29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/1

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/2

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/2

1)

Skal artikel 48, stk. 3, jf. artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (1) (herefter: direktiv 2004/18/EF) fortolkes således, at bestemmelsen om, at en økonomisk aktør »i givet fald« kan basere sig på andre enheders formåen, omfatter alle tilfælde, hvor den pågældende økonomiske aktør ikke råder over de kvalifikationer, som den offentlige myndighed forlanger, og ønsker at basere sig på andre enheders formåen? Eller skal henvisningen til, at den økonomiske aktør kun »i givet fald« kan basere sig på andre enheders formåen, betragtes som en begrænsning, som betyder, at en sådan henvisning i forbindelse med dokumentation af de økonomiske aktørers kvalifikationer i forbindelse med udbudsproceduren kun er tilladt undtagelsesvis og ikke som regel?

2)

Skal artikel 48, stk. 3, jf. artikel 2 i direktiv 2004/18/EF fortolkes således, at den økonomiske aktør, når han baserer sig på andre enheders formåen »uanset den juridiske karakter af forbindelserne mellem aktøren selv og disse enheder« samt »råder over disse enheders ressourcer«, ved udførelsen af kontrakten kan have ingen eller kun meget løse og udefinerede forbindelser til disse enheder, dvs. at han kan udføre kontrakten selvstændigt (uden inddragelse af en anden enhed), eller at en sådan inddragelse kan bestå i »rådgivning«, »konsultation«, »kursus« eller lignende? Eller skal artikel 48, stk. 3, i direktiv 2004/18/EF fortolkes således, at den enhed, hvis formåen den økonomiske aktør baserer sig på, skal udføre kontrakten faktisk og personligt i det omfang, hans formåen er blevet anført?

3)

Skal artikel 48, stk. 3, jf. artikel 2 i direktiv 2004/18/EF fortolkes således, at en økonomisk aktør, som ganske vist råder over egen erfaring, men i et mindre omfang, end han ønsker at oplyse over for den ordregivende myndighed (f.eks. ikke tilstrækkelig til at kunne byde på udførelsen af hele kontrakten), yderligere kan basere sig på andre enheders formåen for at forbedre sine chancer i udbudsproceduren?

4)

Skal artikel 48, stk. 3, jf. artikel 2 i direktiv 2004/18/EF fortolkes således, at den ordregivende myndighed ved bekendtgørelsen af kontrakten eller i udbudsbetingelserne kan (eller sågar skal) fastsætte principperne for, hvordan den økonomiske aktør kan basere sig på andre enheders formåen, f.eks. hvordan den anden enhed skal inddrages i udførelsen af kontrakten, hvordan den økonomiske aktørs og den anden enheds formåen kan kombineres, og om den anden enhed hæfter solidarisk med den økonomiske aktør for korrekt udførelse af kontrakten i det omfang, den økonomiske aktør påberåber sig den anden enheds formåen?

5)

Tillader principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af økonomiske aktører, som er fastlagt i artikel 2 i direktiv 2004/18/EF, at man påberåber sig en anden enheds formåen i henhold til direktivets artikel 48, stk. 3, idet man i denne forbindelse samler formåen for to eller flere enheder, som med hensyn til deres sagkundskab og erfaring ikke råder over den formåen, som den offentlige myndighed forlanger?

6)

Tillader principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af økonomiske aktører, som er fastlagt i artikel 2 i direktiv 2004/18/EF, dermed en fortolkning af artikel 44 og artikel 48, stk. 3, i direktiv 2004/18/EF, ifølge hvilken de kriterier for deltagelsen i udbudsproceduren, som opstilles af den ordregivende myndighed, kun skal opfyldes formelt, uafhængigt af den økonomiske aktørs faktiske kvalifikationer?

7)

Tillader principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af økonomiske aktører, som er fastlagt i artikel 2 i direktiv 2004/18/EF, at den økonomiske aktør, hvis det er tilladt at byde på en del af kontrakten, efter afgivelsen af tilbuddene f.eks. i forbindelse med en supplering eller forklaring af bilagene oplyser, hvilken del af kontrakten den formåen referer til, som han har angivet som dokumentation for opfyldelsen af kriterierne for at deltage i proceduren?

8)

Tillader principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af økonomiske aktører samt gennemsigtighedsprincippet, som er fastlagt i artikel 2 i direktiv 2004/18/EF, at en gennemført auktion erklæres for ugyldig og en elektronisk auktion gentages, hvis den på vigtige områder ikke er gennemført korrekt, hvis f.eks. ikke alle økonomiske aktører, som har indsendt antagelige tilbud, er blevet opfordret til at deltage?

