31996L0083

Europa-Parlamentets OG Rådets Direktiv 96/83/EF af 19. december 1996 om ændring af direktiv 94/35/EF om sødestoffer til brug i levnedsmidler

EF-Tidende nr. L 048 af 19/02/1997 s. 0016 - 0019


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 96/83/EF af 19. december 1996 om ændring af direktiv 94/35/EF om sødestoffer til brug i levnedsmidler

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A,

under henvisning til Rådets direktiv 89/107/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om tilsætningsstoffer, som må anvendes i levnedsmidler (1), særlig artikel 3, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (3), og

ud fra følgende betragtninger:

Siden vedtagelsen af direktiv 94/35/EF (4) er der sket en omfattende teknisk udvikling inden for sødestoffer;

direktivet bør tilpasses til denne udvikling;

Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler, der blev nedsat ved Kommissionens afgørelse 95/273/EF (5), er blevet hørt inden vedtagelsen af bestemmelser, som vil kunne få indflydelse på folkesundheden -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Direktiv 94/35/EF ændres således:

1) I artikel 1 tilføjes følgende stykke:

»5. Dette direktiv gælder ligeledes for tilsvarende levnedsmidler bestemt til særlig ernæring, som defineret i direktiv 89/398/EØF.«

2) Artikel 2 ændres således:

a) Stk. 3 affattes således:

»3. Medmindre andet er fastsat i særlige bestemmelser, må sødestoffer ikke anvendes i de levnedsmidler til spædbørn og småbørn, der er nævnt i direktiv 89/398/EØF, herunder levnedsmidler til spædbørn og småbørn med dårlig helbredstilstand.«

b) Følgende stykke tilføjes:

»5. Udtrykket »quantum satis« i bilaget angiver, at der ikke er fastsat nogen maksimumsværdi. Sødestoffer skal dog anvendes i overensstemmelse med god fremstillingspraksis i en mængde, som ikke er højere end nødvendigt for at opnå det ønskede resultat, og således at forbrugerne ikke vildledes.«

3) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2a

Med forbehold af andre fællesskabsbestemmelser er det tilladt at anvende et sødestof i et levnedsmiddel i følgende tilfælde:

- i et sammensat levnedsmiddel, som er energireduceret eller uden tilsat sukker, i diætetiske, sammensatte levnedsmidler, som er bestemt til slankekost, og i sammensatte levnedsmidler med lang holdbarhed, såfremt disse levnedsmidler ikke er nævnt i artikel 2, stk. 3, og for så vidt dette sødestof er tilladt i en af ingredienserne i det sammensatte levnedsmiddel, eller

- hvis dette levnedsmiddel udelukkende er bestemt til fremstilling af et sammensat levnedsmiddel, der er i overensstemmelse med dette direktiv.«

4) I bilaget ændres »vitaminer og diætetiske tilberedninger« til »kosttilskud på basis af vitaminer og/eller mineraler i form af sirup eller tyggetabletter«.

5) Skemaet i bilaget suppleres med teksten i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

Medlemsstaterne ændrer om nødvendigt deres love og administrative bestemmelser for at:

- tillade handel med produkter, der opfylder kravene i dette direktiv, senest den 19. december 1997

- forbyde handel med produkter, der ikke opfylder kravene i dette direktiv, fra den 19. juni 1998. Produkter, der ikke opfylder direktivets krav, men som er bragt på markedet eller mærket inden denne dato, kan dog afsættes, så længe lager haves.

De underretter straks Kommissionen herom.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 1996.

På Europa-Parlamentets vegne

K. HÄNSCH

Formand

På Rådets vegne

S. BARRETT

Formand

(1) EFT nr. L 40 af 11. 2. 1989, s. 27. Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/34/EF (EFT nr. L 237 af 10. 9. 1994, s. 1).

(2) EFT nr. C 174 af 17. 6. 1996, s. 1.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 12. marts 1996 (EFT nr. C 96 af 1. 4. 1996, s. 24), Rådets fælles holdning af 25. juni 1996 (EFT nr. C 315 af 24. 10. 1996, s. 12) og Europa-Parlamentets afgørelse af 23. oktober 1996 (EFT nr. C 347 af 18. 11. 1996). Rådets afgørelse af 9. december 1996.

(4) EFT nr. L 237 af 10. 9. 1994, s. 3.

(5) EFT nr. L 167 af 18. 7. 1995, s. 22.

BILAG

N.B.:

1. For stoffet E 952, cyclaminsyre og dens Na- og Ca-salte, angives de maksimale anvendelsesdoser som fri syre.

2. For stoffet E 954, saccharin og dets Na-, K- og Ca-salte, angives de maksimale anvendelsesdoser som fri imid.

>TABELPOSITION>