1)

Gennemgangen af det præjudicielle spørgsmål har intet frembragt, der kan påvirke gyldigheden

2)

Rådets forordning (EF) nr. 501/2009 af 15. juni 2009 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af afgørelse 2009/62/EF er ugyldig, for så vidt som Liberation Tigers of Tamil Eelam ved denne forordning er blevet opretholdt på den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme.

1)

Undersøgelsen af de spørgsmål om gyldighed, som er blevet forelagt Domstolen, har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395 af 18. august 2016 om genindførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina, produceret af Buckinghan Shoe Mfg Co., Ltd., Buildyet Shoes Mfg., DongGuan Elegant Top Shoes Co. Ltd, Dongguan Stella Footwear Co Ltd, Dongguan Taiway Sports Goods Limited, Foshan City Nanhai Qun Rui Footwear Co., Jianle Footwear Industrial, Sihui Kingo Rubber Shoes Factory, Synfort Shoes Co. Ltd., Taicang Kotoni Shoes Co. Ltd., Wei Hao Shoe Co. Ltd., Wei Hua Shoe Co. Ltd., Win Profile Industries Ltd, og om gennemførelse af Domstolens dom i de forenede sager C-659/13 og C-34/14 eller Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647 af 13. september 2016 om genindførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina, produceret af Buckinghan Shoe Mfg Co., Ltd., Buildyet Shoes Mfg., DongGuan Elegant Top Shoes Co. Ltd, Dongguan Stella Footwear Co Ltd, Dongguan Taiway Sports Goods Limited, Foshan City Nanhai Qun Rui Footwear Co., Jianle Footwear Industrial, Sihui Kingo Rubber Shoes Factory, Synfort Shoes Co. Ltd., Taicang Kotoni Shoes Co. Ltd., Wei Hao Shoe Co. Ltd., Wei Hua Shoe Co. Ltd., Win Profile Industries Ltd, og om gennemførelse af Domstolens dom i de forenede sager C-659/13 og C-34/14.

2)

Forældelsesfristen i artikel 221, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 af 16. november 2000, finder anvendelse på den opkrævning af antidumpingtold, som er omhandlet i punkt 1 i denne doms konklusion.

1)

Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 18 TEUF, 34 TEUF, 56 TEUF og 92 TEUF, idet den ved indførelsen af infrastrukturafgiften for personbiler samtidig har fastsat en fritagelse for motorkøretøjsafgift, der mindst svarer til størrelsen af den betalte infrastrukturafgift, til fordel for ejere af køretøjer, der er indregistreret i Tyskland.

2)

I øvrigt frifindes Forbundsrepublikken Tyskland.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland betaler tre fjerdedele af Republikken Østrigs omkostninger og bærer sine egne omkostninger.

4)

Republikken Østrig bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

5)

Kongeriget Nederlandene og Kongeriget Danmark bærer hver deres egne omkostninger.

1)

Med henblik på bedømmelsen af, om et ikke-hjemmehørende datterselskabs underskud er endelige som omhandlet i præmis 55 i dom af 13. december 2005, Marks & Spencer (C-446/03, EU:C:2005:763), er den omstændighed, at den medlemsstat, hvor datterselskabet er hjemmehørende, ikke giver mulighed for at overføre et selskabs underskud til en anden skattepligtig person i tilfælde af fusion, når en sådan overførsel er mulig i tilfælde af fusion mellem hjemmehørende selskaber i den medlemsstat, hvor moderselskabet er hjemmehørende, ikke afgørende, medmindre moderselskabet godtgør, at det er umuligt for det at udnytte disse underskud ved — bl.a. som følge af en overdragelse — at gøre det muligt for en tredjepart at tage hensyn til dem i forbindelse med senere skatteår.

2)

Såfremt den omstændighed, som er nævnt i det første spørgsmål, viser sig relevant, er det uden betydning, at der således ikke i datterselskabets hjemstat er nogen anden enhed, som havde kunnet opnå fradrag for underskuddene, hvis et sådant fradrag havde været tilladt.

1)

Begrebet »endelige underskud« lidt af et ikke-hjemmehørende datterselskab som omhandlet i præmis 55 i dom af 13. december 2005, Marks & Spencer (C-446/03, EU:C:2005:763), finder ikke anvendelse på et datterdatterselskab, medmindre samtlige mellemliggende selskaber mellem det moderselskab, der ansøger om koncernlempelse, og det datterdatterselskab, der har lidt de underskud, som kan anses for at være endelige, er hjemmehørende i samme medlemsstat.

2)

Med henblik på bedømmelsen af, om et ikke-hjemmehørende datterselskabs underskud er endelige som omhandlet i præmis 55 i dom af 13. december 2005, Marks & Spencer (C-446/03, EU:C:2005:763), er den omstændighed, at den medlemsstat, hvor datterselskabet er hjemmehørende, ikke giver mulighed for at overføre et selskabs underskud til en anden skattepligtig person i likvidationsåret, men ikke desto mindre tillader overførslen af sådanne underskud til andre skatteår i samme selskab, ikke afgørende, medmindre moderselskabet godtgør, at det er umuligt for det at udnytte disse underskud ved, bl.a. gennem en overdragelse, at sørge for, at en tredjepart kan tage hensyn til dem i forbindelse med senere skatteår.

3)

Såfremt den omstændighed, som er nævnt i nærværende domskonklusions punkt 2, viser sig relevant, er det uden betydning, i hvilket omfang lovgivningen i den medlemsstat, hvor det datterselskab, som har lidt de underskud, der kan anses for at være endelige, er hjemmehørende, har haft til følge, at en del af disse underskud ikke har kunnet modregnes i det underskudsgivende datterselskabs løbende overskud eller i de løbende overskud, der er opnået hos en anden enhed i samme koncern.

1)

Anmodningen om fremlæggelse af nye beviser forkastes.

2)

Appellen forkastes.

3)

RF bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

1)

Artikel 3, litra u), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009, skal fortolkes således, at et anlæg som det i hovedsagen omhandlede, som i forbindelsen med dets aktivitet i form af »forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 [megawatt (MW)]« som omhandlet i bilag I til dette direktiv producerer elektricitet, som i det væsentlige skal anvendes til anlæggets egne behov, skal anses for en »elektricitetsgenerator« som omhandlet i denne bestemmelse, når der dels på dette anlæg på én gang udøves en aktivitet ved fremstilling af et produkt, som ikke er omfattet af dette bilag, dels kontinuerligt mod betaling tilføres en selv ringe del af den producerede elektricitet til det offentlige elektricitetsnet, som nævnte anlæg af tekniske årsager permanent skal være tilknyttet.

2)

Artikel 3, litra c), i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU af 27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i direktiv 2003/87 skal fortolkes således, at et anlæg som det i hovedsagen omhandlede, for så vidt som det skal anses for en »elektricitetsgenerator« som omhandlet i artikel 3, litra u), i direktiv 2003/87, ikke er berettiget til gratistildeling af emissionskvoter for den varme, der produceres i forbindelse med dets aktivitet i form af »forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW« som omhandlet i bilag I til dette direktiv, når denne varme anvendes til andre formål end produktion af elektricitet, idet et sådant anlæg ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 10a, stk. 4 og 8.

1)

Artikel 30, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 1996 skal fortolkes således, at såfremt toldværdien af varer, såsom de i hovedsagen omhandlede lægemidler, beregnes i henhold til den deduktive metode som fastsat i denne bestemmelse, skal den kompetente nationale toldmyndighed med henblik på identificering af »lignende varer« tage hensyn til samtlige relevante faktorer, såsom disse varers særlige sammensætning, deres substituerbarhed, henset til deres virkning, og om de kan ombyttes i handelen, ved således at foretage en faktuel vurdering under hensyntagen til samtlige faktorer, som kan påvirke de nævnte varers reelle økonomiske værdi, herunder den indførte vares og dens fabrikants markedsposition.

2)

Artikel 152, stk. 1, litra b), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 skal fortolkes således, at den frist på 90 dage, inden for hvilken de indførte varer skal være solgt i Den Europæiske Union, som fastsat i artikel 152, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2454/93, med henblik på fastlæggelsen af enhedsprisen for de indførte varer i henhold til den metode, der er fastsat i artikel 30, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 82/97, er en præceptiv frist.

3)

Artikel 30, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 82/97, skal fortolkes således, at der ikke kan tages hensyn til rabatter på de indførte varers salgspris ved fastsættelsen af disse varers toldværdi i henhold til denne bestemmelse.

1.

Appellen til prøvelse af Rettens kendelse er baseret på tilsidesættelse af artikel 263, fjerde afsnit, TEUF, og af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 6 og artikel 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

2.

Appellanten har indledningsvis gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 263, fjerde afsnit, TEUF, for så vidt som Retten ikke tog hensyn til den omstændighed, at Associazione GranoSalus har søgsmålskompetence i henhold til sannemslutningens medlemmers individuelle søgsmålskompetence, og dette eftersom den anfægtede gennemførelsesforordning (EU) nr. 2017/2324 »berører dem umiddelbart og individuelt« som »anfægtet regelfastsættende retsakt [som berører dem] umiddelbart […] og ikke indeholder gennemførelsesforanstaltninger«.

I denne henseende har sammenslutningen gjort gældende, at Retten begik en fejl i forbindelse med anvendelsen af den pågældende bestemmelse, for så vidt som den fastslog, at betingelsen om at være individuelt berørt ikke var opfyldt, fordi »det er i deres almindelige egenskab af forbrugere og borgere i Unionen, at visse af sagsøgerens medlemmer angiveligt er berørt af den anfægtede retsakt« (kendelsens præmis 57).

Denne kvalifikation af appellanten GranoSalus’ medlemmer er imidlertid forkert henset til sammenslutnings vedtægter, som gør, at sammenslutningens medlemmer, og via disse, sammenslutningen, er bærere af og fortalere for den interesse, som udgøres af beskyttelse af forbrugerne og landbrugsproducenterne ved hjælp af bl.a. aktioner »med henblik på, særligt på EU-plan, at kæmpe mod eventuelle forhøjelser af tærsklerne for mykotoksiner og andre forurenende stoffer, med henblik på at beskytte forbrugernes og navnlig børns sundhed«.

Eftersom betingelsen om at være individuelt berørt er opfyldt og eftersom denne betingelse føjer sig til betingelsen om at være umiddelbart berørt, begik Retten en fejl ved at tage stilling til dette punkt uden at tage hensyn hertil.

3.

Sammenslutningen har ligeledes gjort gældende, at Retten med urette i kendelsen fastslog, at betingelsen om umiddelbar berøring, som er nødvendig for antagelsen til realitetsbehandling, jf. artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, ikke var opfyldt som følge af, at der eksisterer angivelige nationale gennemførelsesforanstaltninger til den anfægtede forordning (EU) nr. 2017/2324, idet Retten begrundede sin afgørelse ud fra denne synsvinkel ved »fornyelsen af markedsføringstilladelserne for plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aktivstoffet »glyphosat«, som er givet af medlemsstaterne«, idet sådanne retsakter blev anset for at udgøre »gennemførelsesforanstaltninger til den anfægtede retsakt som omhandlet i artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF« (præmis 84 og 85 i den appellerede kendelse).

Denne bedømmelses fejlagtige karakter illustreres ved den omstændighed, som er godtgjort i retsakterne, at den medlemsstat, hvor sammenslutningen og dens medlemmer har hjemsted (Italien), har modtaget forordning (EU) nr. 2017/2324 gennem en meddelelse fra sundhedsministeriet af 19. december 2017, som blot gav anledning til en automatisk fornyelse af tilladelsen til aktivstoffet »glyphosat« for en periode på ikke over fem år og samtidigt forlængede tilladelser vedrørende plantebeskyttelsesmidler, som indeholder glyphosat, indtil den 15. december 2022, uden nogen skønsmæssig vurdering selv for så vidt angår de tekniske forskrifter i bilag I og bilag II til forordning (EU) nr. 2017/2324.

Sammenslutningen har i denne henseende gjort gældende, at selv om den ministerielle meddelelse af 19. december 2017 skulle anses at være en gennemførelsesforanstaltning, tog Retten ikke hensyn til den omstændighed, at samme meddelelse ikke kunne være genstand for et søgsmål ved de nationale retsinstanser, fordi et sådant søgsmål er udelukket i henhold til italiensk ret og i henhold til retspraksis på området [Consiglio di Stato (statsråd), dom nr. 6243 af 9.11.2005].

4.

Sammenslutningen har dernæst gjort gældende, at kendelsen tilsidesætter artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, for så vidt som Retten ikke tog hensyn til tvistens genstand, således som defineret i stævningen. Sammenslutningen har i denne henseende bemærket, at Retten ikke tog hensyn til den omstændighed, at de direkte retsvirkninger, som den anfægtede forordning havde for sammenslutningen, og, via denne, for medlemmerne, følger af den potentielt kræftfremkaldende karakter af aktivstoffet »glyphosat« (jf. undersøgelsen fra det internationale center for kræftforskning offentliggjort den 20. marts 2015, som ikke er medtaget i den anfægtede forordning (EU) nr. 2017/2324, hvis godkendelse henhører under Den Europæiske Unions enekompetence og ikke skal være genstand for en tilladelse, som henhører under medlemsstaternes kompetence, og dette fordi den nationale tilladelse til plantebeskyttelsesmidlet ikke indebærer nogen vurdering for så vidt angår aktivstoffet »glyphosat«, som allerede er blevet godkendt »tidligere« af Den Europæiske Union, hvilket følgelig udelukker, at den italienske stat har beføjelse til at tillade eller nægte markedsføringen af plantebeskyttelsesmidler med henvisning til aktivstoffet »glyphosat«. I det foreliggende tilfælde undersøgte Retten de betingelser, der er fastsat i artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, uden at tage hensyn til de argumenter, der blev fremført i forbindelse med tvisten, dvs. at restkoncentrationer af glyphosat befinder sig i grundvandet, i fødevarer (pasta) og i jorden, med den skade, som følger heraf, som markedsføringen af dette stof forvolder for territoriet, for medlemsstaternes borgere og for de interesser, som institutionen og, via denne, medlemmerne varetager.

Retten burde derfor have undersøgt påvirkningen som omhandlet i førnævnte artikel 263 i forhold til denne omstændighed og i forhold til sammenslutningens bestemmelser, samt i forhold til sammenslutningens medlemmers stilling, hvilket den ikke har gjort i kendelsen.

5.

Sammenslutningen har, idet den har baseret sig på overstående, bestridt den fortolkning af artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, som retsinstansen i første instans foretog, og som fratager denne bestemmelse retsvirkning og er i strid med EU-lovgivers ønske. I denne henseende har appellanten henvist til de betragtninger, som generaladvokaterne er fremkommet med i forskellige sager (jf. bl.a. forslaget til afgørelse i sag C-456/13 P, i sag C-583/11 P og i de forenede sager C-622/16 P–C-624/16 P), hvorefter en sådan restriktiv fortolkning fratager artikel 263 konkret betydning og virkning.

Henset til det ovenstående har sammenslutningen gjort gældende, at den fortolkning af artikel 263, fjerde afsnit, sidste sætningsled, TEUF, som Retten foretog i den appellerede kendelse, er i åbenbart strid med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder [»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel. Enhver har ret til en retfærdig […] rettergang (…)«] og med artikel 6 (ret til en retfærdig rettergang) og artikel 13 (adgang til effektive retsmidler) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og således er til hinder for den mulighed, der er fastsat for at anlægge sag ved Retten som følge af en direkte påvirkning i et sådant faktisk tilfælde og således uberettiget skader ordningen til beskyttelse af de rettigheder, der er indført i EU-retten.

1)

Skal artikel 26, stk. 2, første afsnit, litra c), i Rådets forordning nr. 99/2009 (1) af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet fortolkes således, at medlemsstaterne, som en undtagelse fra den i denne forordnings artikel 4, stk. 4, fastsatte bestemmelse og med henblik på at øge dyrevelfærden, kan udstede forskrifter som de i decreet van het Vlaamse Gewest van 7 juli 2017»houdende wijziging van de wet van 14 augustus 1986 betreffende de bescherming en het welzijn der dieren, wat de toegelaten methodes voor het slachten van dieren betreft« (regionen Flanderns dekret af 7.7.2017»om ændring af lov af 14.8.1986 om beskyttelse af dyrevelfærden hvad angår tilladte metoder til slagtning af dyr«) omhandlede, idet disse forskrifter dels indeholder et forbud mod slagtning af dyr uden bedøvelse, der også gælder for rituelle slagtninger, dels fastsætter en alternativ bedøvelsesmetode for rituelle slagtninger baseret på en reversibel bedøvelse, der ikke må føre til dyrets død?

2)

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, er førnævnte forordnings artikel 26, stk. 2, første afsnit, litra c), i den i første spørgsmål anførte fortolkning da i strid med artikel 10, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

3)

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, er førnævnte forordnings artikel 26, stk. 2, første afsnit, litra c), sammenholdt med denne forordnings artikel 4, stk. 4, i den i første spørgsmål anførte fortolkning da i strid med artikel 20, 21 og 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder derved, at aflivning af dyr efter særlige metoder, der er foreskrevet ved religiøse ritualer, kun må foretages i henhold til en betinget undtagelse fra pligten til at bedøve dyret (artikel 4, stk. 4, jf. artikel 26, stk. 2), mens der for aflivning af dyr under jagt, sportsfiskeri og i forbindelse med kultur- eller sportsarrangementer af de grunde, der er nævnt i betragtningerne til forordningen, gælder forskrifter, hvorefter disse aktiviteter ikke falder under forordningens anvendelsesområde og derfor heller ikke er omfattet af pligten til forudgående bedøvelse ved aflivning (artikel 1, stk. 1, andet afsnit, og stk. 3)?

1)

og som bygger på en fast tarif med trin i stedet for en tarif, der (ved hjælp af tidssvarende tekniske hjælpemidler) tager hensyn til den præcise andel af musik fra forvaltningsselskabets repertoire, der afspilles under eventet,

2)

og som lader licensvederlagene afhænge af eksterne faktorer såsom blandt andet prisen for adgang, prisen på mad og drikkevarer, budgettet til kunstnerne for deres optræden og budgettet til andre elementer, såsom dekorationer?

—

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 1 og 5, og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2007/60/EF (1) med hensyn til vandområdedistrikterne ES120 Gran Canaria, ES122 Fuerteventura, ES123 Lanzarote, ES124 Tenerife, ES125 La Palma, ES126 La Gomera og ES127 El Hierro.

—

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10, stk. 1 og 2, i direktiv 2007/60/EF med hensyn til vandområdedistrikterne ES120 Gran Canaria, ES122 Fuerteventura og ES125 La Palma.

—

Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Skal artikel 57, stk. 4, litra c) og g), jf. stk. 6 og 7, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (1) af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF fortolkes således, at de er til hinder for en anvendelse, hvorved den økonomiske aktør er forpligtet til af egen drift at levere bevis for de foranstaltninger, som denne aktør har truffet for at vise sin pålidelighed?

2)

I bekræftende fald, har artikel 57, stk. 4, litra c) og g), jf. stk. 6 og 7, i direktiv 2014/24 fortolket på denne måde direkte virkning?

—

Artikel 17, stk. 4, litra b), og artikel 17, stk. 4, litra c), in fine [dvs. den del med udtrykket »og gjort deres bedste indsats for at forhindre, at de fremover uploades, i overensstemmelse med litra b)«] i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (1) annulleres.

—

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Skal artikel 20, stk. 2, litra a), i direktiv 2011/16 (1) fortolkes således, at en anmodning om udveksling af oplysninger fra en myndighed i en bistandssøgende medlemsstat, som blot definerer de skattepligtige, der er omfattet af anmodningen om udveksling i deres egenskab af aktionærer og nydelsesberettigede i relation til en juridisk person, uden at disse skattepligtige først er blevet identificeret individuelt af den bistandssøgende myndighed, overholder det krav om angivelse af identiteten, der er fastsat i denne bestemmelse?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal samme direktivs artikel 1, stk. 1, og artikel 5 da fortolkes således, at iagttagelsen af kravet om forventet relevans indebærer, at den bistandssøgende medlemsstats myndigheder — med henblik på at godtgøre, at der ikke er tale om en »fishing expedition« til trods for den manglende individuelle identifikation af de berørte skattepligtige — på grundlag af klare og tilstrækkelige forklaringer skal kunne støtte sig på, at den foretager en målrettet undersøgelse af en begrænset gruppe af personer og ikke en undersøgelse, der har karakter af generel skattekontrol, og at denne undersøgelse er begrundet i en rimelig mistanke om manglende overholdelse af en specifik retlig forpligtelse?

3)

Skal artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at når:

skal denne retsundergivne — efter at det inden for rammerne af søgsmålet anlagt til prøvelse af afgørelsen om bødepålæg er blevet endeligt fastslået, at påbuddet om at afgive oplysninger og afgørelsen om pålæggelse af sanktioner er gyldige — skal indrømmes en udsættelse med betalingen af bøden med henblik på, efter således at have fået kendskab til oplysningerne vedrørende den forventede relevans, som er blevet endeligt bekræftet af den kompetente domstol, at kunne efterkomme påbuddet om at afgive oplysninger?

1)

Skal artikel 10 i direktiv 2008/115/EF (1) (herefter »tilbagesendelsesdirektivet«), sammenholdt med artikel 4 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter chartret), 22. betragtning til og artikel 5, litra a), i tilbagesendelsesdirektivet og artikel 15 i direktiv 2011/95/EU (2) (herefter »kvalifikationsdirektivet«) fortolkes således, af før en medlemsstat pålægger en uledsaget mindreårig en forpligtelse til at vende tilbage, skal den forvisse sig om og undersøge, om der i oprindelseslandet i al fald i princippet er en passende modtagelse til stede og til rådighed?

2)

Skal tilbagesendelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 21 fortolkes således, at en medlemsstat ikke må gøre nogen forskel efter alder ved meddelelse af lovligt ophold på dens område, såfremt det fastslås, at en uledsaget mindreårig ikke opfylder betingelserne for flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse?

3)

Skal tilbagesendelsesdirektivets artikel 6, stk. 4, fortolkes således, at såfremt en uledsaget mindreårig ikke har efterkommet sin forpligtelse til at vende tilbage og medlemsstaten ikke træffer eller vil træffe konkrete foranstaltninger for at udsende den mindreårige, skal forpligtelsen til at vende tilbage da udsættes, og den mindreårige hermed meddeles lovligt ophold? Skal tilbagesendelsesdirektivets artikel 8, stk.1, fortolkes således, at den omstændighed, at der træffes en afgørelse over for en uledsaget mindreårig om, at denne skal vende tilbage, uden at denne afgørelse følges op af udsendelsesforanstaltninger før den mindreårige er fyldt 18 år, må betragtes som værende i strid loyalitetsprincippet og princippet om loyalt samarbejde inden for Unionen?

1)

Gælder forpligtelsen for en national domstol til at pålægge en støttemodtager at betale ulovlighedsrenter, jf. CELF-dommen (1), også i en situation som den foreliggende, hvor den ulovlige statsstøtte udgjorde public service-kompensation, der efterfølgende er fundet forenelig med det indre marked efter TEUF artikel 106, stk. 2, og hvor godkendelsen er sket på grundlag af en vurdering af hele public servicevirksomhedens samlede økonomi, herunder dens kapitalisering?

2)

Gælder forpligtelsen for en national domstol til at pålægge en støttemodtager at betale ulovlighedsrenter, jf. CELF-dommen, også beløb, som under omstændigheder som i den foreliggende sag er overført fra støttemodtageren til tilknyttede virksomheder i henhold til en offentligretlig forpligtelse, men som ved en endelig kommissionsafgørelse er kvalificeret som en fordel i TEUF artikel 107, stk. 1’s forstand til støttemodtageren?

3)

Gælder forpligtelsen for en national domstol til at pålægge en støttemodtager at betale ulovlighedsrenter, jf. CELF-dommen, også statsstøtte, som støttemodtageren under omstændigheder som i den foreliggende sag har modtaget fra en offentligt kontrolleret virksomhed, idet sidstnævntes midler delvist hidrører fra salg af støttemodtagerens ydelser?

1.

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 10. april 2019 i sag T-229/17, Forbundsrepublikken Tyskland mod Europa-Kommissionen, ophæves.

2.

Kommissionens afgørelse (EU) 2017/133 af 25. januar 2017 om opretholdelse, med en begrænsning, i Den Europæiske Unions Tidende af referencen for den harmoniserede standard EN 14342:2013 »Trægulve: Karakteristika, overensstemmelsesvurdering og mærkning« i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 (1) annulleres.

3.

Kommissionens afgørelse (EU) 2017/133 af 25. januar 2017 om opretholdelse, med en begrænsning, i Den Europæiske Unions Tidende af referencen for den harmoniserede standard EN 14904:2006 »Belægninger til sportsarealer — Specifikation af indendørsbelægninger til forskellig sportsanvendelse« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 (2) annulleres.

4.

Kommissionens meddelelser i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF af 10. marts 2017, af 11. august 2017, af 15. december 2018 og af 9. marts 2008 (3) annulleres, for så vidt som de vedrører de harmoniserede standarder EN 14342:2013 og EN 14904:2006.

5.

Subsidiært til punkt 2, 3 og 4 hjemvises sagen til Retten.

6.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Appellen tages til følge, og Rettens kendelse i sag T-530/18 ophæves i sin helhed, og denne træffer en ny afgørelse, hvorved påstanden om delvis annullation af gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/873 af 13. juni 2018 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (1), tages til følge.

—

Appellen tages til følge, Rettens kendelse i sag T-530/18 ophæves i sin helhed, og sag T-530/18 hjemvises til Retten med henblik på fornyet behandling, hvorved påstanden om annullation tages herved til følge og gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/873, som nævnt ovenfor, annulleres delvist.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

A.

Tilsidesættelse af artikel 263 TEUF og 297 TEUF samt retssikkerhedsprincippet.

B.

Tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, også i forhold til artikel 64 i Rettens procesreglement.

Rumænien er af den opfattelse, at Retten tilsidesatte kontradiktionsprincippet, eftersom den ikke gav de rumænske myndigheder mulighed for at tage stilling til de oplysninger, der blev givet af Kommissionen som svar på Rettens spørgsmål, oplysninger, som udgjorde grundlaget for, at søgsmålet blev afvist.

—

Retsakten om udelukkelse af sagsøgeren fra den almindelige udvælgelsesprøve EPSO AD/338/17 annulleres i henhold til artikel 270 TEUF.

—

Europa-Kommissionens afgørelse C(2018) 3969 annulleres i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

—

Reservelisten for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO AD/356/18 annulleres i henhold til artikel 270 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for sagsøgerens tab efter Rettens skøn og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 3 og artikel 7 i bilag III til vedtægten, som fortolket særligt i dommen i sag T-361/10, Pachitis mod Kommissionen, og i sag T-587/16, HM mod Kommissionen.

2.

Andet anbringende vedrører den omstændighed, at forberedelsesproceduren til e-tray-prøven ifølge sagsøgeren udgør en tilsidesættelse af det fortrolighedskrav, der er forbundet med udvælgelseskomiteens procedurer, som er fastsat i artikel 6 i bilag III til vedtægten.

3.

Tredje anbringende vedrører den omstændighed, at afholdelsen af e-tray-prøven i henhold til den af EPSO fastsatte fremgangsmåde for sagsøgerens vedkommende udgjorde en indirekte forskelsbehandling hvad angår adgang og en tilsidesættelse af pligten til at tilvejebringe en rimelig tilpasning.

Påstanden om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse C(2018) 3969 i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

4.

Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af de principper, der blev fastslået i dommen i sag T-516/14, Alexandrou mod Kommissionen, og i sag C-491/15 P, Typke mod Kommissionen.

Påstanden om annullation af reservelisten for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO AD/356/18 i henhold til artikel 270 TEUF.

5.

Femte anbringende vedrører EPSO’s manglende kompetence, idet det undlod at fremsende sagsøgerens anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til punkt 4.2.2. i de generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver til udvælgelseskomiteen, eller idet det satte sig i samme komités sted i forbindelse med afgørelserne eller begrundelserne.

6.

Sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af vedtægtens bestemmelser og af direktivet om forskelsbehandling på grund af handicap.

—

Den anfægtede retsakt annulleres og/eller ændres.

—

Det fastslås, at den sagsøgende komite er berettiget til at anse sin formular »retlig enhed« for gyldig og som følge deraf til at opnå den omtvistede finansiering.

—

En tilsidesættelse af artikel 131, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002.

—

En tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

—

En tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og forbuddet mod vilkårlighed.

—

Et åbenbart urigtigt skøn.

—

Fravær af en passende, tilstrækkelig og relevant begrundelse, idet den anfægtede afgørelse finder, at komiteens berettigede forventning og retssikkerhed ikke er blevet tilsidesat.

—

Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat dens forpligtelse til at sikre, at Rumænien overholder det krav, der er fastsat i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

—

Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat dens forpligtelse til at sikre, at Rumænien overholder det krav, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA.

—

Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat dens forpligtelse til at sikre, at Rumænien overholder det krav, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).

—

Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat dens forpligtelse til at sikre, at Rumænien overholder retsstatsreglerne, retsinstansernes uafhængighed og de grundlæggende regler for de personer, der henhører under dens kompetence.

—

Kommissionen tilpligtes at betale en erstatning på 2 EUR for det ikke-økonomiske tab.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes fremover at afhjælpe de eksisterende undladelser.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser vedrørende retsvæsenets uafhængighed, som fastsat i afgørelsen om fastsættelse af mekanismen for samarbejde og efterprøvelse, traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser vedrørende beskyttelsen af personoplysninger.

—

ECB’s afgørelse af 21. marts 2019 vedrørende sagsøgernes påtænkte erhvervelse af kvalificerede kapitalandele i target banken.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at ECB’s vurderingsperiode i henhold til artikel 22, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU (1) udløb inden den anfægtede afgørelse, og at det derfor ikke længere var muligt for ECB at gøre indsigelse mod den påtænkte erhvervelse.

2.

Andet anbringende om, at ECB tilsidesatte proceduren i henhold til artikel 15 i SSM-forordningen (2)samt artikel 85-87 i SSM-rammeforordningen (3).

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse er baseret på en fejlagtig fortolkning og anvendelse af vurderingskriterierne i henhold til artikel 23 i direktiv 2013/36/EU og den lettiske gennemførelse heraf.

4.

Fjerde anbringende om, at ECB tilsidesatte proportionalitetsprincippet.

5.

Femte anbringende om, at ECB ikke tog hensyn til den skønsmæssige karakter af en afgørelse om indsigelse mod en påtænkt erhvervelse.

6.

Sjette anbringende om, at ECB fordrejede sagens relevante omstændigheder.

7.

Syvende anbringende om, at ECB tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

8.

Ottende anbringende om, at ECB tilsidesatte princippet om nemo auditor ved ikke at tage hensyn til dens eget ansvar for tab af tillid til reguleringsprocessen.

—

Annullationssøgsmålet antages til realitetsbehandling.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Rådet ikke har kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, for så vidt som Unionen og Kongeriget Marokko ikke har kompetence til at indgå en international aftale, der finder anvendelse på Vestsahara, på vegne af det vestsahariske folk, som repræsenteres ved Front Polisario.

2.

Andet anbringende om, at Rådet har tilsidesat sin pligt til at underøge, hvorvidt de grundlæggende rettigheder og den humanitære folkeret er blevet overholdt, for så vidt som Rådet ikke undersøgte dette spørgsmål, inden det vedtog den anfægtede afgørelse.

3.

Tredje anbringende om, at Rådet har tilsidesat sin forpligtelse til at efterkomme Domstolens domme, for så vidt som den anfægtede afgørelse ser bort fra præmisserne i dom af 27. februar 2018, Western Sahara Campaign UK (C-266/16, EU:C:2018:118).

4.

Fjerde anbringende om, at de væsentlige principper og værdier, der er retningsgivende for Unionen på internationalt plan, er blevet tilsidesat, idet:

5.

Femte anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som den anfægtede afgørelse er i strid med EU’s erklæringer, der gentagne gange har påpeget behovet for at overholde princippet om selvbestemmelse og princippet om traktaters relative virkning.

6.

Sjette anbringende om en forkert anvendelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som det — henset til Vestsaharas særskilte og særlige status, den ukrænkelige ret til selvbestemmelse og det vestsahariske folks status som tredjepart — ikke tilkom Rådet at foretage en proportionalitetsafvejning mellem de såkaldte »gevinster«, som fiskeriaftalen vil skabe, og dens konsekvenser for de vestsahariske naturressourcer.

7.

Syvende anbringende om en uforenelighed med den fælles fiskeripolitik, for så vidt som EU-fartøjerne i henhold til den aftale, som er indgået ved den anfægtede afgørelse, vil få adgang til det vestsahariske folks fiskeressourcer uden dets samtykke til gengæld for at betale de marokkanske myndigheder en finansiel modydelse, selv om Vestsaharas farvande ikke er marokkanske »farvande« som omhandlet i artikel 61 og 62 i De Forenede Nationers Havretskonvention.

8.

Ottende anbringende om en tilsidesættelse af retten til selvbestemmelse, for så vidt som:

9.

Niende anbringende om en tilsidesættelse af princippet om traktaters relative virkning, for så vidt som den anfægtede afgørelse ikke anerkender det vestsahariske folks status som tredjepart i forbindelserne mellem EU og Marokko, og den pålægger folket internationale forpligtelser vedrørende folkets nationale område og naturressourcer uden dets samtykke.

10.

Tiende anbringende om en tilsidesættelse af den humanitære folkeret og den internationale strafferet, for så vidt som:

11.

Ellevte anbringende om EU’s tilsidesættelse af sine forpligtelser vedrørende retten til internationalt ansvar, idet den anfægtede afgørelse ved at oprette en international aftale med Kongeriget Marokko, som finder anvendelse i Vestsahara, bekræfter de grove overtrædelser af folkeretten, som de marokkanske besættelsesstyrker har begået mod det vestsahariske folk, og yder hjælp og bistand til opretholdelsen af den situation, som er skabt ved disse overtrædelser.

—

Annullationssøgsmålet antages til realitetsbehandling.

—

Den anfægtede forordning annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—

Kommissionens afgørelse af 7. marts 2019 i sag AT.40023 annulleres, for så vidt angår det franske marked og Groupe Canal +’s gældende eller fremtidige kontrakter, på grundlag af artikel 263 TEUF.

—

Kommissionen tilpligtes at betale samtlige de omkostninger, som selskabet Groupe Canal + har afholdt.

1.

Første anbringende vedrører en af Kommissionen begået magtfordrejning, for så vidt som de tilsagn, den har gjort obligatoriske for at opnå målet om geoblokering i filmsektoren, griber ind i de lovgivningsreformer, som EU-lovgiver har vedtaget for nylig.

2.

Andet anbringende vedrører Kommissionens åbenbart urigtige skøn med hensyn til artikel 101, stk. 1, TEUF, for så vidt som den fandt, at de af NBCUniversal, Sony Pictures, Warner Bros og Sky foreslåede tilsagn ikke påvirkede den kulturelle mangfoldighed og mere generelt finansieringen og udnyttelse af film på Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

3.

Tredje anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som de tilsagn, den gjorde bindende, står i et åbenbart urimeligt forhold til de udtrykte betænkeligheder vedrørende konkurrencen og er i strid med tredjemands interesser.

—

Søgsmålet fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

—

Følgelig annulleres den anfægtede afgørelse delvist.

—

Sagsøgte tilpligtes at erstatte det ikke-økonomiske tab forvoldt ved lønkontorets retsakter og adfærd, som skal være genstand for en samlet vurdering og som sagsøgeren efter ret og billighed har opgjort til 50 000 EUR.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 1 og artikel 25 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, tilsidesættelse af artikel 6 i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn. I denne henseende er det sagsøgerens opfattelse, at ingen begrundelse og intet retsgrundlag begrunder Kommissionens lønkontors afgørelse om fortsat at tilbageholde mere end to tredjedele af hendes pension.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af legalitetsprincippet og af retssikkerhedsprincippet. Ifølge sagsøgeren er vedtægten en »lex specialis«, som har forrang for national ret: på området for eksistensminimum er der også vigtige vedtægtsbestemmelser, som fraviger såvel EU-arbejdsretten som den nationale arbejdsret.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgsprincippet, for så vidt som der ikke blev givet nogen begrundelse vedrørende de faktiske omstændigheder eller beviser, som ville kunne begrunde Kommissionens lønkontors afgørelse om at forbeholde sig ret til igen at tilbageholde et beløb på 3 839,60 EUR i sagsøgerens ikke-forfaldne pensioner.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af lighedsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling, bl.a. for så vidt som, hvis man følger Kommissionens lønkontors fortolkning, eksistensminimum afhænger af det land, hvori tjenestemanden har været bosat.

Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om erstatning af det ikke-økonomiske tab, hun har lidt som følge af de ulovligheder, som Kommissionens lønkontor har begået, og som ikke gør det muligt for hende at leve anstændigt.

—

Det fastslås, at Europa-Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 108 TEUF, idet den har undladt at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure i sag SA.34402 (2015/C ex 2012/NN) med en afgørelse, jf. artikel 108, stk. 2, TEUF, henholdsvis artikel 9, stk. 1, i forordning 2015/1589 (1), inden for en rimelig frist.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 108 TEUF grundet manglende afslutning af den formelle undersøgelsesprocedure.

2.

Andet anbringende: Tilsidesættelse af retten til en rimelig sagsbehandlingstid, som er en del af retten til god forvaltning, jf. artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

3.

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 20 i dette charter

4.

Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af retten til en begrundelse, som er en del af retten til adgang til effektive retsmidler, jf. artikel 47 og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—

Meddelelsen fra Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Finans, som har gennemført afgørelse nr. 14/2018 fra det italienske parlaments præsidium af 12. juli 2018 og/eller afgørelse nr. 6/2018 fra det italienske senats præsidium, annulleres.

—

Den nye fastsættelse og genberegningen af den af Europa-Parlamentet tildelte livrente annulleres.

—

Det fastslås, at sagsøgeren har ret til at opretholde den pågældende livrente, som han har modtaget og vil modtage i henhold til den lovgivning, som var gældende inden afgørelse nr. 14/2018 fra det italienske parlaments præsidium af 12. juli 2018 og/eller afgørelse nr. 6/2018 fra det italienske senats præsidium, og Europa-Parlamentet tilpligtes at betale de uretmæssigt tilbageholdte beløb forhøjet med revaluering og lovbestemte renter fra tidspunktet for tilbageholdelsen.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at gennemføre den fremtidige dom og øjeblikkeligt og fuldstændigt at genoprette den oprindelige livrente samt at betale erstatning, hvis og i det omfang der er blevet forvoldt sagsøgeren skade.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes under alle omstændigheder at betale fuldstændigt nyopgjorte udgifter og advokatsalærer, foruden moms, administrative gebyrer og et fast beløb.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som klagen ikke herved tages til følge.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som klagen ikke blev taget til følge.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Det fastlås, at søgsmålet er velbegrundet og den anfægtede afgørelse annulleres, idet det fastslås, at der foreligger risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker, og følgelig afslås registrering af det ansøgte varemærke fuldstændigt.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO pålægges at erklære den anfægtede internationale varemærkeregistrering nr. 898 322 gyldig for alle varer og tjenesteydelser i klasse 39 og 41.

—

EUIPO og intervenienten, Sky Limited tilpligtes at betale alle omkostninger forbundet med sagens behandling for Retten, herunder omkostningerne forbundet med sagens behandling ved Fjerde Appelkammer.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 94 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/592 af 10. april 2019 om ændring af forordning (EU) 2018/1806 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav, for så vidt angår Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen annulleres.

—

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokatsalær op til 5 000 EUR.

1.

Første anbringende om en ved forordning (EU) 2019/592 foretaget tilsidesættelse af de rettigheder, der er erhvervet gennem unionsborgerskabet.

Sagsøgerne har for det første anført, at Parlamentet og Rådet har tilsidesat deres ret til privatliv og familieliv, idet de i mere end 15 år har haft deres liv i en anden EU-medlemsstat, en stat, som de har tætte bånd til: Nogle har en ægtefælle og børn, der er statsborgere i en anden medlemsstat, eller de ejer fast ejendom dér.

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede forordning tilsidesætter ligestillingsprincippet, eftersom forordningen anerkender fortabelse af de rettigheder, som de udleder af deres unionsborgerskab, uden at sondre mellem de statsborgere, som er omfattet af reglen om, at deres stemmeret ophører efter 15 års ophold uden for Det Forenede Kongerige, og de øvrige statsborgere.

2.

Andet anbringende om en ved den anfægtede forordning foretaget tilsidesættelse af Gibraltars status, eftersom henvisningen til Gibraltar i den anfægtede forordning som værende »en koloni under den britiske krone« kun kan skabe et ugunstigt klima for forsoningen mellem Spanien og Det Forenede Kongerige til skade for indbyggerne i Gibraltars rettigheder.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af den visumfritagelse, som er tildelt britiske statsborgere med forordning 2018/1240, fordi sagsøgerne fremover skal ansøge om en ETIAS-rejsetilladelse, og der dermed er mulighed for, at de nægtes denne tilladelse.

—

Meddelelsen fra Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Finans, som har gennemført afgørelse nr. 14/2018 fra det italienske parlaments præsidium af 12. juli 2018 og/eller afgørelse nr. 6/2018 fra det italienske senats præsidium, annulleres.

—

Den nye fastsættelse og genberegningen af den af Europa-Parlamentet tildelte livrente annulleres.

—

Det fastslås, at sagsøgeren har ret til at oppebære den pågældende livrente, som han har modtaget og vil modtage i henhold til den lovgivning, som var gældende inden afgørelse nr. 14/2018 fra det italienske parlaments præsidium af 12. juli 2018 og/eller afgørelse nr. 6/2018 fra det italienske senats præsidium, og Europa-Parlamentet tilpligtes at betale de uretmæssigt tilbageholdte beløb forhøjet med revaluering og lovbestemte renter fra tidspunktet for tilbageholdelsen.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at gennemføre den fremtidige dom og øjeblikkeligt og fuldstændigt at genoprette den oprindelige livrente samt at betale erstatning, hvis og i det omfang der er blevet forvoldt sagsøgeren skade.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes under alle omstændigheder at betale fuldstændigt nyopgjorte udgifter og advokatsalærer, foruden moms, administrative gebyrer og faste omkostninger.

—

Annullation af Parlamentets afgørelse om at nægte sagsøgerne adgang til den særlige modtagelsestjeneste, der er oprettet for valgte medlemmer af Parlamentet, og af instruksen fra Parlamentets formand af 29. maj 2019, som forhindrede dem i at indgive den skriftlige erklæring, der kræves i henhold til regel 3, stk. 2, i procesreglementet.

—

Annullation af Parlamentets afgørelse, som bekræftet i skrivelsen uden retligt grundlag fra Parlamentets formand af 27. juni 2019, om ikke at tage hensyn til de resultater, som officielt blev meddelt af Spanien af valget til Europa-Parlamentet af 26. maj 2019, og af den efterfølgende afgørelse om at tage hensyn til en anden og ufuldstændig liste over valgte medlemmer, meddelt den 17. juni 2019 af de spanske myndigheder, som ikke omfatter sagsøgerne.

—

Annullation af Parlamentets afgørelse om at behandle meddelelsen fra den spanske valgkommission af 20. juni 2019 således, at den fratager erklæringen om sagsøgernes valg som medlemmer af Parlamentet dens retsvirkninger, hvilket udgør en ulovlig erklæring af en ledig plads, som tilsidesætter artikel 13 i valgakten af 1976, som kan tilskrives Parlamentet.

—

Annullation af Parlamentets afgørelse, som bekræftet i skrivelsen uden retligt grundlag fra Parlamentets formand af 27. juni 2019, om nægtelse af, i henhold til regel 3, stk. 2, i Parlamentets procesreglement, at sikre sagsøgernes ret til at indtage deres pladser i Parlamentet og i dets organer og til at nyde alle de rettigheder, der er forbundet hermed fra datoen for det første møde og indtil en afgørelse er truffet vedrørende tvisterne, som kan tilskrives både Parlamentet og de retslige myndigheder i Spanien.

—

Annullation af formanden for Parlamentets afgørelse, som bekræftet i skrivelsen uden retligt grundlag fra Parlamentets formand af 27. juni 2019, om nægtelse af at forsvare sagsøgernes privilegier og immuniteter i henhold til artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, i overensstemmelse med regel 8 i procesreglementet.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne og i overensstemmelse med artikel 340, stk. 2, TEUF, tilpligtes sagsøgte at betale erstatning for de lidte tab: tabet af den månedsløn, der tildeles medlemmerne af Europa-Parlamentet, plus en symbolsk erstatning på 1 EUR for det ikke-økonomiske tab.

1.

Første anbringende om, at Parlamentets afgørelse om at nægte sagsøgerne adgang til den særlige modtagelsestjeneste, der er oprettet for valgte medlemmer af Parlamentet, og instruksen fra Parlamentets formand af 29. maj 2019 er i strid med artikel 20, artikel 21 og artikel 39, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2.

Andet anbringende om, at Parlamentets afgørelse om ikke at tage hensyn til de resultater, som officielt blev meddelt af Spanien af valget til Europa-Parlamentet af 26. maj 2019, og den efterfølgende afgørelse om at tage hensyn til en anden og ufuldstændig liste over valgte medlemmer, meddelt den 20. juni 2019 af de spanske myndigheder, som ikke omfatter sagsøgerne, er i strid med artikel 12 i valgakten fra 1976 og med artikel 3, stk. 2, i Det Europæiske Råds afgørelse 2018/937 (1), sammenholdt med chartrets artikel 39, stk. 2, artikel 10, stk. 1 og stk. 2, TEU, artikel 14, stk. 2 og stk. 3, TEU og artikel 1, stk. 3, i valgakten af 1976.

3.

Tredje anbringende om, at Parlamentets afgørelse om at behandle meddelelsen fra den spanske valgkommission af 20. juni 2019 således, at den fratager erklæringen om sagsøgernes valg som medlemmer af Parlamentet dens retsvirkninger, udgør en ulovlig erklæring af en ledig plads, som tilsidesætter artikel 13 i valgakt af 1976, som kan tilskrives Parlamentet, og er i strid med artikel 6, stk. 2, artikel 8 og artikel 13 i valgakten fra 1976, sammenholdt med chartrets artikel 39, stk. 2, artikel 10, stk. 1 og stk. 2, TEU, artikel 14, stk. 2 og stk. 3, TEU og artikel 1, stk. 3, i valgakten af 1976.

4.

Fjerde anbringende om, at Parlamentets afgørelse om nægtelse af, i henhold til regel 3, stk. 2, i Parlamentets procesreglement, at sikre sagsøgernes ret til at indtage deres pladser i Parlamentet og i dets organer og til at nyde alle de rettigheder, der er forbundet hermed fra datoen for det første møde og indtil en afgørelse er truffet vedrørende tvisterne, som kan tilskrives både Parlamentet og de retslige myndigheder i Spanien, er i strid med regel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets procesreglement og artikel 5, stk. 1, og artikel 12 i valgakten af 1976, sammenholdt med chartrets artikel 39, stk. 2, artikel 10, stk. 1 og stk. 2, TEU, artikel 14, stk. 2 og stk. 3, TEU og artikel 1, stk. 3, i valgakten af 1976.

5.

Femte anbringende om, at Parlamentets afgørelse om nægtelse af at forsvare sagsøgernes privilegier og immuniteter i henhold til artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter er i strid med regel 5, stk. 2, i Europa-Parlamentets procesreglement, artikel 6, stk. 2, i valgakten af 1976, og artikel 9 i nævnte protokol, sammenholdt med chartrets artikel 39, stk. 2, artikel 10, stk. 1 og stk. 2, TEU, artikel 14, stk. 2 og stk. 3, TEU og artikel 1, stk. 3, i valgakten af 1976.

—

Den foranstaltning, som sagsøgeren blev oplyst om ved den anfægtede meddelelse, hvorved Europa-Parlamentet har foretaget en ny fastsættelse af alderspensionsrettighederne og krævet tilbagebetaling af det beløb, der er blevet udbetalt på grundlag af den tidligere pensionsberegning, erklæres ugyldig eller annulleres i sin helhed.

—

Europa-Parlamentet pålægges at tilbagebetale de uretmæssigt indeholdte beløb med tillæg af lovbestemt rente fra datoen for indeholdelsen, indtil betaling sker, og tilpligtes at opfylde den dom, der afsiges i sagen, og at påtage sig alle initiativer, retsakter eller foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en umiddelbar og fuldstændig retablering af pensionens oprindelige omfang.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at udstederen af retsakten savner kompetence, om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og om deraf følgende tilsidesættelse af artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder

2.

Andet anbringende om manglende hjemmel for den anfægtede retsakt og en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 75 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer

3.

Tredje anbringende om, at meddelelsen klart tilsidesætter det lovgivningsforbehold, som er fastsat i artikel 75, stk. 2, i gennemførelsesbestemmelserne, der udtrykkeligt henviser til de betingelser, som er fastsat i den nationale lovgivning, hvilket udelukker relevansen af interne beslutninger truffet af en medlemsstats deputeretkammer

4.

Fjerde anbringende om åbenbar tilsidesættelse af de almindelige EU-retlige principper, såsom retssikkerhedspricippet, princippet om den berettigede forventning, princippet om beskyttelse af velerhvervede rettigheder og lighedsprincippet

—

Det fastslås, at den foranstaltning som sagsøgeren blev underrettet om ved den anfægtede meddelelse, hvormed Europa-Parlamentet foretog en fornyet beregning af alderspensionsrettighederne og fastslog, at det beløb, der var blevet udbetalt på grundlag af den tidligere pensionsberegning, skulle tilbagebetales, er en nullitet eller bør annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at tilbagebetale alle beløb, der var blevet ulovligt tilbageholdt, med tillæg af renter regnet fra datoen for tilbageholdelsen ved kilden og Europa-Parlamentet tilpligtes at opfylde den afsagte dom og at iværksætte alle initiativer, retsakter eller foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en øjeblikkelig og fuldstændig genopretning af den oprindelige pensionsudbetaling.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Den foranstaltning, som sagsøgeren blev oplyst om ved den anfægtede meddelelse, hvorved Europa-Parlamentet har foretaget en ny fastsættelse af alderspensionsrettighederne og krævet tilbagebetaling af det beløb, der er blevet udbetalt på grundlag af den tidligere pensionsberegning, erklæres ugyldig eller annulleres i sin helhed.

—

Europa-Parlamentet pålægges at tilbagebetale de uretmæssigt indeholdte beløb med tillæg af lovbestemt rente fra datoen for indeholdelsen, indtil betaling sker, og tilpligtes at opfylde den dom, der afsiges i sagen, og at påtage sig alle initiativer, retsakter eller foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en umiddelbar og fuldstændig retablering af pensionens oprindelige omfang.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Den foranstaltning, som sagsøgeren blev oplyst om ved den anfægtede meddelelse, hvorved Europa-Parlamentet har foretaget en ny fastsættelse af alderspensionsrettighederne og krævet tilbagebetaling af det beløb, der er blevet udbetalt på grundlag af den tidligere pensionsberegning, erklæres ugyldig eller annulleres i sin helhed.

—

Europa-Parlamentet pålægges at tilbagebetale de uretmæssigt indeholdte beløb med tillæg af lovbestemt rente fra datoen for indeholdelsen, indtil betaling sker, og tilpligtes at opfylde den dom, der afsiges i sagen, og at påtage sig alle initiativer, retsakter eller foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en umiddelbar og fuldstændig retablering af pensionens oprindelige omfang.

—

Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

A)

Principalt:

B)

Subsidiært, såfremt der ikke gives medhold i de principale påstande:

C)

Under alle omstændigheder tilpligtes Den Fælles Afviklingsinstans at betale sagsomkostningerne

1.

Første anbringende vedrørende manglende sagsoplysning, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra a), i forordning 2015/63 og tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om god forvaltning.

2.

Andet anbringende vedrørende manglende sagsoplysning, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra f), i forordning 2015/63 og tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om god forvaltning.

3.

Tredje anbringende vedrørende et EU-retligt organs ulovlige adfærd og vedrørende erstatning uden for kontraktforhold i henhold til artikel 268 TEUF.

4.

Fjerde anbringende vedrørende, som gøres gældende subsidiært og underordnet, vedrørende tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, ækvivalensprincippet og ligebehandlingsprincippet, som medfører, at forordning 2015/63 ikke skal finde anvendelse.