MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Rio+20: mod en grøn økonomi og bedre styring /* KOM/2011/0363 endelig */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG
REGIONSUDVALGET Rio+20: mod en grøn økonomi og bedre styring
1.
Rio+20: en mulighed, som verden ikke har råd til at tabe
I juni 2012 vil alles opmærksomhed være rettet
mod Rio de Janeiro, hvor stats- og regeringscheferne tyve år efter det første
verdensmiljøtopmøde vil deltage i FN's anden konference om bæredygtig udvikling[1] (UNSCD eller "Rio+20"). Rio+20
kommer til at bygge videre på tidligere globale topmøder: De Forenede Nationers
konference om det menneskelige miljø i Stockholm (1972), De Forenede Nationers
konference om miljø og udvikling ("verdensmiljøtopmødet") i Rio de
Janeiro (1992) og verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg (2002).
Topmødet er også en opfølgning på De Forenede Nationers millenniumtopmøde i
2000 og fastsættelsen af årtusindeudviklingsmålene (Millennium Development
Goals – MDG). Rio+20 er en enestående mulighed for i vores
indbyrdes afhængige verden at nå frem til et fornyet politisk engagement for
bæredygtig udvikling. På topmødet vil man vurdere de fremskridt, der er opnået,
og se på mangler i gennemførelsen og nye udfordringer. Det kommer til at ske
inden for rammerne af to indbyrdes forbundne temaer: "en grøn økonomi
inden for rammerne af bæredygtig udvikling og fattigdomsudryddelse" og
"den institutionelle ramme for bæredygtig udvikling". Rio+20 kan blive indledningen på en
fremskyndet og dybtgående verdensomspændende overgang til en grøn økonomi – en
økonomi, der genererer vækst og skaber arbejdspladser og udrydder fattigdom,
ved at man investerer i og bevarer de naturressourcer, som er en forudsætning
for planetens overlevelse på lang sigt. Det kan
også blive indledningen på den nødvendige reform af de internationale
styringsformer for bæredygtig udvikling. Kommissionen er fast besluttet på at yde sit
til, at Rio+20 bliver en succes. Denne meddelelse er tænkt som et grundlag for
yderligere dialog med EU-institutioner, civilsamfundet, erhvervsliv og lande i
hele verden, og indeholder Kommissionens indledende synspunkter om de konkrete
resultater, som Rio+20 kan føre til. Den bygger på EU's forskellige
politikområder, som vedrører bæredygtig udvikling og Europa 2020-strategien, og
i meddelelsen tages også hensyn til den offentlige høring, som indledtes i
februar 2011[2].
2.
Status siden 1992: mangler i gennemførelsen og nye udfordringer
2.1.
Bæredygtig udvikling på internationalt plan
I de seneste årtier har man kunnet se
aftegningerne af en række positive globale udviklingstendenser. Det ses
tydeligst i forhold til indkomstudviklingen, hvor mellem 2000 og 2005 mere end
120 mio. mennesker nåede op over "en dollar om dagen"-grænsen.
Adgangen til uddannelse, sundhedsvæsen og vand er også blevet forbedret. De Forenede Nationers rammekonvention om
klimaændringer (UNFCCC) og konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD),
som blev søsat i Rio i 1992, har vist, hvad der er muligt gennem
verdensomspændende handling. Klimaforhandlingerne i Cancún i 2010 bragte
fremskridt mod en ny måde at styre klimaændringerne på globalt set og mod målet
om at holde den af klimaændringerne fremkaldte temperaturstigning på under
2 °C. Ligeledes blev der gjort betydelige fremskridt på topmødet om
biologisk mangfoldighed Nagoya i 2010. Der foreligger nu også væsentlig flere
videnskabelige oplysninger, og offentligheden er mere bevidst om
miljøspørgsmål, især klimaforandringen, og inddragelsen af civilsamfundet i den
globale politiske beslutningsproces har ikke mindst takket være forbedret
internetkommunikation været voksende. I de sidste tyve år er en række
udviklingslande nu blevet vigtige økonomiske og politiske aktører. Som følge
heraf ses konturerne af en ny balance mellem magt og indflydelse, og det
indebærer nye roller, som også kommer til at kræve accept af nye
ansvarsområder. Trods den positive udviklingstendens er der
imidlertid store mangler i gennemførelsen, og der er udfordringer, som kommer
til at være en del af Rio+20-agendaen. Omkring 1,4 mia. mennesker lever
stadig i ekstrem fattigdom (en stor del af dem i Afrika syd for Sahara og
Sydasien), og en sjettedel af verdens befolkning lider af underernæring. Mange
af årtusindeudviklingsmålene (MDG) er langt fra at være opfyldt. Hvad angår
f.eks. MDG-målet for sanitære forhold, er det kun halvdelen af befolkningen i
udviklingslandene, som har fået adgang til forbedret sanitet. Fremskridt
med hensyn til MDG-målene er geografisk set meget ulige fordelt, og nogle
regioner halter bagefter andre. Ikke ét eneste MDG-mål er opnået i udsatte
stater. Arbejdet med at løse disse problemer har været besværliggjort af den
nylige økonomiske krise og stigende fødevarepriser, som har øget antallet af
mennesker, der lever i fattigdom. Mange miljøproblemer er endnu ikke blevet løst
og er i stedet blevet endnu mere påtrængende. Den stigende efterspørgsel efter
ressourcer (som f.eks. landområder, vand, skove, økosystemer) har ført til
tiltagende udtømning og forringelse af disse ressourcer, og biodiversitetstabet
og afskovningen fortsætter med alarmerende hast. Knaphed på råstofressourcer og
adgang til disse ressourcer bliver også i stadig stigende grad et spørgsmål af
global betydning. De globale drivhusgasemissioner, som drives af stigende
efterspørgsel efter fossile brændstoffer, fortsætter med at stige. Desuden kan
indvirkningerne af klimaændringerne (f.eks. ændrede nedbørsmønstre og stigende
vandstand) føre til, at de eksisterende miljøproblemer mangedobles yderligere.
Udtømning og forurening af vandressourcer og havmiljøet udgør et stigende og
alvorligt problem, og i 2025 vil en tredjedel af verdens befolkning kunne være
ramt af vandknaphed. Ørkendannelse og jordforringelse har konsekvenser for en
række udviklingslande, hvis økonomier i stort omfang beror på landbrug og
selvforsyningslandbrug. Eksponering for farlige stoffer (f.eks. pesticider og
farligt affald) udgør trods fremskridt i gennemførelsen af internationale
konventioner stadig et problem i udviklingslande og vækstøkonomier. Mange af
disse miljøproblemer forekommer ikke isoleret, men er indbyrdes forbundne og
hænger tæt sammen. Den fremtidige økonomiske vækst vil
sandsynligvis ske hurtigst i vækstøkonomierne og vil, såfremt den forvaltes
rigtigt, kunne være med til at hjælpe mennesker ud af fattigdom. Alligevel vil
bevarelsen af det nuværende forbrugs- og produktionsmønstre i mange lande
verden over føre til højere forbrug af naturressourcer og fremskynde
ødelæggelsen af miljøet og forværre klimaændringerne. Miljøbelastningerne og
-indvirkningerne vil blive forværret på grund af befolkningsvæksten (den forventes
at stige til mindst 9 mia. i 2050), urbanisering og sociale ændringer
(f.eks. stigningen i "middelklassebefolkningen" i vækstøkonomierne
med yderligere 1,2 mia. mennesker).
2.2.
Bæredygtig udvikling i EU
I det forgangne tiår er bæredygtig udvikling
blevet fremmet gennem en række forskellige EU-politikker. For eksempel har EU i
forbindelse med EU's emissionshandelsordning vedtaget bindende klimamål og
gennemført en række retsakter vedrørende biodiversitet, affaldshåndtering og
vand- og luftkvalitet. Det har ført til fremkomst af en miljøindustri i EU, som
i øjeblikket tegner sig for over 2,5 % af EU's BNP og giver arbejdspladser
til mere end 3,4 mio. beskæftigede. I 2001 vedtog EU en EU-strategi for
bæredygtig udvikling, som blev fornyet i 2006. Siden den seneste rapport om EU's strategi for
bæredygtig udvikling fra 2009 er der gjort fremskridt i retning af
virkeliggørelsen af bæredygtighed på forskellige måder, herunder i form af
bæredygtighedsindikatorer og Det Europæiske Miljøagenturs rapport om miljøets
tilstand. Disse publikationer viser, at til trods for at der er sket
fremskridt, er der fortsat mange udfordringer, især når det gælder om at gøre
væksten mere bæredygtig. En vigtig politisk udvikling var vedtagelsen
af Europa 2020-strategien i 2010. Dens sigte er at forvandle EU til en
vidensbaseret, ressourceeffektiv økonomi med et lavt kulstofforbrug og være et
bæredygtigt svar på de udfordringer, som EU står over for frem til 2050.
Strategien går ud på at integrere og forstærke bæredygtighedens rolle i udformningen
af politikker ved at fastsætte gensidigt forstærkende prioriteter for intelligent,
bæredygtig og inklusiv vækst, som ligger til grund for de fem overordnede
mål og syv flagskibsinitiativer (se bilag). Mange af disse flagskibsinitiativer har direkte
relevans for denne meddelelse. F.eks. tager flagskibsinitiativet vedrørende
ressourceeffektivitet sigte på at adskille ressourceforbruget fra økonomisk
vækst og bebuder en række nye foranstaltninger, herunder tiltag, som vedrører
råstoffer, energieffektivitet, biodiversitet og køreplaner for afkarbonisering
af økonomien, energiområdet og transportsektoren. Derudover slås der til lyd
for at fremskynde anvendelsen af markedsbaserede instrumenter, gradvis at afvikle
tilskud, der har negative miljøvirkninger, og at gøre skattesystemer
"grønnere". Fremskridt i forbedringen af
ressourceeffektivitet og de øvrige mål og flagskibsinitiativer vil blive
overvåget inden for rammerne af Europa 2020-strategien og "det europæiske
halvår". Derved samles bidrag fra forskellige rådssammensætninger,
medlemsstaternes nationale reformprogrammer, Kommissionens synspunkter og Det
Europæiske Råds konklusioner. Det vil resultere i en forbedret mekanisme til at
skabe større integration og politisk sammenhæng til gavn for miljøet og
bæredygtig udvikling. I vurderingen af de opnåede fremskridt i
gennemførelsen af EU's strategi for bæredygtig udvikling vil Kommissionen
gennem sit statistiske kontor Eurostat, Det Europæiske Miljøagentur og andre
fortsætte med at tilvejebringe statistisk information og indikatorer, der det
muligt at måle og rapportere om bæredygtighed, også inden for rammerne af
Europa 2020-strategien. Rio+20 kommer til at blive afgørende for
bæredygtig udvikling, både i EU og globalt. Resultaterne fra topmødet kommer
til at tjene som inspiration for EU's strategi og foranstaltninger for
bæredygtig udvikling og især føre til, at Europa-2020-strategien bliver et
effektivt redskab til at skabe resultater i forhold til bæredygtig udvikling.
3.
Mod en grøn økonomi og bedre styring
3.1.
At gøre overgangen mulig
Her tyve år efter Rio-topmødet står verden
stadig over for to store og indbyrdes forbundne udfordringer: at opfylde kravet
om et bedre liv for en verdensbefolkning, der forventes at stige med en
tredjedel frem til 2050, og at mindske miljøbelastningen, som, hvis det ikke
sker, vil undergrave verdens mulighed for at efterkomme disse krav. Svarene på disse udfordringer er ikke at
bremse væksten, men i stedet at fremme den rette form for vækst. Der er
tvingende grunde til grundlæggende at omtænke den konventionelle model for
økonomiske fremskridt: Kun at arbejde i yderkanterne af et økonomisk system,
som fremmer en ineffektiv anvendelse af naturkapital og ressourcer, er ikke
tilstrækkelig til at ændre den nuværende tilstand. Der er behov for en økonomi,
som sikrer vækst og udvikling og samtidig forbedrer menneskers velfærd, giver
anstændige arbejdsvilkår, mindsker uligheder, bekæmper fattigdom og beskytter
den naturkapital, som vi alle er afhængig af. En sådan "grøn" økonomi
er en effektiv måde til at fremme bæredygtig udvikling, udrydde fattigdom og
tackle nye udfordringer og bestående mangler i gennemførelsen. Overgangen til en grøn økonomi kræver, at de
vigtigste naturressourcer beskyttes, og at der investeres i disse ressourcer.
Dette er vigtigt for alle økonomier, men gælder i særdeleshed udviklingslande,
som har mulighed for at få deres økonomier til at vokse ved bæredygtig
udnyttelse af deres naturlige kapital. Det kræver også, at der anvendes
kulstoffattige og ressourceeffektive løsninger, og at indsatsen øges for at
fremme bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre. Alt dette forudsætter
tilvejebringelse af de rette retlige rammer, skabelse af tungtvejende
incitamenter for markeder og innovation, tilvejebringelse af finansielle midler
og fremme af iværksætterånd og større inddragelse af den private sektor. Der
skal også foretages en korrekt værdiansættelse af naturlig kapital og mere
generelt en genovervejelse af, hvordan vækst og fremskridt måles. I en grøn økonomi kan mange udfordringer
omsættes til økonomiske muligheder, ikke kun ved at vende den negative
miljøudvikling, men også ved at sætte gang i vækst og beskæftigelse. Således
har erfaringen vist, at markedsbaserede tilgange som f.eks. emissionshandel ud over
at være omkostningseffektive værktøjer til at håndtere miljøproblemer også er
en kilde til investeringer. En grøn økonomi rummer muligheder for alle lande
uanset udviklingsniveau og økonomisk struktur. Mens investeringer i overgangen
til en grøn økonomi i mange tilfælde kan føre til kortfristede
dobbeltgevinstløsninger, vil det i andre tilfælde være nødvendigt med et
mellemlangt perspektiv, hvor der vil skulle afsættes overgangsomkostninger og
gennemføres foranstaltninger, som er rettet mod fattige. Selvom der ikke findes
én model, som passer alle, er der fælles udfordringer og løsninger, og landene
vil kunne drage fordel af udveksling af erfaringer og bedre internationalt
samarbejde. Samtidig starter overgangen til en grøn
økonomi ikke helt forfra. Der er allerede en række strategier, som landene kan
bygge videre på, f.eks. strategier med henblik på klimaændringer,
biodiversitet, bæredygtig forbrug og produktion, forskning og innovation, som
alle kan bidrage til at muliggøre en grøn økonomi. Fremtidige nationale og
internationale strategier for en grøn økonomi kan bygge på disse strategier og
styrke dem, hvilket sker i Europa 2020-strategien og for nylig i køreplanen for
overgangen til en konkurrencedygtig kulstoffattig økonomi frem til 2050. Internationale organisationer herunder De
Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) og Organisationen for Økonomisk
Samarbejde og Udvikling (OECD) er i øjeblikket ved at udvikle strategier for
grøn økonomi og grøn vækst. Den Internationale Arbejdsorganisation er ved at
udvikle programmer for grønne, anstændige arbejdspladser. G8 og G20 engagerer
sig også i stadig stigende grad i en grøn økonomi. I Cancún blev parterne i De
Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) enige om, at alle
lande skal udarbejde kulstoffattige udviklingsstrategier, som er forenelige med
bæredygtig udvikling. Med ovennævnte initiativer for øje skal vi
arbejde med tre indbyrdes forbundne politiske dimensioner for at klare
overgangen til en grøn økonomi: (1) investeringer i bæredygtig forvaltning af
nøgleressourcer og naturkapital ("hvad") (2) fastlæggelse af de rette markeds- og
reguleringsbetingelser ("hvordan") (3) bedre styring og større inddragelse af den
private sektor ("hvem"). I næste afsnit vil disse tre dimensioner som
rammer for målrettede foranstaltninger blive analyseret mere indgående.
3.2.
Investering i bæredygtig forvaltning af vigtige
ressourcer og naturkapital
Ressourcer som vand, energi, land, skove samt
råstoffer udgør grundlaget for alle økonomier – og især den grønne økonomi.
Mange menneskers levebrød verden over er baseret på dem, især i
udviklingslande, hvor den manglende adgang til ressourcer af høj kvalitet og
utilstrækkelig viden om, hvordan disse ressourcer forvaltes på bæredygtig vis,
er vigtige underliggende årsager til fattigdom. Der findes mange klare
eksempler på, hvordan adgang til bæredygtigt forvaltede ressourcer kan løfte
mennesker ud af fattigdom. De ressourcer, der nævnes i det følgende, kan blive
de vigtigste vækstmarkeder for den grønne økonomi og understøtte fremtidig
økonomisk udvikling, skabelsen af arbejdspladser og udryddelsen af fattigdom i
især udviklingslande. Vand er en
af de mest værdifulde ressourcer, som ikke kun er en forudsætning for liv og
sundhed, men også for vækst inden for mange økonomiske sektorer som landbrug,
fremstillingsvirksomhed og energiproduktion. I indsatsen for at udrydde
fattigdom spiller bæredygtig forvaltning af vandressourcer en central rolle,
eftersom fattige menneskers liv er tæt forbundet med adgangen til vand og vands
mange anvendelsesformål og funktioner. Endvidere er vand af stor betydning for
regionale forbindelser, fred og sikkerhed. Der er ingen tvivl om, at der er
behov for styrkede foranstaltninger for at forbedre adgangen til vand,
vandkvalitet og vandeffektivitet. Adgangen til energitjenester er
en grundlæggende forudsætning for social og økonomisk udvikling. Adgang til
energi er også en afgørende faktor ved fattigdomsbekæmpelse. I
udviklingslandene har mere end 1,4 mia. mennesker ikke adgang til
elektricitet, og 2,7 mia. mennesker anvender traditionelt biomasse ved
madlavningen. I mange regioner i disse lande er der et enormt potentiale for vedvarende
energi, især i områder, hvor udvidelse af elektricitetsnettet ikke er
økonomisk rentabelt. Udvikling af vedvarende energi bør gå hånd i hånd med
foranstaltninger til at forbedre energieffektiviteten og mindske
afhængigheden af fossile brændstoffer. Marine ressourcer er en kilde til levnedsmidler og økonomisk velstand. Fiskerisektoren er
af central betydning for økonomisk udvikling og for millioner af menneskers
udkomme verden over, især i udviklingslandene. Oceaner og have er
en væsentlig bestanddel af jordens økosystem og spiller en vigtig rolle i
modvirkningen af klimaændringerne. Koralrev og mangroveskove er ikke kun kulstoflagre
og kilde til biodiversitet, men beskytter også kystområder mod oversvømmelse og
mindsker dermed faren for katastrofer. Havmiljøet er imidlertid truet fra flere
sider: udtømning af fiskebestande, tab af biodiversitet, affald i havet og
forurening f.eks. i form af forsuring. Mange problemer er grænseoverskridende
og skal behandles på internationalt plan. Landbrugets største udfordring er at kunne brødføde 9 mia. mennesker i 2050
uden yderligere forringelse og forurening af landarealer. Bæredygtig landanvendelse
og landbrug bliver en hjørnesten i den grønne økonomi. De nuværende
produktionsmetoder i landbruget tager over 70 % af verdens
ferskvandsressourcer og bidrager til over 13 % af drivhusgasemissionerne.
Bæredygtig landbrug kan på især små bedrifter føre til en betydelig
udbytteforøgelse. Til trods for at der findes mange bæredygtige
landforvaltningsmetoder, investeres der ikke i disse i tilstrækkelig omfang.
Jordforringelsen er direkte koblet til landbruget og har direkte konsekvenser
for omkring 1,5 mia. mennesker, herunder 42 % af verdens fattigste.
Forringelsen af jorden er et globalt tema, som ikke kun vedrører tørre og
halvtørre regioner, og kræver en løsning på globalt plan. Gode styringsformer
er nødvendige for at løse disse problemer gennem respekt for jordrettigheder og
ejendomsret, selv fra lokalsamfunds og indfødtes side. Alle disse aspekter skal
behandles for at kunne sikre en bæredygtig fødevareforsyning. Skove udgør livsgrundlaget for millioner
af mennesker, hvoraf mange lever i troperne og tilhører samfundets fattige
grupper. Skove er endvidere en væsentlig bestanddel af jordens økosystem
og har funktioner som jordbeskyttelse, vand og biodiversitet. Den globale
afskovningshastighed er stadigvæk alarmerende høj og har betydelig indvirkning
på den globale klimaændring og biodiversitet. Emissioner fra rydning af tropisk
skov og beskadigelse af skov- og tørveflader tegner sig skønsmæssigt for
15 % af de globale CO2-emissioner. Skovene vil få voksende
betydning i den grønne økonomi som f.eks. kilde til nye råstoffer som bioplast
og i strategier for vedvarende energi. I denne sammenhæng er bevarelse og
bæredygtig forvaltning af skove afgørende. Bæredygtig landanvendelse, landbrug, skove,
vand og oceanerne er baseret på økosystemer og biodiversitet, som
er bestemmende for miljøets langsigtede modstandsdygtighed og sundhed. Der er
en voksende erkendelse af de fordele, som økosystemet skaffer virksomheder og
samfundet generelt[3], og
hvilket potentiale investering i naturkapital rummer for den grønne økonomi. Affald kan være en værdifuld ressource, som,
hvis den ikke forvaltes rigtigt, kan udgøre en miljø- og sundhedsrisiko. God affaldshåndtering
minimerer miljøpåvirkningerne, som f.eks. drivhusgasemissionerne,
fremmer en effektiv udnyttelse af ressourcer og er en ny kilde til
materialegenbrug. Det økonomiske potentiale i affaldshåndtering tager til i
mange regioner i verden og skaber vigtige virksomheds- og
beskæftigelsesmuligheder. Det er af afgørende at sikre, at der er tale om
anstændigt arbejde, især hvad angår arbejdsbetingelser. I takt med at
udviklingslandene oplever økonomisk vækst, stiger også kravet om bedre
affaldshåndtering og økonomiske muligheder. Farligt affald og kemikalier er
også et område, der kalder på særlig bevågenhed på nationalt og globalt plan. Overgangen til en global grøn økonomi kommer
til at kræve forbedrede globale foranstaltninger, der bygger på disse områder,
og Rio+20 bør være en platform for at opnå dette.
3.3.
Skabelse af de rette markedsvilkår og regler
Der bør indføres en række markedsvilkår og
regler for at muliggøre vækst inden for ovennævnte områder. Disse vilkår er
ikke kun vigtige for at fremme miljømål, men også for at sikre forudsigelighed
og fælles spilleregler for virksomhederne. De giver også et stabilt grundlag
for investeringer og fremme af miljøinnovation gennem nye teknologier og nye
arbejdsmåder. Reguleringsinstrumenter kommer til at spille en vigtig rolle både nationalt og internationalt i
en grøn økonomi. Reguleringsinstrumenter bør kombineres med markedsbaserede
instrumenter (som f.eks. skatter, omsættelige tilladelser og
miljøstøtte), som er fleksible og omkostningseffektive redskaber, der kan
bidrage til at opnå en kombination af økonomiske, sociale og miljømæssige mål.
Skattereformer, der flytter skattebyrder fra arbejdskraft til miljøpåvirkninger
og energi, kan indebære fordele for både beskæftigelsen og miljøet på én og
samme tid. Lofts- og handelsordninger (cap and trade) som f.eks. EU's
emissionshandelsordning har vist sig at være virkningsfulde
markedsinstrumenter. Andre virkningsfulde ordninger omfatter skatteincitamenter
for smv'er, vandafgifter, miljøafgifter og afregningstariffer. Betaling for
økosystemtjenester anvendes allerede i nogle lande og afspejles i de
igangværende forhandlinger om reduktion af emissionerne fra skovrydning og
skovforringelse (REDD). Miljøskadelige støtteordninger er en stor hindring for en grønnere økonomi. De er med til at fastholde
ikke-bæredygtig praksis og leder finansielle midler væk fra nødvendige grønne investeringer.
Der er nu ved at blive truffet foranstaltninger til at afskaffe dem. I 2009
forpligtede G20 sig til at rationalisere og afvikle støtte til ineffektive
fossile brændstoffer, som opmuntrer til unødvendigt forbrug. Denne forpligtelse
vil blive behandlet igen i 2011. I 2010 forpligtede parterne i
biodiversitetskonventionen sig til senest i 2020 at fjerne, afvikle eller
reformere støtteordninger, der er skadelig for biodiversiteten. For at gøre overgangen til en global grøn
økonomi mulig skal der mobiliseres omfattende finansielle ressourcer.
Det kommer til at kræve foranstaltninger fra alle lande, internationale
organisationer og banker. Det Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) skønner,
at der i tidsrummet frem til 2050 vil være behov for årlige investeringer i
størrelsen 2 % af det globale BNP. Det vil kræve et paradigmeskift i
finansieringstilgangen, så landene får mulighed for at gøre brug af innovative
offentlige og private løsninger. Det vil ikke være tilstrækkeligt kun at
forlade sig på offentlige midler - de offentlige finansieringsmidler vil skulle
stimulere og være løftestang for endnu flere private investeringer. Der skal
tilvejebringes incitamenter, der tilskynder til private grønne investeringer,
og muligheder for at lede aktiekapital, forsikrings- og pensionsfonde i retning
af bæredygtig udvikling kan blive anvendt i endnu større omfang. Samtidig vil
både den nationale offentlige sektor og den internationale offentlige
finansiering have en vigtig opgave med at fastlægge betingelserne for at
mindske risikoen for private investeringer og at sikre redelige og retfærdige
investeringsløsninger. Yderligere er adgangen til finansieringsmidler og
risikokapital i kombination med et gunstigt reguleringsmiljø vigtig for fremme
af miljøinnovation, miljøteknologi og grønne smv'er. Uden de nødvendige færdigheder og den
nødvendige knowhow kan overgangen til en grøn økonomi ikke lade sig
gøre. Det skal samtidig sikres, at nye arbejdspladser bliver
anstændige jobs, som omfatter garantier med hensyn til arbejdsrettigheder,
social beskyttelse og social dialog. Den økonomiske politik bør ledsages af en arbejdsmarkedspolitik
for at udruste arbejdstagere med nye færdigheder og skabe nye
beskæftigelsesmuligheder. Af de skønsmæssigt 211 mio. arbejdsløse i verden
i 2009 var næsten 40 % mellem 15 og 24 år, og der må træffes en række
foranstaltninger for at tilbyde beskæftigelsesmuligheder for unge. Dertil
kommer, at mange af de hindringer, der står i vejen for overgangen til en grøn
økonomi og en mere bæredygtig fremtid, kun kan fjernes gennem bedre samarbejde
inden for videnskab og forskning. Bæredygtige udbuds- og efterspørgselsmønstre
på internationalt plan kan støttes ved at styrke gensidig understøttelse
af handel og bæredygtig udvikling. Det kræver, at der
opretholdes et åbent, ikke-diskriminerende multilateralt handelssystem, og at
det sikres, at intet land hindres i at træffe foranstaltninger til fremme af
bæredygtig udvikling, såfremt disse foranstaltninger ikke udgør vilkårlig eller
uberettiget diskrimination eller en skjult international handelshindring.
Gensidig støtte kan også fremmes ved at sænke eller fjerne told- og andre
barrierer for miljøprodukter, -teknologier og -tjenester og for miljøvenlige produkter
eller fairtrade-produkter. I takt med at bæredygtighedssikringsordninger og
bedste praksis vedrørende virksomheders sociale ansvar tager til, kan
udviklingen af internationale retningslinjer og standarder,
godkendelsessystemer og -kendetegn medføre økonomiske, miljømæssige og sociale
fordele. Internationale foranstaltninger til bekæmpelse af illegal handel med
miljømæssigt udsatte varer (som f.eks. vilde dyr og planter, farlige stoffer og
naturlige ressourcer) skal skærpes. Det er de frivillige partnerskabsaftaler,
som EU forhandler inden for rammerne for initiativet retshåndhævelse, god
forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT), et glimrende
eksempel på. Optagelsen af bæredygtighedsbestemmelser i multilaterale og
bilaterale handelsaftaler bør også fremmes. Til sikring og måling af fremskridt kræves
sammenlignelige målemetoder og indikatorer. Flere organisationer, herunder
OECD, har arbejdet på at udarbejde forskellige former for indikatorer, som kan
give et billede af miljøets og naturkapitalens tilstand og velvære og
livskvalitet. Disse indikatorer bør anvendes sideløbende med
bruttonationalproduktet (BNP). Imidlertid er kun nogle af disse hidtil blevet
anvendt i stort omfang til at videregive politiske behov som f.eks. CO2-intensitet
og indeks over menneskelig udvikling (Human Development Index). Inden for
rammerne af Agenda 21 er regeringerne allerede blevet anmodet om at udvikle
indikatorer for bæredygtig udvikling og miljøregnskaber. Der er imidlertid kun
sket langsomme og ujævne fremskridt. Rio+20 bør fremme gennemskuelighed i den
nationale rapportering og nå til enighed om anvendelse af miljøregnskaber og
robuste indikatorer på nationalt og globalt plan for at måle fremskridt i
bredere forstand som supplement til BNP.
3.4.
Bedre styring og større inddragelse af den private
sektor
Styrings-strukturer spiller en afgørende rolle
i forhold til at opnå bæredygtig udvikling, gøre økonomien grønnere og udrydde
fattigdom. Der er dog udbredt enighed om, at det er nødvendigt med en
gennemgribende reform af de nuværende styrings-strukturer. Denne reform skal
foregå inden for fire områder. Der er behov for at forstærke og integrere styringsformer
for bæredygtig udvikling inden for rammerne af FN-systemet, bl.a. ved
at øge sammenhængen og den politiske integrering mellem de aktiviteter, som
foregår inden for de tre søjler (den økonomiske, den sociale og den miljømæssige).
I FN pågår der i øjeblikket en række bestræbelser, bl.a. forbedring af
koordineringsmekanismer mellem agenturerne eller som led i "Delivering as
One"-initiativet, som skal føre til sammenhæng i FN-systemet inden for
udvikling, humanitær bistand og miljø. Også overordnede temaer såsom
klimaændringer bør integreres bedre. Sådanne processer bør styrkes. Det er
vigtigt at forbedre internationale styringsformer for bæredygtig udvikling, men
der skal også fokuseres på de tilsvarende regionale, nationale og lokale
strukturer. Sammenlignet med globale økonomiske strukturer
er den internationale miljøstyring svag. Det har sin forklaring i
institutionel opsplitning, manglende ansvarlighed for gennemførelse af
vedtagende politikker, fraværet af en markant og autoritativ stemme i de
globale styringsformer samt utilstrækkelige menneskelige og finansielle
ressourcer. Endvidere er vækstøkonomiernes rolle og ansvarsområder ikke
tilstrækkelig defineret. I de sidste ti år er der blevet gjort forsøg på at
forbedre den internationale miljøstyring – senest inden for rammerne af den
rådgivende gruppe på højt plan under FN's handlingsplan for Middelhavsområdet
(UNEP) (Nairobi-Helsinki-processen) – men hidtil har det været vanskeligt at
opnå konkrete fremskridt. Internationale økonomiske og sociale
styringsformer er et emne, der behandles af en
række institutioner. De internationale finansinstitutioner (såsom
Verdensbankgruppen og Den Internationale Valutafond) og de regionale
udviklingsbanker (såsom Den Asiatiske Udviklingsbank, Den Interamerikanske
Udviklingsbank, Den Afrikanske Udviklingsbank, Den Europæiske Bank for
Genopbygning og Udvikling og Den Europæiske Investeringsbank) spiller en
central rolle i verdens økonomiske politik og aktiviteter.
Verdenshandelsorganisationen spiller en vigtig rolle i reguleringen af
verdenshandelen. Derudover spiller institutioner som Den Internationale
Arbejdsorganisation og andre FN-organer en rolle i udformningen af beskæftigelsespolitiske
og sociale spørgsmål. Alle disse organisationer vil skulle medvirke til at gøre
den globale økonomi grøn. I Agenda 21 og i gennemførelsesplanen fra
Johannesburg understreges, at ikke-statslige aktører (de såkaldte
"større grupper") spiller en vigtig rolle. Hertil hører de oprindelige
folk, kvinder, børn og unge, arbejdstagere, landbrugere, lokale regeringer, den
videnskabelige verden, virksomheder og industri og ngo'er. Deres rolle og deres
indflydelse har været begrænset og bør styrkes. Først og fremmest er det
vigtigt at styrke virksomhedernes inddragelse. Mange virksomheder
har allerede forpligtet sig på at gøre deres aktiviteter grønnere, som f.eks.
inden for fødevarer, drikkevarer og kemisk industri. Disse tiltag skal
videreudvikles gennem mere dynamiske offentlig-private partnerskaber og nye
virksomhedsnet og -forbindelser, ligesom der skal indføres
finansieringsordninger med henblik på at gøre virksomheder grønnere og sætte
fornyet skub i innovation.
4.
Forslag til retningslinjer for Rio+20
4.1.
En ramme for opnåelse af resultater
For at skabe ny fremdrift i bæredygtig
udvikling skal Rio+20 udarbejde fælles visioner for ændringer, som skal være
understøttet af en beslutningsramme for målrettet handling. Følgende
hovedelementer bør indgår i det overordnede resultat: 1. En bred politisk appel med en fælles,
ambitiøs vision og fælles mål. 2. En række specifikke foranstaltninger
på internationalt, regionalt og nationalt plan, som udformes som en
"køreplan for en grøn økonomi". 3. En "værktøjskasse" med
forskellige strategier og eksempler på god praksis, som kan anvendes for at opnå
de i fællesskab vedtagne mål. 4. En mekanisme for fremme og
overvågning af de generelle fremskridt. En køreplan for en grøn økonomi kan sikre et
fortsat engagement, når Rio+20-topmødet er forbi, og derved sikre, at de aftalte
visioner og mål systematisk vil blive fulgt. Man kan i køreplanen udarbejde en
række internationale, regionale og nationale foranstaltninger med delmål,
indikatorer og mål og mekanismer til at overvåge de overordnede fremskridt. En køreplan for en grøn økonomi kan hjælpe
alle lande med at fremskynde processen i retning af en grøn økonomi ved at
bygge videre på bestående initiativer og respektere nationale forskelle.
Fastlæggelsen af strategier for en grøn økonomi som led i landenes overordnede
økonomiske og udviklingsrelaterede politikker og planer vil være afgørende.
Disse strategier – som bør udformes nedefra og op – bør indeholde mål og
frister for foranstaltninger på nationalt og i givet fald på regionalt plan.
Foranstaltningerne bør bygge på løbende bestræbelser og kan indarbejdes i
nationale økonomiske og udviklingsrettede strategier og også forene
lavemissionsstrategier og planer for bæredygtig forbrug og produktion. Hvor det
er nødvendigt, kan donorlande og internationale organisationer under
iagttagelse af nationale udviklingsstrategier bistå hermed. Ved udformningen af
de specifikke tiltag kunne landene støtte sig til et katalog over bedste
metoder for politiske strategier. Men de enkelte landes indsats rækker
imidlertid ikke til at gøre den globale økonomi grønnere. Eftersom mange af
udfordringerne kræver globale og regionale løsninger, bør køreplanen for en
grøn økonomi også omfatte foranstaltninger på globalt og regionalt plan. Til overvågning af fremskridt i retning af en
grøn økonomi skal der indkredses og udvikles nøgleindikatorer og et globalt
anerkendt system for miljøregnskaber og sociale regnskaber til at supplere de
nuværende økonomiske regnskaber. Det skal bygge på igangværende initiativer som
det integrerede miljøøkonomiske regnskabssystem (SEEA), De Forenede Nationers
indeks for menneskelig udvikling (UNDP) og OECD's projekt "Måling af
samfundenes fremskridt". EU's planlagte lovgivningsramme for
miljøregnskaber kan også tjene som eksempel. Med udgangspunkt i de politiske dimensioner,
der beskrives i afsnit 3 ("hvad", "hvordan" og
"hvem"), indeholder følgende afsnit et første sæt specifikke
foranstaltninger, som kan indgå i køreplanen for en grøn økonomi.
4.2.
Tiltag for ressourcer, materialer og naturkapital
På
Rio+20 bør forpligtelsen til at fremme bæredygtig vandforvaltning fornys. Det
kan opnås ved at oprette internationale partnerskaber for vand.
De kan bygge videre på og udvide EU's vandinitiativ, som har bidraget
til en forbedret vandforvaltning og vandstyring, men bør lægge større vægt på
økonomiske aspekter og større inddragelse af virksomhederne. Forvaltningen af
internationale vandopløbslande skal også have større opmærksomhed, især inden
for rammerne af grænseoverskridende flodkommissioner. Der kan også indledes partnerskaber for at forbedre
adgangen til energi og energiforsyningssikkerheden og fremme vedvarende
energi og energieffektivitet. De kan bygge videre på eksisterende
foranstaltninger såsom EU-Afrika-partnerskabet (AEEP), EU's regionale
investeringsfaciliteter, EU-trustfonden for infrastrukturer i Afrika,
energifaciliteten for AVS-landene og Verdensfonden for Energieffektivitet og
Vedvarende Energi (GEEREF), som med deres erfaringer kan mobilisere private
investeringer for sådanne partnerskaber. For at sikre en bedre beskyttelse af havmiljøet
og oceanerne bør de stater, som endnu ikke har ratificeret FN's
havretskonvention (UNCLOS), opfordres til at gøre det. For beskyttelsen og
bevarelsen af områder uden for national jurisdiktion ("åbent hav og
dybhavets bund") bør der iværksættes nye initiativer, f.eks. i form af en gennemførelsesaftale
inden for rammerne af UNCLOS. For at bevare biodiversiteten i disse områder bør
der gennem en aftale indføres beskyttede havområder, som har flere funktioner,
og sikre adgangen til genetiske og andre ressourcer og en redelig og retfærdig
fordeling af gevinster fra deres udnyttelse. Aftalen bør også indeholde
overvågnings- og håndhævelsesmekanismer. Særlig opmærksomhed bør rettes mod
udarbejdelse af et globalt handlingsprogram til bekæmpelse af affald i havet og
forurening. Der bør gennemføres foranstaltninger til
fremme af bæredygtigt landbrug, landanvendelse og
fødevareforsyningssikkerhed. Det bør omfatte en styrkelse af de bestående
initiativer for bæredygtigt landbrug, som bygger på multilaterale tiltag
(f.eks. FAO), regionale tiltag (f.eks. økologisk landbrug) og
virksomhedsinitiativer. Derudover kan der indføres internationale
partnerskaber for fødevarer for at gøre fødevareforbruget og
-produktionen mere bæredygtig. Eftersom landbruget afhænger af jordkvaliteten,
bør indsatsen øges for at forbedre jordkvaliteten og bekæmpe ørkendannelse. Det
kan omfatte indførelse af en global økonomisk vurdering af omkostninger og
fordele ved at forbedre jordkvaliteten. Det kan også omfatte initiativer, der
sætter fornyet skub i FAO-initiativet "Global Soil Partnership", og
gennemførelse af tjenester for global overvågning af landanvendelsen som led i
det globale jordobservationssystem af systemer (GEOSS). Partnerskaber med regeringer, civilsamfundet
og den private sektor kan også bidrage til at fremme bæredygtig
skovforvaltning og bekæmpe skovrydning. Sådanne partnerskaber kan bygge
videre på den succesrige strategi FLEGT (retshåndhævelse, god forvaltningspraksis
og handel på skovbrugsområdet) og på de første erfaringer inden for rammerne af
REDD+-aftalen (reduktion af CO2-udledning fra skovrydning og
skovnedbrydning). Tiden
er moden til en mere vidtrækkende og sammenhængende international ordning
vedrørende kemikalier og farlige stoffer, og Rio+20 kan indlede en
proces, der bygger på tidligere forpligtelser såsom den strategiske tilgang til
international kemikalieforvaltning (SAICM) og på erfaringer fra EU's tilgang
til kemikalieforvaltning. Denne ordning – eventuelt i form af en
rammekonvention – bør være indrettet efter det mål, der blev aftalt i
Johannesburg, som indebærer, at fra 2020 skal kemikalier anvendes og være
fremstillet således, at de ikke forårsager betydelige negative virkninger på
menneskers sundhed og miljøet. Ved ordningen skal tages hensyn til "Global
Chemicals Outlook", som De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) i
øjeblikket arbejder på, og til igangværende arbejde med finansieringsmuligheder
for at hjælpe udviklingslande med at imødegå de udfordringer, der følger af en
stadig mere globaliseret kemikalie- og affaldsindustri. Ordningen bør omfatte
kriterier for identificering af kemikalier og stoffer, der er problematiske, og
rammer for vurdering af stoffer. Løsningen på alle disse udfordringer kræver et
hidtil uset omfang af videnskabelig og teknologisk samarbejde på
globalt plan, og der bør igangsættes en mekanisme for forskningssamarbejde i
sociale forandringer af global betydning (f.eks. ressourceknaphed,
klimaændringer, oceaner).
4.3.
Tilvejebringelse af økonomiske instrumenter og
finansiering og investering i menneskelig kapital
Rio+20 bør opfordre lande, først og fremmest
industrialiserede lande og vækstlande, til at indføre nationale og regionale emissionshandelsordninger
for at sænke emissioner til lavest mulige omkostninger og som byggesten for et
kommende internationalt CO2-marked. Sådanne instrumenter vil også
kunne spille en vigtig rolle med hensyn til at skabe innovative
finansieringsmidler. Rio+20 bør desuden iværksætte en række
koordinerede foranstaltninger for at indkredse og afvikle miljøskadelige
støtteordninger ledsaget af mål og tidsfrister. G20-forpligtelsen til
at afvikle tilskud til fossile brændstoffer kan tjene som et specifikt
eksempel. For et sådant initiativ bør der fastsættes retningslinjer og
eksempler på god praksis, der viser, hvordan skadelige støtteordninger på
vellykket vis tidligere har kunnet afskaffes. For at kanalisere og mobilisere midler til en
grøn økonomi bør Rio+20 anbefale at konsolidere og styrke bestående
finansieringsstrategier og -faciliteter eller indføre nye
offentlig-private finansieringsordninger, hvor der er behov for det.
Udviklingsorganisationer (som De Forenede Nationers Udviklingsprogram (UNDP))
og internationale finansieringsinstitutioner (som Verdensbanken og andre
multilaterale udviklingsbanker, Den Europæiske Investeringsbank, den globale
miljøfacilitet (GEF) bør spille en førende rolle og forpligte sig til at
fastlægge finansieringsstrategier for en grøn økonomi, som kan føre til målbare
resultater. Private banker, forsikringsselskaber og pensionsfonde bør også
løfte deres del af opgaven. Disse finansieringsfaciliteter og -ordninger bør
især fokusere på at støtte de mindst udviklede lande og SMV'er. I udviklingslande vil offentlig udviklingsbistand fortsat være en
vigtig investeringskilde. EU vil fortsat arbejde for at hæve støtten til
0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) i 2015. I øjeblikket tegner EU sig
for omkring 58 % af den globale udviklingsbistand. Offentlig udviklingsbistand
vil fortsat være tilgængelig og kan bidrage til, at partnerlandes nationale og
regionale strategier for en grøn økonomi gennemføres inden for rammerne af
deres nationale udviklingsplaner. I denne sammenhæng kan programmer som f.eks.
EU SWITCH, som har fremmet bæredygtigt forbrug og produktionsfremgangsmåder i
Asien, indgå som et element i en global indsats for bæredygtigt forbrug og
produktion. Rio+20 bør fastsætte uddannelsesprogrammer
for grønne kvalifikationer inden for prioriterede områder som energi,
landbrug, bygge- og anlægsvirksomhed, forvaltning af naturressourcer, affald og
genindvinding. Eftersom overgangen til en grøn økonomi vil skabe nye
arbejdspladser og erstatte bestående arbejdspladser, vil det være nødvendigt
med omskoling af den eksisterende arbejdsstyrke. Det kan omfatte ordninger til
beskyttelse af arbejdstageres interesser, tilvejebringelse af social
beskyttelse og formalisering af uformelt arbejde, som f.eks. bygger på Den
Internationale Arbejdsorganisations arbejde med at sikre en social retfærdig
overgang. Det er også nødvendigt med uddannelsesprogrammer for unge. Disse
programmer bør gennem specifik uddannelse lette overgangen fra skole til
arbejde og opmuntre til, at nationale undervisningsplaner på sekundærtrinnet
omfatter grønne kvalifikationer.
4.4.
Bedre styring
Der skal bedre og mere virkningsfuld global
styring til for at fremskynde den globale indsats i retning af en grønnere og
mere bæredygtig økonomi og udrydde fattigdom. Det bør indebære muligheder for
alle aktører for at medvirke og yde et bidrag. Der er flere muligheder for at forbedre
miljøstyringen inden for rammerne af FN. En af mulighederne er at lade
FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC) spille en større rolle i forhold til
bæredygtig udvikling og tillægge hver enkelt søjle, den økonomiske, den sociale
og den miljømæssige, samme vægt. En alternativ tilgang kan være at gøre FN's
Kommission for Bæredygtig Udvikling (CSD) til et mere permanent organ med
udvidede ansvarsområder. Der bør gøres mere ihærdige bestræbelser på at sikre,
at alle relevante FN-organer lægger endnu større vægt på bæredygtig udvikling.
I nogle tilfælde kan forbedringer også opnås inden for rammerne af de nuværende
mandater. Ifølge anbefalingerne fra UNEP's
Nairobi-Helsinki-process, hvis sigte var at styrke den internationale
miljøstyring, bør UNEP selv styrkes. Det kan ske på forskellige
måder: i) styrkelse af UNEP inden for rammerne af dets nuværende mandat, ii)
styrkelse af UNEP gennem nye opgaver og ansvarsområder, iii) oprettelse af en
global multilateral miljøorganisation, f.eks. ved at omdanne UNEP til en
særorganisation under FN (som Den Internationale Arbejdsorganisation).
Sidstnævnte mulighed, som medfører vedtagelse af en retligt bindende traktat,
vil være den mest lovende løsning i forhold til at forbedre miljøstyringen og
være et fremskridt i retning af global bæredygtig udvikling. Samtidig står det
klart, at alle muligheder rummer fordele og ulemper, som vil skulle drøftes
mere indgående. Som led i forbedringen af den internationale miljøstyring
bør arbejdet med at strømline og forbedre systemet med multilaterale
miljøaftaler fremskyndes. Det vil uden at berøre autonomien i hver enkelt
multilateral miljøaftale være muligt at strømline deres forvaltning og mindske
omfanget af overlapninger. Derved skabes en bedre platform for mere
sammenhængende og målrettet politisk opsyn og styring, ligesom det er med til
at skabe gunstige forudsætninger for grøn vækst. FN bør gøre mere for at øge
kapacitetsopbygningen på miljøområdet. Det kan bl.a. ske
ved at forbedre ekspertisen på miljøområdet og bevidstgørelsen om grøn økonomi
i FN's landegrupper, så dette område indarbejdes i landeprogrammerne, udvide
omfanget af den ekspertviden, der er i FN/UNEP-regionalkontorer, og udvikle en
ramme i hele systemet for kapacitetsopbygning til gennemførelse af
multilaterale miljøaftaler. Endvidere bør kapaciteten til overvågning af det
globale miljø også udvides. Eftersom det er virksomhederne, der er
drivkraften for økonomien, bør Rio+20 styrke den private sektors
engagement. Virksomhederne og civilsamfundet bør tildeles
vigtige opgaver i de forskellige partnerskaber og ordninger, som
foreslås i denne meddelelse, f.eks. vedrørende vand, energi, fødevarer, skove
og finansiering.
5.
Det videre arbejde
Selvom der siden
topmødet i Rio de Janeiro i 1992 er sket fremskridt i retning af bæredygtig
udvikling på nogle områder, står vi stadig over for store globale miljømæssige,
økonomiske og sociale udfordringer. Denne meddelelse indeholder Kommissionens
foreløbige synspunkter som led i den forberedende proces op til Rio+20. Rio+20 er en vigtig lejlighed til at fremrykke
bæredygtig udvikling i hele verden, men konferencen må ikke kun indskrænke sig
hensigtserklæringer. Der skal konkrete foranstaltninger til for at sikre, at Rio+20
bliver en vigtig milepæl i overgangen til en grøn økonomi og bedre styring. EU
er åben for drøftelser med alle lande og aktører om, hvordan denne agenda skal
udformes i opløbet til Rio+20. Alle lande og aktører er nødt til at samarbejde
for at sikre, at resultaterne fra Rio+20 kan imødegå de globale udfordringer.
Sammen skal vi sikre, at der træffes konkrete, virkningsfulde foranstaltninger,
som kan føre til reelle og konkrete resultater i hele verden. Bilag Europa
2020-strategi: Mål og flagskibsinitiativ Overordnede mål (1) 75 % af befolkningen mellem 20-64 år skal
være i beskæftigelse. (2) 3 % af EU's BNP skal investeres i F&U. (3) "20/20/20"-målene på klima- og
energiområdet sigter mod, at drivhusgasemissionerne reduceres med 20 %, at
andelen af vedvarende energikilder udgør 20 % og at
energieffektivitetsforbedringen øges til 20 % (herunder en
emissionsreduktion på 30 %, hvis betingelserne er til stede). (4) Andelen af unge, der forlader skolen
tidligt, bør reduceres til under 10 %, og mindst 40 % af den unge generation
skal have en uddannelse på tertiært niveau. (5) Der skal være 20 millioner færre
mennesker, som risikerer et liv i fattigdom. Flagskibsinitiativer (1) "Innovation
i EU" for at skabe bedre rammer og
finansiering for forskning og innovation, så det sikres, at innovative idéer
kan omdannes til nye varer og tjenester, som skaber vækst og beskæftigelse (2) "Unge
på vej" for at gøre uddannelsessystemerne mere effektive og
gøre det nemmere for unge mennesker at komme ind på arbejdsmarkedet (3)"En digital dagsorden for
Europa" for at udbrede
højhastighedsinternet og udnytte fordelene ved et digitalt indre marked for
husholdninger og virksomheder (4) "Et ressourceeffektivt
Europa", der skal bidrage til at afkoble økonomisk
vækst fra ressourceforbruget, støtte overgangen til en lavemissionsøkonomi, øge
anvendelsen af vedvarende energikilder, modernisere vores transportsektor og
fremme energieffektivitet (5) "En industripolitik for en
globaliseret verden" for at forbedre
erhvervsklimaet, navnlig for smv, og støtte udviklingen af en stærk og
bæredygtig industribase, der kan konkurrere globalt (6) "En dagsorden for nye
kvalifikationer og nye job" for at
modernisere arbejdsmarkederne og sætte folk i stand til at udvikle deres
kvalifikationer hele livet igennem for at øge erhvervsfrekvensen og bedre
matche udbuddet af og efterspørgslen efter arbejdskraft, herunder gennem
arbejdskraftens mobilitet (7) "En europæisk platform mod
fattigdom" for at sikre social og geografisk
samhørighed, således at vækst og jobskabelse kommer så mange som muligt til
gode, og således at folk, der oplever fattigdom og social udelukkelse, får
mulighed for at leve i værdighed og tage aktiv del i samfundet. [1] www.uncsd2012.org. [2] http://ec.europa.eu/environment/consultations/un_2012.htm. [3] The Economics of Ecosystems and Biodiversity for
Business – "TEEB for Business".