1. Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – fritagelser i henhold til sjette direktiv
[Rådets direktiv 77/388, art. 13, punkt A, stk. 1, litra i)]
2. Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – fritagelser i henhold til sjette direktiv
[Rådets direktiv 77/388, art. 13, punkt A, stk. 1, litra i), og art. 13, stk. 2]
1. Artikel 13, punkt A, stk. 1, litra i), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter skal fortolkes således, at udtrykket »uddannelse af børn og unge, skole- og universitetsundervisning, faglig uddannelse eller omskoling« ikke omfatter den omstændighed, at en lærer mod vederlag stilles til rådighed for en undervisningsinstitution i denne bestemmelses forstand, hvor denne lærer midlertidigt skal undervise under sidstnævnte institutions ansvar, selv om den institution, der foretager tilrådighedsstillelsen, selv er et offentligretligt organ med undervisningsformål eller et andet organ, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som havende tilsvarende formål.
Det er korrekt, at overførsel af viden og kompetencer mellem en underviser og de studerende er en særlig vigtig del af undervisningen. Den omstændighed, at der foreligger en sådan overførsel, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at anse den omstændighed, at der stilles en lærer til rådighed for en undervisningsinstitution for at undervise under sidstnævnte institutions ansvar, for undervisning. Den undervisning, der er omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra i), omfatter en række elementer, som samtidig omfatter de elementer, der vedrører det forhold, som skabes mellem undervisere og de studerende, og de elementer, der udgør den pågældende institutions organisatoriske ramme.
(jf. præmis 18-20 og 24 samt domskonkl. 1)
2. Artikel 13, punkt A, stk. 1, litra i), i sjette direktiv 77/388, sammenholdt med artiklens stk. 2, skal fortolkes således, at den omstændighed, at en lærer mod vederlag stilles til rådighed for en undervisningsinstitution, hvor denne lærer midlertidigt skal undervise under sidstnævnte institutions ansvar, kan udgøre en merværdiafgiftsfritagen transaktion, for så vidt som det drejer sig om tjenesteydelser »med nær tilknytning« til undervisning i denne bestemmelses forstand, hvis en sådan tilrådighedsstillelse er et middel til på de bedst mulige betingelser at udnytte den undervisning, der må anses for hovedydelsen, forudsat imidlertid, hvilket det påhviler den forelæggende ret at undersøge, at:
– såvel hovedydelsen som tilrådighedsstillelsen med nær tilknytning til denne ydelse præsteres af de organer, der er omhandlet i nævnte artikel 13, punkt A, stk. 1, litra i), i givet fald under hensyntagen til de betingelser, som den pågældende medlemsstat eventuelt har fastsat i henhold til artiklens stk. 2, litra a)
– tilrådighedsstillelsen er af en sådan art og kvalitet, at det ikke uden at anvende en sådan ydelse kunne sikres, at den modtagende institutions undervisning, og dermed den undervisning, som de studerende ved disse institutioner modtager, ville have en tilsvarende værdi, og
– en sådan tilrådighedsstillelse ikke hovedsageligt tager sigte på at opnå yderligere indtægter ved udførelse af en transaktion i direkte konkurrence med handelsforetagender, som skal svare merværdiafgift.
(jf. præmis 46 og domskonkl. 2)