—

»Indėlių ir investicijų draudimas« VĮ ved A. Mažintienė, bistået af advokatai V. Drizga og A. Šekštelo

—

Vitoldas Guliavičius ved advokatai G. Subačiūtė og A. Milinis

—

bankas »Snoras« AB, under konkurs, ved advokatai K. Švirinas og I. Dargužas

—

den litauiske regering ved V. Kazlauskaitė-Švenčionienė og D. Kriaučiūnas, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved K.-P. Wojcik og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, nr. 1), artikel 3, stk. 1, og artikel 7, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger (EFT L 135, s. 5), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/14/EF af 11. marts 2009 (EUT L 68, s. 3, herefter »direktiv 94/19«), af punkt 12 i bilag I til direktiv 94/19 og af artikel 2, stk. 2, artikel 3 og artikel 4, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger (EFT L 84, s. 22).

2

Anmodningen er indgivet under sager anlagt af »Indėlių ir investicijų draudimas« VĮ (herefter »IID«) og Virgilijus Vidutis Nemaniūnas vedrørende gyldigheden af en kontrakt om erhvervelse af et indskudsbevis og flere kontrakter om tegning af obligationer.

3

Artikel 20, stk. 1, i Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (EFT L 372, s. 1) bestemmer følgende hvad angår passivpost 3 – Gæld stiftet ved udstedelse af værdipapirer:

»Denne post omfatter både obligationer og gældsforpligtelser, for hvilke der udstedes omsætningspapirer, f.eks. forretningsbankers indlånsbeviser og »bons de caisse« samt egne veksler og omsætningsgældsbreve.«

4

16. og 18. betragtning til direktiv 94/19 har følgende ordlyd:

»[...] den minimumsgaranti, der skal fastsættes i dette direktiv, [bør] ikke bevirke, at for stor en del af indskuddene er ubeskyttede af hensyn til både forbrugerbeskyttelsen og finanssystemets stabilitet [...].

[...]

[F]inder en medlemsstat, at visse kategorier af indskud eller af indskydere, der udtrykkeligt er nævnt på en liste, ikke har brug for særlig beskyttelse, bør den kunne udelukke dem fra indskudsgarantiordningerne.«

5

Dette direktivs artikel 1, nr. 1), har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]«

6

I direktivets artikel 3, stk. 1, hedder det:

»Hver medlemsstat sikrer, at der på dens område indføres en eller flere indskudsgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Undtagen under de omstændigheder, der er nævnt i andet afsnit samt i stk. 4, må intet kreditinstitut, der har fået tilladelse i den pågældende medlemsstat i henhold til artikel 3 i direktiv 77/780/EØF, tage imod indskud, medmindre det er medlem af en sådan ordning.

[...]«

7

Artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 94/19 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at en given indskyders samlede indskud er dækket op til mindst 50000 EUR, såfremt indskud bliver indisponible.

[...]

2.   Medlemsstaterne kan bestemme, at visse indskydere eller visse former for indskud udelukkes fra garantiordningen eller dækkes med et lavere beløb. En liste over disse udelukkelser findes i bilag I.«

8

Bilag I til direktivet, der har overskriften »Indskud, der kan udelukkes i henhold til artikel 7, stk. 2«, bestemmer i punkt 12:

»[o]bligationer udstedt af kreditinstituttet og forpligtelser, der skyldes egne veksler og omsætningsgældsbreve«.

9

Niende betragtning til 97/9/EF har følgende ordlyd:

»Definitionen af investeringsselskab dækker kreditinstitutter, som har tilladelse til at yde investeringsservice; sådanne kreditinstitutter skal også deltage i en investorgarantiordning for så vidt angår deres investeringsvirksomhed; det er dog ikke nødvendigt at kræve, at sådanne institutter skal være tilsluttet to forskellige ordninger, hvis en enkelt ordning opfylder kravene i dette direktiv og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF [...]; det kan imidlertid i forbindelse med investeringsselskaber, som er kreditinstitutter, i visse tilfælde være vanskeligt at sondre mellem indskud, der dækkes i henhold til direktiv 94/19/EF, og midler, der opbevares i forbindelse med investeringsvirksomhed; medlemsstaterne bør selv kunne afgøre, hvilket af de to direktiver sådanne krav henhører under.«

10

Artikel 1, nr. 3), i direktiv 97/9 bestemmer, at der i dette direktiv ved »instrumenter« forstås de instrumenter, der er opført i afsnit B i bilaget til Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer (EFT L 141, s. 27).

11

Artikel 1, nr. 4), i direktiv 97/9 definerer investor som »en person, der i forbindelse med investeringsvirksomhed har betroet midler eller instrumenter til et investeringsselskab«.

12

Dette direktivs artikel 2, stk. 2 og 3, bestemmer:

»2.   Garantiordningen dækker investorerne efter bestemmelserne i artikel 4, når:

idet den først indtrufne af de to begivenheder lægges til grund.

Der skal være dækning for krav, der skyldes et investeringsselskabs manglende evne til

i overensstemmelse med gældende love og aftaler.

3.   Ethvert krav af den i stk. 2 nævnte art på et kreditinstitut, der i en given medlemsstat måtte være omfattet af både nærværende direktiv og direktiv 94/19/EF, henføres af den pågældende medlemsstat til en ordning under det ene eller det andet direktiv, alt efter hvad den finder mest hensigtsmæssigt. Der kan ikke udbetales garantibeløb efter begge direktiver for det samme krav.«

13

Artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 97/9 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne påser, at ordningen dækker mindst 20000 [EUR] pr. investor i forbindelse med de i artikel 2, stk. 2, omhandlede krav.

Indtil den 31. december 1999 kan de medlemsstater, hvori dækningen på tidspunktet for dette direktivs vedtagelse er på under 20000 [EUR], opretholde denne lavere dækning, idet den dog ikke må være på under 15000 [EUR]. Denne mulighed står ligeledes åben for de medlemsstater, der er omfattet af overgangsbestemmelserne i artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 94/19/EF.

2.   Medlemsstaterne kan bestemme, at visse investorer udelukkes fra ordningens dækning eller dækkes med et lavere beløb. En liste over disse udelukkelser findes i bilag I.«

14

Bilag I, afsnit C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT L 145, s. 1), opregner en liste over de finansielle instrumenter, som er omhandlet af direktivet. I afsnittets punkt 2 medregnes pengemarkedsinstrumenter under begrebet finansielle instrumenter.

15

Artikel 4, stk. 1, nr. 19), i direktiv 2004/39 definerer pengemarkedsinstrumenter på følgende måde:

»»[p]engemarkedsinstrumenter«: de kategorier af instrumenter, der normalt omsættes på pengemarkedet, som f.eks. skatkammerbeviser, indlånsbeviser og commercial papers (virksomhedscertifikater), dog ikke betalingsinstrumenter«.

16

Artikel 2, stk. 3, i lov nr. IX-975 af 20. juni 2002 om indskudsgaranti og forpligtelser i forhold til investorerne (Žin., 2002, nr. 65-2635, herefter »lov om indskudsgaranti«), som gennemfører direktiv 94/19 og direktiv 97/9 i national ret i Republikken Litauen, bestemmer:

»»indskyder«: en fysisk eller juridisk person, der har indbetalt et indskud til en bank, en bankfilial eller en kooperativbank, med undtagelse af de personer, hvis indskud ikke er dækket af garantien i henhold til den nævnte lov. [...]«

17

Artikel 3, stk. 1, 2 og 4, i lov om indskudsgaranti har følgende ordlyd:

»1.   Indskudsgarantien omfatter indskydernes indskud i litas eller anden valuta: amerikanske dollars, euros og nationale valutaer (herefter »valutaer«) fra medlemsstater i Den Europæiske Union og medlemsstaterne i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde [...].

2.   Garantiordningen dækker forpligtelser over for investorerne og forpligtelsen til at tilbagelevere værdipapirerne til investorerne (uanset hvilken valuta de måtte lyde på), eller at tilbagebetale midlerne i litas eller i en valuta.

[...]

4.   Værdipapirer (indskudsbeviser), der er udstedt af selve kreditinstituttet, forpligtelser, der skyldes veksler accepteret af dette kreditinstitut, og omsætningsgældsbreve samt realkreditobligationer udstedt i henhold til litauisk lovgivning om realkreditobligationer og realkreditlån [...] er ikke omfattet af garantiordningen.«

18

Artikel 9, stk. 1, i lov om indskudsgaranti har følgende ordlyd:

»En indskyders ret til at opnå dækning i henhold til garantiordningen opstår på det tidspunkt, hvor den tabsgivende hændelse indtræder. En investors ret til at opnå dækning i henhold til garantiordningen opstår på det tidspunkt, hvor den tabsgivende hændelse indtræder, dog udelukkende i det tilfælde, hvor kreditinstituttet overfører eller anvender investorens værdipapirer og (eller) midler uden dennes tilladelse. Ved beregningen af den dækning, som skyldes som følge af forpligtelser over for investorerne, omfatter disse alene investorens værdipapirer og midler, som kreditinstituttet ikke er i stand til at tilbagelevere til investoren.«

19

Den 17. januar 2011 indgik Vitoldas Guliavičius en kontrakt med bankas »Snoras« AB (herefter »Snoras«) om erhvervelse af inflationsindekserede indskudsbeviser.

20

Den 9. marts, den 14. juli, den 26. september og den 6. oktober 2011 indgik Virgilijus Vidutis Nemaniūnas kontrakter med Snoras om tegning af obligationer.

21

Ved afgørelse fra den litauiske regering af 16. november 2011 blev Snoras aktiviteter suspenderet. Den 24. november 2011 indgav Litauens centralbank konkursbegæring mod Snoras.

22

Vitoldas Guliavičius og Virgilijus Vidutis Nemaniūnas har anlagt sager med påstand om annullation af de kontrakter, de havde indgået med Snoras, i det væsentlige med den begrundelse, at banken havde givet dem vildledende og ikke-fyldestgørende oplysninger dels vedrørende anvendelsen af garantien for de erhvervede instrumenter, dels om Snoras økonomiske situation.

23

Vilniaus apygardos teismas forkastede ved kendelse af 6. maj 2013 Vitoldas Guliavičius’ søgsmål. Ved kendelse af 29. juli 2012 gav Lietuvos apeliacinis teismas sidstnævnte medhold i appellen, ophævede kendelsen afsagt af retten i første instans og ophævede den kontrakt om erhvervelse af et indskudsbevis, som den pågældende havde indgået.

24

IID er et statsligt aktieselskab, der har til formål at sikre beskyttelsen af indskud og investeringer for investorerne i tilfælde af finansielle institutters insolvens. I sagen anlagt af Vitoldas Guliavičius har IDD med kassationsappellen for den forelæggende ret nedlagt påstand om, at den kendelse, som Lietuvos apeliacinis teismas afsagde den 29. juli 2013, ophæves.

25

Ved kendelse af 7. december 2012 forkastede Vilniaus apygardos teismas Virgilijus Vidutis Nemaniūnas’ søgsmål. Lietuvos apeliacinis teismas forkastede Virgilijus Vidutis Nemaniūnas’ appel og opretholdt kendelsen afsagt af retten i første instans. Sagsøgeren, Virgilijus Vidutis Nemaniūnas, har med kassationsappellen for den forelæggende ret nedlagt påstand om, at appelrettens kendelse ophæves.

26

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas er af den opfattelse, at de tvister, som er indbragt for den, skal løses med udgangspunkt i EU-lovgivningen vedrørende retsbeskyttelsen af Vitoldas Guliavičius og Virgilijus Vidutis Nemaniūnas, i deres egenskab af indskydere eller investorer.

27

Den forelæggende ret har i denne forbindelse for det første rejst spørgsmålet om, hvilken beskyttelse det af Vitoldas Guliavičius erhvervede indskudsbevis skal nyde godt af. Retten har således dels anført, at Republikken Litauen ved artikel 3, stk. 4, i lov om indskudsgaranti har valgt at gøre brug af den undtagelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, i direktiv 94/19 og punkt 12 i bilag I hertil ved således at udelukke værdipapirer – såsom det i hovedsagerne omhandlede indskudsbevis – fra garantien i dette direktiv. Retten har dels rejst spørgsmålet om, hvorvidt en sådan udelukkelse alene kan finde anvendelse i forhold til værdipapirer, der er udstedt af et kreditinstitut, som konkret har de egenskaber, der i det væsentlige kendetegner et finansielt instrument i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktiv 97/9 og direktiv 2004/39.

28

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas har for det andet rejst spørgsmålet om den korrekte gennemførelse af de omhandlede direktiver. Retten har således i det væsentlige bemærket, at EU-lovgiver i henhold til de henvisninger til direktiv 94/19, som findes i niende betragtning til og artikel 2, stk. 3, i direktiv 97/9 har indført en ordning, hvori indehaverne af instrumenter såsom de indskudsbeviser og obligationer, der er genstand for tvisterne i hovedsagerne, nødvendigvis skal være beskyttet af det ene eller det andet af disse to direktiver. Litauisk ret har derimod alene i artikel 3, stk. 4, i lov om indskudsgaranti fastsat en generel udelukkelse af alle værdipapirer, herunder følgelig indskudsbeviser og obligationer, fra garantiordningen, uden at fastsætte alternative beskyttelsesforanstaltninger. En sådan generel udelukkelse efterlader imidlertid indehaverne af værdipapirer som de i hovedsagerne omhandlede uden nogen beskyttelse.

29

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas har for det tredje rejst spørgsmål om, hvorvidt direktiv 97/9 er gennemført korrekt, for så vidt som artikel 9, stk. 1, i lov om indskudsgaranti fastsætter en yderligere betingelse i forhold til dette direktiv med henblik på at kunne drage fordel af den garanti, der er fastsat i bestemmelsen, nemlig at en investors ret til at opnå dækning i henhold til garantiordningen alene opstår i tilfælde af, at investeringsselskabet har overført eller anvendt investorens værdipapirer og/eller midler uden dennes tilladelse.

30

Under disse omstændigheder har Lietuvos Aukščiausiasis Teismas besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Ved Domstolens præsidents kendelse Indėlių ir investicijų draudimas og Nemaniūnas (C-671/13, EU:C:2014:225) blev den forelæggende rets anmodning om at undergive den præjudicielle forelæggelse en fremskyndet procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement afslået.

32

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 2, i direktiv 94/19 og punkt 12 i bilag I til dette direktiv skal fortolkes således, at medlemsstaterne, når de udelukker indskudsbeviser udstedt af et kreditinstitut fra den i dette direktiv fastsatte garanti, kan begrænse denne udelukkelse til alene at gælde beviser, der udviser samtlige de egenskaber, der kendetegner et finansielt instrument i henhold til direktiv 2004/39.

33

Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at hverken artikel 7, stk. 2, i direktiv 94/19 eller punkt 12 i bilag I hertil med henblik på udelukkelse af indskudsbeviser fra garantien fastsætter, at de omhandlede instrumenter skal udvise samtlige de egenskaber, der kendetegner et finansielt instrument i henhold til direktiv 2004/39.

34

Det skal imidlertid, henset til kravene i direktiv 94/19, bemærkes, at de instrumenter, som er omfattet af en udelukkelse, som medlemsstaterne har gjort brug af, skal være blandt dem, der falder inden for anvendelsesområdet for direktiv 94/19.

35

I henhold til artikel 1, nr. 1), i direktiv 94/19 omfatter definitionen på »indskud« i dette direktivs forstand dels alle »indestående beløb, der hidrører fra indlån eller fra mellemtransaktioner foretaget som led i almindelige bankforretninger«, dels alle »fordringer udstedt af kreditinstituttet i form af værdipapirer«.

36

Det fremgår således af denne bestemmelses ordlyd, at begrebet »indskud« med henblik på direktiv 94/19 ikke defineres med henvisning til de egenskaber, der kendetegner et finansielt instrument i henhold til direktiv 2004/39. Det fremgår på samme måde af den pågældende bestemmelse, at det, der karakteriserer den anden type indskud, er den omstændighed, at der er tale om værdipapirer, som kan overdrages, hvilket muliggør omsætning af den indeholdte fordring.

37

Sidstnævnte betragtning understøttes af vurderingen i Kommissionens forslag til direktiv 94/19 (KOM(92) 188 endelig, af 4.6.1992, EFT C 163, s. 6), som i artikel 1 udtrykkeligt henviser til »krav i form af omsætningspapirer«. Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at artikel 20 i direktiv 86/635, som forslag til direktiv 94/19 henviser til, præciserer, at gæld stiftet ved udstedelse af værdipapirer omfatter »både obligationer og gældsforpligtelser, for hvilke der udstedes omsætningspapirer, f.eks. forretningsbankers indlånsbeviser«.

38

Artikel 7, stk. 2, i direktiv 94/19, sammenholdt med punkt 12 i bilag I hertil, er således ikke til hinder for en national lovgivning som den i artikel 3, stk. 4, i lov om indskudsgaranti, som udelukker »værdipapirer (indskudsbeviser), der er udstedt af selve kreditinstituttet« fra garantiordningen, under forudsætning af, at sådanne værdipapirer er omsættelige.

39

Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om Vitoldas Guliavičius’ indskudsbevis i det forelæggende tilfælde udviser sådanne egenskaber.

40

Henset til ovenstående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 2, i direktiv 94/19 og punkt 12 i bilag I til dette direktiv skal fortolkes således, at medlemsstaterne kan udelukke indskudsbeviser udstedt af et kreditinstitut fra den i dette direktiv fastsatte garanti, hvis de har karakter af omsætningspapirer, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, uden at det er nødvendigt at sikre, at disse beviser udviser samtlige de egenskaber, der kendetegner et finansielt instrument i henhold til direktiv 2004/39.

41

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 94/19 og 97/9 skal fortolkes således, at det er muligt, at værdipapirer udstedt af et kreditinstitut, bl.a. indskudsbeviser og obligationer, ikke er dækket af nogen af garantiordningerne fastsat i disse direktiver.

42

Dette andet spørgsmål hviler på en antagelse om, at de i hovedsagerne omhandlede indskudsbeviser hører under udelukkelsen fra garantiordningen i direktiv 94/19, fastsat af den litauiske lovgiver på grundlag af punkt 12 i bilag I til dette direktiv. I dette tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om det er i overensstemmelse med EU-retten, at en national lovgivning, der som den litauiske lovgivning gennemfører direktiv 94/19 og 97/9 samlet, generelt udelukker sådanne beviser fra begge garantiordninger, fastsat ved disse to direktiver, og derved efterlader indehaverne af disse papirer uden den mindste beskyttelse.

43

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at henset til definitionerne af begreberne »indskud« og »instrument« i henholdsvis direktiv 94/19 og 97/9, kan samme værdipapir, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, på samme tid henhøre under begge disse begreber og følgelig under anvendelsesområdet for begge disse direktiver.

44

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at garantiordningerne i disse to direktiver opfylder forskellige betingelser bl.a. i forbindelse med udelukkelse. Mens artikel 7, stk. 2, i og bilag I til direktiv 94/19 således fastsætter udelukkelser på grundlag af enten indskyders art eller arten af indskud, fastsætter artikel 4, stk. 2, i direktiv 97/9 alene udelukkelser i forhold til arten af investor.

45

Under disse omstændigheder forholder det sig således, at mens EU-retten klart ikke er til hinder for, at en medlemsstat vælger at gennemføre direktiv 94/19 og direktiv 97/9 ved én og samme retsakt, er det imidlertid nødvendigt, at den ordning, som indføres ved denne retsakt, opfylder kravene i begge direktiver, hvilket er understreget i niende betragtning til direktiv 97/9.

46

Når den nationale lovgiver, således som det er tilfældet i hovedsagerne, gør brug af muligheden i punkt 12 i bilag I til direktiv 94/19 for at udelukke den omhandlede form for værdipapir fra anvendelsesområdet fra den i direktivet fastsatte garantiordning, kan den omstændighed, at denne lovgiver har gennemført det pågældende direktiv og direktiv 97/9 i én og samme retsakt, følgelig ikke medføre, at denne form for værdipapir ligeledes er udelukket fra beskyttelsesordningen, fastsat i direktiv 97/9, ud over de betingelser, som er fastsat i dette direktivs artikel 4, stk. 2.

47

Henset til ovenstående bemærkninger skal det andet spørgsmål besvares med, at direktiv 94/19 og direktiv 97/9 skal fortolkes således, at når værdipapirer fra et kreditinstitut på samme tid kan henhøre under såvel begrebet »indskud« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 94/19, som begrebet »instrument« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 97/9, men den nationale lovgiver har gjort brug af muligheden i punkt 12 i bilag I til direktiv 94/19 for at udelukke disse værdipapirer fra den i sidstnævnte direktiv fastsatte beskyttelsesordning, kan en sådan udelukkelse ikke medføre, at de pågældende værdipapirer ligeledes er udelukket fra beskyttelsesordningen fastsat ved direktiv 97/9 ud over de betingelser, som er fastsat i dette direktivs artikel 4, stk. 2.

48

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 97/9 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, som lader muligheden for at være omfattet af den i direktivet fastsatte garantiordning være afhængig af, om det pågældende kreditinstitut har overført eller anvendt de omhandlede midler eller værdipapirer uden investorens samtykke.

49

Hvad angår betingelsen i artikel 9, stk. 1, i lov om indskudsgaranti fremgår det af undersøgelsen af direktiv 97/9, at med henblik på at kunne drage fordel af den heri fastsatte garanti skal investorernes værdipapirer opfylde de betingelser, der er fastsat i direktivets artikel 2, stk. 2. Endvidere fastsætter bilag I til dette direktiv en liste over investorer, som i henhold til samme direktivs artikel 4, stk. 2, kan blive udelukket fra ordningens dækning eller blive dækket med et lavere beløb.

50

Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at indehaverne af obligationer, der er udstedt af et kreditinstitut, alene kan drage fordel af den garanti, der er fastsat ved direktiv 97/9, hvis betingelsen om manglende samtykke i artikel 9, stk. 1, i lov om indskudsgaranti er opfyldt.

51

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en sådan betingelse ingenlunde kræves i henhold til direktiv 97/9 for at investorerne kan være omfattet af beskyttelsesordningen fastsat heri. Det forholder sig i øvrigt således, at investorer, som er i besiddelse af sådanne instrumenter, såsom Virgilijus Vidutis Nemaniūnas i en af de i hovedsagerne omhandlede tvister, ikke er nævnt blandt dem, der i henhold til bilag I til direktiv 97/9 kan udelukkes fra denne ordning.

52

Henset til det ovenstående skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 97/9 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning såsom den i hovedsagerne omhandlede, som lader muligheden for at være omfattet af den i direktivet fastsatte garantiordning være afhængig af, om det pågældende kreditinstitut har overført eller anvendt de omhandlede midler eller værdipapirer uden investorens samtykke.

53

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 94/19 og 97/9 skal fortolkes således, at retten skal undlade at anvende en national lovgivning, som ulovligt udelukker indehavere af visse værdipapirer fra de garantiordninger, som er fastsat ved disse direktiver, særligt derved at den pågældende lovgivning lader muligheden for at være omfattet af investorgarantiordningen være afhængig af, om det pågældende kreditinstitut har overført eller anvendt de omhandlede midler eller værdipapirer uden investorens samtykke.

54

For så vidt som udelukkelsen fra garantien fastsat ved direktiv 94/19 lovligt er gennemført af den litauiske lovgiver for så vidt angår omsættelige indskudsbeviser, således som det er fastslået i denne doms præmis 40, skal det tredje spørgsmål forstås således, at det alene vedrører direktiv 97/9.

55

Som det fremgår af denne doms præmis 52, skal en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, som lader muligheden for at være omfattet af den i direktivet fastsatte garantiordning være afhængig af, om det pågældende kreditinstitut har overført eller anvendt de omhandlede midler eller værdipapirer uden investorens samtykke, betragtes som uforenelig med artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 97/9.

56

Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at den nationale ret er forpligtet til ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formål med henblik på at opnå det med direktivet tilsigtede resultat og således handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF (dom Marleasing, C-106/89, EU:C:1990:395, præmis 8).

57

I tilfælde af, at en sådan fortolkning ikke er mulig, skal det fremhæves, at borgerne i alle tilfælde, hvor bestemmelserne i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved de nationale retter kan påberåbe sig disse bestemmelser over for staten, enten når denne ikke rettidigt har gennemført direktivet i national ret, eller når den ikke har gennemført det korrekt (dom Dominguez, C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 33).

58

I det foreliggende tilfælde er direktiv 97/9, for så vidt som det vedrører afgrænsning af de tilfælde, der er beskyttet, i sig selv tilstrækkelig klar, præcis og ubetinget til at kunne påberåbes direkte af borgerne, således som generaladvokaten har anført i punkt 86 i forslaget til afgørelse.

59

Det skal endvidere bemærkes, at et organ, som – uanset sin retlige organisationsform – ved en af staten udstedt retsakt har fået til opgave at yde offentlig servicevirksomhed under statens tilsyn, og som med henblik herpå har særlige beføjelser ud over dem, der følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne, hører til de organer, over for hvilke der kan støttes ret på de bestemmelser i et direktiv, der kan have direkte virkning (dom Dominguez, C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 39). Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om IID, som ubestridt har til opgave at sikre beskyttelsen af indskud og investeringer for investorerne i tilfælde af finansinstitutternes insolvens, opfylder disse betingelser.

60

Hvis dette er tilfældet, opfylder direktiv 97/9, for så vidt som det vedrører afgrænsning af de tilfælde, der er beskyttet, de betingelser, som kræves for at have direkte virkning, hvorfor den forelæggende ret skal afvise enhver national bestemmelse, som er i strid hermed, og følgelig ikke anvende betingelsen om anvendelse af midlerne uden investorens samtykke ved afgørelsen af rammen for de investeringer, der henhører under beskyttelsesordningen fastsat i dette direktiv.

61

Følgelig skal det tredje spørgsmål besvares med, at direktiv 97/9 skal fortolkes således, at den forelæggende ret, for så vidt som den er af den opfattelse, at dette direktiv i tvisterne i hovedsagerne er påberåbt over for et organ, som opfylder betingelserne for, at der over for det kan støttes ret på bestemmelserne i det pågældende direktiv, har pligt til at undlade at anvende en national bestemmelse såsom den i hovedsagerne omhandlede, som lader muligheden for at være omfattet af den i direktivet fastsatte garantiordning være afhængig af, om det pågældende kreditinstitut har overført eller anvendt de omhandlede midler eller værdipapirer uden investorens samtykke.

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: