29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/1

—

understreger, at lokale og regionale myndigheder har eksklusive og delte kompetencer, når det gælder levering af offentlige tjenesteydelser og bidrag til deres samfunds sociale og økonomiske udvikling; derfor er det nødvendigt for et velfungerende demokratisk liv i EU, at de på et tidligt tidspunkt fuldt ud inddrages i udformningen af EU-lovgivning og i dens gennemførelse i praksis;

—

anerkender, at der er sket fremskridt på dette område og bifalder Kommissionens konsekvente indsats, der har givet konkrete resultater, men mener, at det er muligt og nødvendigt at gennemføre yderligere forbedringer;

—

mener, at subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet samt brugen af konsekvensanalyser er nøgleelementer i styrkelsen af EU's model for styring på flere myndighedsniveauer, som vil være yderst gavnlige for den økonomiske udvikling i regionerne og den territoriale samhørighed i EU samlet set. Der mindes om, at beslutningerne ifølge traktaten skal træffes så tæt som muligt på Unionens borgere, og at dette ikke altid er ensbetydende med medlemsstatsniveau. Subsidiaritetsprincippet skal følgelig ses som et grundlag for, at alle myndighedsniveauer bedre kan reagere på borgernes behov og forbedre beslutningsprocessens effektivitet;

—

har den opfattelse, at EF-domstolens afgørelser kan have alvorlige konsekvenser for de lokale og regionale myndigheder, f.eks. hvad angår offentlige kontrakter, på måder som måske ikke var forudset i den oprindelige lovgivning;

—

er ligeledes bekymret over den fortsatte tendens til, at man i medlemsstaterne komplicerer og overfortolker EU-lovgivning, når det gælder dens omsættelse til national lovgivning (overimplementering).

Ordfører

:

Graham Tope (UK/ALDE), medlem af London Borough of Sutton

1.

er fortsat fast besluttet på at arbejde sammen med Kommissionen og de andre institutioner med henblik på at opnå en bedre lovgivning på alle niveauer i EU, hvilket er helt i overensstemmelse med princippet om forvaltning på flere niveauer;

2.

anerkender, at der er sket fremskridt på dette område og bifalder Kommissionens konsekvente indsats, der har givet konkrete resultater, men mener, at det er muligt og nødvendigt at gennemføre yderligere forbedringer;

3.

henviser til det værdifulde bidrag fra Hanja Maij-Weggen på Regionsudvalgets vegne i hendes egenskab af observatør i »Gruppen på højt plan vedrørende administrative byrder«; i den forbindelse gentog Regionsudvalget det forhold, at de regionale og lokale myndigheder og Regionsudvalget selv egner sig bedst til at bidrage til forbedringen af EU's lovgivningsproces, især på grund af den betydelige del af EU-lovgivningen, der gennemføres på lokalt og regionalt plan, og dens konsekvenser for borgernes daglige tilværelse;

4.

bifalder den større åbenhed fra Kommissionens side i forbindelse med forberedelsen af nye forslag og dens høring af ikke blot EU-institutioner, men også interesserede parter, herunder repræsentative europæiske sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder samt den entusiastiske gennemførelse af den »strukturerede dialog« via Regionsudvalget. Det er vigtigt, at høringsmekanismerne er tilgængelige og forskelligartede med henblik på at sikre, at EU's politiske beslutningsproces inddrager et bredt og repræsentativt udsnit af europæiske interesser, idet dette vil resultere i en mere velafbalanceret beslutningstagning og en mere effektiv gennemførelse, særligt i de tilfælde, hvor lokale og regionale myndigheder har ansvaret for gennemførelse og håndhævelse af EU's bestemmelser;

5.

understreger, at lokale og regionale myndigheder har eksklusive og delte kompetencer, når det gælder levering af offentlige tjenesteydelser og bidrag til deres samfunds sociale og økonomiske udvikling; derfor er det nødvendigt for et velfungerende demokratisk liv i EU, at de på et tidligt tidspunkt fuldt ud inddrages i udformningen af EU-lovgivning og i dens gennemførelse i praksis;

6.

mener, at subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet samt brugen af konsekvensanalyser er nøgleelementer i styrkelsen af EU's model for styring på flere myndighedsniveauer, som vil være yderst gavnlige for den økonomiske udvikling i regionerne og den territoriale samhørighed i EU samlet set. Der mindes om, at beslutningerne ifølge traktaten skal træffes så tæt som muligt på Unionens borgere, og at dette ikke altid er ensbetydende med medlemsstatsniveau. Subsidiaritetsprincippet skal følgelig ses som et grundlag for, at alle myndighedsniveauer bedre kan reagere på borgernes behov og forbedre beslutningsprocessens effektivitet;

7.

bekræfter sin vilje til at øge bevidstheden om subsidiaritetsprincippet. I den henseende er nærhedsovervågningsnettet et nyttigt redskab, ikke kun på grund af partnernes engagement i nærhedsovervågning, men også set i lyset af dets potentiale til at fungere som et laboratorium for udvekslingen af bedste praksis, hvad angår anvendelsen af principperne om subsidiaritet og styring på flere niveauer;

8.

bifalder Kommissionens indsats for at overholde proportionalitetsprincippet i udøvelsen af sine beføjelser på lovgivnings- og reguleringsområdet, ved at man medvirker til at ophæve mange retsakter gennem et stort antal formelle konsolideringsforslag. Regionsudvalget noterer sig, at 48 forenklingsforslag er blevet endeligt godkendt af medlovgiverne. Her er det vigtigt at bemærke, at der ikke alene er tale om forenklingsforslag, men også om den reelle nedbringelse af administrative byrder i praksis;

9.

mener, at man ved at foretage en konsekvensanalyse, der undersøger behovet for at gribe ind på EU-niveau og som ser på de potentielle konsekvenser, som er forbundet med en række politiske muligheder, kan bidrage til en forbedring og forenkling af den lovgivningsmæssige ramme. En effektiv og bæredygtig forhåndsevaluering af ny EU-lovgivning er ikke blot vigtig med henblik på at opnå en nettoreduktion, men er en afgørende forudsætning for, at den administrative byrde kan fastholdes på et lavt niveau. Regionsudvalget er imidlertid bekymret for, at efterfølgende ændringer og tilpasninger af lovforslag ved Europa-Parlamentet og Rådet kan få vidtrækkende konsekvenser for de lokale og regionale myndigheder, som beslutningstagerne ikke fuldt ud kan tage højde for;

10.

har den opfattelse, at EF-domstolens afgørelser kan have alvorlige konsekvenser for de lokale og regionale myndigheder, f.eks. hvad angår offentlige kontrakter, på måder som måske ikke var forudset i den oprindelige lovgivning;

11.

mener, at et EU, som ønsker at udvise en større grad af åbenhed og blive mere lydhør over for borgernes ønsker, nødvendigvis må udforme Fællesskabets lovgivning på en måde som er gennemskuelig for de berørte parter. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at gøre teksterne mere gennemskuelige, sammenhængende og utvetydige med det mål at sikre en effektiv og ensartet anvendelse i alle medlemsstater. Dette krav er desto vigtigere, eftersom de endeligt vedtagne lovtekster ofte er resultatet af kompromiser, som ikke altid er nemme at omsætte til national lovgivning;

12.

anerkender i den henseende også, at de fleste lokale og regionale myndigheder samt deres borgere vil blive konfronteret med national lovgivning og ikke dens omsættelse til EU-lovgivning. Der er derfor et behov for, at alle myndighedsniveauer forenkler, sikrer sammenhængen og forklarer nye bestemmelser og politikker;

13.

er ligeledes bekymret over den fortsatte tendens til, at man i medlemsstaterne komplicerer og overfortolker EU-lovgivning, når det gælder dens omsættelse til national lovgivning (overimplementering);

14.

mener endelig, at ex post-evalueringer, der sammenligner de forventede resultater med de realiserede, ikke bør forsømmes som en del af den overordnede indsats for bedre lovgivning, selvom der forståeligt nok er stor fokus på ex ante-konsekvensanalyser. Hovedparten af de nye forslag vedrører ændring af eller tilføjelse til EU's eksisterende regelværk. I en løbende nødvendig ajourføring af lovgivning er det vigtigt, at de værdifulde erfaringer, som regionale og lokale myndigheder har indhøstet ved EU-bestemmelsernes gennemførelse, tages med i billedet, når der udformes nye forslag.

15.

ønsker, at de lokale og regionale myndigheder, alt efter deres kompetencer, inddrages af EU-institutionerne og medlemsstaterne i udformningen og formuleringen af EU-lovgivningen, så beslutningsprocessens demokratiske legitimitet styrkes. Regionsudvalget understreger, at regioner med lovgivningsbeføjelser har en særlig interesse i at deltage, da de har en forpligtelse til at omsætte EU-lovgivningen inden for deres kompetenceområder. I den forbindelse er Regionsudvalget den bedste talsmand for de regionale og lokale myndigheder i deres bestræbelser på at blive involveret i lovgivningsprocessen. Regionsudvalgets medlemmer har praktisk erfaring, samt et detaljeret kendskab til de lokale forhold, og er derfor bedst placeret til at vurdere lovgivningens følgevirkninger og effektivitet;

16.

påpeger, at samråd er en nødvendighed på alle beslutningsniveauer, både i EU og i medlemsstaterne. Der skal etableres gode rutiner for samrådet med regioner og kommuner;

17.

konstaterer, at forberedelsesfasen har stigende betydning i EU's lovgivningsproces. Ved at forbedre analyser og samråd på dette tidlige stadium fremmer EU sine muligheder for effektiv lovgivning, som bliver enklere at gennemføre i de forskellige sammenhænge, som findes i medlemsstaterne.

18.

bekræfter sit tilsagn om at bidrage til konsekvensanalyserne af nye lovforslag, der har omfattende lokale og regionale følgevirkninger. I tilfælde, hvor nye forslag indebærer en ændring af eksisterende lovgivning, skal konsekvensanalysen omfatte resultaterne af evalueringen, så der skabes en direkte sammenhæng mellem den forudgående konsekvensanalyse og den efterfølgende evaluering;

19.

er klar over, at gennemførelsen af en konsekvensanalyse er en tids- og ressourcekrævende øvelse. Planlægningen bør derfor være så fremsynet som mulig og skabe mulighed for en bilateral kortlægning af prioriterede sager på grundlag af den årlige strategipolitik og Kommissionens arbejds- og lovgivningsprogram, eventuelt inden for rammerne af en årlig teknisk diskussion. Derudover bør Kommissionens generaldirektorater opfordres til at tage direkte kontakt til Regionsudvalget, når de vurderer, at deres konsekvensanalyser må beriges med oplysninger om de territoriale følger af planlagte initiativer;

20.

beder om, at konsekvensanalyserne tager hensyn til regioner med lovgivningsbeføjelser, og at man undgår EU-ordninger, som indebærer, at disse regioners beføjelser forskydes til centralregeringen;

21.

opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at udvise større respekt for den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning fra 2003, når de to institutioner foretager ændringer i Kommissionens lovforslag på en måde, som pålægger de lokale og regionale myndigheder nye administrative og finansielle byrder. Enhver revision af den interinstitutionelle aftale bør involvere RU og EØSU;

22.

udtrykker tilfredshed med, at det var repræsenteret af Hanja Maij-Weggen (PPE/NL) i Gruppen på højt plan vedrørende administrative byrder. Henstiller at Regionsudvalget officielt høres af Kommissionen om denne gruppes statusopgørelse inden gruppens mandat udløber (august 2010), så Regionsudvalget sættes i stand til at formidle resultaterne til alle EU's regionale og lokale myndigheder om emner inden for deres interessesfære.

23.

bifalder intentionen om at reducere den administrative byrde for SMV'er og styrke brugen af informationsteknologi. Et af formålene med at forenkle EU's lovgivningsmæssige rammer bør være at gøre lovgivningen mere enkel og effektiv og dermed mere »brugerorienteret«;

24.

erkender, at bedre lovgivning indebærer, at lovgivningen udsættes for en regelmæssig evaluering. Derfor bør al EU-lovgivning som norm indeholde bestemmelser om evaluering, så alle berørte kan formidle deres erfaringer om de praktiske konsekvenser og gennemførelsen og håndhævelsen af den pågældende lovgivning;

25.

opmuntrer regioner med lovgivningsbeføjelser til at anerkende, at de kan have væsentlig gavn af at spille en mere proaktiv rolle i forhandlingerne om og gennemførelsen af EU-lovgivning. Andre regioner og lokale myndigheder har ligeledes en vigtig rolle at udfylde. Regionsudvalget opfordrer medlemsstaterne til i videst mulig udstrækning at gøre en sådan aktiv deltagelse mulig;

26.

understreger, at europæiske territoriale alliancer, som Den Europæiske Gruppe for Territorialt Samarbejde (EGTS) vil fremme den territoriale samhørighed og fleksibiliteten i politikker med store lokale konsekvenser. Idet instrumentet har en juridisk personlighed og gør det muligt for partnerne at etablere en stabil juridisk struktur for det territoriale samarbejde, vil EGTS sikre mere udstrakt forvaltning på flere myndighedsniveauer og fremme bedre lovgivning på regionalt og lokalt niveau i hele Europa;

27.

opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres indsats for at forenkle den nationale lovgivning og gennemføre Fællesskabets direktiver korrekt og hurtigt. Som led i denne proces bør de rådføre sig med de lokale og regionale myndigheder og tage hensyn til deres henstillinger og forslag;

28.

opfordrer igen de nationale lovgivere til at afstå fra »overimplementering«, når EU-lovgivningen omsættes. I sine oversigter over korrekt og rettidig gennemførelse af EU-direktiver kunne Kommissionen oplyse, hvilke medlemsstater der har valgt mere vidtgående nationale forpligtelser;

29.

understreger, at Kommissionen og EF-Domstolen bør tage hensyn til domstolssagers konsekvenser for regioner og lokale myndigheder;

30.

opfordrer Kommissionen til nøje at fastlægge de konkrete tilfælde, hvor der kan være tale om offentlig støtte — idet hovedvægten bør lægges på problemer og forhold, hvis forvaltning påhviler lokale og regionale myndigheder.

31.

opfordrer Kommissionen til at anvende en mere medborgerprioriteret strategi for præsentationen af sin dagsorden for bedre lovgivning. Indsatsen og kommunikationstiltagene bør prioritere de områder, hvor borgerne ser den største merværdi;

32.

anbefaler, at der anvendes et enklere sprog, når direktiverne formuleres. Dette vil reducere risikoen for fejlfortolkninger, der kan føre til en forsinket eller ukorrekt omsættelse;

33.

anerkender, at nationale lovgivere og lokale og regionale myndigheder samt deres repræsentative sammenslutninger har en rolle at spille, hvad angår en bedre formidling af EU-lovgivning og dens omsættelse til national lovgivning til de instanser, der skal gennemføre denne, og til den almindelige borger.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/5

—

anfører, at denne høje livskvalitet skal nås inden for de bæredygtige rammer, som bestemmes af en planet med begrænsede ressourcer  (1), og bygge på en forudsætning om opnåelse af et retfærdigt samfund med social samhørighed, hvor det enkelte menneskes og den enkelte gruppes værdi og bidrag optimeres, og hvor incitamenter og støtteforanstaltninger er koncentreret om at bekæmpe fattigdom og social udstødelse og opbygge en bæredygtig økonomi;

—

understreger vigtigheden af en velfinansieret samhørighedspolitik i hele EU, der involverer alle europæiske regioner, som en afgørende støttefaktor for gennemførelsen af den nye strategi, og afviser ethvert skridt til at renationalisere strukturfonde eller fjerne den regionale dimension fra samhørighedspolitikken under gennemgangen af det fremtidige EU-budget;

—

bemærker, at EU's samhørighedspolitik har etableret en forvaltningsstruktur på flere niveauer til gennemførelse af strukturfondsprogrammerne og gør gældende, at den nye strategi bør anvende de eksisterende partnerskabsstrukturer til at udbedre de nuværende svagheder i forvaltningsstrukturerne. Hvis forvaltningsstrukturerne klart afpasses efter regionalprogrammerne under EU's samhørighedspolitik, vil man på langt mere effektiv vis sikre sammenhængen i politikudformningen;

—

opfordrer EU's ledere til som en af de allervæsentligste prioriteter at styrke Europas konkurrenceevne inden for den grønne økonomi, således at EU kan vise vejen, når det gælder omdannelsen af den globale økonomi til et sundt og bæredygtigt fundament. Dette betyder ikke mindst, at EU må foregå med et godt eksempel ved at prioritere investeringer i nye grønne teknologier, F&U, herunder produktion af vedvarende energi, energieffektivitet, bæredygtige produktions- og forbrugsmetoder, ikt og bredbåndsinfrastruktur i perifere områder samt arbejde for at beskytte og bevare miljøet. Europas universiteter, forskningscentre og SMV'er spiller en central rolle for fremme af denne dagsorden (2). Dette kræver strukturelle ændringer af den europæiske økonomi, bl.a. samordning af de makroøkonomiske politikker og aktive arbejdsmarkedspolitikker, der skal understøtte overgangen til en grøn økonomi.

Ordfører

:

Christine Chapman (UK/PSE), medlem af nationalforsamlingen for Wales

1.

er enigt i, at der bør udarbejdes en efterfølger til den nuværende Lissabonstrategi efter 2010, men mener, at der er behov for at gentænke strategien og at sammenfatte denne og den europæiske strategi for bæredygtig udvikling. Selv om udvalget glæder sig over målsætningen om at give folk flere muligheder i rummelige samfund og skabe en konkurrencedygtig, sammenhængende og grønnere økonomi som anført i Kommissionens høring om strategiens fremtid, der blev offentliggjort den 24. november, er det skuffet over, at Kommissionen ikke stiller forslag om en mere ambitiøs og overordnet vision om at omprioritere strategien og indrette den mod at gøre Europa til et bæredygtigt og socialt retfærdigt og samhørigt samfund;

2.

understreger, at den nuværende Lissabonstrategi ikke i tilstrækkelig grad anerkender den væsentlige rolle, som varetages af de lokale og regionale myndigheder i hele EU med hensyn til at gennemføre og formidle strategien i praksis, og gentager opfordringen fra hvidbogen om forvaltning på flere myndighedsniveauer om, at der rettes op på dette forhold under den nye strategi;

3.

noterer sig den udbredte usikkerhed hos regionale og lokale myndigheder om det overordnede formål med den nuværende Lissabonstrategi; en usikkerhed, der kan fjernes ved at fastlægge klare mål for den nye strategi og effektivt kommunikere disse mål til folk i marken;

4.

beklager, at Lissabonstrategien, der skulle bidrage til Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en), ikke har haft den ønskede virkning med hensyn til en forbedring af den fælles økonomiske styring på EU-niveau eller bedre samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker. Regionsudvalget beklager, at mange medlemsstater for at imødegå den nuværende økonomiske krise har vedtaget økonomiske politikker, der udelukkende bygger på nationale hensyn, og ikke har søgt at samordne aktionerne inden for rammerne af EU's indre marked;

5.

opfordrer til, at der med den nye strategi fastlægges en klar overordnet målsætning, der sigter mod høj livskvalitet og velfærd for alle borgere i EU. Beskæftigelse er ligesom materiel velstand meget vigtig i den forbindelse. Der er dog andre faktorer, som også må indregnes for at få et samlet overblik over livskvaliteten og velfærden, herunder de bredere samfunds- og miljømæssige rammer, som mennesker lever i (3);

6.

anfører, at denne høje livskvalitet skal nås inden for de bæredygtige rammer, som bestemmes af en planet med begrænsede ressourcer  (4), og bygge på en forudsætning om opnåelse af et retfærdigt samfund med social samhørighed, hvor det enkelte menneskes og den enkelte gruppes værdi og bidrag optimeres, og hvor incitamenter og støtteforanstaltninger er koncentreret om at bekæmpe fattigdom og social udstødelse og opbygge en bæredygtig økonomi;

7.

understreger den afgørende rolle, som uddannelse og erhvervsuddannelse spiller for at skabe opmærksomhed om bæredygtighed og udvikle de kreative og initiativrige talenter blandt Europas borgere, og nødvendigheden af at opbygge en livslang læringskultur;

8.

foreslår, at den nye strategi får et nyt navn, således at man undgår sammenblanding med »Lissabontraktaten« og understreger den nye tilgang under strategien. For eksempel »Livskvalitet for alle: Vejen til en bæredygtig fremtid for Europa i verden« eller forkortet »Strategien for et Bæredygtigt Europa«;

9.

efterlyser en mere effektiv kommunikationsstrategi med inddragelse af lokale og regionale myndigheder for at skabe opmærksomhed om og udbrede kendskabet til den nye strategis hovedbudskaber.

10.

mener, at den igangværende finansielle, økonomiske, sociale og miljømæssige krise radikalt har ændret præmisserne for debatten om Lissabonstrategiens fremtid, hvorfor »business as usual« ikke er en mulighed. Der er en række presserende udfordringer, ikke mindst at få nedbragt den voksende arbejdsløshed i Europa blandt især de unge og få styr på den lurende fare for protektionisme. Krisen har afsløret strukturelle svagheder i den globale økonomiske model og gjort det tydeligt, at der er behov for en ny og – grøn, social og økonomisk - bæredygtig strategi og for skrappere regulering af bank- og finanssektoren;

11.

påpeger endnu engang, at der i Europa, inden det blev ramt af den økonomiske krise og på et tidspunkt, hvor økonomien blev anset for at være relativt god, var udbredt fattigdom og voksende indkomstforskelle. Ifølge tal offentliggjort af Kommissionen i oktober 2008 lever 16 % af befolkningen i Europa under fattigdomsgrænsen, en ud af ti lever i en husstand, hvor ingen arbejder, og 19 % af børn lever med truslen om fattigdom (5). Bekæmpelse af fattigdom og den stadig mere ulige fordeling af velstanden i Europa må være et af de allervæsentligste mål med den fremtidige strategi;

12.

bemærker, at Europa står over for en række udfordringer på længere sigt, bl.a. de demografiske ændringer, klimaændringerne, energisikkerhed, globaliseringen (6) og opnåelse af territorial samhørighed i hele EU, hvilket den nye strategi må forholde sig til. Udvalget beklager, at territorial samhørighed ikke i højere grad fremhæves som et retningsgivende princip i Kommissionens høringsdokument om EU's 2020-strategi. Udvalget opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med de krav om territorial samhørighed, der er fastlagt i Lissabontraktaten at forpligte sig til at fremlægge en territorial konsekvensanalyse af alle nye lovgivningsmæssige forslag, der ligger inden for de lokale og regionale myndigheders kompetenceområde;

13.

bemærker, at eftersom en af følgerne af den sociale, finansielle og økonomiske krise vil være et betydeligt pres på de offentlige finanser i de kommende år, er det vigtigt med en effektiv justering af ressourcerne og finansieringen på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau for at sikre, at de investeringer, der foretages, er de rette til opnåelse af den nye strategis overordnede mål. Hvis byerne og regionerne skal kunne bidrage effektivt til gennemførelsen af Lissabonstrategien, må det sikres, at EU og medlemsstaterne overholder principperne i Europarådets charter om lokalt selvstyre i forbindelse med de lokale og regionale myndigheders finansielle ressourcer (artikel 9);

14.

mener, at såvel gennemførelsen af reel social samhørighed som overvindelsen af udfordringerne på længere sigt forudsætter en territorial strategi, som er fælles for alle politikker, og som tager højde for de særlige lokale og regionale forhold i hele EU. Det er ligeledes nødvendigt, at der afsættes tilstrækkelige midler på EU's budget til at støtte en afbalanceret udvikling på det territoriale plan i EU;

15.

foreslår, at prioriteterne under den nye strategi er investeringer i grøn økonomi, social samhørighed, en tilgang med forvaltning på flere myndighedsniveauer, og at der ses med friske øjne på, hvordan vi måler virkningerne af den nye strategi.

16.

opfordrer til, at EU's mål og forpligtelser med hensyn til klimaændringer indarbejdes i den nye strategi med henblik på at skabe en lavemissionsøkonomi i Europa;

17.

opfordrer EU's ledere til som en af de allervæsentligste prioriteter at styrke Europas konkurrenceevne inden for den grønne økonomi, således at EU kan vise vejen, når det gælder omdannelsen af den globale økonomi til et sundt og bæredygtigt fundament. Dette betyder ikke mindst, at EU må foregå med et godt eksempel ved at prioritere investeringer i nye grønne teknologier, F&U, herunder produktion af vedvarende energi, energieffektivitet, bæredygtige produktions- og forbrugsmetoder, ikt og bredbåndsinfrastruktur i perifere områder samt arbejde for at beskytte og bevare miljøet. Europas universiteter, forskningscentre og SMV'er spiller en central rolle for fremme af denne dagsorden (7). Dette kræver strukturelle ændringer af den europæiske økonomi, bl.a. samordning af de makroøkonomiske politikker og aktive arbejdsmarkedspolitikker, der skal understøtte overgangen til en grøn økonomi;

18.

efterlyser en europæisk strategi for grønne kompetencer og grønne job, som kan udgøre en ramme for investeringer i kompetencer og viden til støtte for udviklingen af en bæredygtig økonomi. I fremtiden bør EU's støtteprogrammer, herunder programmet for livslang læring og Den Europæiske Socialfond, fokusere på at støtte investeringer i »grønne job« og »grønne kompetencer« og særligt lægge vægt på støtte til nye, dynamiske og innovative SMV'er (8);

19.

opfordrer EU til at vedtage en sammenhængende ramme for incitamenter og støttemekanismer (bedre grøn lovgivning), der kan understøtte udviklingen af en bæredygtig økonomi i hele Europa;

20.

opfordrer til, at det prioriteres at udveksle bedste praksis om innovative tilgange, der i de enkelte medlemsstater skaber incitamenter, som tilskynder EU-borgerne, virksomheder og offentlige myndigheder til at udvise grøn adfærd og belønner dem herfor og straffer »ikke-bæredygtig« adfærd;

21.

gentager, at man ved at anlægge en grøn tilgang kan sætte gang i en god cirkel, der kan løse økonomiske og samfundsmæssige problemer. For eksempel gør nylige ændringer i strukturfondsforordningerne det muligt at støtte energieffektiviseringstiltag i husstande med lav indkomst;

22.

understreger vigtigheden af initiativer, der iværksættes nedefra af lokalsamfundene for at udvirke ændringer i praksis (9).

23.

understreger værdien og vigtigheden af sociale sikrings- og sociale beskyttelsesordninger, der beskytter de mest sårbare i samfundet, og behovet for at bevare en stærk europæisk social model (10);

24.

anerkender i overensstemmelse med protokollen om tjenesteydelser af almen interesse, der er knyttet som bilag til Lissabontraktaten, den væsentlige rolle, disse tjenesteydelser spiller, især sociale tjenesteydelser af almen interesse, hvis organisationsformer og finansiering bør sikres bedre, samt offentlige, borgernære tjenesteydelser;

25.

efterlyser handling til bekæmpelse af børnefattigdom og nedarvet fattigdom i familier og fremhæver behovet for at holde fast i Barcelonamålene om børnepasningstjenester (11);

26.

understreger vigtigheden af en velfinansieret samhørighedspolitik i hele EU, der involverer alle europæiske regioner, som en afgørende støttefaktor for gennemførelsen af den nye strategi, og afviser ethvert skridt til at renationalisere strukturfonde eller fjerne den regionale dimension fra samhørighedspolitikken under gennemgangen af det fremtidige EU-budget;

27.

ser gerne, at der under EU's strukturfondsprogrammer gøres en indsats for at anvende den eksisterende viden og bedste praksis mere effektivt til gavn for alle regioner i EU;

28.

opfordrer EU's ledere til at benytte det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i 2010 til at forpligte sig til at prioritere social samhørighed og social integration med det sigte at bekæmpe den voksende arbejdsløshed, misforholdet mellem regionernes økonomiske resultater, social udstødelse, langtidsledighed og økonomisk inaktivitet. Regionsudvalget er enigt med Barcarapporten i, at EU's strukturfondsprogrammer er et vigtigt redskab til at bekæmpe den sociale udstødelse;

29.

efterlyser handling til imødegåelse af den stadig større risiko for arbejdsløshed blandt de unge ved at prioritere investeringer i uddannelse, erhvervsuddannelse og kompetenceudvikling, herunder ordninger, der fremmer de unges mobilitet. Vi glæder os over Rådets henstilling om unge volontørers mobilitet, der blev vedtaget i november 2008, og støtter Kommissionens forslag om at gøre 2011 til europæisk år for frivilligt arbejde;

30.

opfordrer til større anerkendelse af kvinders vigtige bidrag til arbejdsstyrken og af kvinder som iværksættere og innovatører. Europa har langt fra opnået ligestilling mellem kønnene, hvilket fremgår af en nylig rapport fra Kommissionen, der sætter særlig fokus på kønsbestemte lønforskelle som et vedvarende problem samt vanskelighederne med at forene arbejde og privatliv og fastlåste kønsrollemønstre (12)  (13). Udvalget ser derfor gerne, at der udarbejdes anbefalinger og incitamenter for at få kvinder til at blive på og træde ind på arbejdsmarkedet;

31.

opfordrer til større anerkendelse af, at alle samfundsborgere har en værdi og yder et bidrag. Den nye strategi bør understrege betydningen af »civilsamfundet«, særligt bidraget fra den tredje sektor, plejere og frivillige, der sikrer andres trivsel, hvilket ofte ikke påskønnes. Den nye strategi bør ligeledes fremme politikker for aktiv aldring og initiativer på tværs af generationerne;

32.

mener, at EU's fremtidige samhørighedspolitik bør omfatte støtte til lokale udviklingsinitiativer rettet mod bestemte byområder og landdistrikter, der skal tackle særlige socioøkonomiske problemer. Denne strategi har tidligere været anvendt med held i forbindelse med initiativer som EQUAL, LEADER, URBAN og hovedprogrammerne under mål 1 og mål 2;

33.

ser gerne en tilgang, hvor statsstøttereglerne gør det muligt at støtte lokal og bæredygtig økonomisk produktion i lokalområdet (f.eks. ved at prioritere grønne indkøb, adgang til bredbåndsinfrastruktur i fjerntliggende områder og landdistrikter).

34.

betoner nødvendigheden af at inddrage lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen, gennemførelsen og evalueringen af den nye strategi;

35.

understreger vigtigheden af, at regionale og lokale myndigheder viser initiativ for at afbøde den finansielle og økonomiske krise i praksis og tackle de umiddelbare og kortfristede udfordringer (14);

36.

opfordrer til bedre samordning og samarbejde mellem de forskellige myndighedsniveauer i Europa og til, at den nye strategi får en langt stærkere regional dimension;

37.

opfordrer EU's ledere til at sikre, at EU's fremtidige udgifter sigter mod gennemførelse af den nye strategis vigtigste mål ved at videreføre Lissabonstrategiens vellykkede resultater med øremærkning af strukturfondsmidler inden for alle relevante dele af EU's budget;

38.

efterlyser stærkere incitamenter for de nationale regeringer til at forpligte sig til at opfylde den nye strategis mål, herunder eventuelt bindende mål, med henblik på at sikre den reelle gennemførelse i praksis;

39.

ser gerne, at det overvejes at kæde strategien sammen med Kommissionens og Europa-Parlamentets mandatperiode. Som det demokratisk valgte organ i Europa bør Europa-Parlamentets rolle under den nye strategi være tydeligere beskrevet, og der bør være et samarbejde med Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg;

40.

bemærker, at EU's samhørighedspolitik har etableret en forvaltningsstruktur på flere niveauer til gennemførelse af strukturfondsprogrammerne og gør gældende, at den nye strategi bør anvende de eksisterende partnerskabsstrukturer til at udbedre de nuværende svagheder i forvaltningsstrukturerne. Hvis forvaltningsstrukturerne klart afpasses efter regionalprogrammerne under EU's samhørighedspolitik, vil man på langt mere effektiv vis sikre sammenhængen i politikudformningen;

41.

foreslår, at disse eksisterende partnerskaber påtager sig en aktiv rolle i forbindelse med forberedelsen af de nationale reformprogrammer, og at strukturfondsprogrammerne kan anvendes til opnåelse af de overordnede mål med de nationale reformprogrammer på regionalt plan. Udvalget er bekymret over, at der i høringsdokumentet ikke fremlægges konkrete forslag til, hvordan EU's 2020-strategi vil inddrage lokale og regionale regeringer og regionale parlamenter og forsamlinger i udviklingen og gennemførelsen af strategien og de nationale reformprogrammer.

42.

noterer sig en voksende utilfredshed med brugen af BNP som den væsentligste indikator til måling af de økonomiske resultater og ser gerne, at der udvikles nye indikatorer, som tilvejebringer en metode, der giver et mere relevant billede af velstanden, velfærden og livskvaliteten i Europa (15);

43.

opfordrer til, at sådanne målinger indregner de mere overordnede samfunds- og miljømæssige udfordringer, herunder indikatorer for børnefattigdom, indkomstfordeling, mængden af CO2- og andre emissioner, indvirkning på biodiversiteten og andre faktorer, der indgår i en bredere definition af velfærd og afspejler forskellene på det subnationale niveau overalt i Europa (16);

44.

beder om, at de lokale og regionale myndigheder tages direkte med på råd ved fastlæggelsen af mål og indikatorer for den nye strategi. Borgmesteraftalen, der blev underskrevet i januar 2009, viser, hvordan regionale og lokale myndigheder kan puste liv i vigtige politiske spørgsmål og binde sig til mere ambitiøse mål end de nationale regeringer og EU.

45.

understreger, at denne udtalelse trækker på resultaterne af Regionsudvalgets høring om strategiens fremtid, som blev lanceret i Prag i marts 2009, og på aktive undersøgelser i Bruxelles, Wales og Det Forenede Kongerige. Platformen til overvågning af Lissabonprocessen bidrog på det rigtige tidspunkt med en omfattende analyse af resultaterne af høringen;

46.

mener, at det er altafgørende, at Regionsudvalget fortsat overvåger gennemførelsen af den nye strategi i praksis ved hjælp af sine netværk, især Lissabonovervågningsplatformen.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/11

—

påpeger, at det påhviler de politiske (statslige, regionale og lokale) aktører at gøre deres indflydelse gældende og sikre, at de negative virkninger af krisen afhjælpes, at de muligheder, der er forbundet med en lavemissionsøkonomi, gives højeste prioritet, og at disse muligheder fremmes i kraft af en integreret og bæredygtig tilgang inden for rammerne af en revideret Lissabonstrategi

—

bemærker, at tusindvis af arbejdstagere i EU's medlemsstater allerede har mistet deres job under den herskende økonomiske krise. Nye markeder og virksomheders udflytning af produktionen til lavomkostningslande er med til at forstærke denne effekt. Arbejdstagernes kvalifikationer må og skal derfor opgraderes og matches arbejdsmarkedets krav

—

finder, at kvalitetsuddannelse danner grundlaget for kompetenceerhvervelse og øger lysten til at deltage i livslang læring. Udviklingen, navnlig i EU, går i stigende grad i retning af et vidensamfund, hvor der vil være stor efterspørgsel efter højtuddannede arbejdstagere, og hvor de fleste job vil være at finde i servicesektoren

—

gør opmærksom på, at overgangen til en lavemissionsøkonomi som en nødvendig følge af klimaændringerne og den fortsatte teknologiske udvikling, navnlig på ikt-området, i nogle tilfælde kræver gennemgribende omstruktureringer på de eksisterende områder. Dette vil være forbundet med betydelige forandringer for arbejdsmarkedet, men giver samtidig gode muligheder for at skabe arbejdspladser (»grønne arbejdspladser«), som ofte er multidisciplinære og kræver viden på mange forskellige områder.

Ordfører

:

Marianne Fügl (AT/PSE), viceborgmester i kommunen Traisen

1.

bifalder Kommissionens engagement i forbindelse med meddelelsen »Nye kvalifikationer til nye job«;

2.

bemærker, at den værste finans- og økonomikrise i årtier allerede har avlet en beskæftigelsesmæssig og social krise, som vil forværres i den kommende tid, hvorfor dens konsekvenser bør foregribes og afbødes (1);

3.

påpeger, at det påhviler de politiske (statslige, regionale og lokale) aktører at gøre deres indflydelse gældende og sikre, at de negative virkninger af krisen afhjælpes, at de muligheder, der er forbundet med en lavemissionsøkonomi, gives højeste prioritet, og at disse muligheder fremmes i kraft af en integreret og bæredygtig tilgang inden for rammerne af en revideret Lissabonstrategi;

4.

bemærker, at det derfor er absolut nødvendigt at foretage en analyse af udviklingen på EU's arbejdsmarked i de kommende år.

5.

bemærker, at Den Europæiske Union og dens 27 medlemsstater i de kommende år vil stå over for en række store udfordringer, efterhånden som den grundlæggende struktur og kultur bag industri- og informationssamfundet udvikler sig til ny praksis i viden- og innovationssamfundet, hvor evnen til hurtigt at foregribe fremtiden er en nøglefaktor;

6.

bemærker, at tusindvis af arbejdstagere i EU's medlemsstater allerede har mistet deres job under den herskende økonomiske krise. Nye markeder og virksomheders udflytning af produktionen til lavomkostningslande er med til at forstærke denne effekt. Arbejdstagernes kvalifikationer må og skal derfor opgraderes og matches arbejdsmarkedets krav;

7.

finder, at kvalitetsuddannelse danner grundlaget for kompetenceerhvervelse og øger lysten til at deltage i livslang læring. Udviklingen, navnlig i EU, går i stigende grad i retning af et vidensamfund, hvor der vil være stor efterspørgsel efter højtuddannede arbejdstagere, og hvor de fleste job vil være at finde i servicesektoren;

8.

finder, at der ligeledes bør tages større hensyn til de demografiske ændringer og aldrende befolkninger;

9.

gør opmærksom på, at overgangen til en lavemissionsøkonomi som en nødvendig følge af klimaændringerne og den fortsatte teknologiske udvikling, navnlig på ikt-området, i nogle tilfælde kræver gennemgribende omstruktureringer på en lang række områder. Dette vil være forbundet med betydelige forandringer for arbejdsmarkedet, men giver samtidig gode muligheder for at skabe arbejdspladser (»grønne arbejdspladser«), som ofte er tværfaglige og kræver viden på mange forskellige områder;

10.

understreger, at alle disse forandringer berører arbejdstagerne, arbejdsmarkedet og virksomhederne;

11.

foreslår at træffe konkrete, langsigtede foranstaltninger, der konsekvent satser dels på et tættere samarbejde mellem forskning, uddannelse og innovation (den såkaldte videnstrekant) dels på erfaringsudveksling og udvikling af passende løsninger som led i samarbejdet på EU-niveau.

12.

bemærker, at de lokale og regionale myndigheder spiller en vigtig rolle for opfyldelsen af målene i Kommissionens meddelelse;

13.

bifalder, at det i meddelelsen udtrykkeligt erkendes, at de regionale kvalifikationsbehov og arbejdsmarkeder er meget forskellige. De lokale og regionale myndigheder er samtidig de største udbydere af primær- og sekundærundervisning. Gennem denne undervisning skabes grundlaget for erhvervelse af yderligere kvalifikationer. De rammebetingelser, der er nødvendige for mobilitet og videreuddannelse som f.eks. infrastrukturer, børnepasningsordninger og uddannelsesinstitutioner, henhører desuden i mange tilfælde under de lokale og regionale myndigheders kompetenceområde;

14.

finder, at jobmobilitet på tværs af grænser er en forudsætning for mere valgfrihed og for, at flere borgere kan finde nye og bedre arbejdspladser;

15.

bemærker, at det er af allerstørste betydning både for de struktursvage landdistrikter, der er truet af afvandring, og for regionerne i den yderste periferi, at de lokale og regionale myndigheder i højere grad inddrages i denne proces gennem øget regionalt samarbejde mellem alle interessegrupper, at der foretages en analyse af de regionale arbejdsmarkeder, og at der foretages en vurdering af de fremtidige kvalitetsbehov. For at EU kan løfte de fremtidige udfordringer, er det også nødvendigt at trække på den knowhow og de erfaringer, som de lokale og regionale myndigheder sidder inde med;

16.

slår til lyd for, at midlerne fra Den Europæiske Socialfond (ESF) mere effektivt øremærkes til de lokale og regionale myndigheder, der herved vil kunne få hurtig og direkte adgang til de midler, som de har brug for, og bedre vil kunne koordinere anvendelsen af disse midler.

17.

understreger, at arbejdsmarkedet i både de enkelte medlemsstater og EU står over for en række forandringer;

18.

bemærker, at det er de færreste arbejdstagere, der nu om dage bliver i det samme job hele livet. En undersøgelse fra 2005 viste, at arbejdstagere i gennemsnit allerede havde haft 4 job i deres hidtidige karriere (2). Mange arbejdstagere veksler ligeledes mellem beskæftigelse og arbejdsløshed, og i stadig flere tilfælde er ansættelsesforholdene usikre; opfodrer derfor til, at der findes en arbejdstagervenlig balance mellem det grundlæggende behov for social sikkerhed på den ene side og den fornødne arbejdsmarkedsfleksibilitet på den anden (som afspejlet i »flexicurity«-begrebet);

19.

finder, at jobmobilitet spiller en vigtig rolle i det moderne arbejdsliv, hvor især yngre højtkvalificerede arbejdstagere er parate til at give sig i kast med nye jobudfordringer. Arbejdstagere, der er mobile og fagligt fleksible kan i højere grad forventes at tilpasse sig nye situationer og dermed erhverve sig nye kvalifikationer;

20.

gør opmærksom på, at befolkningerne bliver hastigt ældre, og at beskæftigelsen i EU således vil kunne være faldet med næsten 20 mio. personer i 2030 (3). Arbejdstagere bør derfor allerede nu udrustes med de kvalifikationer, der er nødvendige for at kunne klare sig på det fremtidige arbejdsmarked. Der bør sikres adgang til uddannelse og erhvervsuddannelse. Der er samtidig behov for intelligente systemer til styring af indvandring, der tager hensyn til enkeltpersoners, modtagelseslandenes og oprindelseslandenes behov;

21.

gør opmærksom på, at efterspørgslen efter en højtkvalificeret og omstillingsparat arbejdsstyrke med meget forskellige kvalifikationer (ikke kun tekniske, men også sociale og kulturelle kompetencer som f.eks. kommunikations- og konfliktløsningskompetencer osv.) forventes at stige i det næste årti. Forskellen mellem de krav, der stilles til arbejdstagere i såkaldte »lavt- og mellemkvalificerede« job, bliver stadig mindre. Til disse aktiviteter vil der generelt blive krævet stadig højere kvalifikationer, mens efterspørgslen efter lavere kvalificerede aktiviteter vil falde. Samtidig vil lønniveauet for højtkvalificerede job stige, mens det vil falde for lavere kvalificerede job. Denne polarisering på arbejdsmarkedet bør resultere i en produktivitetsorienteret lønpolitik for at undgå lavtlønsområder. Man bør bestræbe sig på at give borgerne ægte mobilitetsmuligheder ved hjælp af tilsvarende kvalifikationsforanstaltninger.

22.

opfordrer til, at medlemsstaterne udvikler gennemsigtige prognose- og foregribelsesværktøjer, som de kan anvende til at fremme skabelsen af nye, videnintensive jobs og udvikle uddannelser på baggrund af de kvalifikationer, der er behov for på arbejdsmarkedet;

23.

anbefaler, at man tager både kvantitative og kvalitative foranstaltninger i brug, så disse prognoseværktøjer bliver så pålidelige og effektive som muligt. Dette giver mulighed for mere nøjagtigt at forudse, hvilken arbejdskraft eller hvilke kvalifikationer der vil blive efterspurgt på det fremtidige arbejdsmarked;

24.

finder, at arbejdstagerne - for at kunne konkurrere på arbejdsmarkedet - først og fremmest bør være fleksible, kunne reagere på uventede forandringer og besidde gode kommunikationskompetencer (4). Samtidig bør rammebetingelserne udformes på en sådan måde, at fleksibiliteten ikke udelukkende opnås på bekostning af arbejdstagerne, dvs. at offentlige myndigheder på alle niveauer og arbejdsmarkedets parter i fællesskab bør udvikle idéer til, hvordan behovet for social sikring kan forenes med arbejdsmarkedets krav om fleksibilitet. Man bør samtidig i det indre marked undgå at føre en politik efter laveste fællesnævner;

25.

opfordrer til, at samarbejdet mellem virksomheder, uddannelses- og erhvervsuddannelsesinstitutioner, lokale og regionale myndigheder og interesseorganisationer intensiveres på dette område. Det er især nødvendigt at fremme samarbejdet mellem erhvervslivet og uddannelses- og erhvervsuddannelsesudbydere for at etablere partnerskaber med henblik på at opfylde kvalifikationsbehov på mellemlang sigt. Gennem kvalitative studier kan der desuden indsamles vigtig information om arbejdsgiveres forventninger til studerende og kandidater;

26.

er enigt med Kommissionen i, at det er nødvendigt at fremskaffe mere information om situationen i de enkelte EU-medlemsstater for at kunne finde passende politiske svar på de fremtidige udfordringer;

27.

beder Kommissionen om at fortsætte og styrke samarbejdet med CEDEFOP (Det europæiske center for udvikling af erhvervsuddannelse) og udnytte resultaterne af centrets forskning, således at behovene for nye kvalifikationer på arbejdsmarkedet kortlægges og foregribes rettidigt;

28.

påpeger, at man i forbindelse med indsamling og anvendelse af information bør være opmærksom på regionale forskelle, da dette er den eneste måde, hvorpå der kan træffes konkrete foranstaltninger, som er tilpasset hver enkelt region i de forskellige EU-medlemsstater.

29.

bemærker, at arbejdstagere bør udrustes med de kvalifikationer, som er nødvendige på det fremtidige arbejdsmarked. Livslang uddannelse og erhvervsuddannelse er derfor af stor betydning for arbejdstagerne. Universiteter og andre uddannelses- og erhvervsuddannelsesinstitutioner bør erkende, at uddannelse i og overførsel af de færdigheder, som er nødvendige på arbejdsmarkedet, er lige så vigtig som grunduddannelse;

30.

understreger behovet for planlægning og gennemførelse af strategier og politikker, der kan styrke livslang læring og skabe øget fleksibilitet og sikkerhed på beskæftigelsesområdet;

31.

understreger, at man allerede på nuværende tidspunkt bør søge at bevare og investere i de eksisterende arbejdspladser. Det er således virksomhedernes ansvar, at arbejdstagere gives mulighed for at deltage i interne uddannelses- og erhvervsuddannelseskurser. Videreuddannelse fremmer produktivitet og økonomisk vækst. EU og medlemsstaterne bør anvende en koordineret fremgangsmåde, ikke mindst for at skabe incitamenter for virksomhederne og fremme videreuddannelse;

32.

finder, at der allerede med Bologna- og Københavnprocessen er taget vigtige skridt hen imod et europæisk uddannelsesrum. Eftersom der fremover på EU's arbejdsmarked vil være brug for flere kvalifikationer, er det af hensyn til arbejdstagernes jobmobilitet vigtigt at sikre en større anerkendelse af kvalifikationer i medlemsstaterne;

33.

gør opmærksom på, at andelen af job, hvortil der kræves et højt uddannelsesniveau, frem til 2020 formentlig vil vokse fra 25,1 % til 31,3 % af det samlede antal job (5). På den anden side bør man undgå et alt for stort udbud af højtkvalificerede arbejdstagere. Det er derfor nødvendigt - ud over den nødvendige opgradering - at sikre, at de nødvendige arbejdsmarkedsmæssige kvalifikationer erkendes rettidigt, således at der vil være et tilstrækkeligt udbud af sådanne højtkvalificerede job for at opnå balance mellem udbud af og efterspørgsel efter højtkvalificeret arbejdskraft;

34.

mener, at indførelsen af den europæiske referenceramme for kvalifikationer bør øge kvalifikationernes gennemsigtighed, fremme adgang til videreuddannelse og øge arbejdstagernes mobilitet og fleksibilitet. Ved mobilitet skal her både forstås mobilitet mellem forskellige virksomheder og i særdeleshed mobilitet inden for en virksomhed;

35.

minder om, at det også bør sikres, at tredjelandsstatsborgere og indvandrere kan få anerkendt deres uddannelse, således at de medbragte kvalifikationer ikke går tabt. Vigtigt i den forbindelse er også samarbejde på internationalt niveau (f.eks. med indvandreres hjemlande for at bekæmpe hjerneflugt);

36.

slår til lyd for, at formidlingen af kompetencer allerede begynder i de tidlige barndomsår, da lysten til at deltage i livslang læring først og fremmest øges gennem uddannelse. Børn kan nemlig især i dette livsafsnit hurtigst og lettest tilegne sig ny viden;

37.

finder, at samarbejde mellem virksomheder og uddannelses- og erhvervsuddannelsesudbydere kan sikre en bedre matchning af de nødvendige kvalifikationer og de udbudte job ved at udarbejde og i hele EU indføre et program for e-færdigheder, som på lokalt og regionalt plan kan tilpasses de forskellige behov og situationer. Praktikophold og snusedage giver yderligere kvalifikationer og indblik i arbejdsverdenen;

38.

finder, at det bør overvejes at indføre et EU-charter for praktikophold. Dette vil give unge bedre rettigheder i forbindelse med erhvervelse og anerkendelse af arbejdserfaring og sikre dem en lettere start på arbejdslivet.

39.

finder, at der generelt, herunder på EU-niveau, bør lægges større vægt på arbejdets kvalitet. Der gøres her opmærksom på, at anstændigt arbejde siden 2008 har været et af FN's millennium-udviklingsmål;

40.

understreger, at vækst og beskæftigelse alene ikke kan vende udviklingen i EU. Der bør også træffes ledsagende foranstaltninger til fremme af den sociale samhørighed;

41.

påpeger, at alle, der på grund af deres interesser eller fysiske og mentale kapacitet ikke opfylder et højtkvalificeret arbejdsmarkeds krav, bør sikres adgang til arbejdsmarkedet gennem de nødvendige beskæftigelsesfremme- og støtteprogrammer samt om nødvendigt en passende indkomst eller den mindsteløn, som gælder i nogle lande;

42.

slår til lyd for, at mænd og kvinder får lige muligheder for at deltage i arbejdsmarkedet ved at fjerne alle hindringer herfor. Det er i den forbindelse vigtigt at udligne de stadig eksisterende lønforskelle mellem mænd og kvinder;

43.

påpeger, at der som følge af den aldrende befolkning formentlig også vil være en øget efterspørgsel efter personale og dermed jobmuligheder i pleje- og socialsektoren. Det er derfor vigtigt at træffe passende opkvalificeringsforanstaltninger og styrke samarbejdet i Den Europæiske Union for at kunne rette op på eventuelle ubalancer mellem udbud og efterspørgsel i EU;

44.

foreslår at fremme beskæftigelsesformer med fleksible arbejdstider, der er tilpasset ældre arbejdstageres færdigheder og helbredssituation. Dette vil forbedre mulighederne for at sikre, at navnlig de ældre arbejdstagere forbliver på arbejdsmarkedet, indtil de når pensionsalderen;

45.

finder, at samarbejdet mellem lokale og regionale myndigheder, virksomheder og uddannelses- og erhvervsuddannelsesinstitutioner allerede har ført til vellykkede forbilleder, når det gælder om at fremme videreuddannelse, anerkendelse af erhvervserfaring, kompetenceudvidelse og jobmuligheder. Det ville være hensigtsmæssigt at indsamle og offentliggøre sådanne eksempler på »bedste praksis«. Derudover bør der investeres kraftigt i at fremme bedste praksis, så den kan anvendes af alle til at fremme idéer, uddannelsesindhold og uddannelses- og indlæringsmetoder, hvorved de færdigheder, der er behov for på arbejdspladserne, kan udvikles med lave ekstraomkostninger for de lokale myndigheder (anvendelse af skræddersyede ikt-løsninger i videst muligt omfang);

46.

bemærker, at de eksisterende finansielle instrumenter (Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling) bør tilpasses for effektivt at kunne tackle de skiftende vilkår på arbejdsmarkedet.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/16

—

påpeger, at de lokale og regionale myndigheder i mange tilfælde har ansvaret for, at mediekendskab integreres i de formelle uddannelser på alle niveauer. Der bør derfor findes en passende procedure, som kan hjælpe de lokale og regionale myndigheder til at fremme projekter, der knytter sig til mediekendskab;

—

understreger, at mediekendskab bør være et af emnerne i den nye fase af EU-samarbejdet på uddannelsesområdet, der indledes under den strategiske ramme;

—

fremhæver vigtigheden af en klar sondring mellem mediekendskabets grundbestanddele, da udviklingen af hver enkelt bestanddel kræver sin egen strategi, sine egne aktører og sine egne midler;

—

påpeger, at der også er behov for at bevidstgøre forbrugerne om brugen af medier. Også på medieområdet er et vigtigt, at respekten for forbrugernes rettigheder øges.

Ordfører

:

András Szalay (HU/ADLE), Medlem af kommunalbestyrelsen i Veszprém

1.

Regionsudvalget hilser det velkomment, at Kommissionen ikke alene har forklaret, hvorfor uddannelsespolitikken er så vigtig, men også har forklaret denne politiks grundlæggende principper og målsætninger med udgangspunkt i definitionen af mediekendskab (1). Kommissionen har ligeledes taget højde for den udtalelse, som Regionsudvalget vedtog på sin plenarforsamling den 8.-9. oktober 2008 (2).

2.

Regionsudvalget håber, at Kommissionen fortsat vil bestræbe sig på at sikre en sammenhængende udvikling af politikken for mediekendskab, der blev lanceret i 2007. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at indarbejde Regionsudvalgets udtalelse i disse forslag, under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet og de lokale og regionale myndigheders særlige kompetencer. Regionsudvalget anmoder ligeledes Kommissionen om at arbejde videre med handlingsplanen for mediekendskab i samarbejde med de andre EU-institutioner, UNESCO og de lokale og regionale myndigheder. I den forbindelse bør der tages højde for følgende:

3.

Regionsudvalget anmoder derfor om, at mediekendskab indskrives som den niende nøglekompetence i den europæiske referenceramme for livslang læring i overensstemmelse med henstilling 2006/962/EF. En sådan ændring af gruppen af nøglekompetencer ville – uden behov for at afsætte betydelige EU-ressourcer hertil – i høj grad hjælpe de instanser, der er ansvarlige for formel uddannelse i medlemsstaterne og regionerne, med at træffe de nødvendige beslutninger i forbindelse med integrering af mediekendskab i undervisningsprogrammerne.

4.

Det ville være hensigtsmæssigt, om Kommissionen foretog en klar sondring mellem internet-baseret læring – online- eller e-læring – og udviklingen af mediekompetencer, dvs. en kritisk analyse af internettet som medium i et online-miljø. Det bør præciseres, at online-læring ikke er mediekendskab, og at ikt-kompetencer og digitale kompetencer på den ene side og mediekompetencer på den anden side er forskellige realiteter. Mediekendskab skal sætte borgerne i stand til at spille en aktiv rolle og bevare den kulturelle mangfoldighed og regionale og lokale identitet (ved f.eks. at skabe nye muligheder for at komme til orde, at give borgere, der bor i periferien, og minoriteter mulighed for at fremsætte deres synspunkter i det lokale offentlige rum).

5.

Regionsudvalget ønsker at henlede opmærksomheden på det forhold, at udvikling af mediekendskab kombineret med en tilpasning af uddannelsesmetoderne til skoler og videre uddannelser er særligt vigtigt for Europas fremtid. Som led i denne tilpasning gælder det også om at stimulere undervisningen i de nye kommunikationsteknologier, som er af afgørende betydning for integrationen i samfundslivet og på arbejdsmarkedet.

6.

Udvikling af mediekendskab er et grundlæggende led i beskyttelsen af mindreårige og unge og i værnet af den menneskelige værdighed i medierne. Mediekendskab fremmer en ansvarlig medieanvendelse og udvikling af indholdsindustrien (6) hen imod selvregulering og samregulering. Alligevel kan et bedre mediekendskab kun supplere såvel statslig som overstatslig kontrol og lovgivning til beskyttelse af unge på dette område. Denne kompetence inddrager desuden borgerne i debatten om samfundsaktørernes ansvar og fremmer dermed borgernes aktive deltagelse og mediebevidsthed. Mediekendskab er således af overmåde stor betydning for EU's politiske kultur og EU-borgernes aktive deltagelse, og man bør derfor gøre EU's medieuddannelsespolitik synlig i samtlige medlemsstater og på alle administrative og politiske niveauer.

7.

Uddannelse af unge, som lever i et medieomgærdet miljø, forudsætter nye kvalitative tilgange, hvor der også tages hensyn til mediernes og skolernes forskellige sociokulturelle rolle med hensyn til formidling af informationer og værdier. I underviserens rolle bør indgå en anerkendelse af det forhold, at studerende ubevidst »socialiseres« ind i en verden, hvor svarene ligger lige for, fordi mediernes forenklende udtryksmåde på forhånd giver dem en udlægning af hver enkelt problemstilling. Udvikling af basiskundskaber bør derfor også omfatte en fortolkning af medieindhold, da det især er vigtigt at udvikle en kritisk holdning til de modeller, som medierne udsender, og som indpodes allerede i barndommen, hvilket ubevidst er afgørende for vor verdensopfattelse.

8.

Ved anvendelsen af den åbne koordinationsmetode og fastlæggelsen af nye indikatorer og nye referenceværdier for undervisning og uddannelse bør man være opmærksom på følgende:

9.

En af hovedårsagerne til, at der i dag kun langsomt gøres fremskridt på mediekendskabsområdet, er, at forholdet mellem mediekompetence og digital kompetence ikke er klart fastlagt i europæisk uddannelsespraksis. Anvendelse af ikt i undervisningen er især blevet et middel til at sikre adgang til den digitale verden og fremme lige muligheder. Unge i dag har ingen problemer med at erhverve sig den viden, der er nødvendig for at kunne anvende it-værktøjer og basissoftware og beherske simple applikationer. Samtidig besidder underviserne ikke de nødvendige kompetencer, og de har for lidt tid til at udvikle en kritisk fortolkning af medieindhold, der (også) er tilgængeligt i digital form, og en kreativ produktion, hvilket er mediekendskabets vigtigste elementer.

10.

Forholdet mellem digital kompetence og mediekompetence bør snarest muligt tages op til overvejelse for at undgå, at den uklare sondring mellem disse kompetencer fører til brister i uddannelsessystemet. Ud over opnåelse af tekniske færdigheder skal de unge hjælpes med at udvikle større kritisk sans og kompetence i forhold til indholdet af medierne, så de lærer at være opmærksomme på datasikkerhedsproblemer og bliver bevidste om respekten for privatlivets fred og problemet med datamanipulation.

11.

I forbindelse med høringer om mediekendskab i uddannelsespolitikken er det af afgørende betydning:

12.

I den nye fase af EU-samarbejdet på uddannelsesområdet, der indledes under den strategiske ramme, bør der også tages højde for emnet mediekendskab.

13.

Regionsudvalget erklærer sig enigt med Europa-Parlamentet, når det i sin beslutning understreger, at mediekendskab er en absolut nødvendig kompetence for alle borgere, der lever i et informations- og kommunikationssamfund (7). Udvalget mener, at man bør sigte mod at virkeliggøre et samfund, der har gjort mediekompetence til en integreret del, og at vejen hertil går via mediekendskab. Derfor er det absolut nødvendigt at sikre lige adgang til nettet for alle europæiske borgere, især indbyggere i områder, som er afskåret fra eller ligger fjernt fra hovedlandet.

14.

Det er vigtigt klart at sondre mellem mediekendskabets grundbestanddele, da udviklingen af hver enkelt kræver sin egen strategi, sine egne aktører og sine egne midler. Det er derfor vigtigt at:

15.

Regionsudvalget finder det ønskeligt - uden at sætte spørgsmålstegn ved de områder, som Kommissionen tager op i forbindelse med god praksis (kommerciel kommunikation, audiovisuel produktion og online-indhold) – at disse tematiske prioriteter begrundes i fremtidige henstillinger. Uden denne begrundelse kunne mediekendskab i praksis begrænses til disse tre områder.

16.

Eftersom udvikling af kompetencer som f.eks. intelligent informationssøgning, kritisk fortolkning af indhold og kreativ anvendelse må formodes at bidrage til at beskytte mindreårige og unge samt respekten for den menneskelige værdighed i medierne, ville det være på sin plads, om indsatsen for at fremme mediekendskab - parallelt med de lovgivningsforanstaltninger, der er blevet truffet af de offentlige myndigheder - først og fremmest blev intensiveret på disse områder.

17.

Det ville være ønskeligt, om bevidstgørelse af forbrugerne også omfattede brugen af medier. Øget respekt for forbrugernes rettigheder er også vigtig på medieområdet.

18.

Regionsudvalget understreger, at udviklingen af en kritisk holdning til medierne ikke i sig selv er nok til at forhindre de mange krænkelser, der knytter sig til levering af indhold (f.eks. vilkårlig vold i medierne, krænkelse af forbrugernes rettigheder gennem medietjenester, manglen på ægthed og gyldighed, manipulation). Endvidere er mediekendskab ikke – eller i hvert fald kun i begrænset omfang – en drivende kraft bag tendenser som f.eks. mediekonvergens, opbygning af, adgang til og sammenkobling af digitale arkiver, omdefinition af ophavsrettigheder og reglerne på dette område samt online-forvaltning (9). Mediekendskab beskæftiger sig med disse tendenser, sætter dem ind i en ny kontekst og forbereder brugerne til at blive borgere, der er bevidste om, hvad der produceres i det offentlige rum og medierne. Ud over udvikling af mediekendskab er det derfor nødvendigt, at der på det rette niveau sker en regulering, hvorunder der tages hensyn til de lokale og regionale myndigheders kompetencer og erfaringer.

19.

I forbindelse med de henstillinger og handlingsplaner, som i fremtiden vil blive udarbejdet, bør der indføres programmer for udvikling af de vigtigste elementer i mediekendskab, der har relevans for medlemsstaternes uddannelsessystemer (også ud fra et medieopdragelsessynspunkt), idet de både bør tage højde for forskellige uddannelsesmæssige og kulturelle traditioner i medlemsstaterne, væsentlige forskelle på grund af forskellige uddannelsesformer i regionale systemer og det enkelte systems evne til at skabe stordriftsfordele.

20.

Det er afgørende, at der ved udarbejdelsen af henstillinger og handlingsplaner tages højde for god praksis. Regionsudvalget henviser i den forbindelse til en udtalelse (10), hvori det udtrykker glæde over, at Kommissionen har øget sine aktiviteter med henblik på at udnytte den knowhow, som opbygges via lokale og regionale programmer for mediekendskab i EU og gennem fremme af dialogfora, arrangementer og netværk til udveksling af bedste praksis.

21.

Regionsudvalget giver dog udtryk for sin bekymring med hensyn til følgende elementer:

En passende organisatorisk og professionel infrastruktur bør derfor gennemføres. I dette øjemed kunne man f.eks. oprette »desks for mediekendskab« i stil med de »mediedesks«, der findes under MEDIA-programmet (eller udvide aktivitetsområdet for sidstnævnte), eller man kunne styrke eller udvikle den professionelle rådgivende funktion, som varetages af Kommissionens ekspertgruppe inden for mediekendskab.

22.

Kommissionen kan under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet og medlemsstaternes uafhængighed om nødvendigt hjælpe medlemsstaterne med at udarbejde deres egne nationale strategier for mediekendskab, der skal tage højde for de vigtigste elementer i mediekompetencen. Dette skal sikre, at de myndigheder, der er ansvarlige for reguleringen af medierne, beslutningstagerne på uddannelsesområdet og repræsentanterne for de lokale og regionale myndigheder, civilsamfundet, indholdsindustrien og innovation på mediekendskabsområdet i videst mulig omfang inddrages i udarbejdelsen af denne nationale strategi.

23.

I betragtning af de forskelligartede forhold i medlemsstaterne og regionerne bør mediekendskab udvikles på en sådan måde i henstillinger og handlingsplaner, at det kan overføres til en lokal socioøkonomisk kontekst. Dette kræver dog en grundigere undersøgelse af de nationale og regionale forhold for at danne sig et klarere billede især af den motivation og adfærd, der kendetegner de lokale myndigheder, institutionernes finansieringsorganer og de lærere, der underviser i mediekendskab.

24.

Mediekendskab bør på grund af den hurtige udvikling inden for medieverdenen konstant være genstand for forskning og evaluering – etaper, som de nationale reguleringsmyndigheder inden for audiovisuel og elektronisk kommunikation bør inddrages i ved at tilskynde dem til at samarbejde for at fremme mediekendskab.

25.

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at fremme oprettelsen af regionale forsknings- og informationsafdelinger i de lokale og regionale myndigheders administrative struktur, der skal have til opgave at undersøge spørgsmål om mediekendskab.

26.

De lokale og regionale myndigheder er nøgleaktører i forbindelse med udvikling af mediekendskab, eftersom de befinder sig tættest på borgerne, især fordi de er ansvarlige for mange uddannelsesinstitutioner, ejer lokale medier og andre kulturinstitutioner (såsom biblioteker, kommunale kulturhuse osv.) eller forvalter EU-midler eller andre ressourcer til udvikling. Der er således basis for at iværksætte informationskampagner – møntet på de lokale og regionale myndigheder – der bygger på EU's henstillinger og god praksis, og øge samarbejdsmulighederne på mediekendskabsområdet i euroregionerne og grænseområderne.

27.

Regionale og lokale myndigheder bør tilskyndes til at støtte projekter, programmer og chartre på mediekendskabsområdet især med følgende mål for øje:

28.

Regionsudvalget anmoder Kommissionen om – på et nyt grundlag – at fastsætte finansieringspraksis for uddannelsespolitikken til støtte for pilotprojekter og forskning på mediekendskabsområdet, eftersom mediekendskab kan fremmes ved at styrke finansielle instrumenter, der i kraft af eksisterende initiativer allerede tager sigte på dette område (f.eks. det regionale samarbejdsprogram Comenius), eller ved at skabe nye instrumenter. Eftersom det allerede fra starten vil være nødvendigt med øremærkede og multipolære ressourcer for at kunne nå de fastsatte mål, er Regionsudvalget enigt med Europa-Parlamentet (11) og finder, at det er på sin plads, at et delprogram vedrørende udvikling af mediekendskab integreres eksplicit og målrettet i andre EU-støtteprogrammer, herunder Comenius, programmet for livslang læring, »eTwinning« (partnerskaber via internettet), »Safer Internet« og Den Europæiske Socialfonds program.

29.

Det er især glædeligt, at Kommissionen er gået i gang med at udarbejde indikatorer for mediekendskab med henblik på at fremme dette område på længere sigt. Regionsudvalget håber dog ikke, at indikatorerne for mediekendskab kun vil give oplysninger om formen og varigheden af mediebrug, eftersom det også er nødvendigt at anvende metoder til måling af den enkeltes færdigheder for at kunne evaluere graden af mediekendskab. En vis skepsis er dog forståelig, når det gælder anvendelsen af talbaserede indikatorer, da det er vanskeligt kvantitativt at omdanne en kreativ og kritisk tilgang og indholdsklassificering til målbare kriterier.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/22

—

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre effektiv og fuld inddragelse af de regionale og lokale myndigheder i forvaltningen af initiativer med tilknytning til det europæiske forskningsrum

—

mener, at IKT-projekter i europæisk skala, der strækker sig fra F&U til implementering, vil kunne føre til betydelige samfundsøkonomiske fordele for de byer og regioner, der er tilknyttet projekterne

—

opfordrer Kommissionen og de nationale regeringer til aktivt at fremme de lokale og regionale myndigheders inddragelse i de forskellige F&U-procesfaser og i brugen af IKT-innovationer i den offentlige sektor ved at fremme god europæisk praksis og levere rådgivning og metodologiske anbefalinger

—

understreger kraftigt den særlige betydning, servicesektoren har med hensyn til at udnytte de muligheder, der ligger i IKT, eftersom engros- og detailhandelen samt finans- og forretningstjenester hører til de sektorer, der investerer mest i IKT.

1.

understreger, at informations- og kommunikationsteknologierne, som er fundamentet i et informationssamfund, der ønsker at være åbent for alle, bør opfylde behovene for alle samfundets borgere, herunder personer, der risikerer social udstødelse. I den forbindelse har udvalget konsekvent opfordret til investering i forskning på lokalt, regionalt og europæisk niveau for at sikre vækst og fremme nye virksomheder, og det mener, at socioøkonomiske udfordringer kan imødekommes gennem brug af IKT i innovationsøjemed;

2.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre effektiv og fuld inddragelse af de regionale og lokale myndigheder i forvaltningen af initiativer med tilknytning til det europæiske forskningsrum. På IKT-området har regionerne særlig betydning. De spiller en nøglerolle i udviklingen af regionale forsknings- og innovationsstrategier, de forvalter i mange tilfælde forskningsinstitutioner, de lader universiteter og andre forskningsinstitutioner oprette på deres områder, og de fremmer innovative miljøer. Mange regionale regeringer og forvaltninger har endvidere lovgivningsbeføjelser og tager sig derfor selv af deres tildelte forskningsbudgetter;

3.

pointerer, at fremme af e-integration, dvs. et rummeligt samt regionalt og socialt retfærdigt informationssamfund, som anvender IKT til at øge konkurrenceevnen og sikre bedre offentlige tjenester, har været udpeget af Regionsudvalget som et hovedmål i EU's fornyede Lissabon-strategi;

4.

betoner, at de lokale og regionale myndigheder er vigtige målgrupper for forslagene i i2010-initiativet om e-integration, og kan være hoveddrivkraften bag deres gennemførelse. E-integration på lokalt og regionalt plan kan højne borgernes livskvalitet og befordre den socioøkonomiske aktivitet i befolkningen, samtidig med at den fremmer regionale og mere effektive og individuelt tilpassede offentlige tjenester samt lokale virksomheder. De lokale og regionale myndigheder må derfor være partnere i projekter, som inddrager alle generationer i IKT-initiativer, der sigter mod at gøre livet lettere og mere komfortabelt. Regionerne og byerne råder over en lang række midler, der kan sikre fuld udnyttelse af dette potentiale.

5.

hilser det velkommen, at medlemsstaterne og regionerne i denne meddelelse anerkendes som de vigtigste aktører, når det gælder om at fremme et tættere samarbejde mellem brugere og producenter af innovative IKT-løsninger i de forskellige dele af den offentlige sektor, hvilket bør føre til fælles planer over behov for offentlige serviceydelser, som IKT kan bidrage til at opfylde (1). Regionsudvalget har allerede givet udtryk for det synspunkt (2), at de lokale og regionale myndigheder bør indgå i et bredt samarbejde med det formål at forbedre den offentlige forvaltnings interoperabilitet og øge effektiviteten af de offentlige tjenester;

6.

støtter Kommissionens konklusion, der går ud på, at bestræbelserne på at fremme markeder for innovative løsninger og opnå interoperabilitet og fælles standarder kræver fortsat støtte fra og deltagelse af de nationale, regionale og lokale myndigheder, og at denne indsats bør suppleres med foranstaltninger på regionalt og lokalt plan (3);

7.

hilser det velkommen, at Kommissionen vil forenkle procedurerne og mindske de administrative byrder, så det bliver mere attraktivt for innovative virksomheder, især lokale smv'er, at deltage i aktiviteter på lokalt, nationalt og EU-plan;

8.

mener, at IKT-projekter i europæisk skala, der strækker sig fra F&U til implementering, vil kunne føre til betydelige samfundsøkonomiske fordele for de byer og regioner, der er tilknyttet projekterne. Regionsudvalget har allerede understreget, at IKT spiller en vigtig rolle for gennemførelsen af EU's strategi for bæredygtig udvikling;

9.

anbefaler, at EU's fulde potentiale for udvikling af IKT-tjenester i den offentlige og private sektor udnyttes optimalt, og at IKT følgelig anvendes som en metode til forbedring af de lokale og regionale myndigheders tjenester inden for sygesikring, uddannelse, jobskabelse, offentlig orden, sikkerhed og sociale ydelser. EU-støttede offentlig-private partnerskaber mellem lokale og regionale myndigheder og små og mellemstore IKT-virksomheder, der leverer offentlige IKT-tjenester, kan være et udmærket fundament for opbygning af lokal ekspertise og viden i hele EU;

10.

påpeger, at lokale og regionale myndigheder kan føre an i anvendelsen af IKT til forbedring af energieffektiviteten og også gør det. De spiller en ledende rolle, når det gælder om at indkredse lokale anvendelsesmuligheder for IKT, udveksle god teknologisk praksis, udpege projektpartnere og tildele midler;

11.

opfordrer Kommissionen og de nationale regeringer til aktivt at fremme de lokale og regionale myndigheders inddragelse i de forskellige F&U-procesfaser og i brugen af IKT-innovationer i den offentlige sektor ved at fremme god europæisk praksis og levere rådgivning og metodologiske anbefalinger;

12.

understreger kraftigt den særlige betydning, servicesektoren har med hensyn til at udnytte de muligheder, der ligger i IKT, eftersom engros- og detailhandelen samt finans- og forretningstjenester hører til de sektorer, der investerer mest i IKT (4);

13.

konstaterer, at IKT i løbet af de sidste ti år har udviklet sig til en nøgleteknologi, som kan medføre radikale ændringer i de økonomiske og sociale aktiviteter og bidrage til bæredygtig udvikling og øget konkurrenceevne. Politikker til styrkelse af IKT vil imidlertid ikke i sig selv føre til bedre økonomiske resultater (5) og kan ikke gennemføres uden de lokale og regionale myndigheders aktive støtte og deltagelse;

14.

understreger det nødvendige i, at arbejdsmarkedsparterne, de lokale og regionale myndigheder og regeringerne arbejder sammen for at sikre, at der skabes en god cirkel for opgradering af menneskelige ressourcer, organisatoriske ændringer, IKT og produktivitet, og at IKT udvikles og anvendes effektivt. Særlig relevante er politikker, der tager sigte på at højne de grundlæggende færdigheder i IKT, opbygge høje IKT-kvalifikationer, fremme livslang læring inden for IKT og styrke de ledelses- og netværksrelaterede færdigheder, der er nødvendige for at kunne anvende IKT effektivt (6). Sådanne politikker hører til de lokale og regionale myndigheders centrale ansvarsområder;

15.

er helt enig i, at forskeres mobilitet er et væsentligt element i bestræbelserne på at gøre forskerkarrierer mere effektive og, i de fleste tilfælde, mere attraktive, og udvalget understreger at:

16.

understreger nødvendigheden af at tiltrække fremragende videnskabsfolk fra ikke-europæiske lande og fremhæver derfor EU-mobilitetsprogrammer som Marie Curie-programmet og støtteforanstaltninger som de tilbagevendelsesprogrammer for videnskabsfolk, der er etableret i visse regioner; (7)

17.

minder om konklusionerne fra ekspertgruppen vedrørende det europæiske forskningsrum (8), der påpegede, at nationale og regionale aktører spiller en større og større rolle i forbindelse med udviklingen af omfattende nye europæiske initiativer såsom ERA-net, Eurostars, EIT eller fælles teknologiinitiativer og klynger;

18.

foreslår, at alle aktører, EU, medlemsstaterne og regionerne bør udforske alle mulige metoder til at opnå komplementaritet mellem eksisterende politikker og samarbejdsinstrumenter og gennem passende mekanismer sikre, at de koordineringsprogrammer, der allerede er oprettet, fuldt ud støtter forskning i IKT (9). Udvalget opfordrer mere specifikt, som nævnt i tidligere udtalelser (10), til en samordnet anvendelse af det syvende forskningsrammeprogram, strukturfondene og programmet for konkurrenceevne og innovation, da dette er afgørende for EU's konkurrenceevne og de gensidige synergivirkninger mellem samhørighedspolitikken, forskningspolitikken, politikken for de videregående uddannelser og innovationspolitikken på nationalt og regionalt niveau;

19.

fremhæver, at samordningen af vigtige EU-instrumenter som det syvende forskningsrammeprogram, strukturfondene og programmet for konkurrenceevne og innovation ikke kun er et spørgsmål om politiske hensigter, men også en udfordring for sammenhængen i forskellige politikker. Hvor der er tale om programmer på flere niveauer og med forskellige interessegrupper, kan der kun opnås sammenhæng i de forskellige politikker, hvis myndighedsopdelingen i flere lag fungerer (11);

20.

peger på, hvor vigtigt det er for regionerne at udnytte koordinationsinstrumenterne i det syvende rammeprogram optimalt. Dette ville sætte regionerne i stand til at arbejde mod ekspertise og konkurrencedygtighed på europæisk eller internationalt plan i deres forsknings- og innovationssystemer. Et led i indsatsen vil være en forbedring af det regionale netværkssamarbejde mellem forskningsinstitutter, universiteter, smv'er og andre relevante aktører. Andre elementer er klyngedannelser, regionale teknologiplatforme og -poler samt bistand til de regionale aktører i forbindelse med tværfaglige forsknings- og innovationsprojekter og -dagsordener som f.eks. ERA-net og de europæiske teknologiplatforme (12);

21.

glæder sig over muligheden for øget anerkendelse af den rolle, som de lokale myndigheder spiller til støtte for IKT-forskning. Regioner og byer kan lette markedsadgangen for nye produkter og fremme innovation og forskning gennem prækommercielle indkøb;

22.

understreger, at lokale og regionale myndigheder også kan fremme efterspørgslen efter IKT-baserede løsninger og således skabe nye markeder for det europæiske forskningslandskab. Endvidere kan regioner og byer tilpasse deres F&U-investeringer for at støtte særligt lovende områder og forbinde en sådan indsats til eksisterende og fremvoksende industrier og klynger. Herved kan de bidrage til at takle den økonomiske tilbagegang og underinvestering i F&U;

23.

peger på den generelle mangel på samordning mellem indsatsen i en række forskellige lag såsom uddannelse, innovation, forskning, investering og markedsføring af innovative IKT-løsninger. I den henseende kan konceptet brugerdreven innovation tjene som et nyttigt værktøj til forbedring, som anvendes i et stigende antal regioner og byer i alle dele af Europa og har vist sig at være en vigtig drivkraft for F&U-investeringer og markedsadgang for innovative nye produkter. Udvalget opfordrer derfor til, at dette koncept indtager en mere fremtrædende plads i Kommissionens meddelelse;

24.

understreger det vigtige i en nøje sammenkobling af F&U-metoder og industrielle metoder og opfordrer derfor kraftigt medlemsstaterne og Kommissionen til at gøre deres yderste for at fremme en hurtig omsætning af forskning til daglig praksis inden for den private og offentlige sektor.

25.

understreger, at opbygningen af forsknings- og innovationspotentiale med nye horisonter for IKT i sigte kun vil lykkes, hvis byerne og de regionale myndigheder inddrages i processen. På grund af deres fysiske nærhed er de de vigtigste katalysatorer for viden og innovation i Europa. Stadig flere europæiske regioner giver forskning og innovation højeste prioritet, når det gælder offentlig støtte (13);

26.

bemærker, at regionerne som led i deres forskningspolitikker sikrer de programmatiske, strukturelle og lovgivningsmæssige rammebetingelser og derigennem bidrager væsentligt til skabelsen af en europæisk merværdi på forskningsområdet og til udformningen af et levende europæisk forskningsrum (14);

27.

peger på, at der på det strategiske plan fortsat iværksættes netværks- og klyngeinitiativer, og at støtten til dem også udvikler sig med henblik på at skabe centre i verdensklasse, der kan forbindes med globale innovationskæder. Derfor vokser betydningen af forbindelser og samarbejde mellem regioner både inden for de enkelte lande og på tværs af landegrænser; (15).

28.

henleder opmærksomheden på, at byer og regioner spiller en betydningsfuld rolle for udviklingen af innovative miljøer gennem lokale innovationspolitikker, teknologicentre, kuvøsevirksomheder, forskerparker og venturekapital (16);

29.

bifalder Kommissionens strategi, der går ud på at fastlægge og iværksætte to eller tre ambitiøse nye FET-flagskibsinitiativer, der skal drive større tværfaglige forskningssamfunds arbejde frem mod gennembrud i den banebrydende grundlagsforskning på IKT-området;

30.

erkender, at fælles programmering, hvis den er velstruktureret og effektivt forvaltet, kan blive en mekanisme, der er mindst lige så vigtig som EU's rammeprogram, når det gælder fremme af FET-forskning. Regionsudvalget fremhæver endnu engang det voksende behov for en bedre samordning af midlerne til offentlig og privat forskning, hvis ovennævnte potentiale skal udnyttes fuldt ud (17);

31.

understreger, at EU og medlemsstaterne bør udnytte alle muligheder for at strømline og øge synergierne mellem de mange eksisterende tværnationale politikinstrumenter og samarbejdsmekanismer og tilpasse dem til det europæiske forskningsrum (18);

32.

gentager, at ERA-nettene til koordinering af regionale og europæiske forskningsprogrammer har vist deres værdi og bør udvikles yderligere (19), da ERA-nettenes succes skyldes inddragelsen af en lang række forskellige interessenter, herunder lokale og regionale myndigheder;

33.

opfordrer til en yderligere indsats for at fremme åbenheden og gennemsigtigheden i de europæiske teknologiplatforme for herved at sikre deltagelse af andre interessenter uden for industrien og forskningssamfundet såsom lokale og regionale myndigheder, civilsamfundsorganisationer og smv'er (20).

34.

mener, at regionerne og kommunerne spiller en central rolle i det europæiske forskningsrum (ERA), i og med at de repræsenterer de lokale interesser, kan formidle denne politik ud til borgerne og befinder sig tættere på forskningsrummets aktører. Udvalget understreger derfor, at regionerne bør spille en strategisk rolle i indsatsen for at styrke og udvide ERA, især i forbindelse med initiativer til oprettelse af solide forskningsinstitutioner i innovative miljøer og til samarbejde inden for forskning (21);

35.

gentager sine forslag til Kommissionen og medlemsstaterne om at forbedre de europæiske regionale og lokale myndigheders evne til at anvende, opbygge og drive moderne forskningsinfrastrukturer:

36.

understreger de regionale og lokale myndigheders betydning som drivfaktor bag fælles forskningsprogrammer, herunder programmer med deltagelse af tredjelande, da disse myndigheder befinder sig tæt på og er fortrolige med de særlige lokale forhold, der gør sig gældende på det videnskabelige, teknologiske og erhvervsmæssige område, og dermed også med behovet for samarbejde på strategiske områder (24);

37.

anser gennemførelsen og finansieringen af den europæiske køreplan – som i øjeblikket omfatter 35 nøgleprojekter af europæisk interesse, der skal iværksættes i løbet af de næste 10-20 år (25) – for at være en vigtig milepæl i skabelsen af et europæisk forskningsrum;

38.

gentager, at ekspertisekriteriet skal være centralt i forbindelse med gennemførelsen af den europæiske køreplan og har opfordret de nye medlemsstater til øget deltagelse i initiativet (26);

39.

støtter anbefalingerne fra ERA-ekspertgruppen (27), om at ESFRI yderligere bør forbedre den metode, der anvendes ved vurdering af omfattende paneuropæiske forskningsinfrastrukturer, navnlig hvad angår gennemsigtigheden af procedurerne og inddragelsen af relevante aktører;

40.

peger på det nødvendige i, at de lokale og regionale myndigheder inddrages fuldt ud i gennemførelsen og revisionen af ESFRI's køreplan, navnlig hvad angår den nødvendige prioritering af projekter og samordningen mellem ESFRI's køreplan og lignende aktiviteter på nationalt/regionalt plan gennem integration af både fysiske og virtuelle faciliteter;

41.

understreger behovet for, at den bredest mulige offentlighed får information om de muligheder, der ligger i e-videnskab, f.eks. oprettelse og fremme af offentlige databaser over bedste praksis inden for e-videnskab med eksempler og tilgængelige vellykkede løsninger, samt behovet for at levere relevante oplysninger på alle officielle EU-sprog.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/27

—

gentager, at det for nærværende, hvor EU forsøger at minimere følgerne af den aktuelle økonomiske tilbagegang og skabe forudsætningerne for fornyet vækst, er vigtigt at skabe en platform for dialogen mellem vigtige aktører i uddannelsessystemet og den økonomiske sektor, specielt set i lyset af den afgørende betydning som uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne har for Lissabon-strategien og den fornyede sociale dagsorden;

—

fremhæver betydningen af dialog mellem universiteter og erhvervsliv på alle forvaltningsniveauer som et vigtigt redskab, der skal sikre, at potentialet for regional økonomisk og social udvikling udnyttes fuldt ud;

—

understreger, at de lokale og regionale myndigheder i hele EU har et nøgleansvar for uddannelses- og efteruddannelsespolitikken, og gentager, at lokale og regionale myndigheder er hovedaktører i udviklingen af regionale forsknings- og innovationsstrategier, idet de ofte forvalter forskningsinstitutioner og støtter innovative miljøer;

—

understreger behovet for at fokusere på videregående uddannelsers rolle for lokal og regional udvikling og fremme af et samarbejde mellem højere uddannelsesinstitutioner og lokale og regionale myndigheder, hvor økonomiske og sociale aktører i lokalområder og regioner ligeledes inddrages;

Ordfører

:

Mohammad Masood (UK/PPE), medlem af Bradford City Council

1.

anerkender den iderigdom, ofte tæt forbundet med initiativer på lokalt og regionalt niveau, og kvaliteten af de overvejelser, som dialogen mellem universiteter og erhvervsliv hidtil har givet anledning til;

2.

fremhæver betydningen af dialog mellem universiteter og erhvervsliv på alle forvaltningsniveauer som et vigtigt redskab, der skal sikre, at potentialet for regional økonomisk og social udvikling udnyttes fuldt ud;

3.

anerkender betydningen af »videnstrekanten«, der består af et samspil mellem forskning, uddannelse og innovation som et redskab til forøgelse af innovationskapaciteten og forbedring af de nyuddannedes beskæftigelsesmuligheder i Europa;

4.

anerkender skiftet fra teknologioverførsel gennem udveksling af viden til deling af viden og åbne innovationssystemer og erkender, at der er behov for mere forskning i de sociale processer og adfærdsmønstre, som underbygger disse nye systemer;

5.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder i hele EU har et nøgleansvar for uddannelses- og efteruddannelsespolitikken;

6.

gentager, at lokale og regionale myndigheder er hovedaktører i udviklingen af regionale forsknings- og innovationsstrategier, idet de ofte forvalter forskningsinstitutioner og støtter innovative miljøer;

7.

understreger, at der ved politikudformning og programgennemførelse bør gøres brug af eksisterende demokratisk valgte organer. Lokal viden og demokratisk ansvarlighed vil forbedre forvaltningsmekanismerne for partnerskaber mellem universiteter, erhvervsliv og lokale myndigheder. Dette vil bane vejen for en lokal prioritering og ansvarlighed, som er direkte forbundet med subsidiaritetsprincippet;

8.

bemærker, at de lokale og regionale myndigheder derfor er blandt hovedaktørerne, hvad angår politikker og initiativer, som skal uddybe og ikke mindst udvide det europæiske forskningsrum, særligt dets vision om stærke forsknings- og akademiske institutioner, som er integreret i innovative miljøer;

9.

bifalder den kendsgerning, at mange universiteter i Europa gennem det sidste årti formelt har indarbejdet målet om regional økonomisk udvikling i deres hensigtserklæringer. Regionale udviklingsagenturer inddrager ligeledes politikker, som støtter partnerskaber mellem universiteter og industrien i regionale økonomiske strategier;

10.

påpeger, at rammerne for samspillet mellem de enkelte politikker har afgørende betydning på regionalt niveau. Der er ofte behov for en vertikal koordinering mellem forvaltningsniveauerne (på europæisk, nationalt og regionalt plan) og en horisontal koordinering mellem regionerne for at undgå overlapning og sikre erfaringsudvekslingen;

11.

understreger behovet for at samordne nye og foreslåede initiativer og programmer, såsom det europæiske forskningsrum (ERA), det europæiske teknologiinstitut (ETI) og programmet for livslang læring med henblik på at støtte dialogen mellem universiteter og erhvervsliv;

12.

anerkender, at samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv ligeledes påvirkes af specifikke regionale forhold; udviklingsagenturers kapacitet til at støtte samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv på regionalt niveau; virksomhedsklyngers rolle i udviklingen af netværk omfattende universiteter og virksomheder og niveauet for erhvervslivets investeringer i F&U i regionen.

13.

understreger behovet for at fokusere på videregående uddannelsers rolle for lokal og regional udvikling og fremme af et samarbejde mellem højere uddannelsesinstitutioner og lokale og regionale myndigheder, hvor økonomiske og sociale aktører i lokalområder og regioner ligeledes inddrages;

14.

støtter samarbejdet mellem universiteter og den private sektor og universiteternes ønske om at blive opfattet som innovationskilder i deres regioner;

15.

opmuntrer universiteterne til at gå nye veje i samarbejdet mellem offentlige institutioner og den private sektor, f.eks. inden for rammerne af fælles statslige-private innovationsfonde, der kan forbedre mobiliteten på alle områder;

16.

støtter et tæt samarbejde mellem virksomheder, universiteter og forskningsinstitutioner på europæisk niveau, der inddrager politiske aktører og forvaltninger på lokalt, regionalt og nationalt niveau;

17.

mener, at samarbejdsniveauet fortsat er uens mellem forskellige lande, universiteter og akademiske discipliner på trods af EU-programmer, som har til formål at opbygge partnerskaber mellem universitets- og virksomhedsmiljøet, sædvanligvis med fokus på partnerskaber inden for bestemte områder som f.eks. forskning eller studerendes mobilitet;

18.

har den opfattelse, at dette samarbejde kun i begrænset omfang har haft indvirkning på forvaltning og organisationskultur i de to berørte sektorer, idet det kun er få universiteter, der på institutionsplan har en strategi for samarbejde med erhvervslivet og dem, der har, er koncentreret i et mindre antal medlemsstater;

19.

er bekymret for, at de retlige og finansielle rammer i mange lande stadig ikke belønner universiteternes bestræbelser på at samarbejde med erhvervslivet. De udgør måske ligefrem en hindring;

20.

anbefaler, at der bør være udarbejdet passende indikatorer til måling af gennemslagskraften i den nuværende dialog mellem universiteter og erhvervsliv. Enhver resultatmåling må omfatte såvel kvalitative som kvantitative indikatorer, og der må tages passende højde for, hvordan udvælgelsen af disse indikatorer kan udøve indflydelse på brugergruppernes adfærd;

21.

opfordrer universiteterne til at belønne dialogen mellem universiteter og erhvervsliv. En særlig udfordring i det akademiske miljø vil være anerkendelsen af dette engagement i kriterierne for forfremmelse. Mens mange universiteter erklærer, at de anerkender betydningen af dialogen mellem universiteter og erhvervsliv, har kun få af dem klare og gennemskuelige metoder til sammenligning af disse aktiviteter med forskning og undervisning og passende belønning heraf;

22.

erkender, at iværksætterkultur og opkvalificering gennem livslang læring er vigtige opgaver for de videregående uddannelser;

23.

bifalder, at flere regioner i forbindelse med finansieringen af forskning og innovation gør en indsats for at fremme private aktørers inddragelse ved at give universiteter og højere læreanstalter en større grad af selvstyre;

24.

bemærker, at nye veje i samarbejdet mellem offentlige institutioner og den private sektor, f.eks. inden for rammerne af fælles statslige og private innovationsfonde, også kan danne skole for en bæredygtig anvendelse og sikring af offentlige midler;

25.

er enigt i, at samhørighedspolitikken spiller en særlig rolle i forbindelse med støtten til innovationsaktiviteter i regionerne. Derfor kan Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ligeledes inddrages i finansieringen af virksomhedsvæksthuse og forskerparker (infrastruktur og forbindelser). Klynger er særlig interessante for SMV'er, som deri finder et miljø, der fremmer deres kontakt med universiteter og store virksomheder, og som desuden giver dem adgang til internationale handelsnetværk;

26.

anerkender, at SMV'er også spiller en vigtig rolle, særligt med hensyn til jobskabelse og innovation, og opfordrer til, at SMV'erne inddrages i dialogen mellem universiteter og erhvervsliv samt til, at der udvikles innovative og yderst målrettede initiativer til fremme heraf;

27.

støtter det grænseoverskridende samarbejde mellem højere læreanstalter og forskningscentre og partnere fra industri og handel, offentlig forvaltning, kultur og andre samfundsgrupper;

28.

mener også, at organisationer og andre aktører, som spiller en rolle som formidlere mellem universiteter og virksomheder, kan have afgørende betydning for at skabe kontakt mellem disse, og at de derfor bør gives en mere fremtrædende stilling og ydes bedre støtte.

29.

noterer sig og bifalder de mange eksempler på samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv i hele Europa;

30.

er bekymret over, at der ikke findes mange eksempler på god praksis fra de nye medlemsstater;

31.

bifalder Kommissionens intention om at iværksætte en undersøgelse, der skal kortlægge de eksisterende eksempler på bedste praksis, og anmoder Kommissionen om at tage højde for de lokale og regionale myndigheders behov i denne fortegnelse.

32.

opfordrer til, at der etableres strukturerede partnerskaber mellem nøgleaktører fra lokale og regionale myndigheder, erhvervsliv, lokalsamfund og videregående uddannelsesinstitutioner, der kan skabe et fokus for dialogen, f.eks. gennem afholdelse af rundbordsdialoger og workshopper, etablering af videnskabsparker til teknologioverførsel og afholdelse af videnskabskulturelle arrangementer eller messer for studerende;

33.

støtter mobiliseringen af højere læreanstalters ressourcer i forberedelsen og gennemførelsen af strategier for økonomisk, social, kulturel og miljømæssig udvikling i regioner og byer;

34.

opfordrer højere læreanstalter til i fællesskab at investere i programmer, der specifikt gavner regionale virksomheder og lokalsamfundet, mens man samtidig støtter finansieringen af professorater gennem virksomheder, der styrker netværkssamarbejdet mellem videnscentre for forskning, udvikling og innovation, fremmer fora for udveksling af viden samt støtter oprettelsen af netværk mellem regioner, der udmærker sig på innovationsområdet;

35.

anbefaler, at de højere læreanstalter anvender ressourcerne til det regionale engagement på et bæredygtig og flerårligt grundlag;

36.

erklærer sig parat til at sikre en koordineret brug af det syvende rammeprogram, strukturfondene, FIP og ELUL, da dette, som fremhævet i tidligere udtalelser fra Regionsudvalget, har afgørende betydning for EU's konkurrenceevne og skabelsen af synergier mellem samhørighed, forskning, videregående uddannelser og innovationspolitikker på nationalt og regionalt niveau;

37.

er fortaler for en bred fortolkning af innovationsbegrebet, som inddrager socialvidenskab og humaniora, og disse discipliners givtige samspil med kulturen i de byer og regioner, hvor de udøves.

38.

gentager, at det for nærværende, hvor EU forsøger at minimere følgerne af den aktuelle økonomiske tilbagegang og skabe forudsætningerne for fornyet vækst, er vigtigt at skabe en platform for dialogen mellem vigtige aktører i uddannelsessystemet og den økonomiske sektor, specielt set i lyset af den afgørende betydning som uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne har for Lissabon-strategien og den fornyede sociale dagsorden;

39.

bifalder, at Kommissionen har taget initiativ til at undersøge, hvordan strukturfondene kan bruges til at støtte regionale initiativer i den forbindelse;

40.

anerkender potentialet i samarbejdet mellem erhvervsliv og andre dele af uddannelsessystemet, især ungdomsuddannelses- og erhvervsuddannelsesinstitutioner, og de muligheder for fremme af dette samarbejde, som europæiske programmer giver;

41.

fremhæver igen behovet for en større inddragelse af de relevante offentlige repræsentanter, herunder lokale og regionale myndigheder, i den næste fase af EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet;

42.

anser det for passende, at EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet fortsat vil fokusere på samarbejdet med de videregående uddannelser;

43.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at støtte samarbejdet mellem erhvervsliv og universiteter og se universiteterne som innovationskilder i regionerne;

44.

opfordrer i høj grad til, at EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet videreføres ved hjælp af plenarmøder, tematiske seminarer, en hjemmeside og en styrket inddragelse af relevante offentlige repræsentanter, herunder regionale myndigheder, og eventuelt aktører uden for EU;

45.

anbefaler, at der udarbejdes et effektivt svar på »nye kvalifikationer til nye job«-dagsordenen og den økonomiske tilbagegang samt at der ses nærmere på partnerskaber for regional udvikling, partnerskaber med SMV'er og forskellige strategier for læring, kvalitetssikring og akkreditering;

46.

er fortaler for, at Kommissionen undersøger mulighederne for at støtte nye former for strukturerede partnerskaber mellem erhvervsliv og universiteter gennem relevante EU-programmer.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/31

—

fremhæver, at nøglen til etablering af en bæredygtig transportmodel ikke ligger i en begrænsning af efterspørgslen efter transporttjenesteydelser. Det afgørende er ikke det samlede antal befordrede passagerer eller mængden af transporterede varer, men måden hvorpå transporten foregår. Trafikale adfærdsmønstre, der ikke tager højde for bæredygtighedsaspektet, kan kun inddæmmes gennem en passende prispolitik i transportsektoren. Derfor er det vigtigt at finde frem til en retfærdig og gennemskuelig formel for fordelingen af transportomkostninger på alle transportformer;

—

understreger, at der i arbejdet med at øge transportsektorens bæredygtighed må ses nærmere på trængselsproblemer. Det er ikke tilstrækkeligt at øge transportnettenes kapacitet, idet de miljømæssige følgevirkninger af større transportnetværk nemt når op på et uacceptabelt niveau. De bæredygtige transportformers konkurrenceevne bør derfor styrkes;

—

konstaterer, at de lokale og regionale myndigheder har en klar interesse i at fremme alternativer til vejtransport, særligt der, hvor vejnettet er karakteriseret ved flaskehalse, især i følsomme områder og områder med vanskelige naturforhold, da de skaber alvorlige problemer med støj, forurenende emissioner, kødannelse, forsinkelser, hurtig nedslidning af vejnettet, og de enkelte myndigheder derfor har store udgifter til vedligeholdelse af vejnettet;

—

fremhæver, at transportnettene i byer, opland og regioner udgør en vigtig bestanddel af de overordnede transportnet og globale forsyningskæder, og at det derfor er nødvendigt at vie dette område særlig opmærksomhed;

—

beder om, at hvidbogen om transport sender et stærkt politisk signal til den kommende revision af EU's budget om, at den fremtidige budgetramme for EU's transportpolitik skal stemme overens med EU's erklærede ambitioner og omvendt.

Ordfører

:

Väino Hallikmägi (EE/ALDE), Medlem af byrådet i Pärnu, Estland

1.

bifalder Kommissionens meddelelse om en bæredygtig fremtid for transporten, der er et første skridt hen imod en revision af EU's transportpolitik for de kommende årtier;

2.

er enigt med Kommissionen i, at transportpolitikken må bygge på en langsigtet og bæredygtig plan for person- og godstrafikken. For at kunne udforme en sådan transportpolitik er det først og fremmest nødvendigt at foretage en omhyggelig vurdering af de faktorer, der indvirker på transportsektoren;

3.

finder, at fremtidige transportnet bør sikre gode forbindelser til alle EU's regioner, hvilket er en af de vigtigste forudsætninger for territorial samhørighed i EU. Dette forhold har afgørende betydning for, at der kan sikres en stadig dybere social og økonomisk integration og en bæredygtig udvikling. For at transportpolitikken kan gennemføres, er medlemsstaterne nødt til at vise stærkere politisk vilje og i højere grad at støtte op om bæredygtige og innovative transportstrategier.

4.

finder, at der i den reviderede hvidbog om transportpolitikken bør foretages en meget mere systematisk og betydeligt grundigere analyse af de eksterne faktorer, af udviklingen i transportsektoren og at dennes konsekvenser og dens samspil med andre udviklinger. Det er ligeledes nødvendigt at drøfte virkningerne af klimaændringerne og de økonomiske forandringer på udviklingen i transportsektoren og de faktorer, som indvirker herpå;

5.

finder, at det strategiske udviklingsdokument bør suppleres med en (sammenlignende) analyse af de sociale, økonomiske og miljømæssige virkninger af de politiske beslutninger og planlagte foranstaltninger, der er indeholdt i dette dokument. Ideelt set vil resultaterne af en sådan analyse blive overført til medlemsstats- og regionsniveau, således at eventuelle forskelle i virkningerne af den fælles transportpolitik kan tages op til vurdering. Alle konceptuelle tilgange til transportpolitikken, der har relevans for debatten om transportens fremtid, bør tages op til overvejelse;

6.

finder det som led i udformningen af EU's transportpolitik vigtigt, at medlemsstaternes lokale og regionale myndigheder i højere grad gives mulighed for at få indflydelse på udarbejdelsen af strategiplaner og i beslutningstagningen, således at der kan skabes en lovgivnings- og programmeringsramme, som giver mulighed for at gennemføre initiativer og foranstaltninger på transportområdet. Det er de lokale og regionale beslutningstagere, der bedst kan bedømme, hvilken indsats der kræves for at løse transportproblemerne på lokalt og regionalt plan. Subsidiaritetsprincippet bør derfor overholdes, når EU og det nationale niveau yder støtte til lokale og regionale myndigheder;

7.

understreger, at der ved udviklingen af transportinfrastruktur bør opstilles prioriteter i relation til net og projekter. De centrale EU-institutioner og de nationale regeringer bør yde politisk og finansiel støtte med henblik på hurtig udbygning af højtprioriterede infrastrukturer;

8.

understreger, at man ved udviklingen af TEN-T-nettet - der i stedet for en projektorienteret tilgang (30 prioriterede projekter) nu vil blive omfattet af en tilgang, der differentierer mellem det samlede transportnet og TEN-T-hovednettet - bør sikre, at regioner i EU's yderste periferi, grænseregioner og regioner med vanskelige naturlige betingelser også fremover får tilstrækkelig opmærksomhed og støtte, når det gælder om at forbedre transportforbindelserne mellem EU's kerne og dets nabolande. Af hensyn til både den indre og den ydre territoriale samhørighed i Europa bør EU's transportpolitik derfor også lægge op til, at der f.eks. differentieres mellem de prioriterede forbindelser og net, herunder finansieringsmekanismerne på området. Der er behov for et regelværk, der endnu tydeligere end før viser, efter hvilke principper og metoder TEN-T-nettet er lagt fast, og om nødvendigt, hvordan det kan ændres og udvides. De igangværende prioriterede TEN-T-projekter bør under alle omstændigheder afsluttes. Suppleringer og forlængelser med henblik på at fuldføre et net bør indgå som led i TEN-T-hovednettet. Ligeledes bør man fremme en bedre produktkoordinering mellem medlemsstaterne for at undgå, at der opstår tomrum mellem planlægnings- og anlæggelsesfasen, og med det formål at prioritere de grænseoverskridende strækninger.

9.

understreger, at godstrafikken har afgørende betydning for en velfungerende europæisk økonomi. Samtidig belastes det europæiske transportsystem i stigende grad af trafiktrængsel, der først og fremmest skyldes den ulige fordeling af transportformer (under de nuværende markedsvilkår har vejtransporten uforholdsmæssigt store konkurrencefordele), en utilstrækkelig infrastruktur og manglende interoperabilitet mellem de forskellige transportformer. Regionsudvalget finder, at der både ved den nødvendige beslutningstagning i forbindelse med TEN-T, mobiliteten i byerne og fastlæggelsen af prioriteterne for finansiering via Den Europæiske Fond for Regionaludvikling bør lægges større vægt på at samordne og sikre overensstemmelsen mellem de forskellige løsninger, der sigter mod at forbedre integrationen mellem specifikke transportinfrastrukturer;

10.

pointerer, at byerne udgør en væsentlig og ligeberettiget del af transportnettet. Byerne er nemlig kommunikationsknudepunkter, hvor forskellige transportformer krydser hinandens veje, og hvor transportvejene i almindelighed starter og slutter. Derfor bør transport i byerne være genstand for samme opmærksomhed som transportnettene;

11.

efterlyser en yderligere forenkling af EU's procedurer for tildeling af støtte og mener, at der må være overensstemmelse mellem nationale og EU-støtteprogrammer;

12.

beder om, at hvidbogen om transport sender et stærkt politisk signal til den kommende revision af EU's budget om, at den fremtidige budgetramme for EU's transportpolitik skal stemme overens med EU's erklærede ambitioner og omvendt.

13.

finder, at fragmenteringen af jernbanemarkedet er et stort problem. Det er også absolut nødvendigt at få fjernet flaskehalsene i de eksisterende infrastrukturer, især dem, der opstår ved grænseovergangene eller naturlige barrierer. Der bør fremsættes bæredygtige og effektive løsningsforslag for dels at sikre et velfungerende europæisk jernbanenet, der kan fremvise trafikydelser af høj kvalitet både med hensyn til transporttid, pålidelighed og kapacitet, dels i højere grad at få flyttet godstransporten væk fra vejene og over på skinnerne;

14.

medgiver, at forskellige infrastrukturstandarder i de enkelte medlemsstater - som f.eks. forskelle i sporvidde, strøm- og sikkerhedssystemer - bidrager til at øge fragmenteringen i trafiksektoren. Harmonisering af infrastruktur og materiel forudsætter harmonisering af tekniske standarder og dermed investeringer i infrastrukturen. Samtidig bør de forskellige nationale bestemmelser om lokomotivføreruddannelsen og om sikkerhed og transport harmoniseres, og ligeledes bør der i stil med flytrafikken indføres et fælles trafikstyringssprog i den internationale trafik, navnlig i forhold til tredjelande. Målet er at styrke konkurrenceevnen i forhold til vejtransporten. På overbelastede strækninger skal der skabes forudsætninger for, at person- og godstransporten på de fælles jernbanelinjer kan afvikles uden gensidige hindringer, eller at der, i det omfang dette er teknisk muligt og økonomisk rentabelt, kan anlægges nye jernbaner, og at person- og godstrafikken kan holdes adskilt;

15.

finder, at ny infrastruktur til godstrafik på den ene side skal sikre forbindelserne til byernes centrum, men at denne på den anden side ikke må resultere i en øget trafik i bycentre, hvilket ville forværre trafiktrængslen;

16.

finder, at der i vigtige områder bør anlægges havne med gode multimodale transportforbindelser med henblik på, at fjerntliggende regioner økonomisk forankres i EU's kerne. Regionsudvalget finder, at der er behov for en multimodal transportforbindelse til de regioner, hvor søfarten spiller en meget stor rolle;

17.

understreger, at sø- og flodtransport bør fremmes, eftersom disse transportformer kan spille en nøglerolle i bekæmpelsen af klimaændringer. Endvidere bør eksisterende programmer som »motorveje til søs« væsentligt udbygges, idet de bidrager til EU's mål inden for såvel transport som territorial samhørighed. Sø- og flodtransport kan ligeledes bidrage til at dække den stigende efterspørgsel inden for person- og godstrafikken. Samtidig skal der sættes ind på til stadighed at mindske miljøbelastningen fra skibstransport, havne og logistikcentre. Regionsudvalget beklager derfor, at den internationale skibsfart endnu ikke er omfattet af Kyoto-protokollen og tidsplanen for mindskelse af udledningerne af drivhusgasser. For så vidt muligt at forhindre, at der opstår konkurrencemæssige ulemper for den europæiske søfartsindustri, bør EU som en prioriteret opgave arbejde for, at bindende regler vedtages på internationalt plan. Derudover bør det undersøges, hvilke konsekvenser det vil have at indføre havneafgifter, der er differentieret efter skibets miljøbelastning;

18.

er overbevist om, at en af prioriteterne for den fælles transportpolitik bør være at udvikle multimodale trafikknudepunkter. Hvis en større del af godstransporten overføres til jernbaner, bør det samtidig sikres, at denne transportform overholder sikkerheds- og miljøkrav og har mindst mulig negativ indvirkning på persontransporten.

19.

finder, at der bør tages højde for tekniske og fysiske løsninger, der kan begrænse luftfartens miljøbelastning i form af støj og luftforurening med henblik på at udvikle denne transportforms potentiale. Ved internalisering af miljøomkostningerne i flypriserne må man dog ikke glemme, at luftfarten ikke har samme vægt i de enkelte regioner, og at den også skaber en god forbindelse til fjerntliggende regioner i Europa. I forbindelse med udbygning af lufthavnsinfrastrukturen vil især mellemstore byer og ø-områder have brug for EU's hjælp for at kunne sikre sikker lufttransport og tilfredse kunder;

20.

finder, at der må sikres fair konkurrence mellem lufthavnene ved at fastsætte fælles regler for beregning og fastlæggelse af lufthavnsafgifter.

21.

påpeger, at investeringerne skal koordineres bedre. F.eks. bør TEN-T-midlerne fortsat anvendes til at fremme markedsbaserede jernbaneprojekter, og regionalstøtten bør være bedre målrettet miljøvenlige transportformer for derved at styrke den territoriale samhørighed i EU;

22.

henviser til, at internalisering af de eksterne omkostninger (miljøforurening, ulykker, tidsforbrug) i transportomkostningerne og håndhævelse af »brugeren betaler«-princippet er en væsentlig forudsætning for en afbalanceret og bæredygtig indsats af de forskellige transportformer. Samtidig bør de penge, der indvindes herved, investeres i miljøvenlige transportmidler. Det vil være med til at sikre miljøvenlige transportmidler, øge den overordnede effektivitet for alle transportmidler og skabe større interoperabilitet. Derudover bør der også tages stilling til, hvorvidt de parametre, der ligger til grund for sådanne beregninger, er finansielt acceptable for det nuværende socioøkonomiske rum. Ellers vil erhvervssektorer og virksomheder, der er afhængige af transportforbindelser, miste deres konkurrenceevne såvel på nationalt som europæisk plan;

23.

bemærker, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved den centrale og principielle målsætning om, at der skal tilstræbes dækning for de reelle omkostninger. Hvis hovedparten af investeringerne i transportinfrastruktur honorerer princippet om »brugeren betaler«, kan det føre til økonomiske og sociale forskydninger i visse regioner. Det henstilles til medlemsstater, der har planer om at indføre trafikgebyrer, der er fastsat efter moderne metoder, dvs. med udgangspunkt i dækning af de reelle omkostninger, samtidig hermed at vurdere de økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser heraf for i det fornødne omfang at have mulighed for af strategiske grunde på mellemlang og lang sigt at træffe passende ledsageforanstaltninger, f.eks. med henblik på en omlægning af den økonomiske støtte, der specifikt ydes til regionerne;

24.

minder om Regionsudvalgets udtalelser om grønbogen om bytransport (CdR 236/2007) og om handlingsplanen om mobilitet i byerne (CdR 417/2008), som Kommissionen offentliggjorde i september 2009, hvormed den opfyldte en forventning, som såvel Regionsudvalget som Europa-Parlamentets i fællesskab havde givet udtryk for.

25.

gør opmærksom på, hvor væsentlig udviklingen af bytrafikken er, idet byerne udgør uadskillige bestanddele af transportnettene og knudepunkter for de forskellige transportformer. Den store udfordring for bytrafikkens vedkommende består i at skabe passende vilkår for en prioritering af den offentlige transport og i kraft heraf at forbedre dens stilling på persontransportområdet, tilrettelægge trafikplanlægningen således, at så megen trafik som muligt ledes uden om bykernerne, udbygge nettet for fodgængere og cyklister, øge elektriske køretøjers andel af den samlede vognpark og fremme anvendelsen af miljøvenlige transportformer;

26.

anbefaler, at byerne træffer strengere foranstaltninger til imødegåelse af bytrafikkens negative miljømæssige konsekvenser og fremme af en sund mobilitet. Det er vigtigt, at EU overholder subsidiaritetsprincippet, så der skabes bedre forudsætninger for, at de ansvarlige lokale og regionale myndigheder påtager sig dette ansvar;

27.

anser det for nødvendigt at indrette EU's transportpolitik på en måde, som fremmer udviklingen af fælles lokale transportnet, der omfatter bycentre, forstæder og opland samt i særlig grad udviklingen af transportsystemer på skinnenettet – jernbanesystemer, regionalbaner og sporvognsnet – til en ny form for regionaltogstrafik;

28.

anser den løbende udveksling af god praksis for bytrafikkens udvikling og drift for at være vigtig på følgende områder: park-and-ride, park-and-walk, udvikling af elektriske køretøjer, udbygning af transportnettet til den lette trafik, anlæg af særskilte vejbaner for den offentlige transport, multimodale terminaler ved indfaldsvejene til byerne, udvikling af Carsharingtjenesteydelser, ændring af transportadfærden vha. styrende foranstaltninger (uddannelsestiltag, oplysningskampagner) og restriktioner (trængselsafgifter, P-afgifter). EU bør etablere og videreudvikle støttemekanismer til fremme af samarbejdsprojekter, der satser på udformning af fælles løsningsmodeller og udveksling af erfaringer.

29.

anser det for nødvendigt, at elektroniske billetsystemer får forrang ved udviklingen af en multimodal offentlig transport, idet sådanne systemer gør det muligt at foretage en nøjagtig beregning af de omkostninger, som er forbundet med den enkelte rute, at planlægge ruten efter den rejsendes behov og gøre den offentlige transport mere brugervenlig. Anvendelsen af nye informationsteknologier må støtte udviklingen af intelligente intermodale transportsystemer, og EU bør støtte denne udvikling;

30.

har den holdning, at det i forbindelse med den teknologiske udvikling handler om at støtte teknologioverførslen mellem regionerne og mellem de forskellige regionale niveauer. Midlerne til udvikling af tekniske løsninger bør ikke kun gives til teknologier, der er skræddersyede til storbyers behov. Tværtimod bør udvikling og finansiering ske på en måde, der sikrer, at en væsentlig del af midlerne går til udvikling af velegnede og bæredygtige løsningsmodeller, der tilgodeser behovet i mindre og mellemstore byer samt i disse byers opland;

31.

understreger, at der, med henblik på at nå målet om at mindske transportsektorens olieafhængighed, må skabes muligheder for at foretage en differentieret fastlæggelse af de afgifter, der pålægges brændstoffer, som udvindes af andre råstoffer, og om nødvendigt også at gå under de minimumsgrænser, der er fastlagt på EU-niveau;

32.

henviser til, at en harmonisering og styrkelse af kontrol- og overvågningsmekanismerne har afgørende betydning for en bedre trafiksikkerhed. Ved harmoniseringen af sikkerhedskravene må der tages højde for lokale naturlige forhold, vejtyper, kulturelle traditioner mm. Forudsætningen for, at databaserne vedrørende trafikuheld kan integreres, er, at der som et minimum sker en delvis standardisering af de betegnelser, der anvendes i de nationale databaser;

33.

har den holdning, at der, hvad trafikovervågningen angår, må skabes forudsætninger for udarbejdelse og indførelse af generelle og fælles løsninger, der baserer sig på informationsteknologi og GPS. EU's vigtigste rolle består, ud over fremme af forskning og udvikling, i at fastlægge fælles standarder, der gør det muligt for medlemsstaterne fuldstændigt at kontrollere de grænseoverskridende trafikstrømme.

34.

fremhæver, at uddannelsesinstitutionerne spiller en nøglerolle for formidlingen af en sikker og miljøvenlig adfærd i trafikken. Der må skabes forudsætninger for, at undervisning i trafikadfærd kan indgå i uddannelsesinstitutionernes læreplaner i alle lande. På uddannelsesområdet kan EU opfordre til, at der gennemføres praksisrelaterede undersøgelser, som kan danne grundlag for fælles pædagogiske anbefalinger i form af materialer og undervisningsmoduler for børnehaver og skoler.

35.

anser etableringen af bedre transportforbindelser til nabolandene for at være særlig vigtig. Dette kræver, at EU's centrale institutioner samt regeringerne i medlemsstater og tredjelande foretager fælles investeringer i grænseanlæg (terminaler, veje, broer) med henblik på at sikre en hurtig og miljøvenlig afvikling af grænsetrafikken for såvel gods som personer. Lige så vigtigt er det, at der gøres fremskrift med hensyn til en harmonisering af forvaltnings- og toldprocedurer ved grænserne. Samarbejdet på dette område må uddybes;

36.

anser det for vigtigt, at transportpolitikken bidrager til, at regionerne i den yderste periferi bliver integreret i deres eget bagland, ved at støtte etableringen af miljøvenlige færge- og flyforbindelser, som kan forbinde disse regioner med landene i deres regionale område, samtidigt med at kombinationen af transportformer fremmes;

37.

har den holdning, at medlemsstaterne og EU's institutioner må arbejde for, at medlemsstaternes virksomheder har lige konkurrencevilkår for samtlige transportformer, hvad angår brændstofafgifter, havnegebyrer, lufthavnsafgifter, jernbaneafgifter, miljøkrav mm., når der drøftes transportspørgsmål i internationale organisationer eller under forhandlinger med tredjelande. Disse spørgsmål har særlig stor betydning for økonomien i de medlemsstater, der udgør EU's ydre grænse. Der må også tages højde for de ulige konkurrencevilkår, hvad angår internalisering af de eksterne omkostninger.

38.

understreger, at den fri bevægelighed er en grundlæggende ret for unionens borgere og en grundtanke i EU. På samme måde udgør princippet om varernes fri bevægelighed en hjørnesten i det indre marked. Nøglen til etablering af en bæredygtig transportmodel ligger ikke i en begrænsning af efterspørgslen efter transporttjenesteydelser;

39.

fremhæver, at det afgørende ikke er det samlede antal befordrede passagerer eller mængden af transporterede varer, men måden hvorpå transporten foregår. Trafikale adfærdsmønstre, der ikke tager højde for bæredygtighedsaspektet, kan kun inddæmmes gennem en passende prispolitik i transportsektoren. Derfor er det vigtigt at finde frem til en retfærdig og gennemskuelig formel for fordelingen af transportomkostninger på alle transportformer;

40.

understreger, at der i arbejdet med at øge transportsektorens bæredygtighed må ses nærmere på trængselsproblemer. Medlemsstaterne bør forpligte sig til at investere i miljøvenlig infrastruktur, så flaskehalse kan ryddes af vejen. Samtidig er det ikke tilstrækkeligt at øge transportnettenes kapacitet, idet de miljømæssige følgevirkninger af større transportnetværk nemt når op på et uacceptabelt niveau. De bæredygtige transportformers konkurrenceevne bør derfor styrkes;

41.

konstaterer, at de lokale og regionale myndigheder har en klar interesse i at fremme alternativer til vejtransport, særligt der, hvor vejnettet er karakteriseret ved flaskehalse, og især i følsomme områder og områder med vanskelige naturforhold, da de skaber alvorlige problemer med støj, forurenende emissioner, kødannelse, forsinkelser, hurtig nedslidning af vejnettet, og de enkelte myndigheder derfor har store udgifter til vedligeholdelse af vejnettet;

42.

har den holdning, at sø- og jernbanetransportens konkurrenceevne må udbygges. For at sikre et velfungerende europæisk jernbanenet, der ikke blot med hensyn til transporttid og pålidelighed, men også hvad angår transportkapacitet fremviser transportydelser af høj kvalitet, må fragmenteringen af det europæiske jernbanemarked reduceres. Samtidig må der etableres et harmoniseret søtransportrum, og investeringer i havne og infrastruktur, der er integreret i de overordnede transportnet, må prioriteres;

43.

fremhæver, at transportsystemet i byer og regioner har en betydelig indflydelse på den regionale udvikling. Transportnettene i byer, opland og regioner udgør en vigtig bestanddel af de overordnede transportnet og globale forsyningskæder, og det er derfor nødvendigt at vie dette område særlig opmærksomhed;

44.

har den holdning, at fremtidens transportnet må sikre gode adgangsmuligheder til alle europæiske regioner. Samtidig bør de lokale og regionale myndigheder og andre berørte aktører på lokalt og regionalt niveau, høres om alle initiativer, der kan få indflydelse på det europæiske transportnets fremtid. Inddragelsen skal stå i forhold til den rolle, som myndigheden eller aktøren spiller i forbindelse med gennemførelsen af de enkelte foranstaltninger på transportområdet og udformningen af den lovgivnings- og planlægningsramme, der er nødvendig for transportinitiativernes gennemførelse.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/37

—

anerkender nødvendigheden af at strukturere beslutningsprocessen under den fælles fiskeripolitik og uddelegere reguleringen og/eller forvaltningen af visse aktiviteter til medlemsstaterne, regionerne og sektoren inden for EU-bestemmelsernes rammer;

—

anbefaler, at spørgsmålet om overdragelige fiskerirettigheder undersøges nærmere med de behørige forbehold; individuelle kvoter kunne være værd at overveje, men individuelle overdragelige kvoter risikerer til gengæld at skabe ubalance i sektoren,

—

går ind for en differentieret ordning for det ikke-industrialiserede fiskeri og skaldyrsfiskeriet og opretholdelse af adgangen til offentlig finansiering af disse aktiviteter; det bør også gøres lettere at træffe specifikke beslutninger vedrørende forvaltningen af denne flådekategori på regionalt plan; begrebet ikke-industrialiseret fiskeri eller kystfiskeri bør ikke defineres ud fra fartøjets længde, men efter andre kriterier;

—

anbefaler, at det for hvert fiskeriområde overvejes, hvilket fiskeriforvaltningssystem der egner sig bedst til den pågældende fiskerizone, de arter, der fiskes, og flådetypen, og opfordrer kraftigt til, at man ser nærmere på en forvaltningsordning med fangstbaserede kvoter;

—

anbefaler, at adgangen til offentlig støtte reguleres efter en fremgangsmåde svarende til den, der anvendes under den fælles landbrugspolitik, gennem indførelse af begrebet krydsoverensstemmelse;

—

mener, at EU bør fremme en konkurrencedygtig udvikling af sektoren, herunder en køreplan for 2010 med fastlæggelse af begrænsningerne region for region og støtte til udvikling af økologiske dambrug og EATIP (European Aquaculture Technology and Innovation Platform - Europæisk Akvakulturs Teknologi- og Innovationsplatform), og understreger betydningen af maritim fysisk planlægning, tiltag på områderne dyresundhed, mærkningsordninger samt administrativ forenkling til gavn for sektoren.

Ordfører

Ramón Luis Valcárcel Siso (ES/PPE), Ministerpræsident for regionen Murcia

1.

mener, at Kommissionens vision for det europæiske fiskeri i 2020 er opnåelig og ønsker at yde sit fulde bidrag til debatten om de reformer, der er nødvendige for, at visionen kan realiseres med så få negative følger på arbejdspladserne og markedet som muligt. Gennemgangen og reformen af den fælles fiskeripolitik er en enestående anledning til ikke kun at få udryddet tidligere tiders mangler, men også for at få skabt tillid til og sikkerhed for fremtiden. Ved fuldt ud at inddrage fiskersamfundene vil forvaltningen af fiskebestandene blive forbedret, fiskerflåderne vil blive bedre afstemt efter ressourcerne, fiskeriet bedre reguleret, og det økonomiske udbytte vil give garanti for sikkerhed på lang sigt;

2.

mener, at fiskeriet i mange regioner i Europa er et eksistensgrundlag og en kilde til råvareforsyning for en forarbejdningsindustri, som er stærkt afhængig af fiskeriet. På trods af reformerne af den fælles fiskeripolitik og dens mangeårige eksistens er det ikke lykkedes for den fælles fiskeripolitik at rette op på de voksende problemer i denne sektor, som er konfronteret med en række store udfordringer: overfiskeri, manglende tilpasning af fiskerikapaciteten til de disponible ressourcer og til målet om samfundsøkonomisk og miljømæssig bæredygtighed, behovet for en energimæssig omstilling af fartøjerne, mange fiskebestandes sårbare situation samt et højt støtteniveau, som har ført til en usikker økonomisk situation. Derudover er fiskeripartnerskabsaftalerne med udviklingslande i mange tilfælde en trussel mod fødevaresikkerheden i udviklingslandene, idet de fører til overfiskeri og forhindrer udviklingen af det lokale fiskeri;

3.

mener, at den nye fælles fiskeripolitik bør have et mere overordnet sigte i samklang med hav- og miljøpolitikken og udstyres med nye instrumenter for at gøre noget ved det vedholdende problem med flådernes overkapacitet med små midler. Det er derfor nødvendigt at skabe en politisk ramme baseret på et system med mellem- og langsigtet beslutningstagning, decentralisering af visse aspekter samt præcise målsætninger. Derudover er det nødvendigt at forbedre sektorens forvaltningspraksis, at fastlægge overvågningsmekanismer, som bedre sikrer overholdelse af reglerne, og fremme en sektor, som er mere engageret og ansvarlig for forvaltningen og gennemførelsen af foranstaltningerne under den fælles fiskeripolitik;

4.

mener, at akvakulturen har potentialet til at frembringe sunde, sikre og bæredygtige produkter af høj kvalitet under nøje respekt for miljøet, og at sektoren således er en stabiliserende faktor for beskæftigelsen i mange regioner i Europa, som er mere eller mindre afhængige af fiskeriet. EU har udviklet initiativer til fremme af sektoren i form af finansielle instrumenter af strukturel art (FIUF, EFF) samt tilskyndet til og iværksat strategier for dens bæredygtige udvikling. Der er opnået mange resultater, men produktionstilvæksten ligger væsentligt under gennemsnittet på verdensplan, og sektoren står nu over for udfordringer, såsom akvakulturens integration i hav- og miljøpolitikken gennem indførelse af miljøvenlige metoder inden for rammerne af en bæredygtig fiskeripolitik, forbedring af dens konkurrenceevne, integreret forvaltning af kystzonerne, forbedring af forvaltningspraksis samt konsolidering af sundheds- og dyrevelfærdsgarantierne på linje med, hvad der er opnået inden for andre dyrehold – alt sammen under streng overholdelse af forbrugerbeskyttelsen;

5.

mener, at verdens voksende befolkning, de fremtidige udvidelser af EU, forureningen af havet og de indre farvande og konsekvenserne heraf for kystområdernes økosystemer samt klimaændringen er aspekter, som den fælles fiskeripolitik bør tage højde for på mellemlangt sigt, da de vil indebære en ændring i forvaltningen af fiskeri- og akvakulturproduktionen.

6.

tager positivt imod Kommissionens initiativ til at fremlægge grønbogen om reform af den fælles fiskeripolitik (KOM(2009) 163 endelig), hvormed høringsproceduren indledes; den selvkritiske analyse af de aspekter, hvor den fælles fiskeripolitik har lidt fiasko; forslagene til forbedring af den nuværende fælles fiskeripolitik frem til 2012; overvejelserne over den nye fælles fiskeripolitik efter 2013;

7.

er enigt i, at det ikke er lykkedes at tilpasse flådekapaciteten, særligt hvad angår visse fartøjskategorier, og støtter iværksættelsen af mekanismer, som kan muliggøre en tilpasning af de europæiske fiskerflåder til de ressourcer, der kan udnyttes, samt anlæggelsen af en mere bæredygtig samfundsøkonomisk strategi. Sådanne mekanismer bør gennemføres under bedst mulig udnyttelse af de offentlige midler. Det anser dette for at være en afgørende forudsætning for fuld gennemførelse af andre aspekter af den fælles fiskeripolitik;

8.

understreger den afgørende rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller for en vellykket fælles fiskeripolitik. Udvalget anbefaler særligt at styrke de regionale rådgivende råds (RRR'er) rolle;

9.

påpeger, at en effektiv integration af den fælles fiskeripolitik i EU's integrerede havpolitik kræver, at de regionale og lokale fiskerimyndigheder er rede til at påtage sig forpligtelser på dette område og yde et effektivt bidrag;

10.

går ind for at fremme et bedre samarbejde mellem medlemsstaternes kystbevogtning og støtter beslutningen om at træffe foranstaltninger, som gør det muligt at etablere et mere integreret kontrolsystem;

11.

anbefaler, at fordele og ulemper ved indførelsen af overdragelige fiskerirettigheder undersøges nærmere med de behørige forbehold, både hvad angår kollektive og individuelle fiskerirettigheder;

12.

er enigt i behovet for, at de fremtidige foranstaltninger og forpligtelser, der indgås som led i den fælles fiskeripolitik for at rette op på eller afbøde de økonomiske og sociale konsekvenser af begrænsningerne af fiskerimulighederne, altid skal være forenelige med den miljømæssige bæredygtighed på langt sigt;

13.

henstiller, at de eksisterende fiskeribevaringszoner bibeholdes og endog udvides;

14.

anerkender nødvendigheden af at strukturere beslutningsprocessen under den fælles fiskeripolitik ved i visse tilfælde at ty til komitologiproceduren og uddelegere reguleringen og/eller forvaltningen af visse fiskeriaktiviteter til medlemsstaterne, regionerne og sektoren inden for EU-bestemmelsernes rammer. Udvalget efterlyser derfor en forvaltningsmetode baseret på kystlinje, flodmundingsområde og fiskebanke (en økosystembaseret strategi);

15.

støtter Kommissionens forslag om, at fiskerierhvervet skal tage et større ansvar for gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik. Kun de fiskere, som varetager deres ansvar på redelig vis, bør have adgang til fiskebestandene uden at forglemme, at de er et offentligt anliggende og at forvaltningen af disse ressourcer hovedsageligt finansieres af skatteborgerne;

16.

støtter udviklingen af en kultur, hvor reglerne overholdes. Adgangen til EU-finansiering bør begrænses for medlemsstater, som ikke opfylder deres kontrol- og bevaringsopgaver;

17.

går ind for indførelsen af realtidssystemer til dataindsamling, som gør det muligt at fremskaffe teknisk og aktuel information om fangsterne;

18.

anmoder Kommissionen om ved reformen af den fælles fiskeripolitik at tage hensyn til de fjerntliggende regioners specifikke behov på baggrund af deres strukturelle og socioøkonomiske betingelser som fastlagt i den europæiske strategi for regionerne i den yderste periferi;

19.

opmuntrer Kommissionen til at gå i spidsen i udviklingen af fremgangsmåder for tilpasning af fiskeripolitikken og kystområderne til klimaændringen.

20.

er enigt i forslaget om en differentieret ordning til forvaltning af det ikke-industrialiserede fiskeri og skaldyrsfiskeriet, som er med til at tegne mange europæiske regioners kulturelle identitet og samtidig beskæftiger utallige arbejdstagere, som indgår i mikrovirksomheder; bifalder forslaget om at opretholde adgangen til offentlig finansiering af disse aktiviteter;

21.

støtter fuldt ud Kommissionens planer om med fokus på økosystemerne at fremme specifikke beslutninger vedrørende forvaltningen af denne flådekategori, som kan træffes på regionalt plan – altid inden for rammerne af overordnede EU-regler og -principper;

22.

mener, at lokalsamfundenes engagement i lokale partnerskabsstrukturer er en nøgleforudsætning for optimeringen af det lokale bidrag til definitionen af specifikke styrker og svagheder i et givet område samt til sikring af, at støtteforanstaltningerne tager højde for lokale forhold;

23.

anbefaler at undersøge begrebet ikke-industrialiseret fiskeri eller kystfiskeri nærmere, og at definitionen ikke baseres på fartøjets længde, men andre kriterier såsom aktivitetens økonomiske og sociale forbindelse til kommunerne, fangstrejsernes varighed, fangsttypen, eller om der foreligger en særlig fiskeplan eller ej;

24.

mener, at de blå bokse er for dyre i vedligeholdelse for små fartøjer, der kun driver ikke-industrialiseret fiskeri tæt på kysten. Kommissionen bør derfor tillade anvendelse af alternative systemer, der er mindre bekostelige;

25.

understreger, at disse ikke-industrialiserede flåder rammes direkte af de konkurrenceforvridninger, som følger med det globaliserede marked. Man bør igen overveje muligheden for støtte til nybyggeri som led i tilpasningsprogrammer på baggrund af den øgede indsats for at skabe teknologiske forbedringer, således at EU kan råde over en konkurrencedygtig flåde, som er tilpasset det enkelte fartøjs fiskerimuligheder, og som er sikkert for fiskerne i betragtning af den vanskelige adgang til fiskebankerne. Det ville desuden være meget nyttigt at indføre en obligatorisk differentiering på etiketterne af denne flådes produkter med angivelse af produktets oprindelse på en måde, der er let forståelig for forbrugeren;

26.

opfordrer Kommissionen til at fremme en passende uddannelse af arbejdstagere til søs, så de kan få kendskab til virksomhedsdrift, hav- og miljøforhold og god hygiejnepraksis med det mål at fastholde disse menneskelige ressourcer i de fiskeriafhængige områder og give mulighed for at diversificere erhvervsaktiviteterne til andre områder af samfundsmæssig interesse såsom støtte til bekæmpelsen af havforurening eller søredningstjenester;

27.

opfordrer Kommissionen til at fremme et integreret initiativ vedrørende udvikling og forbedring af infrastruktur i øområder og fjerntliggende egne, der er afhængige af mindre kystfiskeri;

28.

er enigt i målet fra verdenstopmødet om bæredygtig udvikling, hvor medlemsstaterne accepterede begrebet maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY) som et mål, der skal nås senest i 2015. Dette mål bør være et ledende hovedprincip for den fælles fiskeripolitik. Det bifalder også politikken for eliminering af udsmid og foreslår at evaluere følgerne for økosystemet af industrifiskeri med henblik på fremstilling af foder til opdrættede fisk;

29.

foreslår, at medlemsstaterne får ansvaret for en strammere regulering af flådernes adgang til særligt bevaringsværdige områder for at genskabe eller opretholde bevaringsområdernes miljøtilstand på et gunstigt niveau;

30.

opfordrer kraftigt til, at man ser nærmere på en forvaltningsordning med fangstbaserede kvoter baseret på fiskernes egen verificerbare dokumentation;

31.

bifalder Kommissionens forslag om en ændring af fiskeriforvaltningssystemet baseret på en begrænsning af et fiskerfartøjs havdage eller anvendelse af det nuværende system, som er baseret fiskerier efter en enkelt art;

32.

anbefaler, at det for hvert fiskeriområde overvejes, hvilket fiskeriforvaltningssystem der egner sig bedst til den pågældende fiskerizone, de arter, der fiskes, og flådetypen. Forvaltningsenheden bør være fiskeriområdet og alle de arter, der fiskes i den pågældende zone, bortset fra vandrende bestande;

33.

minder om, at nogle af forvaltningsproblemerne nødvendigvis må løses gennem indførelse af incitamenter til individuelle fiskere og sammenslutninger (fælles forvaltning), som kan tilskynde fiskerne til at drive et ansvarligt fiskeri;

34.

foreslår, at der indføres et »certifikat for kvalitetsfiskeri« under ekstern kontrol, der ligesom inden for havpolitikken kan sikre, at fiskeriet drives under streng overholdelse af fiskeribestemmelserne;

35.

anser det for nødvendigt at udvikle et ensartet system til overvågning og kontrol af fiskeriindsatsen gennem fastlæggelse af ISO-standarder, såsom ISO 17020;

36.

anbefaler, at sports- og fritidsfiskeri betragtes som aspekter, der får stadig større betydning for forvaltningen af fiskeriet. Diversificeringen af fiskeriaktiviteterne i retning af fiskeriturisme bør betragtes som en mulig udvej for fiskerne i og med, at de kan udnytte deres skibsførerbevis i en beslægtet erhvervsaktivitet, og som en løsning, der giver beskæftigelse og mindsker fiskeriindsatsen;

37.

påpeger, at anvendelsen af relativ stabilitet i mange tilfælde kan have bevirket, at den samlede tilladte fangstmænge (TAC) er blevet forhøjet til niveauer, som overskrider de videnskabelige anbefalinger, at omfanget af udsmid er taget til og at mulighederne for en rationel udnyttelse af fiskeressourcerne er blevet forringet;

38.

er enigt med Kommissionen i, at princippet om relativ stabilitet ikke længere er garant for, at fiskerirettighederne udnyttes så effektivt som muligt. Der er et misforhold mellem de kvoter, som medlemsstaterne får tildelt, og deres flåders faktiske behov for og udnyttelse af kvoterne. Følgelig anbefales det, at princippet om relativ stabilitet revideres og at tilpasningen af de nationale flåders kvotebehov afpasses efter de disponible fiskerirettigheder;

39.

mener, for så vidt angår overdragelige fiskerirettigheder, at individuelle kvoter kunne være værd at overveje, men at individuelle overdragelige kvoter til gengæld risikerer at skabe ubalance i sektoren, da de hovedsagelig afføder en koncentration af fangstkapaciteten hos få store virksomheder og fremskynder afviklingen af det traditionelle fiskeri. Det ville desuden ikke give mening at overveje en differentieret ordning for forvaltningen af fiskeflåderne, samtidig med at man overlader fiskerirettighederne fuldstændigt til markedskræfternes frie spil;

40.

støtter initiativet til at bevare begrænsningen af fiskerimulighederne inden for 12 sømilegrænsen;

41.

støtter ideen om at sikre, at alle fiskevarer, der leveres til EU's marked, herunder importerede varer, stammer fra bæredygtigt forvaltet fiskeri, for at sikre lige konkurrencevilkår på EU’s marked. Regionsudvalget foreslår, at der foretages en foreløbig vurdering af de miljømæssige konsekvenser, inden der tildeles en fiskerilicens;

42.

anbefaler at fremme initiativer, som kan garantere fiskeriprodukternes oprindelse ved at tilskynde til, at ferske produkter emballeres med angivelse af produktets sporbarhed og oprindelse;

43.

mener, at der bør tilskyndes til indførelse af certifikater for kvalitetsfiskeri mht. fangst og markedsføring som en garanti over for forbrugerne for nøje respekt for ressourcerne;

44.

er enigt i behovet for en styrkelse af producentorganisationernes beføjelser i fiskeriforvaltningen;

45.

anmoder om støtte til efter- og videreuddannelse og indkredsning af uddannelsesbehovene i producentorganisationerne som et nøgleelement i forbedringen af fiskerimarkederne;

46.

er enigt med Kommissionen i, at det er nødvendigt at iværksætte en integreret havpolitik som en forudsætning for at gøre fremskridt i de maritime anliggender, som direkte vedrører andre sektorpolitikker og især den fælles fiskeripolitik – altid med sigte på en bæredygtig udvikling af kystregionerne og med særlig vægt på tilpasningen til klimaændringerne;

47.

mener, at kystsamfundenes fremtidige overlevelse, i tråd med princippet om territorial samhørighed, vil afhænge af differentiering og etablering af et bæredygtigt økonomisk grundlag, som skaber en bred vifte af muligheder, der får kommende generationer til at blive, i stedet for at de tvinges til at flytte til større byer for at opnå en bedre livskvalitet;

48.

anbefaler, at fiskerisektoren inden for rammerne af den integrerede havpolitik kan deltage i udformningen og udviklingen af andre aktiviteter, der kan supplere fiskeriet, som f.eks. fiskeriturisme (fritidsfiskeri eller observation af hvaler), forureningsbekæmpelse, redningstjenester eller oprensning af havbund;

49.

anmoder Kommissionen om i samarbejde med medlemsstaterne og regionerne at udarbejde et geografisk informationssystem (GIS), som giver mulighed for at regulere anvendelsen af kystområderne;

50.

er overbevist om, at lokale kystpartnerskaber bestående af lokale myndigheder og de berørte parter på afgørende vis kan bidrage til en integreret kystzoneforvaltning, der er omkostningseffektiv og bundstyret;

51.

anmoder Kommissionen om at fremme udviklingen af polyvalente fiskeskipperbeviser med gyldighed i hele Europa, som kan gøre det muligt at diversificere fiskeriaktiviteterne og forene dem med anden erhvervsvirksomhed;

52.

bifalder initiativerne til at forbedre kommunikationen mellem videnskabsfolk, politiske beslutningstagere og aktører, navnlig Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur (ACFA) og de regionale rådgivende råd (RRR'er);

53.

understreger, at beslutningsprocedurerne bør baseres på velfunderet viden og pålidelige data og bakker op om de initiativer, som Kommissionen måtte tage på dette område;

54.

anbefaler dannelse af en videnbaseret klynge vedrørende fiskeri, som kan gøre det muligt at skabe en dynamisk, gennemsigtig og officiel struktur, som med tiden kan blive en portal til formidling af viden om fiskeriet i EU;

55.

er enigt i, at strukturpolitikken har haft uønskede konsekvenser for fiskerisektoren og at den i nogle tilfælde har bidraget til at forværre strukturproblemerne i stedet for at løse dem; er endvidere enigt i, at reformen bør tage fat på en løsning af strukturforskellene i sektoren, men det må sikres, at den ikke får uønskede følger eller virkninger, som strider mod den fælles fiskeripolitik;

56.

anbefaler, at adgangen til offentlig støtte reguleres efter en fremgangsmåde svarende til den, der anvendes under den fælles landbrugspolitik, gennem indførelse af begrebet krydsoverensstemmelse. Det skal være en forudsætning for opnåelse af finansiel støtte, at de fastsatte mål i forbindelse med krydsoverensstemmelsen, er opfyldt, og samtidig skal der fastlægges bestemmelser om bøder og godtgørelser;

57.

anbefaler, at der indføres mere selektive og mere miljøvenlige fangstmetoder. Ved den indsats, der gøres for at løse disse problemer, bør der imidlertid tages hensyn til de særlige regionale forhold;

58.

mener, at hovedsigtet med den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension bør være at etablere økonomiske forbindelser og samarbejde med tredjelande, uden forskelsbehandling og til gensidig gavn med henblik på et bæredygtigt og ansvarligt fiskeri;

59.

er enigt i Kommissionens opfattelse af, at EU-flådernes tilstedeværelse på verdenshavene ikke længere er så vigtig;

60.

glæder sig over, at Kommissionen er gået bort fra princippet »betal, fisk og farvel« til fordel for fiskeripartnerskabsaftaler baseret på en mere helhedsorienteret tilgang, som fremmer samarbejde, god forvaltning og juridisk sikkerhed for EU-investeringer uden for EU. Fiskeriaftalerne med tredjelande bør opretholdes som et redskab, der indgår i tilpasningsforanstaltningerne for fiskerisektoren, og som bør omfatte akvakultur, investering og samarbejde som løftestænger for udvikling;

61.

påskønner forslaget om at undersøge muligheden for at indføre regionale samarbejdsformer i en tid, hvor der tilskyndes til integration af regionerne som et udviklingsværktøj;

62.

påpeger, at de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) er et fremragende instrument til forvaltning af sektoren, og anmoder om, at EU får en større repræsentation og større vægt i beslutningsprocessen i disse organisationer efter fastlagte kriterier såsom befolkningstal eller antal EU-lande;

63.

anser det for nødvendigt at indgå internationale aftaler om forvaltning og kontrol af fiskeriet i Middelhavet, Østersøen og andre havområder, som flere lande end EU's medlemsstater grænser op til, med henblik på en afbalanceret udnyttelse af ressourcerne i et økosystem, der er præget af så stor biodiversitet og sårbarhed;

64.

støtter fastlæggelsen af foranstaltninger til etablering af et mere integreret kontrolsystem, hvori de eksisterende kontrol- og overvågningssystemer indarbejdes, især i Middelhavet. Det anmoder således Kommissionen om at iværksætte et indledende pilotprojekt i dette område, som senere kan udvides til hele Europa;

65.

opfordrer til et bedre samarbejde mellem medlemsstaternes og nabokyststaternes kystbevogtninger.

66.

bifalder meddelelsen »En bæredygtig fremtid for akvakultursektoren« (KOM(2009 162 endelig), hvormed »Strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur« (KOM(2002) 511 endelig) får ny fremdrift, så det bliver muligt at tage udfordringerne op og kanalisere sektorens store udviklingsmuligheder, navnlig med hensyn til produktionens miljømæssige bæredygtighed og akvakulturprodukternes sikkerhed og kvalitet;

67.

mener, at EU's akvakultur bidrager til at forsyne EU's marked for fiskeriprodukter, som bliver stadigt mere underforsynet på grund af de faldende fangster af fritlevende fisk og den øgede efterspørgsel;

68.

er bevidst om akvakulturens store socioøkonomiske betydning i nogle regioner, idet den skaber beskæftigelse for 65 000 arbejdstagere og har en omsætning på over 3 mia. euro;

69.

er enigt i, at man fortsat bør fremme akvakulturen, og takker for de initiativer, som Kommissionen, Rådet og Parlamentet har taget for at sætte skub i akvakulturens vækst takket være den fælles fiskeripolitik;

70.

er enigt med Kommissionen i, at EU’s akvakultursektor slås med en lang række begrænsninger såsom: adgang til den nødvendige plads, så den kan udvikle sig, vanskelighed ved at opnå licenser, fragmentering af sektoren, som i dag er svagt organiseret, og de talrige begrænsninger for adgang til kapital, hvortil kommer de strenge EU-regler, som begrænser sektorens evne til at konkurrere med de asiatiske og sydamerikanske producenter;

71.

påskønner den finansielle indsats, som EU har udfoldet via strukturpolitikken for at fremme akvakulturens bæredygtige udvikling, og foreslår, at der indføres et princip om krydsoverensstemmelse for fiskerisektoren med fastlæggelse af specifikke kriterier på områderne miljø, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd osv. Hvis disse kriterier ikke overholdes, vil adgangen til offentlig støtte blive begrænset og/eller udelukket.

72.

støtter tanken om, at EU bør fastlægge en række foranstaltninger for en konkurrencedygtig udvikling af sektoren, som kan gøre det muligt at imødekomme den stigende efterspørgsel efter spisefisk, som ikke kan dækkes af de vilde fiskebestande;

73.

er enigt i, at det skal være EU, som går i spidsen for den »blå revolution«, hvad angår såvel opdræt af fisk som teknologi og innovation, samtidig med at der på europæisk plan oprettes certificeringsorganer, som kan sikre topkvalitet i EU's akvakulturproduktion. EU bør gå i spidsen med udvikling af økologiske dambrug og kun fremme akvakultur på steder, hvor erhvervet kan udøves på økologisk bæredygtig vis med garanti for, at havmiljøet bevares for fremtiden;

74.

bifalder Kommissionens initiativ til fastlæggelse af en passende politikramme med foranstaltninger til udvikling af akvakulturen, som kan lette fjernelsen af flaskehalse i den nationale lovgivning, særligt når det gælder etablering heraf i kystområder på lige fod med andre aktiviteter og udstedelse af tilladelser, og bane vejen for denne strategiske sektors fremgang;

75.

anmoder Kommissionen om sammen med medlemsstaterne at udarbejde en køreplan for 2010, som fastlægger begrænsningerne for den europæiske akvakulturs vækst region for region, og i den forbindelse fremme indførelsen af teknisk rapportering inden for rammerne af den integrerede havpolitik, oprettelsen af akvakulturzoner og etableringen af de nødvendige havnefaciliteter;

76.

anmoder om at lette adgangen til forsikringsaftaler, som – uden at være alt for dyre – kan skabe trygge rammer for disse producenters ofte sårbare økonomi;

77.

bifalder oprettelsen af Europæisk Akvakulturs Teknologi- og Innovationsplatform (European Aquaculture Technology and Innovation Platform (EATIP)), som vil give den europæiske akvakultursektor mulighed for at opretholde sin førende stilling på verdensmarkedet og udstyre den med strategiske F+U-retningslinjer til støtte for udviklingen af bæredygtige fiskeri- og akvakulturmetoder;

78.

anmoder om, at EATIP gøres til et forum, som skal fremme den europæiske akvakulturs vækst, og at denne platform forbindes med et net af nationale platforme for akvakultur, fiskeri og oceanografi, som kan kanalisere sektorens F&U-ønsker og formidle innovationer og nye teknologier tilbage til sektoren;

79.

understreger betydningen af maritim fysisk planlægning, når det gælder tilvejebringelse af produktionslokaliteter og retningslinjer for placeringen af denne erhvervsaktivitet. En passende fysisk planlægning vil gøre det muligt at planlægge akvakulturens vækst, fastslå dens produktionspotentiale, hindre konflikter med andre brugere af kyst- eller indlandsområderne og fremme synergieffekt mellem aktiviteter og miljø i de områder, som er mest afhængige af denne type erhvervsaktivitet ud fra et overordnet mål om miljømæssig, social, økonomisk og markedsmæssig bæredygtighed;

80.

støtter fastlæggelse og fremme af anvendelsen af kvalitetsnormer og oplysende mærkningsordninger inden for EU samt det internationale samarbejde om mærknings- og certificeringsordninger;

81.

er enigt i nødvendigheden af at udvide den europæiske akvakulturs internationale dimension og fastlægge rammerne for planer for sygdomsbekæmpelse, som kan muliggøre en avlsteknisk sikker produktion;

82.

anmoder om, at den finansielle indsats kommer til at stå mål med de udfordringer, som den europæiske akvakultursektor står over for, og med de forventninger, der stilles til denne produktionssektor;

83.

opfordrer til at analysere uddannelsessituationen på søfarts-, fiskeri- og akvakulturområdet, og evaluere behovene på mellemlangt sigt; anmoder endvidere om, at der fastlægges en køreplan for medlemsstaterne inden for en fællesskabsretlig ramme for fri bevægelighed for erhvervsudøvere, som kan gøre det muligt at udbygge uddannelserne inden for sektoren og gøre europæerne mere bevidste om akvakulturen;

84.

er enigt i, at EU må sikre forenelighed mellem akvakulturen og miljøet, så det bliver muligt at producere sunde og sikre kvalitetsfødevarer gennem fastsættelse af beskyttelsesforanstaltninger for akvakulturområderne i henhold til vandrammedirektivet (2000/60/EF), som tilskynder medlemsstaterne til at forbedre deres vandmiljø inden for bestemte tidsfrister, og den integrerede havpolitik, samt træffe foranstaltninger, som gør det muligt at overvåge udviklingen i antallet af dyr, der slipper ud fra akvakulturbrug;

85.

mener, at der for at opnå en bæredygtig vækst i akvakulturproduktionen er behov for tiltag på områderne dyresundhed, dyrevelfærd og adgang for akvakultursektoren til nye veterinærlægemidler og fiskefoder, som er af høj kvalitet og miljømæssigt acceptabel;

86.

opfordrer til at gøre status over anvendelsen i medlemsstaterne af direktiv 88/2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og udarbejde et geografisk informationssystem (GIS) om sygdomme i akvakulturproduktionen på verdensplan;

87.

opfordrer til at indføre af et lovfæstet register over akvakulturproduktionerne, som giver de offentlige myndigheder mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til situationen i de enkelte dambrug, de autoriserede udsætninger af larver og deres oprindelse, udsætningens tæthed og de sundhedsprogrammer, der gennemføres;

88.

anser det for nødvendigt at fastlægge modeller og protokoller for anmodning om og tilladelser til udsætning af fiskeyngel, anmeldelse af sygdomme, rapportering om udslip, information om produktionen, evaluering af miljøovervågningsplaner samt sundhedsmæssig kontrol og dokumentation i forbindelse med transport af fisk ad landevej eller med skib, således som det er tilfældet med andre opdrættede dyrearter;

89.

anmoder om større finansiel støtte til miljøkontrol i dambrugene, udvikling af programmer til forbedring af dyresundheden, tilpasning af akvakulturproduktionen til dyrevelfærdsnormerne, forskning i veterinærlægemidler og i anvendelsen af alternative råvarer til fremstilling af fiskefoder;

90.

støtter tanken om beskyttelse af forbrugernes sundhed og anerkendelse af sundhedsfordelene ved at spise akvatiske fødevarer;

91.

støtter initiativet til at skabe bedre rammebestemmelser for sektorens forvaltning som et middel til at forbedre akvakulturens image og skabe lige vilkår på EU-niveau, hvilket vil bidrage til en bæredygtig udvikling af sektoren. Det anmoder derfor Kommissionen om at udarbejde en vejledning i bedre forvaltning af akvakultur- og fiskerisektoren;

92.

tilslutter sig forslaget om ligelig gennemførelse af EU-lovgivningen ved at fremme kendskabet til og gennemførelsen af de relevante instrumenter og fortsætte den igangværende forenkling af lovgivningen og reduktion af den administrative byrde;

93.

er enigt med Kommissionen i nødvendigheden af en tilstrækkelig overvågning af akvakultursektoren ved hjælp af pålidelige statistikker, globale og harmoniserede indikatorer og et offentligt informationsnet til overvågning af markedspriser;

94.

foreslår Kommissionen, at der under Det Europæiske Agentur for Fiskerikontrol oprettes en afdeling for evaluering og overvågning af akvakulturproduktionen;

95.

understreger endnu en gang betydningen af faglig dygtiggørelse og erhvervsuddannelse for at opnå en god forvaltning;

96.

tilbyder at stille sig til rådighed som informationsforum og garant for offentlighedens deltagelse i og kendskab til akvakulturen forskellige aspekter for sammen med Kommissionen at bidrage til en bedre forvaltning af akvakultursektoren.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/45

—

ser positivt på den række af EU's aktiviteter og politiske initiativer, som forpligter medlemsstaterne til at tilpasse deres nationale skovpolitikker til EU's målsætninger,

—

fremhæver skov- og træsektorens store potentiale i forbindelse med opnåelse af EU's målsætninger for 2020 og mener, at muligheden for at anvende indtægter fra emissionshandelsordningen til at støtte disse initiativer bør undersøges nærmere,

—

understreger, at det er vigtigt at fremme multifunktionel skovdrift,

—

sætter stor pris på EU's initiativ til at begrænse skovrydning og skovødelæggelse; henleder samtidig opmærksomheden på, at en del af biomassehøsten i EU består af kvas og blade, som indeholder næsten 90 % af de mikroelementer, som planter optager under assimilationsprocessen og opbygningen af træmasse, hvilket kan føre til udpining af voksestederne,

—

støtter uforbeholdent alle opfordringer til at anvende træ og andre træprodukter, som stammer fra skove, der forvaltes efter principperne for bæredygtig udvikling. Dette gælder især energi og råmaterialer; opfordrer indtrængende til, at man på de forskellige beslutningsniveauer overvejer at fastsætte en dato for indførelse af tvungen certificering overalt i EU,

—

anbefaler, at man støtter regioner, som indfører bæredygtige skovpolitikker, som afbøder klimaændringerne: incitamenter for virksomheder i form af skattelettelser, innovationsstøtte, præferentielle aftaler om køb af skovprodukter, teknisk og teknologisk bistand og hjælp til dækning af miljøbeskyttelsesudgifter.

Ordfører

:

Adam Banaszak (PL/UEN-AE), medlem af regionalrådet i Kujawsko-Pomorskie

1.

bemærker, at skove modvirker klimaforandringer, da de lagrer mere end halvdelen af verdens CO2-beholdning i deres biomasse, hvilket betyder, at skovødelæggelse og skovrydning udgør en trussel mod miljøet og klimaet. Det er således absolut nødvendigt at føre en bæredygtig skovpolitik;

2.

mener, at de naturlige økosystemer indgår i en fin balance, og at mangfoldigheden af planter og dyr er afgørende for vort helbred og velfærd. Oprindelige/naturlige skovområder er vigtige vokse- og levesteder og bør forvaltes i overensstemmelse med de regionale bestemmelser om skovdrift. Medlemsstaterne og regionerne bør derfor have mulighed for at forbyde udplantning af genmodificerede træsorter og plantearter;

3.

hilser det velkomment, at Kommissionen fremmer anvendelse af skovbiomasse til energiproduktion og at den stående skovbrugskomité støtter dette tiltag, hvilket har ført til en om end stadig for lille stigning i dette brændstofs medvirken i produktionen af vedvarende energi. Udvalget henleder samtidig opmærksomheden på, at en del af biomassehøsten i EU består af kvas og blade, som indeholder næsten 90 % af de mikroelementer, som planter optager under assimilationsprocessen og opbygningen af træmasse. En uforholdsmæssig stor andel heraf kan medføre udpining af voksestederne, hvilket også er et aspekt, som der bør tages hensyn til ved valget af høstmetoder. På voksesteder, hvis indhold af næringsstoffer allerede er lavt, bør grene og kviste forblive på fældningsstedet eller i den pågældende skov;

4.

henleder opmærksomheden på træ- og skovsektorens store, men endnu ikke fuldt ud udnyttede potentiale i forbindelse med opnåelse af EU's målsætninger for 2020 og navnlig på muligheden for en væsentlig forøgelse af skovbiomassens anvendelse som råstof og til energiproduktion, inklusive fra plantager med hurtigt voksende træer. Regionsudvalget konstaterer, at en udnyttelse af den energi og det materiale, der er indeholdt i træbiomassen, modvirker klimaforandringerne på grund af kulstoflagringen (træ som kulstoflager), energibesparelsen ved anvendelse af træ i stedet for andre byggematerialer, varmeenergibesparelsen om vinteren og kuldeenergibesparelsen om sommeren (isoleringsmaterialer af træ) og på grund af erstatningen af fossile energikilder med træ i forbindelse med produktion af el og varme (brændsel baseret på træbiomasse, termisk udnyttelse af gammelt træ). Muligheden for at anvende indtægter fra emissionshandelsordningen til at støtte disse og andre initiativer bør undersøges nærmere;

5.

finder det nødvendigt at foretage en planmæssig stimulering af skovbrugssektoren for at fremme produktionen af gavntræ, hvilket samtidig medfører en øget produktion af træ til energiformål;

6.

mener i betragtning af manglen på en fælles skovpolitik, at vedtagelsen af en EU- handlingsplan for skovbruget for 2006-2011 er den rette vej fremad for Kommissionens indsats. Udvalget anbefaler dog, at man snarest muligt påbegynder arbejdet med at skabe nogle juridiske og strukturelle rammer for Kommissionens tværsektorielle tiltag på skovområdet for dermed at bane vejen for en koordineret indsats på dette område efter 2011;

7.

går ind for at informere og afholde kurser for skovejere om, hvilke muligheder der er for at drive et bæredygtigt skovbrug, der både tager hensyn til biodiversiteten og producerer kvalitetstræer og træ til energiformål; anbefaler også, at skovejerne hjælpes bredt til at nå disse mål såvel gennem en vejledningsindsats som økonomisk;

8.

støtter videnskabelig forskning og initiativer, som går ud på at indkredse moderne teknologi, der gør det muligt at fælde og forarbejde træ (inklusive fra plantager, der fremstiller træ til energiformål) ved hjælp af teknikker med mindre miljøpåvirkning end de traditionelle metoder, og teknikker, som reducerer forvaltningsomkostningerne og samtidig fremmer en bæredygtig udvikling;

9.

glæder sig over resultaterne af de frivillige certificeringsordninger; går ind for, at man bevarer den frivillige certificering, men anbefaler, at certificering støttes bredt med andre foranstaltninger, inklusive finansielle instrumenter, samt at der på længere sigt indføres certificering som instrument til at lægge en yderligere dæmper på tilstrømningen af træ og træprodukter af ulovlig oprindelse. Regionsudvalget foreslår at lade dette indgå i en bredere indsats for at få indført certificering på globalt plan. Udvalget anbefaler, at man i stil med andre initiativer som f.eks. FLEGT-initiativet (Forest Law Enforcement Governance and Trade) gør det forbudt at importere eller eje træ eller træprodukter, der er produceret ulovligt uden for EU. Udvalget gør samtidig opmærksom på, at der indbyrdes mellem medlemslandene og regionerne er store forskelle på de juridiske og økonomiske betingelser for at opnå certificering og Natura 2000-status. Regionsudvalget peger endvidere på, at certificering af træprodukter ikke i alle tilfælde er en optimal løsning i forhold til de overordnede forvaltningsmål i fredede områder. Udvalget anbefaler derfor, at der af subsidiaritets- og proportionalitetshensyn i lovgivningen tages højde for disse forskelle og krav;

10.

understreger, at det er vigtigt at fremme multifunktionel skovdrift, som ud over kerneaktiviteten med at producere træ også omfatter andre ikke-produktionsrelaterede aktiviteter af stor skovbrugs- og samfundsøkonomisk betydning som f.eks.: turisme, velfærds-, beskyttelses- og rekreationsfunktioner, jagt, høst af skovfrugter i bred forstand og specifikke produkter (f.eks. saft, bark, kork osv.). Det er muligt at øge den økonomiske betydning af disse ikke-produktionsrelaterede aktiviteter og samtidig forbedre biodiversiteten på de naturlige levesteder, hvilket fremmer udviklingen af landdistrikterne;

11.

gør opmærksom på, at det er nødvendigt, at de regionale og lokale myndigheder deltager i beslutningstagningen vedrørende EU's skovpolitik.

12.

anbefaler, at man på EU-plan væsentligt øger støtten til etablering af plantager med hurtigt voksende træer til energiformål i henhold til miljømæssigt bæredygtige metoder, hvilket kan bringe nyt liv til landområderne ved at skabe flere arbejdspladser og kan bidrage til den økonomiske udvikling af en mikroregion;

13.

opfordrer indtrængende samtlige medlemslande til i lyset af 20/20/20-målsætningerne at anvende biomasse til energiformål over en bred front med det sigte at nå målet for den vedvarende energis andel af den samlede energiproduktion; Understreger ikke desto mindre, at udviklingen af træ til energiformål i lige så høj grad bør være et anliggende for områderne både med hensyn til udbud af brændsel (specifik forvaltning af skove under hensyntagen til områdernes karakteristika) og efterspørgslen heraf (områdets offentlige og private instansers fremme af et lokalt marked for skovbrændsel);

14.

opfordrer til, at man yderligere fremmer anvendelsen af skovbiomasse til energiformål og til, at den stående skovbrugskomité støtter dette tiltag. Udvalget foreslår imidlertid, at der træffes foranstaltninger til at begrænse kvas og blades andel af den høstede biomasse;

15.

bemærker, at interessen for at producere og anvende træbaseret bioenergi vil være afhængig af de økonomiske forudsætninger i form af beskatning mm. i medlemsstaterne og af, hvor mange midler der afsættes til at fremme anvendelsen af træ som brændstof samt af, hvordan støtten målrettes. Den slags støtte vil bidrage til at fremskynde den yderligere udvikling af landområderne og vil føre til en bæredygtig udvikling af det naturlige miljø i disse områder. Regionsudvalget opfordrer medlemsstaterne til gennem deres skattepolitik ikke at særbehandle biobrændsel negativt i forhold til fossilt brændsel.

16.

sætter stor pris på EU's initiativ til at begrænse skovrydning og skovødelæggelse, hvilket modvirker klimaforandringerne og mindskelsen af det areal, der bidrager til CO2-bindingen;

17.

bemærker med tilfredshed resultaterne af den overvågning, der er iværksat for at beskytte skovene, da deres tilstand og vitalitet er med til at sikre en høj optagelse af drivhusgasser og en stabilisering af klimaet;

18.

henleder opmærksomheden på de stadigt bedre skovdriftsmetoder i en række medlemslande, hvor dødt organisk materiale fjernes planmæssigt og anvendes til bioenergiformål i overensstemmelse med certificerings- og Natura 2000-reglerne og under behørigt hensyn til principperne for bæredygtig økonomisk udvikling og skovområdernes multifunktionelle karakter, hvilket bl.a. er med til at forebygge skovbrande;

19.

ser positivt på den række af EU's aktiviteter og politiske initiativer, som i realiteten forpligter medlemsstaterne til at tilpasse deres nationale skovpolitikker til EU's målsætninger;

20.

bemærker, at en udvidelse af skovarealerne giver et øget CO2-optag, hvilket bidrager til at sikre et stabilt klima, og anbefaler derfor, at man som led i politikken for udvikling af landdistrikterne øger midlerne til vedligeholdelse og forbedring af de eksisterende skove, til genrejsning af skove på landbrugsjord og til den dertil knyttede pleje. Udvalget mener i den sammenhæng, at støtten bør kobles til den betingelse, at der ikke må ske en forværring af biodiversiteten;

21.

henviser til, at skovbrande i visse lande og regioner i EU udgør den største trussel mod bevarelsen af skovøkosystemer, som består af træer og underskov. Disse brande skyldes ud over ugunstige vejrforhold en kraftig ophobning af brændbart materiale som følge af, at skovene på grund af lav rentabilitet udnyttes mindre eller opgives helt. Dette fører til kraftigere og voldsommere brande, hvilket vanskeliggør slukningsarbejdet betydeligt. Derfor bør man fremme og støtte et præventivt skovbrug, som sikrer større modstandsdygtighed over for brandspredning. Dette kræver skovbrugsmetoder, der mindsker og ændrer det brændbare plantemateriale, og som skaber og opretholder brandbælter. Den overskydende biomasse fra disse foranstaltninger bør anvendes til fremstilling af vedvarende energi og hermed bidrage til nedbringelse af CO2-emissionerne;

22.

mener, at medlemsstaterne bør opfordres til yderligere at udvikle overvågningsnetværket i betragtning af de hidtidige erfaringer med overvågning af skader på skovene forårsaget af skovbrande, insektangreb, svampesygdomme og oversvømmelser, som alt sammen mindsker skovenes sundhed og vitalitet;

23.

anbefaler, at man støtter medlemsstater og regioner, som indfører bæredygtige skovpolitikker, som afbøder klimaændringerne. Der bør gives forrang til nationale, regionale og lokale initiativer, som sigter mod at indføre incitamenter for økonomiske aktører i form af skattelettelser, innovationsstøtte, præferentielle aftaler om køb af skovprodukter, teknisk og teknologisk bistand og hjælp til dækning af de øgede udgifter til miljøbeskyttelse;

24.

anbefaler, at man over en bred kam og navnlig i byggebranchen fremmer varer, der er fremstillet af råvaren træ, som sikrer en langsigtet lagring af det kulstof, der optages under træernes CO2-assimilationsproces;

25.

gentager som også tidligere nævnt, at der er behov for en velkoordineret tværsektoriel politisk indfaldsvinkel på lokalt, regionalt, nationalt og EU- og internationalt plan, som kan tage behørigt hensyn til den globale udvikling med det sigte at sikre en virkelig bæredygtig forvaltning af skovressourcerne og at sammenkæde strategierne til afbødning af klimaændringerne med nogle passende tilpasningsforanstaltninger. Udvalget opfordrer derfor EU til at påtage sig en mere ledende rolle i international sammenhæng og støtter EU-medlemsstaterne i deres bestræbelser på at opfylde forpligtelserne om afbødning af klimaændringerne i medfør af UNFCCC og Kyoto-protokollen, og støtte til tilpasning til virkningerne af klimaændringerne (nøgleaktion 6 i handlingsplanen for 2007-2011). Glæder sig over, at Kommissionen foreslår at oprette en Global Forest Carbon Mechanism (GFCM) inden for UNFCCC, baseret på et permanent finansieringssystem og foreslår at øremærke en væsentlig del af provenuet af auktionssalg af emissionskvoter inden for rammerne af EU ETS til kampen mod skovrydning og skovforringelse i udviklingslandene;

26.

peger på, at der er behov for yderligere støtte til skovpolitikken, da den hænger tæt sammen med målsætningen om at øge energieffektiviteten med 20 % inden 2020 og mindske CO2-udledningerne, hvilket det store skovdækkede areal, der næsten udgør 35 % af Europa's landareal, har stor indflydelse på. Med henblik på opnå en sådan energieffektivitet bør der ydes støtte til termisk udnyttelse af biomasse, som bør gives forrang for elproduktion. Der må derfor gøres en indsats for at sikre, at den termiske udnyttelse indgår i de globale energiberegninger, da det er den mest effektive form for udnyttelse af biomasse;

27.

gør opmærksom på, at der er behov for en større indsats for at begrænse stigningen i biotiske og abiotiske skader på skove, herunder de menneskeskabte skader, som beskrevet i handlingsplanen for 2007-2011;

28.

bemærker, at EU har fundet en række effektive løsninger, som bør udvikles yderligere gennem en bredere debat, der inddrager og fremmer nye ideer fra eksperter fra forskellige lande, navnlig fra landene med den bedste skovdrift og fra repræsentanter for de lokale og regionale myndigheder i de områder, hvor denne sektor har særlig betydning;

29.

værdsætter den store rolle, MCPFE – den ministerielle konference om beskyttelse af skove i Europa – spiller med at indkredse og skabe opmærksomhed om skovrelaterede spørgsmål i hele Europa, inklusive i EU, og anbefaler et tættere samarbejde med denne institution.

30.

anbefaler at påbegynde arbejdet med at indarbejde Kommissionens tværsektorielle tiltag på skovområdet i en passende juridisk og strukturel ramme, som kan bane vejen for koordinerede tiltag inden for EU’s skovpolitik, hvilket vil være af afgørende betydning, når handlingsplanen for 2007-2011 udløber;

31.

anbefaler i betragtning af skovspørgsmålenes tværsektorielle karakter at påbegynde arbejdet med at nedsætte et organ med ansvar for EU's skovpolitik og udstyre det med de nødvendige finansielle instrumenter.

32.

går ind for at støtte uddannelses- og oplysningsaktiviteter vedrørende miljøbeskyttelse, men bemærker, at der fortsat ikke gøres nok for at øge offentlighedens opmærksomhed om fordelene ved bæredygtigt skovbrug, hvilket har ført til, at der i EU ikke er fuld forståelse for, hvordan det kan gavne udviklingen af landdistrikterne;

33.

anbefaler at øge støtten til uddannelses- og oplysningsaktiviteter – navnlig til dem, der er rettet både mod skovejere og skovforvaltere - om bæredygtigt skovbrug og om, hvordan skovbiomasse kan bidrage til at nå 20/20/20-målsætningerne.

34.

videnskab og skovbrug spiller en afgørende rolle i processen med tilpasning til klimaændringerne ved at ændre de fremgangsmåder, der hænger direkte sammen med skovdrift, og ved at udvælge egnede træsorter til specifikke områder samt ved at genoprette skovtyper, der giver større fleksibilitet i forhold til klimaændringerne. Det vil således blive muligt i væsentlig grad at påvirke den beskyttelse mod naturlige risici, som skovene i bjergområderne yder;

35.

støtter de videnskabelige forskningsprogrammer, der undersøger dyrkningsmetoderne for og energipotentialet af forskellige hurtigt voksende træsorter, deres tilpasningsevne til forskellige klimatiske og geografiske forhold samt genetiske forbedringer, hvilket er forhold, der vil øge den skovbiomasse, som anvendes til såvel gavntræ som energiformål, og gøre det muligt at øge mængden af træ til begge disse formål. Man bør samtidig systematisk undersøge og evaluere de økologiske følger.

36.

støtter uforbeholdent alle opfordringer til at anvende træ og andre træprodukter, som stammer fra skove, der forvaltes efter principperne for bæredygtig udvikling. Dette gælder især energi og råmaterialer. Udvalget støtter også certificering, som kan sikre en ordentlig forvaltning af skovområder og forhindre markedsføring af træ af ukendt oprindelse, men understreger samtidig den forvaltningsmæssige rolle, de lokale og regionale myndigheder kan spille;

37.

støtter bestræbelser for at få indført certificering af træ og trævarer i stil med FLEGT-initiativet, forudsat at det bygger på de eksisterende certificeringsordninger (PECF eller FSC) til bekæmpelse af ulovlig skovhugst, så vel som andre initiativer, der tager sigte på at indgå en aftale om at bekæmpe denne type aktivitet. Disse initiativer kunne sammen med foranstaltninger, der giver forrang til produkter fra certificerede virksomheder, være et effektivt middel til at mindske tilstrømningen af ulovligt træ og træprodukter;

38.

opfordrer indtrængende til, at man på de forskellige beslutningsniveauer overvejer at fastsætte en dato for indførelse af obligatorisk certificering i hele EU.

39.

minder om, at større biodiversitet styrker skovenes modstandskraft, hvilket gør det muligt i langt højere grad at udnytte disse områders potentiale, og bemærker, at det er vigtigt at opprioritere aktiviteter, der går i denne retning (udvidelse af biodiversiteten), men samtidig at tage behørigt hensyn til skovenes multifunktionalitet og bæredygtige udvikling og foreslår i den forbindelse, at nyplantning forvaltes efter principperne om et bæredygtigt miljø, der beskytter jordbunden, floraen og faunaen;

40.

understreger, at skove er med til at modvirke klimaforandringer, bl.a. gennem en multifunktionel forvaltning, da de lagrer 77 % af verdens kulstof i deres biomasse. De spiller en grundlæggende rolle i det globale kulstofkredsløb, da de regulerer biologiske cyklusser og samtidig beskytter både jord og vand; det vil derfor ikke være muligt at nå nogen af miljømålsætningerne uden at yde skovene særlig opmærksomhed;

41.

opfordrer medlemsstaterne og EU som helhed til at udnytte det internationale skovår i 2011 til at tage nogle vigtige skridt fremad på skov- og træområdet.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/50

—

deler den opfattelse, at seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn, herunder børnepornografi - set i forbindelse med menneskehandel, der også indebærer andre former for udnyttelse (tiggeri, inddragelse i småkriminelle netværk eller organfjernelse) - udgør alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og især af den menneskelige værdighed og barnets rettigheder, hvilket kræver en kompromisløs fælles strategi fra EU's side;

—

er klar over, at pornografiske billeder af seksuelt misbrug af børn og andre former for seksuel udnyttelse af børn forekommer stadigt hyppigere og udbredes ved hjælp af ny teknologi, og at modforanstaltningerne ikke har været hurtige eller effektive nok. Der må derfor iværksættes passende modforanstaltninger på alle niveauer, herunder uddannelse og udvikling af færdigheder hos det relevante kontorpersonale på lokalt og regionalt plan, så det kan bidrage til at afsløre og forebygge disse aktiviteter;

—

er enig i, at straffene bør være effektive, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til overtrædelsens grovhed, også med henblik på at gøre efterforskning og retsforfølgning mere effektiv og forbedre den internationale retshåndhævelse og det internationale retlige samarbejde;

—

er enig i, at alvorlige forbrydelser, såsom seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og andre tilfælde af udnyttelse i forbindelse med menneskehandel, kræver en stor indsats, som omfatter retsforfølgning af gerningsmænd, beskyttelse af børneofre, forebyggelse og overvågning af fænomenet, offentlig opmærksomhed om det og uddannelsestiltag;

—

minder om, at menneskehandel både er et globalt spørgsmål og et lokalt problem. Det er derfor aldeles afgørende, at lokale instanser går forrest i denne kamp. Politikker til lovhåndhævelse og retsforfølgelse kan kun være effektive, hvis der er et omfattende arbejdspartnerskab, der inddrager alle forvaltningsniveauer, arbejdsgiverorganisationer, den private sektor, fagforeninger og ngo'er.

Ordfører

:

Ján Oravec (SK/PPE), borgmester i Štúrovo

1.

deler den opfattelse, at seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn, herunder børnepornografi - set i forbindelse med menneskehandel, der også indebærer andre former for udnyttelse (tiggeri, inddragelse i småkriminelle netværk eller organfjernelse) - udgør alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og især af den menneskelige værdighed (artikel 1 i charteret om grundlæggende rettigheder) og barnets rettigheder (artikel 24 i charteret om grundlæggende rettigheder og New York-konventionen om barnets rettigheder fra 1989), hvilket kræver en kompromisløs fælles strategi fra EU's side;

2.

gentager, at det lokale og regionale niveau er det niveau, der er tættest på borgerne, og derfor kan være det første kontaktled for ofre for seksuelt misbrug. Bedre ressourcefordeling vil muliggøre et mere omfattende politisk engagement sammen med strategier til bekæmpelse af dette fænomen;

3.

er klar over, at pornografiske billeder af seksuelt misbrug af børn og andre former for seksuel udnyttelse af børn forekommer stadigt hyppigere og udbredes ved hjælp af ny teknologi, og at modforanstaltningerne ikke har været tilstrækkelig hurtige eller effektive. Der må derfor iværksættes passende modforanstaltninger på alle niveauer, herunder uddannelse og udvikling af færdigheder hos det relevante kontorpersonale på lokalt og regionalt plan, så det kan bidrage til at afsløre og forebygge disse aktiviteter;

4.

noterer sig, at Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, som har en betydelig grænseoverskridende dimension, tilnærmer medlemsstaternes lovgivning for at gøre de mest alvorlige former for seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn strafbart, udvide den nationale jurisdiktionskompetence og sikre ofre et minimum af bistand både før og efter, at der er faldet dom;

5.

mener, at FN's valgfrie protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi og især Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug er afgørende skridt på vejen mod øget internationalt samarbejde på området; opfordrer derfor medlemsstaterne til at gøre en mere aktiv indsats for at ratificere Europarådets konvention;

6.

er enig i, at alvorlige forbrydelser, såsom seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og andre tilfælde af udnyttelse i forbindelse med menneskehandel, kræver en stor indsats, som omfatter retsforfølgning af gerningsmænd, beskyttelse af børneofre, forebyggelse og overvågning af fænomenet, offentlig opmærksomhed om det og uddannelsestiltag. Alle foranstaltninger, der træffes for at bekæmpe disse lovovertrædelser, skal gennemføres under hensyntagen til barnets tarv og under overholdelse af barnets rettigheder. Det er nødvendigt at erstatte rammeafgørelse 2004/68/RIA med et nyt instrument, der indeholder vidtrækkende retsregler for at opfylde dette mål og beskytter børn i alle medlemsstater mod kriminelle fra alle medlemsstater;

7.

deler den opfattelse, at alvorlige former for seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn bør være genstand for sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsens grovhed og har en afskrækkende virkning. Dette omfatter især nye former for seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse, som brugen af informationsteknologi har gjort lettere. Definitionen af børnepornografi bør også gøres klarere og stemme bedre overens med den, der findes i internationale instrumenter. Der må også foretages en harmonisering af procedurerne på dette område for at sikre, at lovovertrædere får samme behandling, og frem for alt for at undgå unødvendige forsinkelser, som kan svække rehabiliteringselementet i straffen;

8.

mener, at efterforskning af lovovertrædelser og tiltalerejsning i straffesager bør gøres nemmere for at tage højde for de vanskeligheder, børneofre har ved at anmelde misbrug, og for den anonymitet, gerningsmændene nyder godt af på internettet. Der må etableres et klart efterforskningsmandat med klart definerede territorielle og materielle jurisdiktionskompetencer;

9.

mener, at hvis det kommunale politi, som har størst kendskab til de lokale forhold og derfor kan spille en afgørende rolle i opklaringen af disse lovovertrædelser, skal kunne bidrage effektivt i bekæmpelsen af et sådant misbrug, skal det have adgang til databaser, modtage specialuddannelse i opsporing af denne type forbrydelser og gives de nødvendige beføjelser;

10.

er enig i, at reglerne om jurisdiktionskompetence bør ændres for at sikre, at personer fra EU, der misbruger eller udnytter børn seksuelt, retsforfølges, selv om de begår forbrydelsen uden for EU, navnlig i form af såkaldt sexturisme. EU må imidlertid også bruge sin politiske og økonomiske indflydelse til at fremme indførelsen af lignende regler i lande uden for EU;

11.

er enig i, at børneofre bør have let adgang til retsmidler og ikke bør lide under at skulle deltage i en straffesag. Som en selvfølge bør der derfor gøres brug af de forskellige eksisterende teknologier til optagelse af vidneudsagn, navnlig fra børn. Dette vil mindske behovet for gentagne afhøringer eller direkte kontakt mellem ofre og gerningsmænd;

12.

anerkender, at gerningsmænd, for at forhindre og mindske tilbagefald, altid bør underkastes en vurdering, hvor der tages stilling til den fare, de frembyder, og til, om der er risiko for, at de igen vil begå seksualforbrydelser mod børn, og de bør også have adgang til effektive interventionsprogrammer eller foranstaltninger på frivilligt grundlag, som de lokale myndigheder også bør være aktivt involveret i;

13.

foreslår, at dømte gerningsmænd midlertidigt eller varigt bør forhindres i at udøve hverv, der indebærer regelmæssig kontakt med børn, hvis de skønnes at frembyde fare, og risikoen for, at lovovertrædelsen gentages, skønnes så stor, at det berettiger hertil. Det bør gøres lettere at gennemføre sådanne forbud i hele EU, og lokale og regionale myndigheder bør inddrages effektivt i processen;

14.

mener, at der for at bekæmpe børnepornografi, navnlig i tilfælde hvor det originale materiale ikke befinder sig inden for EU, bør indføres mekanismer til at blokere for adgangen fra EU's territorium til internetsider, som indeholder eller udbreder børnepornografi;

15.

fremhæver, at rammeafgørelsen i overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og proportionalitet begrænser sig til det minimum, der er påkrævet for at opfylde disse målsætninger på europæisk plan, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt til dette formål;

16.

noterer sig, at denne rammeafgørelse overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, der anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig den menneskelige værdighed, forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, børns rettigheder, retten til frihed og sikkerhed, ytrings- og informationsfriheden, beskyttelse af personoplysninger, adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol samt legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf. Særligt skal denne rammeafgørelse sikre fuld overholdelse af disse rettigheder. Hensigten med denne rammeafgørelse er ikke at regulere kønslig omgængelse mellem mindreårige, som samtykker heri;

17.

minder om, at menneskehandel både er et globalt spørgsmål og et lokalt problem. Det er derfor aldeles afgørende, at lokale instanser går forrest i denne kamp. Politikker til lovhåndhævelse og retsforfølgelse kan kun være effektive, hvis der er et omfattende arbejdspartnerskab, der inddrager alle forvaltningsniveauer, arbejdsgiverorganisationer, den private sektor, fagforeninger og ngo'er;

18.

er enig i, at menneskehandel er en alvorlig forbrydelse, der ofte begås som led i organiseret kriminalitet, og udgør en grov menneskerettighedskrænkelse. Udvalget støtter derfor en holistisk, fælles og kompromisløs tilgang til dette fænomen fra EU's side, idet det betragter dette som et prioritetsområde;

19.

støtter Den Europæiske Unions mål om at forebygge og bekæmpe menneskehandel og beskytte ofrenes rettigheder. Det var også hensigten med vedtagelsen af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA af 19. juli 2002 om bekæmpelse af menneskehandel og EU's plan for bedste praksis, standarder og procedurer i forbindelse med bekæmpelse og forebyggelse af menneskehandel (2005/C 311/01);

20.

bifalder, at det nye forslag til rammeafgørelse anvender en integreret og holistisk tilgang til bekæmpelsen af menneskehandel. Bedre forebyggelse og retsforfølgelse samt beskyttelse af ofrenes rettigheder er nogle af dens hovedmål. Børn kan på grund af deres alder komme i vanskelige situationer. De er mere sårbare og derfor mere udsatte for at blive ofre for menneskehandel. Alle bestemmelserne i denne rammeafgørelse bør anvendes under hensyn til barnets tarv og i overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention af 1989 om barnets rettigheder;

21.

er klar over, at FN's protokol af 2000 om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn, til supplering af FN's konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet samt Europarådets konvention af 2005 om indsatsen mod menneskehandel er afgørende skridt på vejen til at forbedre det internationale samarbejde om bekæmpelse af menneskehandel. For at fremme tilnærmelsen af lovgivningerne anvender denne rammeafgørelse den brede definition af forbrydelsen, som fra FN og Europarådet opstiller i ovennævnte retsakter. Definitionen omfatter de forskellige typer af ofre – ikke kun kvinder, men også børn og mænd - og de forskellige former for udnyttelse – ikke kun seksuel, men også arbejdsmæssig, f.eks. tiggeri og inddragelse af børn i småkriminelle netværk, samt menneskehandel med henblik på fjernelse af organer, hvilket kan have forbindelse med handel med organer og udgør en grov krænkelse af den menneskelige værdighed og den fysiske integritet;

22.

er enig i, at straffene bør være effektive, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til overtrædelsens grovhed, også med henblik på at gøre efterforskning og retsforfølgning mere effektiv og forbedre den internationale retshåndhævelse og det internationale retlige samarbejde. I de skærpende omstændigheder bør der tages hensyn til behovet for særlig beskyttelse af ofre i sårbare situationer, herunder alle børneofre og voksne, der er sårbare på grund af personlige omstændigheder eller fysiske eller psykiske følger af forbrydelsen. Under alle omstændigheder er et samarbejde mellem alle organisationer, der arbejder for beskyttelse af mindreårige, og som er aktive på menneskerettighedsområdet, lige så nødvendigt som en effektiv efterforskningsindsats fra de retshåndhævende myndigheders side og et effektivt retsvæsen;

23.

deler det synspunkt, at ofrene efter afgørelse fra den kompetente myndighed bør beskyttes mod retsforfølgelse og straf for ulovlige handlinger, de har været involveret i som en direkte følge af, at de er blevet udsat for menneskehandleres brug af ulovlige metoder, såsom tilsidesættelse af indvandringslovgivning, brug af falske dokumenter og overtrædelse af lovgivningen om prostitution. Imidlertid bør omstændighederne vurderes med omtanke og konsekvens. Denne beskyttelse har endvidere til formål at tilskynde ofrene til at vidne under straffesager;

24.

påpeger, at Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager ganske vist opstiller en række rettigheder for ofre, herunder retten til beskyttelse og erstatning, men at ofre for menneskehandel ligeledes befinder sig i en sårbar situation og derfor har behov for særlige foranstaltninger. Disse ofre, som lider under følgerne af de strafbare forhold i forbindelse med menneskehandel, herunder fjernelse af organer, bør beskyttes mod intimidering og sekundær viktimisering, dvs. mod yderligere krænkelse og traumer som følge af den måde, straffesagen gennemføres på. Endvidere bør der træffes særlige foranstaltninger til at sikre effektiv beskyttelse og erstatning;

25.

mener, at ofre bør kunne gøre effektiv brug af deres rettigheder. De bør derfor inden, under og efter straffesagen have adgang til bistand hermed – i visse tilfælde som en universel ret. Denne rammeafgørelse indfører en forpligtelse for medlemsstaterne til at yde alle ofre tilstrækkelig bistand til, at de kan rehabiliteres og nyde beskyttelse;

26.

er overbevist om, at menneskehandel er forbundet med enorme pengesummer og akkumulering af rigdom hos de kriminelle, der deltager i denne ulovlige aktivitet, og tilskynder medlemsstaterne til at bruge de konfiskerede midler fra kriminelle til at finansiere yderligere terapeutiske og integrationsmæssige tjenester for disse børn;

27.

noterer sig, at mens direktiv 2004/81/EF vedrører udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, og direktiv 2004/38/EF regulerer unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område og beskytter dem mod udvisning, træffer denne rammeafgørelse bestemmelse om særlige beskyttelsesforanstaltninger for alle ofre for menneskehandel. Den beskæftiger sig ikke med betingelserne for deres ophold i medlemsstaterne eller andre spørgsmål, der falder ind under Fællesskabets kompetence;

28.

har den holdning, at medlemsstaterne bør sikre, at børneofre har adgang til særlige beskyttelsesforanstaltninger ud over de foranstaltninger, som voksne har adgang til;

29.

bifalder idéen om, at alle EU's medlemsstater skal indføre en politik eller føre en styrket politik til forebyggelse af menneskehandel - herunder foranstaltninger til at begrænse den efterspørgsel, der giver anledning til alle former for udnyttelse - gennem forskning, information, bevidstgørelse, uddannelse samt europæiske mediekampagner med henblik på at fremme en holistisk definition af menneskehandel og bekæmpe den såkaldte sekundære viktimisering (dvs. yderligere krænkelse af offeret). I disse initiativer bør hver enkelt medlemsstat inddrage kønsperspektiver og se særligt på børns rettigheder;

30.

noterer sig, at Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2009/…/EF om minimumsstandarder for sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt i landet, indeholder bestemmelser om straf af arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere, som opholder sig ulovligt i landet, når arbejdsgiveren, selv om han ikke er blevet tiltalt eller dømt for menneskehandel, benytter arbejde eller ydelser, der er aftvunget en person, med viden om, at den pågældende er offer for menneskehandel. Endvidere bør medlemsstaterne overveje muligheden af at pålægge de personer straf, som bruger ydelser, der er aftvunget et offer, med viden om, at den pågældende er offer for menneskehandel;

31.

støtter forslaget om oprettelse af nationale overvågningsordninger, f.eks. nationale rapportører eller tilsvarende ordninger, til at indsamle oplysninger og vurdere tendenserne i handlen med mennesker, måle resultaterne af den politik, der føres til bekæmpelse af menneskehandel, og rådgive regeringer og lovgivende forsamlinger om udviklingen i bekæmpelsesforanstaltninger;

32.

peger på behovet for også at tage fat på årsagerne til, at organiserede grupper er i stand til at handle med mennesker. Årsagerne er hovedsagelig fortvivlelse og en ofte uholdbar økonomisk og social situation i oprindelseslandene. Udsigten til at opnå en chance for at forbedre deres situation får mange ofre til bogstaveligt talt at falde i kløerne på organiserede grupper, som udnytter dem til illegalt arbejde, prostitution, tiggeri, organfjernelse eller anden illegal aktivitet;

33.

bemærker, at afsløringen af denne form for kriminelle handlinger og deres oprindelse samt overvågningen af miljøet kan lettes meget via bidrag fra det kommunale politi, der kender det lokale miljø i de mindste detaljer. Men det forudsætter, at de har adgang til databaser, får specialuddannelse i opsporing af denne type forbrydelser og tildeles de nødvendige beføjelser;

34.

bakker kraftigt op om EU's foranstaltninger til at forebygge ulovlig indvandring, da ulovlige indvandrere er mulige ofre for menneskehandel;

35.

erkender, at målet med denne rammeafgørelse, nemlig at bekæmpe menneskehandel, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene og derfor på grund af omfanget og virkningerne bedre kan gennemføres på unionsplan. Unionen kan træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet som nævnt i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, jf. artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. sidstnævnte artikel, går denne rammeafgørelse ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål;

36.

noterer sig, at denne rammeafgørelse overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder den menneskelige værdighed, forbuddet mod slaveri, tvangsarbejde og menneskehandel, forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, børns rettigheder, retten til frihed og sikkerhed, ytrings- og informationsfriheden, beskyttelse af personoplysninger, adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol samt legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf.

37.

erkender, at ofre for menneskehandel altid er traumatiserede og stigmatiserede af deres erfaringer, og at lokale og regionale myndigheder ofte har ansvaret for ydelserne til rehabilitering og genbosættelse. Denne rolle bør anerkendes, og der bør afsættes passende ressourcer til fremme af dette forløb.

29.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 141/55

—

slår til lyd for, at der i direktivet rettes en henstilling (og ikke blot en opfordring) til medlemsstaterne om at forpligte producenterne til at udforme deres produkter på en måde, der gør det let at skille dem ad, reparere, genbruge eller genvinde dem. Det gebyr, der afkræves under overensstemmelsesordninger, bør stå i forhold til et bestemt produkts genbrugelighed eller genanvendelighed;

—

opfordrer til, at indsamlingsprocenten anvendes individuelt for de enkelte produktkategorier og anbefaler ligeledes, at målet beregnes i forhold til den gennemsnitlige livscyklus for EEE; Medlemsstaternes foranstaltninger bør endvidere sikre mod, at småt WEEE ender i den usorterede affaldsstrøm;

—

mener, at det klart og tydeligt bør fremgå af teksten, at producenterne er forpligtet til at finansiere omkostningerne i relation til indsamling og indsamlingssteder til affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Udvidelsen af produktansvaret til omkostningerne ved særskilt indsamling fra husholdninger bør være obligatorisk for at sikre større harmonisering af det økonomiske ansvar og skabe lige vilkår i EU;

—

slår til lyd for, at det i overensstemmelse med affaldshåndteringshierarkiet gøres til et særskilt mål, at 5 % af udstyret skal genbruges. Dette vil fjerne den nuværende tilbageholdenhed med at genbruge genindvundne produkter og sikre en kvalitativ genbrug af apparaterne;

—

opfordrer til, at der ved produktets prisfastsættelse tages højde for alle omkostninger til bortskaffelse af elektrisk og elektronisk udstyr indeholdende farlige stoffer på en måde, der ikke er til skade for menneskers sundhed eller miljøet; beklager, at listen ikke er blevet udvidet til at omfatte de stoffer, som foreslås forbudt i bilag IV til RoHS-direktivet;

—

opfordrer til, at man lægger større vægt på miljøuddannelse, bl.a. i form af kampagner til oplysning af borgerne. De lokale og regionale myndigheder bør støttes i deres indsats for at udforme og iværksætte sådanne tiltag, som i høj grad kan påvirke forbrugernes adfærd.

Ordfører

:

Jerzy Zająkała (PL/UEN-AE), borgmester i Łubianka

1.

bekræfter, at det er vigtigt at sikre en passende regulering af spørgsmål vedrørende forsvarlig håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), eftersom det har stor indvirkning på miljøet og sundheden;

2.

understreger, at det i de fleste medlemsstater er de lokale og regionale myndigheder, der er ansvarlige for gennemførelsen af EU's politik for affaldshåndtering. De udarbejder planer, udsteder tilladelser til indsamling og behandling af affald og forvalter de dertil knyttede systemer. De bør derfor spille en vigtig rolle, når det gælder om at udvikle nye tilgange og forslag inden for affaldshåndtering;

3.

glæder sig over, at Kommissionen har taget initiativ til at omarbejde direktiverne og i den forbindelse tager højde for forslagene i Regionsudvalgets udtalelse fra 2000, hvori det opfordrede Kommissionen til at reducere de unødvendige omkostninger og byrder for markedsoperatørerne og administrationen, at forbedre effektiviteten og, især, at begrænse denne affaldskædes stærkt stigende indvirkning på miljøet;

4.

bekræfter, at EU's miljøpolitik bygger på princippet om, at forureneren betaler. Producentansvaret, som følger direkte af dette princip, er et væsentligt princip inden for affaldshåndtering og en af hovedhjørnestenene i direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE-direktivet);

5.

henleder opmærksomheden på de forsinkelser, der er opstået i forbindelse med gennemførelsen af WEEE-direktivet, og som bevirker, at de lokale og regionale myndigheder og producenterne ikke rettidigt modtager klare instrukser om, hvordan reglerne skal gennemføres;

6.

anmoder om, at det nye WEEE-direktiv sikrer, at overensstemmelsesordninger yder de relevante lokale eller regionale myndigheder passende og løbende kompensation for økonomiske og administrative byrder, som påløber til gennemførelsen af direktivet.

7.

finder, at de to direktiver så vidt muligt bør behandles parallelt med hinanden og i sammenhæng med andre EU-regler på området, eftersom det er den eneste måde, hvorpå der kan findes en hensigtsmæssig løsning på problemerne.

8.

forventer, at de forskellige operatører i affaldskæden (producenter, distributører, lokale og regionale myndigheder) vil få samme status, når det gælder ansvar for indsamling af elektrisk og elektronisk affald fra husholdninger. Den nuværende situation, der er kendetegnet ved forskellige nationale tilgange, har ført til urimelige omkostningsforskelle for disse operatører og dermed forvridning af konkurrencereglerne. Regionsudvalget erkender dog, at indsamlingsmetoderne kan variere fra region til region i overensstemmelse med lokale forhold og vilkår;

9.

bekræfter, at omarbejdningen af direktiverne er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Den grænseoverskridende indvirkning, som elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) og affald af elektrisk og elektronisk udstyr har på sundheden og miljøet, og den omstændighed, at varer bevæger sig frit på markedet på tværs af grænser, gør EU-niveauet bedst egnet til at sikre en passende regulering. Medlemsstaternes individuelle initiativer kan føre til et lavere miljøbeskyttelsesniveau og skabe problemer i det indre marked f.eks. i form af højere efterlevelsesomkostninger for producenterne og forbrugerne;

10.

bekræfter, at formålet med direktivet om begrænsning af farlige stoffer er at øge overensstemmelsen og samspillet med andre relevante fællesskabsbestemmelser, der vedrører de samme produkter, navnlig REACH. Tydeliggørelsen af anvendelsesområdet og definitionerne, indførelsen af harmoniserede håndhævelsesrelaterede bestemmelser og forbedringen af ordningen for indrømmelse af undtagelser fra begrænsningerne vil øge den retlige sikkerhed;

11.

understreger, at det er relevant med en harmonisering af direktivernes anvendelsesområde og definitioner, som er omhandlet i henholdsvis artikel 2 og 3 i direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Klare og tydelige regler, der stemmer overens med anden EU-lovgivning på området, vil øge den retlige klarhed og reducere de administrative omkostninger;

12.

ser fordele ved at harmonisere registreringssystemet for producenter af elektrisk og elektronisk udstyr, men bemærker samtidig, at visse medlemsstater først har indført det nuværende registreringssystem inden for de seneste fire år – en proces, der har været forbundet med store omkostninger. Inden der indføres et nyt registreringssystem for producenter, bør det kontrolleres, om systemet er effektivt. Regionsudvalget bemærker samtidig, at lokale og regionale myndigheders rapporteringskrav fortsat skal imødekommes;

13.

udtrykker tilfredshed med de fastsatte mindstekrav til inspektioner i medlemsstaterne og til kontrol med overførsel af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, der bidrager til direktivets gennemførelse. Regionsudvalget anmoder samtidig medlemsstaterne om at sikre, at de kompetente myndigheder råder over tilstrækkelige midler til at kunne håndhæve disse lovgivningsbestemmelser, og om navnlig at afsætte midler til uddannelse af de tjenester, der er ansvarlige for at gennemføre denne lovgivning. Det ville desuden være hensigtsmæssigt at inddrage IMPEL-netværket (1) i udarbejdelsen af mindstekravene til inspektion;

14.

gør opmærksom på manglen på præcise forskrifter, der giver mulighed for at kontrollere, om kollektive og individuelle systemer opfylder de fastsatte krav, og på forskrifter vedrørende de enkelte producenters opfyldelse af deres finansielle forpligtelser i henhold til direktivet;

15.

beklager, at der ved omarbejdningen ikke er blevet gjort tilstrækkeligt ud af at skabe nye europæiske afsætningsmuligheder for produkter, der er blevet genanvendt og nyttiggjort. Dette kunne ske ved at anvende instrumenter til styring af efterspørgslen som f.eks. grønne offentlige indkøb, incitamenter til at købe genanvendte materialer, f.eks. via afgifter på nye materialer, hvor der findes genanvendte alternativer. Der er ingen tvivl om, at en sådan tilgang ville bidrage til at reducere mængden af affald af elektrisk og elektronisk udstyr og give borgerne tillid til, at sådant udstyr behandles korrekt.

16.

opfordrer til, at man lægger større vægt på miljøuddannelse, bl.a. i form af kampagner til oplysning af borgerne – på tværs af alle aldersgrupper og tilpasset de forbrugsvilkår og -vaner, der gør sig gældende på lokalt niveau. Effektive tiltag på dette felt kan i høj grad påvirke forbrugernes adfærd. De lokale og regionale myndigheder bør støttes i deres indsats for at udforme og iværksætte sådanne tiltag;

17.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at iværksætte og støtte videnskabelig forskning i, hvordan sådanne genindvundne produkter og deres komponenter bedst kan håndteres, og hvordan man mest effektivt kan gøre borgerne mere bevidste om miljøvenlig adfærd;

18.

opfordrer EU og medlemsstaterne til sat støtte tiltag, der sigter mod at gøre forbrugerne mere bevidste og fremme udveksling af god praksis mellem EU's medlemsstater og mellem de lokale og regionale myndigheder.

19.

mener, at det er altafgørende, at det ikke er materialernes værdi, som bestemmer, hvilken genvindingsordning, der skal anvendes for elektrisk og elektronisk udstyr;

20.

bemærker, at der bør foretages en klar sondring mellem genbrug af produkter, der endnu ikke kan betegnes som affald (og som derfor ikke skal medregnes blandt målsætningerne) og genbrug af produkter, der kan betegnes som affald som f.eks. genstande fra kommunale indsamlingscentraler. Regionsudvalget understreger, at det er vanskeligt at kontrollere, hvilken tilstand affald af elektrisk og elektronisk udstyr befinder sig i, når det indleveres til affaldsindsamlingsstederne, og at det ville være mere hensigtsmæssigt, om visse gamle og ubrugelige apparater blev genvundet frem for genbrugt;

21.

glæder sig over, at direktivets anvendelsesområde er blevet tydeliggjort, og at det tydeligt fremgår af bilagene til direktivet om begrænsning af farlige stoffer, hvilke kategorier og former for elektrisk og elektronisk udstyr, der her er tale om. Regionsudvalget bemærker dog, at kategoriseringen af produkter med dobbelt anvendelse kan give anledning til problemer. Regionsudvalget anmoder derfor om, at sådanne produkter kategoriseres som WEEE fra husholdninger. Hvis der ikke foretages en sådan kategorisering, vil der kunne opstå situationer, hvor omkostningerne uberettiget overføres til andre aktører, og der sker en udhuling af finansieringen til WEEE fra husholdninger. En sådan kategorisering ville desuden skabe større klarhed og vished for producenterne;

22.

foreslår, at der i direktivet rettes en henstilling (og ikke blot en opfordring) til medlemsstaterne om at forpligte producenterne af elektrisk og elektronisk udstyr til at udforme deres produkter på en måde, der gør det let at skille dem ad, reparere, genbruge eller genvinde dem, hvilket vil kunne reducere den affaldsmængde, der sendes til deponering eller afbrænding. Det vil i den forbindelse være værd at se nærmere på muligheden for at indføre en tilskyndelsesordning, der belønner producenterne, hvis de overskrider den genvindingskvote, der er fastsat for en given produktkategori;

23.

ønsker at påpege et problem med anvendelsen af indsamlingsprocenten i kollektive systemer. Når indsamlingsprocenten anvendes for det (kollektive) system som helhed (på alt udstyr), som foreslået af Kommissionen, kan det have uønskede virkninger. I den situation er det sandsynligt, at overensstemmelsesordninger først og fremmest vil fokusere på tungt udstyr (som bidrager med mest vægt i kæden) i stedet for udstyr med meget lille vægt. Det bør undgås, at der med indsamlingsprocenten skabes en mekanisme, der kun fokuserer på tungt udstyr og ikke udstyr med en betydelig miljøpåvirkning. Til dette formål bør det være et mindstekrav, at indsamlingsprocenten anvendes individuelt for de enkelte produktkategorier;

24.

erkender, at der er sket et skridt i den rigtige retning med ændringen af metoden til beregning af indsamlingsniveauet for WEEE – der vil være baseret på en procentdel af den gennemsnitlige vægt af udstyr, der er bragt i omsætning, og ikke længere som hidtil på antallet af kilo pr. indbygger. Den toårige periode til beregning af gennemsnittet tager dog ikke højde for visse elektriske og elektroniske produkters reelle livscyklus, der ofte er mere end to år. Regionsudvalget bemærker ligeledes, at en længere livscyklus vil begrænse affaldsproblemet og få forbrugerne til at foretrække sådanne produkter;

25.

anbefaler ligeledes, at målet beregnes i forhold til den gennemsnitlige livscyklus for EEE og ikke i forhold til, hvor mange nye produkter der er blevet solgt i de foregående to år. Det kan synes arbitrært at tage udgangspunkt i en toårig periode, og det kan samtidig have en uønsket indvirkning på miljøet, eftersom der er store forskelle mellem livscyklusserne for forskellige elektriske og elektroniske produkter;

26.

finder det problematisk, at målet stadig beregnes efter vægt, som ikke afspejler produkternes miljøpåvirkning, og fremhæver problemerne med at få forbrugerne til at aflevere små apparater til genbrug inden for rammerne af den separate indsamling. Regionsudvalget bemærker, at sådanne apparater ofte efterlades i kommunale affaldscontainere, og at det er ad denne vej, at de ankommer til affaldsanlæggene. Regionsudvalget opfordrer derfor til, at små apparater medtænkes i forbindelse med medlemsstaternes forpligtelser som fastsat i artikel 5, stk. 1, i direktivet;

27.

understreger, at princippet om, at forbrugeren betaler, betyder, at omkostningerne ved at håndtere affald fra elektrisk og elektronisk udstyr bør betales af forbrugerne via producenterne af elektrisk og elektronisk udstyr og ikke af skatteyderne hovedsagelig via de lokale myndigheder. Det følger heraf, at producenterne af elektrisk og elektronisk udstyr er ansvarlige for omkostningerne ved indsamling, håndtering og behandling af WEEE og for omkostningerne til oplysning og tilpasset produktdesign. Princippet om producentansvar udgør grundlaget for et godt og tæt samarbejde mellem producenterne og lokale og regionale myndigheder med henblik på at opfylde direktivets målsætninger;

28.

noterer sig de bekymringer, som er blevet luftet af producenter af elektrisk og elektronisk udstyr (2), der finder, at de med rette bør betragtes som ansvarlige for opfyldelsen af målsætningerne for affaldsindsamling, men at de kun har begrænsede muligheder for at kontrollere denne proces, navnlig hvad angår tilgængeligheden af indsamlingssteder og den affaldsmængde, som produceres af forbrugerne. Det bemærkes med rette i artikel 7, stk. 2, at det er producenterne, som i sidste ende er ansvarlige for at nå indsamlingsprocenten. Ikke desto mindre gør Regionsudvalget opmærksom på nødvendigheden af følgende:

29.

opfordrer til, at det ikke gøres valgfrit, men derimod til et krav, at producentansvaret udvides til at omfatte omkostningerne ved særskilt indsamling fra husholdninger;

30.

glæder sig over, at mindstemålene i artikel 11, stk. 1, hæves med 5 %, og at disse mål fremover også vil gælde for medicinsk udstyr. Regionsudvalget slår til lyd for, at det i overensstemmelse med affaldshåndteringshierarkiet gøres til et særskilt mål, at 5 % af udstyret skal genbruges. Dette vil fjerne den nuværende tilbageholdenhed med at genbruge genindvundne produkter og sikre en kvalitativ genbrug af apparaterne;

31.

gør opmærksom på, at producenter af produkter, der sælges til forbrugere (B2C), har begrænset eller slet ingen interesse i, at deres udstyr genbruges. Derfor genbruges det ikke. En indarbejdning af mål for genbrug under genvindingsmålet vil ikke ændre herpå. Producenterne vil søge at opfylde målet via genvinding og se bort fra mulighederne for genbrug. Erfaringerne hos genbrugsorganisationer viser imidlertid, at 20-30 % af alt elektrisk og elektronisk udstyr, der kasseres, stadig er fuldt funktionsdygtigt eller kan komme til at fungere efter mindre reparationer. Regionsudvalget tager affaldshierarkiet meget seriøst og går ind for at fremme genbrug af hele apparater. Regionsudvalget foreslår derfor et separat mål for genbrug af hele apparater;

32.

gør opmærksom på, at de lokale myndigheder i mange tilfælde er blevet pålagt en uforholdsmæssig administrativ og økonomisk byrde som følge af den fleksibilitet, nogle af det gældende direktivs bestemmelser giver mulighed for, og den uklare definition i national lovgivning af forpligtelser og ansvar. Omkostninger, som ifølge direktivet bør afholdes af producenterne, ender med at blive afholdt af lokale myndigheder, da de ofte er lovmæssigt forpligtet til at indsamle affald og er nødt til at gribe ind, når producenternes tilbagetagelsesordninger ikke virker efter hensigten. Regionsudvalget mener ikke, at de lokale og regionale myndigheder bør bære de økonomiske konsekvenser af huller i lovgivningen om affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

33.

er bekymret over den fortsat udbredte forurening, der skyldes anvendelsen af farlige stoffer og materialer i elektriske og elektroniske produkter. Det er ikke kun et spørgsmål om, at mange farlige stoffer og materialer anvendes til produktfremstilling; når sådanne produkter genbruges og deponeres i slutningen af deres livscyklus produceres andre skadelige stoffer som f.eks. dioxiner og furaner;

34.

bemærker, at man bør sætte ind på at afkoble økonomisk vækst fra stigninger i mængden af affald, herunder affald, der indeholder farlige stoffer. Regionsudvalget understreger, at offentligheden ikke skal betale ekstra skatter for de omkostninger, der er forbundet med håndtering af farligt affald. Hvis sådanne stoffer anvendes i elektrisk og elektronisk udstyr, er det fordi producenterne (eller de distributører, der importerer sådanne produkter fra tredjelande) har truffet beslutning herom. Ved produktets prisfastsættelse bør der derfor tages højde for alle omkostninger til bortskaffelse af elektrisk og elektronisk udstyr indeholdende farlige stoffer på en måde, der ikke er til skade for menneskers sundhed eller miljøet;

35.

bifalder beslutningen om at vedlægge listen over forbudte stoffer og tolererede maksimale koncentrationsværdier som bilag til direktivet. Regionsudvalget beklager dog, at listen ikke er blevet udvidet til at omfatte de stoffer, som foreslås forbudt i bilag IV. Dette gælder navnlig hexabromcyclododecan (HBCDD), di(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP), benzylbutylphthalat (BBP) og dibutylphthalat (DBP) for alt elektrisk og elektronisk udstyr;

36.

anmoder om, at der foretages en analyse af de forskellige forhold, der taler for at gennemføre REACH fuldt ud via direktivet om begrænsning af anvendelsen af farlige stoffer (RoHS-direktivet) eller for at bevare RoHS-direktivet som et supplement til REACH-processen, da dette direktiv indebærer en strammere tidsplan for, hvornår der skal informeres om, at kemikalier, der for nylig er blevet betegnet som farlige, skal udskiftes med sikrere produkter;

37.

glæder sig over, at den revision, der foretages hvert fjerde år, er blevet udskiftet med en maksimal gyldighedsperiode på fire år for undtagelser – der kan udvides efter anmodning - for at tilskynde til at finde erstatninger og flytte bevisbyrden fra de offentlige myndigheder til den ansøgende producent eller distributør;

38.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fastsætte detaljerede regler for indrømmelse af undtagelse, således at de økonomiske aktører kan få retlig sikkerhed, og det kan afgøres, hvordan de nye kriterier vedrørende socioøkonomiske virkninger og fordele som omhandlet i artikel 5, stk. 1 b) skal finde anvendelse i forbindelse med indrømmelse og gennemgang af fritagelser;

39.

er enigt i, at bestemmelserne i artikel 6-8 skaber klarhed og sammenhæng, og bemærker samtidig, at en begrænsning af antallet af produkter, der ikke opfylder standarderne, ved at sikre en strengere og harmoniseret overvågning af markedet er en omkostningseffektiv metode til at øge direktivets miljømæssige fordele.