12.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 220/11


Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2009 — Laszlo Hadadi (Hadady) mod Csilla Marta Mesko, gift Hadadi (Hadady) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra cour de cassation — Frankrig)

(Sag C-168/08) (1)

(Retligt samarbejde i civile sager - forordning (EF) nr. 2201/2003 - kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar - artikel 64 - overgangsbestemmelser - anvendelse på en afgørelse truffet i en medlemsstat, der har tiltrådt Den Europæiske Union i 2004 - artikel 3, stk. 1 - kompetence i skilsmissesager - relevante tilknytningsmomenter - sædvanligt opholdssted - statsborgerskab - ægtefæller bosiddende i Frankrig og begge indehavere af fransk og ungarsk statsborgerskab)

2009/C 220/17

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Laszlo Hadadi (Hadady)

Sagsøgt: Csilla Marta Mesko, gift Hadadi (Hadady)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — cour de cassation — fortolkning af artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000 af 29. maj 2000 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn (EFT L 160, s. 19) og artikel 3 og 64 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, s. 1) — betingelser for anerkendelse af en skilsmissedom — relevante tilknytningsmomenter: parternes bopæl eller statsborgerskab

Konklusion

1)

Når retten i anerkendelsesmedlemsstaten i medfør af artikel 64, stk. 4, i forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal tage stilling til, om den ret i en anden medlemsstat, der har truffet retsafgørelsen, har haft kompetence hertil i medfør af samme forordnings artikel 3, stk. 1, litra b), er denne sidstnævnte bestemmelse til hinder for, at retten i anerkendelsesmedlemsstaten anser ægtefæller, der begge har statsborgerskab både i denne stat og i den stat, hvor retsafgørelsen er truffet, for udelukkende at være statsborgere i anerkendelsesmedlemsstaten. Tværtimod bør denne ret tage i betragtning, at ægtefællerne ligeledes har statsborgerskab i den medlemsstat, hvor retsafgørelsen er truffet, og følgelig, at retterne i denne sidstnævnte stat har kunnet være kompetente til at behandle sagen.

2)

Når begge ægtefæller har statsborgerskab i de samme to medlemsstater, ville det stride mod artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2201/2003, hvis kompetencen ved retterne i én af disse medlemsstater blev afvist med den begrundelse, at sagsøgeren ikke har anden tilknytning til denne stat. Tværtimod er retterne i de medlemsstater, hvor ægtefællerne har statsborgerskab, kompetente i medfør af denne bestemmelse, således at disse kan vælge en ret i den medlemsstat, de ønsker, som det værneting, for hvilket sagen herefter indbringes.


(1)  EUT C 158 af 21.6.2008.