24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/1

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/2

1)

Appellen forkastes.

2)

Kongeriget Sverige tilpligtes at betale de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien og Republikken Finland bærer hver deres egne omkostninger.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/3

—

bestemmelserne i afdeling A (Investeringsbeskyttelse) i aftalens kapitel 9 (Investeringer), for så vidt som disse vedrører investeringer mellem Unionen og Republikken Singapore, der ikke er direkte

—

bestemmelserne i afdeling B (Tvistbilæggelse mellem investorer og stater) i nævnte kapitel 9 og

—

bestemmelserne i den nævnte aftales kapitel 1 (Mål og generelle definitioner), 14 (Gennemsigtighed), 15 (Tvistbilæggelse), 16 (Mæglingsordning) og 17 (Institutionelle, almindelige og afsluttende bestemmelser), for så vidt som disse kapitler vedrører bestemmelserne i nævnte kapitel 9, og for så vidt som de sidstnævnte bestemmelser henhører under en delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne.

—

bestemmelserne i afdeling A (Investeringsbeskyttelse) i aftalens kapitel 9 (Investeringer), for så vidt som disse vedrører investeringer mellem Unionen og Republikken Singapore, der ikke

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/3

1)

Etableringsfriheden skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats skattelovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i henhold til hvilken såvel et ikke-hjemmehørende selskab, der udøver økonomisk virksomhed i denne medlemsstat gennem et fast driftssted, som et hjemmehørende selskab, herunder et hjemmehørende datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab, pålignes en skat som den omhandlede fairness tax, når disse selskaber udlodder udbytte, som på grund af anvendelsen af visse skattefordele fastsat i den nationale beskatningsordning ikke er medtaget i deres endelige skattepligtige resultat, på den betingelse, at den måde, hvorpå beskatningsgrundlaget for denne skat fastsættes, ikke fører til, at det pågældende ikke-hjemmehørende selskab behandles mindre fordelagtigt end et hjemmehørende selskab, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 5 i Rådets direktiv 2011/96/EU af 30. november 2011 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en medlemsstats skattelovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter en skat såsom den omhandlede fairness tax, som pålignes ikke-hjemmehørende selskaber, der udøver økonomisk virksomhed i denne medlemsstat gennem et fast driftssted, og hjemmehørende selskaber, herunder et hjemmehørende datterselskab af et ikke-hjemmehørende selskab, når de udlodder udbytte, som på grund af anvendelsen af visse skattefordele fastsat i den nationale beskatningsordning ikke er medtaget i deres endelige skattepligtige resultat.

3)

Artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/96, sammenholdt med samme artikels stk. 3, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national skattelovgivning som den i hovedsagen omhandlede, for så vidt som denne lovgivning — i en situation, hvor det overskud, som et moderselskab modtager fra sit datterselskab, udloddes af dette moderselskab på et senere tidspunkt end det år, hvori det blev modtaget — har den virkning, at dette overskud undergives en beskatning, der overstiger det loft på 5 %, der er fastsat i nævnte bestemmelse.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/4

1)

Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at med henblik på at bedømme, om et barn, der er unionsborger, vil være nødsaget til at forlade Den Europæiske Unions område som helhed og dermed vil blive frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som det er tildelt ved nævnte artikel, såfremt barnets forælder, der er tredjelandsstatsborger, nægtes ret til ophold i den omhandlede medlemsstat, er den omstændighed, at den anden forælder, der er unionsborger, reelt er i stand til og ønsker at påtage sig det daglige og faktiske ansvar for barnet alene, et relevant, men ikke tilstrækkeligt, forhold med hensyn til at kunne konstatere, at der ikke består et sådant afhængighedsforhold mellem den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og barnet, at barnet nødsages til at forlade Unionens område som helhed i tilfælde af en sådan nægtelse. En sådan bedømmelse skal baseres på en hensyntagen til barnets tarv og samtlige sagens omstændigheder, herunder barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til såvel den forælder, der er unionsborger, som den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og den risiko, som adskillelsen fra sidstnævnte indebærer for barnets ligevægt.

2)

Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat opstiller en betingelse om, at en tredjelandsstatsborger, som er forælder til et mindreårigt barn, der er statsborger i nævnte medlemsstat, og som i det daglige faktisk drager omsorg for barnet, for at have ret til ophold på dens område skal fremlægge de forhold, som gør det muligt at fastslå, at en afgørelse om afslag på en ret til ophold for den forælder, som er tredjelandsstatsborger, vil fratage barnet den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er knyttet til en status som unionsborger, idet barnet ville blive nødsaget til at forlade Unionens område som helhed. Det påhviler imidlertid de kompetente myndigheder i den omhandlede medlemsstat på grundlag af de forhold, som tredjelandsstatsborgeren har fremlagt, at foretage de nødvendige undersøgelser for, henset til samtlige sagens omstændigheder, at kunne bedømme, om en afgørelse om afslag ville få sådanne konsekvenser.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/5

1)

Appellen forkastes.

2)

Yoshida Metal Industry Co. Ltd betaler sagsomkostningerne.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/6

1)

Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 4. juni 2015, Deluxe Laboratories mod KHIM (deluxe) (T-222/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:364), ophæves.

2)

Sagen hjemvises til Retten.

3)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/6

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/7

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/8

1)

Artikel 51, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at en medlemsstat gennemfører EU-retten som omhandlet i denne bestemmelse, og at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder dermed finder anvendelse, når den i sin lovgivning foreskriver, at en retsundergiven, der nægter at afgive oplysninger i forbindelse med en udveksling mellem skattemyndigheder på grundlag af bl.a. bestemmelserne i Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF, pålægges en bøde.

2)

Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at en retsundergiven, der er blevet pålagt en bøde på grund af manglende efterkommelse af en administrativ afgørelse, hvorved denne pålægges at afgive oplysninger i forbindelse med en udveksling af oplysninger mellem nationale skattemyndigheder i henhold til direktiv 2011/16, har ret til at anfægte lovligheden af denne afgørelse.

3)

Artikel 1, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 2011/16 skal fortolkes således, at den »forventede relevans« af de oplysninger, som en medlemsstat anmoder en anden medlemsstat om at meddele den, udgør en betingelse, som anmodningen om oplysninger skal opfylde for at udløse en forpligtelse for den bistandssøgte medlemsstat til at efterkomme den, og dermed en betingelse for, at det påbud, som denne medlemsstat retter til en retsundergiven, og den sanktion, som pålægges denne på grund af manglende efterkommelse af dette påbud, er lovlige.

4)

Artikel 1, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 2011/16 skal fortolkes således, at den kontrol, som udøves af den bistandssøgte myndighed, over for hvilken den bistandssøgende myndighed har fremsat en anmodning om oplysninger i henhold til dette direktiv, ikke er begrænset til spørgsmålet, om denne anmodning formelt set er forskriftsmæssig, men skal gøre det muligt for denne bistandssøgte myndighed at sikre sig, at de ønskede oplysninger ikke er blottet for enhver forventet relevans under hensyn til identiteten af den berørte skattepligtige person og af den eventuelt underrettede tredjemand samt under hensyn til, hvad der tjener den pågældende skatteundersøgelse. Disse samme bestemmelser i direktiv 2011/16 og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at den nationale ret inden for rammerne af et søgsmål anlagt af en retsundergiven til prøvelse af en sanktion, som den pågældende er blevet pålagt af den bistandssøgte myndighed på grund af manglende efterkommelse af et påbud, som denne myndighed har udstedt foranlediget af en anmodning om oplysninger fra den bistandssøgende myndighed i henhold til direktiv 2011/16, ud over en kompetence til at ændre den pålagte sanktion har kompetence til at foretage en prøvelse af lovligheden af dette påbud. Hvad angår den betingelse for lovligheden af det nævnte påbud, der vedrører den forventede relevans af de ønskede oplysninger, er domstolsprøvelsen begrænset til en kontrol af, om en sådan relevans åbenlyst ikke foreligger.

5)

Artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at en ret i den bistandssøgte medlemsstat inden for rammerne af domstolsprøvelsen skal have adgang til den anmodning om oplysninger, som den bistandssøgende medlemsstat har rettet til den bistandssøgte medlemsstat. Den berørte retsundergivne har derimod ikke en ret til at få adgang til denne anmodning om oplysninger i dens helhed, idet den forbliver et hemmeligt dokument i overensstemmelse med artikel 16 i direktiv 2011/16. For fuldt ud at kunne få sin sag prøvet for så vidt angår spørgsmålet om manglende forventet relevans af de ønskede oplysninger er det principielt tilstrækkeligt, at den pågældende råder over de oplysninger, som er omhandlet i dette direktivs artikel 20, stk. 2.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/9

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/10

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/10

1)

Den Europæiske Unions Rets dom af 11. november 2015, Dyson mod Kommissionen (T-544/13, EU:T:2015:836), ophæves, for så vidt som Den Europæiske Unions Ret derved forkastede det første anbringendes første led og det tredje anbringende, der blev gjort gældende i første instans.

2)

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om det første anbringendes første led og det tredje anbringende, der blev gjort gældende i første instans.

3)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/11

1)

Artikel 11, stk. 1, første led, i Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter skal fortolkes således, at den ikke kun omhandler tilfælde af fuldstændig manglende gennemførelse af den kontrakt, der er indgået mellem agenturgiver og tredjemand, men også tilfælde af delvis manglende gennemførelse af kontrakten, såsom hvis den fastsatte omsætning ikke nås, eller hvis kontrakten ikke opretholdes i den fastsatte periode.

2)

Artikel 11, stk. 2 og 3, i direktiv 86/653 skal fortolkes således, at den klausul i en handelsagenturkontrakt, i henhold til hvilken agenten skal tilbagebetale en forholdsmæssig del af sin provision i tilfælde af delvis manglende gennemførelse af den kontrakt, der er indgået mellem agenturgiver og tredjemand, ikke udgør »en fravigelse til skade for agenten« som omhandlet i dette direktivs artikel 11, stk. 3, hvis den del af provisionen, der er omfattet af tilbagebetalingsforpligtelsen, står i rimeligt forhold til den manglende gennemførelse af nævnte kontrakt og på betingelse af, at denne manglende gennemførelse ikke skyldes omstændigheder, som kan tilregnes agenturgiveren.

3)

Artikel 11, stk. 1, andet led, i direktiv 86/653 artikel 11, stk. 1, andet led, i direktiv 86/653 skal fortolkes således, at begrebet »omstændigheder, som kan tilregnes agenturgiveren« ikke alene vedrører de retlige grunde, som direkte har ført til ophøret af kontrakten mellem agenturgiveren og tredjemand, men omhandler alle de retlige og faktiske omstændigheder, som kan tilregnes agenturgiver, og som ligger til grund for den manglende gennemførelse af kontrakten.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/12

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/12

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/13

1)

Princippet om ligebehandling af erhvervsdrivende, som er fastsat i artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (»forsyningsvirksomhedsdirektivet«), skal fortolkes således, at det er til hinder for, at den ordregivende myndighed som led i en offentlig udbudsprocedure opfordrer en tilbudsgiver til at fremlægge erklæringer eller dokumenter, som skulle fremsendes i medfør af udbudsspecifikationerne, og som ikke blev fremsendt inden for den frist, der var fastsat for afgivelsen af tilbuddene. Derimod er denne artikel ikke til hinder for, at den ordregivende myndighed opfordrer en tilbudsgiver til at præcisere sit tilbud eller til at berigtige en åbenbar materiel fejl, som er indeholdt i tilbuddet, dog med det forbehold, at en sådan opfordring rettes til alle tilbudsgivere, der befinder sig i samme situation, at alle tilbudsgiverne behandles ens og rimeligt, og at denne præcisering eller berigtigelse ikke kan sidestilles med afgivelsen af et nyt tilbud, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007, skal fortolkes således, at i en sådan situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en offentlig udbudsprocedure har givet anledning til afgivelse af to tilbud og til vedtagelse af to samtidige beslutninger fra den ordregivende myndighed om henholdsvis at forkaste en af tilbudsgivernes tilbud og om at tildele kontrakten til den anden tilbudsgiver, skal den fravalgte tilbudsgiver, der har anlagt sag til prøvelse af disse to beslutninger, have mulighed for at nedlægge påstand om udelukkelse af den valgte tilbudsgivers tilbud, således at begrebet »bestemt kontrakt« som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i direktiv 92/13, som ændret ved direktiv 2007/66, efter omstændighederne kan omhandle en eventuel iværksættelse af en ny offentlig udbudsprocedure.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/14

1)

En beslutning truffet af et selskab, hvori aktiemajoriteten er ejet af en medlemsstat, om med henblik på at indfri et tilgodehavende at godkende datio in solutum af et aktiv, der ejes af et andet selskab, hvori denne medlemsstat er eneaktionær, og om at betale et beløb svarende til differencen mellem aktivets anslåede værdi og tilgodehavendets værdi kan under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder udgøre statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, hvis

Det påhviler de nationale retter at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt.

2)

Såfremt en national ret kvalificerer en beslutning truffet af et selskab, hvori aktiemajoriteten er ejet af en medlemsstat, om med henblik på at indfri et tilgodehavende at godkende datio in solutum af et aktiv, der ejes af et andet selskab, hvori denne medlemsstat er eneaktionær, og om at betale et beløb svarende til differencen mellem aktivets anslåede værdi og tilgodehavendets værdi som statsstøtte, er myndighederne i medlemsstaten i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF forpligtet til at underrette Europa-Kommissionen om støtten, inden den gennemføres.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/15

1)

Artikel 203, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 648/2005 af 13. april 2005, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse i et tilfælde, hvor de varer, der er omfattet af proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse, ikke i fuldt omfang frembydes ved bestemmelsestoldstedet, som fastsat ved denne procedure, som følge af, at en del af varerne er helt tilintetgjort eller er gået uigenkaldeligt tabt, hvilket godtgøres på passende vis.

2)

Artikel 204, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 648/2005, skal fortolkes således, at når varer, der er omfattet af proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse, ikke i fuldt omfang frembydes ved bestemmelsestoldstedet, som fastsat ved denne procedure, og det på passende vis godtgøres, at varerne er helt tilintetgjort eller er gået uigenkaldeligt tabt, opstår der som følge af denne situation, der udgør misligholdelse af en af de forpligtelser, der opstår ved anvendelse af denne ordning, nemlig betingelsen om at varerne skal frembydes i intakt stand for bestemmelsestoldstedet, i princippet en toldskyld ved indførsel for den del af varerne, der ikke har været frembudt for dette toldsted. Det tilkommer den nationale ret at undersøge, om en omstændighed såsom beskadigelse af en aflæsningsanordning i det foreliggende tilfælde opfylder de kriterier, der karakteriserer begreberne »force majeure« og »hændelige omstændigheder« som omhandlet i artikel 206, stk. 1, i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 648/2005, nemlig om det viser sig at være en usædvanlig omstændighed for en erhvervsdrivende, der handler på området for transport af væsker, og som denne ikke har nogen indflydelse på, og om konsekvenserne heraf ikke kunne være undgået, heller ikke selv om den pågældende erhvervsdrivende havde udvist den størst mulige påpasselighed. I forbindelse med denne undersøgelse skal retten bl.a. tage hensyn til, om de erhvervsdrivende, såsom den hovedforpligtede og transportøren, har overholdt de bestemmelser og krav, der gælder for så vidt angår tankenes tekniske stand og sikkerheden ved transport af væsker såsom opløsningsmiddel.

3)

Artikel 2, stk. 1, litra d), artikel 70 og 71 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at der ikke skal betales moms for den del af en vare henført under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse, der er helt tilintetgjort eller er gået uigenkaldeligt tabt.

4)

Bestemmelserne i artikel 96, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2913/92, sammenholdt med denne forordnings artikel 204, stk. 1, litra a), og stk. 3, som ændret ved forordning nr. 648/2005, skal fortolkes således, at den hovedforpligtede hæfter for betaling af den toldskyld, der er opstået i forbindelse med en vare henført under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse, selv om transportøren ikke har overholdt de forpligtelser, der påhviler ham i henhold til denne forordnings artikel 96, stk. 2, bl.a. forpligtelsen til at frembyde varerne i intakt stand for bestemmelsestoldstedet inden for den fastsatte frist.

5)

Artikel 96, stk. 1, litra a), og stk. 2, artikel 204, stk. 1, litra a), og stk. 3, samt artikel 213 i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 648/2005, skal fortolkes således, at en medlemsstats toldmyndigheder ikke er forpligtede til at pålægge solidarisk ansvar på en transportør, der samtidig med den hovedforpligtede skal anses for at hæfte for betaling af toldskylden.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/16

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/17

1)

Appellen forkastes.

2)

Den Portugisiske Republik betaler sagsomkostningerne.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/17

1)

Appellen forkastes.

2)

Den Portugisiske Republik betaler sagsomkostningerne.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/18

1)

Appellen forkastes.

2)

Den Portugisiske Republik betaler sagsomkostningerne.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/18

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/19

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/19

1)

Er artikel 8 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (2) af 11. maj 2005 til hinder for en fortolkning af de tilsvarende nationale gennemførelsesbestemmelser (og navnlig henholdsvis artikel 24 og 25 i Codice del consumo (lov om forbrug)), ifølge hvilken praksis fra en telefonoperatør, der består i udeladelse af oplysninger vedrørende forhåndsindstilling af visse telefontjenester (eksempelvis telefonsvarer eller navigering på internettet) på SIM-kortet, og i særdeleshed såfremt telefonoperatøren ikke kan gøres ansvarlig for yderligere særskilt konkret adfærd, kan kvalificeres som »utilbørlig påvirkning« og således som »aggressiv handelspraksis«, der kan forventes »væsentligt« at indskrænke gennemsnitsforbrugerens valgfrihed eller adfærd?

2)

Kan punkt 29 i bilag I til direktiv 2005/29/EF […] fortolkes således, at der foreligger »levering uden forudgående anmodning«, såfremt en mobiltelefonoperatør lader sin kunde betale tjenester i form af telefonsvarer eller navigering på internettet i en situation, som er kendetegnet ved at

3)

Er formålet med det »almindelige« direktiv 2005/29/EF i sin egenskab af »sikkerhedsnet« for forbrugerbeskyttelse samt tiende betragtning til og artikel 3, stk. 4, i samme direktiv 2005/29/EF til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter vurderingen af overholdelsen af særlige forpligtelser ifølge sektordirektiv 2002/22/EF (3) om forbrugerbeskyttelse henhører under anvendelsesområdet for det almindelige direktiv 2005/29/EF om ukorrekt handelspraksis, hvilket bevirker, at myndigheden med kompetence til at iværksætte foranstaltninger mod overtrædelser af sektordirektivet afskæres fra at gribe ind i alle de tilfælde, hvor der også er tale om ukorrekt/urimelig handelspraksis?

4)

Skal specialitetsprincippet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF opfattes som et princip, der regulerer forholdene mellem lovgivninger (almindelig lovgivning og sektorlovgivninger), forholdene mellem bestemmelser (almindelige bestemmelser og specifikke bestemmelser) eller forholdene mellem myndigheder med kompetence til regulering af og tilsyn med de respektive sektorer?

5)

Kan der kun være tale om begrebet »uoverensstemmelse« i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF i tilfælde af radikal modstrid mellem bestemmelserne i lovgivningen om ukorrekt handelspraksis og andre EU-retlige bestemmelser, som regulerer særlige sektorbaserede aspekter af handelspraksis, eller er det tilstrækkeligt, at de pågældende bestemmelser indeholder en afvigende regulering fra lovgivningen om ukorrekt handelspraksis i forhold til den særlige karakter ved sektoren i et sådant omfang, at der opstår en kollision mellem bestemmelser (Normenkollision) i relation til en og samme konkrete situation?

6)

Henviser begrebet »fællesskabsregler« i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF kun til bestemmelserne i EU-retlige forordninger og direktiver samt bestemmelserne til direkte gennemførelse heraf, eller omfatter det også nationale lovgivnings- og reguleringsbestemmelser, der gennemfører EU-retlige principper?

7)

Er dels specialitetsprincippet i tiende betragtning til og artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF, dels artikel 20 og 21 i direktiv 2002/22/EF samt artikel 3 og 4 i direktiv 2002/21/EF (4) til hinder for en fortolkning af de tilsvarende nationale gennemførelsesbestemmelser, hvorefter det antages, at den almindelige lovgivning om ukorrekt handelspraksis altid skal anvendes i alle tilfælde, hvor der i en reguleret sektor — kendetegnet ved en »forbrugerorienteret« sektorlovgivning og hvor den sektorspecifikke myndighed er tildelt kompetencen til at fastsætte regler og sanktioner — udvises en adfærd, som kan henhøre under begrebet »aggressiv handelspraksis« som omhandlet i artikel 8 og 9 i direktiv 2005/29/EF eller handelspraksis, »der under alle omstændigheder betragtes som aggressiv« i henhold til bilag I til direktiv 2005/29/EF, og dette herunder i det tilfælde, hvor der foreligger en sektorlovgivning til forbrugerbeskyttelse, der er baseret på EU-retlige bestemmelser og fuldt ud regulerer samme »aggressive handelspraksis«, handelspraksis, »der under alle omstændigheder betragtes som aggressiv«, eller i alle tilfælde »ukorrekt handelspraksis«?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/21

1)

Er artikel 8 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 (2) til hinder for en fortolkning af de tilsvarende nationale gennemførelsesbestemmelser (og navnlig henholdsvis artikel 24 og 25 i Codice del consumo (lov om forbrug)), ifølge hvilken praksis fra en telefonoperatør, der består i udeladelse af oplysninger vedrørende forhåndsindstilling af visse telefontjenester (eksempelvis telefonsvarer eller navigering på internettet) på SIM-kortet, og i særdeleshed såfremt telefonoperatøren ikke kan gøres ansvarlig for yderligere særskilt konkret adfærd, kan kvalificeres som »utilbørlig påvirkning« og således som »aggressiv handelspraksis«, der kan forventes »væsentligt« at indskrænke gennemsnitsforbrugerens valgfrihed eller adfærd?

2)

Kan punkt 29 i bilag I til direktiv 2005/29/EF […] fortolkes således, at der foreligger »levering uden forudgående anmodning«, såfremt en mobiltelefonoperatør lader sin kunde betale tjenester i form af telefonsvarer eller navigering på internettet i en situation, som er kendetegnet ved at

3)

Er formålet med det »almindelige« direktiv 2005/29/EF i sin egenskab af »sikkerhedsnet« for forbrugerbeskyttelse samt tiende betragtning til og artikel 3, stk. 4, i samme direktiv 2005/29/EF til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter vurderingen af overholdelsen af særlige forpligtelser ifølge sektordirektiv 2002/22/EF (3) om forbrugerbeskyttelse henhører under anvendelsesområdet for det almindelige direktiv 2005/29/EF om ukorrekt handelspraksis, hvilket bevirker, at myndigheden med kompetence til at iværksætte foranstaltninger mod overtrædelser af sektordirektivet afskæres fra at gribe ind i alle de tilfælde, hvor der også er tale om ukorrekt/urimelig handelspraksis?

4)

Skal specialitetsprincippet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF opfattes som et princip, der regulerer forholdene mellem lovgivninger (almindelig lovgivning og sektorlovgivninger), forholdene mellem bestemmelser (almindelige bestemmelser og specifikke bestemmelser) eller forholdene mellem myndigheder med kompetence til regulering af og tilsyn med de respektive sektorer?

5)

Kan der kun være tale om begrebet »uoverensstemmelse« i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF i tilfælde af radikal modstrid mellem bestemmelserne i lovgivningen om ukorrekt handelspraksis og andre EU-retlige bestemmelser, som regulerer særlige sektorbaserede aspekter af handelspraksis, eller er det tilstrækkeligt, at de pågældende bestemmelser indeholder en afvigende regulering fra lovgivningen om ukorrekt handelspraksis i forhold til den særlige karakter ved sektoren i et sådant omfang, at der opstår en kollision mellem bestemmelser (Normenkollision) i relation til en og samme konkrete situation?

6)

Henviser begrebet »fællesskabsregler« i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF kun til bestemmelserne i EU-retlige forordninger og direktiver samt bestemmelserne til direkte gennemførelse heraf, eller omfatter det også nationale lovgivnings- og reguleringsbestemmelser, der gennemfører EU-retlige principper?

7)

Er dels specialitetsprincippet i tiende betragtning til og artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF, dels artikel 20 og 21 i direktiv 2002/22/EF samt artikel 3 og 4 i direktiv 2002/21/EF (4) til hinder for en fortolkning af de tilsvarende nationale gennemførelsesbestemmelser, hvorefter det antages, at den almindelige lovgivning om ukorrekt handelspraksis altid skal anvendes i alle tilfælde, hvor der i en reguleret sektor — kendetegnet ved en »forbrugerorienteret« sektorlovgivning og hvor den sektorspecifikke myndighed er tildelt kompetencen til at fastsætte regler og sanktioner — udvises en adfærd, som kan henhøre under begrebet »aggressiv handelspraksis« som omhandlet i artikel 8 og 9 i direktiv 2005/29/EF eller handelspraksis, »der under alle omstændigheder betragtes som aggressiv« i henhold til bilag I til direktiv 2005/29/EF, og dette herunder i det tilfælde, hvor der foreligger en sektorlovgivning til forbrugerbeskyttelse, der er baseret på EU-retlige bestemmelser og fuldt ud regulerer samme »aggressive handelspraksis«, handelspraksis, »der under alle omstændigheder betragtes som aggressiv«, eller i alle tilfælde »ukorrekt handelspraksis«?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/22

—

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Niende Afdeling) den 19. januar 2017 i sag T-701/15, Stock Polska mod EUIPO — Lass & Steffen (Lubelska), ophæves i sin helhed.

—

Sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.

—

Hver part tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

1.

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (1), idet der ikke er foretaget en helhedsvurdering af, om der foreligger en risiko for forveksling, på grundlag af helhedsindtrykket under hensyn til de særprægede og dominerende bestanddele, idet navnlig vurderingen af tegnets lighed med det ældre varemærke uden grund blev begrænset til en bestanddel af dette tegn (ordbestanddelen).

