DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)

6. november 2014 (*)

»Traktatbrud – direktiv 2000/60/EF – Den Europæiske Unions vandpolitiske foranstaltninger – vandområdeplaner – offentliggørelse – manglende rapportering til Europa-Kommissionen«

I sag C-190/14,

angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF, anlagt den 16. april 2014,

Europa-Kommissionen ved E. Manhaeve og U. Nielsen, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Kongeriget Danmark ved C. Thorning og M. Wolff, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Ó Caoimh, og dommerne C. Toader og C. G. Fernlund (refererende dommer),

generaladvokat: N. Jääskinen

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 1, 2 og 6, og artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Unionens vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327, s. 1) ved ikke at offentliggøre de endelige vandområdeplaner senest den 22. december 2009 og ved ikke at sende en kopi af disse planer til Kommissionen senest den 22. marts 2010 og under alle omstændigheder ved ikke have underrettet Kommissionen herom.

 Retsforskrifter

2        Artikel 13 i direktiv 2000/60 med overskriften »Vandområdeplaner« bestemmer:

»1.      Medlemsstaterne sørger for, at der udarbejdes en vandområdeplan for hvert vandområdedistrikt, der som helhed ligger inden for deres område.

2.      Er der tale om et internationalt vandområdedistrikt, der som helhed ligger inden for Fællesskabet, sørger medlemsstaterne for samordning med henblik på at udarbejde en fælles international vandområdeplan. Såfremt der ikke udarbejdes en sådan international vandområdeplan, udarbejder medlemsstaterne vandområdeplaner, der mindst omfatter de dele af det internationale vandområdedistrikt, der ligger inden for deres område, for at opfylde målene i dette direktiv.

[...]

6.      Vandområdeplanerne offentliggøres senest ni år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden.

[...]«

3        Artikel 15 i direktiv 2000/60 med overskriften »Rapportering« fastslår:

»1.      Medlemsstaterne sender senest tre måneder efter offentliggørelsen kopier af vandområdeplanerne og alle efterfølgende ajourføringer til Kommissionen og til de berørte medlemsstater efter følgende regler:

a)      for vandområdedistrikter, der udelukkende ligger inden for en medlemsstats område, alle vandområdeplaner, der dækker dette nationale område og er offentliggjort i henhold til artikel 13

b)      for internationale vandområdedistrikter mindst den del af vandområdeplanerne, der dækker medlemsstatens område.

[...]«

4        I henhold til dets artikel 25 trådte direktivet i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, dvs. den 22. december 2000. Det følger heraf, at de endelige vandområdeplaner i henhold til direktivets artikel 13, stk. 6, og artikel 15 skulle offentliggøres senest den 22. december 2009 og meddeles Kommissionen senest den 22. marts 2010.

 Den administrative procedure

5        Da den ikke havde modtaget nogen oplysninger fra Kongeriget Danmark vedrørende bestemmelser, der var blevet vedtaget for at efterkomme direktiv 2000/60, rettede Kommissionen den 4. juni 2010 en åbningsskrivelse til denne medlemsstat med opfordring til, at denne fremsatte sine bemærkninger vedrørende de undladelser, som Kommissionen havde konstateret for så vidt angik udarbejdelsen af de i dette direktiv omhandlede vandområdeplaner.

6        I sin besvarelse af åbningsskrivelsen oplyste Kongeriget Danmark, at den endelige udgave af vandområdeplanerne kunne forventes sendt til Kommissionen i løbet af 2011.

7        Kommissionen konstaterede, at Kongeriget Danmark med denne besvarelse anerkendte at have tilsidesat artikel 13, stk. 1, 2 og 6, og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/60, og fremsendte derfor den 29. oktober 2010 en begrundet udtalelse med opfordring til denne medlemsstat om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder fra modtagelsen.

8        Kongeriget Danmark besvarede den begrundede udtalelse inden for den fastsatte frist den 28. december 2010 og præciserede, at man forventede at kunne færdiggøre og sende de pågældende planer til Kommissionen i løbet af september 2011.

9        På denne baggrund anlagde Kommissionen den 20. juni 2011 søgsmål ved Domstolen mod Kongeriget Danmark. Institutionen hævede dog sagen den 27. februar 2012 efter at have modtaget oplysninger fra medlemsstaten om, at de omhandlede vandområdeplaner var blevet vedtaget og offentliggjort.

10      Ved skrivelser af 14. december 2012 og 8. maj 2013 oplyste Kongeriget Danmark imidlertid Kommissionen om, at disse planer var blevet ophævet af Natur- og Miljønævnet den 6. december 2012, og at vedtagelsen af planerne nu kunne forventes i maj 2014.

11      Henset til disse oplysninger fremsatte Kommissionen den 17. oktober 2013 en supplerende begrundet udtalelse, hvori den konstaterede, at Kongeriget Danmark havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 1, 2 og 6, og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/60, og opfordrede denne medlemsstat til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne supplerende begrundede udtalelse inden for en frist på to måneder efter modtagelsen.

12      Kongeriget Danmark besvarede den pågældende begrundede udtalelse den 18. december 2013 og bekræftede, at ingen af de fire vandområder i medlemsstaten var omfattet af en forvaltningsplan, og at det derfor ikke havde været muligt at sende nogen kopi af de endelige planer til Kommissionen.

13      Da Kommissionen fandt, at Kongeriget Danmark endnu ikke havde overholdt de krav, som er fastsat i direktiv 2000/60, besluttede den at anlægge nærværende sag.

 Om søgsmålet

14      Kongeriget Danmark har hverken i svarskriftet eller duplikken bestridt, at alle de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktiv 2000/60 ikke er blevet truffet inden for de fastsatte frister. Danmark præciserer alene status med hensyn til de påtænkte foranstaltninger, samt hvornår det må forventes, at de kan vedtages. Nærmere bestemt oplyser medlemsstaten, at vandområdeplanerne vil kunne vedtages og offentliggøres i efteråret 2014.

15      Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud, ifølge fast retspraksis skal vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, og at ændringer af forholdene i tiden derefter ikke kan tages i betragtning af Domstolen (jf. dom Kommissionen mod Grækenland, C-297/11, EU:C:2012:228, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis).

16      Desuden kan en medlemsstat ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af et direktiv, ikke overholdes (jf. bl.a. domme Kommissionen mod Portugal, C-61/05, EU:C:2006:467, præmis 31, og Kommissionen mod Grækenland, EU:C:2012:228, præmis 14).

17      Det er i den foreliggende sag ubestridt, at Kongeriget Danmark ved udløbet af fristen fastsat i den supplerende begrundede udtalelse hverken havde vedtaget de nødvendige vandområdeplaner for at efterkomme direktiv 2000/60 eller havde sendt en kopi af disse planer til Kommissionen.

18      På denne baggrund må den af Kommissionen nedlagte påstand tages til følge.

19      Det må derfor fastslås, at Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 1, 2 og 6, og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/60 ved ikke at offentliggøre de endelige vandområdeplaner senest den 22. december 2009 og ved ikke at sende en kopi af disse planer til Kommissionen senest den 22. marts 2010.

 Sagens omkostninger

20      I medfør af procesreglementets artikel 138, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Danmark tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kongeriget Danmark har tabt sagen, bør det pålægges at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Ottende Afdeling):

1)      Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 1, 2 og 6, og artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Unionens vandpolitiske foranstaltninger ved ikke at offentliggøre de endelige vandområdeplaner senest den 22. december 2009 og ved ikke at sende en kopi af disse planer til Europa-Kommissionen senest den 22. marts 2010.

2)      Kongeriget Danmark betaler sagens omkostninger.

Underskrifter


* Processprog: dansk.