|
20.6.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 141/14 |
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 2. april 2009 — i sagen anlagt af A (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus — Finland)
(Sag C-523/07) (1)
(Samarbejde om civilretlige spørgsmål - kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar - forordning (EF) nr. 2201/2003 - materielt anvendelsesområde - begrebet »civilretlige« spørgsmål - afgørelse om fjernelse og anbringelse af børn uden for hjemmet - et barns sædvanlige opholdssted - sikrende retsmidler - kompetence)
2009/C 141/22
Processprog: finsk
Den forelæggende ret
Korkein hallinto-oikeus
Parter i hovedsagen
Sagsøger: A
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Korkein hallinto-oikeus — fortolkning af artikel 1, stk. 2, litra d), artikel 8, stk. 1, artikel 13, stk. 1, og artikel 20, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EFT L 388, s. 1) — fuldbyrdelse af en enkelt afgørelse vedrørende umiddelbar fjernelse af børn og anbringelse af disse uden for hjemmet vedtaget inden for rammerne af offentligretlige foranstaltninger med hensyn til børnebeskyttelse — situationen for et barn, der har fast bopæl i en medlemsstat, men som opholder sig i en anden medlemsstat uden fast bolig
Konklusion
|
1) |
Artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at en afgørelse, som anordner umiddelbar fjernelse og anbringelse af et barn uden for hjemmet, henhører under begrebet »civilretlige« spørgsmål i denne bestemmelses forstand, når afgørelsen er truffet på grundlag af offentligretlige regler om beskyttelse af børn. |
|
2) |
Begrebet »sædvanligt opholdssted« i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at det svarer til det sted, som afspejler en vis familiemæssig og social tilknytning for barnet. Herved skal der bl.a. tages hensyn til opholdets varighed og lovlighed samt til vilkårene og baggrunden for opholdet på en medlemsstats område og for familiens flytning hertil, til barnets statsborgerskab, stedet og vilkårene for barnets skolegang, dets sprogkundskaber samt barnets familiemæssige og sociale relationer i nævnte stat. Det tilkommer den forelæggende ret at fastlægge barnets sædvanlige opholdssted ud fra en helhedsvurdering af de særlige faktiske omstændigheder i den konkrete sag. |
|
3) |
En national ret kan anvende et sikrende retsmiddel, som f.eks. fjernelse af børn, i henhold til artikel 20 i forordning nr. 2201/2003, hvis følgende betingelser er opfyldt:
Iværksættelsen af det nævnte retsmiddel samt vurderingen af dets bindende karakter sker i henhold til national ret. Efter iværksættelsen af det sikrende retsmiddel er den nationale ret ikke forpligtet til at henvise sagen til den kompetente ret i en anden medlemsstat. Hvis hensynet til beskyttelse af barnets tarv kræver det, skal den nationale ret, som har iværksat foreløbige eller sikrende retsmidler, dog underrette den kompetente ret i en anden medlemsstat herom, enten direkte eller gennem den centralmyndighed, som er udpeget i medfør af artikel 53 i forordning nr. 2201/2003. |
|
4) |
Hvis en ret i en medlemsstat ikke har nogen kompetence, skal den på embeds vegne erklære sig inkompetent uden at være forpligtet til henvise sagen til en anden ret. Hvis hensynet til beskyttelse af barnets tarv kræver det, skal den nationale ret, som på embeds vegne erklærer sig inkompetent, dog underrette den kompetente ret i en anden medlemsstat herom, enten direkte eller gennem den centralmyndighed, som er udpeget i medfør af artikel 53 i forordning nr. 2201/2003. |