18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/29

1.1

EØSU har igen og igen betonet den store betydning af bæredygtig udvikling for Europas fremtid og den globale udvikling og bifalder derfor, at Kommissionen forelægger en handlingsplatform vedrørende emnet.

1.2

Kommissionens meddelelse er et af de fem dokumenter, som offentliggjordes om emnet »bæredygtig udvikling« alene i 2005. Selv om EØSU hele tiden har insisteret på vigtigheden af konkret handling, finder udvalget det forkert at offentliggøre så mange forskellige dokumenter inden for et år, fordi det gør det næsten umuligt for en almindelig politisk interesseret borger at bevare overblikket.

1.3

Det er uklart, hvordan relationerne er mellem Lissabon-strategien og strategien for bæredygtig udvikling. Hvis borgerne skal forstå relationerne, kommer man ikke uden om pædagogiske tiltag og bestræbelser på at skabe sammenhæng. Metoderne til effektanalyser bør ændres, så der tages lige så meget hensyn de sociale og miljømæssige aspekter som til de økonomiske. Den forskning og fornyelse, som Lissabon-strategien skal fremme, bør eksplicit understøtte en bæredygtig udvikling.

1.4

EØSU ser ikke den handlingsplatform, som præsenteres i meddelelsen, som en ny revideret strategi. Den aktuelle situation analyseres rigtigt og det slås fast, at det ikke kan fortsætte som hidtil, men det bliver næsten udelukkende ved analysen. F.eks. er de konkrete anvisninger på, hvordan man kommer videre, alt for utilstrækkelige.

1.5

Med denne meddelelse imødekommer Kommissionen således ikke EØSU's henstilling fra april 2004, og den holder ikke sine løfter fra juni 2004. Den opstiller ikke nogen klare målsætninger, som skal indfris gennem bæredygtighedsstrategien.

1.6

En strategi beskriver normalt metoder til at opfylde målsætninger. De manglende målsætninger fører uundgåeligt til en mangelfuld bestemmelse af instrumenter. Dette er en afgørende svaghed ved meddelelsen. Hvis man ikke med sikkerhed ved, hvor man vil hen, kan man ikke fastlægge en kurs for, hvordan man når dertil.

1.7

De beskrevne nøgleaktioner er vage og meget upræcise. Det drejer sig til dels om krav eller løfter, som har været inde i billedet de sidste 30 år, men aldrig har været omsat i praksis. Det diskuteres dog hverken, hvordan det kan være gået til, at så gamle krav aldrig er blevet realiseret, eller om disse krav stadig er aktuelle, og frem for alt om de er tilstrækkelige .

1.8

Dér, hvor Kommissionen fremsætter vigtige budskaber, gør den det ganske uforpligtende. Når Kommissionen således bebuder, at den internationale handel skal anvendes som instrument for bæredygtig udvikling, kan man kun hilse det velkommen. Man burde imidlertid kunne forvente af en handlingsplatform at få svar på, hvordan det skal gøres i praksis.

1.9

Kommissionen bør skabe klarhed om aktørernes rolle og svare på spørgsmålet »Hvem skal gøre hvad?« i relation til henholdsvis EU's, medlemsstaternes, arbejdsmarkedsparternes og de øvrige interesserede parters kompetencer.

1.10

EØSU agter at bidrage til debatten og lidt efter lidt opbygge en database, der bl.a. vil gøre det muligt at formidle god praksis og at pege på forhindringer, som aktører med praktiske erfaringer er stødt på, med henblik på at udbygge den viden, som skal danne grundlag for Kommissionens og de interesserede parters beslutninger.

1.11

Meddelelsen efterlader derfor flere ubesvarede spørgsmål, end den giver svar, og opkaster faktisk flere nye spørgsmål, som samfundet hidtil har ventet forgæves på svar på.

1.12

EØSU beklager dette dybt. Meddelelsen er ikke et egentligt fremskridt for bæredygtig udvikling, men tyder snarere på, at man i øjeblikket træder vande.

2.1

Den 13. december 2005 — lige inden Det Europæiske Råds finanstopmøde i Bruxelles — forelagde Kommissionen meddelelsen om revision af strategien for bæredygtig udvikling — En handlingsplatform (1) (genstanden for denne udtalelse) for Rådet og Europa-Parlamentet.

2.2

EU's strategi for bæredygtig udvikling, som nu er til revision, blev besluttet på topmødet i Göteborg i sommeren 2001. EØSU har flere gange taget stilling såvel til forarbejdet til strategien som til strategien selv, senest i en sonderende udtalelse fra april 2004 »Evaluering af strategien for bæredygtig udvikling« (2) og i en udtalelse fra maj 2005 »Bæredygtig udvikling og dens rolle i forbindelse med de kommende finansielle overslag« (3). Hertil kommer, at udvalget sammen med Kommissionen i april 2005 afholdt et meget succesfuldt og konstruktivt stakeholder-forum og i marts 2006 arrangerede en høring i forbindelse med udarbejdelsen af denne udtalelse. Resultaterne af disse arrangementer har naturligvis været en del af grundlaget for denne udtalelse.

2.3

Allerede Prodi-Kommissionen meddelte, at den ville vedtage en revideret udgave af strategien for bæredygtig udvikling. Det skete dog ikke. Under behandlingen af de forskellige dokumenter blev sagen betydeligt forsinket. Dette kan betragtes som et indicium på, hvor svært det har været for Kommissionen — og for den sags skyld også for Rådet — at gøre fremskridt med strategien for bæredygtig udvikling.

2.4

I februar 2005 kunne Barrosos Kommission derfor ikke fremlægge en revideret strategi, men kun meddelelsen »2005-revision af EU's strategi for bæredygtig udvikling: første status og fremtidige retningslinjer« (4). I denne meddelelse taler Kommissionen bl.a. om »forværringen af uholdbare tendenser«, om at fremskridtene med hensyn til integration af miljøspørgsmål i de sektorspecifikke politikker »hidtil har været begrænsede«, om at »fattigdom og social udstødelse er et problem, der bliver større og større« og at vi »i en verden med voksende indbyrdes afhængighed ikke kan fortsætte med at producere og forbruge som hidtil«.

2.5

Meddelelsen, der er genstand for denne udtalelse, skal ses i denne sammenhæng. EØSU kan betragte den som endnu et skridt hen imod en revision af bæredygtighedsstrategien, men ikke som resultatet af en allerede udført revision. Ifølge de seneste, uformelle oplysninger er det nu planen, at Rådet på sit møde i juni 2006 skal vedtage en revision af bæredygtighedsstrategien fra 2001 og at Rådets konklusioner skal udgøre den fælleseuropæiske bæredygtighedsstrategi indtil 2009. EØSU slår derfor fast, at Kommissionen ikke har opfyldt sin forpligtelse fra 2001 til at forelægge en revision af bæredygtighedsstrategien, hver gang en ny Kommission tiltræder. Og nu foreligger der altså fem dokumenter fra 2005 (5), som måske nok kan opfattes som debatoplæg og materiale til en revision, men under ingen omstændigheder som en revideret ny strategi for de næste fire år, som tager hensyn til den aktuelle situation, der fortsat udvikler sig i en faretruende retning.

2.6

Udvalget undrer sig over, at det ikke har modtaget udførlige bemærkninger til sin seneste sonderende udtalelse »Evaluering af strategien for bæredygtig udvikling« (6), selv om Kommissionen er forpligtet til at sende sådanne bemærkninger. Mange af de principielle spørgsmål, som EØSU stillede i den sonderende udtalelse, er stadig ikke blevet besvaret, hvilket tydeligt ses og bekræftes af manglen på målsætninger, idéer og orientering i den nu forelagte handlingsplatform.

2.7

Udvalget beklager i øvrigt som i 2004 manglen på klare indikatorer på området, som kan bruges til at afgrænse og bestemme relationen mellem de to store strategier, som i øjeblikket er styrende for EU's aktuelle aktioner, altså strategien for bæredygtig udvikling og Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse, i henhold til de mål, som Unionen har sat i EU-traktatens artikel 2 (7). En gennemgang af de nationale reformprogrammer for Lissabon-strategien viser, at medlemsstaterne ikke prioriterer bæredygtig udvikling højt, hvilket er i modstrid med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i marts 2005, hvor det blev slået fast, at strategien for bæredygtig udvikling er EU's vigtigste strategi.

2.8

EØSU vil i denne udtalelse først og fremmest undersøge, om Kommissionen har inddraget og taget hensyn til udvalgets bemærkninger, spørgsmål og henstillinger i ovennævnte udtalelser fra perioden april 2004 til maj 2005.

2.9

Desuden undersøger EØSU om de krav, som Kommissionen selv har formuleret, er blevet opfyldt.

3.1

I meddelelsen, som behandles i denne udtalelse, giver Kommissionen ligesom i tidligere dokumenter først en beskrivelse af den generelle situation. Et citat fra tredje afsnit i meddelelsen beskriver situationen klart og tydeligt: »Europa er kommet godt i gang med at anvende disse principper for bæredygtig udvikling. ... Men … det er nødvendigt med yderligere bestræbelser …« .

3.2

Udvalget kan bekræfte dette udsagn og er enigt i den generelle analyse: på mange områder er der — såvel på EU- som på nationalt niveau, af virksomheder, ikke-statslige organisationer og privatpersoner — taget mange initiativer, der kan tjene som forbilleder. De er dog ikke tilstrækkelige til, at man kan tale om en afgørende vending i udviklingen.

3.3

Der findes konkrete eksempler på succeshistorier på nationalt plan (f.eks. de positive følger for miljøet og jobskabelsen af det tyske program for energirigtig bygningssanering og anvendelse af fornyelige energikilder), på sektorniveau (f.eks. afkald på at anvende CFC i klimaanlæg i biler eller »handlingsplanen for miljøteknologi«) og selv på virksomhedsniveau (f.eks. British Petroleum, der i 1998 forpligtede sig til inden 2010 at sænke drivhusgasniveauet til 10 % under niveauet i 1990 og allerede i 2003 nåede målet gennem energieffektivitet — eller den støtteskrivelse til den engelske premierminister om at stoppe klimaforandringer, som blev underskrevet af mange britiske og multinationale virksomheder) (8).

3.4

Eksemplerne viser, at bæredygtige produktionsmetoder og forbrugsmønstre ikke bare er teknisk mulige, men også rentable og kan bidrage til at bevare eller skabe arbejdspladser. Dette budskab bør formidles tydeligere, end det er gjort hidtil.

3.5

Bæredygtig udvikling skal ses om et anderledes, nyt, integreret samfundsmæssigt udviklingskoncept: de erhvervsmæssige, sociale og økologiske aspekter af bæredygtig udvikling styrker gensidigt hinanden og bidrager til at bevare »europæiske værdier«. Bæredygtig udvikling fremmer på den måde den generelle velstand i samfundet. I den forbindelse bifalder udvalget Kommissionens og Eurostats fælles bestræbelser på at udvikle en »velstandsindikator«, der fungerer bedre som målestok for bæredygtig udvikling end BNP. Dette kunne være det økologiske fingeraftryk, som bl.a. formidles af Det Europæiske Miljøagentur. En sådan indikator skal ikke kun tage hensyn til de eksterne miljøomkostninger, men også visse sociale omkostninger.

3.6

Bæredygtig udvikling består ikke i at kompensere for mangler, der er opstået i forbindelse med en uheldig udvikling i én sektor som følge af foranstaltninger, som er truffet i andre sektorer (sådan fungerede politikken før i tiden). Så sent som i juni 2005 bekræftede Det Europæiske Råd fortolkningen af udviklingskonceptet, og flere Kommissionsdokumenter har vist, at en sådan tilgang virker (9).

3.7

Under alle omstændigheder er der først og fremmest brug for en bred politisk og samfundsmæssig debat om de værdier, som vi til dels i modsætning til andre regioner i verden, tror på og forsvarer i Europa, og om de mål, som vi i Europa ønsker at nå gennem en bæredygtig udvikling. Og hvad mere er: det er på høje tid med sådan en debat. Først når man er nået til klarhed om, hvilke mål Europa skal stille sig og hvilke (europæiske) værdier der skal bevares, kan man begynde at diskutere, hvordan man opfylder målene, altså hvilken strategi man skal vælge. EØSU tvivler dog også her på, at debatten har været tilstrækkelig. EØSU gentager, hvad det slog fast for to år siden, nemlig at selve begrebet »bæredygtighed« er fuldstændig ubekendt for en stor del af borgerne, og de borgere, som har hørt om begrebet, kan ofte ikke forbinde indholdet med noget. Dette er det værst tænkelige udgangspunkt for politisk handling (og situationen er den samme for Lissabon-strategien).

3.8

EØSU er i den forbindelse godt klar over, at en sådan debat om værdier og mål i lyset af de globale markeder ikke er så ligetil. For hvis Europa vil være i front med hensyn til bevarelse af livsgrundlaget, kan det nemlig bl.a. føre til, at ikke-bæredygtige produkter fra Europa flyttes til andre dele af verden (hvilket globalt set ikke er nogen fordel), og at de europæiske virksomheders konkurrenceevne påvirkes i negativ retning. Men netop fordi der er så mange problemer, er det på tide at iværksætte den brede debat, som EØSU har rykket for flere gange.

3.9

I meddelelsen fokuserer Kommissionen på seks såkaldte nøgleområder:

3.10

EØSU er enig i vægtningen (sådan som udvalget allerede har betonet igen og igen i tidligere udtalelser), men foreslår dog, at disse områder som et minimum inddrages mere i overvejelserne vedrørende de politikker, hvor EU har fuld kompetence (og det fulde finansielle ansvar), f.eks. landbrugs- og regionalpolitikken. Det er påfaldende, hvor lidt disse områder nævnes i meddelelsen — i anneks 2 henvises der således med internetlink til Kommissionens forordning om Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne (programperioden 2007–2013), KOM(2005) 304 endelig, uden at der redegøres nærmere for indholdet, hvad angår mål og foranstaltninger i lyset af bæredygtig udvikling.

3.10.1

I meddelelsens indledning henvises der i forbindelse med beskrivelsen af EU's hidtidige indsats kort til reformen af landbrugs- og fiskeripolitikken, og det understreges, at »styrkelsen af politikken for udvikling af landdistrikter« er et udtryk for vilje til at opnå integrerede politikker. EØSU stiller sig helt uforstående over for dette udsagn, eftersom man slet ikke kan tale om nogen styrkelse. Stik imod Kommissionens politiske løfter og EØSU's anbefalinger (10) vil de økonomiske midler til udvikling af landdistrikter i den kommende finansperiode 2007-2013 ligge væsentligt under både den aktuelle budgetgennemførelse og Kommissionens planlagte tiltag (11).

3.10.2

Hvad fiskeripolitikken angår, nøjes EØSU med at henvise til, at det hidtil ikke en eneste gang er lykkedes at garantere overholdelsen af de aftalte fangstkvoter, hvilket betyder, at overfiskeriet i havene fortsætter. En simpel opregning af forskellige internetsider med information om tidligere politikker og planer om eventuelle meddelelser eller grønbøger fra Kommissionen synes i lyset af denne situation ikke at være tilstrækkelig til at nå det såkaldte »operationelle« mål om at »opnå et maksimalt bæredygtigt fangstniveau inden 2015« (12).

3.11

I sin meddelelse fra februar 2005 (KOM(2005) 37 endelig) foretog Kommissionen vigtige og efter EØSU's mening korrekte analyser af situationen og udviklingstendenserne, som fortsat er uholdbare, og fremsatte i Del II (»Hvordan udfordringerne tages op«) strategier, som EØSU tidligere havde efterlyst. Her understregedes det, at »økonomisk vækst, social inklusion og miljøbeskyttelse (må) gå hånd i hånd lige som i andre dele af verden«, at man vil »placere bæredygtig udvikling i hjertet af EU's politikudformning«, samt at »der er behov for klarere mål og hertil hørende frister, hvis indsatsen skal kunne fokuseres på prioriterede områder og fremskridtene skal kunne måles. Selv om tendenserne udgør langsigtede problemer, som kræver langsigtede løsninger, kan man kun sikre, at samfundet bevæger sig i den rigtige retning, ved at opstille klare mellemliggende mål og måle fremskridtene. At opstille langsigtede mål må derfor ikke betyde, at indsatsen udskydes til senere.«

3.12

I sin udtalelse fra april 2004 beklagede EØSU også, at bæredygtighedsstrategien indeholdt alt for få letforståelige og derfor verificerbare mål. Udvalget henviste til, at det ikke altid havde forholdt sig sådan, men at den meddelelse fra Kommissionen, som bæredygtighedsstrategien i sidste instans bygger på, indeholdt klare målsætninger (13).

3.12.1

EØSU gjorde det allerede dengang klart, at en strategi ikke kan være målrettet, medmindre der opstilles hensigtsmæssige endemål og udarbejdes mellemliggende delmål. EØSU opkastede endvidere spørgsmålet om, hvad man egentlig forstår ved en »strategi« og fremsatte følgende bemærkning: »Definitionen på en strategi er en nøjagtig plan over ens egen fremgangsmåde til at nå et mål, hvori der tages højde for de faktorer, som kan påvirke egne handlinger. Med dette in mente burde EU's kommende strategi for bæredygtighed

3.13

Den største mangel ved Kommissionens meddelelse og dennes »handlingsplatform« er vel, at der igen hverken opstilles reelle, klare mål og milepæle eller anvises nogen vej fremad, selv om Kommissionen selv anser dette for nødvendigt. Selve dokumentet indeholder kun højst vage »nøgleaktioner«. I anneks 2 opstilles endvidere en række »operationelle mål« samt »eksempler på nøgleforanstaltninger: igangværende og planlagte«, som enten forekommer vilkårlige og lidet oplysende, eller som kun skal »undersøges« eller »overvejes«.

3.14

Det angives heller ikke, hvem der i sidste instans skal være ansvarlig for hvad, og hvordan der etableres netværk mellem de forskellige politiske niveauer for at opnå størst mulig synergieffekt fra de forskellige ansvarsområder.

3.15

EØSU har med stor interesse læst kapitel 3.2 og bemærkningerne vedrørende den mest effektive blanding af instrumenter. Det er helt korrekt, at »Regeringer og andre offentlige organer har en bred vifte af værktøjer, som de kan benytte til at tilskynde folk til at skabe forandring — regulering, skatter og afgifter, indkøb, støtte, investering, udgifter og information.« Udfordringen består i at finde den rette blanding af politikker ... Den mest effektive metode til at opnå forandring på er uden tvivl at sikre, at markederne sender de rette signaler (»til de rigtige priser«), hvilket er et vægtigt incitament for folk til at ændre deres adfærd og dermed få indflydelse på markedet. Det kan ske ved at sikre, at vi alle, producenter såvel som forbrugere, får at vide, hvilke omkostninger og konsekvenser vore beslutninger får — når vi træffer disse beslutninger. Det betyder for eksempel, at de udgifter, som en »forurener« påfører andre i samfundet, indregnes i prisen på produktet ...

3.16

EØSU kan kun gå ind for denne strategi, som opfylder kravene i mange af de udtalelser, som udvalget har afgivet i de seneste år (15). EØSU finder det imidlertid dybt beklageligt, at meddelelsen nøjes med at analysere og ikke angiver, hvordan man vil internalisere de eksterne omkostninger.

3.17

Allerede i april 2004 opfordrede EØSU i en udtalelse Kommissionen til at skride til handling på dette område ved at søge og opretholde en dialog med alle berørte parter. Disse har ikke kun en stærk interesse i, men også ret til at vide, hvordan (og hvor længe) internaliseringen af de eksterne omkostninger vil blive sikret. EØSU opfordrede også allerede dengang til, at det blev gjort klart, hvilke virkninger internaliseringen af omkostningerne ville have på den økonomiske konkurrenceevne i almindelighed og på transportområdet i særdeleshed. Kommissionen havde selv understreget, at »mindre end halvdelen af de eksterne miljøomkostninger ... indgår i markedsprisen«, hvilket betyder, at »den ikke-bæredygtige efterspørgsel fremmes«  (16) .

3.18

EØSU kunne godt tænke sig at vide, hvor og hvornår Kommissionen planlægger at føre denne debat. Udvalget mener, at strategien for en bæredygtig udvikling er den helt rigtige kontekst for en sådan debat. Det er beklageligt, at det forslag til en »Meddelelse om anvendelse af markedsinstrumenter til fordel for miljøet (på det indre marked)«, som i mellemtiden har været lovet i over to år, endnu lader vente på sig.

3.19

EØSU beklager endvidere følgende relativt uforpligtende udsagn fra Kommissionen »...Medlemsstaterne bør sammen med Kommissionen udveksle erfaringer og bedste praksis med hensyn til at ændre beskatning af arbejde til beskatning af forbrug og/eller forurening på en indkomstneutral måde og derved bidrage til EU's mål om stigende beskæftigelse og miljøbeskyttelse.« EØSU opfordrer Kommissionen til straks at tage initiativ på dette område og til snarest muligt at foretage relevante undersøgelser og derefter videreformidle de pågældende resultater i form af en meddelelse til EU-institutionerne med en evaluering og konsekvensanalyse.

3.20

Ud over, at der lades hånt om en gammel EU-dyd, nemlig at opstille klare mål og fastsætte klare tidsfrister, er denne mangel på en debat om mulige instrumenter og disses følger en stor mangel ved meddelelsen. Hermed undgås naturligvis eventuelle konflikter, men EØSU har gentagne gange opfordret til aktivt at søge en kritisk diskussion med alle berørte parter. Uden en sådan diskussion kan der ikke gøres væsentlige fremskridt med bæredygtighedsprocessen.

3.21

EØSU ser positivt på, at de nationale strategier skal koordineres bedre med de europæiske strategier. Dette kræver imidlertid, som sagt, en reel europæisk strategi, og ikke kun en strategi på papir, som blot består i at samle gamle holdninger, hensigtserklæringer og programmer, og som endnu ikke har været i stand til i tilstrækkelig grad at vende de negative tendenser.

3.22

Det fremgår af Kommissionens forslag, at konsekvensanalyserne tillægges en central betydning i bestræbelserne på at forbedre sammenhængen mellem de forskellige initiativer og deres forskellige faser (udformning, gennemførelse osv.). Det må imidlertid betænkes, at disse analyser ikke alene kan tage udgangspunkt i de påløbne udgifter, men at der også må tages hensyn til andre økonomiske, sociale og miljømæssige fordele (17). Der bør derfor udformes et kriterium — i lighed med undersøgelsen af virkningerne på konkurrenceevnen — for at sikre, at sidstnævnte to dimensioner ikke forsømmes.

3.22.1

Som det har givet udtryk for tidligere, mener EØSU, at bæredygtighedskriteriet bør ligge til grund for udvælgelsen af de projekter, der skal finansieres under forskellige budgetposter og programmer (18). Der bør endvidere tages hensyn hertil, når effektiviteten af disse udgifter skal vurderes.

3.23

Ud over uklare målsætninger og en manglende debat om instrumenter konstaterer EØSU endnu et svagt punkt i Kommissionens dokument. Kommissionen giver ikke noget svar på spørgsmålet om fordelingen af ansvarsområder. Der er tale om et prekært emne, da nogle af de planlagte aktioner falder ind under EU's kompetenceområde (handelspolitik), mens andre snarere sorterer under de nationale myndigheder (energi) eller er genstand for et koordineringsforsøg på europæisk plan (socialpolitik). Hertil kommer, at der ud over disse mange ansvarsområder findes en yderligere dimension, nemlig den globale dimension (se også ovenfor).

3.24

EØSU mener, at en af årsagerne til manglen på konkrete fremskridt på området bæredygtig udvikling er mangfoldigheden af strategier, handlingsplaner osv. samt de mange ændringer, disse har været genstand for i løbet af årene for at afspejle politiske prioriteringer. I overensstemmelse med Det Europæiske Råds erklæring fra juni 2005 om de styrende principper for bæredygtig udvikling (19), mener EØSU, at det er op til Kommissionen klart at fastlægge på hvilket niveau ansvaret for de forskellige foranstaltninger skal ligge. Det pågældende niveau skal derefter over for de andre aktører sikre stabilitet på langt sigt samt sammenhæng med andre foranstaltninger.

3.25

I tråd med de principper, der blev fremsat i hvidbogen om nye styreformer og den vilje til at mindske kløften mellem EU og dets borgere, der blev givet udtryk for i hvidbogen om kommunikationspolitik og senere på det rådgivende forum af 20.-21. marts 2006 om bæredygtig udvikling, mener EØSU, at en struktureret og permanent høring af de interesserede parter er nødvendig for at omsætte mobiliseringen af lokale aktører til væsentlige fremskridt og for at give den bæredygtige udvikling et konkret indhold. Udvalget er således gået i gang med at oprette en database i stil med den database for det indre marked (PRISM), som det allerede forvalter. Målet med databasen skal være at kortlægge de hindringer, de lokale aktører kommer ud for, sprede god praksis, give oplysninger om de organisationer, der er ansvarlige for de pågældende innovative projekter, give bottom-up-strategien fast form og styrke den ekspertise, som navnlig Kommissionen støtter sig til ved udarbejdelsen af direktivforslag, konsekvensanalyser og meddelelser.

3.26

EØSU mener endvidere, at den reform af Den Internationale Valutafond, der skal finde sted i 2008, vil være en lejlighed for de europæiske repræsentanter til at tale med én stemme for at sikre, at bæredygtig udvikling bliver et kriterium for støttetildeling.

3.27

EØSU hilser det velkommen, at Kommissionen agter at tage bæredygtighedsprocessen op til revision hvert andet år i form af en statusrapport og i den forbindelse inddrage både Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet samt drage nytte af EØSU's og Regionsudvalgets rolle som katalysatorer i samfundsdebatten.

3.28

I Kommissionens seneste meddelelse om den nye industripolitik (20) annonceredes det, at der ville blive nedsat en ekspertgruppe på højt niveau om konkurrenceevne, energi og miljø, og at der ville blive ført en debat om eksterne aspekter af konkurrenceevne og markedsadgang (forår 2006) samt håndtering af strukturelle ændringer i fremstillingsindustrien (ultimo 2005). EØSU bifalder nedsættelsen af en gruppe på højt niveau (februar 2006) og dennes kommissorium (21). Udvalget er rede til i givet fald at støtte gruppen i dens arbejde. Det håber endvidere, at de forslag, der senere skal fremlægges af Kommissionen, vil være forenelige med bestræbelserne på at sikre en passende udnyttelse af synergierne mellem de europæiske politikker og nå frem til kompromiser med henblik på at opfylde bæredygtighedsmålet.

3.29

EØSU er stærk tilhænger af målet om, at 3 % af BNP skal afsættes til FoU (2/3 fra den private sektor), men mener, at disse investeringer og den deraf følgende innovation bør indgå i et bredere perspektiv om fremme af bæredygtig udvikling. Kommissionen bør med bistand fra Eurostat og sine nationale modparter så vidt muligt udarbejde en regelmæssig rapport, der gør status over situationen med henblik på at sikre overensstemmelse mellem Lissabon-strategien og den overordnede strategi for bæredygtig udvikling. Kommissionen bør i givet fald udarbejde henstillinger vedrørende de integrerede retningslinjer for at sikre kompatibilitet og synergi.

4.1.1

EØSU konstaterer med bestyrtelse, at Kommissionen næsten opgivende erkender, at klimaændring ikke længere kan undgås, og at det eneste, der nu kan gøres, er at afbøde virkningerne for de hårdest ramte.

4.1.2

»Nøgleaktionerne« på dette område er intet andet end hensigtserklæringer og forsigtige verbale tilkendegivelser om at søge mere vidtgående forpligtelser og internationale aftaler. Manglen på klare målsætninger på dette politikområde er så meget desto mere alarmerende, som det allerede i dag ligger klart, at de nuværende mål for nedsættelse af drivhusgasemissioner inden 2012 ikke vil kunne nås, og dette trods den voksende trussel og de ekstreme vejrforhold — som ikke længere kan bestrides — med deres katastrofale menneskelige og samfundsøkonomiske følger.

4.1.3

Ikke desto mindre bifalder EØSU de ret generelle opfordringer til udnyttelse af EU's eget potentiale med henblik på øget effektivitet og teknologisk udvikling inden for vedvarende energi og energiforbrug. EØSU støtter disse målsætninger, men opfordrer kraftigt Rådet og Kommissionen til at udarbejde klare og reelt ambitiøse mål, definere instrumenterne til opnåelse af målene og derefter drøfte disse med alle berørte parter.

4.1.4

Det ser således i dag ud til, at industrien kunne stå over for et gennembrud, hvad angår CO2-frie kulkraftværker. I forbindelse med en bæredygtighedsstrategi kan man helt sikkert forvente, at spørgsmålet vil blive rejst, om hvilke rammebetingelser (og dermed instrumenter) politikken skal fastlægge for at fremme anvendelsen af en sådan teknologi.

4.2.1

EØSU finder det positivt, at bekæmpelsen af fattigdom og social eksklusion ikke kun handler om at øge de lave indkomster, men mener, at de foreslåede nøgleaktioner langt fra slår til. Kommissionen bør navnlig ajourføre Laeken-indikatorerne (22) for jobkvalitet (23) og styrke denne dimension i retningslinjerne.

4.2.2

Kommissionen annoncerer, at den vil høre arbejdsmarkedets parter vedrørende spørgsmålet om sammenhæng mellem arbejdsliv og privatliv. Hvis arbejdsmarkedsparterne anser opfølgningsforanstaltninger for nødvendige, men det ikke lykkes dem at indgå en aftale i henhold til EF-traktatens artikel 139, skal Kommissionen og den europæiske lovgivningsmyndighed efter EØSU's opfattelse tage affære. Denne fremgangsmåde bør også gælde for de andre omtalte områder.

4.3.1

Også inden for det prioriterede område naturressourcer lyder nøgleaktionerne temmelig uforpligtende eller direkte utroværdige. Kommissionen skriver således, at »EU og medlemsstaterne bør sørge for tilstrækkelige midler til og forvaltning af Natura 2000-nettet af beskyttede områder og for, at biodiversitet inddrages bedre i interne og eksterne politikker for at stoppe tabet af biodiversitet.« På baggrund af Det Europæiske Råds finansielle beslutninger i december 2005, som indebar nedskæringer netop i denne sektor, vil det straks stå lysende klart for offentligheden, hvor stor afstand der er mellem ord og handling i EU-politikken.

4.3.2

Under de i anneks 2 opstillede »operationelle mål« for »en bedre forvaltning af naturressourcerne« gentages blot allerede kendte og vedtagne politikker, f.eks. det mål, der blev offentliggjort i hvidbogen (24) i 1997(!) om, at 12 % af energiforbruget bør stamme fra vedvarende energikilder inden 2010, men som ifølge Kommissionen selv i dens meddelelse af 26.5. 2004 (25) sandsynligvis ikke vil kunne opnås med de aktuelle foranstaltninger. Der foreslås imidlertid ikke nye foranstaltninger, og der foretages ikke nogen analyse af begrundelsen for, at dette mål formodes ikke at ville kunne nås.

4.3.3

Også her mener EØSU, at opstillelsen af ambitiøse og fremadrettede mål — som Sverige f.eks. gjorde det i begyndelsen af februar — ville give bæredygtighedsstrategien større gennemslagskraft, opmærksomhed og støtte end disse vage hensigtserklæringer, som hverken forekommer nye eller aktuelle. Sverige har som bekendt sat sig som mål på længere sigt at erstatte fossile brændstoffer med andre energikilder samt at afvikle atomkraft.

4.3.4

Derudover kunne der formuleres et mål for energibesparelse og –effektivitet, der ville være attraktivt i offentlighedens øjne, samtidig med at det ville være fremtidsorienteret og innovationsfremmende, nemlig at alt nybyggeri i EU indtil f.eks. 2020 skal være såkaldte »nulenergihuse«, dvs. bygninger, som ikke kræver noget ekstra energiinput.

4.4.1

På transportområdet anføres det først, at »den nuværende tendens er uholdbar«.

4.4.2

Kommissionen skriver derefter: »Fordelene ved mobilitet kan også opnås ved meget lavere økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger. Det kan ske ved at reducere transportbehovet (f.eks. ved at ændre jordudnyttelsen, fremme distancearbejde og videokonferencer), udnytte infrastruktur og køretøjer bedre, ændre transportmåde, for eksempel jernbane i stedet for veje, cykel eller gang ved korte afstande, og udvikle offentlig transport, hvor der anvendes renere køretøjer, og udvikle alternative muligheder til olie, for eksempel biobrændsel og brintdrevne køretøjer.« Dette falder indholdsmæssigt i tråd med EØSU's udtalelse om »Fremtidige transportinfrastrukturer: planlægning og nabolande — bæredygtig mobilitet — finansiering« (26). Kommissionen understreger endvidere, at »Fordelene ved mere bæredygtig transport er mange og store.«

4.4.3

EØSU støtter i princippet de fremsatte erklæringer og henvisninger til win-win-situationer, men undrer sig over, hvorfor Kommissionen på trods af alle disse fordele og muligheder hele tiden vender tilbage til de negative tendenser, f.eks. på transportområdet.

4.4.4

Der må være en grund til, at personer og virksomheder på trods af de fordele ved mere bæredygtig transport, som Kommissionen beskriver, alligevel satser på og i overvejende grad foretrækker ikke-bæredygtige transportformer. Sådanne bevæggrunde analyseres ikke, men uden en sådan analyse kan der ikke fastlægges nogen effektiv modstrategi.

4.4.5

På transportområdet nævner Kommissionen 3 nøgleaktioner:

4.4.6

EØSU anser det for mere end tvivlsomt, at den »tiltagende trafiktæthed«, som der udtrykkes beklagelse over i bæredygtighedsstrategien (27), kan bringes under kontrol med disse nøgleaktioner, således at der sker en tilstrækkelig reduktion af trafikken. De krav og erklæringer, der fremsættes i nøgleaktionerne, er langt mindre vidtgående end det, der er formuleret i tidligere EU-dokumenter, herunder f.eks. grønbogen om »Borgernes Transportnet« og hvidbogen om »Transportpolitik« (28).

4.4.7

Fastsættelse af et mål, der f.eks. går ud på, at Europa inden 2020 eller 2025 kun tillader emissionsfrie biler, ville være en langt mere attraktiv og samtidig langt mere ambitiøs og effektiv formidling af bæredygtighedsstrategien til den brede offentlighed. Dette ville give betydelige incitamenter for forskning og udvikling, sætte fart i den teknologiske fornyelse og øge europæiske bilers konkurrenceevne, hvilket igen ville gavne EU's økonomiske udvikling. Der er endvidere tale om en teknologisk strategi, der kunne bidrage til at forhindre, at den rivende udvikling på transportområdet, der finder sted i visse nye vækstøkonomier, ikke fører til økologisk og klimatisk sammenbrud.

4.4.8

En sådan strategisk målsætning på transportområdet kombineret med gennemførelsen af EØSU's krav om bæredygtig udvikling af transportinfrastrukturerne (29) ville være værdig til at indgå i en europæisk strategi for bæredygtig udvikling og ville omsætte de ofte omtalte »win-win«-effekter til virkelighed.

4.5.1

Det er kritisabelt, at krav, der i årevis har været fremsat af EU, men ikke er gennemført, mere eller mindre genbruges i meddelelsen. Et eksempel herpå er nøgleaktionen inden for det 6. indsatsområde »Globale udfordringer«, ifølge hvilken »EU og medlemsstaterne skal øge deres bistand til 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) i 2015, med et mellemliggende mål på 0,56 % i 2010 fordelt på individuelle mål på 0,51 % for EU 15 og 0,17 % for EU 10.« EØSU tvivler ingenlunde på, at dette er et rigtigt krav at stille (30). Det minder blot om, at industrilandene allerede på FN's generalforsamling den 24. oktober 1970 — dvs. for over 35 år siden!!! — lovede at afsætte 0,7 % af deres BNP til udviklingshjælp (hvilket naturligvis ikke var nok til at løse alle problemer). Den konstante gentagelse af løfter, som ikke overholdes, gør ikke just den førte politik mere troværdig.

4.5.2

EØSU bifalder naturligvis alle annoncerede foranstaltninger, der har til hensigt at bekæmpe fattigdommen i verden. Kommissionen vil optrappe sine bestræbelser på at sikre, at international handel bliver benyttet som et værktøj til at opnå en reel global bæredygtig udvikling. Dette er uden tvivl en ekstremt vigtig, globalt set måske endda afgørende, strategi. WTO-aftalen er en handelsaftale og indeholder derfor ikke bæredygtighedskriterier, selv om verdenshandelen har en afgørende indvirkning på dette område. Rådet og Kommissionen bør derfor understrege dette vigtige forhold, men samtidig skitsere, hvordan strategien omsættes i praksis.

4.5.3

Dette er også vigtigt for at gøre det klart over for offentligheden, at der ikke kun er tale om en hensigtserklæring. For EØSU er det klart, at finansiel støtte ikke alene kan sikre en varig forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for befolkningen i udviklingslandene.

EØSU minder endvidere om, at formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde om globaliseringens sociale dimension (marts 2005) fremhævede begrebet »menneskeværdigt arbejde« som et centralt element i EU's eksterne aktiviteter. EØSU kan ikke acceptere, at visse lande opnår fordele i forhold til andre lande ved at lade hånt om ILO-standarder eller miljøbestemmelser. Der er ikke tale om, at disse bestemmelser er en slags skjult protektionisme fra de rige landes side. Bestemmelserne bidrager i stedet til at sikre menneskeværdighed, sociale fremskridt og retfærdighed. EU bør sørge for overvågning af fremskridtene på disse områder og iværksætte handelssanktioner i tilfælde, hvor en evaluering af fremskridtene, der så vidt muligt gennemføres i samarbejde med de af ILO anerkendte arbejdsmarkedsparter i de pågældende tredjelande (eller med repræsentative og anerkendte organisationer, der opererer i disse lande), viser en forværring af situationen. Det må beklages, at Kommissionens meddelelse ikke henviser hertil.

4.6

EØSU opfordrer generelt Kommissionen og medlemsstaterne til over for deres handelspartnere at vise, at bæredygtig udvikling ikke bør betragtes som en omkostningsfaktor, men snarere som en velfærdsskaber både for deres økonomier, som tilstræber højere levestandarder, og for planeten som helhed.

1)

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om revision af strategien for bæredygtig udvikling - En handlingsplatform, KOM(2005) 658 endelig af 13.12.2005. (http://europa.eu.int/eur-lex/lex/LexUriServ/site/da/com/2005/com2005_0658da01.pdf)

2)

EUROSTAT report: Measuring progress towards a more sustainable Europe - Sustainable development indicators for the European Union - Data 1990-2005 - (Måling af fremskridtene hen imod et mere bæredygtigt Europa – Indikatorer for bæredygtig udvikling for Den Europæiske Union 1990-2005) (13.12.2005)

3)

Det Europæiske Råd 16.-17. juni 2005, Formandskabets konklusioner: de styrende principper for en bæredygtig udvikling (http://ue.eu.int/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/da/ec/85351.pdf)

4)

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: 2005-revision af EU's strategi for bæredygtig udvikling: første status og fremtidige retningslinjer, KOM(2005) 37 endelig af 9.2.2005. (http://europa.eu.int/eur-lex/lex/LexUriServ/site/da/com/2005/com2005_0037da01.pdf)

5)

Annex to The 2005 Review of the EU Sustainable Development Strategy: Stocktaking of Progress, SEK(2005) 225, (Bilag til 2005-revisionen af EU's strategi for bæredygtig udvikling: status over fremskridtene).

»The effects of environmental policy on European business and its competitiveness: a framework for analysis«, SEK(2004) 769 (Miljøpolitikkens følger for de europæiske virksomheder og disses konkurrenceevne: analyserammer)

»Commission staff working document on the links between employment policies and environment policies«, SEK(2005) 1530 (Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: - Forbindelser mellem beskæftigelses- og miljøpolitik.)

og »Employment and Productivity and their Contribution to Economic Growth«, SEK(2004) 690 (Beskæftigelse og produktivitet og disses bidrag til økonomisk vækst).