Sag C-127/14

Andrejs Surmačs

mod

Finanšu un kapitāla tirgus komisija

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā Tiesa)

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 94/19/EF — bilag I, punkt 7 — indskudsgarantiordning — udelukkelse af visse indskydere fra indskudsgarantiordningen — udelukkelse af »et medlem af ledelsen««

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 2. september 2015

  1. Etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – kreditinstitutter – indskudsgarantiordninger – direktiv 94/19 – mulighed for medlemsstaterne for at udelukke visse indskydere eller visse former for indskud fra garantiordningen – betingelser – udtømmende karakter af den liste over udelukkelse, der er opregnet i bilag I – mulighed for medlemsstaterne for at udelukke andre kategorier af indskydere eller indskud – foreligger ikke

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19, som ændret ved direktiv 2009/14, art. 3, og bilag I, punkt 7)

  2. EU-ret – fortolkning – metoder – fortolkning på grundlag af ordlyd, sammenhæng og formål

  3. Etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – kreditinstitutter – indskudsgarantiordning – direktiv 94/19 – mulighed for medlemsstaterne for at udelukke visse indskydere eller visse former for indskud fra garantiordningen – udelukkelse af medlemmer af kreditinstituttets ledelse – begrebet »medlem af ledelsen« – bedømmelseskriterier

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19, som ændret ved direktiv 2009/14, art. 3, og bilag I, punkt 7)

  1.  Listen over de indskud, der er udelukket i henhold til bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19 om indskudsgarantiordninger, som ændret ved direktiv 2009/14, er udtømmende, således at medlemsstaterne ikke i deres nationale ret kan fastsætte andre kategorier af indskydere, som med hensyn til de udøvede funktioner ikke henhører under de begreber, der er opført på listen i samme punkt, med henblik på at anvende udelukkelsen fra indskudsgarantien på dem.

    I denne henseende skal de kategorier, der for at fastlægge de indskud eller indskydere, der er udelukket fra garantien, henvises til i bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19, imidlertid defineres funktionelt. Heraf følger, at udelukkelsen fra indskudsgarantien finder anvendelse på personer, der udøver funktioner, som i henhold til en medlemsstats nationale ret og handelspraksis kan anses for omfattet af de begreber, der er omhandlet i nævnte punkt i bilaget, uanset selve benævnelsen af de udøvede funktioner, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve. Hertil kommer, at eftersom de kategorier, der er fastsat i bilag I til direktiv 94/19, udgør en undtagelse til den almindelige regel i nævnte direktivs artikel 3, skal de fortolkes snævert.

    (jf. præmis 24-26 og domskonkl. 1)

  2.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 28)

  3.  Bilag I, punkt 7, til direktiv 94/19 om indskudsgarantiordninger, som ændret ved direktiv 2009/14, skal fortolkes således, at medlemsstaterne som medlem af ledelsen kan udelukke personer fra den i dette direktiv fastsatte garanti, hvis disse personer på grund af den funktion, som de varetager i kreditinstituttet, uanset benævnelsen af denne funktion, er i besiddelse af et vist oplysningsgrundlag og visse kompetencer, der sætter dem i stand til at bedømme dette kreditinstituts reelle finansielle situation og de risici, der er forbundet med dets virksomhed.

    Den fakultative udelukkelse af de indskydere, der er opført på listen i det nævnte punkt i bilag I til direktiv 94/19, beror således på den forudsætning, at disse personer i princippet er i besiddelse af visse kompetencer og et vist oplysningsgrundlag i forhold til det kreditinstitut, hvori de placerer deres indskud, som hovedparten af indskyderne ikke har. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om den berørte råder over disse oplysninger og disse kompetencer og befinder sig i en situation, der sætter den pågældende i stand til at bedømme den reelle finansielle situation og de risici, der er forbundet med kreditinstituttets virksomhed. Med henblik herpå skal den nationale ret tage alle relevante omstændigheder i sagen i betragtning, herunder beskrivelsen af den post, som den berørte indtager, de aktiviteter, som denne faktisk udøver, og den retlige og faktiske forbindelse mellem den berørte og bankens bestyrelse. I denne forbindelse er spørgsmålet, om den berørte er ansvarlig for hele bankens virksomhed eller kun for en specifik del heraf, kun en af de faktorer, der skal tages i betragtning ved den ovennævnte efterprøvelse.

    (jf. præmis 33, 37 og 38 samt domskonkl. 2)