21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/1

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/2

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/2

1)

Er en national forskrift, hvorefter en bruger af en jernbaneinfrastrukturindretning, som af en infrastrukturforvalter er blevet sagsøgt ved en civilretlig domstol med påstand om betaling af afgifter for brug, eller som anmoder om tilbagebetaling af betalte afgifter for brug, kan gøre gældende, at de af infrastrukturforvalteren fastsatte afgifter ikke er rimelige, forenelig med bestemmelserne i direktivet (1) om infrastrukturvirksomhedens forvaltningsmæssige uafhængighed (artikel 4, stk. 1, 4 og 5), om principperne for afgiftsfastsættelse (artikel 7-12) og om tilsynsorganets opgaver (artikel 30)?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, spørges: Er en national forskrift, hvorefter retten, hvis den når til det resultat, at de fastsatte afgifter ikke er rimelige, er berettiget og forpligtet til i stedet at fastsætte de skyldige afgifter ved dom, forenelig med de nævnte bestemmelser i direktivet?

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/3

—

Dom afsagt af Retten den 10. maj 2016 i sag T-806/14 ophæves

—

Appelkammerets afgørelse i sag R0644/2014-5 annulleres, subsidiært hjemvises sagen om fornødent til Retten.

—

EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale de af appellanten afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Domstolen, Retten og appelkammeret.

I.

Det første appelanbringende: Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 (1) — Anvendelse af urigtige kriterier

II.

Det andet appelanbringende: Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 — Manglende anvendelse af specialitetsprincippet

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/4

—

Dommen afsagt af Retten den 1. juni 2016 i sag T-34/15 ophæves.

—

EUIPO og intervenienten i første instans tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betale de af Wolf Oil afholdte omkostninger.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/5

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/5

1)

Skal artikel 5, nr. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 (1) af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fortolkes således, at begrebet »sager om kontraktforhold« også omfatter et krav på kompensation i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91, som gøres gældende over for et transporterende luftfartsselskab, som ikke er den pågældende passagers kontrahent?

2)

Dersom artikel 5, nr. 1, i forordning (EF) nr. 44/2001 finder anvendelse:

Skal passagerens endelige bestemmelsessted i forbindelse med en passagertransport med to flyvninger uden nævneværdigt ophold i omstigningslufthavnen også betragtes som opfyldelsessted i henhold til artikel 5, nr. 1), litra b), andet led, i forordning (EF) nr. 44/2001, hvis det krav om kompensation i henhold til artikel 7 i forordning (EF) nr. 261/2004, som gøres gældende med søgsmålet, støttes på en forstyrrelse, som er indtrådt på den første delstrækning, og søgsmålet er rettet mod det transporterende luftfartsselskab for den første flyvning, som ikke er kontrahenten for transportkontrakten?

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/6

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/7

i)

I sammenhæng med et nationalt retssystem, hvor lovgiver ikke udtrykkeligt og endegyldigt har fastslået, på hvilket stadium i processen en afgørelse skal anfægtes, og hvor der skal træffes en domstolsafgørelse herom fra sag til sag i forbindelse med hver enkelt begæring om domstolsprøvelse i henhold til common law-regler, finder kravet i artikel 11, stk. 4, i direktiv 2011/92/EU (1) om »ikke uoverkommeligt dyre« procedurer da anvendelse på en sag ved en national domstol, hvorunder det skal afgøres, hvorvidt den konkret omhandlede begæring om domstolsprøvelse er blevet indgivet på det korrekte stadium?

ii)

Finder kravet om, at disse procedurer skal være »ikke uoverkommeligt dyre« i henhold til artikel 11, stk. 4, i direktiv 2011/92/EU, anvendelse på alle elementer af en retslig procedure, hvor lovligheden (i forhold til national ret eller EU-retten) af en afgørelse, handling eller undladelse, der er omfattet af direktivets bestemmelser om offentlig deltagelse, prøves, eller alene på de EU-retlige elementer af en sådan prøvelse (eller navnlig udelukkende på de elementer af prøvelsen, der vedrører spørgsmål om direktivets bestemmelser om offentlig deltagelse)?

iii)

Omfatter udtrykket »afgørelse, handling eller undladelse« i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2011/92/EU administrative afgørelser i forbindelse med afgørelsen af en ansøgning om tilladelse, uanset om parternes juridiske rettigheder fastlægges definitivt og endeligt ved sådanne administrative afgørelser?

iv)

Skal en national domstol med henblik på at sikre effektiv retsbeskyttelse på områder, der er omfattet af EU miljølovgivning, fortolke national ret således, at den i videst muligt omfang er i overensstemmelse med formålene i artikel 9, stk. 3, i UNECE-konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutninger samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, udfærdiget i Århus den 25. juni 1998 a) i en sag om prøvelse af gyldigheden af en procedure om tilladelse til et projekt af fælles interesse, der er blevet udpeget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 347/2013 (2) af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur, og/eller b) i en sag om prøvelse af gyldigheden af en tilladelsesprocedure, hvor udviklingsprojektet berører et europæisk område, der er blevet udpeget i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter?

v)

Såfremt spørgsmål iv) a) og/eller b) besvares bekræftende, er bestemmelsen om, at sagsøgerne »opfylder eventuelle kriterier i national ret«, til hinder for, at konventionen anses for at have direkte virkning under omstændigheder, hvor sagsøgerne ikke har undladt at opfylde noget kriterium i national ret for indgivelse af en begæring om domstolsprøvelse og/eller er åbenbart berettigede til at indgive en begæring a) i en sag om prøvelse af gyldigheden af en procedure om tilladelse til et projekt af fælles interesse, der blevet udpeget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 347/2013 af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur, og/eller b) i en sag om prøvelse af gyldigheden af en tilladelsesprocedure, hvor udviklingsprojektet berører et europæisk område, der er blevet udpeget i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter?

vi)

Står det en medlemsstat frit for at fastsætte undtagelser til reglen om, at procedurer på miljøområdet ikke skal være uoverkommeligt dyre, såfremt der ikke er fastsat en sådan undtagelse i direktiv 2011/92/EU eller UNECE-konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutninger samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, udfærdiget i Århus den 25. juni 1998, og

vii)

er navnlig et krav i national ret om årsagsforbindelse mellem den angivelige ulovlige handling eller afgørelse og skade på miljøet som betingelse for anvendelsen af national lovgivning, der gennemfører artikel 9, stk. 4, i UNECE-konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutninger samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, udfærdiget i Århus den 25. juni 1998, med henblik på at sikre, at miljøsager ikke er uoverkommeligt dyre, forenelig med konventionen?

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/8

1)

Har medlemsstaterne i medfør af artikel 19 TEU, 263 TEUF, 266 TEUF og 267 TEUF samt princippet om loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU) — hvorefter medlemsstaterne og deres kompetente myndigheder skal træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at afhjælpe en tilsidesættelse af EU-retten og efterkomme Domstolens praksis, især når der er tale om gyldigheden af retsakter fra Unionens organer, der har virkning erga omnes — pligt til at ophæve eller tilsvarende at ændre en lovgivningsakt til gennemførelse af et direktiv, som efterfølgende er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen som følge af modstrid med (tilsidesættelse af) bestemmelserne i traktaterne eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, med henblik på at sikre opfyldelsen af Domstolens dom og således afhjælpe tilsidesættelsen af traktaterne eller chartret og undgå nye fremtidige tilsidesættelser?

2)

Kan artikel 266 TEUF (tidligere artikel 233 EF) med henvisning til det foregående spørgsmål fortolkes således, at begrebet »organ, kontor eller agentur« (i vidt omfang eller analogt) også omfatter den medlemsstat, der i sin nationale retsorden har gennemført et direktiv, som efterfølgende er blevet erklæret for ugyldigt som følge af tilsidesættelse af traktaterne eller chartret, eller kan artikel 260, stk. 1, TEUF i et sådant tilfælde finde anvendelse analogt?

3)

Hvis de foregående spørgsmål i det væsentlige besvares bekræftende, og hvis medlemsstaterne således har pligt til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at afhjælpe tilsidesættelsen af den primære EU-ret ved at ophæve eller tilsvarende at ændre lovgivningsakten til gennemførelse af et direktiv, som efterfølgende er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen som følge af tilsidesættelse af chartret eller traktaterne, skal denne pligt da udvides til at omfatte de nationale retter således, at de skal se bort fra lovgivningsakten til gennemførelse af det direktiv, som er blevet erklæret for ugyldigt — i det foreliggende tilfælde direktiv 2006/24/EF (1) — (i det mindste hvad angår den pågældende del), fordi det tilsidesætter chartret eller traktaterne, og i konsekvens heraf ikke skal tage hensyn til beviser indhentet på grundlag af disse retsakter (direktivet og den nationale gennemførelsesretsakt)?

4)

Er de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2006/24, som ved Domstolens dom af 8. april 2014, Digital Rights Ireland Ltd (2) (C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238) er blevet erklæret for ugyldigt som følge af tilsidesættelse af chartret, omfattet af EU-rettens anvendelsesområde som foreskrevet i chartrets artikel 51, stk. 1, alene af den grund, at de gennemfører direktiv 2006/24, uafhængigt af Domstolens efterfølgende erklæring om direktivets ugyldighed?

5)

Henset til, at direktiv 2006/24, som efterfølgende er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, er blevet vedtaget med det formål at indføre en harmoniseret ramme på EU-plan i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF angående kommunikationstjenesteudbyderes lagring af data med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager, således at der ikke opstår hindringer for det indre marked for elektronisk kommunikation, henhører de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2006/24 da under artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, i kraft af hvilken de er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde som foreskrevet i chartrets artikel 51, stk. 1?

6)

Når det tages i betragtning, at en eventuel idømmelse af straf for en statsborger i en medlemsstat i Den Europæiske Union, som i det foreliggende tilfælde, uundgåeligt medfører indskrænkninger i udøvelsen af retten til fri bevægelighed, som EU-retten tillægger den pågældende, selv om de i princippet er begrundede, skal det da alene af denne grund antages, at de pågældende straffesager samlet set er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde som foreskrevet i chartrets artikel 51, stk. 1?

Hvis de foregående spørgsmål i det væsentlige besvares med, at chartret finder anvendelse i henhold til sin artikel 51, stk. 1, stilles følgende yderligere spørgsmål:

7)

Er det i overensstemmelse med chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, at politiet i løbet af en strafferetlig efterforskning, i hastende tilfælde, og især såfremt den pågældende gribes på fersk gerning, uden forudgående tilladelse fra en retsinstans [eller et uafhængigt administrativt organ] udstedt i overensstemmelse med fastsatte materielle og processuelle krav, har adgang til og anvender data lagret i medfør af direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58?

8)

Såfremt politiet eller andre myndigheder end retsinstanser i løbet af en strafferetlig efterforskning kræver adgang til og anvendelse af data lagret i overensstemmelse med direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, i særdeleshed når denne efterforskning ikke sigter mod at forebygge, afsløre og retsforfølge særligt fastlagte forbrydelser, der kvalificeres som alvorlige af den nationale lovgiver, udelukker den pågældendes eventuelle samtykke til behandling af disse data da i medfør af chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, kravet om forudgående tilladelse fra en retsinstans [eller et uafhængigt administrativt organ] til adgang til og anvendelse af disse data givet i overensstemmelse med fastsatte materielle og processuelle krav, særligt under hensyntagen til, at de krævede data uundgåeligt også inkluderer tredjemands data (eksempelvis abonnenten/den kaldte)?

9)

Er anklagemyndighedens accept af adgang til og anvendelse af data lagret i overensstemmelse med direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 under en strafferetlig efterforskning da i overensstemmelse med chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, såfremt der mangler forudgående tilladelse fra en retsinstans [eller et uafhængigt administrativt organ] udstedt i overensstemmelse med fastsatte materielle og processuelle krav, i særdeleshed når denne efterforskning ikke sigter mod at forebygge, afsløre og retsforfølge særligt fastlagte forbrydelser, der kvalificeres som alvorlige af den nationale lovgiver?

10)

I lyset af Domstolens dom af 8. april 2014, Digital Rights Ireland Ltd (C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238, præmis 60 og 61) og udtrykket »grov kriminalitet« i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2006/24, udgør dette udtryk da et selvstændigt EU-retligt begreb, og i bekræftende fald hvad er begrebets materielle indhold, for at en bestemt forbrydelse kan betragtes som tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde adgang til og anvendelse af data lagret i overensstemmelse med direktiv 2006/24?

11)

I lyset af Domstolens dom af 8. april 2014, Digital Rights Ireland Ltd (C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238, præmis 60 og 61), og uanset om udtrykket »grov kriminalitet« i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2006/24 udgør et selvstændigt begreb eller ej, beskriver chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, da almindelige kriterier, ifølge hvilke en bestemt forbrydelse skal betragtes som tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde adgang til og anvendelse af data lagret i overensstemmelse med direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, og hvad er i bekræftende fald disse kriterier?

12)

Hvis det foregående spørgsmål i det væsentlige besvares bekræftende, består denne vurdering af proportionaliteten da sammenfattende i, at særtrækkene i den efterforskede forbrydelse vurderes af (a) Domstolen alene eller (b) den nationale retsinstans på grundlag af de af Domstolen fastslåede almindelige kriterier?

13)

I lyset af Domstolens dom af 8. april 2014, Digital Rights Ireland Ltd (C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238, præmis 58-68 samt domskonklusionen), er adgang til og anvendelse af lagrede data inden for rammerne af en straffesag på grundlag af en almindelig ordning om lagring af data indført i overensstemmelse med direktiv 2006/24 og/eller artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, idet denne ordning opfylder forudsætningerne i dommens præmis 60-62, 67 og 68, men ikke forudsætningerne i dommens præmis 58, 59, 63 og 64, da i overensstemmelse med chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1?

[dvs. en ordning om lagring, der dels foreskriver forudgående tilladelse fra en retsinstans i overensstemmelse med fastsatte materielle og processuelle krav, især med henblik på forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af særligt fastlagte forbrydelser, som opremses og kvalificeres som alvorlige af den nationale lovgiver, og sikrer effektiv beskyttelse af lagrede data mod risikoen for misbrug og mod enhver ulovlig adgang til og anvendelse af disse oplysninger (jf. dommens præmis 60-62, 67 og 68), dels tillader lagringen af data a) vedrørende uden forskel alle personer, som benytter elektroniske kommunikationstjenester, uden at der med hensyn til disse personer (tiltalt eller sigtet) foreligger et element, der angiver en — omend fjern — forbindelse mellem disse personer og en alvorlig forbrydelse, inden den omstændighed opstår, med henvisning til hvilken oplysninger er blevet krævet hos kommunikationstjenesteudbydere; b) uden at de data, som kræves, inden den efterforskede handling begås, skal vedrøre (i) et bestemt tidsrum og/eller et bestemt geografisk område og/eller en given personkreds, der på den ene eller anden måde vil kunne være indblandet i grov kriminalitet, eller (ii) mod personer, der af andre grunde gennem lagring af deres data ville kunne bidrage til forebyggelse, efterforskning eller retsforfølgning af grov kriminalitet; c) i et tidsrum (12 måneder i den foreliggende situation), der fastsættes, uden at der på nogen måde sondres mellem de kategorier af data, som er fastsat i det omhandlede direktivs artikel 5, efter deres relevans for det mål, som forfølges, eller afhængigt af, hvilke personer der er berørt (jf. dommens præmis 58, 59, 63 og 64)]

14)

Hvis det foregående spørgsmål i det væsentlige besvares med, at adgang til og anvendelse af disse data ikke er i overensstemmelse med chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, skal den nationale retsinstans da se bort fra den nationale retsakt til gennemførelse af direktiv 2006/24, som er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, eller retsakten med hjemmel i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, fordi den er i modstrid med chartret, og skal retsinstansen da ikke tage hensyn til data lagret og indhentet på grundlag heraf?

15)

I lyset af direktiv 2006/24, i særdeleshed af dels sjette betragtning, hvorefter »retlige […] forskelle mellem nationale bestemmelser om lagring af data med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger er en hindring for det indre marked«, dels det i artikel 1, stk. 1, udtalte mål om at »harmonisere medlemsstaternes bestemmelser«, dels de øvrige betragtninger, især [3.-5., 11. og 21. betragtning], og også i lyset af Domstolens dom af 10. februar 2009, Irland mod Parlamentet og Rådet (C-301/06, EU:C:2009:68, præmis 70-72), udgør opretholdelsen af den lov, som gennemfører direktiv 2006/24 i den nationale retsorden, selv om direktivet er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, da en hindring for det indre markeds oprettelse og funktion, idet det dog står fast, at ingen nyere EU-retlig foranstaltning endnu er trådt i kraft?

16)

Særligt spørges, om opretholdelsen af den lov, som gennemfører direktiv 2006/24 i den nationale retsorden, selv om direktivet er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, eller den nationale lov som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 udgør en hindring for det indre markeds oprettelse og funktion, fordi

17)

Hvis mindst et af de foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal den nationale retsinstans i overensstemmelse med EU-retten da se bort fra den nationale retsakt til gennemførelse af direktiv 2006/24, som er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen, fordi den er i strid med det indre markeds oprettelse og funktion og i konsekvens heraf ikke tage hensyn til lagrede data, hvortil der er opnået adgang på baggrund af direktiv 2006/24 eller de nationale bestemmelser, som er blevet vedtaget ved anvendelse af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58?

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/11

1)

Skal EU-retten i sin nuværende form, navnlig det generelle EU-retlige ligebehandlingsprincip, det generelle princip om forbud mod diskriminering på grundlag af alder som omhandlet i artikel 6, stk. 3, TEU og artikel 21 i chartret om grundlæggende rettigheder, forbuddet mod forskelsbehandling for så vidt angår arbejdskraftens frie bevægelighed som omhandlet i artikel 45 TEUF og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling (1) med hensyn til beskæftigelse og erhverv, fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omtvistede, som for at afhjælpe en af Den Europæiske Unions Domstol i afgørelsen Gotthard Starjakob (2) fastslået forskelsbehandling på grundlag af alder (nemlig manglende medregning af tjenesteperioder tilbagelagt inden det fyldte 18. år for ÖBB-ansatte) ganske vist for en lille del af de ÖBB-ansatte, som blev forskelsbehandlet efter den gamle ordning, tager hensyn til tjenesteperioder tilbagelagt inden det fyldte 18. år (dog kun tjenesteperioder, som objektivt er tilbagelagt hos ÖBB og sammenlignelige offentlige jernbaneinfrastruktur- og/eller jernbanetrafikvirksomheder i EU, EØS og lande, som er tilknyttet EU gennem associerings- og/eller mobilitetsaftaler), men for den overvejende del af de oprindeligt forskelsbehandlede ÖBB-ansatte imidlertid ikke medregner alle andre tjenesteperioder tilbagelagt før det fyldte 18. år, navnlig heller ikke tjenesteperioder, som sætter de pågældende ÖBB-ansatte i stand til bedre at varetage deres arbejde, f.eks. tjenesteperioder hos private og andre offentlige trafikselskaber og/eller infrastrukturvirksomheder, som fremstiller, sælger eller servicerer den af arbejdsgiveren anvendte infrastruktur (rullende materiel, skinneanlæg, ledningsanlæg, elektriske og elektroniske anlæg, sikringssystemer, banegårdsanlæg og lignende) eller virksomheder, som kan sidestilles hermed, og dermed i praksis for langt størstedelen af de ÖBB-ansatte, som var berørt af den diskriminerende gamle ordning, endeligt fastsætter en forskelsbehandling på grundlag af alder?

2)

Realiserer en medlemsstat, som er eneejer af en jernbanetrafikvirksomhed og faktisk arbejdsgiver for de ansatte i denne virksomhed, og som af rent fiskale årsager ved lovændringer i 2011 og 2015 med tilbagevirkende kraft forsøger at fjerne disse ansattes EU-retlige krav på efterbetaling af løn som følge af diskriminering bl.a. på grundlag af alder, som er fastslået af Den Europæiske Unions Domstol i flere afgørelser (David Hütter (3), Siegfried Pohl (4), Gotthard Starjakob), og som også er anerkendt i flere nationale domstolsafgørelser, bl.a. også afgørelser afsagt af Oberster Gerichtshof (8 ObA 11/15y), de af Domstolen i dennes retspraksis opstillede betingelser for den pågældende medlemsstats EU-retlige hæftelse, navnlig en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, bl.a. artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 1 i direktiv 2000/78/EF, som er fortolket ved flere afgørelser afsagt af Domstolen (David Hütter, Siegfried Pohl, Gotthard Starjakob)?

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/12

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/12

—

Dommen ophæves, og dermed annulleres afgørelsen (1) af de grunde, der er anført under det andet anbringende, hvorved det fastslås, at der i Telefónicas adfærd ikke foreligger en overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål.

—

Subsidiært ophæves dommen af de grunde, der er anført under det første anbringende, og sagen hjemvises til Retten med henblik på optagelse af det nægtede vidnebevis og afgørelse om realiteten i det af Telefónica anlagte annullationssøgsmål for Retten under hensyntagen til det optagne bevis.

—

Mere subsidiært og af de grunde, der er anført under det tredje anbringende:

—

Kommissionen tilpligtes at betale Telefónicas omkostninger både i forbindelse med proceduren i første instans og med nærværende procedure for Domstolen.

—

Omfanget af dette processkrift, der er en anelse længere end det i Domstolens praktiske anvisninger anbefalede, accepteres under hensyn til sagens økonomiske betydning for appellanten samt kompleksiteten af de anførte argumenter.

1.

Tilsidesættelse af artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlægende rettigheder og artikel 68 i Rettens procesreglement, idet den begærede vidneafhøring er blevet nægtet. Rettens nægtelse af det begærede vidnebevis gjorde Telefónica ude af stand til at forsvare sig, idet selskabet blev nægtet et grundlæggende bevis, som var afgørende for en korrekt bedømmelse af sagen. Der fremsættes fire grundlæggende indsigelser til Rettens fremgangsmåde: i) indsigelse om en teleologisk modstrid, ii) indsigelse om en uforholdsmæssig bevisbyrde, iii) indsigelse om en foregribelse af resultatet af vidnebeviset og iv) indsigelse om en uafbalanceret afvejning.

2.

Tilsidesættelse af artikel 101 TEUF som følge af en urigtig anvendelse af retspraksis om overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål og begrundelsespligten og princippet om uskyldsformodning.

3.

Fejl ved vurderingen af overtrædelsens mindre grad af grovhed og af spørgsmålet, om der foreligger formildende omstændigheder i Telefónicas adfærd. Telefónica har gjort gældende, at Retten ved sin vurdering ikke tog hensyn yderligere forhold, som indikerer adfærdens mindre grove karakter, og som ville have givet grundlag for en yderligere nedsættelse af bøden i forhold til den nedsættelse, som Kommissionen tidligere har foretaget.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/14

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Søndagsavisen A/S bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Kongeriget Danmark bærer sine egne omkostninger.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/14

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Perry Ellis International Group Holdings Ltd betaler sagens omkostninger.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/15

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Guccio Gucci SpA betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne afholdt af Guess? IP Holder LP i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret ved EUIPO.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/16

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Guccio Gucci SpA betaler sagens omkostninger, herunder de af Guess? IP Holder LP afholdte omkostninger i forbindelse med sagen for appelkammeret ved EUIPO.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/16

1)

Sagen afvises.

2)

Det er ufornødent at træffe afgørelsen om de af European Crop Protection Association (ECPA), Dow AgroSciences Ltd og Dow AgroSciences Iberica SA fremsatte interventionsbegæringer.

3)

Pesticide Action Network Europe (PAN Europe), Bee Life European Beekeeping Coordination (Bee Life) og Unione nazionale associazioni apicoltori italiani (Unaapi) bærer hver deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

4)

PAN Europe, Bee Life, Unaapi, Kommissionen, ECPA, Dow AgroSciences og Dow AgroSciences Iberica bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med interventionsbegæringerne.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/17

—

De af Kommissionens udstedte debetnotaer af 28. juni 2016 nr. 3241608864 vedrørende et beløb på 63 653,58 EUR og nr. 3241608865 vedrørende et beløb på 9 690,30 EUR annulleres.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/18

—

Kommissionens afgørelse af 13. juli 2016 i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 (1) vedrørende en begæring om aktindsigt registreret med referencen GESTDEM 2015/5711, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at de proceduremæssige tidsfrister i forordning nr. 1049/2001 ikke er blevet overholdt.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at begæringen om aktindsigt fejlagtigt er blevet behandlet som en fornyet begæring.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der er sket en ulovlig udvidelse af omfanget af begæringen om aktindsigt i genfremsættelsesfasen.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at sagsøgte i den anfægtede afgørelse inkluderede dokumenter, som tredjemand kan få adgang til, hvis udbredelse ville krænke artikel 113 i forordning nr. 1224/2009 (2).

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/19

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2016) 2136 af 11. juli 2016, hvorved der blev meddelt afslag på en anmodning om en delvis interimsundersøgelse begrænset til dumpingaspekter med hensyn til de endelige antidumpingforanstaltninger, der er pålagt import af keramiske fliser med oprindelse i Folkerepublikken Kina ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 917/2011, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/19

—

Personalerettens kendelse af 18. juli 2016, hvorved Personaleretten frifandt Frontex, ophæves.

—

Der gives appellanten medhold i hans påstande i første instans.

—

Frontex tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Det første anbringende, som er opdelt i to led, er, at der er sket tilsidesættelse af artikel 11, stk. 4, 5 og 6, i afgørelsen truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) den 27. august 2009 om fastsættelse af proceduren for bedømmelse af de ansatte (»afgørelsen af 27. august 2009«), fortolket i lyset af artikel 41, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.

Det andet anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af artikel 2, stk. 2, i afgørelsen af 27. august 2009 som følge af en tilsidesættelse af sondringen mellem bedømmerens og medbedømmerens roller, således som denne er fastsat i Frontex.

21.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 428/20

—

Det fastslås, at formanden for Europa-Kommissionens instruks, der blev fremsendt elektronisk ved skrivelse af 28. juni 2016 til medlemmerne af EU’s kommissærkollegie, og uddybet i en tale afholdt af formand Jean-Claude Juncker på plenarmødet i Europa-Parlamentet i Bruxelles den 28. juni 2016 (SPEECH/16/2353), hvorefter forhandlinger fra Kommissionens side — af formel eller uformel karakter — med Det Forenede Kongeriges regering inden dettes afgivelse af meddelelse om udtræden af EU i henhold til artikel 50 TEU, blev forbudt, og formanden for Europa-Kommissionens udtalelse om, at han havde givet førnævnte instruks til medlemmerne af EU’s kommissærkollegie i form af en »Presidential order«, som han udtrykkeligt fastslog i den pågældende tale på plenarmødet i Europa-Parlamentet i Bruxelles den 28. juni 2016, og som gengivet i både den engelsk- og fransksprogede version af Kommissionens pressemeddelelse vedrørende denne tale (SPEECH/16/2353), er ugyldige i henhold til artikel 264, stk. 1, TEUF, og at

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende er, at de omtvistede foranstaltninger savner retsgrundlag eller selvstændigt retsgrundlag.

Sagsøgerne har gjort gældende, at:

2.

Andet anbringende er, at de omtvistede foranstaltninger udøver forskelsbehandling mod Det Forenede Kongerige og dets borgere på grundlag af nationalitet, i strid med artikel 18 TEUF.

Sagsøgerne har gjort gældende, at:

3.

Tredje anbringende er, at de omtvistede foranstaltninger er i strid med sagsøgernes grundlæggende rettigheder i henhold til EU-lovgivningen.

Sagsøgerne har gjort gældende, at:

4.

Fjerde anbringende er, at de omtvistede foranstaltninger er blevet vedtaget i strid med princippet om loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEUF.

Sagsøgerne har gjort gældende, at de omtvistede foranstaltninger udtrykkeligt forbyder Kommissionen og dens personale at overholde princippet om loyalt samarbejde ved at bistå Det Forenede Kongerige og andre EU-institutioner med gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne.

5.

Femte anbringende er, at de omtvistede foranstaltninger, for så vidt som de er blevet vedtaget helt eller delvis med henblik på at forhindre eller afskrække borgerne i andre medlemsstater fra frit at give udtryk for deres holdninger (hvad angår medlemskab af EU), som beskyttet ved artikel 11 i chartret om grundlæggende rettigheder, er ulovlige.