18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/64

1.

EØSU hilser det først og fremmest velkomment, at Rådsformandskabet ikke har i sinde blot at gøre status over de initiativer, der er iværksat i løbet af tænkepausen, men også ønsker at træffe beslutning om de følgende etaper i den igangværende proces.

2.

EØSU bekræfter i den forbindelse sin holdning til dette spørgsmål, som det har givet udtryk for i to udtalelser af hhv. 24. september 2003 (1) og 28. oktober 2004 (2), i hvilke forfatningstraktaten betegnes som et nødvendigt redskab, der kan hjælpe EU til at takle de udfordringer, det står overfor. Udvalget gentager specielt, at det er vigtigt at indarbejde dels det europæiske charter om grundlæggende rettigheder, som betyder, at EU's politikker kommer til at bygge på borgerrettigheder, dels nogle bestemmelser om institutionerne og om forvaltningen af EU, som skal sikre Unionen større synlighed og effektivitet.

3.

Europa-Parlamentets resolution af 19. januar 2006 om »Tænkepause: struktur, temaer og ramme for en evaluering af debatten om Den Europæiske Union« slår også til lyd herfor.

4.

EØSU mener,:

5.

EØSU opstiller følgende anbefalinger til mødet i Det Europæiske Råd den 15. og 16. juni 2006:

5.1.1

Ansvaret for hurtigt at finde en løsning på den identitetskrise, EU for øjeblikket er inde i, ligger fortrinsvis hos medlemsstaterne, og dermed hos Det Europæiske Råd. Topmødet i juni 2006 skal derfor sende et klart budskab om EU's fremtid og angive veje og muligheder for at komme ud af det nuværende politiske dødvande. I dette perspektiv mener EØSU, at løsningen på, hvordan man »kommer ud af krisen«, bør fastholde de fremskridt og den balance, der er opnået i forfatningstraktaten, og tage hensyn til det faktum, at traktaten til dato er blevet ratificeret af 15 medlemslande.

5.1.2

I henhold til artikel IV-443, stk. 4, i forfatningstraktaten indebærer de to afvisninger af traktaten — og baggrunden for disse må ikke overses — ikke nødvendigvis, at man må opgive traktaten.

5.2.1

EU-institutionerne, Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet skal, hvad styreformer angår, foregribe de mest nyskabende elementer i forfatningstraktaten. EØSU anbefaler derfor, at man allerede på nuværende tidspunkt udvider og styrker høringerne af civilsamfundsorganisationerne forud for alle vigtige lovgivningsinitiativer. Udvalget opfordrer ligeledes Kommissionen til at undersøge betingelserne for at iværksætte borgerinitiativet.

5.2.2

I den sammenhæng bør institutionerne i højere grad trække på EØSU's mulighed for at bidrage til udformningen af EU's politikker ved hjælp af sonderende udtalelser og informationsrapporter samt i forbindelse med konsekvensanalyser.

5.2.3

EØSU vil ligeledes i denne forbindelse og navnlig i samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd og lignende organisationer fortsætte sine tiltag med det sigte at yde et afgørende bidrag til at fremme og i højere grad strukturere dialogen og samrådet mellem EU-institutionerne og det organiserede civilsamfund.

5.2.4

Det er endvidere vigtigt at udvikle princippet om »funktionel nærhed« og i stadig højere grad uddelegere ansvarsopgaver »på EU's vegne« til de lokale og regionale myndigheder og til civilsamfundsorganisationer, for dermed at styrke borgernes tilhørsforhold til EU. De lokale og regionale myndigheder, men også civilsamfundsorganisationerne bør således inddrages i overvågningen af nærhedsprincippet.

5.3.1

Det er EU-institutionernes opgave først og fremmest at give Unionens politikker et reelt indhold og påvise deres effektivitet og deres positive indflydelse på borgernes dagligdag: beskæftigelse, mobilitet, miljø, sociale fremskridt, ungdomspolitik, iværksætterånd, bekæmpelse af diskrimination og udstødelse osv. Institutionerne bør endvidere bestræbe sig på at iværksætte nogle store europæiske projekter, som gør det muligt at identificere sig med EU (transeuropæiske net, rumpolitik osv.), og at lancere nye projekter som f.eks. europæisk civil volontørtjeneste og det europæiske system til forebyggelse og forvaltning af større risici.

5.3.2

Kommissionen har i kraft af den rolle og de beføjelser, den er tildelt af traktaterne, til opgave at udarbejde og foreslå reelle fælles politikker på de områder, hvor den europæiske dimensions merværdi allerede er bevist (især energi, miljø og forskning). I dette perspektiv bør man vælge de mest pragmatiske løsninger, hvad enten der afhængigt af det enkelte område, er tale om samfinansiering mellem EU og medlemsstaterne eller forstærket samarbejde.

5.3.3

På det udenrigspolitiske område bør EU's samhørighed og solidaritet i overensstemmelse med det tilsagn, Det Europæiske Råd afgav i Wien 1998, ligeledes styrkes kraftigt og træde i stedet for de spredte initiativer og holdninger, som sår tvivl om medlemsstaternes reelle vilje til at agere i EU's interesse. En sammenhængende og overbevisende præsentation af EU's legitime interesser i verden ville også i betydelig grad øge borgernes tiltro til EU og gøre det mere synligt.

5.3.4

Ved at give EU's politikker et væsentligt indhold vil Kommissionen og Rådet gøre den reviderede Lissabon-strategi troværdig og bane vejen for et europæisk projekt efter 2010, som svarer til borgernes forventninger, forudsat at det denne gang ledsages af finansielle midler, der reelt står mål med de erklærede ambitioner. Borgerne vil nemlig lettere kunne forstå forfatningstraktaten, hvis den i modsætning til nu også havde en overordnet samfundsvision.

5.4.1

Kommissionen og Rådet bør omgående og uden at afvente en ny traktat fuldt ud gennemføre visse bestemmelser i Nice-traktaten, som f.eks. dem, der gør det muligt at anvende kvalificeret flertal på visse områder inden for socialpolitikken, det retlige område og indre anliggender.

5.4.2

EØSU anbefaler desuden, at Kommissionen og medlemsstaterne iværksætter nye initiativer vedrørende EU's økonomiske forvaltning med henblik på at styrke koordineringen af medlemsstaternes finanspolitikker for derigennem at sætte fornyet skub i investeringer, der kan bidrage til at nå målsætningerne for Lissabon-strategien. I den sammenhæng ville en omgående styrkelse af Euro-gruppens opgaver være nyttig.

5.4.3

Det er desuden Rådets ansvar snarest muligt at afhjælpe de forsinkelser og utilstrækkeligheder, for ikke at sige mangler, som hersker på utallige områder, som f.eks. etableringen af en europæisk statut for foreninger, gensidige selskaber, små og mellemstore virksomheder samt et EU-patent. Det er ligeledes vigtigt hurtigt at få fjernet de eksisterende hindringer for personers, tjenesteydelsers og varers frie bevægelighed. Disse forsinkelser og mangler har tæret på EU-institutionernes troværdighed og fremmer nationale egeninteresser samt skaber en fornyet situation med indbyrdes konkurrence mellem medlemsstaterne.

5.4.4

Når et udkast til europæisk retsakt forelagt af Kommissionen som indehaver af initiativretten og vogter af almenvellets interesse strander, bør Rådet over for borgerne forklare, hvorfor projektet er kørt fast og retfærdiggøre det.

5.5.1

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at udvikle løbende, målrettede oplysningskampagner om landvindingerne i den europæiske integrationsproces og EU's merværdi, og allerede i folkeskolen at starte med at undervise i »EU-medborgerskab«. For at gøre en sådan undervisning troværdig og undgå, at den sidestilles med propaganda, bør man inddrage hele viften af civilsamfundsorganisationer, så indholdet af politikkerne kan diskuteres på et konkret plan. Kommissionen spiller ligeledes en afgørende rolle med hensyn til at sikre sammenhæng på EU-plan i de forskellige oplysningsindsatser. I den sammenhæng bør Kommissionen så vidt muligt bestræbe sig på at forsvare EU's politikker og mekanismer og ikke blot forholde sig neutral.

6.1

Ved at underskrive og ratificere EU-traktaterne har alle EU-medlemsstaterne frivilligt forpligtet sig til at deltage i en integrationsproces, der sigter mod en stadigt tættere sammenslutning mellem EU's folk.

6.2

Tænkepausen bør ikke alene gøre det muligt at finde en vej ud af det nuværende institutionelle dødvande, men bør ligeledes og frem for alt bruges til at fremme skabelsen af en ny konsensus om dels målsætningerne for integrationen dels et realistisk, men ambitiøst politisk projekt, som kan få borgerne til at drømme om et Europa, der rent faktisk ikke blot bringer fred, men også velfærd og demokrati. At give det europæiske projekt ny troværdighed og integrationsprocessen ny legitimitet er i virkeligheden en nødvendig betingelse for at komme igennem den identitetskrise, som EU aktuelt befinder sig i .