C_2010128DA.01011601.xml

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mod en global klimaændringsaftale i København

Kommissionen besluttede den 28. januar 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Mod en global klimaændringsaftale i København

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Thomas McDonogh til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. september 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009 (mødet den 5. november 2009) med 168 stemmer for, 2 stemmer imod og 3 hverken for eller imod.

1.1. EØSU er meget skuffet over, at EU's stats- og regeringsledere stadig ikke er nået til enighed om væsentlige punkter vedrørende finansieringen af indsatsen mod klimaændringerne.

1.2. EØSU anbefaler, på linje med de videnskabelige resultater, at der arbejdes mod et langsigtet (inden 2050) mål på ca. 2 ton CO2e pr. indbygger om året med henblik på at holde den globale opvarmning på under 2 °C.

1.3. EØSU fremhæver, at EU bør opstille et ambitiøst midlertidigt mål om en reduktion af de globale drivhusgasemissioner på mindst 30 % i perioden 1990-2020, forudsat at andre udviklede lande og økonomisk set mere avancerede udviklingslande gennemfører lignende reduktioner.

1.4. De udviklede lande bør forpligte sig til en reduktion af de globale drivhusgasemissioner på mindst 80 % i 2050 set i forhold til 1990.

1.5. EØSU er enig med Kommissionen i, at udviklingslandene samlet set (med undtagelse af de mindst udviklede lande i Afrika) bør forpligte sig til at reducere deres emissioner med 15 til 30 % i forhold til »business as usual« inden 2020.

1.6. Drivhusgasemissioner fra luftfart og søtransport bør indgå i forhandlingerne i København.

1.7. EØSU gentager, at der er et behov for at mindske bruttorydningen af tropisk skov med mindst 50 % set i forhold til det nuværende niveau inden 2020, mens det samtidig sikres, at der sker en bæredygtig forvaltning af skove, græsarealer, vådområder og tørvemoser i udviklede lande og fremover også i udviklingslande.

1.8. EØSU bifalder Kommissionens støtte til en international aftale om at tilføje nye fluorholdige gasser til Kyoto-protokollens »indkøbskurv«.

1.9. Der må stilles tilstrækkelig finansiering til rådighed for den globale (og regionale) forskning, teknologiske udvikling og demonstration i klimaændringer.

1.10. EØSU støtter en pro-aktiv uddannelsespolitik og opsøgende arbejde med henblik på at fremme forståelsen for klimaændringsspørgsmålet og de dermed forbundne konsekvenser blandt borgere i og uden for Europa.

1.11. Den nuværende globale økonomiske krise bør ikke ses som en hindring for hurtigt og beslutsomt at træffe foranstaltninger til afbødning af klimaændringerne.

2.1. Set i lyset af de aktuelle videnskabelige resultater, der er offentliggjort siden den fjerde sammenfattende rapport fra IPCC (AR4), er EØSU overbevist om, at der i højere grad end nogensinde før er et behov for at handle hurtigt.

2.2. EU's regeringer fastslog i 1996, at en temperaturstigning på 2o C over det førindustrielle niveau er det maksimale, som kan tolereres, og at enhver yderligere stigning højst sandsynligt vil resultere i omfattende samfundsmæssige forstyrrelser forårsaget af sundhedsmæssige følgevirkninger, vandmangel, en usikker fødevareforsyning og tvungen migration. Denne vurdering er siden blevet bekræftet af Det Europæiske Råd og Rådet (miljøministrene) og senest af EU's ekspertgruppe i klimaændringer. Imidlertid er en stigning på 2 oC på ingen måde uden risici, idet den bratte tilbagetrækning af den arktiske havis eksempelvis allerede optræder ved den nuværende globale gennemsnitstemperatur, der ligger 0,8 oC over det førindustrielle niveau.

2.3. De seneste videnskabelige resultater er mere alarmerende end resultaterne fra IPCC's AR4-rapport. Global Carbon Project har bekræftet, at kulstofudledningen intensiveres med en vækstrate (gennemsnitligt 3,5 % årligt fra 2000-2007, hvilket er næsten en firedobling set i forhold til 0,9 % årligt i 1990-1999), der overgår selv værste tilfælde-scenariet fra IPCC’s særrapport om emissionsscenarier.

De udviklede industrilande, der bebos af cirka 1 milliard ud af de 6,7 milliarder mennesker i verden i 2008, har stået bag cirka 70 % af alle emissioner siden 1950. Fremover vil lande, som nu opfattes som udviklingslande, stå for hovedparten af emissionerne.

De globale emissioner for såvel 1990 som 2000 lå på ca. 40 gigatons (Gt) CO2-ækvivalent (e) pr. år og ca. 50 Gt CO2e i 2008. De globale emissioner pr. indbygger lå i såvel 1990 som 2000 på 7-7,5 tons og tæt på 8 tons pr. indbygger i 2008. Aktuelle undersøgelser ledet af Climate Impact research Group i Potsdam, Tyskland, konkluderer, at de globale drivhusgasemissioner skal reduceres med mere end 50 % inden 2050, set i forhold til 1990-niveauet, hvis risikoen for at overskride de 2 °C skal begrænses til 25 % (hvilket stadig ikke er nogen ubetydelig risiko).

3.2. EØSU anbefaler, på linje med de videnskabelige resultater og den generelle videnskabelige konsensus, at der opstilles et langsigtet (inden 2050) mål om cirka 2 tons CO2e pr. indbygger om året, hvilket svarer til et stabiliseringsmål for drivhusgasemissionerne på cirka 500 ppm CO2e. Målet om 2 tons pr. indbygger om året bør fremmes på nationalt niveau.

3.3. EØSU bifalder de mål for emissionsreduktion, som Kommissionen har fastsat, og som går ud på, at de globale drivhusgasemissioner skal være reduceret til under 50 % af 1990-niveauet inden 2050.

3.4. EØSU er enig med IPCC AR4 og resultaterne fra nyere forskning i, at de udviklede lande bør forpligte sig til en reduktion på mindst 80 % set i forhold til 1990 inden 2050.

EU har vist vejen ved ensidigt at forpligte sig til en 20 %'s reduktion af sine emissioner set i forhold til 1990-niveauet inden 2020.

3.5. EØSU er ligeledes enig med Kommissionen i, at EU, som foreslået, bør forpligte sig til en reduktion på -30 % inden 2020, forudsat at der indgås lignende reduktionsforpligtelser i andre industrilande og passende forpligtelser i »økonomisk set mere avancerede« udviklingslande. Ikke blot alle Kyoto's »Bilag I-lande« bør forpligte sig til at overholde dette mål. Det bør gælde for alle OECD-lande og alle EU-medlemsstater, EU-kandidatlande og potentielle EU-kandidatlande. Der er et vitalt, næsten uomgængeligt, behov for, at de udviklede lande påtager sig denne opgave med henblik på at få udviklingslandene til at følge trop og påtage sig forpligtelser. Disse mål bør løbende evalueres parallelt med udarbejdelsen af en køreplan, som indeholder mål for årtierne 2030 og 2040, der er baseret på de senest tilgængelige videnskabelige resultater.

3.6. EØSU er meget bekymret over manglen på ambitioner i forslagene fra andre vigtige industrilande som USA og Japan, der ligger langt fra de 2020-mål, der foreslås ovenfor. Udvalget for energi og handel i det amerikanske Repræsentanternes Hus godkendte den 21. maj 2009 lovgivning vedrørende energi og global opvarmning, der kræver en 17 %'s reduktion af emissionerne inden 2020 og en reduktion på 83 % inden 2050, set i forhold til 2005-niveauet (og ikke det væsentligt lavere 1990-niveau!). Imidlertid skal de 930-siders foranstaltninger godkendes af den amerikanske regering, hvilket højst sandsynligt ikke vil kunne nås i perioden inden decembers møde i København. EØSU er bekymret for, om dette vil påvirke chancerne for succes i København.

3.7. Udvalget er ligeledes kritisk overfor manglen på konkret finansiel støtte fra G8, otte andre lande og EU, som deltog i Major Economies Forum on Energy and Climate i L'Aquila, Italien, den 9. juli 2009. Mens der var enighed om et globalt langsigtet mål om at reducere de globale emissioner med mindst 50 % inden 2050, og som en del heraf en reduktion på 80 % eller mere for udviklede lande inden 2050, blev der ikke peget på et basisår som referencepunkt for emissionsreduktionerne, og der blev ikke opnået enighed om målene på mellemlangt sigt (2020).

3.8. EØSU er enig med Kommissionen i, at udviklingslandene tilsammen (med undtagelse af de mindst udviklede lande i Afrika) samtidig bør forpligte sig til at reducere deres emissioner med 15 % til 30 % i forhold til »business as usual« inden 2020.

EØSU har den opfattelse, at opfyldelsen af disse mål vil kræve en hurtig og samordnet indsats.

3.9. EØSU har den holdning, at emissionsmængden pr. indbygger er et retfærdigt instrument til måling af udviklede landes og udviklingslandes reduktionsmål, idet hver verdensborger bør have de samme ikke-forurenings- eller forureningsrettigheder.

3.10. Nøgletal som kulstofintensitet (kulstofemissioner/enhed af BNP) kan anvendes som et reduktionsmål, selv om EØSU maner til forsigtighed på dette område, idet en reduktion af denne parameter kan opstå som følge af en stigning i landets BNP og ikke som resultat af en reduktion i landets samlede CO2-emissoner.

4.1.1. Emissioner fra international (og national) luftfart samt søtransport er en stigende kilde til globale emissioner - drivhusgasemissionerne fra den internationale luftfart er steget med 4,5 % om året mellem 1990 og 2004, mens emissionerne fra den internationale søtransport er øget med 2,75 % årligt i samme periode. Til trods herfor er disse emissioner ikke underlagt UNFCCC og dens Kyoto-protokol. Luftfarten tegner sig for ca. 2 % af de globale emissioner, baseret på luftfartens CO2-emissioner i 2007, og det er sandsynligt, at denne andel vil øges inden for en overskuelig fremtid. Den Internationale Luftfartssammenslutning (IATA) vedtog i juni 2009 en række foranstaltninger til imødegåelse af luftfartens drivhusgasemissioner. IATA foreslår ligeledes, at der tages højde (betales) for emissionerne på globalt plan i stedet for regionalt eller lokalt. Nylige rapporter fra Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) indikerer, at den internationale søtransport udleder ~ 843 MT CO2 årligt [~ 3,5 % af de samlede globale drivhusgasemissioner] svarende til emissioner fra et stort udviklet land som Tyskland.

4.2.1. EØSU er enig med Kommissionen i, at emissioner fra den internationale luftfart og søtransport bør inkluderes i en aftale fra København om: »senest i 2020 at reducere emissionerne til niveauet før 2005 og senest i 2050 til væsentligt under 1990-niveauet.« Derudover er EØSU enig med Kommissionen i, at emissionerne fra den internationale luftfart og søtransport bør tælles med i landenes samlede udledninger, i henhold til Københavnsaftalen, hvis Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) og IMO ikke inden udgangen af 2010 er nået til enighed om mål for emissionerne. EØSU gentager, at anvendelsen af emissionshandelsordninger er væsentligt mere kompleks inden for søtransport end på luftfartsområdet samt at en alternativ global ordning kan vise sig at være langt mere effektiv end en EU-ordning eller en anden regional ordning (se ligeledes EØSU's udtalelse om Grønnere søtransport og transport ad indre vandveje).

5.1. Ændringer i arealudnyttelsen - hovedsageligt skovrydning, afbrænding af tørv og lignende forårsager ca. 17,4 % af de globale emissioner for øjeblikket.

5.2. Set i lyset af den store emissionsandel, der skyldes ændringer i arealudnyttelsen, gentager EØSU, at der er et behov for at reducere bruttoomfanget af den tropiske skovrydning med mindst 50 % inden 2020 set i forhold til det nuværende niveau (se ligeledes EØSU's udtalelse om En indsats for at imødegå udfordringerne ved skovrydning og skovødelæggelse med henblik på at bekæmpe klimaændringer og tab af biodiversitet).

5.3. Samtidig må en bæredygtig forvaltning af skove, græsarealer, vådområder og tørvemoser opnås i først industrilande (og herefter i udviklingslande) med henblik på at sikre, at oplagring af CO2 også sker i disse lande. Alle lande bør træffe foranstaltninger til imødegåelse af skovrydning.

5.4. Europa bør gå forrest med et godt eksempel ved at fremme skovenes bevarelse ved f.eks. at kræve en certificering af træprodukter fra bæredygtigt forvaltede skove.

5.5. Landbrugssektorens relationer til klimaændringerne blev taget op i en særskilt EØSU-udtalelse (1), og dette spørgsmål behandles derfor ikke yderligere i denne udtalelse.

6.1. EØSU foreslår, at der ses nærmere på den sektorspecifikke tilgangs rolle som supplement til klimaforhandlingerne. For eksempel kan der som det foreslås i en rapport fra en arbejdsgruppe om Kyoto-protokollen opstilles frivillige/forpligtende, kvantificerede/forholdsmæssige mål for specifikke sektorer (f.eks.: elektricitet, jern og stål, cement) i tillæg til de nationale emissionsmål. Sektortilgangen undersøges nærmere set i relation til afbødningsmulighederne i en global klimaændringsaftale.

7.1. EØSU er enig i forslaget om at inddrage adskillige nye industrielle kemikalier i en fremtidig klimaaftale. Et sådant kemikalie, nitrogentrifluorid (NF3), er en blanding som almindeligvis anvendes ved fremstillingen af PC'er og LCD-fladskærmstv-apparater, og det er ca. 17 000 gange mere potent end CO2. Hydrofluorcarbon (HFC’er) er f.eks. ikke dækket af Montreal-konventionen, og de anvendes som erstatning for HCFC'er. Andre nye kemikalier, som indgår i overvejelserne, er nye former for perfluorcarboner (PFC'er) og HFC'er, trifluoromethyl sulphur pentafluoride (SF5CF3) fluorinerede ethere, perfluorpolyethere (PFPE'er) og kulbrinter (HC3'er). Den kemiske industri opfordres til at udvikle alternativer for nye industrigasser, der har et stort potentiale til at skabe global opvarmning.

7.2.1. EØSU bakker op om Kommissionens støtte til en international aftale om at tilføje følgende fluorholdige gasser (F-gasser) til Kyoto-protokollen's »indkøbskurv«: nye typer af HFC'er og PFC'er, trifluoromethyl sulphur pentafluoride fluorinerede ethere, PFPE'er og HC'er, hvilket vil skabe et loft og efterfølgende en nedtrapning.

7.2.2. EØSU anbefaler, at en overvågning og verifikation af nye F-gassers' koncentrationsniveauer bør udgøre en væsentlig bestanddel af internationale aftaler.

8.1. EØSU har den klare holdning, at de nationale regeringer i høj grad bør fremme reduktioner af energiforbruget, der ikke er forbundet med ret høje omkostninger, herunder energieffektivitetsforanstaltninger i bygninger - gennem regulering og indførelse af standarder. Der kan indføres lovgivning, der skal fremme affaldsforebyggelse og genanvendelse. Der kan gives tilskud, som skal opmuntre borgerne til at installere solfangere og forbedre isoleringen af deres hjem mm.

8.2. Brugen af vedvarende energikilder bør støttes. F.eks. bør der gives støtte til etableringen af vindmøller, som kan levere direkte til elforsyningsnettet, og anvendelsen af biogas på basis af en blanding af græs, anden vegetation, rug mm., som herefter omdannes til methan, der tilføres nettet. Dette er realiseret i Tyskland under loven om vedvarende energikilder, der har resulteret i, at over 14 % af landets elektricitet kommer fra vedvarende energikilder.

8.3. Kulstoffattige og grønne teknologier må fremmes. Industri- og udviklingslande opfordres til at være innovative og gå over til nye energieffektive teknologier, når dette er muligt.

8.4. Forbedring af eksisterende og bygning af nye kraftværker vil være påkrævet vha. en række foranstaltninger såsom: et skifte til kulstoffattigt brændsel, en øget udnyttelse af vedvarende energikilder eller kernekraft; anvendelse af mere effektive teknologier for kraftværker.

8.5. EØSU er fortaler for, at de første investeringer i mindre udviklede lande bør sigte mod indkøb af de bedste teknologier, der er til rådighed på lokalt plan, eller som er tilpasset lokale forhold.

9.1. Bali-handlingsplanen erkender, at tilpasningsforanstaltninger eksplicit må inkluderes i en aftale om klimaændringer efter 2012. Tilpasning til klimaændringerne, hvor samfundet forbedrer sin evne til at håndtere konsekvenserne af klimaændringerne er for nylig blevet fremhævet på en international videnskabelig kongres om klimaændringer. Den 1. april 2009 præsenterede Fællesskabet en hvidbog (KOM(2009) 147 endelig) om tilpasning til klimaændringerne, der skal sætte EU og dets medlemsstater i stand til at forberede sig bedre på klimaændringernes følgevirkninger.

9.2. EØSU støtter Kommissionens etablering af en ramme for tilpasningsforanstaltninger under Københavnsaftalen, der bør indeholde følgende elementer:

9.3. Det har afgørende betydning for tilpasningspolitikkernes succes, at byrderne fordeles retfærdigt, og at konsekvenserne for beskæftigelsen og livskvaliteten for lavindkomstgrupper tages med i betragtning. Der må ligeledes følges op på tilpasningspolitikkernes sociale dimension, og alle arbejdsmarkedets parter må inddrages.

EØSU er overbevist om, at der må stilles finansielle midler til rådighed for global (og regional) forskning og teknologisk udvikling samt demonstration, da behovet er presserende. Det anbefales at gennemføre tiltag på forsknings- udviklings- og demonstrationsområdet, der har til formål at fremskynde udvikling, tekniske forbedringer og markedslanceringen af vedvarende energikilder samt kombineret kraft/varmeproduktion til elnettet og kraftværker.

10.1.1. EØSU støtter Kommissionens intention (SEK(2008) 3104 endelig) om at gennemføre en integreret forskning i klimaændringer under det nuværende 7. rammeprogram for forskning (FP7); EØSU anbefaler, at der etableres et tættere partnerskab mellem Fællesskabet og Det mellemstatslige panel for klimaændringer (IPCC) under FP7 samt relaterede og fremtidige forskningsprogrammer.

10.1.2. EØSU støtter, at der gives en kraftig hjælpende hånd til fremme af forskning, udvikling og demonstration af lavemissions- og energieffektive teknologier, der udpeges af Det Internationale Energiagentur samt de teknologier, der indgår i EU's strategiske energiteknologiplan (SET) med det formål at fremskynde anvendelsen af strategisk vigtige lavemissions- og energieffektive teknologier.

10.1.3. Hele problemstillingen vedrørende beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og udviklingslande har ændret sig radikalt siden 1995, da aftalen om handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret (TRIPs) trådte i kraft. Under TRIPs-aftalen forpligter udviklingslandene sig til at respektere udenlandske patenter. Siden introduktionen af TRIPs har virksomhederne opdaget, at det betaler sig at indgive patentansøgninger i udviklingslande.

11.1. En vidtrækkende Københavnsaftale må underbygges af passende finansielle ressourcer. De udviklede lande må meget hurtigt fremsætte finansieringsforslag, så udviklingslandene ligeledes kan motiveres til at træffe foranstaltninger. Finansieringsspørgsmålet er, i kombination med de mål, som de udviklede lande og udviklingslandene når til enighed om, nøglefaktoren for succes eller fiasko i København.

11.2. EU's opbakning til konferencen i København virker i bedste fald lunken, hvilket bekræftes af den kendsgerning, at EU's stats- og regeringsledere på mødet den 18.-19. juni udsatte væsentlige afgørelser vedrørende finansieringen af indsatsen mod klimaændringer, bortset fra at de erklærede, at principperne om betalingsevne og ansvar for omfanget af emissioner bør udgøre grundlaget for finansieringen af klimaindsatsen.

11.3. Siden Det Europæiske Råd endnu ikke har truffet nogen afgørelse om finansieringen, er EØSU meget bekymret for manglen på vilje til at træffe hurtige beslutninger på dette område. Det er yderst bekymrende, at de udviklede lande, herunder EU, ikke hidtil har påtaget sig de nødvendige finansielle forpligtelser eller givet tilsagn herom.

11.4. Investeringer på områder som energieffektivitets-teknologier og en bred vifte af teknologier med lave kulstofemissioner vil fremme den økonomiske vækst og skabe større energibesparelser.

11.5. Finansieringen af udviklingslandenes afbødende foranstaltninger bør komme fra interne og eksterne kilder, det globale kulstofmarked og bidrag fra de udviklede lande:

11.6. Det Europæiske Råd har understreget behovet for at se nærmere på de internationale finansieringsmekanismer. Emnet vil igen være på dagsordenen ved Det Europæiske Råds møde i oktober. EØSU har den klare opfattelse, at man hermed venter meget længe med at tage spørgsmålet op, set i lyset af at konferencen i København finder sted i december.

EØSU's støtter Kommissionens opfattelse af, at de udviklede lande bør bidrage via offentlige midler og gennem anvendelsen af mekanismer for CO2-kreditter. De offentligt finansierede bidrag bør være sammenlignelige og baseres på »forureneren betaler«-princippet og hvert lands økonomiske formåen. Bidragenes størrelse bør forhandles og indgå som en integreret del af aftalen:

11.7.1. EØSU bifalder i særlig grad det mexicanske forslag om, at hvert land skal bidrage til en central fond, og bidragets størrelse baseres på en formel, som tager højde for hvert lands befolkningsantal, BNP og omfanget af drivhusgasemissioner. Den centrale fond fordeles herefter blandt alle lande alt efter deres behov for at reducere emissionsniveauet, udvikle grønne teknologier og foretage en tilpasning til klimaændringernes følgevirkninger.

11.9. De anslåede omkostninger ved at opfylde de langsigtede mål for 2050 er ikke beskedne – de beløber sig til ca. 2 % af det nuværende BNP, men omkostningerne vil være betydeligt højere, hvis der ikke handles beslutsomt.

12.1. Det er vigtigt, at den brede offentlighed bliver mere opmærksom på alvoren i den nuværende situation vedrørende den globale opvarmning og konsekvenserne heraf, hvis der ikke hurtigt træffes foranstaltninger på klimaområdet.

12.2. Borgerne må opmuntres og anspores til at spille deres rolle via brug af grønnere energiformer, indkøb af mere energieffektive varer og tjenester og mindskelse af deres CO2-effekt.

12.3. EØSU har den opfattelse, at landene, ved hjælp af medierne, bør gøre deres borgere opmærksomme på det presserende behov for handling og behovet for at spare på energien og finde alternative (ikke-fossile) energikilder, så udledningen af skadelige drivhusgasser reduceres. Klimaændringsspørgsmål bør også tages op i folkeskolen og i senere uddannelsesforløb vha. curriculae fora, selvom der her er tale om en mere langsigtet strategi.

EØSU er enig i, at der er et behov for en proaktiv uddannelsespolitik, der skal fremme en bedre forståelse af klimaændringernes følgevirkninger, hvilket Kommissionen også har foreslået.

12.4. EØSU er overbevist om, at Det Europæiske Råd bør opfordre medlemsstaterne til at gøre en national indsats for at støtte og fremme inddragelsen af lokale og regionale myndigheder, erhvervsliv, fagforbund og andre repræsentanter for det organiserede civilsamfund i arbejdet med at fremme klimaændringsstrategier og –initiativer.

12.5. EØSU mener ligeledes, at lokale, regionale og nationale myndigheder bør samarbejde mere, så der opbygges en solid viden om klimaændringernes følgevirkninger ved hjælp af en mobilisering af borgere og den private sektor. Cirka 500 kommuner har f.eks. forpligtet sig til at reducere deres CO2-emissioner med over 20 % inden 2020 inden for rammerne af Borgmesteraftalen, som er et EU-initiativ.

13.1. EØSU understreger, at det er nødvendigt at integrere en periodisk evaluering af de generelle fremskridt og effekten af de indgåede forpligtelser og iværksatte foranstaltninger i aftalen, herunder en omfattende evaluering i 2015.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg