|
26.1.2013 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 26/35 |
Sag anlagt den 19. november 2012 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-525/12)
2013/C 26/67
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved E. Manhaeve og G. Wilms, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Sagsøgerens påstande
|
— |
Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (»vandrammedirektivet«) (1), og navnlig i henhold til dette direktivs artikel 2, nr. 38), og artikel 9, idet den har udelukket bestemte tjenesteydelser fra anvendelsen af fortolkningen af begrebet »forsyningspligtydelser«. |
|
— |
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen er af den opfattelse, at forsyningspligtydelser også omfatter indvinding, opmagasinering, oplagring og behandling af samt forsyning med overfladevand eller grundvand med henblik på el-produktion fra vandkraftressourcer, sejlads og beskyttelse mod oversvømmelse. Desuden henhører privatforbrug også under forsyningspligtydelser.
Sagsøgtes anvendelse af begrebet »forsyningspligtydelse« er i strid med vandrammedirektivets artikel 9. Sagsøgte udelukker forsyningspligtydelser, såsom opmagasinering, der foretages med henblik på el-produktion fra vandkraftressourcer, sejlads og beskyttelse mod oversvømmelse, fra forsyningspligtydelsernes anvendelsesområde som omhandlet i direktivet. En sådan snæver fortolkning er ikke i overensstemmelse med vandrammedirektivet, underminerer vandrammedirektivets artikel 9’s funktion og bringer opfyldelsen af direktivets formål i fare.
Det er korrekt, at medlemsstaterne råder over en vis skønsmargin til på grundlag af vandrammedirektivets artikel 9 at udelukke forsyningspligtydelser fra omkostningsdækningen. De kan således tage hensyn til omkostningsdækningens sociale, økologiske og økonomiske følger samt til de geografiske og klimatiske forhold. Desuden kan en medlemsstat i henhold til vandrammedirektivets artikel 9, stk. 4, beslutte ikke at anvende bestemmelserne i vandrammedirektivets artikel 9, stk. 1, andet punktum, for så vidt angår prissætningspolitikken og dækningen af omkostninger ved forsyningspligtydelser. Det er en forudsætning herfor, at der er tale om en eksisterende praksis i medlemsstaten, og at dette ikke anfægter sigtet med og opfyldelsen af dette direktivs mål.
Den af sagsøgte fastsatte fuldstændige udelukkelse af forsyningspligtydelser i vidt omfang går imidlertid langt ud over denne skønsmargin.
(1) EFT L 327, s. 1.