1. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003
[Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 10, litra b), nr. iv)]
2. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003
(Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 11, stk. 8, og art. 40 og 42)
3. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003
(Rådets forordning nr. 2201/2003, 24. betragtning og art. 11, stk. 8, art. 42, stk. 1, art. 43, stk. 2, art. 47, stk. 2, andet afsnit, og art. 60)
4. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003
(Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 42, stk. 1)
1. Artikel 10, litra b), nr. iv), i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at en foreløbig afgørelse ikke er en »afgørelse om forældremyndighed, som ikke indebærer tilbagegivelse af barnet« som omhandlet i denne bestemmelse, og ikke kan indebære en overførsel af kompetence til retterne i den medlemsstat, som barnet ulovligt er fjernet til. I lyset af den centrale rolle, der ved forordningen er tillagt den kompetente ret, og af princippet om fastholdelse af dennes kompetence er »en afgørelse om forældremyndighed, som ikke indebærer tilbagegivelse af barnet«, en endelig afgørelse, der er vedtaget på grundlag af en fuldstændig gennemgang af alle relevante oplysninger, og hvorved den kompetente ret træffer en afgørelse om forældremyndigheden over barnet, som herefter ikke er genstand for yderligere administrative eller retlige beslutninger. Den omstændighed, at afgørelsen af forældremyndigheden forudsætter en vurdering eller en periodisk revurdering inden for en fastsat frist eller i forhold til bestemte omstændigheder, bevirker ikke, at afgørelsen mister sin endelige karakter. Denne konklusion følger af opbygningen af forordning nr. 2201/2003 og tjener ligeledes barnets interesser. Såfremt en foreløbig afgørelse kunne føre til, at den kompetente ret i den medlemsstat, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, mistede sin kompetence i spørgsmålet om forældremyndigheden, skabes der en risiko for, at retten ville afstå fra at træffe en sådan foreløbig afgørelse, også selv om barnets interesser krævede det.
(jf. præmis 46 og 47 samt domskonkl. 1)
2. Artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at en afgørelse fra den kompetente ret, der beordrer barnet tilbagegivet, er omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde, også selv om den samme ret ikke forud for denne afgørelse har truffet en endelig afgørelse om forældremyndigheden over barnet.
I denne henseende bemærkes, at en fortolkning, der gør fuldbyrdelsen af en afgørelse fra den kompetente ret, der beordrer barnet tilbagegivet, afhængig af, at den samme ret har truffet endelig afgørelse om forældremyndigheden, ikke har nogen støtte i ordlyden af forordningens artikel 11 og nærmere bestemt stk. 8, der tværtimod omfatter enhver »senere retsafgørelse, der beordrer barnet tilbagegivet«. Tilsvarende knytter forordningens artikel 40 og 42-47 ikke på nogen måde fuldbyrdelsen af en afgørelse, der er truffet i medfør af artikel 11, stk. 8, og ledsaget af en attest som omhandlet i forordningens artikel 42, stk. 1, til den omstændighed, at der forinden er truffet en afgørelse om forældremyndigheden. Målet om en hurtig behandling, der forfølges med bestemmelserne i forordningens artikel 11, stk. 8, samt artikel 40 og 42, og den prioritet, der gives kompetencen for retten i domsstaten, ville vanskeligt kunne forenes med en fortolkning, hvorefter der forud for en afgørelse om tilbagegivelse skal træffes en endelig afgørelse om forældremyndigheden. En sådan fortolkning udgør en begrænsning, som eventuelt vil tvinge den kompetente ret til at træffe afgørelse om forældremyndigheden uden at råde over alle de relevante oplysninger og forhold i denne henseende eller den nødvendige tid til at give dem en objektiv og afklaret vurdering. Endelig bemærkes, at hensynet til at træffe en retfærdig og velfunderet retsafgørelse om den endelige forældremyndighed over barnet, kravet om at forhindre bortførelser af børn samt barnets ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre vejer tungere end de eventuelle ulemper, der kan opstå som følge af sådanne flytninger som følge af fuldbyrdelsen af en afgørelse vedtaget på grundlag af artikel 11, stk. 8, og herefter en endelig afgørelse om forældremyndigheden over barnet.
(jf. præmis 52, 54, 62 og 63 samt domskonkl. 2)
3. Artikel 47, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at en afgørelse om foreløbig overgivelse af forældremyndigheden, der senere er truffet af en ret i fuldbyrdelsesstaten, og som er eksigibel i henhold til denne stats lovgivning, ikke kan gøres gældende som en hindring for fuldbyrdelsen af en attesteret afgørelse, der forinden er afsagt af den kompetente ret i domsstaten, hvorved barnet beordres tilbagegivet. Den modsatte løsning ville indebære en omgåelse af den mekanisme, der er fastsat i forordningens kapitel III, afdeling 4. En sådan undtagelse fra reglen om kompetence for retterne i domsstaten ville ophæve den effektive virkning af forordningens artikel 11, stk. 8, som giver den kompetente ret beslutningskompetencen i sidste instans, og som i medfør af forordningens artikel 60 har forrang for Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, og ville indebære, at kompetencen til pådømmelse af realiteten vil tilfalde retterne i fuldbyrdelsesstaten. Således som det fremgår af 24. betragtning til forordningen samt artikel 42, stk. 1, og artikel 43, stk. 2, heri, kan udstedelsen af en attest ikke appelleres, og en således attesteret afgørelse er automatisk eksigibel, uden at det er muligt at nægte anerkendelse heraf. Følgelig skal den uforenelighed, der er omhandlet i forordningens artikel 47, stk. 2, andet afsnit, mellem en attesteret afgørelse og en senere truffet eksigibel retsafgørelse alene vurderes i forhold til eventuelle senere retsafgørelser, der er truffet af de kompetente retter i domsstaten. En sådan uforenelighed kan opstå ikke blot i tilfælde, hvor afgørelsen ophæves eller ændres, efter at der er ført en retssag i domsstaten, men ligeledes i tilfælde, hvor den kompetente ret kan ændre sin afgørelse, når hensynet til barnets interesser kræver det, og vedtage en ny eksigibel retsafgørelse uden udtrykkeligt at tilbagekalde den første afgørelse, der således bortfalder.
(jf. præmis 70, 76-78 og domskonkl. 3)
4. Fuldbyrdelsen af en attesteret afgørelse kan ikke nægtes i fuldbyrdelsesstaten med henvisning til, at omstændighederne, siden afgørelsen blev truffet, har ændret sig på en sådan måde, at fuldbyrdelsen vil indebære en alvorlig risiko for barnets bedste. I denne henseende er en væsentlig ændring af omstændighederne i relation til barnets bedste et spørgsmål vedrørende realiteten, der efter omstændighederne kan føre til en ændring af den kompetente rets afgørelse om tilbagegivelse af barnet. I overensstemmelse med kompetencefordelingen mellem retterne i domsstaten og retterne i fuldbyrdelsesstaten skal et sådant spørgsmål afgøres af den kompetente ret i domsstaten, hvortil en anmodning om eventuel udsættelse af fuldbyrdelsen af dens afgørelse også skal indgives.
(jf. præmis 81 og 83 samt domskonkl. 4)