Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2018/C 268/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 259 af 23.7.2018

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 249 af 16.7.2018

EUT C 240 af 9.7.2018

EUT C 231 af 2.7.2018

EUT C 221 af 25.6.2018

EUT C 211 af 18.6.2018

EUT C 200 af 11.6.2018

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. juni 2018 — straffesag mod Nikolay Kolev, Milko Hristov og Stefan Kostadinov (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Spetsializiran nakazatelen sad)

(Sag C-612/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - artikel 325 TEUF - svig eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser vedrørende told - effektiviteten af den strafferetlige forfølgelse - afslutning af straffesagen - rimelig frist - direktiv 2012/13/EU - ret til at blive informeret om tiltalen - adgang til aktindsigt i materiale i sagen - direktiv 2013/48/EU - retten til adgang til advokatbistand))

(2018/C 268/02)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Spetsializiran nakazatelen sad

Part i hovedsagen

Nikolay Kolev, Milko Hristov og Stefan Kostadinov

Konklusion

1)

Artikel 325, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der indfører en procedure til straffesagers afslutning, såsom den, der er fastsat i artikel 368 og 369 i Nakazatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven), for så vidt som denne lovgivning finder anvendelse på sager, der er indledt med hensyn til tilfælde af grov svig eller enhver anden ulovlig handling, der skader Unionens finansielle interesser på toldområdet. Det tilkommer den nationale ret at give artikel 325, stk. 1, TEUF sin fulde virkning, idet den, hvis det er nødvendigt, skal undlade at anvende nævnte lovgivning, samtidig med at den skal sikre overholdelsen af de tiltalte personers grundlæggende rettigheder.

2)

Artikel 6, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at detaljeret information om tiltalen meddeles forsvaret efter indgivelsen af anklageskriftet for retten, men før denne har påbegyndt behandlingen af tiltalens realitet, og før de mundtlige forhandlinger indledes for retten eller endog efter disse forhandlingers påbegyndelse, men inden voteringsfasen, såfremt de informationer, der således er blevet meddelt, senere er blevet ændret, med forbehold for, at retten træffer alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at retten til forsvar og retten til en retfærdig rettergang overholdes.

3)

Dette direktivs artikel 7, stk. 3, skal fortolkes således, at det tilkommer den nationale ret at sikre, at forsvaret har fået en reel mulighed for at få adgang til aktindsigt i materialet i sagen, idet en sådan adgang i givet fald vil kunne finde sted efter indgivelsen af anklageskriftet til retten, men inden denne påbegynder behandlingen af tiltalens realitet, og inden de mundtlige forhandlinger indledes eller endog efter indledningen af disse forhandlinger, men inden voteringsfasen, såfremt nye beviser er blevet tilføjet sagsakterne under retssagen, med forbehold for, at retten træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at retten til forsvar og retten til en retfærdig rettergang overholdes.

4)

Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen skal fortolkes således, at den hverken er til hinder for en national lovgivning, som pålægger den nationale ret at udelukke en advokat, som er befuldmægtiget af to tiltalte, i strid med de tiltaltes ønsker, med den begrundelse, at disse personers interesser er modstridende, eller for, at denne ret tillader disse personer at udpege en ny advokat eller, om nødvendigt, selv udpeger to beskikkede forsvarsadvokater i stedet for den første advokat.

---

(1)  EUT C 48 af 8.2.2016.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. juni 2018 — Unabhängiges Landeszentrum für Datenschutz Schleswig-Holstein mod Wirtschaftsakademie Schleswig-Holstein GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht — Tyskland)

(Sag C-210/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 95/46/EF - personoplysninger - beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af disses oplysninger - påbud om deaktivering af en side på Facebook (fanside), som gør det muligt at indsamle og behandle visse oplysninger om brugerne af denne side - artikel 2, litra d) - den registeransvarlige for behandlingen af personoplysninger - artikel 4 - anvendelig national ret - artikel 28 - nationale tilsynsmyndigheder - myndighedernes beføjelser til at gribe ind))

(2018/C 268/03)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Unabhängiges Landeszentrum für Datenschutz Schleswig-Holstein

Sagsøgt: Wirtschaftsakademie Schleswig-Holstein GmbH

Procesdeltagere: Facebook Ireland Ltd og Vertreter des Bundesinteresses beim Bundesverwaltungsgericht

Konklusion

1)

Artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger skal fortolkes således, at begrebet »registeransvarlig« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter administratoren af en fanside på et socialt netværk.

2)

Artikel 4 og 28 i direktiv 95/46 skal fortolkes således, at i tilfælde, hvor et selskab, som er etableret uden for Den Europæiske Union, har flere virksomheder eller organer i forskellige medlemsstater, er tilsynsmyndigheden i en medlemsstat kompetent til at udøve de beføjelser, der tillægges den i overensstemmelse med direktivets artikel 28, stk. 3, over for en af dette selskabs virksomheder eller organer, der er beliggende på denne medlemsstats område, selv om denne virksomhed eller dette organ ifølge koncernens interne opgavefordeling udelukkende har til opgave at sælge annonceplads og varetage øvrige marketingforanstaltninger på denne medlemsstats område, og eneansvaret for indsamling og behandling af personoplysninger på hele EU’s område tilkommer en virksomhed eller et organ, som er beliggende i en anden medlemsstat.

3)

Artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 28, stk. 3 og 6, i direktiv 95/46 skal fortolkes således, at når tilsynsmyndigheden i en medlemsstat vil udøve sine beføjelser i direktivets artikel 28, stk. 3, til at gribe ind over for et organ, som er beliggende på denne medlemsstats område, på grund af en tilsidesættelse af bestemmelserne om beskyttelse af personoplysninger begået af en registeransvarlig tredjemand, som er etableret i en anden medlemsstat, er denne tilsynsmyndighed kompetent til — uafhængigt af tilsynsmyndigheden i sidstnævnte medlemsstat — at prøve lovligheden af en sådan databehandling og kan udøve sine beføjelser til at gribe ind over for et organ, som er beliggende på dens område, uden på forhånd at have anmodet tilsynsmyndigheden i den anden medlemsstat om at gribe ind.

---

(1)  EUT C 260 af 18.7.2016.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 7. juni 2018 — EP Agrarhandel GmbH mod Bundesminister für Land-, Forst-, Umwelt und Wasserwirtschaft (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgerichtshof — Østrig)

(Sag C-554/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - fælles landbrugspolitik - forordning (EF) nr. 73/2009 - støtte til landbrugere - ammekopræmier - artikel 117, stk. 2 - fremsendelse af oplysninger - beslutning 2001/672/EF, som ændret ved afgørelse 2010/300/EU - flytning af kreaturer til sommergræsning i bjergområder - artikel 2, stk. 4 - frist for indberetning om flytningen - beregning - forsinkede indberetninger - ret til præmieudbetaling - betingelse - hensyntagen til afsendelsesfristen))

(2018/C 268/04)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EP Agrarhandel GmbH

Sagsøgt: Bundesminister für Land-, Forst-, Umwelt und Wasserwirtschaft

Konklusion

Artikel 2, stk. 4, i Kommissionens beslutning 2001/672/EF af 20. august 2001 om særlige regler for flytning af kreaturer, når de sættes på græs om sommeren i bjergområder, som ændret ved Kommissionens afgørelse 2010/300/EU af 25. maj 2010, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter tidspunktet for modtagelsen af indberetningen om flytning til sommergræsgange anses for afgørende for, om fristen for indberetningen er overholdt.

---

(1)  EUT C 46 af 13.2.2017.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. juni 2018 — Grupo Norte Facility SA mod Angel Manuel Moreira Gómez (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia de Galicia — Spanien)

(Sag C-574/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 1999/70/EF - rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP - § 4 - princippet om ikke-diskrimination - begrebet »ansættelsesvilkår« - situationers sammenlignelighed - begrundelse - begrebet »objektive forhold« - godtgørelse i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt af en objektiv grund - mindre godtgørelse udbetalt ved udløbet af en tidsbegrænset afløserkontrakt))

(2018/C 268/05)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Galicia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Grupo Norte Facility SA

Sagsøgt: Angel Manuel Moreira Gómez

Konklusion

§ 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den godtgørelse, som betales til de arbejdstagere, der er ansat i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med henblik på at dække den arbejdstid, der er blevet ledig derved, at en arbejdstager går på deltidspension, såsom den i hovedsagen omhandlede afløserkontrakt, ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, er mindre end den godtgørelse, som tildeles de fastansatte, i tilfælde af, at deres ansættelseskontrakt opsiges af en objektiv grund.

---

(1)  EUT C 30 af 30.1.2017.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 6. juni 2018 — M.N.J.P.W. Nooren og J.M.F.D.C. Nooren, arvingerne efter M.N.F.M. Nooren mod Staatssecretaris van Economische Zaken (anmodning om præjudiciel afgørelse fra College van Beroep voor het Bedrijfsleven — Nederlandene)

(Sag C-667/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - fælles landbrugspolitik - finansiering ved ELFUL - forordning (EF) nr. 1122/2009 - støtte til udvikling af landdistrikterne - misligholdelse af krydsoverensstemmelsesreglerne - nedsættelser og udelukkelser - kumulering af nedsættelser))

(2018/C 268/06)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

College van Beroep voor het Bedrijfsleven

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: M.N.J.P.W. Nooren og J.M.F.D.C. Nooren, arvingerne efter M.N.F.M. Nooren

Sagsøgt: Staatssecretaris van Economische Zaken

Konklusion

Artikel 70-72 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 af 30. november 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 for så vidt angår krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger for direkte støtte til landbrugerne, som er omhandlet i nævnte forordning, og om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår krydsoverensstemmelse inden for rammerne af støtteordningen for vin, sammenholdt med artikel 23 og 24 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003, skal fortolkes således, at der i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor der er konstateret flere misligholdelser inden for samme område, skal foretages en addition af på den ene side den nedsættelse af de samlede direkte betalinger, der er modtaget eller skal modtages, som finder anvendelse i tilfælde af uagtsom misligholdelse, og på den anden side den nedsættelse, der finder anvendelse i tilfælde af forsætlig misligholdelse, idet den samlede nedsættelse skal fastsættes under overholdelse af proportionalitetsprincippet og ikke må overstige det samlede beløb fastsat i artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 73/2009.

---

(1)  EUT C 78 af 13.3.2017.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 7. juni 2018 — Inter-Environnement Bruxelles ASBL m.fl. mod Région de Bruxelles-Capitale (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Belgien)

(Sag C-671/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - miljø - direktiv 2001/42/EF - artikel 2, litra a) - begrebet »planer og programmer« - artikel 3 - vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet - regional forordning om byplanlægning vedrørende EU-kvarteret i Bruxelles (Belgien)))

(2018/C 268/07)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Inter-Environnement Bruxelles ASBL, Groupe d’Animation du Quartier Européen de la Ville de Bruxelles ASBL, Association du Quartier Léopold ASBL, Brusselse Raad voor het Leefmilieu ASBL, Pierre Picard og David Weytsman

Sagsøgt: Région de Bruxelles-Capitale

Konklusion

Artikel 2, litra a), artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet skal fortolkes således, at en forordning om byplanlægning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter visse bestemmelser for udførelsen af byggeprojekter, er omfattet af begrebet »planer og programmer«, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet i dette direktivs forstand, og derfor skal underlægges en vurdering af indvirkningen på miljøet.

---

(1)  EUT C 78 af 13.3.2017.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. juni 2018 — Relu Adrian Coman, Robert Clabourn Hamilton og Asociaţia Accept mod Inspectoratul General pentru Imigrări og Ministerul Afacerilor Interne (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea Constituţională a României — Rumænien)

(Sag C-673/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - unionsborgerskab - artikel 21 TEUF - unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område - direktiv 2004/38/EF - artikel 3 - berettigede personer - familiemedlemmer til en unionsborger - artikel 2, nr. 2), litra a) - begrebet »ægtefælle« - ægteskab mellem personer af samme køn - artikel 7 - retten til ophold i mere end tre måneder - grundlæggende rettigheder))

(2018/C 268/08)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea Constituţională a României

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Relu Adrian Coman, Robert Clabourn Hamilton og Asociaţia Accept

Sagsøgte: Inspectoratul General pentru Imigrări, Ministerul Afacerilor Interne

procesdeltager: Consiliul Naţional pentru Combaterea Discriminării

Konklusion

1)

I en situation, hvor en unionsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed ved i overensstemmelse med betingelserne i artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF at indrejse og tage reelt ophold i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, og i denne forbindelse har opbygget eller konsolideret et familieliv med en tredjelandsstatsborger af samme køn, med hvem vedkommende lovligt har indgået ægteskab i værtsmedlemsstaten, skal artikel 21, stk. 1, TEUF fortolkes således, at den er til hinder for, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, nægter at give nævnte tredjelandsstatsborger ret til ophold på denne medlemsstats område med den begrundelse, at denne medlemsstats lovgivning ikke tillader ægteskab mellem personer af samme køn.

2)

Artikel 21, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede har en tredjelandsstatsborger, der er af samme køn som unionsborgeren, og hvis ægteskab med sidstnævnte er indgået i en medlemsstat i henhold til denne medlemsstats lovgivning, en ret til ophold i mere end tre måneder på den medlemsstats område, i hvilken unionsborgeren er statsborger. Denne afledte ret til ophold må ikke være underlagt betingelser, der er strengere end dem, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2004/38.

---

(1)  EUT C 104 af 3.4.2017.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. juni 2018 — Lucía Montero Mateos mod Agencia Madrileña de Atención Social de la Consejería de Políticas Sociales y Familia de la Comunidad Autónoma de Madrid (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Social no 33 de Madrid — Spanien)

(Sag C-677/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 1999/70/EF - rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP - § 4 - princippet om ikke-diskrimination - begrebet »ansættelsesvilkår« - situationers sammenlignelighed - begrundelse - begrebet »objektive forhold« - godtgørelse i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt af en objektiv grund - ingen godtgørelse ved udløbet af en tidsbegrænset interinidad-kontrakt (vikarkontrakt)))

(2018/C 268/09)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Social no 33 de Madrid

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Lucía Montero Mateos

Sagsøgt: Agencia Madrileña de Atención Social de la Consejería de Políticas Sociales y Familia de la Comunidad Autónoma de Madrid

Konklusion

§ 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter udbetaling af en godtgørelse til arbejdstagere, der er ansat i tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået for midlertidigt at besætte en stilling under en udvælgelses- eller forfremmelsesprocedure med henblik på at besætte denne stilling permanent, såsom den i hovedsagen omhandlede interinidad-kontrakt (vikarkontrakt), ved udløbet af den periode, for hvilken disse kontrakter er blevet indgået, selv om fastansatte tildeles en godtgørelse i tilfælde af, at deres ansættelseskontrakt opsiges af en objektiv grund.

---

(1)  EUT C 86 af 20.3.2017.

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 7. juni 2018 — ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias mod Europa-Kommissionen

(Sag C-6/17 P) (1)

((Appel - voldgiftsbestemmelser - Perform-aftalen og Oasis-aftalen indgået under syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) - støtteberettigede udgifter - tilbagebetaling af betalte beløb - modkrav))

(2018/C 268/10)

Processprog: græsk

Parter

Appellant: ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias (ved dikigoros S. Paliou)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal og A. Kyratsou, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 63 af 27.2.2017.

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 7. juni 2018 — ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias mod Europa-Kommissionen

(Sag C-7/17 P) (1)

((Appel - voldgiftsklausuler - aftalerne Persona og Terregov, der er indgået i forbindelse med sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2002-2006) - støtteberettigede omkostninger - tilbagebetaling af de udbetalte beløb - modkrav))

(2018/C 268/11)

Processprog: græsk

Parter

Appellant: ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias (ved dikigoros S. Paliou)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal og A. Kyratsou, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 63 af 27.2.2017.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 6. juni 2018 — Apcoa Parking Holdings GmbH mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

(SagC-32/17 P) (1)

([Appel - EU-varemærker - ansøgning om registrering af EU-ordmærket og EU-figurmærket PARKWAY - absolut registreringshindring - beskrivende karakter - forordning (EF) nr. 207/2009 - artikel 7, stk. 1, litra c)])

(2018/C 268/12)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Apcoa Parking Holdings GmbH (ved rechtsanwalt A. Lohmann)

Den anden part i sagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret EUIPO (ved A. Söder, som befuldmægtiget)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Apcoa Parking Holdings GmbH betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 151 af 15.5.2017.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 7. juni 2018 — Scotch Whisky Association mod Michael Klotz (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Hamburg — Tyskland)

(Sag C-44/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus - forordning (EF) nr. 110/2008 - artikel 16, litra a)-c) - bilag III - den registrerede geografiske betegnelse »Scotch Whisky« - whisky fremstillet i Tyskland og markedsført under betegnelsen »Glen Buchenbach«))

(2018/C 268/13)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Scotch Whisky Association

Sagsøgt: Michael Klotz

Konklusion

1)

Artikel 16, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89 skal fortolkes således, at det med henblik på at fastslå, om der foreligger en »indirekte kommerciel brug« af en registreret geografisk betegnelse, kræves, at den omtvistede bestanddel enten anvendes i en form, der er identisk med denne betegnelse, eller i fonetisk og/eller visuel henseende ligner denne. Det er således ikke tilstrækkeligt, at denne bestanddel hos den relevante kundekreds kan vække en association af en hvilken som helst art til den nævnte betegnelse eller det relevante geografiske område.

2)

Artikel 16, litra b), i forordning nr. 110/2008 skal fortolkes således, at det med henblik på at fastslå, om der foreligger en »antydning« af en registreret geografisk betegnelse, påhviler den forelæggende ret at vurdere, om en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet europæisk gennemsnitsforbruger, når vedkommende ser den omtvistede betegnelse, føres til at tænke på den vare, som den beskyttede geografiske betegnelse gælder for. I forbindelse med denne vurdering skal den pågældende ret — når der for det første ikke foreligger et fonetisk og/eller visuelt slægtskab mellem den omtvistede betegnelse og den beskyttede geografiske betegnelse, og der for det andet ikke er tale om, at denne beskyttede geografiske betegnelse er delvis omfattet i den omtvistede betegnelse — i givet fald tage hensyn til den begrebsmæssige lighed mellem den omtvistede betegnelse og den beskyttede geografiske betegnelse. Artikel 16, litra b), i forordning nr. 110/2008 skal fortolkes således, at der med henblik på at fastslå, om der foreligger en »antydning« af en registreret geografisk betegnelse, ikke skal tages hensyn til den sammenhæng, hvori den omtvistede bestanddel indgår, og navnlig den omstændighed, at den er ledsaget af en nærmere angivelse af den pågældende vares virkelige oprindelse.

3)	Artikel 16, litra c), i forordning nr. 110/2008 skal fortolkes således, at der med henblik på at fastslå, om der foreligger en ved denne bestemmelse forbudt »falsk eller vildledende angivelse«, ikke skal tages hensyn til den sammenhæng, hvori den omtvistede bestanddel er anvendt.

---

(1)  EUT C 121 af 18.4.2017.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 6. juni 2018 — Koppers Denmark ApS mod Skatteministeriet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret — Danmark)

(Sag C-49/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2003/96/EF - beskatning af energiprodukter og elektricitet - artikel 21, stk. 3 - afgiftspligtens indtræden - forbrug af energiprodukter produceret på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter - energiprodukter, der anvendes til andre formål end som motorbrændstof eller brændsel til opvarmning - forbrug af solvent som brændsel på et tjæredestillationsanlæg))

(2018/C 268/14)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Østre Landsret

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Koppers Denmark ApS

Sagsøgt: Skatteministeriet

Konklusion

Artikel 21, stk. 3, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet skal fortolkes således, at forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der har produceret dem, med henblik på fremstilling af andre energiprodukter ikke henhører under den undtagelse vedrørende den afgiftsudløsende begivenhed, der er fastsat i nævnte bestemmelse, i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor de energiprodukter, der fremstilles som den pågældende virksomheds hovedaktivitet, anvendes til andet end motorbrændstof og brændsel til opvarmning.

---

(1)  EUT C 112 af 10.4.2017.

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 7. juni 2018 — KP mod LO (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig)

(Sag C-83/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde på det civilretlige område - Haagerprotokollen af 2007 - lov, der finder anvendelse på underholdspligt - artikel 4, stk. 2 - den bidragsberettigedes skift af sædvanligt opholdssted - mulighed for med tilbagevirkende kraft at anvende loven i den bidragsberettigedes nye opholdsstat, der er sammenfaldende med domstolslandets lov - rækkevidden af udtrykket »hvis den bidragsberettigede ikke kan opnå underholdsbidrag fra den bidragspligtige« - situation, hvor den bidragsberettigede ikke opfylder en retlig betingelse))

(2018/C 268/15)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: KP

Sagsøgt: LO

Konklusion

1)

Artikel 4, stk. 2, i Haagerprotokollen af 23. november 2007 om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt, godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/941/EF af 30. november 2009, skal fortolkes således: — Den omstændighed, at domstolsstaten er samme stat som den, hvor den bidragsberettigede har sædvanligt opholdssted, er ikke til hinder for, at denne bestemmelse kan finde anvendelse, når den lov, der er udpeget i henhold til den subsidiære tilknytningsregel i denne bestemmelse, ikke er sammenfaldende med den lov, der er udpeget i henhold til den primære tilknytningsregel i den nævnte protokols artikel 3. — I en situation, hvor den bidragsberettigede, som har skiftet sædvanligt opholdssted, for retten i den stat, hvor den pågældende har sit nye sædvanlige opholdssted, indbringer et krav om underholdsbidrag mod den bidragspligtige for en tidligere periode, hvor den bidragsberettigede var bosiddende i en anden medlemsstat, kan domstolslandets lov, som også er loven i den stat, hvor den bidragsberettigede har sit nye opholdssted, finde anvendelse, hvis retterne i domstolsmedlemsstaten ville have haft kompetence til at træffe afgørelse i tvister om underholdsbidrag vedrørende disse parter for så vidt angår denne periode.

2)

Udtrykket »ikke kan opnå underholdsbidrag« i artikel 4, stk. 2, i Haagerprotokollen af 23. november 2007 skal fortolkes således, at det også omfatter den situation, hvor den bidragsberettigede ikke kan opnå underholdsbidrag i medfør af loven i den stat, hvor den pågældende tidligere havde sædvanligt opholdssted, med den begrundelse, at den bidragsberettigede ikke opfylder visse betingelser i denne lov.

---

(1)  EUT C 168 af 29.5.2017.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 7. juni 2018 — Raoul Thybaut, Johnny De Coster og Frédéric Romain mod Région wallonne (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d'État — Belgien)

(Sag C-160/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - miljø - direktiv 2001/42/EF - artikel 2, litra a) - begrebet »planer og programmer« - artikel 3 - vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet - byplanlægningsperimeter - mulighed for at fravige byplanlægningskrav - ændring af »planer og programmer))

(2018/C 268/16)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d'État

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Raoul Thybaut, Johnny De Coster og Frédéric Romain

Sagsøgt: Région wallonne

Procesdeltagere: Commune d’Orp-Jauche og Bodymat SA

Konklusion

Artikel 2, litra a), artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet skal fortolkes således, at en bekendtgørelse, der fastlægger et byplanlægningsperimeter, der alene har til formål at fastlægge et geografisk område, inden for hvilket der kan gennemføres et byplanlægningsprojekt, der har til formål at ændre og udvikle bymæssige funktioner, og som kræver opførelse, ændring og nedlæggelse af veje eller overbygninger over veje på jord og offentlige områder, og hvis gennemførelse kan indebære en fravigelse af visse byplanlægningskrav, henhører — på grund af denne beføjelse til at fravige — under begrebet »planer og programmer«, der kan have væsentlig indvirkning på miljøet som omhandlet i dette direktiv, for hvilke der skal gennemføres en miljøvurdering.

---

(1)  EUT C 178 af 6.6.2017.

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 6. juni 2018 — Virgílio Tarragó da Silveira mod Massa Insolvente da Espírito Santo Financial Group, SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supremo Tribunal de Justiça — Portugal)

(Sag C-250/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i civile sager - insolvensbehandling - forordning (EF) nr. 1346/2000 - artikel 15 - insolvensbehandlingens virkninger for verserende retssager om et aktiv eller en rettighed i massen - begrebet »verserende retssager« - anerkendelsessøgsmål vedrørende eksistensen af en fordring))

(2018/C 268/17)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal de Justiça

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Virgílio Tarragó da Silveira

Sagsøgt: Massa Insolvente da Espírito Santo Financial Group, SA

Konklusion

Artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at den finder anvendelse på retssager, der verserer for en ret i en medlemsstat, hvori der er nedlagt påstand om, at skyldneren tilpligtes at opfylde sin betalingsforpligtelse vedrørende et ubetalt beløb i henhold til en aftale om levering af tjenesteydelser og at betale erstatning for manglende opfyldelse af denne forpligtelse, i et tilfælde, hvor skyldneren er erklæret insolvent i forbindelse med en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, og hvor denne insolvenserklæring omfatter hele skyldnerens formue.

---

(1)  EUT C 239 af 24.7.2017.

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 7. juni 2018 — Equipolymers Srl, M&G Polimeri Italia SpA og Novapet SA mod Committee of Polyethylene Terephthalate (PET) Manufacturers in Europe (CPME), Cepsa Química SA, Indorama Ventures Poland sp. z o.o., Lotte Chemical UK Ltd, Ottana Polimeri Srl, UAB Indorama Polymers Europe, UAB Neo Group, UAB Orion Global pet, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, European Federation of Bottled Waters (EFBW), Caiba SA, Coca-Cola Enterprises Belgium (CCEB), Danone, Nestlé Waters Management & Technology, Pepsico International Ltd og Refresco Gerber BV

(Sag C-363/17 P) (1)

((Appel - dumping - import af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Thailand og Taiwan - gennemførelsesafgørelse 2013/226/EU - afgørelse om at afslutte den fornyede undersøgelsesprocedure i forbindelse med foranstaltningernes udløb uden at indføre en endelig antidumpingtold - ansvar uden for kontraktforhold - årsagsforbindelse - begrundelsespligt))

(2018/C 268/18)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Equipolymers Srl, M&G Polimeri Italia SpA og Novapet SA (ved avocat L. Ruessmann og solicitor J. Beck)

De andre parter i appelsagen: Committee of Polyethylene Terephthalate (PET) Manufacturers in Europe (CPME), Cepsa Química SA, Indorama Ventures Poland sp. z o.o., Lotte Chemical UK Ltd, Ottana Polimeri Srl, UAB Indorama Polymers Europe, UAB Neo Group, UAB Orion Global pet, Rådet for Den Europæiske Union (ved H. Marcos Fraile, som befuldmægtiget, bistået af solicitor B. O’Connor og avocat S. Gubel), Europa-Kommissionen, European Federation of Bottled Waters (EFBW), Caiba SA, Coca-Cola Enterprises Belgium (CCEB), Danone, Nestlé Waters Management & Technology, Pepsico International Ltd og Refresco Gerber BV

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Equipolymers Srl, M&G Polimeri Italia SpA og Novapet SA betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 283 af 28.8.2017.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 7. juni 2018 — Ori Martin SA mod Den Europæiske Unions Domstol

(Sag C-463/17 P) (1)

((Appel - erstatningssøgsmål - utilstrækkelig begrundelse af en dom afsagt af Domstolen i en appelsag - urigtig gengivelse af en erstatningspåstands genstand))

(2018/C 268/19)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Ori Martin SA (ved avvocato G. Belotti)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Domstol (ved J. Inghelram og A. M. Almendros Manzano, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Ori Martin SA bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Domstol afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 392 af 20.11.2017.

Appel iværksat den 20. december 2017 af Kevin Karp til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 23. oktober 2017 i sag T-833/16, Karp mod Parlamentet

(Sag C-714/17 P)

(2018/C 268/20)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Kevin Karp (ved avocat N. Lambers og avocate R. Ben Ammar)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

Ved kendelse af 19. juni 2018 har Domstolen (Niende Afdeling) afvist appellen.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bezirksgericht Villach (Østrig) den 27. november 2017 — Norbert Reitbauer m.fl. mod Enrico Casamassima

(Sag C-722/17)

(2018/C 268/21)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bezirksgericht Villach

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Norbert Reitbauer, Dolinschek GmbH, B.T.S. Trendfloor Raumausstattungs-GmbH, Elektrounternehmen K. Maschke GmbH, Klaus Egger og Architekt DI Klaus Egger Ziviltechniker GmbH

Sagsøgt: Enrico Casamassima

Præjudicielle spørgsmål

1

Første spørgsmål: Skal artikel 24, nr. 5), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (1) af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fortolkes således, at et indsigelsessøgsmål i henhold til § 232 i den østrigske tvangsfuldbyrdelseslov i tilfælde af uenighed om fordelingen af provenuet af en retslig bortauktionering, er omfattet af denne forskrifts anvendelsesområde også i tilfælde, hvor den ene pantekreditors søgsmål mod den anden pantekreditor a) er støttet på den indvending, at dennes panteretligt sikrede krav ikke længere består på grund af et modkrav fra debitors side på skadeserstatning, og b) desuden — svarende til et omstødelsessøgsmål — er støttet på den indvending, at stiftelsen af panterettigheden for dette krav er ugyldig på grund af kreditorbegunstigelse?

2

Andet spørgsmål (dersom første spørgsmål besvares benægtende): Skal artikel 24, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fortolkes således, at et indsigelsessøgsmål i henhold til § 232 i den østrigske tvangsfuldbyrdelseslov i tilfælde af uenighed om fordelingen af provenuet af en retslig bortauktionering, er omfattet af denne forskrifts anvendelsesområde også i tilfælde, hvor den ene pantekreditors søgsmål mod den anden pantekreditor a) er støttet på den indvending, at dennes panteretligt sikrede krav ikke længere består på grund af et modkrav fra debitors side på skadeserstatning, og b) desuden — svarende til et omstødelsessøgsmål — er støttet på den indvending, at stiftelsen af panteretten for dette krav er ugyldig på grund af kreditorbegunstigelse?

---

(1)  EUT 2012, L 351, s. 1.

Appel iværksat den 30. januar 2018 af Merck KGaA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 17. november 2017 i sag T-802/16, Endoceutics mod EUIPO — Merck

(Sag C-62/18 P)

(2018/C 268/22)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Merck KGaA (ved rechtsanwälte M. Best, U. Pfleghar og S. Schäffner samt advokat M. Giannakoulis)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Endoceutics, Inc.

Domstolen (Ottende Afdeling) har ved kendelse af 31. maj 2018 afvist appellen.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg (Tyskland) den 16. februar 2018 — straffesag mod Dumitru-Tudor Dorobantu

(Sag C-128/18)

(2018/C 268/23)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Tiltalt: Dumitru-Tudor Dorobantu

Procesdeltager: Generalstaatsanwaltschaft Hamburg

Præjudicielle spørgsmål

1)

Hvilke minimumskrav kan der i forbindelse med rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre (1) stilles til fængslingsforhold ud fra grundrettighedschartrets artikel 4? a) Findes der navnlig fra et EU-retligt synspunkt en »absolut« nedre grænse for cellestørrelse, hvorunder der altid vil foreligge et brud på grundrettighedschartrets artikel 4? i) Afhænger bestemmelsen af den individuelle celleandel af, om der er tale om en enecelle eller en fællescelle? ii) Skal det areal, der optages af møblement (seng, skab, osv.), trækkes fra ved beregningen af cellestørrelsen? iii) Hvilke bygningsmæssige forudsætninger er i givet fald relevante for, om fængslingsforholdene er i overensstemmelse med EU-retten? Hvilken betydning har i givet fald den direkte (eller kun indirekte) adgang fra fængselscellen til f.eks. toiletrum eller andre rum såvel som forsyningen med koldt og varmt vand, opvarmning, belysning, osv.? b) I hvilken grad spiller forskellige »afsoningsordninger«, navnlig forskellige tidsrum hvor cellerne er åbne og forskellige grader af bevægelsesfrihed i fængslet, en rolle for vurderingen? c) Kan — således som afdelingen har gjort i sine afgørelser om udleveringens lovlighed — også retslige og organisatoriske forbedringer i den udstedende medlemsstat (indførelse af et ombudsmandssystem, etablering af domstole for straffuldbyrdelse, osv.) tages i betragtning?

2)

Efter hvilke kriterier skal fængslingsforholdene vurderes i forhold til grundlæggende EU-rettigheder? I hvilken grad har disse kriterier indflydelse på fortolkningen af begrebet »reel risiko« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens praksis i sagerne Aranyosi og Căldăraru? a) Har de judicielle myndigheder i fuldbyrdelsesmedlemsstaten beføjelse til omfattende kontrol af fængslingsforholdene i den udstedende medlemsstat eller skal de begrænse sig til en »kontrol af åbenlyse forhold« (»Evidenzkontrolle«)? b) For så vidt som Domstolen i forbindelse med besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål måtte nå den konklusion, at der findes »absolutte« EU-retlige krav til fængslingsforholdene: Ville en manglende opfyldelse af disse minimumsbetingelser være »afvejningsresistent« i den forstand, at der dermed altid ville bestå en »reel risiko«, der ville gøre en udlevering ulovlig, eller kan fuldbyrdelsesmedlemsstaten alligevel foretage en afvejning? Kan der herved tages hensyn til aspekter som opretholdelsen af den gensidige retshjælp på europæisk plan, den europæiske strafferetsplejes funktionsdygtighed eller princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse?

---

(1)  Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Dresden (Tyskland) den 22. februar 2018 — hapeg dresden gmbh mod Bayrische Straße 6-8 GmbH & Co. KG

(Sag C-137/18)

(2018/C 268/24)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Dresden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: hapeg dresden gmbh

Sagsøgt: Bayrische Straße 6-8 GmbH & Co. KG

Præjudicielt spørgsmål

Skal EU-retten, navnlig artikel 15, stk. 3, litra b) og c), og artikel 16, stk. 1, første, andet og tredje afsnit, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF (1) af 12. december 2006 (tjenesteydelsesdirektivet), fortolkes således, at den er til hinder for en national ordning — som den i hovedsagen anvendelige — hvorefter det ikke er tilladt i aftaler med arkitekter og/eller ingeniører at aftale et honorar, der er lavere end mindstesatserne for det vederlag, som skal beregnes i henhold til honorarordningen for arkitekter og ingeniører?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.12.2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT 2006, L 376, s. 36).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Wien (Østrig) den 19. marts 2018 — Wasserleitungsverband Nördliches Burgenland o.a.

(Sag C-197/18)

(2018/C 268/25)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Wien

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Wasserleitungsverband Nördliches Burgenland, Robert Prandl og Gemeinde Zillingdorf

Sagsøgt: Bundesministerin für Nachhaltigkeit und Tourismus, vormals Bundesminister für Land und Forstwirtschaft, Umwelt und Wasserwirtschaft

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 288 TEUF, sammenholdt med artikel 5, stk. 4, eller med artikel 5, stk. 5, i, sammenholdt med bilag I, nr. 2), til Rådets direktiv 91/676/EØF (1) af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (herefter »nitratdirektivet«), fortolkes således, at

a)

et offentligt vandforsyningsanlæg, der leverer forsyningspligtydelser og i denne forbindelse, inden drikkevandet distribueres til forbrugere (med tilslutningspligt), behandler dette vand med forhøjede nitratværdier, der indvindes fra de brønde, som anlægget råder over, for inden distributionen til forbrugerne at opnå en nitratkoncentration i vandet på mindre end 50 mg pr. liter, idet det pågældende anlæg efter loven også er forpligtet til at varetage vandforsyningen i et bestemt geografisk område, i så henseende i henhold til Den Europæiske Unions Domstols praksis er direkte berørt (i den foreliggende sag af en eventuel mangelfuld gennemførelse af Rådets direktiv 91/676/EØF af 12.12.1991), i og med det pågældende anlæg på grund af handlingsprogrammer, der angiveligt er utilstrækkelige (eftersom nitratkoncentrationen på 50 mg pr. liter i vandet på dette vandforsyningsanlægs område overskrides), er berørt, idet anlægget skal iværksætte foranstaltninger til behandling af vandet, hvorved det indrømmes subjektive rettigheder inden for nitratdirektivets rammer a.1) med henblik på ændring af et handlingsprogram, der allerede er vedtaget på nationalt plan til gennemførelse af nitratdirektivet (i henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 4), således at der ved en sådan ændring vedtages strengere foranstaltninger med det formål at nå målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved enkelte indvindingssteder? a.2) med henblik på vedtagelse af supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger (i henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 5) med det mål at gennemføre målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved enkelte indvindingssteder?

b)

en forbruger, der efter loven har ret til at anvende vandet fra sin egen husbrønd til eget forbrug og ikke anvender dette vand på grund af forhøjede nitratværdier (idet han på tidspunktet for indgivelsen af den anmodning, der ligger til grund for sagen, ikke kunne anvende dette vand og under nærværende forelæggelse for Den Europæiske Unions Domstol ganske vist kunne anvende dette, men en fornyet forøgelse af nitratkoncentrationen i vandet til over 50 mg pr. liter uomtvistet må påregnes), men får vand fra et offentligt vandforsyningsanlæg, i så henseende i henhold til Den Europæiske Unions Domstols praksis er direkte berørt (i den foreliggende sag af en eventuel mangelfuld gennemførelse af Rådets direktiv 91/676/EØF af 12.12.1991), i og med den pågældende på grund af handlingsprogrammer, der angiveligt er utilstrækkelige, eftersom nitratkoncentrationen på 50 mg pr. liter overskrides i vandet på dennes vandindvindingssted (husbrønd), er berørt, idet han ikke kan gøre brug af sin — med visse indskrænkninger — lovhjemlede ret til at anvende grundvandet på sin ejendom, hvorved han indrømmes subjektive rettigheder inden for nitratdirektivets rammer b.1) med henblik på ændring af et handlingsprogram, der allerede er vedtaget på nationalt plan til gennemførelse af nitratdirektivet (i henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 4), således at der ved en sådan ændring vedtages strengere foranstaltninger med det formål at nå målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved enkelte indvindingssteder? b.2) med henblik på vedtagelse af supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger (i henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 5) med det mål at gennemføre målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved enkelte indvindingssteder?

c)

en kommune, der i sin egenskab af offentlig myndighed på grund af nitratkoncentrationer i vandet på over 50 mg pr. liter kun anvender en kommunal brønd, som den driver med henblik på drikkevandsforsyning, som brønd med sekundavand eller stiller den til rådighed som sådan — idet drikkevandsforsyningen ikke påvirkes som følge heraf — i henhold til Den Europæiske Unions Domstols praksis er direkte berørt (i den foreliggende sag af en eventuel mangelfuld gennemførelse af Rådets direktiv 91/676/EØF af 12.12.1991 i form af utilstrækkelige handlingsplaner), i og med nitratkoncentrationen på 50 mg pr. liter overskrides i vandet på indvindingsstedet og en anvendelse som drikkevand som følge heraf ikke er mulig, hvorved den indrømmes subjektive rettigheder inden for nitratdirektivets rammer c.1) med henblik på ændring af et handlingsprogram, der allerede er vedtaget på nationalt plan til gennemførelse af nitratdirektivet (i henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 4), således at der ved en sådan ændring vedtages strengere foranstaltninger med det formål at nå målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved enkelte indvindingssteder? c.2) med henblik på vedtagelse af supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger (i henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 5) med det mål at gennemføre målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved enkelte indvindingssteder? I alle tre tilfælde er beskyttelsen af forbrugernes sundhed under alle omstændigheder enten sikret ved, at vandet aftages fra udbydende vandforsyningsanlæg (med tilslutningspligt og tilslutningsret) — tilfælde b) og c) — eller gennem egnede vandbehandlingsforanstaltninger — tilfælde a).

---

(1)  Rådets direktiv 91/676/EØF af 12.12.1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EFT L 375, s. 1).

Appel iværksat den 18. marts 2018 af Asociación de la pesca y acuicultura del entorno de Doñana y del Bajo Guadalquivir (Pebagua) til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 16. januar 2018 i sag T-715/16, Pebagua mod Kommissionen

(Sag C-204/18 P)

(2018/C 268/26)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Asociación de la pesca y acuicultura del entorno de Doñana y del Bajo Guadalquivir (Pebagua) (ved abogado A.J. Uceda Sosa)

Den anden i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens kendelse, der er genstand for denne appel, ophæves fuldt ud.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse i tvisten, idet der gives medhold i den af sagsøgeren i første instans nedlagte påstand, hvorved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1141 af 13. juli 2016 (1) annulleres, eller subsidiært, annulleres optagelsen af arten Procambarus clarkii på EU-listen, som blev vedtaget ved den nævnte forordning.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

I den appellerede kendelse behandler Retten ikke de materielle spørgsmål, der blev fremført i søgsmålet, idet sagen blev afvist under henvisning til, at sagsøgeren ikke havde søgsmålskompetence, hvilket indebærer en tilsidesættelse af det andet tilfælde af søgsmålskompetence som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, henset til, at den anfægtede forordning umiddelbart berører de virksomheder, som sagsøgeren repræsenterer, og ikke indeholder gennemførelsesforanstaltninger.

---

(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1141 af 13.7.2016 om vedtagelse af en liste over invasive ikkehjemmehørende arter, som er problematiske på EU-plan, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 (EUT 2016, L 189, s. 4).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Hamburg (Tyskland) den 29. marts 2018 — Krohn & Schröder GmbH mod Hauptzollamt Hamburg-Haften

(Sag C-226/18)

(2018/C 268/27)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Krohn & Schröder GmbH

Sagsøgt: Hauptzollamt Hamburg-Haften

Præjudicielle spørgsmål

1)	Omfatter toldkodeksens (1) artikel 212a en fritagelse for en antidumping- og udligningstold i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1238/2013 (2) og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1239/2013 (3)?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Er den i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1239/2013 anførte betingelse opfyldt ved anvendelse af toldkodeksens artikel 212a på et tilfælde, hvor der opstår toldskyld efter toldkodeksens artikel 204, stk. 1, som følge af overskridelse af en frist i henhold til toldkodeksens artikel 49, stk. 1, når den virksomhed, der er forretningsmæssigt forbundet med den i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU nævnte virksomhed — som har fremstillet, afsendt og faktureret den pågældende vare — ganske vist ikke var aktiv som importør af den pågældende vare og heller ikke havde stået for dens overgang til fri omsætning, men havde til hensigt at gøre det og også faktisk fik den pågældende vare leveret?

3)

Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende: Kan der ved anvendelsen af toldkodeksens artikel 212a på et tilfælde, hvor der opstår toldskyld efter toldkodeksens artikel 204, stk. 1, som følge af overskridelse af en frist i henhold til toldkodeksens artikel 49, stk. 1, også fremlægges en tilsagnsfaktura og et eksporttilsagnscertifikat i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr. 1239/2013, inden for en af toldmyndighederne i henhold til toldkodeksens artikel 53, stk. 1, fastsat frist?

4)

Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende: Opfylder en tilsagnsfaktura i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1239/2013, der i stedet for gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU nævner afgørelse 2013/423/EU, under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder og under hensyntagen til almene retsprincipper, betingelserne i bilag III, nr. 9), til forordning nr. 1238/2013 og bilag 2, nr. 9), til forordning nr. 1239/2013?

5)

Såfremt spørgsmål 4 besvares benægtende: Kan der ved anvendelse af toldkodeksens artikel 212a på et tilfælde, hvor der opstår toldskyld efter toldkodeksens artikel 204, stk. 1, som følge af overskridelse af en frist i henhold til toldkodeksens artikel 49, stk. 1, stadig fremlægges en tilsagnsfaktura i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1239/2013, i klagesagen til prøvelse af fastsættelsen af toldskylden?

---

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentet og Rådets Forordning (EF) nr. 82/97 af 19.12.1996 (EFT 1992, L 17, s. 1).

(2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1238/2013 af 2.12.2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013 L 325, s. 1).

(3)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1239/2013 af 2.12.2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT 2013, L 325, s. 66).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (Italien) den 4. maj 2018 — Associazione »Verdi Ambiente e Società — Aps Onlus« m.fl. mod Presidenza del Consiglio dei Ministri m.fl.

(Sag C-305/18)

(2018/C 268/28)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Associazione »Verdi Ambiente e Società — Aps Onlus«, VAS — Aps Onlus og Associazione di Promozione Sociale »Movimento Legge Rifiuti Zero per l’Economia Circolare«

Sagsøgte: Presidenza del Consiglio dei Ministri, Ministero dell’Ambiente e della Tutela del Territorio e del Mare, Regione Lazio, Regione Toscana og Regione Lombardia

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 4 og 13 i direktiv 2008/98/EF (1), sammenholdt med 6., 8., 28., og 31. betragtning hertil, til hinder for en national primær lovgivning og den hertil knyttede sekundære gennemførelseslovgivning — såsom artikel 35, stk. 1, i lovdekret nr. 133/2014, ophøjet til lov nr. 164/2014, og Decreto del Presidente del Consiglio dei Ministri af 10. august 2016, offentliggjort i Gazzetta ufficiale della Repubblica italiana (Den Italienske Republiks officielle tidende) nr. 233 den 5. oktober 2016 — hvorefter det kun er de forbrændingsanlæg, der er nævnt i bilagene til og tabellerne i nævnte dekret, der kvalificeres som strategiske infrastrukturer og installationer af særlig national interesse, der gennemfører et integreret og moderne system for håndtering af kommunalt og lignende affald, og som sikrer en national egenkapacitet, når henses til, at lignende anlæg, der behandler affald med henblik på genbrug og genanvendelse, ikke har opnået en tilsvarende anerkendelse af den nationale lovgiver til trods for, at disse to metoder rangerer højere i det i nævnte direktiv omhandlede affaldshierarki? Subsidiært, og såfremt dette ikke er tilfældet, er artikel 4 og 13 i direktiv 2008/98/EF til hinder for en national primær lovgivning og den hertil knyttede sekundære gennemførelseslovgivning — såsom artikel 35, stk. 1, i lovdekret nr. 133/2014, ophøjet til lov nr. 164/2014, og Decreto del Presidente del Consiglio dei Ministri af 10. august 2016, offentliggjort i Gazzetta ufficiale della Repubblica italiana nr. 233 den 5. oktober 2016 — hvorefter anlæg til forbrænding af kommunalt affald kvalificeres som strategiske infrastrukturer og installationer af særlig national interesse med henblik på dels at forbygge og undgå fremtidige traktatbrudssøgsmål for manglende gennemførelse af de EU-retlige bestemmelser, som finder anvendeles på denne sektor, dels at reducerer andelen af affald, der ender på deponeringsanlæg?

2)

Er artikel 2, 3, 4, 6, 7, 8, 9, 10, 11 og 12 i direktiv 2001/42/EF (2), også sammenholdt, til hinder for anvendelsen af en national primær lovgivning og den hertil knyttede sekundære gennemførelseslovgivning — såsom artikel 35, stk. 1, i lovdekret nr. 133/2014, ophøjet til lov nr. 164/2014, og Decreto del Presidente del Consiglio dei Ministri af 10. august 2016, offentliggjort i Gazzetta ufficiale della Repubblica italiana (Den Italienske Republiks officielle tidende) nr. 233 den 5. oktober 2016 — hvorefter premierministeren ved dekret kan opjustere kapaciteten for eksisterende forbrændingsanlæg og fastsætte antallet, kapaciteten for og den regionale placering af kommende forbrændingsanlæg med energiudnyttelse af kommunalt og lignende affald, som i overensstemmelse med formålene om særskilt indsamling og genanvendelse skal opføres for at dække visse tilbageværende behov og for gradvist at genoprette den socioøkonomiske balance mellem forskellige nationale områder, uden at det i den nationale lovgivning foreskrives, at bestemmelserne om strategisk miljøvurdering i direktiv 2001/42/EF skal finde anvendelse under udarbejdelsen af den plan, som fremgår af nævnte dekret?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19.11.2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT L 312, s. 3).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27.6.2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197, s. 30).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (Italien) den 7. maj 2018 — Lavorgna Srl mod Comune di Montelanico m.fl.

(Sag C-309/18)

(2018/C 268/29)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Lavorgna Srl

Sagsøgte: Comune di Montelanico, Comune di Supino, Comune di Sgurgola og Comune di Trivigliano

Præjudicielt spørgsmål

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94, s. 65).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (Bulgarien) den 11. maj 2018 — straffesag mod Emil Milev

(Sag C-310/18)

(2018/C 268/30)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Spetsializiran nakazatelen sad

Tiltalt i straffesagen

Emil Milev

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er en national retspraksis, hvorefter opretholdelsen af tvangsforanstaltningen »varetægtsfængsling« (fire måneder efter den sigtedes anholdelse) er betinget af tilstedeværelsen af »begrundet mistanke«, forstået som en ren »umiddelbar« konstatering af, at den sigtede kan have begået den pågældende strafbare handling, forenelig med artikel 3, artikel 4, stk. 1, andet punktum, artikel 10, 16. betragtning, fjerde og femte punktum, og 48. betragtning til direktiv 2016/343 (1) samt artikel 47 og 48 i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder]? Eller, hvis det ikke er tilfældet, er en national retspraksis, hvorefter »begrundet mistanke« forstås som en stor sandsynlighed for, at den sigtede har begået den pågældende forbrydelse, forenelig med ovennævnte bestemmelser?

2)

Er en national retspraksis, som pålægger den ret, som skal træffe afgørelse om en anmodning om ændring af en allerede vedtaget tvangsforanstaltning i form af en »varetægtsfængsling«, at begrunde sin afgørelse uden at sammenligne såvel diskulperende som belastende beviselementer, selv om den sigtedes forsvarer har fremført argumenter herom — og hvor den eneste grund til denne begrænsning er, at dommeren skal forblive upartisk i tilfælde af, at denne sag vil blive tildelt ham med henblik på realitetsbehandling — forenelig med artikel 4, stk. 1, andet punktum, artikel 10, 16. betragtning, fjerde og femte punktum, og 48. betragtning til direktiv 2016/343 samt artikel 47 i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder]? Eller, hvis det ikke er tilfældet, er en national retspraksis, hvorefter retten foretager en mere detaljeret og præcis undersøgelse af beviselementerne og giver et klart svar på den sigtedes forsvarers argumenter, selv om retten i så fald risikerer at være ude af stand til at undersøge sagen eller afsige en endelig afgørelse vedrørende skyldsspørgsmålet, hvis nævnte sag bliver tildelt den med henblik på realitetsbehandling — hvilket ville kræve, at en anden dommer undersøger sagens realitet — forenelig med ovennævnte bestemmelser?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/343 af 9.3.2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Svea hovrätt (Sverige) den 9. maj 2018 — Dacom Limited mod IPM Informed Portfolio Management AB

(Sag C-313/18)

(2018/C 268/31)

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Svea hovrätt

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Dacom Limited

Sagsøgt: IPM Informed Portfolio Management AB

Præjudicielle spørgsmål

1.1

Hvilke kriterier skal afgøre, om et materiale udgør forberedende designmateriale som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/24/EF (1) af 23. april 2009 om retlig beskyttelse af edb-programmer? Kan et dokument, der fastlægger krav om, hvilke funktioner et edb-program skal udføre, og hvilke resultater edb-programmet skal opnå, eksempelvis detaljerede beskrivelser af investeringsprincipper eller risikomodeller for kapitalforvaltning, herunder matematiske formler, der skal anvendes i edb-programmet, udgøre et sådant forberedende designmateriale?

1.2	Skal et materiale, for at kunne udgøre forberedende designmateriale i direktivets forstand, være så fuldstændigt og detaljeret, at det i praksis ikke kræver nogen selvstændige valg fra den persons side, der skriver selve koden til et edb-program?

1.3

Medfører eneretten til det forberedende designmateriale i direktivets forstand, at det edb-program, som det forberedende designmateriale senere resulterer i, skal anses for at være en bearbejdelse af det forberedende designmateriale og derfor ikke et selvstændigt værk i ophavsretlig forstand [jf. artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/24], eller at det forberedende designmateriale og edb-programmet skal anses for at være forskellige udtryksformer af et og samme værk, eller at der er tale om to selvstændige værker?

2.1

Kan en konsulent, der er ansat af en anden virksomhed, men som i flere år har arbejdet hos en og samme ordregiver, og som led i sit arbejde hos ordregiveren eller efter anvisninger fra ordregiveren har skabt et edb-program, anses for at være en arbejdstager i henhold til artikel 2, stk. 3, i direktiv 2009/24?

2.2	Efter hvilke kriterier skal det vurderes, om en person er arbejdstager i denne bestemmelses forstand?

3.1

Medfører artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF (2) af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, at der skal være mulighed for at udstede et påbud [med henblik på at forhindre fortsat krænkelse], selv i en situation, hvor ansøgeren om udstedelse af påbud, er indehaver af den pågældende intellektuelle ejendomsrettighed i fællesskab med den, som en sådan ansøgning er rettet mod?

3.2	Såfremt spørgsmål 3.1 besvares bekræftende, kan det da føre til en anden vurdering, såfremt eneretten vedrører et edb-program, og edb-programmet ikke spredes eller overføres til offentligheden, men udelukkende bruges i en medejers egen virksomhed?

---

(1)  EUT 2009, L 111, s. 16.

(2)  EUT 2004, L 157, s. 45.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Judicial da Comarca de Faro (Portugal) den 14. maj 2018 — Cátia Correia Moreira mod Município de Portimão

(Sag C-317/18)

(2018/C 268/32)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Judicial da Comarca de Faro

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Cátia Correia Moreira

Sagsøgt: Município de Portimão

Præjudicielle spørgsmål

1)

Idet der tages udgangspunkt i, at der ved »arbejdstager« skal forstås enhver person, der i den omhandlede medlemsstat er beskyttet som sådan i medfør af den nationale arbejdsretlige lovgivning, kan en person, der har indgået en kontrakt med overdrageren om varetagelse af en betroet stilling, da anses for en arbejdstager som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra d), i Rådets direktiv 2001/23/EF (1) af 12. marts 2001 og dermed drage fordel af beskyttelsen i henhold til den pågældende lovgivning?

2)

Er EU-retten, navnlig direktiv 2001/23/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, til hinder for en national lovgivning, der, selv i tilfælde af en overførsel, som er omfattet af det nævnte direktivs anvendelsesområde, kræver, at arbejdstagerne nødvendigvis skal underkastes en offentlig udvælgelsesprocedure og blive undergivet et nyt ansættelsesforhold med erhververen, når denne er en kommune?

---

(1)  Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT 2001, L 82, s. 16).

Appel iværksat den 14. maj 2018 af Fred Olsen, S.A. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 15. marts 2018 i sag T-108/16, Naviera Armas, S.A. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-319/18 P)

(2018/C 268/33)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Fred Olsen, S.A. (ved abogados J.M. Rodríguez Cárcamo og A.M. Rodríguez Conde)

De andre parter i appelsagen: Naviera Armas, S.A. og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten den 15. marts 2018 i sag T-108/16, Naviera Armas, S.A. mod Europa-Kommissionen, støttet af Fred Olsen, S.A., EU:T:2018:145, ophæves i sin helhed.

—	Europa-Kommissionen frifindes for den af Naviera Armas, S.A. nedlagte påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2015) 8655 final af 8. december 2015 om statsstøtte SA.36628 (2015/NN) (ex 2013/CP) — Spanien — Fred Olsen.

—	De parter, der påstår appellen forkastet, tilpligtes at betale de omkostninger, som Fred Olsen, S.A. har afholdt med henblik på appelsagens behandling, og Naviera Armas, S.A. tilpligtes at betale de af Fred Olsen, S.A. afholdte omkostninger i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.   Det første appelanbringende

1.	Med det første appelanbringende har Fred Olsen gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en begrundelsesmangel hvad angår foranstaltningens selektivitet i det omfang, der kræves i medfør af dom Kommissionen mod Hansestadt Lübeck (C-524/14 P) (1).

2.

Hvis Retten havde analyseret foranstaltningens selektivitet i overensstemmelse med de kriterier, der fremgår af den nævnte dom, skulle den have undersøgt i) den generelle referencerammen for de afgifter, som Fred Olsen betaler for at anvende infrastrukturerne i Puerto de las Nieves, dvs. den afgiftsordning, der fandt anvendelse i alle havne på Den Kanariske Øer, som fastsat i national ret, ii) om situationen for Fred Olsen og de andre aktører, der benytter de nævnte infrastrukturer, herunder Naviera Armas, kan sammenlignes eller ej hvad angår den undersøgte foranstaltning, og iii) den eventuelle eksistens af forskelsbehandling ved betalingen af disse afgifter.

3.

I den omtvistede afgørelse fandt Kommissionen, at selve den omstændighed, at Fred Olsen var den eneste bruger af Puerto de las Nieves, ikke som sådan udgør en fordel opnået med statsmidler, idet Fred Olsen betaler de almindelige afgifter, som afkræves alle aktører i henhold til den ordning, der fandt anvendelse i alle havne på De Kanariske Øer. Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at undersøge foranstaltningens selektivitet.

4.

Med henblik på at vurdere, om der forelå en vanskelighed som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, skulle Retten derimod have foretaget denne undersøgelse, hvilket ville have givet den mulighed for at vurdere, om de havneafgifter, som Fred Olsen betalte som modydelse for at være den eneste bruger af Puerto de Las Nieves, gav selskabet en fordel.

5.	Eftersom den appellerede doms begrundelse på dette punkt er åbenbart mangelfuld, er det ikke muligt at bedømme, om denne angivelige fordel foreligger, hvorfor Rettens dom skal ophæves i sin helhed.

2.   Det andet appelanbringende

6.	Med sit andet appelanbringende har Fred Olsen gjort gældende, at Kommissionens afgørelse, som ikke benyttede princippet om den markedsøkonomiske investor, var tilstrækkeligt begrundet.

7.	Retten fastslog, at den omtvistede afgørelse var utilstrækkeligt begrundet, idet Kommissionen efter Rettens opfattelse burde have benyttet kriteriet om den markedsøkonomiske private investor.

8.

Ud over den omstændighed, at Fred Olsen er den eneste bruger af Puerto de la Nieves, indeholder Rettens dom imidlertid ingen indicier på, at denne situation giver selskabet en fordel i forbindelse med betalingen af afgifter for brug af infrastrukturerne. Der foreligger i dette tilfælde hverken en aftale eller rabat på Fred Olsens betaling af afgifter endsige en forskelsbehandling i betalingen af denne afgift i forhold til andre aktører, såsom Naviera Armas.

9.	Dommene i sagerne Freistaat Sachsen og Land Sachsen-Anhalt mod Kommissionen (T-443/08 og T-455/08) (2), Ryanair mod Kommissionen (T-196/04) (3), og Aéroports de Paris mod Kommissionen (T-128/98), (4) fandt således ikke anvendelse i dette tilfælde.

10.	Rettens dom skal således ophæves i sin helhed, og Kommissionens afgørelse skal opretholdes i sin helhed.

---

(1)  Dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck (C-524/14 P, EU:C:2016:971).

(2)  Dom af 24.3.2011, Freistaat Sachsen og Land Sachsen-Anhalt mod Kommissionen (T-443/08 og T-455/08, EU:T:2011:117).

(3)  Dom af 17.12.2008, Ryanair mod Kommissionen (T-196/04, EU:T:2008:585).

(4)  Dom af 12.12.2000, Aéroports de Paris mod Kommissionen (T-128/98, EU:T:2000:290).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 19. marts 2018 — SAIGI Società Cooperativa Agricola a r.l. og MA.GE.MA. Società Agricola Cooperativa mod Regione Emilia-Romagna og A.U.S.L. Romagna

(Sag C-343/18)

(2018/C 268/34)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SAIGI Società Cooperativa Agricola a r.l. og MA.GE.MA. Società Agricola Cooperativa

Sagsøgt: Regione Emilia-Romagna og A.U.S.L. Romagna

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 27 i forordning (EF) nr. 882/2004 (1) , hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at der opkræves et gebyr i forbindelse med de aktiviteter, der henvises til i bilag IV, afdeling A, og bilag V, afdeling A, fortolkes således, at betalingspligt pålægges samtlige landbrugere, også såfremt »de udfører slagtning og opskæring af kød som en aktivitet, der udgør et middel og har tilknytning til opdræt af dyr«?

2)

Kan en medlemsstat, såfremt den har indført et system til opkrævning af gebyrer, der som helhed kan sikre dækning af de faktisk påløbne omkostninger for officiel kontrol, undtage en række kategorier af erhvervsdrivende fra betaling af gebyrer for sundhedskontrol eller anvende lavere takster end de i forordning (EF) nr. 8[8]2/2004 fastsatte?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29.4.2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EUT L 165, s. 1).

Appel iværksat den 25. maj 2018 af Rose Vision, S.L. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 8. marts 2018 i sagerne T-45/13 RENV og T-587/15, Rose Vision mod Kommissionen

(Sag C-346/18 P)

(2018/C 268/35)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Rose Vision, S.L. (ved abogado J.J. Marín López)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom (Syvende Afdeling) af 8. marts 2018, Rose Vision mod Kommissionen, T-45/13 RENV og T-587/15, ECLI:EU:T:2018:124, ophæves.

—	Rose Vision tilkendes erstatning i overensstemmelse med det i tiende og ellevte anbringende i denne appel anførte.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.	En retlig fejl bestående i Rettens genåbning af den mundtlige forhandling i sag T-587/15 ved kendelse af 10. oktober 2017 med det urigtige argument, at sagsøgeren havde indgivet begæring herom.

2.	En retlig fejl bestående i, at vurderingen af beviserne fordrejes i den appellerede dom, idet det heri blev fastslået, at Kommissionen havde erstattet alarm W 2 med alarm W 1 fra juli 2012.

3.

En retlig fejl bestående i, at påstanden om, at det blev fastslået, at Rose Visions placering i SAP var ugyldig, hvilken påstand var begrundet med, at alarm W 2 blev sat i gang, uden at Rose Vision blev informeret herom, uden der blev givet en begrundelse for denne placering, uden at virksomheden fik lejlighed til at anføre sine argumenter med hensyn hertil, og uden at den har kunnet klage over denne placering, blev forkastet i den appellerede dom i sag T-45/13 RENV.

4.	En retlig fejl bestående i en manglende begrundelse med hensyn til argumenterne i det fjerde anbringende i stævningen i sag T-587/15, som på ingen måde er blevet undersøgt i den appellerede dom.

5.

En retlig fejl bestående i, at selv om det i den appellerede dom med rette fastslås, at Kommissionen havde overskredet den frist på to måneder, som er fastsat i punkt II.22, stk. 5, i de generelle betingelser i Syvende rammeprogram (den appellerede doms præmis 99), at Kommissionen »i høj grad overskred fristen på to måneder«, og at overskridelsen af fristen er »beklagelig« (den appellerede doms præmis 116), tages påstanden om, at det fastslås, at den endelige rapport fra revision 11-INFS-025 og fra revision 11-BA119-016 er kontraktmæssigt ugyldige og savner retsvirkning, ikke til følge i den appellerede dom.

6.	En retlig fejl bestående i, at vurderingen af beviserne er blevet fordrejet i den appellerede dom, idet det fastslås, at Kommissionen har godtgjort indbetalingerne i Rose Vision i projekterne sISI, 4NEM og SFERA.

7.

En retlig fejl bestående i, at den appellerede dom, efter at det blev fastslået, at Kommissionen havde tilsidesat den tavshedspligt, som er fastsat i punkt II.22, stk. 1, i de generelle betingelser i Syvende rammeprogram ved at videregive oplysninger om revision 11-INFS-025 (den appellerede doms præmis 158) til tredjemand, i præmis 159 og 160 indeholder en afvisning uden begrundelse af sagsøgerens påstand om, at det blev fastslået, at Kommissionen havde tilsidesat tavshedspligten i forbindelse med revision 11-INFS-025 og 11-BA119-016 (punkt 215 i Rose Visions skriftlige bemærkninger i sag T-45/13 RENV af 12. september 2016).

8.

En retlig fejl bestående i en tilsidesættelse af den aftalemæssige forudseenhed af de generelle betingelser i Syvende rammeprogram og af princippet om aftalemæssig retssikkerhed, idet det blev accepteret, at Rose Vision ved revisionerne 11-INFS-025 og 11-BA119-016 blev underlagt nye krav, som var indeholdt i finansieringsvejledningen af 2011, mens de perioder, der var genstand for revision 11-INFS-025, var perioderne mellem den 1. november 2009 og den 31. oktober 2010 (vedrørende FutureNEM-projektet) og mellem den 1. januar 2010 og den 31. december 2010 (vedrørende FIRST-projektet og sISI-projektet).

9.	En retlig fejl bestående i en fordrejning af vurderingen af beviserne, nærmere bestemt Rose Visions dokument af 30. august 2012, hvilket der på ingen måde er blevet taget stilling til i den appellerede dom.

10.	En retlig fejl bestående i, at det i den appellerede dom fejlagtigt afvises at tilkende erstatning på grundlag et ansvar uden for kontraktforhold.

11.	En retlig fejlbestående i en manglende begrundelse med hensyn til argumenterne i afsnit XII i stævningen i sag T-587/15, hvor der i afsnit 112-117 blev krævet erstatning på grundlag af et ansvar i kontraktforhold, som på ingen måde er blevet undersøgt i den appellerede dom.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (Irland) den 7. juni 2018 — Hampshire County Council mod C.E. og N.E.

(Sag C-375/18)

(2018/C 268/36)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Hampshire County Council

Sagsøgt: C.E. og N.E.

Præjudicielt spørgsmål

Er det foreneligt med EU-retten og i særdeleshed med bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (1), at retterne i en medlemsstat iværksætter foreløbige retsmidler (beskyttelsesforanstaltninger) in personam mod en offentlig instans i en anden medlemsstat, hvorved denne instans afskæres fra at træffe foranstaltninger til bortadoption af børn ved retterne i den anden medlemsstat, hvor in personam-forbuddet er nedlagt på grundlag af nødvendigheden af at beskytte parternes rettigheder i en sag om fuldbyrdelse i henhold til kapitel III i 2003-forordningen?

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, s. 1).

Sag anlagt den 13. juni 2018 — Europa-Kommissionen mod Republikken Kroatien

(Sag C-391/18)

(2018/C 268/37)

Processprog: kroatisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Mataija og M. Patakia, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Kroatien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 4, i Rådets direktiv 2011/70/Euratom af 19. juli 2011 om fastsættelse af en fællesskabsramme for ansvarlig og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald (EUT 2011, L 199, s. 48), sammenholdt med dette direktivs artikel 13, stk. 1, idet den ikke har meddelt Kommissionen sit nationale program for håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald.

—	Republikken Kroatien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Artikel 13, stk. 1, i direktiv 2011/70/Euratom fastsætter, at medlemsstaterne skal meddele Kommissionen deres nationale programmer for håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald samt senere væsentlige ændringer, mens det nævnte direktivs artikel 15, stk. 4, bestemmer, at medlemsstaterne første gang meddeler Kommissionen indholdet af deres nationale program snarest muligt, dog senest den 23. august 2015.

Republikken Kroatien har endnu ikke vedtaget det nationale program, der henvises til i de nævnte bestemmelser og har under alle omstændigheder ikke meddelt Kommissionen det. Republikken Kroatien har derfor tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 4, i direktiv 2011/70, sammenholdt med dette direktivs artikel 13, stk. 1.

Rettens dom af 19. juni 2018 — Tillotts Pharma mod EUIPO — Ferring (XENASA)

(Sag T-362/16) (1)

([EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket XENASA - det ældre EU-ordmærke PENTASA - relativ registreringshindring - ingen risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]])

(2018/C 268/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Tillotts Pharma AG (Rheinfelden, Schweiz) (ved advokat M. Douglas)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Ivanauskas og D. Walicka, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Ferring BV (Hoofddorp, Nederlandene) (først ved solicitor I. Fowler og advokat D. Slopek, derefter I. Fowler)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 29. april 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 3264/2014-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Ferring og Tillotts Pharma.

Konklusion

1)	Afgørelsen truffet den 29. april 2016 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 3264/2014-4) annulleres.

2)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er blevet afholdt af Tillotts Pharma AG.

3)	Ferring BV bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 314 af 29.8.2016.

Rettens dom af 19. juni 2018 — HX mod Rådet

(Sag T-408/16) (1)

((Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Syrien - indefrysning af midler - princippet ne bis in idem - ret til forsvar - ret til en retfærdig rettergang - begrundelsespligt - adgang til effektive retsmidler - åbenbart urigtigt skøn - ejendomsret - proportionalitet - ret til normale levebetingelser - skade på omdømmet))

(2018/C 268/39)

Processprog: bulgarsk

Parter

Sagsøger: HX (Damaskus, Syrien) (ved advokaterne S. Koev og S. Klukowska)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (først ved I. Gurov og G. Étienne, og derefter ved I. Gurov og A. Vitro, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2016/850 af 27. maj 2016 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2016, L 141, s. 125), Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2016/840 af 27. maj 2016 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT 2016, L 141, s. 30), Rådets afgørelse (FUSP) 2017/917 af 29. maj 2017 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2017, L 139, s. 62) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/907 af 29. maj 2017 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT 2017, L 139, s. 15), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	HX bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 419 af 14.11.2016.

Rettens dom af 7. juni 2018 — MIP Metro mod EUIPO — AFNOR (N & NF TRADING)

(Sag T-807/16) (1)

([EU-varemærker - indsigelsessag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - EU-ordmærket N & NF TRADING - det ældre EU-figurmærke NF ENVIRONNEMENT - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - det ældre varemærke mangler høj grad af særpræg - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordningen (EU) 2017/1001]])

(2018/C 268/40)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: MIP Metro Group Intellectual Property GmbH & Co. KG (Düsseldorf, Tyskland) (ved advokaterne J.-C. Plate og R. Kaase)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved L. Rampini, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Association française de normalisation (AFNOR) (La Plaine Saint-Denis, Frankrig) (ved advokat B. Fontaine)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 14. juli 2016 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1109/2015-1) vedrørende en indsigelsessag mellem AFNOR og MIP Metro Group Intellectual Property.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	MIP Metro Group Intellectual Property GmbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 22 af 23.1.2017.

Rettens dom af 19. juni 2018 — Damm mod EUIPO — Schlossbrauerei Au, Willibald Beck Freiherr von Peccoz (EISKELLER)

(Sag T-859/16) (1)

([EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket EISKELLER - de ældre nationale ordmærker KELER og KELER 18 - relativ registreringshindring - manglende lighed mellem tegnene - ingen risiko for forveksling - Artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]])

(2018/C 268/41)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sociedad Anónima Damm (Barcelona, Spanien) (ved advokaterne P. González-Bueno Catalán de Ocón og C. Aguilera Montáñez)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved I. Harrington, D. Hanf, V. Ruzek og D. Walicka, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Schlossbrauerei Au, Willibald Beck Freiherr von Peccoz GmbH & Co. KG (Au-Hallertau, Tyskland) (ved advokaterne C. Thomas og V. Schwepler)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 5. september 2016 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 2428/2015-5) vedrørende en indsigelsessag mellem Sociedad Anónima Damm og Schlossbrauerei Au, Willibald Beck Freiherr von Peccoz.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Sociedad Anónima Damm betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 38 af 6.2.2017.

Dom af 19. juni 2018 — Le Pen mod Parlamentet

(Sag T-86/17) (1)

((Regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer - godtgørelse til parlamentarisk assistance - tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb - generalsekretærens kompetence - ret til forsvar - bevisbyrde - begrundelsespligt - ligebehandling - magtfordrejning - parlamentsmedlemmernes uafhængighed - faktisk vildfarelse - proportionalitet))

(2018/C 268/42)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Marion Le Pen (Saint-Cloud, Frankrig) (først ved advokaterne M. Ceccaldi og J.-P. Le Moigne, derefter ved M. Ceccaldi og endelig ved R. Bosselut)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved G. Corstens og S. Seyr, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union (ved A. Jensen, M. Bauer og R. Meyer, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse af 5. december 2016 om hos sagsøgeren at inddrive et beløb på 298 497,87 EUR, som fejlagtigt var blevet udbetalt til parlamentarisk assistance, og af den dertil knyttede debetnota af 6. december 2016.

Konklusion

1)	Europa-Parlamentet frifindes.

2)	Marion Le Pen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Parlamentet afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

3)	Rådet for Den Europæiske Union beærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 104 af 3.4.2017.

Rettens dom af 19. juni 2018 — Erwin Müller mod EUIPO — Novus Tablet Technology Finland (NOVUS)

(Sag T-89/17) (1)

([EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket NOVUS - det ældre EU-ordmærke NOVUS og det ældre EU-figurmærke novus - relativ registreringshindring - lighed mellem varerne - artikel 8, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk.1, litra a) og b), i forordning (EU) 2017/1001] - beviser fremlagt for første gang for Retten])

(2018/C 268/43)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Erwin Müller GmbH (Lingen, Tyskland) (ved advokat N. Grüger)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved V. Mensing og M. Fischer, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Novus Tablet Technology Finland Oy (Turku, Finland)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 28. november 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2413/2015-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Erwin Müller og Novus Tablet Technology Finland.

Konklusion

1)	Afgørelse truffet den 28. november 2018 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret EUIPO (sag R 2413/2015-4) annulleres, for så vidt som den vedrører »holdere til mobiltelefoner«, der er omfattet af varemærkeansøgningen.

2)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

3)	Erwin Müller GmbH og EUIPO bærer hver deres omkostninger i sagen.

---

(1)  EUT C 112 af 10.4.2017.

Rettens dom af 14. juni 2018 — Lion’s Head Global Partners mod EUIPO — Lion Capital (LION’S HEAD global partners)

(Sag T-310/17) (1)

([EU-varemærker - indsigelsessag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - figurmærke LION’S HEAD global partners - det ældre EU-ordmærke LION CAPITAL - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b) i forordning (EU) 2017/1001])

(2018/C 268/44)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Lion’s Head Global Partners LLP (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokat R. Nöske)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient(er) ved Retten: Lion Capital LLP (London) (ved solicitors D. Rose og J. Warner)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 28. februar 2017 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1477/2016-4) vedrørende en mellem Lion Capital og Lion’s Head Global Partners.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Lion’s Head Global Partners LLP betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 231 af 17.7.2017.

Rettens dom af 19. juni 2018 — Karl Storz mod EUIPO

(Sag T-413/17) (1)

([EU-varemærker - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - figurmærket 3D - relativ registreringshindring - beskrivende karakter - manglende beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EU) 2017/1001] - begrundelsespligt - Artikel 75, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 94, stk. 1, i forordning 2017/1001)])

(2018/C 268/45)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Karl Storz GmbH & Co. KG (Tuttlingen, Tyskland) (ved advokaterne S. Gruber og N. Siebertz)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Ivanauskas og D. Walicka, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 11. april 2017 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1502/2016-2) vedrørende international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af figurmærket 3D.

Konklusion

1)

Afgørelsen truffet den 11. april 2017 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1502/2016-2) annulleres, for så vidt som den vedrører »papirhandlervarer« i klasse 16 i Nice-arrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 277 af 21.8.2017.

Rettens kendelse af 8. juni 2018 — Spychalski mod Kommissionen

(Sag T-590/16) (1)

((Personalesag - ansættelse - meddelelse om udvælgelsesprøve - almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD 177/10-ECO2013 - bedømmelse af hovedsproget - afgørelse om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten - åbenbart inkompetent - åbenbart, at sagen er retligt ugrundet))

(2018/C 268/46)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Michał Spychalski (Warszawa, Polen) (ved advokat A. Żołyniak)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved K. Herrmann og G. Gattinara, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af afgørelsen truffet af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD 177/10-ECO2013, afholdt af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO), om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten, dels om at pålægge ansættelsesmyndigheden at tilføje sagsøgerens navn på den reserveliste, der er udarbejdet på grundlag af den pågældende almindelige udvælgelsesprøve, idet varigheden af denne tilføjelses gyldighed gøres sammenfaldende med reservelistens gyldighed.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes, dels fordi søgsmålet er ugrundet, dels fordi det er åbenbart, at Retten ikke har kompetence til at træffe afgørelse i sagen.

2)	Michał Spychalski bærer sine egne sagsomkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte sagsomkostninger.

---

(1)  EUT C 383 af 17.10.2016 (sag oprindeligt registreret ved EU-Personaleretten under sagsnr. F-20/16 og overført til Den Europæiske Unions Ret den 1.9.2016).

Sag anlagt den 24. april 2018 — Front Polisario mod Rådet

(Sag T-275/18)

(2018/C 268/47)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Front populaire pour la libération de la Saguia el Hamra et du Rio de Oro (Front Polisario) (ved advokat G. Devers)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Sagen fremmes til realitetsbehandling.

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet til prøvelse af Rådets afgørelse (EU) 2018/146 af 22. januar 2018 om indgåelse på Unionens vegne af Euro-Middelhavs-aftalen om luftfart mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden (EUT 2018, L 26, s. 4) anført ti anbringender.

1.

Første anbringende er, at Rådet ikke har kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, for så vidt som Unionen og Kongeriget Marokko ikke har kompetence til at indgå internationale aftaler, som omfatter Vestsahara, på vegne af dette områdes befolkning, således som repræsenteret ved Front Polisario.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til at undersøge alle de relevante elementer i det foreliggende tilfælde, for så vidt som Rådet ikke har taget hensyn til, at den internationale afgørelse, som er indgået ved den anfægtede afgørelse, har været genstand for en foreløbig anvendelse, igennem 12 år, på Vestsaharas område, i strid med dets separate og særskilte status.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til at undersøge spørgsmålet om overholdelse af de grundlæggende rettigheder, for så vidt som Rådet i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke undersøgte spørgsmålet om overholdelse af menneskerettighederne på det besatte saharianske område.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, for så vidt som Rådet ikke indledte drøftelser med Front Polisario, som er den eneste repræsentant for befolkningen i Vestsahara, forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af de væsentlige principper og værdier, som dirigerer Unionens handlinger på den internationale scene, for så vidt som den internationale aftale, der er indgået ved den anfægtede afgørelse, finder anvendelse på Vestsaharas område, inden for rammerne af Kongeriget Marokkos annekteringspolitik og de systematiske overtrædelser af de grundlæggende rettigheder, som opretholdelsen af denne politik kræver.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retten til selvbestemmelse, for så vidt som den internationale aftale, der er indgået ved den anfægtede afgørelse, finder anvendelse på Vestsahara i strid med dels den separate og særskilte status for dette område, dels den ret, som befolkningen i Sahara har til, at den territoriale integritet for deres område overholdes.

7.	Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om traktaters relative virkning, for så vidt som befolkningen i Vestsahara, som repræsenteret ved Front Polisario, ikke har givet samtykke til den internationale aftale, der er indgået ved den anfægtede afgørelse.

8.

Ottende anbringende om tilsidesættelse af Vestsaharas luftrum, for så vidt som den anfægtede afgørelse ved at ratificere den ulovlige praksis, der er indført med den foreløbige anvendelse af den internationale afgørelse, der er indgået herved, medfører, at Saharas luftrum medtages i anvendelsesområdet for den nævnte aftale.

9.	Niende anbringende om tilsidesættelse af retten til internationalt ansvar, for så vidt som Unionen ved den anfægtede afgørelse tilsidesætter dels sin forpligtelse til ikke at anerkende den ulovlige besættelse af Vestsahara, dels yder hjælp og bistand til opretholdelse af denne situation.

10.

Tiende anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til at håndhæve de internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret, for så vidt som Unionens overholdelse af dens internationale forpligtelser over for befolkningen i Vestsahara i det mindste indebærer, at Rådet afstår fra at vedtage den anfægtede afgørelse, for så vidt som den gør det muligt at sætte en international aftale i kraft, som finder anvendelse på den del af Vestsahara, som er under marokkansk besættelse.

Sag anlagt den 16. maj 2018 — Ungarn mod Kommissionen

(Sag T-306/18)

(2018/C 268/48)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Ungarn (ved M.Z. Fehér, G. Koós og G. Tornyai, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse (EU) 2018/262 af 14. februar 2018 om forslaget til borgerinitiativ »We are welcoming Europe, let us help!« (1) annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Første anbringende er baseret på tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, litra b), c) og d), og artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (2). Første og anden del af det europæiske borgerinitiativ, der er registreret ved den anfægtede afgørelse, falder åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne. Derfor tilsidesætter registreringen af initiativet artikel 4, stk. 2, litra b), og artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 211/2011. Desuden er første del af initiativet utilstedeligt og dermed i strid med artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning nr. 211/2011, mens det for så vidt angår anden del kan anføres, at den kan føre til et resultat, der er i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 TEU, hvorfor den ligeledes er i strid med artikel 4, stk. 2, litra d), i forordning nr. 211/2011.

2.

Andet anbringende er baseret på tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den anfægtede afgørelse opfylder ikke kravene til begrundelsespligten, hvorfor den tilsidesætter den begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 296 TEUF, og den ret til god forvaltning, der er fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Den anfægtede afgørelse angiver således slet ikke grundene til, at Kommissionen antog, at der for så vidt angår initiativets tredje del foreligger et passende retsgrundlag, og at Unionen har lovgivningskompetence, dvs. at kravet i artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011 var opfyldt i forhold til registreringen.

---

(1)  EUT 2018, L 49, s. 64.

(2)  EUT 2011, L 65, s. 1, berigtiget i EUT 2012, L 94, s. 49.

Sag anlagt den 28. maj 2018 — VI.TO. mod EUIPO — Bottega (formen på en rosa flaske)

(Sag T-325/18)

(2018/C 268/49)

Stævningen er affattet på italiensk

Parter

Sagsøger: Vinicola Tombacco (VI.TO.) Srl (Trebaseleghe, Italien) (ved advokat L. Giove)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Sandro Bottega (Colle Umberto, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Sandro Bottega

Det omtvistede varemærke: Tredimensionalt EU-varemærke (formen på en rosa flaske) — registreringsansøgning nr. 12 309 795

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. marts 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1037/2017-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Urigtig bedømmelse af registreringshindringen, der følger af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Urigtig bedømmelse af registreringshindringen, der følger af artikel 7, stk. 1, litra e), nr. i) — iii), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 28. maj 2018 — Gas Natural mod Kommissionen

(Sag T-328/18)

(2018/C 268/50)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Gas Natural SDG, SA (Madrid, Spanien) (ved advokaterne F. González Díaz og V. Romero Algarra)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives medhold i anbringenderne vedrørende annullation.

—

Kommissionens afgørelse af 27. november 2017 i sag SA.47912 (2017/NN), hvorved der indledes en formel undersøgelsesprocedure som fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF vedrørende Kongeriget Spaniens incitament til miljømæssig investering i kulfyrede kraftværker, annulleres i henhold til artikel 263 TEUF.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den i nærværende sag anfægtede afgørelse indleder den formelle undersøgelsesprocedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF, i forbindelse med den spanske stats incitament til miljømæssig investering i kulfyrede kraftværker.

Ifølge sagsøgeren fremgår det af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen er i tvivl om, hvorvidt de emissionsgrænseværdier, der er pålagt de anlæg, der modtager den nævnte miljøinvesteringsstøtte, alene har til formål at anvende de beskyttelsesniveauer, der kræves efter de EU-retlige regler, herunder navnlig direktiv 2001/80/EF, som fandt anvendelse på kulfyrede kraftværker. Såfremt dette er tilfældet, har incitamentet til miljømæssig investering ikke haft noget incentiverende element. Desuden er incitamentet til miljømæssig investering i strid med Unionens retsprincip på området for statsstøtte, hvorefter medlemsstaterne ikke må yde offentlig støtte til virksomheder med det formål, at disse kan opfylde de bindende EU-retlige regler.

Sagsøgeren har til støtte for sagen fremsat to anbringender.

1.

Første anbringende vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten for så vidt angår foranstaltningens selektive karakter. — Det anføres i denne forbindelse, at Kommissionen ikke har givet oplysninger, der gør det muligt klart og utvetydigt at forstå, hvorfor den undersøgte foranstaltning har selektiv karakter i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF. Kommissionen har navnlig undladt at forklare, om de kulfyrede kraftværker faktisk og retligt befinder sig i en situation, der svarer til de øvrige kraftværkers situation, og i givet fald om det pågældende initiativ begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF i forhold til andre virksomheder, der befinder sig i en faktisk og retligt lignende situation, henset til det formål, der forfølges med den omhandlede foranstaltning.

2.

Andet anbringende, der er subsidiært, er baseret på tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, i forbindelse med foranstaltningens selektive karakter. — Det anføres i denne forbindelse, at den støtte, der tildeles de kulfyrede kraftværker med henblik på fortsat støtte til investeringerne, ikke på nogen måde kan have selektiv karakter, henset til, at den pågældende støtte er begrænset til at udligne alle de vigtigste investeringer, der er foretaget efter 1998, uafhængigt af teknologien og/eller af, om de pågældende anlæg er CCGT-anlæg (kombineret gas- og dampturbine) eller kulfyrede anlæg, idet støtten dog fastsættes afhængigt af anlæggets betydning. — Under alle omstændigheder og såfremt det blev antaget, at Kommissionens konklusioner i den anfægtede afgørelse er korrekte, hvilket de ikke er, må sagsøgeren konstatere, at de kulfyrede kraftværker, henset til deres økonomiske omstændigheder og retlige situation, ikke faktisk og retligt befandt sig i en situation svarende til den situation, som andre kraftværker, der anvender en anden energiform, befandt sig i. De kulfyrede kraftværker var nemlig de eneste fra før 1998, som havde behov for at foretage store investeringer med henblik på fortsat drift, og som uden den pågældende støtte, ville have kunnet imødese lukning, hvorved det spanske elforsyningssystems sikkerhed ville være blevet bragt i fare.

Sag anlagt den 30. maj 2018 — Eagle IP mod EUIPO — Consolidated Artists (LILLY e VIOLETTA)

(Sag T-336/18)

(2018/C 268/51)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Eagle IP Ltd (Valletta, Malta) (ved advokat M. Müller)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Consolidated Artists BV (Rotterdam, Nederlandene)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Eagle IP Ltd

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket LILLY e VIOLETTA — registreringsansøgning nr. 12 723 086

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. marts 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1489/2015-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 30. maj 2018 — Enterprise Holdings mod EUIPO (E PLUS)

(Sag T-339/18)

(2018/C 268/52)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Enterprise Holdings, Inc. (Saint Louis, Missouri, De Forenede Stater) (ved solicitor D. Farnsworth)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket »E PLUS« — registreringsansøgning nr. 16 377 079

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 15. marts 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2141/2017-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Ansøgningen fremmes til offentliggørelse.

—	EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale omkostningerne afholdt af sagsøgeren.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 7 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 1. juni 2018 — BNP Paribas mod ECB

(Sag T-345/18)

(2018/C 268/53)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: BNP Paribas (Paris, Frankrig) (ved advokaterne A. Gosset-Grainville, M. Trabucchi og M. Dalon)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ECB)

Sagsøgerens påstande

—

Delvis annullation af ECB’s afgørelse nr. ECB-SSM-2018-FRBNP-17 af 26. april 2018, for så vidt som den fastsætter en fravigelse i de uigenkaldelige betalingsforpligtelser, der er indgået inden for rammerne af Den Fælles Afviklingsfond, de nationale afviklingsfonde og de nationale indskudsgarantiordninger for egentlig kernekapital, på individuelt, delkonsolideret og konsolideret grundlag, navnlig artikel 9.1, 9.2 og 9.3

—	Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

1.

Første anbringende er, at der mangler retligt grundlag. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at den omtvistede afgørelse fastsætter en ny almengyldig regel, som klart overskrider de retlige rammer, som regulerer sagsøgtes udøvelse af dens tilsynsopgaver. I øvrigt har sagsøgte med vedtagelsen af en afgørelse, som er truffet uden forudgående risikoanalyse af soliditet og likviditet og uden hensyn til sagsøgerens risikoprofil overskredet de beføjelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra f), og artikel 16 i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63) (herefter »SSM-forordningen«). Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 16, stk. 1, litra c), i SSM-forordningen ikke tillader ECB at handle for at sikre sig en »bedre information om risici« og at artikel 4, stk. 1, litra f), og artikel 16, stk. 2, litra d), i SSM-forordningen ikke tillader vedtagelse af tilsynsforanstaltninger vedrørende elementer uden for balancen.

2.

Andet anbringende vedrører en retlig fejl, for så vidt som sagsøgte har foretaget en forkert fortolkning af de fællesskabslove, som giver kreditinstitutter mulighed for at anvende uigenkaldelige betalingsforpligtelser (herefter »EPI«) med henblik på at frigøre sig for en del af deres forpligtelser over for afviklingsfonde og indskudsgarantiordninger. Den anfægtede afgørelse er i strid med hensigten og formålet med de gældende regler, for så vidt som den tilsidesætter lovgivers hensigt, som kommer til udtryk gennem indførelsen af disse instrumenter. Herved fratager den nævnte afgørelse de omhandlede bestemmelser deres effektive virkning.

3.

Tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som kravet om en nedsættelse af de uigenkaldelige betalingsforpligtelsers kapitalgrundlag er uegnet og unødvendigt henset til en rent hypotetisk risiko, som allerede er dækket. Ifølge sagsøgeren er denne foranstaltning uforholdsmæssig henset til det formål, som er opstillet af ECB selv og som består i at »give passende information om de finansielle risici«.

4.

Fjerde anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af princippet om god forvaltning. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ved at vælge at anvende et værktøj (en nedsættelse af kapitalgrundlaget), som er åbenbart uegnet til det formål, som angiveligt forfølges hermed (give passende information om risici), har tilsidesat princippet om god forvaltning, for så vidt som den ikke har draget passende konsekvenser af sine egne vurderinger.

Sag anlagt den 29. maj 2018 — Advance Magazine Publishers mod EUIPO — Enovation Brands (VOGUE)

(Sag T-346/18)

(2018/C 268/54)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Advance Magazine Publishers, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater) (ved barrister T. Alkin)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Enovation Brands, Inc. (Aventura, Florida, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Advance Magazine Publishers, Inc.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-varemærke — registreringsansøgning nr. 12 010 039

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 27. marts 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 259/2017-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører gennemførelsesforordningens regel 20, stk. 7, litra c), og regel 50, stk. 1.

—	Enovation Brands, Inc. tilpligtes at betale omkostningerne afholdt af sagsøgeren.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af regel 20, stk. 7, litra c), og regel 50, stk. 1, i forordning nr. 2868/95.

Sag anlagt den 6. juni 2018 — KID-Systeme mod EUIPO — Sky (SKYFi)

(Sag T-354/18)

(2018/C 268/55)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: KID-Systeme GmbH (Buxtehude, Tyskland) (ved advokaterne R. Kunze, G. Würtenberger og T. Wittmann)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Sky plc (Isleworth, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: KID-Systeme GmbH

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket SKYFi — registreringsansøgning nr. 12 189 502

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 15. marts 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 106/2017-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, artikel 46, 47, 67, 70, 71, 94 og 95 i Europa-Parlamentets forordning (EU) 2017/1001.

—	Tilsidesættelse af artikel 2, stk. 2, artikel 7, stk. 2, artikel 8, stk. 2, artikel 8, stk. 9, artikel 27 og 71 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625.

Sag anlagt den 7. juni 2018 — Volvo Trademark mod EUIPO — Paalupaikka Oy (V V-wheels)

(Sag T-356/18)

(2018/C 268/56)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Volvo Trademark Holding AB (Göteborg, Sverige) (ved advokat T. Dolde og Solicitor M. Hawkins)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Paalupaikka Oy (Iisalmi, Finland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Paalupaikka Oy

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket V V-WHEELS — EU-varemærkeregistrering nr. 14 439 053

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 2. marts 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1852/2017-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling for indsigelsesafdelingen og for Fjerde Appelkammer ved EUIPO.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 72, stk. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 8. juni 2018 — Luz Saúde mod EUIPO — Clínica La Luz (HOSPITAL DA LUZ)

(Sag T-357/18)

(2018/C 268/57)

Stævningen er affattet på portugisisk

Parter

Sagsøger: Luz Saúde SA (Lisabon, Portugal) (ved advokaterne G. Gentil Anastácio, P. Guerra og Andrade)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Clínica La Luz; SL (Madrid, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Luz Saúde SA

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket HOSPITAL DA LUZ — registreringsansøgning nr. 14 791 495

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 4. april 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2084/2017-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den delvist afslår registrering af det omhandlede varemærke, idet afgørelsen omgøres og registrering tillades.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 11. juni 2018 — Arçelik mod EUIPO (MicroGarden)

(Sag T-364/18)

(2018/C 268/58)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Arçelik AS (Istanbul, Turkiet) (ved advokat A. Franke)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket »MicroGarden« — registreringsansøgning nr. 16 971 988

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 4. april 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 163/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001.

Sag anlagt den 19. juni 2018 — ABB mod EUIPO (FLEXLOADER)

(Sag T-373/18)

(2018/C 268/59)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: ABB AB (Västerås, Sverige) (ved advoterne M. Hartmann og S. Fröhlich)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket FLEXLOADER — registreringsansøgning nr. 17 099 474

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 29. marts 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 93/2018-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne samt de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Rettens kendelse af 12. juni 2018 — Capo d’Anzio mod Kommissionen

(Sag T-425/17) (1)

(2018/C 268/60)

Processprog: italiensk

Formanden for Niende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 277 af 21.8.2017.