12.8.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 236/181


Onsdag den 16. juni 2010
Estlands indførelse af euroen pr. 1. januar 2011 *

P7_TA(2010)0217

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. juni 2010 om forslag til Rådets beslutning om Estlands indførelse af euroen den 1. januar 2011 (KOM(2010)0239 - C7-0131/2010 - 2010/0135(NLE))

2011/C 236 E/43

(Høring)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2010)0239),

der henviser til Kommissionens konvergensrapport fra 2010 (KOM(2010)0238) om Estland og konvergensrapporten fra Den Europæiske Centralbank (ECB) fra maj 2010,

der henviser til sin beslutning af 1. juni 2006 om udvidelse af euroområdet (1),

der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om ECB's årsberetning 2008 (2),

der henviser til sin beslutning af 25. marts 2010 om den årlige redegørelse vedrørende euroområdet og offentlige finanser (3),

der henviser til sin beslutning af 18. november 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union (4), (beslutning om ØMU@10),

der henviser til sin beslutning af 20. juni 2007 om forbedring af metoden for høring af Europa-Parlamentet i procedurer vedrørende udvidelsen af euroområdet (5),

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2003 om ECB's henstilling om Rådets beslutning om ændring af artikel 10, stk. 2, i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (6),

der henviser til Rådets afgørelse 2003/223/EF af 21. marts 2003 om ændring af artikel 10, stk. 2, i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (7),

der henviser til artikel 140, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7-0131/2010),

der henviser til forretningsordenens artikel 55,

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0182/2010),

A.

der henviser til, at artikel 140, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastslår, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens ved at undersøge, hvorvidt de enkelte medlemsstater har opfyldt følgende kriterier: en høj grad af prisstabilitet; holdbare offentlige finanser; overholdelse af de normale udsvingsmargener i valutakursmekanismen; og den varige karakter af den konvergens, medlemsstaten har opnået, samt af dens deltagelse i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme, som afspejles i de langfristede rentesatser;

B.

der henviser til, at Estland har opfyldt Maastricht-kriterierne i overensstemmelse med artikel 140, stk. 1, i TEUF og protokollen (nr. 13) om konvergenskriterierne, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og TEUF;

C.

der henviser til, at ordføreren har besøgt Estland for at vurdere, om landet er rede til at tiltræde euroområdet;

D.

der henviser til, at Kommissionen har meddelt, at EUROSTAT i tæt samarbejde med det Estlands statistiske kontor har undersøgt kvaliteten af alle relevante oplysninger fra de estiske myndigheder,

1.

godkender Kommissionens forslag;

2.

går ind for Estlands indførelse af euroen pr. 1. januar 2011;

3.

noterer sig, at Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks (ECB) vurdering har fundet sted oven på den globale finansielle, økonomiske og sociale krise, som har påvirket mulighederne for nominel konvergens i mange andre medlemsstater;

4.

noterer sig, at Estland har opfyldt kriterierne efter målrettet, troværdig og vedholdende indsats fra den estiske regerings og det estiske folks side;

5.

er bekymret over afvigelserne mellem Kommissionens og ECB's konvergensrapporter, hvad angår prisstabilitetens varige karakter;

6.

noterer sig, at ECB's konvergensrapport fra 2010 identificerer opretholdelse af inflationskonvergensen efter den aktuelle økonomiske justering som en stor udfordring;

7.

opfordrer den estiske regering til at fortsætte sin forsigtige skattepolitiske linje sammen med landets generelle stabilitetsorienterede politikker over for kommende makroøkonomiske ubalancer og risici, hvad angår prisstabilitet;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at give Kommissionen mulighed for at vurdere opfyldelsen af Maastricht-kriterierne på grundlag af klare, uafhængige, aktuelle og pålidelige data af høj kvalitet;

9.

anmoder Kommissionen om at simulere effekten af euroområdets redningspakke på Estlands budget, når landet tilslutter sig euroområdet og dermed bliver medlem af den gruppe, der garanterer redningsmidlerne;

10.

henstiller til Kommissionen og ECB at tage hensyn til alle aspekter, når de anbefaler den endelige vekselkurs for den estiske kroon;

11.

opfordrer de estiske myndigheder til at sætte skub i deres praktiske forberedelser for at sikre en problemfri overgangsproces; opfordrer den estiske regering til at sikre, at indførelsen af euroen ikke udnyttes til skjulte prisstigninger;

12.

opfordrer Kommissionen og ECB til at orientere Parlamentet om de foranstaltninger, der overvejes for at minimere aktivspecifik inflation som en konsekvens af lave renter;

13.

opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;

14.

anmoder rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;

15.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Eurogruppen og medlemsstaternes regeringer.


(1)  EUT C 298 E af 8.12.2006, s. 249.

(2)  Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0090.

(3)  Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0072.

(4)  EUT C 16 E af 22.1.2010, s. 8.

(5)  EUT C 146 E af 12.6.2008, s. 251.

(6)  EUT C 61 E af 10.3.2004, s. 374.

(7)  EUT L 83 af 1.4.2003, s. 66.