18.4.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 90/5


Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 19. februar 2009 — Athesia Druck Srl mod Ministero delle Finanze og Agenzia delle Entrate (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien)

(Sag C-1/08) (1)

(Sjette momsdirektiv - artikel 9, stk. 2, litra e) - artikel 9, stk. 3, litra b) - trettende momsdirektiv - artikel 2 - leveringsstedet - reklamevirksomhed - tilbagebetaling af moms - skatterepræsentant)

2009/C 90/08

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Athesia Druck Srl

Sagsøgte: Ministero delle Finanze og Agenzia delle Entrate

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Corte suprema di cassazione — fortolkning af art. 9, stk. 2, litra e), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) — reklameydelser — bestemmelse af leveringsstedet — tjenesteydelsen præsteret af en virksomhed, som har hjemsted på Fællesskabets område, til en virksomhed, som er etableret i et tredjeland, men som har en skatterepræsentant på en medlemsstats område

Konklusion

Når tjenestemodtageren i forbindelse med reklamevirksomhed er etableret uden for Det Europæiske Fællesskabs område, er leveringsstedet ifølge artikel 9, stk. 2, litra e), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som ændret ved Rådets tiende direktiv 84/386/EØF af 31. juli 1984, i princippet denne tjenestemodtagers hjemsted. Medlemsstaterne kan dog anvende beføjelsen i henhold til artikel 9, stk. 3, litra b), i sjette direktiv 77/388, med senere ændringer, og under fravigelse af dette princip fastsætte leveringsstedet for de pågældende tjenesteydelser til at være beliggende inden for den pågældende medlemsstat.

Såfremt beføjelsen i henhold til artikel 9, stk. 3, litra b), i sjette direktiv 77/388, med senere ændringer, anvendes, anses en reklameydelse, der udføres af en tjenesteyder, som er etableret i Det Europæiske Fællesskab, til en tjenestemodtager, som befinder sig i et tredjeland, uanset om tjenestemodtageren er den endelige eller en mellemliggende tjenestemodtager, for at være udført i Det Europæiske Fællesskab, forudsat at den faktiske benyttelse eller udnyttelse i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 9, stk. 3, litra b), i sjette direktiv 77/388, med senere ændringer, finder sted inden for den pågældende medlemsstat. Dette er tilfældet hvad angår reklamevirksomhed, når de reklamer, som tjenesteydelsen vedrører, udsendes fra den pågældende medlemsstat.

Der kan ikke ifølge artikel 9, stk. 3, litra b), i sjette direktiv 77/388, med senere ændringer, opkræves afgifter af reklameydelser, som en tjenesteyder, der er etableret uden for Det Europæiske Fællesskab, udfører for sine egne kunder, selv om denne tjenesteyder er mellemliggende tjenestemodtager for en foregående tjenesteydelse, da udførelsen heraf ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktivets artikel 9, stk. 2, litra e), og generelt for direktivets artikel 9 som helhed, hvortil direktivet artikel 9, stk. 3, litra b), udtrykkeligt henviser.

Den omstændighed, at der kan opkræves afgift af en tjenesteydelse i henhold til artikel 9, stk. 3, litra b), i sjette direktiv 77/388, med senere ændringer, er ikke til hinder for, at en afgiftspligtig kan kræve merværdiafgiften tilbagebetalt, når han opfylder betingelserne i artikel 2 i Rådets trettende direktiv 86/560/EØF af 17. november 1986 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Foranstaltninger til tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret på Fællesskabets område.

Den omstændighed, at der er udpeget en skatterepræsentant, har i sig selv ingen betydning for, om der kan opkræves afgift af tjenesteydelser, som modtages eller udføres af den repræsenterede person.


(1)  EUT C 64 af 8.3.2008.