30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/1

1.1

Udvalget støtter på det kraftigste initiativer, der har til formål at udvikle en fællesskabspolitik til fremme af en bæredygtig produktion og et bæredygtigt forbrug, der er fuldt integreret i andre fællesskabspolitikker, med henblik på at:

1.2

Udvalget henstiller, at der fastlægges definitioner af begreberne »økologiske produkter/tjenester« og »økologisk forbrug« inden for rammerne af en bæredygtig udvikling og et bæredygtigt forbrug, der skal gælde i hele EU og anerkendes internationalt og baseres på klare miljøkriterier, -indikatorer og -standarder, der kan udvikles og forbedres.

1.3

Udvalget opfordrer den europæiske industri og distributions- og servicesektoren til klart at forpligte sig til at anvende en integreret sektorspecifik tilgang og i denne forbindelse fastsætte en tidsfrist for opfyldelse af verificerbare mål. Denne tilgang bør være baseret på principperne om miljømæssig, økonomisk og samfundsmæssig bæredygtighed. Der bør tages hensyn til miljøkravene allerede i produktdesignfasen, således at hele livscyklussen tages i betragtning, samtidig med at standarderne for kvalitet, innovation og kundetilfredshed til stadighed højnes.

1.4

Udvalget opfordrer virksomheder og offentlige og private organer til at gøre øget brug af tilgængelige fællesskabsinstrumenter og nationale instrumenter parallelt med henblik på at maksimere forskningen i rene teknologier og produkter.

1.5

Udvalget ønsker at understrege behovet for at styrke og fremskynde harmoniseringen af tekniske standarder for økologiske produkter og produktionsmetoder.

1.6

Udvalget opfordrer til, at der fastlægges kriterier og ensartede mindstekrav på hele det indre marked for mærkningsordninger for økologiske produkter med det formål at sikre forbrugerne et retfærdigt valg mellem grønne produkter og tjenester, en ensartet kontrol i hele EU og overholdelsen af princippet om fri bevægelighed for egentlig grønne produkter. Det europæiske miljømærke (miljøblomsten) bør markedsføres yderligere og bør kunne anvendes parallelt med nationale og sektorspecifikke mærkningsordninger.

1.7

Udvalget finder det vigtigt at styrke »produktdimensionen« i miljøforvaltningsordninger for at fremme udbredelsen til producenter og distributører og tilpasse denne dimension mere effektivt til de lokale myndigheders forvaltningssystemer, således at der i højere grad skabes synergi med andre instrumenter til fremme af bæredygtig udvikling.

1.8

Udvalget anser det for afgørende, at udbredelsen af EMAS (ordningen for miljøledelse og miljørevision) støttes. Dette kan ske gennem finansielle og skattemæssige foranstaltninger, administrativ strømlining, markedsføringstiltag, anerkendelse af EMAS som »standard of excellence«, også internationalt, og vedtagelse af foranstaltninger, der kan hjælpe smv'erne gradvis i gang med at anvende ordningen.

1.9

Det er af afgørende betydning, at et produkts beskaffenhed vurderes i sin helhed, dvs. ikke blot på grundlag af miljøkriterier, men også på grundlag af andre vigtige aspekter såsom det økonomiske aspekt for såvel forbrugeren som producenten, sikkerhed, herunder funktionalitet og sundhedsbeskyttelse, rationel anvendelse af ressourcer og materialer, logistik, innovative egenskaber, markedsføring, produktets mulighed for at øge forbrugernes valgmuligheder, livscyklusmæssige og sociale aspekter.

1.10

EØSU anbefaler, at udviklingen af grønne offentlige indkøb (GPP) fremmes gennem fastsættelse af tekniske egenskaber for »grønne« produkter, i første omgang for produkter med den største miljøvirkning, herunder for produktets eller tjenestens udspecificerede omkostninger i hele levetiden, adgang til en særlig online database, ajourføring af EU-direktiver om offentlige indkøb ved at indarbejde henvisninger til standarder, EMS-systemer, miljømærker og miljøvenligt design, og endelig gennem offentliggørelse af nationale handlingsplaner for grøn indkøbspolitik.

1.11

Udvalget understreger, at det er vigtigt at anvende EF-traktatens artikel 153 som retsgrundlag, da den er bedst egnet til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, herunder forbrugernes ret til fuldstændige, korrekte, relevante, forståelige og rettidige oplysninger.

1.12

Udvalget mener, at et selvreguleringstiltag kunne bestå i at udarbejde adfærdskodekser i henhold til direktiv 2005/29/EF for at undgå misbrug af miljøpåstande i reklamer og under alle omstændigheder for at undgå vildledende reklame. Dette selvreguleringstiltag skal ske parallelt med miljøafgifter og regulering. EØSU mener, at miljøpåstande skal baseres på et troværdigt og anerkendt mærke.

1.13

Ved siden af muligheden for at anlægge sag, der skal være til rådighed for alle, støtter EØSU desuden udpegningen af fleksible, effektive, og troværdige udenretslige overvågnings- og konfliktløsningsorganer for forbrugerne, der er billige i drift, og som skal sikre, at produkterne opfylder miljøstandarderne, og at produkter, der kommer på markedet, opfylder principperne om miljømæssig bæredygtighed.

1.14

Hvad angår den lovgivningsmæssige fragmentering med hensyn til krav til forbrugeroplysning og bæredygtige produkter finder EØSU det nødvendigt at påbegynde udarbejdelsen af et enkelt, veldefineret retsgrundlag i form af et »europæisk charter for bæredygtigt forbrug og produktion på det indre marked« snarest muligt.

2.1

Formålet med EF-ordningen for tildeling af et miljømærke (1) er at fremme produkter med lav miljøvirkning og sikre forbrugerne præcise og videnskabeligt forsvarlige oplysninger. Ordningen dækker ikke levnedsmidler og drikkevarer, lægemidler, medicinsk udstyr (2) eller farlige eller giftige produkter eller stoffer (3).

2.1.1

Design, produktion, distribution og forbrug af miljøvenlige produkter er en integreret del af EU's miljøpolitik som fastlagt i målsætningerne og prioriteterne i det sjette miljøhandlingsprogram (4), der skal nås i 2010. Dette program, som EØSU har udtalt sig om ved flere lejligheder, indeholder en detaljeret beskrivelse af planlagte foranstaltninger, der bidrager til etableringen af strategien for bæredygtig udvikling.

2.1.2

Et særligt tiltag og et af de vigtigste fællesskabsinitiativer på dette område er den integrerede produktpolitik (IPP) (5), som EØSU har afgivet udtalelse om (6), og som omfatter alle produkter og tjenester, der har en miljøpåvirkning.

2.1.3

Hvis den integrerede produktpolitik skal være effektiv, er det nødvendigt at tilskynde producenterne til at fremstille flere økologiske produkter, og forbrugerne skal købe disse produkter. Mulige tiltag på dette område kunne bestå i at:

2.1.4

Indførelsen af et nyt lovgivningsgrundlag vedrørende krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter i et rammedirektiv fra 2005 var et andet positivt fremskridt (8).

2.1.5

Med hensyn til gennemførelsen af rammedirektivet træder de første bestemmelser i kraft i 2008. Der pågår i øjeblikket undersøgelser af foranstaltninger for 20 varegrupper (herunder lyskilder, computersystemer og vaskemaskiner), og der skal ifølge planen træffes foranstaltninger for 14 af disse grupper (herunder gadebelysning og kontorbelysning) inden udgangen af 2008. For andre grupper som f.eks. lyskilder i hjemmet er målsætningen 2009.

2.1.6

I det sjette miljøhandlingsprogram (9) fastsættes fem prioriterede strategiske foranstaltninger, nemlig bedre gennemførelse af den eksisterende lovgivning, integration af miljøhensyn i andre politikker, samarbejde med markedet, »empowerment« af borgerne gennem en adfærdsændring til gavn for sådanne borgeres efterspørgsel, samt hensyntagen til miljøet i forbindelse med beslutninger om regional fysisk planlægning og forvaltning.

2.1.7

Mere generelt fastslås det i EU-strategien for bæredygtig udvikling som ændret af Rådet i 2006, at »bæredygtig produktion og udvikling« er en af de vigtigste udfordringer, der skal løses ved at afpasse den økonomiske og sociale udvikling efter økosystemet. Det foreslås også, at der udarbejdes en ny handlingsplan på dette område.

2.1.8

Det anføres i statusrapporten om strategien for en bæredygtig udvikling 2007 (10), at det generelt er vanskeligt at foretage en pålidelig måling af omfanget af bæredygtig produktion og forbrug. Selv om udbuddet af bæredygtige produkter og tjenester på markedet tilsyneladende vokser hurtigt, anslås besparelserne på den nuværende energiregning at beløbe sig til omkring 60 milliarder euro om året, selv om der fortsat kun er få miljømærkede produkter og registrerede EMAS-virksomheder. Blot 14 medlemsstater har vedtaget nationale handlingsplaner for en grøn offentlig indkøbspolitik, og blot 21 medlemsstater har udarbejdet køreplaner for gennemførelse af EU-handlingsplanen for miljøteknologi (ETAP) (11).

2.2

Med hensyn til harmonisering af tekniske standarder blev der desuden for nogen tid siden taget skridt til at inddrage miljøhensyn i de nye tekniske standarder med det formål at skabe en »miljøramme« for CEN, inden for hvilken udvalgets tekniske organer kan udforme miljøspecifikationer. Når standarden er omfattet af den »nye metode«, formodes den at overholde de væsentlige krav i det tilsvarende EU-direktiv. Der skete yderligere fremskridt på dette område med vedtagelsen af miljøcertificeringsordningen ISO 14001.

2.3

Den 10. oktober 2007 offentliggjorde Det Europæiske Miljøagentur sin fjerde rapport »Europe's Environment« (12), der omfatter et helt kapital om bæredygtigt forbrug og produktion.

2.4

Kommissionen understreger i sin statusrapport fra 2007 om Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse betydningen af klimaændringer, miljøinnovationer, vedvarende energikilder og energimarkeder.

2.5

Endelig blev der i konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 8. og 9. marts 2007 lagt særlig vægt på miljø og klimaændringer. På mødet i Rådet (miljø) i februar 2007 blev det understreget, at EU-strategien for bæredygtig udvikling og Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse supplerer hinanden, og at Lissabon-strategien yder et vigtigt bidrag til opfyldelsen af hovedmålsætningen for EU-strategien for bæredygtig udvikling, og det blev desuden på ny understreget, at miljøaspekterne skal integreres i alle politikker. Denne generelle tillid blev kraftigt understreget af Det Europæiske Råd i december 2007 (13).

2.6

En klar hovedmålsætning i Kommissionens arbejdsprogram for 2008 (14) er at sætte borgerne i centrum for EU's tiltag, først og fremmest gennem en vurdering af den sociale situation og en gennemgang af det indre marked under stadig hensyntagen til, at de europæiske borgere skal have mest ud af fordelene ved det indre marked.

2.7

EØSU har ofte stillet krav om anvendelse af EF-traktatens artikel 153 som retsgrundlag (15), da formålet med denne artikel er at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og styrke forbrugernes ret til fuldstændige (16), korrekte, klare, relevante, forståelige og rettidige oplysninger.

2.7.1

Med hensyn til afledt lovgivning reguleres forbrugernes ret til oplysning af direktiv 2005/29/EF (17) om »urimelig handelspraksis«, der kan skade forbrugernes økonomiske interesser. I bilaget til dette direktiv anføres en række former for handelspraksis, som under alle omstændigheder anses som urimelige, f.eks. når »den erhvervsdrivende fremviser kvalitetscertificering, kvalitetsmærke eller tilsvarende uden at have opnået den nødvendige tilladelse«.

2.8

Udvalget er imidlertid overbevist om, at der er en vis lovgivningsmæssig fragmentering på EU-plan med hensyn til krav til forbrugeroplysning og bæredygtige produkter, og mener, at det er vigtigt at udarbejde et »europæisk charter for bæredygtigt forbrug og produktion på det indre marked«.

2.8.1

Hvis resultaterne af gennemførelsen af dette charter — og de selvregulerende kodekser i henhold til direktiv 2005/29/EF — viser sig at være utilstrækkelige, mener EØSU, at andre muligheder bør undersøges, f.eks. en mere omfattende harmonisering eller indførelse af en specifik operationel fællesskabsordning.

3.1

Udvalget mener, at det i første omgang er vigtigt at fastlægge klare og nøje afgrænsede definitioner af begreber som f.eks. »bæredygtigt produkt«, »bæredygtigt design, produktion og distribution« og »bæredygtigt forbrug« med det formål at overvåge overholdelsen i EU og i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af lovgivning, administrative bestemmelser og frivillige rammer på EU-plan, hvor der henvises til sådanne definitioner inden for de forskellige nationale/regionale områder.

3.2

Disse definitioner, der skal anerkendes på internationalt plan, er ikke statiske, men kan i sagens natur til stadighed forbedres. Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at de skal omfatte følgende:

3.2.1

Udvalget mener, at overnævnte definitioner sammen med passende indikatorer og standarder er af afgørende betydning for en effektiv fællesskabspolitik, der giver oplyste forbrugere mulighed for at træffe bæredygtige valg og udvise en bæredygtig adfærd, samtidig med at der tages hensyn til miljøet i produktionsprocessen.

3.3

Som understreget af Kommissionen befinder »den europæiske industri (...) sig allerede i en god position med hensyn til at udbygge sin stilling på markedet for nye produkter, tjenester og processer, der bygger på miljøteknologier. Hertil kommer, at europæiske virksomheder som led i virksomhedernes sociale medansvar er mere og mere opmærksomme på, hvordan de klarer sig rent miljømæssigt« (21).

3.3.1

Udvalget er enigt i de tre fastlagte udviklingstiltag på dette område, nemlig stimulering af udviklingen og markedsføring af energieffektive teknologier, produkter og tjenester med lavt CO2-udslip, skabelse af et dynamisk indre marked og skabelse af globale markeder for energieffektive teknologier, produkter og tjenester med lavt CO2-udslip.

3.3.2

Udvalget vil gerne gentage den holdning, det allerede har givet udtryk for i sin nylige udtalelse: »Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til konkurrencedygtighed og økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den.« (22)

3.3.3

Udvalget finder det nødvendigt at anvende en integreret tilgang for at overvinde de vanskeligheder og hindringer, der står i vejen for en fælles, koordineret anvendelse af alle tilgængelige finansielle instrumenter (23) på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan og for individuelle operatører med det formål at fremme rene og effektive teknologier og innovative metoder, der kan sikre metoder, produkter og tjenester med høj bæredygtighed.

3.3.4

Udvalget mener, at generaldirektoraterne bør gå sammen om et fællesskabsinitiativ med henblik på koordination og teknisk bistand med det formål at optimere anvendelsen af tilgængelige fællesskabsinstrumenter og europæiske og nationale instrumenter, så indsatsen inden for forskning og innovation vedrørende miljøbeskyttelse maksimeres i virksomheder og offentlige og private organer i det europæiske forsknings- og innovationsrum.

3.3.5

Som understreget af EØSU (24), Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet er det vigtigt at få nedbragt de bureaukratiske byrder, som bremser virksomhedernes vækst (navnlig smv'er), for at frigøre deres økonomiske og sociale energi og rette fokus mod en bæredygtig modernisering af det produktive og organisatoriske miljø og dettes strukturer.

3.4

EU lancerede miljømærkeordningen for produkter for at fremme en miljøvenlig produktion i 1997. Den blev udvidet til at omfatte tjenester og er blevet udviklet gennem årene. Den omfatter også offentlige miljømærker baseret på en række forskellige kriterier for grupper af varer og tjenester (25).

3.4.1

Udvalget mener, at denne situation kan forvirre producenter og frem for alt de europæiske forbrugere, og at løsningen er et strømlinet system, der sikrer fælles minimumskrav på EU-plan med obligatorisk registrering og verificering af miljømærker forestået af et uafhængigt certificeringsorgan.

3.4.2

Mærkningen på EU-plan bør ikke konkurrere med, men anvendes sideløbende med de nationale og sektorspecifikke mærker, som forbrugeren til tider har bedre kendskab til end den europæiske mærkning. Ydermere bør der på internationalt niveau foregå koordination med succesrige mærker, f.eks. energistjernen.

3.4.3

Det er vigtigt, at mærkerne er troværdige og har forbrugernes tillid. Derfor skal det overlades til alle aktørerne at fastsætte standarderne for sådanne mærker og overvåge markedet.

3.4.4

Det er muligvis relevant at begynde at se på mærkningen af produkter eller tjenester med henblik på at kortlægge deres CO2-indvirkning.

3.5

Med hensyn til den frivillige EMAS-ordning, der giver de aktører, der ønsker at vise, at de forbedrer deres miljøpræstationer, mulighed for at deltage i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision for således at vise, at de ønsker at respektere miljøstandarder og anvende en ordning for miljøledelse, mener EØSU, at det efter vedtagelsen af ISO-standarden 14001 vil være muligt at styrke »produktdimensionen« i ordninger for miljøledelse og således fremme udbredelsen til producenter og distributører, og at tilpasse denne dimension til de lokale myndigheders forvaltningssystemer, således at der i højere grad skabes synergi med instrumenter til fremme af bæredygtig udvikling.

3.5.1

Udvalget mener, at det kan betale sig at støtte udbredelsen af EMAS gennem finansielle, skattemæssige og administrative foranstaltninger, strømlinings-, oplysnings- og markedsføringstiltag og gennem anerkendelse af EMAS som »standard of excellence«, også internationalt, således at det bliver muligt at hjælpe smv'er gradvis i gang, ikke mindst industriklynger.

3.6

Udvalget finder det helt afgørende at udvikle et »grønt marked« for produkter og tjenester ved at indføre en række incitamenter og instrumenter på udbudssiden for at fremme innovation og på efterspørgselssiden for at sikre forbrugerne relevante oplysninger eller incitamenter til at købe flere miljøvenlige produkter.

3.6.1

Med henblik på at sikre et konkurrencebaseret indre marked bør et produkts beskaffenhed ikke blot vurderes på grundlag af miljøkriterier, men også på grundlag af andre vigtige kriterier såsom det økonomiske aspekt for forbrugeren og producenten, sikkerhed og funktionalitet, ressourceanvendelsen, logistik, markedsføring, sundhedsmæssige og innovative egenskaber, produktets mulighed for at øge forbrugernes valgmuligheder, livscyklus og bortskaffelse og endelig sociale aspekter.

3.6.2

Det er vigtigt, at der findes en reel vilje til at støtte forskning, udvikling og innovation inden for økologisk produktion og økologiske tjenester.

3.7

Udvalget mener, at CEN, CENELEC og ETSI bør spille en central rolle i udviklingen af den tekniske standardisering af et produkts miljømæssige bæredygtighed (26).

3.7.1

Udvalget har allerede understreget, at »anvendelse af tekniske miljøstandarder (ikke) bør fremmes gennem afgørelser fra oven, men snarere bør bero på en bred accept af miljøvenlige produkter, som bedst muligt imødekommer borgernes og forbrugernes interesser og behov.« (27)

3.8

Med hensyn til offentlige kontrakter er det vigtigt at se på direktiv 2004/18/EF om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (28) og Kommissionens fortolkningsmeddelelse om Fællesskabets bestemmelser om offentlige kontrakter og mulighederne for at integrere miljøhensyn i offentlige kontrakter (29).

3.8.1

Udvalget mener, at den offentlige indkøbssektor, der tegner sig for omkring 16 % af EU's BNP, er afgørende for en øget udbredelse af flere økologiske produkter, og opfordrer til, at der træffes foranstaltninger, der tilskynder de ordregivende myndigheder til at benytte de eksisterende muligheder for grønne offentlige indkøb.

3.8.2

I den endelige rapport om grønne offentlige indkøb i Europa (30) fra 2006 peges der bl.a. på følgende væsentlige hindringer for udbredelsen heraf: den højere pris på grønne produkter, navnlig hvis der ikke foreligger indikatorer for livscyklusomkostningerne, og mangel på en tilstrækkelig omfattende og let tilgængelig elektronisk database, uklare indkøbskriterier og specifikationer, herunder uklare definitioner af og standarder for miljøprodukter, manglende støtte fra ledelsen og fra politisk side og manglende oplysnings- og uddannelsesredskaber.

3.8.3

EØSU mener derfor, at følgende tiltag skal gennemføres: fastlæggelse af solide kriterier for grønne produkter med angivelse af alle relevante miljøspecifikationer, herunder produktets eller tjenestens omkostninger i hele levetiden i specifikationer, lancering af en »europæisk database for grønne offentlige indkøb« (31), indførelse af kravene i ISO-standard 14004, ordninger for miljøledelse — EMS, henvisninger til miljømærkning og miljøvenligt design i EU-direktiver om offentlige kontrakter, offentliggørelse af nationale handlingsplaner for en grøn offentlig indkøbspolitik, fokus på produkter med den største miljøvirkning.

3.9

Begrebet »fair trade« er også velkendt i hele Europa. EØSU har gennem et stykke tid været meget optaget af fair trade og etisk handel, og disse aspekter er blevet behandlet indgående i udtalelse REX/196 (32). Udvalget mener, at disse aspekter er afgørende for bæredygtigt forbrug.

3.10

Uddannelse er et nøgleelement i bæredygtigt forbrug, og EØSU insisterer på, at denne uddannelse starter i klasselokalet. Forbrugerne bør også have umiddelbar adgang til oplysninger om de valgte produkter og tjenester og deres mulige miljøvirkning. Det er også afgørende, at disse oplysninger gives i en form, der er interessant for forbrugeren og således letforståelige.

3.11

EØSU mener, at EU-lovgivningen om bæredygtig produktion og forbrug bør konsolideres og forenkles, så den bliver mere forståelig og lettere tilgængelig for forbrugere og producenter. »Princippet om« mindre, men bedre lovgivning »bør udmønte sig i konsoliderede, konsekvente lovtekster hvis formål er at skabe retssikkerhed og gennemsigtighed omkring tilpasningerne til industrielle ændringer, og som bør tage sigte på at beskytte ressourcerne og miljøet bedre samt anvende bære- og konkurrencedygtige teknologiske landvindinger på de globale markeder.« (33)

3.12

Med hensyn til »grønne« produkter vil det være hensigtsmæssigt at fremme fællesskabsforanstaltninger, der forbyder vildledende reklame og urimelig handelspraksis  (34). Begreberne »øko« og »bio« anvendes ofte som simple markedsføringsredskaber for at øge salget af produkter og tjenester, der i virkeligheden ikke adskiller sig fra andre produkter og således ikke tilfører nogen merværdi.

3.12.1

Udvalget mener i denne forbindelse, at udarbejdelsen af adfærdskodekser i henhold til direktiv 2005/29/EF kan være et særlig vigtigt selvreguleringstiltag med det formål at undgå misbrug af miljøpåstande i reklamer på grundlag af følgende kriterier:

3.12.2

Udvalget mener, at det er nødvendigt at støtte udpegningen af fleksible og effektive udenretslige overvågnings- og konfliktløsningsorganer for forbrugerne, der er billige i drift, og som kan handle troværdigt for at sikre, at produkterne opfylder miljøstandarderne, og at bæredygtige produkter på markedet opfylder kravene til miljømæssig bæredygtighed, der har indvirkning på forbrugernes valgmuligheder. Disse bør ikke erstatte retlige procedurer, som alle bør have adgang til.

3.13

Udvalget lægger særlig vægt på vigtigheden af et europæisk charter for bæredygtigt forbrug og produktion, der beskytter forbrugernes ret til økologiske produkter. Et sådant charter bør omfatte følgende aspekter:

3.13.1

Udvalget foreslår, at der afholdes en konference om det europæiske charter for bæredygtigt forbrug og produktion i samarbejde med Europa-Parlamentet og Kommissionen i lyset af spørgsmålets betydning.

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/8

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at forbedre ældres livskvalitet gennem brug af ny informations- og kommunikationsteknologi (ikt). AAL-programmet (Ambient Assisted Living — »Længst muligt i eget hjem«) kan være et effektivt værktøj til at sikre livskvaliteten ikke alene for ældre, men også for andre personer, der med de nuværende vilkår af helbredsmæssige årsager tvinges til at forlade eget hjem.

1.2

EØSU er overbevist om, at der bør vedtages en tilgang til forskning og udvikling på ikt-området, der først og fremmest giver mulighed for at forstå, tage hensyn og reagere på behovene hos de personer, som skal tilgodeses. Der bør derfor være tale om en bundstyret tilgang, hvor man først sætter sig ind i brugernes behov og siden tilpasser forskningen og udviklingen hertil.

1.3

EØSU finder, at nogle af de vigtigste berørte parter i AAL-programmet er de personer, som denne teknologi i sidste instans vil komme til gode. Det er derfor ikke kun vigtigt at forstå disse personers behov, men også at forberede dem på at anvende disse teknologier og inddrage dem i udformningen og afprøvningen heraf.

1.3.1

EØSU tillægger derfor EU's politikker i henseende til livslang læring og e-integration stor betydning. EØSU finder i den forbindelse, at Kommissionen også bør vedtage en integreret tilgang, der omfatter både AAL-programmet og disse politikker.

1.4

EØSU ønsker, at programmet i højere grad skal betragtes som et program med særlig fokus på mennesker end som et nyt F&U-program. Der er i realiteten tale om et forskningsprogram, men det medtænker sociale omstændigheder, der som oftest indtræffer på et vanskeligt tidspunkt i livet.

1.5

EØSU finder som nævnt nedenfor, at følgende fire vigtige områder bør behandles sideløbende i AAL-programmet: brugernes behov, brugernes sikkerhed, sundheds- og socialorganisationer (sammen med foreninger, der repræsenterer de ansatte i disse sektorer) og den anvendte teknologi.

1.6

EØSU understreger, at der bør tages passende hensyn til etiske spørgsmål og spørgsmål vedrørende privatlivets fred i overensstemmelse med internationale retningslinjer. EØSU bifalder derfor, at Kommissionen medtænker disse spørgsmål i meddelelsen.

2.1

Kommissionens forslag har følgende specifikke mål:

2.2

Forslaget følger efter Kommissionens lancering af handlingsplanen om en god alderdom i informationssamfundet. Handlingsplanen betragtes som et vigtigt led i bestræbelserne på at møde de sociale og økonomiske udfordringer, som Europa stilles over for på grund af de demografiske ændringer. Antallet af EU-borgere i aldersgruppen 65-80 forventes at stige med næsten 40 % i perioden 2010-2030 (1). Ikt ses som et middel til at forbedre ældres livskvalitet, øge deres uafhængighed og bevare et godt helbred.

2.3

Kommissionen har til hensigt at lancere et seksårigt program »Længst muligt i eget hjem« (Ambient Assisted Living (AAL)), der skal supplere initiativet ikt til en god alderdom under det syvende rammeprogram og programmet for konkurrenceevne og innovation (CIP). AAL-programmet vil få tilført ca. 300 mio. euro til perioden 2008-2013. Disse midler tilvejebringes i ligelig grad af EU og medlemsstaterne.

2.4

AAL-programmet er baseret på traktatens artikel 169. Denne artikel åbner op for, at Fællesskabet kan deltage i forskningsprogrammer, der iværksættes af flere medlemsstater, herunder deltagelse i de strukturer, der oprettes for gennemførelsen af nationale programmer. Man har valgt dette specifikke retsgrundlag for AAL-programmet for at opnå større effektivitet på dette forskningsområde gennem en maksimering af den grænseoverskridende knowhow, medlemsstaternes tilsagn om at samfinansiere denne forskning, en sammenhængende tilgang til spørgsmålet på europæisk plan og et reelt indre marked for kompatible ikt-løsninger til en god alderdom.

3.1

Et tidligere artikel 169-initiativ, der i Kommissionens forslag betegnes som kliniske forsøg i Afrika, EDCTP (»partnerskabet mellem de europæiske lande og udviklingslande vedrørende kliniske forsøg«), har vist, at sådanne projekter kræver en klar, flerårig finansiel forpligtelse fra de deltagende medlemsstaters side. AAL-programmet skal i ligelig grad finansieres med midler fra EU-fonde og nationale fonde.

3.2

Det forberedende arbejde i forbindelse med dette program er blevet udført inden for rammerne af et særligt støtteprojekt »Længst muligt i eget hjem« (Ambient Assisted Living) under IST (Informationssamfundsteknologier) — et særligt program under det 6. rammeprogram, der løb over perioden 1. september 2004 til 31. december 2006. Konsortiet bestod af partnere fra følgende medlemsstater: Østrig, Tyskland, Frankrig, Finland, Italien, Belgien og Schweiz. Partnerne kom fra den private og den offentlige sektor samt et universitet.

3.3

Det retslige organ i det fælles AAL-program er AAL-foreningen. Denne forening består i øjeblikket af 21 repræsentanter for medlemsstaterne. Eftersom der er tale om et bundstyret program, er der i medlemsstaterne blevet udpeget en række kontaktpunkter med tilknytning til foreningen.

4.1

EØSU bifalder AAL-initiativet i artikel 169. EØSU bifalder navnlig, at initiativet tager fuldt ud hensyn til den underliggende demografiske udvikling i den europæiske befolkning.

4.1.1

EØSU finder det nødvendigt at vedtage »specifikke foranstaltninger« som dem, der nævnes i EU-traktatens artikel 159, for at forbedre den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i de medlemsstater, der ikke råder over den nødvendige infrastruktur til at kunne gennemføre dette forslag, og derved rette op på de største regionale uligheder i Den Europæiske Union.

4.2

EØSU finder, at initiativet bør ses som mere end blot en mulighed for at opbygge pilotsystemer, der skal påvise mulighed for udnyttelse af resultaterne. Det er yderst vigtigt, at initiativet samler den nødvendige brede vifte af aktører for at få virkning på længere sigt.

4.2.1

De vigtigste berørte parter er de personer, som AAL-programmet i sidste ende kommer til gode. AAL-programmet skal først og fremmest bidrage til, at ældre kan forblive uafhængige i længere tid, samtidig med at det skal sikre, at denne befolkningsgruppe kan forblive længst muligt i eget hjem. Man bør være opmærksom på, at dette ikke kun gælder ældre, men alle personer, som med de nuværende vilkår af helbredsmæssige årsager tvinges til at forlade eget hjem. Initiativet bør sikre, at disse berørte parters behov og krav reelt står i centrum for forskningen.

4.3

Andre vigtige berørte parter er social- og sundhedsorganisationerne. Initiativet bør tage hensyn til deres organisatoriske behov. For at programmet kan blive en succes, anbefaler EØSU, at disse organisationer får mulighed for at fremhæve spørgsmål om f.eks. integration og interoperabilitet mellem systemer over for de andre berørte parter.

4.4

EØSU anbefaler på det kraftigste, at brugerne af de systemer, der vil blive udviklet under dette initiativ, inddrages i arbejdet på så tidligt et tidspunkt som muligt, eftersom det først og fremmest er dem, der er målgruppen for programmet. EØSU anbefaler, at konsortier, hvor det er muligt, anvender metoder, der sætter brugerne i centrum, som f.eks. deltagelsesdesign i forbindelse med metodeudvikling, navnlig med henblik på at gøre udstyr og brugergrænseflader så brugervenlige som muligt. EØSU anbefaler ligeledes, at der tages passende hensyn til etiske spørgsmål og spørgsmål vedrørende privatlivets fred i overensstemmelse med internationale retningslinjer.

4.5

EØSU bifalder den støtte, som gives til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i forslaget, og er enigt i, at industriorganisationer bør anerkendes som vigtige berørte parter, der kan understøtte innovative markedsorienterede forretningsmodeller med klare anvendelsesløsninger. EØSU finder navnlig, at det bør anerkendes, at SMV'er især kan bidrage til forskningsresultater, der hurtigere kommer på markedet (efter 2 år).

4.5.1

Det bør erkendes, at SMV'er i nogle tilfælde er teknologisk fleksible og kan bringe nye teknologier og forretningsmodeller hurtigere på markedet end større virksomheder og social- og sundhedsorganisationer. Dette træk ved SMV'er er af afgørende betydning for dette initiativ. Et partnerskab mellem store organisationer og SMV'er vil derfor være til fordel for begge parter.

4.6

AAL-programmet skal bidrage til, at borgerne kan forblive længst muligt i eget hjem. For at dette kan lade sig gøre, er der behov for en bred vifte af sensorer, aktuatorer, brugergrænseflader, processorer og kommunikationsudstyr, som ofte skal leveres af mange forskellige SMV'er i Europa.

4.7

EØSU støtter på tværs af alle disse interessentgrupper foranstaltninger under dette initiativ, der opmuntrer teknikere, læger og andet personale i social- og sundhedsorganisationer til at indgå i tværfaglige netværk, især med brugerne, dvs. både de personer, der er blevet i deres eget hjem, samt deres plejere og familie.

4.8

Initiativet kan inden for rammerne af et europæisk innovationssystem åbne op for nye innovationsmodeller, som afspejler de nuværende fremskridt inden for innovation, der er åben for brugerne, og som går i retningen af en sammenkædning af Lissabon-strategien med et ny og mere brugerdrevet europæisk innovationssystem.

4.9

EØSU finder det vigtigt, at alle typer organisationer i medlemsstaterne har lige adgang til dette initiativ.

4.10

Alle medlemsstatsregeringer bør endvidere opfordres til at deltage. Østrig, Belgien, Cypern, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Spanien og Sverige samt Israel, Norge og Schweiz er blevet enige om at koordinere fælles aktiviteter inden for rammerne af AAL-programmet.

4.11

EØSU frygter, at nogle lande ikke vil deltage på grund af de omkostninger, der er forbundet med samfinansieringen af forskningen. Disse lande bør kunne deltage i en hvilken som helst fase af programmet, så snart de opfylder programkravene (først og fremmest kravet om samfinansiering).

4.12

EØSU erkender, at AAL-programmet kan føre til en mindskelse af udgifterne på social- og sundhedsområdet. EØSU gentager dog, at formålet med AAL-programmet ikke er at mindske udgifterne, men snarere at effektivisere indsatsen for at sikre livskvaliteten for en aldersgruppe. En mindskelse af udgifterne er dog en kærkommen følgevirkning.

5.1

EØSU er overbevist om, at AAL-programmet fortsat bør være koncentreret om følgende tre områder og deres særlige kendetegn: brugerne, sundhedsorganisationerne og den anvendte teknologi.

5.2

De tilgodesete og vigtigste berørte parter vil i nogle tilfælde være de ældre. Det er vigtigt, at programmet sætter slutbrugernes behov i centrum. Hvis man falder i den fælde kun at anvende brugerne i forskningsmiljøer til forskningstest, vil det desværre resultere i innovation, der måske ikke fuldt ud imødekommer de vigtigste berørtes krav. Der bør derfor tages hensyn til brugernes behov, herunder mindst mulig ændring af adfærd, mobilitet, valgmuligheder, forbedret livskvalitet og respekt for privatlivets fred.

5.3

Det bør også tages i betragtning, at ældre sandsynligvis er den befolkningsgruppe, som er mindst integreret i informationssamfundet, og at det derfor er nødvendigt at udjævne den digitale kløft. Det er også vigtigt med internetforbindelse, og der bør derfor gøres en indsats for at sikre, at alle regioner, navnlig landdistrikter, har adgang til internetforbindelse (adgang både i fysisk og finansiel forstand).

5.3.1

Det er vigtigt, at

5.3.2

EØSU er derfor overbevist om, at den strategi, der følges i AAL-programmet, bør være bundstyret. Brugernes behov, og ikke selve teknologien, bør være udgangspunkt for og stå i centrum for hele processen. Der bør foretages en præcis undersøgelse med det formål at identificere hele spektret af behov, herunder: behovet for at have kontakt med andre, navnlig som ældre (internettelefoni som Skype og e-mails har i den forbindelse vist sig at være effektive og billige værktøjer), den manglende interesse i at holde sig opdateret med den rivende teknologiske udvikling, evnen til at håndtere den teknologiske udvikling og viljen til at anvende disse teknologier. Brugerne bør endvidere inddrages i udformningen, indførelsen og evalueringen af sådan teknologi.

5.4

Det vil i sidste ende være social- og sundhedsorganisationerne, deres repræsentanter og brugernes familier, der kommer til at anvende teknologien i deres pleje af de ældre. Disse organisationer bør inddrages i de forskellige forskningsstadier for at sikre, at det deraf resulterende produkt passer ind i deres operativsystemer. Det vil formentlig være nødvendigt med en række organisatoriske ændringer for at kunne indføre de nye teknologier, der er knyttet til AAL-programmet. Det er derfor vigtigt, at socialorganisationerne er forberedte på disse ændringer og kan håndtere dem bedst muligt for at kunne få optimalt udbytte af AAL-teknologierne.

5.4.1

Plejepersonalet spiller en meget vigtig rolle i hele velfærdsprocessen — således også i forbindelse med AAL-programmet. Et paradigmeskifte bør derfor ikke kun tage sigte på organisationerne, men også plejepersonalet for at sikre, at den plejer, der har direkte kontakt med AAL-brugeren, ikke kun besidder den nødvendige viden om denne teknologi, men også er overbevist om nytteværdien heraf for derved bedre at kunne overbevise den pågældende bruger om, at disse værktøjer kan være et middel til at opnå bedre livskvalitet.

5.4.2

EØSU finder ligeledes, at sundhedssystemet bør ses grundigt efter i sømmene for at sikre, at man rent organisatorisk er klar til AAL-programmet, men også at social- og sundhedsorganisationerne rent faktisk kan håndtere en situation, hvor flere personer forbliver i eget hjem.

5.4.3

Med vedtagelsen af AAL-programmet er det desuden endnu vigtigere, at der sker en forbedring af samarbejdet og koordinationen mellem social- og sundhedsorganisationerne. Teknologi kan være et middel til at forbedre samarbejdet, men det vigtigste er, at man er indstillet på at samarbejde.

5.5

AAL-systemerne vil uden tvivl være komplekse. Interoperabilitet bør derfor være et af hovedmålene for programmet. Innovation og teknologi skal sigte bredt, være tilpasset brugerne og udgøre en integrerende del samt være på forkant med udviklingen.

5.6

EØSU finder, at Kommissionen bør vedtage at integrere AAL-programmet med andre politikker som f.eks. vedrørende livslang læring. Uddannelsesforanstaltninger under disse politikker bør også målrettes de berørte parter i AAL-programmet, eftersom uddannelse er en afgørende forudsætning for, at denne teknologi kan blive en succes.

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/11

1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens disciplinerede omarbejdning af mange komplekse direktiver til ét klart dokument under hensyntagen til de regler, der styrer de omarbejdede dele af retsakten. Eftersom EU-lovgivningen ikke kun bør fokusere på forsigtighedstilsyn, hvad angår den rolle, kapital spiller i forbindelse med leveringen af forsikringsydelser, der i mange andre henseender er vigtige for erhvervsliv og borgere i Europa, forbeholder EØSU sig ret til, når tiden er inde, at udtale sig om nye elementer vedrørende forbindelserne mellem forbrugere og (gen)forsikringsselskaber, mere specifikt inden for rammerne af Kommissionens seneste initiativer vedrørende finansielle tjenesteydelser i detailleddet.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fortsætte bestræbelserne på at harmonisere de retlige aspekter af forholdet mellem forsikringstager og forsikringsselskab, der i øjeblikket behandles under initiativet vedrørende den »fælles referenceramme« (FR) under ledelse af Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse.

1.2

EØSU kan i det store og hele tilslutte sig Kommissionens forslag til Solvens II-rammedirektiv og glæder sig over den omfattende høring, der gik forud. Kommissionens tilgang har bygget på de principper for bedre regulering, som Kommissionen har fastsat for sit eget virke. Høringerne om sådanne reformer bør imidlertid tage behørigt hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes synspunkter, idet disse grupper har en oplagt interesse i resultatet af processen. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere egnede fora i lighed med FINUSE, således at sådanne høringer kan finde sted.

1.3

EØSU ser med tilfredshed på vedtagelsen af en risikobaseret økonomisk tilgang til vurdering af forsikringsselskabers kapitalkrav og en samlet balancemodel baseret på en fuld økonomisk værdiansættelse af aktiver og passiver til vurdering af deres finansielle situation. Dette tager sigte på korrekt at afspejle selskabernes sande underliggende risici og risikobegrænsende værktøjer. Denne tilgang har ud over at være økonomisk korrekt den fordel, at man undgår tilsynsarbitrage og samtidig sikrer alle forsikringstagere over hele Europa samme fyldestgørende beskyttelsesniveau uafhængigt af selskabets retsstilling, størrelse eller beliggenhed.

1.4

EØSU udtrykker stor tilfredshed med indførelsen af en tilgang til forsigtighedstilsyn omfattende tre søjler, som er i overensstemmelse med Basel II-kapitalkravene, der er indført i banksektoren, samtidig med at man anerkender de særlige forhold, der gør sig gældende i forsikringssektoren. EØSU ønsker at understrege betydningen af tilføjelsen af tilsynsprocessen og kvalitative krav (søjle II) og af indførelsen af principper til regulering af tilsynsindberetning og offentliggørelse (søjle III) ud over fastlæggelsen af kvantitative risikobaserede kapitalkrav til sikring af, at forsikringsselskabernes forsigtighedstilsyn er fyldestgørende.

1.5

EØSU ser med tilfredshed på indførelsen af et solvenssystem baseret på to centrale krav, nemlig solvenskapitalkravet (SCR) og minimumskapitalkravet (MCR), der hver har sit særlige formål. Solvenskapitalkravet skal afspejle et målniveau for kapital, som et selskab skal bestræbe sig på at opfylde under normale driftsbetingelser, mens minimumskapitalkravet skal afspejle et kapitalniveau, under hvilket der udløses maksimale tilsynsforanstaltninger. EØSU så gerne, at niveau II-forordningen præciserede vilkårene for forenklede SCR-beregninger (artikel 108) og de forhold, som udløser et krav om yderligere solvenskapital

1.6

EØSU mener, at beregningerne af solvenskapitalkravet (SCR) og minimumskapitalkravet (MCR) nøje bør ensrettes og derfor begge baseres på en risikofølsom tilgang, således at man kan indføre et system med gradvis større tilsynsindgreb, der sikrer, at både det respektive forsikringsselskab og tilsynet har tilstrækkelig tid til at træffe fyldestgørende foranstaltninger til løsning af situationen efter manglende imødekommelse af solvenskapitalkravet.

1.7

EØSU glæder sig over, at proportionalitetsprincippet er indføjet i direktivforslaget, hvilket vil sikre, at Solvens II anvendes på alle selskaber. EØSU kunne ønske, at niveau II-forordningen præciserede dette generelle proportionalitetsprincip nærmere (artikel 28, stk. 3), således at kravene og om nødvendigt de afhjælpende foranstaltninger kan udformes på en mere sikker måde. Dette bør dog ikke resultere i overregulering. EØSU anbefaler, at dette princip håndhæves effektivt og konsekvent over hele Europa med effektive klagemuligheder ved de administrative eller almindelige domstole.

1.8

EØSU opfordrer på det kraftigste Kommissionen til at sikre, at diversiteten på forsikringsmarkedet bevares, idet der tages hensyn til den rolle, som små og mellemstore forsikringsselskaber samt gensidige og kooperative forsikringsselskaber spiller. Eftersom mange af disse opererer på nichemarkeder, finder EØSU det af største betydning, at der tillades en vis fleksibilitet ved anvendelsen af standardmetoden, idet man f.eks. accepterer, at der anvendes egne, mere relevante data og almindeligt godkendte metoder, dog uden at det går ud over opretholdelsen af rimelige konkurrencevilkår mellem forsikringsselskaber. Man bør nøje undersøge og overveje muligheden af, at gensidige forsikringsselskabers medlemmer bidrager til at lette selskabets solvenssituation, således som det er set i praksis.

1.9

EØSU anerkender betydningen af tilsynet med forsikringskoncerner, der selv om de talmæssigt er få, udgør en stor andel af forsikringsmarkedet i EU. EØSU anser således indførelsen af koncerntilsyn som et vigtigt fremskridt, som vil gøre det muligt for alle koncerntilsyn og øvrige relevante tilsynsmyndigheder at forbedre risikoprofilen for koncernen som helhed. Det henstilles, at man sikrer størst mulig harmonisering af og gennemsigtighed i disse tilsynsmyndigheder og en klar ansvarsdeling mellem dem.

1.10

EØSU udtrykker tilfredshed med indførelsen af en frivillig ordning, der gør det muligt at fremme kapitalforvaltningen på koncernniveau, forbedre kapitalmobiliteten i koncernen og indføre et praktisk og gennemsigtigt system, der gør, at en koncern kan drage fordel af anerkendelsen af diversificeringsvirkningerne på koncernniveau uden at påvirke omfanget af kapitalkravene for koncernens datterselskaber. Det vil være nødvendigt at tage de faktiske kapitalniveauer hos koncernens datterselskaber i betragtning, eftersom en del af disse vil være dækket af erklæringer om koncernstøtte snarere end af disponible likvide eller tilsvarende aktiver. EØSU noterer sig, at diversificeringsvirkningerne på koncernniveau kun vil blive anerkendt under anvendelse af standardmetoden for beregning af solvenskapitalkravet (SCR), og at forslaget også bør gøre det muligt at anerkende diversificeringsvirkninger på koncernniveau uden anvendelse af koncernstøtte.

1.11

EØSU henstiller, at der foretages en vurdering af den foreslåede frivillige ordning på konkurrencen på lokalt plan og af forbrugerbeskyttelsen både i normale situationer og i krisesituationer. Forbrugerbeskyttelsen bør ikke være lavere end den, der ydes under standardordningen. Endvidere anbefaler udvalget, at retlige og praktiske spørgsmål afklares, herunder sikkerheden af grænseoverskridende kapitaloverførsler mellem forskellige selskaber i en koncern. Der tænkes her på eventuelle retlige begrænsninger på nationalt niveau for kapitaloverførsler (koncernstøtteoverførsler) til et datterselskab i en anden medlemsstat.

1.12

EØSU forventer, at niveau II-myndighederne tager hensyn til resultaterne af den fjerde fase af den kvantitative konsekvensundersøgelse (QIS4), som man var i færd med at gennemføre på tidspunktet for vedtagelsen af denne udtalelse.

1.13

EØSU insisterer på behovet for en velharmoniseret iværksættelse af direktivet, idet man undgår »goldplating« eller divergerende politikker gennem anvendelsen af modeller, som ville bringe en ensartet tilsynspolitik i hele det indre marked i fare.

1.14

EØSU opfordrer Kommissionen til at sørge for forudsigelighed i tilsynspraksissen for at give forsikringsselskaberne den grad af sikkerhed, de kan forvente i forbindelse med udformningen af deres risiko- og solvenspolitik.

1.15

EØSU anerkender den betydning, som aspekterne i forbindelse med risikobegrænsning, som f.eks. udveksling af pålidelige data mellem forsikringsselskaber og forsikringspuljer, har i Solvens II-sammenhæng. De gør det nemmere for nye virksomheder og mindre aktører at komme ind på markedet og gør det muligt for dem at øge den disponible kapacitet samt reducere usikkerhedsmargenerne på deres præmier. EØSU opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at tage hensyn til dette i forbindelse med revisionen af gruppefritagelsesforordningen for forsikringssektoren.

1.16

EØSU glæder sig over, at Kommissionen og de relevante Lamfalussy-udvalg har påtaget sig en ledende rolle i denne reformproces med hensyn til iværksættelsen af bedste praksis og oplysningsaktiviteter på hele det europæiske marked. Det foreslåede direktiv udgør et reelt referencepunkt for mange andre jurisdiktioner og sektorer for finansielle tjenesteydelser. Høringerne om sådanne reformer bør imidlertid tage behørigt hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes synspunkter, idet disse grupper har en oplagt interesse i resultatet af processen. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere egnede fora i lighed med FINUSE, således at sådanne høringer kan finde sted.

1.17

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at bringe solvensbestemmelserne for andre udbydere af lignende finansielle tjenesteydelser, uanset deres art, på højde med Solvens II-direktivet ud fra princippet om »samme risici, samme regler«. På baggrund af de ustabile finansielle markeder må forbrugere og begunstigede ikke nægtes samme avancerede beskyttelse, hvad angår forsikringsselskabers solvens. For at fremme rimelige og retfærdige konkurrencevilkår er det endvidere vigtigt at sikre lige betingelser, hvad angår solvenskapitalkrav.

1.18

Solvens II-principperne bør være referencepunkt for indførelsen af nye solvensstandarder, f.eks. i forbindelse med revisionen af pensionskassedirektivet (2) i 2008, især når det gælder udviklingen i hele EU af private pensionsudbyderes forpligtelser.

2.1

Med det her behandlede direktivforslag om en ny solvensramme for private forsikrings- og genforsikringsselskaber, kaldet Solvens II, indføres en revideret ordning for at sikre en bedre beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede, øge integrationen på EU's indre marked for forsikring og forbedre den internationale konkurrenceevne hos den europæiske forsikringssektor som helhed samt hos de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber. Samtidig samler forslaget flere generationer af forsikringsdirektiver i et enkelt omarbejdet direktiv. Denne ramme omfatter både forsikrings- og genforsikringsselskaber.

2.2

Kommissionen og Lamfalussy-udvalg sammensat af regulerings- og tilsynsmyndigheder har gennem en grundig og løbende høring indtaget en førende rolle med hensyn til indførelsen af avancerede metoder i et globalt miljø, navnlig inden for finansielle tjenesteydelser. Solvens II er følgelig et af de mest sofistikerede regelsæt i verden, når det gælder forsikringsselskabers solvens, og bringer Europa klart i spidsen for de fleste andre jurisdiktioner. Høringerne om sådanne reformer bør imidlertid tage behørigt hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes synspunkter, idet disse grupper har en oplagt interesse i resultatet af processen. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere egnede fora i lighed med FINUSE, således at sådanne høringer kan finde sted.

3.1

Den foreslåede solvensramme sigter mod at forbedre den finansielle stabilitet og troværdighed på det europæiske forsikringsmarked. Dette skulle være til gavn for konkurrenceevnen hos den europæiske forsikringssektor som helhed og for det enkelte forsikrings- og genforsikringsselskab samt for forbrugerne med hensyn til sikkerheden. Troværdige forsikringsmarkeder er af største betydning for EU's sociale og økonomiske struktur.

3.2

Forsikring tjener først og fremmest som et værktøj for individuel og kollektiv beskyttelse. Forsikringskunderne tæller private husstande, SMV'er, store selskaber, sammenslutninger, foreninger og offentlige myndigheder. Forsikringsselskabernes forpligtelser gælder ikke kun de egentlige aftagere af forsikringsydelser, men også disses familiemedlemmer og tredjeparter. EØSU er specielt opmærksom på denne indvirkning på de europæiske borgeres dagligdag. Ud over sin betydning i markedet for sikringsydelser ved dødsfald leverer forsikringssektoren nu også i stor udstrækning opsparingsprodukter. Forsikring indgår i forvaltningen af sociale sikringsordninger, såsom pensioner (de nordiske lande), erstatninger i forbindelse med erhvervsulykker og -sygdomme (BE, FI og PT) og nationale sundhedssystemer (IE og NL), ofte inden for en ramme, der omfatter arbejderrepræsentanter. Forsikringsselskaber er leverandører af arbejdstagerydelser, der er af hurtigt voksende betydning for arbejdsstyrken — en vigtig interessegruppe. De tilbyder dækning af nye risici såsom naturkatastrofer, afgrødeforsikring og terror, undertiden gennem partnerskaber mellem (gen)forsikringsselskaber og det offentlige.

3.3

Forsikringsmarkedet fungerer som en vigtig løftestang for økonomien som helhed, idet det støtter initiativer og opbygger tillid, og det udgør selv en betydelig økonomisk faktor og skaber arbejdspladser for knap 1 million arbejdstagere i Europa (3). Kommissionen har vurderet, at det foreslåede direktiv medfører en ekstrainvestering på 2-3 mia. euro for forsikringsselskaber og tilsyn. Det forventes, at en meget stor del af disse investeringer vil blive anvendt på menneskelig kapital og skabe højt kvalificerede job på lokalt plan (herunder risikoforvaltere, aktuarer, IKT-eksperter og personer med ansvar for overholdelsen af gældende bestemmelser). EØSU mener, at disse investeringer bør komme alle interesseparter, herunder forbrugere og begunstigede, til gode.

3.4

Ud over denne direkte beskæftigelse skaber formidling af forsikringer gennem mellemmænd og mæglere yderligere 1 million arbejdspladser.

I kraft af investeringer på over 6.500 mia. EUR (4) udgør forsikrings- og genforsikringsselskaber vigtige institutionelle investorer. De har på denne baggrund ansvaret for at omdanne individuelle præmier til en pulje af finansielle aktiver, som står i passende forhold til de risici, selskaberne er eksponeret for, og for forsikringstageres og begunstigedes sikkerhed på mellemlangt og langt sigt.

3.5

Husstande, SMV'er, store selskaber, sammenslutninger, foreninger og offentlige organer indbetaler præmier svarende til mere end 5 % af BNP for livsforsikringers (5) og mere end 3 % for skadesforsikringers vedkommende. Selv på mættede markeder overstiger vækstraten på forsikringsområdet som regel væksten i økonomien som helhed. Forsikringsselskabernes investeringer udgør mere end 50 % af BNP (6), heraf halvdelen i faste indtjeningsaktiver og lån (7), mens forsikringsselskabernes investeringer med variabelt udbytte udgør ca. en fjerdedel af markedsværdien på det europæiske aktiemarked (8).

3.6

Selv om der i den senere tid har fundet mange fusioner sted i forsikringssektoren, er der stadig omkring 5.000 forsikringsselskaber i Europa (9). Store finansielle koncerner kan have mange forskellige forsikringsdatterselskaber i forskellige lande. Koncernstrukturen i forsikringssektoren kan omfatte forskellige aktivitetstyper inden for forsikringsvirksomhed (genforsikring, livsforsikring og/eller skadesforsikring samt forsikringsformidling) eller inden for den bredere gruppe af finansielle tjenesteydelser (herunder bankvirksomhed, bankforsikring og pant i fast ejendom). Koncerner kan desuden udgøres af et moderselskab og datterselskaber, men også omfatte joint ventures, holdingstrukturer osv. De 20 største koncerner tegner sig for ca. halvdelen af præmieindtægterne på europæisk plan (10). Gensidige og kooperative forsikringsselskaber har en væsentlig markedsandel. Sidstnævnte er ofte tæt knyttet til et større antal civilsamfundsorganisationer og tegner sig for 30 % af den samlede præmieindtægt i Europa (11).

3.7

Den aktuelle finansielle krise, som er udløst af USA's praksis med subprimelån, understreger behovet for solide og omfattende solvensstandarder, som sætter forsikringsselskaber i stand til at imødekomme deres forpligtelser selv under vanskelige forhold. Regler, forvaltningsmetoder og stresstests bidrager til opnåelse af dette mål.

4.1

Kommissionen har udførligt udarbejdet Solvens II-direktivet i overensstemmelse med sin dagsorden for bedre regulering og under hensyntagen til de regler, der styrer de omarbejdede dele af retsakten. Flere bølger af kvalitative og kvantitative konsekvensanalyser og høringer har sikret, at en lang række betænkeligheder hos både forsikringsselskaber og tilsynsmyndigheder er imødekommet. Nye bølger af detaljerede undersøgelser og høringer er undervejs.

4.2

Kommissionens forslag er et såkaldt »Lamfalussy«-direktiv, der bygger på de fire niveauer i Lamfalussys arkitektur for finansielle tjenesteydelser. Direktivets bestemmelser på niveau 1 er principbaserede og danner grundlag for vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger på niveau 2 og rummer desuden anvisninger for tilsynsmæssig konvergens på niveau 3. Med en sådan tilgang vil man omgående kunne tilpasse ordningen i takt med ændringer på markedet, den internationale udvikling inden for regulering af regnskabsvæsen og (gen)forsikring, den teknologiske udvikling samt nye erfaringer og metoder. Fastsættelsen af detaljerede beregningsspecifikationer i direktivets artikler ville bringe selve denne innoverende lovgivningsmetodes væsen i fare. Niveau 2 og 3 er bedre egnede til behandling af disse.

4.3

Den nye ordning er struktureret i form af tre søjler svarende til Basel II-kapitalkravene for banksektoren, men afspejler forsikringsbranchens særlige forhold. I søjle I (artikel 74-142) fastsættes kvantitative finansielle krav. Søjle II (artikel 27-34, 36-38, 40-49 og 181-183) omhandler tilsynsprocessen og kvalitative krav, og søjle III (artikel 35 og 50-55) regulerer tilsynsindberetning og offentliggørelse. De tre søjler står ikke alene, men supplerer hinanden med henblik på opfyldelsen af ordningens mål. Der bør tages behørigt hensyn til samspillet mellem bestemmelser i forskellige søjler.

4.4

Man har også benyttet sig af revisionen af den nugældende solvensordning til at omarbejde 13 (gen)forsikringsdirektiver til et enkelt forenklet direktiv, i hvilket de nye solvensregler er indføjet. Direktivforslaget har affødt en række ændringsforslag af ikke-indholdsmæssig art med det formål at forbedre direktivforslagets struktur. Artikler eller dele af artikler, der er forældede, er blevet slettet.

5.1

I løbet af de seneste 30 år har på hinanden følgende generationer af EU-direktiver skabt et europæisk (gen)forsikringsmarked, som er styret af et fælles sæt regler, herunder principperne om gensidig anerkendelse og hjemlandstilsyn. De har skabt et marked, som er åbent for tredjelandsaktører, og har ansporet europæiske forsikringsselskaber til at ekspandere til tredjelandsmarkeder, hovedsagelig i Nordamerika, Asien og lande, som kunne tænkes at kandidere til et fremtidigt EU-medlemskab.

5.2

Den foreslåede avancerede solvensforordning sikrer, at forsikringsselskaberne er finansielt sunde og i stand til at modstå ugunstige begivenheder, således at de kan opfylde deres kontraktmæssige forpligtelser over for forsikringstagerne og garantere et stabilt finansielt system. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at alle aftagere af disse finansielle tjenesteydelser fortjener en sådan forstærket beskyttelse. En række markedsaktører er ikke undergivet forsikringsregulering, f.eks. udbydere af arbejdsmarkedspensioner eller opsparings- og investeringsinstitutioner.

5.3

Harmoniserede solvensregler skaber tillid, ikke kun blandt forbrugerne, men også hos tilsynsmyndighederne. En sådan tillid er en afgørende faktor, hvis det europæiske marked med gensidig anerkendelse og hjemlandstilsyn skal kunne fungere i praksis. De nuværende europæiske solvensregler (Solvens I) er imidlertid forældede. De er ikke følsomme over for de særlige risici, som det selskab, der varetager forsikringsdækningen, er eksponeret for, hvorved der stilles de samme solvenskrav til selskaber med forskellige risikoprofiler. Hertil kommer, at de nuværende solvensregler primært fokuserer på overholdelse af de finansielle krav, idet de følger en regelbaseret linje, snarere end på forsvarlig forvaltning, og de omhandler ikke i tilstrækkelig grad koncerntilsyn. Endvidere overlader det nuværende EU-regelværk fortsat medlemsstaterne et alt for stort spillerum for nationale variationer, hvilket forringer effektiviteten i tilsynet med multinationale operationer og undergraver bestræbelserne på at sikre ens vilkår. På grund af disse mangler er den nuværende ordning blevet overhalet af udviklingen inden for selve sektoren og af de internationale og intersektorielle tendenser. De nye solvensstandarder, som er fastlagt i direktivforslaget, afspejler med andre ord allerede forekommende tendenser hos risikobevidste aktører og tilsynsmyndigheder fra forskellige lande.

5.4

I modsætning til Solvens I-rammen fokuserer reformen på den faktiske kvalitet af risikoforvaltningen i selskaberne og på principper og mål snarere end på regler, som ikke tager hensyn til selskabernes særlige risikoprofiler.

Reformen tager desuden sigte på at ensrette tilsynsmetoderne i hele EØS.

5.5

Kort sagt udstyrer det nye system for det første tilsynsmyndigheder og forsikringsselskaber med sofistikerede solvensværktøjer, ikke kun for at modstå ugunstige begivenheder med hensyn til forsikringsrisici, såsom oversvømmelser, uvejr eller store færdselsulykker, men også markedsrisici, kreditrisici og operationelle risici. I modsætning til den nuværende lovgivning stilles der krav til, at forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber råder over kapital i forhold til deres samlede solvensrisiko under hensyntagen ikke kun til kvantitative elementer, men også til kvalitative aspekter, som har indflydelse på selskabets risikostatus.

5.6

Systemet er baseret på en økonomisk risikofølsom tilgang, som tager sigte på at sikre, at de sande underliggende risici og risikobegrænsningsordninger afspejles korrekt, hvorved man undgår tilsynsarbitrage, som kan forvride og svække den beskyttelse, som forsikringstageren nyder. Dette betyder også, at kapitalkravene giver mulighed for en optimal allokering af kapital og ansporer til en bedre intern risikoforvaltning.

5.7

For det andet understreger Solvens II det ansvar, som ledelsen i forsikringsselskaberne har for at sikre en forsvarlig risikoforvaltning, og tager sigte på at forbedre god praksis inden for sektoren. Det kræves af ledelsen, at den fokuserer på den aktive kortlægning, måling og forvaltning af risiciene, og at den gør sig overvejelser omkring den fremtidige udvikling, f.eks. nye forretningsplaner eller risikoen for katastrofer, som kunne have indflydelse på selskabets finansielle stilling. Den foreslåede reform kræver desuden af forsikringsselskaberne, at de vurderer deres kapitalbehov på basis af alle risici ved hjælp af en »vurdering af egenrisiko og solvens« (ORSA), mens »tilsynsprocessen« (SRP) skifter tilsynets fokus fra en legalistisk indstilling til kravoverholdelse og overvågning af kapitalen til en vurdering af forsikringsselskabets faktiske risikoprofiler og kvaliteten af selskabets risikoforvaltning og ledelsessystemer, f.eks. gennem mekanismer for tidlig varsling og stresstest. Sideløbende hermed ansporer Solvens II til samarbejde og konvergens på tilsynsområdet, f.eks. ved at styrke CEIOPS-udvalgets rolle (Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) som et skridt hen imod større harmonisering i tilsynet med finansielle tjenesteydelser, hvilket EØSU støtter.

5.8

Et tredje vigtigt aspekt er forsøget på at forbedre effektiviteten af tilsynet med forsikringskoncerner gennem et »koncerntilsyn« i hjemlandet. Koncerntilsynet sikrer, at risiciene på koncernplan ikke overses og sætter samtidig koncernerne i stand til at operere mere effektivt, mens alle forsikringstagere garanteres et højt beskyttelsesniveau. Koncerntilsynet vil få pålagt særlige ansvarsopgaver, som skal løses i et nært samarbejde med de relevante nationale tilsynsmyndigheder, samtidig med at det har ansvaret for at finde løsninger på et begrænset antal spørgsmål. Lokale tilsynsførende opfordres til at deltage aktivt i tilsynskollegiet, idet de har medbestemmelsesret, så længe der kan nås en aftale. Det indebærer, at der anvendes en anden tilgang for at kunne bestemme sådanne koncerners økonomiske realiteter og potentiale for risikodiversificering.

5.9

For det fjerde indføres der med Solvens II-direktivet mere gennemsigtighed og objektivitet både med hensyn til de oplysninger, som selskabet afgiver om sin finansielle stilling og tilhørende risici, og med hensyn til tilsynsprocesser. I dag har tilsynsmetoderne fortsat tendens til at variere fra medlemsstat til medlemsstat og give plads til tilsynsarbitrage. Både for EU-politikken i disse spørgsmål og for forsikringsselskaber, som ønsker at komme ind på et nyt nationalt marked, forekommer det vigtigt, at tilsynsmetoderne ikke kun er objektive og gennemsigtige, men også forudsigelige og veldokumenterede.

6.1.1

Med fastlæggelsen af de kvantitative krav for forsikringsselskaber indføres der under den nye ordning en »samlet balancemodel«, hvor alle aktiver (12) og passiver måles i overensstemmelse med en markedskonform tilgang, og alle kvantificerbare risici, der er forbundet med disse, eksplicit afspejles i form af kapitalkrav. Værdiansættelsen af aktiver og passiver på niveauer, som matcher deres forretningsbetingelser, sikrer, at de vurderes objektivt og konsekvent i forhold til hinanden. Det sikrer også, at der ansættes en korrekt værdi for iboende valgmuligheder. Den realistiske fremadrettede vurdering er den mest effektive beskyttelse mod en mulig misvisning, som kunne bringe alle interessegruppers rettigheder i fare.

6.1.2

I forbindelse med denne værdiansættelse lægges der en særlig vægt på beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser, dvs. forpligtelserne over for forsikringstagerne og andre begunstigede. Den markedskonforme værdiansættelse af de forsikringsmæssige hensættelser opnås gennem beregningen af det »bedste skøn«, der er det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows under hensyntagen til tidsværdien og inkluderer en risikomargen. Denne tilgang skulle sikre, at den samlede værdi af de forsikringsmæssige hensættelser svarer til det beløb, en tredjepart ville forventes at kræve for at overtage forsikringsporteføljen og opfylde de hermed forbundne forpligtelser. Denne beregning skal tage udgangspunkt i og være i overensstemmelse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om forsikringstekniske risici.

6.1.3

Hvad angår kravene til kapital, rummer det nye solvenssystem to centrale krav, nemlig solvenskapitalkravet (SCR) og minimumskapitalkravet (MCR), der har forskellige formål og beregnes i overensstemmelse hermed.

6.1.4

Med solvenskapitalkravet fastlægges et målniveau for kapital, som et forsikringsselskab skal opfylde under normale driftsbetingelser, idet tilsynsindgrebene vil blive intensiveret, hvis målet ikke nås. Dette muliggør gradvis tiltagende tilsynsindgreb, inden kapitalen når minimumskapitalkravet, og giver dermed forsikringstager og begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forpligtelserne indfries, hvis et forsikringsselskab ikke kan betale forfaldne udeståender. Teknisk set skal solvenskapitalkravet udformes og kalibreres, så det afspejler et kapitalniveau, der sætter et selskab i stand til at absorbere betydelige uforudsete tab baseret på en vis sandsynlighed for misligholdelse over en vis tidshorisont (0,5 % over en etårig horisont).

6.1.5

Minimumskapitalkravet afspejler et kapitalniveau, der udløser maksimale tilsynsforanstaltninger, når dette er påkrævet. Der skal ved beregningen af minimumskapitalkravet sikres et tilstrækkeligt spillerum sammenlignet med solvenskapitalkravet, således at tilsynsmyndighederne gives en tilstrækkelig margen for en rimelig interventionsskala.

6.1.6

I praksis kan forsikringsselskabet beregne solvenskapitalkravet enten ved at anvende en standardformel eller ved at benytte sin egen interne model, som er godkendt af tilsynsmyndighederne. Standardformlen skal nøje afspejle risikobegrænsningsmetoderne og diversificeringsvirkningerne samt evnen til at absorbere enhver form for tab på balanceposter, som ikke indgår i den disponible kapital. Den risikoorienterede tilgang til det foreslåede direktiv indebærer, at en intern model (enten delvis eller helt) — under forbehold af tilsynets godkendelse — kan erstatte standardberegningen, forudsat at den bedre afspejler selskabets risikoprofil. Dette er et vigtigt incitament til en forsvarlig intern anerkendelse og forvaltning af risiciene samt til uddannelse og ansættelse af højt kvalificeret personale.

6.1.7

Et andet element, der falder i tråd med målsætningen om at tilskynde til en god intern forvaltning, er anvendelsen af »bonus pater«-princippet på investeringspolitikken, der kan hindre, at der sættes kunstige grænser for investeringer, og indebærer krav om høje kvalitetsstandarder og behørig hensyntagen til materielle risici ved beregningen af kapitalkravet.

6.1.8

I betragtning af kravenes kompleksitet er det vigtigt at notere, at det foreliggende forslag indeholder bestemmelser, der tillader en forholdsmæssig og håndterlig gennemførelse af søjle I-kravene. Dette er især vigtigt for små og mellemstore forsikringsvirksomheder (SMV'er). Dette proportionalitetsprincip refererer imidlertid ikke til omfanget, men til arten og kompleksiteten af de risici, selskaberne er eksponeret for. SMV'erne er underlagt lignende generelle forsigtighedsprincipper, for så vidt som deres risikoprofil er den samme som andre selskabers. Deres kunder og begunstigede nyder samme beskyttelsesniveau.

6.2.1

Med Kommissionens Solvens II-forslag indføres processer og værktøjer for tilsynsaktiviteter og tilsynsmæssig kontrol, herunder fastlæggelsen af tilsynsbeføjelser, bestemmelser om samarbejde mellem nationale tilsynsmyndigheder og om tilsynsmæssig konvergens. Søjle II-bestemmelserne omfatter også kvalitative krav til selskaberne, dvs. deres ledelsessystem, herunder et effektivt internt kontrolsystem, risikoforvaltningssystem, aktuarfunktioner, intern revision, compliancefunktion og regler for outsourcing.

6.2.2

Tilsynsværktøjerne tjener til at indkredse selskaber med finansielle, organisatoriske eller andre træk, der kan give en højere risikoprofil, og som under ekstraordinære omstændigheder kunne blive stille over for kravet om at råde over en større solvenskapital, end der kræves i henhold til solvenskapitalkravet (SCR), og/eller at træffe foranstaltninger med henblik på at begrænse de risici, over for hvilke selskabet er eksponeret.

6.2.3

Førnævnte proportionalitetsprincip gælder også for tilsynsprocessen. De tilsynsførende skal udøve deres beføjelser under hensyntagen til omfanget, arten og kompleksiteten af den enkelte virksomheds risici for at undgå en tilsynsmæssig overbelastning, specielt for små og mellemstore forsikringsvirksomheder, som er eksponeret for et lavt risikoniveau.

6.2.4

Solvens II er udformet med henblik på at forbedre den kvalitative vurdering, som de tilsynsførende gennemfører af selskabets risikosituation. Det er vigtigt, at tilsynsmyndighederne er konsekvente i deres arbejde og afgørelser i de forskellige lande, forskellige selskaber og over tid. Det er værd at understrege betydningen af, at tilsynsaktiviteterne er gennemsigtige, objektive og forudsigelige. Dette er særlig relevant i forbindelse med godkendelsen af interne modeller.

6.3.1

Gennemsigtighed og selskabernes offentliggørelse af oplysninger om deres finansielle forhold og risici bidrager til at styrke markedsdisciplinen. Hertil kommer, at forsikringsselskaberne skal udlevere de kvantitative og kvalitative oplysninger til de tilsynsførende (tilsynsrapportering), som disse har brug for for at kunne foretage en effektiv kontrol og rådgivning.

6.3.2

Harmoniseringen af offentliggørelse og tilsynsindberetning er en særlig vigtig del af den nye ordning, da der er et klart behov for konvergens med henblik på indførelsen af et sammenligneligt format og indhold over hele Europa. Dette er af særlig betydning, hvad angår multinationale koncerner.

6.4.1

Efter gældende EU-lovgivning er koncerntilsyn blot et supplement til solotilsyn. Ved solotilsyn tages der ikke hensyn til, om en juridisk person indgår i en koncern (f.eks. et datterselskab) eller ej. Således føjes koncerntilsyn blot til solotilsyn som en ekstra byggeklods med det ene formål at vurdere indvirkningen af koncernforbindelserne på det enkelte selskab. Følgelig anerkender den gældende EU-solvensordning ikke forsikringskoncerners økonomiske realiteter og overser det forhold, at risikoforvaltning i mange tilfælde foregår på koncernniveau snarere end på soloniveau. Med Solvens II-forslaget søger man at finde en mere hensigtsmæssig metode for tilsyn med koncerner ved — på en række vilkår — at ændre den måde, hvorpå solo- og koncerntilsynet gennemføres.

6.4.2

For hver forsikringskoncern udpeges en enkelt myndighed som »koncerntilsynsførende«, der overdrages det primære ansvar for alle hovedaspekter af koncerntilsynet (koncernsolvens, transaktioner inden for koncernen, risikokoncentration, risikoforvaltning og intern kontrol). Det kræves imidlertid af de tilsynsførende for henholdsvis koncerntilsyn og solotilsyn, at de udveksler væsentlige oplysninger automatisk og andre relevante oplysninger efter anmodning. Desuden pålægges det den koncerntilsynsførende at rådføre sig med de relevante solotilsynsmyndigheder forud for en vigtig beslutning, og det pålægges de berørte tilsynsmyndigheder at gøre alt, hvad de kan, for at nå en fælles beslutning, idet det dog ved godkendelse af den koncerninterne model og ved regulering af banktjenester er den koncerntilsynsførende, der træffer den endelige beslutning. Disse bestemmelser skulle sikre, at de tilsynsførende for både koncerntilsynet og solotilsynet opnår en bedre indsigt i hele koncernens risikoprofil, og følgelig at forsikringstagere i de enkelte selskaber inden for koncernen opnår øget beskyttelse.

6.4.3

Ud over det forbedrede begreb »koncerntilsyn« indføres med forslaget en innoverende »ordning for koncernstøtte«. Koncerner, der ønsker at lette deres kapitalforvaltning på koncernniveau, kan ansøge om tilladelse til at blive reguleret under ordningen for koncernstøtte. Koncerner, der får tilladelse til at blive reguleret under ordningen for koncernstøtte, indrømmes — på en række klare betingelser — adgang til delvis opfyldelse af datterselskabernes solvenskapitalkrav (ikke minimumskapitalkravet) gennem en erklæring om koncernstøtte (et moderselskabs finansielle, juridisk bindende, forpligtelse over for datterselskabet til at stille kapital til rådighed, når det er nødvendigt). For at sikre, at ordningen for koncernstøtte fungerer effektivt, indføjes enkelte supplerende undtagelser fra solotilsynet. Når koncernstøtteordningen er oprettet, påtænkes der indført en særlig procedure ved stressforhold (manglende imødekommelse af solosolvenskapitalkravet), hvilket indebærer samordnede tiltag fra de tilsynsførende for henholdsvis koncerntilsynet og solotilsynet. Denne ordning bør anvendes på en ensartet måde i hele EU.

6.4.4

Eftersom ordningen for koncernstøtte giver mulighed for, at datterselskabers kapital i forbindelse med solvenskapitalkravet beror et andet sted i koncernen, giver den forsikringskoncerner en praktisk og gennemsigtig mulighed for at drage fordel af anerkendelsen af diversificeringsvirkningerne på koncernniveau, mens de enkelte datterselskaber skal opfylde kravene til kapitalniveau, som om de ikke indgik i koncernen. Der bør derfor indføres passende tilsyn for at sikre, at kapital hurtigt kan overføres, når der er behov for det. Forekomsten og anvendelsen af erklæringer om koncernstøtte skal offentliggøres af både det pågældende moderselskab og datterselskab.

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/18

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), som støtter målsætningerne for det fælles Eurostars forsknings- og udviklingsprogram, understreger behovet for at tage højde for de forskellige kategorier, størrelser og sektorer af SMV'er, når der vedtages nye EU-forsknings-, udviklings- og innovationspolitikker og –programmer møntet på og rettet mod SMV's reelle innovationsbehov.

1.2

EØSU glæder sig over medlemsstaternes forslag til vedtagelse af det fælles Eurostars-program med henblik på at støtte de såkaldte »forskningsintensive SMV'er« og bemærker, at det bør være åbent for alle SMV'er fra de lande, der medvirker i programmet og er villige til at deltage i innovationsprocesser.

1.3

EØSU understreger behovet for at identificere værktøjer med henblik på at inddrage alle EUREKA-medlemsstater i programmet, der ikke er indbefattet i det fælles Eurostars-program.

1.4

EØSU har betænkeligheder vedrørende kriteriet (1) for at medvirke i det fælles Eurostars program, som begrænser deltagelsen til forskningsintensive SMV'er, der »investerer 10 % eller mere af deres fuldtidsækvivalent eller årlige omsætning i forskningsaktiviteter«. Selv hvis den begrænsning kun anvendes på de forskningsintensive SMV'er, der foreslår projektet (projektleder), er denne definition af forskningsintensive SMV'er baseret på kodificerede indikatorer, som ser bort fra alle de forskellige former for »ikke-kodificeret viden« (2), medens det ofte er således, at højt innovative processer er stærkt præget af »stiltiende viden« (3).

1.5

Derfor hævder EØSU atter princippet om, at projekter af hensyn til en fair konkurrence om projektforslag bør udvælges på basis af kvaliteten af deres indhold, ledelsesmæssig erfaring inden for F&U og sammenhæng med programmets mål, således at man ikke udelukker et stort antal de innovative SMV'er, der er villige til at ansøge om deltagelse i Eurostars-programmet. Derudover bør der tillades finansiering af uddannelsesprogrammer, der sigter på at forberede ledere med ekspertise inden for effektiv overførsel af teknologi fra forskningsstadiet til produkter, der kan markedsføres.

1.6

I den henseende beder EØSU i overensstemmelse med de relevante procedurer i det fælles Eurostars-program om, at der oprettes en specifik budgetpost til tværnationale initiativer ledet af medlemsstater i samarbejde med SMV-organisationer, der er villige til at støtte spredningen af SMV-venlige informationer om resultaterne af Eurostars-projekter til en bredere kreds af SMV'er. En anden måde, hvorpå man kan give alle SMV'er, der er interesserede i Eurostars-programmets succes, mere »medejerskab«, kunne være at oprette en fælles database og flersprogede sektor-webplatformer, der skal oprettes og fremmes af SMV-organisationer og arbejdsmarkedets parter.

1.7

EØSU påpeger sine betænkeligheder vedrørende kriterierne for at fastsætte SMV's bidrag til de samlede projektomkostninger knyttet til F&U-aktiviteter. Det er vigtigt at gøre det klart, som tingene står, at SMV i henhold til det fælles Eurostars-program skal bidrage kollektivt til mindst 50 % af de F&U-relaterede projektomkostninger. Da dette kriterium vil udelukke mange markedsbaserede SMV'er, bør muligheden for at sænke denne grænse til 25 % under midtvejsevalueringen af Eurostars-programmet overvejes (4).

1.8

Senere bør betænkelighederne udtrykt af EU- og nationale SMV-organisationer og andre forskningsinteressenter tages op til overvejelse af de interesserede medlemsstater og EU's nationale myndigheder under de forskellige faser af tilsyn med gennemførelsen og spredningen af resultater. Et regelmæssigt check foretaget af EU's rådgivende gruppe om SMV og F&U kan gøres til et permanent redskab til teknisk høring for medlemsstater og andre myndigheder på EU- eller nationalt plan. I den henseende kunne EØSU's Markedsobservatorium i samarbejde med kategorien SMV også optræde som et rådgivende medlem af den rådgivende gruppe under tilsynet med gennemførelsen og formidlingsfaserne.

1.9

EØSU understreger, at det fælles Eurostars-program bør gennemføres på gennemsigtig og ubureaukratisk vis, så det bliver lettere for SMV at modtage informationer, deltage og især blive inddraget i opfølgningsaktiviteterne med relevante interesserede F&U-institutioner. Derfor bør projektfinansieringen ske ved betalinger af en samlet sum, og hvor en samlet sum ikke er forenelig med de nationale programmer, skal betalingen bestå af et standardbeløb.

1.10

Med henblik på effektiv implementering af Eurostars-programmet, bør regionale netværk styrkes, så de bliver i stand til at yde kvikskranke-service til støtte for innovative SMV'er, hvorved disse får reel adgang til europæisk F&U-finansiering. For at styrke bevidstheden om de særlige finansieringsprogrammer for forskningsintensive SMV'er bør man f.eks. styrke båndene mellem EUREKA-netværkene, andre eksisterende offentlig/private organer og EU/nationale/regionale SMV-organisationer yderligere og koordinere dem bedre. Der bør finansieres en række arrangementer via repræsentative SMV-organisationer for at skabe bevidsthed blandt SMV'erne og de interesserede organisationer om meningen med og betydningen af innovation og den rolle, innovation vil spille i EU's fremtid.

1.11

Resultatet af SMV-sektorernes projektudvælgelse inden for rammerne af Eurostars-programmet (5) skal offentliggøres på internettet af Eureka-netværket. Derudover skal der stilles en kort liste over støtteberettigede projekter med højt innovativt indhold, men som ikke er blevet finansieret, til rådighed. Listen skal angive nationale offentlig/private investorer, hvis der er behov for yderligere finansiering af programmet.

1.12

En effektiv koordinering mellem nationale myndigheder, der er ansvarlige for SMV og F&U-politikker og EUREKA, skal være sammenhængende og skal matche de af SMV-organisationerne og øvrige interessenter (herunder bl.a. private og offentlige forskningsorganer) udtrykte behov. EØSU appellerer til de interesserede EU-institutioner, medlemsstaterne og det slovenske og franske rådsformandskab om at sikre, at koordinationen gennemføres i overensstemmelse med SMV's forventninger og programmernes målsætninger.

1.13

EØSU slår i forbindelse med SMV'ernes deltagelse i F&U-finansieringsprogrammer og det fælles Eurostar-program kraftigt til lyd for, at den lange periode mellem indgivelsen af et forslag til dets godkendelse af EU forkortes, hvilket kan anspore SMV'erne til at indgive projekter.

1.14

EØSU understreger, at Kommissionen for at forbedre og øge SMV'ernes andel i F&U-finansiering bør undersøge muligheden for at flytte de uudnyttede ressourcer, der er til rådighed for SMV'er under kapitlet »Samarbejde« i det syvende forskningsprogram (som udgør 15 % af de »tematiske prioritetsbudget« i det sjette forskningsprogram), over til »Kapacitetsprogrammet« (CRAFT osv.), som er mere præcist møntet på SMV.

1.15

EØSU beder om, at der gives mere opmærksomhed til den uforholdsmæssigt store administrative byrde, der hviler på SMV, som kan være op til ti gange større end store virksomheders administrative byrde (6). En mindskelse af de forvaltningsmæssige udgifter og en forenkling af ansøgningsprocedurerne for de SMV'er, der giver sig i kast med F&U-programmer med andre europæiske og internationale partnere ville også være ønskeligt. EØSU så også gerne en løsning på spørgsmålet om ophavsrettigheder og europæiske patenter (7), hvor den aktuelle situation hæmmer konkurrenceevne og innovation i Europa. Endvidere kan adgang til patentering og ophavsrettigheder (8) også tælle som vigtige ikke-økonomiske aktiver i forbindelse med en konsolidering af partnerskaber mellem virksomheder, der deltager i internationale projekter.

2.1

I det europæiske charter for små virksomheder godkendt af EU's ledere i 2000 blev det besluttet, at små virksomheder skal opfattes som hoveddrivkraften bag innovation og beskæftigelse såvel som for social og lokal integration i Europa (9). Derudover bebudede Kommissionen i oktober 2007 udarbejdelsen af en »lov om små virksomheder i Europa« (10), som skal definere en række foranstaltninger med det sigte at fremme iværksætterkultur, virksomhedskultur og adgang til kompetencer (11). I løbet af 2008 vil Kommissionen også undersøge en række initiativer vedrørende SMV'er (12) for at øge deres deltagelse i EU-programmerne.

2.2

På den baggrund er der opstået et forslag til et specifikt fælles Eurostars-program. Programmet, som er baseret på artikel 169 i EF-traktaten og som er designet til at supplere og sigte på aktiviteten »forskning til gavn for SMV'er« i det syvende forskningsrammeprogram, ledes af EUREKA og blev lanceret i fællesskab af 22 medlemsstater og fem andre EUREKA-lande (Island, Israel, Norge, Schweiz og Tyrkiet). For tiden har Eurostars-programmet 30 medlemsstater: Østrig, Belgien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Irland, Israel, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Schweiz, Tyrkiet, Det Forenede Kongerige.

2.3

Det syvende rammeprogram har indført mange af de foranstaltninger, der blev foreslået under revisionen af det sjette rammeprogram, med henblik på at udfylde lakunerne i politikkerne til gavn for SMV'er (13). Det syvende rammeprogram indbefatter en strategi for SMV'er, som inkorporerer både kvalitative og kvantitative foranstaltninger med henblik på at anspore til handling på såvel nationalt som regionalt niveau. Målet er at skabe virksomhedsklynger og -netværk, at forbedre paneuropæisk samarbejde mellem små virksomheder, der bruger informationsteknologi, at videreformidle god praksis inden for samarbejdsaftaler og støtte samarbejde mellem små virksomheder (14).

2.4

De 23 mio. registrerede SMV'er i EU udgør 99 % af alle virksomheder og står for to tredjedele af Europas omsætning, og det er også dem, der er nøgleaktørerne inden for bæredygtig udvikling (15). Men for at styrke konkurrenceevnen bør disse virksomheder rationaliseres og omgrupperes, så de udgør et sammenhængende hele med en kritisk masse og således at de kan drage fordel af udviklingen af særlige venturekapitalfonde, forskerparker, virksomhedsvæksthuse og regionale innovationspolitikker (16)

2.5

Derudover understreger rapporten fra Flash Eurobarometer, at SMV'ers vækst kan hæmmes af europæernes risikosky indstilling og manglende iværksætterånd (17). Det drejer sig derfor også i høj grad om sætte ind for at styrke iværksætternes rolle og understrege deres afgørende betydning for innovation, økonomisk fremgang og samfundets generelle velstand. Kun gennem ansvarsbevidste, aktive og idérige iværksættere, der har de bedste udfoldelsesmuligheder, vil det lykkes at nå Lissabon-målene (18).

2.6

De specifikke foranstaltninger, medlemsstaterne indfører for at støtte SMV'er, stimulerer og støtter dog ikke altid transnationalt forskningssamarbejde og teknologioverførsel. På baggrund af ændringerne på markederne og internationaliseringen af værdikæder, skal de europæiske SMV'er nu tilpasse sig den stærke globale konkurrence ved at engagere sig i konstant innovative processer i en endnu bredere international kontekst. Det fælles Eurostars-program skal belønne de SMV'er og offentlige og/eller private forskningsinstitutioner, der udfolder særlige anstrengelser for at støtte F&U-projekter, sprede kendskabet til deres resultater, og som overfører og bistår med at give adgang til viden. Det bør især belønne projekter, der inddrager institutioner og grupper og/eller enkeltstående SMV'er, som normalt deltager mindre eller har vanskeligheder med at få adgang til sådanne programmer. EØSU understreger betydningen af udvidelsen af bidraget til det fælles Eurostars-program til også at omfatte alle EUREKA-medlemsstaterne, især dem, der for nyligt blev optaget i EU og som kan drage fordel af den transnationale tilgang.

2.7

Det fælles Eurostars-program er målrettet mod forskningsintensive SMV'er, og vægten ligger på markedsorienterede F&U-projekter og tværnationale projekter med flere partnere (med mindst to indbyrdes uafhængige deltagere fra forskellige deltagende stater). Et vigtigt aspekt ved programmet er bottom-up-tilgangen, der sætter forskningsintensive SMV'er i stand til at sikre sig medejerskab og strategisk innovation i virksomhederne. Under sådanne omstændigheder er SMV'erne i stand til at kontrollere og påvirke resultaterne af løbende forskning på linje med de forretningsmæssige muligheder.

3.1

Deltagelsen i forsknings- og udviklingsprogrammer i henhold til traktatens artikel 169 indebærer, at de deltagende EU-medlemsstater integrerer deres nationale forskningsprogrammer, i og med at de forpligter sig til at medvirke i et fælles forskningsprogram. Kommissionen har med artikel 169 som retsgrundlag identificeret fire potentielle initiativer. Et af disse er Eurostars, et fælles forskningsprogram for SMV'er og deres partnere.

3.2

Eurostars-programmet består af projekter foreslået af en eller flere SMV'er, som er etableret i de deltagende stater og som er aktivt involveret i F&U. Projekter kan gennemføres inden for alle videnskabelige eller teknologiske områder (men skal have et civilt formål). Projekterne skal være samarbejdsprojekter og skal indbefatte mindst to deltagere fra to forskellige lande, der deltager i Eurostars, som er aktive inden for forskellige aktiviteter i forbindelse med forskning, teknologisk udvikling, demonstration, uddannelse og spredningen af de dertil knyttede informationer. I tråd med SMV'ernes beskaffenhed er projektcyklussen kort. Et projekt må højst vare tre år, og senest to år efter gennemførelsen af projektet, skal resultatet af forskningen være klart til at blive markedsført.

3.3

Det fælles Eurostars-program kan være en betydelig løftestang for fællesskabsfinansiering: medlemsstaterne og fem andre EUREKA-lande (Island, Israel, Norge, Schweiz og Tyrkiet) vil bidrage med 300 mio. EUR. Fællesskabet vil supplere med yderligere en tredjedel af medlemsstaternes bidrag, hvilket fører til at programbudget på 400 mio. EUR i offentlig finansiering. Med forventede støttesatser på mellem 50 og 75 %, vil Eurostars kunne mobilisere yderligere mellem 133 og 400 mio. EUR i private midler i hele programperioden (løftestangseffekt). Den forventede deltagelse er beregnet ud fra en gennemsnitsudgift på 1.4 mio. EUR for hvert Eurostars-projekt. Med en gennemsnitlig finansiering på 50 %, en offentlig finansiering på 0,7 mio. EUR pr. projekt og et samlet budget for programmet på 400 mio. EUR kan 565 projekter finansieres.

3.4

Fællesskabets bidrag supplerer derfor med den manglende finansiering på et tidligt F&U-stadium, hvor innovative aktiviteter udgør en relativt høj risiko og hvor det ikke altid lykkes kun at tiltrække private investorer (19). Fællesskabets bidrag med offentlige investeringer til gavn for Eurostars-programmet vil stimulere flere forskningsintensive SMV'er til at søge private investeringer til udvikling af innovative produkter og tjenester.

3.5

Angående finansiering bør det overvejes at indføre skattelettelser for F&U-investeringer i medlemsstaterne, som kunne være attraktive for investorer selv i værste fald, da de så i det mindste kunne drage fordel af sådanne lettelser. Skattefordelen for SMV'er er en alternativ form for finansiering.

3.6

Der er dog betænkeligheder gående ud på, at en stor andel af SMV'erne kan blive hindret i at deltage i EU's initiativ om konkurrencedygtig innovation. I henhold til Eurostars-programmet, er kriteriet for forskningsintensive SMV'er, at de SMV'er, der foreslår projektet anvender mindst 10 % af deres omsætning eller fuldtidsækvivalenter til forskningsaktiviteter. Selv hvis den begrænsning anvendes på projektets forsøgspartner, kan dette stadig hindre mange små virksomheder i at foreslå innovative projekter. Følgen kan være, at programmet kun tiltrækker allerede etablerede højteknologiske virksomheder, der har adgang til andre, mere passende former for finansiering.

3.7

Desuden er F&U-udgifter i visse EU-lande meget ofte integreret med andre driftsomkostninger og kan derfor ikke identificeres separat (20). Derfor er definitionen af F&U-indikatorer, som OECD bruger, i visse tilfælde ikke passende, når de anvendes på små innovative virksomheder, fordi de ikke redegør for den andel af aktiviteterne, der er karakteriseret som »ikke-kodificeret viden«, som det er vanskeligt at sætte tal på (21).

3.8

Ligeledes i følge OECD er »High-Tech«-sektoren defineret som virksomheder med en F&U-andel i omsætningen på over 4 %. Denne sektor udgør selv i højt udviklede økonomier ca. 3 % af BNI, hvilket betyder at 97 % af alle økonomiske aktiviteter og de fleste af de innovative processer finder sted i sektorer defineret af OECD som »Mid-Tech« eller »Low-Tech«-sektorer (22). Tallene viser, at en stor del af de innovative virksomheder vil blive udelukket, hvis adgangen til finansieringsprogrammet er begrænset til en tærskel på 10 % F&U, hvorved man ikke ville udløse en positiv holdning til innovation, som ligger til grund for det europæiske initiativ.

3.9

Derfor mener EØSU, at projekterne skal udvælges på basis af kvalitet og overholdelse af programmets målsætninger og at man bør fjerne tærsklen på 10 % F&U.

3.10

Et andet krav i Eurostars-programmet er, at de deltagende forskningsintensive SMV'er skal være i stand til at udføre størsteparten af F&U-arbejdet. Samarbejde med andre partnere, som kan være andre SMV'er, lokale klynger, store virksomheder, der er rede til at dele programmål, forskningsinstitutioner eller universiteter bør ikke være udelukket. Derudover bør termen klynge også tage højde for behovet for at placere F&U-baserede SMV'er på universiteters eller højere læreanstalters områder for at øge samvirket mellem de to sider på en gensidigt berigende facon.

3.11

Med henblik på de respektive bidrag fra de innoverende SMV'er, der deltager i Eurostars-programmet, er det vigtigt at gøre klart, at det er de forskningsintensive SMV'er, der kollektivt mindst skal afholde mindst 50 % af F&U-udgifterne i projektet. Da dette kriterium ikke desto mindre stadig kan udelukke mange markedsbaserede SMV'er, bør muligheden for at sænke denne grænse til 25 % overvejes (23) i forbindelse med midtvejsevalueringen af Eurostars-programmet.

3.12

Forbindelserne til andre finansielle instrumenter omfattet af rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation bør stadig afklares. Finansieringsprogrammet bør også gøres mere fleksibelt og tilpasses SMV'ernes behov, samtidig med at man tager højde for positive erfaringer med garantifonde for forskning og udvikling, således at alle virksomheder kan operere med et længere forretningsperspektiv.

3.13

En bedre lovramme med systematisk høring af repræsentative SMV-organisationer og øvrige interessenter vil mindske driftsudgifter og risici, øge afkastet, øge strømmen af venturekapital og forbedre venturekapitalmarkedernes funktion. Dette vil især gavne de innovative SMV'er. Denne finansiering vil supplere den offentlige støtte til de meget tidlige (kim-) stadier af processen med at gøre forskningsresultater til kommercielle produkter.

3.14

Kommissionen har givet tilsagn om at fremme foranstaltninger til mere grænseoverskridende investeringer fra venturekapitalfonde (24). I Europa er venturekapitalmarkedet opsplittet, og består for tiden af 27 forskellige regelsæt. Dette har negative virkninger både på finansiering og investeringer.

3.15

Der er derfor behov for et bedre miljø for venturekapitalinvesteringer og for, at medlemsstater skaber incitamenter for private investorer til at medvirke i international forskning baseret på samarbejde (25) samt incitamenter til at fremme inddragelsen af støtteservice til SMV'er med det formål at bistå virksomheder, der med succes kommer igennem startfasen.

4.1

Sigtet med Eurostars-programmet er at bistå SMV'er inden for en hvilken som helst teknologisk, industriel, juridisk eller organisatorisk ramme, der er nødvendig for storstilet europæisk samarbejde mellem medlemsstaterne inden for anvendt forskning og innovation. Derfor vil det øge de forskningsintensives SMV'ers evne til at markedsføre nye og konkurrencedygtige produkter, processer og tjenester.

4.2

Projektets internationale tilgang kan føre til, at man undgår overlapning i forhold til innovation og bør være en anledning til at vedtage fælles politikker og indføre en hurtig procedure for at mindske den administrative byrde (26). Med hjælp fra Eurostars-programmet kan mange SMV'er blive ansporet til at drage fordel af internationalt samarbejde, når blot de er i stand til at foreslå og direkte styre et projekt. Imidlertid bør inddragelsen i integrerede projekter og kvalitetsnetværket planlægges omhyggeligt, så man udgår skævheder i projektdeltagelsen.

4.3

Udover støtte til F&U bør man også se på, hvorledes regeringerne kan støtte innovation mere direkte via tilvejebringelsen af den rette infrastruktur. Der findes et meget bredt fællesskab af forsknings»institutioner«, hvoriblandt nogle kan være sammenslutninger eller forskningsvirksomheder, hvis rolle det er at støtte innovation, navnlig i SMV. Der er også forskerparker og science shops, virksomhedsvæksthuse, regionale og lokale myndighedsorganer og videnformidlingsorganisationer. Alle disse yder en vigtig støtte til unge high-tech-SMV'er og tilmed til mere traditionelle SMV'er, som overvejer at gå over til innovationsbaserede strategier. Det slovenske rådsformandskab og det efterfølgende franske formandskab bør overvåge, hvorledes koordineringen af Eurostars-programmet på EU- og nationalt plan kan tilrettelægges, så det styrer mod de optimale niveauer og undgår overlappende funktioner og risiko for uklarhed blandt de eksisterende SMV-agenturer.

4.4

EØSU har i øvrigt flere gange henstillet, at en meget større del af EU's strukturfondsmidler anvendes til at udbygge den videnskabelige infrastruktur og skræddersys til SMV. Her kunne midler fra Den Europæiske Investeringsbank også gøre stor nytte (27).

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/23

1.1

Kommissionen har siden 2001 behandlet de negative virkninger af virksomhedsfiaskoer. Kommissionen har navnlig signaleret, at der er behov for at forbedre konkursprocedurerne. Kommissionen har kun begrænsede kompetencer på dette område og har derfor koncentreret sig om at indsamle data om retlige og sociale konsekvenser af virksomhedsfiasko, fremme identificeringen og udbredelsen af god praksis samt udarbejde værktøjer til tidlig varsling som metoder til afhjælpning af stigmatiseringen i forbindelse med konkurs.

1.2

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der bør lægges vægt på behovet for at afhjælpe stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko. Gode nationale rammebetingelser for iværksætteri er af afgørende betydning for den fulde udnyttelse af EU's iværksætterpotentiale og for skabelsen af dynamiske virksomheder. Den samfundsmæssige påskønnelse af succesfuldt iværksætteri, som er utrolig vigtig i denne forbindelse, bør gå hånd i hånd med en politik, der fremmer en ny chance for iværksættere, som er gået ned med en virksomhed.

1.3

Kommissionen fremhæver med rette, at start af egen virksomhed med dertilhørende succes eller fiasko er en del af den markedsøkonomiske virkelighed. Det er endvidere korrekt, som Kommissionen pointerer, at der i samfundet er en generel mangel på påskønnelse af og forståelse for iværksætteri, og at forretningsmæssige problemer eller endog konkurs derfor ikke i tilstrækkelig grad opfattes som en normal økonomisk udvikling og en mulighed for en ny start. Der er behov for en holdningsændring i EU. Jo mere en tidligere fallent stigmatiseres, jo større risiko er der forbundet med et nyt virksomhedsprojekt, og denne risiko forplanter sig til alle interessenter i virksomheden.

1.4

USA's lovgivning søger at finde en balance mellem debitorer, kreditorer og samfundet som helhed. EØSU mener, at medlemsstaternes love bør udformes med henblik på at opnå samme balance. Insolvens og manglende betaling af gæld kan skabe kolossale vanskeligheder for kreditorer og føre til, at de selv bliver insolvente. Det kan være ganske uretfærdigt over for kreditorerne at frigøre en virksomhed for gæld for at give den en chance for at starte på en frisk. Insolvenslovgivningen må finde den rette balance.

1.5

Fra samfundets synspunkt kan den bedste løsning være at bevare hele virksomheden eller en del af den. Er der tale om en potentielt bæredygtig virksomhed, vil det gavne samtlige interessenter yderligere, hvis en insolvent virksomhed kan reddes af kuratorerne, og de ansatte kan bevare deres job. Hvis en konkursramt iværksætter starter forretning igen, skaber han ny beskæftigelse. I begge tilfælde tjener beskæftigelsesfaktoren klart samfundet som helhed.

1.6

En virksomhed kan slå fejl på mange måder, selv når iværksætteren har de bedste intentioner. I opstartfasen vil det måske ikke være muligt at etablere en bæredygtig virksomhed. En forkert forretningsmodel kan betyde, at virksomheden ikke har nogen fremtid, selv om den er kommet igennem opstartfasen. På den anden side kan potentielt bæredygtige virksomheder gå konkurs på grund af fejl begået af iværksætterne og af årsager, som ligger helt uden for deres kontrol. Sådanne virksomheder kan og bør reddes af kuratorer og de fleste job beskyttes.

1.7

Det er vigtigt at sondre mellem virksomheden og dens direktion. Direktører kan gå konkurs, mens en kurator redder virksomheden og dens ansatte. Når en virksomhed går neden om og hjem, kan det vel tænkes, at virksomhedslederne går konkurs på grund af de bankgarantier, de har givet, selv om deres personlige adfærd ikke har været svigagtig. Det er disse ikke-svigagtige iværksættere, som Kommissionen vil hjælpe. Iværksættere, der har skabt et sundt foretagende, men senere går ned med virksomheden på grund af manglende erfaring, eller fordi de har været uheldige, fortjener en ny chance. Økonomien har brug for deres færdigheder. Andre, som har haft fiasko på grund af inkompetence og manglende vision, vil nok ikke kunne bidrage meget til økonomien, selv om de er i stand til at finde finansiering. Ikke alle konkursramte iværksættere fortjener en ny chance.

1.8

Kommissionens initiativ har været med til at udløse reformer i hele EU. Mange medlemsstater er allerede blevet inspireret af god praksis og relevante konklusioner indsamlet på europæisk plan. Cirka en tredjedel af medlemsstaterne har fremlagt planer om reform af den nationale konkurslovgivning. Næsten halvdelen af EU-landene har dog stadig ikke foretaget sig noget. Selv om Kommissionen har begrænsede beføjelser på dette politikområde, opfordrer EØSU Kommissionen til at tage alle til rådighed stående midler i brug for at få medlemsstaternes finansministre til at handle. EØSU mener, at medlemsstaternes fremskridt på dette område generelt er utilfredsstillende

1.9

EØSU støtter fuldt ud de bemærkninger, der i meddelelsen er fremsat vedrørende insolvenslovgivningen, naturligvis under forbehold af den endelige, detaljerede udformning af de pågældende love. Hertil hører formel anerkendelse af ikke-svigagtig konkurs, hurtig gældssanering og en reduktion af retlige restriktioner, rettighedsfortabelser og forbud med fremskyndede procedurer. Målet på mellemlang sigt bør være, at procedurerne højst varer 12 måneder.

1.10

EØSU finder det helt afgørende, at alle medlemsstater hurtigst muligt fuldfører revisionen af deres insolvenslovgivning. Ud over ændringer i lovgivningen er det meget vigtigt, at konkurser behandles hurtigst muligt at domstolene. Denne proces må være velorganiseret. Disse ændringer er det centrale element i programmet til fremme af en ny chance.

1.11

Aktiv støtte til truede virksomheder er det andet budskab i Kommissionens meddelelse. Det indgår ikke som sådan i programmet til fremme af en ny chance. Det er i stedet et program, der har til hensigt at undgå konkurser og bevare virksomheder og job. I punkt 4 gives en række eksempler på virksomhedsfiaskoer, som kunne have været undgået. I den forbindelse er formålet med meddelelsen ved hjælp af et tidligt varslingssystem, midlertidig finansiering og konsulentbistand at afværge undgåelige virksomhedsfiaskoer.

1.12

For størstedelen af smv'er er dette program ikke særlig praktisk, da det ikke indeholder mange mekanismer for en proaktiv identifikation af truede virksomheder blandt de titusinder af smv'er i hver medlemsstat. Ikke desto mindre opfordres medlemsstaterne til at gøre størst mulig brug de muligheder, der findes, f.eks. brugen af momsmyndighederne i Frankrig til at give tidlig varsling om mulige likviditetsproblemer i bestemte virksomheder. Kommissionen understreger, at støtteforanstaltninger bør fokusere på forebyggelse af konkurs, ekspertrådgivning og rettidig indgriben. Problemet opstår, når en virksomheds ledere ikke indser, at deres virksomhed er i fare. Medlemsstaternes regeringer må arbejde sammen med revisorerhvervet og organisationer, der repræsenterer smv'er, med henblik på at udvikle proaktive tiltag, der passer til deres egen smv-kultur.

1.13

Det er klart, at den vigtigste anbefaling i meddelelsen omhandler revisionen af insolvenslovgivningen. Uden opfyldelsen af denne altafgørende forudsætning vil programmet »en ny chance« aldrig kunne realiseres.

1.14

Visse af de blødere anbefalinger i meddelelsen kan iværksættes uden at ændre insolvenslovgivningen. Når lovgivningen er ændret kan de andre bløde tiltag, som Kommissionen foreslår, gennemføres. Hvis der ikke foretages ændringer i insolvenslovgivningen vil hovedpointen med Kommissionens meddelelse gå tabt.

1.15

EØSU mener, at hver medlemsstat bør reagere på denne meddelelse ved at indarbejde meddelelsens forslag i den nationale handlingsplan for gennemførelse af Lissabon-strategien (retningslinje 15).

2.1

Kommissionen har siden 2001 behandlet de negative virkninger af virksomhedsfiaskoer. Kommissionen har navnlig signaleret, at der er behov for at forbedre konkursprocedurerne. Kommissionen har kun begrænsede kompetencer på dette område og har derfor koncentreret sig om indsamling af data om retlige og sociale konsekvenser af virksomhedskonkurs, fremme af identificeringen og udbredelsen af god praksis samt udarbejdelsen af værktøjer til tidlig varsling som metoder til afhjælpning af stigmatiseringen i forbindelse med konkurs.

2.2

Dette har været med til at udløse reformer i hele EU. Mange medlemsstater er allerede blevet inspireret af god praksis og relevante konklusioner indsamlet på europæisk plan. Cirka en tredjedel af medlemsstaterne har fremlagt planer om reform af den nationale konkurslovgivning. Næsten halvdelen af EU-landene har dog stadig ikke foretaget sig noget. Selv om Kommissionen har begrænsede beføjelser på dette politikområde, opfordrer EØSU Kommissionen til at tage alle til rådighed stående midler i brug for at få medlemsstaternes finansministre til at handle. EØSU mener, at medlemsstaternes fremskridt på dette område generelt er utilfredsstillende.

J

Der findes foranstaltninger

(J)

Der er planlagt foranstaltninger/foranstaltningerne er delvist gennemført

N

Der findes ingen foranstaltninger

2.3

Tabel A er taget fra meddelelsen. Kolonne 4 til 6 vedrører revision af insolvenslovgivning. Det fremgår tydeligt, at medlemsstaterne er meget aktive på lovgivningsområdet, mens tabellen samtidig viser, at den reviderede lovgivning kun er trådt i kraft i meget få lande. Hvis det samlede antal under kolonnerne relaterede sig til lovgivning, der er trådt i kraft ville tallene ikke være 12-15-17-17 men i stedet 6-6-5-10. Det er et dårligt resultatet fra de 27 medlemsstaters side. Langsommelighed eller manglende handling skader uden tvivl iværksætterkulturen i medlemsstaterne, idet risikoen for fiasko vil forblive en væsentlig hindring for iværksætteraktiviteter, indtil de nødvendige ændringer er gennemført.

2.4

Et andet kendetegn ved tabellen er, at de seks kolonner, der omgiver de lovgivningsrelaterede felter er stort set blanke. Dette er ret overraskende, idet de andre blødere foranstaltninger godt kunne iværksættes, selvom de fleste medlemsstater ikke har ændret insolvenslovgivningen.

2.5

Med henblik på at få et sammenligningsgrundlag har EØSU bedt Kommissionen om at fremskaffe data for USA, der svarer til dem, tabellen viser for EU's medlemsstater. Følgende er forklaringen til de amerikanske data i tabellen:

2.6

Den amerikanske konkurslovgivning bygger på en helt anden tankegang, end den der er fremherskende i de fleste, hvis ikke alle EU-medlemsstater. For øjeblikket viser de fleste medlemsstaters juridiske synspunkter, hvor langt man er fra at forstå dette emne. Den tid det tager at ændre insolvenslovgivningen afslører for at sige det ligeud, at EU simpelthen ikke har »fattet« budskabet. Et holdningsskifte vil fremskynde introduktionen af ny lovgivning. Uden et sådant vil de blødere foranstaltninger aldrig blive iværksat.

2.7

I det 19. århundrede var stigmatiseringen i forbindelse med en virksomhedsfiasko så stor, at den drev de konkursramte iværksættere til selvmord. Der er færre selvmord i det 21. århundrede, men den sociale stigmatisering eksisterer fortsat. EU's borgere må se iværksættere som personer, der yder en meget værdifuld indsats, selv hvis deres projekt slår fejl. Det er uundgåeligt, at der vil være nogle fiaskoer. Lidt mindre end tre fjerdedele (73,0 %) af de 931.435 virksomheder, der blev grundlagt i 1998 i Spanien, Finland, Italien, Luxembourg, Sverige og Storbritannien overlevede de første to år. Lidt under halvdelen (49,1 %) af de samme virksomheder overlevede i fem år frem til 2003.

2.8

Kommissionen fremhæver med rette, at start af egen virksomhed med dertilhørende succes eller fiasko er en del af den markedsøkonomiske virkelighed. Det er endvidere korrekt, som Kommissionen pointerer, at der i samfundet er en generel mangel på påskønnelse af og forståelse for iværksætteri, og at forretningsmæssige problemer eller endog konkurs derfor ikke i tilstrækkelig grad opfattes som en normal økonomisk udvikling og en mulighed for en ny start. Der er behov for en holdningsændring i EU. Jo mere en tidligere fallent stigmatiseres, jo større risiko er der forbundet med et nyt virksomhedsprojekt, og denne risiko forplanter sig til alle interessenter i virksomheden.

2.9

USA's lovgivning søger at finde en balance mellem debitorer, kreditorer og samfundet som helhed. EØSU mener, at medlemsstaternes love bør udformes med henblik på at opnå samme balance. Som det beskrives i det nedenstående afsnit 4 kan insolvens og manglende betaling af gæld skabe kolossale vanskeligheder for kreditorer og føre til, at de selv bliver insolvente. Det kan være ganske uretfærdigt over for kreditorerne at frigøre en virksomhed for gæld for at give den en chance for at starte på en frisk. Insolvenslovgivningen må finde den rette balance.

2.10

Fra samfundets synspunkt kan den bedste løsning være at bevare hele virksomheden eller en del af den. Hvis virksomheden er potentielt levedygtig vil alle involverede parter drage nytte heraf.

2.11

De ansattes interesser tilgodeses på en række områder. I tilfælde af insolvens har medlemsstaterne gennemført direktivet om insolvens, der sikrer, at de ansatte får deres betaling. Hvis en konkursramt virksomhed kan reddes af kuratorerne, vil de ansatte kunne beholde deres job. Hvis en konkursramt iværksætter starter forretning igen, skaber han ny beskæftigelse. I begge tilfælde tjener beskæftigelsesfaktoren klart samfundet som helhed.

3.1.1

For at tackle de negative følger af virksomhedskonkurs er det nødvendigt først at skabe en offentlig debat. Offentligheden i EU opfatter ofte konkurs som noget kriminelt uanset årsagen. Medierne kan gøre meget for at udrydde denne misforståelse. Erfaringer:

3.2.1

Set ud fra et juridisk synspunkt kan det være noget af en udfordring at begynde på en frisk efter en konkurs. I mange lande behandler konkurslovene alle ens, uanset om konkursen er svigagtig eller uansvarlig eller ærlig og regulær, dvs. virksomhedsejeren eller -lederen har ikke begået åbenlyse fejl.

3.2.2

Der findes også en lang række restriktioner, forbud og rettighedsfortabelser, der udelukkende rammer den konkursramte, fordi der foregår en konkursbehandling. Denne automatik tager ikke hensyn til de risici, som er helt normale for erhvervsdrivende, og giver næring til den opfattelse, at samfundet ikke kan have tillid til en konkursramt. Der er brug for et radikalt skift i rationalet bag konkurslovene i EU. Erfaringer:

3.3.1

Frygten for at blive stemplet som en fiasko er en af grundene til, at mange smv'er med økonomiske vanskeligheder skjuler deres problemer, indtil det er for sent. Det er afgørende, at der i tide gribes ind for at undgå konkurs, og i mange tilfælde er en redning at foretrække frem for en likvidation. Erfaringer:

3.4.1

Ved tildeling af offentlig støtte er man ikke i tilstrækkelig grad opmærksom på de begrænsninger — mangel på ressourcer, relevante kompetencer og psykologisk støtte — som iværksættere møder, når de for anden gang forsøger sig med en virksomhed. Manglende ressourcer, navnlig finansielle, gør det generelt svært at starte ny virksomhed. Erfaringer:

3.5

Gode nationale rammebetingelser for iværksætteri er af afgørende betydning for den fulde udnyttelse af EU's iværksætterpotentiale og for skabelsen af dynamiske virksomheder. Den samfundsmæssige påskønnelse af succesfuldt iværksætteri, som er utrolig vigtig i denne forbindelse, bør gå hånd i hånd med en politik, der fremmer en ny chance for iværksættere, som er gået ned med en virksomhed.

4.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der bør lægges vægt på behovet for at afhjælpe stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko. Kommissionen fremhæver med rette, at start af egen virksomhed med dertilhørende succes eller fiasko er en del af den markedsøkonomiske virkelighed. Det er endvidere korrekt, som Kommissionen pointerer, at der i samfundet er en generel mangel på påskønnelse af og forståelse for iværksætteri, og at forretningsmæssige problemer eller endog konkurs derfor ikke i tilstrækkelig grad opfattes som en normal økonomisk udvikling og en mulighed for en ny start.

4.2

Selvom meget af den vejledning der gives i meddelelsen, er uundværlig, mener EØSU alligevel, at en del af forslagene er urealistiske. Udvalgets forbehold fremhæves forskellige steder i udtalelsens afsnit 4 og 5.

4.3

Formålet med iværksætteraktiviteter er at skabe en virksomhed, der både er rentabel og har vækstpotentiale. Iværksættere baserer sig på innovation for at kunne tilfredsstille kundebehov, der enten ikke dækkes eller ikke dækkes på den mest effektive måde.

4.4

En iværksætter kan få øje på en mulighed for handel. F.eks. opdagede en iværksætter i London, at der eksisterede et grundlag for import/eksport-aktiviteter mellem Storbritannien og Indien, der ville dække et behov i begge lande. Der var tale om at udfylde en markedsniche. Andre iværksættere udfylder markedsnicher ved f.eks. at åbne restauranter eller frisørsaloner i lokalsamfund, der er underforsynede på dette område.

4.5

Amazon er et glimrende eksempel på en virksomhed, der dækker et kundebehov på mere effektiv vis. Boghandlere eksisterer fortsat, for dem der har tid og lyst til at besøge en traditionel forretning. Amazon imødekommer behovet hos en anden kundegruppe.

4.6

Nogle iværksættere starter en virksomhed for at udnytte videnskabelige og teknologiske fremskridt. Sådanne virksomheder er ofte udløbere fra universiteter, forskningsinstitutter eller videnskabeligt baserede virksomheder. Fire professorer fra London University har etableret en virksomhed der ved brug af beskyttet software leverer en billedanalyseservice, som kan forbedre den måde, hvorpå det måles, hvor effektive lægemidler under udvikling er. Software IP er grundlaget for denne forretning. En af professorerne er udnævnt til administrerende direktør, og han er i færd med at finde ud af, om han er iværksætter.

4.7

Med henblik på at få succes har iværksætteren først og fremmest brug for tre ting. Først må vedkommende havde den nødvendige viden og erfaring til at vurdere mulighederne på markedet korrekt og knowhow til at realisere forretningsstrategien, hvad enten der er tale om en ny restaurant, et online-rejsebureau eller et gennembrud i den praktiske anvendelse af forskning. Det første skridt for enhver virksomhed er at realisere projektet — »gøre det til virkelighed«. Det betyder, at et produkt eller en tjenesteydelse skal udvikles i så høj grad, at der er kunder, som er villige til at betale den pris, som er nødvendig for at virksomheden kan få overskud og imødekomme sine forpligtelser. Mange potentielle iværksættere når ikke længere end til dette punkt. Nogle kan lære af deres fejltagelser og starte på en frisk. Andre lærer det aldrig.

4.8

Det anden forudsætning handler om finansiering. Nogle iværksætterprojekter er attraktive nok til at tiltrække venturekapital fra starten. De fleste ventureinvestorer vil dog ikke involveres før iværksætteren har »realiseret« sin forretningsplan. Vi har nu den risikokapitalordning, Den Europæiske Centralbank har foreslået, men også dens kapacitet vil være begrænset. Finansiering bliver sædvanligvis tilgængelig i form af rater eller over tid. Hvis finansieringen af første fase giver gode resultater, bliver det meget nemmere at finansiere de næste etaper.

4.9

Som oftest finansieres opstartsfasen af familie og venner. Banklån er en mulighed, men banker kræver, at der stilles sikkerhed. Hvis virksomheden ikke har nogen aktiver, tager banken iværksætternes aktiver som sikkerhed. For iværksættere, familie og venner bliver det kritisk, når de stiller personlige garantier. Disse garantier vil typisk gå videre end til opstartsfasen, idet private virksomheder generelt må basere sig på bankernes støtte, indtil virksomheden bliver til et aktieselskab. Hvis banken gør krav på de stillede garantier, kan iværksætteren risikere at miste sit hjem. Under disse omstændigheder kan skatte- og socialsikringsforpligtelser forværre situationen yderligere.

4.10

I udvalgets udtalelse »Skatteincitamenter til fordel for F&U« (1) har vi tilskyndet medlemsstaterne til at give skattelettelser til private individer, som investerer i nystartede virksomheder. Sådanne skatteincitamenter kan klart gøre det lettere for iværksættere at skaffe kapital til nye virksomheder.

4.11

I perioden efter opstartsfasen er iværksætteren afhængig af den tredje afgørende succesfaktor, nemlig en levedygtig forretningsmodel. Dette er nøglen til virksomhedens vækst. Modellen afhænger af en række faktorer, der tilsammen afspejler virksomhedens drift. Salg minus produktionsomkostninger giver bruttofortjeneste, der efter de faste omkostninger er trukket fra skal resultere i et resultat før skat, der er tilstrækkeligt til at betale renter og afdrag på banklånene. Når en forretningsmodel ikke er levedygtig, eller hvis ledelsen ikke har evner eller erfaring til at forvalte salget, dvs. realisere forretningsstrategien, er det højst sandsynligt, at de personer, som har stillet garantier, vil gå konkurs. Det er klart, at en sådan insolvens giver mulighed for at lære. Hvis iværksætteren har lært, hvilke grundlæggende krav der stilles til et forretningskoncept, kan der være en mulighed for at starte igen.

4.12

Tidligere succesrige forretningskoncepter må hele tiden leve med de risici, der er forbundet med ændringer vedrørende personale, kunder, markeder, teknologier og konkurrenter. Efter en succesrig virksomhedsetablering vil iværksætterne kontinuerligt blive testet af forandringer, særligt inden for erhvervsgrene, der involverer teknologi. Iværksættere, der ikke kan håndtere disse forandringer, kan lære af denne erfaring. Andre, særligt anden- eller tredjegenerationsejere, kan måske have svært ved dette.

4.13

Iværksætteren og dennes hold spiller en altafgørende rolle for forretningsmodellens succes. Særligt evnen til finansiel styring er uundværlig. En god forretning kan blive offer for sin egen succes og for hurtigt nå et volumen, hvor likviditeten ikke kan følge med, og regningerne derfor ikke kan betales. I så tilfælde kan virksomheden risikere at blive sat under administration af kreditorerne. Sådanne virksomheder er oplagte kandidater for en succesrig genstart.

4.14

En anden finansiel fælde kan opstå ved, at en stor kunde går i betalingsstandsning og ikke betaler sine regninger, hvilket resulterer i, at iværksætterens bank truer med at opsige lånene, når iværksætteren på grund af ovenstående ikke er i stand til at imødekomme sine forpligtelser. Ifølge Kommissionens statistikker skyldes et ud af fire insolvenstilfælde for sen betaling. I et sådant tilfælde kan en genstart også være en realistisk mulighed. Såvel medlemsstaterne som Kommissionen er udmærket klar over, at små og nystartede virksomheder er sårbare. Emnet behandles i direktivet om betalingsforsinkelser og tages op igen i den kommende retsakt om mindre virksomheder.

4.15

Nogle virksomheder bukker under, uden at de selv har begået fejl, idet der kan indtræde begivenheder, som ingen kunne forudse, eksempelvis 9/11 eller ekstreme vejrforhold. Selv da kunne forsikring med en vis forudseenhed have dæmpet stødet. Organisationer, som støtter små virksomheder, tilskyndes derfor til at forklare iværksættere fordelene ved forsigtighedstiltag.

4.16

En virksomhed kan slå fejl på mange måder, selv når iværksætteren har de bedste intentioner. I opstartfasen vil det måske ikke være muligt at etablere en bæredygtig virksomhed. En forkert forretningsmodel kan betyde, at virksomheden ikke har nogen fremtid, selv om den er kommet igennem opstartfasen. På den anden side kan potentielt bæredygtige virksomheder gå konkurs på grund af fejl begået af iværksætterne og af årsager, som ligger helt uden for deres kontrol. Sådanne virksomheder kan og bør reddes af kuratorer og de fleste job beskyttes.

4.17

Det er vigtigt at sondre mellem virksomheden og dens direktion. Direktører kan gå konkurs, mens en kurator redder virksomheden og dens ansatte. Når en virksomhed går neden om og hjem, kan det vel tænkes, at virksomhedslederne går konkurs på grund af de bankgarantier, de har givet, selv om deres personlige adfærd ikke har været svigagtig. Det er disse ikke-svigagtige iværksættere, som Kommissionen vil hjælpe. Andre, som har haft fiasko på grund af inkompetence og manglende vision, vil nok ikke kunne bidrage meget til økonomien, selv om de er i stand til at finde finansiering. Ikke alle konkursramte iværksættere fortjener en ny chance.

5.1.1

Det står klart, at det stærkeste budskab, som medlemsstaternes regeringer kan sende til den brede offentlighed, vil fremgå af ændringerne i insolvenslovgivningen. Når lovgivningen klart lægger op til, at iværksættere skal have en ny chance, vil dette afspejles i mediernes budskaber.

5.1.2

Regeringer kan også samarbejde med organisationer og institutioner, der arbejder tæt sammen med iværksættere. Den mest fremtrædende erhvervsgren i den forbindelse er revisionsbranchen, mens smv'ernes repræsentative organisationer og enkeltaktører også kan spille en rolle.

5.1.3

Meddelelsen nævner ideen om en prisuddeling, der inkluderer en kategori med overskriften genstart. Hvis ovenstående organisationer tager initiativ til sådanne ordninger, kan resultatet blive en positiv mediedækning.

5.2.1

EØSU støtter fuldt ud de bemærkninger, der i meddelelsen er fremsat vedrørende insolvenslovgivningen, naturligvis under forbehold af den endelige, detaljerede udformning af de pågældende love. Disse punkter behandles detaljeret i afsnit 3.2 og inkluderer formel anerkendelse af ikke-svigagtig konkurs, hurtig gældssanering og en reduktion af retlige restriktioner, rettighedsfortabelser og forbud med fremskyndede procedurer. Målet på mellemlang sigt bør være, at procedurerne højst varer 12 måneder.

5.2.2

EØSU finder det helt afgørende, at alle medlemsstater hurtigst muligt fuldfører revisionen af deres insolvenslovgivning. Ud over ændringer i lovgivningen er det meget vigtigt, at konkurser behandles hurtigst muligt af domstolene. Denne proces må være velorganiseret. Disse ændringer er det centrale element i programmet til fremme af en ny chance.

5.3.1

Dette er meddelelsens andet budskab. Det indgår ikke som sådan i programmet til fremme af en ny chance. Det er i stedet et program, der har til hensigt at undgå konkurser og bevare virksomheder og job. I den forbindelse er formålet med meddelelsen ved hjælp af et tidligt varslingssystem, midlertidig finansiering og konsulentbistand at afværge undgåelige virksomhedsfiaskoer.

5.3.2

For størstedelen af smv'er er dette program ikke særlig praktisk, da det ikke indeholder mange mekanismer for en proaktiv identifikation af truede virksomheder blandt de titusinder af smv'er i hver medlemsstat. Ikke desto mindre opfordres medlemsstaterne til at gøre størst mulig brug de muligheder, der findes, f.eks. brugen af momsmyndighederne i Frankrig til at give tidlig varsling om mulige likviditetsproblemer i bestemte virksomheder. Støtteforanstaltninger bør fokusere på forebyggelse af konkurs, ekspertrådgivning og rettidig indgriben. Problemet opstår, når en virksomheds ledere ikke indser, at deres virksomhed er i fare. Medlemsstaternes regeringer må arbejde sammen med revisorerhvervet og organisationer, der repræsenterer smv'er med henblik på at udvikle proaktive tiltag, der passer til deres egen smv-kultur.

5.3.3

EØSU undervurderer ikke de vanskeligheder, der er forbundet med at yde en sådan støtte. Offentlig indgriben i markedskræfterne har en tendens til at være kontraproduktive og undergrave markedsprincippet.

5.3.4

I aktieselskaber er der en dobbelt forpligtelse til at offentliggøre regnskaber rettidigt, samt til at revisorerne og virksomhedsledelsen attesterer, at virksomheden er aktiv og kan imødegå sine forpligtelser. Håndhævelsen af sådanne principper for alle virksomheders vedkommende, særlig princippet om tidlig offentliggørelse af regnskaber, ville forbedre systemet for tidlig varsling.

5.3.5

Så vidt muligt bifalder EØSU dette fokus på virksomheder i farezonen, idet systemet giver mulighed for at bevare arbejdspladser og sikre beskæftigelse.

5.4.1

Mens et sted mellem tolv og sytten medlemsstater enten har ændret eller er i færd med at ændre deres insolvenslovgivning, har man stort set ikke observeret nogen aktivitet i medlemsstaterne i forbindelse med denne gruppe af henstillinger fra Kommissionens side.

5.4.2

Årsagen til det lave aktivitetsniveau er, endnu en gang, at en del af disse forslag kan opfattes som værende i modstrid med markedskræfterne frie spil. Dette gælder særligt for forslagene om, at bankerne bør være mindre forsigtige, og at de relevante myndigheder bør etablere netværk til støtte for genstartere.

5.4.3

Med hensyn til de forslag, der falder under medlemsstaternes kompetence — offentlige støtteordninger, adgang til lån for ikke-svigagtige konkursramte og regler for offentlige indkøb — bør det være forholdsvist nemt at iværksætte disse, selv inden insolvenslovgivningen er ændret.

5.4.4

Det bør også være muligt for dem, der tilbyder uddannelse til iværksættere, at tilbyde samme uddannelsesaktiviteter til genstartere, når behovet opstår.

5.5.1

EØSU støtter helhjertet Kommissionens nye website »for a second chance policy« på adressen http//ec.europa.eu/sme2chance. Dette website vil særligt være en hjælp for organisationer, som er involveret i medlemsstaternes politiske initiativer vedrørende genstart (2nd chance)

5.5.2

På sin konference i foråret 2009 vil Kommissionen behandle ny chance og andre spørgsmål relateret til genstart. EØSU forventer, at dette initiativ vil give øget pondus til de »blødere« elementer i programmet »en ny chance«.

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/32

1.1

EØSU opfordrer Kommissionen til aktivt at forfølge sine mål for en større åbning af markederne for offentlige indkøb og sikre principperne om gennemsigtighed, ligebehandling, socialt ansvar og miljøansvar.

1.2

I forbindelse med genforhandlingen af aftalen om offentlige indkøb anbefaler EØSU Europa-Kommissionen at tage afstand fra de beskyttelsesforanstaltninger, som visse aftalemedlemmer opretholder.

1.3

Hvad angår den offentlige udviklingsstøtte er EØSU positivt indstillet over for en gradvis og gensidig afskaffelse af systemer med »bunden hjælp« og mener, at de vigtigste kriterier i dette tilfælde bør være effektivitet og åbenhed.

1.4

På EU-niveau er EØSU positivt indstillet over for større gennemsigtighed og moderne bestemmelser for indgåelse af aftaler og offentliggørelse af tilbud. I den forbindelse vil EØSU være imod enhver forhøjelse af tærskelværdierne i de europæiske direktiver, der er en garanti for gennemsigtighed. EØSU støtter Kommissionens meddelelse, der sigter efter at øge gennemsigtigheden på de markeder, der ligger under direktivets tærskelværdier.

1.5

EØSU går ikke ind for, at man i EU indfører et kvotesystem for SMV'er, som det amerikanske »Small Business Act«, men erkender nytten af en europæisk køreplan for SMV'er — især for de meget små virksomheder — som bør indeholde konkrete projekter, en tidsplan og et flerårigt budget og fremme innovation og skabelsen af virksomheder, især inden for nøgleområderne energieffektivitet og miljøbeskyttelse.

1.6

Til denne køreplan skal der medfølge mekanismer til informationsudveksling, der bygger på SMV'ernes naturlige centre, åbne og retfærdige samrådsmekanismer samt simple europæiske retsinstrumenter, hvilket vil lette dens gennemførelse.

1.7

Disse konkrete projekter og bestemmelser til indgåelse af aftaler bør så ofte som muligt anvende princippet om at »tænke småt først« med f.eks. »étstedsordninger« for administrative formaliteter. Dette er vigtigt for at overveje administrative og tekniske procedurer, der er tilpasset små virksomheders størrelse, deres typologi og lever op til målet om at mindske den byrde, der hviler på dem.

2.1

På vegne af det kommende franske formandskab for EU har den franske statssekretær for EU-anliggender i et officielt brev anmodet EØSU om en sonderende udtalelse om »internationale offentlige indkøb«.

2.1.1

I denne anmodning henvises der udtrykkeligt til de igangværende forhandlinger om ændringen af Verdenshandelsorganisationens aftale om offentlige indkøb, der omfatter 12 (1) lande og EU (samt 18 lande med observatørstatus).

2.1.2

Den franske regering udtrykte nemlig i efteråret 2007 bekymring over et for gavmildt tilbud fra EU i betragtning af, at visse stater (USA, Korea, Japan) har fastlagt klausuler, der er restriktive over for adgangen til deres offentlige indkøbsaftaler, hvilket indebærer, at visse markeder er forbeholdt de nationale små og mellemstore virksomheder.

2.2

Frankrig, der fik støtte af flere medlemsstater, krævede enten en bedre adgang til de offentlige indkøb i disse stater som led i en revideret aftale om offentlige indkøb eller gennemførelsen i EU af lignende restriktioner til fordel for europæiske små og mellemstore virksomheder.

2.3

I dag berører WTO-aftalen markedstærskelværdier, der ligner dem, der er gældende for gennemførelsen af forpligtelserne i EU's interne direktiver (2), og som faktisk gør det muligt for virksomheder fra de 12 andre deltagerlande at deltage i alle offentlige indkøbsaftaler i EU, der overskrider disse tærskelværdier.

2.4

EØSU har allerede flere gange udtalt sig om åbningen af markedet for offentlige indkøb i EU og især beklaget, at så få virksomheder deltager i offentlige indkøbsaftaler på tværs af grænserne i EU (3).

3.1

Internationalt set kan markederne i EU anses for at være meget åbne over for den internationale konkurrence. Dette gælder også for et stigende antal markeder, der finansieres af EU som led i udviklingsbistanden (EU er verdens største bidragyder). EØSU beklager imidlertid, at visse medlemsstater gør udviklingsbistanden betinget af, at donorlandets egne virksomheder opnår kontrakter (4).

3.2

Visse af vore partnerlande har indført beskyttelsesordninger (f.eks. »Buy American« og »Small Business Act« i USA) samt den udbredte anvendelse af bundne hjælpeforanstaltninger. Åbningen af de offentlige indkøb over for udlandet bør betragtes som en fordel for EU under hensyntagen til, at der i EU findes mange virksomheder, der er verdens førende, herunder små og mellemstore virksomheder, inden for byggesektoren, offentlige arbejder, alternative energiformer og miljøbeskyttelse.

3.3

Den amerikanske »Small Business Act« indeholder ikke blot foranstaltninger til støtte af SMV, men fastsætter også, at 25 % af de føderale offentlige indkøb forbeholdes amerikanske SMV.

3.4

Hvad angår genforhandlingen af aftalen om offentlige indkøb, mener EØSU, at hvis gensidighedsprincippet skal fremhæves, må der ikke vedtages protektionistiske foranstaltninger i lighed med vores konkurrenters, da det ikke ville forenkle det overordnede mål om åbning af markederne, som EU bør have.

3.5

Desuden bør dette mål ikke kun sigte på de kontraherende parter i aftalen om offentlige indkøb, men også andre stater, hvor procedurerne for indgåelse af aftaler er særligt uigennemsigtige, og som generelt er lukket for europæiske virksomheder.

3.6

Det er en interessant idé, som EØSU allerede har fremsat i tidligere udtalelser, midlertidigt at udelukke de markeder, der finansieres med EU-midler, fra aftalen om offentlige indkøb, hvad angår virksomhederne fra de lande, der fastholder nationale protektioner.

3.7

EØSU understreger, at bestemmelserne om miljøbeskyttelse og sociale minimumsstandarder, der er fastsat af ILO's konventioner (såvel som i tværfaglige, sektorielle og industrielle aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter), skal indgå i forhandlingerne, navnlig ved bilaterale aftaler med lande, der ikke har ratificeret Kyoto-protokollen eller ILO's konventioner, eller som ikke overholder dem eller overholder dem mangelfuldt.

4.1

Ved at basere sig på det amerikanske eksempel synes Kommissionen fristet til at indføre en europæisk version af »Small Business Act«, der uden at angive specifikke kvoter for SMV'er på markederne for offentlige indkøb som i USA, ville lette SMV'ernes deltagelse og mere generelt foreslå foranstaltninger til fordel for SMV.

4.2

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal vedtages kvoter til fordel for de små og mellemstore virksomheder, er ikke relevant for Europa, eftersom det anslås (ifølge Europa-Kommissionen), at ca. 42 % af den samlede mængde offentlige indkøbsaftaler, der indgås i EU (tal for 2005), tildeles virksomheder, der betegnes som SMV ifølge fællesskabsterminologien (5).

4.3

Inden for EU handler det om at fremme den europæiske dimension af markedet for at opnå bedre anvendelse af de offentlige midler. På trods af en betydelig stigning i indgåelsen af kontrakter med virksomheder fra andre lande i EU er der ifølge virksomhederne mangel på gennemsigtighed og utilstrækkeligt med passende oplysninger for at kunne deltage i grænseoverskridende markeder. Disse indvendinger vedrører især de markeder, der ligger under tærskelværdierne i EU-direktiverne, for hvilke der ikke kræves offentlighed på EU-niveau. Entreprenørerne beklager også, at den ofte uklare procedure for gennemførelsen af EU-direktiverne (frister, forsinkelser..) gør situationen kompliceret og hertil kommer ydermere specifikke nationale bestemmelser. EØSU erkender det berettigede i en regulering af markedet for offentlige indkøb, men ønsker større åbenhed og retssikkerhed.

4.4

EØSU vurderer, at de tærskler, hvorefter principperne om åbenhed, gennemsigtighed og offentlighed gælder, er den bedst mulige garanti for, at de økonomiske aktører, navnlig de mindste af dem, får mulighed for at deltage i offentlige indkøb. I selve EU er det de markeder, der befinder sig inden for de tærskler, hvor principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling på grund af nationalitet bør finde anvendelse, der er genstand for utallige klager for mangel på åbenhed fra de små og mellemstore virksomheders side.

4.5

Selv om idéen om at indføre kvoter på amerikansk vis ikke har mødt billigelse hos de europæiske forbund af entreprenører, anerkender de vigtigheden af, at det ledsages af en proaktiv politik, navnlig for markeder, der ligger under EU-direktivernes tærskelværdier, og for markederne for nye teknologier, energieffektivitet og miljøbeskyttelse.

4.6

EØSU er stor tilhænger af en »køreplan« til fordel for de europæiske SMV'er, der indeholder en række præcise og bindende bestemmelser ledsaget af en tidsplan og en finansieringsplan. Den skal bygge på 20 års europæisk politik for små virksomheder, navnlig på Det europæiske charter for små virksomheder, der blev vedtaget på EU-topmødet i Santa Maria de Feira i juni 2000, samt konklusionerne fra konferencen i Stuttgart om håndværk og små virksomheder i april 2007.

4.7

De bestemmelser, der synes mest passende, kunne bl.a. være:

—

En adfærdskodeks for offentlige indkøbere, der fremmer interessen for tildelinger, der kan give de mindste virksomheder mulighed for at deltage i offentlige indkøb, og god praksis for forenkling og dematerialisering af procedurerne.

—

Unikke europæiske bestemmelser såsom EF-patentet eller den europæiske statut for små og mellemstore virksomheder (Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Europæisk statut for SMV'er« af 21. marts 2002), der har til formål at forenkle EU's juridiske ramme og fastlægge »en europæisk identitet« for virksomhederne.

—

En stramning af direktivet om »betalingsfrister« som EØSU har opfordret til (6).

—

Støtte og udvikle informations- og mæglingssystemer om grænseoverskridende offentlige indkøb og oprette netværk mellem virksomheder ved effektivt at anvende det nye europæiske erhvervsstøttenetværk »Enterprise Europe Network« samt støtte initiativer til lokale SMV-sammenslutninger.

—

Støtte pilotprojekter om indgåelse af e-udbud, oprettelse af netværk for virksomheder, informationsportaler og kvikskranker for de grænseoverskridende offentlige indkøb med udgangspunkt i eksisterende lokale strukturer, der er anerkendt af de økonomiske aktører.

—

Oprette et skema over finansieringsteknik for at fremme SMV'ernes deltagelse i offentlige indkøb i form af garantifonde, kautioner og kreditforsikringer ved at bruge EU's strukturfonde til dette formål.

—

Igangsætte europæiske uddannelses- og demonstrationsprogrammer for SMV'er for energieffektivitet og miljøbeskyttelse (navnlig inden for byggesektoren). Denne nye bestemmelse kunne drage fordel af de ubrugte EU-midler, der hvert år tilbagebetales til medlemsstaterne.

—

Udvide mekanismerne for at fremme SMV'ernes deltagelse i EU's forskningstiltag og -programmer (gennemførlighedspræmier, forskningssamarbejde) og tilskynde medlemsstaterne til at indføre identiske bestemmelser på nationalt plan, navnlig inden for sektorer for nye teknologier, herunder forsvaret og sundhedssektoren.

—

Revidere Europa-Kommissionens hørings- og evalueringsprocedurer, som sjældent tager højde for det reelle europæiske erhvervsmønster, som i overvejende grad består af SMV'er ved at konsolidere SMV-konsekvensvurderingerne, gøre mere systematisk brug af EØSU's sonderende udtalelser og basere sig mere på organisationer, der repræsenterer civilsamfundet.

—

Styrke det nye europæiske erhvervsstøttenetværk »Enterprise Europe Network« (EEN), der består af over 600 centre, som indgår i lokale strukturer, der er anerkendt af de lokale økonomiske aktører i EU og udbygge de erhvervsorganisationer, der allerede findes, for at skabe et effektivt overvågnings-, mæglings- og støttenetværk til fordel for små og mellemstore virksomheder.

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/35

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 1)

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 2)

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 3)

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved afgørelse 2006/512/EF, af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol (Del 4)

1.1

EØSU bifalder, at forskriftsproceduren med kontrol indføres i udvalgssystemet, og at de fire foreslåede pakker af direktiver og forordninger tilpasses proceduren.

1.2

Udvalget konstaterer, at Kommissionens forslag om hurtigst muligt at ændre visse retsakter (1) er i overensstemmelse med afgørelse 2006/512/EF og fælleserklæringen om såvel listen over retsakter, som skal tilpasses så hurtigt som muligt, som ophævelsen af de tidsmæssige begrænsninger for Kommissionens udøvelse af sine gennemførelsesbeføjelser.

1.3

EØSU henstiller, at forordningerne om tilpasning til afgørelse 2006/512/EF vedtages i god tid inden Lissabontraktatens ikrafttræden.

1.4

Udvalget minder således om, at der med Lissabontraktaten indføres et nyt regelhierarki, hvorefter der skelnes mellem lovgivningsmæssige retsakter, delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter med lige beføjelser for Europa-Parlamentet og Rådet til at fastlægge kontrolbestemmelser for disse retsakter.

1.5

EØSU understreger vigtigheden af:

1.6

Udvalget understreger endnu engang vigtigheden af, at udvalgsprocedurerne er så gennemsigtige som muligt og lettere at forstå for EU's borgere, navnlig dem der er direkte berørt af de pågældende retsakter.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at Lissabontraktatens artikel 8A, om at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt, skal finde fuld anvendelse, således at borgerne og civilsamfundet sikres fuld adgang til informationer.

1.8

Endelig anmoder EØSU om, at Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg regelmæssigt forelægges rapporter med en vurdering af virkningerne af anvendelsen af den nye procedure for så vidt angår effektiviteten, gennemsigtigheden og udbredelsen af informationerne.

2.1

Den 17. juli 2006 (2) ændrede Rådet afgørelsen om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (3) ved at tilføje en ny procedure, nemlig forskriftsproceduren med kontrol. Efter denne procedure kan lovgiver modsætte sig vedtagelsen af »lovgivningslignende« foranstaltninger, dvs. foranstaltninger af generel karakter, der har til formål at ændre ikke-væsentlige elementer i en basisretsakt vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, hvor lovgiver mener, at den foreslåede foranstaltning går videre end gennemførelsesbeføjelserne i basisretsakten, eller at den ikke er forenelig med basisretsaktens formål eller indhold, eller ikke overholder nærheds- og proportionalitetsprincipperne.

2.2

Der er tale om en typisk foranstaltning under udvalgsproceduren, som betegner de procedurer, hvorefter Kommissionen i medfør af EF-traktatens artikel 202 udøver de beføjelser, den har fået tildelt til at gennemføre »lovgivningsmæssige« EU-retsakter, dvs. de retsakter, som Europa-Parlamentet og Rådet eller Rådet alene vedtager efter en af de beslutningsprocedurer, der er fastlagt i EF-traktaten (høringsprocedure, fælles beslutningsprocedure, samarbejdsprocedure, samstemmende udtalelse).

2.3

De fem udvalgsprocedurer (rådgivningsproceduren, forvaltningsproceduren, forskriftsproceduren, forskriftsproceduren med kontrol og beskyttelsesproceduren) reguleres af Rådets afgørelse 1999/468/EF som ændret ved afgørelse 2006/512/EF og forpligter Kommissionen til at forelægge forslag til gennemførelsesforanstaltninger for udvalg bestående af repræsentanter fra de nationale myndigheder.

2.4

I oktober 2006 vedtog Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en fælles erklæring (4) med en liste over allerede gældende akter, som skal prioriteres, når det gælder tilpasning efter den nye procedure. I erklæringen tilkendegives tilfredshed med Rådets vedtagelse af afgørelse 2006/512/EF, hvorefter en ny procedure, benævnt »forskriftsproceduren med kontrol«, der giver lovgiver mulighed for at udøve kontrol over vedtagelsen af »lovgivningslignende« gennemførelsesforanstaltninger for retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, inkluderes i afgørelse 1999/468/EF.

2.5

Med forbehold af de lovgivende myndigheders rettigheder erkender Europa-Parlamentet og Rådet, at principperne om korrekt lovgivning kræver, at Kommissionens gennemførelsesbeføjelser er uden tidsbegrænsning. Alligevel mener de, at lovgiverens kontrol, i de tilfælde hvor der er behov for at fortage en eventuel tilpasning, vil kunne øges med en bestemmelse, som forpligter Kommissionen til at forelægge et forslag om revision eller ophævelse af bestemmelser om tildeling af gennemførelsesbeføjelser.

2.6

Den nye procedure gælder efter sin ikrafttræden for »lovgivningslignende« foranstaltninger i retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, herunder foranstaltninger, der på et senere tidspunkt vil blive vedtaget på området for finansielle tjenesteydelser (Lamfalussy-retsakter (5)).

2.7

Derimod vil den nye procedure først være gældende for allerede ikraftværende retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, når disse er tilpasset i overensstemmelse med de gældende procedurer, således at proceduren i artikel 5 i afgørelse 1999/468/EF erstattes af forskriftsproceduren med kontrol, hver gang der er tale om foranstaltninger, der falder inden for anvendelsesområdet for denne procedure.

2.8

Kommissionen vedtog i december 2006 de 25 pågældende forslag (6), som EØSU har afgivet udtalelse om (7).

2.8.1

Hvor en basisretsakt, der er vedtaget efter proceduren i traktatens artikel 251, indeholder bestemmelser om vedtagelse af foranstaltninger af generel karakter, som har til formål at ændre ikke-væsentlige elementer i retsakten, herunder ved at lade visse af disse elementer udgå eller ved at supplere med nye ikke-væsentlige elementer, vedtages disse foranstaltninger efter proceduren med kontrol.

2.8.2

En repræsentant for Kommissionen forelægger et forslag til de foranstaltninger, der skal vedtages, for et forskriftsudvalg med kontrol, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2.8.3

Hvis de foranstaltninger, Kommissionen påtænker, er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, finder følgende procedure anvendelse:

2.8.4

Hvis de foranstaltninger, Kommissionen påtænker, ikke er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller der ikke er afgivet nogen udtalelse, finder følgende procedure anvendelse:

2.9

De foreliggende forslag til forordning er nødvendiggjort af behovet for at tilpasse retsakter, der allerede er vedtaget efter proceduren i traktatens artikel 251, til de procedurer, der gælder inden for følgende områder: landbrug, beskæftigelse, humanitær bistand, erhvervspolitik, miljø, europæiske statistikker, det indre marked, sundhed og forbrugerbeskyttelse, energi og transport, informationssamfundet.

3.1

Kommissionens forslag vedrører ændringer af forordninger og direktiver (8), der er underlagt proceduren i traktatens artikel 251, idet de skal tilpasses de nye procedurer fastlagt med Rådets afgørelse 1999/468/EF som ændret ved afgørelse 2006/512/EF.

3.2

I princippet er der i overensstemmelse med prioriteterne i EU-politikken om bedre lovgivning (9) tale om tilpasninger og opdateringer, der er nødvendige for den korrekte anvendelse af de pågældende retsakter i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 251.

4.1

EØSU støtter fuldt ud sondringen mellem lovgivnings- og gennemførelsesinstrumenter, der i overensstemmelse med Lissabontraktaten fører til en ny definition af delegerede retsakter, som gør det muligt at forenkle og rationalisere EU's lovgivningsarbejde (10) og samtidig bibeholde en ordning med parlamentarisk, demokratisk kontrol af Kommissionens gennemførelsesbeføjelser.

4.2

Udvalget ser derfor positivt på indførelsen af forskriftsproceduren med kontrol i udvalgssystemet, hvorefter Rådet og Europa-Parlamentet kan kontrollere og eventuelt ændre de af Kommissionen vedtagne gennemførelsesbestemmelser, i de tilfælde hvor Kommissionen i medfør af den lovgivningsmæssige retsakt har mulighed for at udøve gennemførelsesbeføjelser inden for visse områder, men ikke for at foretage indholdsmæssige ændringer.

4.3

EØSU henstiller, at forordningerne om tilpasning af de fire pakker af direktiver og forordninger vedtages i overensstemmelse med bestemmelserne i afgørelse 2006/512/EF i god tid inden Lissabontraktatens ikrafttræden.

4.4

Udvalget minder således om, at der med Lissabontraktaten indføres et nyt regelhierarki, hvorefter der skelnes mellem lovgivningsmæssige retsakter, delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter (11), dog således at den gældende terminologi (direktiver, forordninger og afgørelser) forbliver uændret. Europa-Parlamentet og Rådet får lige beføjelser til at fastlægge kontrolbestemmelser for de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakterne (udvalgsprocedurerne) (12).

4.5

EØSU understreger vigtigheden af:

4.6

Som allerede tidligere gjort gældende gentager udvalget, at »udvalgsprocedurerne, som udelukkende involverer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og som afhængig af udvalgets karakter, skal forestå forvaltningen, høringen og reguleringen som følge af opfølgningen og gennemførelsen af retsakter, bør være mere transparente og lettere at forstå for personer boende i EU og især de, der berøres direkte af disse retsakter« (13).

4.7

I den forbindelse gør EØSU opmærksom på, at Lissabontraktatens artikel 8A, om at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt, skal finde fuld anvendelse, for at sikre størst mulig gennemsigtighed og adgang til EU-retsakter for alle borgere og civilsamfundet.

4.8

Endelig er der efter EØSU's opfattelse behov for at vurdere virkningerne af anvendelsen af den nye procedure ved regelmæssigt at forelægge rapporter for Europa-Parlamentet, Rådet og EØSU om effektiviteten, gennemsigtigheden og udbredelsen af brugervenlig information, der er tilgængelig for alle, om delegerede EU-retsakter, således at det bliver muligt at overvåge denne procedure, som forener regulering med egentlig gennemførelse, på effektiv vis.

—

På første niveau vedtages lovgivning i snæver forstand (forordninger eller direktiver efter den fælles beslutningsprocedure). For så vidt angår værdipapirer hører Kommissionen først Det Europæiske Værdipapirudvalg (ESC) bestående af repræsentanter fra alle medlemsstater, inden den fremlægger lovforslag.

—

På andet niveau træffes beslutning om udførelsen af Kommissionens gennemførelsesbestemmelser tildelt i medfør af retsakten i overensstemmelse med forskriftsproceduren (nu forskriftsproceduren med kontrol). På grundlag af en teknisk udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg (CESR) bestående af repræsentanter for de nationale regulerende og tilsynsførende myndigheder udarbejder Kommissionen et forslag til gennemførelsesforanstaltninger, som den forelægger Det Europæiske Værdipapirudvalg (ESC), der afgiver en udtalelse.

—

Tredje beslutningsniveau vedrører for så vidt angår værdipapirsektoren den uformelle koordinering inden for CESR af de nationale regulerende og tilsynsførende myndigheders aktiviteter med det formål at sikre ensartet og konsekvent gennemførelse af de bestemmelser, der er vedtaget på de to første niveauer.

—

Fjerde beslutningsniveau vedrører medlemsstaternes lovgivningsmæssige og administrative gennemførelse af EU-lovgivningen og Kommissionens kontrol deraf.

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/39

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/39

1.1

EØSU mener, at der i politikken for mobilitet i byer bør opstilles prioriteter navnlig med hensyn til byplanlægning, informationssamfundet og informationsteknologierne samt god praksis, hvad angår især skabelse af offentlige rum for fodgængere, cyklister og anlæggelse af en integreret tilgang til infrastrukturer.

1.2

EØSU støtter Kommissionen og håber, at den vil sætte skub i EU-foranstaltninger til fremme af mobiliteten og navnlig den kollektive transport under opretholdelse af et højt kvalitets- og brugerbeskyttelsesniveau og i den forbindelse begunstige den cyklende og gående trafik.

1.3

I dette øjemed må bebyggelse planlægges hensigtsmæssigt for at mindske afstandene og reducere nødvendigheden af privat, motoriseret transport gennem en sammenhængende og fornuftig by- og egnsplanlægning.

1.4

Uafhængigt af andre typer foranstaltninger bør direktiv 85/377/EØF og direktiv 2001/42/EF efter EØSU's mening ændres i den retning, der redegøres for i nærværende udtalelse.

1.5

EØSU går ind for at fremme anvendelsen af »grønne indkøb« i kontrakttildelingen vedrørende infrastrukturer, der finansieres af EU-programmer. De nuværende hindringer herfor bør afskaffes.

1.6

Oprettelsen af et europæisk observatorium for bæredygtig mobilitet i byer vil være en fordel, idet det ville kunne indhente data og fremme udvekslingen af erfaringer.

1.7

EØSU anser det for nødvendigt at fastlægge generelle regler på EU-plan for harmonisering af kriterierne for fastsættelse af bompenge og af de statistiske data.

2.1

I de seneste år er trafikken vokset betydeligt såvel i byerne som i deres udkant og den modale sammensætning er i mange tilfælde ændret markant: personbiltransporten er øget og den offentlige transport er gået støt tilbage såvel i absolutte tal som relativt set.

2.2

I forbindelse med forelæggelsen af midtvejsevalueringen af hvidbogen om transport (1) i 2006 meddelte Europa-Kommissionen, at den havde til hensigt at forelægge en grønbog om transport i byer, og den har i de seneste måneder gennemført en bred offentlig høring, hvori EØSU også har deltaget (2).

2.2.1

EØSU anser det for nødvendigt og nyttigt med en EU-indsats på området mobilitet i byerne og mener, at beslutningstagning på EU-niveau (3) vil tilføre en merværdi for Europa, som kan udmøntes i en lang række forskellige bindende såvel som ikke-bindende foranstaltninger.

3.1

Den høringsproces, som Kommissionen har gennemført, har vist, at der stilles store forventninger til opstillingen af en reel europæisk politik for mobilitet i byer.

3.2

Det at tage mobiliteten i byer op til fornyet overvejelse indebærer at optimere alle transportformer og tilrettelægge en samordnet modalitet mellem de forskellige offentlige transportformer (tog, sporvogne, metro og busser) og mellem forskellige former for individuel transport (biler, cyklende og gående trafik osv.).

3.3

Mobilitet i byer anerkendes som en væsentlig faktor for vækst og beskæftigelse med stor indflydelse på den bæredygtige udvikling i EU.

3.4

Den europæiske merværdi kan komme til udtryk på forskellig vis. God praksis kan udveksles på alle niveauer (lokalt, regionalt eller nationalt), og om nødvendigt kan der ydes bistand ved opstilling af fælles standarder og harmonisering af standarder. Der kan tilbydes finansiel støtte til de mest trængende og til forskning i applikationer til forbedring af mobiliteten, sikkerheden og miljøet. Lovgivningen kan forenkles, og i nogle tilfælde kan den eksisterende lovgivning ophæves, eller ny lovgivning indføres.

3.5

Grønbogen kommer i 25 spørgsmål ind på, hvordan man kan løse problemerne med at skabe byer med en god trafikafvikling, grønnere byer og en mere intelligent og lettere tilgængelig, sikker og sikret transport i byer samt en ny kultur for mobilitet i byer med afsættelse af de nødvendige ressourcer til dette formål. Desværre foreslår Kommissionen ingen konkrete vertikale eller horisontale foranstaltninger for bytransporten.

4.1.1

EØSU mener, at der under hensyntagen til allerede eksisterende ordninger godt kan indføres en mærkningsordning, som er forenelig med disse.

4.1.2

På EU-plan vil det være nyttigt, at Kommissionen opstiller indikatorer for præstation, planlægning og udvikling, som kan udgøre en harmoniseret referenceramme.

4.1.3

Der kunne også i stedet for incitamenter indføres frivillige ordninger med kvalitetsmærkning i stil med dem, der anvendes på turismeområdet.

4.1.4

Under alle omstændigheder bør de ordninger, der indføres, baseres på objektive og gennemsigtige kriterier, jævnligt evalueres og i givet fald revideres samt offentliggøres i tilstrækkeligt omfang.

4.2.1

Set i forhold til den gående og cyklende trafiks andel af transporten kan disse transportformer ikke generelt betragtes som alternativer til privatbilen, medmindre afstanden mellem arbejdssted og bopæl er meget kort og vejrforholdene er tilfredsstillende. Desuden er det ikke alle, der kan køre på cykel: det gælder f.eks. personer med nedsat mobilitet, handicappede, mindre børn og ældre. Ikke desto mindre kan gående og cyklende trafik kombineret med kollektiv transport godt efterhånden blive alternative transportformer i visse byer.

4.2.2

Kommunerne bør udarbejde planer for bæredygtig bytransport, som omfatter cykelstier med det bindende mål at få folk til at gå over til miljøvenlige transportformer, som opfylder minimumskrav på europæisk plan (endnu ikke opstillet). Disse planer bør forhindre situationer med utilstrækkelig sikkerhed for fodgængere og konfliktsituationer mellem de forskellige transportformer.

4.2.3

I dette øjemed bør der opstilles et kvantitativt mål for at øge den offentlige passagerbefordrings og den cyklende og gående trafiks andel generelt. Manglende udarbejdelse af sådanne planer bør medføre udelukkelse fra finansiel støtte fra EU. Kommissionen bør også tjekke, om planerne indeholder data vedrørende grønne områder og cykelstier.

4.3.1

Mulighederne afhænger i vid udstrækning af byens størrelse (areal og indbyggertal), idet man må huske på, at problemet med forurening også kan henføres til den fysiske planlægning og ikke kun til transporten.

4.3.2

Tackling af problemet og de mulige løsninger herpå inden for rammerne af den fysiske planlægning og byplanlægningen; anlæggelse af offentlige parkeringspladser ved byernes indfaldsveje; et net af trafikbaner, som er forbeholdt den kollektive trafik og som har forbindelse med de forskellige transportformer (p-pladser, jernbaner og metro) gennem anlæggelse af omstigningssteder, som gør det let at skifte mellem forskellige transportformer, samt højnelse af servicekvaliteten, således at kollektiv transport bliver attraktiv for brugerne.

4.3.3

Hvad godstransporten angår bør Kommissionen fremme udveksling af god praksis vedrørende logistikken i byer, som f.eks. i den italienske by Siena, hvor der udelukkende ydes midlertidig koncession på godstransport.

4.4.1

Ved at indføre en skattepolitik på transportområdet, som tilskynder til erhvervelse, indførelse og anvendelse af nye teknologier, som kan nedbringe forureningen og øge energibesparelsen.

4.4.2

Ved at indsamle oplysninger om byernes miljømæssige status: beregning af de transportrelaterede emissioner pr. indbygger og årlig offentliggørelse af resultaterne.

4.5.1

Ved at fremme anvendelsen af »grønne indkøb« i forbindelse med tildelingen af infrastrukturkontrakter, der finansieres af EU-programmer, og ophæve de nuværende hindringer (4).

4.5.2

På EU-plan bør man gå i gang med en fastlæggelse af fælles regler og om nødvendigt harmonisere dem.

4.6.1

EØSU mener, at adgangen til disse zoner bør begrænses kraftigt. Ikke desto mindre er det nødvendigt med en harmonisering for at undgå, at reguleringsmæssige forskelle skaber vanskeligheder for den fri bevægelighed for personer og reducerer mobiliteten i byerne unødigt.

4.7.1

Miljøvenlig kørsel bør i passende omfang indgå i de foreskrevne uddannelsesprogrammer for grund- og efteruddannelse af chauffører, og der bør ydes skattebegunstigelser til virksomheder, som træffer foranstaltninger til kontrol og evaluering af kørsel. Direktivet om køretimer bør ændres for at indføre disse kriterier.

4.8.1

Ja, og nærmere bestemt mht. sikkerheden for passagererne, ventetid og køretid, instrukser om, hvordan passagererne skal forholde sig i nødsituationer samt alle eksisterende trafikforbindelser og vilkårene herfor.

4.9.1

De forskellige intelligente transportsystemer bør være fuldstændigt kompatible, så det bliver muligt at anvende forskellige teknologier, især når det gælder billetter, hvilket vil gøre omstigning og adgang til transport nemmere og hurtigere og dermed øge gennemsnitshastigheden i den kollektive transport. Det er vigtigt, at de intelligente transportsystemer tilpasses de teknologiske fremskridt, så de ikke forældes så hurtigt, men forbliver rentable.

EØSU mener, at informations- og kommunikationsteknologierne bør udnyttes til at forbedre trafikafviklingen og organisere transporten bedre.

4.10.1

Gennem offentliggørelse af et digitalt katalog over god praksis vedrørende ITS, som løbende ajourføres og som kan konsulteres online.

4.11.1

Ved at oprette koordineringsorganer for de forskellige kollektive transportformer og indføre integrerede takstsystemer samt stille krav om anvendelse af det optimale transportmateriel (det mindst forurenende og bedst egnede for personer med nedsat førlighed), øge antallet af afgange eller trafikhyppigheden, så ventetiden for de rejsende forkortes, anlægge særlige busperroner (større sikkerhed, komfort og hurtig ind- og udstigning samt mindre energiforbrug og dermed mindre forurening), anlægge omstigningssteder, som letter skift mellem forskellige transportformer, forbedre erhvervsuddannelsen i sektoren og informationen og bevidstgørelsen af brugerne, anlægge infrastruktur med henblik på passende styring af transittrafikken i byerne, anlægge Parkér&Kør-faciliteter (Park&Ride) og indføre incitamenter til at anvende dem, indrette trafiklysene, så den kollektive trafik får forkørselsret, og sørge for god plads til sikker ind- og udstigning.

4.11.2

En af de mest effektive fremgangsmåder til opnåelse af dette mål er evaluering af konsekvenserne for mobiliteten af visse planer, programmer og projekter.

4.11.3

I denne forbindelse er det relevant at henvise til Domstolens dom (sag C-332/04) om manglende gennemførelse af en miljøpåvirkningsvurdering af et projekteret butiks- og fritidscenter i en byzone: det var netop det anslåede antal brugere af centret, som ville bruge privatbil for at komme dertil, som var afgørende for projektets miljøpåvirkning og dermed for kravet om en sådan vurdering.

4.11.4

Følgelig kunne det overvejes at ændre de gældende direktiver på tre punkter:

4.11.4.1

Direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet fastsætter i bilag III de kriterier, som skal følges i medlemsstaternes vurdering af, om et givet projekt har en betydelig indvirkning på miljøet.

Det foreslås at indføje et nyt led i stk. 1 i bilag III, hvori der udtrykkeligt henvises til en beskrivelse af mobilitetsforholdene (anslået antal brugere af installationerne, deres bopæl osv.).

4.11.4.2

For det andet fastsætter direktivet i sit bilag IV, hvilke oplysninger der skal medtages i miljøpåvirkningsvurderingen.

EØSU foreslår:

Direktiv 85/337/EØF bør således ændres for så vidt angår bilag III, stk. 1, og bilag IV, stk. 4 og 5, som ovenfor beskrevet.

4.11.4.3

For det tredje kunne der i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet foretages tilsvarende indføjelser (kriterier og oplysninger vedrørende mobilitet og transportmidler, der skal medtages i miljørapporten). I dette tilfælde bør der i bilag I, litra f), og i bilag II, stk. 2, som anført ovenfor tages højde for planernes indvirkning på mobiliteten.

4.12.1

Ja, denne foranstaltning er uomgængelig og har stor indvirkning på mobiliteten. Særlige kørebaner eller perroner er ensbetydende med større sikkerhed, hurtigere transport, færre trafikpropper og mindre energiforbrug såvel som større komfort for de rejsende. En sådan foranstaltning kan være med til at lokke privatbilister til at tage de offentlige transportmidler.

4.13.1

Styrkelse af brugernes rettigheder og pligter er afgørende for, at tjenestekvaliteten (trafikhyppighed, præcision, komfort for alle brugerkategorier, sikkerhed, prispolitik osv.) af de offentlige transportmidler kan forbedres. EØSU opfordrer til indførelse af disse rettigheder og pligter, dog altid under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende inden for hver enkelt transportform, især dem, som benytter samme infrastruktur.

4.13.2

Da de nuværende regler findes spredt over forskellige retsakter, herunder for de forskellige transportformer, bør rettighederne for alle brugere af kollektive transportmidler samles i et rettighedscharter med tilstrækkeligt spillerum for medlemsstaternes egne tilføjelser og for selvregulering via adfærdskodekser (5), som de økonomiske aktører og det organiserede civilsamfund (forbruger-, miljø-, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer osv.) tilslutter sig. EØSU understreger vigtigheden af en dialog mellem disse organisationer og de kollektive transportvirksomheder, især om en forbedring af tjenestens kvalitet.

Der bør også træffes foranstaltninger på EU-plan — som ville kunne suppleres med en indsats fra medlemsstaternes og civilsamfundsorganisationernes side — for at omformulere og konsolidere de eksisterende rettigheder, der er nedfældet i forskellige retsakter. EØSU insisterer på, at det er nødvendigt med fleksible og enkle mekanismer og instrumenter til håndhævelse af brugernes rettigheder.

4.14.1

Mobilitetsplaner for storbyområder bør omfatte såvel passagerbefordring som godstransport, så varedistributionen kan foregå, uden at det går ud over mobiliteten for personer.

4.14.2

Det er derfor nødvendigt at sørge for mere overvågningspersonel på af- og pålæsningssteder.

4.14.3

Indførelse af mekanismer, som kan lette og fremskynde proceduren for anmeldelse af overtrædelser, så ulovligt parkerede køretøjer hurtigst muligt bliver fjernet fra den reserverede plads, så denne atter frigøres.

4.14.4

Indførelse af effektive sanktionsmekanismer i tilfælde af forseelser lige fra fjernelse af køretøjet til den egentlige inddrivelse af bøden.

4.14.5

Oplysnings- og bevidstgørelseskampagner for at opnå folkelig opbakning og borgernes medvirken til opfyldelsen af de fastsatte mål. Et af målene med en sådan kampagne skal være at opnå de handlenes medvirken til overvågningen af de pladser, som er reserveret til på- og aflæsning, ved at gøre det klart for dem, at ulovlig benyttelse af disse pladser kan skade deres forretning.

4.14.6

Begrænsning af den tilladte varighed af på- og aflæsning på de dertil reserverede pladser, som svarer bedre til den tid, det normalt tager at læsse varer på og af. En mulighed vil også være at kræve en særlig tilladelse til at holde længere på den reserverede plads, hvorved man ville undgå at stille mere tidkrævende flytninger ringere. Der kunne også fastsættes bestemte tidsintervaller for på- og aflæsning.

a)

koordinering mellem de forskellige organer

b)

Koordinering med planlægningsinstrumenter:

4.16.1

Trafiksikkerhed: På europæisk plan ved at fremme bedste praksis og indlede en mere intensiv og struktureret dialog med lokale og regionale interessenter og med medlemsstaterne om nye teknologier — især ITS — med henblik på at øge sikkerheden. Erhvervsuddannelsen i sektoren bør også forbedres på det køretekniske område. Fastlæggelsen af sanktionsforanstaltninger bør også reguleres for at undgå, at forseelser i den grænseoverskridende trafik forbliver ustraffede.

4.16.2

Personlig beskyttelse: For at tilskynde til god praksis bør politiet foretage hyppigere kontrolrunder i de kollektive transportmidler, især om natten og på ruter til og fra mere urolige kvarterer præget af social udstødelse. Der bør også gøres større brug af informationsteknologierne og informationen af brugerne bør forbedres.

4.17.1

Ved at bevidstgøre borgerne gennem uddannelses- og informationskampagner især rettet mod de unge. Derudover gennem foranstaltninger for at udbrede anvendelsen af håndhævelsesudstyr for alle trafikanter i byer. Generelt anser EØSU det for særligt vigtigt, at der vedtages foranstaltninger for at styrke det holdningsmæssige aspekt og folkeoplysningen i alle sammenhænge, som vedrører for mobiliteten i byerne.

4.18.1

Afhængigt af de mål, der forfølges, bør udstyret altid sigte mod at forbedre mobiliteten og optimere gennemsnitshastigheden. God praksis bør fremmes for at øge sikkerheden og anvendelsen af intelligente systemer.

4.19.1

Installering af alarmsystemer i de kollektive transportmidler baseret på ny teknologi, som kan alarmere vagtpersonale i tilfælde af hærværk eller ulykker og informere om situationen ombord med transmission af billeder og lyd, som kan give et indtryk af, hvad der er på færde i tog eller busser.

4.19.2

Der bør træffes passende foranstaltninger for at undgå indgreb i privatlivets fred, som er en grundlæggende menneskerettighed.

4.20.1

En ny kultur for mobilitet i byer forudsætter et samarbejde mellem EU-institutionerne, medlemsstaterne, regionerne og de lokale myndigheder samt civilsamfundsorganisationerne.

4.20.2

Et europæisk observatorium for bæredygtig mobilitet i byer vil være et nyttigt initiativ, som ville kunne skabe en merværdi, da det ville kunne indsamle data, følge udviklingen i efterspørgslen og fremme udvekslingen af erfaringer. Det vil også kunne bidrage til en større viden om mobilitetsrelaterede problemer og til gennemførelsen af passende foranstaltninger til løsning heraf.

På europæisk plan bør der foretages en harmonisering af fremgangsmåderne for byvurdering, da det efter EØSU's mening vil være positivt at anvende ensartede kriterier på dette område.

4.21.1

Ved at gøre forbedring af mobiliteten i byerne og gradvis indsættelse af miljøvenlige tog- og bustyper (lavt forbrug, lave emissioner) til et mål for fondene og ved at sikre større udbytte af hver investeret krone.

EØSU går ind for at øge andelen af de midler, der afsættes til uddannelse og forskning.

4.21.2

Men det er også nødvendigt at sænke omkostningsniveauet gennem fastsættelse af objektive kriterier, som gør det muligt at vælge den for samfundet mest rentable løsning, så borgerne kan få adgang til et transportsystem af kvalitet til rimelige priser. Effektivitet og opfyldelse af forpligtelserne til offentlig tjeneste bør prioriteres højt.

4.22.1

Ved at indføre grønne klausuler i kontrakter om levering af udstyr i forbindelse med infrastrukturprojekter, der finansieres af EU-programmer.

4.22.2

En anden mulighed er indarbejdelse af kriterierne i »Buying green. A handbook on enviromental public procurement« [SEC(2004) 1050] i et KOM-dokument med tilføjelse af grønne offentlige indkøb af transportudstyr.

Markedet for privatbiler og for kollektiv personbefordring er ved at ændre sig i mere miljøvenlig retning. Anskaffelse af renere biler (brændstof, motorisering) bør begunstiges og der bør tages hensyn til den højere pris, som køberne af disse biler har været villige til at betale, gennem en differentieret behandling af dem i forbindelse med reguleringen af adgangen til bykernerne.

4.23.1

Ved klart at fastsætte, hvilken type projekter der kan opnå offentlig støtte fra EU og kræve opfyldelse (med behørig kontrol) af målene for de pågældende projekter (inden for den fastsatte frist), således at den udbetalte støtte i modsat fald kan kræves tilbagebetalt.

4.24.1

Der er brug for en fælles EU-ramme, som bør tilvejebringes gennem harmonisering af kriterierne for takstfastsættelse og for beregning af et hensigtsmæssigt niveau for tætheden af den kollektive trafik.

4.24.2

EØSU er dog af den opfattelse, at bompengesystemer eller opkrævning af afgifter for indkørsel i byer er i almenhedens interesse og giver tilfredsstillende, umiddelbare resultater, men de kan virke diskriminerende over for lavindkomstgrupper og har ringe afskrækkende virkning over for de velstillede sociale lag.

De lokale myndigheder bør træffe foranstaltninger for at afbøde de eventuelle negative virkninger f.eks. ved at tilskynde til at benytte kollektiv transport eller give mulighed for at købe billetter til en favorabel pris.

4.24.3

En alternativ mulighed, som ville have en horisontal virkning i alle samfundsgrupper, ville være et »bomhus« ved indfaldsvejene ikke til opkrævning af penge, men til beregning af en kilometerkvote for bykørsel, som hver bilist ville få tildelt. Med andre ord foreslås en »rationering« af adgangen (kilometer/tidsenhed), som ville gøre det nødvendigt at forvalte privat bykørsel selektivt. Dog må tages med i betragtning, at dette også indebærer en diskriminering baseret på bopæl, udkørselssted og destination.

4.24.4

Naturligvis ville dette indebære endnu en zoneinddeling ud over de allerede foreslåede zoner med lav trafiktæthed, hvor trafikken praktisk taget ville være begrænset til kollektiv transport og de faste beboeres trafik.

4.25.1

Merværdien er enorm og vanskelig at værdiansætte, når der også tages hensyn til sundheds- og hygiejnemæssige faktorer (såvel psykiske som fysiske) og til tidens værdi for mennesker (dette aspekt påvirkes i høj grad af den lange tid, det tager at komme til og fra arbejde og som — når den lægges til arbejdsdagens længde — udløser en lang række negative faktorer).

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/46

1.1

Udvalget bifalder den handlingsplan, som Kommissionen foreslår, og ønsker at blive hørt om den midtvejsrapport, som efter planen offentliggøres i 2010, således at det kan følge med i fremskridtene og eventuelt påpege problemer, som stadig måtte eksistere.

1.2

EØSU er enigt i, at det er umagen værd at gøre særskilte benchmarkingbestræbelser for intermodale terminaler, herunder havne og lufthavne, i snævert samarbejde med sektoren. Med en række generelle europæiske benchmarks, som giver spillerum for nærmere specifikationer på lokalt plan, kan der, henset til de forskellige karakteristika ved landterminaler, søhavne, lufthavne og kanal- og flodhavne, opstilles tilstrækkelige sondringer i benchmarkene.

1.3

Prissætningen for de enkelte transportformer afspejler ikke i tilstrækkelig grad deres reelle indvirkning på infrastruktur, miljø og energieffektivitet — eller deres sociale, territoriale og samfundsmæssige omkostninger.

1.4

Benchmarking-instrumenter og andre evalueringsværktøjer bør således sammenligne anvendelige transportkæder på grundlag af deres bæredygtighed for at fremme indførelsen af en afbalanceret prissætningsmekanisme og muliggøre udviklingen af et reguleringssystem, som bevirker, at de logistiske valg falder på de mest effektive og bæredygtige i forhold til de varer, der skal transporteres, og de transportformer, der er til rådighed.

1.5

En transportlogistik, der mere effektivt opfylder kundernes og samfundets behov, indebærer en hurtig gennemførelse af såvel eksisterende banebrydende teknologi som nye forskningsresultater, en vedholdende efteruddannelses- og kvalifikationsforbedringsindsats over for de ansatte og bestræbelser på at forbedre arbejdsvilkårene. Samtidig må man optimere anvendelsen af den eksisterende infrastruktur og forbedre udnyttelsen af materiel, personale og investeringer i transport og logistik. Man bør ligeledes give de forskellige professioner i transportsektoren højere status og gør dem mere attraktive. Det er absolut nødvendigt med nye investeringer for at fremskynde integrationen af de nye medlemsstater og styrke Euromiddelhavs- og naboskabspolitikken. Derudover skal man vurdere efterspørgslen på langt sigt og foretage investeringer, som først vil blive betalt tilbage over meget lang tid.

1.6

Færdselssikkerheden må styrkes, især i regioner langs grænserne til tredjelande.

1.7

EU-farvandene er blevet udvidet. De omfatter nu både Østersøen og Sortehavet, der bindes sammen af den store Donau-akse, som må tilføres ny dynamik. 90 % af handelen med tredjelande og 40 % af handelen mellem EU's medlemsstater passerer igennem Europas store havneanlæg. Logistikaktiviteterne i disse er i rivende udvikling. Man kommer dog ikke uden om adskillige forbedringer. Navnlig bør adgangen over land forbedres, så den åbnes for flere forskellige transportformer og så der i højere grad kan anvendes intermodale teknikker. Omladningsteknikker og –organisation trænger ligeledes til forbedringer. Hertil kommer behovet for en bedre balance mellem havnene, ligesom man bør tilstræbe bedre komplementaritet mellem disse og trafikknudepunkter inde i landet.

1.8

Udvalget støtter anvendelsen af ny teknologi og anvendt forskning på ethvert felt, hvor de forskellige transportformer kan forbedres (infrastruktur, transportmateriel og udstyr til godshåndtering, arbejdsvilkår og –tilrettelæggelse m.m.), engagerede bidrag til udarbejdelsen af tekniske standarder, f.eks. for lasteenheder, og kommunikations- og meddelelsesstandarder, som begunstiger udvikling af modalskift og problemfri trafikafvikling, samt en bedre kobling mellem væksten i produktion og handel på den ene side og væksten i transport (som kun kan øges) på den anden. En større effektivitet i logistikkæderne er i den forbindelse en væsentlig faktor.

1.9

Forskningen i motorer og disses energieffektivitet samt i ikke-fossile brændstoffer bør fortsætte for både privat og kollektiv passager- og godstransport.

1.10

Den bymæssige transportlogistik kræver foranstaltninger her og nu og en mere vedholdende indsats for at vende en stadig mere negativ udvikling i økonomien i de store byer og forhindre betydelige effektivitetstab som følge af den tid, som borgere og virksomheder spilder i køer, hvilket er både uproduktivt og skaber forurening. I byerne er det nødvendigt at anvende en global tilgang, der tilgodeser såvel individuelle som kollektive passager- og godstransportbehov, med henblik på at dele vejnettet bedre og vende den nuværende udvikling, hvor indbyggere og aktiviteter flytter til forstæderne og fjerne bebyggelser.

1.11

Bæredygtighed, energieffektivitet og intermodalitet er centrale begreber i denne plan, og den foreslåede tidsplan understreger, at det haster med en politik på området. Kommissionens forslag prioriterer samarbejde og dialog i stedet for tvang. Det er vigtigt at vise, at denne fremgangsmåde virker. Dens succes afhænger af transportsektorens aktører og disses evne til at tilpasse sig civilsamfundets presserende krav.

2.1.1

Kommissionen offentliggjorde den 28. juni 2006 meddelelsen om Godslogistik i Europa — nøglen til bæredygtig mobilitet (1). Denne meddelelse viste logistikkens betydning for en mere bæredygtig transport, som er mere miljøvenlig og forurener mindre. Meddelelsen blev fulgt af høringer, som førte frem til en europæisk handlingsplan for godstransportlogistik (2), der blev offentliggjort den 18. oktober 2007.

2.1.2

Kommissionen ønskede at integrere logistikaspektet i EU's transportpolitik for at mindske de hyppigt forekommende flaskehalsproblemer, nedbringe energiforbruget, bedre udnytte mulighederne for samordnet modalitet og multimodalitet i transportformer og infrastrukturer, beskytte miljøet og begrænse skaderne, samt fremme løbende efteruddannelse af personalet.

2.1.3

Udvalget blev bedt om at afgive en udtalelse om denne handlingsplan, som indeholder målsætninger og en gennemførelsesplan og tilskynder til at anvende nye informationsteknologier for at gøre transportlogistikken mere effektiv, hvad transportenhederne angår (enkeltobjekter, pakker, containere). Det er også planen at indføre et certificeringssystem for logistikoperatører, der skal sikre, at de besidder de nødvendige kvalifikationer og den nødvendige uddannelse for at udøve erhvervet samt lette deres mobilitet.

2.1.4

Kommissionen har siden 2006 gjort opmærksom på, at det er vanskeligt at danne sig et indtryk af det europæiske marked for logistik, fordi de nødvendige statistikker mangler. Man mener generelt, at logistik udgør 10-15 % af produktionsomkostningerne.

2.1.5

Kommissionen foreslog i sin meddelelse oprettelsen af en europæisk ramme for vejtransportlogistik og især koncentrere indsatsen på bestemte områder. Handlingsplanen indeholder præciseringer og fastsætter frister for gennemførelse i perioden 2008-2012. Det drejer sig om meget korte frister:

2.1.6

Handlingsplanen fra 2007 konkretiserer planlagte aktioner i et mere detaljeret målsætningsprogram, der ledsages af en tidsplan for gennemførelsen.

2.1.7

I meddelelsen »Hold Europa i bevægelse — Bæredygtig mobilitet på vores kontinent« (4), som blev offentliggjort i forbindelse med midtvejsevalueringen og tillige revisionen af hvidbogen fra 2001 om transportpolitikken (5) lagde Kommissionen stor vægt på konceptet »intelligent mobilitet«, der dækker såvel transportlogistik som intelligente transportsystemer. Kommissionen vender i øvrigt tilbage til dette emne som noget af det første i handlingsplanen.

2.2.1

Udbredt anvendelse af eksisterende og kommende IKT kan radikalt forbedre godstransportlogistikken, men er stadig forbundet med problemer, som må løses, som f.eks. standardisering, brugernes kompetencer, hindringer i lovgivningen og andre, der hænger sammen med elektroniske dokumenter, datasikkerhed og beskyttelse af privatlivet.

2.2.2

Begrebet »e-fragt« fører i sidste ende til »tingenes internet« (gods: enkeltobjekter, pakker, containere — hver enkel bestanddel kan individualiseres, navngives og identificeres ved hjælp af en mærkning, der kommunikerer aktivt eller passivt, når den aktiveres af en radiofrekvenslæser). Dette nye tingenes internet vil muliggøre automatisering og forenkling af overførslen af oplysninger vedrørende gods (geografisk position, informationer om arten og mængden, kommunikation, told m.m.). Man skal benytte de eksisterende systemer til at konkretisere denne nye form for internet, der er baseret på identifikation af genstande.

2.2.3

Kommissionen har derfor planlagt et stort forskningsprojekt i 2008, som skal føre frem til en detaljeret køreplan for gennemførelsen af intelligente transportsystemer og transportlogistikteknologier.

2.3.1

Formålet med handlingsplanen er at løse problemerne på områder som trafikoverbelastning, forurening og støj, CO2-emissioner og afhængighed af fossile brændstoffer. Aktionerne skal ledsages af arbejde med langsigtede perspektiver, som gennemføres i fællesskab med medlemsstaterne, således at der skabes et fælles grundlag for investeringerne i morgendagens godstransportsystemer.

2.3.2

Kommissionen vil aflægge beretning om forløbet af gennemførelsen af handlingsplanen i 2010.

3.1

Udvidelsen af EU, den stigende globalisering af handelen, fremkomsten af nye økonomiske supermagter (ikke bare Kina) og udflytning af virksomheder er stærke faktorer for udvikling af handelen. Væksten i handelen overgår væksten i produktionen. I hvidbogen fra 2001 ønskede Kommissionen at koble transport fra vækst. Det er vigtigt igen at gøre sig overvejelser om dette emne for i det mindste at genetablere en kobling, et parallelforløb. Logistikken kan som led i den reviderede hvidbog fra 2006 (6) blive en afgørende faktor for rationalisering og mere effektiv handel og godstransport ved at inddrage forskellige transportformer og aktører (organisatorer af transportstrømmene, transportvirksomheder, brugere, nationale, europæiske og internationale myndigheder) og anvende ny teknologi til information, emballering og lasthåndtering.

3.2

Internationale logistikkæder kræver, at forbindelserne mellem de enkelte transportformers systemer (fysiske og elektroniske) på sigt bliver fuldstændig integreret, så man kan bruge den transportform eller den kombination af transportformer, som er mest effektiv, og så man kan forbedre logistikken gennem en målsætning om samtidig at skabe effektivitet på tre leder: økonomisk, socialt og miljømæssigt (herunder ved at reducere energiomkostningerne).

3.3

Transportplanlægning kræver som regel lang planlægning og samarbejde mellem mange aktører. Investeringer i transportinfrastruktur og logistikplatforme er meget langsigtede og dyre, navnlig havne, flodhavne og lufthavne, men også »tørre havne« som anlæg til kombineret transport. Det er derfor disse platforme, som volder flest problemer. Problemer, som kræver hurtige, troværdige og bæredygtige løsninger. Efter udvalgets opfattelse bør man derfor først og fremmest optimere udnyttelsen af den eksisterende infrastruktur, og i den forbindelse kan deling af informationer og udveksling af erfaringer vise sig at være meget udbytterige. Men udnyttelse af eksisterende infrastruktur og anvendelse af avanceret teknologi gør det ikke alene. Planlægning på mellemlangt og langt sigt er absolut nødvendig af hensyn til nye investeringer.

3.4

Anlæggelse af ny infrastruktur med lang levetid bør ske på grundlag af behov, som beregnes via langsigtede prognoser, og når der ikke er nogen alternative løsninger i form af samordnet modalitet, f.eks. med anden eksisterende infrastruktur. Kombineret vej- og jernbanetransport kan være et alternativ til at udvide det eksisterende vejnet eller anlægge helt nye veje. Den planlægning, som dette forudsætter, bør inddrage alle aktører i logistikkæden: EU-myndigheder, offentlige regionale og nationale myndigheder, industrien, distributører og andre befragtere, logistikere og transportører samt arbejdsmarkedets parter. De berørte borgere skal inddrages i den forudgående debat og høringsproces om disse spørgsmål, og der skal tages alvorligt hensyn til deres holdning.

3.5

Planlægningen bør føre til partnerskaber, der skal vare længe nok til at sikre infrastrukturens bæredygtighed (såvel økonomisk som miljømæssigt og socialt). Den skal indgå i det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv og bidrage til at nedbringe omkostningerne (især offentlig støtte via offentlig-private partnerskaber), til at fjerne dyr eller illoyal konkurrence (især gennem samarbejde mellem de berørte aktører og samordnet modalitet), til bedre at strukturere, samordne og sikre investeringer i transport langt ud i fremtiden med industrielle og kommercielle aktiviteter såvel som programmer for fysisk planlægning og byplanlægning (især med henblik på at undgå spredning af logistikplatforme og forhastede og dyre udflytninger, overbelastning af visse akser og zoner, mens andre områder oplever tilbagegang eller ender som en enklave på grund af dårlig eller slet ingen betjening).

3.6

Med hensyn til planlagte nye standarder for transportenheder er det klart, at de skal lette lastning og eventuelle omladninger, for så vidt angår håndterbar maksimalvægt og dimensioner. I betragtning af de problemer, som er forbundet med, at vejgodstransporten er næsten enerådende, bør disse standarder dog ikke føre til en overbelastning, der kan skade infrastrukturen og reducere færdselssikkerheden yderligere. De skal favorisere samordnet modalitet.

3.7

Med hensyn til forslaget fra 2003 om en ny frivillig intermodal lasteenhed gentager udvalget sammenfattende, at kombinationen af to forskellige enheder forårsager et logistisk mareridt. De to nævnte hindringer (de fastsatte mål på styreskinner og hvem der skal betale for det nye system) fører allerede nu til den konstatering, at systemet ikke vil blive brugt. Hertil kommer alvorlige indvendinger fra indenrigsskibsfarten og vejtransportforetagender.

4.1

Udvalget vil meget gerne høres om den rapport, som Kommissionen skal udarbejde i 2010 om fremskridtene med handlingsplanen og eventuelle problemer i forbindelse med gennemførelsen af denne.

4.2

Tingenes internet vil helt sikkert kunne gøre transportlogistikken og tjenesteydelserne til kunderne mere effektive. På basis af erfaringerne med det nuværende internet efterlyser udvalget dog procedurer og kontrolredskaber for navngivning. Af historiske grunde er det nuværende internet i sidste ende underlagt det amerikanske handelsministeriums kontrol. Udvalget støtter, at en europæisk instans står for navngivning, forvalter databaserne og formulerer tekniske standarder.

4.2.1

Udvalget påskønner, at Kommissionen medtænker denne udviklingen i logistikken i den fornyede Lissabon-traktat om vækst og beskæftigelse. Det opfordrer dog i lyset af sine erfaringer Kommissionen til hurtigst muligt at indhente efterslæbet i indførelsen af ny teknologi, især hvad angår Galileo.

4.3

Efter udvalgets mening bør tingenes internet i betragtning af sin økonomiske betydning og handlens overvejende tværregionale karakter baseres på mange forskellige centre (f.eks. navngivningsinstanser på lokalt eller regionalt niveau) og ikke underlægges en enkelt instans' endelige kontrol — en instans, som måske oven i købet ligger uden for EU.

4.4

Man må ligeledes udrede de problemer for privatlivets fred og beskyttelse af forretningsdata, der måtte være forbundet med at diversificere de informationsmidler, som tages i brug for at identificere lastindhold (her skal told- og forsikringsspørgsmål tages i betragtning), for at have hånd i hanke med den information, som kriminelle kan få adgang til, især i tredjelande, og for at følge godsets videre færd såvel som dets afsender, transportører og modtager i forbindelse med fremme af intelligente transportsystemer og beslægtede informationsteknologier.

4.5

Dette gælder især for den detaljerede logistik, som er forbundet med e-handel.

4.6

Udvalget hilser velkommen, at Kommissionen vælger at modernisere logistikbranchen gennem et system til definition og certificering af operatører, og ser gerne, at dette skaber stor merværdi.

4.7

Udvalget glæder sig ligeledes over, at Kommissionen foreslår at udarbejde kvalifikations- og uddannelseskrav sammen med arbejdsmarkedets parter. Også på dette område ønsker udvalget, at kvalifikationerne og uddannelserne udvikles gennem hele livet, efterhånden som den underliggende viden ændrer sig. Det er også glædeligt, at Kommissionen vil arbejde hen imod gensidig anerkendelse af denne frivillige certificering

4.8

Det er absolut nødvendigt at forbedre logistiske præstationer gennem øget anvendelse af ny teknologi, administrativ forenkling, udveksling af erfaringer, faglig udvikling og efteruddannelse og samordnet modalitet. Men udvalget anser det for vigtigt at understrege, at disse tiltag ikke vil udfolde hele deres positive potentiale, med mindre transportlogistiksektoren i hele EU gøres til genstand for en ny indbyrdes vægtning mellem de forskellige transportformer såvel som internt i de enkelte transportformer og en reguleret konkurrence, der indebærer forholdsmæssig opgradering af transportpriserne, samt reel harmonisering af konkurrencevilkårene internt i de enkelte transportformer og mellem transportformerne, sådan som Kommissionen anbefalede i sin hvidbog fra 2001.

30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/50

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og tjenester, direktiv 2002/19/EF om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og direktiv 2002/20/EF om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde