—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2007)0095),

—

der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 285, stk. 1, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C6-0091/2007),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 51,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A6-0285/2007),

1.

godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.

anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

—

der henviser til Republikken Finlands initiativ (16336/2006) (1),

—

der henviser til artikel 10, stk. 1, i Konventionen, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, om Oprettelse af en Europæisk Politienhed (Europol-konventionen) underskrevet den 26. juli 1995 i Bruxelles (2),

—

der henviser til EU-traktatens artikel 30, stk. 1, litra b), artikel 30, stk. 2 og artikel 34, stk. 2, litra c),

—

der henviser til EF-traktatens artikel 39, stk. 1, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C6-0048/2007),

—

der henviser til Rådets retsakt af 3. november 1998 om vedtagelse af bestemmelser for Europol-analysedatabaser (3),

—

der henviser til Rådets retsakt af 27. november 2003 om udarbejdelse på grundlag af artikel 43, stk. 1, i Europol-konventionen, af en protokol om ændring af denne konvention (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 93 og 51,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A6-0288/2007),

1.

godkender Republikken Finlands initiativ som ændret;

2.

opfordrer Rådet til at ændre teksten i overensstemmelse hermed,

3.

opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

4.

anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Republikken Finlands initiativ i væsentlig grad;

5.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til Republikken Finlands regering.

—

der henviser til EF-traktatens artikel 2, 6 og 174,

—

der henviser til sine beslutninger af 7. september 2006 om skovbrande og oversvømmelser i Europa (1), af 5. september 2002 om oversvømmelserne i Europa (2), af 14. april 2005 om tørken i Portugal (3), af 12. maj 2005 om tørken i Spanien (4), af 8. september 2005 om naturkatastrofer (brande og oversvømmelser) i Europa (5), og af 18. maj 2006 om naturkatastrofer (skovbrande, tørke og oversvømmelser) — landbrugsmæssige aspekter (6), regionaludviklingsmæssige aspekter (7) og miljømæssige aspekter (8),

—

der henviser til de to fælles offentlige høringer, som Europa-Parlamentets Regionaludviklingsudvalg, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed samt Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har afholdt om »En europæisk strategi over for naturkatastrofer« (20. marts 2006) og om »En europæisk civilbeskyttelsesstyrke: Europe Aid« (5. oktober 2006),

—

der henviser til Rådets beslutning 2001/792/EF, Euratom af 23. oktober 2001 om indførelse af en fællesskabsordning til fremme af styrket samarbejde om indsatser på civilbeskyttelsesområdet (9), den forventede vedtagelse af Rådets beslutning om indførelse af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning (omarbejdet) og Europa-Parlamentets holdning hertil af 24. oktober 2006 (10),

—

der henviser til Kommissionens forslag til forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (KOM(2005)0108) og Europa-Parlamentets holdning hertil af 18. maj 2006 (11),

—

der henviser til Michel Barniers beretning af 9. maj 2006 om en europæisk civilbeskyttelsesstyrke: Europe Aid,

—

der henviser til sin holdning af 25. april 2007 om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af et direktiv om vurdering og forvaltning af oversvømmelser (12),

—

der henviser til Rådets beslutning 2007/162/EF, Euratom af 5. marts 2007 om indførelse af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument (13),

—

der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet (RIA) den 12.-13. juni 2007 om udvidelse af monitorerings- og informationscenterets (MIC) koordinationskapacitet inden for Fællesskabets civilbeskyttelsesordning,

—

der henviser til Kyoto-protokollen til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) af 11. december 1997 og Fællesskabets ratifikation af Kyoto-protokollen den 4. marts 2002,

—

der henviser til forordning (EF) nr. 2152/2003 af 17. november 2003 om overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger i hele Fællesskabet (Forest Focus) (14),

—

der henviser til punkt 12 i formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 15.-16. juni 2006 om EU's evne til at reagere på nødsituationer, kriser og katastrofer,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union (KOM(2007)0414),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,

A.

der henviser til de ødelæggende brande og voldsomme oversvømmelser, der har forårsaget dødsfald og ødelæggelser i hele Europa, navnlig i Grækenland og Det Forenede Kongerige, i sommeren 2007, og som har berørt EU's medlemsstater og også visse regioner i den yderste periferi, navnlig Martinique og Guadeloupe, som blev ramt af orkanen Dean, ansøgerlande og EU's umiddelbare nabolande; der henviser til, at alene i juli måned svarede antallet af brandhærgede arealer til den samlede mængde brandhærgede arealer i hele 2006, og at situationen i Grækenland i august måned var en alvorlig national tragedie som følge af en af de mest dødbringende brandkatastrofer i verden siden 1871,

B.

der henviser til, at et samlet areal på over 700 000 ha vegetation og skov, herunder lokaliteter af fællesskabsbetydning (LAF), der indgår i Natura 2000-nettet, og andre områder af væsentlig økologisk værdi med økologisk konnektivitet inden for hele regionen, er blevet berørt af brande i Europa i løbet af denne sommer, og til, at de hårdest ramte lande er Grækenland, Italien, Bulgarien, Cypern, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Spanien (særlig De Kanariske Øer og Castellón-provinsen), Ukraine, Tyrkiet og Albanien,

C.

der henviser til de seneste ødelæggende skovbrande i Grækenland har kostet mere end 60 menneskeliv og kvæstet mange mennesker, har resulteret i afbrænding af over 250 000 ha, herunder flere tusinde hektar skov- og kratland, tab af dyr, ødelæggelse af mange huse og ejendomme og udslettelse af hele landsbyer,

D.

der henviser til, at der samtidig andre steder i Europa er forekommet alvorlige oversvømmelser, særlig i Det Forenede Kongerige, hvor mindst ti menneskeliv er gået tabt, og at der er sket skader til en anslået værdi af 5mia. EUR på boliger, skoler, infrastruktur og landbrug, og hvor vandforsyningen til over 420 000 mennesker er brudt sammen, således at et stort antal mennesker har måttet evakueres, ligesom erhvervslivet, landbruget og turistbranchen har oplevet betydelige tab; der henviser til, at Italien har oplevet en kritisk situation med oversvømmelse i landets centrale og nordlige del og tørke og brande i landets sydlige del, mens den østlige del af Europa, navnlig Rumænien har lidt under ekstrem tørke;

E.

der henviser til, at Fællesskabets civilbeskyttelsesordning blev aktiveret tolv gange på grund af den samme form for nødsituationer i løbet af et tidsrum på to måneder, og at syv af disse situationer forekom samtidig; der henviser til, at medlemsstaternes assistance ikke var omfattende nok til at sikre en hurtig og tilstrækkelig civilbeskyttelsesindsats i alle disse nødsituationer,

F.

der henviser til, at med de stadig mere varme og tørre somre i det sydlige Europa er skovbrande og andre ukontrollable brande et tilbagevendende fænomen, om end der stadig er meget store forskelle i intensiteten fra år til år og mellem forskellige geografiske områder; der henviser til, at hyppigheden af disse katastrofer også påvirkes af klimaændringerne og hænger sammen med de stadigt hyppigere hedebølger og tørkeperioder, således som Kommissionen bemærker i ovennævnte meddelelse om tørke; der henviser til, at investeringer i bekæmpelse af klimaændringerne derfor er en investering i forebyggelse af tørke og skovbrande; der henviser til, at under de nuværende forhold med stadig længere tørkeperioder vil det blive vanskeligere at genetablere skovene efter en brand, hvilket medfører efterfølgende risiko for ørkendannelse;

G.

der henviser til naturkatastrofernes skadelige økonomiske og sociale konsekvenser for den regionale økonomi, produktionslivet og turismen,

H.

der henviser til det store antal brande i det sydlige Europa i 2007 og deres omfang skyldes mange faktorer, herunder klimaændringerne, en mangelfuld definition og pleje af skovene og en kombination af naturlige årsager og menneskelige undladelsessynder, men også af kriminelle aktiviteter og manglende gennemførelse af lovgivning, som forbyder opførelse af ulovlige bygninger på brandhærgede arealer,

I.

der henviser til, at Den Europæiske Union nødvendigvis må anerkende den særlige karakter af de naturkatastrofer, der optræder i forbindelse med tørkeperioderne og brandene i Middelhavsområdet og tilpasse sine redskaber til forebyggelse, forskning, risikoforvaltning, civilforsvar og solidaritet,

1.

kondolerer og erklærer sin solidaritet med de pårørende til de mennesker, der har mistet livet, og med beboerne i de pågældende områder;

2.

hylder de brandfolk og andre professionelle og frivillige, der har arbejdet utrætteligt og sat deres liv på spil for at slukke brandene, redde mennesker og begrænse skaderne i forbindelse med sommerens naturkatastrofer, og de mange borgere, der har kæmpet for at bevare deres levebrød og deres omgivende miljø;

3.

opfordrer Kommissionen til på den mest fleksible måde omgående at mobilisere EU's eksisterende Solidaritetsfond (EUSF) og undgå tidrøvende procedurer og administrative hindringer; er i denne forbindelse af den opfattelse, at de nødvendige ressourcer omgående bør stilles til rådighed for at afhjælpe ofrenes og deres pårørendes lidelser og opfylde deres materielle behov ved hjælp af EUSF og andre fællesskabsinstrumenter (f.eks. strukturfondene eller EUGFL) eller andre anvendelige finansielle instrumenter på grundlag af de betingelser for gennemførelse, der gælder for Fællesskabets fonde såsom princippet om partnerskab og bæredygtig udvikling;

4.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at oprette ekstraordinære fællesskabsstøtteordninger, især af finansiel karakter, for at støtte genopbygningen af de regioner, der har lidt omfattende skade, genetablere produktionspotentialet i de berørte områder, tilstræbe at skabe beskæftigelse og træffe nødvendige foranstaltningerfor at kompensere for de samfundsmæssige omkostninger i form af tabte arbejdspladser og andre indkomstmuligheder;

5.

understreger behovet for at fremskynde proceduren for tildeling af EU-midler til genetablering af landbrugsjord efter oversvømmelser og brande samt nødvendigheden af, at der stilles flere finansielle midler til rådighed for en udbygning af beskyttelsen mod oversvømmelser; opfordrer Kommissionen til at gennemgå de politikker og den bedste praksis i lyset af den seneste forskning om den øgede risiko for oversvømmelser og skovbrande, der skyldes den måde, landarealer, habitater og dræning forvaltes på; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at lette naturlig dræning og vandoptagelse i miljøet i videst muligt omfang og samtidig øge kapaciteten med hensyn til at kontrollere oversvømmelser og øge dræningsinfrastrukturer for at begrænse de skader, der kan opstå ved ekstremt store regnmængder;

6.

anerkender den solidaritet, som EU, medlemsstaterne og andre lande har udvist for under brandkatastroferne at hjælpe de berørte regioner med fly, brandslukningspersonale og ekspertise samt ved at yde en prisværdig støtte til de forskellige myndigheder og redningstjenester; mener, at omfanget og følgerne af disse fænomener ofte overskrider regionernes og landenes niveau og overstiger deres kapacitet, og kræver, at der meget hurtigt gøres en indsats på europæisk plan;

7.

anerkender det bidrag, som monitorerings- og informationscenteret (MIC) yder ved at støtte og fremme mobiliseringen og samordningen af civilbeskyttelsesassistancen i nødsituationer; bemærker imidlertid, at medlemsstaternes ressourcer til at bekæmpe skovbrande, især ad luftvejen, er begrænsede, og at det ikke altid er muligt for medlemsstaterne at yde støtte i situationer, hvor der er brug for ressourcerne på deres nationale område; tager derfor til efterretning, at visse medlemsstater har modtaget mindre støtte end andre og har været henvist til bilaterale aftaler med ikke EU-lande for at opnå hjælp; beklager således, at EU som helhed i visse tilfælde ikke har været i stand til at udvise den fornødne solidaritet;

8.

opfordrer indtrængende Rådet til uden yderligere forsinkelser at træffe afgørelse om forordningen om den foreslåede EU-solidaritetsfond, under henvisning til, at Parlamentet vedtog sin holdning i maj 2006; anser Rådets langsommelighed i denne sag for uacceptabel; er af den opfattelse, at der med den nye forordning, som bl.a. indeholder en nedsættelse af tærskelværdierne for mobiliseringen af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, skabes mulighed for en hurtigere samt mere fleksibel og effektiv håndtering af skaderne; opfordrer det portugisiske formandskab samt EU's finans-, miljø-, landbrugs- og regionaludviklingsministre til en hurtig og målrettet indgriben; foreslår med henblik herpå, at der indkaldes til en ekstraordinært fælles samling i Rådet med deltagelse af disse ansvarlige ministre med deltagelse af Parlamentet og Kommissionen som observatører;

9.

opfordrer til, at der oprettes en europæisk beredskabsstyrke til øjeblikkelig indsættelse i nødsituationer, således som det blev foreslået i beretningen fra kommissær Barnier, og beklager den manglende reaktion og opfølgning i denne henseende; understreger i denne forbindelse, at der er behov for at videreudvikle EU's hurtige reaktionskapacitet på grundlag af medlemsstaternes civilbeskyttelsesmekanismer, således som Det Europæiske Råd også fastslog i Bruxelles den 16.-17. juni 2006; opfordrer Kommissionen til at udarbejde et konkret forslag herom; understreger den rolle, som medlemsstaterne og de lokale myndigheder spiller for effektivt at kunne forebygge og bekæmpe brandene;

10.

anmoder indtrængende Kommissionen om at opfordre medlemsstaterne til at forelægge oplysninger om deres beredskabsprogrammer og om deres erfaringer i forbindelse med naturkatastrofer og at undersøge, hvor fyldestgørende deres foranstaltninger til forebyggelse, beredskab og foranstaltninger er, med henblik på at udveksle erfaringer og drage konklusioner om omgående foranstaltninger, koordination af administrative og operative organer samt om adgang til de nødvendige menneskelige ressourcer og materiel; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for et samarbejde med EU's naboer og andre tredjelande med henblik på at bekæmpe katastrofebrande og udveksle bedste praksis og/eller kapacitet i de farlige sommermåneder for at være bedre forberedt på skovbrandssæsonen i 2008;

11.

erkender, at erfaringerne fra de foregående og dette år understreger nødvendigheden af styrke Fællesskabets civilbeskyttelsesberedskab og indsatskapacitet i forbindelse med skovbrande og andre ukontrollable brande, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage et initiativ med henblik herpå;

12.

opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for, at der med henblik på en hurtig indgriben over for alvorlige nødsituationer på forhånd kan træffes foranstaltninger til at give adgang til yderligere ressourcer fra andre kilder, herunder fra det kommercielle marked; foreslår, at omkostningerne ved beredskabsstyrken dækkes ved anvendelse af det finansielle civilbeskyttelsesinstrument;

13.

udtrykker tilfredshed med Rådets nylige beslutning 2007/162/EF, Euratom af 5. marts 2007 om etableringen af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument, og er overbevist om, at aktiviteter, der modtager finansiel støtte via dette instrument vil være et synligt udtryk for europæisk solidaritet og give europæisk merværdi til en effektiv håndtering af naturkatastrofer; er dog i tvivl om, hvorvidt bevillingerne til dette nye instrument vil være tilstrækkelige til at sikre en effektiv gennemførelse af dets ambitiøse opgaver;

14.

understreger, at der er behov for mere vidtgående foranstaltninger til forebyggelse af naturkatastrofer og imødeser i denne forbindelse med stor interesse, at Kommissionen i 2008 vil offentliggøre to undersøgelser, hvis sigte er at formulere en integreret strategi for forebyggelse af naturkatastrofer; opfordrer endvidere Kommissionen til at undersøge, i hvilket omfang den åbne koordinationsmetode kan bruges til at forebygge naturkatastrofer gennem en generel arealforvaltning for at øge tilbageholdelsestiden for vandforekomster og en generel skovpleje for at begrænse brandbelastningen mest muligt og reducere den hastighed, hvormed ilden breder sig; understreger, at den genvundne biomasse kan bidrage til en bedre økonomisk gennemførlighed;

15.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre mere forskning for at forbedre forebyggelsen af skovbrande samt metoderne og materialerne til brandbekæmpelse og gennemgå de politikker, der vedrører fysisk planlægning og arealanvendelse; opfordrer derfor medlemsstaterne til at gøre en energisk indsats for at forbedre og gennemføre deres rammelovgivning vedrørende skovbeskyttelse og at afholde sig fra kommercialiserings-, reklassificerings- og privatiseringsaktiviteter for at begrænse indblanding og spekulation; anmoder om, at al disponibel knowhow i EU, herunder satellitsystemer, sættes ind på denne opgave;

16.

beklager, at så stor en del af disse skovbrande tilsyneladende er påsatte, og er navnlig bekymret over, at det i stigende grad er kriminelle handlinger såsom brandstiftelse, der er årsag til de europæiske skovbrande; opfordrer derfor medlemsstaterne til at skærpe straffene for kriminelle handlinger, der skader miljøet, og navnlig for handlinger, der forårsager skovbrande, og mener, at en hurtig og effektiv efterforskning, der klarlægger ansvaret, efterfulgt af passende straffe, vil virke afskrækkende på uagtsom og forsætlig kriminel adfærd;

17.

giver udtryk for sin bekymring over det voksende antal katastrofer, som forårsages af ekstreme klimabegivenheder, der ifølge eksperterne i vid udstrækning må tilskrives klimaændringer i kølvandet på den globale opvarmning; opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterleve Kyoto-målsætningerne, og opfordrer Kommissionen til at tage initiativ til at sikre, at Kyoto-forpligtelserne overholdes, og at der sker en opfølgning; opfordrer Kommissionen og alle de relevante offentlige myndigheder til at tage hensyn til klimaændringer og den øgede sandsynlighed for katastrofer som oversvømmelser og skovbrande, når det drejer sig om at opstille budgetter og reserver til uforudsete udgifter til redningstjenester;

18.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte samarbejdet med de nationale myndigheder med henblik på at udvikle politikker, der kan minimere brandenes miljømæssige virkninger; efterlyser en genbeplantningspolitik baseret på respekt for bioklimatiske og miljømæssige forhold; understreger behovet for at indsamle og registrere oplysninger om naturressourcerne i de enkelte medlemsstater ved at oprette »grønne nationalregnskaber« i form af en database, der er tilgængelig for alle borgere;

19.

understreger behovet for i forbindelse med naturkatastrofer at tage særligt hensyn til de særlige behov, som handicappede har, ved enhver indsats som led i ordningerne for civilbeskyttelse;

20.

finder det nødvendigt snarest at fremme og støtte det frivillige civilbeskyttelsesarbejde med grundlæggende uddannelsesaktiviteter og udstyr, der også omfatter avanceret teknologi, da dette udgør en af de væsentligste ressourcer, som medlemsstaterne råder over til imødegåelse af nødsituationer, der skyldes naturkatastrofer; henstiller til EU og medlemsstaterne at bevidstgøre samfundet om værdien af vore skove og deres ressourcer og fordelene ved, at de bevares ved at fremme inddragelse af civilsamfundet via organiseret frivilligt arbejde eller med andre metoder;

21.

mener, at en forudsætning for en langsigtet beskyttelse af skovområder er en bæredygtig planlægning og gennemførelse af regionale udviklingsplaner og udviklingsplaner for landdistrikterne, hvis mål er at begrænse afvandringen fra landdistrikterne, at skabe nye diversificerede indtægter i landdistrikterne, især for den yngre generation, og at etablere den nødvendige moderniserede infrastruktur for at tiltrække bæredygtig turisme og bæredygtige tjenesteydelser til landdistrikterne;

22.

understreger, at naturkatastrofer og særlig skovbrande i år har udgjort en betydelig risiko for monumenter og arkæologiske fundsteder, som er af stor betydning for den europæiske kulturarv; fremhæver i denne forbindelse truslen mod det antikke Olympia, som er oprindelsessted for de olympiske lege, og navnlig museet her, der har status af verdenskulturarv; kræver, at der omgående stilles ressourcer til rådighed til en genetablering af lokaliteter, der indgår i den europæiske kulturarv, hvis de skades af fortsatte skovbrande;

23.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at alle brandhærgede skovarealer fortsat skal have status af skov og skal være omfattet af genbeplantningsprogrammer og af ufravigelige betingelser, ligesom der ikke bør gives tilladelse til ændringer af arealernes anvendelse; anmoder om gennemførelse af bevaring og en hensigtsmæssig arealanvendelse, herunder bæredygtigt land- og skovbrug og effektiv risikostyring og om omgående at udforme omfattende genopbygningspolitikker for turismen og de lokale økonomier, hvor de er berørt;

24.

henstiller til Kommissionen at føre tilsyn med den korrekte og effektive anvendelse af alle nødhjælpsmidler, der stilles til rådighed for medlemsstaterne, for at håndtere følgerne af naturkatastrofer, og opfordrer medlemsstaterne til at sikre tilbagebetaling af fællesskabsstøtte, der er anvendt ukorrekt, f.eks. i tilfælde af manglende gennemførelse af planer for genbeplantning, og at sikre matrikelmæssig modernisering;

25.

fordømmer legalisering af ulovligt byggeri på beskyttede arealer og arealer, hvor der generelt ikke er givet byggetilladelse, og anmoder indtrængende om, at der omgående sættes en stopper for ethvert forsøg på at begrænse beskyttelsen af skovene gennem ændringer af den græske forfatning (artikel 24);

26.

foreslår udsendelse af en delegation fra Europa-Parlamentet til de lande, der er hårdest ramt af de seneste naturkatastrofer, for at udtrykke Parlamentets solidaritet med befolkningen, konstatere omfanget af tabet af menneskeliv, ejendom, sociale netværk, miljøet og økonomien, og at drage hensigtsmæssige konklusioner med henblik på en forbedret forebyggelse og forbedrede reaktioner i tilsvarende fremtidige ekstreme situationer i EU;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

—

der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2000 om Kommissionens rapporter til Det Europæiske Råd om »Bedre lovgivning 1998 — Et fælles ansvar« og »Bedre lovgivning 1999« (1),

—

der henviser til sin beslutning af 29. november 2001 om Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU (2),

—

der henviser til sin beslutning af 8. april 2003 om beretning fra Kommissionen til Det Europæiske Råd om bedre lovgivning 2000 og 2001 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 26. februar 2004 om Kommissionens beretning »Bedre lovgivning 2002« (4),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2004 om Kommissionens meddelelse om bedre og enklere EU-lovgivning (5),

—

der henviser til sin beslutning af 20. april 2004 om vurdering af fællesskabslovgivningens og høringsprocedurernes virkning (6),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om en strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer (7),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om bedre lovgivning 2004: anvendelse af nærhedsprincippet (12. rapport) (8),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om resultatet af screeningen af verserende lovforslag (9),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 14. november 2006 med titlen »En strategisk gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union« (KOM(2006)0689),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed samt Regionaludviklingsudvalget (A6-0273/2007),

A.

der henviser til, at det har meget høj prioritet for Den Europæiske Union at opfylde målsætningen om bedre lovgivning, da en maksimering af fordelene ved moderne, rationel og effektiv lovgivning samtidig med en minimering af omkostningerne herved vil sikre den højest mulige produktivitet, vækst, accept og i sidste ende beskæftigelse i hele Europa,

B.

der henviser til, at Kommissionen i sin ovennævnte meddelelse af 14. november 2006 analyserer de skete fremskridt med hensyn til bedre lovgivning og kortlægger de væsentligste udfordringer, idet den påpeger, hvilke fremskridt der skal gøres såvel på europæisk plan som i medlemsstaterne, og således udvikler en generel tilgang, der skal gøre det lettere og dermed billigere at anvende fællesskabslovgivning og national lovgivning,

C.

der henviser til, at denne tilgang, som er et nyttigt redskab for Kommissionen, Rådet og Parlamentet i bestræbelserne på at nå målene i Lissabon-strategien, kræver et tæt partnerskab på området, først mellem EU-institutionerne og dernæst mellem disse og de nationale myndigheder,

D.

der henviser til, at Kommissionen i den ovennævnte meddelelse foreslår en grundigere gennemgang af 4konsekvensanalyser ved oprettelse af et uafhængigt udvalg for konsekvensanalyser, der står under Kommissionens formand, og giver tilsagn om at tage forebyggende skridt og tidligt i forløbet at følge op på dem sammen med medlemsstaterne, så der sikres en korrekt gennemførelse af de væsentligste direktiver,

E.

der henviser til, at Parlamentet og Rådet efter Kommissionens opfattelse bør gøre mere systematisk brug af konsekvensanalyser ved væsentlige ændringer af Kommissionens forslag og prioritere fremsatte forenklingsforslag, kodificering og ophævelse af forældet lovgivning højere,

F.

der henviser til, at Kommissionen foreslår, at medlemsstaterne til gengæld bør udvikle og håndhæve høringsmekanismer og forenklingsprogrammer, hvor disse mangler, og skabe grobund for en mere systematisk evaluering af økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser samt en bedre anvendelse af fællesskabsretten,

G.

der henviser til, at bedre lovgivning ikke udelukkende er et spørgsmål om at fjerne overdrevet bureaukrati, begrænse den administrative byrde, forenkle eksisterende lovgivning eller foretage en afregulering, men også drejer sig om at sikre, at alle relevante statslige og ikke-statslige aktører på alle niveauer deltager i lovgivningsprocessen, og at der etableres et nært partnerskab mellem de europæiske institutioner og de nationale, regionale og lokale myndigheder, med henblik på at tilvejebringe lovgivning af høj kvalitet,

H.

der henviser til, at der på alle forvaltningsniveauer bør lægges vægt på bedre lovgivning for at gøre det muligt at begrænse den administrative byrde,

I.

der henviser til, at lokale og regionale myndigheder ofte har til opgave at gennemføre og håndhæve EU-lovgivning,

J.

der henviser til, at Kommissionen endelig foreslår, at såvel Den Europæiske Union som medlemsstaterne giver sig i kast med en ambitiøs strategi med henblik på at reducere de administrative byrder, der skyldes EU-lovgivning og national lovgivning, og at det fælles reduktionsmål i den forbindelse bør nås inden 2012,

1.

støtter fuldt ud processen for gennemførelse af bedre lovgivning med henblik på at styrke effektiviteten, nyttevirkningen, sammenhængen, ansvarligheden og gennemsigtigheden i EU's lovgivning; understreger imidlertid, at en sådan proces skal baseres på en række forudsætninger:

2.

støtter Kommissionens mål om at forbedre lovgivningen og begrænse den administrative byrde; mener, at foranstaltningerne i Kommissionens meddelelse viser, at den tydeligvis vil gøre og allerede gør en indsats for at nå dette mål, men er af den opfattelse, at der er behov for en endnu større indsats på en række områder for at sikre, at der drages størst mulig økonomisk fordel af lovgivningen om det indre marked;

3.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at strømline og modernisere den eksisterende fællesskabslovgivning ved hjælp af en passende forenklingsstrategi under behørig inddragelse af medlemsstaterne og de berørte parter; understreger imidlertid endnu en gang, at selv om målsætningen om bedre lovgivning er fælles for alle EU-institutionerne, spiller Kommissionen en afgørende rolle ved udarbejdelsen af lovgivningsforslag af høj kvalitet, som er det bedste udgangspunkt for hele forenklingsprocessen;

4.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at lægge større vægt på gennemførelse, håndhævelse og evaluering af fællesskabslovgivningen som en væsentlig del af processen for bedre lovgivning;

5.

er enig med Kommissionen i, at bedre lovgivning ikke kan opnås uden et generelt overblik over de økonomiske, sociale, miljømæssige, sundhedsmæssige og internationale konsekvenser af hvert enkelt lovgivningsforslag; støtter derfor fuldt ud, at der i Kommissionen oprettes et uafhængigt udvalg for konsekvensanalyser, der står under Kommissionens formand, med henblik på at overvåge anvendelsen af disse principper ved udarbejdelsen af konsekvensanalyser i Kommissionens berørte tjenestegrene;

6.

understreger imidlertid, at der bør oprettes et uafhængigt ekspertpanel, der gennem stikprøver kan kontrollere kvaliteten af udtalelserne fra udvalget for konsekvensanalyser, med henblik på at garantere et minimum af uafhængig kontrol ved udarbejdelsen af konsekvensanalyser, og at repræsentanter for berørte parter også bør kunne deltage i udarbejdelsen af disse;

7.

anser det for nødvendigt, at udvalget for konsekvensanalyser sikrer, at der anvendes en fælles metode for alle konsekvensanalyser, så man undgår selvmodsigende tilgange og gør det lettere at foretage sammenligninger;

8.

kræver, at Parlamentet regelmæssigt underrettes om de beslutninger, der træffes i udvalget for konsekvensanalyser, som arbejder under tilsyn af Kommissionens formand, med henblik på at sikre en gennemsigtig dialog mellem de to institutioner;

9.

opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe konsekvensanalyser, der opstiller tilstrækkeligt mange scenarier og politiske valgmuligheder (herunder om nødvendigt at undlade at foretage sig noget) som grundlag for omkostningseffektive, bæredygtige og socialt acceptable løsninger;

10.

mener, at enhver konsekvensanalyse generelt bør tage hensyn til alle et politisk forslags væsentlige og mulige virkninger for samfundet, miljøet og økonomien, og at konsekvensanalyser, hvis det er muligt og i overensstemmelse med den relevante lovgivning, også skal tage behørigt hensyn til alle mulige betydelige virkninger for sårbare grupper eller minoritetsgrupper samt ligestillingsaspekter og andre følsomme målgrupper, f.eks. etniske minoriteter, forældre med børn, ældre, langtidssyge og handicappede (»social benchmarking«);

11.

anmoder Kommissionen om at høre alle relevante berørte parter, navnlig nationale, regionale og lokale myndigheder, når den udarbejder konsekvensanalyser, således at der kan tages behørigt hensyn til lokale eller regionale forskelle, og om i god tid at underrette Parlamentet, Regionsudvalget og alle relevante statslige organer på regionalt og lokalt plan om resultaterne af konsekvensanalyser;

12.

mener, at alle relevante aktører i dette øjemed skal høres i alle faser, eventuelt ved at der i større omfang gøres brug af Kommissionens websted for offentlige høringer, idet resultatet ellers kan blive tilfældigt, og ved hjælp af nye og mere strukturerede høringsformer, som omhandlet i Kommissionens meddelelse »Mod en stærkere hørings- og dialogkultur — Generelle principper og minimumsstandarder ved Kommissionens høring af interesserede parter« (KOM(2002)0704); mener i denne forbindelse, at Kommissionen skal sikre størst mulig gennemsigtighed ved offentliggørelsen af de interesserede parters reaktioner;

13.

understreger, at Parlamentet og Rådet bør foretage en mere systematisk konsekvensanalyse af væsentlige ændringer af Kommissionens forslag;

14.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at præcisere, hvilket stadium endnu ikke offentliggjorte konsekvensanalyser befinder sig på, ved klart at angive, om de pågældende analyser fortsat er under udarbejdelse eller er blevet trukket tilbage, udsat, eller om man af forskellige årsager er startet forfra osv., og til at høre de berørte parter angående de analyser, der fortsat er under udarbejdelse;

15.

insisterer på, at medlemsstaterne tilvejebringer en konsekvensanalyse i forbindelse med deres initiativer inden for politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager, jf. EU-traktatens artikel 34, stk. 2; mener, at medlemsstaterne bør anerkende, at de har en egentlig forpligtelse hertil;

16.

støtter Kommissionens tiltag med periodevis gennemgang og bortfald af fremsatte forslag; fastholder imidlertid, at dette tiltag skal ses i lyset af de forskellige fællesskabsinstitutioners beføjelser i lovgivningsprocessen som fastlagt i traktaterne og i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde mellem institutionerne;

17.

støtter den principbaserede lovgivning og fokuseringen på kvalitet i stedet for kvantitet; ser debatten om bedre lovgivning som en anledning til at gøre sig overvejelser vedrørende lovgivning som en proces til at opnå klart definerede politikmål ved at engagere alle aktører i alle processens faser, fra udarbejdelse til håndhævelse, og involvere dem heri;

18.

betragter erfaringerne fra Lamfalussy-proceduren med hensyn til lovgivning om finansmarkederne, især dialogen mellem lovgiver og markedsdeltagere, som en værdifuld prøvesag for en dynamisk lovgivningsproces;

19.

er af den opfattelse, at Lamfalussy-proceduren er en hensigtsmæssig mekanisme; mener, at konvergensen mellem forskellige tilsynsmetoder er altafgørende; glæder sig over niveau 3-udvalgenes arbejde i denne henseende og støtter deres anmodning om en passende »værktøjskasse«; mener, at man ved at give tilsynsførende myndigheder handlefrihed i høj grad kan lette den byrde, der er forbundet med lovgivningens tekniske detaljer, og skabe hensigtsmæssige regler for et dynamisk marked; understreger imidlertid, at dette aldrig kan fjerne det politiske ansvar for så vidt angår de endelige målsætninger; insisterer på, at lovgiverne skal føre omhyggeligt tilsyn med processen, og gentager, at Parlamentets rettigheder i forbindelse med lovgivningsproceduren bør respekteres fuldt ud;

20.

mener, at Kommissionen bør kontrollere relevansen af verserende lovforslag kontinuerligt, og ikke blot når den tiltræder, og at den bør trække forslag, der ikke længere er relevante, tilbage og herved være særlig opmærksom på forslag, der har været udestående gennem længere tid;

21.

understreger, at der også er behov for forenkling i forbindelse med Kommissionens samspil med borgerne, f.eks. inden for områdersom indkøbsaftaler, finansielle tjenesteydelser, forskningsprogrammer, regler for statsstøtte samt ansøgninger om støtte;

22.

støtter i princippet en hurtigere vedtagelse af de forenklingsforslag, der er under behandling, men anser det for nødvendigt i hvert enkelt tilfælde at vurdere, om et forslag har bredere konsekvenser, da der i så fald vil være brug for mere tid;

23.

er bevidst om, at lovgivningsarbejdet i EU kunne gennemføres på en mere systematisk måde; opfordrer derfor Kommissionen til at tage sine arbejdsmetoder og sin organisation op til overvejelse med henblik på at kunne tage hånd om forskellige spørgsmål på en mere horisontal måde med det primære formål at sikre større sammenhæng, udnytte mulige synergier samt undgå inkonsekvens;

24.

mener, at Kommissionen bør tage hensyn til Parlamentets holdning, når fremlagte forslag trækkes tilbage, for at bevare den nødvendige tillid mellem Kommissionen og Parlamentet;

25.

glæder sig over Kommissionens meddelelse om, at 68 forslag, som den anser for ikke at være i overensstemmelse med Lissabon-strategiens målsætninger og principperne om bedre lovgivning, er blevet trukket tilbage, men beklager, at Kommissionen har trukket forslaget til direktiv om statut for det gensidige europæiske selskab tilbage, selv om det er et af nøgleelementerne i Lissabon-strategien, og opfordrer derfor Kommissionen til at vedtage et initiativ inden udgangen af 2007 med henblik på at få udarbejdet et udkast til en statut for det gensidige europæiske selskab og en statut for den europæiske forening;

26.

er enig i, at Rådet ligesom Parlamentet må overveje, hvilken virkning dets væsentligste ændringer vil få på Kommissionens konsekvensanalyse; understreger behovet for en cost-benefit-analyse, der afspejler strukturen i de komplekse lovgivningsmæssige omkostninger bedre i tilfælde, hvor direktiver gennemføres ved hjælp af national lovgivning og ændrer den lovgivningsmæssige ramme, inden for hvilken virksomheder og individuelle borgere opererer; går stærkt ind for gennemsigtighed i og uafhængig kontrol med gennemførelsen af konsekvensanalyser under de lovgivende myndigheders fulde ansvar inden for deres politiske prioriteter;

27.

støtter fuldt ud enhver bestræbelse fra Kommissionens side på generelt at styrke håndhævelsen af fællesskabsretten ved at tage yderligere forebyggende skridt og tidligt i forløbet at følge op på dem sammen med medlemsstaterne, så der sikres en korrekt gennemførelse af de væsentligste direktiver, og anbefaler, at Parlamentet i behørigt omfang inddrages i sådanne initiativer;

28.

mener, at Kommissionen i forbindelse med overvågningen af medlemsstaternes anvendelse af fællesskabsretten bør pålægge medlemsstaterne at udarbejde sammenligningstabeller og gennemførelsesnotater og ikke kun opfordre dem hertil, navnlig med henblik på kontrollen med de enkelte nationale procedurer til gennemførelse af direktiver; mener, at Kommissionen i dette øjemed bør opfordre medlemsstaterne til at vedtage en fælles referencemetode;

29.

mener ikke, at den vægt, der lægges på konsekvensanalysernes betydning bør medføre, at Kommissionen overfører midler, der er afsat til overvågning af den korrekte gennemførelse af fællesskabsretten og behandlingen af sager om overtrædelse, til konsekvensanalyser; understreger behovet for at forhøje de midler, der er afsat til at sikre effektiv overvågning af anvendelsen af fællesskabsretten;

30.

beklager medlemsstaternes såkaldte »gold plating« og opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvilke yderligere foranstaltninger der kan træffes for at forhindre en sådan praksis, herunder indførelse af direkte søgsmålsadgang for borgerne; kræver, at der foretages opfølgende konsekvensanalyser for at undersøge, hvordan afgørelser rent faktisk gennemføres i medlemsstaterne og på lokalt plan; støtter øget anvendelse af forordninger, hvor det er hensigtsmæssigt;

31.

minder om betydningen af velovervejet brug af ophørsklausuler for at sikre, at lovgivningen forbliver relevant;

32.

insisterer på, at Kommissionen, når den fremsætter et lovgivningsforslag, skal undgå uklare og overflødige udtryk og fortrinsvis anvende en enkel og forståelig sprogbrug under bibeholdelse af terminologisk præcision og retssikkerhed; mener navnlig, at den udbredte praksis med at anvende uforståelige akronymer og et utal af overflødige betragtninger skal opgives; tilskynder alle forvaltningsniveauer til overalt, hvor dette er muligt, at benytte et klart og for borgerne letforståeligt sprog;

33.

opfordrer Kommissionen til samtidig med udformningen af bedre lovgivning at sikre, at ny lovgivning og håndhævelse heraf er konsekvent, kan retfærdiggøres, er gennemsigtig og kan forstås af samtlige berørte parter;

34.

opfordrer Kommissionen til for forordningers vedkommende i forvejen at udarbejde retningslinjer for gennemførelse til gavn for medlemsstaterne, regionale og lokale myndigheder og specialiserede agenturer;

35.

fastholder på det bestemteste, at bedre lovgivning altid skal indebære, at Parlamentet inddrages fuldt ud, både i den interinstitutionelle debat og, som medlovgiver, i vedtagelsen af lovgivning i forbindelse med en sådan proces; understreger endvidere, at Parlamentet altid har mulighed for at tage stilling til hensigtsmæssigheden af det valgte retlige instrument (forordning, direktiv eller beslutning/afgørelse) og/eller at vurdere, om alternative reguleringsmetoder er mere hensigtsmæssige;

36.

opfordrer Kommissionen til at undersøge alternativer til lovgivning for at forbedre det indre markeds funktion, herunder selvregulering og gensidig anerkendelse af nationale regler, og understreger samtidig, at dette ikke må vanskeliggøre den demokratiske kontrol, som Europa-Parlamentet og medlemsstaternes parlamenter udøver; gør opmærksom på, at fællesskabslovgivningen skal ses inden for rammerne af international konkurrence og globale markeder;

37.

mener, at de nye komitologiregler, der styrker Parlamentets og Rådets kontrol med udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen, giver endnu en mulighed for at forenkle fællesskabslovgivningen, for så vidt som de giver mulighed for at tillægge Kommissionen vidtrækkende reguleringsbeføjelser med hensyn til ikke-væsentlige og tekniske detaljer og dermed gør det muligt for Parlamentet og Rådet at koncentrere deres lovgivningsvirksomhed om mere væsentlige bestemmelser;

38.

glæder sig over konklusionerne fra Det Europæiske Råds forårsmøde 2007 om bedre lovgivning, navnlig beslutningen om at mindske de med fællesskabslovgivningen forbundne administrative byrder med 25 % for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) inden 2012; mener, at dette mål burde resultere i en mere intelligent, effektiv og brugerorienteret lovgivning, der mindsker unødvendige byrder på SMV'er uden at forringe standarderne i henhold til gældende lovgivning; støtter især Rådets beslutning om at opfordre medlemsstaterne til at opstille nationale mål inden 2008 og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at fastlægge ensartede tilsynsmekanismer, således at der kan ske en effektiv gennemførelse af denne proces på nationalt, regionalt og lokalt plan;

39.

opfordrer Kommissionen til hvert år at forelægge sine resultater og sine planer med henblik på at nå de lovede mål for reduktion af den administrative byrde;

40.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med Rådet og Parlamentet at udvikle en institutionel reform inden for Fællesskabet, der vil bidrage til større økonomiske besparelser og samtidig lette samarbejdet med henblik på at sikre en bedre og mere intelligent lovgivning;

41.

opfordrer Kommissionen til i sit videre arbejde for bedre lovgivning at tage hensyn til resultaterne af den undersøgelse, der er gennemført på anmodning af Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om forenklingsprocessen, »Forenkling af EU's miljøpolitik« (10);

42.

er bekymret over resultaterne af forskellige uafhængige undersøgelser (11), der viser, at Kommissionens retningslinjer for konsekvensanalyser ikke overholdes fuldt ud af Kommissionens generaldirektorater, at vurderingen og kvantificeringen af de økonomiske virkninger prioriteres på bekostning af en tilsvarende vurdering af de miljømæssige, sociale og internationale virkninger, at omkostningerne ved lovgivningen vurderes i langt højere grad end fordelene, og at kortsigtede hensyn overskygger langsigtede; glæder sig over, at Kommissionen har planer om at nedsætte et udvalg for konsekvensanalyser og at indføre ekstern evaluering af Kommissionens konsekvensanalysesystem, hvilket tilsammen burde bidrage til at sikre, at ovennævnte vedvarende mangler endelig afhjælpes;

43.

støtter konklusionen af undersøgelsen »Forenkling af EU's miljøpolitik«, der fastslår, at konsekvensanalyser kan spille en vigtig rolle med hensyn til at sikre bedre lovgivning, og at kvaliteten af nogle analyser skal forbedres; opfordrer Kommissionen til at sikre:

anerkender, at konsekvensanalyser også kunne spille en vigtig rolle i forbindelse med ændringsforslag fra Parlamentet eller Rådet, som har potentielt vidtrækkende konsekvenser;

44.

opfordrer Kommissionen til yderligere at fremme udvekslingen af oplysninger om bedste praksis for så vidt angår forenkling af EU's miljøpolitik i medlemsstaterne, f.eks. vedrørende:

45.

opfordrer medlemsstaterne til under lovgivningsprocessen at fastlægge og gennemføre høringsmekanismer i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder, til at tage hensyn til sidstnævntes betænkeligheder i forbindelse med forhandlinger på ministerplan og til at styrke deres rolle i forbindelse med gennemførelsen i national ret og implementeringen af EU-lovgivning;

46.

opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med alle de myndigheder i medlemsstaterne, der er ansvarlige for gennemførelse af EU-lovgivning, og råder samtidig Kommissionen til på lokalt plan også at arrangere seminarer om gennemførelsen af EU-lovgivning i national ret for ved hjælp af enkle, forståelige midler at bibringe aktører relevant information direkte;

47.

opfordrer medlemsstaterne til at fastlægge og håndhæve nødvendige, effektive og klare procedurer for et bedre samarbejde mellem regionale og centrale regeringer med det formål at lette gennemførelsesprocessen og anerkende den stadig større rolle, som regioner med lovgivningsbeføjelser spiller;

48.

tilskynder medlemsstaternes myndigheder til at fastlægge formelle gennemførelsesstrategier for klart at definere regionale og nationale regeringers rolle og ansvar af hensyn til en bedre og hurtigere gennemførelse;

49.

opfordrer Kommissionen til om muligt at offentliggøre gennemførelsesretningslinjerne for direktiver samtidig med offentliggørelsen af selve direktiverne for at gøre det muligt for nationale og regionale regeringer at tage hensyn til disse inden påbegyndelsen af gennemførelsesprocessen og for at sikre en korrekt og rettidig gennemførelse i medlemsstaterne;

50.

opfordrer Kommissionen til at fremskynde færdiggørelsen af en omfattende og frit tilgængelig offentlig database for national gennemførelseslovgivning, herunder i givet fald regionale forskelle;

51.

er af den opfattelse, at bedre lovgivning ikke bør føre til lavere miljømæssige, sociale og kvalitetsmæssige standarder;

52.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de ved gennemførelsen af EU-lovgivning ikke pålægger fysiske og juridiske personer forpligtelser, der er strengere end forpligtelserne i den gennemførte lovgivning, og som navnlig pålægger SMV'er, der er drivkraften bag en bæredygtig udvikling af Europas regioner, en unødig stor administrativ byrde;

53.

anmoder Kommissionen om at forbedre formidlingen af oplysninger om gennemførelse af EU-lovgivning i national ret og overtrædelsesprocedurer og om at gøre disse oplysninger offentligt og let tilgængelige på Kommissionens websted.

54.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

—

der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2000 om Kommissionens rapporter til Det Europæiske Råd om »Bedre lovgivning 1998 — Et fælles ansvar« og »Bedre lovgivning 1999« (1),

—

der henviser til sin beslutning af 29. november 2001 om Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU (2),

—

der henviser til sin beslutning af 8. april 2003 om beretning fra Kommissionen til Det Europæiske Råd om bedre lovgivning 2000 og 2001 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 26. februar 2004 om Kommissionens beretning »Bedre lovgivning 2002« (4),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2004 om Kommissionens meddelelse om bedre og enklere EU-lovgivning (5),

—

der henviser til sin beslutning af 20. april 2004 om vurdering af fællesskabslovgivningens og høringsprocedurernes virkning (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om »Bedre regulering til gavn for vækst og beskæftigelse i Den Europæiske Union« (KOM(2005)0097),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om en strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer (7),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om bedre lovgivning 2004: anvendelse af nærhedsprincippet (12. rapport) (8),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om resultatet af screeningen af verserende lovforslag (9),

—

der henviser til beretning fra Kommissionen »Bedre lovgivning 2005« i overensstemmelse med artikel 9 i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (13. rapport) (KOM(2006)0289),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument »Måling af administrative omkostninger og reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union« (KOM(2006)0691),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union« (KOM(2007)0023),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »En strategisk gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union« (KOM(2006)0689),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A6-0280/2007),

A.

der henviser til, at det har meget høj prioritet for EU at opfylde målsætningen om bedre lovgivning, da en maksimering af fordelene ved moderne, rationel og effektiv lovgivning samtidig med en minimering af omkostningerne herved vil sikre den højest mulige produktivitet, vækst, accept og i sidste ende beskæftigelse i hele Europa,

B.

der henviser til, at nærhedsprincippet spiller en afgørende rolle for legitimeringen af Fællesskabets lovgivning, og når der skal træffes afgørelse om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at vedtage EU-regler, og således har vist sig at være et centralt element i forbindelse med overvågningen af magtdelingen mellem EU og medlemsstaterne, og at det er et nyttigt redskab, som sætter medlemsstaterne i stand til at påtage sig lovgivningskompetence,

C.

der henviser til, at det med henblik på at styrke retssikkerheden er klart nødvendigt, at både EU-lovgivningen og national lovgivning overholder proportionalitetsprincippet fuldt ud,

D.

der henviser til, at det er EF-Domstolen, der har ansvaret for at overvåge anvendelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

E.

der henviser til, at EU-lovgivningen, der ofte er et resultat af et vanskeligt politisk kompromis, kan mangle klarhed, og at medlemsstaterne kan være ude af stand til eller mangle viljen til at gennemføre den korrekt,

F.

der henviser til, at EU-lovgivningens omdømme og effektivitet påvirkes af unødvendige og uforholdsmæssige administrative byrder, der ofte pålægges borgerne og erhvervslivet gennem EU-regler,

G.

der henviser til, at en reduktion af de unødvendige administrative byrder med 25 % i høj grad kan stimulere væksten for det europæiske BNP og dermed yde et vigtigt bidrag til opfyldelsen af Lissabonmålene,

H.

der henviser til, at unødvendige administrative byrder, der udspringer af EU-lovgivning, underminerer EU-lovgivningens effektivitet og troværdighed,

I.

der henviser til, at EU-lovgivningen bør gøre det lettere for borgerne og virksomhederne at drage størst mulig fordel af det indre marked og ikke bør pålægge dem høje omkostninger, der kunne undgås,

J.

der henviser til, at strømliningen af den gældende fællesskabsret gennem forenkling og en reduktion af unødvendige administrative byrder ikke bør ske på bekostning af retssikkerheden og den beskyttelse, der ydes i henhold til EU-lovgivningen,

1.

er enig i, at de lovgivningsmæssige rammer, som virksomhederne er omfattet af, har afgørende betydning for virksomhedernes konkurrenceevne, for bæredygtig vækst og for resultater med hensyn til beskæftigelse, og, at det bør være et vigtigt mål for EU's politikker at sikre, at de lovgivningsmæssige rammer er og forbliver gennemsigtige, klare, effektive og af høj kvalitet generelt;

2.

mener, at dårlig lovgivningskvalitet i medlemsstaterne og på fællesskabsplan svækker retsstatsprincippet og skaber afstand mellem borgerne og deres institutioner;

3.

støtter fuldt ud alle bestræbelser fra Kommissionens side på generelt at styrke effektiviteten og håndhævelsen af fællesskabsretten gennem relevante initiativer;

4.

glæder sig over den succes, webportalen »Kom til orde i Europa« har haft, og opfordrer Kommissionen til at udvikle nye og mere effektive metoder til høring af berørte parter, inden der fremsættes lovgivningsforslag, om de forskellige aspekter af forslaget, herunder en konsekvensanalyse;

5.

understreger vigtigheden af, at der gennemføres passende og uafhængige konsekvensanalyser på grundlag af en omfattende høring af de berørte parter, og opfordrer Kommissionen til at opstille tilstrækkeligt mange scenarier og politiske valgmuligheder (herunder om nødvendigt at undlade at foretage sig noget) som grundlag for omkostningseffektive og bæredygtige løsninger;

6.

glæder sig over Kommissionens tilsagn om at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden for så vidt angår Kommissionens ekspertgrupper og om at udarbejde en oversigt over eksisterende tilfælde af selvregulering og samregulering på EU-plan;

7.

understreger, at det er vigtigt, at EF-institutionerne og medlemsstaterne, via regionale og lokale myndigheder såvel som på centralt ministerielt niveau, sørger for en permanent overvågning af anvendelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

8.

glæder sig over Kommissionens handlingsprogram om måling af de administrative omkostninger for virksomhederne i Europa og om en reduktion af de unødvendige og uforholdsmæssigt store administrative byrder med 25 % inden 2012;

9.

bemærker, at strategien om en reduktion med 25 % vedrører unødvendige administrative byrder for virksomhederne og derfor ikke kan sidestilles med en deregulering eller føre til en ændring af fællesskabslovgivningens politiske målsætninger eller ambitionsniveau; opfordrer Kommissionen til at sikre, at reduktionen af de unødvendige administrative byrder, der udspringer af lovgivning, ikke bør ske på bekostning af de oprindelige formål med den pågældende lovgivning;

10.

støtter konklusionen om, at der skal være tale om en fælles målsætning, der kun kan opfyldes, hvis medlemsstaterne og EU-institutionerne yder en fælles indsats;

11.

understreger navnlig, at en effektiv strategi for reduktionen af de unødvendige administrative byrder i EU både skal gennemføres af Kommissionen for så vidt angår unødvendige administrative byrder, der udspringer af EU-forordninger og -direktiver og af medlemsstaterne for så vidt angår byrder, der udspringer af national lovgivning; opfordrer Kommissionen til at gå i spidsen og ikke lade sine tiltag med henblik på at reducere de unødvendige administrative byrder på EU-plan være afhængige af tiltag fra medlemsstaternes side på nationalt plan med henblik på at reducere de unødvendige byrder, der udspringer af national lovgivning;

12.

glæder sig over, at Kommissionen har identificeret 13 prioriterede områder, hvor de administrative omkostninger skal måles og de unødvendige administrative byrder reduceres, og anser dette for at være en pragmatisk og effektiv tilgang, men opfordrer Kommissionen til på længere sigt også at måle de administrative omkostninger og reducere de unødvendige administrative byrder uden for disse prioriterede områder; mener, at dette bl.a. kan ske i forbindelse med den evaluering, der skal ske i henhold til de relevante EU-regler;

13.

er meget bekymret over, at Kommissionen i sin meddelelse (KOM(2007)0023) foreslår (i bilag I) at begrænse handlingsprogrammets anvendelsesområde til virksomheders forpligtelser; mener imidlertid, at strategien for udvikling og beskæftigelse indebærer, at der i handlingsprogrammet skal tages højde for alle administrative byrder;

14.

understreger vigtigheden af, at berørte parter involveres i arbejdet med at identificere de lovgivningsforslag, der skaber unødvendige administrative byrder, og fastlægge de foranstaltninger, der skal træffes for at reducere sådanne byrder; opfordrer Kommissionen til at skabe en dialog i hvert enkelt generaldirektorat i Kommissionen med berørte parter i EU med hensyn til såvel de 13 prioriterede områder som identificeringen af nye prioriterede områder;

15.

understreger, at reduktionen af de unødvendige administrative byrder på 25 % skal give et realistisk billede af den faktiske reduktion af byrderne; fremhæver derfor betydningen af, at der på forhånd foretages en basismåling, og at reduktionsmålet på 25 % defineres som et nettomål, således at der tages hensyn til yderligere unødvendige administrative byrder, der udspringer af nye EU-regler, i den endelige evaluering i 2012 med henblik på at afgøre, om de unødvendige administrative byrder i EU er blevet reduceret med en fjerdedel;

16.

støtter Kommissionens forslag om indførelse af tærskler for oplysningskrav, idet kravene så vidt muligt bør begrænses, når det drejer sig om små og mellemstore virksomheder;

17.

betoner, at alle generaldirektoraterne i Kommissionen skal inddrages i reduktionen af de unødvendige administrative byrder; understreger, at hvert enkelt generaldirektorat skal gøres opmærksom på de unødvendige administrative byrder, det skaber, ved hjælp af en forudgående basismåling, og at der skal fastsættes et reduktionsmål på grundlag af denne basismåling for hvert enkelt generaldirektorat;

18.

opfordrer Kommissionen til hvert år at offentliggøre de vedtagne og planlagte foranstaltninger med henblik på at reducere de unødvendige administrative byrder i EU, stigningen i antallet af administrative byrder i EU som følge af nye regler og de pågældende foranstaltningers forventede nettobidrag, udtrykt i %, til opfyldelsen af målsætningen om en reduktion på 25 % inden 2012;

19.

glæder sig over, at Kommissionen, mens den afventer vurderingen af de unødvendige administrative byrder i 2008, agter at bidrage væsentligt til reduktionen af de unødvendige administrative byrder på kort sigt ved hjælp af såkaldte »tiltag efter den hurtige procedure« for så vidt angår de mest åbenlyse unødvendige administrative byrder; opfordrer Kommissionen til på grundlag af de erfaringer, der er gjort i de medlemsstater, der allerede har foretaget basismålinger, at identificere flere områder, hvor der let kan opnås reduktioner af de unødvendige administrative byrder, og til at foreslå reduktionsmål;

20.

støtter Kommissionens bestræbelser på at kortlægge de unødvendige administrative byrder, der udspringer af ny EU-lovgivning, ved at integrere standardomkostningsmodellen (SCM) i proceduren for konsekvensanalyser; mener, at det er af afgørende betydning, at de berørte parter bidrager til indsamlingen af de oplysninger, der er nødvendige ved anvendelsen af SCM; understreger, at kvaliteten af konsekvensanalyser skal kontrolleres af udvalget for konsekvensanalyser (IAB) gennem offentligt tilgængelige udtalelser;

21.

understreger, at Parlamentet ikke bør behandle forslag til retsakter fra Kommissionen, der ikke er ledsaget af en uafhængigt kontrolleret konsekvensanalyse, som omfatter en evaluering af unødvendige administrative byrder ved hjælp af SCM;

22.

mener, at merværdien af IAB's konsekvensanalyse bør evalueres inden udgangen af 2008; opfordrer Kommissionen til at udvikle indikatorer til dette formål på grundlag af de eksisterende erfaringer fra internationale organisationer og medlemsstaterne;

23.

foreslår, at de bevillinger, der for nylig er blevet frigjort på EU's budget til et pilotprojekt med henblik på at minimere de administrative byrder, bruges til at oprette et uafhængigt ekspertpanel, der skal overvåge kvaliteten af udtalelserne fra IAB ved hjælp af stikprøvekontrol, navnlig for så vidt angår kortlægning af unødvendige administrative byrder og for at føre tilsyn med gennemførelsen af det europæiske handlingsprogram for reduktion af administrative byrder;

24.

understreger, at det er vigtigt med en klar skelnen mellem oplysningsforpligtelser, der er forældede, overflødige og overregulerede, og oplysningsforpligtelser, der fortsat er nødvendige af hensyn til beskyttelse af folkesundheden, sundheden, sikkerheden, arbejdskvaliteten og arbejdstagernes rettigheder, miljøet og Fællesskabets finansielle interesser;

25.

bemærker, at det er nødvendigt, at Rådet og Parlamentet vedtager forenklede forslag hurtigere, og fremhæver derfor den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 16. december 2003 (10), hvorefter Rådets og Parlamentets arbejdsmetoder skal ændres, f.eks. ved at der indføres ad hoc-strukturer, der specifikt tager sig af forenklingen af lovgivningen;

26.

foreslår, at Kommissionen sideløbende med handlingsprogrammet for reduktion af unødvendige administrative byrder gennemfører en undersøgelse med henblik på:

27.

opfordrer kraftigt Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje de tilfælde, hvor forskellige parter ofte indsamler samme oplysninger, og til at sætte en stopper for dobbeltindsamling af oplysninger;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser på at reducere de byrder, der kan tilskrives »ren« national lovgivning;

29.

opfordrer desuden medlemsstaterne til at erstatte tilvejebringelsen af oplysninger i papirform med oplysninger i elektronisk form, herunder via internettet og avancerede internetportaler, hvor det er muligt;

30.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 16. december 2003 (1),

—

der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2000 om Kommissionens rapporter til Det Europæiske Råd om bedre lovgivning 1998 — Et fælles ansvar og bedre lovgivning 1999 (2),

—

der henviser til sin beslutning af 29. november 2001 om Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU (3),

—

der henviser til sin beslutning af 8. april 2003 om Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd om bedre lovgivning 2000 og om bedre lovgivning 2001 (4),

—

der henviser til sin beslutning af 26. februar 2004 om Kommissionens rapport om bedre lovgivning 2002 (5),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2004 om Kommissionens meddelelse om bedre og enklere EU-lovgivning (6),

—

der henviser til sin beslutning af 20. april 2004 om vurdering af fællesskabslovgivningens og høringsprocedurernes virkning (7),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om en strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer (8),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om bedre lovgivning 2004: anvendelse af nærhedsprincippet (12. rapport) (9),

—

der henviser til sin beslutning af 16. maj 2006 om resultatet af screeningen af verserende lovforslag (10),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 14. november 2006»Første statusrapport om strategien til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer« (KOM(2006)0690),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og til udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0271/2007),

A.

der henviser til Kommissionens, Rådets og Parlamentets nuværende systematiske indsats for at definere, iværksætte og forbedre instrumenterne til forenkling af lovgivningen,

B.

der henviser til, at en forenkling af de lovgivningsmæssige rammer med henblik på at sikre klarhed, effektivitet og kvalitet i lovgivningen er en vigtig forudsætning for at gennemføre målet om bedre lovgivning, som EU prioriterer højt, og som skal sikre et højt vækst- og beskæftigelsesniveau,

C.

der henviser til, at et af de vigtigste resultater af forenklingen er, at alle de områder, hvor EU indfører fællesskabslovgivning, gradvis bliver dækket,

D.

der henviser til forpligtelserne og målsætningerne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, navnlig dem, der vedrører forenkling og begrænsning af lovgivningen og dens virkning i medlemsstaterne,

E.

der henviser til, at Kommissionens arbejdsdokument er en direkte opfølgning på og gennemførelse af Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2005 med titlen »Gennemførelse af Fællesskabets Lissabonprogra — En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer« (KOM(2005)0535),

F.

der henviser til, at det nævnte dokument indeholder en ajourført udgave for 2006-2009 af det rullende forenklingsprogram, som omfatter forenklingsforanstaltninger vedrørende formen fordelt på 43 omarbejdninger, 12 kodificeringer og 8 ophævelser samt 46 andre forenklingsforanstaltninger vedrørende substansen, der defineres som »revision«,

G.

der henviser til, at der ud over disse forenklingsforanstaltninger skal gennemføres ca. 500 nye lovgivningsinitiativer (heraf næsten 200 udelukkende i 2007), der er fastsat i et særskilt rullende kodificeringsprogram,

H.

der henviser til, at Kommissionen understreger, at kodificeringsprogrammet udelukkende er vejledende, da gennemførelsen af programmet afhænger af, at de berørte retsakter er tilgængelige i alle sprogversionerne, og at kodificeringen efter Kommissionens opfattelse endvidere skal udsættes, når der er planlagt nye ændringer af retsakter, således at den rækkefølge, efter hvilken retsakterne er opført i det rullende program ifølge Kommissionen kan variere afhængigt af disse to faktorer,

I.

der henviser til, at Kommissionen i det nævnte dokument foreslår at fortsætte den praksis, at den til de forslag, den fremlægger, udarbejder en begrundelse, som beskriver målene med forenklingen nærmere,

J.

der henviser til, at de faktorer, der medvirker til, at forenklingsinitiativer bliver vellykkede, skal være baseret på et holdbart metodisk grundlag, der forbedres ved høring af de berørte parter og udarbejdelse af sektoranalyser, og på et snævert samarbejde mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet samt på en mere udbredt anvendelse af samregulering og selvregulering,

K.

der henviser til, at den bekendtgjorte forenkling i EU skal følges op af en passende forenkling på nationalt niveau, således at fordelene ved fællesskabsforenklingen ikke sættes på spil med nationale bestemmelser eller hindringer af teknisk art,

1.

opfordrer Kommissionen til at lægge større vægt på gennemførelse, anvendelse og evaluering af fællesskabslovgivningen som en væsentlig del af processen hen imod en bedre lovgivning:

2.

glæder sig over, at forenklingsinitiativerne for første gang er opført i Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2007 og således er et signal om den politiske prioritering af forenklingsstrategien;

3.

anmoder Kommissionen om fremover systematisk at medtage forenklingsinitiativer i en del af dens lovgivnings- og arbejdsprogram, og om i den forbindelse endvidere at angive, hvordan den vil prioritere de enkelte forenklingsinitiativer og allerede i den årlige politikstrategi nærmere beskrive, hvilke forslag til forenkling der er anført i indledningen til den årlige planlægning af lovgivningsarbejdet samt endelig undgå at sprede dokumenter med lister over forenklingsinitiativer med henblik på at opnå en referenceramme, der er så præcis som muligt;

4.

opfordrer til, at der, således som det var tilfældet ved kodificeringsforanstaltninger af fællesskabsacquiset (11), indgås en interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet om en hurtig arbejdsmetode for at forenkle foranstaltningerne som helhed;

5.

hilser Kommissionens bestræbelser på at styrke kodificeringen af fællesskabs-acquiset velkommen, da det er en elementær og grundlæggende form for forenkling af de lovgivningsmæssige rammer;

6.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at tage fat på oversættelsesproblemerne og til at undgå, at fremlæggelsen af nye lovforslag får en negativ virkning på kodificeringsinitiativerne, og at de er til skade for forenklingsprocessen som helhed; insisterer på, at Kommissionen agerer på kohærent vis og afholder sig fra i sit lovgivnings- og arbejdsprogram at medtage kodificeringsprojekter vedrørende forhold, om hvilke den agter at udarbejde lovforslag;

7.

foreslår Kommissionen én gang for alle at vælge omarbejdning som almindelig lovgivningsteknik, således at hele teksten for hvert enkelt initiativ stilles til rådighed, også når det drejer sig om punktvise ændringer, og samtidig klart angive de nye dele og de uændrede dele, hvilket vil give en bedre læselighed og en større gennemsigtighed i fællesskabslovgivningen;

8.

opfordrer endvidere Kommissionen til, når en omarbejdning ikke er mulig, at have i mente, at kodificering af et bestemt lovgivningsområde bør være den almindelige lovgivningsteknik, som gennemføres indenfor en frist på seks måneder; er i henhold til den nævnte interinstitutionelle aftale af den opfattelse, at man sammen med Rådet og Kommissionen med en passende inddragelse af de berørte parter kan udvikle ad hoc-specialstrukturer med det specifikke formål at fremme forenklingen;

9.

glæder sig over den forpligtelse, Kommissionen påtager sig til at udarbejde holdbare metodiske grundlag til iværksættelse af forenkling; opfordrer den i den forbindelse til at gå videre med høringen af berørte parter, f.eks. ved at udvide de initiativer, der blev bekendtgjort i oktober 2005 for landbrug og fiskeri, til andre områder, og ved at styrke de foranstaltninger, den agter at træffe inden for selskabsret og ophavsret; opfordrer den til at uddybe sektoranalyserne og vurderingen af de administrative byrder som følge af fællesskabslovgivningen;

10.

understreger den grundlæggende betydning af samarbejde mellem EU-institutionerne, hvilket er en væsentlig forudsætning for, at en hvilken som helst forenklingsstrategi kan blive vellykket; fremhæver det signal om god vilje, det selv har givet i den forbindelse ved at tilføje ændringer til sin forretningsorden, der sigter på henholdsvis at gøre vedtagelsen af kodificeringer lettere og at etablere en ad hoc-lovgivningsprocedure for omarbejdninger;

11.

bekræfter, at de traditionelle lovgivningsinstrumenter fortsat skal anvendes som normalt for at nå de mål, der er fastsat i traktaten; er af den opfattelse, at samregulering og selvregulering kan anvendes til at integrere eller erstatte lovgivningsforanstaltninger hensigtsmæssigt, da de tilfører forbedringer af samme eller større rækkevidde end de forbedringer, man kan opnå med lovgivning; understreger, at en hvilken som helst anden reguleringsmetode skal anvendes i henhold til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning; minder om, at Kommissionen skal fastlægge de betingelser og grænser, parterne skal overholde under anvendelsen af disse metoder, og at disse metoder skal anvendes under Kommissionens kontrol, og med forbehold af Parlamentets ret til at modsætte sig anvendelsen af dem;

12.

opfordrer Kommissionen til at gøre alt, hvad der står i dens magt, for at den forenklingsproces, og generelt den proces til forbedring af lovgivningens kvalitet, der foregår i EU, ikke undergraves nationalt med nationale standarder eller hindringer af teknisk art; anmoder den om også at styre og følge denne proces på nationalt niveau, f.eks. ved at koordinere og udbrede regler for god praksis, som er udarbejdet i EU og i medlemsstaterne, også efter anbefaling fra de berørte parter;

13.

understreger, at en regelmæssig og grundig konsekvensanalyse spiller en vigtig rolle i forenklingsprocessen, og at sådanne analyser bør tages med i betragtning af Rådet og Parlamentet, når der fremsættes ændringsforslag til et forslag under lovgivningsproceduren;

14.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

—

der henviser til EF-traktaten, særlig artikel 211, 230 og 249,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Kultur- og Uddannelsesudvalget (A6-0259/2007),

A.

der henviser til, at begrebet soft law med afsæt i almindelig praksis er uklart og skadeligt og ikke bør anvendes i dokumenter fra Fællesskabets institutioner,

B.

der henviser til, at sondringen mellem lex dura og lex mollis fører til begrebsmæssig forvirring og ikke bør accepteres eller anerkendes,

C.

der henviser til, at såkaldte soft law-instrumenter som f.eks. henstillinger, grøn- og hvidbøger eller Rådets konklusioner ikke har nogen retlig værdi eller bindende virkning,

D.

der henviser til, at soft law ikke giver fuld retslig beskyttelse,

E.

der henviser til, at en omfattende anvendelse af soft law-instrumenter vil betyde, at den unikke fællesskabsmodel ændres til en traditionel international organisation,

F.

der henviser til, at der i øjeblikket er uenighed om, hvorledes EU's regulerende funktion kan gøres mere effektiv med hensyn til både soft law og hard law,

G.

der henviser til, at EF-Domstolen i Van Gend en Loos-sagen fastslog, at traktaten »udgør mere end en aftale, som blot skaber gensidige forpligtelser mellem de kontraherende stater; [...] Fællesskabet udgør et nyt folkeretligt system, til hvis fordel staterne, om end inden for begrænsede områder, har indskrænket deres suveræne rettigheder, og hvis retssubjekter ikke blot er medlemsstaterne, men også disses statsborgere; [...] fællesskabsretten [pålægger] derfor ikke blot private forpligtelser, men den skal også give dem rettigheder, som bliver en del af deres juridiske formue; disse rettigheder opstår ikke blot, når de udtrykkeligt er indrømmet i traktaten, men også når traktaten pålægger private såvel som medlemsstater og Fællesskabets institutioner entydige forpligtelser« (1),

H.

der henviser til, at fællesskabsretten således adskiller sig fra folkeretten, fordi den har bindende virkning ikke blot for staterne, men også for borgerne, som den giver rettigheder, der kan håndhæves retsligt, og involverer en række institutioner, herunder Europa-Parlamentet, der er valgt direkte af unionsborgerne; hertil kommer, at EU's retsorden bygger på demokrati og retsstatsprincippet, som det klart fremgår af artikel 6 i EU-traktaten og præamblen hertil,

I.

der henviser til, at dette betyder, at EU-institutionerne kun kan handle i overensstemmelse med legalitetsprincippet, dvs. hvor et retsgrundlag tillægger dem kompetence, og kun inden for grænserne af deres beføjelser, og at der er en Domstol, som sikrer, at de overholder dette,

J.

der henviser til, at på de områder, hvor Fællesskabet har lovgivningsmæssig kompetence, er den korrekte handlemåde at vedtage lovgivning gennem EU's demokratiske institutioner, Parlamentet og Rådet, hvis det også under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet synes påkrævet; det er kun gennem vedtagelse af lovgivning under iagttagelse af de i traktaten fastlagte institutionelle procedurer, at der kan sikres retssikkerhed, overholdelse af retsstatsprincippet og mulighed for domstolsprøvelse og håndhævelse, og dette indebærer også respekt for den institutionelle balance, der er fastlagt i traktaten, og giver mulighed for åbenhed i beslutningstagningen,

K.

der henviser til, at når Fællesskabet har lovgivningskompetence, udelukker dette i almindelighed anvendelse af »soft law« eller »adfærdsregler, der er indeholdt i instrumenter, som ikke er tillagt bindende virkning som sådan, men som alligevel kan have visse — indirekte — retsvirkninger, og som tager sigte på og kan få praktiske virkninger« (2), som historisk er blevet anvendt til at afhjælpe en mangel på formel lovgivningskapacitet og/eller håndhævelsesmidler og således er typisk for folkeretten,

L.

der henviser til, at det på de områder, hvor det udtrykkeligt er foreskrevet i traktaten, er berettiget at anvende soft law-instrumenter, forudsat at de ikke anvendes som et surrogat for lovgivning, når Fællesskabet har lovgivningskompetence, og når der også under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet synes at være behov for fællesskabsbestemmelser, da dette også ville indebære en tilsidesættelse af princippet om kompetencetildeling, og at dette så meget desto mere gælder for meddelelser fra Kommissionen, som angiveligt skal fortolke fællesskabslovgivningen; forberedende instrumenter som f.eks. grønbøger og hvidbøger indebærer også en lovlig anvendelse af soft law, på linje med meddelelser og retningslinjer, der offentliggøres af Kommissionen for at forklare, hvordan den anvender konkurrence- og statsstøttepolitikken,

M.

der henviser til, at disse instrumenter, som kan anvendes til fortolkning eller forberedelse af bindende retsakter, hverken bør behandles som lovgivning eller anvendes til at fastsætte standarder,

N.

der henviser til, at en sådan situation ville skabe forvirring og usikkerhed på et område, der bør være præget af klarhed og retssikkerhed af hensyn til medlemsstaterne og borgerne,

O.

der henviser til, at Parlamentet respekterer Kommissionens initiativret, men også insisterer på sin egen ret til at anmode Kommissionen om at udarbejde lovforslag (EF-traktatens artikel 192),

P.

der henviser til, at den åbne koordinationsmetode kan være nyttig med henblik på at fremme etableringen af det indre marked, men at det er beklageligt, at Parlamentet og Domstolen kun i meget ringe omfang involveres heri; på grund af dette demokratiske underskud i forbindelse med den såkaldte åbne koordinationsmetode må denne ikke misbruges til at kompensere for den manglende lovgivningskompetence for Fællesskabet og dermed til at pålægge medlemsstaterne de facto-forpligtelser, som kan sidestilles med lovgivning, men kommer i stand uden for rammerne af de i traktaten fastsatte lovgivningsprocedurer,

Q.

der henviser til, at EF-traktatens artikel 211 fastsætter, at »For at sikre Fællesmarkedets funktion og udvikling skal Kommissionen [...] rette henstillinger [...] om de i denne traktat omhandlede forhold, hvis traktaten udtrykkeligt fastsætter dette, eller hvis Kommissionen skønner det nødvendigt«, men at henstillinger i henhold til artikel 249, stk. 5, ikke er bindende, men derimod ifølge Domstolen er »retsakter, der end ikke for adressaterne tilsigter at være bindende« (3) og ikke skaber nogen rettigheder, som private kan påberåbe sig ved en national retsinstans (4), og at EF-traktatens artikel 230 udelukker annullation af henstillinger, fordi de ikke er bindende,

R.

der henviser til, at Domstolen ikke desto mindre har fastslået, at sådanne retsakter »ikke kan anses for at være ganske uden retsvirkninger. De nationale retsinstanser skal således ved afgørelsen af tvister, der indbringes for dem, tage hensyn til henstillinger, navnlig når disse kan bidrage til fortolkningen af nationale bestemmelser udstedt til gennemførelse heraf, eller når der er tale om henstillinger, som har til formål at udfylde bindende fællesskabsretlige bestemmelser« (5),

S.

der henviser til, at henstillinger — hvis ikke de anvendes tilstrækkelig forsigtigt — muligvis kan føre til konstatering af, at Kommissionen i visse tilfælde har overskredet sine beføjelser,

T.

der henviser til, at artikel I-33 i traktaten om en forfatning for Europa indeholder en bestemmelse, der svarer til EF-traktatens artikel 211, men hvori det tilføjes, at »Når Europa-Parlamentet og Rådet får forelagt et udkast til lovgivningsmæssig retsakt, kan de ikke vedtage retsakter, der ikke er omhandlet i den lovgivningsprocedure, der gælder på det pågældende område«,

U.

der henviser til, at Kommissionen i 2005 på grundlag af EF-traktatens artikel 211 vedtog en henstilling om grænseoverskridende kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder i tilknytning til lovlige musiktjenester på nettet, som blev beskrevet som »et soft law-instrument, der har til formål at give markedet mulighed for at bevæge sig i den rigtige retning«, og som tilsyneladende har til formål at udmønte de eksisterende direktiver om ophavsret i informationssamfundet (6) og udlejningsog udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (7), og at eftersom hovedformålet er at tilskynde til indførelse af en licensordning, som dækker flere territoriale områder, og at henstille til, hvorledes denne skal reguleres, bringer Kommissionen særlige løsningsmodeller i anvendelse ved hjælp af soft law,

V.

der henviser til, at Kommissionen har planer om eller synes at overveje at handle ved hjælp af henstillinger på andre områder, hvor Fællesskabet har lovgivningskompetence, herunder reguleringen af copyright-afgifter og begrænsning af revisorers erstatningsansvar,

W.

der henviser til, at også det europæiske aftaleretsprojekt fortsat har karakter af soft law,

X.

der henviser til, at på områder, hvor Fællesskabet har lovgivningskompetence, men hvor den politiske vilje til at vedtage lovgivning ikke synes at være til stede, kan anvendelse af soft law betyde omgåelse af de egentligt kompetente lovgivningsorganer og en forhånelse af princippet om demokrati og retsstatsprincippet, jf. EU-traktatens artikel 6, og af subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet, jf. EF-traktatens artikel 5, og føre til, at Kommissionen handler uden for rammerne af sin bemyndigelse,

Y.

der henviser til, at soft law også bidrager til at skabe et billede i offentligheden af et ikke blot borgerfjernt, men borgerfjendtligt »superbureaukrati« uden demokratisk legitimation, der er rede til at indgå kompromisser med magtfulde interesseorganisationer på grundlag af forhandlinger, der er uigennemsigtige og umulige for borgerne at sætte sig ind i, og kan give anledning til berettigede forventninger hos berørte tredjeparter (f.eks. forbrugere), som så ikke har nogen mulighed for at forsvare sig ad rettens vej mod bestemmelser, der har negative retsvirkninger for dem,

Z.

der henviser til, at dagsordenen om bedre lovgivning ikke bør udvandes på en sådan måde, at Fællesskabets udøvende myndighed rent faktisk får mulighed for at lovgive ved hjælp af soft law-instrumenter og derved potentielt undergrave Fællesskabets retsorden, sætte det demokratisk valgte Parlament uden for indflydelse og undgå Domstolens kontrol og fratage borgerne retsmidler,

AA.

der henviser til, at der ikke er fastlagt nogen procedure for høring af Parlamentet i forbindelse med forslag om anvendelse af soft law-instrumenter såsom henstillinger og fortolkende meddelelser,

1.

mener, at soft law i forbindelse med Fællesskabet alt for ofte er et tvetydigt og ineffektivt instrument, som kan skade fællesskabslovgivningen og den institutionelle balance og bør benyttes med forsigtighed, selv når det sker på grundlag af bestemmelser i traktaten;

2.

minder om, at den såkaldte soft law ikke kan erstatte eksisterende retsakter og -instrumenter, som skal sikre kontinuiteten i lovgivningsprocessen, navnlig på kultur- og uddannelsesområdet;

3.

understreger, at alle EU-institutioner, herunder Det Europæiske Råd, skal overveje såvel lovgivningsmæssige som ikke-lovgivningsmæssige muligheder, når de i hvert enkelt tilfælde beslutter, hvilke foranstaltninger der eventuelt skal træffes;

4.

anser den åbne koordinationsmetode for juridisk betænkelig, da den fungerer uden tilstrækkelig parlamentarisk deltagelse og domstolskontrol; finder derfor, at den kun bør anvendes undtagelsesvis, og at mulighederne for at inddrage Parlamentet i forløbet bør undersøges;

5.

beklager, at Kommissionen anvender soft law, når den er et surrogat for EU-lovgivning, der også under hensyn til subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet er påkrævet, eller ekstrapolerer Domstolens praksis til nye områder;

6.

opfordrer indtrængende institutionerne til at anvende forfatningstraktatens artikel I-33 analogt og afstå fra at vedtage soft law-instrumenter, når der bliver behandlet udkast til lovgivningsmæssige retsakter; denne forpligtelse følger også allerede i henhold til gældende ret af retsstatsprincippet, jf. EU-traktatens artikel 6;

7.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre en særlig indsats for at sikre gennemskuelighed, synlighed og offentlig ansvarlighed i proceduren i forbindelse med vedtagelsen af ikke-bindende fællesskabsretsakter og til at øge anvendelsen af konsekvensvurderinger i beslutningsprocessen;

8.

opfordrer Kommissionen til at tage særligt hensyn til den virkning, soft law har for forbrugerne og disses klagemuligheder, inden der foreslås tiltag, som involverer soft law-instrumenter;

9.

er af den opfattelse, at der ikke kan udledes direkte juridiske forpligtelser af Kommissionens meddelelser i form af grøn- og hvidbøger; mener dog ikke, at der på basis af vedtagne konsultationspapirer og politiske hensigtserklæringer kan udledes juridiske forpligtelser til udstedelse af hertil svarende lovbestemmelser;

10.

er af den opfattelse, at Kommissionens fortolkende meddelelser tjener det legitime formål at skabe retssikkerhed, men heller ikke mere; mener, at fortolkende meddelelser, når de tjener til at skabe nye forpligtelser, udgør en utilladelig udvidelse af »soft law«-instrumentet; fastholder, at en meddelelse, når den indeholder detaljerede bestemmelser, hvis oprindelse ikke umiddelbart kan føres tilbage til de i traktaten fastlagte grundlæggende frihedsrettigheder, går uden for rammerne af sit egentlige formål og derfor er ugyldig (8);

11.

mener derfor, at der kun bør udstedes meddelelser, der opfylder ovennævnte kriterier, i tilfælde, hvor Parlamentet og Rådet som lovgivere har opfordret Kommissionen til at udarbejde en sådan fortolkende meddelelse; mener, at det er lovgiverens opgave at gennemføre traktaten, mens det er forbeholdt Domstolen at udlægge den;

12.

er af den opfattelse, at standardisering og adfærdskodekser er vigtige led i selvregulering; mener dog ikke, at standardisering bør føre til overregulering og dermed en yderligere belastning, især for små og mellemstore virksomheder; finder derfor, at der i de pågældende retsgrundlag bør indarbejdes forholdsregler mod overregulering;

13.

påpeger, at selv om det er legitimt for Kommissionen at anvende lovgivningsforberedende instrumenter, bør den lovgivningsforberedende proces ikke misbruges eller trækkes i langdrag; mener, at Kommissionen på områder som aftaleretsprojektet på et tidspunkt må beslutte, om den vil benytte sig af sin initiativret, og på hvilket retsgrundlag det skal ske;

14.

understreger, at Parlamentet, der er den eneste demokratisk valgte fællesskabsinstitution, ikke i øjeblikket høres om anvendelse af de såkaldte soft law-instrumenter, f.eks. henstillinger fra Kommissionen på grundlag af EF-traktatens artikel 211 og fortolkningsmeddelelser og andre dokumenter af lignende art;

15.

mener, at interinstitutionelle aftaler kun kan have retsvirkning for EU-institutionerne, og at de således ikke udgør noget soft law-instrument med hensyn til retsvirkning over for tredjemænd;

16.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med Parlamentet at udvikle en arbejdsmetode, der sikrer inddragelse af de demokratisk valgte organer, herunder eventuelt ved hjælp af en interinstitutionel aftale, og derved en mere effektiv kontrol med behovet for at vedtage soft law-instrumenter.

17.

opfordrer Kommissionen til at rådføre sig med Parlamentet om, hvordan Parlamentet kan høres, inden Kommissionen vedtager soft law-instrumenter, således at de foreslåede soft law-instrumenter kan blive undersøgt nøje, og med henblik at undgå magtmisbrug fra den udøvende myndigheds side; foreslår i den forbindelse, at der indledes forhandlinger om en interinstitutionel aftale om dette emne; mener, at det i en sådan aftale navnlig bør forsøges at finde en løsning på den selvmodsigelse, der er opstået mellem bestemmelserne i EF-traktatens artikel 211, artikel 249, stk. 5, og artikel 230 og EF-Domstolens praksis, for så vidt som Domstolen har fastslået, at de nationale domstole i verserende sager skal tage hensyn til henstillinger, som egentlig i henhold til traktaten ikke er bindende;

18.

gentager betydningen af, at Parlamentet som hovedrepræsentant for EU-borgernes interesser deltager i alle beslutningsprocesser med henblik på at bidrage til at begrænse borgernes nuværende mistillid til den europæiske integration og de europæiske værdier;

19.

understreger, at det i alle officielle dokumenter fra EU-institutionerne bør undgås at anvende og omtale begrebet soft law;

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om et indre marked for borgerne — Situationsrapport til Det Europæiske Råds forårsmøde i 2007 (KOM(2007)0060),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råd om en dagsorden for EU's borgere — Et resultatorienteret EU (KOM(2006)0211),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råds forårsmøde om gennemførelsen af den fornyede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse — »Et gennemførelsesår« (KOM(2006)0816),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den årlige politikstrategi for 2008 (KOM(2007)0065),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om det indre marked for varer: en hjørnesten i Europas konkurrenceevne (KOM(2007)0035),

—

der henviser til Kommissionens grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen (KOM(2006)0744),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en strategisk gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union (KOM(2006)0689),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 8.-9. marts 2007,

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2007 om socialydelser af almen interesse i Den Europæiske Union (1),

—

der henviser til sin beslutning af 23. maj 2007 om virkninger og konsekvenser af udelukkelsen af sundhedstjenester fra direktivet om tjenesteydelser i det indre marked (2),

—

der henviser sluterklæringen fra den fjerde europæiske konference om håndværk og små virksomheder, der fandt sted i Stuttgart den 16. og 17. april 2007,

—

der henviser til Berlin-erklæringen af 25. marts 2007,

—

der henviser til Kommissionens Economic Paper nr. 271 »Mod en stærkere økonomisk integration: Det Indre Marked i det 21. århundrede — Et bidrag til undersøgelsen af Det Indre Marked«,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A6-0295/2007),

A.

der henviser til, at gennemførelsen af det indre marked har været en væsentlig præstation uden fortilfælde i europæisk sammenhæng med deraf følgende større udvalg og lavere priser for forbrugerne, et konkurrencedygtigt og dynamisk virksomhedsmiljø og mulighed for udveksling af ideer og erfaringer mellem de europæiske kulturer,

B.

der henviser til, at målsætningen om at skabe social samhørighed fremhæves i Lissabon-strategien, som prioriterer den sociale dimension i EU's sektorspecifikke politikker højere,

C.

der henviser til, at det indre marked og dets fire grundpiller — fri bevægelse for varer, tjenesteydelser, personer og kapital — er blevet et afgørende element til fremme af europæisk integration,

D.

der henviser til, at oprettelsen af det indre marked i 1992 byggede på følgende tre principper:

E.

der henviser til, at Lissabon-strategien vil føre til strukturelle reformer i medlemsstaterne og til åbning af markeder, men at den også vil øge behovet for regulering for at sikre fair konkurrence,

F.

der henviser til, at vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (3) har åbnet mulighed for væsentlige fremskridt med hensyn til gennemførelsen af det indre marked for tjenesteydelser,

G.

der henviser til, at euroen har gjort det indre marked mere gennemsigtigt og effektivt, samtidig med at den har lettet adgangen hertil,

H.

der henviser til, at der stadig både åbenlyst og i det skjulte findes protektionistiske holdninger i medlemsstaternes administrationer,

I.

der henviser til, at der stadig er talrige hindringer for gennemførelsen af de fire grundlæggende friheder; der henviser til, at der er et presserende behov for at forbedre det indre markeds funktion og for målrettet at arbejde hen imod et indre marked uden hindringer,

J.

der henviser til, at det vil være hensigtsmæssigt at arbejde hen imod en dynamisk, global og fleksibel tilgang til gennemførelsen af det indre marked for at opnå borgernes støtte,

K.

der henviser til, at der er behov for at forbedre åbningen af netværksindustrier som f.eks. transport, telekommunikation, posttjenester og energitransmission, der pr. definition er bindeled mellem virksomheder og enkeltpersoner, og som, på grund af deres udvikling og åbning, er det bedste middel til at gennemføre det indre marked inden for rammerne af en ansvarlig markedsøkonomi støttet af effektive lovgivningsmekanismer,

L.

der henviser til, at Den Europæiske Union i de senere år har vedtaget adskillige lovgivningsforanstaltninger, der har til formål at styrke det indre marked inden for finansielle tjenesteydelser såsom banktjenester, kapitalforvaltning, forsikring, pensionsfonde og regnskabsførelse, hvilket har gavnet både erhvervslivet og forbrugerne og gjort EU til en global leder, trendsætter og standardsætter inden for sektoren for finansielle tjenesteydelser,

M.

der henviser til, at der er gjort gode fremskridt mod gennemførelsen af det indre marked for finansielle engrostjenesteydelser, men at der indtil videre ikke er meget, der tyder på, at dette også har mærkbare virkninger på detailniveauet, hvilket ofte skyldes borgernes kulturelle og traditionelle præferencer, men også juridiske og skattemæssige barrierer,

N.

der henviser til, at Kommissionen har et betydeligt ansvar for, at konkurrencereglerne efterleves, således at EU-virksomhederne sikres retfærdige og ligelige spilleregler og EU- forbrugerne sikres den fulde nytte af fordelene ved det indre marked,

O.

der henviser til, at Kommissionen stadig kan spille en nyttig rolle inden for visse aspekter af skattepolitikken, hvilket vil kunne fremme gennemførelsen af et virkeligt indre marked, selv om medlemsstaterne opretholder deres eksklusive ret på skatteområdet,

P.

der henviser til, at der er behov for at reducere virksomhedernes administrative byrde, navnlig hvad angår små og mellemstore virksomheder (SMV'er),

Q.

der henviser til, at Den Europæiske Union er bagud med hensyn til innovation i forhold til sine vigtigste konkurrenter,

R.

der henviser til, at det indre marked er det mest effektive redskab til imødegåelse af de udfordringer, der følger af globalisering, via en mere konkurrencedygtig og dynamisk europæisk økonomi,

S.

der henviser til, at Kommissionen skal tage fuldt hensyn til udvidelsen af EU i forbindelse med gennemførelsen af sin politik — især politikken for det indre marked — og indvirkningen heraf på de nye medlemsstater, samt til nye faktorer såsom sociale ændringer og teknologiske fremskridt,

T.

der henviser til, at udvidelsen, som har øget fordelene ved det indre marked, også er en udfordring for det, idet forskellene mellem medlemmerne er blevet øget; der henviser til, at forskelle inden for selskabsbeskatning kan være en kilde til spændinger mellem medlemsstaterne,

1.

glæder sig over Kommissionens aktive rolle og fremadskuende vision for det indre marked, samt dens arbejde med at undersøge det indre marked og understreger vigtigheden af at inddrage samtlige berørte parter i processen;

2.

nærer ønske om, at undersøgelsen af det indre marked giver anledning til at vise borgerne alle de fordele, som de kan drage af gennemførelsen af det indre marked; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at mindske forskellen mellem det indre markeds potentiale og dets realitet;

3.

understreger betydningen af at sikre, at alle borgere nyder godt af det indre marked; anfører, at en række sårbare grupper ikke har fuld adgang hertil, og minder om, at erklæring 22, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktatens slutakt, fastslår, at Fællesskabets institutioner i forbindelse med udarbejdelsen af foranstaltninger i henhold til artikel 95 i traktaten skal tage hensyn til handicappedes behov;

4.

håber, at arbejdsrelationerne med de nationale parlamenter styrkes, således at det indre markeds udfordringer og fordele bliver tydeligere for repræsentanterne for medlemsstaternes borgere; understreger i denne forbindelse betydningen af den konstruktive dialog på årlige møder mellem nationale parlamenter og Europa-Parlamentet om Lissabon-dagsordenen, som et godt eksempel på samarbejde, som der kan bygges på fremover;

5.

understreger, at det er tvingende nødvendigt at omsætte indholdet af sluterklæringen fra den fjerde europæiske konference om håndværk og små virksomheder i praksis i lyset af disse virksomheders væsentlige rolle i europæisk økonomi; henstiller derfor, at man i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker tager højde for disse konklusioner, især i forbindelse med undersøgelsen af det indre marked og revisionen af politikken for SMV'er;

6.

beklager, at medlemsstaterne ikke i praksis i tilstrækkelig grad føler, at det indre marked er deres marked;

7.

erkender, at man i et indre marked er nødsaget til at efterkomme ønsket om at få leveret livskvalitet, samt miljø- og forbrugerbeskyttelse;

8.

vurderer, at de nye initiativer til politikker burde støtte sig mere til en analyse af indvirkningen heraf på de forskellige markeder, på de forskellige erhvervssektorer, på miljøet og på det sociale område;

9.

minder om, at det, eftersom social og territorial samhørighed er et af de vigtigste elementer i det indre marked, er vigtigt at øge borgernes tillid ved at fremme fælles sociale og miljømæssige mål i medlemsstaterne som f.eks. gode job, lige muligheder for alle, sundheds- og miljøbeskyttelse med respekt for den kulturelle diversitet i Europa; opfordrer Kommissionen til at sikre, at EU varetager sin opgave som beskytter på disse områder, og at forhindre lovgivningsmæssig konkurrence mellem medlemsstaterne;

10.

understreger, at social samhørighed i sammenhæng med en konsekvent forbrugerbeskyttelse kan give borgerne en bedre forståelse af fordelene ved det indre marked;

11.

understreger betydningen af at fremme den frie bevægelighed for arbejdstagere inden for det indre marked; minder om, at arbejdstagernes bevægelighed inden for Unionens grænser er en væsentligt faktor, som fremmer de europæiske virksomheders konkurrenceevne, fordi den stimulerer innovation som følge af udvekslingen af ekspertise og øget konkurrence;

12.

understreger, at en god politik for det indre marked har grundlæggende betydning for fremme af innovation gennem øget konkurrence og for et virksomhedsvenligt miljø, som er særlig vigtigt for SMV'erne; henstiller til Kommissionen og især medlemsstaterne at iværksætte konkrete foranstaltninger til støtte for små håndværksvirksomheders og virksomheders potentiale for nyskabelser og især redskaber til finansiering af innovation, der er særlig tilpasset disse virksomheder;

13.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage en global strategi for intellektuelle ejendomsrettigheder og yderligere øge beskyttelsen af disse rettigheder med henblik på at støtte innovation, promovere Europas industrielle kapacitet og fremme væksten; understreger betydningen af at oprette et EF-patent samt et omkostningseffektivt, innovationsvenligt retssystem af høj kvalitet for europæiske patenter, som respekterer EF-Domstolens beføjelser; tager Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om forbedring af patentsystemet i Europa (KOM(2007)0165) til efterretning;

14.

er af den opfattelse, at en effektiv konkurrencepolitik vil bidrage til at øge forbrugernes tillid, fordi de dermed sikres et større udvalg, lavere priser og en højere kvalitet; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorledes konkurrencepolitikken bedre kan integreres i en mere omfattende politik for det indre marked;

15.

understreger vigtigheden af at bekæmpe svindel og krænkelse af ophavsret i det indre marked;

16.

mener, at det er af største vigtighed at imødegå klimaændringen og sikre bæredygtig vækst, hvilket kun er muligt med en afbalanceret blanding af forskellige energiformer, samt at en politik for det indre marked til fremme af vedvarende og konkurrencedygtig energi er yderst vigtig for at kunne opnå dette; glæder sig over de ovennævnte konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Bruxelles; beklager ikke desto mindre, at atomkraftens potentielle bidrag kun fremhævedes i mindre grad;

17.

opfordrer i overensstemmelse med afsnit III, punkt 19, litra i, i mandatet (4) til regeringskonferencen i 2007 vedrørende en protokol om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som vil blive knyttet til traktaterne, Kommissionen til at tage initiativ til at løse problemerne som følge af den juridiske usikkerhed med hensyn til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og deres status, især reglerne for statsstøtte og offentlige indkøb, som kan finde anvendelse på tjenesteydelser af almen interesse; glæder sig over Kommissionens initiativer, hvis formål er at præcisere de uklare punkter inden for sundhedspleje og sociale tjenesteydelser af almen interesse i det indre marked; anfører, at effektive og moderne tjenesteydelser af almen interesse er nødvendige for at opfylde almennyttige mål, som f.eks. social og territorial samhørighed, miljøbeskyttelse og kulturel mangfoldighed;

18.

understreger vigtigheden af at øge forbrugerlovgivningens effektivitet på det indre marked og glæder sig derfor over Kommissionens grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen; konstaterer, at de nuværende klausuler om minimumsharmonisering, som indgår i de otte direktiver, der er omfattet af revisionen, er en kilde til juridisk usikkerhed for virksomhederne og forbrugerne; mener uden dog at ville forsøge at foregribe høringens resultater, at løsningen med den kombinerede strategi med et horisontalt værktøj ser ud til at være den mest velegnede til at øge forbrugernes tillid;

19.

minder om, at kun 6% af forbrugerne har anvendt grænseoverskridende e-handel med varer; understreger derfor betydningen af at øge forbrugernes tillid i forbindelse med grænseoverskridende køb ved at bringe fragmenteringen af det indre markeds digitale miljø til ophør; opfordrer med henblik herpå Kommissionen til at yde støtte til målrettede tiltag til fremme af e-handel, at skabe et mere gunstigt økonomisk miljø, at forbedre lovgivningens kvalitet, samt at styrke forbrugernes rettigheder og SMV'ers stilling på markederne;

20.

understreger, at hverken forbrugere eller tjenesteydere kan altid bedømme, hvilken lovgivning der finder anvendelse på hvert aspekt af deres aktiviteter; opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte forslag om en afklaring af det indbyrdes forhold mellem internationale privatretslige instrumenter og instrumenter for det indre marked med henblik på at fjerne enhver tvivl om, hvornår hjemlandets eller værtslandets love eller regulativer gælder, og for at udrydde lakuner i det ansvarssystem, der gælder for tjenesteyderne;

21.

efterlyser vedvarende udvikling af normer for design for yderligere at forbedre adgangen for handicappede, ældre og børn; understreger den betydning, som denne proces har haft på områder som f.eks. bybusser, elevatorer, el-apparater samt informations- og kommunikationsteknologier (IKT), fordi standardiseringen har gjort det indre markeds fordele tilgængelige for sårbare borgere, skabt større gennemsigtighed og forhindret etableringen af barrierer for industrien i Unionen;

22.

understreger, at offentlige kontrakter skal tildeles på fair og gennemsigtig vis under overholdelse af reglerne på området, og at de også kan være med til at fremme innovation og teknologisk udvikling, at imødegå problemer på såvel miljøområdet som det sociale område, herunder adgang for handicappede; anmoder Kommissionen om at opfordre medlemsstaterne til at lette SMV'ernes adgang til offentlige kontrakter og at tildele kontrakter i den førkommercielle fase for derved at forbedre innovationskapaciteten på det indre marked;

23.

er af den opfattelse, at varernes frie bevægelighed har afgørende betydning for det indre markeds effektivitet; minder om, at 25 % af de varer, der fremstilles i Den Europæiske Union, stadig ikke er omfattet af harmoniseringsforanstaltninger; glæder sig derfor over Kommissionens initiativ til at forbedre det indre markeds funktion på dette område; henstiller til medlemsstaterne fuldt ud at gøre brug af gensidig anerkendelse for at sikre denne grundlæggende frihed i forbrugernes og virksomhedernes interesse;

24.

understreger betydningen af, at der fjernes hindringer for oprettelsen af et fælles betalingsområde, samt af at der gennemføres yderligere liberalisering af postmarkederne, samtidig med at der sikres finansiering af en effektiv universel tjeneste;

25.

mener, at det er nødvendigt med yderligere finansiel integration i Den Europæiske Union for at bidrage til bæredygtig vækst, navnlig via lavere transaktionsomkostninger, bedre muligheder for risikodeling og en mere effektiv ressourceallokering;

26.

mener, at de nuværende moms- og forbrugerafgiftssystemer er en hindring for gennemførelsen af det indre marked, navnlig hvad angår handel på tværs af grænserne; opfordrer Kommissionen til at undersøge skatteproblemer i forbindelse med personlige postordrer og køb over internettet og til at forelægge forslag, som kan fremme, at EU-borgerne kan udnytte deres ret til frie varebevægelser fuldt ud;

27.

opfordrer til særlig opmærksomhed over for SMV'ers bekymringer vedrørende det indre marked, navnlig gennem forbedringer af omkostninger ved og varigheden af opstartsprocesser, adgang til risikokapital/ venturekapital, omkostninger ved og varighed af betalingstjenester og mobilitet for personer, varer og tjenester; opfordrer Kommissionen til at sikre, at risikokapital fra Den Europæiske Investeringsfond i fuldt omfang når ud til SMV'er og innovative virksomheder;

28.

mener, at uformelle netværk såsom Solvit og ECC-Net (European Consumer Centres Network) er et vigtigt supplement til de formelle og retlige værktøjer, som borgere og virksomheder har til rådighed, og glæder sig over initiativet til etablering af et informationsnetværk for det indre marked (Internal Market Information System); henstiller indtrængende til Kommissionen at øge sit personale og forbedre sin informationsstrategi for at give borgerne og virksomhedernes kendskab til eksistensen af disse netværk og for at gøre dem så effektive som muligt;

29.

mener, at der er behov for at overveje øget anvendelse af høring og af mekanismer, der kan føre til hurtigere tvistbilæggelse, og opfordrer derfor til, at der indføres effektive fast-track-mæglingsmekanismer på EU-plan for at fremme ekspeditte løsninger på tvister om bestemmelser vedrørende det indre marked;

30.

glæder sig over Kommissionens initiativer til at reducere de administrative byrder og opfordrer indtrængende til en yderligere indsats med henblik herpå for at gøre det lettere at få adgang til det indre marked uden at mindske den nødvendige beskyttelse af borgere, forbrugere og arbejdstagere;

31.

understreger, at gensidig anerkendelse er en af hjørnestenene i det indre marked, hvilket ikke forhindrer en tilnærmelse af lovgivningerne, hvor dette er nødvendigt;

32.

understreger dog, at det indre marked i det 21. århundrede bør have nødvendige og passende regler; mener, at en yderligere harmonisering kan være nødvendig på visse områder, navnlig finansielle detailtjenesteydelser (herunder betalingsmidler) og skattesystemets mekanismer; glæder sig over Kommissionens grønbog om finansielle tjenester i detailledet i det indre marked (KOM(2007)0226), og opfordrer under hensyntagen til de finansielle detailtjenesteydelsers lokale karakter Kommissionen til at fremme de foranstaltninger, der allerede er iværksat eller iværksættes, for at skabe forudsætninger for et indre marked, hvor forbrugere og leverandører kan vælge at deltage; er af den opfattelse, at man til enhver tid i højere grad bør satse på at lade forbrugerne teste eventuelle initiativer; opfordrer Kommissionen til at gå videre med sit forslag om indførelse af en europæisk selskabsskat;

33.

gør opmærksom på, at »bedre« ikke nødvendigvis betyder »mindre« lovgivning, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at overveje nye initiativer for derigennem at gøre markedet mere åbent og konsolidere og forenkle lovgivningen;

34.

er af den opfattelse, at Kommissionens høringsprocedurer bør være mere gennemsigtige og målrettede for at tilskynde alle aktører, og især SMV'erne til at deltage;

35.

mener, at styrkelse af konkurrencen gennem en lovgivningsreform er den stimulus, som Europa har brug for for at kunne forbedre produktiviteten; minder om, at Parlamentets rettigheder i forbindelse med en lovgivningsreform skal respekteres fuldt ud;

36.

mener, at Kommissionens konsekvensanalyser bør være mere overensstemmende og tage hensyn til alle de berørte parters udtalelser; og glæder sig derfor over nedsættelsen af Kommissionens Udvalg for Konsekvensanalyse og opfordrer det til at offentliggøre disse udtalelser; opfordrer Parlamentet til at udarbejde flere konsekvensanalyser til støtte for sine forslag;

37.

opfordrer Kommissionen til som allerede anbefalet af Parlamentet at indarbejde en »indre-markedtest« i mekanismerne for bedre lovgivning, for at sikre, at de lovgivende myndigheder altid tager højde for indvirkningen af deres handlinger på de fire friheder på det indre marked, samt på de øvrige aspekter, som de tage højde for, nemlig bæredygtighed og beskæftigelse;

38.

minder om, at der bør foretages efterfølgende evaluering af lovgivningen for at sikre, at reglerne fungerer efter hensigten, og fremhæve enhver uforudset negativ virkning;

39.

er enig med Kommissionen i, at samregulering og selvregulering kan anvendes som redskaber til at supplere lovgivningsmæssige initiativer på nogle områder, forudsat at de lovgivende myndigheders beføjelser respekteres; understreger ligeledes effektiviteten af et tættere samarbejde inden for en række områder, hvilket kan føre til en frivillig harmonisering;

40.

mener, at gennemførelsesunderskuddet er en af de vigtigste hindringer for gennemførelsen af det indre marked, og at medlemsstaterne er ansvarlige for at forbedre gennemførelse af ny EU-lovgivning; glæder sig over de forbedrede resultater for gennemførelse på nationalt plan og det nye mål om at nedsætte gennemførelsesunderskuddet til 1%, som blev fastsat på det ovennævnte møde i Det Europæiske Råd i Bruxelles; opfordrer medlemsstaterne til at undgå national overregulering (gold plating);

41.

understreger vigtigheden af at udvide og forbedre det administrative samarbejde mellem de nationale myndigheder, der er ansvarlige for det indre marked;

42.

beklager, at visse medlemsstater iværksætter foranstaltninger til beskyttelse af deres nationale marked; understreger, at det er vigtigt at skabe lige vilkår i det indre marked; understreger, at et velfungerende indre marked giver Europa konkurrencemæssige fordele i vor globaliserede verden;

43.

opfordrer Kommissionen til i sin udarbejdelse af interne politikker systematisk at evaluere og tage hensyn til sammenlignelige politikker, som føres af EU's store samhandelspartnere, som f.eks. USA, Rusland, Kina, Indien, Brasilien, Japan, etc., med henblik på at forbedre EU's konkurrenceevne og fjerne hindringerne for handel på verdensplan;

44.

understreger, at politiske initiativer med henblik på at øge konkurrenceevnen ikke må sænke de europæiske standarder; minder om vigtigheden af at indlede en konstruktiv og afbalanceret dialog om lovgivning med de eksterne partnere for at påvirke udarbejdelsen af internationale normer;

45.

noterer sig Kommissionens initiativ til at foretage en omfattende revision af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter; understreger, at effektive handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er yderst vigtige for konkurrencedygtighed, vækst og jobskabelse i en hurtigt skiftende verdensøkonomi; minder om, at EU bør bevare sin hidtidige lederrolle, når det gælder om at forbedre og styrke disciplinen inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen;

46.

er af den opfattelse, at EU kun vil kunne klare sig i en global økonomi, hvis dens innovationskapacitet kommer på højde med eller endog overgår dens handelspartneres kapacitet; understreger, at EU er nødsaget til at iværksætte særlige foranstaltninger for at gøre det indre marked mere innovativt; opfordrer endvidere EU's institutioner til at få Unionen til at fremstå som en enhed med henblik på fremtidige tendenser i den globale økonomi for dermed at sikre både effektiviteten i Unionens handelspolitiske forsvar og en bæredygtig konkurrenceevne; anfører, at det transatlantiske indre marked ville kunne fungere som et hensigtsmæssigt instrument til opfyldelse af dette mål;

47.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter