1. Institutionernes retsakter - direktiver - medlemsstaternes gennemførelse - nødvendigheden af at sikre, at direktiver får de tilsigtede virkninger - de nationale retters forpligtelser
(EF-traktaten, art. 5 og art. 189, stk. 3 (nu art. 10 EF og art. 249, stk. 3, EF))
2. Institutionernes retsakter - direktiver - direkte virkning - rækkevidde - ikke begrænset til tilfælde af manglende korrekt gennemførelse eller forkert gennemførelse - mulighed for borgerne for at påberåbe sig bestemmelser, der har direkte virkning, såfremt gennemførelsesforanstaltningerne ikke anvendes korrekt
(EF-traktaten, art. 189, stk. 3 (nu art. 249, stk. 3, EF))
3. Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - omsætningsafgifter - det fælles merværdiafgiftssystem - tilbagebetaling af beløb, der er opkrævet i strid med bestemmelser, der har direkte virkning - forældelsesfrist - forkortelse med tilbagevirkende kraft - ulovligt - uforenelighed med effektivitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
1. Den pligt for medlemsstaterne, der følger af et direktiv, til at virkeliggøre dets mål, og pligten i medfør af traktatens artikel 5 (nu artikel 10 EF) til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af denne pligt, påhviler alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder også domstolene inden for deres kompetence. Heraf følger, at den nationale ret ved anvendelsen af nationale retsforskrifter er forpligtet til, i videst muligt omfang, at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formål og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat, og således handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3 (nu artikel 249, stk. 3, EF).
( jf. præmis 24 )
2. Ved de nationale domstole kan borgerne over for staten påberåbe sig bestemmelser i et direktiv, der ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, i alle tilfælde, hvor det ikke effektivt er sikret, at direktivet anvendes fuldt ud, dvs. ikke blot i tilfælde, hvor direktivet ikke er gennemført eller ikke er gennemført korrekt, men også i tilfælde, hvor de nationale foranstaltninger, hvorved direktivet er gennemført korrekt, ikke anvendes på en sådan måde, at der fremkaldes det med direktivet tilsigtede resultat. Det forhold, at der er truffet nationale foranstaltninger, hvorved et direktiv er blevet gennemført korrekt, medfører således ikke, at direktivets virkninger udtømmes, og medlemsstaten er selv efter vedtagelsen af disse foranstaltninger forpligtet til at sikre, at direktivet anvendes fuldt ud.
( jf. præmis 27 )
3. Effektivitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for en national lovgivning, der med tilbagevirkende kraft forkorter fristen for, hvornår der kan fremsættes krav om tilbagebetaling af beløb betalt i form af merværdiafgift, når beløbene er opkrævet i strid med bestemmelser i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, der - som f.eks. direktivets artikel 11, punkt A, stk. 1 - har direkte virkning.
Selv om effektivitetsprincippet ikke er til hinder for, at en national lovgivning forkorter fristen for, hvornår der kan fremsættes krav om tilbagebetaling af beløb, der er betalt i strid med fællesskabsretten, er det på betingelse af, at den nye frist, der er fastsat, er rimelig, og også, at den nye lovgivning indeholder en overgangsordning, hvorunder borgerne har en tilstrækkelig lang frist efter vedtagelsen af lovgivningen til at fremsætte de krav om tilbagebetaling, som de havde ret til at fremsætte efter den tidligere lovgivning. En sådan overgangsordning er nødvendig, idet det forhold, at en forældelsesfrist, der er kortere end den tidligere gældende, med øjeblikkelig virkning finder anvendelse på disse krav, ville medføre, at visse borgere med tilbagevirkende kraft ville blive frataget deres ret til tilbagebetaling eller havde en for kort frist til at gøre denne ret gældende.
Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er i øvrigt til hinder for, at en ændring af den nationale lovgivning med tilbagevirkende kraft fratager en afgiftspligtig person en ret, som han før ændringen havde til at kræve afgiften tilbagebetalt, der var opkrævet i strid med bestemmelser i sjette direktiv, der har direkte virkning.
( jf. præmis 38, 46 og 47 samt domskonkl. )