Retten godtog med urette muligheden for ved vurderingen af ligheden mellem to varemærker kun at tage hensyn til en bestanddel af et sammensat varemærke (ordbestanddelen) og at sammenligne denne med et andet varemærke og derved udelade figurbestanddelen, uden først at fastslå, at ordbestanddelen udgør den dominerende bestanddel, og at figurbestanddelen er uden betydning. Retten fastslog blot, at figurbestanddelen har en svag grad af særpræg, og tog derved ikke hensyn til, at denne tegnbestanddels svage grad af særpræg ikke nødvendigvis betyder, at denne bestanddel ikke er dominerende.

2.

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 og af principperne om ligebehandling, god forvaltningsskik og retssikkerhed, idet der ikke blev taget hensyn til, at EUIPO havde fraveget sin tidligere afgørelsespraksis, således som den fremgår af EUIPO’s retningslinjer, hvilket indebar accept af en afgørelse i strid med denne afgørelsespraksis.

Retten så bort fra, at EUIPO havde fraveget sin tidligere afgørelsespraksis som gengivet i EUIPO’s retningslinjer med hensyn til anvendelsen af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 uden henvisning til nogen særlige omstændigheder, der begrundede denne fravigelse.

3.

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, idet der ved vurderingen af risikoen for forveksling blev lagt forhold til grund, der ikke hører til almindelig viden, og væsentlige velkendte kendsgerninger ikke blev taget i betragtning, hvilket indebar en forvanskning af kendsgerninger og beviser, navnlig fordi

4.

Tilsidesættelse af begrundelsespligten ved anvendelsen af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, fordi

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/24

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/24

1)

Skal Dublinforordningens artikel 23, stk. 3 (1), fortolkes således, at Italien er blevet ansvarlig for behandlingen af den ansøgning om international beskyttelse, som sagsøgeren indgav i dette land den 23. oktober 2014, uanset den omstændighed, at Nederlandene var den primært ansvarlige medlemsstat på grundlag af tidligere indgivne ansøgninger til dette land om international beskyttelse som omhandlet i Dublinforordningens artikel 2, litra d), og den senest indgivne ansøgning på dette tidspunkt stadig var under behandling i Nederlandene, idet afdelingen for forvaltningsretlige sager ved Raad van State endnu ikke havde afgjort den af sagsøgeren indgivne appel til efterprøvelse af den i præmis 1.3. nævnte dom fra rechtbank af 7. juli 2014?

2)

Følger det af Dublinforordningens artikel 18, stk. 2, at den ansøgning om international beskyttelse, der stadig var under behandling af de nederlandske myndigheder, da tilbagetagelsesanmodningen blev fremsat den 5. marts 2015, straks efter fremsættelsen af tilbagetagelsesanmodningen skulle have været udsat og efter udløbet af fristen i artikel 24 stoppet af de nederlandske myndigheder i den forstand, at de trak anmodningen tilbage eller ændrede den tidligere afgørelse af 11. juni 2014 med afslag på asylansøgningen af 4. juni 2014? [Udelades]

3)

Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, er ansvaret for behandlingen af sagsøgerens ansøgning om international beskyttelse da ikke gået over til Italien men forblevet hos de nederlandske myndigheder, fordi sagsøgte ikke trak afgørelsen af 11. juni 2014 tilbage eller ændrede den?

4)

Har de nederlandske myndigheder ved at undlade at oplyse, at den anden asylansøgning stadig var under appel ved afdelingen for forvaltningsretlige sager ved Raad van State, tilsidesat deres forpligtelse efter Dublinforordningens artikel 24, stk. 5, til at give de italienske myndigheder de oplysninger, der sætter dem i stand til at kontrollere, om denne stat er ansvarlig på grundlag af kriterierne i denne forordning?

5)

Såfremt spørgsmål 4 besvares bekræftende, fører denne undladelse da til den konklusion, at ansvaret for behandlingen af sagsøgerens ansøgning om international beskyttelse ikke er overgået til Italien, men stadig påhviler Nederlandene?

6)

Såfremt ansvaret ikke forblev hos Nederlandene, havde de nederlandske myndigheder i forbindelse med sagsøgerens overgivelse fra Italien til Nederlandene i sammenhæng med hans straffesag da på grundlag af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, og uanset forordningens artikel 3, stk. 1, skullet behandle den ansøgning om international beskyttelse, som sagsøgeren havde indgivet i Italien, og burde de, i fortsættelse heraf, af rimelighedshensyn have undladt at gøre brug af hjemlen i Dublinforordningens artikel 24, stk. 1, til at anmode de italienske myndigheder om at tage sagsøgeren tilbage?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/25

1)

2)

3)

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/26

a.

at en myndig person, der også har statsborgerskab i et tredjeland, ex lege mister statsborgerskabet i sin medlemsstat og hermed unionsborgerskabet, fordi vedkommende uden afbrydelse i en periode på ti år har haft sin hovedbopæl i udlandet og uden for Den Europæiske Union, selv om der er muligheder for at afbryde tiårsfristen?

b.

at en mindreårig person under visse omstændigheder ex lege mister statsborgerskabet i sin medlemsstat og hermed unionsborgerskabet, fordi forældrene har mistet deres statsborgerskab som omhandlet i punkt a. ovenfor?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/27

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/27

—

Rettens dom i sag T-162/14 ophæves.

—

Påstanden i første instans tages til følge, og den anfægtede forordning annulleres, for så vidt som den angår appellanterne.

—

Indstævnte tilpligtes at betale appellanternes omkostninger og at bære sine egne omkostninger både i første instans og i forbindelse med appelsagen.

—

Enhver anden part i appelsagen tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

—

Rettens dom i sag T-162/14 ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten til afgørelse.

—

Afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i forbindelse med appelsagen udsættes, indtil Retten har truffet endelig afgørelse.

—

Enhver anden part i appelsagen tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

1.

Retten har begået en retlig fejl ved at pålægge appellanterne at godtgøre en interesse i at fremsætte det første og det andet anbringende. Under alle omstændigheder har Retten begået en fejl ved sin retlige karakterisering af de faktiske omstændigheder, idet appellanterne har en sådan interesse.

2.

Retten har begået en retlig fejl ved at pålægge appellanterne at godtgøre en interesse i at fremsætte det tredje anbringende. Retten har begået en fejl ved sin fortolkning af artikel 2, stk. 7, litra a), i forordning 1225/2009 (»grundforordningen«). (1)

3.

Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at forordning 1168/2012 fandt anvendelse på den foreliggende antidumpingundersøgelse (2). Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionens undladelse af at træffe en afgørelse om appellanternes anmodning om at opnå status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår, ikke medfører den anfægtede forordnings ugyldighed.

4.

Retten har begået en retlig fejl ved at tillade institutionerne at fastsætte antidumpingtolden på et niveau, der kan imødegå skade forårsaget af andre faktorer end dumpingimport. Retten har begået en retlig fejl ved med urette at vende bevisbyrden.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/28

—

Rettens dom i sag T-163/14 ophæves.

—

Der gives medhold i påstandene i første instans, og den omtvistede forordning annulleres, for så vidt som den vedrører appellanterne.

—

Kommissionen tilpligtes at betale appellanternes omkostninger og bære sine egne omkostninger, både i første instans og appelsagen.

—

De øvrige parter i appelsagen tilpligtes at bære deres egne omkostninger.

—

Rettens dom i sag T-163/14 ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten til afgørelse.

—

Afgørelsen om omkostningerne i første instans og i appelsagen udsættes til Domstolens dom.

—

De øvrige parter i appelsagen tilpligtes at bære deres egne omkostninger.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/29

—

Annullation af Rådets afgørelse (EU) 2017/477 af 3. marts 2017 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det samarbejdsråd, der er oprettet i henhold til den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Kasakhstan på den anden side, for så vidt angår tilrettelæggelsen af arbejdet i samarbejdsrådet, samarbejdsudvalget, specialiserede underudvalg og andre organer (1).

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/30

1)

Skal nationale bestemmelser om udlevering på grund af en strafbar handling for så vidt angår en anden medlemsstats statsborgeres ret til at bevæge sig frit bedømmes på samme måde uafhængigt af, om et tredjeland fremsætter en udleveringsanmodning på grundlag af en udleveringsaftale med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf, eller — som i den foreliggende sag (1) — med henblik på strafforfølgelse? Spiller det en rolle, at den person, som begæres udleveret, foruden at være unionsborger også er statsborger i den stat, som har fremsat udleveringsanmodningen?

2)

Sætter en national bestemmelse, hvorefter kun egne statsborgere ikke kan udleveres til straffuldbyrdelse uden for Unionen, uberettiget en anden medlemsstats statsborgere i en mindre gunstig situation? Finder EU-retlige mekanismer, hvormed et i sig selv lovligt formål kan nås på en mindre belastende måde, også anvendelse i et tilfælde, hvor det drejer sig om fuldbyrdelsen? Hvordan skal en udleveringsanmodning besvares, når den er meddelt den anden medlemsstat under anvendelse af sådanne mekanismer, men denne f.eks. på grund af retlige hindringer ikke træffer foranstaltninger vedrørende sin statsborger?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/31

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/31

1)

Er det i henhold til artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24 (1) for at kvalificere en kontrakt som »ansættelseskontrakt« tilstrækkeligt, at den udgør en kontrakt om lønnet beskæftigelse, eller skal denne kontrakt frembyde særlige kendetegn (for så vidt angår eksempelvis arbejdets art, betingelser for indgåelse, ansøgernes kvalifikationer og elementerne i udvælgelsesproceduren), således at udvælgelsen af enhver arbejdstager beror på en vurdering af den enkelte ansøger og arbejdsgiverens subjektive bedømmelse af arbejdstagerens personlighed? Kan tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået på grundlag af objektive kriterier såsom ansøgerens arbejdsløshedsperiode, den opnåede erhvervserfaring eller antallet af mindreårige børn, efter formel prøvelse af dokumentationen og efter en forudbestemt procedure om tildeling af point på baggrund af disse kriterier — såsom kontrakterne i artikel 63 i lov nr. 4430/2016 — antages at være »ansættelseskontrakter« som omhandlet i artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24?

2)

Kan offentlige myndigheder i medfør af bestemmelserne i direktiv 2014/24 (artikel 1, stk. 4, artikel 18, stk. 1 og 2, artikel 19, stk. 1, artikel 32 og artikel 57, sammenholdt med 5. betragtning i præamblen), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (artikel 49 og 56) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (artikel 16 og 52) samt ligebehandlingsprincippet, gennemsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet gøre brug af andre midler, herunder ansættelseskontrakter, end offentlige kontrakter for at opfylde deres almennyttige opgaver, og i givet fald på hvilke betingelser, såfremt denne form for brug ikke medfører en permanent organisation af den offentlige tjenesteydelse, men — i lighed med det ved artikel 63 i lov nr. 4430/2016 indførte tilfælde — sker med hensyn til en begrænset tidsperiode, for at imødekomme ekstraordinære omstændigheder samt af grunde med tilknytning til effektiv konkurrence eller lovligheden af den af virksomheder på markedet for offentlige kontrakter udviste adfærd? Kan disse grunde og omstændigheder, såsom umuligheden for uden vanskeligheder at gennemføre offentlige kontrakter eller opnåelsen af en større økonomisk fordel end (hvad der ville være muligt med) en offentlig kontrakt, antages at være tvingende almene hensyn, der begrunder vedtagelsen af en foranstaltning, der bevirker en — med hensyn til omfang og varighed — alvorlig indskrænkning af forretningsaktiviteter på området for offentlige kontrakter?

3)

Er en beslutning truffet af en offentlig myndighed, såsom de i hovedsagen anfægtede beslutninger, angående en kontrakt, der angiveligt falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2014/24 (eksempelvis fordi den kvalificeres som »ansættelseskontrakt«), udelukket fra domstolsprøvelse i medfør af direktiv 89/665, som defineret i den nu gældende affattelse af direktivets artikel 1, såfremt klagen er blevet indgivet af en økonomisk aktør med legitim interesse i at få tildelt en offentlig kontrakt med samme genstand, og denne aktør har gjort gældende, at myndigheden ulovligt undlod at anvende direktiv 2014/24, idet myndigheden var overbevist om, at man kunne bortse fra direktivet?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/32

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/33

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/34

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/34

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/35

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/36

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/37

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/37

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/38

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/39

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/40

1)

Udgør fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af sygemeldinger en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det spontane fravær af en væsentlig del af det for gennemførelsen af flyvninger nødvendige personale hos det transporterende luftfartsselskab på grund af en arbejdsretligt og overenskomstretligt ulovlig arbejdsnedlæggelse (»vild strejke«) en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004? Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Hvor høj skal fraværsandelen være, for at det kan lægges til grund, at der foreligger en sådan omstændighed?

3)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal den usædvanlige omstændighed have foreligget for selve den aflyste flyvning, eller er det transporterende luftfartsselskab berettiget til ud fra driftsøkonomiske overvejelser at opstille en ny afgangsplan?

4)

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende: Er det afgørende, om den usædvanlige omstændighed kunne undgås eller om følgerne af den usædvanlige omstændigheds indtræden kunne undgås?

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/40

—

Det fastslås i henhold til artikel 258 TEUF, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, litra b), sammenholdt med artikel 13 i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald, idet Rumænien med hensyn til 68 deponeringsanlæg ikke har efterkommet forpligtelsen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at deponeringsanlæg, som ikke har fået tilladelse til fortsat drift i overensstemmelse med artikel 8, nedlukkes snarest muligt i overensstemmelse med artikel 7, litra g), og artikel 13.

—

Rumænien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/41

—

Præmis 39-47 i Rettens dom af 22. marts 2017 (sag T-231/15), hvori det fastslås, at anmodningen om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2016/850 af 27. maj 2016 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (1), og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2016/840 af 27. maj 2016 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (2) ikke skulle antages til realitetsbehandling, samt domskonklusion 1, 3, 4 og 5 ophæves.

—

Følgelig skal det fastslås, at George Haswanis navn skal slettes fra bilagene til de ovennævnte retsakter.

—

Ved gennemførelse af sagen skal afgørelse 2015/1836 (3) og gennemførelsesforordning 2015/1828 (4) annulleres.

—

Ved gennemførelse af sagen skal Rådet tilpligtes at betale 700 000 EUR i erstatning for den skade, der er lidt.

—

Den appellerede dom ophæves for så vidt angår domskonklusion 4 og 5 samt præmis 91-93, for så vidt som det heri pålægges George Haswani ud over sine egne omkostninger at afholde to tredjedele af de af Rådet afholdte udgifter.

—

Rådet tilpligtes at betale alle udgifter i overensstemmelse med artikel 184, fjerde afsnit, i Domstolens procesreglement.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/43

1)

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 626/2012 af 26. juni 2012 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 349/2012 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af vinsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina annulleres, for så vidt som den vedrører Changmao Biochemical Engineering Co. Ltd.

2)

Rådet for Den Europæiske Union betaler halvdelen af Changmao Biochemical Engineerings omkostninger og bærer sine egne omkostninger.

3)

Changmao Biochemical Engineering bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

4)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

5)

Distillerie Bonollo SpA, Industria Chimica Valenzana SpA, Distillerie Mazzari SpA, Caviro Distillerie Srl og Comercial Química Sarasa, SL bærer hver deres egne omkostninger.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/44

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Groupe Léa Nature SA bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO og intervenienten afholdte omkostninger i sagen for Retten og for Domstolen.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/44

1)

Den Europæiske Union, repræsenteret af Den Europæiske Unions Domstol, betaler Guardian Europe Sàrl en erstatning på 654 523,43 EUR for det økonomiske tab, som dette selskab har lidt som følge af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid i den sag, der lå til grund for dom af 27. september 2012, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (T-82/08, EU:T:2012:494). Denne erstatning forhøjes med udligningsrenter fra den 27. juli 2010 indtil afsigelsen af nærværende dom til den af Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) konstaterede årlige inflation, for den pågældende periode, i den medlemsstat, hvor dette selskab har hjemsted.

2)

Den af punkt 1 omhandlede erstatning forhøjes med morarenter fra afsigelsen af nærværende dom, indtil det fulde beløb er blevet betalt, på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsatte sats for dens vigtigste genfinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint.

3)

I øvrigt frifindes Unionen.

4)

Sagsøgeren betaler omkostningerne afholdt af Unionen, repræsenteret af Europa-Kommissionen.

5)

Guardian Europe på den ene side og Unionen på den anden side, repræsenteret af Den Europæiske Unions Domstol, bærer hver deres egne omkostninger.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/45

1)

Europa-Parlamentet frifindes.

2)

Jožica Blaž Jamnik og Brina Blaž betaler sagsomkostningerne.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/46

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

AWG Allgemeine Warenvertriebs GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/46

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Kaane American International Tobacco Company FZE betaler sagsomkostningerne.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/47

—

Der afsiges dom om annullation af afgørelse truffet den 10. februar 2017 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1308/2016-4), for så vidt som den delvist imødekommer EU-varemærkeansøgning nr. 12929071 »MEMORAME« og følgelig meddeles fuldstændigt afslag på registrering af EU-varemærke nr. 12929071 »MEMORAME«.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til forordningens artikel 87, stk. 2 og 3.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

—

Sagsøgeren understreger, at appelkammeret ved EUIPO ikke på passende måde har taget i betragtning, at det anfægtede varemærke »MEMORAME« er særligt velkendt på Den Europæiske Unions område.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/47

—

Annullation med øjeblikkelig virkning af det punkt, der er opført under koden 2015-CZ-TM-0330-M med overskriften Multimodal Container Terminal Paskov, fase III, og af det punkt, der er opført under koden 2015-CZ-TM-0406-W med overskriften Intermodal Terminal Melnik, fase 2 og 3, i bilaget til Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 5. august 2016 om opstilling af en liste med de forslag, der blev udvalgt til at modtage finansiel bistand fra EU i forbindelse med Connecting Europe-faciliteten (CEF) — transportsektoren efter indkaldelser af forslag iværksat den 5. november 2015 baseret på det flerårige arbejdsprogram.

