7.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 272/2


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2016/1776

af 6. oktober 2016

om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår anvendelsen af sucralose (E 955) som smagsforstærker i tyggegummi med tilsat sukker eller tilsatte polyoler

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 er der fastlagt en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

(2)

Denne liste kan opdateres i overensstemmelse med den fælles procedure, jf. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 (2), enten på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning.

(3)

Den 19. januar 2015 blev der indgivet en ansøgning om godkendelse af anvendelsen af sucralose (E 955) som smagsforstærker i tyggegummi med tilsat sukker eller tilsatte polyoler. Medlemsstaterne fik efterfølgende adgang til ansøgningen i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EF) nr. 1331/2008.

(4)

Sucralose blev i 2000 evalueret af Den Europæiske Unions Videnskabelige Komité for Levnedsmidler (SCF), der fastsatte et acceptabelt dagligt indtag (ADI) på 15 mg/kg kropsvægt/dag (3).

(5)

Anvendelsen af sucralose (E 955) som smagsforstærker i tyggegummi med tilsat sukker eller tilsatte polyoler øger den samlede intensitet af tyggegummiets smag og bevarer denne intensitet i længere tid, mens tyggegummiet tygges, sammenlignet med andre fødevaretilsætningsstofformuleringer. Ved at øge intensiteten og varigheden af smagen får forbrugeren altså en bedre samlet oplevelse, mens tyggegummiet tygges.

(6)

Godkendelsen af sucralose med 1 200 mg/kg i tyggegummi med tilsat sukker eller tilsatte polyoler vil medføre en stigning i indtaget af E 955 inden for følgende grænser: mellem 0 og op til 0,1 % af ADI, når der er tale om gennemsnitsforbrug, og mellem 0 og op til 4,3 % af ADI, når der er tale om højt forbrug. Dette anses for at være en supplerende mindre eksponering af forbrugeren og giver derfor ikke anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder.

(7)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1331/2008 skal Kommissionen indhente en udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«), inden den opdaterer EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008, undtagen hvis opdateringen ikke kan få virkninger for menneskers sundhed. Da godkendelsen af anvendelsen af sucralose (E 955) som smagsforstærker i tyggegummi med tilsat sukker eller tilsatte polyoler udgør en opdatering af nævnte liste, som ikke kan få virkninger for menneskers sundhed, er det ikke nødvendigt at anmode om en udtalelse fra autoriteten.

(8)

Anvendelsen af sucralose (E 955) som smagsforstærker med højst 1 200 mg/kg i tyggegummi med tilsat sukker eller tilsatte polyoler (fødevarekategori 5.3) bør derfor godkendes.

(9)

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 bør derfor ændres.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. oktober 2016.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1).

(3)  Opinion of the Scientific Committee on Food on sucralose (vedtaget af SCF den 7. september 2000). Foreligger online: http://ec.europa.eu/food/fs/sc/scf/out68_en.pdf.


BILAG

I del E i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 foretages følgende ændringer:

1)

I fødevarekategorien 5.3, »Tyggegummi«, foretages følgende ændringer:

a)

Følgende række indsættes efter rækken vedrørende E 951:

 

»E 955

Sucralose

1 200

(12)

Kun som smagsforstærker sammen med tilsat sukker eller tilsatte polyoler«

b)

Fodnote 12 affattes således:

»(12)

Hvis E 950, E 951, E 955, E 957, E 959 og E 961 bruges sammen i tyggegummi, reduceres maksimumsværdien for hvert stof proportionalt.«