9)

Tillader principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af økonomiske aktører samt gennemsigtighedsprincippet, som er fastlagt i artikel 2 i direktiv 2004/18/EF, at kontrakten tildeles en økonomisk aktør, som har fået tildelt kontrakten ved en sådan auktion, uden at denne auktion er blevet gentaget, hvis det ikke kan konstateres, om den ikke medtagne økonomiske aktørs deltagelse ville have ændret resultatet af auktionen?

10)

Kan man ved fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2004/18/EF anvende indholdet i bestemmelserne i samt betragtningerne til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF — selv om gennemførelsesfristen endnu ikke er udløbet — som rettesnor for fortolkningen, for så vidt som det belyser visse af EU-lovgivernes antagelser og hensigter og ikke er i strid med bestemmelserne i direktiv 2004/18/EF?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/4

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/4

1)

Skal EU-retten under overholdelse af den fælles markedsordning for vin, navnlig forordning (EU) nr. 1308/2013 (1), fortolkes således, at det er lovligt for en medlemsstat at vedtage en national foranstaltning, der foreskriver en minimumsdetailsalgspris for vin, som står i forhold til mængden af alkohol i det solgte vare, og som dermed afviger fra grundlaget for den frie prisdannelse ved markedskræfter, der ellers ligger til grund for markedet for vin?

2)

Er det i forbindelse med spørgsmålet om begrundelse i henhold til artikel 36 TEUF, hvor

en medlemsstat har fundet det hensigtsmæssigt af hensyn til beskyttelsen af menneskers sundhed at forøge prisen for forbruget af en vare — i dette tilfælde alkoholiske drikkevarer — for forbrugere eller et udsnit af sådanne forbrugere, og

at varen er af en sådan art, at det står medlemsstaten frit for at pålægge punktafgifter eller andre skatter (herunder skatter og afgifter baseret på alkoholindhold eller volumen eller værdi eller en blanding af sådanne fiskale foranstaltninger),

da tilladt i medfør af EU-retten og i givet fald under hvilke betingelser, for en medlemsstat ikke at vedtage sådanne fiskale metoder til at forhøje priserne for forbrugere, men i stedet indfører lovgivningsmæssige foranstaltninger, der fastsætter minimumsdetailpriser, der forvrider samhandelen og konkurrencen inden for Unionen?

3)

Når en domstol i en medlemsstat skal afgøre, hvorvidt en lovgivningsmæssig foranstaltning, der udgør en kvantitativ restriktion, der er uforenelig med artikel 34 TEUF, alligevel kan begrundes i henhold til artikel 36 TEUF med henvisning til beskyttelsen af menneskers sundhed, skal den nationale domstol da begrænse sig til kun at undersøge oplysninger, beviser eller andet tilgængeligt materiale for og taget i betragtning af lovgiver på det tidspunkt, hvor lovgivningen blev vedtaget? Og såfremt dette ikke er tilfældet, hvilke andre begrænsninger kan da finde anvendelse på den nationale domstols beføjelse til at tage stilling til alt materiale eller tilgængelige beviser forelagt af parterne på tidspunktet for den nationale domstols afgørelse?

4)

Når en domstol i en medlemsstat i sin fortolkning og anvendelse af EU-retten skal tage stilling til de nationale myndigheders argument om, at en foranstaltning, der ellers udgør en kvantitativ restriktion inden for anvendelsesområdet for artikel 34 TEUF, er begrundet som en undtagelse i henhold til artikel 36 TEUF med henvisning til beskyttelsen af menneskers sundhed, i hvilken udstrækning er den nationale domstol da forpligtet eller berettiget til — på grundlag af det materiale, den forelægges — at danne sig et objektivt syn på foranstaltningens effektivitet i forhold til opnåelsen af det angivne mål, tilgængeligheden af i det mindste alternative foranstaltninger, der er mindre indgribende for konkurrencen inden for Unionen, og foranstaltningens generelle forholdsmæssighed?

5)

Ved bedømmelsen (under en tvist vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en foranstaltning i henhold til artikel 36 TEUF er begrundet i beskyttelsen af menneskers sundhed) af en alternativ foranstaltning, der ikke er forstyrrende eller i det mindste er mindre forstyrrende for samhandelen og konkurrencen inden for Unionen, kan denne alternative foranstaltning da affærdiges med henvisning til, at virkningerne af denne foranstaltning ikke nødvendigvis er helt de samme som virkninger af den foranstaltning, der anfægtes i henhold til artikel 34 TEUF, men kan indebære yderligere ekstra fordele og opfylder til et bredere generelt formål?

6)

Ved bedømmelsen af, hvorvidt en national foranstaltning, der er anerkendt eller fastslået at udgøre en kvantitativ restriktion i artikel 34 TEUF’s forstand, og som søges begrundet i henhold til artikel 36 TEUF, og navnlig ved bedømmelsen af foranstaltningens forholdsmæssighed, i hvilket omfang må en domstol tage sin egen bedømmelse af arten af og i hvilket omfang foranstaltningen udgør en overtrædelse som en kvantitativ restriktion i strid med artikel 34 i betragtning?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/5

1)

Skal en plejebolig som omhandlet i dekret af 5. juni 1997 fra det regionale råd i Vallonien om alderdomshjem, plejeboliger og dagmodtagelsescentre for ældre, der er fyldt 60 år, og som med økonomisk vinding for øje [tilbyder] særlige boliger, der er indrettet til en eller to personer og består af et fuldt udstyret køkken, en dagligstue, et soveværelse og et fuldt udstyret badeværelse, der giver de ældre mulighed for at leve et selvstændigt liv, samt tjenester, som de ældre frit kan anvende, og forskellige valgfrie ydelser mod vederlag med økonomisk vinding for øje, uden at disse ydelser er forbeholdt plejeboligernes beboere restaurant og bar, frisør- og skønhedssalon, kinesiterapi, ergoterapi, vaskeri, ambulatorium med mulighed for blodprøvetagning, [udelades] lægepraksis), anses for et organ, der i det væsentlige har en almennyttig karakter, og som tilbyder »tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til social bistand og social sikring« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 13, punkt A, stk. 1, litra g), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977»om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (1)« (nu artikel 132, stk. 1, litra g), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (2))?

2)

Skal spørgsmålet besvares anderledes, såfremt de omhandlede plejeboliger i forbindelse med levering af de omhandlede tjenesteydelser modtager tilskud eller andre former for økonomisk støtte fra offentlige myndigheder?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/6

1a)

Skal artikel 56 TEUF fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at de retshåndhævende myndigheder pålægger straf for formidling af sportsvæddemål — som sker uden en tysk tilladelse — til arrangører af væddemål med licens i et andet EU-land, når der gælder et krav om, at arrangøren af væddemål også skal have en tysk tilladelse, som de nationale instanser imidlertid ikke må udstede til ikke-statslige arrangører af væddemål som følge af en retlig situation (monopol på afholdelse af sportsvæddemål) som strider imod EU-retten?

1 b)

Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1 a), hvis de statslige instanser i en af de 15 tyske delstater, som i fællesskab har etableret og håndhæver det statslige monopol på sportsvæddemål, i forbuds- eller straffesager hævder, at det lovbestemte forbud mod at give en tilladelse til private udbydere ikke håndhæves i denne delstat i forbindelse med en eventuel ansøgning om en arrangør- eller formidlingstilladelse?

1 c)

Skal de EU-retlige principper, navnlig reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, samt Domstolens dom i sag C-186/11 fortolkes således, at de er til hinder for et permanent forbud mod eller strafpålæggelse af grænseoverskridende formidling af sportsvæddemål, som kunne betegnes som »forebyggende«, hvis dette begrundes med, at det ikke var »åbenbart, dvs. fremgik uden videre undersøgelse« for den myndighed, der udsteder forbud, på tidspunktet for afgørelsen, at formidlingsaktiviteten opfylder alle materielle forudsætninger for tilladelsen, bortset fra forbeholdet om statsligt monopol?

2)

Skal direktiv 98/34/EF (1)fortolkes således, at det er til hinder for at pålægge straf for formidling af sportsvæddemål uden tysk tilladelse via en væddemålsautomat til en arrangør af væddemål, som har licens i et andet EU-land, hvis de statslige indgreb bygger på lovgivningen i en enkelt delstat, som ikke er notificeret til Europa-Kommissionen, og som har samme indhold som den statsaftale om hasardspil (»GlüStV«), der ikke længere er gældende?

3)

Skal artikel 56 TEUF, reglerne om gennemsigtighed, lighedsprincippet og EU-rettens forbud mod favorisering fortolkes således, at de er til hinder for at pålægge straf for formidling af sportsvæddemål uden tysk tilladelse til en arrangør af væddemål, som har licens i et andet EU-land, i et tilfælde, som ved statsaftalen om ændring af hasardspilsbestemmelserne (»GlüÄndStV«), der har en planlagt løbetid på ni år, er kendetegnet ved en »forsøgsbestemmelse for sportsvæddemål«, som indeholder en teoretisk mulighed for i løbet af syv år at udstede højst 20 koncessioner også til ikke-statslige arrangører af væddemål, som indebærer legalisering for samtlige tyske delstater som en nødvendig forudsætning for en formidlingstilladelse, hvis

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/8

1)

Skal artikel 17 i Rådets direktiv 86/653/EØF 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter (1) fortolkes således, at den tillader en national lovgiver at foreskrive, at en handelsagent ved en agenturaftales ophør har ret til en kundegodtgørelse, hvis størrelse ikke kan overstige et års provision, samt renter med et beløb, der svarer til forskellen mellem det faktisk lidte tab og den nævnte godtgørelse, såfremt godtgørelsen ikke dækker hele det lidte tab?

2)

Skal direktivets artikel 17, [stk.] 2, [litra] c), nærmere bestemt fortolkes således, at muligheden for at yde en erstatning, der supplerer kundegodtgørelsen, er betinget af, at agenturgiveren har begået kontraktlig misligholdelse eller en ansvarspådragende handling uden for kontrakt, at der er årsagssammenhæng mellem agenturgiverens handling og det påståede tab og at der foreligger et særskilt tab i forhold til den skade, der erstattes ved den faste kundegodtgørelse?

3)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal der da foreligge misligholdelse eller en ansvarspådragende handling uden for kontrakt, som ikke har karakter af ensidig ophævelse af aftalen, som f.eks. afgivelse af et utilstrækkeligt opsigelsesvarsel, betaling af en utilstrækkelig godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarsel eller af en utilstrækkelig kundegodtgørelse, alvorlige forhold, der skyldes agenturgiveren, misbrug af retten til at ophæve eller ethvert andet brud på aftaleforholdet, herunder tilsidesættelse af handelspraksis?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/8

1)

Er passagerbefordring med en åben jolle på Amsterdams indre vandveje, især med henblik på mod betaling at tilbyde rundture eller udlejning til selskabsarrangementer, således som det er tilfældet i denne sag, en tjenesteydelse, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376, s. 36), når henses til undtagelsen for tjenesteydelser på transportområdet i artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Finder kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked anvendelse på rent interne situationer, eller finder Domstolens praksis vedrørende traktatbestemmelserne om etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser i rent interne situationer anvendelse ved afgørelsen af, om dette kapitel finder anvendelse?

3)

Såfremt spørgsmål 2 besvares således, at Domstolens praksis vedrørende traktatbestemmelserne om etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser i en rent intern situation finder anvendelse ved afgørelsen af, om kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked finder anvendelse:

4)

Følger det af artikel 11, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, at såfremt antallet af tilladelser er begrænset af tvingende almene hensyn, kan varigheden af tilladelserne også begrænses, henset til målsætningen om at skabe fri adgang til markedet for tjenesteydelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked eller er dette overladt til medlemsstatens kompetente myndighed at afgøre?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/9

1)

Finder kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376, s. 36) anvendelse på rent interne situationer, eller finder Domstolens praksis vedrørende traktatbestemmelserne om etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser i rent interne situationer anvendelse ved afgørelsen af, om dette kapitel finder anvendelse?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares således, at Domstolens praksis vedrørende traktatbestemmelserne om etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser i en rent intern situation finder anvendelse ved afgørelsen af, om kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376, s. 36) finder anvendelse:

3)

For så vidt tjenesteyderen kan påberåbe sig bestemmelserne i kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376, s. 36), er dette direktivs artikel 10, stk. 2, litra c), da til hinder for en forskrift, som omhandlet i denne sag, hvorefter driftsherren for en vinduesprostitutionsbedrift kun må foretage timeudlejning af værelser til prostituerede, som kan gøre sig forståelig for driftsherren på et sprog, som denne forstår?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/10

1)

Er aminosyreblandinger som de i hovedsagen omhandlede (RM0630 og RM0789), ved hjælp af hvilke der (tillige med kulhydrater og fedtstoffer) fremstilles et næringsmiddel til erstatning af et principielt livsnødvendigt stof, der er til stede i normal ernæring, men som konkret kan være allergiudløsende, hvorved allergibetingede sundhedsskadelige virkninger kan undgås, og som kan give mulighed for lindring eller endog helbredelse af skader, der allerede er indtrådt, et lægemiddel bestående af flere produkter, der er blandede til profylaktisk eller terapeutisk brug, som omhandlet i pos. 3003 i den kombinerede nomenklatur (1)?

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

2)

Er aminosyreblandingerne næringsmidler henhørende under position 2106 i den kombinerede nomenklatur, der i henhold til bestemmelse 1, litra a), til kapitel 30 i den kombinerede nomenklatur ikke er omfattet af dette kapitel, idet de ikke har yderligere profylaktisk eller terapeutisk virkning end tilførsel af næring?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/11

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/11

1)

Er et ansættelsesforhold mellem en »socio-trabajador« (arbejdstagende andelshaver) og et »cooperativa de trabajo asociado« (arbejdsandelsselskab), som det, der er reguleret i artikel 80 i (den spanske) Ley 27/99 om andelsselskaber og artikel 89 i Ley 8/2003 om andelsselskaber i regionen Valencia, omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2010/18 om »Den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov« (1), hvilken aftale er defineret i denne rammeaftales § 1, stk. 2, og kan dette forhold, selv om det i de nationale retsregler og retspraksis betegnes som »selskabsmæssigt«, anses for at være et »ansættelsesforhold« som omfattet af EU-retten?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, ønskes subsidiært følgende oplyst:

2)

Skal § 8, stk. 2, i »Den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov« (direktiv 2010/18), nærmere bestemt den bestemmelse, hvorefter »[g]ennemførelsen af bestemmelserne i denne aftale [ikke] udgør en gyldig begrundelse for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af arbejdstagerne på det område, der dækkes af denne aftale«, fortolkes således, at hvis medlemsstaten ikke udtrykkeligt har gennemført direktiv 2010/18, kan det beskyttelsesområde, som medlemsstaten selv definerede, da den gennemførte det tidligere direktiv 96/34 (2), ikke indskrænkes?

Kun såfremt et af disse to spørgsmål besvares bekræftende, og såfremt direktiv 2010/18 kan anses for at finde anvendelse på et associeret ansættelsesforhold som sagsøgerens, forelægges af de grunde, der anføres nedenfor, følgende øvrige spørgsmål:

3)

Skal § 6 i »Den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov«, der er knyttet til direktiv 2010/18, fortolkes således, at der er en forpligtelse til, at den nationale gennemførelsesregel eller -overenskomst omfatter og tydeliggør arbejdsgivernes forpligtelse til at »overveje« og »besvare« arbejdstagernes anmodninger om »ændrede arbejdstider og/eller -mønstre«, når de vender tilbage fra forældreorlov, under hensyntagen til både arbejdsgiveres og arbejdstageres behov, og at gennemførelseskravet ikke kan anses for at være opfyldt ved en national retsforskrift eller selskabsmæssig forskrift, der betinger den faktiske gennemførelse af denne rettighed af, om arbejdsgiveren udelukkende på grundlag af eget skøn vælger at efterkomme de nævnte anmodninger?

4)

Har § 6 i »Den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov« i lyset af artikel 3 i direktiv [2010/18] og de »afsluttende bestemmelser« i rammeaftalens § 8, i tilfælde af manglende gennemførelse direkte horisontal virkning, henset til at der er tale om en fællesskabsretlig minimumsbestemmelse?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/12

1)

Er artikel 56 i Estatuto de los Trabajadores — Real Decreto Legislativo 1/1995 (lov om arbejdstagere — kongeligt lovdekret nr. 1/1995) af 24. marts 1995, femte overgangsbestemmelse i Ley 3/2012 de medidas urgentes para la reforma del mercado laboral (lov nr. 3/2012 om hasteforanstaltninger med henblik på reform af arbejdsmarkedet) af 6. juli 2012 samt artikel 123 og artikel 124, stk. 13, i Ley Reguladora de la Jurisdicción Social — Ley 36/2011 (lov om social- og arbejdsretlige domstole — lov nr. 36/2011) af 10. oktober 2011 (som implicit henviser til de førnævnte forskrifter) i strid med artikel 107 og 108 i traktaten om [Den Europæiske Unions funktionsmåde] — den konsoliderede udgave — for så vidt som de materielt forhøjer de godtgørelser, som er godkendt ved Europa-Kommissionens afgørelse i sagen »State aid SA.35253 (2012/N) Spain. Restructuring and Recapitalisation of the BFA Group«?

2)

Er en fortolkning af de nævnte forskrifter, hvorefter retten, såfremt afskedigelsen kendes berettiget, kan tilpasse godtgørelserne til det i national lovgivning fastsatte minimum, i strid med de anførte EU-retlige bestemmelser og med Europa-Kommissionens afgørelse i sagen »State aid SA.35253 (2012/N) Spain. Restructuring and Recapitalisation of the BFA Group«?

3)

Er en fortolkning af de nævnte forskrifter, hvorefter retten, såfremt afskedigelsen kendes uberettiget, kan tilpasse godtgørelserne til de beløb, som er fastsat i den aftale, som er indgået i konsultationsperioden, forudsat at de er højere end det lovbestemte minimum, men lavere end det lovbestemte maksimum, i strid med de anførte EU-retlige bestemmelser og med Europa-Kommissionens afgørelse i sagen »State aid SA.35253 (2012/N) Spain. Restructuring and Recapitalisation of the BFA Group«?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/13

1)

Er artikel 56 i Estatuto de los Trabajadores — Real Decreto Legislativo 1/1995 (lov om arbejdstagere — kongeligt lovdekret nr. 1/1995) af 24. marts 1995, femte overgangsbestemmelse i Ley 3/2012 de medidas urgentes para la reforma del mercado laboral (lov nr. 3/2012 om hasteforanstaltninger med henblik på reform af arbejdsmarkedet) af 6. juli 2012 samt artikel 123 og artikel 124, stk. 13, i Ley Reguladora de la Jurisdicción Social — Ley 36/2011 (lov om social- og arbejdsretlige domstole — lov nr. 36/2011) af 10. oktober 2011 (som implicit henviser til de førnævnte forskrifter) i strid med artikel 107 og 108 i traktaten om [Den Europæiske Unions funktionsmåde] — den konsoliderede udgave — for så vidt som de materielt forhøjer de godtgørelser, som er godkendt ved Europa-Kommissionens afgørelse i sagen »State aid SA.35253 (2012/N) Spain. Restructuring and Recapitalisation of the BFA Group«?

2)

Er en fortolkning af de nævnte forskrifter, hvorefter retten, såfremt afskedigelsen kendes berettiget, kan tilpasse godtgørelserne til det i national lovgivning fastsatte minimum, i strid med de anførte EU-retlige bestemmelser og med Europa-Kommissionens afgørelse i sagen »State aid SA.35253 (2012/N) Spain. Restructuring and Recapitalisation of the BFA Group«?

3)

Er en fortolkning af de nævnte forskrifter, hvorefter retten, såfremt afskedigelsen kendes uberettiget, kan tilpasse godtgørelserne til de beløb, som er fastsat i den aftale, som er indgået i konsultationsperioden, forudsat at de er højere end det lovbestemte minimum, men lavere end det lovbestemte maksimum, i strid med de anførte EU-retlige bestemmelser og med Europa-Kommissionens afgørelse i sagen »State aid SA.35253 (2012/N) Spain. Restructuring and Recapitalisation of the BFA Group«?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/14

—

Den Europæiske Unions Rets (Syvende Afdeling) dom af 13. maj 2014 i de forenede sager T-458/10 — T-467/10 og T-471/10, Peter McBride m.fl. mod Europa-Kommissionen, ophæves.

—

Frifindelse, og under alle omstændigheder frifindelse for så vidt angår den første påstand.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Den Europæiske Unions Ret til pådømmelse af de for Retten anførte anbringender, som Den Europæiske Unions Domstol ikke har taget stilling til.

—

Sagsøgerne i første instans tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appellen og i forbindelse med sagen for Retten.

For det første har Retten foretaget en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 266 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF« eller »traktaten«), sammenholdt med artikel 263 TEUF samt effektivitetsprincippet, princippet om kompetencetildeling, retssikkerhedsprincippet, princippet om retsordenens kontinuitet, princippet om tidsmæssig anvendelse af loven, princippet om berettigede forventninger og princippet om den tidsmæssige succession af regler, for så vidt som den ophævede visse af Kommissionens afgørelser, der havde til formål at gennemføre Kommissionens forpligtelser i henhold til dommen i de forenede sager T-218/03-T-241/03, Boyle m.fl. mod Kommissionen, og i de forenede sager C-373/06P, C-379/06 P og C-382/06 P. Flaherty m.fl. mod Kommissionen. Det fremgår af den appellerede dom, at Kommissionen havde pligt til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at efterleve disse domme, men at den ikke havde kompetence hertil.

For det andet har Retten undladt at give en tilstrækkelig begrundelse for dens dom og besvare et centralt argument fra Kommissionen (samt et spørgsmål om antagelse til realitetsbehandling i en sag). Retten har således tilsidesat artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 81 i Rettens procesreglement.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/14

1)

Skal den usædvanlige omstændighed, der henvises til i forordningens artikel 5, stk. 3 (1), direkte vedrøre den reserverede flyvning?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Hvor mange tidligere flyvninger med det fly, der er tiltænkt at skulle foretage den planlagte flyvning, er relevant for bedømmelsen af, om der foreligger en usædvanlig omstændighed? Foreligger der en tidsmæssig begrænsning vedrørende hensyntagen til usædvanlige omstændigheder i relation til tidligere flyvninger? Og i bekræftende fald hvordan skal den fastlægges?

3)

Såfremt usædvanlige omstændigheder, der indtræffer ved tidligere flyvninger, ligeledes er relevante for en senere flyafgang, spørges: Skal de forholdsregler, som det transporterende luftfartsselskab skal træffe i medfør af forordningens artikel 5, stk. 3, kun vedrøre afværgelsen af den usædvanlige omstændighed, eller skal de også vedrøre imødegåelse af en længere forsinkelse?

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/15

—

Rettens dom af 21. maj 2014 i sag T-519/09, Toshiba Corporation mod Europa-Kommissionen, ophæves, for så vidt som den ikke tog Toshibas påstand om annullation af artikel 1 og 2 i Europa-Kommissionens beslutning i sag COMP/39.129 — Elektriske transformatorer til følge, og beslutningen annulleres.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på fornyet behandling af sagen i overensstemmelse med den retlige bedømmelse i Domstolens dom.

—

Europa-Kommissionen betaler Toshibas omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten.

—

Første anbringende: Toshiba har gjort gældende, at Retten anvendte et urigtigt retligt kriterium, da den fastslog, at de japanske producenter af elektriske transformatorer var potentielle konkurrenter på EØS-markedet, (1) eftersom de barrierer, der bestod, i forhold til at komme ind på EØS-markedet ikke var uoverstigelige, og (2) på grundlag af en Gentlemen’s Agreement. I stedet skulle Kommissionen have efterprøvet, om de japanske producenter havde reelle konkrete muligheder for at komme ind på EØS-markedet, og om en sådan indtræden var en økonomisk rentabel strategi. I mangel af en potentiel konkurrence mellem japanske og europæiske producenter kunne den pågældende Gentlemen’s Agreement ikke være i strid med artikel 81 EF, og Kommissionen havde ikke kompetence til at forfølge sagen. Den appellerede dom og den anfægtede beslutning bør derfor annulleres for så vidt angår Toshiba.

—

Andet anbringende: Toshiba har gjort gældende, at Retten gengav indholdet af en skrivelse urigtigt, i hvilken skrivelse en anden part i sagen udtalte, at den ikke ville rejse indsigelse mod Kommissionens konklusion. Kommissionen fastslog, at skrivelsen fortrængte partens tidligere udtalelser, der bekræftede, at denne part ikke havde foretaget salg i EØS. Dette er imidlertid en urigtig gengivelse af de beviser, som Retten støtter sig på, i forbindelse med dens konstatering af, at barriererne for at komme ind på EØS-markedet ikke var uoverstigelige. Toshiba har derfor gjort gældende, at den appellerede dom og den anfægtede beslutning bør annulleres.

—

Tredje anbringende: Toshiba har gjort gældende, at Retten gav en selvmodsigende begrundelse, anvendte et urigtigt retligt kriterium for offentlig afstandtagen og tilsidesatte princippet om personligt ansvar ved at fastslå, at Toshibas argument vedrørende dets manglende deltagelse i 2003-Zürich-mødet var »virkningsløst«. Den appellerede dom og den anfægtede beslutning bør derfor annulleres, for så vidt som de fastslår, at Toshiba fortsatte med at deltage i den pågældende Gentlemen’s Agreement indtil maj 2003.

—

Fjerde anbringende: Toshiba har gjort gældende, at Retten foretog en fejlagtig fortolkning af punkt 18 i retningslinjerne for beregningen af bøder ved at anvende globale markedsandele som en indikator for parternes vægt i overtrædelsen. Den appellerede dom og den anfægtede beslutning bør derfor annulleres, for så vidt som de beregner Toshibas bøde på grundlag af Toshibas globale markedsandel, og Toshibas bøde bør nedsættes i overensstemmelse hermed.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/17

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

BTL Diffusion og dm-drogerie markt GmbH & Co. KG bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af de omkostninger, som Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) har afholdt.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/17

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Stance, Inc. betaler sine egne omkostninger og de af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) afholdte omkostninger.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/18

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

NumberFour AG og Inaer Helicópteros, SA bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af de omkostninger, der er afholdt af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design).

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/19

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

The Directv Group, Inc. betaler sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er blevet afholdt af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og af Bolloré.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/19

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

The Directv Group, Inc. betaler sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er blevet afholdt af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og af Bolloré.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/20

—

Afgørelse truffet den 30. april 2014 af Femte Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (forenede sager R 240/2013-5 og R 303/2013-5) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/21

—

Afgørelse truffet den 19. maj 2014 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1911/2013-4) annulleres, fordi den er ukorrekt og tilsidesætter de gældende retlige bestemmelser om EF-varemærker, og der afsiges dom i overensstemmelse med påstandene i stævningen, enten på grundlag af det ansøgte tredimensionale varemærkes iboende særpræg eller på grund af det særpræg, det har opnået som følge af brug, hvorved der gives medhold i denne sag, og det fastslås, at ansøgning nr. 1 1 7 47  987 om et tredimensionalt EF-varemærke for varer i klasse 30 i den internationale klassifikation skal registreres, idet ansøgningen er lovlig og tilladelig.

—

Efter at der er givet medhold i nærværende sag, og det nævnte varemærke er blevet registreret, tilpligtes Harmoniseringskontoret at betale sagens omkostninger og at tilbagebetale den til dette indbetalte klagegebyr.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/21

—

Afgørelse truffet den 13. maj 2014 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 1859/2013-2 vedrørende det internationale varemærke i Den Europæiske Union nr. 0962191 annulleres og ændres således, at klagen tages til følge og ugyldighedsbegæringen tages til følge.

—

Harmoniseringskontoret og i givet fald den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er opstået i forbindelse med klagesagen.

—

Tilsidesættelse af artikel 158, sammenholdt med artikel 52, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 158, sammenholdt med artikel 52, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/22

—

Afgørelse truffet den 19. maj 2014 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1128/2013-4) ændres således, at indsigelsen forkastes.

—

Subsidiært annulleres afgørelse truffet den 19. maj 2014 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 1128/2013-4).

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 63, sammenholdt med regel 20, stk. 7, litra c), i forordning nr. 2868/95

—

Tilsidesættelse af artikel 63, stk. 2, og artikel 75 og 76 i forordning nr. 207/2009.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/23

—

Afgørelse truffet den 2. juni 2014 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 303/2014-4) annulleres.

—

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/24

—

Afgørelse truffet den 23. april af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1553/2013-1) annulleres, for så vidt som den afslog sagsøgerens klage og stadfæstede indsigelsesafdelingens afgørelse om at tage indsigelse B 1 9 38  458 til følge og om delvist afslag på EF-varemærkeregistrering nr. 1 0 1 81  154, af figurmærket »MESSI«.

—

Harmoniseringskontoret og i givet fald den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/25

—

Afgørelse truffet den 15. maj 2014 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 941/2013-1) annulleres.

—

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Brauerei S. Riegele, Inh. Riegele KG tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/26

—

Det fastslås, at Kommissionen siden den 1. januar 2014 retsstridigt har undladt at indlede vurderingen af de sundhedsanprisninger af botaniske stoffer, som er foretaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006 (1).

—

Subsidiært annulleres den afgørelse, der angiveligt er indeholdt i Kommissionens skrivelse af 29. juni 2014 om ikke at indlede en vurdering inden den 1. august 2014 af EFSA’s sundhedsanprisninger af botaniske stoffer i overensstemmelse med den i artikel 13 omhandlede procedure.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/27

—

Afgørelse truffet den 19. maj 2014 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1118/2013-2) annulleres, i det omfang den stadfæster fortabelsen på grund af manglende brug af EF-varemærke nr. 1 12  755»ZARA« for følgende tjenesteydelser i klasse 39: »transport og distribution af produkter, især inden for beklædning og fodtøj samt tilbehør, parfumerivarer og kosmetiske præparater«, eftersom appelkammeret har tilsidesat artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, idet det begik følgende fejl:

—

Appelkammeret begik en retlig fejl, da det fandt, at Inditex’s franchisetagere er enheder, der indgår i selskabets interne organisation, selv om der reelt er tale om enheder, der er retligt uafhængige af Inditex.

—

Appelkammeret begik en fejl i bevisvurderingen, eftersom det foreholdt klageren, at der manglede beviser for omsætningen ved udbydelsen af transporttjenesterne med henblik på at bevise den eksterne brug af varemærket, selv om disse beviser blev fremlagt i sagen.

—

Harmoniseringskontoret og i givet fald intervenienten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 339/27

—

Afgørelse truffet den 7. maj 2014 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1735/2012-1) annulleres, og dermed forkastes den indsigelse, der er blevet rejst af Aucar Trailer, S.L., idet det fastslås, at proceduren for EF-varemærkeregistrering nr. 9 6 90  314»Polycart A Whole Cart Full of Benefits« skal fortsættes med hensyn til varerne i anmodningen om begrænsning af 16. november 2012, idet den rejste indsigelse mod sidstnævnte forkastes.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.