Sag C-500/10

Ufficio IVA di Piacenza

mod

Belvedere Costruzioni Srl

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria centrale, sezione di Bologna)

»Skatter og afgifter — moms — artikel 4, stk. 3, TEU — sjette direktiv — artikel 2 og 22 — automatisk afslutning af sager, der verserer for en skattedomstol i tredje instans«

Sammendrag af dom

Fiskale bestemmelser — harmonisering af lovgivningerne — omsætningsafgifter — det fælles merværdiafgiftssystem — efteropkrævning af afgift — nationale procedureregler

(Art. 4, stk. 3, TEU; Rådets direktiv 77/388, art. 2 og 22)

Artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 2 og 22 i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for anvendelsen af en national undtagelsesbestemmelse på merværdiafgiftsområdet, som fastsætter en automatisk afslutning af sager, der verserer for en skattedomstol i tredje instans, når disse sager er blevet anlagt i første instans mere end ti år før denne bestemmelses ikrafttræden, når skattemyndigheden har tabt sagen ved de to første retsinstanser, og når nævnte automatiske afslutning medfører, at andeninstansafgørelsen opnår retskraft, og at det krav, som skattemyndigheden har nedlagt påstand om, bortfalder.

Forpligtelsen til at sikre en effektiv opkrævning af Unionens egne indtægter må nemlig for det første ikke tilsidesætte princippet om en retsafgørelse inden for en rimelig frist, som medlemsstaterne i medfør af artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er pålagt, når de gennemfører EU-retten, og hvoraf beskyttelsen ligeledes er påkrævet i henhold til artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention. For det andet udgør en sådan national ordning, hvorefter det er muligt at afslutte de ældste sager, der verserer for skattedomstolen i tredje instans, ikke et generelt frafald af merværdiafgiftsopkrævning i en given periode, men derimod en undtagelsesbestemmelse, som har til formål at sørge for overholdelsen af princippet om en rimelig frist. Henset til foranstaltningens punktuelle og begrænsede karakter, der følger af betingelserne for dens anvendelse, skaber en sådan ordning desuden ikke væsentlige forskelle med hensyn til måden, hvorpå afgiftspligtige personer i deres helhed behandles, og krænker følgelig ikke princippet om afgiftsneutralitet.

(jf. præmis 23 og 26-28 samt domskonkl.)

Sag C-500/10

Ufficio IVA di Piacenza

mod

Belvedere Costruzioni Srl

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria centrale, sezione di Bologna)

»Skatter og afgifter — moms — artikel 4, stk. 3, TEU — sjette direktiv — artikel 2 og 22 — automatisk afslutning af sager, der verserer for en skattedomstol i tredje instans«

Sammendrag af dom

Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – efteropkrævning af afgift – nationale procedureregler

(Art. 4, stk. 3, TEU; Rådets direktiv 77/388, art. 2 og 22)

Artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 2 og 22 i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for anvendelsen af en national undtagelsesbestemmelse på merværdiafgiftsområdet, som fastsætter en automatisk afslutning af sager, der verserer for en skattedomstol i tredje instans, når disse sager er blevet anlagt i første instans mere end ti år før denne bestemmelses ikrafttræden, når skattemyndigheden har tabt sagen ved de to første retsinstanser, og når nævnte automatiske afslutning medfører, at andeninstansafgørelsen opnår retskraft, og at det krav, som skattemyndigheden har nedlagt påstand om, bortfalder.

Forpligtelsen til at sikre en effektiv opkrævning af Unionens egne indtægter må nemlig for det første ikke tilsidesætte princippet om en retsafgørelse inden for en rimelig frist, som medlemsstaterne i medfør af artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er pålagt, når de gennemfører EU-retten, og hvoraf beskyttelsen ligeledes er påkrævet i henhold til artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention. For det andet udgør en sådan national ordning, hvorefter det er muligt at afslutte de ældste sager, der verserer for skattedomstolen i tredje instans, ikke et generelt frafald af merværdiafgiftsopkrævning i en given periode, men derimod en undtagelsesbestemmelse, som har til formål at sørge for overholdelsen af princippet om en rimelig frist. Henset til foranstaltningens punktuelle og begrænsede karakter, der følger af betingelserne for dens anvendelse, skaber en sådan ordning desuden ikke væsentlige forskelle med hensyn til måden, hvorpå afgiftspligtige personer i deres helhed behandles, og krænker følgelig ikke princippet om afgiftsneutralitet.

(jf. præmis 23 og 26-28 samt domskonkl.)