29.6.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 175/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 953/2006

af 19. juni 2006

om ændring af forordning (EF) nr. 1673/2000, for så vidt angår forarbejdningsstøtten for hør og hamp bestemt til fiberproduktion, og forordning (EF) nr. 1782/2003, for så vidt angår hamp, der er omfattet af enkeltbetalingsordningen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37, stk. 2, tredje afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1673/2000 af 27. juli 2000 om den fælles markedsordning for hør og hamp bestemt til fiberproduktion (2) skal Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om forarbejdningsstøtten, i givet fald ledsaget af forslag. Rapporten viser, at den nuværende ordning bør anvendes til og med produktionsåret 2007/08.

(2)

Forarbejdningsstøtten for korte hørfibre og hampefibre, der indeholder højst 7,5 % urenheder og skæver, anvendes til produktionsåret 2005/06. Støtten bør imidlertid videreføres til udgangen af produktionsåret 2007/08 i betragtning af de gunstige tendenser på markedet for denne form for fibre med den nuværende støtteordning og for at bidrage til den fortsatte udvikling af innovative produkter og afsætningsmulighederne for dem.

(3)

I forordning (EF) nr. 1673/2000 er der fastsat en forhøjelse af forarbejdningsstøtten for lange hørfibre fra og med produktionsåret 2006/07. Da forarbejdningsstøtten opretholdes til produktionsåret 2007/08, bør forarbejdningsstøtten for lange hørfibre fastholdes på det nuværende niveau indtil produktionsåret 2007/08.

(4)

Støtten ydes for fibre, der indeholder højst 7,5 % urenheder og skæver, for at fremme produktionen af korte hørfibre og hampefibre af høj kvalitet. Medlemsstaterne kan dog fravige denne grænse og yde forarbejdningsstøtte for korte hørfibre, der indeholder mellem 7,5 og 15 % urenheder og skæver, og for hampefibre, der indeholder mellem 7,5 og 25 % urenheder og skæver. Da denne mulighed kun kan anvendes til produktionsåret 2005/06, bør medlemsstaterne kunne fravige denne grænse i yderligere to produktionsår.

(5)

Den periode, hvor de nationale garantimængder anvendes, skal forlænges for fortsat at kunne sikre rimelige produktionsniveauer i hver medlemsstat.

(6)

Den supplerende støtte har bidraget til at sikre den traditionelle produktion af hør i visse områder af Nederlandene, Belgien og Frankrig. Den midlertidige støtte bør videreføres til produktionsåret 2007/08 med henblik på den fortsatte gradvise tilpasning af landbrugsstrukturerne til de nye markedsvilkår.

(7)

Kommissionen bør rettidigt inden begyndelsen af produktionsåret 2008/09 forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, så det kan vurderes, om den nuværende ordning bør tilpasses eller videreføres.

(8)

I artikel 52 i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (3) er det fastsat, at den enkeltbetalingsordning, der er fastsat i forordningens afsnit III, kun gælder for hamp, der dyrkes til fiberproduktion. Ordningen bør også gælde for dyrkning af hamp til andre industrielle anvendelser.

(9)

Når der tages højde for den årlige forvaltning af direkte betalinger, er det hensigtsmæssigt at lade ændringerne til betingelserne for at være omfattet af enkeltbetalingsordningen gælde fra den 1. januar 2007.

(10)

Forordning (EF) nr. 1673/2000 og (EF) nr. 1782/2003 bør ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 1673/2000 ændres som følger:

1)

Artikel 2, stk. 3, affattes således:

»3.   Forarbejdningsstøtten fastsættes til følgende beløb pr. ton fibre:

a)

for lange hørfibre:

100 EUR for produktionsåret 2001/02

160 EUR for produktionsårene 2002/03 til 2007/08

200 EUR fra og med produktionsåret 2008/09

b)

for korte hørfibre og hampefibre, der indeholder højst 7,5 % urenheder og skæver: 90 EUR for produktionsårene 2000/01 til 2007/08.

For produktionsårene 2001/02-2007/08 kan medlemsstaten dog under hensyn til de traditionelle afsætningsmuligheder beslutte også at yde støtte for:

korte hørfibre, der har et indhold af urenheder og skæver på mellem 7,5 og 15 %

hampefibre, der har et indhold af urenheder og skæver på mellem 7,5 og 25 %.

I de i andet afsnit nævnte tilfælde yder medlemsstaten støtte for en mængde, der med 7,5 % urenheder og skæver højst svarer til den producerede mængde.«

2)

Artikel 3, stk. 2, andet afsnit, affattes således:

»De nationale garantimængder for korte hørfibre og hampefibre anvendes ikke mere fra produktionsåret 2008/09.«

3)

I artikel 4, stk. 1, ændres »2005/06« til »2007/08«.

4)

Artikel 12 udgår.

5)

I artikel 15 indsættes følgende stykke:

»3.   Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der i givet fald ledsages af forslag, så betids, at de foreslåede foranstaltninger kan gennemføres i løbet af produktionsåret 2008/09.

Rapporten skal vurdere forarbejdningsstøttens virkninger for producenter, forarbejdningsvirksomheder og markedet for spindfibre. Den skal undersøge mulighederne for at videreføre forarbejdningsstøtten for korte hørfibre og hampefibre og den supplerende støtte efter produktionsåret 2007/08, samt mulighederne for at integrere denne støtteordning i den fælles landbrugspolitiks generelle støtteregler for landbrugere, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1782/2003.«

Artikel 2

Forordning (EF) nr. 1782/2003 ændres som følger:

Artikel 52 affattes således:

»Artikel 52

Produktion af hamp

1.   Ved produktion af hamp må de anvendte sorter ikke have et indhold af tetrahydrocannabinol på over 0,2 %. Medlemsstaterne fastlægger et system for efterprøvning af indholdet af tetrahydrocannabinol i de dyrkede afgrøder på mindst 30 % af de arealer, hvor der dyrkes hamp. Hvis en medlemsstat indfører et system med forudgående godkendelse af dyrkningen, er minimum dog 20 %.

2.   Efter proceduren i artikel 144, stk. 2, gøres ydelsen af betalinger betinget af, at der anvendes certificeret frø af bestemte sorter.«

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den gælder fra ikrafttrædelsesdatoen med undtagelse af artikel 2, der gælder fra den 1. januar 2007.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 19. juni 2006.

På Rådets vegne

J. PRÖLL

Formand


(1)  Endnu ikke offentliggjort i EUT.

(2)  EFT L 193 af 29.7.2000, s. 16. Senest ændret ved Protokol om vilkårene og de nærmere bestemmelser for optagelse af Republikken Bulgarien og Rumænien i Den Europæiske Union (EUT L 157 af 21.5.2005, s. 29).

(3)  EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 319/2006 (EUT L 58 af 28.2.2006, s. 32).