22.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 376/102

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at FN-konferencen for bæredygtig udvikling i Rio 2012 skal sende et tydeligt signal til verdenssamfundet med konkrete forslag til overgangen til en økonomisk orden, som bygger på kvalitativ økonomisk vækst, der er med til at bekæmpe fattigdom og social ulighed og samtidig bevarer det naturlige eksistensgrundlag for de kommende generationer.

1.2

Udvalget bifalder Kommissionens meddelelse (1) som et vigtigt udgangspunkt for EU-institutionernes fælles analyse og position som led i forberedelse til Rio+20-konferencen. I den sammenhæng henviser udvalget til sit arbejde omkring flagskibsinitiativet om ressourceeffektivitet samt til lavemissionskøreplanen for 2050 (2). På den baggrund ønsker EØSU navnlig at fokusere på følgende hovedområder:

1.3

EØSU er overbevist om, at overgangen til en bæredygtig økonomi skal indarbejdes i en overordnet strategi for bæredygtig udvikling og udformes på en retfærdig måde. EØSU udtrykker tilfredshed med, at også Kommissionen nu forholder sig til den sociale dimension af den bæredygtige udvikling. EØSU opfordrer til, at der lægges større vægt på dette aspekt. De grundlæggende forudsætninger for dette er social samhørighed, retfærdighed, også med hensyn til ligheden mellem generationerne, en retfærdig omfordeling samt retfærdige løsninger på sociale problemer som stigende diskriminering, manglende adgang til forskellige ressourcer, fattigdom og arbejdsløshed.

1.4

Udvalget støtter ILO's politiske anbefalinger om grønne arbejdspladser og lægger især vægt på, at arbejdsmarkedets parter skal inddrages aktivt i omlægningen af arbejdsmiljøet. Desuden bakker EØSU helhjertet op om FN's initiativ vedrørende social mindstebeskyttelse (Social Protection Floor Initiative), der skal sikre, at alle får adgang til grundlæggende sociale rettigheder og sociale overførsler samt nødvendige varer og sociale tjenesteydelser.

1.5

Udvalget udtrykker tilfredshed med, at kommissærerne med ansvar for miljø og udvikling offentliggjorde Kommissionens meddelelse i fællesskab, eftersom dette var et klart signal om sammenhængen mellem miljø, bæredygtig udvikling og udviklingsbistand. Udvalget går ind for, at tanken om bæredygtig udvikling kommer til at udgøre grundlaget for en ny definition af EU's bistandspolitik, og at dette afspejles i fordelingen af støtten og selv i udformningen af lokale bistandsprojekter.

1.6

Udvalget fordømmer på det kraftigste, at en milliard mennesker verden over – især i udviklingslandene – sulter. Det er i direkte modstrid med gennemførelsen af det første millenniumsudviklingsmål. Udvalget er af den overbevisning, at sikringen af adgang til ressourcer, næring og energi skal være en af hovedprioriteterne på den globale dagsorden for bæredygtighed. Civilsamfundets aktive deltagelse i politikudformningen på lokalt og nationalt plan er en forudsætning for at opnå disse mål. I den sammenhæng bør man især i udviklingslandene også fremhæve kvindernes rolle.

1.7

Udvalget mener, at det er nødvendigt med politiske foranstaltninger, der gør brug af en bred vifte af politiske redskaber på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt plan for at gennemføre overgangen til en »grøn økonomi«, herunder navnlig foranstaltninger, der garanterer, at markedspriserne på realistisk vis afspejler de økologiske omkostninger, samt en grønnere finanspolitik, der lægger større vægt på beskatning af ressourceforbruget end af arbejdsfaktoren. Offentlige udgiftsprogrammer skal fokusere på at fremme investeringer i bæredygtige teknologier og projekter og afskaffe tilskud, der har negative følger for miljøet. I den sammenhæng skal der tages rimeligt hensyn til de sociale konsekvenser. Offentlige indkøb skal bruges til at støtte miljøvenlige produkter og tjenesteydelser. Der bør træffes foranstaltninger for at fremme, at den internationale handel og den bæredygtige udvikling støtter hinanden gensidigt.

1.8

Der bør fastlægges entydige parametre for at måle udviklingen hen imod mere bæredygtighed. Der skal udvikles metoder til at måle økonomiske fremskridt – uafhængigt af BNI – i forhold til forbedringen af den menneskelige velfærd og livskvalitet, under hensyntagen til at man bekæmper fattigdommen, skaber ordentlige arbejdsvilkår og bevarer det naturlige miljø. Med udgangspunkt i udtalelsen »Hinsides BNP – målemetoder for bæredygtig udvikling« (3) vil EØSU inden Rio+20-konferencen fremlægge sit synspunkt om, hvorledes civilsamfundet kan inddrages i udviklingen af disse indikatorer.

1.9

På denne baggrund bør Rio+20-konferencen munde ud i, at der vedtages et mandat til en »grøn økonomi«, der forfølges målrettet af FN. Dette mandat bør omfatte seks hovedpunkter:

1.10

Resultaterne af det arbejde, der udføres på grundlag af det førnævnte mandat, skal bruges i udarbejdelsen af handlingsplaner og strategier for overgangen til en grøn økonomi på nationalt niveau, dog under hensyntagen til de særlige nationale forhold.

1.11

Der er et presserende behov for bedre integration og forstærkning af forvaltningen på internationalt og FN-niveau, hvad angår områderne bæredygtig udvikling og miljø, for at verdenssamfundet kan tage de nødvendige første skridt hen imod en bæredygtig udvikling. Rio+20-konferencen skal bruges til at skabe stabile, institutionelle rammer på FN-niveau. UNEP bør styrkes og videreudvikles institutionelt. Udvalget mener desuden, at idéen om at oprette et Råd for Bæredygtig Udvikling, der er sammensat af FN-staternes politiske ledere og er placeret direkte under Generalforsamlingen, vil være egnet til at tackle de udfordringer, der opstår i forbindelse med de nødvendige skridt til at sikre en bæredygtig udvikling og indføre en grøn økonomi.

1.12

Man kan kun sikre en vellykket overgang til en bæredygtig økonomi, hvis civilsamfundet accepterer og støtter processen. Udvalget går derfor stærkt ind for, at man aktivt inddrager repræsentanter for det organiserede civilsamfund i forberedelsen og opfølgningen af Rio+20-konferencen, samt at man sikrer, at de vitterligt bliver hørt i forhandlingerne på konferencen og i gennemførelsen af resultaterne. Man bør gennemgå den hidtidige praksis for deltagelse med kritiske øjne for at se, om opgaven er blevet varetaget effektivt. Forud for Rio+20-konferencen støtter EØSU allerede aktivt denne proces ved at afholde konferencer, hvor civilsamfundet inddrages, samt gennem høringer med repræsentanter for civilsamfundet i Europa og andre regioner verden over.

1.13

Forvaltningen af den bæredygtige udvikling bør styrkes både på nationalt, regionalt og lokalt niveau og på virksomhedsledelsesniveau. Dette forudsætter, at civilsamfundets deltagelse i temaer og projekter, der er vigtige for en grønnere økonomi og en bæredygtig udvikling, er effektiv og sikres institutionelt. Det bør ske gennem demokratiske processer og ved at skabe strukturer for dialog. I forbindelse med debatten på Rio+20-topmødet bør Europa inddrage sine positive erfaringer med offentlig deltagelse i beslutningsprocesser, offentlig adgang til miljøoplysninger samt adgang til klage og domstolsprøvelse med udgangspunkt i den såkaldte Århus-konvention og kræve, at der oprettes lignende strukturer på internationalt niveau.

1.14

For at sikre, at interessen for langsigtet bæredygtighed øges, og bæredygtigheden gives et retligt grundlag, støtter EØSU World Future Council's initiativ til at oprette en »ombudsmand for de kommende generationer« på FN- og nationalt niveau.

1.15

EU og medlemsstaterne bør holde deres egen sti ren, når det gælder udfordringerne vedrørende bæredygtig udvikling og overgangen til en grønnere økonomi. EØSU mener, at EU's forhandlingsposition på Rio+20-konferencen vil blive styrket, hvis vi står ved vores historiske ansvar og opstiller ambitiøse mål for en bæredygtig udvikling for os selv. Det har EU allerede gjort på nogle områder. På andre punkter skal der dog gøres mere, og i nogle tilfælde er man endnu ikke begyndt. Udvalget opfordrer på det bestemteste Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet til fuldt ud at gennemføre alle målene for reduktion af drivhusgasemissionerne inden 2020 og efterprøve, om det mål for reduktion af drivhusgasemissioner, der er sat for 2020, burde forhøjes til 25 % for at kunne nå de fremtidige mål på en omkostningseffektiv måde og bane vejen for flere globale aftaler. Desuden bør medlemsstaterne hurtigt gennemføre alle nødvendige foranstaltninger for at nå målsætningen om at øge energieffektiviteten med 20 % inden 2020. Principielt bør de politiske konsekvenser af overgangen til en grønnere økonomi for mere bæredygtig udvikling afspejles i EU's definition af den nye finansielle ramme og i udformningen af de centrale politikker, herunder politikkerne for landbrug, samhørighed, handel og udvikling samt i den videre gennemførelse af Europa 2020-strategien. Efter Rio+20-konferencen bør EU revidere sin bæredygtighedsstrategi.

2.1

Den 24. december 2009 vedtog FN's Generalforsamling en resolution om, at der skal afholdes en FN-konference om bæredygtig udvikling (UNCSD) i 2012 i Rio de Janeiro.

2.2

I 2010 drøftede EØSU EU's strategi i forbindelse med denne vigtige begivenhed og afgav sin første udtalelse om temaet i september 2010 (4). Siden da er der blevet afholdt indledende møder i New York og andre steder, og Kommissionen har fremlagt en meddelelse (KOM(2011) 363 endelig) om mulige EU-retningslinjer for forhandlingerne på Rio+20-topmødet. Med udgangspunkt i en bred debat med repræsentanter for det organiserede civilsamfund videreudvikler EØSU sine synspunkter i denne udtalelse og opfordrer til, at der indarbejdes en række punkter som grundpiller i EU's forhandlingsstrategi for Rio+20-topmødet.

2.3

Ifølge Generalforsamlingens resolution vil denne konference have tre mål:

2.4

Den nuværende situation: Selv om der er sket fremskridt med hensyn til nogle aspekter af bæredygtig udvikling i de seneste 20 år, vokser problemerne inden for mange områder:

2.5

Nye og kommende udfordringer: Den voksende befolkning og de stigende forventninger til levestandarder og råstofforbrug giver knaphed på verdens reserver af fødevarer, energi og andre naturressourcer. Det fører til prisstigninger og alvorlige sociale og politiske problemer.

2.6

En af de største nye udfordringer, verden kommer til at stå over for i det kommende århundrede, vil være at opretholde eller opnå rimelig sikkerhed for fødevarer, energi og naturressourcer for alle, både nu og fremover, i en verden, hvor befolkningen vokser og naturressourcerne er begrænsede. Derfor er der brug for en kvalitativ økonomisk vækst, der er med til at bekæmpe fattigdom og social ulighed og samtidig bevarer det naturlige eksistensgrundlag for de kommende generationer. Topmødet i 2012 bør fokusere på at etablere internationale strukturer for at tage hånd om denne udfordring.

2.7

I de sidste tre år har regeringscheferne og finans- og økonomiministrene været travlt beskæftigede med den finansielle og økonomiske krise. Men disse presserende, akutte problemer må ikke aflede opmærksomheden fra de nye internationale realøkonomiske vanskeligheder samt det påtrængende behov for at gøre verdensøkonomien bæredygtigere, retfærdigere og grønnere. Overgangen er i sig selv en vigtig drivkraft for nye investeringer og nye job og bør derfor skabe mere retfærdighed, samhørighed, stabilitet og modstandsdygtighed. Den er en vigtig del af løsningen på de aktuelle økonomiske vanskeligheder.

2.8

Fornyet politisk opbakning: Rio 2012 er en enestående mulighed for at udarbejde en ramme for denne overgang samt for at skabe det nødvendige politiske engagement på højt niveau for at føre denne ændring ud i livet. Det er afgørende, at regeringslederne selv tager hånd om problemerne, deltager i konferencen og sørger for, at den bliver en succes. Eftersom omlægningen af den globale økonomi er det centrale spørgsmål på konferencen, skal også finans- og økonomiministrene deltage.

2.9

Civilsamfundets initiativer og deltagelse er en forudsætning for en bæredygtig udvikling. Civilsamfundet skal inddrages aktivt både i forberedelserne af topmødet og i opfølgningen og gennemførelsen af resultaterne. Der bør oprettes strukturer for dialog på nationalt og internationalt niveau for at fremme kommunikationen mellem aktørerne fra civilsamfundet, og mellem civilsamfundet og de politiske beslutningstagere, når det gælder spørgsmål, der vedrører en grønnere økonomi og en bæredygtig udvikling.

2.10

Ifølge Generalforsamlingens resolution vil dagsordenen omfatte følgende to temaområder:

2.11

På ét enkelt topmøde vil det ikke være muligt at opnå enighed om alt det, der skal udrettes verden over for at gøre den globale økonomi grønnere og fremme en bæredygtig udvikling mere effektivt. Derfor mener EØSU, at det vigtigste mål på konferencen bør være at skabe stabile institutionelle rammer i FN-regi for at gennemføre de beslutninger, der træffes på konferencen, varigt at fremme den bæredygtige udvikling globalt samt at gennemføre et handlingsprogram for en grønnere global økonomi i de kommende år.

3.1

På internationalt niveau har FN's Kommission for Bæredygtig Udvikling (CSD) de sidste 19 år haft ansvaret for at føre tilsyn med udviklingen inden for gennemførelsen af bæredygtig udvikling verden over. I sin nuværende udformning er CSD imidlertid ikke længere produktiv. FN's Kommission har foretaget gode problemanalyser, men ikke været i stand til at følge dem op med væsentlige foranstaltninger. Der er brug for en mere effektiv struktur i FN-regi for at tackle de store, globale problemer vedrørende bæredygtighed mere effektivt.

3.2

Blandt de forskellige muligheder for at styrke den institutionelle struktur inden for FN går EØSU ind for det nye koncept om et nyt Råd for Bæredygtig Udvikling, der rapporterer direkte til FN's Generalforsamling og integrerer og styrker det arbejde, der på nuværende tidspunkt udføres særskilt i FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC) og CSD.

3.3

Alle lande i verden bør være medlemmer af rådet og repræsenteres af deres politiske ledere. Det nye råd bør få til opgave at fremme den globale indsats vedrørende alle aspekter af bæredygtig udvikling, fremme overgangen til en grønnere økonomi og iværksætte foranstaltninger vedrørende nye og kommende spørgsmål, såsom fødevarer og energisikkerhed.

3.4

Det nye råd bør etablere tætte forbindelser til Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, som på deres side bør tildeles et nyt mandat til at fremme bæredygtig udvikling som deres nye centrale arbejdsopgave.

3.5

FN's Miljøprogram (UNEP) og FN's Udviklingsprogram (UNDP) bør styrkes, så de kan yde mere relevante bidrag til miljø- og udviklingsdimensionen af bæredygtig udvikling.

3.6

Forvaltning på nationalt niveau: Sideløbende med oprettelsen af effektive strukturer på FN-niveau skal de politiske ledere gribe den chance, topmødet giver for at give nyt liv til deres egne nationale mekanismer til fremme af bæredygtig udvikling.

3.7

De nationale strategier for bæredygtig udvikling skal revideres og fornyes og have bred støtte fra erhvervslivet og alle dele af civilsamfundet. Rådgivende organer, såsom rådene for bæredygtig udvikling, skal have passende ressourcer, så de i fuldt omfang kan bidrage med nytænkning og opretholde kravet om fremskridt.

3.8

Forvaltning på regionalt og lokalt niveau: Verden over finder man mange fine eksempler på, hvad de lokale og regionale myndigheder kan opnå. På dette topmøde bør man præsentere de bedste eksempler og opfordre de nationale regeringer til at tilskynde deres regionale og lokale regeringer til – og støtte dem i – at gøre endnu større fremskridt.

3.9

Erhvervslivets og arbejdsmarkedets parters betydning: Med udgangspunkt i eksempler på bedste praksis er tiden moden til at fremme god bæredygtig erhvervspraksis i videre udstrækning. Det kan gøres ved at skabe en rammekonvention om virksomheders ansvar for bæredygtighed og en rammekonvention om ansvarliggørelse, der bygger på ISO 26000-standarden. Forhandlingerne om dette bør sættes i gang på topmødet. Arbejdsmarkedets parter bør i vid udstrækning inddrages i processen.

3.10

Civilsamfundets rolle: Civilsamfundets aktive inddragelse i processen er en forudsætning for, at overgangen til en bæredygtig økonomi lykkes. Det forudsætter demokratiske processer samt oprettelsen af strukturer for dialog mellem civilsamfundet og de politiske beslutningstagere. Oplysninger om miljø, om udviklingen hen imod en grønnere økonomi og om andre aspekter af bæredygtig udvikling skal gøres tilgængelige for offentligheden i alle lande for at muliggøre en informeret offentlig debat om disse centrale spørgsmål. I Europa har konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet fra 1998 (Århus-konventionen) medvirket til at udvide og konsolidere offentlighedens ret til adgang til information, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse. På topmødet bør man tilskynde til at formulere lignende konventioner i alle regioner i verden. Det nye råd for bæredygtig udvikling bør bemyndiges til at forfølge dette mål inden for internationale rammer.

3.11

Ombudsmand for de kommende generationer: De kommende generationers behov er et grundlæggende aspekt af bæredygtig udvikling; men disse er imidlertid ikke repræsenteret i de relevante beslutningsprocesser. For at rette op på denne situation og sikre, at der i øget omfang og med den fornødne retlige autoritet tages hensyn til de langsigtede interesser, støtter EØSU initiativet fra World Future Council (5) til at oprette en ombudsmand for de kommende generationer på FN- og nationalt niveau.

4.1

På nuværende tidspunkt tager den globale økonomi ikke sigte på bæredygtig udvikling. På miljøsiden ansporer den globale økonomi til overforbrug af naturressourcer, tillader forurening af miljøet og formår ikke at imødegå klimaændringerne. På den sociale side er den globale økonomi med til at skabe stor arbejdsløshed og fattigdom, udbredt sygdom og mangel på uddannelse.

4.2

En grønnere global økonomi indebærer en omlægning af den måde, den opererer på, så den giver mere bæredygtige resultater. Det er nødvendigt at tage andre økonomiske målsætninger op til fornyet revision, hvad angår deres bidrag til en bæredygtig udvikling. Alle instrumenter til økonomisk styring skal justeres på en sådan måde, at økonomien kommer ind på en mere bæredygtig kurs.

4.3

I den hidtidige økonomiske udvikling har økonomisk vækst været en vigtig forudsætning for at øge den generelle levestandard. Det skal også være et centralt mål fremover, især for udviklingslande, hvor der endnu ikke er skabt humane levevilkår for alle. Grøn økonomi sigter imod at adskille den økonomiske vækst fra de negative miljøpåvirkninger. Den skal være en del af en strategi for bæredygtig udvikling, som fokuserer på kvalitativ økonomisk vækst, er med til at bekæmpe fattigdom og social ulighed og samtidig bevarer det naturlige eksistensgrundlag for de kommende generationer. Omlægningen til en grønnere økonomi skal generelt tage hensyn til de grundlæggende principper som retfærdighed, samarbejde og fælles, men forskelligt ansvar.

4.4

Udvalget betragter det som positivt, at de internationale klimaforhandlinger nu også tager hensyn til den sociale dimension og aspektet anstændige arbejdsvilkår i omlægningen til en kulstoffattig økonomi; det er indarbejdet i den fælles vision for en langsigtet global indsats i Cancún-aftalen. Udvalget støtter ILO's politiske anbefalinger om grønne arbejdspladser og betoner især, at arbejdsmarkedets parter skal inddrages aktivt i omlægningen af arbejdsmiljøet.

4.5

At gøre økonomien grønnere er en enorm opgave, der skal udføres på mange forskellige områder:

4.6

Rio+20-konferencen bør skabe nyt politisk engagement for at fremme den bæredygtige udvikling og overgangen til en grønnere økonomi i hele verden. Konferencens deltagere bør vedtage en række principper for omlægningen til en grønnere økonomi. Desuden bør de give FN's ansvarlige organer mandat til at udvikle et handlingsfokuseret arbejdsprogram for de centrale spørgsmål med henblik på at fremme bæredygtig udvikling i hele verden.

4.7

Mandat til »grøn økonomi« for FN's organer: EØSU foreslår, at mandatet for det videre arbejde i FN's organer kommer til at omfatte følgende seks søjler:

4.8

EU og medlemsstaterne har samlet mangfoldige erfaringer med anvendelsen af politiske instrumenter til at fremme bæredygtighed. EU bør inddrage disse erfaringer på internationalt niveau.

4.9

At måle udviklingen hen imod en grønnere økonomi: Der skal fastlægges klare parametre for målingen af de fremskridt, der gøres for at opnå mere bæredygtighed. Der skal udvikles metoder til at måle økonomiske fremskridt i form af forbedring af den menneskelige velfærd og livskvalitet, samtidig med at man bekæmper fattigdommen, skaber ordentlige arbejdsvilkår og bevarer det naturlige miljø. Der skal især opnås enighed om metoderne til at måle, i hvilket omfang økonomiske aktiviteter belaster de forskellige kategorier af naturkapital i jorden, vandet og luften samt de forskellige økosystemer.

4.10

Topmødets deltagere bør fastlægge en tidsplan for etableringen af et system til måling af udviklingen hen imod en grønnere økonomi.

4.11

Allerede i udtalelsen »Hinsides BNP – målemetoder for bæredygtig udvikling« (6) gjorde EØSU sig overvejelser om grænserne for BNP, mulige rettelser og ændringer samt nødvendigheden af at udarbejde nye kriterier, som kan bruges til at fastlægge yderligere indikatorer for velfærd og (økonomisk, social og økologisk) bæredygtighed. EØSU agter inden Rio+20-konferencen at fremlægge sit synspunkt om, hvorledes civilsamfundet kan inddrages i udviklingen af disse indikatorer.

4.12

Reguleringsforanstaltninger: I EU er effektivitetsstandarderne for mange forskellige produkter og processer (navnlig energieffektivitetsstandarderne) gennem årene blevet hævet gennem en gradvis stramning af minimumsstandarderne. EU bør derfor foreslå en lignende mekanisme for at fremme denne proces internationalt. Det kan synes rimeligt at udvikle nye, internationale initiativer til kemikalieforvaltning samt til regulering af virkningerne af nye, endnu ikke færdigudviklede teknologier, såsom nanoteknologi.

4.13

Uddannelse til bæredygtighed og informationsudveksling: Nogle lande, regioner, byer, virksomheder osv. har allerede demonstreret, at overgangen til bæredygtighed kan give positive resultater.

4.14

I EU har man aktivt fremmet uddannelsen til bæredygtighed og formidlet information om god praksis og nye initiativer på bæredygtighedsområdet. Man bør drage nytte af disse erfaringer i forbindelse med den internationale debat om instrumenter til en grøn økonomi.

4.15

Finanspolitiske foranstaltninger: Topmødet bør give flere impulser til den nationale og internationale indsats for at gøre finanspolitikken grønnere ved at afskaffe forvrængende støtte og udforme skattepolitikken således, at beskæftigelse får bedre vilkår og miljøbelastning og forbrug af fossile brændstoffer og andre naturressourcer vanskeligere vilkår. Desuden er tiden inde til at søsætte et nyt initiativ med henblik på en internationalt vedtaget beskatning af finanstransaktioner, hvor indtægterne bruges til at investere i bæredygtig udvikling.

4.16

Investering i forskning og udvikling: FN's ansvarlige organer bør bemyndiges til at indkredse de områder inden for forskning i udvikling af teknologier og instrumenter for en grøn økonomi, der kan drage nytte af at samordne F&U-aktiviteter gennem internationalt samarbejde. Det er vigtigt, at nye, miljøvenlige teknologier hurtigt finder anvendelse i hele verden. FN's ansvarlige organer bør især indkredse hindringer for en hurtig overførsel af disse teknologier og udvikle metoder til at fjerne dem.

4.17

Offentlige indkøb kan fungere som et effektivt redskab til at få virksomheder til at tilbyde miljøvenligere produkter og tjenesteydelser. Europa har erfaring med anvendelsen af »grønne« offentlige indkøb under hensyntagen til principperne om fri handel inden for europæiske rammer. FN's ansvarlige organer bør især bemyndiges til at fremme god praksis på dette område internationalt.

4.18

Investeringsstrømme. En ny global aftale: Ifølge troværdige prognoser vil de samlede investeringer alene i energisektoren, der er nødvendige for at opnå en lavemissionsøkonomi, beløbe sig til flere billioner EUR i løbet af de næste 40 år. Andre aspekter af overgangen til bæredygtighed vil ligeledes absorbere store summer. FN's ansvarlige organer bør bemyndiges til at overvåge de vigtigste globale investeringsstrømme og undersøge, hvor der er behov for at øge eller tilpasse strømmene med henblik på at fremme overgangen til bæredygtighed.

4.19

Kapaciteten til at gennemføre overgangen til bæredygtighed varierer betydeligt i omfang fra land til land, når det gælder økonomiske, menneskelige og naturressourcer. En af de allervigtigste udfordringer for topmødet i 2012 vil være at give en global aftale mere substans og større rækkevidde for at mobilisere offentlige og private ressourcer til kapacitetsdannelse, teknologioverførsel og bæredygtige investeringsprogrammer og hjælpe de mindst udviklede lande og andre udviklingslande til at holde trit med overgangen til bæredygtighed på et retfærdigt grundlag. FN's ansvarlige organer bør overvåge udviklingen med hensyn til overholdelsen af finansielle eller andre forpligtelser for at hjælpe udviklingslandene i overgangen til bæredygtighed.

5.1

Konceptet for en grønnere økonomi vil påvirke alle de centrale økonomiske sektorer. Samtlige sektorer skal øge effektiviteten, når det gælder forbruget af energi og andre naturressourcer, mindske følgerne af forurening og affaldsproduktion, lægge større vægt på miljøet og biodiversiteten og sikre lige muligheder og retfærdighed.

5.2

På nuværende tidspunkt fokuserer de internationale udviklingsmål på gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene. Udvalget mener, at dets revision i 2015 vil give anledning til at udarbejde nye, internationale udviklingsmål for næste periode, hvor der lægges større vægt på målsætningerne for bæredygtig udvikling. Rio-topmødets deltagere bør vedtage dette som et generelt mål og bemyndige det nye råd for bæredygtig udvikling til at følge op på det med specifikke forslag på de centrale emneområder. De følgende afsnit indeholder en kort gennemgang af nogle af de centrale sektorers prioriteter.

5.3

Energisektoren: Den allerstørste udfordring inden for projektet »grøn økonomi« er at gøre energisektoren grønnere.

5.4

Overgangen til en grønnere økonomi kræver en tilbundsgående omlægning af energisektoren, fra fossile brændstoffer hen imod kulstoffattige eller kulstoffri energikilder, såsom vedvarende energi. For at styre denne overgang mere økonomisk og effektivt skal der samtidig gøres en betydelig indsats i alle sektorer for at anvende energien mere effektivt og dermed begrænse eller mindske stigningen i den samlede globale energiefterspørgsel.

5.5

Adgang til rene og moderne energitjenester til overkommelige priser er en forudsætning for at fremme en vedvarende social og økonomisk udvikling og for at nå millenniumsudviklingsmålene. Ifølge Det Internationale Energiagentur har mere end 1,4 milliarder mennesker verden over ikke adgang til elektricitet. Yderligere en milliard mennesker har ikke adgang til stabile elektricitetsnet. For nylig udnævnte FN's Generalforsamling 2012 til »internationalt år for bæredygtig energi til alle« – der fungerer som en tiltrængt mulighed for at skærpe det internationale fokus på energifattigdom, samt de økonomisk overkommelige løsninger og forretningsmodeller, der allerede findes og kan anvendes globalt. EØSU har været aktivt inddraget i debatten om bæredygtig udvikling og bæredygtig energi og agter at bidrage yderligere til dette vigtige spørgsmål.

5.6

Mange mennesker har stadig ikke tilstrækkelig adgang til energi (energifattigdom). I overgangen til mere miljøvenlige former for energiforsyning skal en tilstrækkelig energiforsyning til overkommelige priser til fattige befolkningsgrupper prioriteres højt.

5.7

Landbrug, biodiversitet og naturligt miljø: Udvalget fordømmer på det kraftigste, at en milliard mennesker verden over – især i udviklingslandene – sulter. Det er i direkte modstrid med gennemførelsen af det første millenniumsudviklingsmål.

5.8

Udvalget opfordrer verdenssamfundet til at anerkende retten til fødevarer på internationalt og nationalt niveau, styrke retten til at eje jord samt adgangen til land og vand og til at føre kontrol med det omfattende opkøb af land, som statslige aktører og private investorer foretager i udviklingslandene (»land grabbing«).

5.9

I store dele af verden skal landbrugssektoren revideres grundigt fra et grønt økonomisk perspektiv og med henblik på at bevare fødevaresikkerheden for alle, bevare jordens naturkapital og dens biodiversitet samt fremme ressourceeffektiviteten i denne sektor. Især vandressourcerne skal forvaltes og beskyttes bedre. Der skal fastlægges nye mål for disse områder.

5.10

EØSU mener, at nøglen til et bæredygtigt landbrug ligger i bevarelsen af en tilstrækkelig stor, kvalitetsbaseret, regionalt differentieret og miljøvenlig fødevareproduktion i hele EU, der beskytter naturen og bibeholder landbrugsprodukternes mangfoldighed og særpræg samt fremmer bevarelse af mangesidede og varierede europæiske kulturlandskaber og udvikling af landdistrikter (7). På trods af at verden har brug for mere biodiversitet, ser vi stadig, at antallet af arter mindskes. Skovdrift, minedrift, fremstillingserhverv generelt samt ikke mindst befolkningsvækst udfordrer ligeledes biodiversiteten.

5.11

Der skal iværksættes effektive foranstaltninger for at få landbrugsmarkedet til at fungere bedre og på en mere transparent måde. Den manglende stabilitet og uacceptable stigning i fødevarepriser skal bekæmpes. Anvendelsen af fornybare råstoffer til energiproduktion må ikke ske på bekostning af den globale fødevareforsyning. Man skal sikre fødevareforsyningen ved at sørge for reservelagre på regionalt plan samt ved at tilskynde til en større grad af anvendelse af restbiomasse fra landbrugs- og fødevareerhvervene.

5.12

Landbrugsarbejdernes rettigheder skal sikres, idet de eksisterende ILO-konventioner gennemføres. Det er uomgængeligt, at civilsamfundet deltager aktivt i gennemførelsen af bæredygtighedsprojekter på lokalt og nationalt plan. I den sammenhæng bør man især i udviklingslandene også fremhæve kvindernes rolle.

5.13

Havmiljøet: Havmiljøet er ekstremt belastet af forurening, overfiskning og overudnyttelse af andre havressourcer. Topmødet bør bemyndige FN's ansvarlige organer til at tage initiativet til en ny international proces for at styrke og koordinere de eksisterende mekanismer for beskyttelse af havmiljøet og for at beskytte fiskebestande og andre havressourcer mere effektivt, end det er tilfældet under de nuværende bestemmelser.

6.1

EU vil ikke kunne optræde troværdigt, hvis vi ikke holder vores egen sti ren, når det gælder bæredygtighed.

6.2

Medlemsstaterne og EU bør

—

Efter vedtagelsen af udtalelsen vil ordføreren gøre en aktiv indsats for at gøre EØSU's holdning synlig i den interinstitutionelle dialog, der sigter mod at udforme en fælles EU-holdning.

—

Med udgangspunkt i den vedtagne udtalelse vil EØSU yderligere udbygge dialogen med det europæiske organiserede civilsamfund. Der er planer om fælles møder med kontaktgruppen, med repræsentanter for nationale økonomiske og sociale råd og derudover med flere civilsamfundsorganisationer og -netværk, der ligeledes er i gang med at definere deres holdninger til Rio+20-konferencen. EØSU har en større konference på bedding i 2012, der kommer til at udgøre endnu en milepæl i debatten i civilsamfundet.

—

Ud over denne europæiske dialog behandler EØSU temaet Rio+20-konferencen inden for rammerne af sine forbindelser til repræsentanter for det organiserede civilsamfund fra andre regioner i verden, især med Brasilien – der er værtsland for konferencen – samt med Kina og Sydafrika. Ordføreren vil deltage aktivt i denne dialog for at definere fælles prioriteter i de mål, som det organiserede civilsamfund fra alle verdens regioner har, og forelægge disse holdninger i Rio de Janeiro i juni 2012. Desuden vil ordføreren repræsentere EØSU i diskussionen om Rio+20 inden for rammerne af Den Internationale Sammenslutning af Økonomiske og Sociale Råd og Tilsvarende Institutioner (AICESIS). Sideløbende med selve konferencen er der planlagt en række møder med vores internationale partnere i Rio næste år.