7.11.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/32

1)

Kan betragtning 19 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (1) henset til Romtraktatens artikel 3, litra c), og artikel 59 fortolkes således, at det står en medlemsstat frit for med hensyn til virksomhed som vikarbureau at fastsætte betingelser i national lovgivning for, at en arbejdsgiver (virksomhed) kan få adgang til at udøve sådan virksomhed på den omhandlede medlemsstats område, og i denne forbindelse forbeholde udøvelsen af virksomhed som vikarbureau for virksomheder med hjemsted på nævnte område?

2)

Kan artikel 1, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF fortolkes således, at en virksomhed med hjemsted i den omhandlede medlemsstat med hensyn til godkendelse af udøvelsen af virksomheden kan få en gunstigere behandling end den, som gives virksomheder med hjemsted i en anden medlemsstat?

3)

Kan bestemmelserne i Romtraktatens artikel 59, sammenholdt med artikel 62 og 63, fortolkes således, at restriktioner, der eksisterer på tidspunktet for tiltrædelsen af Den Europæiske Union, kan opretholdes og ikke skal anses for at være i strid med fællesskabsretten, så længe Rådet ikke har vedtaget en plan, som fastsætter betingelserne for liberalisering af denne kategori af tjenesteydelser, og de nødvendige direktiver til gennemførelse af nævnte plan?

4)

Såfremt de foregående spørgsmål besvares benægtende, findes der da et alment hensyn, som kan begrunde den restriktion, der består i, at kun virksomheder, der har hjemsted og er registrerede i den omhandlede medlemsstat, kan udøve virksomhed som vikarbureau, og at nævnte restriktion dermed kan anses for at være forenelig med Romtraktatens artikel 59 og 65?