24.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 194/17


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgerichts Aachen (Tyskland) den 18. april 2014 — Horst Hoeck mod Den Hellenske Republik

(Sag C-196/14)

2014/C 194/22

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Aachen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Horst Hoeck

Sagsøgt: Den Hellenske Republik

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (1) fortolkes således, at disse forskrifter er til hinder for et søgsmål anlagt mod Den Hellenske Republik som sagsøgt ved Landgericht Aachen, hvorved sagsøgeren over for sagsøgte gør krav på renter for 2011/2012 af obligationer (statsobligationer) udstedt af sagsøgte og erhvervet af sagsøgeren i juli 2011, som ultimo februar 2012 var genstand for sagsøgtes tilbud om ombytning, som også blev fremsat over for sagsøgeren, og som denne afslog, hvorefter sagsøgte ikke desto mindre ombyttede sagsøgerens beholdning af obligationer/statsobligationer med nye?

2)

Skal artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager fortolkes således, at disse forskrifter er til hinder for et søgsmål anlagt mod Den Hellenske Republik som sagsøgt ved Landgericht Aachen, hvorved sagsøgeren subsidiært over for sagsøgte gør krav på betaling af et beløb svarende til den nominelle værdi af de af denne udstedte og af sagsøgeren erhvervede obligationer/statsobligationer, inklusive renter, som ikke er blevet udbetalt, på grund af den under punkt 1 omtalte tvungne ombytning?

3)

Skal hovedsagen, der verserer for Landgericht Aachen (12 O 177/13), henføres under det civil- eller handelsretlige område, således at artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager finder anvendelse?

4)

Eller er der tale om et administrativt anliggende eller en sag om statens ansvar, som de under punkt 1, 2 og 3 nævnte forskrifter ikke finder anvendelse på?


(1)  EUT L 324, s. 79.