—

Tilskudsaftalen ifølge Connecting Europe-faciliteten (CEF) — transportsektor nr. INEA/CEF/TRAN/M2015/1133813, indgået mellem Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk (INEA) og Advanced World Transport a.s. (AWT) (vedrørende handling 2015-CZ-TM-0330-M med overskriften Multimodal Container Terminal Paskov), annulleres eller erklæres ugyldig, eller INEA tilpligtes at bringe den omtalte tilskudsaftale angående Paskov til ophør.

—

Tilskudsaftalen ifølge Connecting Europe-faciliteten (CEF) — transportsektor nr. INEA/CEF/TRAN/M2015/1138714, indgået mellem Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk (INEA) og České přístavy, a.s. (Czech Ports) (vedrørende handling 2015-CZ-TM-0406-W med overskriften Intermodal Terminal Melnik, fase 2 og 3), annulleres eller erklæres ugyldig, eller INEA tilpligtes at bringe den omtalte tilskudsaftale angående Melnik til ophør.

—

INEA og Kommissionen tilpligtes solidarisk at betale sagsøgerens omkostninger i forbindelse med retssagen.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede foranstaltning er i strid med grundlæggende principper i EU-traktaterne om beskyttelse af det frie marked og konkurrence på det indre marked.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at den anfægtede foranstaltning er i strid med artikel 93 TEUF og flere artikler i TEUF (artikel 3, 26, 93, 107, 119, artikel 170, stk. 2, og artikel 171, stk. 1, samt protokol 8 og dennes artikel 1 og protokol 27).

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at den anfægtede foranstaltning er i strid med forordning (EU) nr. 1316/2013 og forordning (EU) nr. 1315/2013 samt tilknyttet lovgivning.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/48

—

Annullation af EIGE’s stiltiende afgørelse af 26. august 2016 om afslag på sagsøgerens ansøgning af 26. april 2016 om en anden forlængelse af hans ansættelseskontrakt.

—

Om fornødent også annullation af EIGE’s afgørelse af 20. januar 2017, meddelt sagsøgeren den 23. januar 2017, om afslag på sagsøgerens klageindgivet den 3. oktober 2017 over EIGE’s stiltiende afgørelse.

—

Sagsøgeren ydes erstatning for det lidte økonomiske og ikke-økonomiske tab.

—

EIGE tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og følgelig af princippet om god forvaltning.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union og EIGE’s afgørelse nr. 82 af 28. juli 2014 om proceduren for forlængelse/ikke-forlængelse af kontrakter, der finder anvendelse på midlertidigt ansatte og kontraktansatte (»Afgørelse 82«).

3.

Tredje anbringende om processuelle fejl, herunder tilsidesættelse af de interne processuelle regler i Afgørelse 82, af retten til forsvar, af retten til at blive hørt, af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/49

—

Den anfægtede afgørelse af 30. juni 2016 om afslag på sagsøgerens ansøgning om bistand, og om nødvendigt, afgørelsen om afslag på klagen, annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsøgeren 10 000 EUR, eller et andet beløb, som Retten finder passende, i erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade med tillæg af lovbestemte renter indtil fuld betaling har fundet sted.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn.

2.

Andet anbringende vedrører tilsidesættelse af vedtægtens artikel 24 og bistandspligten.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/50

—

Principalt, Europa-Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 vedrørende støtteordning SA.26763 2014/C (ex 2012/NN), som Frankrig har gennemført til fordel for busselskaber, der driver virksomhed i regionen Ile-de-France, annulleres delvis, for så vidt det i afgørelsens artikel 1 fastslås, at støtteordningen er blevet gennemført »ulovligt«, selv om der er tale om eksisterende støtte.

—

Subsidiært, Europa-Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 vedrørende støtteordning SA.26763 2014/C (ex 2012/NN), som Frankrig har gennemført til fordel for busselskaber, der driver virksomhed i regionen Ile-de-France, annulleres delvis, for så vidt det i afgørelsens artikel 1 fastslås, at støtteordningen er blevet gennemført ulovligt i perioden før den 25. november 1998.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende, der påberåbes principalt, om den omstændighed, at den omhandlede regionale støtteordning ikke blev gennemført ulovligt, eftersom den ikke var undergivet forpligtelsen til forudgående anmeldelse. Den regionale støtteordning er således en eksisterende støtteordning som omhandlet i artikel 108, stk. 1, TEUF og bestemmelserne i artikel 1, litra b), og kapitel VI i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9) (herefter »forordning nr. 2015/1589«). Ifølge de bestemmelser, der finder anvendelse på eksisterende støtteordninger, er gennemførelsen heraf ikke ulovlig, idet Kommissionen i givet fald alene kan fastsætte passende foranstaltninger med henblik på at videreudvikle eller bringe nævnte ordninger til ophør i fremtiden.

2.

Andet anbringende, der påberåbes subsidiært, om den omstændighed, at selv om det lægges til grund, at den omhandlede støtteordning ikke udgør en eksisterende støtteordning, kunne Kommissionen ikke lade sin undersøgelse gå længere tilbage end til det tidspunkt, der ligger ti år før den 25. november 2008, som var det tidspunkt, hvor Kommissionen anmodede de franske myndigheder om oplysninger. Artikel 17 i forordning nr. 2015/1589 fastsætter således, at den tiårige forældelsesfrist kun afbrydes af en foranstaltning, der træffes af Kommissionen eller af en medlemsstat efter opfordring fra Kommissionen. Det er således sagsøgernes opfattelse, at Kommissionen dermed alene kunne lade sin undersøgelse gå tilbage til den 25. november 1998.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/51

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og sagens øvrige parter tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Retten og for appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 62 og artikel 63 i forordning nr. 6/2002

—

Tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 6/2002

—

Tilsidesættelse af artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002

—

Tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 6/2002

—

Tilsidesættelse af artikel 5 og 6 i forordning nr. 6/2002.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/51

—

Principalt annulleres Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) i det hele som følge af en tilsidesættelse af forbuddet mod vilkårlighed og af ligebehandlingsprincippet, jf. det første anbringende, og manglende kompetence hvad angår lufttransport fra lufthavne uden for EØS-området til lufthavne inden for EØS-området, jf. det andet anbringende.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 2, litra d), og stk. 3, litra d), for så vidt som det heraf fremgår, at sagsøgeren begik en overtrædelse vedrørende lufttransport fra lufthavne uden for EØS-området til lufthavne inden for EØS-området, jf. det andet anbringende.

—

Den anfægtede afgørelses artikel 1 og artikel 1, stk. 1, litra d), stk. 2, litra d), stk. 3, litra d), og stk. 4, litra d), annulleres, for så vidt som det heraf fremgår, at den samlede og vedvarende overtrædelse omfattede manglende betaling af kommission af tillægsgebyrer, jf. det tredje anbringende.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af forbuddet mod vilkårlighed og af ligebehandlingsprincippet

2.

Andet anbringende om manglende kompetence hvad angår lufttransport fra lufthavne uden for EØS-områder til lufthavne inden for EØS-området.

3.

Tredje anbringende om en manglende begrundelse og et åbenbart urigtigt skøn, idet det blev fastslået, at den manglende betaling af kommission af tillægsgebyrer er en separat del af overtrædelsen.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/53

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres helt eller delvist.

—

Subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt.

—

Der træffes de nødvendige foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse eller andre foranstaltninger, som Retten måtte finde hensigtsmæssige.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgernes ret til forsvar og princippet om processuel ligestilling, idet den afviste at give sagsøgerne indsigt i relevante beviser, såvel belastende som diskulperende, herunder beviser som Kommissionen modtog efter, at den havde fremsendt sin klagepunktsmeddelelse.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen savnede kompetence med hensyn til anvendelsen af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 på indkommende luftfragttjenester til EØS-området, og ruter mellem Schweiz og de tre lande uden for EU og EØS.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionens bevisvurdering og konklusion om, at beviserne godtgør, at sagsøgerne deltog i eller havde eller kendskab til den i den anfægtede afgørelse omhandlede globale samlede og vedvarende overtrædelse, er behæftet med en fejl.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 266 TEUF, artikel 17 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og artikel 296, stk. 2, TEUF, idet den anfægtede afgørelse er selvmodsigende, herunder særlig med hensyn til tilregnelsen af ansvaret for den hævdede overtrædelse.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen begik en fejl, da den pålagde sagsøgerne en bøde, idet sagsøgerne ikke kan drages til ansvar for den hævdede overtrædelse, og om at Kommissionen under alle omstændigheder begik en fejl ved beregningen af bøden hvad angår værdien af afsætningen, grovheden med hensyn til SAS Cargo’s særlige situation, varigheden, bødeforhøjelsen for gentagen overtrædelse og de forskellige formildende omstændigheder. Bøden bør således annulleres eller subsidiært nedsættes betydeligt.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/53

—

Principalt annulleres Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) i det hele som følge af en tilsidesættelse af forbuddet mod vilkårlighed og ligebehandlingsprincippet, jf. det første anbringende, manglende kompetence hvad angår lufttransport fra lufthavne uden for EØS-området til lufthavne inden for EØS-området, jf. det andet anbringende, en tilsidesættelse af artikel 49 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart og bøderetningslinjerne (1), jf. det fjerde anbringende.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 2, litra d), og artikel 1, stk. 3, litra d), for så vidt som det heraf fremgår, at sagsøgeren begik en overtrædelse vedrørende lufttransport fra lufthavne uden for EØS-området til lufthavne inden for EØS-området, jf. det andet anbringende.

—

Den anfægtede afgørelses artikel 1 og artikel 1, stk. 1, litra d), artikel 1, stk. 2, litra d), stk. 3, litra d), og artikel 1, stk. 4, litra d), annulleres, for så vidt som det heraf fremgår, at den samlede og vedvarende overtrædelse omfattede manglende betaling af kommission af tillægsgebyrer, jf. det tredje anbringende.

—

Mere subsidiært, såfremt den anfægtede afgørelse ikke annulleres i sin helhed i overensstemmelse med det første, andet og fjerde anbringende, nedsættes den bøde, som sagsøgeren er pålagt i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 3, litra c), og artikel 3, litra d), under udøvelsen af Rettens fulde prøvelsesret, jf. det første, andet, tredje og fjerde anbringende.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, såfremt den anfægtede afgørelse annulleres, eller bøden nedsættes.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af forbuddet mod vilkårlighed og af ligebehandlingsprincippet.

2.

Andet anbringende om manglende kompetence hvad angår lufttransport fra lufthavne uden for EØS-områder til lufthavne inden for EØS-området.

3.

Tredje anbringende om en manglende begrundelse og et åbenbart urigtigt skøn, idet det blev fastslået, at den manglende betaling af kommission af tillægsgebyrer er en separat del af overtrædelsen.

4.

Fjerde anbringende om, at bøden tilsidesætter legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet med hensyn til bøder i artikel 49 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, artikel 101 TEUF og bøderetningslinjerne, og at den er åbenbart urigtig.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/55

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres helt eller delvist, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Bøden annulleres eller subsidiært nedsættes væsentligt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, retten til kontradiktion og væsentlige formforskrifter.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, begrundelsesmangel og tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

3.

Tredje anbringende om et åbenbart urigtigt skøn og en åbenbar retlig fejl med hensyn til, at ikke-EU/EØS-luftfartsselskaber ikke kan drive ruter inden for Europa.

4.

Fjerde anbringende om en åbenbar retlig og faktisk fejl med hensyn til kompetence.

5.

Femte anbringende om et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de beviser, der lagdes sagsøgeren til last.

6.

Sjette anbringende om, at den bøde, som er pålagt i artikel 3, i overensstemmelse med det første, andet, tredje, fjerde og femte anbringende, skal annulleres, eller subsidiært nedsættes væsentligt i overensstemmelse med den ubegrænsede kompetence, som Retten er tillagt i medfør af artikel 261 TEUF, artikel 31 i forordning nr. 1/2003 og fast retspraksis.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/56

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/57

—

Såfremt Retten giver medhold i det første, andet, tredje eller fjerde anbringende, annulleres artikel 1, stk. 1, — 4, i Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) i deres helhed, for så vidt som de vedrører Cargolux.

—

Såfremt Retten giver medhold i det femte anbringende:

—

Såfremt Retten giver medhold i det sjette anbringende, annulleres den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 2, og stk. 3, for så vidt som Retten fastslår, at Cargolux har deltaget i overtrædelser vedrørende indkommende ruter (f.eks. fra lufthavne i tredjelande til lufthavne inden for EU-området eller på Island eller i Norge).

—

Den bøde, som er blevet pålagt Cargolux i artikel 3, annulleres, og, såfremt Retten ikke annullerer bøden i sin helhed, nedsætter den bøden subsidiært i medfør af sin ubegrænsede prøvelsesret.

—

Der træffes de nødvendige beslutninger med hensyn til artikel 4, for så vidt som den vedrører Cargolux.

—

Kommissionen tilpligtes at betale Cargolux’ sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet den handlede ultra vires ved at støtte sig på beviser for ruter og under perioder, med hensyn til hvilke den ikke havde kompetence.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat væsentlige formforskrifter og retten til forsvar samt anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet den tilsidesatte væsentlige formskrifter og sagsøgerens ret til forsvar ved ikke at udstede en ny klagepunktsmeddelelse inden den fornyede vedtagelse.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har begået en retlig fejl og anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet den undlod at foretage den nødvendige vurdering med hensyn til den retlige og økonomiske sammenhæng med henblik på med rette at fastslå, at der foreligger en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat væsentlige formforskrifter, undladt at give en begrundelse, tilsidesat retten til forsvar, anlagt et åbenbart urigtigt skøn og begået en retlig og faktisk fejl, idet den undlod at identificere rækkevidden og parametrene for den hævdede overtrædelse af artikel 101 TEUF og de øvrige relevante bestemmelser, tilstrækkeligt præcist.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet den undlod at fremføre et pålideligt bevismæssigt grundlag for sine konklusioner eller at bevise de faktiske omstændigheder, hvorpå den baserer sine konklusioner, til den krævede juridiske standard.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen har begået en retlig fejl, idet den fejlagtigt anså sig for kompetent til at undersøge den påståede konkurrencebegrænsende samordning i forhold til flyafgange fra lufthavne i tredjelande til lufthavne inden for EØS-området og således begik en retlig fejl, eftersom sådanne aktiviteter falder uden for anvendelsesområdet for artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53.

7.

Syvende anbringende vedrørende anmodningen om en fornyet fastsættelse af bøden i henhold til Rettens ubegrænsede prøvelsesret, idet Kommissionen har anlagt et urigtigt skøn og tilsidesat proportionalitetsprincippet.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/59

—

Kommissionens afgørelse af 21. marts 2017 Ares(2017)1515573, hvormed et delbeløb af støttemidlerne til bistandsprojektet Food Security Promotion for very food insecure farming households i Zimbabwe (ECHO/ZWE/BUD/2009/02002) på 643 627,72 EUR blev krævet tilbagebetalt, og den heraf følgende betalingsanmodning af 7. april 2017 (nr. 3241705513), hvormed Kommissionen anmodede om betaling af den første rate på 321 813,86 EUR, annulleres, og

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende: Den af Kommissionen påtalte fremgangsmåde udgør ikke en krænkelse af materiel ret

2.

Andet anbringende: Der foreligger ikke andre grunde til at kræve tilbagebetaling

3.

Tredje anbringende (subsidiært): Manglende udøvelse af skøn og uforholdsmæssighed

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/60

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EU-varemærkeansøgning nr. 13 521 125 imødekommes for alle de af ansøgningen omfattede varer.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/60

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres i sin helhed, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat ne bis in idem-princippet og artikel 266 TEUF, idet den fastslog, at sagsøgeren kan drages til ansvar for aspekter af overtrædelsen, som Kommissionen havde holdt sagsøgeren ansvarsfri for i 2010-afgørelsen, og at Kommissionen under alle omstændigheder har tilsidesat den gældende forældelsesfrist ved at pålægge sagsøgeren en bøde vedrørende disse aspekter og ikke har påvist nogen berettiget interesse i at foretage en formel konstatering af, at der er begået overtrædelser med hensyn til disse aspekter.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet den vedtog den anfægtede afgørelse på ny, og sagsøgeren således befinder sig i en mindre gunstig situation end de øvrige adressater for 2010-afgørelsen, i forhold til hvilke den sidstnævnte afgørelse nu er endelig og bindende.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, overskredet omfanget af sin kompetence samt tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar, idet den fastslog, at sagsøgeren kunne drages til ansvar for en overtrædelse, som var begået på ruter inden for EØS-området og EU-Schweiz-ruter, i en periode hvor Kommissionen ikke havde beføjelse til at anvende artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 på flyselskaber, der kun flyver på EØS-tredjelandsruter, og sagsøgerens adfærd på EØS-tredjelandsruterne var dermed lovlig.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, idet den fastslog, at sagsøgeren deltog i en samlet og vedvarende overtrædelse, der omfattede ruter, som sagsøgeren ikke fløj på, og som sagsøgeren ikke havde de nødvendige rettigheder til at flyve på.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, idet den påberåbte sig kompetence til at behandle indkommende luftfragtstjenester på EØS-tredjelandsruter, for så vidt som sådanne tjenester er solgt til kunder uden for EØS-området.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og princippet om forbud mod forskelsbehandling samt proportionalitetsprincippet, idet den stillede forskellige beviskrav til de forskellige luftfartselskaber.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat bøderetningslinjerne af 2006 (1) og proportionalitetsprincippet, idet den i den pågældende værdi af afsætningen, der dannede grundlag for bødeudmålingen, inkluderede bødeindtægter, der stammede fra priser for luftfragtstjenester, der ikke havde forbindelse med den i den anfægtede afgørelse omhandlede overtrædelse.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat bøderetningslinjerne af 2006 og princippet om berettiget forventning, idet den i den pågældende værdi af afsætningen, der dannede grundlag for bødeudmålingen, inkluderede bødeindtægter, der stammede fra luftfragtstjenester på indkommende ruter mellem EØS-stater og tredjelande.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet, idet den begrænsede den bødenedsættelse, som sagsøgeren er blevet tildelt inden for de lovgivningsmæssige rammer, til 15 %.

10.

Tiende anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet samt sagsøgerens ret til forsvar, idet den undlod at nedsætte sagsøgerens bøde med 10 % som følge af dennes begrænsede deltagelse i overtrædelsen, mens andre adressater for den anfægtede afgørelse og 2010-afgørelsen, som befinder sig i en objektiv tilsvarende situation som sagsøgeren, blev indrømmet en sådan nedsættelse.

11.

Ellevte anbringende om, at Retten bør udøve sin fulde prøvelsesret og nedsætte bøden væsentligt.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/62

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres helt eller delvist.

—

Subsidiært: Den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt i medfør af den anfægtede afgørelse, annulleres eller nedsættes under udøvelsen af Rettens fulde prøvelsesret.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller tilsidesatte en væsentlig formforskrift, idet den traf en afgørelse om, at der foreligger en overtrædelse, som var baseret på to afvigende vurderinger af de relevante faktiske og retlige omstændigheder, og som således var usammenhængende, uforenelig med retssikkerhedsprincippet og kan medføre forvirring med hensyn til EU’s retsorden.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat den pligt, som den er underlagt i henhold til artikel 266 TEUF, idet den i forbindelse med sin fornyede afgørelse vedrørende sagsøgeren traf en foranstaltning med henblik på at korrigere de væsentlige fejl, som Retten havde fundet i sag T-48/11, som imidlertid snarere forværrede fejlene end afhjalp dem.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller tilsidesatte en væsentlig formforskrift, idet den undlod at give en tilstrækkelig begrundelse for at pålægge sagsøgeren en bøde. Efter sagsøgerens opfattelse blev bøden pålagt på grundlag af en konklusion om, at der forelå en overtrædelse, som ikke var omfattet af den omhandlede foranstaltning, og som var uforenelig med de konklusioner, som var indeholdt i den omhandlede foranstaltning. Sagsøgeren har endvidere eller subsidiært gjort gældende, at Kommissionen i denne forbindelse overskred sin kompetence.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen ikke havde beføjelse til at anvende artikel 101 TEUF/EØS-aftalens artikel 53 i forbindelse med påståede konkurrencebegrænsninger vedrørende bestemmelsen om luftfragttjenester på ruter, der er indgående til EU/EØS-området. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at sådanne begrænsninger faldt uden for det territoriale anvendelsesområde for artikel 101 TEUF/EØS-aftalens artikel 53.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen har anvendt artikel 101 TEUF/EØS-aftalens artikel 53 forkert aftale til samordning af tillægsgebyrer for luftfarttjenester til/fra visse lande som følge af de gældende retlige og reguleringsmæssige ordninger og deres virkninger i praksis, og den bødenedsættelse, der blev givet i denne forbindelse, var vilkårlig og utilstrækkelig.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen begik en fejl, da den fastslog, at sagsøgeren havde deltaget i en overtrædelse vedrørende (ikke-)betaling af kommission tillægsgebyrer.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen begik en fejl, da den fastsatte »værdien af afsætningen« med henblik på at beregne bøder i afgørelsen. Efter sagsøgerens opfattelse burde Kommissionen have fastslået, at kun indtægter hidrørende fra tillægsgebyrer var relevante, og den burde ikke have medtaget omsætning hidrørende fra tjenester, der var indgående til EU/EØS-området.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen begik en fejl, da den fastslog, at sagsøgeren var den niende ansøger om bødenedsættelse og derfor kun var berettiget til en nedsættelse på 10 % af sin bøde, til trods for at sagsøgeren faktisk var den første, som ansøgte om bødenedsættelse efter ansøgeren om bødefritagelse, og som tilføjede betydelig værdi.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen begik en fejl i forbindelse med sin vurdering af begyndelsestidspunktet for sagsøgerens overtrædelse. Efter sagsøgerens opfattelse var det pågældende begyndelsestidspunkt oktober 2001, og de beviser, som er fremført med henblik på at påvise en andet, tidligere tidspunkt, ikke er retligt tilstrækkelige.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/63

—

Artikel 1 i Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse indeholder en mangelfuld begrundelse, idet den ikke utvetydigt fastsætter den geografiske udstrækning af overtrædelsen i sin dispositive del og begrundelse.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 11 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart, idet den støtter ret på kontakter mellem konkurrenter, som fandt sted i Schweiz og i det væsentlige påvirkede luftfragt mellem Schweiz og tredjelande.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om, at lovgivning ikke må anvendes med tilbagevirkende kraft, idet den støtter ret på kontakter, der kun påvirkede ruter uden for EØS-området, som fandt sted, før forordning nr. 1/2003 (1) trådte i kraft.

4.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart, idet den uden at foretage en tilstrækkelig analyse fastslog, at kontakter, som fandt sted uden for EØS-området, kontakter vedrørende WOW alliancen (alliance mellem Japan Airlines Cargo, Lufthansa Cargo, SAS Cargo og Singapore Airlines Cargo) og kontakter vedrørende kommissioner på tillæg var en del af den samme samlede og vedvarende overtrædelse som kontakter mellem konkurrenter, der fandt sted på hovedkontorniveau.

5.

Femte anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, for så vidt som den hviler på den opfattelse, at kontakterne mellem konkurrenter, der fandt sted i lande uden for EØS-området, udgør en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. Efter sagsøgernes opfattelse begrænser aftaler eller samordnet praksis om indkomne fragtforsendelser fra EØS-området ikke konkurrencen inden for EØS-området, og de påvirker heller ikke samhandelen mellem medlemsstaterne. Sagsøgerne har endvidere anført, at den anfægtede afgørelse anvender en forkert retlig standard i analysen af, hvorvidt statslig intervention i en række af de berørte lande udelukker anvendelsen af artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/64

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres helt eller delvist

—

Artikel 3 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den har pålagt sagsøgeren en bøde på 57 120 000 EUR, eller subsidiært nedsættes bøden.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en retlig og/eller faktisk fejl og/eller ikke overholdt den gældende bevisstandard, da den lod sagsøgeren være omfattet af artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 4, i den anfægtede afgørelses konklusion og fastslog, at sagsøgeren havde deltaget i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen ved at træffe en afgørelse mod sagsøgeren på ny, hvorved den foreholder sagsøgeren at have begået ny ulovlig adfærd, har tilsidesat artikel 25 i forordning nr. 1/2003 og retssikkerhedsprincippet, retfærdighedsprincippet og princippet om god retspleje.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen ikke i henhold til den krævede bevisstandard godtgjorde, at sagsøgeren kan drages til ansvar for at have deltaget i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen undlod at give en tilstrækkelig begrundelse til støtte for sin konklusion om, at sagsøgeren havde deltaget i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen begik en fejl ved at lægge den omstændighed, at sagsøgeren havde aktiviteter i tredjelandsjurisdiktioner, til grund som bevis for, at denne havde deltaget i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse og undlod at give en begrundelse i denne forbindelse.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen ikke havde kompetence til at anvende artikel 101 TEUF på adfærd vedrørende indgående fly, dvs. luftfragttjenester fra tredjelande til Europa.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen begik en fejl ved beregningen af den bøde, som er pålagt sagsøgeren.

24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/65

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har begået en faktisk og retlig fejl, idet den foretog en urigtig fortolkning af de beviser, som blev gjort gældende mod sagsøgerne, anvendte artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og den Schweiziske aftales artikel 8 urigtigt og undlod at give en tilstrækkelig begrundelse, da den pålagde sagsøgerne ansvaret for overtrædelsen for så vidt angår sikkerhedstillægget og den manglende kommissionsbetaling.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en faktisk og retlig fejl, idet den foretog en urigtig fortolkning af de beviser, som blev gjort gældende mod sagsøgerne, anvendte de relevante bestemmelser urigtigt og undlod at give en tilstrækkelig begrundelse, da den pålagde sagsøgerne ansvaret for overtrædelsen for så vidt angår brændstoftillæggene.

3.