snart fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation er afsluttet, bør fuldbyrdelsesmyndigheden underrette udstedelsesmyndigheden om resultaterne af fuldbyrdelsen. Når det er praktisk muligt, bør fuldbyrdelsesmyndigheden på dette tidspunkt også meddele udstedelsesmyndigheden de formuegoder eller det pengebeløb, der er blevet konfiskeret, og andre oplysninger, den finder relevante.

(43)

Fuldbyrdelsen af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation bør være underlagt fuldbyrdelsesstatens ret, og kun denne stats myndigheder bør have kompetence vedrørende fuldbyrdelsesprocedurerne. Hvor det er relevant, bør udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndigheden kunne opfordre Eurojust eller EJN til inden for deres ansvarsområde at yde bistand vedrørende spørgsmål forbundet med fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation.

(44)

Den korrekte anvendelse af denne forordning forudsætter, at der opretholdes tætte forbindelser mellem de involverede kompetente nationale myndigheder, navnlig i tilfælde af samtidig fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation i mere end én medlemsstat. De kompetente nationale myndigheder bør derfor høre hinanden, hver gang det er nødvendigt, direkte eller, hvor det er relevant, via Eurojust eller EJN.

(45)

Ofres ret til godtgørelse og tilbagelevering bør ikke berøres negativt i grænseoverskridende sager. Reglerne for disponering over indefrosne eller konfiskerede formuegoder bør prioritere godtgørelse og tilbagelevering af formuegoder til ofre. Begrebet »offer« skal fortolkes i overensstemmelse med udstedelsesstatens ret, som også bør kunne fastsætte, at en juridisk person kan være et offer med henblik på denne forordning. Denne forordning bør ikke berøre reglerne om godtgørelse og tilbagelevering af formuegoder til ofre i nationale retssager.

(46)

Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden modtager oplysninger om en afgørelse truffet af udstedelsesmyndigheden eller af en anden kompetent myndighed i udstedelsesstaten om tilbagelevering af indefrosne formuegoder til ofret, bør fuldbyrdelsesmyndigheden træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at disse formuegoder hurtigst muligt indefryses og tilbageleveres til ofret. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør kunne overføre formuegoderne til udstedelsesstaten, således at denne vil være i stand til at tilbagelevere formuegoderne til ofret, eller direkte til ofret med forbehold af udstedelsesstatens samtykke. Forpligtelsen til at tilbagelevere indefrosne formuegoder til ofret bør være underlagt følgende betingelser: ofrets ejerskab over formuegoderne bør ikke kunne anfægtes, dvs. at det er anerkendt, at ofret er den retmæssige ejer af formuegoderne, og at der ikke er nogen seriøse krav, der sår tvivl herom; formuegoderne bør ikke være påkrævede som bevismateriale i forbindelse med retsforfølgning i straffesager i fuldbyrdelsesstaten; og de berørte personers rettigheder, navnlig rettigheder tilhørende tredjeparter i god tro, bør ikke berøres negativt. Fuldbyrdelsesmyndigheden bør kun tilbagelevere indefrosne formuegoder til ofret, hvor disse betingelser er opfyldt. Hvor fuldbyrdelsesmyndigheden finder, at de pågældende betingelser ikke er opfyldt, bør den høre udstedelsesmyndigheden for eksempelvis at anmode om yderligere oplysninger eller at drøfte situationen med henblik på at finde en løsning. Hvis der ikke kan findes en løsning, bør fuldbyrdelsesmyndigheden kunne beslutte ikke at tilbagelevere de indefrosne formuegoder til ofret.

(47)

Hver medlemsstat bør overveje at oprette et nationalt centralt kontor for forvaltning af indefrosne formuegoder med henblik på eventuel senere konfiskation og for forvaltning af konfiskerede formuegoder. Det kan prioriteres at øremærke indefrosne formuegoder og konfiskerede formuegoder til projekter inden for retshåndhævelse og forebyggelse af organiseret kriminalitet samt andre projekter i offentlighedens interesse og med social nytteværdi.

(48)

Hver medlemsstat bør overveje at etablere en national fond for at sikre passende godtgørelse til ofre for kriminalitet, såsom familier til politibetjente og offentligt ansatte, der er blevet dræbt eller har pådraget sig varig invaliditet under udøvelsen af deres hverv. Medlemsstaterne kan øremærke en del af de konfiskerede aktiver til dette formål.

(49)

Medlemsstaterne bør ikke kunne afkræve hinanden godtgørelse af udgifter, der stammer fra anvendelsen af denne forordning. Hvor fuldbyrdelsesstaten har haft store eller ekstraordinære udgifter, f.eks. fordi formuegoderne har været indefrosset i en længere periode, bør udstedelsesmyndigheden dog overveje ethvert forslag fra fuldbyrdelsesmyndigheden om at dele udgifterne.

(50)

For at kunne imødegå konstaterede problemer i fremtiden vedrørende indholdet af attesterne i bilagene til denne forordning så hurtigt som muligt bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændringer af disse attester. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen foretager passende høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (14). For at sikre lige deltagelse i udformningen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i de ekspertgrupper i Kommissionen, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(51)

Målene for denne forordning, nemlig den gensidige anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(52)

Bestemmelserne i rammeafgørelse 2003/577/RIA er allerede erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU (15) med hensyn til indefrysning af bevismateriale for de medlemsstater, der er bundet af nævnte direktiv. Bestemmelserne i rammeafgørelse 2003/577/RIA om indefrysning af formuegoder bør erstattes af denne forordning mellem de medlemsstater, som er bundet af den. Rammeafgørelse 2006/783/RIA bør ligeledes erstattes af denne forordning mellem de medlemsstater, der er bundet af den. Bestemmelserne i rammeafgørelse 2003/577/RIA om indefrysning af formuegoder såvel som bestemmelserne i rammeafgørelse 2006/783/RIA bør derfor fortsat finde anvendelse, ikke kun mellem de medlemsstater, som ikke er bundet af denne forordning, men også mellem enhver medlemsstat, som ikke er bundet af denne forordning, og enhver medlemsstat, som er bundet af denne forordning.

(53)

Denne retsakts retlige form bør ikke danne præcedens for fremtidige EU-retsakter på området gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser i straffesager. Valget af retlig form for fremtidige EU-retsakter bør nøje vurderes fra sag til sag under hensyntagen til bl.a. retsaktens effektivitet og proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet.

(54)

Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2007/845/RIA (16) sikre, at deres kontorer for inddrivelse af aktiver samarbejder indbyrdes for at lette opsporing og identificering af udbyttet fra strafbart forhold og andre formuegoder forbundet med kriminalitet, som kan gøres til genstand for en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation.

(55)

I medfør af artikel 3 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Det Forenede Kongerige meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(56)

I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21, og uden at dette berører nævnte protokols artikel 4, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(57)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 (2) er blevet ændret væsentligt flere gange (3). Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Denne forordning indebærer en fuldstændig harmonisering for så vidt angår de tredjelande, hvis statsborgere er omfattet af pligten til at være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser (i det følgende også benævnt »visumpligt«), og de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav.

(3)

Fastlæggelsen af de tredjelande, hvis statsborgere er omfattet af eller fritaget for visumpligt, bør foretages på baggrund af en velovervejet individuel vurdering på grundlag af en række kriterier. Denne vurdering bør foretages regelmæssigt og kan give anledning til lovgivningsmæssige forslag om ændring af bilag I til nærværende forordning, der indeholder en liste over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser og bilag II til nærværende forordning, der indeholder en liste over tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for kravet om at være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser i forbindelse med ophold på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage, uden at dette berører muligheden for at foretage landespecifikke ændringer af bilagene under særlige omstændigheder, f.eks. som resultat af en visumliberaliseringsproces eller som den yderste konsekvens af en midlertidig suspension af fritagelsen for visumpligten (i det følgende også benævnt »visumfritagelsen«).

(4)

Sammensætningen af listerne over tredjelande i bilag I og II bør være i overensstemmelse med kriterierne i nærværende forordning. Nogle tredjelande, for hvilke situationen har ændret sig med hensyn til disse kriterier, bør overføres fra det ene bilag til det andet.

(5)

Udviklingen i folkeretten, der medfører ændringer i status eller benævnelse for visse stater eller enheder, bør afspejles i bilag I og II.

(6)

Da statsborgere fra Island, Liechtenstein og Norge er fritaget fra visumpligt i medfør af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (4), bør disse lande ikke opføres på listen i bilag II.

(7)

Da aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Schweiz på den anden side om fri bevægelighed for personer (5) indeholder bestemmelser om, at statsborgere fra Schweiz og fra medlemsstaterne er fritaget for visumpligt, bør Schweiz ikke opføres på listen i bilag II.

(8)

For konventionsflygtninge og statsløse skal beslutningen om visumpligt eller visumfritagelse med forbehold af de forpligtelser, der følger af internationale aftaler, som medlemsstaterne har undertegnet, navnlig Europarådets europæiske overenskomst om ophævelse af visumtvang for flygtninge undertegnet den 20. april 1959 i Strasbourg, træffes på grundlag af det tredjeland, hvor disse personer har bopæl, og som har udstedt deres rejsedokumenter. I betragtning af forskellene mellem medlemsstaternes ret om konventionsflygtninge og statsløsebør medlemsstaterne dog, hvis det tredjeland, hvor disse persongrupper har bopæl, og som har udstedt deres rejsedokumenter, er et af de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget fra visumpligt, kunne afgøre, om disse personer bør fritages fra visumpligt.

(9)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1931/2006 (6) bør der fastsættes en fritagelse for visumpligt for indehavere af en tilladelse til lokal grænsetrafik.

(10)

Medlemsstaterne bør kunne fastsætte undtagelser fra visumpligten for indehavere af visse andre pas end almindelige pas.

(11)

I særlige tilfælde, der berettiger til en særordning på visumområdet, bør medlemsstaterne kunne fritage visse personkategorier for visumpligten eller omvendt pålægge dem visumpligt, bl.a. i overensstemmelse med folkeretten eller sædvane.

(12)

Medlemsstaterne bør have mulighed for at fritage konventionsflygtninge, alle statsløse, det vil sige både dem, der falder ind under De Forenede Nationers konvention om statsløse personers retsstilling af 28. september 1954, og dem, der ikke gør, og skoleelever, der deltager i en skolerejse, for visumpligt når disse personkategorier har bopæl i et tredjeland, der er opført på listen i bilag II til denne forordning.

(13)

Ordningerne for mulighederne for undtagelser fra visumpligten bør fuldt ud afspejle de faktiske forhold. Visse medlemsstater fritager statsborgere fra de tredjelande, der er opført på listen over tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, og som er medlemmer af de væbnede styrker og rejser inden for rammerne af Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) eller Partnerskab for Fred, for visumpligt. Af retssikkerhedsmæssige årsager bør der i denne forordning henvises til disse fritagelser, som er baseret på internationale forpligtelser, der ligger uden for EU-rettens område.

(14)

Fuld visumgensidighed er et mål, som Unionen bør forfølge proaktivt i sine forbindelser med tredjelande, idet dette bidrager til at gøre Unionens eksterne politik mere troværdig og konsekvent.

(15)

Der bør være en unionsmekanisme for iværksættelse af gensidighedsprincippet for det tilfælde, at et af de tredjelande, der er opført på listen i bilag II, beslutter at indføre visumpligt for statsborgere fra en eller flere medlemsstater. Denne mekanisme bør give Unionen mulighed for at reagere solidarisk, hvis et sådant tredjeland indfører visumpligt for mindst én medlemsstats statsborgere.

(16)

Når der modtages en meddelelse fra en medlemsstat om, at et tredjeland, der er opført på listen i bilag II, har indført visumpligt for den pågældende medlemsstats statsborgere, bør alle medlemsstaterne reagere i fællesskab og dermed fremkomme med en EU-reaktion på en situation, der berører Unionen som helhed og behandler dens statsborgere forskelligt.

(17)

For at sikre en passende inddragelse af Europa-Parlamentet og Rådet i anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen og i betragtning af den særligt følsomme politiske karakter af suspensionen af visumfritagelsen for alle statsborgere fra et tredjeland, der er opført på listen i bilag II, og de horisontale virkninger for medlemsstaterne, de associerede Schengenlande og Unionen selv, navnlig for så vidt angår deres eksterne forbindelser og Schengenområdets generelle funktionsmåde, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår visse elementer i gensidighedsmekanismen. At tillægge sådanne beføjelser til Kommissionen tager hensyn til behovet for en politisk drøftelse af Unionens visumpolitik i Schengenområdet. Det afspejler også behovet for at sikre tilstrækkelig gennemsigtighed og retssikkerhed i forbindelse med anvendelsen af gensidighedsmekanismen på alle statsborgere fra det pågældende tredjeland, navnlig ved hjælp af den tilsvarende midlertidige ændring af bilag II til denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (7). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(18)

Denne forordning bør etablere en mekanisme til midlertidig suspension af visumfritagelsen for et tredjeland, der er opført på listen i bilag II (»suspensionsmekanismen«), i en nødsituation, hvor der er behov for en hurtig reaktion for at løse de vanskeligheder, som mindst én medlemsstat står overfor, idet der tages højde for denne nødsituations overordnede følger for Unionen som helhed.

(19)

For at sikre en effektiv anvendelse af suspensionsmekanismen og af visse bestemmelser vedrørende gensidighedsmekanismen og navnlig for at åbne mulighed for, at der i passende omfang tages hensyn til alle relevante faktorer og mulige virkninger af anvendelsen af disse mekanismer bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med hensyn til fastlæggelse af, hvilke kategorier af statsborgere fra det pågældende tredjeland, der skal være omfattet af en midlertidig suspension af visumfritagelsen inden for rammerne af gensidighedsmekanismen og af den tilsvarende varighed af denne suspension samt med hensyn til suspensionsmekanismen. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (8). Undersøgelsesproceduren bør anvendes i forbindelse med vedtagelsen af sådanne gennemførelsesretsakter.

(20)

Det er nødvendigt at undgå og imødegå enhver form for misbrug som følge af en visumfritagelse for kortvarige ophold for statsborgere fra et tredjeland, hvis de udgør en trussel for den berørte medlemsstats offentlige orden (ordre public) og indre sikkerhed.

(21)

Suspensionsmekanismen bør gøre det muligt for medlemsstaterne at meddele forhold, der fører til en eventuel suspension, og give Kommissionen mulighed for at udløse suspensionsmekanismen på eget initiativ.

(22)

Anvendelse af suspensionsmekanismen bør navnlig lettes ved at forkorte referenceperioder og frister, hvilket giver mulighed for en hurtig procedure, og de mulige grunde til suspension bør omfatte en svækkelse af samarbejdet om tilbagetagelse samt en væsentlig stigning i risiciene for den offentlige orden eller den indre sikkerhed i medlemsstaterne. En sådan svækkelse af samarbejdet bør omfatte tilfælde, hvor der er en væsentlig stigning i andelen af afslag på anmodninger om tilbagetagelse, herunder af tredjelandsstatsborgere der har passeret gennem det pågældende tredjeland, hvor en tilbagetagelsesaftale indgået mellem Unionen eller en medlemsstat og det pågældende tredjeland fastsætter en sådan tilbagetagelsesforpligtelse. Kommissionen bør også kunne udløse suspensionsmekanismen i tilfælde af, at tredjelandet ikke samarbejder om tilbagetagelse, særlig når der er indgået en aftale om tilbagetagelse mellem tredjelandet og Unionen.

(23)

Med henblik på suspensionsmekanismen betyder en væsentlig stigning en stigning, som overskrider tærsklen på 50 %. Det kunne også betyde en lavere stigning, hvis Kommissionen skønnede det relevant i det specifikke tilfælde, som meddeles af den berørte medlemsstat.

(24)

Med henblik på suspensionsmekanismen betyder en lav anerkendelsesprocent en anerkendelsesprocent for asylansøgninger på omkring 3 eller 4 %. Det kunne også betyde en højere anerkendelsesprocent, hvis Kommissionen skønnede det relevant i det specifikke tilfælde, som meddeles af den berørte medlemsstat.

(25)

Det er nødvendigt at undgå og imødegå enhver form for misbrug af visumfritagelse, hvis det fører til øget migrationspres som følge af f.eks. en stigning i antallet af ubegrundede asylansøgninger, og også hvis det fører til ubegrundede ansøgninger om opholdstilladelse.

(26)

Med henblik på at sikre, at de specifikke krav, som blev anvendt ved vurderingen af hensigtsmæssigheden af en visumfritagelse, indrømmet som resultat af en vellykket afslutning af en visumliberaliseringsdialog, fortsat opfyldes på sigt, bør Kommissionen overvåge situationen i de pågældende tredjelande. Kommissionen bør navnlig være opmærksom på menneskerettighedssituationen i de pågældende tredjelande.

(27)

Kommissionen bør med regelmæssige mellemrum og mindst en gang om året aflægge rapport til Europa-Parlamentet og til Rådet i en periode på syv år efter ikrafttrædelsen af visumliberaliseringen for et bestemt tredjeland, og derefter når Kommissionen finder det nødvendigt, eller efter anmodning fra Europa-Parlamentet eller fra Rådet.

(28)

Kommissionen bør, inden den træffer afgørelse om midlertidigt at suspendere visumfritagelsen for et tredjelands statsborgere, tage hensyn til menneskerettighedssituationen i det pågældende tredjeland og de mulige konsekvenser af en suspension af visumfritagelsen for denne situation.

(29)

Suspension af visumfritagelsen ved en gennemførelsesretsakt bør omfatte visse kategorier af statsborgere fra det pågældende tredjeland med henvisning til de relevante typer af rejsedokumenter og, hvor det er relevant, til yderligere kriterier, såsom personer, der for første gang rejser til medlemsstaternes område. Gennemførelsesretsakten bør fastlægge de kategorier af statsborgere, for hvem suspensionen bør gælde, idet der tages hensyn til de særlige forhold, som en eller flere medlemsstater har meddelt, eller som Kommissionen har aflagt rapport om, og proportionalitetsprincippet.

(30)

For at sikre en passende inddragelse af Europa-Parlamentet og Rådet i gennemførelsen af suspensionsmekanismen under hensyn til den politisk følsomme karakter af en suspension af en visumfritagelse for alle statsborgere fra et tredjeland, der er opført på listen i bilag II til denne forordning, og de horisontale virkninger for medlemsstaterne og Unionen selv, navnlig for så vidt angår deres eksterne forbindelser og Schengenområdets generelle funktionsmåde, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår den midlertidige suspension af visumfritagelsen for de pågældende tredjelandes statsborgere. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(31)

For at sikre, at visaordningen bliver gennemsigtig, og at de berørte personer modtager oplysninger, bør medlemsstaterne meddele Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke foranstaltninger de træffer inden for rammerne af denne forordning. Disse oplysninger skal af samme grund ligeledes offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

(32)

Betingelserne for indrejse på medlemsstaternes område eller udstedelse af visa bør ikke berøre de gældende regler for anerkendelsen af rejsedokumenters gyldighed.

(33)

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet i artikel 5 i Traktaten om Den Europæiske Union er det, for at sikre, at den fælles visumpolitik fungerer effektivt, nødvendigt og hensigtsmæssigt at vedtage en forordning for at fastlægge listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav.

(34)

Denne forordning bør ikke berøre anvendelsen af de internationale aftaler, der er indgået af Det Europæiske Fællesskab inden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 539/2001, og som indebærer, at det er nødvendigt at fravige den fælles visumpolitik, samtidig med at der tages hensyn til Den Europæiske Unions Domstols retspraksis.

(35)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (10).

(36)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (11), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B og C, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (12).

(37)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (13), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B og C, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (14).

(38)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF (15); Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(39)

Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (16); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland —

(1)

Digitaliseringen af økonomien går stadig hurtigere. Informations- og kommunikationsteknologi er ikke længere en specifik sektor, men grundlaget for alle moderne innovative økonomiske systemer og samfund. Elektroniske data er kernen i disse systemer og kan skabe stor værdi, når de analyseres eller kombineres med tjenester og varer. Samtidig betyder den hastige udvikling af dataøkonomien og de fremspirende teknologier som f.eks. kunstig intelligens, produkter og tjenesteydelser med tilknytning til tingenes internet, autonome systemer og 5G, at der opstår nye retlige spørgsmål med hensyn til adgang til og genanvendelse af data, ansvarsforhold, etik og solidaritet. Der bør overvejes at iværksætte en arbejdsindsats vedrørende ansvarsforhold, navnlig ved gennemførelse af selvregulerende kodekser og andre former for bedste praksis, under hensyntagen til henstillinger, afgørelser og handlinger, der udføres uden menneskelig medvirken gennem hele databehandlingsværdikæden. Dette arbejde kan også omfatte passende mekanismer til ansvarsplacering, til overførsel af ansvar mellem samarbejdende tjenester, til forsikring og til audit.

(2)

Dataværdikæder bygger på forskellige dataaktiviteter: frembringelse og indsamling af data; aggregering og organisation af data; behandling af data; analyse, markedsføring og distribution af data; anvendelse og genanvendelse af data. Formålstjenlig og effektiv behandling af data er en grundlæggende byggesten i dataværdikæden. Dog hæmmes den formålstjenlige og effektive databehandlings funktion og udviklingen af dataøkonomien i Unionen af navnlig to typer af hindringer for datamobilitet og for det indre marked: dataplaceringskrav fastsat af medlemsstaternes myndigheder og praksis med leverandørbinding i den private sektor.

(3)

Etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«) gælder også for databehandlingstjenester. Imidlertid bliver leveringen af disse tjenester hæmmet eller forhindret af visse nationale, regionale eller lokale krav vedrørende datas placering i et bestemt område.

(4)

Disse hindringer for fri udveksling af databehandlingstjenester og for etableringsretten for tjenesteleverandører skyldes krav i medlemsstaternes lovgivninger om, at data behandles inden for et bestemt geografisk område eller territorium. Andre regler eller anden administrativ praksis har en tilsvarende virkning ved at pålægge specifikke krav, som gør det vanskeligere at behandle data uden for et bestemt geografisk område eller territorium inden for Unionen, f.eks. krav om brug af teknologiske faciliteter, der er certificeret eller godkendt i en bestemt medlemsstat. Usikkerhed om retstilstanden med hensyn til rækkevidden af berettigede og uberettigede dataplaceringskrav begrænser yderligere markedsdeltagernes og den offentlige sektors valgmuligheder med hensyn til, hvor data behandles. Denne forordning begrænser på ingen måde virksomheder i at indgå kontrakter, der angiver, hvor data skal placeres. Denne forordning har blot som hensigt at garantere denne frihed ved at sikre, at en aftalt placering kan ligge overalt inden for Unionen.

(5)

Samtidig hæmmes datamobilitet i Unionen også af begrænsninger i den private sektor: retlige, kontraktmæssige og tekniske hindringer gør det svært eller umuligt for brugere af databehandlingstjenester at få overført deres data fra én tjenesteleverandør til en anden eller tilbage til deres egne systemer til informationsteknologi (»IT«), ikke mindst efter udløbet af deres kontrakt med en tjenesteleverandør.

(6)

Kombinationen af disse hindringer har ført til mangel på konkurrence mellem cloudtjenesteleverandører i Unionen, til forskellige problemer med leverandørbinding og til en alvorlig mangel på datamobilitet. Tilsvarende har dataplaceringspolitikker undergravet forsknings- og udviklingsvirksomheders mulighed for at fremme samarbejde mellem virksomheder, universiteter og andre forskningsinstitutioner med henblik på at fremme innovation.

(7)

Hensynet til retssikkerheden og behovet for lige konkurrencevilkår inden for Unionen gør et fælles regelsæt for alle markedsaktører til en vigtig forudsætning for et velfungerende indre marked. For at fjerne de hindringer for samhandelen og de konkurrenceforvridninger, som forskelle mellem de nationale lovgivninger medfører, og for at forhindre, at der opstår yderligere hindringer for samhandelen og væsentlige konkurrenceforvridninger, er det nødvendigt at vedtage ensartede regler, der gælder i alle medlemsstaterne.

(8)

De retlige rammer for beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og for respekten for privatliv og beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med elektronisk kommunikation, og navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (3), samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (4) og 2002/58/EF (5) berøres ikke af nærværende forordning.

(9)

Det ekspanderende tingenes internet, kunstig intelligens og maskinindlæring udgør en vigtig kilde til andre data end personoplysninger, f.eks. som et resultat af, at de anvendes i automatiserede industrielle produktionsprocesser. Konkrete eksempler på andre data end personoplysninger omfatter aggregerede og anonymiserede datasæt, som indgår i big data-analyser, data om præcisionsdyrkning, der kan bidrage til at overvåge og optimere anvendelsen af pesticider og vand, eller data om industrielle maskiners vedligeholdelsesbehov. Hvis teknologiske udviklinger gør det muligt at omdanne anonymiserede data til personoplysninger, behandles sådanne data som personoplysninger, og forordning (EU) 2016/679 skal da finde tilsvarende anvendelse.

(10)

I henhold til forordning (EU) 2016/679 må medlemsstaterne hverken indskrænke eller forbyde den frie udveksling af personoplysninger inden for Unionen af grunde, der vedrører beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger. Ved nærværende forordning fastsættes samme princip om fri udveksling inden for Unionen for andre data end personoplysninger, medmindre en indskrænkning eller et forbud er berettiget af hensyn til den offentlige sikkerhed. Ved forordning (EU) 2016/679 og nærværende forordning tilvejebringes et sammenhængende sæt af regler, der tager højde for fri bevægelighed for forskellige typer af data. Desuden indfører nærværende forordning ikke en forpligtelse til at lagre de forskellige typer af data hver for sig.

(11)

For at skabe en ramme for fri udveksling af andre data end personoplysninger i Unionen og danne grundlag for at videreudvikle dataøkonomien og styrke Unionens industris konkurrenceevne er det nødvendigt at fastlægge en klar, dækkende og forudsigelig retlig ramme for behandling af andre data end personoplysninger på det indre marked. En principbaseret tilgang, der omfatter samarbejde mellem medlemsstaterne og selvregulering, bør sikre, at rammen er tilstrækkelig fleksibel, til at der tages hensyn til udviklingen i behovene hos brugere, tjenesteleverandører og nationale myndigheder i Unionen. For at undgå risikoen for overlap med eksisterende ordninger og dermed undgå at øge byrden for både medlemsstater og virksomheder bør der ikke fastlægges detaljerede tekniske regler.

(12)

Denne forordning bør ikke berøre databehandling, for så vidt som den udføres som led i en aktivitet, der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde. Navnlig bør det erindres, at den nationale sikkerhed i overensstemmelse med artikel 4 i traktaten om Den Europæiske Union (»TEU«) er den enkelte medlemsstats eneansvar.

(13)

Den fri udveksling af data inden for Unionen vil spille en vigtig rolle i forhold til at opnå datadreven vækst og innovation. I lighed med virksomheder og forbrugere vil medlemsstaternes offentlige myndigheder og offentligretlige organer kunne drage fordel af øget valgfrihed med hensyn til datadrevne tjenesteleverandører, af mere konkurrencedygtige priser og af en mere effektiv levering af tjenesteydelser til borgerne. I betragtning af de store mængder data, som offentlige myndigheder og offentligretlige organer håndterer, er det af største vigtighed, at de går foran med et godt eksempel med hensyn til anvendelse af tjenester for elektronisk databehandling, og at de afholder sig fra at lægge begrænsninger på dataplacering, når de gør brug af tjenester for databehandlingstjenester. Offentlige myndigheder og offentligretlige organer bør derfor være omfattet af denne forordning. I denne forbindelse bør princippet om fri udveksling af andre data end personoplysninger, der er fastsat i denne forordning, også finde anvendelse på almen og fast administrativ praksis og på andre dataplaceringskrav inden for offentlige udbud, uden at dette berører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (6).

(14)

Som det er tilfældet med direktiv 2014/24/EU, berører denne forordning ikke love og administrative bestemmelser vedrørende medlemsstaternes interne organisation og fordeling blandt offentlige myndigheder og offentligretlige organer af beføjelser og ansvar vedrørende databehandling uden kontraktmæssig betaling til private parter og berører heller ikke medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende gennemførelsen af disse beføjelser og ansvar. Selv om de offentlige myndigheder og offentligretlige organer tilskyndes til at overveje de økonomiske og andre fordele ved outsourcing til eksterne tjenesteleverandører, kan de have legitime grunde til at vælge selvforsyning med tjenesteydelser eller insourcing. Følgelig pålægger denne forordning på ingen måde medlemsstaterne en forpligtelse til at outsource eller eksternalisere levering af tjenesteydelser, som de ønsker selv at levere eller at organisere på anden vis end gennem offentlige kontrakter.

(15)

Denne forordning bør finde anvendelse på fysiske og juridiske personer, der leverer databehandlingstjenester til brugere, som er bosiddende eller etableret i Unionen, herunder på fysiske og juridiske personer, der leverer databehandlingstjenester i Unionen uden at være etableret der. Denne forordning bør derfor ikke finde anvendelse på databehandlingstjenester, der finder sted uden for Unionen, og på dataplaceringskrav vedrørende sådanne data.

(16)

Denne forordning fastlægger ikke lovvalgsregler på det handelsretlige område og berører derfor ikke Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (7). Navnlig er en kontrakt om levering af tjenesteydelser i princippet underlagt loven i det land, hvor tjenesteleverandøren har sit sædvanlige opholdssted, for så vidt som der ikke er foretaget et lovvalg i overensstemmelse med nævnte forordning.

(17)

Nærværende forordning bør gælde for databehandling i bredeste forstand og omfatte brugen af alle typer IT-systemer, uanset om de er placeret i brugerens lokaler eller outsourcet til en tjenesteleverandør. Den bør dække forskellige grader af databehandling, fra datalagring (Infrastructure-as-a-Service (IaaS)) til behandling af data på platforme (Platform-as-a-Service (PaaS)) eller i applikationer (Software-as-a-Service (SaaS)).

(18)

Dataplaceringskrav udgør en klar hindring for fri udveksling af databehandlingstjenester i Unionen og for det indre marked. Sådanne krav bør forbydes, medmindre de er begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed som fastlagt i EU-retten, navnlig i den i artikel 52 i TEUF anvendte betydning, og overholder proportionalitetsprincippet, der er forankret i artikel 5 i TEU. For at gennemføre princippet om fri udveksling af andre data end personoplysninger på tværs af grænserne, sikre en hurtig afskaffelse af eksisterende dataplaceringskrav og gøre det muligt af driftsmæssige årsager at foretage databehandling flere steder i Unionen, og da der ved denne forordning indføres foranstaltninger til at sikre myndighederne adgang til data i regulerings- og tilsynsøjemed, bør medlemsstaterne kun kunne påberåbe sig hensynet til den offentlige sikkerhed som begrundelse for dataplaceringskrav.

(19)

Begrebet »den offentlige sikkerhed«, som omhandlet i artikel 52 i TEUF og som fortolket af Domstolen, omfatter både den interne og eksterne sikkerhed i en medlemsstat samt spørgsmål vedrørende offentlig tryghed med henblik på navnlig at fremme efterforskning, afsløring og retsforfølgelse af strafbare handlinger. Det forudsætter, at der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel, der påvirker en af de grundlæggende samfundsinteresser, såsom en trussel for driften af institutionerne og de livsvigtige offentlige tjenester og for befolkningens overlevelse samt risikoen for en alvorlig forstyrrelse af de internationale relationer eller af nationers fredelige sameksistens, eller en trussel mod militære interesser. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør dataplaceringskrav, der er begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed, være egnede til at nå det tilsigtede mål og ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(20)

For at sikre en effektiv anvendelse af princippet om fri udveksling af andre data end personoplysninger på tværs af grænserne og undgå, at der opstår nye hindringer på det indre marked, bør medlemsstaterne straks underrette Kommissionen om ethvert udkast til retsakt, der indfører nye dataplaceringskrav eller ændrer eksisterende krav. Disse udkast til retsakter bør forelægges og vurderes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (8).

(21)

For at fjerne eventuelle eksisterende hindringer bør medlemsstaterne desuden i løbet af en overgangsperiode på 24 måneder fra denne forordnings anvendelsesdato, tage eksisterende love og administrative bestemmelser af generel karakter, der fastsætter dataplaceringskrav, op til revision og meddele Kommissionen eventuelle dataplaceringskrav, som de anser for at være i overensstemmelse med denne forordning, samt give en begrundelse herfor. Dette bør sætte Kommissionen i stand til at undersøge, om eventuelle resterende dataplaceringskrav er i overensstemmelse. Kommissionen bør have mulighed for, hvor det er hensigtsmæssigt, at fremsætte bemærkninger over for den pågældende medlemsstat. Disse bemærkninger kan omfatte en anbefaling om ændring eller ophævelse af et dataplaceringskrav.

(22)

De forpligtelser til at underrette Kommissionen om eksisterende dataplaceringskrav og udkast til retsakter, der er fastsat ved denne forordning, bør finde anvendelse på reguleringsmæssige dataplaceringskrav og udkast til retsakter af generel karakter, men ikke på afgørelser, der retter sig til en konkret fysisk eller juridisk person.

(23)

For at skabe klarhed om dataplaceringskravene i medlemsstaterne fastlagt ved lov og administrative bestemmelser af generel karakter for fysiske og juridiske personer, som f.eks. tjenesteleverandører og brugere af databehandlingstjenester, bør medlemsstaterne offentliggøre oplysninger om sådanne krav og jævnligt ajourføre oplysningerne om sådanne foranstaltninger på et nationalt centralt onlineinformationssted. Alternativt bør medlemsstaterne indgive ajourførte oplysninger om sådanne krav til et centralt informationssted, der er oprettet i henhold til en anden EU-retsakt. Med henblik på at sikre, at fysiske og juridiske personer informeres på passende vis om dataplaceringskrav overalt i Unionen, bør medlemsstaterne meddele Kommissionen adresserne på disse nationale centrale onlineinformationssteder. Kommissionen bør offentliggøre disse oplysninger på sit eget websted sammen med en regelmæssigt ajourført, konsolideret liste over samtlige gældende dataplaceringskrav i medlemsstaterne, herunder opsummerede oplysninger om disse krav.

(24)

Dataplaceringskrav beror ofte på manglende tillid til databehandling i andre lande, der udspringer af en formodning om, at dataene ikke er tilgængelige for medlemsstaternes kompetente myndigheder, når de f.eks. skal foretage inspektion og audit i regulerings- eller tilsynsøjemed. Sådan manglende tillid kan ikke overvindes udelukkende ved at erklære kontraktvilkår, som forhindrer kompetente myndigheder i at få lovlig adgang til data med henblik på varetagelse af deres officielle opgaver, ugyldige. Denne forordning bør derfor klart fastslå, at den ikke berører de kompetente myndigheders beføjelser til at anmode om eller få adgang til data i overensstemmelse med EU-retten eller national ret, og at kompetente myndigheder ikke kan nægtes adgang til data med den begrundelse, at dataene behandles i en anden medlemsstat. De kompetente myndigheder kan pålægge funktionelle krav for at understøtte adgang til data, såsom krav om, at systembeskrivelser opbevares i den berørte medlemsstat.

(25)

Fysiske og juridiske personer, der er underlagt forpligtelser til at indberette data til de kompetente myndigheder, kan opfylde disse forpligtelser ved at give og garantere de kompetente myndigheder effektiv og rettidig elektronisk adgang til dataene, uanset i hvilken medlemsstat dataene behandles. Sådan adgang kan sikres gennem konkrete vilkår og betingelser i kontrakten mellem den fysiske eller juridiske person, der er underlagt forpligtelsen til at give adgang, og tjenesteleverandøren.

(26)

Når en fysisk eller juridisk person er underlagt en forpligtelse til at indberette data og ikke opfylder denne forpligtelse, bør den kompetente myndighed kunne søge bistand hos de kompetente myndigheder i andre medlemsstater. I sådanne tilfælde bør de kompetente myndigheder, alt afhængigt af emnet i det pågældende tilfælde, gøre brug af særlige samarbejdsinstrumenter i EU-retten eller internationale aftaler, f.eks., inden for henholdsvis politisamarbejde og samarbejde i strafferetlige, civilretlige og administrative anliggender, Rådets rammeafgørelse 2006/960/RIA (9), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU (10), Europarådets konvention om IT-kriminalitet (11), Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 (12), Rådets direktiv 2006/112/EF (13) henholdsvis Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 (14). I mangel af sådanne særlige samarbejdsordninger bør de kompetente myndigheder samarbejde med hinanden gennem udpegede centrale kontaktpunkter med henblik på at give adgang til de ønskede data.

(27)

Hvis en anmodning om bistand indebærer, at den adspurgte myndighed skal have adgang til en fysisk eller juridisk persons lokaler, herunder til udstyr og midler til databehandling, skal en sådan adgang være i overensstemmelse med EU-retten eller national procesret, herunder eventuelle krav om, at der indhentes forudgående retskendelse.

(28)

Denne forordning bør ikke gøre det muligt for brugerne at forsøge at unddrage sig anvendelsen af national ret. Den bør derfor fastsætte bestemmelser, som gør det muligt for medlemsstaterne at pålægge brugerne effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner, såfremt de forhindrer de kompetente myndigheder i at få adgang til de nødvendige data med henblik på varetagelsen af de kompetente myndigheders officielle opgaver i henhold til EU-retten eller national ret. I hastende tilfælde, hvor en bruger misbruger sine rettigheder, bør medlemsstaterne have mulighed for at pålægge strengt forholdsmæssige foreløbige foranstaltninger. Foreløbige foranstaltninger, der kræver relokalisering af data i længere tid end 180 dage efter relokaliseringen, ville indebære en tilsidesættelse af princippet om fri udveksling af data i et væsentligt tidsrum, og Kommissionen bør derfor underrettes herom med henblik på en kontrol af deres forenelighed med EU-retten.

(29)

Muligheden for at portere data uden hindringer er en afgørende faktor, der øger brugernes valgmuligheder og fremmer effektiv konkurrence på markederne for databehandlingstjenester. De reelle eller formodede problemer med at portere data på tværs af grænserne undergraver også professionelle brugeres tillid til tilbud i andre lande og dermed deres tillid til det indre marked. Mens fysiske personer og forbrugere nyder godt af eksisterende EU-ret, fremmer den ikke mulighederne for at skifte tjenesteleverandør for brugere, der handler i forbindelse med deres forretnings- eller erhvervsmæssige aktiviteter. Ensartede tekniske krav i Unionen, uanset om det drejer sig om teknisk harmonisering, gensidig anerkendelse eller frivillig harmonisering, bidrager også til at udvikle et konkurrencedygtigt indre marked for databehandlingstjenester.

(30)

For at høste det fulde udbytte af et konkurrencepræget miljø bør professionelle brugere kunne træffe informerede valg og nemt kunne sammenligne de enkelte elementer i de forskellige databehandlingstjenester, der udbydes på det indre marked, herunder af kontraktvilkår og -betingelser for dataportering ved opsigelse af en kontrakt. På baggrund af innovationspotentialet på markedet samt erfaringerne og ekspertisen hos tjenesteleverandører og professionelle brugere af databehandlingstjenester bør markedsdeltagerne ved selvregulering fastlægge detaljerede informationskrav og operationelle krav vedrørende dataportering, og selvreguleringen bør fremmes og overvåges af Kommissionen og tage form af EU-adfærdskodekser, som kan omfatte standardkontraktvilkår og -betingelser.

(31)

For at være effektive og gøre leverandørskift og dataportering lettere bør sådanne adfærdskodekser være omfattende og dække mindst de centrale aspekter, som er vigtige under dataporteringsprocessen, såsom procedurerne, der finder anvendelse for, og placeringen af databackup, de dataformater og -medier, der er til rådighed, den krævede IT-konfiguration og minimumsbåndbredde, hvor lang tid der går, inden porteringsprocessen kan sættes i gang, og hvor lang tid dataene forbliver tilgængelige til portering, samt garantierne for adgang til data, såfremt tjenesteleverandøren går konkurs. Adfærdskodekserne bør også gøre det klart, at leverandørbinding ikke er acceptabel forretningspraksis, de bør fastsætte bestemmelser om tillidsfremmende teknologier og bør ajourføres regelmæssigt for at holde trit med den teknologiske udvikling. Kommissionen bør sikre, at alle berørte interessenter, herunder sammenslutninger af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og nystartede virksomheder, brugere og cloudtjenesteleverandører høres igennem hele processen. Kommissionen bør evaluere udviklingen og effektiviteten af gennemførelsen af sådanne adfærdskodekser.

(32)

Når en kompetent myndighed i en medlemsstat anmoder om bistand fra en anden medlemsstat til at få adgang til data i henhold til denne forordning, bør den gennem et centralt kontaktpunkt indgive en behørigt begrundet anmodning til sidstnævntes centrale kontaktpunkt, herunder en skriftlig redegørelse for begrundelsen og retsgrundlaget for at søge adgang til dataene. Det centrale kontaktpunkt, der er udpeget af den medlemsstat, der anmodes om bistand, bør lette videresendelsen af anmodningen til den relevante kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat. For at sikre et effektivt samarbejde bør den myndighed, som anmodningen er sendt til, uden unødigt ophold yde den bistand, der anmodes om i en given anmodning, eller oplyse om opståede vanskeligheder med at imødekomme anmodningen eller om begrundelsen for at afvise den.

(33)

Hvis tilliden til sikkerheden i forbindelse med databehandling i andre medlemsstater styrkes, bør det mindske tilbøjeligheden hos markedsdeltagerne og i den offentlige sektor til at bruge placeringen af data som substitut for datasikkerhed. Det bør også forbedre retssikkerheden for virksomhederne med hensyn til overholdelse af gældende sikkerhedskrav, når de outsourcer deres databehandling til tjenesteleverandører, herunder sådanne i andre medlemsstater.

(34)

Ethvert sikkerhedskrav vedrørende databehandling, der anvendes på en berettiget og forholdsmæssig måde på grundlag af EU-retten eller national ret i overensstemmelse med EU-retten i den medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, hvis data er berørt, er bosiddende eller etableret, bør fortsat finde anvendelse på behandling af disse data i en anden medlemsstat. Disse fysiske og juridiske personer bør kunne opfylde sådanne krav egenhændigt eller i kraft af bestemmelser i kontrakter med tjenesteleverandørerne.

(35)

Sikkerhedskrav, der fastsættes på nationalt plan, bør være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til de sikkerhedsrisici i forbindelse med databehandling, der er omfattet af den nationale lovgivning, hvori disse krav fastsættes.

(36)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 (15) indeholder bestemmelser om retlige foranstaltninger, der skal øge det samlede cybersikkerhedsniveau i Unionen. Databehandlingstjenester er blandt de digitale tjenester, der er omfattet af nævnte direktiv. I henhold til nævnte direktiv skal medlemsstaterne sikre, at tjenesteleverandører af digitale tjenester identificerer og træffer passende og forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at styre risiciene i forhold til sikkerheden i net- og informationssystemer, som de anvender. Disse foranstaltninger bør garantere et sikkerhedsniveau, der står i forhold til risikoen, idet der tages hensyn til systemers og faciliteters sikkerhed, håndtering af hændelser, styring af driftskontinuitet, overvågning, audit og testning og overholdelse af internationale standarder. Disse elementer skal specificeres yderligere i gennemførelsesretsakter, som Kommissionen vedtager i henhold til direktivet.

(37)

Kommissionen bør forelægge en rapport om gennemførelsen af denne forordning, særlig med henblik på at afgøre, om der er behov for ændringer i lyset af udviklingen i de teknologiske betingelser og markedsvilkårene. Denne rapport bør navnlig evaluere denne forordning, særlig anvendelsen heraf i forhold til datasæt bestående af både personoplysninger og andre data end personoplysninger, samt gennemførelsen af undtagelsen med hensyn til den offentlige sikkerhed. Inden denne forordning begynder at finde anvendelse, bør Kommissionen ligeledes offentliggøre retningslinjer for håndtering af datasæt bestående af både personoplysninger og andre data end personoplysninger, således at virksomheder, herunder SMV'er, bedre forstår samspillet mellem denne forordning og forordning (EU) 2016/679, og det sikres, at begge forordninger overholdes.

(38)

Nærværende forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og bør fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper, herunder retten til beskyttelse af personoplysninger, ytrings- og informationsfriheden og friheden til at oprette og drive egen virksomhed.

(39)

Målet for denne forordning, nemlig at sikre fri udveksling af andre data end personoplysninger i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

(1)

Den seneste væsentlige ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF (4), som efterfølgende blev kodificeret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU (5), blev foretaget i 2007 med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65/EF (6). Siden da har markedet for audiovisuelle medietjenester udviklet sig markant og hurtigt som følge af den stadig større konvergens mellem TV-tjenester og internettjenester. Den teknologiske udvikling har åbnet mulighed for nye former for tjenester og brugeroplevelser. Seervanerne har ændret sig væsentligt, navnlig blandt de yngre generationer. TV'et er stadig et vigtigt udstyr til at samles om fælles audiovisuelle oplevelser, men mange seere er gået over til at se audiovisuelt indhold på andre bærbare enheder. Traditionelt TV-indhold tegner sig stadig for en stor andel af den gennemsnitlige daglige seertid.

Nye former for indhold såsom videoklip og brugergenereret indhold har imidlertid vundet større indpas, og nye aktører, herunder udbydere af video on demand-tjenester og videodelingsplatforme, har nu fået solidt fodfæste. Denne mediekonvergens kræver en opdateret retlig ramme for at afspejle udviklingen på markedet og opnå en balance mellem adgang til onlineindholdstjenester, forbrugerbeskyttelse og konkurrencedygtighed.

(2)

Den 6. maj 2015 vedtog Kommissionen en meddelelse med titlen »En strategi for et digitalt indre marked i EU«, hvori den bebudede en revision af direktiv 2010/13/EU.

(3)

Direktiv 2010/13/EU bør fortsat kun gælde for tjenester, hvis hovedformål er at sende programmer, der skal informere, underholde eller oplyse. Hovedformålskravet bør også betragtes som opfyldt, hvis tjenesten har et audiovisuelt indhold og en audiovisuel form, som kan adskilles fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, såsom selvstændige dele af internetaviser med audiovisuelle programmer eller brugergenererede videoer, hvis disse dele kan anses for at kunne adskilles fra hovedaktiviteten. En tjeneste bør anses for blot at være et supplement, der er uadskilleligt fra hovedaktiviteten, i kraft af forbindelserne mellem det audiovisuelle udbud og hovedaktiviteten såsom levering af nyheder i skriftlig form. Som sådan kan kanaler og andre audiovisuelle tjenester under en tjenesteudbyders redaktionelle ansvar i sig selv udgøre audiovisuelle medietjenester, selv om de udbydes på en videodelingsplatform, som er kendetegnet ved ikke at have noget redaktionelt ansvar. I sådanne tilfælde vil det påhvile de tjenesteudbydere, der har det redaktionelle ansvar, at overholde direktiv 2010/13/EU.

(4)

Videodelingsplatformstjenester udbyder audiovisuelt indhold, som offentligheden og navnlig unge i stigende grad tilgår. Dette gælder også for sociale medietjenester, der er blevet et vigtigt medium til at udveksle informationer og til at underholde og oplyse, herunder ved at give adgang til programmer og brugergenererede videoer. Disse sociale medietjenester skal medtages i anvendelsesområdet for direktiv 2010/13/EU, fordi de konkurrerer om de samme målgrupper og indtægter som de audiovisuelle medietjenester. Endvidere har de også en betydelig indflydelse, fordi de gør det lettere for brugerne at forme og øve indflydelse på andre brugeres holdninger. For at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold og alle borgere mod tilskyndelse til had, vold og terrorisme bør disse tjenester derfor omfattes af direktiv 2010/13/EU, i det omfang de er omfattet af definitionen af en videodelingsplatformstjeneste.

(5)

Formålet med direktiv 2010/13/EU er ikke at regulere sociale medietjenester som sådan, men en social medietjeneste bør være omfattet, hvis levering af programmer og brugergenererede videoer udgør en væsentlig funktion i den pågældende tjeneste. Levering af programmer og brugergenererede videoer kan anses for at udgøre en væsentlig funktion i den sociale medietjeneste, hvis det audiovisuelle indhold ikke blot er et supplement til eller udgør en mindre del af den sociale medietjenestes aktiviteter. For at sikre klarhed, effektivitet og sammenhæng i gennemførelsen bør Kommissionen om nødvendigt udstede retningslinjer efter konsultation af kontaktudvalget om den praktiske anvendelse af kriteriet om væsentlig funktion med hensyn til definitionen af en »videodelingsplatformstjeneste«. Disse retningslinjer bør udformes under passende hensyn til de målsætninger i offentlighedens interesse, der skal opfyldes ved de foranstaltninger, der skal træffes af udbydere af videodelingsplatforme, og retten til ytringsfrihed.

(6)

Når en del, der kan adskilles fra tjenesten, udgør en videodelingsplatformstjeneste som omhandlet i direktiv 2010/13/EU, bør kun denne del være omfattet af nævnte direktiv, og kun for så vidt angår programmer og brugergenererede videoer. Videoklip, der er indlejret i det redaktionelle indhold af elektroniske udgaver af aviser og blade, og animerede billeder såsom GIF'er, bør ikke være omfattet af direktiv 2010/13/EU. Definitionen af en videodelingsplatformstjeneste bør ikke omfatte ikkeøkonomiske aktiviteter som f.eks. udbud af audiovisuelt indhold på private websteder og ikkekommercielle interessegrupper.

(7)

For at sikre effektiv gennemførelse af direktiv 2010/13/EU er det afgørende, at medlemsstaterne fastlægger og opretholder opdaterede fortegnelser over medietjenesteudbyderne og udbyderne af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion, og at de regelmæssigt udveksler disse fortegnelser med deres kompetente uafhængige tilsynsmyndigheder eller -organer og Kommissionen. Disse fortegnelser bør omfatte oplysninger om de kriterier, som jurisdiktionen er baseret på.

(8)

Fastlæggelse af jurisdiktion kræver en vurdering af de faktiske omstændigheder på baggrund af de kriterier, der er fastlagt i direktiv 2010/13/EU. Vurderingen af disse faktiske omstændigheder kan føre til modstridende resultater. Ved brug af de i nævnte direktiv omhandlede samarbejdsprocedurer er det vigtigt, at Kommissionen kan basere sine resultater på pålidelige fakta. Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA) bør derfor bemyndiges til at fremsætte udtalelser om jurisdiktion efter anmodning fra Kommissionen. Hvis Kommissionen under anvendelse af disse samarbejdsprocedurer beslutter at rådføre sig med ERGA, bør den informere kontaktudvalget, herunder om underretninger modtaget fra medlemsstaterne i henhold til disse samarbejdsprocedurer og om ERGA's udtalelse.

(9)

Procedurerne og betingelserne for at indskrænke friheden til at udbyde og modtage audiovisuelle medietjenester bør være de samme for lineære og ikkelineære tjenester.

(10)

I overensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol (»EU-Domstolen«) er det kun muligt at begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, som er sikret i henhold til traktaten, begrænses, hvis der foreligger tvingende hensyn i offentlighedens interesse, f.eks. opnåelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, forudsat at sådanne begrænsninger er begrundede, står i rimeligt forhold til målet og er nødvendige. Derfor bør en medlemsstat kunne træffe visse foranstaltninger for at sikre overholdelse af de af dens forbrugerbeskyttelsesregler, der ikke henhører under de områder, der samordnes ved direktiv 2010/13/EU. Foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat for at håndhæve dens nationale forbrugerbeskyttelsesordning, herunder i forbindelse med reklamer for spil, skal være begrundede, stå i rimeligt forhold til det mål, der tilstræbes, og være nødvendige som krævet i EU-Domstolens retspraksis. Under alle omstændigheder må en modtagermedlemsstat ikke træffe nogen foranstaltninger, der vil være til hinder for retransmission på dens område af fjernsynsudsendelser fra en anden medlemsstat.

(11)

Når en medlemsstat meddeler Kommissionen, at en medietjenesteudbyder har etableret sig i den medlemsstat, der har jurisdiktion, for at omgå de strengere bestemmelser på de områder, der samordnes ved direktiv 2010/13/EU, og som ville være gældende for den pågældende udbyder, hvis den var etableret i den meddelelsesmedlemsstaten, bør medlemsstaten fremlægge troværdige og behørigt dokumenterede beviser herfor. Sådanne beviser bør indeholde en række detaljerede, bestyrkende oplysninger, som gør det muligt med rimelig sikkerhed at påvise en sådan omgåelse.

(12)

I sin meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om »Bedre regulering for bedre resultater — En EU-dagsorden« understregede Kommissionen, at den ved overvejelse af politiske løsninger vil se på såvel forskriftsmæssige som ikkeforskriftsmæssige midler, der bygger på den fælles adfærdskodeks og principperne for bedre selv- og samregulering. En række adfærdskodekser, der er fastsat på de områder, der samordnes ved direktiv 2010/13/EU, har vist sig at være veludformede og i tråd med principperne for bedre selv- og samregulering. Tilstedeværelsen af en lovgivningsmæssig sikkerhedsmekanisme blev betragtet som en vigtig succesfaktor for at fremme overholdelsen af en kodeks for selv- eller samregulering. Det er ligeledes vigtigt, at der i sådanne kodekser opstilles konkrete mål og målsætninger, som muliggør regelmæssig, gennemsigtig og uafhængig overvågning og evaluering af opnåelsen af målene for adfærdskodekserne. Adfærdskodekserne bør også indeholde bestemmelser om effektiv håndhævelse. Disse principper bør efterleves i de kodekser for selv- og samregulering, som vedtages inden for de områder, der samordnes af direktiv 2010/13/EU.

(13)

Erfaringer har vist, at både selvregulerende og samregulerende instrumenter, der gennemføres i overensstemmelse med medlemsstaternes forskellige retstraditioner, kan spille en vigtig rolle for realiseringen af en høj grad af forbrugerbeskyttelse. De foranstaltninger, der træffes for at nå målsætninger i offentlighedens interesse inden for sektoren for nye audiovisuelle medietjenester, er mere effektive, hvis de bliver truffet med aktiv støtte fra tjenesteudbyderne selv.

(14)

Selvregulering er en slags frivilligt initiativ, som gør det muligt for de økonomiske operatører, arbejdsmarkedets parter, NGO'er og foreninger selv at vedtage fælles retningslinjer, der gælder for dem. De er ansvarlige for udarbejdelse, overvågning og håndhævelse af overholdelsen af disse retningslinjer. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres forskellige retstraditioner anerkende den rolle, som effektiv selvregulering kan spille som supplement til de eksisterende lovgivningsmekanisme og de eksisterende retlige og administrative mekanismer, samt dens positive bidrag til opfyldelsen af målene i direktiv 2010/13/EU. Selvregulering kan være en supplerende metode til gennemførelse af visse af bestemmelserne i direktiv 2010/13/EU, men bør dog ikke erstatte den nationale lovgivers forpligtelser. Samregulering sikrer i sin minimale form et juridisk bånd mellem selvregulering og den nationale lovgiver i overensstemmelse med medlemsstaternes retstraditioner. Ved samregulering deles den regulerende rolle mellem de berørte parter og de offentlige myndigheder eller de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer. Den rolle, som de relevante offentlige myndigheder spiller, omfatter anerkendelse af samreguleringsordningen, revision af procedurerne for ordningen og finansiering af ordningen. Samregulering bør gøre det muligt, at der kan foretages statslig indgriben, såfremt målene herfor ikke opfyldes. Med forbehold af medlemsstaternes formelle forpligtelser med hensyn til gennemførelse tilskynder direktiv 2010/13/EU til anvendelse af selvregulering og samregulering. Dette bør hverken forpligte medlemsstaterne til at indføre ordninger for selv- eller samregulering eller begge former for regulering eller afbryde eller true eksistensen af nuværende samreguleringsordninger, der allerede eksisterer i medlemsstaterne, og som fungerer effektivt.

(15)

Gennemsigtighed i forbindelse med medieejerskab er direkte forbundet med ytringsfrihed, som er en hjørnesten i demokratiske systemer. Oplysninger om ejerforholdet for medietjenesteudbydere, hvis et sådant ejerforhold medfører kontrol med eller udøvelse af en betydelig indflydelse på indholdet af de udbudte tjenester, giver brugerne mulighed for at foretage en informeret vurdering af sådant indhold. Medlemsstaterne bør være i stand til at afgøre, om og i hvilken udstrækning oplysninger om ejerforholdet for en medietjenesteudbyder bør være tilgængelige for brugerne, forudsat at kernen i de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder respekteres, og at sådanne foranstaltninger er nødvendige og forholdsmæssige.

(16)

På grund af de audiovisuelle medietjenesters særlige karakter, ikke mindst deres indflydelse på meningsdannelsen, har brugerne en legitim interesse i at vide, hvem der er ansvarlig for disse tjenesters indhold. For at styrke ytringsfriheden og i forlængelse heraf fremme mediepluralisme og undgå interessekonflikter er det vigtigt, at medlemsstaterne sikrer, at brugerne når som helst har let og direkte adgang til oplysninger om medietjenesteudbydere. Det er op til den enkelte medlemsstat at træffe afgørelse, navnlig med hensyn til de oplysninger, der kan gives om ejerforhold og de reelle ejere.

(17)

For at sikre sammenhæng og retssikkerhed for virksomhederne og medlemsstaternes myndigheder bør begrebet »tilskyndelse til vold eller had« i fornødent omfang forstås i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA (7).

(18)

I betragtning af udviklingen inden for de midler, som indhold udbredes med via elektroniske kommunikationsnet, er det vigtigt at beskytte offentligheden mod tilskyndelse til terrorisme. Direktiv 2010/13/EU bør derfor sikre, at audiovisuelle medietjenester ikke indeholder offentlige opfordringer til at begå en terrorhandling. For at sikre sammenhæng og retssikkerhed for virksomhederne og medlemsstaternes myndigheder bør begrebet »offentlig opfordring til at begå en terrorhandling« forstås i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 (8).

(19)

For at sætte seerne, herunder forældre og mindreårige, i stand til at træffe kvalificerede beslutninger om det viste indhold er det nødvendigt, at medietjenesteudbydere fremlægger tilstrækkelige oplysninger om indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Dette kan f.eks. ske via et system med beskrivelser af indholdets art, en akustisk advarsel, et visuelt symbol eller andre midler, der beskriver indholdets art.

(20)

De passende foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, der gælder for TV-spredningstjenester, bør også gælde for on-demand audiovisuelle medietjenester. Dette bør øge beskyttelsesniveauet. Tilgangen med minimumsharmonisering giver medlemsstaterne mulighed for at udvikle en højere grad af beskyttelse for indhold, der kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Det mest skadelige indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, men ikke nødvendigvis er en strafbar handling, bør være underlagt de strengeste foranstaltninger, såsom kryptering og effektiv forældrekontrol, uden at dette berører medlemsstaternes vedtagelse af strengere foranstaltninger.

(21)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (9) anerkender, at børn bør nyde særlig beskyttelse med hensyn til behandling af deres personoplysninger. Medietjenesteudbyderes oprettelse af mekanismer til beskyttelse af børn fører uundgåeligt til behandling af mindreåriges personoplysninger. Da sådanne mekanismer har til formål at beskytte børn, bør mindreåriges personoplysninger, der behandles inden for rammerne af tekniske foranstaltninger til beskyttelse af børn, ikke anvendes til kommercielle formål.

(22)

Sikring af adgangen til audiovisuelt indhold er et afgørende krav inden for rammerne af de forpligtelser, der er indgået i henhold til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap. I direktiv 2010/13/EU bør begrebet »personer med handicap« fortolkes i lyset af arten af de tjenesteydelser, der er omfattet af nævnte direktiv, som er audiovisuelle medietjenester. Retten for personer med funktionsnedsættelser og for ældre til at deltage og blive integreret i det sociale og kulturelle liv i Unionen hænger sammen med udbuddet af tilgængelige audiovisuelle medietjenester. Medlemsstaterne bør derfor uden unødig forsinkelse sikre, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion aktivt forsøger at gøre indhold tilgængeligt for personer med handicap, navnlig syns- eller hørehandicap. Disse krav om tilgængelighed bør opfyldes gennem en progressiv og kontinuerlig proces, idet der bør tages højde for praktiske og uundgåelige begrænsninger, der kunne forhindre en fuldstændig tilgængelighed, såsom programmer eller begivenheder, der sendes direkte. For at måle de fremskridt, som medietjenesteudbydere har gjort med gradvis at gøre deres tjenester tilgængelige for syns- og hørehæmmede, bør medlemsstaterne forlange, at medietjenesteudbydere, der er etableret på deres område, aflægger rapport til dem med regelmæssige mellemrum.

(23)

Midlerne til at opnå tilgængelighed af audiovisuelle medietjenester i henhold til direktiv 2010/13/EU bør omfatte, men ikke begrænses til tegnsprog, tekstning for døve og hørehæmmede, talende undertekster og synstolkning. Nævnte direktiv omfatter imidlertid hverken funktioner eller tjenester, der giver adgang til audiovisuelle medietjenester, eller tilgængelighedsfunktioner i elektroniske programoversigter. Nævnte direktiv berører derfor ikke EU-ret der har til formål at harmonisere tilgængeligheden af tjenester, der giver adgang til audiovisuelle medietjenester, såsom websteder, onlineapplikationer og elektroniske programoversigter, eller leveringen af oplysninger om tilgængelighed og i tilgængelige formater.

(24)

I nogle tilfælde er det måske ikke muligt at levere oplysninger i forbindelse med nødsituationer på en måde, der er tilgængelig for personer med handicap. Sådanne ekstraordinære tilfælde bør dog ikke forhindre, at oplysninger i forbindelse med nødsituationer offentliggøres gennem audiovisuelle medietjenester.

(25)

Direktiv 2010/13/EU berører ikke medlemsstaternes mulighed for at pålægge forpligtelser for at sikre indhold af almen interesse en tilpas fremtrædende placering i henhold til fastlagte mål af almen interesse såsom mediepluralisme, ytringsfrihed og kulturel mangfoldighed. Sådanne forpligtelser bør kun pålægges, hvor det er nødvendigt for at opfylde mål af almen interesse, som er tydeligt fastlagt af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten. Hvis medlemsstaterne beslutter at indføre regler for en tilpas fremtrædende placering, bør virksomheder kun pålægges forholdsmæssige forpligtelser, der tilgodeser legitime almene hensyn.

(26)

For at beskytte medietjenesteudbydernes redaktionelle ansvar og den audiovisuelle værdikæde er det af afgørende betydning at kunne sikre integriteten af de programmer og tjenester, der leveres af medietjenesteudbyderne. Programmer og audiovisuelle medietjenester bør ikke leveres i afkortet form, ændret eller med afbrydelser eller med overlays til kommercielle formål, hvis ikke medietjenesteudbyderne har givet deres udtrykkelige samtykke. Medlemsstaterne bør sikre, at overlays, som modtageren af tjenesten udelukkende har taget initiativ til eller tilladt til privat brug, såsom overlays som følge af tjenester for individuel kommunikation, ikke kræver samtykke fra medietjenesteudbyderen. Kontrolelementer af enhver brugergrænseflade, der er nødvendige for driften af udstyret eller for programnavigering, såsom volumenbjælker, søgefunktioner, navigationsmenuer eller kanaloversigter, bør ikke være omfattet. Legitime overlays som f.eks. advarselsmeddelelser, oplysninger i offentlighedens interesse, undertekster eller kommerciel kommunikation, der leveres af medietjenesteudbyderen, bør heller ikke være omfattet. Med forbehold af artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 (10) bør datakompressionsteknikker, der mindsker størrelsen af en datafil, og andre teknikker, der kan tilpasse en tjeneste til distributionsmidlet, såsom opløsning og kodning, uden nogen ændring af indholdet, heller ikke være omfattet.

Der bør kun pålægges foranstaltninger til at beskytte integriteten af programmer og audiovisuelle medietjenester, hvor det er nødvendigt for at opfylde mål af almen interesse, som er tydeligt fastlagt af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten. Sådanne foranstaltninger bør pålægge virksomheder forholdsmæssige forpligtelser, der tilgodeser legitime almene hensyn.

(27)

Med undtagelse af sponsorering og produktplacering bør audiovisuel kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer i on-demand audiovisuelle medietjenester opfylde kriterierne for TV-reklamer og teleshopping vedrørende alkoholholdige drikkevarer, der er fastsat i direktiv 2010/13/EU. De mere detaljerede kriterier for TV-reklamer og teleshopping vedrørende alkoholholdige drikkevarer er begrænset til reklameindslag, som i sagens natur er adskilt fra programmet og derfor udelukker anden kommerciel kommunikation, der er knyttet til programmet eller udgør en integreret del af programmet, f.eks. sponsorering og produktplacering. Disse kriterier bør følgelig ikke gælde for sponsorering og produktplacering i on-demand audiovisuelle medietjenester.

(28)

På nationalt og internationalt plan findes der visse almindeligt anerkendte ernæringsmæssige retningslinjer, såsom Verdenssundhedsorganisationens regionale kontor for Europas ernæringsprofilmodel, der danner grundlag for at sondre mellem fødevarer ud fra deres ernæringsmæssige sammensætning i forbindelse med TV-reklamer for fødevarer, der vises til børn. Medlemsstaterne bør tilskyndes til at sikre, at der anvendes selv- og samregulering, herunder gennem adfærdskodekser, for effektivt at begrænse børns eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om føde- og drikkevarer, der har et højt indhold af salt, sukker, fedt, mættet fedt eller transfedtsyrer, eller som i andre henseender ikke lever op til de nationale eller internationale ernæringsmæssige retningslinjer.

(29)

Ligeledes bør medlemsstaterne opmuntres til at sikre, at der anvendes adfærdskodekser for selv- og samregulering for effektivt at begrænse børns og mindreåriges eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer. Der findes visse selv- eller samreguleringsordninger på EU-plan og nationalt plan, hvor der lægges vægt på ansvarlig markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, herunder i audiovisuel kommerciel kommunikation. Disse ordninger bør fremmes yderligere, navnlig de ordninger, hvis mål er at sikre, at audiovisuel kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer ledsages af budskaber om ansvarlig indtagelse.

(30)

Det er vigtigt, at mindreårige beskyttes effektivt mod eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation vedrørende fremme af spil. I denne sammenhæng findes der adskillige selv- eller samreguleringsordninger på EU-plan og nationalt plan til fremme af ansvarligt spil, herunder i audiovisuel kommerciel kommunikation.

(31)

For at fjerne hindringer for fri bevægelighed for grænseoverskridende tjenester inden for Unionen er det nødvendigt at sikre effektive selv- og samreguleringsordninger, hvor der navnlig fokuseres på at beskytte forbrugerne eller folkesundheden.

(32)

Markedet for TV-spredning har udviklet sig, og der er derfor behov for øget fleksibilitet med hensyn til audiovisuel kommerciel kommunikation, navnlig for kvantitative regler for lineære audiovisuelle medietjenester og produktplacering. Fremkomsten af nye tjenester, herunder reklamefri tjenester, har skabt øgede valgmuligheder for seerne, som nemt kan skifte til alternative udbud.

(33)

Liberaliseringen på området for produktplacering har ikke ført til den forventede vækst inden for denne form for audiovisuel kommerciel kommunikation. Navnlig har det generelle forbud mod produktplacering, dog med enkelte undtagelser, ikke skabt juridisk sikkerhed for medietjenesteudbyderne. Produktplacering bør således med forbehold af undtagelser være tilladt i alle audiovisuelle medietjenester og videodelingsplatformstjenester.

(34)

Produktplacering bør ikke være tilladt i nyheds- og aktualitetsprogrammer, forbrugerprogrammer, religiøse programmer og børneprogrammer. Navnlig findes der dokumentation for, at produktplacering og indlejrede reklamer kan påvirke børns adfærd, da børn ofte ikke kan se, at der er tale om kommercielt indhold. Der er således behov for fortsat at forbyde produktplacering i børneprogrammer. Forbrugerprogrammer er programmer, som giver seerne gode råd, eller som indeholder anmeldelser af produkter og tjenester. Hvis produktplacering tillades i sådanne programmer, vil det udviske grænsen mellem reklame og redaktionelt indhold for seerne, som måske forventer en reel og ærlig vurdering af produkter eller tjenester i sådanne programmer.

(35)

Udbydere af on-demand audiovisuelle medietjenester bør fremme produktion og distribution af europæiske programmer ved at sikre, at deres kataloger indeholder en minimumsandel af europæiske programmer, og at disse gives en tilstrækkelig fremtrædende placering. Der bør tilskyndes til mærkning i metadataene til audiovisuelt indhold, der opfylder kravene for at være et europæisk program, således at sådanne metadata er tilgængelige for medietjenesteudbydere. Formålet med en fremtrædende placering er at fremme europæiske programmer ved at lette adgangen hertil. En fremtrædende placering kan sikres ved hjælp af forskellige midler såsom et særligt afsnit med europæiske programmer, der er tilgængeligt fra tjenestehjemmesiden, mulighed for at søge efter europæiske programmer i det søgeværktøj, der er til rådighed som en del af denne tjeneste, anvendelse af europæiske programmer i denne tjenestes kampagner eller fremme af en minimumsprocentdel af europæiske programmer fra denne tjenestes katalog, f.eks. ved anvendelse af bannere eller lignende værktøjer.

(36)

For at sikre tilstrækkelige investeringer i europæiske programmer bør medlemsstaterne kunne pålægge medietjenesteudbydere, der er etableret på deres område, finansielle forpligtelser. Disse forpligtelser kan bestå af direkte bidrag til fremstilling af og erhvervelse af rettigheder til europæiske programmer. Medlemsstaterne kan desuden pålægge afgifter, der betales til en fond og beregnes på basis af indtægterne fra de audiovisuelle medietjenester, der leveres i og målrettes mod deres område. I dette direktiv præciseres det i betragtning af den direkte sammenhæng mellem de finansielle forpligtelser og medlemsstaternes forskellige kulturpolitikker, at en medlemsstat også gerne må pålægge medietjenesteudbydere, der er etableret i en anden medlemsstat, og som målretter deres tjenester mod den pågældende medlemsstats område, sådanne finansielle forpligtelser. I så fald bør der pålægges finansielle forpligtelser i forhold til de indtægter, der genereres hos publikum i målmedlemsstaten. Medietjenesteudbydere, der er forpligtet til at bidrage til filmfinansieringsordninger i en målmedlemsstat, bør, uanset at udbyderen ikke er etableret i den pågældende medlemsstat, på ikkediskriminerende vis kunne drage fordel af den støtte, der er tilgængelig under de respektive filmfinansieringsordninger for medietjenesteudbydere.

(37)

TV-spredningsforetagender investerer på nuværende tidspunkt mere i europæiske audiovisuelle programmer end udbydere af on demand audiovisuelle medietjenester. Hvis en målmedlemsstat derfor vælger at pålægge et TV-spredningsforetagende, der hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, en finansiel forpligtelse, bør de direkte bidrag til produktion og erhvervelse af rettigheder i forbindelse med europæiske programmer, navnlig samproduktioner, som ydes af det pågældende TV-spredningsforetagende, tages i betragtning under behørig hensyntagen til proportionalitetsprincippet. Dette berører ikke medlemsstaternes kompetence til i overensstemmelse med deres kulturpolitik og på betingelse af forenelighed med statsstøttereglerne at fastlægge størrelsen af de finansielle bidrag, der skal betales af medietjenesteudbyderne under deres jurisdiktion.

(38)

Når en medlemsstat i hvert enkelt tilfælde vurderer, om en on-demand audiovisuel medietjeneste, der er etableret i en anden medlemsstat, målretter sine tjenester mod publikum i dens område, bør den henholde sig til indikatorer såsom reklame eller anden promovering, der sigter specifikt mod kunder i dens område, tjenestens hovedsprog, og hvorvidt der er tale om indhold eller kommerciel kommunikation, som specifikt er rettet mod publikum i modtagermedlemsstaten.

(39)

Når en medlemsstat pålægger medietjenesteudbydere at yde finansielle bidrag, bør formålet med disse bidrag være at fremme europæiske programmer på passende vis og samtidig undgå risikoen for, at medietjenesteudbyderne afkræves bidrag to gange. Hvis den medlemsstat, hvor medietjenesteudbyderen er etableret, opkræver et sådant finansielt bidrag, bør den på denne vis tage hensyn til eventuelle finansielle bidrag, der er opkrævet af målmedlemsstater.

(40)

For at sikre, at forpligtelser til at fremme europæiske programmer ikke underminerer markedsudviklingen, og for at gøre det muligt for nye aktører at komme ind på markedet bør udbydere, som ikke har nogen fremtrædende position på markedet, ikke være omfattet af sådanne krav. Dette gælder navnlig udbydere med en lav omsætning eller et lille publikum. Et lille publikum kan påvises f.eks. på grundlag af seertid eller salg, afhængigt af tjenestens art, mens der ved påvisning af en lav omsætning bør tages hensyn til de audiovisuelle markeders forskellige størrelse i medlemsstaterne. Det kan også være uhensigtsmæssigt at indføre sådanne krav i tilfælde, hvor de i betragtning af arten af eller emnet for de audiovisuelle medietjenester ville være upraktiske eller ubegrundede.

(41)

Det er vigtigt, at TV-spredningsforetagenderne har mere fleksibilitet og selv kan beslutte, hvornår reklamerne skal vises, for at maksimere efterspørgslen hos annoncørerne og optimere flowet for seerne. Det er imidlertid også nødvendigt at opretholde et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau i så henseende, fordi en sådan fleksibilitet kan eksponere seerne for en for stor mængde reklamer i den bedste sendetid (prime time). Der bør derfor gælde særlige grænser for perioden mellem kl. 6.00 og 18.00 og mellem kl. 18.00 og 24.00.

(42)

Neutrale rammer adskiller redaktionelt indhold fra TV-reklame- eller teleshoppingindslag samt adskiller individuelle indslag. De giver seeren mulighed for tydeligt at skelne mellem slutningen på én type audiovisuelt indhold og starten på et andet. Det er nødvendigt at præcisere, at neutrale rammer er undtaget fra den kvantitative begrænsning, der er fastsat for TV-reklamer. Dette er med henblik på at sikre, at den tid, der afsættes til neutrale rammer, ikke får indvirkning på den tid, der afsættes til reklamer, og at de indtægter, der genereres fra reklamer, ikke påvirkes i negativ retning.

(43)

Den sendetid, der tildeles TV-spredningsforetagendets annonceringer i forbindelse med egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer eller public service-meddelelser og vederlagsfrie indslag til fordel for velgørenhed, med undtagelse af de omkostninger, der afholdes i forbindelse med transmission af sådanne indslag, bør ikke medregnes i den maksimale sendetid, der kan tildeles TV-reklame og teleshopping. Endvidere indgår mange TV-spredningsforetagender i større TV-koncerner og foretager annonceringer med relation til ikke blot deres egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer, men også til programmer og audiovisuelle medietjenester fra andre enheder, der tilhører den samme TV-koncern. Den sendetid, der tildeles sådanne annonceringer, bør heller ikke medregnes i den maksimale sendetid, som må afsættes til TV-reklame og teleshopping.

(44)

De udbydere af videodelingsplatforme, der er omfattet af direktiv 2010/13/EU, yder informationssamfundstjenester som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (11). Disse udbydere er derfor underlagt de bestemmelser om det indre marked, der er fastlagt i nævnte direktiv, hvis de er etableret i en medlemsstat. Det er hensigtsmæssigt at sikre, at de samme regler også gælder for udbydere af videodelingsplatforme, som ikke er etableret i en medlemsstat, for at sikre effektiviteten af de foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige og offentligheden, der er fastsat i direktiv 2010/13/EU, og så vidt muligt sikre lige vilkår i den udstrækning, at de pågældende udbydere har enten en modervirksomhed eller en dattervirksomhed, som er etableret i en medlemsstat, eller at disse udbydere indgår i en koncern, og en anden virksomhed i denne koncern er etableret i en medlemsstat. Definitionerne i direktiv 2010/13/EU bør derfor være principbaserede og sikre, at det ikke er muligt for en virksomhed at udelukke sig selv fra nævnte direktivs anvendelsesområde ved at danne en koncernstruktur med virksomheder i flere lag etableret i eller uden for Unionen. Kommissionen bør underrettes om de udbydere, der hører under hver enkelt medlemsstats jurisdiktion i medfør af de regler om etablering, der er fastlagt i direktiv 2000/31/EF og 2010/13/EU.

(45)

Der er opstået nye udfordringer, navnlig i forbindelse med videodelingsplatforme, hvor brugerne, navnlig mindreårige, i stigende grad forbruger audiovisuelt indhold. I denne sammenhæng har skadeligt indhold og hadefuld tale leveret via videodelingsplatformstjenester i stigende grad givet anledning til bekymringer. For at beskytte mindreårige og offentligheden mod sådant indhold er det nødvendigt at fastlægge forholdsmæssige regler om disse anliggender.

(46)

Kommerciel kommunikation via videodelingsplatformstjenester reguleres allerede af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (12), som forbyder virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne, herunder vildledende og aggressiv handelspraksis i informationssamfundstjenester.

For så vidt angår kommerciel kommunikation om tobak og relaterede produkter på videodelingsplatforme sikrer de nuværende forbud i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF (13) og de forbud, der gælder for kommerciel kommunikation om elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU (14), at forbrugerne er tilstrækkeligt beskyttede mod tobak og relaterede produkter. Da brugerne i stigende grad benytter sig af videodelingsplatformstjenester til at få adgang til audiovisuelt indhold, er det nødvendigt at sikre et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau ved i fornødent omfang at tilpasse bestemmelserne om audiovisuel kommerciel kommunikation hos alle udbydere. Det er derfor vigtigt, at audiovisuel kommerciel kommunikation på videodelingsplatforme er klart identificeret og opfylder et sæt minimumskvalitetskrav.

(47)

En betydelig del af det indhold, der leveres via videodelingsplatformstjenester, er ikke underlagt noget redaktionelt ansvar hos udbyderen af videodelingsplatformen. Det er dog typisk disse udbydere, der tilrettelægger indholdet, nemlig programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel kommerciel kommunikation, herunder ved hjælp af automatiske metoder eller algoritmer. Derfor bør disse udbydere pålægges at træffe passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod indhold, der kan skade deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling. De bør også pålægges at træffe passende foranstaltninger for at beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe eller et medlem af en gruppe af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), eller hvis udbredelse udgør en strafbar handling i henhold til EU-retten.

(48)

I betragtning af den rolle, som udbyderne spiller med hensyn til det indhold, der leveres via videodelingsplatformstjenester, bør de passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige og offentligheden vedrøre tilrettelæggelsen af indholdet og ikke selve indholdets art. De krav, der er fastsat i direktiv 2010/13/EU i den henseende, bør derfor gælde med forbehold af artikel 12-14 i direktiv 2000/31/EF, som rummer en fritagelse for ansvar for ulovlige oplysninger, der transmitteres, eller oplagres automatisk, mellemliggende og midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere af informationssamfundstjenester. Ved levering af tjenester, der er omfattet af artikel 12-14 i direktiv 2000/31/EF, bør disse krav desuden gælde uden at det berører artikel 15 i nævnte direktiv, som udelukker, at generelle forpligtelser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at undersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan pålægges disse udbydere, uden at det dog vedrører overvågningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det berører påbud fra nationale myndigheder i overensstemmelse med national ret.

(49)

Det er hensigtsmæssigt så vidt muligt at inddrage udbyderne af videodelingsplatforme ved gennemførelsen af de passende foranstaltninger, der skal træffes i medfør af direktiv 2010/13/EU. Der bør således tilskyndes til samregulering. Det bør desuden fortsat være muligt for udbydere af videodelingsplatforme at træffe strengere foranstaltninger på frivillig basis i overensstemmelse med EU-retten, samtidig med at ytrings- og informationsfriheden og mediernes pluralisme respekteres.

(50)

Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol er grundlæggende rettigheder, der er fastlagt i artikel 47 i chartret. Bestemmelserne i direktiv 2010/13/EU bør derfor ikke fortolkes på en måde, der forhindrer parterne i at udøve deres ret til adgang til retssystemet.

(51)

Når der i henhold til direktiv 2010/13/EU træffes passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold og beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold, had og terrorisme, bør der foretages en omhyggelig afvejning af de gældende grundlæggende rettigheder, der er fastlagt i chartret. Afhængigt af den konkrete situation gælder dette navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv og beskyttelse af personoplysninger, ytrings- og informationsfriheden, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, forbuddet mod forskelsbehandling samt børns rettigheder.

(52)

Kontaktudvalget har til formål at lette en effektiv gennemførelse af direktiv 2010/13/EU og bør regelmæssigt konsulteres om ethvert praktisk problem, der opstår i forbindelse med direktivets anvendelse. Kontaktudvalgets arbejde bør ikke være begrænset til eksisterende spørgsmål vedrørende audiovisuel politik, men bør også omfatte de relevante udviklingstendenser, der opstår i denne sektor. Udvalget består af repræsentanter for medlemsstaternes relevante nationale myndigheder. Når medlemsstaterne udpeger deres repræsentanter, opfordres de til at fremme en ligelig kønsfordeling i kontaktudvalgets sammensætning.

(53)

Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale tilsynsmyndigheder eller -organer er juridisk adskilt fra regeringen. Dette bør dog ikke være til hinder for, at medlemsstaterne kan føre tilsyn i overensstemmelse med deres nationale forfatningsret. Nationale tilsynsmyndigheder eller -organer bør anses for at have opnået den fornødne grad af uafhængighed, hvis de pågældende myndigheder eller -organer, herunder dem, der er oprettet som offentlige myndigheder eller organer, er funktionelt og reelt uafhængige af deres respektive regeringer og andre offentlige eller private organer. Dette anses for at være af afgørende betydning for at sikre upartiskhed i afgørelser, der træffes af nationale tilsynsmyndigheder eller -organer. Kravet om uafhængighed bør ikke berøre muligheden for, at medlemsstaterne kan udpege tilsynsmyndigheder, der fører tilsyn med forskellige sektorer, som f.eks. den audiovisuelle sektor og telekommunikationssektoren. Nationale tilsynsmyndigheder eller -organer bør have de håndhævelsesmæssige beføjelser og ressourcer, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver, hvad angår personale, ekspertise og finansielle midler. De aktiviteter, der varetages af de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer, som er etableret i henhold til direktiv 2010/13/EU, bør sikre, at målene vedrørende mediepluralisme, kulturel mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, det indre markeds funktion og fremme af fair konkurrence respekteres.

(54)

Da et af formålene med audiovisuelle medietjenester er at tjene borgernes interesser og forme den offentlige mening, er det vigtigt, at sådanne tjenester er i stand til at oplyse borgerne og samfundet så fuldstændigt som muligt og med så bredt et udbud som muligt. Dette formål kan kun opfyldes, hvis redaktionelle beslutninger forbliver fri for enhver statslig indblanding eller påvirkning fra de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer, der går videre end den blotte gennemførelse af retsregler, og som ikke har til formål at værne om en juridisk beskyttet rettighed, som skal beskyttes uafhængigt af overbevisning.

(55)

Der bør findes effektive klagemekanismer på nationalt plan. Den relevante klageinstans bør være uafhængig af de involverede parter. Denne instans kan være en domstol. Klageproceduren bør ikke berøre kompetencefordelingen inden for de nationale retssystemer.

(56)

Med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af Unionens lovgivningsmæssige ramme for det audiovisuelle område i alle medlemsstater nedsatte Kommissionen ERGA ved Kommissionens afgørelse af 3. februar 2014 (15). ERGA's opgave er at yde teknisk ekspertise til Kommissionen i dens bestræbelser for at sikre en konsekvent gennemførelse af direktiv 2010/13/EU i alle medlemsstater og lette samarbejdet mellem de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer og mellem de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer og Kommissionen.

(57)

ERGA har bidraget positivt til en ensartet reguleringspraksis og har ydet rådgivning på højt niveau til Kommissionen om gennemførelsesspørgsmål. Derfor bør ERGA's rolle anerkendes formelt og styrkes i direktiv 2010/13/EU. ERGA bør derfor oprettes i medfør af nævnte direktiv.

(58)

Kommissionen bør have mulighed for at konsultere ERGA om ethvert spørgsmål vedrørende audiovisuelle medietjenester og videodelingsplatforme. ERGA bør bistå Kommissionen med teknisk ekspertise og rådgivning og ved at fremme udvekslingen af bedste praksis, herunder vedrørende adfærdskodekser for selv- og samregulering. Kommissionen bør navnlig rådføre sig med ERGA i forbindelse med anvendelsen af direktiv 2010/13/EU med henblik på at fremme en ensartet gennemførelse. ERGA bør på Kommissionens anmodning afgive ikkebindende udtalelser om jurisdiktion, om foranstaltninger, der fraviger modtagefriheden, og om foranstaltninger rettet mod omgåelse af jurisdiktion. ERGA bør også kunne bistå med teknisk rådgivning om ethvert tilsynsmæssigt spørgsmål vedrørende regelsættet for audiovisuelle medietjenester, herunder med hensyn til hadefuld tale og beskyttelse af mindreårige, samt om indholdet af audiovisuel kommerciel kommunikation om fødevarer med et højt indhold af fedt, salt eller natrium og sukker.

(59)

»Mediekendskab« omfatter de færdigheder, den viden og den forståelse, der er nødvendig for at sætte borgerne i stand til at bruge medierne effektivt og sikkert. For at gøre det muligt for borgerne at få adgang til information og på en ansvarlig og sikker måde at anvende, kritisk vurdere og skabe medieindhold har borgerne brug for udvidede færdigheder vedrørende mediekendskab. Mediekendskab bør ikke begrænses til læring om værktøjer og teknologier, men bør have til formål at udstyre borgerne med evnen til kritisk tænkning, som er nødvendig med henblik på at kunne udvise dømmekraft, analysere komplekse realiteter og sondre mellem holdninger og kendsgerninger. Det er derfor nødvendigt, at både medietjenesteudbydere og udbydere af videodelingsplatforme i samarbejde med alle relevante berørte parter fremmer udviklingen af mediekendskab i alle dele af samfundet, for borgere i alle aldre og vedrørende alle medier, og at fremskridtene i den forbindelse følges nøje.

(60)

Direktiv 2010/13/EU berører ikke medlemsstaternes forpligtelse til at respektere og beskytte den menneskelige værdighed. Det respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig anerkendes i chartret. Direktiv 2010/13/EU sigter navnlig mod at sikre fuld respekt for retten til ytringsfrihed, friheden til at drive egen virksomhed, retten til domstolsprøvelse og til at fremme anvendelsen af børns rettigheder i overensstemmelse med chartret.

(61)

Enhver foranstaltning, som medlemsstaterne træffer i henhold til direktiv 2010/13/EU, skal respektere ytrings- og informationsfriheden og mediernes pluralisme samt kulturel og sproglig mangfoldighed i overensstemmelse med UNESCO's konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed.

(62)

Retten til at få adgang til politiske nyhedsprogrammer er afgørende for at værne om den grundlæggende frihed til at modtage oplysninger og sikre, at seernes interesser i Unionen er fuldt ud og korrekt beskyttet. I betragtning af de audiovisuelle medietjenesters stadig større betydning for vores samfund og demokrati bør udsendelser af politiske nyheder i videst muligt omfang, og uden at dette berører reglerne om ophavsret, gøres tilgængelige på tværs af grænserne i Unionen.

(63)

Direktiv 2010/13/EU berører ikke bestemmelserne i den internationale privatret, særlig reglerne om domstolenes jurisdiktion og den lovgivning, der finder anvendelse på kontraktlige og ikkekontraktlige forpligtelser.

(64)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (16) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(65)

Direktiv 2010/13/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —