1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 10, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT 2012, L 201, s. 107, berigtiget i EUT 2012, L 344, s. 3, EUT 2013, L 60, s. 140, og EUT 2019, L 243, s. 9) samt artikel 267 TEUF.

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en retssag anlagt af PA vedrørende bestemmelse af, hvem der er arvinger efter hendes bror, der døde i Hamborg (Tyskland) den 9. maj 2020.

3

23. og 30. betragtning til forordning nr. 650/2012 har følgende ordlyd:

[…]

4

Denne forordnings kapitel II om »Kompetence« omfatter bl.a. forordningens artikel 4-10 og 15.

5

Forordningens artikel 4 med overskriften »Generel kompetence« bestemmer:

»Retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.«

6

Samme forordnings artikel 5 med overskriften »Aftale om værneting« fastsætter i stk. 1:

»Når den lov, som den afdøde har valgt til at finde anvendelse på arven efter sig i henhold til artikel 22, er en medlemsstats lov, kan de berørte parter aftale, at en ret eller retterne i denne medlemsstat skal have enekompetence til at træffe afgørelse om ethvert arvespørgsmål.«

7

I artikel 6-9 i forordning nr. 650/2012 præciseres betingelserne for, hvornår forordningens artikel 5, stk. 1, finder anvendelse.

8

Forordningens artikel 10 med overskriften »Subsidiær kompetence« bestemmer:

»1.   Når den afdøde på dødstidspunktet ikke havde sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, er retterne i den medlemsstat, hvor goder i boet befinder sig, alligevel kompetente til at træffe afgørelse om hele arven, for så vidt:

2.   Når ingen ret i en medlemsstat har kompetence i medfør af stk. 1, er retterne i den medlemsstat, hvor goder i boet befinder sig, alligevel kompetente til at træffe afgørelse om disse goder.«

9

Samme forordnings artikel 15 med overskriften »Prøvelse af kompetencen« er affattet således:

»Anlægges der ved en ret i en medlemsstat en arvesag, som den pågældende ret ikke har kompetence til at påkende i medfør af denne forordning, erklærer retten sig af egen drift inkompetent.«

10

Artikel 22 med overskriften »Lovvalg« i forordning nr. 650/2012, der findes i kapitel III om »lovvalg«, bestemmer i stk. 1:

»En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.

[…]«

11

Artikel 386, § 6, i ustawa – Kodeks postępowania cywilnego (den civile retsplejelov) af 17. november 1964 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (Dz. U. af 2021, pos. 1805) (herefter »den civile retsplejelov«), bestemmer:

»Den retlige vurdering, der kommer til udtryk i begrundelsen i den dom, der er afsagt af retten i anden instans, binder både den ret, som sagen er blevet indbragt for, og retten i anden instans ved fornyet behandling af sagen. Dette gælder dog ikke, hvis der er sket en ændring i den retlige eller faktiske situation, eller hvis Sąd Najwyższy [øverste domstol, Polen], efter at retten i anden instans har afsagt dom, har foretaget en anden retlig vurdering ved afgørelsen af det retlige spørgsmål.«

12

BF (herefter »afdøde«), der var polsk statsborger, døde i Hamborg den 9. maj 2020.

13

PA, der er søster til afdøde, har anlagt sag ved Sąd Rejonowy Szczecin – Prawobrzeże i Zachód w Szczecinie (retten i første instans i Stettin – Prawobrzeże og Zachód i Stettin), der er den forelæggende ret, med påstand om, at det bestemmes, hvem der er afdødes arvinger.

14

PA har i sin anmodning oplyst, at hendes brors sidste sædvanlige opholdssted var Hamborg, at afdøde havde efterladt fast ejendom i Polen, og at han ikke havde foretaget noget lovvalg med hensyn til arven efter ham. Hun har også præciseret, at afdødes søn, hustru, moder, niece og hun selv har givet afkald på arven ved en tysk ret.

15

Ved kendelse af 30. august 2022 forkastede den forelæggende ret PA’s anmodning med den begrundelse, at de polske retsinstanser ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om arven efter en afdød, hvis sidste sædvanlige opholdssted var beliggende i en anden medlemsstat end Republikken Polen. Den afviste, at reglen om subsidiær kompetence i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 fandt anvendelse, eftersom denne kun vedrørte afdøde, der ikke har deres sædvanlige opholdssted i en medlemsstat.

16

Ved kendelse af 14. november 2022 ophævede Sąd Okręgowy w Szczecinie (den regionale domstol i Stettin, Polen), for hvilken der var iværksat appel, kendelsen af 30. august 2022 med den begrundelse, at den forelæggende rets fortolkning af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 var forkert. Ifølge Sąd Okręgowy w Szczecinie (den regionale domstol i Stettin) giver denne bestemmelse en medlemsstat, hvor afdøde har efterladt sig goder, og hvor han var statsborger, subsidiær kompetence, selv om han ikke havde sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat.

17

Hovedsagen blev på ny indbragt for den forelæggende ret, som ikke er enig i den fortolkning af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012, som Sąd Okręgowy w Szczecinie (den regionale domstol i Stettin) havde anlagt, og som efter dens opfattelse er i strid med denne bestemmelses ordlyd og med de mål, der forfølges med forordning nr. 650/2012.

18

Den forelæggende ret har gjort gældende, at en retsinstans i henhold til national ret er bundet af den fortolkning af EU-retten, som en højere ret har anlagt, selv om den er fejlagtig, således at tvisten om fortolkningen af de pågældende EU-retlige forskrifter ikke kan løses via Domstolens svar på et præjudicielt spørgsmål. Den har i denne henseende gjort gældende, at der ikke findes nogen bestemmelser i national ret, der udtrykkeligt nævner, at et svar fra Domstolen gør det muligt at unddrage sig den fortolkning, som en højere ret har anlagt. Den er imidlertid af den opfattelse, at den med henblik på at bidrage til realiseringen af de mål, der forfølges med artikel 267 TEUF, fuldt ud skal kunne tage hensyn til fortolkningen af EU-retten i en præjudiciel afgørelse, selv om denne er forskellig fra den fortolkning, som en højere national ret har anlagt i hovedsagen.

19

På denne baggrund har Sąd Rejonowy Szczecin – Prawobrzeże i Zachód w Szczecinie (retten i første instans i Stettin) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20

Domstolen kan i henhold til procesreglementets artikel 99 til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse, såfremt besvarelsen af et sådant spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, eller såfremt besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl.

21

I den foreliggende sag har Domstolen vedrørende det første spørgsmål skønnet, at affattelsen af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 ikke giver anledning til rimelig tvivl, og vedrørende det andet spørgsmål, at den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret har anmodet om, klart kan udledes af dom af 5. oktober 2010, Elchinov (C-173/09, EU:C:2010:581). Procesreglementets artikel 99 bør således finde anvendelse på den foreliggende sag.

22

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at reglen om subsidiær kompetence i denne bestemmelse kun finder anvendelse, når afdøde på dødstidspunktet havde sit sædvanlige opholdssted i en af de medlemsstater, der ikke er omfattet af forordningen, eller i et tredjeland.

23

I denne henseende skal det påpeges, at der med artikel 4 i forordning nr. 650/2012 fastsættes en generel kompetenceregel, i henhold til hvilken retterne i den medlemsstat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.

24

Såfremt afdøde havde sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, kan retterne i en anden medlemsstat, hvor afdøde havde statsborgerskab, i henhold til artikel 5-9 i forordning nr. 650/2012 blive kompetente, når afdøde i henhold til forordningens artikel 22 har valgt, at det er loven i denne sidstnævnte medlemsstat, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.

25

Desuden fastsætter artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 en regel for subsidiær kompetence til at træffe afgørelse om hele arven til fordel for retterne i den medlemsstat, hvor goder i boet befinder sig, for så vidt som den afdøde var statsborger i denne medlemsstat på dødstidspunktet. Som det fremgår af affattelsen af første del af denne forordnings artikel 10, stk. 1, gælder subsidiær kompetence baseret på denne bestemmelse, når den afdøde på dødstidspunktet ikke havde sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat.

26

Det skal i denne henseende fremhæves, at Domstolen ved fortolkningen af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 i dom af 7. april 2022, V A og Z A (Subsidiær kompetence i arvesager) (C-645/20, EU:C:2022:267), præciserede, at det eneste formål med såvel denne forordnings artikel 4 som dens artikel 10, stk. 1, er at fastsætte ensartede kriterier for retslig kompetence til at træffe afgørelse om hele arven. Denne artikel 10, der er indeholdt i forordningens kapitel II, som indeholder en række kompetenceregler i arvesager, fastsætter en subsidiær kompetence i forhold til den generelle kompetence, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 4, hvorefter retterne i den medlemsstat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven (dom af 7.4.2022, V A og Z A (Subsidiær kompetence i arvesager), C-645/20, EU:C:2022:267, præmis 30).

27

Domstolen har i denne forbindelse præciseret, at der ikke er noget hierarkisk forhold mellem det værneting, der er fastsat i artikel 4 i forordning nr. 650/2012, og det værneting, der er fastsat i forordningens artikel 10, eftersom de hver især omhandler forskellige faktiske omstændigheder. På samme måde betyder den omstændighed, at den kompetence, der er omhandlet i forordningens artikel 10, er kvalificeret som »subsidiær«, ikke, at denne bestemmelse er mindre bindende end bestemmelsen i forordningens artikel 4 om den generelle kompetence. I denne henseende antyder anvendelsen af ordet »alligevel« i samme forordnings artikel 10, stk. 1, at denne bestemmelse omhandler en kompetenceregel, der svarer til og supplerer den generelle kompetenceregel, som er fastsat i denne forordnings artikel 4, hvorfor det i tilfælde, hvor denne sidstnævnte ikke finder anvendelse, skal efterprøves, om de i nævnte forordnings artikel 10 fastsatte kompetencekriterier er opfyldt (dom af 7.4.2022, V A og Z A (Subsidiær kompetence i arvesager), C-645/20, EU:C:2022:267, præmis 33 og 34).

28

Desuden har Domstolen fastslået, at reglerne om kompetence i arvesager ikke giver de berørte parter mulighed for at vælge værneting i en medlemsstat i overensstemmelse med deres interesser; jf. dog forordningens artikel 5, som finder anvendelse i tilfælde af, at afdøde har valgt den lov, der skal finde anvendelse på arven (dom af 7.4.2022, V A og Z A (Subsidiær kompetence i arvesager), C-645/20, EU:C:2022:267, præmis 32).

29

Hvad angår navnlig de omstændigheder, under hvilke Domstolen anlagde denne fortolkning, skal det påpeges, at Domstolen i præmis 25 i dom af 7. april 2022, V A og Z A (Subsidiær kompetence i arvesager) (C-645/20, EU:C:2022:267), gik ud fra den forudsætning, at afdøde havde sit sædvanlige opholdssted i Det Forenede Kongerige, dvs. en medlemsstat, der selv før landets udtræden af Unionen ikke var bundet af forordning nr. 650/2012. Den fandt med henblik på fortolkningen af denne forordnings artikel 10, at kompetencereglerne i denne artikel kunne finde anvendelse, når afdøde havde sit sædvanlige opholdssted i en EU-medlemsstat, der ikke var bundet af nævnte forordning.

30

I den foreliggende sag havde afdøde, som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, sit sidste sædvanlige opholdssted i Tyskland og havde ikke foretaget noget valg af den lovgivning, der skulle finde anvendelse på hele arven efter ham.

31

Under disse omstændigheder fremgår det klart af den entydige affattelse af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012, at denne bestemmelse kun finder anvendelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor afdøde på dødstidspunktet havde sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, der er bundet af denne forordning.

32

I lyset af alle de ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares således, at artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at reglen om subsidiær kompetence i denne bestemmelse kun finder anvendelse, når afdøde på dødstidspunktet havde sit sidste sædvanlige opholdssted i en af de medlemsstater, der ikke er omfattet af forordningen, eller i et tredjeland.

33

Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten, navnlig artikel 267 TEUF, er til hinder for, at en national ret, som skal træffe afgørelse, efter at en afgørelse, som den har truffet, er blevet ophævet ved en højere retsinstans, i overensstemmelse med den nationale procesret er bundet af denne højere rets retlige vurderinger, hvis disse vurderinger ikke er i overensstemmelse med EU-retten, således som fortolket af Domstolen.

34

Det fremgår i denne henseende af Domstolens faste praksis, at artikel 267 TEUF giver de nationale retter en meget vid adgang til at indbringe spørgsmål for Domstolen, hvis de skønner, at en for dem verserende sag frembyder problemer vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, der er relevante for afgørelsen af den pågældende sag (dom af 5.10.2010, Elchinov, C-173/09, EU:C:2010:581, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

35

Det skal påpeges, at en dom, som Domstolen har afsagt i en præjudiciel sag, er bindende for den nationale ret ved afgørelsen af tvisten i hovedsagen med hensyn til fortolkningen eller gyldigheden af de omhandlede retsakter vedtaget af Unionens institutioner (dom af 5.10.2010, Elchinov, C-173/09, EU:C:2010:581, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

36

En national ret, som har gjort brug af den adgang, der er givet den ved artikel 267, stk. 2, TEUF, er ved afgørelsen i hovedsagen herved bundet af den fortolkning af de omhandlede bestemmelser, som Domstolen har givet, og den skal i givet fald undlade at anvende den højere rets vurderinger, hvis den i betragtning af denne fortolkning er af den opfattelse, at disse vurderinger ikke er i overensstemmelse med EU-retten (dom af 5.10.2010, Elchinov, C-173/09, EU:C:2010:581, præmis 30, og af 9.9.2021, Dopravní podnik hl. m. Prahy, C-107/19, EU:C:2021:722, præmis 46).

37

I henhold til princippet om EU-rettens forrang har den nationale ret, der inden for sit kompetenceområde skal anvende EU-retlige bestemmelser, desuden pligt til – såfremt det ikke er muligt for denne at anlægge en fortolkning af national lovgivning, der er i overensstemmelse med de EU-retlige krav – at sikre disse bestemmelsers fulde virkning, idet den om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver modstående bestemmelse i national lovgivning, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne bestemmelse ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (dom af 5.10.2010, Elchinov, C-173/09, EU:C:2010:581, præmis 31, og af 9.9.2021, Dopravní podnik hl. m. Prahy, C-107/19, EU:C:2021:722, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

38

Hvad angår navnlig eksistensen af regler i national lovgivning, der bestemmer, at en national ret ubetinget er bundet af den fortolkning af EU-retten, som en anden national ret har anlagt, har Domstolen allerede fastslået, at EU-retten er til hinder for, at en national ret er bundet af en national regel, i henhold til hvilken den højere rets retlige vurderinger er gældende for den, når de nævnte vurderinger ikke er i overensstemmelse med EU-retten (dom af 5.10.2010, Elchinov, C-173/09, EU:C:2010:581, præmis 32).

39

Under disse omstændigheder omfatter kravet om at sikre EU-rettens fulde virkning forpligtelsen for de nationale domstole til i givet fald at ændre en fast retspraksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med EU-retten (dom af 9.9.2021, Dopravní podnik hl. m. Prahy (C-107/19, EU:C:2021:722, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

40

Det følger heraf, at den forelæggende ret er forpligtet til at sikre den fulde virkning af artikel 267 TEUF og om fornødent af egen drift skal undlade at anvende fortolkningen af de nationale procedureregler, her bestemmelserne i den civile retsplejelovs artikel 386, § 6, som pålægger den at anvende national lovgivning, således som den fortolkes af Sąd Okręgowy w Szczecinie (den regionale domstol i Stettin), for så vidt som denne fortolkning er uforenelig med EU-retten.

41

På baggrund af alle de ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at EU-retten, navnlig artikel 267 TEUF, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en national ret, som skal træffe afgørelse, efter at en afgørelse, som den har truffet, er blevet ophævet ved en højere retsinstans i overensstemmelse med den nationale procesret, er bundet af denne højere rets retlige vurderinger, når disse vurderinger ikke er i overensstemmelse med EU-retten således som fortolket af Domstolen.

42

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

Af disse grunde bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):