21.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 132/1

(1)

Formålet med dette direktiv er at fastsætte retssikkerhedsgarantier for at sikre, at børn, hvilket betyder børn under 18 år, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, er i stand til at forstå og følge disse sager og at udøve deres ret til en retfærdig rettergang og at forhindre børn i at begå nye lovovertrædelser og at fremme deres sociale integration.

(2)

Ved at fastsætte fælles minimumsregler om beskyttelsen af proceduremæssige rettigheder for børn, der er mistænkte eller tiltalte, har dette direktiv til formål at styrke medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer og således at forbedre gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Sådanne fælles minimumsregler bør tillige fjerne hindringer for borgernes frie bevægelighed på hele medlemsstaternes område.

(3)

Selv om medlemsstaterne er parter i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK), den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN's konvention om barnets rettigheder, har erfaringerne vist, at dette ikke altid i sig selv giver en tilstrækkelig grad af tillid til andre medlemsstaters strafferetlige systemer.

(4)

Den 30. november 2009 vedtog Rådet en resolution om en køreplan med henblik på at styrke den mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager (3) (»køreplanen«). Trin for trin opfordres der i køreplanen til, at der vedtages foranstaltninger vedrørende retten til oversættelse og tolkning (foranstaltning A), retten til oplysninger om rettigheder og om tiltalen (foranstaltning B), retten til juridisk rådgivning og retshjælp (foranstaltning C), retten til at kommunikere med pårørende, arbejdsgivere og konsulære myndigheder (foranstaltning D) og særlige beskyttelsesforanstaltninger for mistænkte eller tiltalte, som er sårbare (foranstaltning E). I køreplanen understreges det, at rækkefølgen af rettighederne er vejledende og derfor indebærer, at den kan ændres i overensstemmelse med prioriteringer. Køreplanen har til hensigt at fungere som en helhed; først når alle dens bestanddele er blevet gennemført, vil nyttevirkningen heraf fuldt ud kunne opleves.

(5)

Den 11. december 2009 udtrykte Det Europæiske Råd tilfredshed med køreplanen og gjorde den til en del af Stockholmprogrammet — Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (4) (punkt 2.4). Det Europæiske Råd understregede køreplanens ikkeudtømmende karakter ved at opfordre Kommissionen til at undersøge yderligere elementer af mistænktes og tiltaltes proceduremæssige minimumsrettigheder samt til at vurdere, hvorvidt der er behov for at behandle andre emner, såsom uskyldsformodningen, med henblik på at fremme et bedre samarbejde på dette område.

(6)

Der er hidtil blevet vedtaget fire foranstaltninger om proceduremæssige rettigheder i straffesager i henhold til køreplanen, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU (5), 2012/13/EU (6), 2013/48/EU (7) og direktiv (EU) 2016/343 (8).

(7)

Nærværende direktiv fremmer børns rettigheder, idet der tages hensyn til Europarådets retningslinjer for en børnevenlig retspleje.

(8)

Når børn er mistænkte eller tiltalte i straffesager eller er genstand for sager angående europæiske arrestordrer i henhold til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA (9) (eftersøgte), bør medlemsstaterne sikre, at barnets tarv altid kommer i første række, jf. artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret).

(9)

Børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, bør have særlig opmærksomhed for at bevare deres muligheder for at udvikle sig og blive reintegreret i samfundet.

(10)

Dette direktiv bør finde anvendelse på børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, og på børn, der er eftersøgte. For så vidt angår børn, der er eftersøgte, bør de relevante bestemmelser i dette direktiv finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor de bliver anholdt i den fuldbyrdende medlemsstat.

(11)

Dette direktiv eller visse bestemmelser heri bør endvidere finde anvendelse på mistænkte eller tiltalte i straffesager og på eftersøgte, der var børn, da de blev genstand for sagen, men som efterfølgende er fyldt 18 år, og når anvendelsen af dette direktiv er hensigtsmæssig i lyset af alle omstændighederne i sagen, herunder den pågældende persons modenhed og sårbarhed.

(12)

Hvis en person på det tidspunkt, hvor den pågældende bliver mistænkt eller tiltalt i en straffesag, er fyldt 18 år, men den strafbare handling blev begået, da personen var et barn, opfordres medlemsstaterne til at anvende de retssikkerhedsgarantier, der er fastsat i dette direktiv, indtil den pågældende fylder 21 år, i det mindste for så vidt angår strafbare handlinger, der er begået af den samme mistænkte eller tiltalte, og som efterforskes og retsforfølges samlet, da de er uløseligt forbundet med en straffesag, som blev indledt mod nævnte person, inden den pågældende var fyldt 18 år.

(13)

Medlemsstaterne bør fastslå barnets alder på grundlag af barnets egne udtalelser, kontrol af barnets civilstatus, dokumentsøgning, anden dokumentation, og hvis en sådan dokumentation ikke er til rådighed eller ikke er fyldestgørende, en lægeundersøgelse. En lægeundersøgelse bør foretages som en sidste udvej og i nøje overensstemmelse med barnets rettigheder, fysiske integritet og menneskelige værdighed. Består der fortsat tvivl med hensyn til en persons alder, bør denne person med henblik på dette direktiv formodes at være et barn.

(14)

Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på visse mindre lovovertrædelser. Det bør imidlertid finde anvendelse, hvis det barn, der er mistænkt eller tiltalt, er frihedsberøvet.

(15)

I nogle medlemsstater har andre myndigheder end en domstol med kompetence til at afgøre straffesager kompetence til at pålægge andre sanktioner end frihedsberøvelse for relativt mindre lovovertrædelser. Dette kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med færdselsforseelser, som begås i stort omfang, og som eventuelt konstateres efter en færdselskontrol. I sådanne situationer ville det ikke være rimeligt at kræve, at de kompetente myndigheder sikrer alle de rettigheder, der følger af dette direktiv. Hvis retten i en medlemsstat fastsætter, at en sådan myndighed kan pålægge sanktioner for mindre lovovertrædelser, og der enten er ret til appel eller mulighed for på anden vis at indbringe sagen for en domstol med kompetence til at afgøre straffesager, bør dette direktiv derfor kun finde anvendelse på sager ved den pågældende domstol efter en sådan appel eller indbringelse.

(16)

I nogle medlemsstater betragtes visse mindre lovovertrædelser, navnlig mindre færdselsforseelser samt mindre forseelser i forbindelse med generelle kommunale bestemmelser og forstyrrelse af den offentlige orden, som strafbare handlinger. I sådanne situationer ville det ikke være rimeligt at kræve, at de kompetente myndigheder sikrer alle de rettigheder, der følger af dette direktiv. Foreskriver lovgivningen i en medlemsstat i forbindelse med mindre lovovertrædelser, at frihedsberøvelse ikke kan pålægges som en sanktion, bør dette direktiv derfor alene finde anvendelse på sager ved en domstol med kompetence til at afgøre straffesager.

(17)

Dette direktiv bør kun finde anvendelse på straffesager. Det bør ikke finde anvendelse på andre typer af procedurer, navnlig ikke på procedurer, der er særligt udformet for børn, og som kan føre til beskyttelsesforanstaltninger, korrigerende foranstaltninger eller uddannelsesmæssige foranstaltninger.

(18)

Nærværende direktiv bør gennemføres under hensyntagen til bestemmelserne i direktiv 2012/13/EU og 2013/48/EU. Nærværende direktiv fastsætter yderligere supplerende garantier, hvad angår de oplysninger, der skal gives til børn og indehaveren af forældreansvar, for at tage hensyn til børns særlig behov og sårbarhed.

(19)

Børn bør modtage oplysninger om de generelle aspekter af sagens forløb. Med henblik herpå bør de navnlig modtage en kort forklaring af de næste proceduremæssige skridt i sagen, for så vidt dette er muligt af hensyn til straffesagen, og af de involverede myndigheders rolle. De oplysninger, der gives, bør afhænge af omstændighederne i sagen.

(20)

Børn bør modtage oplysninger om retten til en lægeundersøgelse på det tidligst mulige passende stadium af sagen og senest ved frihedsberøvelsen, hvis en sådan foranstaltning træffes i relation til barnet.

(21)

Hvis et barn frihedsberøves, bør den meddelelse om rettigheder, som barnet modtager i henhold til direktiv 2012/13/EU, indeholde udtrykkelige oplysninger om barnets rettigheder i henhold til nærværende direktiv.

(22)

Medlemsstaterne bør underrette indehaveren af forældreansvar mundtligt, skriftligt eller begge dele om gældende proceduremæssige rettigheder. Oplysningerne bør gives så hurtigt som muligt og i en tilstrækkelig detaljeret form til at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af barnets rettigheder.

(23)

Under visse omstændigheder, som også kun kan vedrøre én af personerne med forældreansvar, bør oplysningerne gives til en anden egnet voksen, som er udpeget af barnet og godkendt som sådan af den kompetente myndighed. En af disse omstændigheder er, hvis der er objektive og faktiske grunde, der viser eller giver anledning til mistanke om, at udlevering af oplysninger til indehaveren af forældreansvar i væsentlig grad kunne bringe straffesagen i fare, navnlig hvis bevismateriale kan blive ødelagt eller ændret, vidner kan blive påvirket, eller indehaveren af forældreansvar kan have været involveret i den påståede kriminelle aktivitet sammen med barnet.

(24)

Såfremt de omstændigheder, der førte til, at de kompetente myndigheder gav oplysninger til en anden egnet voksen end indehaveren af forældreansvar, ikke længere foreligger, bør enhver oplysning, som barnet modtager i henhold til dette direktiv, og som stadig er relevant for straffesagen, gives til indehaveren af forældreansvar. Dette krav bør ikke forlænge straffesagen unødigt.

(25)

Børn, der er mistænkte eller tiltalte, har ret til advokatbistand i medfør af direktiv 2013/48/EU. Da børn er sårbare og ikke altid fuldt ud i stand til at forstå og følge straffesager, bør de bistås af en advokat i de situationer, der er fastsat i nærværende direktiv. I disse situationer bør medlemsstaterne sørge for, at barnet bistås af en advokat, når barnet eller indehaveren af forældreansvar ikke har sørget for en sådan bistand. Medlemsstaterne bør yde retshjælp, hvor dette er nødvendigt for at sikre, at barnet effektivt bistås af en advokat.

(26)

Advokatbistand i henhold til nærværende direktiv forudsætter, at barnet har ret til adgang til advokatbistand i henhold til direktiv 2013/48/EU. Når anvendelsen af en bestemmelse i direktiv 2013/48/EU ville gøre det umuligt for barnet af få advokatbistand i henhold til nærværende direktiv, bør en sådan bestemmelse derfor ikke finde anvendelse på børns ret til adgang til advokatbistand i henhold til direktiv 2013/48/EU. Fravigelserne og undtagelserne til advokatbistand, der er fastsat i nærværende direktiv, bør imidlertid ikke berøre retten til adgang til advokatbistand i overensstemmelse med direktiv 2013/48/EU eller retten til retshjælp i overensstemmelse med chartret og EMRK samt national ret og anden EU-ret.

(27)

Bestemmelserne i nærværende direktiv om advokatbistand bør finde anvendelse uden unødig forsinkelse, når børn bliver underrettet om, at de er mistænkte eller tiltalte. Med henblik på dette direktiv betyder advokatbistand juridisk bistand og repræsentation af en advokat under straffesagen. Når nærværende direktiv foreskriver advokatbistand under afhøring, bør der være en advokat til stede. Uden at det berører et barns ret til adgang til advokatbistand i henhold til direktiv 2013/48/EU, kræver advokatbistand ikke, at der skal være en advokat til stede under enhver efterforsknings- eller bevissikringsforanstaltning.

(28)

Forudsat at dette er i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang, omfatter medlemsstaternes forpligtelse til at sørge for advokatbistand til børn, der er mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med dette direktiv, ikke følgende: identifikation af barnet, beslutning om hvorvidt der skal indledes en undersøgelse, kontrol af våbenbesiddelse eller lignende sikkerhedsproblemer, udførelse af efterforsknings- eller bevissikringsforanstaltninger ud over dem, der er udtrykkeligt nævnt i dette direktiv, såsom kropsundersøgelser, fysiske undersøgelser, blodprøver, alkoholtest eller andre former for test, fotografering eller fingeraftryk, eller indbringelse af barnet for en kompetent myndighed eller overdragelse af barnet til indehaveren af forældreansvar eller til en anden egnet voksen i overensstemmelse med national ret.

(29)

Hvor et barn, som ikke indledningsvist var en mistænkt eller tiltalt, såsom et vidne, bliver en mistænkt eller tiltalt, bør dette barn have ret til ikke at inkriminere sig selv, og have ret til ikke at udtale sig i overensstemmelse med EU-retten og EMRK, som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol (Domstolen) og af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Dette direktiv henviser derfor udtrykkeligt til den konkrete situation, hvor et sådant barn bliver en mistænkt eller tiltalt under politiets eller en anden retshåndhævende myndigheds afhøring i forbindelse med en straffesag. Når et barn, der ikke er en mistænkt eller tiltalt, under en sådan afhøring bliver en mistænkt eller tiltalt, bør afhøringen indstilles, indtil barnet er blevet gjort bekendt med, at det er en mistænkt eller tiltalt, og bistås af en advokat i overensstemmelse med dette direktiv.

(30)

Medlemsstaterne bør, forudsat at dette er i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang, kunne fravige forpligtelsen til at sørge for advokatbistand, når dette ikke står i et rimeligt forhold til sagens omstændigheder, idet barnets tarv dog altid bør komme i første række. Børn bør dog under alle omstændigheder bistås af en advokat, når de stilles for en kompetent domstol eller dommer med henblik på at træffe afgørelse om tilbageholdelse på et hvilket som helst tidspunkt under sagen inden for rammerne af dette direktiv samt under tilbageholdelsen. Desuden bør frihedsberøvelse ikke pålægges som straf, medmindre barnet er bistået af en advokat, således at barnet effektivt kan udøve sin ret til et forsvar, og under alle omstændigheder under hovedforhandlingen ved en domstol. Medlemsstaterne bør kunne fastlægge praktiske ordninger i denne henseende.

(31)

Medlemsstaterne bør midlertidigt kunne fravige forpligtelsen til at sørge for advokatbistand i perioden forud for hovedforhandlingen af tvingende grunde, nemlig når der i hastetilfælde er behov for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet, eller hvor en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag i forbindelse med en alvorlig strafbar handling, bl.a. med henblik på at få oplysninger om de påståede medgerningsmænd til en alvorlig strafbar handling eller for at undgå tabet af væsentlige beviser vedrørende en alvorlig strafbar handling. Under en midlertidig fravigelse på grundlag af en af disse tvingende grunde bør de kompetente myndigheder kunne afhøre børn uden advokatens tilstedeværelse, forudsat at de er blevet underrettet om deres ret til ikke at udtale sig og kan udøve denne ret, og at en sådan afhøring ikke skader retten til et forsvar, herunder retten til ikke at inkriminere sig selv. Det bør være muligt at foretage afhøringen med det ene formål at indhente oplysninger, der er væsentlige for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet, eller for at forhindre væsentlig skade for en straffesag. Ethvert misbrug af denne midlertidige fravigelse vil i princippet være til uoprettelig skade for retten til et forsvar.

(32)

Medlemsstaterne bør i deres nationale ret klart fastsætte grundlaget og kriterierne for en sådan midlertidig fravigelse, og de bør gøre begrænset brug heraf. Enhver midlertidig fravigelse bør være forholdsmæssig, klart tidsbegrænset, ikke udelukkende være baseret på den påståede strafbare handlings art eller grovhed og bør ikke skade en generelt retfærdig rettergang. Medlemsstaterne bør sikre, at når der i henhold til dette direktiv er givet tilladelse til den midlertidige fravigelse af en kompetent myndighed, som hverken er en dommer eller en domstol, kan en domstol vurdere afgørelsen om at tillade den midlertidige fravigelse, i det mindste under selve retssagen.

(33)

Det er vigtigt for den effektive udøvelse af retten til et forsvar og en væsentlig del af retten til en retfærdig rettergang, at kommunikationen mellem børn og deres advokat er fortrolig. Medlemsstaterne bør derfor uden undtagelse respektere fortroligheden af møder og andre former for kommunikation mellem advokaten og barnet i forbindelse med udøvelsen af retten til adgang til advokatbistand som fastsat i dette direktiv. Dette direktiv berører ikke procedurerne til håndtering af situationer, hvor der er objektive og faktuelle omstændigheder, der giver anledning til mistanke om, at advokaten er involveret i en strafbar handling med barnet. En advokats eventuelle kriminelle aktiviteter bør ikke betragtes som legitim bistand til børn inden for rammerne af dette direktiv. Forpligtelsen til at respektere fortrolighed indebærer ikke blot, at medlemsstaterne afholder sig fra at forstyrre eller skaffe sig adgang til denne kommunikation, men også at medlemsstaterne, når børn er frihedsberøvet eller på anden vis opholder sig på et sted under statens kontrol, sikrer, at ordninger for kommunikationen opretholder og beskytter denne fortrolighed. Dette berører ikke eventuelle mekanismer, som er etableret i tilbageholdelsesfaciliteter for at undgå, at der sendes forbudte genstande til tilbageholdte, f.eks. screening af korrespondance, forudsat at sådanne mekanismer ikke gør det muligt for de kompetente myndigheder at læse kommunikationen mellem børn og deres advokat. Dette direktiv berører heller ikke procedurer i henhold til national ret, ifølge hvilke forsendelse af korrespondance kan afvises, hvis afsenderen ikke indvilliger i, at korrespondancen først indgives til en kompetent domstol.

(34)

Dette direktiv berører ikke brud på fortroligheden, som er forbundet med en lovlig overvågning, der gennemføres af kompetente myndigheder. Dette direktiv berører heller ikke arbejde, der udføres af eksempelvis nationale efterretningstjenester for at værne om den nationale sikkerhed i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), eller som hører under anvendelsesområdet for artikel 72 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), i henhold til hvilken tredje del, afsnit V, i TEUF om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan udøve deres beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed.

(35)

Børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, bør have ret til en individuel vurdering for at indkredse deres særlige behov for beskyttelse, uddannelse, erhvervsuddannelse, og social integration, fastslå om og i hvor høj grad de har behov for, at der træffes særlige foranstaltninger under straffesagen, i hvor høj grad de er strafferetligt ansvarlige, og om hensigtsmæssigheden af en bestemt sanktion eller uddannelsesmæssig foranstaltning.

(36)

Den individuelle vurdering bør navnlig tage hensyn til barnets personlighed og modenhed, barnets økonomiske, sociale og familiemæssige baggrund, herunder boligmiljø, samt enhver særlig sårbarhed hos barnet, som f.eks. indlærings- og kommunikationsvanskeligheder.

(37)

Det bør være muligt at tilpasse den individuelle vurderings omfang og detaljeringsgrad efter sagens omstændigheder, idet der tages hensyn til den påståede strafbare handlings grovhed, og de foranstaltninger, der kan træffes, hvis barnet findes skyldigt i sådan en handling. En individuel vurdering, der er blevet foretaget af det samme barn inden for den seneste tid, kan anvendes, hvis vurderingen ajourføres.

(38)

De kompetente myndigheder bør tage oplysninger fra en individuel vurdering i betragtning, når det fastsættes, hvorvidt der skal træffes særlige foranstaltninger vedrørende barnet, såsom praktisk bistand, når hensigtsmæssigheden og effektiviteten af eventuelle foreløbige foranstaltninger vedrørende barnet, såsom varetægtsfængsling eller alternative foranstaltninger, vurderes, og tage hensyn til barnets personlige egenskaber og situation, når der træffes afgørelse eller foranstaltninger i forbindelse med straffesagen, herunder domsafsigelse. Hvis en individuel vurdering endnu ikke er tilgængelig, bør dette ikke hindre de kompetente myndigheder i at træffe sådanne foranstaltninger eller afgørelser, såfremt betingelserne i dette direktiv er overholdt, herunder foretagelse af en individuel vurdering på det tidligst mulige passende stadium i sagen. Hensigtsmæssigheden og effektiviteten af de foranstaltninger og afgørelser, der er truffet inden en individuel vurdering udføres, kan vurderes på ny, når den individuelle vurdering er tilgængelig.

(39)

Den individuelle vurdering bør finde sted på det tidligst mulige passende stadium i sagen og i god tid, således at oplysningerne fra den kan tages i betragtning af anklageren, dommeren eller en anden kompetent myndighed, inden der rejses tiltale med henblik på retssagen. Det bør ikke desto mindre være muligt at rejse tiltale uden, at der foreligger en individuel vurdering, forudsat at det er af hensyn til barnets tarv. Dette kan eksempelvis være tilfældet, når et barn er tilbageholdt forud for hovedforhandlingen, og der vil være risiko for, at tilbageholdelsen vil blive unødigt forlænget, hvis man skulle afvente den individuelle vurdering.

(40)

Medlemsstaterne bør have mulighed for at fravige forpligtelsen til at foretage en individuel vurdering, hvis en sådan fravigelse er begrundet i omstændighederne i sagen, under hensyntagen til bl.a. den påståede strafbare handlings grovhed, og de foranstaltninger, der kan træffes, hvis barnet findes skyldigt i en sådan handling, forudsat at fravigelsen er i overensstemmelse med barnets tarv. I den forbindelse bør alle relevante elementer tages i betragtning, herunder hvorvidt barnet på det seneste har været genstand for en individuel vurdering i forbindelse med en straffesag eller ej, eller om den pågældende sag kan behandles, uden at der rejses tiltale.

(41)

Omsorgspligten over for børn, der er mistænkte eller tiltalte, understøtter et retfærdigt retsvæsen, navnlig når børn er frihedsberøvet og følgelig i en særlig sårbar situation. For at sikre den personlige integritet hos et barn, der er blevet frihedsberøvet, bør barnet have retten til en lægeundersøgelse. En sådan lægeundersøgelse bør udføres af en læge eller en anden kvalificeret fagperson, enten på initiativ af den kompetente myndighed, navnlig hvis særlige sundhedsindikatorer tilsiger en sådan undersøgelse, eller efter anmodning fra barnet, indehaveren af forældreansvar eller barnets advokat. Medlemsstaterne bør fastlægge praktiske ordninger vedrørende lægeundersøgelser, der skal gennemføres i overensstemmelse med dette direktiv, og vedrørende adgang for børn til sådanne undersøgelser. Sådanne ordninger vil bl.a. kunne imødegå situationer, hvor to eller flere anmodninger om lægeundersøgelser indgives vedrørende det samme barn inden for en kort periode.

(42)

Børn, som er mistænkte eller tiltalte i straffesager, er ikke altid i stand til at forstå indholdet af de afhøringer, de er genstand for. For at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af sådanne børn, bør afhøring hos politiet eller hos andre retshåndhævende myndigheder derfor optages med audiovisuelt udstyr, hvor det er forholdsmæssigt at gøre det under hensyntagen til, hvorvidt der er en advokat til stede eller ej, og hvorvidt barnet er frihedsberøvet eller ej, idet barnets tarv dog altid bør komme i første række. Dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at foretage en audiovisuel optagelse af dommeres eller domstoles afhøringer af børn.

(43)

Når der i overensstemmelse med dette direktiv skal foretages en audiovisuel optagelse, men et uovervindeligt teknisk problem gør det umuligt at foretage en sådan optagelse, bør det være muligt for politiet eller andre retshåndhævende myndigheder at foretage afhøring af barnet, uden at den optages audiovisuelt, såfremt der er blevet udfoldet rimelige bestræbelser for at overvinde det tekniske problem, det ikke er hensigtsmæssigt at udsætte afhøringen, og det er i overensstemmelse med barnets tarv.

(44)

Uanset om en afhøring af børn optages med audiovisuelt udstyr eller ej, bør afhøringen under alle omstændigheder ske på en måde, der tager hensyn til de pågældende børns alder og modenhed.

(45)

Børn er særlig sårbare, når de er frihedsberøvet. Der bør gøres en særlig indsats for at undgå at frihedsberøve børn, navnlig tilbageholdelse af børn på et hvilket som helst tidspunkt under sagen inden domstolens endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt det pågældende barn har begået den strafbare handling, som følge af den mulige risiko herved for deres fysiske, mentale og sociale udvikling, og fordi frihedsberøvelse kan føre til vanskeligheder, for så vidt angår deres reintegration i samfundet. Medlemsstaterne vil kunne fastlægge praktiske ordninger, som f.eks. retningslinjer eller instrukser til politibetjente, om anvendelsen af dette krav på varetægtssituationer. Dette krav berører dog under alle omstændigheder ikke muligheden for politiet eller andre retshåndhævende myndigheder til at tilbageholde et barn i en situation, hvor det umiddelbart synes at være nødvendigt at gøre det, f.eks. hvis barnet er grebet på fersk gerning, eller umiddelbart efter en strafbar handling er blevet begået.

(46)

De kompetente myndigheder bør altid overveje alternative foranstaltninger til tilbageholdelse (alternative foranstaltninger) og bør så vidt muligt have adgang til sådanne foranstaltninger. Disse alternative foranstaltninger kan omfatte et forbud for barnet mod at være visse steder, en pligt for barnet til at tage ophold et konkret sted, begrænsning af kontakten med konkrete personer, pligt til at rapportere til de kompetente myndigheder, deltagelse i uddannelsesmæssige programmer eller under forudsætning af barnets samtykke deltagelse i en terapeutisk behandling eller en behandling for misbrug.

(47)

Tilbageholdelse af børn bør være genstand for en regelmæssig prøvelse af en domstol, som også kan sættes af en enkelt dommer. Det bør være muligt at udføre en sådan regelmæssig prøvelse af domstolen af egen drift eller efter anmodning fra barnet, barnets advokat eller en retslig myndighed, der ikke er en domstol, navnlig en anklager. Medlemsstaterne bør fastlægge praktiske ordninger herfor, herunder hvad angår situationer, hvor en regelmæssig prøvelse allerede er blevet foretaget af domstolen af egen drift, og barnet eller barnets advokat anmoder om, at endnu en prøvelse bliver foretaget.

(48)

Når børn tilbageholdes, bør de være omfattet af særlige beskyttelsesforanstaltninger. De bør navnlig være holdt adskilt fra voksne, medmindre det ikke anses for at være i barnets tarv, jf. artikel 37, litra c), i FN's konvention om barnets rettigheder. Når et tilbageholdt barn fylder 18 år, bør det være muligt fortsat at holde det adskilt fra voksne, under hensyntagen til den pågældende persons omstændigheder. Der bør tages særligt hensyn til den måde, hvorpå tilbageholdte børn behandles på grund af deres sårbarhed. Børn bør have adgang til uddannelsesfaciliteter i overensstemmelse med deres behov.

(49)

Medlemsstaterne bør sikre, at børn, der er mistænkte eller tiltalte og i politiets varetægt, holdes adskilt fra voksne, medmindre dette ikke anses for at være i barnets tarv, eller medmindre særlige omstændigheder gør det umuligt i praksis, forudsat at børn holdes sammen med voksne på en måde, der er forenelig med barnets tarv. Eksempelvis bør det undtagelsesvist være muligt for børn i tyndt befolkede områder at være i politiets varetægt med voksne, medmindre dette er i strid med barnets tarv. I sådanne situationer bør der kræves særlig årvågenhed af de kompetente myndigheder for at beskytte barnets fysiske integritet og trivsel.

(50)

Det bør være muligt at tilbageholde børn sammen med unge voksne, medmindre dette er i strid med barnets tarv. Det er medlemsstaterne, som skal afgøre, hvilke personer der anses for at være unge voksne i henhold til deres nationale ret og procedurer. Medlemsstaterne opfordres til at fastslå, at personer over 24 år ikke kan kategoriseres som unge voksne.

(51)

Når børn tilbageholdes, bør medlemsstaterne træffe hensigtsmæssige foranstaltninger som fastsat i dette direktiv. Sådanne foranstaltninger bør bl.a. sikre den effektive og regelmæssige udøvelse af retten til familieliv. Børn bør have ret til at opretholde regelmæssig kontakt med deres forældre, familie og venner via besøg og korrespondance, medmindre der af hensyn til barnets tarv og i retfærdighedens interesse kræves særlige restriktioner.

(52)

Medlemsstaterne bør endvidere træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre overholdelse af barnets religions- og trosfrihed. I den forbindelse bør medlemsstaterne navnlig afstå fra at blande sig i barnets religion eller tro. Medlemsstaterne er dog ikke forpligtede til at tage aktive skridt for at bistå børnene i udøvelsen.

(53)

Medlemsstaterne bør i givet fald endvidere træffe hensigtsmæssige foranstaltninger i andre situationer med frihedsberøvelse. De foranstaltninger, der træffes, bør være rimelige og stå i et rimeligt forhold til arten af frihedsberøvelse, såsom varetægtsfængsling eller tilbageholdelse, samt dens varighed.

(54)

Fagfolk, der er i direkte kontakt med børn, bør tage hensyn til de særlige behov hos børn i forskellige aldersgrupper og bør sikre, at sagen tilpasses til dem. Med henblik herpå bør disse fagfolk være særligt uddannede i at omgås børn.

(55)

Børn bør behandles på en måde, der passer til deres alder, modenhed og forståelsesniveau, under hensyntagen til eventuelle særlige behov, herunder eventuelle kommunikationsproblemer, som de måtte have.

(56)

Under hensyntagen til medlemsstaternes forskellige retstraditioner og retssystemer bør privatlivets fred for børn sikres på den bedst mulige måde under straffesager, bl.a. med henblik på at fremme børns reintegration i samfundet. Medlemsstaterne bør sikre, at retsmøder, der vedrører børn, normalt afholdes for lukkede døre, eller give domstolene eller dommerne ret til at beslutte at afholde sådanne retsmøder for lukkede døre. Dette berører ikke det forhold, at domme skal afsiges offentligt i overensstemmelse med artikel 6 i EMRK.

(57)

Børn bør have ret til at blive ledsaget af indehaveren af forældreansvar under retsmøder, som vedrører dem. Såfremt mere end én person er indehaver af forældreansvar for det samme barn, bør barnet have ret til at blive ledsaget af dem alle, medmindre dette ikke er muligt i praksis på trods af den kompetente myndigheds rimelige indsats. Medlemsstaterne bør fastlægge praktiske ordninger for børns udøvelse af retten til at blive ledsaget af indehaveren af forældreansvar under retsmøder, som vedrører dem, og betingelserne for at en ledsagende person midlertidigt kan blive udelukket fra retsmøderne. Sådanne ordninger vil bl.a. kunne imødegå den situation, hvor indehaveren af forældreansvar midlertidigt ikke kan ledsage barnet, eller hvis indehaveren ikke ønsker at gøre brug af muligheden for at ledsage barnet, forudsat at der tages hensyn til barnets tarv.

(58)

Under visse omstændigheder, som også kun kan vedrøre én af personerne med forældreansvar, bør barnet have ret til at blive ledsaget under retsmøder af en anden egnet voksen end indehaveren af forældreansvar. En af disse omstændigheder er, når det i væsentlig grad kan bringe straffesagen i fare, hvis indehaveren af forældreansvar ledsager barnet, navnlig når objektive og faktuelle omstændigheder giver anledning til mistanke om, at bevismateriale kan ødelægges eller ændres, vidner kan blive påvirket, eller indehaveren af forældreansvar kan have været involveret i den påståede kriminelle aktivitet sammen med barnet.

(59)

I overensstemmelse med dette direktiv bør børn endvidere have ret til at blive ledsaget af indehaveren af forældreansvar under de øvrige stadier af sagen, hvor de er til stede, f.eks. under politiets afhøring.

(60)

Tiltaltes ret til selv at være til stede under retssagen er et led i retten til en retfærdig rettergang i henhold til chartrets artikel 47 og artikel 6 i EMRK som fortolket af Domstolen og af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger med henblik på at tilskynde til, at børn er til stede under deres retssag, herunder ved at indstævne dem personligt og ved at fremsende en kopi af stævningen til indehaveren af forældreansvar, eller hvis dette ville være i strid med barnets tarv, til en anden egnet voksen. Medlemsstaterne bør fastlægge praktiske ordninger vedrørende et barns tilstedeværelse under retssagen. Disse ordninger kunne omfatte bestemmelser vedrørende de betingelser, hvorpå et barn midlertidigt kan udelukkes fra retssagen.

(61)

Visse rettigheder, der fastsættes i dette direktiv, bør finde anvendelse på børn, der er eftersøgte, fra det tidspunkt, hvor de bliver anholdt i den fuldbyrdende medlemsstat.

(62)

Sager angående europæiske arrestordrer er afgørende for samarbejdet mellem medlemsstaterne i straffesager. Overholdelse af tidsfristerne i rammeafgørelse 2002/584/RIA er væsentlig for dette samarbejde. Selv om børn, der er eftersøgte, bør kunne udøve deres rettigheder i henhold til dette direktiv i sager angående europæiske arrestordrer fuldt ud, bør disse tidsfrister derfor overholdes.

(63)

Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til at sikre, at dommere og anklagere, der beskæftiger sig med straffesager, der involverer børn, har særlige kompetencer på dette område eller har effektiv adgang til særlig videreuddannelse, navnlig hvad angår børns rettigheder, passende afhøringsteknikker, børnepsykologi og kommunikation på et sprog, der er tilpasset børn. Medlemsstaterne bør også træffe passende foranstaltninger til at fremme, at en sådan særlig videreuddannelse udbydes til advokater, der beskæftiger sig med straffesager, der involverer børn.

(64)

For at overvåge og evaluere, hvor effektivt dette direktiv er, er der behov for at indsamle relevante oplysninger fra de foreliggende oplysninger vedrørende udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv. Sådanne relevante oplysninger omfatter oplysninger, som de retslige myndigheder og de retshåndhævende myndigheder har indhentet, og så vidt muligt administrative oplysninger, der er indsamlet af sundhedsmyndigheder og sociale myndigheder i relation til de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, navnlig hvad angår antallet af børn, der har fået adgang til en advokat, antallet af individuelle vurderinger, der er gennemført, antallet af audiovisuelle optagelser af afhøringer og antallet af frihedsberøvede børn.

(65)

Medlemsstaterne bør respektere og garantere de i dette direktiv fastsatte rettigheder uden nogen forskelsbehandling på grund race, farve, køn, seksuel orientering, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, nationalitet, etnisk eller social oprindelse, formue, handicap eller fødsel.

(66)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i chartret og i EMRK, herunder forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, retten til frihed og sikkerhed, respekten for privatliv og familieliv, retten til respekt for menneskets integritet, børns rettigheder, integrationen af mennesker med handicap, retten til adgang til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar. Dette direktiv bør gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(67)

Dette direktiv fastsætter minimumsregler. Medlemsstaterne bør kunne udvide de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, og fastsætte et højere beskyttelsesniveau. Et sådant højere beskyttelsesniveau bør ikke udgøre en hindring for gensidig anerkendelse af retsafgørelser, som disse minimumsregler er fastsat for at fremme. Det beskyttelsesniveau, der fastsættes af medlemsstaterne, bør aldrig være lavere end de standarder, der er fastsat i chartret eller EMRK, som fortolket af Domstolen og af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

(68)

Målene for dette direktiv, nemlig at fastsætte fælles minimumsregler for retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(69)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.

(70)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(71)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (10) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget —

a)

mistænkte eller tiltalte i straffesager, eller

b)

genstand for sager angående europæiske arrestordrer i henhold til rammeafgørelse 2002/584/RIA (»eftersøgte«).

a)

hvor retten i en medlemsstat fastsætter, at andre myndigheder end en domstol med kompetence til at afgøre straffesager kan pålægge sanktioner, og pålæggelsen af sådanne sanktioner kan appelleres til eller indbringes for en sådan domstol, eller

b)

hvor frihedsberøvelse ikke kan idømmes som en sanktion,

a)

straks når børn underrettes om, at de er mistænkte eller tiltalte for at have begået en strafbar handling, med hensyn til:

b)

på det tidligst mulige passende stadium i sagen med hensyn til:

c)

ved frihedsberøvelse med hensyn til retten til særlige hensyn under frihedsberøvelse, jf. artikel 12.

a)

ville stride mod barnets tarv

b)

ikke er muligt, efter at der er blevet foretaget rimelige bestræbelser, fordi ingen indehaver af forældreansvar kan nås, eller den pågældendes identitet er ukendt

c)

på grundlag af objektive og faktuelle omstændigheder i væsentlig grad kunne bringe straffesagen i fare.

a)

inden de afhøres af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed

b)

når efterforskningsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder træffer efterforskningsmæssige eller andre bevissikrende foranstaltninger i overensstemmelse med stk. 4, litra c)

c)

uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen

d)

hvis de er blevet indstævnet for en domstol med kompetence til at afgøre straffesager, i tilstrækkelig god tid inden de giver møde for denne domstol.

a)

Medlemsstaterne sikrer, at børn har ret til at mødes i enrum og kommunikere med den advokat, der repræsenterer dem, herunder forud for afhøringer foretaget af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed.

b)

Medlemsstaterne sikrer, at børn bistås af en advokat, når de afhøres, og at advokaten kan deltage effektivt under afhøringen. En sådan deltagelse gennemføres i overensstemmelse med procedurerne i national ret, forudsat at disse procedurer ikke er til skade for den effektive udøvelse eller det væsentlige indhold af den pågældende rettighed. Når en advokat deltager under en afhøring, føres det forhold, at en sådan deltagelse har fundet sted, til protokol ved anvendelse af proceduren for protokolførelse i national ret.

c)

Medlemsstaterne sikrer, at børn som minimum bistås af en advokat i forbindelse med følgende efterforsknings- eller bevissikringsforanstaltninger, hvis disse foranstaltninger er fastsat i national ret, og hvis det kræves eller tillades, at den mistænkte eller tiltalte deltager i den pågældende foranstaltning:

a)

når de stilles for en kompetent domstol eller dommer med henblik på at træffe afgørelse om tilbageholdelse på et hvilket som helst tidspunkt under sagen inden for rammerne af dette direktiv, og

b)

under tilbageholdelse.

a)

der er et hastende behov for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet

b)

en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag i forbindelse med en alvorlig strafbar handling.

a)

fastslå, hvorvidt der skal træffes særlige foranstaltninger til gavn for barnet

b)

vurdere hensigtsmæssigheden og effektiviteten af eventuelle foreløbige foranstaltninger vedrørende barnet

c)

træffe afgørelse eller foranstaltninger i straffesagen, herunder ved domsafsigelsen.

a)

barnet

b)

indehaveren af forældreansvar eller en anden egnet voksen som omhandlet i artikel 5 og 15

c)

barnets advokat.

a)

dette ikke anses for at være i barnets tarv, eller

b)

særlige omstændigheder gør det umuligt i praksis, forudsat at børn holdes sammen med voksne på en måde, der er forenelig med barnets tarv.

a)

sikre og opretholde deres sundhedstilstand og deres fysiske og mentale udvikling

b)

sikre deres ret til uddannelse og erhvervsuddannelse, herunder hvis børnene har fysiske eller sensoriske handicap eller indlæringsvanskeligheder

c)

sikre en effektiv og regelmæssig udøvelse af deres ret til familieliv

d)

sikre adgang til programmer, der fremmer deres udvikling og deres reintegration i samfundet, og

e)

sikre respekt for deres religions- og trosfrihed.

a)

ville være i strid med barnets tarv

b)

ikke er muligt, efter at der er blevet udfoldet rimelige bestræbelser, fordi ingen indehaver af forældreansvar kan nås, eller den pågældendes identitet er ukendt, eller

c)

på grundlag af objektive og faktuelle omstændigheder i væsentlig grad kunne bringe straffesagen i fare.

a)

det er i barnets tarv at være ledsaget af denne person, og

b)

tilstedeværelsen af denne person ikke bringer straffesagen i fare.

21.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 132/21

(1)

Der skal foretages en række ændringer af Rådets direktiv 2004/114/EF (4) og 2005/71/EF (5). Disse direktiver bør af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Direktivet bør efterkomme det behov, der blev påvist i rapporterne om gennemførelsen af direktiv 2004/114/EF og 2005/71/EF, for at rette op på de belyste svagheder, sikre øget gennemsigtighed og retssikkerhed og indføre et ensartet regelsæt for forskellige kategorier af tredjelandsstatsborgere, der kommer til Unionen. Det bør derfor forenkle og strømline de nuværende bestemmelser for disse kategorier og samle dem i én retsakt. På trods af forskelle mellem de kategorier, der er omfattet af dette direktiv, har de også en række fællestræk, som gør det muligt at fastsætte et fælles regelsæt for dem på EU-plan.

(3)

Dette direktiv bør bidrage til Stockholmprogrammets mål om en indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere. Indvandring fra lande uden for Unionen er én måde at sikre adgang til højtuddannet arbejdskraft på, og navnlig studerende og forskere efterspørges i stigende grad. De spiller en vigtig rolle i at skabe Unionens vigtigste aktiv — menneskelig kapital — og i at sikre intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst og bidrager derfor til opfyldelsen af målene i Europa 2020-strategien.

(4)

Rapporterne om gennemførelsen af direktiv 2004/114/EF og 2005/71/EF påpegede visse mangler, primært i forbindelse med indrejsebetingelser, rettigheder, proceduregarantier, studerendes adgang til arbejdsmarkedet under studier og mobilitet inden for EU. Specifikke forbedringer ansås også for at være nødvendige i forbindelse med de frivillige kategorier af tredjelandsstatsborgere. Efterfølgende større høringer har desuden fremhævet et behov for bedre jobsøgningsmuligheder for forskere og studerende og bedre beskyttelse af au pairer, som ikke er omfattet af direktiv 2004/114/EF og 2005/71/EF.

(5)

Med henblik på gradvis at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed skal der i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtages foranstaltninger vedrørende asyl, indvandring og beskyttelse af tredjelandsstatsborgeres rettigheder.

(6)

Dette direktiv bør også sigte mod at fremme menneskelig kontakt og mobilitet, som er vigtige elementer i Unionens eksterne politik, navnlig over for de lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, og Unionens strategiske partnere. Det bør give bedre mulighed for at bidrage til den samlede strategi for migration og mobilitet og de tilknyttede mobilitetspartnerskaber, der sikrer en konkret ramme for dialog og samarbejde mellem medlemsstaterne og tredjelande, bl.a. ved at lette og styre lovlig migration.

(7)

Migration med henblik på de i dette direktiv fastsatte formål bør fremme frembringelsen og opnåelsen af viden og kompetencer. Det er berigende for både de pågældende migranter, deres hjemland og det pågældende værtsland, samtidig med at det styrker de kulturelle bånd og fremmer den kulturelle mangfoldighed.

(8)

Dette direktiv bør i højere grad gøre Unionen til et attraktivt sted for forskning og innovation og styrke den i den globale konkurrence om dygtig arbejdskraft og bør dermed føre til en stigning i Unionens samlede konkurrenceevne og vækstrater og samtidig skabe arbejdspladser, der yder et større bidrag til væksten i BNP. At give tredjelandsstatsborgere, som f.eks. har fået indrejsetilladelse med henblik på forskning, mulighed for at blive i Unionen indgår desuden i flagskibsinitiativet »Innovation i EU«. Etableringen af et åbent arbejdsmarked for forskere fra Unionen og for forskere fra tredjelande blev også fastholdt som et hovedformål med det europæiske forskningsrum, som skal være et fælles område med fri bevægelighed for forskere, videnskabelig viden og teknologi.

(9)

Det er hensigtsmæssigt at lette indrejsen for tredjelandsstatsborgere, der ansøger med henblik på gennemførelsen af en forskningsaktivitet, ved hjælp af en indrejseprocedure, som er uafhængig af retsforholdet til den forskningsorganisation, der er vært, og ved, at der ikke længere kræves en arbejdstilladelse ud over en tilladelse. Denne procedure bør hvile på samarbejdet mellem forskningsorganisationerne og medlemsstaternes indvandringsmyndigheder. Forskningsorganisationerne bør tildeles en central rolle i indrejseproceduren med henblik på at lette og fremskynde indrejsen for tredjelandsstatsborgere, der ansøger med henblik på gennemførelsen af en forskningsaktivitet i Unionen, samtidig med at medlemsstaternes udlændingepolitiske prærogativer bevares. Forskningsorganisationer, som medlemsstaterne bør have mulighed for at godkende på forhånd, bør kunne indgå enten en værtsaftale eller en kontrakt med en tredjelandsstatsborger med henblik på gennemførelsen af en forskningsaktivitet. Medlemsstaterne bør udstede en tilladelse på grundlag af værtsaftalen eller kontrakten, hvis indrejse- og opholdsbetingelserne er opfyldt.

(10)

Da den indsats, der skal gøres for at nå målet om at investere 3 % af BNP i forskning, i vidt omfang vedrører den private sektor, bør denne sektor derfor tilskyndes til, hvor det er relevant, at ansætte flere forskere i de kommende år.

(11)

For at gøre Unionen mere tiltrækkende for tredjelandsstatsborgere, der ønsker at gennemføre en forskningsaktivitet i Unionen, bør deres familiemedlemmer som defineret i Rådets direktiv 2003/86/EF (6) have ret til at ledsage dem og være omfattet af bestemmelserne om mobilitet inden for EU. Disse familiemedlemmer bør have adgang til arbejdsmarkedet i den første medlemsstat og, såfremt der er tale om langvarig mobilitet, i den anden medlemsstat, undtagen under usædvanlige omstændigheder, som f.eks. et særligt højt arbejdsløshedsniveau, hvor medlemsstaterne bør have mulighed for at foretage en analyse, der påviser, at stillingen ikke kan besættes via det nationale arbejdsmarked inden for et tidsrum på højst 12 måneder. Med de undtagelser, der er fastsat i dette direktiv, bør alle bestemmelser i direktiv 2003/86/EF finde anvendelse, herunder grundene til afslag eller inddragelse eller afslag på forlængelse. Følgelig kan familiemedlemmers opholdstilladelser inddrages, eller der kan gives afslag på forlængelse heraf, hvis tilladelsen til den forsker, de ledsager, ophører, og de ikke har selvstændig opholdsret.

(12)

Når det er relevant, bør medlemsstaterne tilskyndes til at behandle ph.d.-studerende som forskere med henblik på dette direktiv.

(13)

Gennemførelsen af dette direktiv bør ikke fremme en hjerneflugt fra de nye vækstlande og udviklingslandene. Med henblik på en samlet migrationspolitik bør der som led i partnerskabet med hjemlandene træffes foranstaltninger, som i disse tilfælde letter forskernes tilbagevenden til hjemlandene.

(14)

For at gøre Europa som helhed til et af verdens førende ekspertisecentre for studier og praktik bør indrejse- og opholdsbetingelserne for dem, der ønsker at komme til Unionen med henblik herpå, forbedres og forenkles. Det er i tråd med målene i dagsordenen for moderniseringen af Europas videregående uddannelser, navnlig i forbindelse med internationaliseringen af de videregående uddannelser i Europa. En indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes nationale lovgivning på området indgår i denne bestræbelse. I denne forbindelse og i overensstemmelse med Rådets konklusioner om moderniseringen af videregående uddannelser (7), bør udtrykket »videregående uddannelse« omfatte alle videregående uddannelsesinstitutioner, som bl.a. kan være universiteter, universiteter for anvendt videnskab, teknologiske institutter, »grandes écoles«, handelshøjskoler, ingeniørskoler, IUT (universitetsinstitutter for teknologi), højere læreanstalter, faghøjskoler, polytekniske læreanstalter og akademier.

(15)

Den udvidelse og styrkelse af Bolognaprocessen, som blev iværksat via Bolognafælleserklæringen af 19. juni 1999 fra de europæiske undervisningsministre, har ført til mere sammenlignelige, forenelige og sammenhængende videregående uddannelsessystemer i de deltagende lande og også i andre lande. Det skyldes, at medlemsstaterne har støttet studerendes mobilitet, og at videregående uddannelsesinstitutioner har integreret mobilitet i deres studieordninger. Dette bør afspejles i forbedrede regler for studerendes mobilitet inden for EU. Et af målene i Bolognaerklæringen er at gøre europæiske videregående uddannelser attraktive og konkurrencedygtige. Bolognaprocessen har ført til etableringen af et europæisk område for videregående uddannelse. Dens tretrinsstruktur med letlæselige programmer og uddannelser samt indførelse af referencerammer for kvalifikationer har gjort det mere attraktivt for tredjelandsstatsborgere at studere i Europa.

(16)

Varigheden af og andre betingelser vedrørende forberedelseskurser for studerende, der er omfattet af dette direktiv, bør fastlægges af medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale ret.

(17)

Dokumentation for, at en tredjelandsstatsborger er optaget på en videregående uddannelsesinstitution, kan bl.a. omfatte et brev, som bekræfter optagelsen, eller et indskrivningsbevis.

(18)

Tredjelandsstatsborgere, der ansøger om at få indrejse som praktikanter, bør fremlægge dokumentation for at have gennemført en videregående uddannelse inden for de to år, der går forud for datoen for deres ansøgning, eller for at følge et studieprogram i et tredjeland, der fører til en afsluttet videregående uddannelse. De bør desuden fremlægge en uddannelsesaftale, som indeholder en beskrivelse af praktikforløbet, dets uddannelsesmål eller læringskomponenter, dets varighed og betingelserne for tilsynet med praktikanter, der dokumenterer, at de vil følge egentlige uddannelseskurser og ikke blive anvendt som normale arbejdstagere. Desuden kan værtsenheder afkræves dokumentation for, at praktikopholdet ikke erstatter et job. Hvis der allerede findes særlige betingelser for praktikanter i national ret, kollektive overenskomster eller praksis, bør medlemsstaterne kunne kræve, at tredjelandsstatsborgere, der ansøger om at få indrejse som praktikanter, opfylder disse særlige betingelser.

(19)

Ansatte trainees, der kommer for at arbejde i Unionen som virksomhedsinternt udstationerede, er ikke omfattet af nærværende direktiv, da de falder ind under anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/66/EU (8).

(20)

Dette direktiv bør støtte målene for den europæiske volontørtjeneste om at udvikle solidaritet, gensidig forståelse og tolerance blandt unge og de samfund, de lever i, og samtidig bidrage til at styrke social samhørighed og fremme aktivt medborgerskab blandt unge. For at sikre adgang til den europæiske volontørtjeneste på en ensartet måde i hele Unionen bør medlemsstaterne anvende bestemmelserne i dette direktiv på tredjelandsstatsborgere, der ansøger med henblik på den europæiske volontørtjeneste.

(21)

Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende bestemmelserne i dette direktiv på skoleelever, andre volontører end dem under den europæiske volontørtjeneste og au pairer for derved at lette deres indrejse og ophold og sikre deres rettigheder.

(22)

Hvis medlemsstaterne beslutter at anvende dette direktiv på skoleelever, tilskyndes de til at sikre, at den nationale indrejseprocedure for lærere, der udelukkende ledsager elever inden for rammerne af et elevudvekslingsprogram eller et uddannelsesprojekt, er i overensstemmelse med den procedure for skoleelever, der er fastsat i dette direktiv.

(23)

Au pair-ansættelse bidrager til at fremme mellemfolkelige kontakter ved at give tredjelandsstatsborgere mulighed for at forbedre deres sprogkundskaber og udvikle deres viden og kulturelle forbindelser med medlemsstaterne. Samtidig kan au pairer, der er tredjelandsstatsborgere, dog blive udsat for risici for misbrug. For at sikre en fair behandling af au pairer og tage hensyn til deres særlige behov bør det være muligt for medlemsstaterne at anvende bestemmelserne i dette direktiv vedrørende indrejse og ophold for au pairer.

(24)

Hvis tredjelandsstatsborgere kan dokumentere, at de i hele opholdsperioden i den pågældende medlemsstat modtager midler, som stammer fra et tilskud, et stipendium, en gyldig ansættelseskontrakt, et bindende ansættelsestilbud eller et finansielt tilsagn fra en elevudvekslingsorganisation, en enhed, der er vært for praktikanter, et volontørprogram, en værtsfamilie eller en organisation, der formidler au pairer, bør medlemsstaterne tage hensyn til sådanne midler ved vurderingen af, om vedkommende råder over tilstrækkelige midler. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte et vejledende referencebeløb, som de anser for at udgøre »tilstrækkelige midler«, der kan variere for hver af de forskellige kategorier af tredjelandsstatsborgere.

(25)

Medlemsstaterne opfordres til at give ansøgeren mulighed for at fremlægge dokumenter og oplysninger på et andet af Unionens officielle sprog end deres eget eller egne officielle sprog fastsat af den pågældende medlemsstat.

(26)

Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte bestemmelser om en godkendelsesprocedure for offentlige eller private forskningsorganisationer, eller begge, som ønsker at være vært for forskere, der er tredjelandsstatsborgere, eller for videregående uddannelsesinstitutioner, som ønsker at være vært for studerende, der er tredjelandsstatsborgere. Denne godkendelse bør være i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i den pågældende medlemsstats nationale ret eller administrative praksis. Ansøgninger til godkendte forskningsorganisationer eller videregående uddannelsesinstitutioner bør lettes og bør fremskynde tredjelandsstatsborgeres indrejse i Unionen med henblik på forskning eller studier.

(27)

Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte bestemmelser om en godkendelsesprocedure for de pågældende værtsenheder, som ønsker at være vært for elever, praktikanter eller volontører, der er tredjelandsstatsborgere. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende denne procedure på nogle eller alle kategorier af værtsenheder. Denne godkendelse bør være i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i den pågældende medlemsstats nationale ret eller administrative praksis. Ansøgninger til godkendte værtsenheder bør fremskynde tredjelandsstatsborgeres indrejse i Unionen med henblik på praktik, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter.

(28)

Hvis medlemsstaterne indfører godkendelsesprocedurer for værtsenheder, bør de kunne beslutte enten kun at tillade indrejse via godkendte værtsenheder eller at indføre en godkendelsesprocedure og samtidig også tillade indrejse gennem ikkegodkendte værtsenheder.

(29)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes ret til at udstede tilladelser med henblik på studier, forskning eller erhvervsuddannelse ud over dem, der er reguleret ved dette direktiv, til tredjelandsstatsborgere, der falder uden for dets anvendelsesområde.

(30)

Når alle generelle og særlige indrejsebetingelser er opfyldt, bør medlemsstaterne udstede en tilladelse inden for fastsatte tidsfrister. Hvis en medlemsstat kun udsteder opholdstilladelser på sit område, og alle indrejsebetingelserne i dette direktiv er opfyldt, bør medlemsstaten give den pågældende tredjelandsstatsborger det nødvendige visum og bør sikre, at de kompetente myndigheder samarbejder effektivt med henblik herpå. Hvis medlemsstaten ikke udsteder visa, bør den give den pågældende tredjelandsstatsborger en tilsvarende tilladelse, der giver ret til indrejse.

(31)

I tilladelserne bør tredjelandsstatsborgerens status angives. Det bør være muligt for medlemsstaterne at angive yderligere oplysninger i papirformat eller opbevare dem i elektronisk format, såfremt dette ikke medfører ekstra betingelser.

(32)

De forskellige gyldighedsperioder for tilladelser udstedt i henhold til dette direktiv bør afspejle den særlige karakter af opholdet for hver kategori af tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af dette direktiv.

(33)

Medlemsstaterne bør have ret til at fastsætte, at den samlede varighed af opholdet for studerende ikke overstiger den maksimale varighed af studierne som fastsat i national ret. I denne henseende vil den maksimale varighed af studierne også, hvis dette er fastsat i den berørte medlemsstats nationale ret, kunne omfatte den eventuelle forlængelse af studierne med henblik på at tage et eller flere studieår om.

(34)

Det bør være muligt for medlemsstaterne at kræve, at ansøgerne betaler gebyr for behandling af ansøgninger om tilladelser og underretninger. Gebyrernes størrelse bør ikke være uforholdsmæssig eller urimelig for ikke at udgøre en hindring for opfyldelsen af direktivets formål.

(35)

De rettigheder, der tildeles tredjelandsstatsborgere, som falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, bør ikke være afhængig af, hvilken form for tilladelse den enkelte medlemsstat udsteder.

(36)

Det bør være muligt at give afslag på indrejse med henblik på formålene i dette direktiv i behørigt begrundede tilfælde. Det bør navnlig være muligt at give afslag på indrejse, hvis en medlemsstat på baggrund af en vurdering baseret på de faktiske omstændigheder i en konkret sag og under hensyntagen til proportionalitetsprincippet finder, at den pågældende tredjelandsstatsborger udgør en potentiel trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller folkesundheden.

(37)

Formålet med dette direktiv er ikke at regulere indrejse og ophold for tredjelandsstatsborgere med henblik på beskæftigelse, og det tager ikke sigte på at harmonisere national lovgivning eller praksis med hensyn til arbejdstageres status. Ikke desto mindre er det muligt, at særlige kategorier af tredjelandsstatsborgere omfattet af dette direktiv i nogle medlemsstater anses for at være i et ansættelsesforhold i henhold til national ret, kollektive overenskomster eller praksis. Finder en medlemsstat, at forskere, volontører, praktikanter og au pairer, der er tredjelandlandsstatsborgere, er i et ansættelsesforhold, bør denne medlemsstat bevare retten til at fastsætte det antal af den eller de pågældende kategorier, der kan indrejse, jf. artikel 79, stk. 5, i TEUF.

(38)

Hvis en forsker, volontør, praktikant eller au pair fra et tredjeland ansøger om indrejse med henblik på et ansættelsesforhold i en medlemsstat, bør det være muligt for den pågældende medlemsstat at foretage en analyse, der påviser, at stillingen ikke kan besættes via det nationale arbejdsmarked.

(39)

For så vidt angår studerende, bør antallet af indrejser ikke finde anvendelse, eftersom de — selv hvis de har lov til at arbejde under studierne i overensstemmelse med betingelserne i dette direktiv — søger om indrejse i medlemsstaternes område for som deres vigtigste aktivitet at følge et fuldtidsstudium, der kan omfatte et obligatorisk praktikforløb.

(40)

Hvis en forsker, volontør, praktikant eller au pair efter at være indrejst til den pågældende medlemsstats område ansøger om forlængelse af tilladelsen til at indlede eller fortsætte i et ansættelsesforhold i den pågældende medlemsstat, med undtagelse af en forsker, der fortsætter ansættelsesforholdet med samme værtsenhed, bør det være muligt for den pågældende medlemsstat at foretage en analyse, der påviser, at stillingen ikke kan besættes via det nationale arbejdsmarked.

(41)

I tilfælde af tvivl om grundlaget for ansøgningen om indrejse bør medlemsstaterne være i stand til at udføre passende kontrol eller kræve dokumentation for fra sag til sag at vurdere ansøgerens påtænkte forskning, studier, praktikophold, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogram eller uddannelsesprojekt eller au pair-ansættelse og bekæmpe misbrug og fejlagtig anvendelse af proceduren i dette direktiv.

(42)

Hvis de indsendte oplysninger er ufuldstændige, meddeler medlemsstaterne inden for en rimelig frist ansøgeren, hvilke yderligere oplysninger der kræves, og fastsætter en rimelig frist for indsendelsen af disse. Hvis der ikke er fremlagt supplerende oplysninger inden denne frists udløb, kan ansøgningen afslås.

(43)

De nationale myndigheder bør underrette ansøgeren om afgørelsen vedrørende ansøgningen. De bør gøre det skriftligt, hurtigst muligt og senest inden for den frist, der fastsat i dette direktiv.

(44)

Dette direktiv har til formål at lette mobiliteten inden for EU for forskere og studerende bl.a. ved at mindske den administrative byrde i forbindelse med mobilitet i flere medlemsstater. Med henblik herpå indfører dette direktiv en særlig ordning for mobilitet inden for EU, hvorved en tredjelandsstatsborger, der er i besiddelse af en tilladelse med henblik på forskning eller studier, som den første medlemsstat har udstedt, har ret til at indrejse, opholde sig og gennemføre en del af forskningsaktiviteten eller studierne i en eller flere andre medlemsstater i overensstemmelse med de bestemmelser, der gælder for mobilitet i henhold til dette direktiv.

(45)

For at gøre det muligt for forskere at bevæge sig let fra en forskningsorganisation til en anden i forbindelse med forskningsformål, bør deres kortvarige mobilitet omfatte ophold i andre medlemsstater i en periode på op til 180 dage inden for en periode på 360 dage pr. medlemsstat. Langfristet mobilitet for forskere bør omfatte ophold i en eller flere andre medlemsstater i en periode på over 180 dage pr. medlemsstat. Forskeres familiemedlemmer bør have ret til at ledsage forskeren under mobiliteten. Proceduren for deres mobilitet bør afstemmes med proceduren for den forsker, de ledsager.

(46)

For så vidt angår studerende, der er omfattet af EU- eller multilaterale programmer eller en aftale mellem to eller flere videregående uddannelsesinstitutioner med henblik på at sikre kontinuiteten i deres studier, bør dette direktiv fastsætte mulighed for mobilitet i en eller flere andre medlemsstater i en periode på op til 360 dage pr. medlemsstat.

(47)

Hvis en forsker eller en studerende flytter til en anden medlemsstat på grundlag af en underretningsprocedure, og et dokument er nødvendigt for at lette adgang til tjenesteydelser og rettigheder, bør det være muligt for den anden medlemsstat at udstede et dokument for at attestere, at forskeren eller den studerende har ret til at opholde sig på den pågældende medlemsstats område. Et sådant dokument bør imidlertid ikke udgøre en yderligere betingelse for at drage nytte af rettighederne i dette direktiv og bør kun være af deklaratorisk karakter.

(48)

Mens den særlige mobilitetsordning, der oprettes ved dette direktiv, bør fastsætte selvstændige regler for indrejse og ophold med henblik på forskning eller studier i andre medlemsstater end den, der har udstedt den oprindelige tilladelse, bør alle andre regler vedrørende personers bevægelser på tværs af grænserne som fastlagt i de relevante bestemmelser i Schengenreglerne fortsat finde anvendelse.

(49)

Når tilladelsen udstedes af en medlemsstat, der ikke anvender Schengenreglerne fuldt ud, og forskeren eller dennes familiemedlemmer eller den studerende inden for rammerne af mobilitet inden for EU passerer en ydre grænse som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 (9), bør en medlemsstat have ret til at kræve dokumentation for, at forskeren eller den studerende flytter til dens område med henblik på forskning eller studier, eller at familiemedlemmerne flytter til dens område med henblik på at ledsage forskeren i forbindelse med mobilitet. Endvidere bør medlemsstater, der anvender Schengenreglerne fuldt ud, i tilfælde af passage af en ydre grænse som omhandlet i forordning (EU) 2016/399 konsultere Schengeninformationssystemet og bør give afslag på indrejse eller modsætte sig mobilitet, for så vidt angår personer, om hvilke der i systemet er foretaget en indberetning med henblik på at give afslag på indrejse eller ophold, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006 (10).

(50)

Dette direktiv bør gøre det muligt for andre medlemsstater at anmode om, at en forsker eller en studerende, som flytter på grundlag af en tilladelse, der er udstedt af den første medlemsstat, og som ikke eller ikke længere opfylder betingelserne for mobilitet, forlader deres område. Hvis forskeren eller den studerende har en gyldig tilladelse, der er udstedt af den første medlemsstat, bør den anden medlemsstat kunne kræve, at forskeren eller den studerende tager tilbage til den første medlemsstat i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (11). Hvis mobiliteten er tilladt i den anden medlemsstat på grundlag af den tilladelse, der er udstedt af den første medlemsstat, og denne tilladelse er trukket tilbage eller er udløbet i løbet af mobilitetens gyldighedsperiode, bør det være muligt for den anden medlemsstat enten at tilbagesende forskeren eller den studerende til et tredjeland i overensstemmelse med direktiv 2008/115/EF eller straks at anmode den første medlemsstat om at tillade genindrejse for forskeren eller den studerende på dens område. I sidstnævnte tilfælde bør den første medlemsstat udstede et dokument, der giver tilladelse til genindrejse på dens område, til forskeren eller den studerende.

(51)

EU's indvandringspolitik og -regler, på den ene side, og EU's politikker og programmer til fremme af mobilitet for forskere og studerende på EU-plan, på den anden side, bør i højere grad supplere hinanden. Ved fastlæggelsen af gyldighedsperioden for den tilladelse, der udstedes til forskere og studerende, bør medlemsstaterne tage hensyn til den planlagte mobilitet til andre medlemsstater i overensstemmelse med bestemmelserne om mobilitet. Forskere og studerende, der er omfattet af EU- eller multilaterale programmer, der indbefatter mobilitetsforanstaltninger eller aftaler mellem to eller flere videregående uddannelsesinstitutioner, bør have ret til at modtage tilladelser, der dækker mindst to år, såfremt de opfylder de relevante indrejsebetingelser for denne periode.

(52)

Med henblik på at gøre det muligt for studerende at dække en del af udgifterne til deres studier og om muligt opnå praktisk erfaring bør de under deres studier gives adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor studierne finder sted, på de betingelser, der er fastsat i dette direktiv. Det bør være tilladt for studerende at arbejde et vist minimum af timer som anført i dette direktiv med henblik herpå. Princippet om, at studerende har adgang til arbejdsmarkedet, bør være hovedreglen. I særlige tilfælde bør medlemsstaterne dog kunne tage situationen på deres nationale arbejdsmarked i betragtning.

(53)

Som led i indsatsen for at sikre en dygtig arbejdsstyrke, der kan dække fremtidens behov, bør studerende, der afslutter deres uddannelse i Unionen, have mulighed for at forblive på den pågældende medlemsstats område i den i dette direktiv fastsatte periode med henblik på at finde arbejde eller etablere en virksomhed. Forskere bør også have denne mulighed efter afslutningen af deres forskningsaktivitet som beskrevet i værtsaftalen. For at få udstedt en opholdstilladelse med henblik herpå kan studerende og forskere anmodes om at fremlægge dokumentation i overensstemmelse med kravene i dette direktiv. Når medlemsstaterne udsteder en sådan opholdstilladelse til dem, ophører de med at blive betragtet som forskere eller studerende som omhandlet i dette direktiv. Medlemsstaterne bør efter en minimumsperiode, som fastsættes i dette direktiv, kunne kontrollere, om de har en reel chance for at komme i beskæftigelse eller etablere en virksomhed. Denne mulighed berører ikke andre rapporteringskrav, der er fastsat i national ret til andre formål. Den tilladelse, der udstedes med henblik på at finde arbejde eller etablere en virksomhed, bør ikke automatisk give ret til adgang til arbejdsmarkedet eller til at etablere en virksomhed. Medlemsstaterne bør bevare deres ret til at tage hensyn til situationen på deres arbejdsmarked, hvis tredjelandsstatsborgeren, der har fået tilladelse til at forblive på området med henblik på at søge arbejde eller etablere en virksomhed, ansøger om en arbejdstilladelse for at besætte en stilling.

(54)

En retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af dette direktiv, bør sikres i overensstemmelse med artikel 79 i TEUF. Forskere bør have ret til ligebehandling med statsborgerne i den pågældende medlemsstat med hensyn til artikel 12, stk. 1 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/98/EU (12), dog således at denne medlemsstat har mulighed for at begrænse ligebehandling i de særlige tilfælde, der er fastsat i nærværende direktiv. Direktiv 2011/98/EU bør fortsat finde anvendelse på studerende, herunder de restriktioner, der er fastsat i nævnte direktiv. Direktiv 2011/98/EU bør finde anvendelse på praktikanter, volontører og au pairer, når de anses for at være i et ansættelsesforhold i den pågældende medlemsstat. Når praktikanter, volontører og au pairer ikke anses for at være i et ansættelsesforhold i den pågældende medlemsstat, bør de såvel som skoleelever have ret til ligebehandling med statsborgerne i den pågældende medlemsstat med hensyn til et minimum af rettigheder fastsat i nærværende direktiv. Dette omfatter adgang til varer og tjenesteydelser, men ikke stipendier og lån til studier eller erhvervsuddannelse.

(55)

Ligebehandling som den, der gives forskere og studerende, såvel som praktikanter, volontører og au pairer, når de anses for at være i et ansættelsesforhold i den pågældende medlemsstat, omfatter ligebehandling med hensyn til de socialsikringsområder, der er anført i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (13). Dette direktiv harmoniserer ikke medlemsstaternes lovgivning om social sikring. Det er begrænset til at anvende princippet om ligebehandling på området social sikring for de tredjelandsstatsborgere, der falder ind under dets anvendelsesområde. Endvidere indrømmer dette direktiv ikke rettigheder i forbindelse med situationer, der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, f.eks. i forbindelse med familiemedlemmer, der opholder sig i et tredjeland. Dette bør imidlertid ikke berøre retten for efterladte, der har rettigheder fra tredjelandsstatsborgere, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, til i givet fald at modtage efterladtepension, når de er bosiddende i et tredjeland.

(56)

I mange medlemsstater er retten til familieydelser betinget af en vis forbindelse til den pågældende medlemsstat, idet ydelserne har til formål at støtte en positiv demografisk udvikling for at sikre den fremtidige arbejdsstyrke i den pågældende medlemsstat. Dette direktiv bør derfor ikke berøre en medlemsstats ret til på visse betingelser at begrænse ligebehandling i forbindelse med familieydelser, hvis forskeren og de medfølgende familiemedlemmer opholder sig midlertidigt i denne medlemsstat.

(57)

I tilfælde af mobilitet mellem medlemsstater finder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1231/2010 (14) anvendelse. Dette direktiv bør ikke indrømme flere rettigheder end dem, der allerede eksisterer ifølge gældende EU-ret på området for social sikring for tredjelandsstatsborgere, som har grænseoverskridende interesser mellem medlemsstater.

(58)

Dette direktiv bør anvendes, uden at det berører mere fordelagtige bestemmelser i EU-retten og gældende internationale instrumenter.

(59)

De opholdstilladelser, der er omhandlet i dette direktiv, bør udstedes af medlemsstatens kompetente myndigheder, som anvender det ensartede format, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 (15).

(60)

Hver medlemsstat bør sikre, at fyldestgørende og regelmæssigt ajourførte oplysninger stilles til rådighed for den brede offentlighed, navnlig på internettet, om værtsenheder, der er godkendt med henblik på dette direktiv, og betingelserne og procedurerne for tredjelandsstatsborgeres indrejse på medlemsstaternes område med henblik på dette direktiv.

(61)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, jf. artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

(62)

Medlemsstaterne bør anvende bestemmelserne i dette direktiv uden forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske egenskaber, sprog, religion eller tro, politisk eller anden overbevisning, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering.

(63)

I overensstemmelse med medlemsstaternes og Kommissionens fælles politiske erklæring af 28. september 2011 om forklarende dokumenter (16) har medlemsstaterne forpligtet sig til i berettigede tilfælde at lade meddelelsen af deres gennemførelsesbestemmelser ledsage af et eller flere dokumenter, som forklarer forholdet mellem de enkelte dele i et direktiv og de tilsvarende dele af de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(64)

Målet for dette direktiv, nemlig at fastlægge betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, praktik og europæisk volontørtjeneste som obligatoriske bestemmelser og elevudveksling, anden volontørtjeneste end den europæiske volontørtjeneste eller au pair-ansættelse som fakultative bestemmelser, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(65)

I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i disse medlemsstater.

(66)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(67)

Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til direktiv 2004/114/EF og 2005/71/EF. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, der er uændrede, følger af disse direktiver.

(68)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag I, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og datoerne for anvendelse af direktiverne —

a)

betingelserne for tredjelandsstatsborgeres og deres eventuelle familiemedlemmers indrejse og ophold i en periode på over 90 dage på medlemsstaternes område og deres rettigheder med henblik på forskning, studier, praktik eller volontørtjeneste i den europæiske volontørtjeneste og, såfremt det besluttes af medlemsstaterne, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter, anden volontørtjeneste end den europæiske volontørtjeneste eller au pair-ansættelse

b)

betingelserne for de i litra a) omhandlede forskeres og deres eventuelle familiemedlemmers samt studerendes indrejse og ophold og deres rettigheder i andre medlemsstater end den medlemsstat, som først giver tredjelandsstatsborgeren en tilladelse på grundlag af dette direktiv.

a)

der søger international beskyttelse eller er omfattet af international beskyttelse, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU (17), eller som er omfattet af midlertidig beskyttelse, jf. Rådets direktiv 2001/55/EF (18), i en medlemsstat

b)

hvis udvisning er suspenderet på grund af sagens konkrete omstændigheder eller retlige spørgsmål

c)

der er familiemedlemmer til unionsborgere, som har udøvet deres ret til fri bevægelighed inden for Unionen

d)

der i en medlemsstat har status som fastboende udlænding, jf. Rådets direktiv 2003/109/EF (19)

e)

der, sammen med deres familiemedlemmer og uanset nationalitet, i henhold til aftaler indgået enten mellem Unionen og dens medlemsstater eller mellem Unionen og tredjelande har samme ret til fri bevægelighed som unionsborgere

f)

der kommer til Unionen som ansatte trainees i forbindelse med en virksomhedsintern udstationering i henhold til direktiv 2014/66/EU

g)

der får indrejse som højt kvalificerede arbejdstagere, jf. Rådets direktiv 2009/50/EF (20).

a)

bilaterale eller multilaterale aftaler, som er indgået mellem Unionen eller Unionen og dens medlemsstater og et eller flere tredjelande, eller

b)

bilaterale eller multilaterale aftaler, som er indgået mellem en eller flere medlemsstater og et eller flere tredjelande.

a)

de generelle betingelser i artikel 7, og

b)

de relevante særlige betingelser i artikel 8, 11, 12, 13, 14 eller 16.

a)

forevise et rejsedokument, der er gyldigt i henhold til national ret og, hvis et sådant kræves, en ansøgning om et visum eller et gyldigt visum eller eventuelt en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt langtidsvisum; medlemsstaterne kan kræve, at rejsedokumentets gyldighedsperiode mindst skal dække det planlagte opholds varighed

b)

hvis tredjelandsstatsborgeren i henhold til den pågældende medlemsstats nationale ret er mindreårig, forevise forældrenes tilladelse eller et tilsvarende dokument vedrørende det planlagte ophold

c)

fremlægge dokumentation for, at tredjelandsstatsborgeren har eller, hvis fastsat i national ret, har ansøgt om sygeforsikring mod alle de risici, som statsborgerne i den berørte medlemsstat normalt er dækket mod; forsikringen skal gælde for det planlagte opholds varighed

d)

hvis medlemsstaten kræver det, fremlægge dokumentation for at have betalt det gebyr, der kræves for behandling af ansøgningen, jf. artikel 36

e)

fremlægge den af den pågældende medlemsstat krævede dokumentation for, at vedkommende under sit ophold råder over tilstrækkelige midler til at dække sine udgifter til underhold, uden at behøve at benytte sig af medlemsstatens sociale bistandsordning, og hjemrejse. Vurderingen af, hvorvidt der er tale om tilstrækkelige midler, baseres på en individuel behandling af sagen under hensyntagen til midler, der stammer fra bl.a. tilskud, stipendier, en gyldig ansættelseskontrakt eller et bindende ansættelsestilbud eller et finansielt tilsagn fra en elevudvekslingsorganisation, en enhed, der er vært for praktikanter, et volontørprogram, en værtsfamilie eller en organisation, der formidler au pairer.

a)

en forskningsorganisation ikke længere opfylder nærværende artikels stk. 2, artikel 8, stk. 2, eller artikel 10, stk. 7

b)

godkendelsen er opnået gennem svig, eller

c)

en forskningsorganisation har indgået en værtsaftale med en tredjelandsstatsborger ved svig eller uagtsom adfærd.

a)

forskningsaktivitetens eller forskningsområdets titel eller formål

b)

en erklæring fra tredjelandsstatsborgeren om, at den pågældende vil bestræbe sig på at færdiggøre forskningsaktiviteten

c)

en erklæring fra forskningsorganisationen om, at den vil være vært for tredjelandsstatsborgeren med henblik på at færdiggøre forskningsaktiviteten

d)

forskningsaktivitetens start- og sluttidspunkt eller forventede varighed

e)

oplysninger om planlagt mobilitet i en eller flere andre medlemsstater, hvis mobiliteten er kendt på ansøgningstidspunktet i den første medlemsstat.

a)

oplysninger om retsforholdet mellem forskningsorganisationen og forskeren

b)

oplysninger om forskerens arbejdsvilkår.

a)

emnet for og den forventede varighed af forskningsaktiviteten, samt hvorvidt de finansielle midler, som er nødvendige for forskningens udførelse, er til rådighed

b)

tredjelandsstatsborgerens kvalifikationer i forhold til emnet for forskningen, dokumenteret ved en bekræftet genpart af kvalifikationsbeviserne.

a)

at tredjelandsstatsborgeren er blevet optaget på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at følge et studieprogram

b)

hvis medlemsstaten kræver det, at de gebyrer, som den videregående uddannelsesinstitution kræver, er blevet betalt

c)

hvis medlemsstaten kræver det, et tilstrækkeligt kendskab til det sprog, der anvendes i det studieprogram, som skal følges

d)

hvis medlemsstaten kræver det, at tredjelandsstatsborgeren råder over tilstrækkelige midler til at dække studieomkostningerne.

a)

at tredjelandsstatsborgeren hverken er under den minimumsalder eller det laveste klassetrin eller over den maksimumsalder eller det højeste klassetrin, som den pågældende medlemsstat har fastsat

b)

at vedkommende er optaget på en uddannelsesinstitution

c)

at vedkommende deltager i et anerkendt nationalt eller regionalt undervisningsprogram som led i et elevudvekslingsprogram eller uddannelsesprojekt, der administreres af en uddannelsesinstitution i overensstemmelse med national ret eller administrativ praksis

d)

at uddannelsesinstitutionen eller, for så vidt det er fastsat i national ret, en tredjepart påtager sig det fulde ansvar for tredjelandsstatsborgeren under hele opholdet på den pågældende medlemsstats område, navnlig hvad angår studieomkostningerne

e)

at tredjelandsstatsborgeren under hele opholdet skal bo hos en familie eller i særlige indkvarteringsfaciliteter på uddannelsesinstitutionen eller, for så vidt det er fastsat i national ret, i enhver anden facilitet, som opfylder de betingelser, der er fastsat af den pågældende medlemsstat, og som er udvalgt i overensstemmelse med reglerne for det elevudvekslingsprogram eller uddannelsesprojekt, hvori tredjelandsstatsborgeren deltager.

a)

fremlægge en uddannelsesaftale, hvori der fastsættes en teoretisk og praktisk uddannelse, med en værtsenhed. Medlemsstaterne kan kræve, at en sådan uddannelsesaftale godkendes af den kompetente myndighed, og at de vilkår, der ligger til grund for aftalen, opfylder kravene i henhold til national ret, kollektive overenskomster eller praksis i den pågældende medlemsstat. Uddannelsesaftalen skal indeholde:

b)

fremlægge dokumentation for at have opnået en videregående uddannelse inden for de to år, der går forud for ansøgningsdatoen, eller for at følge et studieprogram, der fører til en videregående uddannelse

c)

hvis medlemsstaten kræver det, fremlægge dokumentation for, at tredjelandsstatsborgeren under sit ophold vil råde over tilstrækkelige midler til at dække udgifterne til uddannelse

d)

hvis medlemsstaten kræver det, fremlægge dokumentation for, at vedkommende har modtaget eller vil modtage sprogundervisning for at opnå den viden, der er nødvendig for at gennemføre praktikopholdet

e)

hvis medlemsstaten kræver det, fremlægge dokumentation for, at værtsenheden påtager sig det fulde ansvar for tredjelandsstatsborgeren under hele opholdet på den pågældende medlemsstats område, navnlig hvad angår udgifterne til underhold og logi

f)

hvis medlemsstaten kræver det, fremlægge dokumentation for, at indkvarteringen opfylder de betingelser, der er fastsat af den pågældende medlemsstat, hvis tredjelandsstatsborgeren under hele opholdet indkvarteres af værtsenheden.

a)

fremlægge en aftale, som er indgået med værtsenheden eller, for så vidt det er fastsat i nationale ret, et andet organ, der i den pågældende medlemsstat har ansvaret for det volontørprogram, hvori tredjelandsstatsborgeren deltager. Aftalen skal indeholde:

b)

hvis medlemsstaten kræver det, fremlægge dokumentation for, at indkvarteringen opfylder de betingelser, der er fastsat af den pågældende medlemsstat, hvis tredjelandsstatsborgeren under hele opholdet indkvarteres af værtsenheden

c)

fremlægge dokumentation for, at værtsenheden eller, for så vidt det er fastsat i national ret, et andet organ, der har ansvaret for volontørprogrammet, har tegnet en ansvarsforsikring

d)

hvis medlemsstaten kræver det, fremlægge dokumentation for, at tredjelandsstatsborgeren har modtaget eller vil modtage en grundlæggende indføring i den pågældende medlemsstats sprog, historie og politiske og sociale strukturer.

a)

fremlægge en aftale mellem tredjelandsstatsborgeren og værtsfamilien, der fastlægger tredjelandsstatsborgerens rettigheder og forpligtelser som au pair, herunder detaljerede oplysninger om de lommepenge, som denne skal modtage, passende tilrettelæggelse af arbejdsopgaverne, der giver au pairen mulighed for at følge kurser, og det maksimale antal timer pr. dag for arbejde i familien

b)

være mellem 18 og 30 år. I undtagelsestilfælde kan medlemsstaterne tillade indrejse for en tredjelandsstatsborger med henblik på au pair-ansættelse, som er over maksimumsalderen

c)

fremlægge dokumentation for, at værtsfamilien eller en organisation, der formidler au pairer, for så vidt det er fastsat i national ret, påtager sig det fulde ansvar for tredjelandsstatsborgeren under hele opholdet på den pågældende medlemsstats område, navnlig hvad angår ophold, logi og ulykkestilfælde.

a)

grundlæggende kendskab til den pågældende medlemsstats sprog, eller

b)

at have en uddannelse på sekundærtrinnet, erhvervsmæssige kvalifikationer eller i givet fald at opfylde betingelserne for at udøve et lovreguleret erhverv som fastsat i national ret.

a)

de generelle betingelser i artikel 7 eller de relevante særlige betingelser i artikel 8, 11, 12, 13, 14 eller 16 ikke er opfyldt

b)

de forelagte dokumenter er erhvervet på uretmæssig vis eller er forfalskede eller ulovligt ændret

c)

den pågældende medlemsstat kun tillader indrejse gennem en godkendt værtsenhed, og værtsenheden ikke er godkendt.

a)

værtsenheden, et andet organ, jf. artikel 14, stk. 1, litra a), en tredjepart, jf. artikel 12, stk. 1, litra d), værtsfamilien eller den organisation, der formidler au pairer, ikke har opfyldt sine juridiske forpligtelser vedrørende social sikring, beskatning, arbejdstagerrettigheder eller arbejdsvilkår

b)

den værtsenhed eller værtsfamilie, der vil ansætte tredjelandsstatsborgeren, i givet fald ikke overholder ansættelsesvilkårene i henhold til national ret eller kollektive overenskomster eller praksis i den pågældende medlemsstat

c)

værtsenheden, et andet organ, jf. artikel 14, stk. 1, litra a), en tredjepart, jf. artikel 12, stk. 1, litra d), værtsfamilien eller den organisation, der formidler au pairer, er blevet straffet i henhold til national ret for sort arbejde eller ulovlig beskæftigelse

d)

værtsenheden blev oprettet eller drives med det hovedformål at lette indrejse for tredjelandsstatsborgere, som falder ind under dette direktivs anvendelsesområde

e)

værtsenhedens virksomhed i givet fald er ved at blive eller er blevet opløst i henhold til national insolvenslovgivning, eller hvis ingen økonomisk aktivitet finder sted

f)

medlemsstaten har dokumentation for eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse.

a)

tredjelandsstatsborgeren ikke længere opfylder de generelle betingelser i artikel 7, bortset fra artikel 7, stk. 6, eller de relevante særlige betingelser i artikel 8, 11, 12, 13, 14 eller 16 eller betingelserne i artikel 18

b)

tilladelserne eller de forelagte dokumenter er erhvervet på uretmæssig vis eller er forfalskede eller ulovligt ændret

c)

den pågældende medlemsstat kun tillader indrejse gennem en godkendt værtsenhed, og værtsenheden ikke er godkendt

d)

tredjelandsstatsborgeren opholder sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende fik tilladelse til ophold.

a)

værtsenheden, et andet organ, jf. artikel 14, stk. 1, litra a), en tredjepart, jf. artikel 12, stk. 1, litra d), værtsfamilien eller den organisation, der formidler au pairer, ikke har opfyldt sine juridiske forpligtelser vedrørende social sikring, beskatning, arbejdstagerrettigheder eller arbejdsvilkår

b)

den værtsenhed eller værtsfamilie, der har ansat tredjelandsstatsborgeren, i givet fald ikke overholder ansættelsesvilkårene i henhold til national ret eller kollektive overenskomster eller praksis i den pågældende medlemsstat

c)

værtsenheden, et andet organ, jf. artikel 14, stk. 1, litra a), en tredjepart, jf. artikel 12, stk. 1, litra d), værtsfamilien eller den organisation, der formidler au pairer, er blevet straffet i henhold til national ret for sort arbejde eller ulovlig beskæftigelse

d)

værtsenheden blev oprettet eller drives med det hovedformål at lette indrejse for tredjelandsstatsborgere, som falder ind under dette direktivs anvendelsesområde

e)

værtsenhedens virksomhed i givet fald er ved at blive eller er blevet opløst i henhold til national insolvenslovgivning, eller hvis ingen økonomisk aktivitet finder sted

f)

for så vidt angår studerende, de i artikel 24 omhandlede frister for adgang til økonomisk virksomhed ikke overholdes, eller en studerende ikke gør tilstrækkelige fremskridt med de relevante studier i overensstemmelse med national ret eller administrativ praksis.

a)

i medfør af artikel 12, stk. 1, litra c), i direktiv 2011/98/EU ved at udelukke stipendier og lån til studier og underhold eller andre stipendier og lån

b)

i medfør af artikel 12, stk. 1, litra e), i direktiv 2011/98/EU ved ikke at yde familieydelser til forskere, som har fået tilladelse til ophold på den pågældende medlemsstats område i højst seks måneder

c)

i medfør af artikel 12, stk. 1, litra f), i direktiv 2011/98/EU ved at begrænse dens anvendelse til tilfælde, hvor det registrerede eller sædvanlige opholdssted for familiemedlemmerne til den forsker, som vedkommende ansøger om fordele for, ligger inden for den pågældende medlemsstats område

d)

i medfør af artikel 12, stk. 1, litra g), i direktiv 2011/98/EU ved at begrænse adgangen til boliger.

a)

betingelserne i stk. 3 og i givet fald stk. 2 og 5 ikke er opfyldt

b)

de forelagte dokumenter er erhvervet på uretmæssig vis eller er forfalskede eller ulovligt ændret.

a)

på ansøgningstidspunktet i den første medlemsstat, hvis mobiliteten til den anden medlemsstat allerede er planlagt på det tidspunkt, eller

b)

efter at forskeren har fået tilladelse til indrejse i den første medlemsstat, så snart der opnås kendskab til den planlagte mobilitet til den anden medlemsstat.

a)

værtsaftalen i den første medlemsstat, jf. artikel 10, eller, hvis den anden medlemsstat kræver det, en værtsaftale indgået med forskningsorganisationen i den anden medlemsstat

b)

hvis det ikke er angivet i værtsaftalen, den planlagte varighed af og de planlagte datoer for mobiliteten

c)

dokumentation for, at forskeren har en sygeforsikring mod alle de risici, som statsborgerne i den berørte medlemsstat normalt er dækket mod, jf. artikel 7, stk. 1, litra c)

d)

dokumentation for, at forskeren under opholdet råder over tilstrækkelige midler til at dække udgifterne til underhold uden at behøve at benytte sig af medlemsstatens sociale bistandsordning, jf. artikel 7, stk. 1, litra e), samt udgifterne til rejsen til den første medlemsstat i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 32, stk. 4, litra b).

a)

betingelserne i stk. 5 eller i givet fald stk. 6 ikke er opfyldt

b)

en af grundene til afslag i artikel 20, stk. 1, litra b) eller c), eller i nævnte artikels stk. 2 finder anvendelse

c)

opholdets maksimale varighed, jf. stk. 1, er nået.

a)

artikel 28 og giver forskeren tilladelse til at opholde sig på området på grundlag af og i gyldighedsperioden for den tilladelse, som er udstedt af den første medlemsstat, eller

b)

proceduren i stk. 2-7.

a)

kan den anden medlemsstat kræve, at forskeren, forskningsorganisationen i den første medlemsstat eller forskningsorganisationen i den anden medlemsstat fremsender følgende dokumenter:

Den anden medlemsstat kan kræve, at ansøgeren oplyser den pågældende forskers adresse på dens område. Hvis det i henhold til den anden medlemsstats nationale ret kræves, at der på tidspunktet for ansøgningen oplyses en adresse, og den pågældende forsker endnu ikke kender sin fremtidige adresse, accepterer den pågældende medlemsstat en midlertidig adresse. I så tilfælde oplyser forskeren sin faste adresse senest på tidspunktet for udstedelsen af tilladelsen til langvarig mobilitet.

Den anden medlemsstat kan kræve, at ansøgeren forelægger dokumenterne på et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat eller på et af Unionens officielle sprog fastsat af denne medlemsstat

b)

træffer den anden medlemsstat afgørelse om ansøgningen om langvarig mobilitet og giver ansøgeren skriftlig underretning om afgørelsen så hurtigt som muligt og ikke senere end 90 dage efter datoen for indgivelsen af den fuldstændige ansøgning til den anden medlemsstats kompetente myndigheder

c)

kræves det ikke, at forskeren forlader medlemsstaternes område for at indgive en ansøgning eller er indehaver af et visum

d)

bevilges forskeren tilladelse til at udføre en del af forskningen i forskningsorganisationen i den anden medlemsstat, indtil de kompetente myndigheder har truffet afgørelse om ansøgningen om langvarig mobilitet, forudsat at:

e)

kan en ansøgning om langvarig mobilitet ikke indgives samtidig med en underretning om kortvarig mobilitet. Hvis behovet for langvarig mobilitet opstår, efter at forskerens kortvarige mobilitet er påbegyndt, kan den anden medlemsstat kræve, at ansøgningen om langvarig mobilitet indgives mindst 30 dage inden udløbet af den kortvarige mobilitet.

a)

betingelserne i stk. 2, litra a), ikke er opfyldt

b)

en af grundene til afslag i artikel 20, med undtagelse af nævnte artikels stk. 1, litra a), finder anvendelse

c)

forskerens tilladelse i den første medlemsstat udløber i løbet af proceduren, eller

d)

opholdets maksimale varighed, jf. stk. 1, andet afsnit, i givet fald er nået.

a)

betingelserne i denne artikels stk. 2, litra a), eller stk. 4 ikke er eller ikke længere er opfyldt, eller

b)

en af grundene til inddragelse af en tilladelse i artikel 21, med undtagelse af nævnte artikels stk. 1, litra a), stk. 2, litra f), og stk. 3, 5 og 6, finder anvendelse.

a)

de dokumenter og oplysninger, der kræves i henhold til artikel 28, stk. 5, og stk. 6, litra b), c) og d), vedrørende de familiemedlemmer, der ledsager forskeren

b)

dokumentation for, at familiemedlemmet har haft ophold i den første medlemsstat som familiemedlem til forskeren i overensstemmelse med artikel 26.

a)

de dokumenter og oplysninger, der kræves i henhold til artikel 29, stk. 2, litra a), nr. i), ii), iii) og v), vedrørende de familiemedlemmer, der ledsager forskeren

b)

dokumentation for, at familiemedlemmet har haft ophold i den første medlemsstat som familiemedlem til forskeren i overensstemmelse med artikel 26.

a)

på ansøgningstidspunktet i den første medlemsstat, hvis mobiliteten til den anden medlemsstat allerede er planlagt på det tidspunkt, eller

b)

efter at den studerende har fået tilladelse til indrejse i den første medlemsstat, så snart der opnås kendskab til den planlagte mobilitet til den anden medlemsstat.

a)

dokumentation for, at den studerende gennemfører en del af studierne i den anden medlemsstat inden for rammerne af et EU- eller multilateralt program, der omfatter mobilitetsforanstaltninger, eller af en aftale mellem to eller flere uddannelsesinstitutioner, og dokumentation for, at den studerende er blevet optaget på en videregående uddannelsesinstitution i den anden medlemsstat

b)

hvis det ikke er angivet under litra a), den planlagte varighed af og de planlagte datoer for mobiliteten

c)

dokumentation for, at den studerende har en sygeforsikring mod alle de risici, som statsborgerne i den berørte medlemsstat normalt er dækket mod, jf. artikel 7, stk. 1, litra c)

d)

dokumentation for, at den studerende under opholdet råder over tilstrækkelige midler til at dække udgifter til underhold uden at behøve at benytte sig af medlemsstatens sociale bistandsordning, jf. artikel 7, stk. 1, litra e), studieomkostninger samt udgifterne til rejsen til den første medlemsstat i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 32, stk. 4, litra b)

e)

dokumentation for, at det indskrivningsgebyr, som den videregående uddannelsesinstitution kræver, i givet fald er blevet betalt.

a)

betingelserne i stk. 5 eller 6 ikke er opfyldt

b)

en af grundene til afslag i artikel 20, stk. 1, litra b) eller c), eller i nævnte artikels stk. 2 finder anvendelse

c)

opholdets maksimale varighed, jf. stk. 1, er nået.

a)

en kopi af underretningen, jf. artikel 28, stk. 2, eller artikel 31, stk. 2, eller

b)

hvis den anden medlemsstat tillader mobilitet uden underretning, dokumentation for, at den studerende gennemfører en del af studierne i den anden medlemsstat inden for rammerne af et EU- eller multilateralt program, der omfatter mobilitetsforanstaltninger, eller af en aftale mellem to eller flere videregående uddannelsesinstitutioner, eller for forskere enten en kopi af værtsaftalen, der præciserer detaljerne vedrørende forskerens mobilitet, eller, hvis detaljerne vedrørende mobiliteten ikke er præciseret i værtsaftalen, en skrivelse fra forskningsorganisationen i den anden medlemsstat, der som minimum præciserer varigheden af mobiliteten inden for EU og forskningsorganisationens beliggenhed i den anden medlemsstat.

a)

kan den anden medlemsstat kræve, at forskeren og i givet fald dennes familiemedlemmer eller den studerende øjeblikkeligt indstiller alle aktiviteter og forlader dens område

b)

giver den første medlemsstat efter anmodning fra den anden medlemsstat forskeren og i givet fald dennes familiemedlemmer eller den studerende tilladelse til genindrejse uden formaliteter og med øjeblikkelig virkning. Dette gælder også, hvis den tilladelse, som den første medlemsstat har udstedt, er udløbet eller er blevet inddraget i løbet af mobilitetens gyldighedsperiode i den anden medlemsstat.

a)

om de procedurer, der finder anvendelse på mobilitet, jf. artikel 28-31

b)

hvorvidt den pågældende medlemsstat kun tillader indrejse for studerende og forskere gennem godkendte forskningsorganisationer eller videregående uddannelsesinstitutioner

c)

om multilaterale programmer for studerende og forskere, der omfatter mobilitetsforanstaltninger, og aftaler mellem to eller flere videregående uddannelsesinstitutioner.

21.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 132/58

(1)

Rådets direktiv 1999/32/EF (3) er blevet ændret væsentligt flere gange (4). Nævnte direktiv bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Unionens miljøpolitik som opstillet i handlingsprogrammerne på miljøområdet, navnlig i sjette miljøhandlingsprogram, som blev vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF (5), og i syvende miljøhandlingsprogram, som blev vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU (6), har som et af sine formål at opnå et luftkvalitetsniveau, der ikke medfører væsentlige negative følger og risici for menneskers sundhed og miljøet.

(3)

Artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter, at Unionens politik på miljøområdet skal tage sigte på et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til de forskelligartede forhold, der gør sig gældende i de forskellige områder i Unionen.

(4)

Dette direktiv fastsætter det maksimale svovlindhold i svær fuelolie, gasolie, marin gasolie og marin dieselolie, der anvendes i Unionen.

(5)

Emissioner fra skibsfart, som skyldes forbrænding af skibsbrændstoffer med et højt svovlindhold, bidrager til forurening af luften med svovldioxid og partikler, som er skadelige for menneskers sundhed og for miljøet, og som bidrager til dannelsen af sur nedbør. Uden foranstaltningerne i dette direktiv ville emissionerne fra skibsfart inden længe være højere end emissionerne fra alle landbaserede kilder.

(6)

Forsuring og svovldioxid i atmosfæren beskadiger følsomme økosystemer, forringer biodiversiteten og den rekreative værdi og indvirker negativt på afgrødeproduktionen og skovenes vækst. Sur nedbør i byerne kan forårsage betydelige skader på bygninger og den arkitektoniske kulturarv. Forurening med svovldioxid kan endvidere have betydelig indvirkning på sundheden, navnlig for de befolkningsgrupper, der lider af luftvejssygdomme.

(7)

Forsuring er et grænseoverskridende fænomen, der kræver løsninger på EU-plan såvel som på nationalt eller lokalt plan.

(8)

Emissionen af svovldioxid medvirker til dannelse af partikler i atmosfæren.

(9)

Luftforurening forårsaget af skibe, som ligger ved kaj, er et stort problem for mange havnebyer i forhold til deres bestræbelser på at overholde Unionens grænseværdier for luftkvalitet.

(10)

Medlemsstaterne bør tilskynde til anvendelse af elektricitet fra land, idet elektriciteten til skibe i dag almindeligvis leveres af hjælpemotorer.

(11)

Unionen og de enkelte medlemsstater er kontraherende parter i FN/ECE-konventionen af 13. november 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande. Anden FN/ECE-protokol om grænseoverskridende forurening med svovldioxid fastsætter, at de kontraherende parter bør nedsætte deres emissioner af svovldioxid i overensstemmelse med eller ud over den nedsættelse på 30 %, som er fastsat i første protokol, og anden FN/ECE-protokol bygger på den forudsætning, at de kritiske belastninger og niveauer fortsat vil blive oversteget på nogle følsomme områder. Det vil stadig være nødvendigt med yderligere foranstaltninger til at mindske emissionerne af svovldioxid. De kontraherende parter bør derfor mindske emissionen af svovldioxid yderligere i betydelig grad.

(12)

Svovl, som i små mængder er naturligt forekommende i olie og kul, har i årtier været erkendt som den største kilde til emission af svovldioxid, der er en af hovedårsagerne til »sur nedbør« og en af de vigtigste årsager til luftforureningen i mange by- og industriområder.

(13)

Undersøgelser har vist, at fordelene ved at mindske emissionerne af svovldioxid ved at nedsætte svovlindholdet i brændstofferne ofte vil være betydeligt større end omkostningerne for industrien under dette direktiv. Teknologien til at nedbringe svovlniveauet i flydende brændstoffer findes og er veletableret.

(14)

I overensstemmelse med artikel 193 i TEUF bør dette direktiv ikke være til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger med henblik på at fremme tidlig gennemførelse med hensyn til det maksimale svovlindhold i skibsbrændstoffer, f.eks. ved at anvende emissionsreduktionsmetoder uden for SOx-kontrolområderne. Disse foranstaltninger skal være forenelige med traktaterne og skal meddeles Kommissionen.

(15)

Inden en medlemsstat indfører nye, strengere beskyttelsesforanstaltninger, bør den meddele udkastet til foranstaltningerne til Kommissionen efter proceduren i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (7).

(16)

I henhold til TEUF skal der tages hensyn til de særlige karakteristika, der gør sig gældende i regionerne i Unionens yderste periferi, dvs. de franske oversøiske departementer samt Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer.

(17)

Med hensyn til grænsen for svovlindholdet i svær fuelolie bør der åbnes mulighed for undtagelser i medlemsstater og regioner, hvor miljøvilkårene tillader det.

(18)

Med hensyn til grænsen for svovlindholdet i svær fuelolie bør der endvidere åbnes mulighed for undtagelser for anvendelse af svær fuelolie i fyringsanlæg, som opfylder emissionsgrænseværdierne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/80/EF (8) eller i bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU (9).

(19)

De gennemsnitlige svovldioxidemissioner fra forbrændingsanlæg på raffinaderier, der ikke er omfattet af artikel 3, stk. 2, litra d), eller artikel 3, stk. 3, litra c), i nærværende direktiv bør ikke overskride de grænser, der er fastsat i direktiv 2001/80/EF eller bilag V til direktiv 2010/75/EU eller en eventuelt fremtidig revision af disse direktiver. Ved anvendelsen af nærværende direktiv bør medlemsstaterne være opmærksomme på, at erstatning med andre brændstoffer end dem, der er omhandlet i artikel 2, ikke bør medføre forøgede emissioner af forsurende forureningsemner.

(20)

I 2008 vedtog Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) en beslutning om at ændre bilag VI til protokollen af 1997 om ændring af den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe, 1973, som ændret ved protokollen hertil fra 1978 (Marpolkonventionen), der indeholder regler for forebyggelse af luftforurening fra skibe. Det reviderede bilag VI til Marpolkonventionen trådte i kraft den 1. juli 2010.

(21)

Det reviderede bilag VI til Marpolkonventionen indfører bl.a. strengere svovlgrænser for skibsbrændstoffer i SOx-kontrolområder (1,00 % pr. 1. juli 2010 og 0,10 % pr. 1. januar 2015) samt i havområder uden for SOx-kontrolområder (3,50 % pr. 1. januar 2012 og, i princippet, 0,50 % pr. 1. januar 2020). De fleste medlemsstater skal i henhold til deres internationale forpligtelser kræve, at skibe anvender brændstof med maksimalt 1,00 % svovlindhold i SOx-kontrolområder pr. 1. juli 2010. For at sikre overensstemmelse med international ret samt at sikre behørig håndhævelse af nye globalt etablerede svovlstandarder i Unionen bør dette direktiv tilpasses til det reviderede bilag VI til Marpolkonventionen. For at sikre en minimumskvalitet for brændstof, der anvendes af skibe enten som brændstof eller til teknologibaseret overholdelse af kravene, bør skibsbrændstoffer, hvis svovlindhold overstiger den generelle standard på 3,50 vægtprocent, ikke tillades til anvendelse i Unionen, undtagen for brændstoffer, der leveres til skibe, som anvender emissionsreduktionsmetoder, der fungerer i et lukket system.

(22)

Der kan foretages ændringer af bilag VI til Marpolkonventionen vedrørende SOx-kontrolområder i henhold til IMO-procedurerne. I tilfælde af, at der indføres yderligere ændringer, herunder undtagelser, vedrørende anvendelsen af grænseværdierne for SOx-kontrolområder i bilag VI til Marpolkonventionen, bør Kommissionen behandle enhver sådan ændring og i givet fald straks fremsætte det nødvendige forslag i henhold til TEUF med henblik på fuldt ud at bringe dette direktiv i overensstemmelse med IMO-reglerne vedrørende SOx-kontrolområder.

(23)

Indførelsen af eventuelle nye emissionskontrolområder bør ske gennem IMO-proceduren i henhold til bilag VI til Marpolkonventionen og bør underbygges af velbegrundede argumenter, der er baseret på miljømæssige og økonomiske hensyn og understøttet af videnskabelige data.

(24)

Medlemsstaterne bør, i henhold til regel 18 i det reviderede bilag VI til Marpolkonventionen, bestræbe sig på at sikre tilgængeligheden af skibsbrændstof, som er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv.

(25)

I betragtning af det globale aspekt af miljøpolitik og skibsemissioner bør der opstilles ambitiøse emissionsstandarder på globalt plan.

(26)

Unionen vil fortsat arbejde på en mere effektiv beskyttelse af de områder, der er følsomme over for SOx-udledninger, samt på sænkning af den generelt anvendte grænseværdi for bunkerolie.

(27)

Passagerskibe sejler hovedsagelig i havne eller tæt på kystområder, og deres virkninger på menneskers sundhed og miljøet er væsentlige. For at forbedre luftkvaliteten omkring havne og ved kysterne kræves det, at sådanne skibe anvender skibsbrændstoffer med et maksimalt svovlindhold på 1,50 %, indtil strengere svovlstandarder finder anvendelse på alle skibe i medlemsstaternes territorialfarvande, eksklusive økonomiske zoner og forureningskontrolzoner.

(28)

Med henblik på at lette overgangen til nye motorteknologier med potentiale for væsentligt større emissionsreduktioner inden for søfartssektoren bør Kommissionen undersøge mulighederne for at muliggøre og fremme anvendelsen af gasdrevne motorer i skibe nærmere.

(29)

For at opfylde målene med dette direktiv er det nødvendigt på behørig vis at håndhæve forpligtelserne med hensyn til svovlindholdet i skibsbrændstoffer. Erfaringen fra gennemførelsen af direktiv 1999/32/EF har vist, at der er et behov for en stærkere overvågnings- og håndhævelsesordning for at sikre behørig gennemførelse af nævnte direktiv. Til det formål er det nødvendigt, at medlemsstaterne sikrer tilstrækkelig hyppig og nøjagtig prøvetagning af skibsbrændstoffer, der markedsføres eller anvendes om bord på skibe, samt regelmæssig kontrol af skibenes logbøger og bunkerleveringsattester. Det er også nødvendigt, at medlemsstaterne etablerer et system med sanktioner for manglende overholdelse af dette direktiv, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. For at sikre en mere gennemsigtig information er det også hensigtsmæssigt at fastsætte bestemmelse om, at registeret over lokale leverandører af skibsbrændstoffer skal gøres offentligt tilgængeligt.

(30)

Opfyldelse af de lave svovlgrænser for skibsbrændstof, navnlig i SOx-kontrolområder, kan resultere i en væsentlig forøgelse af prisen for sådanne brændstoffer, i hvert fald på kort sigt, og kan have en negativ virkning på nærskibsfartens konkurrenceevne sammenlignet med andre transportformer samt på industriernes konkurrenceevne i de lande, der grænser op til SOx-kontrolområder. Der er behov for egnede løsninger for at reducere omkostningerne til overholdelse af kravene for de berørte industrier, såsom at muliggøre alternative, mere omkostningseffektive metoder til overholdelse af kravene end brændstofbaseret overholdelse af kravene, og at yde støtte, hvor det er nødvendigt. Kommissionen bør bl.a. på basis af rapporter fra medlemsstaterne nøje overvåge skibsfartssektorens efterlevelse af de nye brændstofkvalitetsstandarder, navnlig hvad angår muligheden for et modalskift fra søtransport til landbaseret transport, og bør om fornødent træffe de nødvendige foranstaltninger til at modvirke en sådan tendens.

(31)

Det er vigtigt at begrænse modalskiftet fra søtransport til landbaseret transport, eftersom en voksende andel varer transporteret ad landevej i mange tilfælde ville være i modstrid med Unionens målsætninger vedrørende klimaforandringer og ville øge de trafikale trængselsproblemer.

(32)

Omkostningerne ved nye krav til reduktion af svovldioxidemissioner kan medføre et modalskift fra søtransport til landbaseret transport og kan have negative konsekvenser for erhvervslivets konkurrenceevne. Kommissionen bør i fuld udstrækning gøre brug af instrumenter som Marco Polo og de transeuropæiske transportnet for at yde målrettet bistand med henblik på at minimere risikoen for et modalskift. Medlemsstaterne kan finde det nødvendigt at yde støtte til operatører, der berøres af dette direktiv i overensstemmelse med de gældende regler for statsstøtte.

(33)

I overensstemmelse med de eksisterende retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse, og med forbehold for fremtidige ændringer af disse, kan medlemsstaterne yde statsstøtte til operatører, der berøres af dette direktiv, herunder støtte til ombygning af eksisterende fartøjer, hvis sådanne støtteforanstaltninger anses for forenelige med det indre marked i overensstemmelse med artikel 107 og 108 i TEUF, navnlig i lyset af de gældende retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse. Kommissionen kan i denne forbindelse tage hensyn til, at brugen af visse emissionsreduktionsmetoder går videre end kravene i dette direktiv ved at reducere ikke blot emissioner af svovldioxid, men også andre emissioner.

(34)

Adgang til emissionsreduktionsmetoder bør fremmes. De pågældende metoder kan give emissionsreduktioner, der mindst svarer til eller endog er større end dem, der kan opnås ved anvendelse af brændstof med lavt svovlindhold, forudsat at de ikke har nogen væsentlige negative virkninger på miljøet, såsom marine økosystemer, og at de udvikles i henhold til passende godkendelses- og kontrolmekanismer. De allerede kendte alternative metoder, såsom anvendelse af anlæg om bord til rensning af udstødningsgasser, blanding af brændstof og flydende naturgas (LNG) eller anvendelse af biobrændstoffer, bør anerkendes i Unionen. Det er vigtigt at fremme afprøvningen og udviklingen af nye emissionsreduktionsmetoder for bl.a. at begrænse modalskift fra søtransport til landbaseret transport.

(35)

Emissionsreduktionsmetoder har potentiale for betydelige emissionsreduktioner. Kommissionen bør derfor fremme afprøvningen og udviklingen af sådanne teknologier ved bl.a. at overveje at etablere et samfinansieret fælles program med erhvervslivet baseret på principper fra lignende programmer, såsom Clean Sky-programmet.

(36)

Kommissionen bør i samarbejde med medlemsstaterne og de interesserede parter yderligere udvikle de foranstaltninger, der blev udpeget i arbejdsdokumentet af 16. september 2011 fra Kommissionens tjenestegrene om reduktion af emissioner af forurenende stoffer fra søtransport og værktøjskassen til bæredygtig vandtransport.

(37)

Hvis forsyningerne af råolie, olieprodukter eller andre kulbrinter afbrydes, kan Kommissionen tillade, at der anvendes en højere grænseværdi inden for en medlemsstats område.

(38)

Medlemsstaterne bør indføre passende ordninger til overvågning af overholdelsen af dette direktivs bestemmelser. De bør tilsende Kommissionen rapporter om svovlindholdet i flydende brændstoffer.

(39)

Dette direktiv bør indeholde detaljerede angivelser med hensyn til rapportens indhold og format for at sikre en mere harmoniseret rapportering.

(40)

Beføjelsen til at vedtage retsakter bør delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår ændring af de ækvivalente emissionsværdier og kriterierne for anvendelse af emissionsreduktionsmetoder i bilag I og II til dette direktiv med henblik på at tilpasse dem til den videnskabelige og tekniske udvikling, således at der sikres streng overensstemmelse med de relevante IMO-instrumenter, og for så vidt angår ændring af artikel 2, litra a) til e) og p), artikel 13, stk. 2, litra b), nr. i), og artikel 13, stk. 3, i dette direktiv med henblik på at tilpasse disse bestemmelser til den videnskabelige og tekniske udvikling. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(41)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (10).

(42)

Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 (11) bør bistå Kommissionen med godkendelse af de emissionsreduktionsmetoder, der ikke er dækket af Rådets direktiv 96/98/EF (12).

(43)

Det er vigtigt for gennemførelsen af dette direktiv, at der findes sanktioner, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Medlemsstaterne bør lade sådanne sanktioner omfatte bøder, der er udregnet på en sådan måde, at det sikres, at bøderne som minimum fratager de ansvarlige de økonomiske fordele ved overtrædelsen, og at bøderne gradvist forhøjes ved gentagne overtrædelser. Medlemsstaterne bør meddele Kommissionen bestemmelserne om sådanne sanktioner.

(44)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag III, del B, angivne frister for gennemførelse af direktiverne i national ret —

a)

brændstoffer, der er bestemt til forskning og testning

b)

brændstoffer, der er bestemt til forarbejdning inden endelig forbrænding

c)

brændstoffer, der skal forarbejdes i raffinaderiindustrien

d)

brændstoffer, der anvendes og markedsføres i områderne i Unionens yderste periferi under forudsætning af, at den pågældende medlemsstat i disse områder kan sikre:

e)

brændstoffer, der anvendes af krigsskibe og andre fartøjer i militær tjeneste. Den enkelte medlemsstat skal imidlertid bestræbe sig på ved hjælp af passende foranstaltninger, der ikke hindrer driften eller manøvredygtigheden af sådanne skibe, at sikre, at skibene handler på en måde, der er i overensstemmelse med dette direktiv, for så vidt det er rimeligt og praktisk muligt

f)

enhver brændstofanvendelse på et fartøj, der er nødvendig med det specifikke formål at sikre et skibs sikkerhed eller for at redde menneskeliv på havet

g)

enhver brændstofanvendelse, der er nødvendig på et skib som følge af skade på skibet eller dets udstyr under forudsætning af, at der efter skadens indtræden er blevet truffet alle rimelige forholdsregler med henblik på at forebygge eller minimere overskridende emissioner og at der snarest muligt er truffet forholdsregler for at reparere skaden. Dette gælder ikke, hvis rederiet eller føreren har voldt skade forsætligt eller skødesløst

h)

brændstoffer, der benyttes om bord på skibe, der anvender emissionsreduktionsmetoderne i overensstemmelse med artikel 8 og 10 uden at dette berører artikel 5.

i)

ethvert mineraloliebaseret flydende brændstof som henhører under KN-kode 2710 19 51 til 2710 19 68, 2710 20 31, 2710 20 35 eller 2710 20 39, undtagen skibsbrændstof, eller

ii)

ethvert mineraloliebaseret flydende brændstof, der (bortset fra gasolie som defineret i litra b) og skibsbrændstoffer som defineret i litra c), d) og e)) ud fra sine destillationsgrænser henhører under de svære olier, som er bestemt til anvendelse som brændstof, og hvoraf mindre end 65 volumenprocent (inklusive tab) destillerer ved 250 °C efter ASTM D 86-metoden. Kan destillationen ikke bestemmes efter ASTM D 86-metoden, klassificeres olieproduktet også som svær fuelolie

i)

ethvert mineraloliebaseret flydende brændstof, som henhører under KN-kode 2710 19 25, 2710 19 29, 2710 19 47, 2710 19 48, 2710 20 17 eller 2710 20 19, undtagen skibsbrændstof, eller

ii)

ethvert mineraloliebaseret flydende brændstof, hvoraf mindre end 65 volumenprocent (inklusive tab) destillerer ved 250 °C, og hvoraf mindst 85 volumenprocent (inklusive tab) destillerer ved 350 °C efter ASTM D86-metoden undtagen skibsbrændstof.

i)

skibsføreren og besætningsmedlemmerne eller andre personer, der er forhyret eller beskæftiget i en hvilken som helst egenskab om bord på et skib, og

ii)

børn under et år

i)

i henhold til en offentliggjort fartplan eller

ii)

med så regelmæssige eller hyppige overfarter, at det svarer til en fartplan

a)

i fyringsanlæg, som er omfattet af direktiv 2001/80/EF, som er underlagt direktivets artikel 4, stk. 1 eller 2, eller artikel 4, stk. 3, litra a), og som overholder de emissionsgrænser for svovldioxid for sådanne anlæg som fastlagt i direktivet

b)

i fyringsanlæg, som er omfattet af direktiv 2001/80/EF, som er underlagt direktivets artikel 4, stk. 3, litra b), og artikel 4, stk. 6, og hvis månedlige gennemsnitlige emissioner af svovldioxid ikke overstiger 1 700 mg/Nm3 med et iltindhold i røggassen på 3 volumenprocent på tør basis

c)

i fyringsanlæg, som ikke er omfattet af litra a) eller b), og hvis månedlige gennemsnitlige emissioner af svovldioxid ikke overstiger 1 700 mg/Nm3 med et iltindhold i røggassen på 3 volumenprocent på tør basis

d)

til forbrænding i raffinaderier, hvis de gennemsnitlige månedlige emissioner af svovldioxid for alle raffinaderiets fyringsanlæg, uanset typen af brændstof eller brændstofkombinationer, men undtagen fyringsanlæg, der er omfattet af litra a) og b), gasturbiner og gasmotorer, ikke overstiger 1 700 mg/Nm3 med et iltindhold i røggassen på 3 % vol. på tør basis.

a)

i fyringsanlæg, som er omfattet af kapitel III i direktiv 2010/75/EU, og som overholder emissionsgrænserne for svovldioxid for sådanne anlæg, der er anført i bilag V til nævnte direktiv, eller, hvis disse emissionsgrænseværdier ikke finder anvendelse i medfør af nævnte direktiv, for hvilke de månedlige gennemsnitlige emissioner af svovldioxid ikke overstiger 1 700 mg/Nm3 med et iltindhold i røggassen på 3 % vol. på tør basis

b)

i fyringsanlæg, som ikke er omfattet af litra a), og hvis månedlige gennemsnitlige emissioner af svovldioxid ikke overstiger 1 700mg/Nm3 med et iltindhold i røggassen på 3 % vol. på tør basis

c)

til forbrænding i raffinaderier, hvis de gennemsnitlige månedlige emissioner af svovldioxid for alle raffinaderiets fyringsanlæg, uanset typen af brændstof eller brændstofkombinationer, men undtagen fyringsanlæg, der er omfattet af litra a), gasturbiner og gasmotorer, ikke overstiger 1 700 mg/Nm3 med et iltindhold i røggassen på 3 % vol. på tør basis.

a)

3,50 % fra den 18. juni 2014

b)

0,50 % fra den 1. januar 2020.

a)

1,00 % indtil den 31. december 2014

b)

0,10 % fra den 1. januar 2015.

—

fartøjer, der fører deres flag, og

—

for så vidt angår medlemsstater, der grænser op til SOx-kontrolområder, fartøjer uanset flag, når de befinder sig i den pågældende medlemsstats havne.

a)

fremlægger en oversigt over de foranstaltninger, der er truffet for at forsøge at efterkomme kravene, og

b)

forelægger dokumentation for, at det har forsøgt at købe skibsbrændstof, der opfylder kravene i dette direktiv, i overensstemmelse med skibets rejseplan, og — i tilfælde af, at det ikke var tilgængeligt som planlagt — at der blev gjort forsøg på at finde alternative kilder for sådant skibsbrændstof, og at der på trods af en stor indsats for at finde frem til skibsbrændstof, der opfylder kravene i dette direktiv, ikke var mulighed for at købe sådant brændstof.

a)

føre en offentligt tilgængelig fortegnelse over lokale leverandører af skibsbrændstoffer

b)

sikre, at svovlindholdet i alle skibsbrændstoffer, der sælges på deres område, er dokumenteret af leverandøren på en bunkerleveringsattest, der ledsages af en forseglet prøve og er underskrevet af repræsentanter for det modtagende skib

c)

træffe de nødvendige foranstaltninger over for leverandører af skibsbrændstoffer, hvis det konstateres, at de har leveret brændstof, hvis sammensætning ikke svarer til det, der er anført på leveringsattesten

d)

sikre, at der tages de nødvendige skridt til at bringe enhver form for ikke-forskriftsmæssigt skibsbrændstof i overensstemmelse med de gældende bestemmelser.

a)

når skibe ifølge offentliggjorte fartplaner skal ligge ved kaj i under to timer

b)

for skibe, der standser alle motorer og anvender strøm fra land, mens de ligger ved kaj i havne.

a)

at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 16 om ændring af bilag I og II

b)

at vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter detaljerede krav for overvågning af emissioner, hvor dette er hensigtsmæssigt. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 17, stk. 2.

a)

de retningslinjer, der udarbejdes af IMO

b)

resultaterne af forsøg, der gennemføres i medfør af artikel 10

c)

virkningerne på miljøet, herunder de emissionsreduktioner, der kan opnås, og virkninger på økosystemer i beskyttede trafikhavne og anløbssteder og flodmundinger, og

d)

gennemførligheden af overvågning og kontrol.

a)

Kommissionen og samtlige berørte havnestater får skriftlig meddelelse herom senest seks måneder, inden forsøgene påbegyndes

b)

tilladelserne til forsøg dækker højst 18 måneder

c)

alle medvirkende skibe installerer manipulationssikret udstyr til kontinuerlig overvågning af røggasemissionerne og anvender dette udstyr i hele forsøgsperioden

d)

alle medvirkende skibe opnår emissionsreduktioner, der mindst svarer til dem, der ville være opnået ved hjælp af svovlgrænserne for brændstoffer, der er fastlagt i dette direktiv

e)

der forefindes i hele forsøgsperioden passende systemer til håndtering af affald fra emissionsreduktionsmetoderne

f)

der foretages i hele forsøgsperioden en vurdering af virkningerne på havmiljøet, navnlig på økosystemer i beskyttede trafikhavne, anløbssteder og flodmundinger, og

g)

Kommissionen får forelagt de fuldstændige forsøgsresultater, og de gøres tilgængelige for offentligheden senest seks måneder efter forsøgenes afslutning.

a)

inspektion af skibenes logbøger og bunkerleveringsattester, og

b)

i fornødent omfang følgende metoder til prøvetagning og analyse:

a)

hyppigheden af prøvetagningen

b)

prøvetagningsmetoderne

c)

definition af en prøve, der er repræsentativ for det undersøgte brændstof.

21.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 132/79

(1)

Den 14. september 2012 bemyndigede Rådet Kommissionen til på Unionens, dens medlemsstaters og Republikken Kroatiens vegne at indlede forhandlinger med henblik på indgåelse af en protokol om ændring af Euro-Middelhavs-aftalen om et fælles luftfartsområde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side (1) for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (»protokollen«).

(2)

Forhandlingerne fik en positiv afslutning den 24. april 2014.

(3)

Protokollen bør undertegnes på Unionens og dens medlemsstaters vegne med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt.

(4)

Protokollen bør anvendes midlertidigt —

21.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 132/81

21.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 132/85

(1)

Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 (3) er blevet omarbejdet ved Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 (4). Forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 træder i kraft på ikrafttrædelsesdagen for Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom (5). Nævnte afgørelse er endnu ikke trådt i kraft.

(2)

For at give Kommissionen (Eurostat) tilstrækkeligt med tid til at gennemgå relevante oplysninger om bruttonationalindkomst (BNI) og for at give BNI-Udvalget tilstrækkeligt med tid til at udarbejde en udtalelse om BNI-oplysninger, bør det være muligt at foretage ændringer i BNI for et givet regnskabsår indtil den 30. november i det fjerde år efter det pågældende regnskabsår. Den periode, hvor bilagene vedrørende egne moms- og BNI-indtægter skal opbevares, bør derfor tilsvarende forlænges fra den 30. september til den 30. november i det fjerde år efter det regnskabsår, som de vedrører.

(3)

Denne forordning bør afspejle den eksisterende praksis, hvor Kommissionens konti med henblik på egne indtægter, jf. artikel 9 i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 (»Kommissionens konti til egne indtægter«), føres af medlemsstaternes finansforvaltning eller deres nationale centralbank. Begrebet finansforvaltning bør også dække andre offentlige enheder, der udøver tilsvarende funktioner.

(4)

Kommissionens konti til egne indtægter bør være fritaget for enhver form for gebyr og renter. Pålæggelse af gebyrer og negative renter ville gøre Unionens budget mindre og medføre ulige behandling af medlemsstaterne. Hvis Kommissionens konti til egne indtægter er omfattet af negative renter, bør de berørte medlemsstater derfor kreditere et beløb svarende til de negative renters størrelse. Eftersom nogle medlemsstater ikke har mulighed for at undgå den finansielle virkning af forpligtelsen til at kreditere sådanne negative renter på Kommissionens konti til egne indtægter, bør Kommissionen, når den dækker sine likviditetsbehov, tilstræbe at mindske denne virkning ved med prioritet at disponere over de beløb, der er krediteret de pågældende konti.

(5)

Kommissionens konti til egne indtægter bør kun debiteres efter anvisning fra Kommissionen. Dette bør ikke berøre pålæggelse af negative renter.

(6)

Artikel 10 i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 bør af hensyn til klarheden og læseligheden opdeles i flere artikler.

(7)

Kommissionen bør til enhver tid have tilstrækkelige likvide midler til rådighed til at dække de betalingskrav, der er forbundet med budgettets gennemførelse, især i årets første måneder. Kommissionen har allerede mulighed for at opfordre medlemsstaterne til at fremrykke krediteringen med op til yderligere to tolvtedele med henblik på de særlige behov, der er forbundet med betaling af udgifterne til Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 (6). For yderligere at mindske risikoen for betalingsforsinkelser på grund af midlertidig mangel på likvide midler bør det være muligt for Kommissionen at opfordre medlemsstaterne til at fremrykke krediteringen med op til yderligere en halvdel af en tolvtedel med henblik på de særlige behov, der er forbundet med betaling af udgifterne til de europæiske struktur- og investeringsfonde i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (7), i det omfang dette er begrundet i behovet for likvide midler. For at undgå et for stort pres på de nationale finansforvaltninger bør det samlede beløb, der kan fremrykkes til samme måned, dog ikke overstige yderligere to tolvtedele. På grund af de særlige betalingskrav, der gælder for EGFL, må denne foranstaltning desuden ikke anvendes til skade for EGFL.

(8)

Kommissionen har i henhold til forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 pligt til at beregne justeringer af egne indtægter fra moms og BNI og oplyse medlemsstaterne herom i så god tid, at de kan opføre disse justeringer på Kommissionens konto til egne indtægter den første arbejdsdag i december. Det justeringsbeløb, der skulle stilles til rådighed den første arbejdsdag i december 2014, var af hidtil uset størrelse. For at undgå at medlemsstaterne lige før årets slutning bliver pålagt urimeligt store budgetkrav, er Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 blevet ændret ved forordning (EU, Euratom) nr. 1377/2014 (8), så medlemsstaterne under visse ekstraordinære omstændigheder har mulighed for at udsætte opførelsen af disse justeringer på Kommissionens konto til egne indtægter.

(9)

Forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 som således ændret ophører med at finde anvendelse, når forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 træder i kraft. Dette bør dog ikke berøre gyldigheden af de udsættelser af opførelsen af justeringer, der allerede formelt var blevet anmodet om i henhold til forordning (EU, Euratom) nr. 1377/2014, mens sidstnævnte forordning stadig var gældende.

(10)

Af hensyn til en forenkling og for at begrænse det fiskale pres på medlemsstaterne og Kommissionen, især hen imod årets slutning, bør proceduren for justering af egne moms- og BNI-indtægter standardiseres. Der bør være længere tid mellem det tidspunkt, hvor medlemsstaterne officielt får meddelelse om de krævede justeringer, og den dato, hvor de opføres på Kommissionens konto til egne indtægter. En sådan meddelelse og opførelse bør ligge inden for samme år, da året også er af betydning ved registreringen af indvirkningen på statens regnskaber og for stabilitets- og vækstpagten. Det samlede justeringsbeløb bør umiddelbart fordeles mellem medlemsstaterne efter deres respektive andel af de egne indtægter fra BNI. Dette ville fjerne behovet for den undtagelse, der blev indført ved forordning (EU, Euratom) nr. 1377/2014.

(11)

For at Unionen kan nå sine mål, bør proceduren for beregning af renter især sikre, at de egne indtægter stilles til rådighed rettidigt og i fuldt omfang.

(12)

For at forbedre retssikkerheden og klarheden bør de tilfælde, hvor der skal betales morarenter, defineres for de egne indtægter fra moms og BNI. I betragtning af de særlige kendetegn ved disse egne indtægter, som har en kontrolcyklus, der åbner mulighed for henholdsvis berigtigelser og justeringer inden for en periode på fire år, bør eventuelle ændringer i de egne indtægter fra moms og BNI som følge af sådanne berigtigelser eller justeringer ikke føre til beregning af renter med tilbagevirkende kraft. Renter i forbindelse med disse indtægter bør derfor kun betales for forsinket bogføring af beløb, der udgør månedlige tolvtedele, og beløb som følge af den årlige beregning af justeringer for tidligere regnskabsår. For at opretholde et godt incitament til at træffe korrigerende foranstaltninger bør der desuden også betales renter ved forsinket bogføring af beløb som følge af særlige berigtigelser i momsopgørelser på den dato, der er fastsat i henhold til de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet i henhold til artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 (9). Når en medlemsstat ikke inden for den udtrykkelige tidsfrist, som Kommissionen har fastsat, foretager de berigtigelser af BNI-oplysninger, der er nødvendige for at behandle de punkter, som Kommissionen eller en medlemsstat har givet meddelelse om, bør der desuden også pålægges renter på enhver stigning i de egne indtægter som følge af en justering, der er gennemført som følge af behandlingen af det punkt, der er givet meddelelse om. Disse renter bør pålægges fra det tidspunkt, hvor beløbet for justeringen skulle have været opført, dvs. den første arbejdsdag i juni året efter det år, hvor den udtrykkelige tidsfrist udløb, indtil det tidspunkt, hvor det pågældende justerede beløb opføres på kontoen. I overensstemmelse med gældende regler og praksis bør enhver forsinket bogføring i forbindelse med traditionelle egne indtægter føre til beregning af renter.

(13)

I den rentesatsordning, der er fastsat i artikel 12 i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014, indgår en fast forhøjelse på 2 procentpoint af grundsatsen og en progressiv forhøjelse på 0,25 procentpoint for hver måned, forsinkelsen varer, idet den forhøjede sats gælder for hele forsinkelsesperioden. Denne rentesatsordning har været afgørende for, at de egne indtægter stilles til rådighed rettidigt og i fuldt omfang, og hovedtrækkene i den bør derfor opretholdes.

(14)

De nuværende regler, som er ensbetydende med en stadig stigende rentesats, har imidlertid undtagelsesvist ført til meget høje rentesatser, hvor der har været forsinkelser på flere år. For at sikre proportionaliteten i ordningen, samtidig med at den afskrækkende virkning fastholdes, bør den akkumulerede forhøjelse af grundsatsen begrænses til et årligt maksimum på 16 procentpoint.

(15)

På den anden siden kan den eksisterende faste forhøjelse på 2 procentpoint af grundsatsen for især kortere forsinkelsesperioder blive en hæmsko for, at de egne indtægter stilles til rådighed rettidigt i tilfælde, hvor udgifterne til genfinansiering på pengemarkedet er højere end de forfaldne renter. Som et yderligere incitament til en velfungerende ordning bør den faste forhøjelse af grundsatsen derfor øges til 2,5 procentpoint, og den resulterende rentesats bør ikke være lavere end denne procentdel, heller ikke hvis den gældende grundsats er negativ. Herved burde det især undgås, at der opstår forsinkelser i overdragelsen af de månedlige tolvtedele af de egne moms- og BNI-indtægter, som for øjeblikket udgør over 80 % af Unionens budgetindtægter.

(16)

Med henblik på en mere effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser og af hensyn til de nyligt indførte bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (10) bør det være muligt for medlemsstaterne at blive fritaget for forpligtelsen til at stille de egne indtægter til rådighed for Unionens budget, som ikke kan inddrives på grund af udskydelse af krediteringen af kontiene eller udskydelse af anmeldelsen af en toldskyld ud fra et ønske om ikke at påvirke strafferetlige undersøgelser, der berører Unionens finansielle interesser. Kommissionen bør hurtigst muligt meddele medlemsstaterne og om nødvendigt ajourføre de kriterier, der skal ligge til grund for vurderingen af de tilfælde, som involverer denne mulighed.

(17)

Tærsklen for, hvornår der skal gives meddelelse om traditionelle egne indtægter, der erklæres eller anses for uinddrivelige, bør hæves med det formål at lette den administrative byrde for medlemsstaterne og Kommissionen.

(18)

Det bør præciseres, at den mulighed, som Kommissionen i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 har for at hæve et større beløb end indestående for at kunne honorere Unionens forpligtelser kun kan anvendes ved misligholdelse af et lån, som er optaget, eller som der er opstillet garanti for i henhold til Rådets forordninger og afgørelser, også omfatter forordninger og afgørelser, som efter Lissabontraktaten ikke blot skal vedtages af Rådet, men af Europa-Parlamentet og Rådet i medfør af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(19)

Bortset fra ekstraordinære tilfælde bør Kommissionen give medlemsstaterne eller deres nationale centralbanker meddelelse om sine anvisninger om transaktioner vedrørende likviditetsbevægelser, der berører konti, som er åbnet til egne indtægter, mindst en dag inden disse anvisninger skal efterkommes.

(20)

Forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(21)

Af overensstemmelseshensyn bør nærværende forordning træde i kraft på samme dato som forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014. Den i nærværende forordning fastsatte ændring af artikel 18 i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 bør finde anvendelse fra den 1. januar 2014 for at sikre, at den undtagelse, der blev indført ved forordning (EU, Euratom) nr. 1377/2014, fortsat finder anvendelse indtil nærværende forordnings ikrafttrædelsesdato. Den i nærværende forordning fastsatte ændring af artikel 12 i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 bør finde anvendelse i de tilfælde, hvor de egne indtægters forfaldsdato ligger efter nærværende forordnings ikrafttræden. Af proportionalitetshensyn bør begrænsningen af den samlede rentesatsforhøjelse og begrænsningen af betalingen af renter for egne indtægter fra moms kun i forbindelse med de forsinkelser, der er fastsat i artikel 12 i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014, som ændret ved nærværende forordning, imidlertid også komme medlemsstaterne til gode for de egne indtægter, som var skyldige inden datoen for nærværende forordnings ikrafttræden, såfremt de pågældende egne indtægter er blevet kendt efter den dato —

1)

Artikel 3, stk. 2, affattes således:

»Bilagene vedrørende de statistiske metoder og det statistiske grundlag, der er omhandlet i artikel 3 i forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003, opbevares af medlemsstaterne indtil den 30. november i det fjerde år efter det pågældende regnskabsår. Bilagene vedrørende grundlaget for de egne indtægter fra moms opbevares i samme tidsrum.«

2)

I artikel 6 foretages følgende ændringer:

3)

I artikel 9 foretages følgende ændringer:

4)

Artikel 10 erstattes af følgende:

»Artikel 10

Overdragelse af traditionelle egne indtægter

1.   Efter fradrag af opkrævningsomkostninger, jf. artikel 2, stk. 3, og artikel 10, stk. 3, i afgørelse 2014/335/EU, Euratom, foretages krediteringen af de i artikel 2, stk. 1, litra a), i nævnte afgørelse omhandlede traditionelle egne indtægter senest den første arbejdsdag efter den nittende dag i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt i henhold til artikel 2 i denne forordning.

For de fordringer, som er opført i det særskilte regnskab i henhold til artikel 6, stk. 3, andet afsnit, foretages krediteringen dog senest den første arbejdsdag efter den nittende dag i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen er indgået.

2.   Medlemsstaterne kan om nødvendigt af Kommissionen opfordres til at fremrykke krediteringen med en måned for så vidt angår andre indtægter end de egne indtægter fra moms og de egne indtægter fra BNI på grundlag af de oplysninger, de er i besiddelse af den femtende i samme måned.

Justeringen af hver fremrykket kreditering foretages den følgende måned ved den i stk. 1 nævnte kreditering. Justeringen består i en negativ kreditering af et beløb svarende til det, der er angivet ved den fremrykkede kreditering.

Artikel 10a

Overdragelse af egne indtægter fra moms og BNI

1.   De egne indtægter fra moms og de egne indtægter fra BNI krediteres, under hensyntagen til indvirkningen på disse indtægter af korrektionen af budgetuligevægte til fordel for Det Forenede Kongerige og af bruttoreduktionen til fordel for Danmark, Nederlandene, Østrig og Sverige, den første arbejdsdag i hver måned med en tolvtedel af de samlede relevante beløb på budgettet, omregnet til national valuta efter omvekslingskursen på den sidste noteringsdag i kalenderåret forud for regnskabsåret, som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven.

2.   Kommissionen kan specielt med henblik på betalingen af udgifterne til EGFL, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 (*), og på baggrund af Unionens likviditetssituation opfordre medlemsstaterne til at fremrykke krediteringen af en tolvtedel eller af en brøkdel deraf af de beløb, der i budgettet er opført som egne indtægter fra moms og egne indtægter fra BNI, under hensyn til indvirkningen på disse indtægter af korrektionen af budgetuligevægte til fordel for Det Forenede Kongerige og af bruttoreduktionen til fordel for Danmark, Nederlandene, Østrig og Sverige, med op til to måneder i et regnskabsårs første kvartal.

Med forbehold af tredje afsnit kan Kommissionen specielt med henblik på betalingen af udgifterne til de europæiske struktur- og investeringsfonde, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (**), og på baggrund af Unionens likviditetssituation opfordre medlemsstaterne til at fremrykke krediteringen af op til yderligere en halvdel af en tolvtedel af de beløb, der i budgettet er opført som egne indtægter fra moms og egne indtægter fra BNI, under hensyn til indvirkningen på disse indtægter af korrektionen af budgetuligevægte til fordel for Det Forenede Kongerige og af bruttoreduktionen til fordel for Danmark, Nederlandene, Østrig og Sverige, i et regnskabsårs første seks måneder.

Det samlede beløb, som Kommissionen kan opfordre medlemsstaterne til at fremrykke krediteringen af i samme måned i henhold til første og andet afsnit, må under ingen omstændigheder overstige et beløb svarende til yderligere to tolvtedele.

Efter de første seks måneder kan den ønskede månedlige kreditering ikke overstige en tolvtedel af de egne indtægter fra moms og BNI, og den skal holdes inden for rammerne af de beløb, der er opført på budgettet til dette formål.

Kommissionen underretter medlemsstaterne herom på forhånd, senest to uger før der anmodes om en kreditering i henhold til første og andet afsnit.

Kommissionen oplyser i god tid og senest seks uger før, der anmodes om en kreditering i henhold til andet afsnit, medlemsstaterne om, at den har til hensigt at anmode om en sådan kreditering.

Stk. 4, der vedrører de beløb, der skal krediteres i januar i hvert regnskabsår, og stk. 5, der finder anvendelse, når budgettet ikke er endeligt vedtaget inden regnskabsårets begyndelse, finder anvendelse på de fremrykkede krediteringer.

3.   Enhver ændring af den ensartede sats for de egne indtægter fra moms, af satsen for de egne indtægter fra BNI, af korrektionen af budgetuligevægte til fordel for Det Forenede Kongerige og af finansieringen heraf som omhandlet i artikel 4 og 5 i afgørelse 2014/335/EU, Euratom og af finansieringen af bruttoreduktionen til fordel for Danmark, Nederlandene, Østrig og Sverige kræver, at der endeligt vedtages et ændringsbudget, og at de tolvtedele, der er opført siden regnskabsårets begyndelse, justeres.

Disse justeringer foretages i forbindelse med den første kreditering efter den endelige vedtagelse af ændringsbudgettet, hvis dette vedtages inden den sekstende i måneden. I modsat fald finder justeringerne sted i forbindelse med den anden kreditering efter den endelige vedtagelse. Uanset artikel 11 i finansforordningen opføres disse justeringer i regnskabet for det regnskabsår, som det pågældende ændringsbudget vedrører.

4.   De tolvtedele, der krediteres i januar i hvert regnskabsår, beregnes på grundlag af de beløb, der er opført i det budgetforslag, som er omhandlet i artikel 314, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), omregnet til national valuta efter omvekslingskursen på den første noteringsdag efter den 15. december i det kalenderår, der går forud for regnskabsåret. Justeringen finder sted samtidig med krediteringen for den efterfølgende måned.

5.   Er budgettet ikke endeligt vedtaget senest to uger inden krediteringen for januar i det følgende regnskabsår, opfører medlemsstaterne den første arbejdsdag i hver måned, inklusive januar måned, en tolvtedel af beløbet af de egne indtægter fra moms og de egne indtægter fra BNI, der er opført på det seneste endeligt vedtagne budget, under hensyntagen til indvirkningen på disse indtægter af korrektionen af budgetuligevægte til fordel for Det Forenede Kongerige og af bruttoreduktionen til fordel for Danmark, Nederlandene, Østrig og Sverige; justeringen finder sted samtidig med den første forfaldsdato efter den endelige vedtagelse af budgettet, hvis dette vedtages inden den sekstende i måneden. I modsat fald finder justeringen sted i forbindelse med den anden forfaldsdato efter den endelige vedtagelse af budgettet.

6.   Finansieringen af bruttoreduktionen til fordel for Danmark, Nederlandene, Østrig og Sverige vil ikke efterfølgende blive ændret i tilfælde af ændringer af BNI-data i henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003.

Artikel 10b

Justeringer af egne indtægter fra moms og BNI fra tidligere regnskabsår

1.   På grundlag af den i artikel 7, stk. 1, i forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 omhandlede årlige oversigt over grundlaget for de egne indtægter fra moms debiteres hver medlemsstat i året efter det år, hvor denne oversigt blev fremsendt, med et beløb, der er beregnet ud fra de oplysninger, som findes i denne oversigt, ved at anvende den ensartede sats gældende for det i oversigten omhandlede regnskabsår, og den krediteres for de 12 indbetalinger, der har fundet sted i løbet af dette regnskabsår. Grundlaget for de egne indtægter fra moms i en medlemsstat, på hvilken denne sats anvendes, kan dog ikke overstige den procentdel af landets BNI, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra b), i afgørelse 2014/335/EU, Euratom, jf. nævnte afgørelses artikel 2, stk. 7, første afsnit.

2.   Eventuelle berigtigelser af grundlaget for de egne indtægter fra moms, jf. artikel 9, stk. 1, i forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89, medfører for hver berørt medlemsstat, hvis grundlag, der giver anledning til disse berigtigelser, ikke overstiger de procenter, der er anført i artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 10, stk. 2, i afgørelse 2014/335/EU, Euratom, at den saldo, der er fastlagt i henhold til nærværende artikels stk. 1, justeres således:

Ændringer af BNI, jf. nærværende artikels stk. 4, medfører ligeledes en justering af saldoen for de medlemsstater, hvis grundlag for egne indtægter fra moms, inklusive berigtigelserne, der er omhandlet i første afsnit i dette stykke, udjævnes til de procentdele, der er anført i artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 10, stk. 2, i afgørelse 2014/335/EU, Euratom.

3.   På grundlag af de tal for BNI-aggregatet, opgjort i markedspriser, og dets bestanddele for det foregående regnskabsår, som medlemsstaterne har fremsendt i medfør af artikel 2, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003, debiteres hver medlemsstat i året efter det år, hvor tallene blev fremlagt, med det beløb, der fremkommer, når satsen for året før fremlæggelsen af tallene anvendes på BNI, og den krediteres for de indbetalinger, der har fundet sted i løbet af det nævnte år.

4.   Eventuelle ændringer af BNI for tidligere regnskabsår, jf. artikel 2, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003, medfører med forbehold af artikel 5 i samme forordning en justering af hver berørt medlemsstats saldo, der er fastlagt i henhold til nærværende artikels stk. 3. Efter den 30. november i det fjerde år efter et givet regnskabsår tages der ikke længere hensyn til eventuelle ændringer af BNI undtagen på de punkter, hvor enten Kommissionen eller medlemsstaten forinden har givet meddelelse om en sådan ændring.

5.   Kommissionen beregner for hver medlemsstat forskellen mellem de beløb, der fremkommer efter justeringerne foretaget i henhold til stk. 1-4, bortset fra særlige justeringer foretaget i henhold til stk. 2, litra b) og c), og det resultat, der fremkommer ved at multiplicere de samlede justeringsbeløb med den procentsats, som den pågældende medlemsstats BNI udgør af alle medlemsstaters BNI, der finder anvendelse den 15. januar på det gældende budget for året efter det år, hvor de til justeringen anvendte data blev fremlagt (»nettobeløbet«).

Med henblik på denne beregning omregnes beløbene fra den nationale valuta til euro ved hjælp af omvekslingskursen på den sidste noteringsdag i kalenderåret forud for krediteringsåret, som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven.

Kommissionen giver medlemsstaterne meddelelse om størrelsen af de beløb, der fremkommer ved denne beregning, inden den 1. februar i året efter det år, hvor de til justeringen anvendte data blev fremlagt. Hver enkelt medlemsstat indbetaler nettobeløbet på den i artikel 9, stk. 1, omhandlede konto den første arbejdsdag i juni samme år.

6.   Justeringerne, der omhandles i nærværende artikels stk. 1-5, udgør forvaltning af indtægterne i det regnskabsår, hvor de skal indbetales på den i artikel 9, stk. 1, omhandlede konto«.

(*)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådet forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådet forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 608)."

(**)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).«"

5)

Artikel 11, stk. 2, affattes således:

»2.   Kommissionen beregner justeringen i løbet af året efter det pågældende regnskabsår.

Beregningen sker på grundlag af følgende oplysninger om det pågældende regnskabsår:

Justeringen beregnes ved at multiplicere de samlede relevante udgifter, med undtagelse af de udgifter, der finansieres af deltagende tredjelande, med den procentdel, som den justeringsberettigede medlemsstats BNI udgør i forhold til medlemsstaternes samlede BNI. Justeringen finansieres af de deltagende medlemsstater efter en fordelingsnøgle, der fastsættes ved at dividere den enkelte medlemsstats BNI med de deltagende medlemsstaters samlede BNI. Ved beregningen af justeringen sker omregningen mellem national valuta og euro ved hjælp af omvekslingskursen på den sidste noteringsdag i det kalenderår, der går forud for det pågældende regnskabsår, og som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven.

Justeringen foretages kun én gang for det pågældende år og er definitiv, idet den ikke ændres i tilfælde af en senere ændring af BNI-tallet.«

6)

Artikel 12 affattes således:

»Artikel 12

Morarenter ved for sen overdragelse

1.   Enhver forsinkelse af krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, omhandlede konto medfører, at den pågældende medlemsstat skal betale morarenter.

2.   For egne indtægter fra moms og BNI betales der kun renter i forbindelse med forsinket kreditering af beløb:

3.   Morarentebeløb under 500 EUR opkræves ikke.

4.   For medlemsstaterne i Den Økonomiske og Monetære Union er rentesatsen lig med den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner den første dag i forfaldsmåneden, og som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, eller med 0 procent, alt efter hvilket beløb der er højest, forhøjet med 2,5 procentpoint.

Denne sats forhøjes med 0,25 procentpoint for hver måneds forsinkelse.

Den samlede forhøjelse i henhold til første og andet afsnit må ikke overstige 16 procentpoint. Den således forhøjede sats anvendes på hele forsinkelsesperioden.

5.   For de medlemsstater, der ikke er en del af Den Økonomiske og Monetære Union, er rentesatsen lig med den sats, som de nationale centralbanker anvender på deres vigtigste refinansieringstransaktioner den første dag i den pågældende måned, eller med 0 procent, alt efter hvilket beløb der er højest, forhøjet med 2,5 procentpoint. For de medlemsstater, hvor en sådan rentesats ikke foreligger, er rentesatsen lig med den nærmest tilsvarende rente, der finder anvendelse den første dag i den pågældende måned på medlemsstatens valutamarked, eller med 0 procent, alt efter hvilket beløb der er højest, forhøjet med 2,5 procentpoint.

Denne sats forhøjes med 0,25 procentpoint for hver måneds forsinkelse.

Den samlede forhøjelse i henhold til første og andet afsnit må ikke overstige 16 procentpoint. Den således forhøjede sats anvendes på hele forsinkelsesperioden.

6.   Artikel 9, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår betaling af morarenter, jf. nærværende artikels stk. 1 og 2.«

7)

I artikel 13 foretages følgende ændringer:

8)

Artikel 14, stk. 3 og 4, affattes således:

»3.   Alene i tilfælde af misligholdelse af lån, som er optaget, eller som der er stillet garanti for i medfør af forordninger og afgørelser vedtaget af Rådet eller af Europa-Parlamentet og Rådet, under sådanne omstændigheder, at Kommissionen ikke har mulighed for at træffe andre foranstaltninger i henhold til de finansielle ordninger, der finder anvendelse på sådanne lån, i så god tid, at Unionens retlige forpligtelser over for långiverne kan overholdes, kan stk. 2 og 4 finde midlertidig anvendelse uanset betingelserne i stk. 2, for at sikre betalingen af afdrag og renter på Unionens gæld.«

4.   Med forbehold af andet afsnit fordeles forskellen mellem de samlede indeståender og likviditetsbehovet mellem medlemsstaterne, så vidt muligt i forhold til overslaget over indtægterne på budgettet fra hver enkelt stat.

I dækningen af sit likviditetsbehov tilstræber Kommissionen at mindske virkningen på medlemsstaternes forpligtelse til at kreditere negative rentebeløb i henhold til artikel 9, stk. 1, tredje afsnit, ved med prioritet at disponere over de beløb, der er krediteret de pågældende konti.«

9)

Artikel 15 affattes således:

»Artikel 15

Efterkommelse af betalingsanvisninger

1.   Medlemsstaterne eller deres nationale centralbanker efterkommer Kommissionens betalingsanvisninger efter Kommissionens instrukser og senest tre arbejdsdage efter modtagelsen. Medlemsstaterne eller deres nationale centralbanker gennemfører transaktioner vedrørende likviditetsbevægelser inden for de frister, der er fastsat af Kommissionen, som, undtagen i særlige tilfælde, underretter dem, mindst en dag før betalingsanvisningen skal efterkommes.

2.   Medlemsstaterne eller deres nationale centralbanker sender ad elektronisk vej og senest den anden arbejdsdag efter hver enkelt transaktion Kommissionen et kontoudtog, der viser de hertil knyttede transaktioner.«

10)

Artikel 18 affattes således:

»Artikel 18

Ophævelse

1.   Med forbehold af stk. 2 ophæves forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 med virkning fra den 1. januar 2014.

2.   Artikel 10, stk. 7a, i forordning (EU, Euratom) nr. 1150/2000 ophæves med virkning fra datoen for nærværende forordnings ikrafttræden.

3.   Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.«