—

A. Severi og Grandi Salumifici Italiani SpA ved avvocati G. Forte og C. Marinuzzi

—

Regione Emilia-Romagna ved avvocato G. Puliatti

—

Associazione fra Produttori per la tutela del Salame Felino ved avvocati S. Magelli og A. Ballestrazzi

—

den græske regering ved I. Chalkias, V. Kontolaimos og M. Tassopoulou, som befuldmægtigede

—

den italienske regering ved R. Adam, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato S. Fiorentino

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Cattabriga og B. Doherty, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT L 109, s. 29), af artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT L 208, s. 1) samt af artikel 15, stk. 2, i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1).

2

Denne anmodning er fremsat som led i en sag mellem Alberto Severi, der handler på egne vegne samt på vegne af Grandi Salumifici Italiani SpA (herefter »GSI«), tidligere Cavazzuti e figli SpA, og Regione Emilia-Romagna vedrørende mærkningen af pølser og salamier, som GSI markedsfører under betegnelsen »Salame tipo Felino«.

3

Fjerde betragtning til direktiv 2000/13 bestemmer:

»Formålet med dette direktiv bør være udarbejdelse af generelle og horisontale fællesskabsregler, der gælder for alle levnedsmidler, som bringes i omsætning.«

4

Sjette betragtning til direktiv 2000/13 bestemmer:

»Alle regler vedrørende mærkning af levnedsmidler bør først og fremmest opfylde kravet om at oplyse og beskytte forbrugerne.«

5

Ottende betragtning til direktivet bestemmer:

»En detaljeret mærkning, der angiver produktets eksakte art og beskaffenhed, gør det muligt for forbrugeren at foretage sit valg med fuldt kendskab til produktet og er den bedst egnede, for så vidt som den skaber færrest hindringer for den frie samhandel.«

6

Artikel 1 i direktiv 2000/13 bestemmer:

»1.   Dette direktiv vedrører mærkning af levnedsmidler, der er bestemt til i uforandret stand at leveres til den endelige forbruger, samt visse aspekter i forbindelse med præsentationsmåde og reklame for sådanne levnedsmidler.

[…]

3.   I dette direktiv forstås ved:

[…]«

7

Artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/13 bestemmer følgende:

»1.   Mærkningen og dennes nærmere udformning må ikke:

[…]

3.   Forbuddene eller restriktionerne i stk. 1 og 2 gælder ligeledes:

8

Nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, opstiller en udtømmende liste over de oplysninger, der skal fremgå af mærkningen af levnedsmidler. Artikel 3, stk. 1, nr. 7, bestemmer, at navn eller firmanavn og adresse på fabrikanten eller pakkevirksomheden eller på en forhandler, der er etableret inden for Fællesskabet, skal anbringes, mens nr. 8 foreskriver angivelse af det sted, hvor levnedsmidlet har oprindelse eller kommer fra, i de tilfælde, hvor undladelse heraf ville kunne vildlede forbrugeren med hensyn til levnedsmidlets virkelige oprindelsessted eller det sted, hvor levnedsmidlet egentlig kommer fra.

9

Artikel 5 i direktiv 2000/13 bestemmer:

»1.   Et levnedsmiddels varebetegnelse er den betegnelse, der er anvendt i de for dette levnedsmiddel gældende fællesskabsbestemmelser.

[…]«

10

Selv om den forelæggende ret i sin forelæggelseskendelse har henvist til Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EFT L 93, s. 12), som ophæver forordning nr. 2081/92, følger det af de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at forordning nr. 510/2003 ikke finder anvendelse på denne sag. I betragtning af, hvornår Cavazzuti e figli SpA blev pålagt en bøde af det italienske politi, er det derimod forordning nr. 2081/92, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2796/2000 af 20. december 2000 (EFT L 324, s. 26, herefter »forordning nr. 2081/92, som ændret«), der skal finde anvendelse.

