1)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for en national retspraksis, der forbyder den ret, der skal behandle en erhvervsdrivendes påstand om, at forbrugeren tilpligtes at betale restbeløbet af den fordring, der følger af en kontrakt, som er indgået med denne forbruger, ex officio at foretage en prøvelse af, om vilkårene i denne kontrakt eventuelt er urimelige, såfremt der ved en tidligere retskraftig afgørelse vedrørende en anden del af den samme fordring allerede er truffet afgørelse om gyldigheden af disse vilkår i henhold til dette direktiv. Disse bestemmelser er derimod til hinder for, at denne ret ikke ex officio kan foretage en prøvelse af, om disse vilkår eller dele af vilkår i den nævnte kontrakt, som ikke var blevet undersøgt i forbindelse med denne tidligere afgørelse, eventuelt er urimelige.

2)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, direktiv 93/13

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for en national retspraksis, der forbyder den ret, der skal behandle en erhvervsdrivendes anmodning om, at forbrugeren tilpligtes at betale restbeløbet af den fordring, der følger af en kontrakt, som er indgået med denne forbruger, ex officio at foretage en prøvelse af, om vilkårene i denne kontrakt eventuelt er urimelige, såfremt der ved en tidligere retskraftig afgørelse vedrørende en anden del af den samme fordring, hvis denne tidligere afgørelse indeholder en begrundelse, der gør det muligt for denne ret at identificere de vilkår eller dele heraf, som har været genstand for en prøvelse i forbindelse med den første sag, samt begrundelsen — selv summarisk — for, at den ret, for hvilken denne sag var indbragt, fastslog, at disse vilkår eller dele heraf ikke var urimelige.