11

Forordning nr. 2081/92, som ændret, fastsætter regler om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser (BOB) og geografiske betegnelser (BGB) for landbrugsprodukter og levnedsmidler. Denne beskyttelse, som ydes, når der er forbindelse mellem varens eller levnedsmidlets kendetegn og deres geografiske oprindelse, opnås i henhold til Fællesskabets registreringsprocedure.

12

Det anføres i fjerde betragtning til forordning nr. 2081/92, som ændret, at »[forbrugeren] stillet over for et stort vareudbud og fyldige oplysninger herom […], for bedre at kunne foretage sit valg, [bør] have en klar og kortfattet vareinformation med præcise oplysninger om produktets oprindelse«.

13

Femte betragtning til forordning nr. 2081/92, som ændret, bestemmer følgende:

»Mærkningen af landbrugsprodukter og levnedsmidler er underlagt de generelle regler, der er fastsat i Fællesskabet, især ved […] direktiv [2000/13]; der bør af hensyn til deres specifikke karakter fastsættes særlige supplerende bestemmelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler fra et afgrænset område.«

14

Ifølge syvende betragtning til forordning nr. 2081/92, som ændret, »[vil] et sæt EF-regler med en beskyttelsesordning […] gøre det muligt for de geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelserne at udvikle sig, fordi sådanne regler i kraft af den ensartethed, som de vil medføre, vil sikre lige konkurrencevilkår for producenterne af produkter med sådanne betegnelser og styrke produkternes værdi for forbrugerne«.

15

I medfør af artikel 1, stk. 2 i forordning nr. 2081/92, som ændret, berører denne ikke andre EF-særbestemmelser.

16

Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2081/92, som ændret, bestemmer:

»Betegnelser, der er blevet artsbetegnelser, kan ikke registreres.

I denne forordning forstås ved en betegnelse, der er blevet en artsbetegnelse, navnet på et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, der, selv om det henviser til det sted eller område, hvor landbrugsproduktet eller levnedsmidlet først blev fremstillet eller markedsført, er blevet fællesbetegnelsen for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel.

For at fastslå, hvorvidt en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, tages der hensyn til alle faktorer, især

Når en ansøgning om registrering afvises efter fremgangsmåden i artikel 6 og 7, fordi en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, offentliggør Kommissionen den pågældende afgørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende.«

17

Artikel 5 i forordning nr. 2081/92, som ændret, beskriver den fremgangsmåde, en medlemsstat skal følge, når der er indgivet ansøgning om registrering. Artikel 5, stk. 5, bestemmer:

»Medlemsstaten kontrollerer, om ansøgningen er berettiget, og fremsender, hvis den finder, at forordningens krav er opfyldt, ansøgningen […] til Kommissionen.

Efter den dato, hvor en medlemsstat således har fremsendt en ansøgning vedrørende en betegnelse, kan den kun midlertidigt indføre en national beskyttelse samt om nødvendigt en tilpasningsperiode for denne betegnelse […]

Den midlertidige nationale beskyttelse ophører fra den dato, hvor der er truffet afgørelse om registrering i henhold til denne forordning. […]

[…]«

18

Artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, som ændret, bestemmer, at »[b]eskyttede betegnelser kan ikke blive til artsbetegnelser«.

19

Artikel 2 i lovdekret nr. 109 af 27. januar 1992, der gennemførte bestemmelserne i artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT 1979 L 33, s. 1), hvilke bestemmelser nu fremgår af artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13, som har ophævet og erstattet direktiv 79/112 (herefter »lovdekret nr. 109/92«), har følgende indhold:

»1.   Mærkningen og dennes nærmere udformning skal give forbrugeren korrekte og klare oplysninger. Den må ikke være af en sådan art, at den vildleder køberen, især:

[…]«

20

GSI, som har hovedsæde i Modena, fremstiller og markedsfører pølser og salamier.

21

Den 12. december 2002 meddelte politiet i Milano Alberto Severi, at han personligt og som repræsentant efter loven for nævnte selskab var sigtet for dette selskabs overtrædelse af artikel 2 i lovdekret nr. 109/92 vedrørende mærkning og præsentation af samt reklame for fødevarer, idet selskabet havde markedsført en salami, der var produceret i Modena, og hvis mærkning indeholdt angivelsen »Salame tipo Felino«.

22

Det anføres i politirapporten, at udtrykket »tipo« (slags) på mærkningen, der er omtvistet i hovedsagen, var skrevet med for små grafiske typer til at være tilstrækkeligt synlige, samt at de andre anførelser nævnt på etiketten udelukkende vedrører ingredienser, den producerende virksomheds navn og hovedsæde uden nogen omtale af produktionsstedet eller den omstændighed, at dette var det samme som den producerende virksomheds hovedsæde. Det konkluderes i rapporten, at varens mærkning i betragtning heraf vil kunne vildlede forbrugeren hvad angår salamiens oprindelse, eftersom den ikke giver mulighed for klart og korrekt at identificere varens oprindelse, som skal forstås som det sted, hvor kødet er blevet forarbejdet og emballeret. Betegnelsen »Salame tipo Felino« henviser nemlig til en traditionel produktionsmetode og til et fremstillingssted — Felino kommune i Emilia-Romagna i provinsen Parma — hvilket ikke stemmer overens med de faktiske forhold i tvisten i hovedsagen, eftersom det i denne sag drejer sig om et levnedsmiddel fremstillet i Modena, der ligeledes ligger i Emilia-Romagna, men i provinsen Modena.

23

På grundlag af konklusionerne i rapporten fra politiet i Milano pålagde Regione Emilia-Romagna den 16. maj 2006 Alberto Severi en administrativ bøde på 3108,33 EUR for overtrædelse af artikel 2 i lovdekret nr. 109/92.

24

Regione Emilia-Romagna har i sin beslutning, der tiltræder politiets fortolkning, fundet, at betegnelsen »Salame Felino« beskriver en autentisk og typisk vare, der er kendetegnende for området inden for Felino kommune. Eftersom de kendetegn, der tilskrives Salame Felino, ikke forekommer ved kødpålæg fremstillet efter en lignende opskrift, men fra andre geografiske områder, eller som resultat af »industrielle« produktionsmetoder, er det for at udelukke enhver risiko for forveksling i forbrugerens sind ikke tilstrækkeligt at tilføje benævnelsen »tipo«. Mærkningen omhandlet i hovedsagen kan således vildlede forbrugeren hvad angår fremstillingsstedet for det omtvistede produkt, hvorved forbrugeren således ikke kan foretage indkøb på et fuldt oplyst grundlag.

25

Alberto Severi har anlagt sag til prøvelse af bøden af 16. maj 2006 ved Tribunale civile di Modena (civilretten i Modena). Alberto Severi har til støtte for sit søgsmål gjort gældende, at artikel 2 i direktiv 2000/13, gennemført ved artikel 2 i lovdekret nr. 109/92, hvorefter der skal fastsættes regler for mærkning af levnedsmidler, der er således udformet, at forbrugeren ikke vildledes hvad angår en vares oprindelse, skal fortolkes i forbindelse med andre fællesskabsretlige bestemmelser og navnlig forordning nr. 2081/92, som ændret. Eftersom direktiv 2000/13 ikke indeholder definitioner af begreberne oprindelse og herkomst, findes indholdet af disse begreber nemlig i forordning nr. 2081/92, som ændret.

26

Regione Emilia-Romagna har afvist disse argumenter under påberåbelse af, at artikel 2 i direktiv 2000/13 har en selvstændig karakter og ikke kræver henvisning til forordning nr. 2081/92, som ændret, når den skal fortolkes, og at den finder anvendelse på enhver manglende overensstemmelse mellem produktionsstedet angivet på mærkningen og det egentlige produktionssted, hvilket gælder, uanset om oprindelsesbetegnelsen er beskyttet eller ej.

27

Tribunale civile di Modena tiltrådte ikke Regione Emilia-Romagnas argumentation støttet på selvstændigheden af artikel 2 i direktiv 2000/13. Civilretten har ved at tiltræde sagsøgeren i hovedsagens opfattelse nemlig fundet, at begrebet oprindelsessted eller sted, hvor levnedsmidlet kommer fra, ikke kan afgrænses til det sted, hvor produktionsstedet befinder sig, men må støttes på de forventninger, forbrugeren knytter til stednavnet vedrørende en vare af den omhandlede type og dens kvalitative kendetegn. For at afgøre, om mærkningen af den i hovedsagen omhandlede vare må anses for vildledende, har den forelæggende ret således fundet, at det var nødvendigt at foretage en retlig definition af betegnelsen »Salame Felino«. Den har ligeledes fundet, at det er nødvendigt at efterprøve, om denne betegnelse henviser til en opskrift eller en varetype og dermed er en artsbetegnelse, eller om den henviser til kvaliteter, egenskaber og omdømme, der udelukkende eller i det væsentlige skyldes det geografiske miljø på oprindelsesstedet og følgelig udgør en egentlig oprindelsesbetegnelse i henhold til forordning nr. 2081/92, som ændret.

28

Endvidere har den forelæggende ret som følge af, at foreligger et fællesmærke, der vedrører benævnelsen »Salame Felino«, fundet det nødvendigt at afgøre de indbyrdes forhold mellem dette mærke og betegnelsen anvendt i ti år og i god tro af erhvervsdrivende hjemmehørende uden for Felino kommune.

29

I betragtning af det ovenstående har Tribunale civile di Modena besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen de følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om en geografisk betegnelse, for hvilken en ansøgning om registrering som BOB eller BGB er blevet afvist eller blokeret nationalt, skal anses for generisk, i det mindste i hele den periode, hvor virkningerne af nævnte afvisning eller blokering består.

31

Det skal indledningsvis bemærkes, at det første spørgsmål, som den italienske regering og Kommissionen har påstået afvist, udspringer af den af GSI påberåbte argumentation som led i det søgsmål, denne har anlagt til prøvelse af den bøde, den er blevet pålagt for overtrædelse af artikel 2 i lovdekret nr. 109/92.

32

GSI har til støtte for sit søgsmål med påstand om, at det erklæres, at mærkningen af de salamier, den fremstiller under betegnelsen »Salame tipo Felino«, ikke er vildledende i henhold til artikel 2 i lovdekret nr. 109/92, fremsat en toleddet argumentation.

33

GSI har først og fremmest gjort gældende, at mærkningen omhandlet af hovedsagen ikke kan anses for vildledende, eftersom betegnelsen »Salame tipo Felino« må forstås som generisk i henhold til artikel 3 i forordning nr. 2081/92, som ændret. GSI har endvidere gjort gældende, at betegnelsen »Salame tipo Felino« også må betragtes som generisk, fordi to lokale sammenslutninger af producenter endvidere har indgivet ansøgning om at registrere betegnelsen »Salame Felino« som BGB, og fordi der på datoen for bøden omhandlet i hovedsagen endnu ikke var taget stilling til denne ansøgning.

34

Den forelæggende ret har tiltrådt første led af GSI’s argumentation og har følgelig kun forelagt Domstolen andet led af argumentationen som genstand for det første spørgsmål.

35

Imidlertid har såvel den italienske regering som Kommissionen bestridt, at forudsætningen om, at betegnelsen »Salame tipo Felino« er en artsbetegnelse i henhold til artikel 3 i forordning nr. 2081/92, som ændret, skulle have betydning for vurderingen af mærkningens vildledende karakter i henhold til artikel 2 i direktiv 2000/13. De har gjort gældende, at det forelagte spørgsmål om selve betegnelsens retlige karakter må afvises, fordi det er uden forbindelse til hovedsagen, der vedrører således betegnede varers mærknings vildledende karakter.

36

Inden det første spørgsmål undersøges i realiteten, skal der således tages stilling til, om det kan antages til realitetsbehandling.

37

Det følger af fast retspraksis, at det som led i proceduren i henhold til artikel 234 EF i princippet tilkommer de nationale retter, for hvem en tvist er indbragt, at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger for Domstolen. Domstolen kan imidlertid afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, bl.a. når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand og således ikke objektivt er nødvendig for en afgørelse af tvisten (jf. navnlig dom af 15.6.1999, sag C-421/97, Tarantik, Sml. I, s. 3633, præmis 33, og af 15.6.2006, forenede sager C-393/04 og C-41/05, Air Liquide Industries Belgium, Sml. I, s. 5293, præmis 24).

38

Det skal ganske vist understreges, at det forhold, at en betegnelse er en artsbetegnelse i henhold til artikel 3 i forordning nr. 2081/92, som ændret, ikke umiddelbart kan udelukke, at mærkningen af de således betegnede varer eventuelt er vildledende i henhold til artikel 2 i direktiv 2000/13. Som generaladvokaten har bemærket i punkt 53 og 54 i sit forslag til afgørelse, er der tilfælde, hvor en forbruger virkelig kan blive vildledt ved anvendelsen af en artsbetegnelse på mærkningen af en vare i betragtning af de grundlæggende kendetegn ved mærkningen af nævnte vare. Den omstændighed, at en producents anvendelse af en artsbetegnelse, der pr. definition ikke er beskyttet, ikke er i strid med forordning nr. 2081/92, som ændret, kan således ikke medføre, at forbrugernes interesse, der er beskyttet ved direktiv 2000/13, nødvendigvis er sikret.

39

Ikke desto mindre er betegnelsens retlige karakter og navnlig dens eventuelle karakter af artsbetegnelse i modsætning til, hvad den italienske regering og Kommissionen har gjort gældende, et af de forhold, der uden at være eneafgørende relevant kan tages i betragtning ved vurderingen af, om mærkningen er vildledende.

40

Kommissionen skal nemlig for at afgøre, om en betegnelse er en artsbetegnelse, tage hensyn til en række forhold og i henhold til artikel 3 i forordning nr. 2081/92, som ændret, »de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde«. Den forelæggende ret skal for sit vedkommende ligeledes tage hensyn til disse forhold for at afgøre, om mærkningen af den pågældende vare kan vildlede forbrugeren i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/13.

41

Det følger heraf, at det er relevant for den forelæggende ret som led i dens vurdering af, om mærkningen af den i hovedsagen omhandlede vare eventuelt er vildledende, at afklare, om den pågældende betegnelse er en artsbetegnelse.

42

Det følger af det ovenstående, at det forelagte spørgsmål ikke er åbenbart irrelevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, og at det således kan antages til realitetsbehandling.

43

Det skal indledningsvis bemærkes, at det første spørgsmål, som det fremgår af forelæggelseskendelsen, henviser til to faktiske omstændigheder. Betegnelsen »Salame Felino« har været genstand for en ansøgning om registrering som BOB eller BGB i henhold til forordning nr. 2081/92, som ændret, og indgivelsen af denne ansøgning til Kommissionen er siden blevet afvist eller i hvert fald blokeret af de italienske myndigheder.

44

Det følger af en kombineret læsning af bestemmelserne i artikel 5, stk. 4 og 5, artikel 6, stk. 2-5, og artikel 3, stk. 1, sidste afsnit, i forordning nr. 2081/92, som ændret, at Kommissionen, når alt kommer til alt, er enekompetent til at tage stilling til ansøgninger om registrering, som indgives for den af nationale myndigheder, ved enten at indrømme den ønskede beskyttelse eller i modsat fald at afvise den ansøgte registrering, fordi den pågældende betegnelse i givet fald er en artsbetegnelse. Den omstændighed, at ansøgningen om registrering er blevet afvist eller blokeret af de nationale myndigheder, samt årsagerne til en sådan afvisning eller blokering kan derfor på ingen måde påvirke svaret på det forelagte spørgsmål.

45

Den forelæggende ret ønsker på den baggrund under henvisning til artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, som ændret, i det væsentlige oplyst, om der i givet fald ikke findes en formodning for en artsbetegnelse allerede før Kommissionens beslutning, når en ansøgning om registrering er indgivet, og i hvert fald i perioden fra indgivelsen af ansøgningen til de nationale myndigheders eventuelle oversendelse af ansøgningen til Kommissionen.

46

Den forelæggende ret spørger tilsyneladende i den forbindelse under henvisning til artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, som ændret, om en på en modsætningsslutning baseret fortolkning af denne bestemmelse ikke medfører en sådan formodning.

47

Det skal fastslås, at dette ikke er tilfældet. Artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, som ændret, bestemmer, at (allerede) beskyttede betegnelser ikke kan blive til artsbetegnelser. Det følger ganske vist modsat af denne bestemmelse, at endnu ikke beskyttede betegnelser — for de er jo genstand for en ansøgning om registrering — kan blive til artsbetegnelser, når intet er til hinder herfor som følge af en allerede gældende beskyttelse.

48

Imidlertid giver en sådan på en modsætningsslutning baseret fortolkning ikke mulighed for at udlede andet, end at det er muligt, at den pågældende betegnelse bliver til en artsbetegnelse. Nævnte fortolkning giver derimod ikke mulighed for at finde, at endnu ikke beskyttede betegnelser, hvorom der er indgivet ansøgning om registrering, skal formodes at være artsbetegnelser.

49

Det følger af ovenstående, at artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, som ændret, når de læses sammen, ikke kan fortolkes således, at en betegnelse, der er genstand for en ansøgning om registrering, skal anses for en artsbetegnelse i perioden indtil den eventuelle oversendelse af ansøgningen om registrering til Kommissionen.

50

Denne konklusion støttes af selve indholdet af begrebet artsbetegnelse som afklaret i Domstolens praksis. En vares opnåelse af artsbetegnelse er nemlig resultatet af en objektiv proces, hvorefter denne betegnelse er blevet det fælles navn for denne vare, selv om den indeholder en henvisning til det geografiske sted, hvor den pågældende vare oprindeligt blev fremstillet eller markedsført (jf. i denne retning dom af 25.10.2005, forenede sager C-465/02 og C-466/02, Tyskland og Danmark mod Kommissionen, Sml. I, s. 9115, præmis 75-100, og af 26.2.2008, sag C-132/05, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 957, præmis 53).

51

Under disse omstændigheder skal det forhold, at den i hovedsagen omhandlede betegnelse er genstand for en ansøgning om registrering, i sig selv anses for at være uden betydning for en sådan objektiv proces med popularisering eller afkobling mellem betegnelsen og området.

52

Det skal endvidere bemærkes, at formodningen for en artsbetegnelse som følge af, at der er indgivet en ansøgning om registrering, ville være i modstrid med de formål, der forfølges med forordning nr. 2081/92, som ændret.

53

Ordningen med registrering af betegnelser som BOB eller BGB indført ved forordning nr. 2081/92, som ændret, opfylder både kravet om forbrugerbeskyttelse, som det følger af fjerde betragtning til forordning nr. 2081/92, som ændret, og nødvendigheden af at opretholde en loyal konkurrence mellem producenterne, som det følger af syvende betragtning til nævnte forordning. Anerkendelsen af, at betegnelsen er en artsbetegnelse, er pr. definition til hinder for, at en sådan beskyttelse tildeles. Opstillingen af en formodning for, at en betegnelse, der måske endeligt viser sig ikke at være artsbetegnelse, er en sådan, blot fordi der er indgivet ansøgning om registrering, kan således skade gennemførelsen af de to ovennævnte formål. Følgelig kan en betegnelses karakter af artsbetegnelse ikke anses for fastslået i perioden forud for Kommissionens afgørelse vedrørende ansøgningen om registrering.

54

På baggrund af ovenstående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares således, at artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, som ændret, skal fortolkes således, at et levnedsmiddels betegnelse, der indeholder geografiske henvisninger, og som er genstand for en ansøgning om registrering som BOB eller BGB i henhold til nævnte forordning, ikke kan anses for en artsbetegnelse i tiden indtil de nationale myndigheders eventuelle oversendelse af ansøgningen om registrering til Kommissionen. En betegnelse kan ikke formodes at være en artsbetegnelse i henhold til forordning nr. 2081/92, som ændret, når Kommissionen ikke har taget stilling til ansøgningen om registrering af betegnelsen, i givet fald ved at afvise den, netop fordi denne betegnelse er blevet til en artsbetegnelse.

55

Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, som ændret, set i forening med artikel 2 i direktiv 2000/13, skal fortolkes således, at betegnelsen på et levnedsmiddel, der henviser til et sted, og som ikke er registreret som BOB eller BGB, retmæssigt kan anvendes på det europæiske marked af producenter, der i god tro og på konstant vis har anvendt betegnelsen inden ikrafttrædelsen af forordning nr. 2081/92.

56

Den italienske regering og Associazione fra Produttori per la Tutela del »Salame Felino« har gjort gældende, at det andet spørgsmål må afvises. Den italienske regering har særligt anført, at dette spørgsmål ikke er relevant i forhold til genstanden for tvisten i hovedsagen, fordi ingen fællesskabsretlig eller national bestemmelse om mærkningen af varer tager hensyn til god tro hos den erhvervsdrivende, der har bragt en vare med vildledende mærkning i omsætning.

57

Det skal imidlertid fastslås, at et sådant argument om realiteten i det forelagte spørgsmål ikke kan have betydning for, om det kan antages til realitetsbehandling.

58

Det skal indledningsvis i lighed med, hvad generaladvokaten har gjort i punkt 49 i sit forslag til afgørelse, bemærkes, at angivelsen af geografiske betegnelser på mærkningen af levnedsmidler på trods af forskelle mellem direktiv 2000/13 og forordning nr. 2081/92, som ændret, hvad angår såvel deres formål som omfanget af den ydede beskyttelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede kan være omfattet af begge disse retsakters anvendelsesområder på samme tid.

59

Den forelæggende ret skal imidlertid som led i hovedsagen tage stilling til det ene spørgsmål, om GSI i betragtning af artikel 2 i lovdekret nr. 109/92, som gennemfører artikel 2 i direktiv 2000/13, kunne vildlede forbrugeren ved på mærkningen af de varer, den markedsfører, at angive betegnelsen »Salame tipo Felino«. Den forelæggende ret spørger således, om den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede betegnelse, der ikke er registreret som BOB eller BGB, anvendes af producenter, der har gjort dette i god tro og på konstant vis, påvirker vurderingen af, om den i hovedsagen omhandlede mærkning er vildledende.

60

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det i princippet ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt mærkningen af visse produkter er af en sådan art, at den vildleder køberen eller forbrugeren, eller at påkende spørgsmålet om, hvorvidt en varebetegnelse eventuelt er vildledende. Denne opgave påhviler den nationale ret (jf. bl.a. dom af 16.7.1998, sag C-210/96, Gut Springenheide og Tusky, Sml. I, s. 4657, præmis 30, og af 12.9.2000, sag C-366/98, Geffroy, Sml. I, s. 6579, præmis 18 og 19). Imidlertid kan Domstolen i forbindelse med en præjudiciel afgørelse i givet fald give anvisninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens afgørelse (Geffroy-dommen, præmis 20).

61

Det følger af Domstolens praksis, at de nationale retsinstanser ved afgørelsen af, om en oplysning i en mærkning kan vildlede, i det væsentlige skal tage hensyn til den formodede forventning i forhold til denne oplysning hos en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger hvad angår levnedsmidlets oprindelse, det sted, det kommer fra, og dets kvalitet, idet det afgørende er, at forbrugeren ikke vildledes og forledes til urigtigt at tro, at varen har en anden oprindelse, kommer fra et andet sted eller har en anden kvalitet, end hvad der i virkeligheden er tilfældet (jf. i denne retning dom af 6.7.1995, sag C-470/93, Mars, Sml. I, s. 1923, præmis 24, dommen i sagen Gut Springenheide og Tusky, præmis 31, og dom af 13.1.2000, sag C-220/98, Estée Lauder, Sml. I, s. 117, præmis 30).

62

Blandt de forhold, der skal tages hensyn til ved vurderingen af, om den i hovedsagen omhandlede mærkning eventuelt er vildledende, er varigheden af betegnelsens anvendelse et objektivt forhold, der kan ændre den fornuftige forbrugers forventninger. Derimod kan en producents eller forhandlers eventuelle gode tro, der er et subjektivt element, ikke påvirke det objektive indtryk, forbrugeren får af angivelsen af en geografisk betegnelse på en etiket.

63

I betragtning af det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, som ændret, set i forening med artikel 2 i direktiv 2000/13, skal fortolkes således, at et levnedsmiddels betegnelse, der indeholder geografiske henvisninger, og som ikke er registreret som BOB eller BGB, retmæssigt kan anvendes, forudsat at mærkningen på den således betegnede vare ikke vildleder en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger. For at vurdere, om dette er tilfældet, kan de nationale retsinstanser tage hensyn til varigheden af betegnelsens anvendelse. Derimod er en producents eller forhandlers eventuelle gode tro ikke relevant i denne forbindelse.

64

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om indehaveren af et fællesmærke, der omfatter et levnedsmiddel, og hvori der indgår en geografisk henvisning, der svarer til den i hovedsagen omhandlede betegnelse, kan hindre anvendelsen af denne betegnelse.

65

Den italienske regering har gjort gældende, at det tredje spørgsmål må afvises, idet tvisten forelagt den nationale ret ikke vedrører fællesmærker. Denne regering har gjort gældende, at Regione Emilia-Romagna, som har pålagt GSI den i hovedsagen omhandlede bøde, ikke selv er indehaver af et mærke og i øvrigt ikke hævder, at GSI har krænket et fællesmærke. Endvidere har den italienske regering under retsmødet bemærket, at den forelæggende ret udelukkende har spurgt, om mærkningen »Salame tipo Felino«, som GSI anvender, kunne vildlede forbrugeren hvad angår den pågældende vares egentlige oprindelse. På trods af at en sammenslutning af lokale producenter, der er indehavere af fællesmærket »Salame Felino«, er interveneret i sagen, er argumentet om den eventuelle krænkelse af et fællesmærke ikke blevet påberåbt i sagen og har således ikke været genstand for den sag, den forelæggende ret skal behandle.

66

Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis omtalt i nærværende doms præmis 37, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare et spørgsmål fra den ret, der har indgivet en præjudiciel anmodning som led i proceduren fastsat i artikel 234 EF, når de spørgsmål, der er indbragt for Domstolen, åbenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, og en besvarelse således ikke er objektivt nødvendig for en afgørelse af tvisten.

67

Det står fast, at den forelæggende ret i den sag, den er forelagt, udelukkende skal tage stilling til, om mærkningen af salamier betegnet »Salame tipo Felino« kan vildlede forbrugerne og dermed tilsidesætte de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2000/13.

68

Følgelig er spørgsmålet, om indehaveren af et fællesmærke, der omfatter et levnedsmiddel, og hvori der indgår en geografisk henvisning, der svarer til den i hovedsagen omhandlede betegnelse, kan hindre anvendelsen af denne betegnelse, åbenbart uden betydning for afgørelsen af tvisten i hovedsagen og skal derfor afvises.

69

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: